Om Procesomkostninger.

Det følger af sig selv, at enhver af Parterne — afset fra Meddelelse af fri Proces — må bære alle Udgifter ved de processuelle Skridt, som af ham rekvireres eller iværksættes, sålænge det ikke er afgjort, at Modparten er pligtig at erstatte ham disse, hvilken Afgjørelse i Reglen først sker ved den endelige Dom. Det Offentlige kan — afset fra Tilfælde af fri Proces — ikke indlade sig på at give Forskud eller give Kredit til Parterne, men disse må i Reglen forudbetale alle Retsgebyrer samt andre processuelle Betalinger, der ikke falde ind under Begrebet Sagførersalær, jfr. som Ex. § 202. Medens det Ovenanførte så at sige giver sig af sig selv, kan man derimod spørge, hvorledes det skal gå i de Tilfælde, hvor Retten af egen Drift anordner processuelle Skridt. På Grund af Forhåndlingsmaximen er dette naturligvis ikke Regel, men det kan undtagelsesvis førekomme; navnlig er der mange Tilfælde, hvor Retten indkalder Parterne og efter Omstændighederne Vidner og Andre til Retsmøder. De Udgifter, som herved foranlediges, ere i Reglen ubetydelige, og der vil ikke være nogen Vanskelighed ved at føretage pågjældende Skridt og derefter kræve Udgifterne dækkede af den ene eller begge Parter, fåmeget mere som det sædvanligvis vil være til Rettens egne Bude eller deslige Personer, at Betalingerne skulle ske. En særegen Regel om forskudsvis Betaling af det Offentlige er dog givet i § 264, fordi der handles om Udgifter, nemlig Betaling til skjønsmænd eller andre Sagkyndige, som kunne blive forholdsvis betydelige, og som de Privatmænd, der tilkaldes, have billigt Krav på at erholde forudbetalte.

I § 126 opstilles det Hovedprincip for Procesomkostningernes Pålæg, at den tabende Part er pligtig at erstatte Modparten de ham ved Retssagen påførte Udgifter, sorsåvidt Parterne ikke må ansees selv at have truffet en anden Overenskomst. Ved dette Sidste lænkes fornemlig på sådanne Tilfælde, som vel ikke ville være hyppige, men

dog kunne førekomme, hvor Parterne blive enige om i fælles Interesse og til Regel for Fremtiden at søge et eller andet tvistigt Netsspørgsmål afgjort ved Domstolene. Men afset fra sådanne Tilfælde opstiller Lovforslaget forresten — i Lighed med samtlige nyere Proceslove, men i Modsætning til vor hidtil gjældende RetsPraxis — den Regel, at den tabende Part skal erstatte Modparten dennes Procesomkostninger. Det er især den nu herskende slappe Praxis, hvorefter Procesomkostningerne hæves, såfnart Retsspørgsmålet i Sagen findes tvivlsomt, som haves for Øje. Ligesom denne Praxis ikke principmæsfig kan forsvares, da den, som ved endelig Dom befindes at have Ret, derved tillige erkjendes ved Processen at have lidt et retsstridigt Tab, som bør erstattes ham, således ere dens Virkninger i det Hele taget lidet heldige, da den i høj Grad svækker det Ansvar, som bor være forbundet med at lade det komme til Rettergang. En videre Udvikling af disse Betragtninger på dette Sted er unødvendig; man kan i så Henseende henvise til Literaturen og alle nyere fremmede Love om denne Gjenstand.

Det er klart, at den tabende Part dog kun har at erstatte de til Sagens forsvarlige Udførelse fornødne Udgifter. Dersom Modparten er gået ud over dette Mål, må det blive hans egen Sag. Han må selvfølgelig selv bære de Udgifter, som måtte følge af, at han har benyttet en Sagfører, der ikke boer på Stedet, eller af, at han, for at fåe en færlig bekjendt eller udmærket Sagfører, har tilsagt et extraordinært stort Salær, eller af, at han har indhentet andre bekjendte Juristers Responsa eller desl. Ligeledes er det klart, at Omkostningerne ved ufornøden Angrebs- eller Forsvarsmidler eller ved ufornøden Bevisførelse må falde på vedkommende Part selv. Om Udgifter have været fornødne, må afgjøres af Retten ved et frit skjøn, uden at særegen Bevisførelse herom finder Sted; Billigheden kræver her, at den i Paragrafens 3die Stykke opstillede Regel følges ved Bedømmelsen, da det ikke kan forlanges af Parten, at han skal kunne forudse, hvorledes den endelige Dom vil opfatte Sagen; kun forsåvidt vedkommende Angrebs- eller Forsvarsmidler eller Be-

viser allerede, da de benyttedes, kunde stjønnes at være overflødige, bør han bære Udgifterne alene.

