Om Retsmøder og Retsbøger.

I §§ 76 og 77 indeholdes den almindelige Grundsætning, at al Retspleje føregår for åbne Døre. Herfra gjøres kun de sædvanlige af sig selv indlysende Undtagelser. Da enhver af Parterne, selv hvor Dørene lukkes, får Lov til at lade tre Venner eller andre af ham selv valgte Personer være tilstede, synes heri at indeholdes en få tilstrækkelig Beskyttelse for ham, at man uden Betænkning kan overlade til Retten ved upåankelig Kjendelse at bestemme Dørenes Lukning. Om man end i Straffeprocessen vil tillægge Forhandlingens Offentlighed en stor Betydning for Parterne og derfor tillade Påanke og eventuel Annullation, når Retten ubeføjet har ladet

Dørene lukke, bor man dog vistnok ikke i Civilprocessen tillægge dette Moment nogen synderlig Betydning. Da det nu overhovedet er Lovforslagets Tanke, såvidt muligt, at undgå Påanke, hvor den ikke behøves til den materielle Rets Beskyttelse, og da det fra dette Synspunkt betragtet vilde være lidet heldigt, om en iøvrigt i alle Måder god og rigtig civil Behandling skulde kunne omstødes, fordi Retten uden tilstrækkelig Føje havde ladet Dørene lukke, har Lovforslaget i Modsætning til de fleste fremmede Love i dette Punkt holdt sig til den hidtil gjældende Ret, som vistnok i al Fald ikke betragter Udelukkelse af Offentligheden som Annullationsgrund, jfr. Nellemann Processens almindelige Del S. 253.

I§ 78 er det overladt til Retten ligeledes ved upåankelig Kjendelse at afgjøre, om Sagen på Grund af dens påtrængende Natur undtagelsesvis skal behandles på en Helligdag, Noget, der selvfølgeligt i civile Sager kun sjælden vil blive tilstået, men dog heller ikke i alle Tilfælde og ubetinget kan nægtes, især da det til visse Tider af Året kan hænde, at endog tre Helligdage følge umiddelbart efter hinanden. Man har troet i Lighed med Loven om So- og Handelsretten af 19de Februar 186 l § 18 og den nye Helligdagslov af 7de April 1876 hellere at burde bruge det mere ubestemte Udtryk „påtrængende Tilfælde" end de i den ældre Helligdagsanordning af 26de Marts 1845 § 10 benyttede Ord „hvor en Retshandling ikke uden Afbræk for vigtige Djemed kan udsættes"; efter disse sidste Udtryk kunde det nemlig være tvivlsomt, om en privat Interesse nogensinde vilde være tilstrækkelig til at motivere Rets Holdelse på en Helligdag. Angående det Spørgsmål, hvorledes Tiden for ordentlige Retsmøders Afholdelse fastsættes, samt hvorvidt og hvorledes overordentlige Retsmøder kunne berammes, henvises til Lovudkastet om Domsmagtens Ordning m. m. §§ 9, 19, 30 og 34.

Med Hensyn til Bestemmelserne i § 79 bemærkes: Der bør skjelnes mellem Saglisten og Retslisten eller Retslisterne. Saglisten er blot et Register over de for Retten indbragte Sager, som skulle gjøres til Gjenstand for kon-

