§ 202.

Enhver er pligtig at vidne, når han på lovlig Måde indkaldes hertil.

Dog behøver Ingen at møde til Vidnesbyrds Aflæggelse udenfor den Landsretskreds, hvori han boer, dersom han derved vilde fåe længere at rejse hen til Retten end 18 Mile på Jernbane eller 6 Mile på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane og på anden Måde.

Den, der indkaldes for at vidne for en Ret, som holdes udenfor den Underretskreds, hvori han boer, og som må tilbagelægge en længere Vej end 3 Mile på Jernbane eller 1 Mil på anden Måde for at nå til Retten, kan fordre sine Rejseudgifter godtgjorte med 1 Kr. for hver løbende Mil samt Tærepenge af 4 Kr. for hver Dag. De Ydelser, på hvilke Vidnet har Krav, eller, hvis disse ikke kunne anslåes bestemt, tilbørligt Forskud på samme, må tilbydes betalte samtidigt med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 203.

Vidnets Afhørelse foregår i Reglen for den Ret, som dømmer i Hovedsagen.

Hvor Vidnet ifølge § 202 ikke er pligtigt at møde for denne, føres det for Underretten på det Sted, hvor det boer.

Vidnets Afhørelse ved Underretten på det Sted, hvor det boer, kan endvidere anordnes:

a) naar Parterne ere enige herom, b) når Retten skjønner, at Vidnets Udsagn ikke angår væsentlige Punkter i Sagen, eller når dets Fremstillelse vil medføre Udgifter for Parterne og Ulemper for Vidnet, som ikke stå i noget rimeligt Forhold til det Udbytte i Henseende til Sagens Oplysning, der kan ventes af Vidnets Afhørelse for dem, der skulle domme i Sagen,

c) når Vidnet er sygt og det ikke findes hensigtsmæssigt at udsætte Sagen af den Grund, eller når Vidnet formedelst høj Alder eller Legemssvaghed ikke kan tåle at rejse.

Kan Vidnet i de under Litr. c nævnte Tilfælde ikke forlade sin Bolig, sættes Underretten der.

§ 204.

Militære af Hæren og Flåden ere pligtige at aflægge Vidnesbyrd for de borgerlige Domstole overensstemmende med Reglerne i denne Lov.

§ 205.

Indkaldelse til at møde og aflægge Vidnesbyrd udgår efter Partens Begjæring fra den Ret, for hvilken Vidnet skal møde (§ 181). Indkaldelsen overgives Parten, der har at besørge dens Forkyndelse for Vidnet så betimeligt, at dette erholder det fornødne Varsel.

Skulle Vidner føres i Udlandet, kan pågjældende Part forlange, at Retten skal udstede de i så Henseende fornødne Begjæringer til de udenlandske Myndigheder.

For Forkyndelsen ere de i §§ 108—119 givne Regler gjældende, dog at Forkyndelse for Vidnet personligt, når det opholder sig her i Landet, bør søges iværksat, såvidt som det er muligt, jfr. § 111 Litr. b.

§ 206.

Indkaldelsen skal indeholde: Vidnets Navn og Bopæl eller Opholdssted; Navnene på Sagens Parter samt en almindelig Angivelse af dens Gjenstand; særligt må fremhæves, hvilken af Parterne der lader Vidnet indkalde;

Betegnelse af den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Tiden og Stedet, når og hvor Mødet skal foregå.

Det må iagttages, at Vidnet, hvis det boer indenfor Landsretskredsens Grænser, får 1 Uges og ellers 2 Ugers Varsel.

Indkaldelsen skal indeholde en Bemærkning om det Ansvar, som Udeblivelse medfører, og derfor b0r på Indkaldelsens Bagside forefindes en Afskrift af denne Lovs §§ 218 og 220.

§ 207.

Vidnesbyrd må ikke afkræves:

1) Folkekirkens og anerkjendte Troessamfunds Præster om det, som i Skriftemål eller iøvrigt i deres Egenskab som Sjælesørgere måtte være dem betroet.

2) Sagførere angående det, som de ved Partens Fortrolighed have erfaret i en borgerlig Retstrætte eller Straffesag, der har været dem betroet til Udførelse, eller hvori deres Rådførsel har været brugt.

