§ 173.

I det i § 163 omhandlede ved Varselspåtegningen bestemte Retsmøde kan enhver af Parterne fremkomme med Formalitetsindsigelser, forsåvidt Retten ikke, ester Indsigelsernes Beskaffenhed, måtte finde det rigtigere at udskyde Afgjørelsen af dem til et senere Trin af Sagens Behandling.

Gå den Sagsøgtes Anker ud på, at Klageskriftet ikke er behørigt meddelt, eller at der ikke er givet ham behørigt Varsel, bliver Sagen i Tilfælde af, at Ankerne findes grundede, dog ikke at afvise, forsåvidt Manglerne kunne afhjælpes ved, om fornødent, at give den Sagsøgte en yderligere Frist til at fremkomme med sit Tilsvar.

§ 174.

Dersom Formalitetsindsigelserne ikke i Henhold til foregående Paragraf ere afgjorte tid-

ligere, have Parterne i det til den mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde, at fremkomme med deres Formalitetsindsigelser, forinden Forhandlingerne om Sagens Realitet begynde. Formalitetsindsigelserne blive da særskilt at forhandle og påkjende, medmindre Retten efter en af Parternes Begjæring bestemmer, at Forhandlingen og Påkjendelsen skal foregå i Forbindelse med Realiteten. Samtlige Formalitetsindsigelser må fremsættes på engang; de ikke medtagne må ansees som frafaldne, Formalitetsproceduren foregår enten strax eller i et følgende Retsmøde, dersom Retten finder Grund til at udsætte Forhandlingen.

§ 175.

Imod Sagsøgerens Protest kan der ikke tages Hensyn til andre Formalitetsindsigelser fra den Sagsøgtes Side end dem, som han efter Omstændighederne igjennem sit Tilsvarsskrift eller sin Sagsfremstilling har meddelt Sagsøgeren, eller som gå ud på, at denne ikke har sat ham istand til at give ham behørigt Varsel til at fremkomme med sit Tilsvarsskrift. Dog gjælder det ikke om de Indsigelser, som ifølge deres Beskaffenhed af Retten skulle tages i Betragtning på Embedsvegne.

Forsåvidt Formalitetsindsigelser ikke indeholdes i Tilsvarsskriftet eller Sagsfremstillingen, blive de kortelig at tilføre Retsbogen.

Skulde undtagelsesvis særskilt Bevisførelse behøves, for at Formalitetsspørgsmål kunne afgjøres, anordner Retten det Fornødne med Hensyn til Sagens Udsættelse m. v.

§ 176.

Når Formalitetsindsigelser ikke fremsættes, eller de, der fremsættes, ere påkjendte, skrides der, forsåvidt ikke Afvisning finder Sted eller Sagen udsættes ifølge § 157, til Forhandling af Sagens Realitet.

Under denne Forhandling have Parterne at fremstille Sagens Sammenhæng under behørig Påberåbelse af de fremlagte Dokumenter samt at udvikle de Retssætninger, som formenes at komme til Anvendelse, og i Henhold dertil at nedlægge deres Påstande. Derhos kunne Parterne i Løbet af Forhandlingerne fremkomme med deres Tilbud og Begjæringer

om at måtte føre Bevis for Omstændigheder, på hvilke Sagens Afgjørelse formentlig vil komme til at bero. Derimod finder der på dette Trin af Sagen ikke iøvrigt nogen Forhandling Sted om Bevisets Førelse.

Ved Realitetsforhandlingens Begyndelse oplæses Parternes skriftlig fremsatte Påstande. Det beror på Retten, om og hvorvidt Sagsfremstillingerne iøvrigt skulle oplæses under Forhandlingerne.

§ 177.

Med Forhandlingerne fortsættes uafbrudt i det begyndte og de påfølgende Retsmøder, indtil Sagen er tilstrækkelig afhandlet. Når dette er Tilfældet, slutter Formanden Forhandlingerne, og Sagen optages. Hver af Parterne har Adgang til i Reglen to Gange at fåe Ordet.

§ 178.

Findes Sagen, efterat den i Henhold til de foregående Bestemmelser er optagen, moden til i det Hele eller for en Del (§§ 272 og 273) at afgjøres ved endelig Dom, afsiges en sådan.

§ 179.