Med Hensyn til Ansættelsen af Procesomkostningerne giver § 126 2det Stykke den vigtige Regel, at deres Beløb stal ansættes under Eet til en rund Sum, men dog således, at de virkelig havte Udgifter såvidt muligt erstattes fuldt ud. Rettens frie skjøn bliver i denne Henseende afgjørende, jfr. også § 199. Det er altså ikke Meningen, at en detailleret Udregning og Legitimation af alle de enkelte Udgifter stal finde Sted, ja den hidtil gjældende Praxis med de såkaldte skadesløse Procesomkostninger i visse Tilfælde formenes endog at burde falde bort. En sådan minutiøs Behandling af Omkostningsspørgsmålet er hverken nødvendig eller hensigtsmæssig. Retten må ifølge dens Kjendskab til samtlige Forhold kunne tilkjende Erstatningen i Form af en rund Sum, som ikke behøver at fjerne sig synderlig fra de virkelig havte Udgifter. Men hvad det er af Vigtighed at hævde i Modsætning til den herskende Praxis, er, at Retten i at fastsætte Procesomkostningernes Beløb stal have for Øje, at de havte Udgifter, såvidt muligt, skulle erstattes fuldt ud. Dette er, som bekjendt, ikke Tilfældet nu, men Domstolene ansætte Procesomkostningerne, når disse skulle godtgjøres med en rund Sum, til Beløb, der vitterlig ere langt under de virkelig havte Udgifter, en Praxis, der yderligere stjærper det Ubillige i hele vort gjældende System i Henseende til Procesomkostningerne. Det er derimod Lovforslagets Mening, at de i § 199 for Skadeserstatnings Ansættelse og Bestemmelse givne Regler i det Hele skulle anvendes også med Hensyn til Procesomkostningerne.

Den i § 127 1ste Stykke givne Regel behøver neppe nogen nærmere Begrundelse, ligesom den i 2det Stykke indeholdte Undtagelse både er i sig selv naturlig og derhos hjemlet i den nugjældende Ret, jfr. 1—5—11. Også Reglen i § 128 vil let forståes. Da det påhviler Sagsøgeren at anlægge Sagen på lovformelig Måde, må dens totale Afvisning med Hensyn til Procesomkostningsspørgsmålet naturlige virke på en analog

Måde som Sagens Tab; derimod stiller det sig anderledes, når Sagen kun afvises for en Del, men fortsættes for en Del. Thi vel er også den partielle Afvisning at anse som forårsaget ved Sagsøgerens Fejl, men der påføres ikke Sagsøgte noget særligt Tab ved denne Fejl, eftersom Sagen dog for en Del gyldigen fortsættes. Det vil nemlig ikke let kunne tænkes, at Sagsøgte virkelig på Grund af de afviste Poster skulde have føretaget Forsvarsskridt, der medførte særlige Udgifter, jfr. §§ 173 og 174. Men skulde det være Tilfældet, er der ikke Noget til Hinder for, at disse særlige Udgifter kunne fåes erstattede hos Sagsøgeren ifølge det almindelige Princip i § 134.

I § 129 indeholdes en Regel, der, om man vil, indeholder en vis Vilkårlighed, eftersom der ikke ifølge Sagens Natur er tilstrækkelig Grund til på Proccsfællestabet alene at bygge en almindelig Forpligtelse til at erstatte Procesomkostningerne in solidum. Men Reglen findes hensigtsmæssig og i mange enkelte Tilfalde retfærdig, og den vil ikke kunne afstedkomme nogen materiel Uret, da det andet Punktum i Paragrafen hjemler Retten Myndighed til at fritage for det solidariske Ansvar i hvilket Omfang, den finder rigtigt.

