Ny Foretagelse af Sagen ved den samme Ret.

En Adgang til Forfriskning af Sagen, selv hvor ingen processuel Fejl, der kunde motivere Hjemvisning, er begået, kan ikke uden håndgribelig Krænkelse af den materielle Retfærdighed undværes og haves også i Virkeligheden allevegne i den ene eller den anden Form. Aldeles asset fra de Ejendommeligheder ved Procesmåden og Bevisføretsen, som

hænge sammen med Umiddelbarhedsprincipet, gives der visse Tilfælde, i hvilke en Restitution bør kunne fåes, hvad enten dette er ordnet på den ene eller den anden Måde. I vor Ret mangler der en Lovordning af hele dette Forhold. Når dette har kunnet gå, ligger det imidlertid i, at man hidtil for største Delen ad Bevillingsvejen har havt Adgang til at nå det samme Mål, Regjeringen kan, når Omstændighederne findes at tale derfor, ved Bevilling tillade den Pågjældende at appellere, selv om Betingelserne herfor i Henseende til Tid eller Gjenstand ellers ikte ere tilstede, og derpå i Appelinstantsen at fremsætte det, som efter de almindelige Regler ikke mere kunde føres frem. Men forøvrigt må det bemærkes, at selv den bestående Bevillingspraxis ikke altid vil være tilstrækkelig til på dette Område at skaffe den materielle Ret Fyldest, Derfor må der siges at være et Hul i Lovgivningen, som bør udfyldes. Det vilde imidlertid ikke være rigtigt at opretholde den her omhandlede Bevillingspraxis, endmindre yderligere at udvide den under den nye Ordning af Retsplejen, men Loven bør selv indeholde de fornødne Regler om Restitutionstilfældene, hvad enten man i Henseende til at indrømme sådanne vil gå mere eller mindre vidt. Hvor Bevisførelsen er ordnet på den Måde, som i Udkastet, kan man nemlig ikke blive stående ved en egentlig Restitution i Betydning af Adgang til Gjenoprettelse af Følgerne af uovervindelig Vildfarelse eller aldeles utilregnelige Fejl. Forfriskning af Sagen må kunne opnåes i et betydeligt videre Omfang. Ved et Påankesystem, som det i Udkastet foreståede, må Forfriskning af Sagen tillige være den Vej, ad hvilken et lignende Mål nåes som ved en også Bevisspørgsmålet omfattende Appel, hvor Parterne have en vis mere eller mindre udstrakt Lejlighed til under Appellen at supplere deres Beviser eller bøde på andre Misgreb og Mangler i deres Procedure, hvad enten der er fuld Adgang til i Appelinstantsen at fremføre både nye Indsigelser og Søgsmålsgrunde og nye Bevifer, eller der kun er fuld Adgang til det Sidste og en mere begrænset Adgang til det Første, således

som Forholdet er i den nu gjældende Ret. Vel bør det ikke tillades den Part, som har forsømt under Sagen at fremføre sine Bevisør eller at oplyse de Punkter, for hvilke han har Bevisbyrden, at forlange Forfriskning af Sagen uden videre. Thi der er ingen Grund til at komme den Forsømmelige eller Ukyndige til Hjælp. Men imellem utilregnelig Umulighed og ligefrem Forsømmelighed eller Ukyndighed ligger der en Mængde Tilfælde, i hvilke Partens Fejlgreb eller Undladelser ere undskyldelige. Det kan således hænde, at Partens Vidner have forklaret anderledes, end han ventede, og at derfor et Faktum ikke er blevet bevist, skjønt Parten kunde have skaffet andre og flere Beviser, hvis han havde troet det fornødent; det kan være, at Modpartens Beviser oplyse Ting, som Bevisføreren med god Grund ikke havde ventet; det kan hænde, at Bevisforhandlingen fører til, at Parten først nu ser, at Syns- eller skjønsmænd skulde have havt en noget anden Opgave, end der ved Udmeldelsesdekretet er givet dem osv. I sådanne Tilfælde, som de anførte, vilde der vel ikke være de fornødne Betingelser tilstede for en egentlig Restitution, eftersom det jævnligen må erkjendes, at Parterne ved en større Forsigtighed end den, der er udvist, kunde have undgået det Skete. Men der kan ligesålidt på Processens Område som i andre menneskelige Idrætter fordres den højeste Grad af Forudseenhed og Omhyggelighed. Man må lade sig nøje med den Gjennemsnitsdygtighed og Gjennemsnitsforsigtighed, som i Almindelighed kan ventes udvist af Mennesker. Når den indtrufne Fejltagelse eller stedfundne Mangel, set fra dette Synspunkt, er undskyldelig, må det siges, at Billighed taler for, at en Udvej til at afhjælpe den åbnes. En sådan friere og videre Adgang til Forfriskning af Sagen er i al Fald et nødvendigt Tilbehør til en Procesordning, hvori den hele Bevisførelse skal koncentreres på een Hovedforhandling, således at det, som ikke her fremføres eller medtages, i Reglen er afskåren fra at komme i Betragtning, hvilket atter er uundgåelig nødvendigt, når Umiddelbarhedsprincipet skal herske i Bevisførelsen.

