Arrest.

Efter Christian den Femtes Lov fremtrådte Arrest ikke som et Retsmiddel, hvis Anvendelse imod Sikkerhedsstillelse stod Kreditor åben, blot fordi de sædvanlige Betingelser for Retsforfølgning vare tilstede. Som almindelig Regel krævedes ikke alene, at den Fordring, for hvilken Arrest begjærtes anvendt, var støttet på Håndskrift eller anerkjendt ved Dom, men tillige, at der forelå særlige Omstændigheder, ifølge hvilke Fordringshaverens Retsnydelse måtte ansees for truet. Efter Lovbogens Opfattelse kunde en sådan Fare dog ikke blot udledes af Skridt fra Skyldnerens Side, hvorved denne søgte at betage sin Kreditor Midlerne til at opnå Fyldestgjørelse, men også ligge deri, at Skyldneren efter den forfaldne Fordring var fremmed i Jurisdiktionen, jfr. D. L. 1—24—8, En fast Retspraxis har imidlertid, tildels støttet på Forudsætninger i senere Lovbud, forlængst fortrængt disse Bestemmelser i Danske Lov. Ligesålidt som det nu kræves, at Kreditors Retsnydelse ifølge Skyldnerens Forhold må ansees for truet, ligesålidt antages det i Praxis for nødvendigt, at Fordringen støttes på Dom eller Håndskrift, når Kreditor kan stille tilstrækkelig Sikkerhed. Denne Omdannelse af Arrestinstitutet stemmer vistnok med det praktiske Livs Fordringer og er derfor lagt til Grund for Udkastets Bestemmelser om Adgangen til Anvendelse af Arrest. Om end dette Retsmiddel efter sin Natur nærmest er bestemt til at være et Nødmiddel i Kreditors Hånd imod en Fordringen truende særlig Fare, vilde dets praktiske Brugbarhed dog indskrænkes altfor meget, hvis

dets Anvendelse gjordes afhængig af hertil svarende særlige Betingelser, som det vilde være Kreditor vanskeligt at oplyse, selv om de virkelig vare tilstede. Såvel hvad dette Punkt angår, som med Hensyn til Spørgsmålet om, hvilke Betingelser, der udkræves i Henseende til Sagens Klarhed, har man såmeget mindre fundet Betænkelighed ved at slutte sig til Praxis, som den Opfattelse, at Arrest kan benyttes som Tvangsmiddel med videregående Virkninger, end Sikkerhedsøjemedet kræver, i det Hele er opgivet i det foreliggende Udkast.

§ 572 1ste Stykke indeholder den almindelige Regel om, for hvilke Fordringer Arrest på Gods kan finde Sted. Arrest kan herefter i Overensstemmelse med den gjældende Ret gjøres ikke blot for forfaldne Gjældsfordringer og andre Fordringer, som efter deres oprindelige Indhold gå ud på Penge eller Penges Værd, men overhovedet for ethvert forfaldent Krav, hvis Tilsidesættelse kan medføre en Erstatning i Penge. Adgangen til Arrest er fremdeles ikke udelukket derved, at der allerede er anlagt Retssag i Anledning af Fordringen, når Kravet dog endnu ikke er blevet exigibelt. Derimod har Udkastet forsåvidt gjort en Indskrænkning i den bestående Adgang til at anvende Arrest, som denne Forfølgning efter Udkastet vil være udelukket med Hensyn til Krav, der end ikke eventuelt kunne medføre et Ansvar i Penge. Efter de vide Udtryk i D. L. 1—21—8 „Gjeld eller andet skyldig, som ei til rette Termin er betalt eller efterkommet“, synes det nemlig at måtte antages, at der efter Loven kunde anvendes Arrest også for sådanne Krav, skjøndt Arrestreglerne ikke i deres Helhed lade sig overføre på disse Tilfælde. Når Arrest imidlertid ikke betragtes som et Middel, der skal tjene til at fremtvinge Forpligtelsens Opfyldelse, men udelukkende som et Sikkerhedsmiddel, må det vistnok erkjendes, at en Anvendelse af Arrest i de omspurgte Tilfælde ligger udenfor dette Retsmiddels naturlige Område. Den Fare, som i sådanne Forhold kan true den Berettigedes Krav fra en anden Persons Side, vil nemlig ikke ligge i, at denne frit kan råde over sin Formue, men i

Muligheden af ligefrem retskrænkende Handlinger, og til Beskyttelse herimod anviser Lovgivningen andre Veje, ad hvilke der uden foregående Lovmål og Dom kan opnåes Sikring eller endogså Fyldestgjørelse af Vedkommendes Ret. Jævnlig vil der således gjennem Ind- og Udsættelsesforretninger kunne opnåes en tvungen Fuldbyrdelse af disse Krav, hvorved nærmest tænkes på Fordringer på Udlevering af Breve og andre Gjenstande uden Pengeværdi; hvor Betingelserne for sådanne exekutive Skridt ikke ere tilstede, vil den Berettigede efter Omstændighederne gjennem et Forbud kunne sikre sig imod, at der ved pågjældende Gjenstands Forflyttelse eller i andre Henseender handles imod hans Ret.

Endnu bemærkes, at § 572, ligesom i det Hele Bestemmelserne i nærværende Afsnit, ikke har Arrest for Øje som Sikkerhedsmiddel med Hensyn til sådanne Pengeydelser, hvis Idømmelse må ske under Straffeprocessens Former. Om og hvorvidt der til Sikring af sådanne Ydelser kan lægges Beslag på Tiltaltes Formue, samt under hvilke Former dette skal foregå, må finde sin Afgjerelfe i Loven om Strafferetsplejen (jfr. herved Udkast til Lov om Strafferetsplejen andet Afsnit Kapitel VI). Derimod er der i og for sig ikke Noget til Hinder for, at den ved Forbrydelsen Forurettede for det heraf udspringende Erstatningskrav gjør Arrest i Henhold til Bestemmelserne i dette Afsnit; men han vil da også være pligtig til i Overensstemmelse med diese at forfølge Sagen. Vil han derimod have sit Erstatningskrav påkjendt som Accessorium til Straffesagen, bliver han ude af Stand til at fyldestgjøre den Arrestrekvirenten ved Bestemmelserne i dette Afsnit pålagte Forfølgningspligt og må som Følge heraf også være udelukket fra at foretage Arrest i Henhold til de her givne Regler.

Bestemmelsen i § 572 2det Stykke giver Adgang til en Anvendelse af Arrestinstitutet, som kjendes i de fleste fremmede Lovgivninger, men hidtil har savnet Hjemmel i vor Ret. Efter Christian den Femtes Lov var det vistnok en ufravigelig Betingelse for at opnå Arrest, at Rekvirentens Fordring var forfalden.

Uagtet Bestemmelserne i Lovens 1—21—9 og 1—21—12 netop fremhæve sådanne Omstændigheder, under hvilke der kunde være rimelig Grund til at fravige den nævnte Betingelse, hjemler dog ingen af disse Artikler Arrest for ikke forfaldne Fordringer. Lovens 1—21—10 kan neppe betragtes som en Undtagelse fra den almindelige Regel; thi den nævnte Artikel går vistnok ud fra den Forudsætning, at Tiden til Regnskabsaflæggelse er indtrådt som Følge af, at Regnskabsbetjenten er ophørt at varetage sin Bestilling. Ikke heller kan der siges at have udviklet sig en Retspraxis, som i denne Henseende går ud over Lovens Regel. Det må imidlertid erkjendes for højst unaturligt, at en Kreditor, sålænge Forfaldstid ikke er kommen, ubetinget skal være afskåret fra at fåe Sikkerhedsforanstaltninger anvendte imod Skyldneren, om end Forfaldsdagen er nok så nær og Skyldneren øjensynligt foretager Skridt for at lægge Hindringer i Vejen for, at Kreditor i sin Tid kan komme til sin Ret, f. Ex. når en Lejer Dagen før Flyttedagen drager bort, medtagende sine Møbler og øvrige Ejendele. Vel kan en Afvigelse fra den Hovedgrundsætning, at Kreditor ikke for Forfaldstid kan iværksætte Retsforfølgning, ikke ansees for retfærdiggjort blot derved, at der efter Skyldnerens økonomiske Forfatning må siges at foreligge en Fare for, at han ikke til Forfaldstid vil kunne rette for sig. Men når Kreditor kan oplyse bestemte Handlinger fra Skyldnerens Side, som netop gå ud på at afskjære eller dog væsentlig vanskeliggøre Fordringshaverens Adgang til eventuel Retsnydelse, bør denne ikke stå uden Retsbeskyttelse, fordi han ikke i Øjeblikket kan fordre Betaling. At det under sådanne Omstændigheder tilstedes Kreditor at iværksætte Retsforfølgning for et endnu ikke forfaldent Krav, stemmer også ganske med det Hensyn, der ved Bestemmelserne i Konkurslovens §§ 41, 43 og 46 er taget til sådanne Kreditorer.