Reglen i § 130 1ste Stykke er den logisk rigtige Anvendelse af det i § 126 indeholdte Grundprincip om Procesomkostningerne på sådanne Tilfælde, hvor Dommen falder ud til Parts Ed. Eftersom Eden aflægges eller ikke aflægges, bringes Sagen i den samme Stand, som om den var ubetinget vunden eller tabt. Det er forsåvidt at anse som en tilfældig Form, at Eden aftægges efter Dommen; dette kan derfor ikke gjøre nogen reel Forskjel. Hvis Eden blev aflagt under Sagen og den endelige Dom som Følge heraf blev ren kondemnatorifk eller ren frifindende, vilde man vel ikke tage i Betænkning at anvende Reglen i § 126 på Procesomkostningsspørgsmålet, men den Omstændighed, at Eden aflægges bagefter Dommen og at denne affattes alternativt, bør ikke gjøre nogen Forandring heri. Fra et principielt Standpunkt synes det herefter ikke at kunne bestrides, at Sagen, når den Bevispligtiges Modpart aflægger en

pålagt Benægtelsesed, er i ganske samme Stilling, som om den Bevispligtige ellers havde tabt Sagen, fordi han ej kunde føre det ham påhvilende Bevis. Kommissionens Flertal er imidlertid gået ud fra, at Billighedshensyn tale for at give Retten Bemyndigelse til i sådanne Forhold at fritage den Bevispligtige for at erstatte Procesomkostningerne, forsåvidt han har tilvejebragt Sandsynlighed for det pågjældende Anbringendes Rigtighed, se § 130 2det Stykke. Nægter en Part derimod at aflægge den ham pålagte Benægtelsesed, må han behandles som den, der ikke tør fastholde sin Benægtelse og forsåvidt må ansees som tilstående, og det heraf flydende Tab af Sagen bør pådrage Processens Omkostninger, ligesåvel som i Sager, der ikke falde ud til Ed. Vover den Bevispligtige ikke at aflægge en Sigtelsesed, hvortil han er admitteret, må han betragtes som den, der ej kan eller vil stå ved sin Fremstilling af Eagen, og det deraf følgende Tab af Sagen bør medføre Procesomkostningerne ligesom i andre Tilfælde.

Medens Lovforslaget gjennemfører den Grundsætning, at den Part, som taber Sagen i det Hele, bør erstatte Modparten Processens Omkostninger, stiller det sig anderledes, når ingen af Parterne helt vinder Sagen, men Dommen kun tildels giver hans Påstand Medhold. Det kan da ikke siges om nogen af Parterne, at han særlig og mere end den anden er Processens retstridige Årsag, thi Sagens Udfald har vist, at han havde Ret i ikke at ville efterkomme Modpartens Påstand, således som den forelå. I Reglen vil det under denne Forudsætning være retfærdigst og bedst stemmende med Grundsætningerne for Skadeserstatning, at hver Part selv bærer sine Omkostninger, da der ordentligvis vil mangle Retsgrund til at lægge dem over på Modparten. Men skjønt det vel således vil være det Sædvanligste, at Procesomkostningerne ophæves i sådanne Tilfælde, kan det dog undertiden være billigt, at der afviges noget herfra, og navnlig at en lige Deling af flere eller færre Udgifter kan føretages. Dertil mangler der Hjemmel i vor hidtil gjældende, Ret, men Lovforslaget åbner Adgang dertil

ved Bestemmelserne i § 131 1ste Stykke. Medens den i § 131 1ste Stykke givne Regel i det Hele og i det Store er uomtvistelig rigtig og letfærdig og derfor også findes i alle Proceslove, vilde derimod dens bogstavelige og aldeles skarpe Gjennemførelse neppe stemme med Billigheden og det virkelige Livs Tarv. At en Part skulde gå glip af Processens Omkostninger, såsnart Retten i en eller anden Bagatel frafaldt hans Påstand, således at de kun tilkjendtes ham, når Påstanden i Et og Alt og indtil det mindste Punkt toges til Følge i Dommen, vilde ikke være retfærdigt. Påstandens Overskridelse af det ved Dommen Tilkjendte bør ikke stille en Part ved Erstatning for Procesomkostningerne, når både Overskridelsen er ubetydelig, og derhos ingen færstilte Omkostninger kan antages at være foranledigede ved Overskridelsen. Dette, som iøvrigt allerede antages i den gjældende Ret, foreslåes i Lovudkastels §131 2det Stykke.

