Om de Skrifter, som vexles mellem Parterne, og om de Skrifter, som skulle forelægges Retten forinden den mundtlige Forhandlings Begyndelse.

Forholdet mellem Kap. I. og Kap. II. er ikke det, at Kap. I. indeholder, hvad der i systematisk Forstand kan kaldes den forberedende Skriftvexling, og Kap. II. alene den mundtlige Forhandling uden at befatte sig med den skriftlige Forberedelse af samme. En sådan Ordning af Stoffet er umulig, når Fremstillingen skal være kronologisk. Thi al Skriftforberedelse ophører ikke fra det Øjeblik, da den mundtlige Forhandling begynder. Det er tvertimod uundgåeligt, at der også, efterhånden som den mundtlige Forhandling strider frem, kan blive Spørgsmål om skriftlig Forberedelse, f. Ex. når det kommer til Bevisførelse (§§ 180 og 182) eller når der bliver Spørgsmål om efterfølgende Fremsættelse af nye Anbringender eller Påstande (§§ 168, 169). Forholdet mellem de nævnte 2 Kapitler er altså dette, at Kap, I. omhandler de

Skrifter, som fremkomme, forinden den mundtlige Forhandling begynder, såvel de i egentlig Forstand blot forberedende Skrifter som de til Grundlag for den mundtlige Forhandling tjenende Skrifter, og Kap, II. omhandler Proceduren, efterat den mundtlige Forhandling er begyndt, både forsåvidt angår Måden, hvorpå og Ordenen, hvori de mundtlige Fremstillinger foregå, og forsåvidt angår de skriftlige Meddelelser, som skulle gå forud for den mundtlige Forhandling.

Som det allerede fremgår af de almindelige Bemærkninger S. 4 ff. må der med Hensyn til de i Kap. I. omhandlede Skrifter skjelnes mellem dem, der blot skulle tjene til at underrette Modparten om det, der agtes anført, men som ikke iøvrigt vedkomme Netten, og dem, som ere beregnede på at tjene til egentlig bindende Grundlag for den mundtlige Forhandling og forsåvidt ere beregnede på at føreligge ikke blot for Parterne, men også for Retten.

I §§ 159, 162, 163 omtales de Skrifter, som blot have til Øjemed at underrette Modparten om, hvad der agtes fremført, men som iøvrigt ikke have nogen anden Betydning for Processen, De ere altså nærmest bestemte til at belære begge Parter således om hinandens Opfattelse af Sagen, at det bliver enhver især af Parterne muligt at formulere bestemte Sagsfremstillinger, der da tjene til bindende Grundlag for den mundtlige Forhandling. Om disse Sagsfremstillinger handles der i §§ 165 og 166. Der efter handles der i § 167 om Sagsfremstillingernes Forhold til den blot forberedende Skrifivexling mellem Parterne, og i §§ 168 og 169 om Forholdet mellem Sagsfremstillingerne og de mundtlige Forhandlinger i Sagen. En Følge af disse Paragrafer er, at Sagsfremstillingerne ikke kunne undværes, men Undladelse af at fremkomme med dem er at sætte lig med Udeblivelse, jfr. § 170, medens derimod den rent forberedende Skriftvexling, forsåvidt Parterne ere enige herom, kan helt bortfalde, når kun Sagsfremstillingerne desuagtet fremskaffes, jfr. § 172.

Når vi nu foreløbig holde os til de

Skrifter, der blot have til Hensigt at give Modparten Underretning, men ikke skulle tjene til Grundlag for den mundtlige Forhandling, møde vi først det Skrift, hvormed Sagsøgeren begynder Processen, nemlig Klageskriftet. Det tjener ikke blot til simpelthen at underrette Modparten om den Fordring, der stilles til ham, men det tjener tillige som Stævning eller med andre Ord som bindende Opfordring til Modparten om at møde for Retten. Forsåvidt indeholde de Klageskriftet vedrørende Paragrafer tillige Stævningsreglerne (jfr. §§ 160 og 161). Med Hensyn til Måden, hvorpå a Sagen indbringes for Retten, ere flere Systemer mulige, imellem hvilke der må vælges væsentlig efter Hensigtsmæssighedsgrunde. Oprindelig havde det været Proceskommissionens Tanke at vælge et System, hvorefter der strax i Klageskriftet stævnedes til den mundtlige Forhandling, således at Sagen i Henhold hertil i sin Tid kom til Forhandling uden videre ordnende Mellemkomst af Retten. Der måtte da i Klagestristet gives et i Loven bestemt Varsel, som måtte være så langt, at Sagsøgtes Tilfvarsskrift såvelsom Sagsøgerens Replik og eventuelt Sagsøgtes Replik samt endvidere Sagsfremstilling fra begge Sider kunde afgives til visse ved Loven bestemte Tider inden Varselets Udløb; Klageskriftet måtte altså, for ved et Exempel at anskueliggjøre dette System, lyde på, at Sagsøgte skulde møde til mundtlig Forhandling 4 Uger efter dets Forkyndelse; 2 Uger efter Klageskriftets Forkyndelse og altså også 2 Uger førend Tægtedagen måtte da Sagsøgte meddele Sagsøgeren sit Tilsvarsskrift; 1 Uge førend Tægtedagen måtte Sagsøgeren meddele sin Replik, hvis han vil afgive nogen, og Sagsøgte måtte da hurtigt derefter f. Ex. inden 24 Timer meddele sin Duplik, hvis han bryder sig om at afgive en saadan, hvad viftnok kun undtagelsesvis vil være Tilfældet; når disse Skrifter forelå, kunde Parterne affatte deres Sagsfremstillinger, med Hensyn til hvilke det da kunde gjøres til Regel, at Sagsøgeren skulde meddele Sagsøgte sin Sagsfremstilling 3 Dage og Sagsøgte Sagsøgeren sin Sagsfremstilling 24 Timer førend den i Klageskriftet bestemte Tægtedag, spå hvilken da den