§ 573 opretholder den Adgang til undtagelsesvis at gjøre Arrest på Person, som er hjemlet i Konkurslovens § 164. Dog bemæikes, at Paragrafens Regel faktisk vil fåe et større Råderum end den tilsvarende

Bestemmelse i Konkursloven som Følge af, at de nye Værnethingsdestemmelser i Kapitel II. navnlig, hvad Udlændinge angår, have åbnet en langt videre Adgang end efter den bestående Lovgivning til at sagsøge de Pågjældende ved danske Retter. At Bestemmelsen i Konkurslovens § 163 om Arrest på Person for Forpligtelser til at føretage en Handling ikke er optaget i Udkastet, er en ligefrem Følge af den ved Bestemmelserne i 7de Afsnit Kapitel 2 foretagne Forandring med Hensyn til Fuldbyrdelsesmåden af Domme for sådanne Forpligtelser. Endnu bemærkes, at man ikke har fundet tilstrækkelig Grund til i Udkastet at optage de i den ældre Ret hjemlede særegne Fritagelser for Arrest på Person, idet disse efter den exceptionelle Karakter, hvormed Arrest på Person efter Udkastet fremtræder, neppe vilde have nogen praktisk Betydning, Hvad angår Arrestabilitet af Gods. fastsætter § 574, at Arrest ikke kan foretages i Ting, hvori der ikke vilde kunne gjøres Exekution for den pågjældende Fordring, en Regel, der må ansees for en ligefrem Konsekvents af Arrestinstitutets Karakter som Sikkerhedsmiddel. Derimod er det ikke med Nødvendighed givet, at Ting, hvori der kan gjørcs Exekution, også kunne belægges med Arrest, idet der kan foreligge en Fritagelsesgrund, som alene udelukker den foreløbige Retsforfølgning. Det er nemlig en Selvfølge, at ligesom Formuerettigheder, der efter deres Beskaffenhed i og for sig egne sig til at være Gjenstand for Retsforfølgning, fuldstændig kunne udelukkes herfra ved Retshandler med Trediemand eller dennes Bestemmelser (jfr. § 476), således kan det også gyldig bestemmes, at de alene skulle være undtagne fra Arrest. Forsåvidt derimod en således begrænset Undtagelse i Medfør af den gjældende Ret i visse Tilfælde kunde tilståes som et særligt Privilegium (f. Ex. med Hensyn til Indskud i Sparekasser), vil dette for Fremtiden bortfalde.

I § 575 er den gjældende Rets almindelige Regel, at Arrest kan afværges ved Sikkerhedsstillelse, optaget således, at den nu bliver undtagelsesfri. Der er ikke fundet tilstrækkelig Grund til at bibeholde den med

Hensyn til Vexler og Vexelobligationer bestående Undtagelse, som hviler på den Opfattelse, at Skyldneren gjennem Arresten skal tvinges til uopholdelig at rette for sig. I nærværende Forslag er man nemlig i Overensstemmelse med de t 7de Afsnit nedlagte Grundsætninger om, hvilke Grænser der bør opstilles for den civile Exekutions Område, gået ud fra, at det Indgreb i Skyldnerens Rettigheder, der sker igjennem Arresten, ikke bør udstrækkes videre end nødvendigt for at skaffe Fordringshaveren Sikkerhed. Ligesom Arrest derfor ifølge § 579 aldrig kan gjøres på Person, når Sikkerhed kan fåes ved Arrest på Gods, og fremdeles i Henhold til § 591 kun kan udstrækkes til såmeget af Skyldnerens Gods, som behøves til at sikre Fordringen, således må den ubetinget kunne afværges ved Sikkerhedsstillelse. Af denne Grundsætning følger fremdeles, at der ikke lovlig kan joges Arrest for sådanne Fordringer, som allerede ere tilstrækkelig betryggede ved anden Sikkerhed. Hvad angår Sikkerhedens Beskaffenhed, er det utvivlsomt, at Sikkerhedsstillelsen ifølge Christian den Femtes Lov efter Omstændighederne måtte kunne gives ved personlig Kaution; men i Praris har det allerede længe været den almindeligst antagne Mening, at Rekvirenten ifølge den nyere Lovgivnings Grundsætning ikke er pligtig at lade sig nøje med Mindre end reel Sikkerhed, jfr. Bangs og Larsens Procesmåde § 226. Denne Regel er vistnok for streng og vil jævnlig kunne føre til, at Arrest må iværksættes, uagtet det er muligt på anden Måde at skaffe Kreditor en virkelig betryggende Sikkerhed. Det er derfor fundet rettest at overlade Afgjørelsen af det Spørgsmål, om en tilbuden Sikkerhed er af fyldestgørende Beskaffenhed, til Fogedrettens skjøn. Hvad angår Sikkerhedens Størrelse, vil denne vel jævnlig ligefrem være given ved Arrestrekvirentens Opgivelse af, hvad hans Fordring går ud på; er dette imidlertid Andet end Penge, vil der dog også i denne Henseende blive Plads for Fogdens skjøn. Går Fogdens Bestemmelse af Sikkerhedsspørgsmålet Arrestrekvirenten imod, vil denne gjennem Besværing kunne indbringe Fogdens Afgjørelse

til højere Rets Provelse, jfr. § 598. Ad hvilken Vej Rekvisitus må angribe den Fogedkjendelse, ved hvilken den af ham tilbudne Sikkerhedsstillelse forkastes, vil nærmere blive påvist i det Følgende.

§ 576 første Stykke fastsætter Retsvirkningen af Arrest på Gods i Overensstemmelse med den gjældende Ret, når bortsees fra den Lempelse, at der efter Udkastet ikke bliver Spørgsmål om Totalarrest, men alene om Arrest i særligt opgivne og registrerede Gjenstande. Det Samme gjælder i alt Væsentligt om de i Paragrafens sidste Stykke givne Bestemmelser om hvad der udkræves, for at Arrestens Retsvirkning skal kunne gjøres gældende overfor en godtroende Tredjemand. Særligt fremhæves, at der ikke er fundet tilstrækkelig Grund til at opgive Thinglæsning af Arrest i Løsøre ved Skyldnerens personlige Værnething. Den Forskjel, der på dette Punkt bibeholdes mellem Arrest og Udlæg i Løsøre, finder sin Forklaring i, at der såvel på Grund af den almindeligvis længere Varighed af den ved Arrest begrundede Sikkerhed som med Hensyn til de for Udlæg og Arrest forskjellige Regler om Rekvirentens Adgang til at udsætte Rekvisitus af Godsets Besiddelse og Betydningen af denne Foranstaltning (jfr. § 577 sammenholdt med §§ 488 og 491 sidste Stykke), er større Trang ved Arrest end ved Udlæg til at påbyde Iagttagelsen af en Form hvorved det i al Fald bliver muligt for Trediemand at komme til Kundskab om Forfølgningen, Hvad angår Arrest i Gjældsbreve, udkræves efter § 576 endvidere, at der er givet Gjældsbrevet en Påtegning angående Arrestens Foretagelse. Om dette er nødvendigt efter den gjældende Ret, som ikke indeholder nogen udtrykkelig Bestemmelse angående dette Punkt, har vel været Gjenstand for Tvivl (jfr. Scheel Privatrettens almindelige Del 2det Bind S. 215—18); men den foreslåede Bestemmelse må i al Fald ansees for en ligefrem Overførelse på Arrest af vor Lovgivnings almindelige Grundsætninger for Erhvervelse af Rettigheder i Gjældsbreve. Medens Betydningen af den Gjældsbrevet givne Påtegning om Arresten vil træde frem såvel overfor Borttransportering og Pantsætning af For-

dringen som deri, at Debitor efter Gjældsbrevet i modsat Fald vil kunne frigjøres fra sin Forpligtelse ved en i god Tro til Arrestrekvisitus erlagt Betaling, vil det derimod selvfølgelig kun af sidstnævnte Hensyn være nødvendigt at iagttage den i Paragrafens Slutning optagne Bestemmelse om, at der, når Arrest er gjort i Fordringer, som ikke grundes på Gjældsbrev, må gives Debitor efter Fordringen Underretning om Arresten. Endnu bemærkes, at der ikke er fundet Grund til at opstille nogen Tidsgrænse for Arrestbåndets Varighed. I Overensstemmelse med Forholdets Natur må Rekvirentens Sikkerhedsret derfor, forsåvidt den ikke under Netsførfølgningens Gang forsvinder i et Udlæg, vedvare, indtil Skyldneren retter for sig eller Arresten bortfalder ved Fogdens Ophævelsesdekret (§ 601) eller ved Udløbet af Exekutionsfristen for den Dom, hvorved Arresten kjendes ugyldig (§ 603).

Ved den i § 577 indeholdte Regel er Spørgsmålet om Besiddelsesretten over arresteret Gods afgjort i Overensstemmelse med hvad der må ansees for gjældende Ret. Det stemmer vistnok med Forholdets Natur, at Rekvisitus ikke stal være pligtig at finde sig i, at de arresterede Ting betroes Rekvirenten; thi da Rigtigheden af dennes Fordring endnu ikke er afgjort, kan hans Interesse i Tingen ikke ansees for den overvejende. Derimod kan der, hvor Fogden efter de arresterede Gjenstandes Beskaffenhed eller Skyldnerens Person og Forhold finder Grund dertil, træffes den Sikkerhedsforanstaltning i Rekvirentens Interesse, at de arresterede Ting tages under Bevogtning enten af Fogden selv eller en af denne dertil beskikket Person.

I §§ 578—584 gives der væsentlig i Overensstemmelse med den gjældende Ret nærmere Regler om Iværksættelsen af Arrest på Person. Ifølge § 578 fuldbyrdes sådan Arrest ved Hensættelse i Gjældsfængsel efter Fogdens Foranstaltning, hvilket ganske stemmer med den nu brugelige Fremgangsmåde. Om det end må antages, at Arrest på Person før Dom efter Christian den Femtes Lov i Almindelighed kun bestod i et verbalt Forbud imod at forlade Stedet, er dog denne Iværk-

fættelsesmåde forlængst bortfaldet i Praxis. § 579 udtaler, at Gjældsfængsel ikke kan anvendes, når en til Fordringens Størrelse svarende Sikkerhed kan fåes ved Arrest på Gods. Dette er også efter den gjældende Ret Hovedreglen. § 579 indeholder kun forsåvidt noget Nyt, som Arrest for Gjæld efter Vexler og Vexelobligationer går ind under den almindelige Regel. Bestemmelserne i §§ 580—581 slutte sig i Hovedsagen til Konkurslovens § 165. Bortset fra den mindre væsentlige Forandring, som følger af Bestemmelsen om Fængslingens Ophør under de i § 581 Litr. c angivne Omstændigheder, indskrænker Forskjellen sig til den i § 580 fastsatte Afkortning af Fristerne for Fængslingens Varighed, en Lempelse, der vistnok vil findes stemmende med Systemets Ånd og ikke kan antages at ville være til Hinder for Opnåelsen af Arrestens Øjemed.