I Overensstemmelse med ovenstående Betragtninger er Udkastet affattet,

I §32? nævnes under 2°, 3° 4° og 5° de Omstændigheder, som i Reglen allevegne erkjendes for egentlige Restitutionsgrunde (jfr. Hannov. Proceslov § 144 ff., Civilprocesloven for det tyske Rige § 543 og den franske Code de procédure art. 480 ff. „requête civile"). Med Hensyn til 2°, 3° og 4° er ikke Meget at bemærke. Det er klart, at Restitution kan og bør indrømmes, når Svig fra Modpartens Side har været Aarsag til Sagens Udfald. Men også hvor det ikke kan bevises, at de stedfundne Ulovligheder ere udgåede fra Modparten, kræver Retfærdigheden, at den, der har været Offer for en Forbrydelse eller en Fejltagelse, forhjælpes til Restitution, og det ikke blot, hvor felve Retsplejens Håndhævere ere skyldige i Pligtbrud, jfr 4°, men også hvor de i Sagen benyttede Vidner eller Synsmænd have forklaret eller erklæret urigtigt eller hvor benyttede Dokumenter have været falske eller forfalskede, jfr, 3°. Det kan i sådanne Tilfælde ikke forekastes Parten, at han ikke strax under Sagen fremkom med fine Indsigelser eller Protester, i nogle af de angivne Tilfælde må det endog forudsættes ikke at ville have nyttet ham Noget. Endvidere bør der være Adgang til Restitution for den, som uden egen Brøde er bleven forhindret i eller udelukket fra at varetage sit Tarv under Sagen, uagtet de processuelle Regler ere rigtigen iagttagne overfor ham, således at der ikke kan være Spørgsmål om at annullere Behandlingen af Sagen. Reglen i 5° er beregnet på sådanne Tilfælde, f. Er. hvor en Part faktisk ikke har fået nogen Kundskab om Sagen, skjønt løvrigt de for processuelle Meddelelser givne Regler ere blevne behørigt iagttagne overfor ham, Noget,som vel vilvære sjældent, men som dog kan indtræffe; fremdeles på Tilfælde, hvor en Part uden egen Tkyld både er bleven hindret i at møde og derhos i betimeligt at forlange Udsættelse af den Grund, således at han er bleven behandlet som udebleven o. lign, — Tilfælde, hvor man også nu ad Vevillingsvejen vilde yde Vedkommende Hjælp mod det uskyldigen

pådragne Retstab. Derimod må det med Hensyn til 1° erkjendes, at den går videre end de almindelige Restitutionsregler. Efter disse kan Sagen nemlig i Reglen kun gjenoptages til ny Forhandling, når Beviser opdages, som tidligere have været ubekjendte for Parten uden dennes egen Skyld, eller når et Bevismiddel først er blevet til eller dog blevet muligt at erholde efter Påkjendelsen. Men Udkastet bliver ikke stående herved. Forfriskning af Sagen indrømmes ifølge § 327 1° ikke blot, hvor det vilde have været umuligt i streng Forstand at fremføre Beviset i rette Tid, men også hvor det vilde have været muligt, medens det dog efter en billig Bedømmelse af Forholdene må undskyldes, at det ikke produceredes. På denne Måde vil man navnlig kunne beskytte Parten mod Overraskelser, mod sådanne Tilfælde, i hvilke noget Nyt dukker op under Bevisførelsen, hvorpå det ikke med Billighed kan forlanges, at han skulde være forberedt o. desl. Når Lovforslaget hjemler en sådan videre Adgang til ny Forhandling og navnlig ny Bevisførelse, kan til Begrundelse af sammes praktiske Nødvendighed eller Hensigtsmæssighed fornemlig henvises til den engelsk-amerikanske Ret. Af de nugjældende Proceslovgivninger er denne den, der har meest Lighed med Lovførslaget, navnlig deri, at Bevisførelsen skal og må søges koncentreret på et bestemt Retsmøde, og at en vis Præklusion af senere fremkommende Beviser deraf bliver en nødvendig Følge. De kontinentale evropæiske Proceslove hvile ej på en så bestemt Gjennemførelse af Umiddelbarhedsprincipet og deraf følgende Eventualmaxime i Henseende til Hovedforhandlingen At disse kunne undvære den heromhandlede videre Adgang til Forfriskning, er derfor intet Bevis imod Nødvendigheden eller Hensigtsmæssigheden af den. I den engelsk-amerikanske Ret indrømmes new trial, hvad der nærmest svarer til Forfriskning efter Lovforslagets § 327, ikke blot ifølge Grunde som hænge sammen med Brugen af Nævninger (verdict against evidence, excessive damages, misdriection), og som altså ikke finde Anvendelse på nærværende Lovforslag, men også af sådanne Grunde som nye opdagne

