Om Bevis ved Syn og skjøn.

I den engelsk-amerikanske Proces danner Bevis ved Syn og skjøn ikke noget særeget Bevismiddel, men Syns og skjønsrnænd

behandles som sagkyndige og til vedkommende Iagttagelse særlig udmeldte Vidner. De afhøres på samme Måde som Vidner, og deres Udsagn bliver at bedømme efter samme Regler som Vidners. Ej heller drages der nogen Gramse mellem Ting, der skulle bevises ved Syn og skjøn, og Ting, der kunne bevises ved Vidner. Det foreliggende Lovforslag går ikke så vidt. Det bevarer ligesom de kontinentale Proceslove Beviset ved Syn og skjøn som et eget Bevismiddel, men dog på en fådan Måde, at det ikke kommer i Strid med Grundsætningerne om den frie Bevisbedømmelse. Ejendommelighederne ved Syn og Skjon bestå efter Lovforslaget deri, at Syns-og skjønsmændene udmeldes på en særegen formel Måde af Retten, at den hele Forretning foregår i lovbestemte Former, sigtende til at betrygge begge Parters lige Ret, og at Forretningens Resultat fremtræder som et Fællesprodukt af Mændenes Virksomhed, men ved Siden heraf ophæves den bestående Rets System med et' Oversyn og Overskjøn, der står i lignende Forhold til det første Syn og skjøn som en højere Rets Dom til en lavere Rets og derfor ubetinget må have Fortrinet; ej heller er Retten nogensinde bunden ved Syns eller Skønsforretningen, men den bedømmer dennes Indflydelse på Beviset frit ligesom alle andre oplysende Omstændigheder, jfr. nærmere herom § 238.

Med Hensyn til de enkelte Bestemmelser i nærværende Kapitel bemærkes iøvrigt:

Begjæringen om Syns- og skjønsmænd såvelsom Udmeldelsen af dem foregår i det i § 180 omhandlede Møde. For at undgå unyttige Formalitetsvanskeligheder er det, ligesom ved Vidner, bestemt, at enhver Ret er kompetent til at udmelde Synsmænd fra andre Retskredse, når disse ere villige til at lade sig bruge. Ellers må vedkommende Ret henvende sig til den Ret, i hvis Kreds kyndige Personer formenes at være tilstede, og denne sidste Ret, som bedst må kjende de personlige Forhold og kan tage noget Hensyn til ikke at overbebyrde Enkelte uden Nødvendighed, foretager da Udmeldelsen. At det selv for Landsretterne jævnlig kan blive nødvendigt at søge Sagkyndige udenfor Retskredsen, er indlysende.

Navnlig vil det ikke sjældent førekomme, at tilstrækkeligt Kyndige alene findes i Kjøbenhavn, hvor vore store videnskabelige og tekniske Instituter ere famlede. Hvad angår Mændenes Antal, giver § 225 i Overensstemmelse med de fleste nyere Proceslovudkast Retten aldeles frie Hænder, forsåvidt ingen særlig Forskrift herom findes. Som det fremgår af Paragrafens Affattelse, kan Retten efter Omstændighederne endog indskrænke sig til at udmelde een Mand.

Bestemmelserne i §§ 226—228 kræve neppe nogen vidsloftig Begrundelse. I Principet vælger Retten Syns- eller Skjønsmændene på dens eget Ansvar; Parterne have ingen Ret at gjøre gjældende i Henseende til Valget, men ere alene henviste til at udtale et Dnske, som naturligvis ofte vil kunne tages til Følge. For såvidt muligt at undgå Indsigelser mod de valgte Mænd og deraf flydende Vidtloftigheder bestemmer § 227, at Retten stal give Parterne Lejlighed til forinden den endelige Udmeldelse at gjøre deres Indsigelse mod Mændene, og kun undtagelsesvis tilstedes det Parterne bagefter at fremkomme hermed. Det er forudsat som en Selvfølge, at Retten efter at have hørt Parternes Indvendinger mod dem, der påtænkes udmeldte, kan forandre fin Beslutning og udmelde andre i det samme Retsmøde. Da det imidlertid ikke er muligt aldeles at udelukke Indsigelser fra at kunne fremsættes bagefter, s. Ex. fordi Parten fordi senere er kommen til Kundskab om dem, gives der nærmere Regler herfor. I § 228 indeholdes der den vigtige Bestemmelse, at de om Vidner gjældende Afstandsbestemmelser ikke skulle være anvendelige på Syns- og Skjensmænd, dels fordi disse, foruden Godtgjørelse for Rejfeudgifter og andre Udlæg, erholde Betaling for deres Forretning, ved hvis Fastsættelse Hensyn kan tages til den bevirkede Tidsspilde, dels fordi det kan være aldeles nødvendigt, hvor der kun er ganske få Sagkyndige af en vis Art, at disse må komme til Retten, uanset at de bo i en betydelig Afstand fra denne.