3) De ved den Kgl. Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn ansatte Embedsmænd, Betjente og Tordemødre angående de Fruentimmers Svangerskab og Barnefødsel, som forløses på Stiftelsen.

Samtykker den, der har Krav på Hemmeligholdelsen, eller er det iøvrigt Klart, at Vidnesbyrdets Aflæggelse ikke strider mod dennes Ønske, finde de i foranstående Nr. 1—3 givne Regler ikke Anvendelse.

4) Embedsmænd og Andre, der handle i offentligt Hverv, angående Embedshemmeligheder samt angående andre Anliggender, om hvilke det påligger dem at iagttage en ubetinget og ubrødelig Tavshed.

Retten har på Embeds Vegne, såvidt muligt, at forebygge, at Vidnesbyrd modtages i de ovenanførte Tilfælde. Den kan efter Omstændighederne endog nægte at udstede Indkaldelse, når det er klart, at den tilsigtede Vidneførsel ikke vil kunne tilstedes.

§ 208.

Vidnet kan nægte at svare: I)Når det må antages ikke at kunne besvare vedkommende Spørgsmål uden at udsige Noget, som umiddelbart udsætter

det selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Beskjæmmelse eller for Straf.

2) Når det må antages ikke at kunne besvare vedkommende Spørgsmål uden at udsige Noget, som udsætter det selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Formuetab, der ikke kan ansees for ganske uvæsentligt, eller for anden dermed i Klasse stående Skade; dog kan Vidnesbyrd ikke nægtes angående Retshandler, ved hvilke Vidnet har ladet sig bruge som Vitterlighedsvidne, eller hvor det som Hjemmelsmand, Borgen eller Fuldmægtig af Hensyn til Parten naturligen må ansees for pligtig til at give Oplysning om Forholdet.

3) De i § 207 omhandlede Personer kunne nægte deres Vidnesbyrd, dersom Retten ikte på Embeds Vegne har vægret sig ved at modtage det.

§ 209.

Born under 15 År må ikke edfæstes.

Ej heller kan den edfæstes, som er tiltalt for eller funden skyldig i Mened, eller den, som ikke kan antages at tillægge Eden den Betydning, samme efter sit Begreb skal have.

Ej heller må edfæstes Personer, som lide af væsentlig Forstands- eller Hukommelsessvækkelse.

De i denne Paragraf omhandlede Personer ere undergivne den almindelige Forpligtelse til at møde og forklare uden Ed sum Vidner.

Dog bør Afhørelsen af Afsindige eller andre Personer, som ej ere istand til at afgive en fornuftig Forklaring, ikke tilstedes.

§ 210.

I Reglen skal enhver Vidneforklaring beediges, jfr. dog § 112 1ste Stykke. Afhørelse uden Ed finder kun Sted, når Vedkommende ikke må edfæstes (§ 209), eller når der mangler en for det Troessamfund, hvortil han horer, anvendelig Edsformular.

En højtidelig Forsikring i Eds Sted og med samme Virkning som denne, tillades kun, hvor særlig Lov hjemler det for visse Troessamfund.

§ 211.

Efterat Vidnet er påråbt, stiller Rettens Formand de Spørgsmål til det, som ere nødvendige for at forvisse sig om dets Identitet, samt, om fornødent, for at afgjøre, om der er Noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse eller Vidnets Edfæstelse.

§ 212.

Derefter edfæstes Vidnet, medmindre Parterne vedtage, at dets Forklaring skal gjælde uden Ed.

Den, der uden stjellig Grund nægter at gjøre Ed, ansees som den, der vægrer sig ved at svare.

Ved Edens Aflæggelse lover og sværger Vidnet, at det vil udsige den rene Sandhed og i sine Svar på Spørgsmålene Intet fordølge, som kan tjene til Sagens Oplysning. Forinden Eden aflægges, skal Rettens Formand indskærpe Vidnet Edens Hellighed og betyde det Straffen for Mened. Det beror på Formanden at lade denne Forberedelse af Vidneafhøringen foregå enkeltvis for hvert Vidne eller under Eet for flere eller samtlige Vidner i Sagen.

§ 213.

Efter Edfæstelsen foregår Vidnets Afhørelse.

