Om Udpantning.

Bestemmelserne i denne Underafdeling slutte sig i det Væsentlige til den ved Lov 29de Marts 1873 givne Ordning af Udpantningsinstitutet. Om det end efter dette Instituts Karakter og Forbindelse med den almindelige Rctsforfølgning er fundet rettest i Udkastet at optage en samlet Fremstilling af Udpantningsbesremmelserne, ere disse dog for Størstedelen kun Gjentagelse af Forskrifterne i Loven af 29de Marts 1873, og de Forandringer, der ere bragte i Forslag, gå nærmest kun ud på at knytte de hidtil gjældende Regler til Udkastets almindelige Exekutionssystem navnlig dets Ordning af Retsmidlerne imod Fogdens Handlinger. Det er som Følge heraf kun disse enkelte Forandringer i den hidtil bestående Ordning, som behøve en nærmere Begrundelse.

Den i § 556 givne Opregning af de Tilfælde, i hvilke Udpantning kan anvendes, stemmer i alt Væsentligt med den gjældende Ret. jfr. Lov 29de Marts 1873 § 1. Dog bemærkes, at man har fundet Grund til i Nr. 2 udtrykkelig at nævne Renterestancer af den i Henhold til Lov 8 de April 1851 om Selvejendoms Indførelse på det Staten tilhørende Bøndergods, jfr. Lov 27de Januar

1852 § 4, Lov 3die Marts 1852 § 2 og Lov 8de Februar 1854 § 2, stistede Pantegjæld, idet den Udpantningsret, der tidligere tilkom disse Fordringer (jfr. Lov 27de April

1853 § 2), ved Domstolene er antaget at måtte være bortfaldet derved, at de ikke ere medtagne blandt de i Udpantningslovens § 1 Nr. 2 særligt opregnede Udpantningstisfælde. Fremdeles har man troet at burde tilråde en Begrænsning af den Adgang til Udpantning, som ifølge Lov 29de Marts 1873 § 1 Nr. 10 a uden Hensyn til Beløbets Størrelse tilkommer alle Fordringer hos en og samme Skyldner på Betaling for Løsøre, der er kjøbt ved offentlig Auktion. Ligesom Udkastets Ordning af Domsbehandlingen hviler på den Betragtning, at der er Trang til at indrette en særegen på Billighed og Hurtighed beregnet Procedure (Underretsproceduren) for

Sager under en vis Værdi, således må det vistnok erkjendes, at der også, hvad angår Spørgsmålet om Adgang til Udpantning, er Grund til at tage noget Hensyn til Fordringens størrelse. Man har derhos fundet det naturligst i Henseende til de omhandlede Fordringers Udpantningsberettigelse at opstille netop den samme Grænse (400 Kr.), som ligger til Grund for Adskillelsen mellem Underrets- og Landsretssager. Når Grænsen drages så vid, vil det vistnok blive en sjælden Undtagelse, at Fordringer, som hidrøre fra en Løsøreauktion, falde udenfor Reglen, medens det på den anden Side ikke kan nægtes, at det netop, hvor sådanne Undtagelsestilfælde føreligge, kan være forbundet med særlig Betænkelighed at give Fordringshaveren Adgang til at inddrive Kravet uden foregående Lovmål og Dom. Forsåvidt Udkastet fremdeles knytter Udpantningsberettigelsen til den Betingelse, at Kravet hidrører fra en i Medfør af Embede eller offentlig Bestilling afholdt Auktion, må hermed sammenholdes den Side 210 ff. givne Udvikling, hvoraf fremgår, at Kommissionen har forudsat, at der ved den fremtidige Ordning af Auktionsvæsenet kunde blive Spørgsmål om at overlade de egentlig frivillige Auktioners Afholdelse til Private. Med Hensyn til Udkastets Opregning bemærkes endnu, at der i § 556 under Nr. 10 Litr. g og h er medtaget nogle Udpantningstilfælde, som have Hjemmel i forskjellige efter Loven af 29de Marts 1873 fremkomne Lovbestemmelser.

Reglerne i Udkastets §§ 557—567 stemme i det Hele med Udpantningslovens §§ 2—12, bortset fra enkelte mindre betydende Afvigelser, der ere en naturlig Følge af det nye System, hvortil Udpantningslovens Bestemmelser ved Optagelsen i Udkastet ere knyttede. Særlig skal fremhæves den Anvendelse, som det nye Retsmiddelsystem finder ved Udpantning. Ogsaa på dette Område hjemler Udkastet en dobbelt Påankeform, idet der ved Siden af Påanke i egentlig Forstand er Adgang til i visse Tilfælde at benytte Besværing til højere Ret. For det Første kan den, hvem Udpantning er nægtet ved den i § 558 omhandlede foreløbige Fogedkjendelse, altid gjøre sin Anke

over denne Kjendelse gjældende ad Besværingsvejen, se §558 i Slutn. Men dernæst kunne,

