Almindelige Betingelser for Exekution.

I § 435 gives en Oversigt over de Grundlag, i Henhold til hvilke Fogden kan skride til Anvendelse af Tvangsmyndigheden. I så Henseende fastsætter Udkastet, overensstemmende med den gjældende Ret, at Exekution kan ske på Grundlag af:

1) Domme og Kjendelser, afsagte af lovligt bestående Domstole i Riget såvelsom af andre indenlandske Myndigheder, der efter Lovene ere beføjede til at afsige exigible Kendelser. Ved disse sidste Udtryk sigtes der f. Ex. til Landvæsens- og Overlandvæsenskommissioner, jfr. Lov 30te Decbr. 1858 § 25;

2) Forlig, indgåede for de i Riget lovlig bestående Forligskommissioner, Retter eller Øvrigheder, for de sidstnævntes Vedkommende dog kun, forsåvidt det ved Lovgivningen er dem pålagt at mægle Forlig i sådanne Tilfælde, såvelsom for Landvæsenskommissioner og andre Myndigheder, om hvilke Lovene bestemme, at de for dem afsluttede Forlig skulle kunne exekveres.

Endelig nævner § 435, næst i sidste Stykke at henvise til de i nærværende Afsnits 2den Hovedafdeling fastsatte Regler om Udpantning samt om de såkaldte Udsættelsesog Indsættelsesforretninger uden foregående Lovmål og Dom, som Grundlag for Exekution: 3) thinglæste Pantebreve, hvorved

der for en bestemt angiven Pengesum gives Pant i faste Ejendomme, når de indeholde Parternes Vedtagelse om, at der uden føregående Lovmål og Dom skal kunne gjøres Gxekution i Pantet, samt derhos ere oprettede eller vedkjendte for Notarius publicus eller for to Vitterlighedsvidner. Den således givne Regel i Forbindelse med Bestemmelserne i § 447 i Slutningen og § 550 svarer ganske til Forskriften i Lov om Udpantning og Udlæg uden Grundlag af Dom eller Forlig af 29de Marts 1873 § 15 1ste Stykke, når bortsees fra de der angivne Betingelser vedrørende Forfaldstidens Indtræden, hvilke man under Hensyn til den almindelige Regel i § 442, jfr. § 441, ikke har fundet Grund til at optage i Udkastet.

Medens Udkastet efter det Anførte i alt Væsentligt har optaget de nugjældende almindelige Regler om, hvad der kan tjene til Grundlag for Exekution, har man derimod ikke bevaret de hidtil bestående særlige Bestemmelser om visse Bankers og Kreditforeningers Ret til uden Lovmål og Dom at gjøre Exekution, i de til dem pantsatte faste Ejendomme (Pl. 1ste Juni 1837, Lov 20de Juni 1850 § 2 b, Lov 9de Februar 1866 samt Lov 25de Marts 1872 § 1 Nr. 2). Det Djemed, der tilsigtedes ved den disse Instituter indremmede særegne 'Adgang til Gxekution, må nemlig i det Væsentlige ansees for fyldestgjort ved den almindelige Regel i § 435 3°, idet de der fastsatte Betingelser ikke gå ud på Andet, end der efter den af de nævnte Instituter almindeligt fulgte Forretningsgang for antages også hidtil sågodtfom altid at være blevet iagttaget. Da man derhos med Hensyn til de Forandringer, Retsforfølgningen i det Hele vil undergå efter det nye System, har ment at burde føreskå Ophævelsen af de ovrige i ovennævnte Lovbud hjemlede Forrettigheder i Henseende til Exekution og Tvangsauktion, altså navnlig de pågjældende Instituters Ret til at forlange, at den, der anser fig forurettet ved den stedfundne Tvangsanvendelse, skal være henvist til Regressøgsmål ved Underretten, ville de omhandlede Instituter efter Udkastet i det Hele være under-

givne dettes almindelige Regler om Gxekution og Tvangsauktion.