Det kan i Henhold til den aflagte Ed udspørges såvel om Sagen selv som angående alle Omstændigheder, der kunne have Indflydelse på dets Forpligtelse til at vidne eller på dets Troværdighed.

§ 214.

Den Part, der har ladet et Vidne indkalde, kan, når Vidnet har givet Møde, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde dets Afhørelse med den Virkning, at Modparten afskjæres fra at stille Spørgsmål til Vidnet.

§ 215.

Et Vidne, som anser sig for berettiget til i det Hele eller for en Del at nægte at vidne i den Sag eller for den Ret, må dog med den af § 218 flydende Indskrækning mode efter Indkaldelsen og fremsætte sin Indsigelse til Påkjendelse af Retten.

Går Indsigelsen ud på, at Vidnet overhovedet kan nægte at give Møde som Vidne i den Sag eller for den Ret, må den fremsattes forinden Edfæstelsen.

Vidnet må oplyse Omstændigheder, af hvilke det kan sees, at Indsigelsen er grundet.

§ 216.

Kjendelser, ved hvilke det trods fremsat Indsigelse pålægges Nogen at vidne, kunne gjøres til Gjenstand for Besværing til højere Ret.

Der gives i så Fald Vidnet en af Retten fastsat Frist til at iværksætte de til Besværingens Iværksættelse nødvendige Skridt. Udløber denne uden at være benyttet, eller fremmes Sagen ikke behørigt, ansees Besværingen for frafaldet.

§ 217.

Retten kan på Grund af et Vidnes Indsigelse imod at afgive Forklaring eller imod at møde udsætte Sagen, når vedkommende Part begjærer dette.

Udsættelsen kan gives på bestemt Tid eller indtil videre. I sidste Tilfælde kan den Part, som mister at fremme Sagen, melde sig hos Rettens Formand, når Hindringerne ere hævede, og forlange, at han skal beramme en Tid til Sagens Foretagelse samt indkalde alle Vedkommende til Møde.

Ved Forhandlingens Gjenoptagelse bliver da at iagttage Bestemmelsen i § 187 2det Stykke.

§ 218.

Udebliver et indkaldt Vidne uden oplyst lovligt Forfald, og vil Parten ikke frafalde dette Vidnes Førelse, har Retten, når Indkaldelsen skjønnes at være lovlig iværksat, og Vidnet ikke sees at bo så langt borte, at det ikke er pligtig at give Møde, strax at afsige en Kjendelje, ved hvilken der idømmes Vidnet: li) en Bøde fra 20—200 Kr. og li) Erstatning for Udgifterne ved det forgjæves afholdte Retsmøde, ligesom o) Vidnet påny befales at møde til en opgivet Tid, til hvilken Sagens Forhandling udsattes.

Den Part, der fører Vidnet, er pligtig at lade Kjendelsen med Fristforelæggelsen be-

timeligt forkynde for Vidnet, Forsømmes dette, ansees Vidnets Førelse uden videre for frafaldet. Men iagttages det, sørger det Offentlige for Straffens Fuldbyrdelse, medens det overlades til Vedkommende selv, om han vil inddrive Erstatningen.

§ 219.

Møder Vidnet ikke til den Påny fastsalte Tid, og vil Parten ikke frafalde dets Førelse, har Retten, når Kjendelsens og Fristforelæggelsens Forkyndelse skjønnes at være lovlig iværksat, strax at afsige en ny Kjendelse, hvorved: a) Omkostningerne ved det atter forgjæves afholdte Møde pålægges Vidnet, b) et nyt Møde berammes til Sagens Foretagelse,

c) Vidnet beordres strax hensat til Forvaring på offentlig Bekostning, indtil det i det berammede Retsmøde har været fremstillet og besvaret de det lovligen gjorte Spørgsmål; dog har Vidnet Adgang til Løsladelse mod sådan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig.

For Iværksættelsen af den under Litr. c givne Bestemmelse sørger Rettens Formand, hvorimod det beror på Parterne selv at gjøre Exekution for de tildømte Omkostninger.

§ 220.