De foranførte Regler ere navnlig beregnede på Proceduren i første Inftants. I §§ 132 og 133 gives Reglerne om Procesomkostningerne, forsåvidt disse ere foranledigede ved Retsmidlernes Brug, altså ved Påanke eller Besværing til højere Ret eller ved ny Foretagelse af Sagen ved samme Ret. Det første Tilfælde, som ombandles i § 132, frembyder ikke sær Vanskelighed; den Part, som forgjæves anvender Retsmidler, må utvivlsomt forsåvidt ansees som tabende; de ved Retsmidlets Anvendelse forårsagede Udgifter bør han erstatte, og hvad Procesomkostningerne i første Inftants angår, forbliver det jo ved den i Dommen indeholdte Bestemmelse. Derimod stiller det sig anderledes, når der ved Retsmidlets Anvendelse opnåes en mere eller mindre vidtgående Forandring i den faldne Dom eller Kjendelse. I det Hele taget bor de almindelige Regler også her anvendes. Deraf vil bl. A. følge, at den Part, hvem Sagen ved Retsmidlets Brug endelig går imod, således at Modparten overfor ham sætter sin hele oprindelige Påstand igjennem, ifølge Grundsætningen i § 126 som tabende bør betale Procesomkostningerne ikke blot i Retsmiddelinstantsen, men

også for den lavere Instants. Sætter den a niende Part derimod ved Retsmidlers Brug kun for en Del fin Påstand igjennem, vil han ifølge Grundsætningen i § 131 ikke kunne fåe sine Omkostninger erstattede og ej heller i Reglen kunne fåe de i Dommen indeholdte Bestemmelser om Procesomkostningerne forandrede, forsåvidt disse ikke i og for sig ere fejlagtige efter det Udfald, Sagen har fået i første Instants. Sætter han vel hele sin i Retsmiddelinstantsen fremsatte Påstand igjennem, men denne afviger fra hans oprindelige, i første Instants fremsatte, vil han vel i Reglen hos Modparten fåe sig tillagt de ved Retsmidlets Brug forårsagede Omkostninger, men derimod ikke kunne opnå Forandring i den oprindelige Doms Bestemmelser om Procesomkostningerne i første Instants. Disse Regler kunne imidlertid blive ubillige og der bør desårsag være Adgang for Retten til at lempe dem. Det vil være hårdt, om den Part, som har den første Dom for sig, således at han måske endog ved den har fået sig tilkjendt Processens Omkostninger, ubetinget, dersom Retsmidlets Brug fremkalder et modsat endeligt Resultat, skal bære Sagens Omkostninger helt igjennem også i første Instants, og navnlig vil dette være ubilligt, hvor det kun er en forskjellig Opfattelse af Retsspørgsmålet hos Domstolene, der foranlediger det forandrede Resultat. Derfor giver § 133 en Adgang for Retten til at gribe lempende ind, hvor Billighed taler derfor, og fritage vedkommende Part for at udrede enten alle Omkostninger eller dog visse Dele af dem.

Det er ofte Tilfældet, at Hovedfagens Behandling netop på Grund ar den i Anledning af det anvendte Retsmiddel trufne Afgjørelse skal fortsættes, f. Ex. når ved Påanke opnåes Hjemvisning eller når ny Foretagelse af Sagen tilftåes. Det vil da kunne være hensigtsmæssigt, at ikke blot Spørgsmålet om Omkostningerne ved Sagens tidligere Behandling, men også ved selve Retsmidlets Anvendelse udsættes til den endelige Dom, hvor der da under Eet vil kunne finde en Fastsættelse af Omkostnmgsspørgsmålet Sted, navnlig således, at Erstatningen pålægges i en rund Sum under behørig Iagt-

tagelse af samtlige de Hensyn, som skulde virke ind ifølge §§ 126 og 131.

I § 134 indeholdes en almindelig Grundsætning, som må bestå ved Siden af de øvrige Regler om Procesomkostningerne, og som må finde Anvendelse uden Hensyn til Sagens Udfald. Iøvrigt er Grundsætningen selv naturlig og billig, hvorfor den ej videre behøver at begrundes, ligesom den også er anerkjendt i den gjældende Ret, Det følger af sig selv, at § 134 kan fyldestgjøres derved, at Retten i den endelige Dom kompenserer Parternes gjensidige Krav på Erstatning af Procesomkostningerne, og navnlig kan dette ske derved, at den Part, som iøvrigt vinder Sagen, må tåle et Afslag eller en Nedsættelse ifølge § 134, fordi han har forårsaget Modparten unødvendige Udgifter. Ved Opgjørelsen heraf går Retten frem efter et frit skjøn og fastsætter det endelige Resultat i Form af en rund Sum, dog at selvfølgelig en kort Angivelse af de til Grund lagte Synspunkter må indflyde i Dommens Præmisser.