Om Afholdelsen af de med Gjældsfængsels Anvendelse forbundne Omkostninger gives der i §§ 582—84 nogle Bestemmelser, som i det Væsentlige kun gå ud på nærmere at præcisere den gjældende Rets Regler. Dog bemærkes, at Underholdningspengene ere ansatte noget rundeligere, end det efter de nugældende Bestemmelser er Tilfældet. Da Fængslingen efter Forstagets Bestemmelser må antages i Reglen at ville blive af kortere Varighed, vil en sådan Forhøjelse neppe kunne blive uforholdsmæssig trykkende for Rekvirenten, hvorimod den for Rekvisitus, der ved Frihedsberøvelsen ordentligvis sætles ud af sit Erhverv, vil kunne være af væsentlig Betydning. Fremdeles bemærkes, at der ved § 584 er gjort den lille Lempelse i den gældende Ret, at medens det efter denne er tilstrækkeligt, at Underholdnings- og Varetægtspenge første Gang erlægges, inden den Dag er tilende, på hvilken Skyldneren indsættes jfr. Pl. 22de Decbr. 1820 § 1, kræves det efter Udkastet, at de erlægges inden eller ved Skyldnerens Indsættelse i Gjældsfængslet. Der er nemlig ikke Grund til at lade det stå i Rekvirentens Magt at holde Skyldneren fængslet en Dag uden Subsistentsmidler.

§§ 585—586 ere en ligefrem Overførelse af de om Exekutionsforrettninger i §§ 437—439 givne Bestemmelser, og man kan derfor ganske henvise til de i Motiverne til 7de Afsnit om disse Paragrafer gjorte Bemærkninger.

I §§ 587—593 gives Bestemmelserne om Fremgangsmåden ved Arrestsforretningers Foretagelse samt om Proceduren under samme. Som ovenfor bemærket slutte disse Regler sig på enkelte Afvigelser nær i det Hele til den gjældende Ret; selv, hvad Proceduren angår, er Forskjellen ikke meget fremtrædende. § 587 bestemmer først, at den Rekvisition, hvormed Arrestforretningm indledes, skal fremsættes skriftlig, og giver derefter nærmere Regler om, hvilke Oplysninger om Fordringens Rigtighed der må tilvejebringes, og hvorvidt Sikkerhedsstillelse er fornøden, for at Rekvisitionen kan tages til Følge. Medens man i Retsanvendelsen forlængst er ophørt at iagttage de strenge Betingelser i Henseende til Sagens Klarhed, hvortil Anvendelsen af Arrest efter Christian den Femtes Lov var knyttet, har det derimod været Gjenstand for delte Meninger, om Arrestens Iværksættelse efter den nugiældende Ret må betinges af, at der tilvejebringes Formodning for Rigtigheden af Rekvirentens Fordring, eller om det er berettiget at gå så langt bort fra Lovbogens Forskrifter, at Arrestforretningen, selv om Fordringens Rigtighed ikke er bragt til Sandsynlighed, kan forlanges fremmet imod Sikkerhedsstillelse, når blot Fordringen ikke skjønnes at være ugrundet. I det foreliggende Udkast er man gået ud fra, at den sidstnævnte Opfattelse i al Fald er den, der stemmer bedst med Arrestinstitutets Øjemed. At den modstående Opfattelse, hvis den fastholdes så skarpt, at såkaldet vis Formodning skal være tilvejebragt, jfr. Schwcigårds norske Proces § 229, vilde medføre en væsentlig Indskrænkning i Arrestinstitutets Anvendelighed, lader sig vistnok ikke bestride. Støttes Fordringen ikke på Håndskrift, vil det i de færreste Tilfælde være muligt for Rekvirenten at tilvejebringe en virkelig begrundet Formodning om Fordringens Rigtighed, når Rekvisitus benytter sin Ret til at holde sig borte fra Forretningen eller for-

holder sig tavs under denne og Rekvirenten således ikke kan hente noget Bidrag til Sagens Oplysning fra Skyldnerens egen Forklaring om dennes Sammenhæng. End ikke den Omstændighed, at Rekvirenten kan fremlægge Håndskrift for Gjælden, vilde strengt taget være tilstrækkelig til at begrunde Arrestens Iværksættelse; thi sålænge Dokumentets Ægthed ikke er godtgjort, giver det i og for sig ingen Formodning for Rigtigheden af den derpå støttede Fordring, At lette Rekvirenten Adgangen til Sagens Oplysning ved i Lighed med Bestemmelsen i Konkurslovens § 48 at gjøre det til Pligt for Rekvisitus efter forudgående Indkaldelse at møde ved Forretningen og erklære sig over Fordringshaverens Opgivelser vilde neppe være en fyldestgørende Udvej; thi om der end herigjennem kunde tilvejebringes den fornødne Klarhed i Sagen, vilde på den anden Side en således indledet Arrestforretning let forfejle Hensigten, som ikke sjælden krærer, at Forretningen kommer uventet. Selv om Fordringen i Henseende til Sagens Oplysning ikke strækkes så vidt, at der skal foreligge vis Formodning, men indskrænkes dertil, at dog nogen Sandsynlighed for Fordringens Rigtighed må være tilvejebragt, jfr. Bangs og Larsens Procesmåde § 219, bliver i al Fald den Ulempe tilbage, at Rekvirentens Adgang til at fåe Arrest anvendt gjøres afhængig af et meget usikkert Tkjøn, medens samtidig den tilsigtede Garanti for Rekvisitus i det Væsentlige går tabt. Overhovedet lader det sig ikke nægte, at, når man ikke vil gå så vidt at betinge Arresten af fuldt Bevis for Fordringens Rigtighed, hvilket i Virkeligheden vilde tilintetgjøre Retsmidlets praktiske Betydning, kan Muligheden af Arrestinstitutets Misbrug ikke udelukkes. Den Garanti, hvorpå Rekvisitus har Krav, synes derfor ikke at burde sættes deri, om der er tilvejebragt en større eller mindre Grad af sandsynlighed for Fordringens Rigtighed, men i en passende Sikkerhedsstillelse. Denne vil på een Gang danne en Modvægt imod temerære Arrestrekvisitioner og tjene til i fornødent Fald at skaffe Rekvisitus Skadesløsholdelse. I § 587 kræves det derfor ikke som Betingelse for Arrestens Foretagelse, at

Rekvirentens Fordring er bragt til Sandsynlighed, men kun, at Fogden, hvem Rekvirenten selvfølgelig må opgive Skyldgrunden og forelægge de forhåndenværende Dokumenter samt øvrige mulige Oplysninger, hverken efter det således Fremkomne eller det, som under Forretningen måtte blive oplyst fra Skyldnerens Side, kan skjønne, at Fordringen er ugrundet. I denne Retning går uden Tvivl også den herskende Praxis, og det synes såmeget mindre betænkeligt at blive stående herved, som personlig Arrest nu hovedsagelig er bortfalden. Thi det skulde dog nærmest være ved Arrest af denne Art, at der kunde næres Betænkelighed ved at slå sig til Ro ved en Sikkerhedsstillelse; Arrest på Gods navnlig i den Skikkelse, hvori den uden Undtagelse fremtræder efter Udkastet, er derimod ikke så indgribende et Retsmiddel, at Faren for dets Misbrug kan komme i væsentlig Betragtning, når Sikkerhed stilles for Skadesløsholdelse.

Hvad angår Rekvirentens Forpligtelse til at stille Sikkerhed for Forretningens Følger, har det, som bekjendt, været et omtvistet Spørgsmål, om Fogden er pligtig til i Rekvisiti Interesse at afkræve Rekvirenten en passende Sikkerhed, eller om det står Fogden frit uden Sikkerhedsstillelse at iværksætte Forretningen. De Lovkyndige, der tiltræde den sidstnævnte Opfattelse, gå herved ud fra, at Garantien for Rekvisitus må sættes deri, at Fogden solidarisk med Rekvirenten bliver personlig ansvarlig for Arrestens Ulovlighed, selv om denne ikke kan tilregnes Fogden, men at det til Gjengjæld er denne tilladt at sikre sig imod Følgerne af dette sit Ansvar ved at affordre Rekvirenten tilstrækkelig Sikkerhed. Efterat denne Opfattelse var blevet hævdet af Ørsted, om end ikke i alle dens Konsekventser, jfr. Arkiv for Retsvidenskab V S. 491— 95, har der vistnok været nogen Tilbøjelighed hos Domstolene til at slutte sig til den, skjønt der ikke kan siges at have dannet sig en Praxis i så Henseende. I det foreliggende Forstag er man derimod gået ud fra, at Fogdens Ansvar med Hensyn til Arrest må blive at bedømme efter de almindelige Grundsætninger om Dommeres Embedsansvar, og at