Er der i Medfør af de foregående Paragrafer idømt et udeblevet Vidne Straf og Erstatning, har Bidnet, når det fremstilles eller møder for Retten til Vidnesbyrds Aflæggelse, Adgang til at fremkomme med Oplysninger om, at det har havt lovligt Forfald, eller at behørig Indkaldelse ikke har fundet Sted. Findes disse Oplysninger fyldestgørende, ophæver Retten den over Vidnet afsagte Kjendelse. Dog kan Retten, hvis det befindes, at Vidnet vel har havt lovligt Forfald, men det har forsømt at anmelde sådant for Retten så betimeligt, at Bestemmelsen i § 185 sidste Stykke kunde komme til Anvendelse, efter Omstændighederne indskrænke sig til at nedsætte den idømte Straf eller de Vidnet pålagte Omkostninger.

Nægter Retten at tage Vidnets Indsigelse til Følge, forsåvidt den fremsættes i det Møde, hvortil Vidnet er indkaldt, eller at ophæve den Kjendelse, som ifølge §§ 218 og 219 måtte

være afsagt over Vidnet, kan Vidnet erholde en Frist til at iværksætte Besværing.

Fremsætter Vidnet ikke Begjæring om den ifølge § 218 afsagte Kjendelses Ophævelse i det Møde, til hvilket Sagens Forhandling er udsat, ansees Besværing over Kjendelsen for frafaldet, og der kan da ikke heller iværksættes nogen Besværing over den i Tilfælde af fortsat Udeblivelse faldende Kjendelse.

§ 221.

Vægrer et Vidne sig ved at svare, uden at ville iværksætte Besværing eller efter ved Højesteret at være kjendt pligtig til at vidne, og vil Parten ikke frafalde det fremsatte Spørgsmål, beordrer Retten Vidnet strax hensat til Forvaring på offentlig Bekostning.

Gjør Vidnets Vægring det nødvendigt at udsætte Sagen, dømmes det derhos til at erstatte de ved det forgjæves afholdte Møde forvoldte Udgifter.

Vidnet forbliver i Forvaring, indtil det bekvemmer sig til at svare. Det har i så Fald at tilkjendegive Rettens Formand dette, hvorefter han på Vidnets Bekostning indkalder alle Vedkommende til Møde.

Dog bliver Vidnet såvel i heromhandlede som i det i § 219 nævnte Tilfælde at løslade efter 6 Måneders Forløb, såvelsom når Parten tilkjendegiver, at han frafalder dets Førelse.

§ 222.

Når et Vidne er afhørt, forbliver det tilstede under den senere Bevisførelse, indtil Formanden tillader det at forlade Retten enten ubetinget eller imod at blive tilstede i Nærheden.

Vidnerne må ikke forelægge Parterne eller hverandre Spørgsmål, men de kunne begjære af Formanden påny at stedes til Afhørelse, når de i Løbet af Forhandlingerne ville fuldstændiggjøre eller berigtige deres egne eller et andet Vidnes eller Parternes Udsagn. De kunne ligeledes efter Parternes Begjæring eller Rettens Beslutning afhøres påny, når dertil findes Anledning.

Vidner, hvis Udsagn stå i Strid med hinanden, kunne efter Parternes Begjæring eller Rettens Beslutning stilles imod hinanden.

Forlader et Vidne ubeføjet Retslokalet, eller overtræder det Formandens Pålæg om at blive tilstede i Nærheden, kan det behandles på den Måde, som i § 221 er bestemt om det Vidne, der ubeset nægter at svare.

§ 223.

De i det Foregående omhandlede Tvangsmidler imod Vidnet bringes til Anvendelse af den Ret, for hvilken Vidnet er indkaldt til at møde.

§ 224.

Afhøres et Vidne ikke under Bevisforhandlingen, men for en Underret, enten i Henhold til Rettens Bestemmelse ifølge § 181, jfr. § 203, eller fordi Vidnet er afhørt forinden Bevisforhandlingen, jfr. § 373, skal dets Udsagn fuldstændigt nedskrives, oplæses for Vidnet og tiltrædes af dette, i Overensstemmelse med de hidtil gjældende Regler.

Den Part, som vil benytte Vidneforklaringen, kan da under Bevishandlingen fremlægge og lade oplæse en Udskrift af den optagne Protokol.