mundtlige Forhandling kunde og i Reglen også skulde begynde i Henhold til den i Varselets Løb stedfundne og tilendebragte Skriftvexling. Dette System har sine Fordele; navnlig må det ansees som en sådan, at Retten slet ikke behøver at komme i Beroring med Sagen, førend den med det samme kommer til mundtlig Forhandling, hvorved der spares Parterne Retsmødet og Retten selv Ulejlighed. Men Proceskommissionen har dog efter den nøjeste Overvejelse ment at burde opgive Forsøget på at gjennemføre dette System. Thi ved Siden af visse Fordele har det også betydelige Mangler, Navnlig er det ikke istand til at tage alt fornødent Hensyn til den enkelte Sags Beskaffenhed og de Forskelligheder i dens Behandling, som betinges herved. I mange Tilfælde ville de lovbestemte Frister befindes at være længere, end der på nogen Måde behøves, idet selv de simpleste Sager belemres med en Forberedelsesfrist af 4 Uger, i andre Tilfælde vilde de lovbestemte Frister ikke være tilstrækkelig lange, hvilket vistnok vil vise sig med Hensyn til Sagsøgerens Replik, når Sagsøgtes Tilsvarsskrift måtte vise sig at være meget vidtløftigt eller at fremdrage nye og uventede Ting. Skal Skriftforberedelsen indrettes med det fuldstændigste Hensyn til den enkelte Sags Beskaffenhed, må Retten gribe ledende og styrende ind i dens Gang, således at både Skrifternes Antal og de til deres Affattelse givne Frister udmåles efter Hensyn til Parternes Ønske og Sagens Vidtløftighed. Men den Ulempe, at et eller to Netsmøder kunne blive fornødne for at ordne Skriftforberedelem og lægge Eagen til Rette for den mundtlige Forhandling, er, nærmere beset, ikke stor; thi det må vel erindres, at til disse Retsmøder behøver i Reglen ingen andre at møde end Sagførerne, der sædvanligvis vilde være bosiddende ved Landsrettens Sæde, medens hverken Parterne selv eller Vidnerne have Grund til at indfinde sig. Ved hensigtsmæssige Bestemmelser kan der derhos drages Omsorg for, at Retsmøderne blive så sjældne og lidet generende som muligt.

Lovforstaget har føgt at tilfredsstille alle disfe Hensyn ved et System, hvis væsentligste Grundtræk ere disse:

Sagsøgeren begynder med at tilstille Modparten et Klageskrift, ved hvilket denne

dels faar Underretning om Sagens Beskaffenhed, dels kaldes til Møde i Retten med et Varsel af mindst 14 Dage. Senest 4 Dage førend Mødet har Sagsøgte at tilstille Sagsøgeren sit Forsvarsskrift, til hvis Udarbejdelse han altså får mindst 10 Dage, hvilket i Reglen må være tilstrækkeligt. I det Retsmøde, hvori Sagen efter Klageskriftet kommer for, skal imidlertid den mundtlige Forhandling ikke nødvendigvis eller endog kun i Reglen begynde. Hensigten med Mødet er nærmest kun at bestemme, om Skriftvexlingen skal afsluttes eller ikke. Efter hvad Erfaringen andensteds har lært, vil det som oftest være tilstrækkeligt til den mundtlige Forhandlings Forberedelse, at der afgives eet Skrift fra hver Side. I så Fald erklæres Skriftforberedelsen i det foranforte Møde for sluttet, og der berammes et nyt Møde til den mundtlige Forhandling, dels for at Parterne kunne fåe Tid til at udarbejde og fremlægge de Sagsfremstillinger, på hvilke de mundtlige Forhandlinger skulle hvile, dels for at Parterne kunne forberede sig på selve den mundtlige Forhandling. Hvor lang en Frist der skal gives og altså hvor langt eller hvor kort frem i Tiden dette Møde skal berammes, beror på Rettens Bestemmelse. Den vil herved have at tage Hensyn både til dens egne Forretningers Gang og til Parternes Ønsker i Forbindelse med Sagens Beskaffenhed. Men i de hyppigste Tilfælde vil der ikke behøves nogen længere Frist end en Uge. Lovforslaget gjør det endog muligt for Parterne, når de begge ønske det, at fremkalde mundtlig Forhandling strax i det samme Retsmøde, hvortil der i Klageskriftet er stævnet. Når der nemlig kun foreligger et Skrift fra hver Side, og dette ifølge dets Beskaffenhed er egnet til at kunne fremlægges som Sagsfremstilling, er der Intet til Hinder for, at den mundtlige Forhandling strax på Stedet kan foregå, naturligvis forudsat, at Rettens Tid tillader det. Stiller det sig derimod således, at Sagens mundtlige Forhandling ikke ansees for tilstrækkeligt forberedt ved Klageskriftet og Forsvarsskriftet, men at den ene eller