Med Hensyn til Domme og Kjendelser afsagte ved udenlandske Retter er det, når bortsees fra Bestemmelserne i Lov 19de Februar 1861 om svenske Domme og Kjendelser, den gjældende Rets Regel, at de ikke som sådanne kunne fuldbyrdes ved Gxekution her i Riget, men at den, som her i Riget vil opnå Fuldbyrdelse af det, der ved fremmed Dom er ham tilkjendt, efter føregående Forligsmægling må anlægge en ny Sag mod den Forpligtede ganske under de i danske Love føreskrevne Former. Når den i Udlandet afsagte Dom indbringes for en dansk Domstol, har denne at afgjøre, om Parten i det føreliggende Tilfælde efter de danske Loves Grundsætninger kunde drages for den udenlandske Ret eller Myndighed, som har afsagt Dommen, samt om denne efter det pågjældende fremmede Lands Love i den føreliggende Skikkelse og Tilstand giver Adgang til Gxekution. Hvis da begge Dele findes at være Tilfældet, må den udenlandske Dom uden Tvivl ligefrem tages til Følge, som den føreligger, kun med den selvfølgelige Begrænsning, at den danske Domstol ikke kan give exigibel Dom til Foretagelsen af Noget, som efter vore Loves Grundsætninger er absolut forbudt. Ligesom den danske Domstol altså ikke skal indlade sig på en Undersøgelse af Sagens Realitet, således må det vistnok også antages, at en Bedsmmelse af Sagens processuelle Behandling ved den fremmede Ret falder udenfor den danske Domstols Område. Den Anskuelse har vel været fremsat, at Sagsøgte ved vore Retter måtte kunne gjøre den Indsigelse gjældende, at han ikke under Sagen i Udlandet har havt en fådan Adgang til at forsvare sig, som efter de danske Loves Grundsætninger kan ansees for tilstrækkelig. Men denne Lære synes inkonsekvent. Thi må det fra dansk Side anerkjendes, at den fremmede Ret har været beføjet til at inddrage Sagen under sin Jurisdiktion, bliver det heraf en Følge, at den må erkjendes for berettiget til i sin Behandling af Sagen at følge dens egne Proceslove. Den Fremgangsmåde, der efter det således Anførte for Tiden må anvendes

for at opnå Exekution af en ved fremmed Ret afsagt Døm, lider vistnok af en unødvendig Vidtløftighed, ligefom den også i andre Henseender frembyder Tvivl og Vanskelighed. Der er derfor Grund til i Overens' stemmelse med den Tendents, som i det Hele gjør sig gjældende i de fleste nyere Proceslove, at ordne Forholdet på en mindre indviklet Måde, nemlig således at Domhaveren ved en simpel Henvendelse til Retten, dog under Indkaldelse af Modparten, kan erhverve en' Exigibilitetserklæring med Hensyn til den fremmede Dom. Men vil man indføre en sådan Ordning i vor Ret — og hertil er der så meget mere Grund, som mange fremmede Proceslove betinge Meddelelsen af slig Exigibilitetserklæring af Gjensidighed fra det Lands Side, hvori Dommen er afsagt — synes det, da Fogden hos os er en judiciel Autoritet, naturligst og bekvemmest at overlade til ham at afgive Erklæringen, i hvilken Henseende han selvfølgelig har at gå frem efter de samme Regler, som efter det ovenfor Anførte må gjælde, når der i Henhold til den bestående Ret anlægges Domssag for at opnå Exekution af en fremmed Døm. I Overensstemmelse hermed ere Udkastets § 436 og § 443 affattede, dog at det er fundet rettest ikke umiddelbart i Loven at knytte den heromhandlede Retsvirkning til alle udenlandske Domme uden Forskjel, men at overlade den nærmere Bestemmelse af, på hvilke Stater Reglen stal finde Anvendelse, til Kgl. Anordning, Herved vil det da stå Regeringen åbent både at tage Hensyn til, hvorvidt Gjensidighed finder Sted — hvis Sådant iøvrigt måtte ansees for rigtigt — og til Retstilstanden og Retsforfatningen i de førskjellige Etater, Selve Reglen, således som den er givet i Udkastet, vil neppe findes at være forbundet med Betænkelighed; på en Måde frembyder Udkastets Ordning endog større Garanti for Domsældte end den gjaldende Ret, idet det nemlig (jfr. § 443) ubetinget må påhvile Domhaveren at førelægge Fogden de Oplysninger, som ere sornødne for at afgjøre, om de i § 436 føreskrevne Betingelser for Gxekutionen ere tilstede, uden at han, således som under en af ham an-