Beviser, Overraskelse, utilbørlig eller vildledende Optræden af Modparten o. desl. (newly discovered evidence, improper evidence, surprise), og det er overhovedet en anerkjendt Grundsætning, at Retten har en aldeles diskretionær Myndighed til efter Omstændighederne at indrømme new trail, og at denne Myndighed udøves på en liberal Måde (Retten til at tilstå new trial er „in the discretion ok the court and the discretion is exercised liberally", jfr. Townshend code of civil procedure of New York, S. 479). Hvad angår Slutningsbestemmelsen i § 327, hviler denne på et lignende Hensyn som det, der ovenfor (S. 143) er fremhævet til Støtte for den tilsvarende Bestemmelse i § 305 Lilr. b.

Reglen i § 328 hviler på den Betragtning, at Forfriskning af Sagen er et Retsmiddel, der kun træder til, hvor Parten ikke uden det kan hjælpes. Ny Foretagelse af Sagen er ligesom overhovedet Restitution at betragte som et extraordinært Retsmiddel i den Forstand, at det kun skal spille en subsidiær Rolle og derfor kun benyttes, hvor behørig Hjælp ej kan opnåes ved de ordentlige Retsmidler. Kan Påanke føre til Målet, hvad den navnlig vil kunne, når en Hjemvisning begrundende Fejl er begået under Sagens Behandling, må denne Vej benyttes. Fremdeles bør Forfriskning af Sagen kun tilståes, hvor det skjønnes, at den påberåbte Omstændighed kan have udøvet en for Parten skadelig Indflydelse på Sagens Udfald. Retten kan altså nægte ny Foretagelse af Sagen i de vistnok ikke ganske sjældne Tilfælde, hvor det er klart, at Sagen ikke vilde have fået et andet Udfald, selv om det, der er forsømt eller forbigået, var bleven foretaget eller fremsat. I nær Sammenhæng hermed stården i § 329 1ste Punktum indeholdteforskrift, nemlig at Restitutionsspørgsmålet ikke kan rejses, førend efterat Landsrettens endelige Dom er afsagt. Det er et andetsteds omdebatteret Spørgsmål, om Restitution skal kunne indrømmes mod Procesfejl førend endelig Dom, altså under Proceduren, når Betingelserne i så Henseende allerede da kunne sees at være tilstede, eller først imod retskraftige Domme, altså efter disses Afsigelse og Sagens Slutning. Væg-

tige Grunde lade sig anføre for begge Løsninger. Proceskommissionen er imidlertid efter nøje og gjentagen Overvejelse af dette Spørgsmål kommen til det Resultat, at den heldigste Regel vil være kun at indrømme Restitution imod afsagte Domme, og at det vilde være mindre hensigtsmæssigt, om Parten kunde andrage på ny Foretagelse strax under Bevisførelsen, og førend Dommen er afsagt. Ikke blot vil Parternes Iver efter at samle og producere deres Beviser i rette Tid under den engang berammede Hovedforhandling derved anspores til det Yderste — hvad der for Systemets heldige Udførelse i Livet er af stor Betydning — men Førelsen af Beviser, der i Virkeligheden ere overflødige, vil ved denne Regels Indførelse såmeget som muligt indskrænkes. Ofte vilde nemlig en Part for Sikkerheds Skyld forlange Adgang til at fremkomme med Beviser førend Dommens Afsigelse, når dette stod ham åbent, skjøndt Sagens endelige Udfald kommer til at vise, at disse Beviser efter Rettens Opfattelse ikke ere fornødne. Det Naturlige er derfor, at Parterne først se Dommen, thi det kan jævnlig hænde, at den gjør ny Foretagelse af Sagen ufornøden. Herfor taler også det, at Dommen jo dog følger meget hurtigt efter Hovedforhandlingen, og en fuldstændig Gjentagelse af Bevisførelsen måtte, selv om Spørgsmålet kunde rejses og afgjøres under Hovedforhandlingen, alligevel sinde Sted (jfr. § 187 2det Stykke). Der vil derfor i Reglen Intet spares ved at lade Spørgsmålet komme til Afgjørelse allerede under Hovedforhandlingen.