begge Parter onske at fremkomme med yderligere skriftlig Meddelelse til Modparten, kan Skriftvexlingen ikke sluttes i det i §163 omhandlede Møde, men det bliver da — naturligvis efterat Parterne ere hørte — at afgjøre, hvorvidt og hvorledes den skal fortsættes. Lovforslaget stiller da Sagen således, at der strax bestemmes en Tid, inden hvilken de yderligere gjensidige skriftlige Meddelelser skulle gjøres, hvad der i Reglen ikke vil være vanskeligt, og tillige berammes da til en passende Tid derefter den mundtlige Forhandling, ved hvilken Fremgangsmåde det skal opnåes, at der i Reglen ikke vil behøves flere Retsmøder i Anledning af Skriftforberedelsen. Altså for at anskueliggøre Fremgangsmåden ved et Exempel: når Klageskriftet falder i Rette den 24de Juli, men Sagsøgeren i dette Møde erklærer, at han må afgive en Replik i Anledning af Sagsøgtes Tilsvar, og denne som en Følge heraf reserverer sig at fremkomme med en Duplik, vil Retten kunne bestemme, at Skriftvexlingen skal være sluttet den 12te August, således at Repliken skal være meddelt Sagsøgte inden den 5te August, og at den mundtlige Forhandling derefter skal finde Sted den 19de August. På denne Måde vil der sågodtsom altid blive givet tilstrækkelig Tid og Lejlighed til den mundtlige Forhandlings Forberedelse ved Skrift. Men skulde det i et enkelt Tilfælde vise sig, at de fastsatte Frister ej have været tilstrækkelige, enten på Grund af Sagens Vidtløftighed, eller fordi Parterne have måttet indhente Oplysninger, hvortil en uventet lang Tid er medgået, er der åbnet Retten Adgang til på den Dag, da den mundtlige Forhandling ellers skulde have begyndt, at udsætte Sagen, jfr. § 163 Slutning.

Til det Anførte bliver endvidere at føje, at det endog uden Retstab er tilladt enhver især af Parterne såvelsom begge Parterne at udeblive fra det i Klageskriftet angivne Retsmøde. Bryder en Part sig ikke om at stedes til yderligere skriftlige Meddelelser, behøver han slet ikke at ulejlige sig med at møde. Hans Udeblivelse i det nævnte Møde har kun til Følge, at han ansees for at samtykke i, at Sagen går til mundtlig Forhandling, jfr. §

164. Den eneste meget ringe Ulempe, som kan følge af Udeblivelsen for den, der ej ønsker at stedes til yderligere skriftlig Meddelelse, er kun den, at han ikke faar sejlighed til at lade sin Stemme hore med Hensyn til Bestemmelsen af Mødet til mundtlig Forhandling. Ellers kan den eller de Udeblivende gå ud fra, at Sagen i det i § 163 omtalte Møde vil være fat til mundtlig Forhandling; om Tiden herfor kan han altid erhverve Underretning på Rettens Kontor, I nøje Overensstemmelse hermed står også Bestemmelsen i § 171 om Følgerne af, at Indstævnte undlader at afgive Tilsvarsstrift til den fastsatte Tid. Han bliver nemlig i så Fald kun at anse som den, der samtykker i, at Sagen går til mundtlig Forhandling allerede i det i Varselspåtegningen angivne Møde. Videre Følger indtræde ikke. Det påhviler da enhver især af Parterne at afgive deres Sagsfremstillinger inden de befalede Frister forud for dette Møde, og med Hensyn til Følgerne af, at Sagsfremstillingerne indeholde Ting, hvorpå Modparten ej ved forudgående Meddelelse er bleven behørig forberedt, komme de almindelige Regler til Anvendelse, jfr. herved § 167.

Forstjellige fra de i §§ 159, 162 og 163 omhandlede Skrifter, der kun ere bestemte til at underrette Parterne indbyrdes om det, enhver af dem agter at fremføre, men ikke ere beregnede på at tjene til Rettens Belæring, ere Sagsfremstillingerne, som skulle på eengang tjene til Grundlag for den mundtlige Forhandling og tillige meddele Retten den fornødne foreløbige Oplysning om Sagen. Hvad disse angår, foreskrives det i § 165, at Sagsøgeren stal 3 Dage og Sagsøgte Dagen forinden det til den mundtlige Forhandlings Begyndelse bestemte Retsmøde meddele deres respektive Modpart deres Sagsfremstilling. Det er en Selvfølge, at Retten ved Bestemmelsen af Tiden til den mundtlige Forhandling må tage Hensyn til, at der levnes Sagsøgeren den fornødne Tid til at udarbejde Sagsfremstillingen, efterat han har fået Modpartens sidste skriftlige Meddelelse; men det vil på den anden Side findes naturligt, at hertil ikke indrømmes altfor lang

Tid, fordi Sagsfremstillingen netop efter Lovens Hensigt og Mening ikke skal eller må være en lang skriftlig Udvikling, men kun et kort sammentrængt Aktstykke, jfr. § 166.

Det kunde synes at være en overflødig og besværende Ordning, at Parterne både til hinandens Underretning skulle meddele Klageskrift, Tilsvarsskrift, Replik osv. og tillige som Grundlag for den mundtlige Forhandling fremlægge og meddele hinanden Sagsfremstillinger. Det bliver en dobbelt Række af Skrifter, som fordres af dem, og i mange Tilfælde ville Sagsfremstillingerne ikke være Andet end en Gjentagelse af de forudgående skriftlige Meddelelser. Kommissionen er imidlertid efter nøje og gjentagen Overvejelse af dette Punkt kommet til det Resultat, at Lovforslagets hele Karakter, navnlig den stærke Koncentration af Bevisførelsen, som Umiddelbarhedsprincipet kræver, med Nødvendighed fordrer en sådan Ordning, men ved Siden heraf har man også været betænkt på at indføre alle de Lempelser i Systemets Anvendelse, som ere mulige. Når der føreligger mere end et Skrift fra hver Side, vil det ikke kunne gå an at procedere Sagen umiddelbart på Grundlag af den forberedende Skriftvexling. Man vilde da blive belemret med et Apparat, som vilde tynge på den mundtlige Forhandling, og stå Fare for, at man ikke fik en virkelig mundtlig Procedure, men snarere en skriftlig Procedure med en mundtlig Slutningsforhandling. Det må derfor fordres, at der ikke foreligger mere end eet skriftligt Aktstykke fra hver Side som Grundlag for den mundtlige Forhandling, og det må endvidere fordres, at dette Aktstykke er affattet med Klarhed og Bestemthed, men tillige på en meget sammentrængt Måde, Fordringer, der så tydeligt som muligt ere skildrede i § 166. Men når der kun foreligger Klageskrift og Tilsvarsskrift og ikke andre eller flere Skrifter fra nogen af Siderne, og naar derhos disse Skrifter tilfredsstille de Fordringer, der opstilles i § 166, navnlig altså angive Påstandene fuldstændigt og bestemt og indeholde de disse begrundende Fakta uden lange juridiske Deduktioner, kan der ikke være nogen Betænkelighed ved at tillade, at de benyttes i Stedet

