Om Meddelelse af fri Proces.

Dette Kapitel indeholder i det Væsentlige kun de hidtil gjældende Regler om den i Overskriften angivne Gjenstand, når undtages den Forandring, at Meddelelsen af fri Proces, forsåvidt den i Overensstemmelse med Udkastets almindelige Regel er betinget af Uformuenhed (beneficium paupertatis), fra Administrationen er henlagt til den dømmende Myndighed. Om denne Forandring har der iøvrigt været delte Meninger i Kommissionen. Nogle af Kommissionens Medlemmer have været af den Formening, at ligesom det i og for sig må ansees for principrigtigst at overlade Administrationen Afgjørelsen af det omhandlede Spørgsmål, der egentlig ikke kan betragtes som processuelt, men er et Spørgsmål om offentlig Understøttelse, således vilde det også af praktiske Hensyn være misligt at gå bort fra den hidtil bestående Ordning. Navnlig befrygtes den Prøvelse af Sagen, der efter Udkastet (§139 Nr. 2) ligesom efter den gjældende Ret skal gå forud for Meddelelse af fri Proces, at kunne medføre Fare for Rettens Upartiskhed eller i al Fald for Tilliden til denne.

De Medlemmer af Kommissionen, der slutte sig til den i Udkastet foreslåede Ordning, ere derimod af den Anskuelse, at Henlæggelsen af den heromhandlede Afgjørelse til Domstolene principielt er begrundet allerede ved den Betragtning, at Meddelelse af fri Proces til den Uformuende, om den end hidtil hos os i Formen er fremtrådt som en Nådessag, dog i Virkeligheden må indrømmes at være et Retfærdighedskrav. Efter disse Medlemmers Formening vil der derhos under den nye Ordning overhovedet ikke kunne påvises nogen anden Myndighed, i hvis Hånd Afgjørelsen naturligt kan lægges. Thi vil man ikke skabe en særlig for dette Øjemed indrettet Myndighed — en Fremgangsmåde, som neppe vil findes begrundet, hvor der er Tale om en i sig selv så underordnet Virksomhed *) —, er man under Forudsætning af, at Spørgsmålet skal unddrages den dømmende Myndighed, nødvendig henvist til i al Fald for Underretssagernes Vedkommende at henlægge Afgjørelsen til Amtmændene. Men da disse Embedsmænds tidligere Forbindelse med Retsplejen under det nye System iøvrigt på alle Punkter ophæves, er det vistnok lidet naturligt at forbeholde dem Afgjørelsen af dette ene Spørgsmål. Det kan endelig ikke antages, at det omhandlede Spørgsmåls Henlæggelse til den dømmende Myndighed vil medføre nogen praktisk Ulempe af virkelig Betydning. For det Første har Erfaringen i de tyste Stater, hvor Afgjørelsen er henlagt til Domstolene, ikke, såvidt vides, givet Anledning til at befrygte denne Ulempe. Men i ethvert Tilfælde kommer Faren for, at Rettens frie og upartiske Stilling til selve Retssagen skulde forrykkes til at ligge meget fjernt, når den judicielle Afgjørelse af Spørgsmålet om fri Proces ordnes på den i Udkastet føreslåede Måde, hvorefter det, forsåvidt Underrets- og

*) En sådan Ordning består dog i Frankrig ifølge Lov 22de Januar 1851, der henlægger Afgjørelsen til en ved hver Rollegialret indrettet Myndghed (bureau d'assistance) bestående af forhenværende Øvrighedspersoner, Advokater eller Notarer samt forskjellige administrative Embedsmænd. Hvad angår Tyskland, lægger Civilprocessoven af 1876 Afgjørelsen i Domstolenes Hånd, en Ordning, der iøvrigt også hidtil har været den gjældende i flere af de vigtigste tyste Stater.