Fremgår det derimod af de stedfundne Forhandlinger, at der savnes Bevis for Omstændigheder, som ville være af Vetydning ved Sagens Afgjørelse, har Retten ved en Kendelse at bestemme, hvilke disse Omstændigheder ere, uden Hensyn til om der af Parterne er fremsat Begfæringer om at stedes til Bevisfølelse for dem eller ikke.

Kjendelsen skal med tilstrækkelig Tydelighed og Bestemthed angive, hvad der af Retten antages at skulle bevises, men den skal ikke indeholde nogen Udtalelse om, hvem af Parterne Bevisbyrden påhviler. Iøvrigt ere de i Kjendelsen indeholdte Forudsætninger om Retsforholdets faktiske eller retlige Egenskaber ikke bindende for Retten ved dens endelige Påkjendelse af Sagen.

§ 180.

I et hertil berammet nyt Retsmøde har enhver af Parterne efter 3 Dage forud gjort

skriftlig Meddelelse til Modparten at opgive, hvilke Beviser han ifølge den afsagte Kjendelse agter at benytte, og hvad han ved disse vil godtgjøre, i hvilken sidste Henseende dog bemærkes, at når Bevis agtes fort indirekte, behøver dette blot i Almindelighed at beskrives, og det er ikke nødvendigt, at Parten betegner alle de enkelte Data, af hvilke Bevisslutningerne skulle uddrages. Fremdeles må alle øvrige Bemærkninger med Hensyn til Bevisførelsen, som kræve en Bestemmelse af Retten, fremsættes.

Modbeviser behøve ikke at meddeles Modparten forud for Retsmødet, men det er tilstrækkeligt, at de opgives i dette.

Retten kan modsætte sig Benyttelsen af et Bevis, hvis Tilvejebringelse vilde medføre en uforholdsmæssig Udsættelse af Sagen.

§ 181.

Efterat Parterne have udtalt sig, træffer Retten de til Bevisførelsens Forberedelse fornødne Bestemmelser, og navnlig afgjøres det:

a) Om de af Parten opgivne Vidner skulle indkaldes, såvelsom om Syns- og Skjønsmænd skulle udmeldes.

b) Om Vidnerne og Synsmændene skulle møde under den mundtlige Forhandling, eller om deres Afhørelse skal ske ved Underretten (§§ 203 og 232). I første Tilfælde udsteder Retten fornøden Indkaldelse; i sidste Tilfælde kan Parten med en Udskrift af Rettens Bestemmelse henvende sig til vedkommende Underret og af denne fordre Indkaldelse udstedt.

c) Om nogen af Parterne i Henhold til § 96 skal fremstille sig til personlig Afhørelse, samt om Afhørelsen skal finde Sted under den mundtlige Forhandling eller for Underretten.

d) Om det skal pålægges Modparten eller Tredjemand at fremkomme med Dokumenter, hvoraf de angives at være i Besiddelse, jfr. nedenfor §§ 241—243.

e) Til hvilken Tid Bevisførelsen i Forbindelse med hele den øvrige mundtlige Forhandling af Sagen skal foregå. Ved Bestemmelsen heraf bliver der at drage Omsorg for, at begge Parterne kunne være istand til under bemeldte Forhandling at fremføre de Vidner og øvrige Beviser, som af dem skulle benyttes for Retten.

§ 182.

I Reglen tillades det ikke Parterne under Bevisførelsen og den i Forbindelse med samme stående øvrige mundtlige Forhandling af Sagen at betjene sig af andre Beviser end dem, hvis Førelje Retten i Henhold til foregående Paragraf har tilstedet. Efterat de i foregående Paragraf omhandlede Bestemmelser ere tagne, kan det derfor kun, hvor særegne Omstændigheder retfærdiggjøre det, tillades Parten at føre Vidner eller andre Beviser, som ikke have været angivne i det der omhandlede Retsmøde. Modparten har Krav på, at sådanne Beviser skriftligt anmeldes for ham senest 3 Dage forinden det Retsmøde, hvori de skulle føres.

§ 183.

Såvel den i § 180 omtalte Forhandling som selve Bevisførelsen og den sig hertil knyttende mundtlige Forhandling af Sagen kan finde Sted i det første til Forhandling af Sagens Realitet bestemte Møde (§ 176), når Retten tillader det, og Parterne derom ere enige samt rede til på Stedet at føre deres Vidner eller andre Beviser.

§ 184.