for Sagsfremstillinger, og at Sagen procederes på Grundlag af dem. Herved er der vist Vejen til en stor Simplifikation af det skriftlige Grundlag, en Anvisning, som sikkert vil blive fulgt, efterhånden som Sagførerne mere og mere lære at indse, bvor megen Lettelse den mundtlige Procedure yder dem, og hvor overflødige skrevne Meddelelser ere i alle mindre og simplere Sager, som fuldkomment vel kunne forståes alene efter den mundtlige Fremstilling.

Medens det forbeholdes senere at komme tilbage til Spørgsmålet om Forholdet mellem Sagsfremstillingerne og den mundtlige Forhandling, skal der her dvæles noget ved Spørgsmålet om Forholdet mellem Skriftforberedelsen (Klageskrift, Tilsvarsskrift osv.) og Sagsfremstillingerne, Det er allerede ovenfor S. 6 i Korthed antydet, at Skriftforberedelsen kun har til Hensigt at underrette Modparten om, hvad man har isinde at gjøre gjældende, og forsåvidt kan det siges, at den egentlig kun sigter til at forberede enhver især af Parterne til at affatte hans Sagsfremstilling. For at et fast Grundlag for den mundtlige Procedure kan vindes, og for at enhver især af Parterne med Sikkerhed kan stille og forme sine endelige Påstande og angive de Omstændigheder, hvorpå han begrunder dem — hvilket skal ske i Sagsfremstillingerne —, er det nødvendigt i det Væsentlige at kjende Modpartens Opfattelse af Sagen, vide, hvad han indrømmer, og hvad han bestrider, vide, om Uenigheden ligger i Opfattelsen af Retsspørgsmålet, eller om den ligger i Opfattelsen af Sagens faktiske Sammenhæng, og hvorvidt den i den ene eller den anden af disse Henseender strækker sig. At sætte Parterne i gjensidig Kundskab herom er Skriftforberedelsens Opgave. Den er forsåvidt at ligne ved en regelbunden Brevvexling mellem Parterne, der går forud for den egentlige Rettergang, og den kan derfor erstattes ved Meddelelser af privat Natur, værc sig skriftlige eller mundtlige, som indeholde det Samme. Herpå er der tænkt ved Bestemmelsen i § 172. Når det hedder der, at al Skristvexling, derunder også Klageskrifts Meddelelse, forud for det i § 167 omhandlede

Retsmøde kan aldeles bortfalde efter Overenskomst mellem Parterne, er det forudsat, at disse eller rettere deres Sagførere i mange Tilfælde ville kunne enes om ved private skriftlige eller mundtlige Konferencer at meddele hinanden deres Opfattelse af Sagen, således at de i Henhold hertil kunne affatte deres Sagsfremstillinger uden videre Skriftforberedelse og derefter procedere Eagen mundtlig muligen endogså strax i samme Retsmøde, en Fremgangsmåde, hvorved der vil kunne opnåes en stor Simpelhed og Hurtighed i Proceduren. Men når der, afset herfra, spørges om Forholdet mellem Skriftforberedelsen og Sagsfremstillingerne, giver § 167 Reglen i fuldkommen Samklang med de her angivne Synspunkter. Retten undersøger ikke i Embeds Medfør, om Sagsfremstillingerne indeholde Noget, hvorpå vedkommende Part ej kan siges at være bleven tilbørlig forberedt ved Skriftvexlingen; af egen Drift behøver den end ikke at gjennemlæse Skriftvexlingen og vil i Reglen ej heller gjøre det, men holde sig udelukkende til Sagsfremstillingerne. Kun når en Part fremsætter den Indsigelse, at Modpartens Sagsfremstilling indeholder Påstande, Indsigelser, Benægtelser eller faktiske Anbringender, på hvilke han ikke gjennem Skriftvexlingen er bleven behørig forberedt, har Retten at fætte sig i Bevægelse og undersøge Modsigelsens Berettigelse. Skriftforberedelsens Øjemed kræver selvfølgelig, at Parten ikke må overraskes derved, at Modpartens Sagsfremstilling indeholder slig nye Ting, og når Rettens Beskyttelse kræves i stige Tilfælde, må den ydes. Det bliver da at bedømme efter et rimeligt og fornuftigt skjøn over Striftforberedelsen og Sagsfremstillingen i det Hele, om det med Feje kan siges, at vedkommende Part efter Skriftforberedelfens Indhold i det Hele ikke havde kunnet vente det Nye, som Sagsfremstillingen siges at indeholde, og virkelig kan beklage sig over at være bleven overrasket. Ved Afgjørelse heraf skal Retten ikke hengive sig til smålig Ordfortolkning; det kommer ikke an på, at netop de samme Ord og Udtryk ere benyttede i Skriftforberedelsen som i Sagsfremstillingen, men kun på, om det i Sagsfremstillingen