Hvad iøvrigt angår Fristerne, indeholder § 329 de fornødne Regler. I Slutningen af Paragrafen er 1 Aar sat som en almindelig, absolut prækluderende Frist, Vel kan det herved hænde, at en Part udelukkes, skjønt han virkelig har opdaget nye Beviser, der ikke før kunde haves (jfr. som Exempel § 327, 2°, 3° og 4°). Men dette vil kunne indtræffe, selv om Fristen rykkes længere ud, f. Ex. til 5 eller 10 Aar, Og den Endelighed, der må være med Hensyn til alle Retsmidler, kræver dog en Grænse. Med Henfyn til Paragrafens Slutningsbestemmelse er den fornødne Begrun-

delse givet i de ovenfor (S. 137) fremsatte Bemærkninger til § 296.

Afgjørelsen af det Spørgsmål, om ny Foretagelse af Sagen skal tilstedes, er efter Udkastet henlagt til den Ret, som har afsagt Dommen i den pågjældende Sag, jfr. § 327 i Begyndelsen. Er der ikke gået Højefteretsdom i Sagen, træffes Afgjørelsen altså af vedkommende Landsret, hvad enten denne har påkjendt Sagen i første Instants eller som Følge af Påanke i anden Instants. Gr der derimod gået Dom i Højesteret, bliver Spørgsmålet at førelægge denne Domstol (§ 340), hvad vistnok under den angivne Forudsætning må anfees for naturligere end at henlægge Afgjørelsen til Landsretten. Forskjelligt fra det heromhandlede Spørgsmål er derimod det Spørgsmål, som opstår, når Forfriskning af Sagen indrømmes, nemlig, for hvilken Ret da den nye Procedure og eventuelt den nye Bevisførelse skal finde Sted. Denne Forhandling er i Overensstemmelse med Udkastets Grundsætninger altid henlagt til Landsretten uden Hensyn til, om der alene af denne eller tillige af Højesteret er afsagt Dom i Sagen, se § 340 i Slutn. Det vilde nemlig efter Lovforslagets hele System (jfr. Afstandsbestemmelserne for Vidner o. desl.) være mindre hensigtsmæssigt at henvise en Bevisførelse ved Vidner, Syn- og skjøn eller Parters egen Afhørelse til Højesteret.

De nærmere processuelle Regler om den Fremgangsmåde, som bliver at følge ved Afgjørelsen af det Spørgsmål, om Forfriskning skal indrømmes, gives i §§ 330—337, jfr. §§ 340—341. I § 330 omhandles Måden, hvorpå Spørgsmålet bringes frem. Den pågjældende Part må til Retten indgive et skriftligt Andragende, der skal indeholde en kort Fremstilling af de Omstændigheder, hvorpå han beråber sig. Han må altså nævne, dels hvilke Omstændigheder der i Henhold til § 327 skulde berettige til Forfriskning af Sagen, dels hvad han, når Forfriskning indrømmes, vil fremsætte eller føretage, Alt dog kun såvidt som nødvendigt er, for at Retten og Modparten kan være foreløbig forberedt til Spørgsmålets