han altså kun bliver erstatningspligtig på Grund af Svig eller Uagtsomhed, men ikke af den Grund alene, at en af ham foretagen Arrest måtte blive ophævet som ulovlig gjort. At denne Grundsætning må anvendes ved Bedømmelsen af Fogdens Ansvar for Udsættelses- og Indsættelsesforretninger, Udpantninger samt egentlige Exekutionsforretninger, erkjendes af Alle. Men i Virkeligheden er Fogdens Stilling ved disse Forretninger ikke forskjellig fra den, han indtager under Arrestforretningen; også ved denne er han udelukket fra det frie Valg mellem at handle eller at skyde Sagen fra sig og må, hvor tvivlsomt end Spørgsmålet er, være pligtig at dømme Parterne imellem. Det er såmeget mere ubilligt at pålægge Fogden ubetinget Ansvar for Arrestens Lovlighed, som det ifølge Beskaffenheden af de Betingelser, hvorunder der er Adgang til at anvende Arrest, jævnlig kan stille sig således, at det, nagtet Arresten senere findes ulovlig, må erkjendes at have været Fogdens Pligt efter de ham forelagte Oplysninger at iværksætte Forretningen. En Ordning, som ubetinget gjør Fogden medansvarlig for Arrestforretningens Følger, vilde derfor ikke kunne forsvares, selv om den Mening var rigtig, at det ikke er muligt at forskaffe Rekvisitus en virkelig Betryggelse ad anden Vej. Denne Mening må imidlertid ansees for ugrundet. Det kan måske omtvistes, hvilken af de tvende heromhandlede Veje der yder Rekvisitus den bedste Garanti, men når hensees til, at den Ordning, der gjør det til Pligt for Fogden at afkræve Rekvirenten Sikkerhed, selvfølgelig må suppleres med den Regel, at Fogden for sin Bedømmelse af Sikkerhedens Tilstrækkelighed står til Ansvar på samme Måde som for enhver anden Embedshandling, lader det sig i al Fald ikke bestride, at der herigjennem er givet Rekvirenten en virkelig Betryggelse og overhovedet en så virksom Beskyttelse, som han efter Forholdets Beskaffenhed med Rimelighed kan gjøre Krav på. Ved en sådan Betryggelse lader Lovgivningen det også forblive i andre beslægtede Forhold f. Ex. med Hensyn til Beslutninger om Konkursbehandling, skjønt der her er Spørgsmål om en Foran-

skaltning, der i langt højere Grad end Arrest kan gribe ind i Skyldnerens Be og Bel. I Overensstemmelse med det således Anførte fastsættes det i § 587 2det Stykke, at Fogden, forsåvidt der ikke foreligger fuldstændigt Bevis for pågjældende Fordrings Rigtighed, har som Betingelse for Forretningens Foretagelse at afkræve Rekvirenten en Sikkerhedsstillelse. Er Fordringens Rigtighed derimod given, kan Sikkerheds Afkrævelse undlades. Da fuldstændigt Bevis for Fordringens Rigtighed imidlertid vanskelig vil kunne foreligge, sålænge Rekvisitus endnu ikke har erklæret sig, og allerede den Omstændighed, at Fogden begiver sig hen til Nogen for at iværksætte Arrest, kan medføre Tort og Kreditspilde, vil det dog i Almindelighed være nødvendigt, at der i al Fald på dette Trin af Sagen stilles Sikkerhed. I Lighed med hvad der er foreskrevet i § 575 om den Sikkerhedsstillelse, hvorved Arrest søges afværget, henviser også § 587 alle Spørgsmål om Sikkerhedsstillelsens Art og Størrelse til Afgjørelse af Fogden efter frit Skjøn; personlig Kaution er ikke udelukket. Hvis Fogden iværksætter Arrest uden tilstrækkelig Sikkerhedsstillelse, vil Revisitus ikke blot kunne søge Arresten ophævet som ulovlig gjort, men efter Omstændighederne også kunne drage Fogden til personligt Ansvar. Ad hvilke Veje disse Påstande må gjøres gjældende, vil nedenfor nærmere blive påvist. Hvad angår Sikkerhedsstillelsens Løsgivelse, er det en Selvfølge, at den må finde Sted, når det ved endelig Dom er afgjort, at Arresten er lovlig iværksat, eller at der i al Fald ikke tilkommer Rekvisitus Erstatning. Udenfor disse Tilfælde vil Sikkerhedsstillelsen i Almindelighed ikke kunne løsgives for Udløbet af de i § 603 2 det Stykke og § 604 ommeldte Frister, om hvilke Bestemmelser iøvrigt henvises til det Følgende. Dog erindres, at når det, efterat Skyldnerens Erklæring er indhentet, viser sig klart, at Arresten er lovlig, vil Fogden selvfølgelig kunne løsgive den Sikkerhed, han på et tidligere Trin har anset det fornødent at afkræve Rekvirenten,

§ 587 sidste Stykke opretholder den gjældende Rets Regel om, hvorvidt der kan afkræves Rekvirenten Sikkerhedsstillelse, når

Arrest søges for Berelgjæld. Da denne Bestemmelse må ansees for en naturlig Følge af den Begrænsning, Skyldnerens Forsvar i Vexelsagen er undergivet, er der derhos fundet Grund til at udvide Reglen til de andre Fordringer, der forfølges i Exekutivprocessens Former, jfr. 6te Afsnit, Kap. II.

Medens det neppe efter den gjældende Ret kan ansees for den almindelige Regel, at Arrestforretningen skal begynde på Skyldnerens Bopæl, jfr. D. L. 1—21—8, er det derimod i Udkastets § 588, i Lighed med hvad der gjælder om Exekutionsforretninger, bestemt, at Arrestforretningen i Reglen skal begynde på Skyldnerens Bopæl eller i Mangel af en sådan på hans sædvanlige Opholdssted, Denne Regel, som går ud på at henlægge Forretningens Begyndelse til det Sted, hvor Skyldneren snarest må formødes at ville førefindes og at være i Besiddelse af de fornødne Midler til at afværge Arresten, må imidlertid tåle omfattende Undtagelser. Arrestforretningen kan nemlig begynde på det Sted, hvor Personen eller den Ting, der er Gjenstand for Forretningen, forefindes, ikke blot, når Skyldneren ikke har Bopæl i Riget eller står i Begreb med at forlade dette, men overhovedet, når der er Fare ved Opsættelse, hvilket ved Arrestforretninger særdeles hyppigt vil være Tilfældet. Ved Siden af disse Bestemmelser om, hvor Arrestforretningen skal påbegyndes, må der iøvrigt med Hensyn til Spørgsmålet om, hvor Fogedretten skal sættes under Forretningens videre Fremme, i Overensstemmelse med de almindelige Grundsætninger for Fogedforretningers Udførelse tages Hensyn til Forretningens Gjenstand. Består denne i legemlige Ting, bliver Forretningen i Almindelighed at holde på det Sted, hvor Tingen befinder sig, jfr. § 593; søges der Arrest i Skyldneren tilhørende Ting, som ere i Trediemands Besiddelse, må Forretningen altså i Reglen afholdes hos denne. Skal der derimod gjøres Arrest i Fordringer, må Forretningen holdes på Kreditors Bopæl eller i Mangel af en sådan på hans sædvanlige Opholdssted eller hvor han antræffes, medens der overfor Debitor efter den arresterede Fordring kun er at iagt-

tagre den efter § 576 til Sikring af Rekvirentens Ret fornødne Meddelelse om Arresten. Skal der endelig gjøres Arrest på Person, må Forretningen holdes, hvor Personen forefindes; kan Skyldneren imidlertid ikke antræffes, må den Forretning, hvorunder eventuelt Arrestdekret afsiges, jfr. § 593 sidste Stykke, kunne holdes på hans Bopæl eller i Mangel deraf hans sædvanlige Opholdssted.

§§ 589—593 overføre i alt Væsentligt på Arrest de om Exekutionsforretninger givne Bestemmelser i Henseende til Parternes Møde under Forretningen, Godsets Gjennemgåelse og Vurdering, Fogdens Tvangsmyndighed, Skyldnerens Forpligtelse til at give Oplysning om sit Gods og hans Ansvar forat unddrage sit Gods fra Kreditors Forfølgning samt endelig Proceduren. I sidstnævnte Henseende bemærkes, at Tvistigheder under Forretningen kunne opstå på Grund af Indfigelser såvel af Rekvisitus som fra Trediemands Side. Indsigelser kunne støttes ikke blot på sådanne Omstændigheder, som selv under Forudsætning af Fordringens Rigtighed vilde være til Hinder for Forretningens Fremme, men også på Mangler i Henseende til Fordringen. Ingen Indsigelse, der vedkommer Spørgsmålet om Arrestens Lovlighed, kan i og for sig være udelukket fra Fogdens Påkjendelse. En anden Sag er, at det som Følge af, at en egentlig Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn samt Parternes personlige Afhøring er udelukket, og at Udsættelse i Reglen ikke kan erholdes, jævnlig ikke vil være Rekvisitus muligt for Fogden at godtgjøre de faktiske Omstændigheder, hvorpå Indsigelsen er bygget. Modfordringer vil Rekvisitus efter Omstændighederne på en dobbelt Måde kunne benytte til at forhindre Arresten. Gjør han Modkravet gjældende til Kompensation, må Arresten nægtes fremmet, hvis Fogden skjønner, at Rekvirenten af denne Grund ikke vil kunne opnå Namsdom. Er dette ikke Tilfældet men Fordringens Rigtighed desuagtet given, vil den kunne benyttes til som Sikkerhedsstillelse at afværge Arresten.