tradiktorist Behandling, i hvilket disse optages, såsnart Retten kommer i Beroring med dem, altfå kun een Gang, nemlig i Reglen ved Berammelsespåtcgningens Meddelelse, jfr. §§ 160, 307, 332 og 343; dens Førelsk kan aldeles overlades til Retsskriveren. Derimod må der for hver enkelt Retsdag affattes en Retslifte eller, om man vil, en Art Dagsorden, på hvilken opføres alle de Sager, som ville frembyde sig til Foretagelse, enten fordi de oprindeligt ved Påtegningen ere berammede til den Dag, eller fordi de under deres videre Behandling ere udsatte til den Dag, f. Gr. ifølge §§ 163, 175, 180, 181 o. m. fl. Disse Listers Affattelse kræver naturligvis Opmærksomhed og Nøjagtighed, da det gjælder om at famle alle de spredte Sager, som på en eller anden Måde ere bestemte til Foretagelse på vedkommende Retsdag, og derfor ansees det for rettest, at Retsformanden står for deres Affattelse, dog naturligvis således, at han kan benytte Retsskriveren til at hjælpe sig. Længe forud kunne disse Lifter selvfølgelig ikke affattes, da det ikke kan vides, om Sager ikke endnu ville komme til ifølge nye Bestemmelser, men tre Dage forud for Retsdagen må det, afset fra sjældne Undtagelsestilfælde, med Sikkerhed kunne siges, at de angivne og ikke flere eller andre Sager ville blive at forhandle. Da det for en stor Del bliver afhængigt af tilfældige Omstændigheder, om mange eller få Sager ansættes til en Retsdag, kan det let hænde, at Stoffet for en enkelt Retsdag bliver større, end at det kan overkommes. En herved foranlediget Forskrift er optaget i § 79. 4de Stykke. I Paragrafens 5te og 6te Stykke indeholdes en i praktisk Henseende vigtig Bestemmelse, som formentlig er anbefalelsesværdig. Da spildte Retsmøder ved den mundtlige Procedure kunne medføre meget betydelige Ulemper, når Vidner langvejs fra ere komne tilrejsende, når Parterne have givet personligt Møde for at afhøres o. desl., bør alt Muligt gjøres for at forhindre sådanne unyttige Møder. Aldeles kan man naturligvis ikke udrydde denne Ulempe, men det vilde uden Tvivl være et gavnligt Middel til at formindske den, dersom Rettens Formand fik en almindelig Myndighed til at

give en kort Henstand med Sagens Foretagelse, når det stiller sig som overvejende sandsynligt for ham, at en eller anden Omstændighed vil være til Hinder for Sagens Behandling netop på den Dag, til hvilken den er ansat. Hellere end at lade Sagen komme for og alle Vedkommende mode til ingen Nytte blot for at hore et Udsættelsesdekret afsagt, må han da forandre den trufne Bestemmelse og udskyde Sagens Forhandling i nogle Dage, i hvilken Tid Hindringerne ofte ville kunne hæves. Ved vor Tids hurtige Kommunikationsmidler vil det næsten altid være muligt at give samtlige Vedkommende så betimelig Underretning om den forandrede Bestemmelse, at de kunne undgå at møde forgjæves (jfr. § 122). Retsformanden måtte til dette Djemed have en aldeles diskretionær Myndighed til, når han enten af sig selv eller ifølge indløbne Oplysninger fra Parter, Vidner eller Andre forudså, at Sagens Forhandling vilde møde Hindringer, at kunne ansætte den til en anden Dag, uden at Parterne hørtes herover eller andre Formaliteter iagttoges. Men naturligvis vil det stride imod Parternes Ret, om han af egen Magtfuldkommenhed på denne formløse og ukontrollerede Måde skulde kunne udskyde Sagens Forhandling længere end en ganske kort Tid. Derfor har Udkastet sat en Grænse af een Uge, Kan en sådan Henstand ikke hjælpe, må Spørgsmålet afgjøres efter Lovforslagets Regler om Udsættelse og altså behandles i et Retsmøde, i Reglen med Adgang for Parterne til at blive hørt forinden Afgjørelfen, jfr. dog som et særeget Tilfælde § 185.

Medens § 79 handler om Berammelie og Udsættelse af den enkelte Sag, indeholder § 80 nogle nødvendige Regler om Rettens Myndighed til at afsige berammede såvelsom til at afbryde og udsætte allerede begyndte Retsmødet. Følgen heraf er naturligvis, at alle de Sager eller Forretninger, fom i Retsmødet skulde beforges, må henlægges til en anden Tid. Sådanne Udsættelser af Retssessionen (hvilke man tilforn jævnligen med Urette har kaldet „retsbestemte Udsættelser") kunne ikke undgåes, især hvor Retten beklædes af en Enkeltdommer, som har mange andre

Forretninger, der ofte må gå foran for civile Kager, såsom Forundersøgelse i kriminelle Tilfælde o. desl.