i Overensstemmelse med det for Exekntionsforretninger gjældende Retsmiddelsystem, såvel de Kjendelser, huorved Fogden under Udpantningsforretningen tager en imod denne fremsat Indsigelse til Følge (jfr. § 563 i Slutn.), som selve den sluttede Udpantningsforretning (jfr. § 566) angribes ved Besværing, forsåvidt der alene er Spørgsmål om Anker vedrørende de processuelle Betingelser for Udpantningsforretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmåde. Derimod er den, som enten alene eller ved Siden af de nysnævnte formelle Ankegrunde vil indbringe Spørgsmål vedrørende Fordringens Rigtighed til højere Rets Prøvelse, henvist til egentlig Påanke. Om begge Retsmidlers Iværksættelse og de dertil knyttede Virkninger gjælde i det Hele de samme Regler som for de i foregående Hovedafdeling omhandlede Fogedforretninger (§ 566). I Forbindelse hermed fremhæves endnu, at den Grundsætning i det nye System, at en retslig Afgjørelse ikke må bringes i Udførelse, førend den ved Udløbet af den ordentlige Retsmiddelfrist er blevet endelig, også er gjennemført med Hensyn til Udpantning. Forauktionering af det Udpantede må derfor i Almindelighed ikke finde Sted, førend der er forløbet 4 Uger efter Udpantningen, uden at der er gjort Retsmidler gjældende imod denne, se § 565, jfr. §566. Hermed står atter i Forbindelse, at man ikke har fundet tilstrækkelig Grund til i Udkastet at optage Slutningsbestemmelsen i Udvantningslovens § 11, som netop var begrundet i Hensynet til, at det efter den da gjældende Ret stod i Rekvirentens Magt at iværksætte Tvangsauktionen inden Påankefristens Udløb.

Ved Siden af den Adgang, der således er givet til at indanke Udpantningsforretningen for højere Ret, står det fremdeles ligesom efter den hidtil gjældende Ret Rekvisitus åbent, forsåvidt han ikke vil gjøre Ansvar gjældende imod Fogden og han ikke allerede har anvendt Retsmidler imod Forretningen efter § 566, at forfølge Indsigelser vedrørende Fordringens Rigtighed under et Søgsmål i første Instants. Vel vil det, hvis Re-

greskravet overstiger 400 Kr., efter det nye System ikke være af væsentlig Betydning for Rekvisitus at kunne gå denne Vej; thi Søgsmålet bliver under denne Forudsætning at forfølge ved Landsretten i alt Væsentligt under de samme Former som Påanke for denne Ret. Men overstiger Regreskravet ikke det nævnte Beløb — og dette tør vel antages hyppigt at ville blive Tilfældet —, vil det ofte være en Fordel for Rekvisitus i Stedet for Påanke at kunne benytte den hurtigere og billigere Vej, som et Søgsmål ved Underretten frembyder. De nærmere Regler om Regressøgsmålets Behandling gives i § 567, som i alt Væsentligt stemmer med Udpantningslovens § 12.

Hvad angår Realisationen af det Udpantede, er man gået ud fra, at en ubetinget Fastholdelse af de almindelige Regler for Tvangsauktion vilde blive en i Forhold til de små Beløb, hvorom det ved Udpantning jævnlig drejer sig, altfor vidtløftig og bekostelig Fremgangsmåde, og at der som Følge heraf er Grund til indenfor visse Grænser at anvise en simplere og hurtigere Vej. Dette Synspunkt lå også til Grund for den i Udpantningslovens § 10 3die Punktum givne Bestemmelse; men forsåvidt det her blandt Andet fastsættes, at Salget kan ske ved en hvilkensomhelst Løsøreauktion, som afholdes i Jurisdiktionen efter Udløsningsfristens Udløb, er en sådan Regel ikke vel egnet til at overføres i det nye System, jfr. hermed de Side 210 ff. fremsatte Bemærkninger med Hensyn til Spørgsmålet om Auktionsvæsenets fremtidige Ordning. Det er derfor i Udkastets § 565 foreslået at ordne Forholdet således, at det Udpantede, når Udpantningens Gjenstand ikke er fast Ejendom og Udpantningen ikke har omfattet Løsøre til Værdi af mindst 100 Kr., bliver at bortsælge mod kontant Betaling ved offentlig Auktion, som afholdes på Landet af Sognefogden og i Kjøbstæderne af Politiet, efterat der mindst 3 Dage forud har fundet een Bekjendtgjørelse Sted henholdsvis ved Kirkestævne eller ved Indrykkelse i det Blad, i hvilket Bekjendtgjørelser fra Politiet pleje at offentliggjøres. De således foreslåede Regler, der iøvrigt som Følge af Auktionens Hen-

læggelse til administrative Embeds- eller Bestillingsmænd ville kunne suppleres gjennem Instruxer for disse, må formentlig erkendes at frembyde tilstrækkelig Garanti, når hensees til den foreslåede Grænse. Som det vil sees, stemmer denne på det Nærmeste med den i Udpantningslovens § 10 bestemte; at sætte Grænsen lavere har man såmeget mindre kunnet anse for tilrådeligt, som Jurisdiktionernes Udstrækning ifølge den nye Retsorganisation vil blive betydeligt forøget.

Endnu bemærkes, at § 568 stemmer med Udpantningslovens § 13, når undtages, at der efter „Omkostninger“ er udeladt Ordet „skadesløst“, hvilken Forandring er en Konsekvents af det i Udkastet fulgte almindelige Princip for Procesomkostningers Ansættelse, jfr. § 126 2det Stykke, samt at sidste Punktum i Udpantningslovens § 13 er udgået som Følge af, at den særegne Rettergangsmåde efter Frd. 6te August 1824, til hvilken hin Bestemmelse knyttede sig, vil bortfalde efter Udkastet. Endelig fremhæves, at Udpantningslovens § 14 ikke er optaget i Udkastet, fordi man i det Hele har fulgt den Grundsætning ikke at optage Gebyrbestemmelser i dette.