Medens Arrest efter Christian den Femtes Lov i Almindelighed ikke fremtrådte som en Sikkerhedsret i enkelte bestemt opgivne

Ting, men som et almindeligt Bånd, der uden Hensyn til Fordringens Størrelse lagdes på hele Skyldnerens Formue, jfr. D. L. 5—3—18, hvor Arrest i så Henseende sammenstilles med en Namsdom, blev derimod senere ved Praxis, til hvilken den nyere Lovgivning sluttede sig. Reglerne om Registrering og Vurdering fra Udlæg overforte på Arrest. I Overensstemmelse med hvad der således er blevet gjældende Ret fastsættes det i § 591, jfr. § 593, at Arresten kun kan udstrækkes til såmeget af Skyldnerens Gods, som i Henhold til den under Forretningen stedfundne Vurdering behøves til at sikre Rekvirentens Fordring i Forbindelse med de sandsynlige Udgifter ved Arresten og dens Forfølgning. Som tidligere berørt udslettes herved den nu med Hensyn til Verelgjæld bestående Undtagelse fra Hovedreglen. Da Arrest ikke er til Hinder for, at det derunder indbefattede Gods ved en af andre Kreditorer iværksat Retsforfølgning unddrages fra at tjene til Arrestrekvirentens Fyldestgjørelse, kan iøvrigt det Spørgsmål rejses, om Rekvirenten ikke måtte kunne fordre Arrest iværksat i mere Gods, end der i Øjeblikket vilde være nødvendigt til at dække hans Krav, når han oplyser Omstændigheder, der gjøre det rimeligt, at en Anden tidligere end han vil kunne opnå Exekution i det arresterede Gods. På Grund af det Mislige i at henvise Fogden til et så usikkert Skjøn, som Anvendelsen af den omhandlede Regel vilde kræve, er det imidlertid anset for rettest ikke at åbne Rekvirenten Adgang til en sådan Udvidelse af Arresten. Herved må også erindres, at Arrestrekvirenten, såsnart der gives en Anden Udlæg i det arresterede Gods, må være berettiget til at begjære Arrestforretningen gjenoptaget og fåe Kontinuationsarrest iværksat. Det er nemlig — som også i Paragrafen udtalt — en Selvfølge, at der i Vurderingsbeløbet må fradrages de på Godset hvilende Behæftelser.

I § 593 sidste Stykke er det i Modsætning til, hvad der ansees for gjældende Ret, fastsat, at Rekvirenten til Udførelsen af et eventuelt Arrestdekret kan kræve det exekutive Politis Bistand, hvad vistnok vil findes na-

turligt. Med Hensyn til den retlige Betydning, det har nøjagtig at kunne oplyse Tidspunktet for den Arresteredes Indsættelse i Gjældsfængslet, er der derhos i Paragrafens sidste Punktum påbudt Iagttagelse af nogle simple hertil sigtende Former.

I §§ 594—605 gives Bestemmelserne om de Retsmidler, som stå Parterne åbne med Hensyn til de af Fogedretten afsagte Kjendelser, samt om Rekvirentens Erstatningsansvar overfor Rekvisitus, når Arresten befindes ulovlig. Som tidligere bemærket indeholder Udkastet navnlig i Henseende til Spørgsmålet om Rekvisiti Adgang til at angribe Arrestens Lovlighed flere ikke uvæsentlige Afvigelser fra den bestående Ret, hvis Ordning af dette noget forviklede Forhold hverken er ganske udtømmende eller egnet til at holde Tvivl og Uklarhed borte fra Processens Gang.

Efter den gjældende Ret står det vel fast, at Rekvisitus kan søge Arresten ophævet dels gjennem Indsigelser som Sagsøgt under den Sag i første Instants, som Arrestrekvirenten ifølge D. L. 1—21—20 er pligtig at anlægge til Stadfæstelse af Arresten og Erhvervelse af Dom for Fordringen (Justifikaitonssagen), dels ved Påanke til den Fogden overordnede Ret dels endelig ved Kjendelse af den Fogedret, som har besluttet Arresten. Men ligesom det er Gjenstand for megen Tvivl, i hvilken Udstrækning hver af disse Veje kan benyttes, således vil der, hvilken Fortolkning der end i så Henseende følges, let kunne indtræde Forvirring og Kollisioner, når flere af de nævnte Retsmidler benyttes ved Siden af hinanden. Hvad angår Justifikationssagen, ere Alle enige om, at Bestemmelsen om Rekvirentens Forfølgningspligt hviler på den Betragtning, at Rekvisitus som den, imod hvem en anticiperet Retstvang er bragt til Anvendelse, skal have Lejlighed til rent forsvarsvis gjennem Indsigelser som Sagsøgt at fremkomme med sine Besværinger over Arrestens Lovlighed. Skal denne Tanke imidlertid gjennemføres i sin fulde Udstrækning, må enhver Indsigelse imod Arrestens Lovlighed kunne gjøres gjældende under Justifikationssagen, hvilket også i den ældre tyske Proces, hvorfra Bestemmelsen om

Arrestens Justifikation antages at være overført i vor Ret, var den almindelige Regel. Ved at give Justifikationssagen en sådan Udstrækning vilde man imidlertid som Følge af den i vor Ret bestående Ordning, hvorefter Arresten foretages af en selvstændig Rettens Betjent, der påkjender de under Forretningen fremsatte Indsigelser imod Arrestens Lovlighed, ikke kunne undgå Brud på den Grundsætning i vor Proces, at en Ret ikke kan forandre eller omstøde en anden sideordnet Rets Beslutning. Vel er der gjort et Forsøg på at forene disse modstridende Hensyn ved en Lære, jfr. Bangs og Larsens Procesmåde § 232, der skjelner mellem de Fordringen vedkommende Indsigelser imod Arresten, som kun skulde kunne undergives en aldeles foreløbig Påkjendelse af Fogedretten og derfor ubetinget måtte kunne inddrages under Justifikationssagen, og på den anden Side de øvrige Arrestens Lovlighed betingende Momenter, der i Reglen skulde være undergivne en virkelig Påkjendelse ved Fogedretten og som Følge heraf kun undtagelsesvis, hvor Fogden på Grund af manglende Oplysninger om det faktiske Grundlag har skudt

Spørgsmålets Afhjørelse fra sig, skulde kunnetages

under Påkjendelse i Justifikationssagen. Som det i det Følgende nærmere vil blive påvist, er denne Adskillelse imidlertid uskikket til at fyldestgjøre det tilsigtede Øjemed, og ligesom den derved opnåede Begrænsning af Justifikationssagen neppe er stemmende med Lovbogens Tanke, jfr. 1—21—21, således er Praxis vistnok hidtil nærmest gået i den Retning, at alle Indsigelser imod Arrestens Lovlighed kunne påkjendes under Justifikationssagen. Men hvilken Udstrækning der end herefter gives Justifikationssagen, bliver det uundgåeligt, at den Adgang, Rekvisitus har til samtidig ved Påanke at angribe Arrestens Lovlighed, kan føre til Forvirring og uopløselige Kollisioner. Vel er det Gjenstand for Tvivl, hvilke Ophævelsesgrunde der kan gjøres gjældende under Appellen; men da det i al Fald står fast, at Overretten kan ophæve Arresten som ulovlig gjort, når Fordringen allerede efter hvad der har foreligget Fogden kan skjønnes at være ugrundet, vil det samme Spørgsmål på samme Tid kunne blive forelagt Over-

retten og den Underret, ved hvilken Justifikationssagen er anlagt, til Påkjendelse. Rekvirenten vil nemlig ikke ved den af Rekvisitus iværksatte Appel befries fra sin Forpligtelse til at forfølge Arresten i første Instants, og da denne Sag tillige går ud på at forskaffe Rekvirenten Dom for hans Fordring, vil endnu mindre Rekvisitus på Grund af Arrestforretningens Appel kunne begjære Justifikationssagen udsat. Begge Sager må altså gå frem ved Siden af hinanden, og den Mulighed er således forhånden, at samme Sag mellem de samme Parter afgjøres forskjelligt af de tvende Retter at den ene ophæver Arresten på den samme Ankegrund, hvis Forkastelse ved den anden Ret har ført til Arrestens Stadfæstelse, uden at det er muligt gjennem almindelige processuelle Grundsætninger at hæve denne Kollision. Hvad angår den tredie Vej, ad hvilken Rekvisitus efter den gjældende Ret kan opnå Arrestens Ophævelse, er det vistnok den almindeligst antagne Mening, at han ikke blot kan henvende sig til Fogden, når han støtter sin Påstand på en efter Arrestens Iværksættelse indtruffen Omstændighed, men at Fogden også kan ophæve Arresten, hvor han af senere forelagte Oplysninger kan skjønne, at Forretningen er ulovlig gjort, en Regel, hvorved Muligheden for hinanden modsigende judicielle Afgjørelser yderligere udvides.

Den Ordning, hvorigjennem man i Udkastet har søgt at fjerne de fremhævede Ulemper, hviler på den Betragtning, at når der gives Rekvisitus behørig Adgang til som Sagsøgt under Rekvirentens Justifikationssøgsmål at fremsætte sine Indsigelser imod Arrestens Lovlighed, kan man uden Ubillighed fratage ham de øvrige Retsmidler, ved hvilke han efter den gjældende Ret kan erholde Arresten ophævet som ulovlig gjort, og herved lukke Kilden til den nuværende Forvirring. Udkastet skjelner med Hensyn til Rekvirentens Justifikation af Arresten i Principet mellem Hovedsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Retssag, hvorunder Fordringen indtales og derigjennem tillige Arrestens Lovlighed, forforsåvidt den beror på Fordringen, afgjøres, og Arrestsagen, under hvilken alle andre Ind-