I § 81 indeholdes Bestemmelserne om Rettens Myndighed til at håndhæve Rettergangspolitiet. Disse stemme iøvrigt overens med de tilsvarende Regler i Straffeprocesforflaget § 83. Til deres Begrundelse behøves kun få Ord. Det synes simplest og rigtigst kun at have een Forskrift for alle baade overog underordnede Retter, men som en naturlig Følge deraf kan den heromhandlede Straffemyndighed ikke have nogen stor Udstrækning; dette behøves formentlig heller ikke. For at hævde Rettens Anseelse og tilbagevise Uordener kommer det vistnok ikke få meget an på Betydeligheden af de Straffe, der kunne pålægges, som mere på, at de pågjældende Straffeonder kunne anvendes strax på Djeblikket og altså ved upåankelig Kjendelse. Kommissionen kan ikke tro Andet, end at en Myndighed til at lade den Ulydige eller Urolige strax henføre til Anesten, for efter Omstændighederne at blive siddende der i 8 Døgn, må være aldeles tilstrækkelig til at betvinge Tendentser til Uorden og indgyde den fornødne Respekt. Når Rettens Disciplinarmyndighed ikke udstrækkes længere end her er foreslået, vil der ingen Betænkelighed være ved at bestemme, at fuldt Ansvar efter Straffeloven bagefter i sædvanlig Form og på sædvanlig Måde kan gjøres gjældende imod Vedkommende (f. Er. efter Straffelovens § 112). Del må vistnok erkjendes for det Naturlige, at såsnart der handles om Mere end en i og for sig ubetydelig Politistraf, der snarest stiller sig som en Art Nødværge, Retten udover, bør Tiltale efter de almindelige Regler og med sædvanlig Adgang for den Sigtede til fuldstændigt Forsvar sinde Sted.

Bestemmelsen i § 82 trænger ikke til Forklaring. Måske behøves den ikke; men den udtaler i al Fald kun, hvad der selvfølgelig må gjælde og ikke kan være anderledes.

I § 83 ff. indeholdes de almindelige Forskrifter om Protokolleringens Omfang. Disse hænge meget nøje sammen med Lovforslagets Hovedprincip, nemlig den også i Henseende

til Retsmidlerne gjennemførte fuldstændige Mundtlighed. 3 § 85 opregnes de Ting, som fuldstændig må indføres i Protokollen af Henfyn til Retsmidlernes eventuelle Anvendelse. Når der ved Påanken stal kunne undersøges, om Rettergangsreglerne ere iagttagne, må naturligvis tilstrækkelig Oplysning om den brugte Fremgangsmåde føreligge i Akterne, og når alle Spørgsmål om den materielle Rets Anvendelse skulle kunne prøves gjennem Påanke, må fuldstændig Redegjørelse for den underordnede Rets Opfattelse føreligge for Højesteret. På at sikre det fornødne Grundlag i de nævnte Henseender er § 85 beregnet, og dette vil også kunne ske, uden at den mundtlige Forhandling derved i væsentlig Grad skades eller betynges. Vel kan det, skjønt kun undtagelsesvis, blive nødvendigt i Retsmødet at gjøre visse korte Protokoltilførsler, navnlig om nye faktiske Anbringender og Påstande, som det tillades Parterne at fremsætte, eller efter Modpartens Begjæring om Indrømmelser og Tilståelser (§ 169), men da ingen yderligere Prøvelse af Bevisfpørgsmålet i Neglen finder Sted, behøves derimod ikke Foranstaltninger for nøjagtigt og fuldstændigt at konstatere, hvad Vidner og Synsmænd have udsagt, og det vil således ikke være nødvendigt at belemre Forhandlingerne med den for al virkelig Mundtlighed ødelæggende fuldstændige Protokollering af Vidners, Synsmænds og Parters Udsagn. Man vil ikke se Forhandlingerne afbrudte og overskårne derved, at Dommeren timevis dikterer til Protokollen, det Nedstrevne derefter oplæses, for efter mere eller mindre Snakken frem og tilbage, at blive ratihaberet af de Vedkommende. Men den mundtlige Forhandling vil frisk og levende kunne bevæge sig fremad uden at være fordømt til den slæbende Gang, som Protokolleringssystemet nødvendigvis medfører. Vigtigheden heraf kan vistnok ikke anslåes højt nok, og det er ikke for meget fagt, når det påståes, at en mundtlig Procedure bliver til et Vrængbillede, når Protokolleringsvæsenet skal indføres i den. På dette Punkt henvises til de vistnok træffende Bemærkninger om den hannoverske Procesmåde af Bar (Rechtund Beweis im Civilprocesfe. 1867. S.