Til den fastsatte Tid (§ 181 Litr. e) finder Bevisførelsen og den øvrige mundtlige Forhandling Sted, medmindre Udsættelse gives enten af Hensyn til Retten selv eller ifølge Parternes Begjæring.

Sådan Udsættelse finder ikkun Sted: a) hvor uovervindelige Forhindringer for Retten, Sagførere, Parter, Vidner eller Synsmænd, Umuligheden af at fåe Beviserne rede til den fastsatte Tid eller andre sådanne særegne Grunde ere tilstede, eller b) hvor det i Henhold til § 182 undtagelsesvis tillades Parten at føre Vidner eller andre Beviser, som ikke have været angivne i det i § 180 omhandlede Møde.

§ 185.

Bestemmelsen om Sagens Udsættelse kan tages såvel forinden det berammede Retsmøde som i dette selv.

Såvidt muligt bør Udsættelsen dog bestemmes forinden selve Retsmødet.

Som en Følge heraf ere Parterne eller den af dem, som måtte ønske slig Udsættelse, pligtige til desangående at henvende sig til Rettens Formand så betimeligt, at der om Udsættelsen, foråavidt Retten, hvem Spørgsmålet ved Formandens Foranstaltning forelægges snarest muligt, måtte indrømme sådan, kan blive meddelt Underretning såvel til Modparten som til de allerede til det berammede Retsmøde indkaldte Vidner og Skjønsmænd, således at disse kunne undgå unyttigt Møde. Forsømmelse hermed har til Følge, at det kan pålægges vedkommende Part, når Modparten eller Vidnerne eller Skjønsmændene indfinde sig i det oprindeligt til Sagens Forhandling berammede Retsmøde og nedlægge Påstand herpå, at betale disse en ved Rettens Skjøn bestemt Godtgjørelse for det spildte Møde.

Er det Retten, der uden Begjæring fra Parterne af Hensyn til den selv eller på Grund af Meddelelser om Forfald for Vidner eller Skjønsmænd anser det nødvendigt ifølge Bestemmelsen i § 79 at udsætte Sagens Forhandling, har den desangående såvidt muligt at meddele Parterne og de af dem opgivne indkaldte Vidner, Skjønsmænd m. v. Underretning forinden det oprindeligt berammede Retsmøde.

§ 186.

Er der ikke forinden det berammede Retsmøde taget Bestemmelse om sammes Udsættelse, kan sådan Bestemmelse vel, når Omstændighederne gjøre det nødvendigt, tages i selve Retsmødet, men Parterne må da, forinden Bevisførelsen begynder, fremsætte deres Begjæring herom, hvad enten den grundes på, at det ikke uagtet al anvendt Flid har været muligt at fåe Beviserne rede til den fastsatte Tid, eller at stævnte Vidner eller udmeldte Syns- eller Skjønsmænd med eller uden lovligt Forfald udeblive eller anmelde Indsigelser, eller derpå, at nye Vidner eller andre Beviser skulle føres, jfr. § 182.

§ 187.

Efter Bevisførelsens Begyndelse udsættes Sagens Forhandling kun når Vidner eller Syns- og Skjønsmænd nægte at besvare Spørgsmål, og af denne Grund enten Kjendelsers Påanke eller Tvangsmidlers Anvendelse er nødvendig.

Finder Udsættelse Sted, efterat Bevisførelsen er påbegyndt, skal den hele Bevisførelse påny foregå og altså den allerede stedfundne gjentages til den Tid, Retten berammer til den videre Forhandling af Sagen.

Når Bevisførelsen og den sig hertil knyttende mundtlige Forhandling udsættes, tilkendegives det alle Vedkommende, at de skulle møde igjen til den Tid, Retten enten opgiver i selve Retsmødet eller, hvis dette ikke lader sig gjøre, senere nærmere bestemmer, i hvilket Tilfælde der alene bliver i sin Tid at give dem nærmere Meddelelse om Sagens Foretagelse.

§ 188.

Under Bevisførelsen have Parterne at gjentage deres Fremstillinger af Sagens Sammenhæng i det Omfang, som Retten anser for nødvendigt.

Slutningsforhandlingen (§ 195) knytter sig umiddelbart til Bevisforhandlingen.

