Om Fremgangsmåden ned at erhverve Mortifikations- eller Ejendomsdom.

Overgangen til det nye Processystem må efter Forholdets Natur medføre nogle Forandringer i de hidtil gjældende Regler om den formelle Fremgangsmåde, der bliver at følge i Mortisikationssager. Derimod har man ikke fundet Grund til at gribe ind i de bestående Regler om, hvem der kan søge Mortifikation og hvilke Dokumenter der kunne mortificeres, eller angående Retsvirkningerne af

Mortisikation. Disse Spørgsmål falde udenfor Civilprocessen og må afgjøres efter Hensyn, der ere ganske uafhængige af den gjældende Procesform. Bestemmelserne i det foreliggende Kapitel angå derhos — som allerede antydet i dets Overskrift — kun de Tilfælde, i hvilke Mortifikationen er betinget af forudgående retslig Forfølgning og Dom, medens den Række Lovbud, der give Adgang til at opnå Mortifikation uden Iagttagelse af sådan Fremgangsmåde, t. Ex. med Hensyn til Sparekassebøger, i det Hele blive uberørte af Udkastets Bestemmelser.

Af de Forandringer i de på dette Område gjældende Regler, som Udkastet har bragt i Forslag, er den væsentligste Bestemmelsen i § 422, der henviser Afgjørelsen af det Spørgsmål, om Mortifikationsstævning må udstedes, til Retskjendelse i Stedet for de hidtil brugelige administrative Bevillinger, en Forandring, der stemmer med det forøvrigt af Udkastet fulgte System og heller ikke er ganske uden Forbillede i den gjældende Ret. se Lov om Oplagshuse af 23de Februar 1866 § 9. At dernæst Afgjørelsen af det heromhandlede Spørgsmål er henlagt til Landsretten, stemmer med Udkastets almindelige Princip, ligesom det også i og for sig er af Betydning ved disse Afgjørelser at have den Betryggelse, som en Kollegialrets Kjendelse af giver. Endelig vil det vistnok findes naturligt, at den samme Ret, som træffer den nysnævnte Afgjørelse, også skal behandle selve Mortisikationssagen. Denne skal derfor uden Hensyn til Sagens Værdi gå til Landsretten. Et andet Spørgsmål er, om der måtte være Grund til, hvor Sagens Værdi er ringe, at lade indtræde en Lempelse i Omkostningerne; men dette Spørgsmål, hvis Løsning ikke hører hjemme i det foreliggende Udkast, vil frembyde sig, til hvilken Ret end Mortifikationssagen henlægges.

§ 421 optager i det Væsentlige de nugjældende Værnethingsregler, kun udtrykte på en simplere Måde. Forsåvidt ikke Dokumentet er et Pantebrev i fast Ejendom, henviser Udkastet, i Overensstemmelse med hvad der også efter den bestående Lovgivning er den almindelige Regel, Mortifikationssagen til

Retten på det Sted, hvor Dokumentet er udstedt. I fremmede Lovgivninger lægges hyppigt Vægten på Opfyldelsesstedet; men det kan lettere tænkes at være Gjenstand for Tvivl, hvor Opfyldelsen rettelig må antages at skulle foregå, end hvor Dokumentet er udstedt, da dette sidste er et rent faktisk Spørgsmål, som i Reglen let kan besvares og ordentligvis endog vil være tilstrækkelig oplyst ved selve Dokumentets Indhold. For det sjældnere forekommende Tilfælde, at disse Regler ikke lade sig anvende, f. Ex., fordi Dokumentet er udstedt af en dansk Undersåt i Udlandet, har man ikke fundet det nødvendigt i Lighed med den gjældende Ret at henvise Værnethingets Fastsættelse til en Afgjørelse, som træffes for hvert enkelt mødende Tilfælde; men Sagen skal i så Fald efter Udkastet altid anlægges i Kjøbenhavn, en Regel, som neppe kan medføre nogen praktisk Ulempe.