sigelser vedkommende Arrestens Lovlighed kunne fremsættes og påkjendes uden Hensyn til, om de tidligere have været undergivne Fogdens Afgjørelse (§§ 594 og 596); under hver af disse Sager kan Arresten erholdes ophævet (§ 603), thi Fordringens Urigtighed eller en Mangel ved Arrestforretningen i og for sig betragtet er hver for sig en tilstrækkelig Ophævelsesgrund. I det sædvanlige Tilfælde, hvor der ved Arrestens Iværksættelse endnu ikke er anlagt Retssag i Anledning af Fordringen, vil den ovennævnte Adskillelse vel ikke formelt træde frem, idet Rekvirenten ifølge Bestemmelsen i § 594 1ste Stykke stal inddrage Arrestsagen under den Sag, han er pligtig at anlægge i Anledning af Fordringen. Men ligesom der dog selv i dette Tilfælde ifølge Rettens Bestemmelse kan finde en særskilt Forhandling og Påkjendelse Sted af Spørgsmål vedrorende Arrestens Stadfæstelse, således vil Adskillelsen mellem Hovedsag og Arrestsag i al Fald træde frem efter de Bestemmelser, der i § 594 2det og 3die Stykke ere givne for det i den bestående Lovgivning uomhandlede Tilfælde, at der allerede, forinden Arresten blev gjort, er anlagt Retssag i Anledning af Fordringen. I så Fald bliver der nemlig at anlægge en særskilt Arrestsag, der dog, hvis Hovedsagen endnu er svævende, skal anlægges ved samme Ret, som behandler Hovedsagen, og kan sættes i Forbindelse med denne ifølge Rettens Bestemmelse. Den Adgang, der ved de ovenanførte Bestemmelser er åbnet til Justifikationssagens Opløsning i tvende Sager, vil i flere Henseender være af Betydning for Rekvisitus. Således vil den Indsigelse imod Arrestens Lovlighed, som hentes fra Utilstrækkeligheden af den af Rekvirenten stillede Sikkerhed, alene ved en sådan Udsondring fra Hovedsagen kunne komme i Betragtning som Grund til Arrestens Ophævelse. Udskydes derimod dens Påkjendelse til Hovedsagens Afgjørelse, bliver den uden særlig Betydning; thi det vil da enten være givet, at Arresten er iværksat for en rigtig og forfalden Fordring, hvorved den Fejl, Fogden i sin Tid kan have begået ved ikke at kræve tilstrækkelig Sikkerhed, retter sig af sig selv og bliver uden Indflydelse på Spørgsmålet om Arrestens Stadfæstelse; eller også vil Bedømmelsen af

Fordringen være faldet ud i modsat Retning, under hvilken Forudsætning Arresten allerede af denne Grund må ophæves. Det vil dernæst jævnlig stille sig således, at Spørgsmål om Fritagelse for Arrest eller angående den formelle Side af Arrestforretningen ville kunne forhandles umiddelbart på Grundlag af Sagsfremstillingerne og andre skrevne Aktstykker, medens Hovedsagen kræver en særlig Bevisførelse. I sådanne Tilfælde vil altså Afgjørelsen af de til Arrestsagen horende Indsigelser kunne fremmes ved dennes Udskillelse fra Hovedsagen.

Når hensees til den vide og hurtige Adgang, der ved foranførte Bestemmelser er åbnet Rekvisitus til som Sagsøgt gjennem Indsigelser at angribe Arrestens Lovlighed, må der erkjendes ikke at være nogensomhelst Grund til at forbeholde ham de øvrige Retsmidler, som efter den gjældende Ret stå til hans Rådighed imod en ulovlig iværksat Arrest. I § 599 bestemmes det derfor, at Klager fra den Arresteredes Side, der sigte til at bevirke Ophævelsen af den foretagne Arrest som ulovlig gjort, overfor Arrestrekvirenten alene kunne fremsættes henholdsvis under Arrestsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Retssag. Ligesålidt som Rekvisitus kan opnå Arrestens Ophævelse ved at forelægge Fogden nye Beviser, hvorefter den må ansees for ulovlig gjort, ligesålidt kunne de heromhandlede Anker over Forretningen umiddelbart indankes til overordnet Ret. At holde Rekvisitus disse Veje åbne vilde ikke blot være en ugrundet Ødslen med Retsmidler og Kilde til uundgåelig Forvirring, men endogså være i Sirid med hvad billig Lighed i Parternes Stilling kræver. Thi når det gjøres Arrestrekvirenten til Pligt ved Anlæggelse af Hovedsag og Arrestsag at give Rekvisitus Lejlighed til forsvarsvis at gjøre sine Indsigelser imod Arrestens Lovlighed gjældende, er det billigt, at Rekvisitus på sin Side er henvist til at møde sin Modpart på denne Vej og ikke ved at gå angrebsvis frem kan nøde Rekvirenten til på samme Tid at tage til Gjenmæle andetsteds i den samme Sag. På den anden Side følger det af Arrestforfølgningssagens Begrænsning til det Spørgsmål, om Arresten er lovlig gjort, at der må anvises Rekvisitus

en anden Vej, ad hvilken Ophævelsesgrunde, som ere indtrådte efter Arrestens Foretagelse, kunne erholdes påkjendte; i så Henseende indeholdes den fornødne Regel i § 601, som i Overensstemmelse med den gjældende Ret henviser Rekvisitus til Fogden, hvis Beslutning da igjen kan indbringes til overordnet Rets Prøvelse, efter Omstændighederne ved Påanke eller Besværing.

Imod den Ordning, hvis Hovedtræk ovenfor ere angivne, frembydcr sig den nærliggende Indvanding, at den bryder med den hidtil herskende Opfattelse af Forholdet mellem Fogedretten og de almindelige Underretter. Det stemmer ikke med denne Opfattelse, at Indsigelser imod Arrestens Lovlighed, der ere blevne påkjendte af Fogden, påny kunne påkjendes af en Ret i første Instants. Fremdeles synes det anomalt, at Fogdens Påkjendelse af en Indsigelse imod Arresten kan tilsidesættes af en sideordnet Ret, når Fogden forkaster Indsigelsen og i Overensstemmelse hermed foretager Arrest, men kun af overordnet Ret, når han på Grund af Indsigelsen nægter Arresten fremmet, jfr. § 598. Hertil må imidlertid bemærkes, at den Grundsætning, at en Retsafgørelse kun kan forandres af højere Ret, ikke, når Fogdens Stilling som en Rettens Betjent skal opretholdes, lader sig forene med en Ordning, hvorefter Arrestens Forfølgning kan foregå for Underretten. Den tidligere omtalte Theori, der søger at hæve Striden ved en Begrænsning af Arrestforfølgningssagens Indhold, hviler i Virkeligheden på en Fiktion, idet den går ud fra, at de Fordringen vedrørende Indsigelser imod Arresten ikke kunne have foreligget Fogden til virkelig Påkjendelse. Om end dette oftest vil være Tilfældet, fordi Fogden på Grund af ufuldstændig Oplysning om det Faktiske i Sagen alene afgjør, at Fordringen ikke efter det Foreliggende kan skjønnes at være ugrundet, er Forholdet et andet, når Tvivlen kun drejer sig om, hvad der ifølge et givet faktisk Grundlag er Ret mellem Parterne. Står Spørgsmålet om Fordringens Riglighed på Fortolkningen af en skriftlig Kontrakt, eller støtter Rekvisitus sin Indsigelse imod Fordringen på en ren Retssætning, er Fogdens Påkjendelse af disse Spørgsmål

ligeså endelig, som når han afgjør, om en Ting ifølge Indholdet as den Disposition, hvorved den er erhvervet af Rekvisitus, er undtagen fra Arrest, eller fortolker et Arrestforretningens Form vedkommende Lovbud. Skulde Arrestforfølgningssagens Indhold bestemmes efter den omhandlede Grundsætning, kunde Grænsen derfor ikke drages efter Indsigelsens Art, men alene efter det Hensyn, om tilstrækkelig Oplysning angående det faktiske Forhold, hvorpå den er støttet, har foreligget Fogden. Umuligheden af en sådan Ordning er imidlertid given ved den Konsekvents, at selv Spørgsmål om Fordringens Rigtighed herved kunde unddrages Forfølgningssagen. Den eneste Vej, ad hvilken den omhandlede Kollision kunde undgåes, vilde være den helt eller delvis at henlægge Arrestens Forfølgning til den Fogden overordnede*) Landsret. At gå så vidt også at henlægge Hovedsagen til denne Ret vilde imidlertid medføre den Ulempe, at Kreditor, blot fordi der var gjort Arrest for Fordringen, måtte underkaste sig den betydelig forøgede Bekostning og Besvær, der er forbundet med en Realitetsprocedure ved Landsretten, ligesom det på den anden Side vilde stå i enhver Kreditors Magt ved at indlede sin Forfølgning med en Arrestforretning at drage sin Skyldner fra Underretten til Landsretten i en Sag, hvori det netop på Grund af Arresten vilde have særlig Betydning for denne så hurtig som muligt at opnå en Afgjørelse, Mere konsekvent vilde det måske være at henlægge Hovedsagen til den almindelige Ret i første Instants og Arrestsagen til den Fogden overordnede Ret; men Uhensigtsmæssigheden af en sådan Deling er indlysende.**) Det må herefter

*) Ad en lignende Vej vil ifølge det bestående Underordnelsesforhold mellem Kongens Foged og Hof- og Stadsretten Bonskeligheden nu i Reglen bortfalde for de i Kjøbenhavn foretagne Arrestforretningers Bedkommende. **) Efter Civilprocesloven for det tyske Rige er Forholdet ordnet således, at der kun påhviler Arrestrekvirenten en Forpligtelse til inden en vis Frist at anlægge Sag i Anledning af den Fordring, for hvilken Arresten er gjort, medens det iøvrigt er overladt Arresten, at fremkalde en kontradiktorisk Forhandling om Forretningens Lovlighed, såvidt denne kan bedømmes uden at foregribe Hovedsagens Afgjørelse.

