b. Besværing til Højesteret.

Det er en Ufuldkommenhed ved den nu gjældende Retsforfatning, at der kun haves een Form, hvorunder underordnede Retters Afgjørelser kunne undergives højere Rets Prøvelse, nemlig den formelige Appel. Som en Følge heraf skal hele det samme betydelige og langsomme Apparat sættes i Bevægelse, nær man vil indbringe en eller anden mindre vigtig Afgjørelfe af et formelt Spørgsmål, f. Ex. af en Inhabilitetsindsigelse, for højere Ret, som når den for Sagens Realitet afgjørende Dom påankes. Ganske afset fra Spørgsmålet om mundtlig eller skriftlig Procedure er dette en Mangel ved Rettergangen, som er ejendommelig for os og ikke findes andre Steder. Der bør indrettes en simplere og mere formløs samt derhos tillige hurtigere Påanke i stige mindre vigtige formelle Spørgsmål. Det har Lovforslaget gjort ved at opstille Besværing som et Retsmiddel ved Siden af den egentlige Påanke. Synspunktet for dette Retsmiddel er altså, at der bør være Adgang til at fåe visse mindre vigtige eller med Proces«

fens egentlige Realitet ikke sammenhængende Spørgsmål afgjorte af højere Ret på en simpel og hurtig Måde, og navnlig fåledes, at der i stige Tilfælde kan dispenseres fra Mundtlighedsprincipets strenge Konsekventser, idet en Afgjørelse på væsentligt skriftligt Grundlag efter Omstændighederne kan være tilstrækkelig, jfr. ovenfor S. 20.

I § 320, jfr. § 360, angives de Tilfælde, i hvilke Besværing kan anvendes, hvorved må bemærkes, at hvor der ikke er særlig Hjemmel i Loven til at benytte dette Retsmiddel, er man henvist til Påanke, Det nævnte Retsmiddel kan herefter benyttes: 1) I de Tilfælde, hvor denne Lov bestemmer det, hvilket altså indeholder en Henvisning til alle de enkelte Paragrafer i Loven, hvor der udtrykkelig! gives Anvisning på Besværing. Disse Paragrafer ere: § 38 om at Besværing kan anvendes mod Kjendelser, ved l hvilke Indsigelser mod en Dommers Habilitet forkastes ellerhvorved Dommerens egen Begjæring om at måtte vige sit Sæde afståes, medens Kjendelser, hvorved Inhabilitetsindsigelsen tages til Følge eller hvorved det tillades Dommeren at vige sit Sæde, ere upåankelige, § 89 om at Besværing kan finde Sted såvel fra Partens som fra Retsskriverens Side i Anledning af Landsrettens Afgjørelfe af Spørgsmålet, om Retsskriveren har været beføjet til at nægte en forlangt Udskrift, § 135 om at Besværings kan finde Sted i Anledning af Afgjørelser af Omkostningsspørgsmål, der træffes særskilt forinden den endelige Dom, § 138 om at Besværing kan finde Sted i Anledning af Landsrettens Bestemmelse om den Kautionsstillelse for Procesomkostninger, som kan pålægges Udlændinge, der ville anlægge Retssag heri Landet, § 145 om at Afgørelser, hvorved fri > Proces nægtes Nogen, kunne ved Befværing, indbringes for højere Ret, § 216 om at Kjendelser, hvorved det trods fremsat Indsigelse pålægges Nogen at vidne, kunne gjøres til Gjenstand for Besværing til højere Ret, medens Kjendelser , hvorved stige Indsigelser tages til Følge, må påankes i Forbindelse med Hovedsagn, § 220 om at et udeblevet Vidne, hvis Undskyldning forkastes, kan besvære sig over den idømte og af Retten opretholdt« Straf i