Indeholdte efter Skriftforberedelsen i dens Helhed virkelig kan siges at være Noget, der ej kunde ventes fremfort. Findes Indsigelsen grundet, har vedkommende Part naturligt Krav på at værnes mod den Overraskelse, som han truedes med, men han har heller ikke Krav på Andet eller Mere, og navnlig ikke Krav på, at Modparten skal prækluderes med det Nye, han vil gjøre gjældende. Derfor bestemmer § 167, at når Modsigelsen findes grundet, skal der på Begjæring gives vedkommende Part, der klager over Overraskelse, Lejlighed til at forandre eller fuldstændiggjøre sin Sagsfremstilling, forsåvidt de Afvigelser, fra hvad der efter Skriflforberedelsen lunde ventes, som Modpartens Sagsfremstilling indeholder, måtte give ham Anledning dertil, og det bestemmes tillige, at forsåvidt han mener ikke at kunne strax på Stedet foretage disse Forandringer og Tilføjelser i sin Sagsfremstilling, men at måtte overveje Sagen nærmere, kan der hertil gives ham Udsættelse. Hvor Forandringerne og Tilføjelserne foretages på Stedet, foranlediges herved ingen særegne Omkostninger eller Spild af Tid, men dersom der gives Udsættelse, foreligger der altså et forgjæves Møde, og de herved forvoldte Omkostninger kunne da pålægges den Part, som er gået udenfor eller afveget fra Skriftvexlingen. Denne Udsigt til at komme til at bære Omkostningerne er at anse som en heldbringende Tvang på Parterne til at undgå disse Afvigelser. Men iøvrigt vil der også føreligge andre Grunde hertil. Den Part, der ønsker Sagen hurtigt fremmet, og det vil i Almindelighed være Tilfældet med Sagsøgeren, vil være opfordret til Påpasselighed og Nøjagtighed derved, at han ellers udsætter sig for at fåe Sagen udsat, og forsåvidt Modparten angår, da kunde det vel tænkes, at han for at udhale Sagen vilde lade slige Uoverensstemmelser indflyve og måske endog ikke bryde sig synderligt om, at der pålægges ham Omkostninger ved det forgjæves Møde, men herved bliver at bemærke, at Sagsøgeren under sådanne Omstændigheder er interesseret i ikke uden den største Nødventighed at gjøre Indsigelser mod Sagsfremstillingen og navnlig i ikke at tage

Udsættelse for at forandre eller fuldstændiggjøre fin egen Sagsfremstilling, men såvidt muligt gjøre det på Stedet.

Af det Anførte fremgår, at Skriftforberedelsens Rolle er udspillet, når Sagsfremstillinger foreligge enten uforandrede eller med Ændringer i Henhold til § 167; fra det Øjeblik af kan Skriftforberedelsen gjerne tilintetgjøres, thi den bruges ikke mere, og dens Indhold er ligegyldigt for Sagens videre Behandling. Anderledes er det med Sagsfremstillingerne. Disse danne et nødvendigt Grundlag for de mundtlige Forhandlinger i Sagen, der i en vis Forstand, hvorom nærmere nedenfor, kan siges at være bindende.

Heraf følger for det Første, at Sagsfremstillingerne*) ikke kunne bortfalde således som den forudgående Skriftvexling; de udgjøre så at sige nødvendige Tilbehør til Mødet i Sagen; derfor bestemmer Lovforslaget også i § 170, at den, der undlader i det til den mundtlige Forhandling bestemte Møde at fremlægge Sagsfremstilling såvelsom den, der forsømmer at meddele Modparten en sådan i rette Tid forud for Mødet, ansees som udebleven, en Følge, som ingensinde forbindes med Undladelse af te forudgående Skrifters Meddelelse. Det kan altså ikke nytte at fremstille sig til mundtlig Forhandling, når man ikte har opfyldt Lovens Bud i Henseende til at meddele Modparten sin Sagsfremstilling en vis Tid forud for Mødet og ikke er rede til at opfylde Lovens Bud ved for Retten at fremlægge sin Sagsfremstilling i selve Mødet. Møde til den mundtlige Forhandling uden denne nødvendige Forberedelse betragtes som intet Møde. Kun forsåvidt Retten måtte finde, at Undladelsen af at meddele Modparten Sagsfremstilling eller af at førelægge Retten en sådan kan undstyldes, står det i dens Magt at befri vedkommende Part for at ansees som udebleven ved at give ham Udsættelse til at iagttage det Fornødne i Henseende til Sagsfremstillings Tilvejebringelse og Meddelelse til Modparten. Men det følger naturligvis af sig selv, at dersom Lovens Bud ikke efter-

*) Et andet Spørgsmål er, hvor fuldstændigt deres Indhold behøver at være, hvorom senere.

kommes i den Tid, hvori Sagen er udsat, indtræde Udeblivelsesfølgerne ubetinget.

For det Andet er det føreskrevet i § 169, at når der sker Forandringer i de oprindelige Sagsfremstillingers Indhold derved, at det tillades en Part at fremføre nye Påstande eller nye Benægtelser, Indsigelser eller Søgsmålsgrunde, som ikke indeholdes i de oprindelige Sagsfremstillinger, skal der fremlægges skriftlige Fremstillinger af disse nye eller forandrede Påstande, eller faktiske Anbringender som Tillæg til de oprindelige Sagsfremstillinger. Har der manglet vedkommende Part den fornødne Tid til førend Retsmødet at affatte og tilvejebringe fådanne Tillæg til Sagsfremstillingerne, må der i selve Retsmødet foregå en Tilførsel til Protokollen, hvoraf det fremgår, hvori Forandringerne i eller Tilføjelserne til de oprindelige Sagsfremstillinger bestå; thi en skriftlig Firering heraf på den ene eller anden Måde må ikke mangle.

