§ 90.

Samtlige til Processens (derunder Bevisets) Førelse fornødne Skridt iværksættes af Parterne. En Indgriben af Retten finder kun Sted, såvidt Loven hjemler det.

§ 91.

Retssager forhandles mundtligt. Skrift anvendes kun, forsåvidt Loven hjemler det.

Ved den mundtlige Forhandling benyttes frit Foredrag; Oplæsning af skrevne Bevisdokumenter, Fremstillinger eller Udviklinger tilstedes alene, hvor Loven hjemler sådant, Ogsaa Beviser fremstilles, såvidt muligt, i frit mundtligt Foredrag; dog tillades Oplæsning, hvor det kommer an på ordret Gjengivelse.

Når Oplæsning skal finde Sted, foregår den enten ved Parten selv eller ved Protokolføreren efter Formandens Bestemmelse.

§ 92.

Retssproget er dansk. Ingen skriftlig eller mundtlig Henvendelse fra Parterne til hinanden eller til Retten må ske i noget andet Sprog. Afhørelse af Personer, der ikke ere det danske Sprog mægtige, foregår ved Hjælp af en edsvoren Tolk; dog kan ved Underretterne Tilkaldelse af Tolk undlades, når Parterne ikke gjøre Fordring herpå, og Retten tiltror sig fornødent Kjenskab til det fremmede Sprog.

Dokumenter, der ere affattede i fremmede Sprog, må ledsages af en Oversættelse, der skal være autoriseret af en offenlig ansat Translateur, medmindre Parterne anerkjende dens Rigtighed.

Forhandling med og Afhørelse af Døve, Stumme og Døvstumme foregår enten ved Hjælp af Personer, der ere kyndige i Tegnsproget, og som forud tages i Ed, eller ved skriftlige Spørgsmål og Svar.

§ 93.

Rettens Formand leder de mundtlige Forhandlinger. Han giver Parterne Ordet i den Orden, hvori disse have at ytre sig, og han slutter Forhandlingerne, når Han anser det foreliggende Æmne for tilstrækkeligen drøftet. Ordet kan fratages den Part, som ikke vil rette sig efter Formandens Ledelse, og han må da bære det Tab, som kan følge heraf.

§ 94.

Enhver af Parterne er pligtig bestemt og utvetydigt at angive de Kjendsgjerninger, på hvilke han støtter sine Påstande, såvelsom bestemt og utvetydigt at erklære sig over de af Modparten anførte Kjendsgjerninger.

Om en ikke særskilt og udtrykkeligt benægtet Kjendsgjerning skal ansees for indrømmet eller bestridt, afgjør Retten efter et Skjøn over Forhandlingerne i det Hele.

§ 95.

Retten skal ved hensigtsmæssige Spørgsmål til Parterne søge at fjerne Uklarhed, Tvetydighed eller Ufuldstændighed i Fremstillingen af Sagen og i andre afgivne Erklæringer og Oplysninger.

Det er endvidere Retten tilladt at stille Spørgsmål til Parterne, forsåvidt dette er fornødent, for at deres Fremstilling af Sagen fuldstændig kan forståes, eller de fornødne Bestemmelser om Processens Gang, derunder Bevisets Førelse, kunne træffes.

Såvel Rettens Formand som dens enkelte Medlemmer kunne stille Spørgsmål.

§ 96.

Retten kan efter Modpartens Påstand indkalde en Part til personligt Møde for at besvare Spørgsmål sigtende til Sagens Oplysning.

Er Parten syg eller på anden Måde forhindret i at møde, eller vilde hans Fremstilling for den Ret, hvor Sagen forhandles, medføre uforholdsmæssige Omkostninger eller anden Ulempe, kan Retten, forsåvidt Parten befinder sig indenfor Landets Grænser, bestemme, at ban skal afhøres ved Underretten på det Sted, hvor ban opholder sig, over bestemt opgivne Spørgsmål, der ikke i Forvejen må meddeles ham; disse affattes skriftligt af Retten eller af Modparten under Rettens Tilsyn og tilstilles derefter vedkommende Underret. Modparten er berettiget til at give Møde ved Afhøringen, om hvis Foretagelse han derfor skal underrettes, og fremsætte yderligere Spørgsmål.

Enhver Part kan frivilligt fremstille sig under Bevissorhandlingen og begjære personlig at afgive sin Forklaring. Dette tilstedes ham i Almindelighed, medmindre Retten anser det for at være uden Nytte i Henseende til Sagens Oplysning. Den Part, der fremstiller sig for at afgive Forklaring, er pligtig at besvare de yderligere Spørgsmål, som Modparten eller Retten måtte gjøre ham.

§ 97.