m. m., § 221 om at det Vidne, hvem det mod dets Indsigelse pålægges at besvare fremsatte Spørgsmål, kan anvende Besværing imod Kjendelsen, § 227 om at Kjendelser, hvorved Retten nægter at tage Indsigelser mod Valget af Syns- eller skjønsmænd til Følge, ved Besværing kunne indbringes for højere Ret, §§ 235 og 236 om at de angående Vidner givne Regler om Benyttelsen af Besværing skulle være analogisk anvendelige på Syns- og skjønsmænd, der nægte at føretage Forretningen på en vis Måde, nægte at besvare Spørgsmål, pålægges Straf for Udeblivelse o. s. v., § 243 om at de med Hensyn til Vidner gjaldende Regler skulle være anvendelige på Trediemand, der nægter at fremkomme med Dokumenter til Sagens Oplysning, § 261 om at der kan benyttes Besværing imod Kjendelser, hvorved Retten udsætter Modtagelsen af en Parts Ed, eller endog rent nægter dens Modtagelse, § 364 om at Intervenienten kan benytte Besværing imod en Kjendelse, hvorved det nægtes ham at indtræde i Sagen, hvorimod der må benyttes Påanke (til Annullation), når han formentlig uretteligen er stedet til at indtræde i Sagen, § 370 om at Biintervenienten på samme Måde kan benytte Besværing imod den Kjendelse, hvormed det nægtes ham at komme til Orde i Sagen, § 377 om at den Part, hvem der nægtes Tilladelse til at anticipere et Bevis, kan anvende Besværing mod den nægtende Retskjendelse, § 425 om at Kjendelser, hvorved der nægtes Nogen Tilladelse til at udstede offentlig Indkaldelse, kunne gjøres til Gjenstand for Befværing. Det er ikke muligt at sammenfatte alle de opregnede Tilfælde under nogen almindelig Regel, som har tilstrækkelig Skarphed og Præcision, til at den kan benyttes som Skjelnemærke mellem Området for Påanke og for Besværing. Der bliver derfor ikke Andet tilbage end at opregne. Thi for den praktiske Anvendelses Skyld har det stor Vigtighed, at ingen Tvivl kan sinde Sted angående Valget af Retsmidlet. Imidlertid kan der dog påvises visse Træk, som udmærke de angivne Tilfælde, og som have afgivet Motivet til, at de ere henviste til Besværing. Enten angå de formelle Spørgsmål, der ere

uafhængige af Hovedsagen og uden Indflydelse på dens Afgjørelse i Realiteten og hvis Afgjørelse derfor må anfees som mindre vigtig, jfr. §§ 38, 135, 145, eller de angå Spørgsmål, hvor der er Strid ikke mellem Sagens Parter indbyrdes, men mellem en af disse og Trediemand angående dennes Forpligtelse til at bidrage til Sagens Oplysning ved at vidne, tjene som Syns- og Skjønsmand eller fremkomme med Dokumenter, jfr. §§ 216, 220, 221, 227, 235, 236, 243, eller de angå sådanne præliminære processuelle Spørgsmål, som i vedkommende Parts Interesse kræve en hurtig Afgjørelse og som derhos ikke ere af anden Beskaffenhed, end at de må kunne afgjøres efter skriftlig Procedure eller dog uden særlig Bevisførelfe, jfr. §§ 138, 364, 370 377, 425.

2) I de Tilfælde, hvor Retten eller dens Formand har afslået Begjaringer og Andragender vedkommende den processuelle Fremgangsmåde, uden at nogen formeligkontradiktorisk Forhandling mellem Parterne er gået forud herfor. Der, gives nemlig efter Lovforslaget endel Tilfælde, hvor visse Bestemmelser angående den processuelle Fremgangsmåde kunne tages enten af > Retten eller af Retsformanden alene ifølge ensidig Henvendelse fra den ene Part, uden at den anden Part fåer Lejlighed til at ytre sig forinden, jfr. §§ 36 og 37, 79, 185 o. fl. Bestemmelser af denne Art ville i Reglen være af mindre Vigtighed og navnlig ikke direkte influere på Sagens Realitet; derfor kan det forsvares at henvise den, der i stige Tilfælde vil anke, til den simple og lettere Besværing fremfor til den mere omstændelige og ganske vist også mere betryggende Påanke, Iøvrigt stal det bemærkes, at der gives visse Tilfælde, hvor Bestemmelser af den angivne Natur udtrykkeligt i Loven ere erklærede for upåankelige f. Ex. §§ 76, 77 og 78, ligesom der på den anden Side er visse Afgjørelser, som, skjønt de kunne traffes uden foregående kontradiktorisk Forhandling, ere så vigtige for vedkommende Part, at de ved Loven udtrykkeligt ere erklærede for Gjenftand for egentlig Påanke, jfr. §§ 331, 336.