Hvad angår § 135, da indeholder denne, en Afvigelse fra den hidtil gjældende Ret, der ikke kjender en sådan særskilt foreløbig Afgjørelse af Spørgsmålet om den ene Parts Ret til at fåe visse Procesudgifter erstattede af den anden. Men Reglen i § 135 er i og for sig naturlig, og efter Lovforslagets hele System vil der være langt mere Anvendelse for den end nu, idet spildte Møder og derved forårsagede Udgifter efter det nye System af få mange Grunde kunne opstå, f. Ex. når on Part for silde fremkommer med et faktisk Anbringende eller et Bevis, i hvilke Tilfælde Præklusion efter Lovførstaget ingenlunde altid finder Sted, men kun en Forpligtelse til at bære Omkostninger, jfr. §§ 167, 185, 186 o. fl. I alle disse Tilfælde har Spørgsmålet om Forpligtelsen til at erstatte disse Udgifter åbenbart aldeles ikke Noget at gjøre med Sagens endelige Udfald.

I §§ 136 og 137 indeholdes Regler om den Forpligtelse til at erstatte Procesomkostningerne, som efter Omstændighederne kan påhvile enten Sagføreren eller andre Ret-

tergangsfuldmægtige eller Dommere. Det er i og for sig klart, at Sagføreren må være pligtig at erstatte de Udgifter, som han ved pligtstridig Opførsel har forårsaget, en Regel, som også haves i den gjældende Net, Sædvanligst vil dette Spørgsmål opstå mellem Sagføreren og hans Mandant, men i så Fald vedkommer det ikke Processen, og Modparten må i Reglen ansees for beføjet til at modsætte sig dets Indblanding i den. Men det kan også hænde, at Modparten lider Skade eller Ophold ved Sagførerens urigtige Forhold, og i så Fald er det billigt, at han kan fåe Erstatning hos Sagføreren, ligesåvel som hos Parten selv, ved Dommen i Hovedsagen, Kun følger det af sig selv, at den, der nedlægger en sådan Påstand, må drage Omsorg for, at Sagføreren får Adgang til at udtale sig om den. Det vil altså sige, at Påstanden må fremsættes betimeligt. I Reglen behøves der ikke heller videre, thi særlige Foranstaltninger for at underrette Sagføreren om dens Nedlæggelse ville være ufornødne undtagen i det sjældne Tilfælde, at en ny Sagfører er indtrådt i Sagen istedetfor den, som man vil drage til Ansvar. De i § 137 indeholdte Regler anvise Måden, hvorpå Ansvar i simple og lette Former kan gjøres gjældende mod Dommeren i Forbindelse med Hovedsagens Påanke til højere Ret. Det findes ikke nødvendigt at bevare den nuværende Rets Regel, hvorefter en underordnet Dommer altid stal stævnes i Tilfælde af Sagens Indbringelse for højere Ret, selv om man ikke vil gjøre Ansvar gjældende imod ham; det er i Virkeligheden en besværende og unyttig Formalitet, thi det førekommer aldrig, at Dommeren moder blot for at opretholde sin Embedshandling. Derimod følger det af sig selv, at der må gives Dommeren Lejlighed til at forsvare sig, når der nedlægges Påstand over ham. Hvor Påanke benyttes, må dette ske derved, at Dommeren faar Meddelelse om den over ham nedlagte Påstand, samtidigt med at Ankestriftet forkyndes for Modparten; hvor Besværing benyttes, er det nok, at Påstanden optages i Besværingsskriftet, da dette jo passerer Dommerens Hæn-

der, og han får Lejlighed til at erklære sig over det.

Ved § 138 indføres der en ny Regel i vor Ret — som er almindelig i alle fremmede Proceslove — nemlig, at Sagvolderen kan forlange, at Sagsøgeren, når han er Udlænding, stal stille Sikkerhed for de eventuelle Procesomkostninger. Det er en Besynderlighed, at denne Regel ikke allerede gjælder, thi i og for sig er det ikke mere end billigt, at den, der ved vore Domstole vil hænde exigibel Dom over en Person, ej stal kunne henvise denne til for de i samme Dom ham selv pålagte Procesomkostninger at føge til fremmede Lande og muligen underkastes meget Besvær for at fåe dem inddrevne.