I § 229 indeholdes en Regel, som sigter til at forhindre, at Retterne skulde vælge

Personer, der blot som Dilettanter have givet sig af med det pågjældende Fag. Såvidt muligt skal der vælges Personer, som enten ved offentlig Stilling, eller dog ved offentlig aflagte Prøver have godtgjort deres Duelighed, eller som gjøre sig Udøvelsen af det pågjældende Fag til Profession.

Af Forhandlingerne i det i § 180 omhandlede Møde må det fremgå, hvad der er Synsforretningens Diemed, og i Henhold hertil må Opgaven stilles i Udmeldelsesdekretet. Ved Hovedforhandlingens Berammelse tages der Hensyn til, at den fornødne Tid levnes Syns- og skjønsmændene, således at disse kunne have deres Forretning færdig. Retten må i denne Henseende udøve et fornuftigt og forsigtigt Skjen. I Reglen bor Mændene være pligtige at affatte Forretningen skriftlig (§ 230), dels fordi der jævnlig behøves en Motivering, som mundtlig fremsat ej let vilde kunne fastholdes, f. Ex. når den indeholder mathematiske Beregninger o. des!., dels fordi Parterne i Reglen bor have Adgang til at gjøre sig bekjendte med Syns- eller skjønsforretningen førend det til Bevisforhandlingen bestemte Retsmøde; men i visse Tilfælde kan Forretningen være så simpel og aldeles ikke trængende til Motivering, at det vilde være urimeligt ikke at modtage Mændenes mundtlige Erklæring til Protokollen, f. Ex. når en almindelig Leseregjenstand skal vurderes, når det skal afgjøres, om en sædvanlig Handelsartikel er gode og forsvarlige Varer o. desl. I Overensstemmelse med de for Vidner herskende Grundsætninger affatter Retten Udmeldelsesdekretet, men Parten må serge for dets hurtigst mulige Forkyndelse for de Udmeldte, se § 231 (jfr. § 161). Derefter have disse at føretage Forretningen få betimeligt, at den kan være færdig inden Bevisforhandlingen. Ved Forretningens Foretagelse må Parterne have Adgang til at mede, ligesom der må gives dem Adgang til at gjøre sig bekjendte med Forretningens Indhold førend Bevisforhandlingen, under hvilken det ikke kan forlanges, at de skulde kunne gjennemstudere og tilstrækkeligt opfatte og bedømme en måske vidtløftig Syns- eller Skjønsforretning. Lovrigt indeholder § 231 nogle Bestemmelser

om den Adgang, der må skaffes Syns- og skjønsmændene til at tage vedkommende Gjenstande for Forretningen i Bjefyn eller iøvrigt undersøge den; de Grundsætninger, som i så Henseende opstilles, ere analoge med Reglerne om synbare Bevismidlers Udlevering og Forevisning (editio instrumentorum), hvorom handles nærmere i Forbindelse med Dokumentbeviset.

Selve Forretningens Foretagelse sker naturligvis i Reglen udenfor Retten, men Syns- og skjønsmændene må derefter fremstille sig under Bevisforhandlingen for at beedige deres Forretning (§ 232) samt svare på de yderligere Spørgsmål, hvortil Parterne eller Dommerne måtte finde Anledning. Dette er en nødvendig Følge af Lovforslagets Princip med Hensyn til Måden, hvorpå Bevisførelsen føregår. Syns- og Skønsforretningen må derfor ikke blot oplæses i Retten — hvilket ganske vist mere har en formel end en reel Betydning —, men der kan på Stedet afkræves Syns- og Skønsmændene nærmere Oplysninger og Forklaringer såvel af Retten som af Parterne, hvilket har en meget stor Betydning med Hensyn til Sagens Oplysning; det vil uden Tvivl, navnlig ved simple og uindviklede Syns- eller Skønsforretninger, kunne hænde, at ingen videre Interesse er forbunden med Mændenes Fremstillede under Bevisforhandlingen, men selv da er det i sin Orden, at deres Edfæstelse føregår under Bevishandlingen og i Parternes og Rettens Overværelse. I § 232 2det Stykke gives for' Syns« og skjønsmænds Vedkommende en lignende Undtagelse fra Principet om alle Bevisers Fremførelse under Hovedforhandlingen ag for Hovedretten som i § 203 Litr. d. er gjort for Vidners Vedkommende.

