Om Rettergangsfuldmægtige.

I Overensstemmelse med den bestående Ret opstiller Forslaget for Domssagers Vedkommende den Hovedregel, at Enhver, der ikke i egen Person vil udføre sin Sag, er pligtig at benytte som Fuldmægtig en til Møde for pågjældende Domstol berettiget Sagfører, en Grundsætning, som Forslaget derhos gjennemfører i fuld Konsekvents, så at den ikke blot anvendes på Møde for Parten under den mundtlige Forhandling, men også på Affattelse af Processkrifterne for ham, se § 57. Fra den således givne Regel gjøres en væsentlig Undtagelse i Forstagets § 58, der i Lighed med D. L. 1—9—14 tilsteder Parten at møde ved visse i færeget Forhold til ham stående Personer. Som det vil sees, stemmer § 58 dog ikke med 1—9—14, hvad angår Afgrænsningen af de Familieforhold, der kunne begrunde den heromhandlede Undtagelse. Lovbogens Regel er nemlig i få Henseende på den ene Side for vidtgående, idet den tilsteder enhver om end nok få fjernt Beslægtet at gå i Rette for Parten, på den anden Side for fnever, idet den ikke medtager Ægtefællen og de nærmeste Besvogrede. At den, der angiver at stå i et af de omspurgte Forhold til Parten, må føre Bevis herfor, når det af Retten eller Modparten forlanges, er en Selvfølge. Dette Bevis bør vedkommende Rettergangsfuldmægtig derhos i Almindelighed have på rede Hånd, så at det på

Forlangende strax kan fremføres. Da det imidlertid ikke ubetinget kan tilregnes Vedkommende som en Forsømmelse, at han ikke har været forberedt herpå, står det efter § 58 2 det Stykke i Rettens Magt undtagelsesvis at tilstå en passende Udsættelse til Bevisets Tilvejebringelse. At de producerede Bevisligheder ere Gjenstand for Bedømmelfe, er en Selvfølge.

Skjønt Bestemmelsen i D. L. 1 — 9—14 efter rigtig Lovfortolkning neppe kan ansees anvendelig udenfor Domssager, har det vistnok hidtil været den mest udbredte Mening, at Sagførernes Eneret ikke er indskrænket til Retshandlinger af denne Art, På Skifter og Auktioner ansees det efter den nævnte Anskuelse vel ikke for nødvendigt at lade sig repræsentere af en Sagfører, sålænge Forhandlingerne ikke have udviklet sig til en formelig Retstrætte, men fra det Øjeblik af formenes Parterne at være henviste til at benytte en Sagfører, jft. Cskr. 2. Maj 1826. Hvad angår Fogedforretninger, er det såvel i Betragtning af disie Forretningers særdeles Beskaffenhed som med Hensyn til Slutningen af Pl. 23. August 1753 endog antaget, at man i Reglen må lade sig repræsentere ved en Sagfører, dog at Rekvisitus, som ikke i Forvejen kan sørge for sit Forsvar, må have Adgang til at tage til Assistance en anden Person, til hvem han har Tillid, og som øjeblikkelig kan være tilstede. Til den således udviklede Anskuelse har man i det føreliggende Forslag sluttet sig, forfåvidt angår Fogedforretninger, under hvilke efter Forslagets Ordning også Tvangsauktioner ligefrem ere indbefattede. At Tvangsauktion efter den ovenfor omtalte Anskuelse sammenstilledes med Skifte, måtte i Virkelighed allerede tidligere betragtes som en Inkonsekvents, idet tvungen Auktion også efter den gjældende Ret er at anse som en Fortsættelse af Udlæget, skjønt den ikke holdes af Fogden. Hvad Skifter angår, har man derimod ikke troet at burde gjøre det til Pligt for vedkommende Interesserede at lade sig repræsentere ved en Sagfører. Dels vilde der herigjennem pålægges Vedkommende en altfor stor Byrde, dels er Begrænsningen her mindre nødvendig, idet Retstrætter mindre hyppigt

ville førekomme på Skifte. Dette gjælder i al Fald efter den i Forslaget optagne Ordning af Skifterettens dømmende Myndighed, hvorefter alle Krav, der rejses imod Boet, blive at henvise til Procedure og Påkjendelse ved en almindelig Net (Underret eller Landsret), når det viser sig, at der ikke kan opnåes Enighed mellem Vedkommende med Hensyn til den fremsatte Påstand.