Fremgangsmåden ved Anvendelsen af det heromhandlede Retsmiddel udmærker sig ved

Simpelhed og Hurtighed. Den nærmer sig mere til de administrative Former end til de judicielle, idet Tanken er den, at Besværingen først skal forelægges den Ret, over hvilken man vil klage, og derefter med dennes Erklæring over Sagen indsendes til den højere Ret, som da i Reglen afgjør Sagen på det foreliggende skriftlige Grundlag, efterat Parterne dog have havt Adgang til at ytre sig een Gang fra hver Side ved skriftlig Henvendelse til den højere Ret.

Det er således i § 321 bestemt, at Besværingen skal iværksættes derved, at et Besværingsskrift indgives til den Ret, over hvis Handlinger eller Afgjørelser man vil besvære sig, indeholdende en Fremstilling af Grunden, hvorfor man besværer sig, og det Andragende, som man stiller, for at pnå Afhjælp af sin Klage. I Reglen fordres der, at Besværingen skal ske skriftlig, men for at lette Retsmidlets Anvendelse i den størst mulige Grad, er det i visse Tilfælde tilladt den Besværende at fremstille sig og diktere sin Besværing til Retsprotokollen. Det kan for det Første finde Sted ved Underretterne, hvor Behandlingsmåden i det Hele taget simplificeres til det Aderste; for det Andet indrømmes det selv ved Landsretterne Vidner, Syns-og Skjønsmænd og overhovedet Trediemand at diktere sin Besværing til Retsbogen fremfor at indgive formeligt Besværingsskrift, fordi det, såmeget som vel muligt, bør lettes disse Mennesker, der stå som aldeles fremmede for Retstrætten og kun ere kaldte til at opfylde besværlige Pligter i Parternes og ikke i egen Interesse, at værge sig imod Afgjørelser, som de iro at være deres Ret for nær; de have et billigt Krav på, at der anvises dem den simpleste og billigste Vej i så Henseende

Når Retten har modtaget Besværingen i den ene eller den anden Form, har den inden en Uge at indsende den til den overordnede Ret, jfr. § 322. Der må naturligvis indrømmes Retten en kort Frist hertil, dels fordi det tager nogen Tid at tilvejebringe de befalede Afskrifter af den påklagede Kjendelse og øvrige dertil hørende Aktstykker såvelsom eventuelt af selve Besværingen, hvor den er

dikteret til Retsbogen, dels fordi der bør gives Retten Lejlighed til, om den vil, at forsyne Besværingen med dens egen Erklæring over det rejste Spørgsmål, i hvilken sidste Henseende bemærkes, at den hele Besværing vel i mange Tilfælde kan stille sig som så åbenbart ugrundet, at Retten ikke behøver at erklære sig, da Sagen få at sige taler for sig selv, men i andre Tilfælde kan det derimod være Retten magtpåliggende at forsvare sin Fremgangsmåde og derved tillige bidrage til at oplyse den højere Ret. Samtidig med Besværingens Indsendelse underretter Retten eller vel egentlig dens Formand begge Parter herom, jfr. § 122, for at disse kunne vide, at de nu hurtigt må indsende deres Bemærkninger angående Besværingen til den højere Ret, ifald de ønske at ytre sig yderligere, forinden Sagen afgjøres. Den højere Ret er nemlig ifølge § 323 kun pligtig at vente en Uge fra Indsendelsen, inden Besværingen foretages til Afgjørelse, og dersom Parterne ville være sikre, må de altså indsende deres Bemærkninger inden den Tid, Imidlertid er der dog ingen Grund til at gjøre denne Frist absolut præklusiv; det er derfor bestemt, at der kan tages Hensyn til sildigere indkomne Udtalelser, når de blot fremkomme, inden Sagen afgjøres.

Når Sagen foreligger for den højere Ret og denne finder, at der mangler Oplysninger og Erklæringer om et eller andet Punkt, som formenes at burde komme i Betragtning, kan den efter § 324 indfordre de fornødne Oplysninger eller Erklæringer ved simpel Skrivelse til Vedkommende eller endog efter Omstændighederne ved mundtlig Tilkjendegivelse, jfr. § 122, Det er ingen Indvending imod, at en Oplysning tages i Betragtning ved Afgjørelsen, at den ikke har foreligget for den underordnede Ret, jfr, § 324 i Slutn, Det følger af sig selv, at vedkommende højere Ret kan udsætte Sagen, når således nye Oplysninger eller Erklæringer indfordres.