lagt Domssag, enten helt eller delvis kan fritages herfor på Grund af den Omstændighed, at Indstævnte er udebleven, idet der ikke fra Rekvisiti Fraværelse under en Fogedforretning kan hentes Stotte for Rigtigheden af Noget, som det påhviler Rekvirenten at bevise. — Med Hensyn til den i § 436 Litr, a omhandlede Betingelse skal det endnu bemærkes, at når det skal bedømmes efter de danske Loves Grundsætninger, om Nogen i et føreliggende Tilfælde kunde drages for en udenlandsk Ret, må der blive at se hen til Lovgivningens Regler om, hvorvidt Udlændinge kunne dommes ved danske Domstole (jfr. herved Udkastets § 32). Når altså den franske Code civil art. 14 bestemmer, at en Udlænding kan dommes af franske Domstole til Opfyldelse af Forpligtelser, som han i Udlandet har pådraget sig mod en Franskmand, så stemmer denne Regel ikke med vor Lovgivnings Grundsætninger, og en i Henhold hertil i Frankrig afsagt Dom over en Dansk vil følgelig ikke kunne exekveres her efter Regelen i § 436. — Med Hensyn til Sverrig henviser Udkastet til Lov 19de Februar 1861.

I § 437 gives Reglen om, at Gxekution føretages af Underdommeren, der i denne sin Virksomhed benævnes Foged. Paragrafen indeholder derhos den Bestemmelse, at der ligesom efter den gjældende Ret under Forretningen skal medtages to Vidner, som også have at føretage de under Forretningen føre> faldende Vurderinger og andre lignende Skjøn. At Fogden, når Vidnerne mangle behorig Sagkundskab, kan tilkalde andre kvalificerede Mænd, er også den gjældende Rets Regel. Da der i Almindelighed ikke bliver Spørgsmål om nogen Beedigelse af de under en Fogedforretning føretagne Vurderinger, er det anset passende at føreskrive, at Mændene i Protokollen skulle underskrive en Forsikring på Tro og Love om, at de ville udføre Vurderingen efter deres bedste Overbevisning. — Reglen i § 437 sidste Stykke, at det udøvende Politi er pligtigt at yde Fogden Bistand, stemmer med Sagens Natur og den gjældende Ret, jfr. Frd. 6te April 1842 § 8.

Med Hensyn til Exekutors specielle

Kompetence opstiller § 438 i Overensstemmelse med den gjældende Ret, jfr. D. L. 1—24—28, den Hovedregel, at ingen Foged kan føretage Exekutionsforretninger udenfor sin egen Retskreds; men medens denne Regel nu er undtagelsesfri, er det fundet hensigtsmæssigt i Overensstemmelse med en i vor Ret på et andet Område anerkjendt Grundsætning, jfr. Frd. 29de Novbr. 1837 § 6, at gjøre en Undtagelse netop for det i 1—24—28 omhandlede Tilfælde, at Forretningen blot er at anse som en Fortsættelse af en i Retskredsen begyndt Exekution, i hvilket Tilfælde der tillægges Fogden Kompetence til i tilstødende Retskredse at føretage Exekution i rørligt Gods. Meningen hermed er, at Fogden, når det ønskes af Rekvirenten, skal være ikke blot berettiget, men også forpligtet til at udføre Exekutionen i den tilstødende Retskreds; dog er der sat den Grænse for Fogdens Forpligtelse, at han ikke skal være pligtig at rejse mere end 2 Mile udover Grænserne af hans egen Retskreds.