I § 60 1ste Stykke fastsættes i Overensstemmelse med hvad der må ansees for gjældende Ret, at den, der, ifølge §§ 58—59 møder som Fuldmægtig for Parten, må være personlig myndig og uberygtet. Paragrafens andet Stykke indeholder den nye Bestemmelse, at når i nævnte Tilfælde den Mødende, stjønt ikke Sagfører, må antages at søge Næringsvej ved at udføre Netsfager for Andre, kan Retten afvise ham red en Beslutning, der ikke er Gjenstand for Påanke. Det må vistnok ansees for hensigtsmæssigt, at den Ret, der ved §§ 58—59 er tillagt Parterne til at lade sig repræsentere ved Andre end Sagførere, undergives en Kontrol fra Rettens Side, og efter sin Natur må en sådan Myndighed være diskretionær. Kun ad denne Vej vil det være muligt på m virksom Måde at imødegå de Ulemper for Retsplejen, der flyde af den hidtil så almindelige Indblanding af Kommissionærer og Vinkelskrivere, og som naturligvis ville blive endnu foleligere i den mundtlige Rettergang. I de Lande, hvor denne består, er der derfor også i Reglen tillagt Retten en sådan eller endnu videre gående Myndighed.

Om Udstrækningen af Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse gives der i §§ 62—64 Regler, der i alt Væsentligt stemme med den gjennem Praxis udviklede Ret. De Regler, der på delte Område følges i vor Praxis, må nemlig i det Hele ansees for naturlige og konsekvente. Hvad angår Befuldmægtigelse til ved en Domstol at udføre en Retssag, hævder Forslaget den Grundsætning, at Befuldmægtigelsen på den ene Side giver Fuldmægtigen Bemyndigelse til — uden Hensyn til pågjældende Skridts Hensigtsmæssighed — at føretage alle til Sagens Udførelse hørende Proceshandlinger, derunder indbefattet at tage til Gjenmæle imod Modfordringer såvelsom

imod Interventions- og Tilstævningssøgsmål, men på den anden Side ikke indeholder Bemyndigelse til at foretage Noget, der går ud herover (§§ 62—63). Af denne Begrænsning, der i Almindelighed ikke fastholdes i de fremmede Lovgivninger, men stemmer med vor Praris og viftnok også med Forholdets Natur, følger bl. A., at den heromhandlede Befuldmægtigelse ikke bemyndiger til at exekvere Dommen, oppebære det Tildømte, foretage Arrest, Forbud eller andre Sikkerhedshandlinger, forlige eller voldgive Sagen eller påanke den for højere Ret. Det ved saadan Fuldmagt overdragne Hverv vil altså i Neglen være afsluttet med Dommens Opnåelse, Dog omfatter Fuldmagten ifølge § 63 Bemyndigelse til at andrage om ny Foretagelse af Sagen. Denne Proceshandling står i en sådan Forbindelse med den tidligere Proces, at det synes naturligt at lade Befuldmægtigelsen til dennes Udførelse omfatte de i Anledning af Sagens nye Foretagelse fornødne Proceshandtinger. Med Reglerne i K§ 62—63 må iøvrigt jævnføres den i § 66 1ste Stykke givne Bestemmelse, hvorefter Indskrænkninger i den Bemyndigelse, der efter de førstnævnte Paragrafer skal antages at være indeholdt i Befuldmægtigelsen til at udføre en Domssag, ikke have Gyldighed i Forhold til Modparten. En sådan Forskrift er vel ikke hjemlet i den gjældende Ret; men dette må ansees for en Mangel, Thi enhver af Parterne har et naturligt Krav på, at Modpartens Rettergangsfuldmægiig, hvem han henvises til at indlade sig med, er fuldt bemyndiget til at føretage, hvad der horer til Sagens Udførelse. Forslagets Regel er derfor allerede i den skriftlige Proces den naturlige, og i al Fald uundværlig i den mundtlige Rettergang, hvor det aldeles ikke kan tåles, at vilkårlige Begrænsninger af Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse lægge Hindringer i Vejen for Forhandlingernes frie og uforstyrrede Gang.