vistnok erkjendes, at afgjørende Grunde tale for at gå den i Udkastet anviste Vej, Vel fyldestgjør denne ikke den almindelige Theori om det formelle Hensyn, som følger af sideordnede Retters Ligeberettigelse, men den stemmer med Parternes Tarv, idet den, uden at gjøre Rekvirentens Forfølgningspligt for byrdefuld, giver Rekvisitus en let og hurtig Adgang til at angribe Arresten, og samtidig lukker den Døren for Sammenstød og Forvirring i Processen. Ligeoverfor disse Fortrin fortjener det oftnævnte formelle Hensyn neppe at komme i Betragtning; thi de Ulemper, dets Tilsidesættelse medfører, ere i Virkeligheden meget små, navnlig efter det nye Processystem. Hvor den Fordring, for hvilken der er gjort Arrest, overstiger 400 Kr., bortfalder den formelle Uregelmæssighed så at sige ganske efter det nye System; thi under denne Forudsætning går Justifikationssagen ifølge den almindelige Regel for Retternes Kompetence til Landsretten, og der ligger da liden Vægt på, at det muligvis ikke bliver den Landsret, som er vedkommende Foged overordnet. Hvad dernæst angår de Tilfælde, hvor Arresten er gjort for mindre Fordringer og som Følge heraf bliver at forfølge ved Underretten, vil det ganske vist hyppig stille sig således, at Underdommeren er den samme Mand, der som Foged har foretaget Arrestforretningen; men efter den Opfattelse af Fogdens Ansvar for Arresten, der er gjort gjældende i Udkastet, vil der i Almindelighed ikke være Noget Hinder for, at den Dommer, der som Foged har foretaget Arresten, selv påkjender Forfølgningssagen. Ordentligvis vil det kun i sådanne Tilfælde, hvor han som Foged har udtalt en aldeles bestemt og endelig Mening om Spørgsmål, der påny komme frem under Forfølgningssagen, blive nødvendigt for ham at vige sit Sæde, og da Tvisten i Reglen drejer sig om det Faktiske, vil den nævnte Forudsætning sjælden være tilstede.

Efter disse almindelige Bemærkninger skal endnu red de enkelte Paragrafer fremhæves Følgende:

Hovedreglen om Arrestrekvirentens Forpligtelse til at forfølge Arresten gives i § 594. Herefter skal Rekvirenten, hvis der ikke

forud var anlagt Retssag i Anledning af den Fordring, for hvilken Arrest er gjort, inden en Uge efter Arresten anlægge sådan Sag, under hvilken han tillige skal nedlægge særskilt Påstand på, at Arresten må blive stadfæstet ved Dom, Påstanden i selve Hovedsagen vil selvfølgelig i Reglen gå ud på at fåe exigibel Dom for Rekvirentens Krav. Herfra må der dog indtræde en Undtagelse i det i § 577 2det Stykke ommeldte Tilfælde, at Arrest er gjort for en endnu ikke forfalden Fordring. Er Forfaldstiden her ikke indtrådt i den mellem Arrestens Foretagelse og Sagens Anlæg forløbne Tid, vil Fordringshaveren være henvist til i Stedet for Namsdom at søge Dom til Anerkendelse af sin Fordring. Men også ellers sees der ikke nogen Grund til, at Rekvirenten ikke skulde kunne indskrænke fin Påstand til Anerkjendelse af Fordringens Rigtighed; mere behøves jo ikke for at retfærdiggjøre Arresten fra Fordringens Side. I Paragrafens to sidste Stykker gives der Regler for det hidtil ulovbestemte Tilfælde, at der allerede forinden Arrestens Foretagelse er anlagt Retssag i Anledning af Fordringen. I så Fald bliver der naturligvis kun Spørgsmål om en Forpligtelse for Rekvirenten til at anlægge Arrestsag. Hvis Hovedsagen endnu ikke er påkjendt, skal Arrestsagen anlægges ved den samme Ret, som behandler hin Sag; det tilkommer da Retten at bestemme, at Arrestsagen skal sættes i Forbindelse med Hovedsagen, såvelsom at den ene af disse Sager skal udsættes, indtil den anden er påkjendt. Er Hovedsagen afgjort ved endelig Dom i første Instants, anlægges Arrestsagen ved den Ret, af hvilken Hovedsagen har været påkjendt, og det er da forbeholdt denne Ret i Tilfælde af Hovedsagens Påanke at udsætte Arrestsagens Forhandling i det Hele eller for en Del. Hvilke Hensyn der vil være at tage ved Udøvelsen af den Retten tillagte Myndighed til at samle eller skille Hovedsag og Arrestsag samt til at udsætte den ene Sag, indtil den anden er påkjendt, fremgår tildels af det tidligere Anførte, men kan iøvrigt ikke afgjøres ved en almindelig Regel. Netop af denne Grund er der ved § 594 givet Retten fuld Frihed til at ordne Forholdet på den efter

det enkelte Tilfældes Beskaffenhed hensigtsmæssigste Måde. Endnu bemærkes, at den i § 594 ommeldte Forfølgningspligt, ikke blot indtræder i Tilfælde af Arrestens virkelige Fuldbyrdelse, men også må påhvile Arrestrekvirenten, når Rekvisitus uden at anerkjende Arrestforretningens Lovlighed afværger Ariesten ved at stille Sikkerhed. Forholdet er her i Virkeligheden det, at Rekvirenten gjennem Trusel med Arrest har opnået en kun i Formen frivillig Sikkerhedsstillelse i Stedet for den lovbestemte Sikkerhed, han ellers vilde have erholdt gjennem Arrestens Fuldbyrdelse. Rekvisitus har derfor her ligeså fuldt, som hvor Forretningen sluttes med et egentligt Arrestdekret, Krav på Adgang til som Sagsøgt at gjøre sine Indsigelser imod Arrestforretningens Lovlighed gjældende, og den stillede Sikkerhed må løsgives under de samme Betingelser, som bevirke Arrestbåndets Bortfalden. Når derimod en påbegyndt Arrestforretning nægtes fremmet som søgt uden lovlig Grund, må Rekvisitus være henvist til som Sagsøger at indtale det Ansvar, Arrestrekvirenten allerede ved Forretningens Påbegyndelse måtte have pådraget sig.

I Praxis er det vistnok almindeligt antaget, at Arrestrekvirenten fritages for sin Forpligtelse til at forfølge Arresten, når denne bortfalder på Grund af, at Rekvisiti Bo være sig i hans levende Live eller efter hans Død kommer under egentlig Konkursbehandling eller offentlig Skiftebehandling uden Arvs og Gjælds Vedgåelse. Dette synes dog ikke begrundet efter en strengt konsekvent Opfattelse af Forholdet. Vel er det klart, at Fordringen under den nævnte Forudsætning må gjøres gjældende i Boet; men fra et principielt Standpunkt er der neppe tilstrækkelig Grund til at fritage Rekvirenten for at anlægge en Arrestsag, hvorved Rekvisitus eller den, der træder i hans Sted, får samme Adgang som ellers til ad Exceptionsvejen at gjøre Krav på Skadesløsholdelse gjældende. Ligesom Rekvirenten imidlertid i disse Tilfælde, hvor Arrestbåndet allerede er bortfaldet, gjennem en særlig Tvang måtte bringes til at opfylde den nævnte Forpligtelse, således vil dennes Opretholdelse under de angivne Omstændigheder

neppe være af væsentlig praktisk Betydning. I Udkastets § 595 har man derfor sluttet sig til den i Praxis antagne Mening. Ligesom herefter Arrestrekvirentens Forpligtelse til at anlægge Sag til Arrestens Forfølgning under de angivne Omstændigheder bortfalder, således kan Rekvirenten, forsåvidt han allerede har anlagt Justifikationssag, hæve denne, medmindre der er nedlagt Erstatningspåstand fra Skyldnerens Side og Boet vil fortsætte Sagen. Til denne Regel har § 595 fremdeles knyttet nogle nye Bestemmelser, som gå ud på at afskjære den Tvivl, der ellers kunde rejses om, hvornår den i Anledning af Arresten stillede Sikkerhed i disse Tilfælde kan løsgives. Forsåvidt det i Paragrafen forudsættes, at Arresten bortfalder, når Skyldnerens Bo kommer under Konkursbehandling, skal endnu bemærkes, at der ikke er fundet Grand til i Forslaget at optage den særegne Bestemmelse i Pl. 30te Novbr. 1821 om, at Arrestimpetranten ikke ved Debitors Fallissement i Udlandet skal hindres i efter en her erhvervet Dom at gjøre Exekution i det arresterede Gods. At et Konkursbo bør behandles der, hvor Fallenten har sit Hjem, og at al hans Formue, også den, der findes i fremmed Land, bør inddrages i Boet, er en Grundsætning, der mere og mere gjør sig gjældende i de nyere Love. Det er også klart, at Konkursbehandlingens Øjemed at tilvejebringe så ligelig og retfærdig en Fordeling af Boets Midler som muligt bedst vil nåes igjennem en sådan Ordning.

Om § 596 er det Fornødne bemærket ovenfor.

I § 597 fastsæltes det i Lighed med den gjældende Ret, at Arresten strax bortfalder, når Arrestrekvirenten forsømmer den ham påhvilende Forpligtelse til inden den i § 594 ommeldte Frist at anlægge Arrestsag eller Sag i Anledning af Fordringen. Ere disse Sager derimod anhængiggjorte inden Fristens Udløb, bliver Arresten, hvilke formelle Feil Forfølgningen end iøvrigt måtte have, stående, sålænge ikke nogen af de omhandlede Sager afvises eller ophæves. Efter den gjældende Ret antages det vistnok, at Rekvirenten, selv om Forfølgning betimelig er iværksat, strax kan

begjære Arresten ophævet af Fogden, når dens Forfølgning i andre Henseender lider af formelle Fejl. Det må imidlertid ansees for naturligst, at Afgjørelsen af disse ofte tvivlsomme Spørgsmål udelukkende henlægges til den Domstol, for hvilken Forfølgningssagen er indbragt. Herved fjernes også den Tvivl, der ellers muligvis kunde rejses, om Fogdens eller den ham overordnede Rets Afgjørelse af et sådant Spørgsmål kunde være bindende for den Domstol, der påkjender Forfølgningssagen, og den ubetydelige Forlængelse af Arrestens Varighed, Udkastets Regel kan medføre, fortjener neppe at komme i Betragtning. Forsåvidt det i Slutningen af Paragrafens 1ste Stykke udtales, at Arrestrekvirenten ikke, fordi Arresten er bortfalden formedelst Mangel af lovlig Forfølgning, er udelukket fra igjen at gjøre Arrest for den samme Fordring, må dette ansees for stemmende med den gjældende Ret, jfr. Jur. Tidsskr. IV. a. S. 200 ff.