Forhandling. Anser Retten sig, ifølge hvad der indeholdes i Andragendet og Dommen, tilstrækkelig overbevist om, at ny Foretagelse af Sagen bor nægtes, kan den ved Kjendelse strax afvise Andragendet, uden at nogen Indkaldelsen af Modparten til Forhandling finder Sted, og uden at denne altså besværes med noget Møde eller Udgifter i Anledning deraf (§ 331). I modsat Fald har Formanden at forsyne en Gjenpart af Andragendet med en Påtegning, hvorved en Tid til Sagens mundtlige Forhandling berammes. Denne Gjenpart i Forbindelse med Domsudskriften har den andragende Part at meddele Modparten med et af Retten fastsat Varsel, der dog ikke bør være under 14 Dage. Derefter foregår den mundtlige Forhandling (§ 333), under hvilken de nærmere Forklaringer og Udviklinger må gives, som ere fornødne, for at Retten kan afgjøre, om Forfriskning af Sagen i Henhold til til § 327 og 328 bør indrømmes eller nægtes, ligesom Retten naturligvis kan stille Spørgsmål til Parterne efter den almindelige Regel i § 95. Med Hensyn til en mulig Bevisførelse for faktiske Omstændigheder er en lignende Afvigelse fra Umiddelbarhedssystemet gjort, som ovenfor i § 304. Den Betragtning kommer navnlig her frem, at såfremt Retten — hvad der er Lovforslagets Tanke — i at tilstå Forfriskning af Sagen vil følge liberale Grundsætninger, behøver Bevisførelsen ikke at have en så exakt Karakter som i Anledning af selve Hovedsagen. Det fordres efter Udkastet, at Parterne i Reglen skulle medbringe de fornødne Beviser i det første Retsmøde, således at der allerede i dette kan træffes Afgjørelse om Spørgsmålet angående Sagens Forfriskning (§ 334). Bevis i den omhandlede Henseende må altså i Almindelighed føres ved Dokumenter. I Nødstilfælde kan det dog, når iøvrigt Formodning er tilvejebragt for Rigtigheden af det Anførte, tilstedes, at yderligere Bevis derfor føres ved Vidner, i hvilket Fald da Vidneforselen foregår for Underretten på det Sted, hvor Vidnerne bo eller opholde sig, i Overensstemmelse med Reglerne i § 224. Såvel af denne Grund som hvor ellers særegne Omstændigheder tale derfor, kan Retten

undtagelsesvis udsætte Sagen til et påfølgende Retsmøde, i hvilket Afgjørelsen da må finde Sted.

Den afsagte Kjendelse (§ 335) kan — selvfølgelig dog kun, forsåvidt den ikke er afsagt af Højesteret — påankes, thi ifølge § 334 er det hele Bevismateriale bragt i skriftlig Form og kan altså førelægges Højesteret, At Kjendelsen bør kunne påankes, når den nægter Forfriskning af Sagen, er indlysende, da et sådant Dekret er af højeste Vigtighed for Parten og i Reglen er ensbetydende med Sagens definitive Tab for ham. Men også hvor Forfriskning tilståes, må der indrømmes Modparten Adgang til Påanke. Thi han havde ved Dommen vundet en Ret til at se Sagen endelig afgjort på den Måde. søm sket er, i alt Fald når afsees fra Muligheden af Påanke, og Indrømmelsen af Forfriskning åbner altså for ham Udsigter til at gå glip af det vundne Resultat, som ellers ikke vilde være tilstede. Forresten er Sagens Forfriskning naturligvis ikke af så indgribende Betydning for den med samme misfornøjede Part, som Forfrisknings Nægtelse er for den derom søgende Part, eftersom det jo ikke er sagt, at Sagen vil vindes af Modparten, fordi Forfriskning tilståes. De øvrige Bestemmelser i§ 336 trænge neppe til nøjere Forklaring. Hvad angår Påankens Ivarkjættelse, henvifer § 33? til Udkastets almindelige Regler, dog at Ankeskrift i de heromhandlede Tilfælde skal meddeles Modparten inden Påankefristens Udløb, og at Varselsfristen er indskrænket til 4 Uger.

Det bør naturligvis ikke stå i den Parts Magt, som har opnået Forfriskning, at lade Sagen ligge i det Uendelige. Men han bør være pligtig inden en passende kort Frist at føretage de fornødne Skridt for at fåe den påny føretaget. Herpå ere Reglerne i § 338 rettede. For Simpelheds og Hurtigheds Skyld er det pålagt Retsformanden at beramme Mødet og besørge Modparten indkaldt. I Mødet må derpå Parten stille de fornødne Andragender, t. Ex. i Henseende til Indkaldelse af de Vidner, han vil bruge, eller ny Udmeldelse af Syns- og skjønsmænd og Retten træffer derefter de fornødne Bestemmelser med