For det Tredie fremgår det af § 168, at der i Reglen ikke under den mundtlige Forhandling mod Modpartens Protest kan fremsættes Påstande eller faktiske Anbringender, der ligge udenfor de oprindelige Sagsfremstillinger; forsåvidt kunne disse siges at være bindende for den mundtlige Forhandling, Dog kan Retten, sålænge Sagen ikke er optaget til Dom eller Beviskjendelse, endog mod Modpartens Protest tillade, at Påstande eller faktiske Anbringender, der ligge udenfor Sagsfremstillingerne, fremsættes på den i § 168 2det Stykke angivne Måde, når det efter Omstændighederne findes undskyldeligt, at vedkommende Part ikke er fremkommet hermed tidligere, men der skal da på den i § 169 føreskrevne Måde sørges for, at disse nye Påstande eller faktiske Anbringender fireres ved Skrift. Er Sagen optagen til Dom eller Beviskjendelse, kan ingen af Parterne uden Modpartens Samtykke erholde Adgang til at fremsætte Påstande eller faktiske Anbringender, som ligge udenfor de oprindelige Sagsfremstillinger, eller som ikke ere fremkomne som Tillæg til disse ifølge § 168 2det Stykte.

Forsåvidt der i Henhold hertil spørges, i hvilken Forstand Sagsfremstillingerne da kunne

siges at være bindende og bestemmende for den mundtlige Forhandling, bliver det nødvendigt at sammenholde §§ 168 og 169 med § 270. Det vil da fremgå, at Forholdet i Overensstemmelse med den mundtlige Procedures Fordringer er ordnet således, at den ene Part kan protestere imod, at den anden Part fremkommer med Noget, som ligger udenfor Sagsfremstillingerne, men Retten skal ikke på Embeds Vegne overholde sådan Overensstemmelse. Sagsfremstillingerne skulle i den Forstand afgive et fast Grundlag for den mundtlige Forhandling, at Parterne ikke under denne skulle kunne overraskes med Noget, hvorpå de ej kunne være forberedte, ligesom de skulle afgive en Sikkerhed for, at Proceduren foregår med Sikkerhed og Orden, de tjene selvfølgelig også til at give Netten et foreløbigt og almindeligt Begreb om Sagens Indhold, men heller ikke videre, thi Retten skal domme efter den mundtlige Forhandling og for Rettens Skyld er det ligegyldigt, om det, der anføres i denne, ligger udenfor Sagsfremstillingen eller ikke. I Samklang hermed er det også befalet den Part, der vil fremkomme med nye Anbringender eller Påstande i den mundtlige Forhandling, at drage Omsorg for, at disses Indhold fastslåes ved Skrift på den ene eller den anden Mande, ligesom det er tilladt under Proceduren at forlange Indrømmelser, Tilståelser o. desl. optegnede i Protokollen, men Retten skal ikke i Embeds Medfør udvikle nogen Virksomhed for at bringe eller vedligeholde Overensstemmelse meldet skriftlige Grundlag og den mundtlige Forhandling. Herpå ligger der meget stor Vægt. Thi hvis Retten i Embeds Medfør skal overholde Overensstemmelse mellem det skriftlige Grundlag og den mundtlige Forhandling, går Mundtligheden og dens ejendommelige Fordele for den væsentligste Del tabt. For det Første ville da alle Vedkommende stole på, at det skriftlige Grundlag indeholder Alt, hvad det kommer an på; den mundtlige Forhandling synker ned til en blot Gjentagelse eller i det Højeste en videre Udvikling og Forklaring af hvad der allerede er givet i Skrift, hvorved den naturligvis taber overordentlig meget i Interesse, medens det skriftlige Grundlag får

en Vigtighed, som gjør, at det vil svulme mere og mere op, Omstændigheder, der naturligvis i et Land, hvor den skriftlige Procedure er tilvant, ville virke dobbelt hæmmende på Udviklingen af den mundtlige Forhandlings. Dernæst vil det aldeles ødelægge den mundtlige Forhandlings naturlige Liv og Friskhed, når Retten hvert Øjeblik stal afbryde Foredragene for at lade diktere til Protokollen, hvergang der forekommer Noget, som synes at ligge udenfor Sagsfremstillingerne; det vil idelig gennembryde de mundtlige Foredrag og derved svække Indtrykket af dem, gjøre Forhandlingen slæbende og kjedsommelig og derhos yderst langsom og besværlig for Dommerne, Anderledes stiller det sig, når Retten umiddelbart dømmer efter de mundtlige Foredrag og ikke har at bekymre sig om det skriftlige Grundlag, sålænge Parterne ej gjøre Noget gjældende i så Henseende, Den mundtlige Forhandling bliver da Hovedsagen, og Alle vide, at den er Grundlaget for Rettens Opfattelse og Dom. Dertil kommer, at den i det Hele vil kunne bevæge sig med Frihed og Lethed, thi det hører efter Erfaringens Vidnesbyrd til Undtagelserne, at Parterne gjøre Indsigelser angående Uoverensstemmelse mellem de mundtlige Foredrag og det skriftlige Grundlag, medens Undersøgelser herom må høre til det Regelmæssige, når Retten i Embeds Medfør stal påse dette Punkt. Kun i eet Punkt pålægger Lovforslaget Retten på Embeds Vegne at påse Overensstemmelse mellem det skriftlige Grundlag og den mundtlige Forhandling, Det bestemmer nemlig i § 270, at alle Påstande, som ere stillede på behørig Måde i Overensstemmelse med §§ 166, 167, 168 og 169, må påkjendes udtrykkelig eller stiltiende, hvorimod der ikke tages Hensyn til de Tilføjelser eller Forandringer i Påstandene, som måtte være foretagne uden Hjemmel i disse Paragrafers Bestemmelser. Med Hensyn til Påstandene stal Retten altså påse, at enhver Forandring i eller Tilføjelse til dem fastslåes ved Skrift på de i §§ 168 og 169 angivne Måder; i modsat Fald kan der ikke ved Påkjendelsen tages Hensyn til dem. Men ellers, ɔ: asset fra denne Regel om Påstandene, afsiges ifølge § 270 2det