Ved andre Retshandlinger end Domssager må Udstrækningen af Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse afhænge af den omspurgte Retshandlings Natur og Hensigt. Af de herom i § 64 givne nærmere Regler, der i alt Væsentligt stemme med den gjældende Ret,

skal man indskrænke sig til at fremhæve, at Befuldmægtigelse til at varetage en Parts Tarv på Skifte ifølge Bestemmelsen i Paragrafens tredie Stykke indeholder Bemyndigelse til at afgive alle til Skiftets Fremme fornødne Erklæringer i Partens Sted, selv om de gå ud på at opgive Rettigheder, såsom at stemme for Tvangsakkord, indrømme Henstand, samtykke i Salg underhånden m. m. Derimod kan en sådan Befuldmægtigelse i og for sig ikke bemyndige Rettergangsfuldmægtigen til at oppebære, hvad der måtte blive at udlægge eller udbetale til Parten. Denne Begrænsning stemmer med den Grundsætning, Forslaget fastholder med Hensyn til Udstrækningen af den til en Domssags Udførelse givne Bemyndigelse, og må derfor vistnok også ansees for stemmende med den gjældende Ret.

I § 65 opstilles en Begrænsning af Befuldmægtigelsens Udstrækning for det Tilfælde, at den, der er bemyndiget til at mode for en Part under Retshandlinger af den i § 64 omhandlede Art, ikke er Sagfører. Da Valget af en sådan Rettergangsfuldmægtig må formodes netop at være fremkaldt ved den Forventning, at der ved Retshandlinger af denne Beskaffenhed i Reglen ikke vil førekomme nogen egentlig Retstrætte, er det formentlig naturligt, at den fåledes givne Befuldmægtigelse, når der desuagtet undtagelsesvis opstår Tvistigheder, ikke antages at omfatte Udførelse af disse, medmindre der særlig er givet Bemyndigelse også hertil.

Endnu bemærkes, at Parten ved de i § 64 ommeldte Retshandlinger ikke — således som ved Domssager — er udelukket fra ved særlig Bestemmelse at sætte snævrere Grænser for Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse end dem, der følge af Reglerne i §§ 64—65, fe § 66 2det Stykke, hvorefter Befuldmægtigelsen med Virkning overfor Modparten kan indskrænkes til enkelte Møder såvelsom til enkelte Retshandlinger.

§ 67 giver Regler for det Tilfælde, at en Part til Sagens Udførelse samtidig benytter flere Sagførere eller andre Procesfuldmægtige, en Fremgangsmåde, der i andre Lande, hvor Forholdene ere mere udviklede end her, jævnlig anvendes og milligvis under det nye Retter-

gangssyftem også vil komme i Brug hos os. Under den angivne Forudsætning stal ifølge § 67 enhver især af de flere Rettergangsfuldmægtige agtes for bemyndiget til at føretage alle de processuelle Handlinger, som ifølge Befuldmægtigelsens Natur ansees for indbefattede i den, hvorhos det er udelukket, at der af Parten kan træffes afvigende Bestemmelser med Virkning i Forhold til Modparten. Denne Regel er vistnok naturlig. Hvorledes de flere af en Part antagne Rettergangsfuldmægtige have fordelt Rollerne mellem sig, må Modparten kunne betragte som sig uvedkommende; overfor ham må de alle være solidariske, så at det, En af dem har gjort, også gjælder for de andre.

I § 68 1ste Stykke udtales den også i vor gjældende Ret anerkjendte Grundsætning, at en Rettergangsjuldmægtigs Handlinger eller Undladelser, forsåvidt de falde indenfor Bemyndigelsens Grænser, ere ligeså bindende for Parten, som om de vare foretagne af Parten selv. Fra denne almindelige Regel hjemler Paragrafens 2det Stykke i Overensstemmelse med de fleste fremmede Proceslove den Undtagelfe, at Tilståelser eller andre Erklæringer om det Faktiske i Sagen, som fremkomme i de mundtlige Forhandlinger, kunne tilbagekaldes eller berigtiges af Parten selv, når dette sker strax og umiddelbart, efterat Partens Rettergangsfuldmægtig har talt. En sådan Adgang for Parten til at berigtige Rettergangsfuldmægtigens Procedure er ganske naturlig i den mundtlige Rettergang, idet den her ikke — således som en tilsvarende Net i den skriftlige Procedure — vil medføre nogen Forhaling af Sagen. Den Omstændighed, at en Part iøvrigt lader sin Sag udføre ved en Rettergangsfuldmægtig. kan derfor efter Forslaget heller ikke udelukke Parten fra, også i andet Djemed end det i § 68 angivne, selv at ytre sig under den mundtlige Forhandling, umiddelbart efter at hans Rettergangsfuldmægtig har talt, se § 74. At Parten selv ligeså lidt som hans Fuldmægtig med Virkning kan fremsætte sådanne Anbringender, som allerede måtte være prækluderede ifølge Indholdet af det skriftlige Grundlag, jfr. § 168, er imidlertid en Selvfølge.

