Om Forening af Eogsmål under samme Retssag.

I nærværende Kapitel udtales de almindelige Grundsætninger, som Forstaget opstiller for Forening af flere Sogsmål under famme Retssag — derunder Intervention og Tilstcevning —, medens de nærmere Bestemmelser om Proceduren i sådanne Tilfælde gives i det Følgende, efierat Reglerne om Proceduren mellem Parterne ere fremstillede. De i dette Kapitel indeholdte Regler angå derhos tun den Forening af Sogsmål, til hvilken Initiativet tages enten af en af de oprindelige Parter i Sagen eller af en i denne indtræ-

dende Trediemand. Den Forening, som Retten i Kraft af sin procesledende Myndighed iværksætter af flere for den svævende Retssager, har derimod sin naturlige Plads i det Kapitel, der handler om Procesmåden i Almindelighed, jfr. § 102.

I §§ 41—42 gives Udkastets Regler om den Forening af Søgsmål, der foretages strax fra Processens Begyndelse. Hvad angår Forening af flere Retstrætter mellem de samme Parter (objektiv Kumulation), bestemmer § 41, at den kan finde Sted, når kun Retten er kompetent med Hensyn til alle Eøgsmålene og samme Procesart er anvendelig på dem, Ligesålidt som det kræves, at de flere Sager hvile på samme faktiske eller retlige Grunde, ligesålidt udelukkes Foreningen derved, at de gå ud på uensartede Gjenstande. Den således givne Regel er ristnok kun en konsekvent Gjennemførelse af en Grundsætning, der allerede længe har været anerkjendt i vor Retspraris. Thi i denne står det fast, at flere Pengefordringer uden Hensyn til deres Oprindelse og øvrige Beskaffenhed kunne indtales under een Sag. Det Samme antages fremdeles at måtte gjælde overalt, hvor de flere Søgsmål have ensartede Gjenstande, stjønt de ikke gå ud på Pengeydelser. Men når først dette erkjendes, synes det vilkårligt at nægte Sagsøgeren Ret til at kumulere, blot fordi Søgsmålenes Gjenstande ere uensartede, — en Omstændighed, der jo ikke har Indflydelse på, om der vindes nogen Lettelse ved Kumulationen eller ej. Angående Forening af flere Søgsmål mellem forskjellige Parter (subjektiv Kumulation) giver § 42 en Regel, der er meget afvigende fra vor gjældende Lovgivning. Medens fubjektiv Kumulation ifølge denne i Reglen er forbudt, selv om Parterne ikke gjøre Indsigelse, opstiller Udkastet derimod den Grundsætning, at subjektiv Kumulation — selvfølgelig dog kun under de i § 41 angivne Betingelser — er tilladt i den Forstand, at Retten ikke i Embeds Medfør stal forhindre den. Derimod kræver vistnok Retfærdighed, at vedkommende Parter i Reglen må kunne modsætte sig Søgsmålenes Forening, med mindre en særegen Grund kan påberåbes, for den, og som sådanne særegne Grunde