§ 439 handler om Rekvisitionen og om de Oplysninger, som skulle ledsage denne. Det er anset for unødvendigt at forlange af Rekvirenten, at han skal fremlægge en fuldstændig Domsakt; Exekutionen må i Reglen, således som det allerede nu i visse Tilfælde er hjemlet ved den gjældende Lovgivning, kunne ske i Henhold til en blot Udskrift af Dommen; hvis denne undtagelsesvis ikke skulde være tilstrækkelig som Grundlag for Exekutionen, må Rekvirenten selvfølgelig, jfr. Ordene i § 439, fremskaffe de fornødne yderligere Oplysninger. I Overensstemmelse med, hvad der også nu antages for Ret, bestemmer Paragrafens sidste Stykke, at Rekvisitionen kan fremsættes mundtligt i Bagatelsager. Grænsen for disse er i Overensstemmelse med Hovedreglen i § 2 fastsat til 400 Kr.

Om Exekutors Forhold til Exekutionsgrundlaget handles der i §§ 440—443. For det Tilfælde, at Grundlaget er en Dom eller en Kjendelse, indeholdes der i § 440 Regler, som ville findes ganske at stemme med, hvad der i dette Forhold må antages for gjældende Ret. Ligesom det herefter er en Selvfølge, at Fogden er udelukket fra at

prøve den føreliggende Retsafgjørelses Rigtighed i Realiteten, således kan han heller ikke indlade sig på at afgjøre, om den måtte lide af formelle Fejl, forudsat dog, at den er udgået fra en Domstol eller anden til at afsige exigible Dekreter befojet Myndighed. Fogden vil altså ikke kunne nægte at exekvere en af en Underret afsagt Dom, felv om Sagen uretteligen måtte være bleven undergivet Underrettens Afgjørelse. Hvis derimod en Skifteret skulde have afsagt en Namsdom, vil Fogden have at nægte Exekution. Endelig er det en Selvfølge, at det Samme må blive Tilfældet, når Dekretet ifølge sit Indhold ikke kan fuldbyrdes, f. Ex. når det går ud på noget Umuligt eller på Anvendelsen af en Tvang, som ifølge Lovgivningen er utilstedelig, såsom hvis en Dom skulde lyde på, at en Hustru med Magt skal føres tilbage til Manden. Bortset herfra har Fogden altså at fuldbyrde Dekretet, selv om det måtte lide af nok så grove formelle eller materielle Fejl eller Mangler, og uden at det kan komme i Betragtning, at Mangelen er en sådan, at Dommen i Tilfælde af Pånke vilde blive annulleret eller underkjendt af Pånkeinstantsen i Embeds Medfor, f. Ex. når det fremgår af Sagen, at Umyndigheds- eller Mindreårighedsindsigelse måtte kunne giores gjældende. Thi heri ligger ikke nogen Grund til at fravige Reglen om faldne Dommes Retskraft. En ganske anden er Exekutors Stilling, når Exekutionsgrundlaget er Forlig, idet han i så Fald, jfr. § 441, kan påkjende alle Indsigelser mod Forligets Gyldighed, dog, hvad Retsforlig angår, kun, forsåvidt Fogdens Kjendelse ikke vilde indeholde en Bedømmelse af Rettens Handlinger. Dette stemmer, forsåvidt Forlig indgåede ved en Forligskommission eller en Dvlighed angår, ganske med den gjældende Ret. Hvad derimod Forlig, indgåede ved Retten, angår, bor det måske efter den bestående Ret antages, at alle Indsigelser imod Forligets Gyldighed skulle gjøres gjældende ved Appel. Man er imidlertid i det føreliggende Udkast gået ud fra, at der i og for sig ikke er til« strækkelig Grund til i den heromhandlede Henseende at stille Forlig, indgåede ved Ret-

ten, på en ganske anden Måde end andre Forlig, men at kun sådanne Indsigelser bor unddrages Fogdens Afgjørelse, som denne ikke kunde påkjende uden at komme ind på en Bedommelse af Rettens Handlinger.