§ 69 indeholder en Regel, der ikke har Hjemmel i den bestående Ret, men er af Betydning for Processens sikre og uforstyrrede Gang. Ifølge denne Bestemmelse ophæves Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse til at handle for en Part i Forhold til Modparten ikke derved, at Parten er død, kommen under Konkurs eller har mistet sin Myndighed til at råde over Sagen, ej heller derved, at Parten er bleven myndig til selv at råde over Processen, men kun ved en udtrykkelig Tilkjendegivelse om Befuldmægtigelsens Ophør til Modparten eller dennes Rettergangsfuldmægtig. De processuelle Skudt, som ere foretagne, inden sådan Tilkendegivelse er sket, kunne altså, forsåvidt de iøvrigt falde indenfor den givne Befuldmægtigelses Grænser, ikke anfægtes på Grund af manglende Bemyndigelse, selv om Partens Død, Konkurs, Umyndiggjørelse o. s. v. allerede dengang var indtrådt og På anden Måde bekjendtgjort. En anden Sag er, at Rettergangsfuldmægtigen, når en sådan Begivenhed kommer til hans Kundskab, efter Omstændighederne kan blive pligtig at indhente ny Instruktion fra den, der er trådt i den oprindelige Parts Sted eller ifølge den foregåede Forandring er bleven rådig over Processen, samt berettiget til at erholde Sagen udsat i den Anledning. Det Spørgsmål, om Udsættelse af denne Grund skal gives, må imidlertid være overladt til Rettens Skjøn.

§ 70 stemmer i det Hele med hvad der må ansees for gjaldende Ret. I Paragrafens første Stykke opstilles den almindelige Regel, at Retten på Embedsvegne påser, at den, der møder som Rettergangsfuldmægtig for en Part, er befuldmægtiget herril. Denne Grundsætning gjennemføres ofte i fremmede Lovgivninger med en sådan Strenghed, at Retten i Embeds Medfør endog skal afkræve Sagførere Bevis for deres Bemyndigelse. Besvigelser ad denne Vej ere imidlertid så fjældne, man kan gjerne sige, hos os idetmindste, aldeles uhørte, at man ikke af Hensyn til en sådan Mulighed har troet i det føreliggende Forslag at burde gå bort fra den Regel, der hidtil har været fulgt i vor Retspraxis. Efter Forslaget skal derfor en Sagfører, når han angiver at være befuldmægtiget for Parten, føre-

løbig troes på sit Ord, og, selv om hans Befuldmægtigelse nægtes af Modparten, kan han forlange Udsættelse for at tilvejebringe det fornødne Bevis. Thi da han veed, at Retten ikke i Embeds Medfør vil afkræve ham Bevis, og må antage, at Modparten i Reglen vil undlade at benægte hans Bemyndigelse, kan han ikke siges at have gjort sig skyldig i nogen Forsømmelse ved ikke at have Beviset på rede Hånd. Med Rettergangsfuldmægtige, der ikke ere Sagførere, stiller det sig anderledes i så Henseende. Disse må derfor være i Stand til strax for Retten og Modparten at føre Bevis for Befuldmægtigelsen; i modsat Fald blive de at afvise som Fuldmægtige, se § 70 sidste Stykke, hvorimod det ikke er udelukket, at de i Henhold til Bestemmelsen i § 72 kunne stedes til foreløbig at optræde i Sagen.

Medens de fremmede Proceslove i Reglen stille vidtgående Fordringer med Hensyn til de Former, hvorunder Rettergangsfuldmægtiges Bemyndigelse skal meddeles, haves der ikke i vor Ret særegne Forskrifter om dette Punkt, der således bliver at afgjøre efter den borgerlige Rets almindelige Regler. Bemyndigelse til at gå i Rette for en Part behøver som Følge heraf end ikke at støttes på skriftlig Fuldmagt, men kan også udledes af andre Omstændigheder. I Forstaget har man troet i det Væsentlige at kunne henholde sig til den således bestående Ordning. Kun er der fundet Grund til at føreskrive, at, forsåvidt skriftlig Fuldmagt benyttes, skal Partens Underskrift på den i Landsretssager i det Mindste være attesteret af tvende Vitterlighedsvidner, se § 71 2det Stykke. Derimod indeholder Paragrafens 1ste Stykke ikke nogen Afvigelse fra den gjældende Ret. Thi at den her givne Bestemmelse, hvorefter en af Parten til Retsprotokollen afgiven Erklæring ansees som tilstrækkelig Bevis for Befuldmægtigelsen, ikke udelukker, at Beviset kan føres på en hvilkensomhelst anden Måde, er en Selvfølge.