nævnes dels den Omstændighed, at Søgsmålene have fæelles Oprindelse, dels at specielle Bestemmelser tillade Foreningen, f. Ex. Frd. 11te Januar 1793. Pl. 2den Mai 1822, Reskr. 26de Juni 1778, jfr. Cskr. 23de Maj 1789. Idet Udkastet således udvider Retten til at kumulere betydeligt, opstiller det på den anden Side en Modvægt imod heraf flydende Ulemper i den Dommeren tillagte Myndighed til, hvor det individuelle Tilfældes Natur kræver det, at anordne en Adskillelse, se § 46, jfr. § 102. Denne Ordning af Forholdet hviler på den Anskuelse, at det ikke ved nogen almindelig Regel kan bestemmes, om Kumulation af Søgsmål bør tillades eller ikke; thi i nogle Tilfælde vil Foreningen være til Skade for Procedurens Simpelhed og Klarhed, men i andre, f. Ex. hvor såvel det faktiske som det retlige Spørgsmål stiller sig ens i de flere Sager, vil det kunne være både det Simpleste, Naturligste og Billigste, at de afgjøres under een Proces, idet deres Adskillelse kun vilde nødvendiggjøre en Gjentagelse af den samme Procedure og Bevisførelse. Derfor er det også i mange fremmede Proceslove, selv sådanne, i bvilke Skriftligheden hersker, overladt til Rettens skjøn i det enkelte Tilfælde at afgjøre, om Kumulation kan tilstedes. Hvor Proceduren er mundtlig, er det allerede af Hensyn til at tilvejebringe den størst mulige Klarhed, Orden og Overskuelighed i Forhandlingen nødvendigt at indrømme Retten en vidtgående procesledende Myndighed, af hvilken da også den heromhandlede Sætning er en aldeles naturlig Konsekvents. Som allerede ovenfor bemærket, angår den Ret, §§ 41—42 tillægge Parterne, kun en fådan Forening af flere Søgsmål, som iværksættes strax fra Processens Begyndelse. Men også senere under Processens Gang kan der blive Spørgsmål om en Forening af flere Sager enten således, at der til den påbegyndte Retstrætte føjes en ny Sag mellem de samme Parter, eller på den Måde, at der med den nye Sag tillige inddrages nye Parter i Processen ved Siden af de oprindelige. Adgangen hertil kan imidlertid ikke ubetinget stå åben, blot fordi Intet vilde have været til Hinder for de pågjældende

Søgsmåls Forening fra første Begyndelse af. Således kan Sagsøgeren ikke under den mundtlige Forhandling vilkårligt udstrække sin Påstand til sådanne Poster af sit Mellemværende med Sagsøgte, som ikke ere optagne i Sagsfremstillingen; men dette kan alene tilstedes ham under de i § 168 angivne Forudsætninger. Ligeledes er Sagsøgtes Adgang til at gjøre Modfordringer gjældende under Hovedsagen knyttet til særlige Betingelser, jfr. § 101. Er der endelig Spørgsmål om at inddrage nye Parter i Sagen ved Siden af de oprindelige — et Forhold, der må fremtræde enten som Intervention (§43) eller som Tilstævning (§ 45) —, vil Adgangen hertil ikke være given med de Betingelser, hvorunder § 42 tilsteder subjektiv Kumulation i egentlig Forstand, men kun stå åben efter de nærmere Regler i §§ 43 og 45, jfr, 5te Afsnit.

Hvad angår Intervention, kan der neppe efter den gjældende Lovgivning antages at tilkomme Trediemand en selvstændig Ret til imod de oprindelige Parters Villie at indtræde i Sagen som Part ved Siden af disse. Thi da Lovgivningen tier med Hensyn til dette Punkt, synes den almindelige Grundsætning, at de oprindelige Parter i alle Henseender ere Herrer over den af dem begyndte Proces, at måtte udelukke Trediemands Indtrængen i Sagen, selv om hans Ret kunde beskyttes ved slig Intervention, jfr. Nellemanns Procesmåde (2den Udgave) Tide 236—242. Desuagtet har der i vor Retspraris vift sig nogen Tilbøjelighed til under visse Betingelser at indrømme Trediemand en sådan Beføjelse. Ligeledes kjende de fleste fremmede Proceslove en selvstændig Interventionsret. Det må vistnok også erkjendes, at afgjørende Hensigtsmæssighedshensyn tale for en sådan Ordning, idet Intervention jævnlig vil vise sig at være det simpleste, virksomste og billigste Middel til Opnåelse af en fåvel for Trediemand som for de oprindelige Parter betryggende Afgjørelse. Man har derfor troet i det føreliggende Udkast at burde tillægge Trediemand en saadan Ret under de Betingelser, der sædvanlig føreskrives i de fremmede Love. I Overensstemmelse hermed fastsættes det i § 43 lste Stykke som Hovedbetingelse for Interventionen, at Trediemand troer sig berettiget til

den Ting eller den Rettighed, hvorom Parterne stride, enten udelukkende og fremfor Parterne eller dog delvis og altså ved Siden af dem. Ifølge Bestemmelsen i Paragrafens andet Stykke er Interventionens Gennemførelse derhos betinget af, at den Ret, for hvilken Hovedsagen svæver, ved Parternes Samtykke kunde gjøres kompetent til at påkjende Interventionssøgsmålet, dersom det anlagdes særskilt. Med Hensyn til de nærmere Regler for, under hvilke Former og på hvilket Trin i Sagen Interventionen kan finde Sted, henvises iøvrigt til femte Afsnit.