Hensyn til Udsættelser og Frister. I Slutningen af Paragrafen er nævnt det Tvangsmiddel, hvorved Parten fkal bringes til uden Ophold at fremme Sagens nye Foretagelse, nemlig at Forsømmelse i så Henseende ansees som Frafaldelse af den erhvervede Ret til ny Foretagelse af Sagen,

Det første Punktum i § 339 behøver ingen nærmere Motivering. Med Hensyn til det andet Punktum bemærkes, at en Regel må haves for, hvorledes man skal forholde sig, hvis det Tilfælde indtræffer, at Bevisførelsen,, efterat Forfriskning af Sagen er tilstået, ikke kan gjentages, f. Ex. på Grund af Vidners Død, Bortrejse, Tings Forandring eller Undergang o, lign. Under sådanne Omstændigheder, som vel kun sjældent ville forekomme, da her i Reglen er Tale om korte Tidsløb, er der ingen anden Udvej, end at de i Landsretsdommen indeholdte Oplysninger og Fremstillinger må stå urokkede, såvidt som Umuligheden i at føre nyt Bevis strækker sig. Den nærmere Anvendelse af denne Regel må overlades Domstolenes skjønsomhed.

Efter den gjældende Ret gives der i civile Sager intetsomhelst Retsmiddel, når Dom er gået i Højesteret*). Denne Regel lader sig imidlertid vanskelig førene med den materielle Retfærdighed, især når, således som Udkastets hele System medfører, Højesterets Dom jævnlig vil falde meget hurtigt, f. Ex. et Par Måneder efter Landsretsdommen, I de fleste fremmede Love er det også Regel, at Restitution kan gives selv mod den øverste Rets Domme, jfr. Hannov. Proceslov §§ 444 og 446, Civilprocesloven for det tyske Rige § 541. Der har også i Kommissionen været Enighed om, at der i de i § 32? under Nr. 2—5 angivne Tilfælde bør være Adgang til at opnå Forfriskning af Sagen, uanset at den er påkjendt af Højesteret. Flere Medlemmer af Kommissionen have fremdeles antaget, at Restitution imod Højesteretsdomme heller ikke bør være udelukket i

det i § 327 under Nr. 1 nævnte Tilfælde. Forsåvidt den sidstnævnte Bestemmelse går ud på at beskytte Parten imod Følgerne af de Overraskelser, der på Grund af Udkastets Bevissystem kunne forekomme under Bevisførelsen, er der vel ikke nogen Trang til at give den Anvendelse på Sager, hvori der er gået Højefteretsdom Thi da den Omstændighed, hvorpå Forfriskningen under den angivne Forudsætning grundes, kommer til Partens Kundskab under den Forhandling ved Landsretten, hvorunder Overraskelsen fandt Sted, vil han i den Tid, der efter Processens Gang må hengå inden Højesteretsdommens Afsigelse, have havt en sådan Adgang til at begjære Forfriskning af Sagen, som i § 329 forudsættes at være tilstrækkelig. Derimod synes det billigt og naturligt, at den Part, som opdager et Bevismiddel, der tidligere uden Skyld hos ham har været ubekjendt eller endog førsk er bleret til efter Påkjendelsen, har Adgang til at fane Sagen gjenoptaget, selv om den .allerede måtte være bleven indbragt for og påkjendt i Højesteret. Uden at miskjende Vægten af disse Betragtninger har dog Flertallet af Kommissionens Medlemmer fundet Betænkelighed ved at gå så langt bort fra den i vor nugjældende Ret hævdede Grundsætning, at der efter Sagens Påkjendelse i Højesteret ikke kan tilstedes videre Proces; navnlig har man ment, at et så vidtgående Brud med en tilvant Grundsætning let kunde yderligere forøge vore praktiske Juristers Uvillie imod dette nye Retsmiddel, Forfriskning af Sagen, og på den anden Tide har man trøftet sig med den Betragtning, at der ikke hidtil er følt nogen Ulempe ved den Regel, at Adgang til Produktion af ny opdagede Beviser er ubetinget udelukket, når Højesteretsdom er faldet, hvilket synes at vise, at virkelig berettigede Tilfælde af denne Beskaffenhed i al Fald ere yderst sjældne.

De i § 341 om Udeblivelse givne Regler stemme med Udkastets almindelige Grundsætninger og trænge derfor neppe til videre Forklaring.

*) En anden Sag er, at den, der ved Modpartens
Svig har ladt Processen, måske tan saggive ham
i første Instants til Skadeserstatning, jfr, Nellenmanns ordinære civile Procesmåde S. 828.