Klager over Fejl begåede af Retten må udenfor det i § 227 i Slutn. ornhandlede Tilfælde, i hvilket Besværing finder Anvendelse, gjøres gjældende ved Påanke, jfr. § 297 Litr. e; Højesteret kan, når Påanken findes grundet, annullere og hjemvise. Der« imod må der haves en udtrykkelig Forskrift angående, hvor man skal henvende sig med Klager over Syns- og Skjønsmændenes Fremgangsmåde. Herom er der i § 233 givet

den naturlige, med den gjældende Lovgivning skemmende Regel (D. L. 1—6—2.), at Klagen må fremsættes for den udmeldende Ret. Det rimelige Tidspunkt hertil vil være, når Mændene mode for at afhjemle Forretningen (§ 232). Finder Retten Anledning til at tage Hensyn til Anken, kan den pålægge Mændene at omgjøre Forretningen, (i hvilket Tilfælde Sagen må udsættes). Sådant Pålæg ere de Udmeldte pligtige at efterkomme, medmindre de strax ville iværksætte Besværing over Rettens Pålæg til højere Ret efter de om Vidner gjældende Regler (§ 236, jfr. § 216).

Udkastet indeholder ingen Bestemmelser, svarende til den gjældende Rets Regler om Oversyn og Overskjøn. Til Begrundelse heraf lader sig allerede anføre det, at dette Retsmiddel måtte belemre Rettergangsmåden med yderligere Formaliteter, der vilde indeholde en Kilde til Strid og Forhaling, uden at nogen tilsvarende Nytte derved vilde opnåes, hvorfor også den hele Institution er ukjendt udenfor den dansk-norske Ret. Med Hensyn til egentligt Syn er det vistnok almindelig erkjendt, at det i sit Væsen bor betragtes som et Bevismiddel af samme Natur som Vidnebeviset (en Art særligt tilkaldte Vidner), og at det derfor naturligen bor kunne svækkes og angribes ved Modbevis, aldeles på kamme Måde som Vidner. Derfor bestemmer også den norske Proceskommissions Udkast af 1868 i Kap. 13 z 5, at ,det Bevis, der i Rettergang søges ved Syn af opnævnte Mænd, bedømmes efter Reglerne om Vidnebeviset. Som Følge deraf kan Syn overalt ved nyt Syn af samme eller andre Mænd, ved Vidner og ved hvilkesomhelst andre Bevismidler udfyldes, svækkes eller ophæves. De hidtil gjaldende Bestemmelser om Oversyn bortfalde' Men også om egentligt skjøn gjælder uden Tvivl det Samme. Afset fra det Vanskelige og Mislige i at drage en skarp Grænse imellem disse to Begreber, kan fremhæves, at der ikke er noget naturligt Princip i analogisk at over« føre Appelsystemet på dette Område, således at Overskjønnet ubetinget slår Underskjønnet af Marken, og Retten skal være bundet til Overskjønnet fremfor til Underskjønnet. Der

er ingen væsentlig større Sandsynlighed for Overskjønnets Rigtighed end for Underskjønnets. Forskjellen imellem dem ligger nemlig ikke i nogen højere Indsigt, men kun i det simre Antal af skjønsmænd, hvorfor det og« så stiller sig som meget unaturligt, at den Mening, som næres af Overskjønsmændenes Flertal, skal gjælde, selv om Overskjønsmændenes Mindretal sammenlagt med Underfkjønsmændene udgjør et større Antal Personer af modsat Mening. Denne rent kvantitative Bestemmelse indeholder derhos noget aldeles Vilkårligt, idet man med Føje kan spørge, hvorfor der netop stal standses på dette Punkt, hvorfor der ikke skal kunne fordres et Overskjøn over Ouerskjønnet ved det dobbelte Nnta! Mænd ost). Vil man hertil svare, at Afbrydelsen er og må være vilkårlig, blot begrundet i, at man må standse eet Sted, lader sig herimod indvende, at man da ligeså godt kunde udruste det første skjøn med de samme Garantier som det sidste, med andre Ord, lade det optage af det større Antal Mænd, og lade Sagen bero hermed. Men fra Udkastets Standpunkt bliver Hovedindvendingen mod denne hele Indretning med Ouerskjøn, at den ikke passer med den frie Bevisbedømmelse, men er et Stykke legal Bevistheori, som man vilde indplante i en dertil uskikket Jordbund. Ifølge den frie Bevisbedømmelses Princip kan Retten ikke bindes til det sidste skjøn fremfor det første, ligesom overhovedet ethvert Modbevis, ethvert Angreb, som virkelig svækker det Overbevisende i skjønnet, være sig Over- eller Underskjøn, bor kunne tillægges sin naturlige Betydning af Retten, der ligesålidt overfor Syn og Skjen som overfor Vidner nogensinde bor være tvungen til at antage Noget, som ikke stemmer med dens Overbevisning. Udkastet har derfor med beråd Hu stillet Sagen således, at der ikke bliver Spørgsmål om et Underskjøn og et det besejrende Overskjøn, men alene om Skjøn, der for Retten kun har en vejledende, men ikke en bindende Betydning, og overfor hvilke alle Modbeviser og Modbemærkninger tilstedes og fåe den Vægt, de ifølge deres indre Værd af Retten skjønnes at fortjene. Imod