Ifølge § 598 er Fogdens Nægtelse af Arrest Gjenstand for Besværing til højere Ret. For her at tilstede Besværingsformens Anvendelse taler såvel Hensynet til, at det omhandlede Spørgsmål i Reglen vil kunne afgjøres uden nogen Bevisførelse, som den Betragtning, at det ofte vil være af stor Betydning for Arrestrekvirenten at fåe sin Ret til at lade føretage Arrest anerkjendt så hurtigt som muligt. Går Fogdens Beslutning ud på, at Arrest skal iværksættes, kan derimod, som tidligere omtalt, Klage herover i Forhold til Arrestrekvirenten alene fremføres henholdsvis under Arrestsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Sag (§ 599). Hvad endelig angår det Tilfælde, at Nogen vil drage Fogden til personligt Ansvar for hans Embedsforhold med Hensyn til Arrestens Foretagelse eller Nægtelse, må dette ifølge § 600 ske ved Påanke. Med Hensyn til dette Punkt har man troet at burde fastholde den almindelige Grundsætning om Retternes indbyrdes Forhold. På den anden Side følger det imidlertid af den tidligere omtalte Bestemmelse i § 599, at Rekvisitus ved Påanke af det af Fogden afsagte Arrestdekret kun kan opnå en Afgjørelse af Fogdens herved pådragne Ansvar, ikke en Op-

hævelse af Arresten. At Dommen i Appelinstantsen ved Afgjørelsen af Fogdens Ansvar går ud fra en Forudsætning om Arrestens Lovlighed, der strider mod den Afgjørelse, Spørgsmålet om Arrestens Ophævelse får i Arrestforfølgningssagen, er herefter ganske vist en Mulighed. Men ligesom Forudsætningen for, at en sådan Uoverensstemmelse kan komme frem, efter Udkastets Opfattelse af Fogdens Ansvar sjældnere vil indtræde, således vil der i al Fald ikke ad den nævnte Vej kunne indtræde et egentligt Sammenstød,, idet de tvende Domme i Virkeligheden afgjøre forskjellige Spørgsmål mellem forskjellige Parter.

Selv om Arresten i Henhold til Bestemmelserne i § 587 eller af anden efter dens Foretagelse indtrådt Grund såsom Fordringens Betaling og desl. må ansees for bortfalden, vil det jævnlig være af Betydning for Rekvisitus at erholde et formeligt Ophævelsesdekret af Fogden (K 601). Herved tænkes ikke blot på, at mulige Tvivl om Ophævelsesgrundens Tilstrækkelighed kunne fjernes ad denne Vej; men undertiden vil Rekvisitus ikke fuldstændig kunne komme til fin Ret, forinden han opnår Fogdens Anerkjendelse af, at Arresten er bortfalden. Således vil en Ophævelseskjendelse være nødvendig, for at Rekvisitus kan fåe den thinglæsle Arrestforretning udslettet eller Ting, af hvis Besiddelse han ved Arresten er udsat, tilbagegivne, ligesom endvidere en formelig Ophævelse af Arresten ifølge S 604 er en nødvendig Betingelse for, at Rekvisitus kan skride til at indtale sit Erstatningskrav som selvstændigt Søgsmål. For, inden Rekvisiti Begjæring om Ophævelse af Arresten tages til Følge, skal Fogden ifølge § 601 give Arrestrekvirenten Lejlighed til at ytre sig, medmindre Grunden til Ophævelsen er Udeblivelse med be anordnede Underholdnings- og Varetægtspenge. Imod Fogdens Kjendelse kan der, hvad enten den går ud på at ophæve Arresten eller nægte dens Ophævelse, iværksættes Påanke eller Besværing i Overensstemmelse med hvad der gjælder om de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger, Fogdens Ophævelseskjendelse kan imidlertid ikke ved Anvendelse af Retsmidler hindres fra at træde i Virksomhed. Som det frem-

går af Paragrafens Affattelse, er Rekvisiti Adgang til at fåe Arresten ophævet ved Fogdens Kjendelse kun anvendelig, hvor Påstanden støttes på Omstændigheder, der ere indtrufne efter Arrestens Foretagelse; derimod kunne nye Oplysninger med Hensyn til det Spørgsmål, om Arresten er lovlig gjort, ikke gjøres gjældende ad denne Vej. Om Grunden hertil henvises til de ovenfor fremsatte almindelige Bemærkninger angående Udkastets Ordning af Arrestens Forfølgning.

Endnu bemærkes, at Rekvisitus også, når han søger Arresten ophævet imod Sikkerhedsstillelse, jfr. § 575, må henvende sig til Fogden. Dette Tilfælde har imidlertid en anden Karakter end de Ophævelsestilfælde, § 601 nærmest har for Øje, idet Spørgsmålet ikke drejer sig om Arrestforretningens Ophævelse i det Hele, men kun om den derved opnåede Sikkerheds Ombytning med en anden. At Fogden imidlertid også i dette Tilfælde må give Rekvirenten Lejlighed til at ytre sig, forinden Arrestbåndet hæves, er en Selvfølge.

Tilbage står endnu at gjøre nogle Bemærkninger om Arrestrekvirentens Erstatningspligt og om de Veje, ad hvilke den kan gjøres gjældende:

I Praxis forståes Lovens 1 — 21—21 vistnok i Almindelighed så strengt, at Arrestens Ophævelse som ulovlig gjort ubetinget medfører Erstatningsansvar for Rekvisitus. Ansvaret antages at indtræde ikke blot, når Fordringen findes ugrundet, men i Almindelighed også, når Arresten kjendes ulovlig på Grund af Fejl ved den formelle Fremgangsmåde og desl., selv om Fejlen nærmest må tilregnes Fogden. Denne Regel er vistnok for streng. Det er allerede hårdt for Rekvirenten, at han ubetinget ifalder Ansvar, når han ikke får Dom for sin Fordring; thi det kan være ham utilregneligt, at han ikke har været istand til at bevise sin Ret i Hovedsagen. I sidstnævnte Henseende er der nu vel, under Hensyn til Arrestens særegne Karakter som en foregreben Anvendelse af Statens Tvangsmyndighed, ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fravige den gjældende Ret. Derimod har man troet at burde fritage

Rekvirenten for Ansvar, når Arrestens Ulovlighed er begrundet i en Fordringen uvedkommende Mangel ved Forretningen, som ikke kunde være undgået af ham ved fornøden Agtpågivenheds Anvendelse. Hvad denne Side af Forretningen angår, er der neppe Grund til at gjøre Forskjel på Arrest og Exekution. Bortset fra den nævnte Lempelse må § 602 iøvrigt ansees for stemmende med den gjældende Ret; navnlig har det altid været antaget, at det, når Arresten bortfalder på Grund af efterfølgende Omstændigheder, må afhænge af de oprindelige, ved Arrestens Foretagelse foreliggende Forhold, om Ansvar er pådraget.

Ifølge § 604 kan den Arresterede, ligesom efter den gjældende Ret, gjøre sit Krav på Erstatning gjældende som Modkrav under Arrestforfølgningssagen. Denne Adgang, der efter det nye System får såmeget større Betydning, som Modkrav kunne gjøres gjældende ad Exceptionsvejen, må stå Rekvisitus åben, uanset at den Fordring, for hvilken Arresten er gjort, hører til dem, imod hvilke Modfordringer iøvrigt ikke kunne fremsættes, jfr. § 384. I Overensstemmelse med Udkastets Hovedgrundsætning fastholdes det på den anden Side i § 604, at sålænge Arresten opretholdes og Rekvirenten altså er under Forpligtelse til at forfølge den, må Rekvisitus udelukkende være henvist til at søge sin Oprejsning i Forfølgningssagen. Først når Arresten enten ved endelig Dom er kjendt ugyldig eller ved Fogdens Kjendelse ophævet — ved hvilket Udtryk der her selvfølgelig kun tænkes på en egentlig Bortfalden af Arresten, ikke på Arrestbåndets Ombytning med en Sikkerhedsstillelse —, kan Erstatningskravet gjøres gjældende ved selvstændigt Søgsmål. Nægter Fogden at ophæve Arresten, stjønt Arrestforf0lgningssag ikke er anlagt inden Udløbet af den fastsatte Frist eller senere er bortfalden, uden at Arrestens Ulovlighed er blevet afgjort ved Dom, kan Rekvirenten, der således nødsages til at søge Arresten ophævet ved at indbringe Fogdens Kjendelse til overordnet Rets Prøvelse, ved samme Dom, der ophæver Arresten, erholde Erstatning tilkjendt s§ 605), en Bestemmelse, der vistnok vil findes naturlig.

I dette Tilfælde vil han altså under Eet kunne søge Rekvirenten og Fogden tilpligtede at udrede Erstatning men da Betingelserne for disses Ansvar ere forskjellige, vil den Ene kunne blive frifunden, medens den Anden domfældes. Endnu fremhæves, at § 604 afhjælper den Mangel ved den gjældende Ret, at der ikke er nogen bestemt Frist, inden hvis Udløb Erstatning skal søges, en Omstændighed, der blandt Andet kan fremkalde Tvivl med Hensyn til Spørgsmålet om, når Rekvirentens Sikkerhedsstillelse kan løsgives.