Det er oftere ovenfor bemærket, at der ved Besværing sees bort fra Mundtligheds- og Umiddelbarhedsprincipets strenge Konsekventser, og at der af praktiske Hensyn tilstedes en Afgjørelse på skriftligt Grundlag, da de foreliggende Spørgsmåls Natur ikke kræver en

så udtømmende og stringent Bevisførelse som den, der udfordres i Sagens Realitet. Derfor opstilles det som Regel i § 325, at Afgjørelsen træffes på Grundlag af de indsendte Akter og skriftlige Erklæringer og Udtalelser, uden at Parterne behøve at give Møde. Derved kan det opnåcs, at Retsmidlets Anvendelse bliver billig og let. Har den sig besværende Part ikke iøvrigt nogen Sagfører til Sagens Udførelse, f. Ex. et Vidne eller en Syns- og skjønsmand, vil han i mange Tilfælde helt kunne undgå at benytte en fådan, især hvis han selv ikke er ganske ulovkyndig eller han kan skaffe sig en Håndsrækning hos en eller anden noget lovkyndig Mand. Imidlertid er der dog i § 325 åbnet en Adgang til at anordne mundtlig Forhandling, når Sagens Beskaffenhed opfordrer dertil enten ved dens Vigtighed og Interesse for de Pågjældende eller fordi der bliver Spørgsmål om Førelse og Bedømmelse af et vanskeligt Bevis. Men det er forudsat at ville blive Undtagelse og ikke Regel, at stig mundtlig Forhandling finder Sted Iøvrigt er det tilladt Retten at anordne mundtlig Forhandling, ikke blot når nogen af Parterne andrager herpå — det vil naturligviis altid være et vigtigt Motiv i så Henseende — men også af egen Drift. Når mundtlig Forhandling anordnes, må Parterne naturligvis indkaldes til Møde. De Følger, som må være forbundne med i så Fald at udeblive, ere angivne i Slutningen af § 325,

I § 326 opstilles den Hovedregel, at Besværingsfristen, hvor denne Lov ikke bestemmer anderledes, er 2 Uger, hvorved sorståes 2 Uger at regne fra den Dag, da den Handling af Retten er føregået, hvorover man vil besvære sig. I Reglen vil den besværende Part have fået Kundskab om sådan Retshandling strax, men da det undtagelsesvis kan forekomme, at han af tilfældige Grunde ikke fåer det, er der åbnet Adgang til at forlænge Besræringsfristen i Overensstemmelse med Reglen i § 304, dog at man med Hensyn til Beskaffenheden af de Tilfælde, i hvilke Besværing er anvendelig, har troet for dette Retsmiddels Vedkommende at burde afkorte den i § 303 fastfatte Oprejsningsfrist til

6 Måneder, Ordentligvis har Besværings Anvendelse efter Lovforslaget ikke opsættende Virkning, hvoraf følger, at Hovedsagen går sin Gang uden at opholdes derved, eller at den tagne Bestemmelse bliver gjældende Regel, indtil den forandres af højere Ret, jfr. de Besværingstilfælde, som omhandles i §§ 89, 135, 138, 145 og 261. I mange Tilfælde er der imidlertid i Loven selv foreskrevet, at der stal gives Parten en Frist til at besvære sig, og at den trufne Forholdsregel ikke træder i Kraft imod ham, førend Besværingen er afgjort eller Forsømmelse fra hans Side begået i at fremme den, hvilket navnlig gjælder i de Tilfælde, hvor Hensigten med at indrømme dette Retsmiddel vilde tabes, dersom Parten var forpligtet til foreløbig at rette sig efter den Kjendelse, over hvilken han mener at kunne besvære sig. Exempler på Tilfælde af denne Beskaffenhed haves i §§ 216, 220, 364 og 370. Endelig er der nogle Tilfælde, hvor det må være overladt til Retten efter Omstændighederne og Parternes derom ytrede Ønske enten at stille Sagens videre Fremme i Bero, indtil Besværingen er afgjort, eller lade dette være, jfr, §§ 38, 227, At Forsømmelse med at benytte en til Besværings Iværksættelse indrømmet Udsættelse må have lige Virkning med at lade den legale Besværingsfrist udløbe uden at benytte den, er klart, jfr. § 326 i Slutn.