Medens der ikke, selv om Parterne måtte være enige derom, kan erhverves exigibel Dom for en Fordring, som er knyttet til en Betingelse eller Tidsfrist, førend Betingelsen er indtrådt eller Tidsfristen udløbet, er der Intet til Hinder for, at der indgåes et Forlig om en betinget eller ikke forfalden Fordring, eller at der i al Fald ved Forliget tilføjes en Betingelse eller Tidsfrist, uden at Forliget derfor taber sin Exekutionskraft. Da der imidlertid, som ovenfor anført, i Reglen ikke for Fogedretten kan føregå nogen Bevisførelse ved Vidner, Syn og Skjøn eller Parternes personlige Afhøring, er det anset for rettest i § 441 sidste Stykke at optage en Bestemmelse om, at et sådant Forlig ikke kan exekveres, medmindre det enten ved Forligets eget Indhold eller ved andre offentlige Dokumenter eller ved Skyldnerens egen Indrømmelse er givet, at Betingelsen er indtrådt eller Tidsfristen udløbet, eller Betingelsen indtræder derved, at Forligshaveren i Fogdens Nærværelse føretager en Handling, tilbyder en Præstation eller desl., så at Fogden umiddelbart kan afgjøre, om Betingelsen er indtrådt. En lignende Regel opstilles derhos med Hensyn til Forlig om Fordringer, der stottes på en gjensidig bebyrdende Retshandel. — I § 442 gjøres de i § 441 med Hensyn til Forlig opstillede Grundsætninger anvendelige på de Pantebreve, hvilke der er tillagt Exigibilitet. — Hvad angår § 443, findes der Intet at føje til hvad der i det Foregående er anført om denne Paragraf.

Med Hensyn til Gxigibilitetens Indtræden er det som bekjendt den gjældende Rets Regel, at der kan føretages Exekution efter en appellabel Dom, idet den Frist, ved hvis Udløb Dommen bliver exigibel, er meget kortere end Appelfristen, hvorimod Exekutionens Foretagelse til enhver Tid inden Appelfristens Udløb hindres ved den virkelig iværksatte Appel af Dommen. En lignende Ordning finder Sted efter den franske Proces, kun at Fri.

sterne ere betydelig kortere end hos os, idet den Frist, ved hvis Udløb Dommen bliver exigibel, er 8 Dage og Appelfristen 3 Måneder, begge Frister regnede fra Dommens Forkyndelse. Hvad angår Tyskland, har det samme System i lang Tid været fulgt for de Territoriers Vedkommende, i hvilke den fransk-rhinske Ret gjaldt. Derimod har den nye Civilproceslov af 1876, der forsåvidt har havt et Forbillede i den fåkaldte almindelige tyske og den preussiske Ret samt den hannoverske Proceslov, for hele Rigets Vedkommende gjennemført den Grundsætning, at en Dom ikke kan fuldbyrdes, førend de ordentlige Frister for Retsmidlernes Anvendelse ere udløbne. Som allerede fremhævet i Bemærkningerne til 3die Affnit i det føreliggende Udkast, tale vægtige Grunde for at stræbe hen til en sådan Ordning. Vort nuværende System medfører den Ulempe, at der kan føretages adskillige Exekutioner, som vise sig unyttige, når Skyldneren under Appellen får Dommen forandret til sin Fordel, i hvilket Tilfælde der derhos, skjønt denne Vanskelighed ikke har været følt hos os, kan opstå indviklede Restitutionsspørgsmål. Det er derfor i Udkastet føreslået at sætte Exekutionsfristen til samme Tidslængde som Pånkefristen, en Ordning, der efter den betydelige Afkortelse, Udkastet har føreslået med Hensyn til Pånkefristen, neppe vil findes at frembyde Betænkelighed, såmeget mindre som Udkastet samtidig fastholder, at Fristen ikke skal være en absolut gjældende Tidsgrænse, men at der må kunne gjøres Undtagelse fra den, hvor særegne Omstændigheder tale for at tilstede Exekution sør Pånkefristens Udløb. Den ordentlige Frist for Retsmidlernes Anvendelse er efter Udkastets § 302 og § 329 4 Uger. Denne Frist er formentlig ikke for lang til at kunne tjene som almindelig Fuldbyrdelsesfrist; vel er denne ved Underretsdomme nu kun 15 Dage, men ved Overretsdomme er den til Gjengjæld 8 Uger, uden at heraf vides at være sporet nogen sær Ulempe, Befrygter Domhaveren Dispositioner fra Domfældtes Side medens- Exekutionsfristen løber, vil han i al Fald kunne sikre sig derimod ved Anvendelsen af de føreløbige Retsmidler, Arrest og Forbud