Stykke Dommen på Grundlag af den mundtlige Forhandling og Bevisførelse, og der tages forsåuidt intet Hensyn til det skriftlige Grundlag. Det må imidlertid erkjendes, at denne Regel ikke kan svække Mundtligheden. En Forpligtelse for Retten til ikke i Påkjendelsen at gå udenfor de skriftligt fremsatte Påstande kan ikke medføre en sådan ængstelig og smålig Undersøgelse af det skriftlige Grundlag, hvorved den mundtlige Procedures naturlige Liv og Friskhed kan svækkes, og forsåvidt en sådan Regel måtte medføre, at der af og til under Forhandlingen må gjøres Protokoltilførsler, ville disse, når de kun angå Påstanden, være så korte og simple, at Forhandlingerne ikke kunne førstyrres eller af brydes derved.

Efter disse almindelige Bemærkninger stal der endnu gives nogle speciellere Oplysninger med Hensyn til de enkelte Paragrafer i dette Kapitel.

Klageskriftet omhandles i § 159. De Regler, som i denne Paragraf gives angående hvad det skal indeholde, ville let forståes. Kun med Hensyn til Litr. c skal det fremhæves, at Klageskriftet tillige skal gjælde som Stævning, idet det stal indeholde en Opfordring til Sagsøgte om at møde for den i Klageskriftet benævnte Ret på den Dag, som Rettens Formand ved Påtegning på Klageskriftet bestemmer. Rettens Formand må sørge for, at Sagen ikke berammes til Foretagelse tidligere, end at Sagsøgeren kan forkynde Klageskriftet med lovligt Varsel, jfr. § 161, men iøvrigt bør Sagen naturligvis fremmes så hurtigt, som Rettens øvrige Forretninger tillade. I denne Forstand redkomme Reglerne om Stævnevarselet Rettens Formand, men ellers bliver det, når Klageskriftet med Berammelsespåtegning er tilbagegivet Sagsøgeren, dennes egen Sag at lade det forkynde i rette Tid og på behørig Måde. Reglerne om Stævnevarselet ere iøvrigt yderst simple. Boer eller opholder Sagsøgte sig indenfor Landsretskredsen, skal der gives ham 14 Dages Varsel, boer eller opholder han sig indenfor Kongerigets Grænser, men udenfor Landsretskredsen, skal der gives ham 3 Ugers Varsel; ellers bestemmer

Rettens Formand Varselet efter det foreliggende Tilfældes Beskaffenhed. Når der bruges Udtrykket „boer eller opholder sig", betyder dette „boer" eller subsidiært, forsåvidt Vedkommende ikke har Bopæs, „opholder sig". Der tages altså ved Stævnevarselets Ansættelse kun Hensyn til Bopælen, hvor en sådan haves — hvad der naturligvis er Reglen —, hvorimod Fraværelse fra Bopælen ikke begrunder nogen Forlængelse af Stævnevarselet. At derimod Fraværelse fra Bopælen ved Klageskriftets Påtegnelse kan foranledige Udsættelse senere under Sagens Gang, er en anden Sag, jfr, § 170, ligesom også ny Foretagelse af Sagen kan blive at bevilge efter § 327, når Sagsøgte oplyser, at han på Gruno af Fraværelsen ej har kunnet forsvare sig på behørig Måde.

Med Hensyn til Slntningsbestemmeljen i § 159 bemærkes, at den hænger sammen med den nye Regel i § 157, hvorefter Spørgsmål om Forligsprøvens Behørighed skulle afgjøres ved Begyndelsen af den mundtlige Forhandling og forinden Realitetsproceduren.

I § 162 omtales Sagsøgtes Tilsvarsskrift og dettes regelmæssige Indhold, om hvilket der ikke behøver at bemærkes Videre. Det kan imidlertid tænkes, at Sagsøgte rent undlader at afgive noget Tilsvarsskrift. I så Fald er han dels underkastet den i § 171 bestemte Følge, nemlig at Sagen strar går til mundtlig Forhandling, dels må han finde sig i, at alle Meddelelser til ham fra Sagsøgeren gyldigen kunne ske på Rettens Skriverkontor, jfr, § 171. Dog kan han, skjønt han ikke iøvrigt afgiver noget Tilsvarsskrift og skjont Sagen derefter går til mundtlig Forhandling, afværge dette Sidste ved at gjøre Sagsøgeren en Meddelelse af det i § 162 Litr. a angivne Indhold. Sagsøgeren er navnlig da pligtig at rette sine Meddelelser til det opgivne Sted istedetfor at afgive dem på Retsskriverkontoret.