Landsretsfager angår, afgjøres af Formanden for vedkommende Landsret med Forbehold af Partens Adgang til at føre Besværing for højere Ret og forsåvidt Højesteretssager angår, af Højesterets Formand (§ 141), Det må derhos erindres, at der i al Fald er ydet fornøden Garanti imod hin Fare ved de nye Inhabilitetsbestemmelser i Udkastet, der ikke som den gjældende Ret indskrænke sig til at opstille et vist begrænset Antal Inhabilitetsgrunde, men give Parterne Adgang til ved deres Indsigelse at fjerne en Dommer i ethvert Tilfælde, hvor der foreligger Omstændigheder, som ere egnede til at vække Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed, jfr. § 35. Iøvrigt tør det viftnok antages, at der sjælden vil vise sig Trang til at gjøre Brug af disse Bestemmelser; men selv om denne Forudsætning ikke måtte holde Stik, kan der ikke af Udkastets Ordning flyde væsentlige Ulemper, idet det ikke vil være forbundet med nogen praktisk Vanskelighed at holde den eller de Dommere, hvem Spørgsmålet om fri Proces har føreligget til Afgjørelse, udenfor Påkjendelsen af enkelte Retstrætten.

Med Hensyn til de enkelte Bestemmelser i Kapitlet bemærkes endnu Følgende:

§ 139, der omhandler de almindelige Betingelser for Meddelelse af fri Proces, stemmer i alt Væsentligt med den gældende Ret (Frd. 23de Marts 1827 § 2). Dog ere de ældre Bestemmelser om særlig Adgang for Fæstebønder til fri Proces i visse Fæstesager udeladte, idet der efter de forandrede Forhold ikke kan antages at være Trang til fådanne Undtagelsesbestemmelser. Fæstebønder ville altså efter Forstaget kun have Adgang til fri Proces, naar de i § 139 1ste Stykke angivne almindelige Betingelser føreligge.

Om de Fordele, Parten opnår ved fri Proces, gives der i § 140 Bestemmelser, der ligeledes i det Væsentlige slutte sig til den be stående Ret. Som en ny Bestemmelse fremhæves dog, at Rejseudgifter, Diæter og anden Betaling til Vidner, Syns« og skjønsmænd ifølge § 140 Nr. 2 skulle afholdes af det Offentlige. Denne Afvigelse fra den gjældende Ret er en naturlig Følge af de nye Regler, Forstaget indeholder om Godtgjørelse og Beta-

ling til de omhandlede Personer. Efter Bestemmelsen i Nr. 2 overtager det Offentlige endvidere Udgifter- til Brevporto og Avisbekjendtgjørelser, en Begunstigelse, der hidtil ikke har været indbefattet i den fædvanlige Bevilling til fri Proces, men efter Omstændighederne extraordinært kunde tilståes af Justitsministeriet. Hvad angår Partens Adgang til uden Udgift for ham at fåe en Sagfører beskikket til Sagens Udførelse, er sådan Understøttelse ved Bestemmelsen i Nr. 3 gjort afhængig af, at Sagførerhjælp ikke skjønnes at være unødvendig. Herved har man navnlig havt Underretsproceduren for Øje, idet det på Grund af dennes Simpelhed ikke sjælden vil være muligt for Parlen at undvære Sagførerhjælp (ligesom nu i private Politisager og mindre Gjældssager).

§ 140 2det Stykke hævder den også i den bestående Ret gjældende Grundsætning, at fri Proces er uden Indflydelse på Parternes gjensidige Stilling i Sagen. Den Part, hvem der er meddelt fri Proces, må altså tilsvare Modparten Processens Omkostninger, forsåvidt de almindelige Regler for disses Erstatning føre hertil, — en Mulighed, som vel lå fjernt efter de hidtil i Praxis fulgte Grundsætninger for Procesomkostningers Idømmelse, men let kan indtræde efter de i det foregående Kapitel givne nye Bestemmelser, hvorefter Sagens Tab pådrager Procesomkostningerne uden Hensyn til dens Tvivlsomhed. På den anden Side er den Omstændighed, at der er meddelt en Part fri Proces, uden Indflydelse på Modpartens Forpligtelse til at erstatte Processens Omkostninger i samme Omfang, som om fri Proces ikke var meddelt.

Hvad angår Bestemmelserne ih 141, kan der med Hensyn til de Grunde, som have ført til at henlægge den af Uformuenhed betingede Meddelelse af fri Proces fra Administrationen til den dømmende Myndighed, henvises til de indledende Bemærkninger til dette Kapitel. Af disse fremgår tillige Hovedgrunden til, at man ikke for Underretssagers Vedkommende har henlagt Afgjørelsen til Underdommeren, og fremdeles til, at den såvel i disse Sager som i Landsretssager ikke er henlagt til den samlede Landsret, men overladt