(jfr. herved § 594 sidste Stykke). Ligeoverfor andre Kreditorer, som i Henhold til offentligt Forlig, indgæet med Skyldneren, vilde kunne komme Domhaveren i Forkjøbet med Exekution, mæ han sikres dels ved, at der gives ham Adgang til at erholde Gxekution for den ordentlige Frists Udlob, dels ved, at den pæ Grundlag af sædant Forlig gjorte Gxekution i Tilfælde af Skyldnerens Konkurs vil kunne omstødes, jfr. Konkurslovens § 23. Endelig mærkes, at medens Fuldbyrdelsesfristen efter den gjældende Ret først leber fra Dommens Forkyndelse, stal den efter Udkastets § 444 allerede løbe fra Dommens Afsigelse, sæledes at Fuldbyrdelsesfristens Begyndelse i alle Tilfælde rykkes tilbage til Gjengjæld for, at dens Udløb i nogle Tilfælde skydes ud. Da Domfældte efter Udkastets § 274 altid fær Underretning om Dommens Afsigelse, og da der ingen Anledning er til at opstille som almindelig Regel, at der stal ske et Pækrav for Dommens Exekution, er der ingen Grund til først at lade Fuldbyrdelsesfristen løbe fra Dommens Forkyndelse. Den i § 444 givne Regel, at Fuldbyrdelsesfristen i Almindelighed er 4 Uger, finder Anvendelse pæ alle Domme. At den navnlig ogsæ mæ anvendes pæ Højesteretsdomme, følger ligefrem deraf, at der efter Udkastet haves Adgang til at anvende et Retsmiddel ogsæ mod fædanne Domme, jfr, § 340. Men selv afset herfra er der formentlig Grund til altid at give Domfældte en vis Tid at løbe pæ, efterat Dommen er falden; den gjældende Rets Regel, at en Højefteretsnamsdom kan exekveres, sæsnart den er affagt, er unødvendig streng mod Debitor. Den sidst anførte Betragtning indeholder Grunden til, at den i § 444 indeholdte Regel om Fuldbyrdelsesfristens Længde ogsæ — i Lighed med hvad der er Regel efter den gjældende Ret med Hensyn til inappellable Over- og- Underretsdomme — er gjort anvendelig pæ Domme, mod hvilke der ikke haves nogen almindelig Adgang til at anvende Retsmidler, nemlig dels Underretsdomme i Sager pæ 40 Kr. og derunder (§ 354), dels Landsretsdomme i Sager, som i første Instants ere pædømte ved Underretten (§ 354 sidste Stykke, jfr. § 361).

Nær Domfældte godtgjør at have bragt et Retsmiddel i Anvendelse inden Udløbet af de ordentlige Frister, hindrer han derved Dommens Exekution, se § 444. I Modsætning hertil bestemmer § 448, at nær Fuldbyrdelsesfristen er udløbet, kan Exekutionen ikke hindres ved senere iværksat Pæanke eller Begjæring om ny Foretagelse af Sagen, selv om de for disse Retsmidlers Anvendelse fastfatte eller senere bevilgede Frister endnu ikke ere forløbne. Pæ dette Punkt indeholder Udkastet en formentlig heldig Forandring i den gjældende Ret, ifølge hvilken Domfældte endogsæ efter Udløbet af de lange Appelfrister kan standse Dommens Exekution ved en pæ Oprejsningsbevilling stottet Appelstævning.