I §§ 422—425 gives der Regler om Fremgangsmåden, som bliver at følge ved Afgjørelsen af det Spørgsmål, om Mortifikationsstævning må udstedes. Herom skal der til Landsretten for det Sted, hvor Mortifikationssagen i Henhold til § 421 vil være at anlægge, indgives skriftlig Begjæring, ledsaget af Oplysninger, som vise, at den, der søger Mortifikation, er berettiget til at erholde den, og navnlig om Måden, hvorpå Dokumentet er frakommet ham, hvorhos det pågjældende Dokument selvfølgelig, for at der overhovedet skal kunne være Tale om at mortificere det, må betegnes med en sådan Tydelighed, at det ikke kan forvexles med andre. Selve Afgjørelsen træffes ved Kjendelse i et Retsmøde, hvor Retten, forinden der tages Beslutning i Sagen, kan stille Spørgsmål til Andrageren, som derfor skal tilsiges til Mødet. Udebliver han eller befindes hans Svar ufyldestgjørende, kan Retten nægte ham at udstede Indkaldelsen. Efter flere fremmede Lovgivninger kan det pålægges Andrageren at beedige sin Forklaring. Men ligesom man overhovedet i det foreliggende Udkast har lagt an på så lidt som muligt at gjøre Brug af Partsed, således har man også i det heromhandlede Tilfælde troet at kunne undvære det nævnte

Institut, der ikke på dette Område har været i Brug under det ældre hos os bestående System og endnu mindre synesatkunne være nødvendigt i det nye, som gjennem Andragerens Afhørelse — for hvilken han selvfølgelig må stå til Ansvar efter Straffebestemmelserne om falsk Forklaring for Retten — giver et Middel til Sagens Oplysning, der ikke tidligere havdes.

En Fordel ved den nye Ordning er, at Afgjørelsen af Spørgsmålet om Mortifikationsstævningens Tilstedelighed kan gjøres til Gjenstand for Påanke, dersom Indkaldelses Udstedelse nægtes. Derimod bliver der i modsat Fald selvfølgelig ikke Spørgsmål om Påanke på dette Trin, men Sagen går videre. Ifølge § 425 kan den, der vil anke over, at Udstedelse af offentlig Indkaldelse er nægtet kam, under Form af Besværing indanke Landsrettens Kendelse for Højesteret, som da afgjør Sagen på Grundlag af den indgivne skriftlige Begjæring med tilhørende Oplysninger i Forbindelse med den Protokoltilførsel. som i Henhold til § 424 sidste Stykke foretages ved Landsretten angående de til Andrageren stillede Spørgsmål og af ham afgivne Svar.

Reglerne for selve Mortifikationssagens Behandling indeholdes i §§ 426—431. Sagen indledes med en offentlig Indkaldelse, som udfærdiges af Retten i Overensstemmelse med den indgivne Begjæring og derefter af den, der søger Mortifikation, foranstaltes bekjendtgjort i de offentlige Tidender. Indkaldelsen sker ifølge § 427 til en af Retten bestemt Retsdag, som ikke må falde tidligere end 12 Uger og ikke senere end 1 År etter Indkaldelsens tredie Indrykkelse i de offentlige Tidender. Denne Ordning, der gjør det muligt ved Fastsættelsen af Varslets Længde at tage Hensyn til det enkelte Tilfældes Beskaffenhed må vistnok foretrækkes for den hidtil gjældende almindelige Regel, hvorefter Varselet altid var År og Dag og således hyppigt blev længere, end det kunde ansees for nødvendigt, jfr. herved Lov om Oplagshuse af 23de Februar 1866 § 9, der for denne Lovs Område gav en lignende Forskrift om Varselets Ansættelse som den, der i nærværende Udkast er foreslået som al-

mindelig Regel. Iøvrigt svare Udkastets Bestemmelser om Indkaldelsens Indhold i alt Væsentligt til de bestående.