Retsformanden alene. Som et mindre væsentligt Fortrin ved den i fidftnævnte Henseende føreståede Ordning kan endnu fremhæves den større Hurtighed i Afgjørelsen, som vil kunne opnåes derved, at Beslutning tages af Retsformanden alene. Om Anvendelse af Retsmidler imod den trufne Afgjørelse gives Bestemmelserne i § 144. Går Afgjørelsen ud på at tilstå fri Proces, er der selvfølgelig ikke Grund til at tilstede noget Retsmiddel imod den; thi Modparten har ingen Interesse i en sådan Beslutnings Omstødelse. Afståes derimod Andragendet om fri Proces, kan Afgjørelsen, forsåvidt den er trussen af en Landsrets Formand, indbringes for Højesteret. At den Form, hvorunder dette skal ske, er Besværing, følger naturligt af det heromhandlede Spørgsmåls Beskaffenhed.

§ 142 indeholder nogle nye Bestemmelser, i Henhold til hvilke en allerede given Tilståelse af fri Proces under visse Betingelser bortfalder eller kan tages tilbage. Efter den bestående Ret gjælder en Tilståelse af fri Proces ikke blot for den, hvem den er givet til, men også for hans Arvinger. En sådan Regel stemmer imidlertid ikke med Forholdets Natur; thi når Vedkommende er død, bliver det hans Arvingers økonomiske Forhold, hvorpå det må komme an ved Afgjørelsen af Spørgsmålet om fri Proces, og disse kunne naturligvis være meget forskjellige fra Partens egne. Efter § 142 skal derfor ved Partens Død den givne Tilståelse af fri Proces bortfalde. Ligeså naturlig er Paragrafens anden Bestemmelse, hvorefter den Parten tilståede fri Proces kan tages tilbage, når de Forudsætninger, under hvilke den er meddelt, vise sig ikke at være tilstede eller at være bortfaldne. Herved tænkes dels på, at vedkommende Parts Formueomstændigheder under Sagens Drift kunne undergå en sådan Forandring, at Grunden til fri Proces bortfalder, dels på det Tilfælde, at Parten ifølge senere fremkomne Oplysninger kan skjønnes ikke at have havt rimelig Grund til at procedere, en Mulighed, som ikke ligger fjernt, hvor der er Spørgsmål om fri Proces i første Instants og hvor Afgjørelsen som Følge heraf er truffen i Henhold til Partens ensidige Fremstilling af Sagens Sammenhæng.

I § 143 gives nogle yderligere Bestem-

melser om Udstrækningen af den ved fri Proces hjemlede Ret. At denne ikke kan omfatte Appelinstantsen, følger tildels allerede af den formelle Grund, at Afgjørelsen i de forskjellige Instantser kan tilkomme forstjellige Myndigheder, hvortil endnu kommer, at det Spørgsmål, om der er Grund til at meddele fri Proces, ikke behøver at stille sig ens i begge Instantser. På den anden Side udstrækker § 143 Virkningen af fri Proces til hele Sagen i pågjældende Instants, derunder til den for at opnå ny Foretagelse af Sagen for samme Ret føreskrevne Procedure, samt til Exekutionen. De således givne Bestemmelser stemme iøvrigt i alt Væsentligt med den gjældende Ret såvelsom med, hvad der plejer at gjælde andetsteds. Bestemmelsen i § 145 går ud på at opretholde den Myndighed, Justitsministeriet hidtil har havt til uden Hensyn til Uformuenhedsbetingelsen at tilstå fri Proces (beneficium processus gratuiti) såvel i offentlige Myndigheders, Stiftelsers og Embedsmænds Sager som i andre Tilfælde, hvor det Offentliges Interesse gjør det ønskeligt, at en judiciel Afgjørelse af et Spørgsmål tilvejebringes. Det vilde vistnok blive følt som et meget væsentligt Savn i Forvaltningen, om der ikke var Adgang til at fåe sådanne Spørgsmål afgjorte ved Domstolene uden Bekostning for Vedkommende, og da det Hensyn, som har ført Udkastet til iøvrigt at lægge Meddelelse af fri Proces i Domstolenes Hånd, nemlig at den Uformuende i få Henseende har et Retfærdighedskrav, ikke gjør sig gjældende i den heromhandlede Kreds af Tilfælde, har man fundet det rettest for dennes Vedkommende i det Hele at fastholde den bestående Ordning, dog således, at det er overdraget til vedkommende Retsformand at træffe de Foranstaltninger, som Iværksættelsen af Ministeriets Resolution måtte udkræve.