Anvendelse af Grundsætningen for uanmodet Forretningsførelse har hidtil ikke i vor Ret — således som i de fleste fremmede Proceslovgivninger — fundet nogen almindelig Anerkjendelse for Retssagers Vedkommende, Kun

med Hensyn til Fogedforretninger, der fremmes imod en fraværende Rekvisitus, har undtagelsesvis hin Grundsætning gjort sig gjældende, idet det antages, at Personer, som stå i nært Forhold til Rekvisitus, kunne stedes til at anføre, hvad de måtte vide at erindre imod For retningen, uagtet de ikke have nogen Fuldmagt fra Rekvisitus, jfr, også Bestemmelsen i Konkurslovens § 160 2det Stykke. I Forslaget har man derimod troet at burde give Principet for uanmodet Forretningsførelse så vid en Anvendelse på Retssager, som Hensynet til Modpartens Ret overhovedet tilsteder. Bestemmelsen herom indeholdes i § 72, der iøvrigt er anvendelig såvel, hvor Ingen møder med Angivende om at være befuldmægtiget af Parten, som hvor den føregivne Fuldmægtig ikke er i Stand til behørig at legitimere sig. I sådanne Tilfælde kan Enhver, som iøvrigt er berettiget til at møde for en Part, enten mod eller uden Sikkerhedsstillelse af Retten ftedes til at varetage Partens Sag, når han forpligter sig til at tilvejebringe dennes Billigelse inden næste Retsmøde eller dog inden en anden af Retten bestemt Frist. Tilvejebringes sådan Godkjendelse ikke, bliver den pågjældende Forretningsfører at afvise og den Part, for hvem han er optrådt, altså at behandle som udebleven. Allerede heraf følger, at der ikke kan afsiges endelig Dom i Sagen, forinden den ovennævnte Frist er udløben. Forretningsføreren har derhos at tilsvare Modparten de ved Retsmøderne foranledigede Omkostninger såvelsom muligt Tab ved Sagens Forhaling. Hvilket Retsforhold der på Grund af den heromhandlede Forretningsførelse opstår mellem Forretningsføreren og den, for hvem han er optrådt, må derimod afgjøres efter den borgerlige Rets almindelige Regler.

At en Rettergangsfuldmægtig afvifes, må i Almindelighed drage til Følge, at pågjældende Part ansees for udebleven fra det Retsmøde, hvori Afvisningen finder Sted. Thi at vedkommende Fuldmægtig ikke retsgyldig kan fremsætte Begjæring om Sagens Udsættelfe, er en simpel Konsekvens deraf, at det efter den givne Forudsætning allerede er afgjort, at han ikke kan stedes til at optræde i Sagen. Heller ikke vil der i Reglen være Hjemmel for

Retten til i Embeds Medfør at udsætte Sagen i sådanne Tilfælde. Forsåvidt dette imidlertid undtagelsesvis er foreskrevet, jfr. således § 61, kan Udeblivelse først ansees at finde Sted, når der ikke ster behørigt Møde for Parten i det Retsmøde, til hvilket Sagen er udsat, se § 73.

Hvad angår Forholdet mellem Parten selv og hans Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig, såsom med Hensyn til Krav på Godtgjørelse for Udlæg og Betaling for Arbejde, med Hensyn til Fuldmagtens Tilbagekaldelse eller Frasigelse osv., henviser Forstagets § 75 til den hidtil gjældende Ret. At denne ikke indeholder Taxtbestemmelser for Sagføreres Betaling, kan neppe betragtes som en virkelig Mangel, jfr. Nellemann Civilprocessens almindelige Del (I ste Udgave) S. 418—20. I al Fald synes de Erfaringer, der andetsteds ere gjorte med Hensyn til Virkningen af stige Bestemmelser, ikke at tale for i den beromhandlede Henseende at gå bort fra den hidtil hos os bestående Ordning, der ikke vides at have medført nogen væsentlig praktisk Ulempe.