Om §§ 163 og 164 er der talt i det Foregående. Som det vil sees, er der lagt an på at give Reglerne en stor Bojelighed. I simple Sager, og når Parterne ønske at fremme Sagen hurtigt, kan delte ske ifølge § 163 1ste Stykke, jfr. § 165 2det Stykke,

ligesom og såvel begge Parter som efter Omstændigherne enhver ifær af dem ifølge § 164 kunne flippe for yderligere Moder under Skriftverlingen, når de ej have Videre at anføre.

Det folger af sig selv, at Rettens Formand ved Brrammelfen af Modet til den mundtlige Forhandlings Begyndelse har at drage Omsorg for, at der levnes Parterne den fornsdne Tid til at efterkomme § 165. Vagsogeren skal have såmegen Tid, at han kan udarbejde sin Sagsfremstilling, altså idetmindste et Par Dage, Sagsøgte får efter § 165 lidt over 2 Dage til at affatte sin Sagsfremstilling. Når der kun gives temmelig forte Frister til Sagsfremstillingernes Affattelse, er det begmndet i, at Parterne, efterhaanden som Skriftvexlingen udvikler sig, have fået så tilstrækkelig Kundskab om Sagen og så megen Anledning til at overveje, hvilken Stilling de ville indtage, at de i Reg« len ikke ville behøve længere Tid til at affatte deres Sagsfremstillinger; men skulde det i et enkelt Tilfælde forekomme, at de givne Tidsfrister ej ere tilstrækkelige, åbner § 170 2det Stykke en Adgang til Udsættelse med Sagsfremstillingernes Affattelse, der dog med Forsæt er indrettet således, at vedkommende Part skal løbe den Risiko at blive anset for udesleven, hvis Retten ikke godkjender hans Grunde til at iåe Udsættelse. Det er nemlig nødvendigt, at der på den ene Side må være en Tvang på Parterne til ikke uden bydende Nødvendighed at tilsidesætte de as Retten givne Frister, på den anden Side en Adgang til at fri den, som har virkelige og gode Undskyldningsgrunde, fra de betydelige Folger af ikke at fremlægge Sagsfremstilling gen i rette Tid.

I § 166 angives det nærmere, hvorledes Sagsfremstillingerne skulle være indrettede. Loven kan ikke gjore Andet end give Forskrifter i denne Retning, der så tydeligt som muligt betegne, at Sagsfremstillingerne skulle være sammentrængte Fremstillinger af Sagens Sammenhæng fra vedkommende Parts Standpunkt og de i Henhold hertil af ham stillede Påstande uden Udvikling af Relsspørgsmålet. Det er ønskeligt, at Parterne beslitte sig på

al den Korthed, som er førenelig med Hensigten, og der er også Grund til at vente, at det i Tidens Længde vil blive et Mål for Sagfsrernes Bestræbelser at gjøre det, når de lære at indse, at fornøden Vidtløftighed aldeles ikke gavner, men tverimod er ilde set af Retterne, Men det ligger i Tingenes Natur, at Parterne ikke direkte kunne tvinges til Kortfattethed. Det eneste egentlige Retsmiddel, der haves i så Henseende, består deri, at Retten må kunne nægte at modtage Skrifter, som åbenbart afvige fra hvad der er føreskrevet i § 166. Den Part, hvis Sagsfremstilling tilbagevises på denne Måde, bor vel strengt taget anfees som den, der ingen Sagsfremstilling har afgivet, men Retten har dog i § 170 2det Stykke en Befojelse til at vælge den mildere Udvej at udsætte Sagen og derved give vedkommende Part Lejlighed til at afhjælpe Manglen, jfr, de almindelige Udtryk „eller når der iøvrigt hertil er tilstrækkelig Grund“.

I § 167 omhandles Forholdet mellem den forberedende Skriftverling og Sagsfremstillingerne; herom er det Fornødne bemærket foran.

I § 168 handles der om Forholdet mellem Sagsfremstillingerne og om mundtlige Forhandling, Grundsætningerne herfor ere fremstillede i det Foregående. Med Hensyn til Enkelthederne bemærkes, at der skjelnes mellem, om Sagen er optaget til Dom eller Beviskjendelse eller ikke. Ifølge den hele Ordning af Proceduren, som lægges til Grund i Lovforslaget, og hvorom der handles i næste Kapitel, må disse to Ting sættes i Klasse med hinanden. Den Del af Proceduren, som ligger forud for Beviskjendelsen, må nemlig i Reglen betragtes som noget Afsluttet, der ikke mere kan forandres eller omgjøres. Som en Følge heraf må det opstilles som Grundsætning, at der ikke uden med Parternes Samtykke kan fremkomme nye Påstande eller nye Benægtelser, Indsigelser eller Sogs« målsgrunde, efter at Sagen er optaget til Dom eller Beviskjendelse, ligesom efter den gjældende Ret Reassumtion i Reglen ikke kan finde Sted uden begge Parters Samtykke. Sålænge Sagen ikke er optaget til Dom

eller Beviskjendelse, kan Retten efter Lovforstaget tillade, at nye Påstande og nye faktiske Anbringender under visse Betingelser kunne fremsættes. På den ene Side kræver Hensynet til Procedurens Orden og Regelmæssighed, at Parterne ej uden videre kunne fremsætte nye Påstande og nye faktiske Anbringender, som de ligeså godt kunde have fremsat i rette Tid, men på den anden Side vilde det formentligt være for strengt, om de ubetinget skulde være vrækluderede hermed. Det er derfor fundet rigtigst at overlade til Retten at tage Bestemmelse, om det skal tillades dem eller ikke. Hvad der i denne Henseende navnlig må komme i Betragtning, er, om det efter Omstændighederne findes undskyldeligt, at vedkommende Part ikke tidligere er fremkommet med vedkommende nye Påstande eller faktiske Anbringender.