Fra den Regel, at Fuldbyrdelsesfristen er 4 Uger, opstilles der en Undtagelse i § 444 2det Stykke med Hensyn til Domme, der pæbyde en Handlings Foretagelse, idet Fuldbyrdelsesfristen her ligesom efter den gjældende Ret kan forlænges, hvis Domfældte findes at behøve længere Tid til at efterkomme Dommen, samt med Hensyn til Gdsdomme, for hvis Vedkommende Edsfristen (se § 260) tillige bliver at anse som Fuldbyrdelsesfrist. Endelig omtales Domme, ved hvilke der ikke bliver Tale om nogen egentlig Exekution, men som dog pæ anden Mæde kunne være at bringe i Udøvelse, idet ogsæ her det Princip gjennemføres, at dette ikke kan finde Sted, førend den almindelige Fuldbyrdelsesfrist er udløbet. Dette anvendes først pæ Domme, der pælægge at undlade Noget, med Hensyn til hvilke der nu haves en lignende Regel i Frd. 6te April 1842 § 9, og dernæst pæ Domme, der tilkjende Domhaveren en Ret, som ikke stal gjennemføres ved Gxekution, sæsom Ejendomsdomme, forsævidt sædanne kunne thinglæses som Hjemmel for Adkomst, Skilsmisfedomme, forfævidt de hjemle Ret til at indgæ nyt Ægtestab, Mortifikationsdomme, forsævidt de hjemle Ret til at fæe et Pantebrev udslettet af Pantebogen eller til at fordre Betaling erlagt imod en løs Kvittering.

Sævel fra den Regel, at Gxekution først kan ske, nær Dommen ved Fuldbyrdelsesfristens Udløb er blevet endelig, som fra den Regel, at den virkelige Anvendelse af Retsmidlerne hindrer Exekutionen, mæ der imidlertid gjøres Undta-

gelser, og herom handles der i § 445. Med Hensyn til Adgangen til at gjøre Exekution forinden Fuldbyldelsesfristens Udlob —. Noget, som undtagelsesvis kjendes i den gjældende Ret, jfr. Lov om So- og Handelsretten i Kjøbenhavn af 19de Febr. 1861 § 47 — har Udkastet troet, at det ikke vilde føre til noget heldigt Resultat, om man efter fremmede Lovgivningers Exempel i selve Loven vilde betegne dels visse Tilfælde, i hvilke Retten skal, dels visse Tilfælde, i hvilke Retten kan erklære en Dom exigibel inden Pånkefristens Udløb. Da det nemlig i denne Henseende væsentlig må blive den enkelte Sags Beskaffenhed, som må være afgjørende, vilde Følgen af at opstille sådanne almindelige Regler blive, dels at flere Tilfælde bleve udelukkede, som burde være medtagne, dels at Tilfælde gik ind under Reglen, i hvilke der aldeles ingen Grund var til at tilstede Exekution før den sædvanlige Frists Udleb; også dette Sidste vilde være uheldigt, idet det efter det Foranførte må anfees for i høj Grad ønskeligt, at Fuldbyrdelsesfrist og Appelfrist såvidt maligt falde sammen. Udkastet har derfor ikke engang med Hensyn til Sø- og Handelssager eller andre Sager, i hvilke allerede den gjældende Ret som almindelig Regel har afkortet Exekutionsterminen, fundet Anledning til at opstille nogen almindelig Undtagelse fra Hovedreglen, men det er anset rettest ganske at overlade det til Rettens frie Skjøn, om Citanten kan høres med en Påstand om, at Dommen skal kunne exekveres inden Pånkefristens Udløb; således er Forholdet også ordnet i Lov 19de Februar 1861 § 47. Uagtet Fogden er en selvstændig beslutlende judiciel Avtoritet, kan den omhandlede Afgjørelse dog ikke henlægges til ham, da han ikke har tilstrækkeligt Kjendskab til Sagen, og Citanten må derfor, hvis han onsker en kortere Fuldbyrdelsesfrist end den sædvanlige, fremkomme med Påstand derpå under Hovedforhandlingcn, inden Dom afsiges. Retten vil da i selve Dommen tage Bestemmelse i så Henseende, dog med den Begrænsning, at Fuldbyrdelsesfristen, hvis Dommen lyder på Ed, ikke kan blive kortere end Edsfristen, hvorhos det ifølge Sagvolderens Påstand kan bestemmes, at Domhaveren skal stille Sikkerhed, dersom han inden Udløbet af den almindelige Fuldbyrdelfesfrist vil exekvere