Forhandlingerne fortsættes uafbrudt i det begyndte og de påfølgende Retsmøder, der såvidt muligt skulle holdes på de umiddelbart efterfølgende Dage, uden Hensyn til at disse ikke ere de for Retten bestemte almindelige Retsdage. Forhandlingen regnes ikke for afbrudt, fordi der indtræder en Standsning i den, såsom fordi en Kjendelse må afsiges eller et Vidnes Ankomst oppebies, når Retten dog ikke strider til nogen anden Sags Foretagelse.

§ 189.

I Reglen gives Ordet først til Sagsøgeren og derpå til Sagsøgte, medmindre Rettens Formand finder Grund til at bestemme, at Parterne i en anden Orden skulle fremføre deres Beviser. Han bestemmer ligeledes, om

Parternes Afhørelse skal finde Sted, forinden Vidner og Syns- eller Skjønsmænd afhøres, eller efter disses Afhørelse.

§ 190.

Parterne afhøre selv de af dem fremstillede Vidner. Såsnart et Vidne har besvaret et forelagt Spørgsmål, kan Modparten nærmere udspørge det med Hensyn hertil. Dog kan den, der fører Vidnet, modsætte sig Afbrydelsen, når hans egen Tilspørgsel om det pågjældende Punkt endnu ikke er tilendebragt. Når et Vidnes Afhørelse er fuldendt, kan Modparten, inden det aftræder, fåe det underkastet en ny Afhørelse, hvortil den, som oprindelig har ført Vidnet, atter kan stille Modspørgsmål.

Retten kan stille Spørgsmål til Vidnet, såvel til nærmere Opklaring af Punkter, hvorom Parterne have spurgt Vidnet, som til selvstændig Oplysning af Sagen.

I Reglen må et Vidne ikke høre på de foregående Vidners Forklaring, medmindre Retten bestemmer anderledes.

§ 191.

Rettens Formand våger over, at Vidneforhørene foregå med Orden og Værdighed. Han kan overtage Vidnets Afhørelse og forbyde Parten umiddelbart at forhandle med Vidnet, når denne ikke vil rette sig efter hans Pålæg og Irettesættelser; han kan gribe ind, når Parten i Vienets Afhørelse går udenfor Sagen, og han kan slutte Vidneforhøret, når det skjønnes, at intet Videre til Sagens Oplysning kan ventes at ville fremkomme ved dets Fortsættelse.

§ 192.

Når udmeldte Syns- eller Skjønsmænd have afgivet deres Forretning, kunne både Parterne og Retten stille Spørgsmål til dem. Deres Afhørelse foregår efter de om Vidner gjældende Regler. Dog kunne Syns- eller Skjønsmændene i Reglen rådslå om Svaret, medmindre Retten ifølge Påstand eller på

Embedsvegne bestemmer, at de skulle afhøres enkeltvis.

§ 193.

Når en Part har afgivet Forklaring af egen Drift, er Modvarten berettiget til at stille yderligere Spørgsmål til ham i Overensstemmelse med de i § 96 givne Regler.

§ 194.

Tvistigheder, som opstå under Bevisførelsen i Anledning af Indsigelser eller Forlangender af Parter, Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, påkjendes af Retten, efterat Vedkommende have ytret sig. I Retsbogen må optages en nøjagtig Angivelse af Indsigelsens eller Forlangendets Indhold samt af Modpartens Påstand i denne Anledning. Den nærmere Begrundelse og Udvikling foregår mundtligt.

I Reglen afsiges Kjendelse strax; men dersom det findes nødvendigt, kan Sagen udsættes, for at Retten kan rådstå. Sådan Udsættelse bør dog altid være så kort som mulig og ikke uden største Nødvendighed vare længere end til næste Dag.

Foregår Bevishandlingen for en anden Ret end den, ved hvilken Sagen iøvrigt behandles, afgjøres opståede Tvistigheder as hin.

Iøvrigt komme de i Kapitlet om Bevis givne nærmere Regler til Anvendelse.

§ 195.

Når Bevisførelsen er endt, udtale Parterne sig endelig over Bevisførelsens Resultat samt over Sagen i det Hele, derunder også over Retsspørgsmålene i samme.

Rettens Formand slutter Forhandlingerne såvel over Sagen i det Hele som over enkelte Punkter, når disse skjønnes at være tilstrækkeligt behandlede.

Når Parterne have udtalt sig, eller Formanden slutter Forhandlingerne, optages Sagen til Dom.