Når en Part, der er tilsagt til personligt Møde, uden oplyst lovligt Forfald udebliver, eller når der ikke svares på de ifølge de tvende foregående Paragrafer stillede Spørgsmål eller Svaret ikke har tilstrækkelig Bestemthed, kan Retten fortolke Udeblivelsen, Tavsheden eller Ubestemtheden på den for Mod-

parten gunstigste Måde og navnlig henholde sig til dennes Forklaring.

§ 98.

Retten kan pålægge en Part at fremlægge Situationskort, Stamtavler, Grundrids, Tegninger og andre lignende Anskueligheden befordrende Midler til Faktums Forståelse, når Sagen ikke uden dette kan pådømmes med tilstrækkelig Sikkerhed.

Vægrer Sagsøgeren sig herved, kan Sagen afvises; er det Indstævnte, behandles han efter Reglerne i § 97.

§ 99.

Antager Retten, at der er Omstændigheder tilstede, som kunne medføre Afvisning på Embedsvegne, kan den standse Forhandlingerne og opfordrer da Parterne til at erklære sig over Afvisningsspørgsmålet.

Når Afvisningsdom ikke afsiges, fortsættes derefter Forhandlingerne.

§ 100.

Ved Klageskriftets Meddelelse til Modparten ansees Sagen for anhængiggjort, ligesom en Modfordring er at anse som anhængiggjort ved Meddelelsen af det Tilfvarsskrift hvori den fremsættes, forsåvidt der påståes selvstændig Dom for samme.

Indtil Sagsøgeren mundtlig har nedlagt sin Påstand og har fremlagt sin Sagsfremstilling i Retten, forsåvidt en sådan er nedvendig, står det ham frit for at hæve Sagen, imod til den Sagsøgte at udrede Erstatning for Ulejlighed, Udgifter og Tidsspilde, dog at Sagsøgeren ikke derved kan forhindre, at der gives den Sagsøgte Dom for Modfordringer. Efter det anførte Tidspunkt kan Sagsøgeren derimod ikke ensidig hæve Sagen.

§ 101.

Ved Sagens Anhængiggjørelse begrundes Ret for Modparten til at fremsætte Modfordringer, forsåvidt som disse enten have fælles Oprindelse med Hovedfordrnigen eller dog i Mangel heraf ere udjævnelige (komputable)

med den. Der kan gives selvstændig Dom for Modfordringen.

Under Proceduren behandles Modfordringen aldeles som en Bestanddel af Indstævntes Forsvar. Den fremsættes og forhandles i Forbindelse med hans Indsigelser på samme Måde som disse. Dog kan Retten udøve den samme ved § 102 tillagte Myndighed også med Hensyn til Modfordringer.

§ 102.

Retten kan bestemme, at flere for den svævende Retssager imellem de samme Parter skulle forhandles i Forbindelse med hverandre. Samme Myndighed har Retten også med Hensyn til Retssager imellem forskjellige Parter, når Søgsmålenes Forening ikke vilde stride imod § 42.

Ere flere Søgsmål forenede under een Retssag, kan Retten anordne, at en Adskillelse skal finde Sted, og at et eller flere af Søgsmålene forhandles og pådømmes særskilt.

Frembyder Sagen flere Stridspunkter, kan Retten bestemme, at Forhandlingerne foreløbigt skulle indskænke sig til et eller nogle af disse; enkelte Søgsmålsgrunde eller enkelte Indsigelser kunne som en Følge heraf gjøres til Gjenstand for særskilt Procedure.

§ 103.

Er et Retsforhold, hvis Fastsættelse vil fåe Indflydelse på Sagens Udfald, Gjenstand for en ved samme eller en anden Ret svævende Retstrætte, eller er det indbragt til Afgjørelse ved administrativ Myndighed, kan Retten enten efter Påstand eller på Embeds Vegne bestemme, at Sagens Forhandling i det Hele eller tildels skal udsættes, indtil hin Retstrætte er pådømt eller den administrative Afgjørelse er truffen.

§ 104.

Opstår der under en Sag Mistanke om en begået strafbar Handling, eller der allerede er begyndt en Forunderføgelse mod en af Sagens Parter, kan Retten udsætte Forhandlingen, indtil Straffesagen har fundet sin Afgjørelse.

§ 105.

Ved Udøvelse af den i §§ 102 — 104 hjemlede Myndighed har Retten at virke hen til, at den størst mulige Orden, Klarhed og

Simpelhed i Forhandlingerne opnåes.

§ 106.

De i §§ 98, 99, 102, 103 og 104 omhandlede Bestemmelser kunne træffes på ethvert Trin af Forhandlingerne, ligesom de kunne tilbagekaldes, når Retten anser dette for hensigtsmæssigt.

Retten anordner det Fornødne med Hensyn til Udsættelse af Sagen, når den benytter sin i §§ 98, 99, 102, 103 eller 104 omhandlede Myndighed.

§ 107.

De i §§ 98, 99, 102, 103 eller 104

indeholdte procesledende Bestemmelser ere ikke Gjenstand for Retsmidlers Anvendelse.