det af de Udmeldte afgivne Skjøn kan der derfor stilles Erklæringer og Forklaringer af andre Sagkyndige, som ikke ere specielt udmeldte, Udtalelser af videnskabelige Autoriteter o. desl.; og det kan ikke betragtes som givet, at disse modstående Data skulle være ude af Stand til at svække skjønnet, men Overvejelsen og Bedømmelsen heraf er ganske lagt i Rettens Hånd, se § 238. Det følger af det Ansørte, at Parterne have Ret til at optage nyt Skjøn imod det eller de først afgivne uden anden Begrænsning end den, som ligger i Bevisførelsens processuelle Indretning. Men ved Siden heraf indfører Lovforslaget noget Nyt og hidtil hos os Ukjendt, idet det tilstedes Retten, hvor den finder Grund dertil, i Embeds Medfor at anordne Foretagelse af ny Forretning enten af de samme eller andre Synseller Skjønsmænd (§ 238). Lovforslaget går ud fra, at Retten på den ene Side kan og skal danne sig en selvstændig Dom over Bevisspoigsmålene i Sagen, men at den på dm anden Side må kunne soze og forlange den somøøne sagkyndige Hjælp og Instruktion hertil. I så Henseende kan Alting ikke overlades alene til den tilfældige Omstændighed, om Parterne behorig have serget for Sagens Oplysning ved Sagkyndiges Tilkaldelse, men forlanger man, at Retten skal have en Dom om Bevissporgmålet — der naturligvis må være en begrundet Dom og ikke et Tærningkast, —, må man også tillade Retten, dersom Parterne have forsomt det, selv at forskaffe sig den fornødne sagkyndige Hjælp ved Synsog skjønsmænds Tilkaldelse og det på ethvert Trin altså også efter Sagens Optagelse, når Retten da bliver opmærksom på, at den trænger til en eller anden sagkyndig Vejledning, jfr. § 264. Skulde det hænde, at en Part bagefter kan tilvejebringe Data, f. Gi. højere sagkyndige Autoriteters Erklæringer, der bestemt og på en overbevisende Måde bryde Staven over et skjøn, hvoraf Retten i sin Dom har ladet sig lede, vil det selvfølgelig stå denne Part åbent at anvende det i § 327, 1. omhandlede Retsmiddel.

I § 234 omhandles de Tvangsmidler, som må haves mod forsømmelige eller gjenstridige Syns> og Skjønsmænd. Det synes

naturligft, at Retten, når det i Mødet viser sig, at et sådant Forhold er udvist fra Pågjældendes Side, strax anvender lignende Midler som mod Vidner. Dog er det naturligt, at Parten må have det i § 234 2det Stykke omtalte Valg, da han ofte vil stå sig bedre ved al søge andre Mænd udmeldte end ved at fortsætte Striden med de modvillige skjønsmænd, muligen udholde en Besværing til højere Ret o. desl.

De i §§ 235—237 indeholdte Regler behøve neppe nogen yderligere Motivering.

I § 238 udtales først det vigtige Princip, at Retten ikke er bunden ved Synseller Skønsforretningens Resultat. Retten kan altså tilsidesætte Syns- eller Skjønsforretningen, når ten ikke finder sig overbevist ved den, hvad enten Tilliden til den er rokket på den ene eller den anden Måde. Deraf følger, som nys bemærket, at der kan føres Modbevis mod Syn og skjøn både ved Vidner og ved hvilkesomhelst andre Beviser, ligesom det, når flere Syns- eller Skønsforretninger stå mod hverandre — da disse efter Lovforslaget ei stå i noget Instantsforhold til hverandre som Over- og Undcrskjøn — står Retten frit for at afgjøre, om den vil fæste mere Lid til den ene end til den anden. Af dette Lovforslagets Bevissystem er det en naturlig Følge, at Syn og Skjøn efter Dom ikke kan tilstedes, mm at Syns- og Skønsforretninger altid ligesom Vidners Udsagn må førelægges Retten til Bedømmelse og altså finde Sted forinden Pådømmelsen. Det Regelmæssige vil være, at Syns' og Skønsforretninger førelægges Retten under Bevisforhandlingen i Forbindelse med de øvrige Beviser i Sagen, men det kan naturligvis også efter det nye System førekomme, at en sådan Forretning finder Sted førend Sags Anlæg. Udkastets § 239 i Forbindelse med sjette Afsnit Kap. I. giver de nærmere Regler om, på hvilket Sted og hvorledes i så Fald Forretningen skal ske.