Kapitel III.

Kapitel III.

Om Bevis og Bevisførelse.

§ 196.

Bevis kan føres både direkte og indirekte. Alt, hvad der efter sin Natur er istand til at bidrage til Sagens Oplysning, kan benyttes som Bevis. Undtagelse herfra finder kun Sted, hvor Loven hjemler det.

§ 197.

Om Noget er bevist eller ikke, afgjøres af Retten, uden at denne i sit Skjøn herover er bunden eller begrænset ved andre Regler end dem, som Loven hjemler.

§ 198.

Spørgsmål om Bevisbyrden afgjøres efter den hidtil gjældende Ret. Parterne kunne ikke fordre nogen foreløbig eller særskilt forudgående Bestemmelse af Retten om Bevisbyrdens Fordeling, men må selv afgjøre, hvilke af de Omstændigheder, for hvilke Retten har fordret Bevis, del tilkommer dem at bevise, og i Overensstemmelse dermed begjære Adgang til at fore Bevis.

§ 199.

Er der imellem Parterne Strid, om en

Skade er forårsaget eller hvilken Erstatning der skal gives, har Retten, når den ifølge de Oplysninger, som foreligge eller indhentes (§ 264), må ansees for at være istand hertil, at afgiøre disse Spørgsmål efter et frit Skjøn over alle i Betragtning kommende Omstændigheder, Erstatningen anstaaes i Reglen til en rund Sum.

§ 200.

Retten har efter frit Skjøn at afgjøre, om og hvorvidt Domme, der i Straffesager ere overgåede nogen af Sagens Parter, i den foreliggende Sag skulle ansees for at afgive Bevis.

§ 201.

Sætninger af fremmed Ret behøve kun at bevises, forsåvidt de ikke ere Retten bekjendte. Ved Udfindelsen af, hvad der er fremmed Ret, ere Dommerne ikke indskrænkede til at benytte de af Parterne fremførte Beviser, men de ere beføjede til selv at anstille Undersøgelser herom.

Hvad der er sagt om fremmed Ret, gjælder også om indenlandske Sædvaner og sådanne specielle Bestemmelser, som Retten ikke er forpligtet til at kjende.