Efter den gjældende Ret antages den Omstændighed, at Nogen melder sig i Henhold til den udgåede Indkaldelse og fremsætter Indsigelse, i og for sig at måtte være til Hinder for, at der kan gives Mortifikationsdom. Herved tillægges der imidlertid den angivne Omstændighed en videregående Virkning, end der efter Sagens Natur synes at kunne tilkomme den. Den naturlige Ordning er vistnok, at den, der søger Mortifikation, når det under en særskilt Sag er blevet endelig afgjort, at den fremkomne Indsigelse er ugrundet, opnår ganske den samme Stilling, som om der ikke fra først af var mødt Nogen. I Overensstemmelse hermed fastsættes det i § 428 2det Stykke, at Sagsøgeren, når Nogen moder i Henhold til Indkaldelsen og fremsætter Indsigelse, er berettiget til, forsåvidt Retten ikke i den brugte Fremgangsmåde ser nogen Hindring derfor, at forlange Mortifikationsdom afsagt med udtrykkeligt Forbehold af den Mødendes Net. Spørgsmålet om den Mødendes Ret til at modsætte sig Mortifikationen bliver da at afgjøre under en særskilt Sag, med Hensyn til hvis Anlæg og Udførelse i Et og Alt forholdes efter de almindelige Regler, se § 429. Det er ikke fundet nødvendigt at give en bestemt Regel om, hvilken Part der skal anlægge Sag, enten den, der søger Mortifikation, eller den, som har rejst Indsigelse derimod, men det overlades til Parterne selv, hvem af dem der vil tage Initiativet. Bliver Sagens endelige Udfald, at den imod Mortifikationen rejste Indsigelse forkastes, får den Mortifikationssøgende ifølge § 430 samme Retsstilling, som om den oprindelig med Forbehold afsagte Mortifikationsdom var givet uden sådant.

I § 431 udtales, at Mortifikationsdomme som sådanne, hvad enten de ere afsagte med eller uden Forbehold, ikke kunne angribes ved Påanke undtagen på Grund af Fejl eller Mangler ved den brugte Fremgangsmåde eller på Grund af, at Tilfældet ikke egner sig til Mortifikation. At Påanke må

kunne bygges på sidstnævnte Grund, er aldeles klart efter den nye Ordning. Forøvrigt måtte det heromhandlede Punkt også efter den gjældende Ret kunne indbringes for Domstolene som et Spørgsmål, om Administrationen har overskredet sin Kompetence ved Mortifikationsbevillingens Meddelelse.

Ifølge § 432 sidste Stykke berører det foreliggende Udkast ikke Bestemmelserne i Frd. 28de Marts 1845 § 17 om Adgang for Pantebøgernes Bestyrere til at erhverve Dom til Udslettelse af forældede Hæftelsesbreve. Disse Bestemmelser angå et Forhold af helt anden Beskaffenhed end den Mortifikation, der udgår fra Parten, Derimod skulle Udkastets Regler finde Anvendelse på den i Lov 23de Februar 1866 § 9 omhandlede Mortifikation ar Oplagsbeviser, dog således, at det for disse Tilfælde, i Overensstemmelse med hvad der er hjemlet i den nævnte Lov, ved Kjendelse kan bestemmes, at de oplagte Varer imod Sikkerhedsstillelse kunne udleveres eller afhændes, forinden Varselet er udløbet.

Efter § 433 skulle Udkastets Bestemmelser om Mortifikation med de af Forholdets Natur flydende Lempelser også komme til Anvendelse, når Nogen vil søge Ejendomsdom efter forudgående offentlig Indkaldelse. Den gjældende Rets Regler om Adgangen til at søge sådan Ejendomsdom såvelsom om Retsvirkningerne af den blive derimod iøvrigt ikke berørte af Udkastet, se § 434.