§ 1.

Enhver borgerlig Retstrætte, som ikke ved

særlig Lovforskrift er henlagt til eller ifølge Parternes Overenskomst (jfr. § 8) indbringes for Underretterne, behandles og påkjendes i første Instants af Landsretterne.

§ 2.

Til Underretterne henlægges:

a) Søgsmål angående private Formuerettigheder, når Ejenstanden for samme i Penge eller Penges Værd ikke overstiger 400 Kr.

b) Sager angående Skatter, Afgifter og andre lignende Ydelser af offentligretlig Beskaffenhed til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger, når Ejenstanden for samme ikke overstiger 400 Kr.

c) Sager angående Servituter og mindre omfattende (partielle) Brugsrettigheder uden Hensyn til Værdien.

d) Sager, hvorved Paterniteten til uægte Børn søges oplyst, for at Underholdningsbidrag kan pålægges Faderen.

e) Sager, i hvilke Exekutivproces anvendes (§ 385, jfr. § 381.)

§ 3.

Sagens Værdi bestemmes efter Påstanden.

Består Søgsmålet af flere Poster eller Fordringer, sammenlægges disse.

Der tages intet Hensyn til Procesomkostninger og de ved Klageskriftets Dato endnu ikke forfaldne Renter, ej heller til senere Afslag i eller Nedsættelse af Påstanden.

§ 4.

Imod Søgsmål, der i Henhold til § 2 Litr. a. ere anlagte ved Underretterne, kunne Modfordringer, når iøvrigt de almindelige Betingelser for disses Fremsættelse ere tilstede (§ 101), gjøres gjældende. Selvstændig Dom for Modfordringen kan dog, hvis Modparten modsætter sig det, kun gives, forsåvidt Dommen ikke herved kommer til at lyde på noget høiere Beløb end 400 Kr. (§ 2 Litr. a, jfr. § 3),

Imod Søgsmål, der i Henhold til de andre Bestemmelser i § 2 ere anlagte ved Underretterne, kunne Modfordringer, når iøvrigt de almindelige Betingelser for deres Fremsættelse ere tilstede (§ 101), gjøres gjældende, dog ikkun forsåvidt de efter Lovgivningens Regler kunde forfølges ved Underretterne, dersom de gjordes gjældende under en selvstændig Sag.

Imod Søgsmål, der svæve for Landsretterne, kunne Modfordringer fremføres uden Hensyn til, at de, i og for sig betragtede, vilde henhøre under Underretterne.

§ 5.

Når Sagen ifølge den oprindelige Påstand retteligen er begyndt ved Underretten, forbliver den ved denne, uagtet Retten under Processen måtte tillade at udvide eller forhøje Påstanden (jfr. § 168). Ved slig Tilladelses Meddelelse bliver der dog særligt at se hen til, at Sagens Værdi ikke imod Modpartens Protest i betydelig Grad forøges udover den i § 2 Litr. a bestemte Grænse.

Er Underrettens Kompetence ikke begrundet ved Sagens Værdi alene, men ved dens Beskaffenhed (jfr. § 2 Litr. b, c, d og e), kan en Udvidelse af Påstanden ikke uden Modpartens Samtykke foregå således, at Fordringer af anden Beskaffenhed inddrages under Sagen

§ 6.

Henhører en Sag, hvorunder flere Fordringer indtales, ifølge den samlede Påstand under Landsretterne (§ 3), ophøre disse ikke at være kompetente, fordi Fordringer eller Spørgsmål udskilles til særskilt Behandling og Påljendelse i Henhold til § 102, selv om disse, for sig betragtede, vilde høre under Underretterne.

§ 7.

Er Sagens Værdi afgjørende for Kompetencespørgsmålet, må den Part, som påstår den højere Værdi, føre Bevis derfor.

Iøvrigt påhviler det Sagsøgeren at oplyse, at Sagen hører under Underretterne.

§ 8.

Parterne kunne, når de derom ere enige, retsgyldigen lade enhver Sag behandle ved Underretterne, selv om den ifølge de almindelige Regler ikke henhører under disse.

§ 9.

Lyder Påstanden ikke på Penge, må

Værdien af dens Ejenstand i Tilfælde af Tvist fastsættes ved Skjøn, medmindre Retten uden dette kan afgjore Spørgsmålet.

Indeholder Påstanden flere Alternativer, skal det af disse, som bestaar i rede Penge eller dog uden særlig Skjønsforretning kan ansættes hertil, være bestemmende, selv om det er nævnt som det sudsidiære.

§ 10.

Drejer Sagen sig om Rettigheden til periodiske Ydelser eller Indtægter, bliver dens Værdi at bestemme efter følgende Regler:

a) Ere årlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for bestandig, eller for flere end de ved Rettighedens Stiftelse levende Personers Livstid, eller for et bestemt Tidsrum, der ikke er kortere end 25 År, bliver Værdien af Rettigheden at sætte lig med det 25 dobbelte af et Års Beløb. b) Ere årlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for en Enkelts eller flere ved Rettighedens Stif-

telse levende Personers Livstid eller iøvrigt på ubestemt Tid, sættes Rettighedens Værdi lig med det 5 dobbelte af et Års Beløb.

e) Kunne Ydelser eller Indtægter ikkun oppebæres et bestemt Antal Gange, sættes Rettighedens Værdi lig med en enkelt Ydelses Beløb taget dette Antal Gange, dog ingensinde over 25. Ved Anvendelsen af de i Litr. a og b indeholdte Forskrifter sees der alene hen til, hvad Ydelserne eller Indtægterne tilsammentægne udgjøre for et År.

Er Beløbet af årlige Ydelser eller Indtægter ikke lige stort de forskjellige År, tages Ejennemsnitsbeløbet som Enhed.

§ 11.

I de i de tvende foregående Paragrafer omhandlede Tilfælde er Rettens Afgjørelse, forsåvidt den går ud på at erklære sig kompetent til at påkjende Sagen, ikke Gjenstand for Påanke; nægter Retten at antage Sagen, er dens Afgjørelse Gjenstand for Besværing til højere Ret.