Dommen. — I § 445 2det Stykke gives dernæst den Regel, at det efter Vedkommendes senest under den mundtlige Hovedforhandling fremsatte Påstand i Dommen kan bestemmes, at Exekution med eller uden føregående Sikkerhedsstillelse skal kunne ske, om end Retsmidler betimeligt anvendes mod Dommen. Også her er det anset for rettest i Ligbed med, hvad der allerede nu er føreskrevet i Lov 19de Febr. 1861 § 46, at overlade Alt til Rettens frie Skjøn under behørigt Hensyn til det konkrete Tilfældes Beskaffenhed, og det er navnlig Meningen, at den anførte almindelige Regel blandt Andet skal afløse de tildels vilkårlige Bestemmelser, som den gjældende Lovgivning indeholder om det her omhandlede Forhold, i hvilken Henseende henvises til Reglerne i Frd, 13de Januar 1792, Frd. 25de Januar 1828 § 9 og Frd. 18de Mai 1825 § 72. Kjendelser, som afsiges under Sagens Drift, ville i Reglen ikke være af et sådant Indhold, at der bliver Spørgsmål om nogen Exekution af dem; forsåvidt dette imidlertid stundom vil kunne blive Tilfældet f. Er, med Hensyn til de i §§ 218, 219, 221 cg 234 omhandlede Kjendelser, kan dog Reglen om en Fuldbyrdelsesfrist af 4 Uger ikke passende bringes til Anvendelse navnlig af Hensyn til den Betydning for selve Horedfagens Fremme, som det efter Omstændighederne f. Ex. i de i §§ 2 l8 og 219 omhandlede Tilfælde kan bave, at en sådan Kjendelse hmtigt bliver cxekveret. Udkastets § 446 bestemmer derfor, at sådanne Kjen delser kunne exekveres straz, såsnart dc ere affagte og givne beskrevne, medmindre Andet frcmgår af Kjendclsens eget Indhold.

Udkastets § 447 handler om Exigibilitetens Indtræden ved Forlig og Pantebreve. Med Hensyn til Forlig bestemmes det, at Exekution ligesom efter den gjaldende Net kan ske, såsnart Forliget er forfaldent, uden at nogen Forkyndelse er nodvendig. For Pantebreves Vedkommende har Udkastet med en ubetydelig, af det nye System følgende Forandring optaget Varfelsbestemmelsen i Lov om Udpantning og Udlæg uden Grundlag af Dom eller Forlig af 29de Marts 1873 § 15. Om § 448 er talt ovenfor. Der er neppe ved Namsdomme mere end

ved andre Domme tilstrækkelig Grund til at give Regler om, at Exekutionskraften forældes efter en vis kort Tid Forløb, og § 449 bestemmer derfor, at Exekutionskraften alene tabes ved tyveårig Forældelse. Kun synes Billighed at tale for, al Domfældte, når Domhaveren har ladet lang Tid hengå uden at stride til Gxekution, fåer en ny Advarsel fra Domhaveren, forinden Gxekution sker; en sådan Regel findes i § 449, hvor den er gjort anvendelig ikke blot på Domme, men også på Forlig og Pantebreve. Som det vil sees, er Rekvirenten dog kun pligtig at iagttage dette, forsåvidt Skyldneren har bekjendt Bopæl inden Riget. Uden en sådan Begrænsning vilde nemlig den omhandlede Regel kunne blive til Hinder for Vedkommendes Retsnydelse.