52—53). I den hannoverske Proces hersker vel en fuldstændig mundtlig Plædering af Sagen, og sålænge ingen Vidneførsel eller

desl. behøves, går derfor Alting i det Hele taget rask og flydende; men i Bevisførelsen svigter den hannoverske Proces, fordi den kun halvt har gjennemført sit Princip. Derfor består, som Bar siger, såsnart Vidneførselen begynder, den hannoverske Procesmådes højt priste Mundtlighed i, at man i lang Tid kun hører Retskriverens Pen skratte på Papiret o, s. v. Vil man have fuldstændig Protokollering af Vidneudsagn og en Bevisspørgsmålet omfattende Prøvelse af Overdomstolen, må man derfor vistnok hellere rent opgive den Grundsætning, at Bevisførelsen føregår umiddelbart for dem, der dømme i Hovedsagen, og efter den fransk-rhinste Processes Mønster lade Vidnerne blive afhørte for delegerede Dommere og Forhørsudskrifterne produceres under Hovedforhandlingen. Ester det føreliggende Udkast er Mundtligheden gjennemført også på Bevisførelsens Område. og de deraf flydende Konsekventser for Retsmiddelsystemets Vedkommende ere akcepterede i deres hele Udstrækning. Som en Følge heraf behøves altså ingen fuldstændig Protokollering af Vidneudsagn o. M. I Overensstemmelse med denne Forudsætning er § 84 affattet. Hensigten med de i denne Paragrafs 2 det Stykke omtalte under Forhandlingerne nedskrevne Notitser er kun at tilvejebringe en akcessorisk Hjælp og Støtte for Dommernes Hukommelse, hvortil de måske undertiden, skjønt vistnok sjældent, ville ty. For dette Djemed vil det uden Tvivl være tilstrækkeligt, at en øvet og kyndig Protokolfører under Forhandlingerne noterer Hovedindholdet af det Passerede, medens Dommerne ganske hengive sig til Indtrykket af de mundtlige Forhandlinger og ikke lade sig forstyrre med at kontrollere Optegnelserne. Naturligvis står det Dommeren frit for selv at gjøre Notitser til eget Brug, men det er vistnok betænkeligt efter engelsk Monster at lade dette være den egentlige Protokollering. Nogle Dommere ville måste være istand til både opmærksomt at hore efter og tillige at notere, men andre og det de fleste ville ikke kunne førene begge disse Ting.

For Underretsbehandlingens Vedkommende må der dog gjøres flere Lempninger, og det er ikke muligt at opretholde Principet fuldstændigt med Hensyn til den. Nødvendigheden af at Overretsprøvelsen i disse Sager udstrækkel sig til Bevisspørgsmålet og Eftergivelsen af Fordring på Sagsfremstillinger m. u. bevirker, at Protokolleringen i Retten i disse Sager må fåe et meget større Omfang end ved Landsretterne, jfr. § 84 4de Stykke og § 85 3 die Stykke; men de nærmere Regler herom ville bedst kunne gives i Forbindelse med Fremstillingen af Underretsprøceduren i det Hele, jfr. §§ 345, 359 o. ft.

Bestemmelsen i § 86 sigter til at bevirke, at Retsskriveren altid kan have i sit Værge det Materiale, der udkræves for at tilvejebringe en så fuldstændig Akt, som behøves til Påante.

Udkastets § 89 indeholder Regler om Adgangen til at fåe Udskrifter m. m. I Overensstemmelse med den gjældende Ret går Lovforslaget ud fra, at ikke blot Parterne men også Andre, som deri have en retlig Interesse, kunne fåe Udskrifter, jfr. Nellemann Processens alm. Del S. 231. Opståede Stridsspørgsmål må helst afgjøres så simpelt og hurtigt som muligt. En mundtlig Forhandling kan ikke ansees fornøden, men skriftlig Besværing med Retsskriverens påtegnede Erklæring skal afgives til Retten, der da afgjør Spørgsmålet. I de fleste Tilfælde ville Vedkommende viftnok blive stående herved. Men det kan hænde, at Spørgsmålet om Retten til at erholde Udskrift har en så gjennemgribende Betydning for Vedkommende, at de kunne ønske en yderligere Prøvelse af Sagen. Adgang hertil er der da givet dem derved, at de kunne anstille Besværing over Rettens Afgjørelse efter de almindelige Regler herom. Ved Retten menes den Landsret, ved hvilken Skriveren er ansat, eller, hvis det er en Underretsskriver, den Landsret, under hvilken vedkommende Underret sorterer.