Medens § 43 angår Intervention i egentlig Forstand og altså kun har Trediemands Indtræden som selvstændig Part for Dje, omhandler § 44 den såkaldte Biintervention, hvorved en Trediemand blot indtræder i Sagen for at understøtte en Part, i hvis Påstands Gjennemførelfe han har retlig Interesse. Til en saadan Indtræden vil Trediemand navnlig kunne sinde sig foranlediget, hvor det af Sagens Udfald afhænger, om der vil blive gjort Ansvar gjældende imod ham af en af de oprindelige Parter, f. Er. hvor han har overdraget Sagsøgeren den under Sagen indtalte Fordring, hvis LGgthed benægtes af Sagsøgte. Efter den gjældende Ret har Trediemand i sådanne Tilfælde imidlertid ikke nogen selvstændig Ret til at optræde og føretage Noget i Sagen; det beror aldeles på vedkommende Part, om de Angrebs- eller Forsvarsmidler, der efter Trediemands Formening vilde være af Indflydelse på Sagens Udfald, skulle benyttes under denne. Er dette undladt, uden at der kan lægges Trediemand nogen Forsømmelse i så Henseende til Last, kan han derimod under den senere imod ham anlagte Regressag opnå Frifindelse, hvis de Midler, der ikke ere blevne benyttede under den tidligere Sag, skjønnes at have været egnede til at bevirke et andet Udfald af denne. Men om det end må erkjendes, at Trediemand kan finde Beskyttelse for sin Interesse ad denne Vej, synes det dog natmligere at give ham Adgang til at indtræde i den mellem de oprindelige Parter beståcnde Sag og selv gjøre de Angrebs- eller Forsvarsmidler, som han tillægger Betydning, gjældende for den Ret, som

påkjender denne. En sådan Adgang vil undertiden være en Betingelse for, at de Bidrag, Trediemand kan give til Sagens Oplysning, virkelig fåe den Indflydelse til hans Fordel, der tilkommer dem. Navnlig er det indlysende, at den Ret, der påkjender Hovedsagen og således har det umiddelbare Indtryk af hvad der iøvrigt er fremkommet i denne, lettest og sikrest vil kunne afgjøre, hvilken Vægt der bør tillægges de af Trediemand fremførte Omstændigheder. Udkastet har derfor i Lighed med de fleste nyere Proceslove i § 44 optaget den Grundsætning, at Enhver, der har retlig Interesse i, at en Part vinder en for Retten svævende Sag, kan indtræde i Sagen til denne Parts Understøttelse. Om der føreligger en sådan retlig Interesse, må iøvrigt afgjøres efter den borgerlige Rets Regler. Med Hensyn til Biintervenientens Procedure, der må betragtes som et Tillæg til de: Parts Procedure, han vil underftøtte, gives de nærmere Regler i femte Afsnit.

I § 45 gives Hovedreglen om Tilstævning (Adcitation). I Henhold til almindelige, også i den gjældende Ret anerkjendte Procesgrundsætninger tilstedes det kun at adcitere Trediemand, når det ikke må tilregnes Sagføgeren som en Forsømmelse, at den pågjældende Trediemand ikke fra Begyndelsen af er bleven inddragen under Søgsmålet. Fremdeles vil Tilstævning ikke kunne finde Sted, når Tredjemand ikke er pligtig at svare for den Ret, ved hvilken Hovedsagen er anhængig, jfr. iøvrigt de i femte Afsnit givne nærmere Bestemmelser om den processuelle Fremgangsmåde.