§ 1.

Enhver borgerlig Retstrætte, som ikke ved

særlig Lovforskrift er henlagt til eller ifølge Parternes Overenskomst (jfr. § 8) indbringes for Underretterne, behandles og påkjendes i første Instants af Landsretterne.

§ 2.

Til Underretterne henlægges:

a) Søgsmål angående private Formuerettigheder, når Ejenstanden for samme i Penge eller Penges Værd ikke overstiger 400 Kr.

b) Sager angående Skatter, Afgifter og andre lignende Ydelser af offentligretlig Beskaffenhed til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger, når Ejenstanden for samme ikke overstiger 400 Kr.

c) Sager angående Servituter og mindre omfattende (partielle) Brugsrettigheder uden Hensyn til Værdien.

d) Sager, hvorved Paterniteten til uægte Børn søges oplyst, for at Underholdningsbidrag kan pålægges Faderen.

e) Sager, i hvilke Exekutivproces anvendes (§ 385, jfr. § 381.)

§ 3.

Sagens Værdi bestemmes efter Påstanden.

Består Søgsmålet af flere Poster eller Fordringer, sammenlægges disse.

Der tages intet Hensyn til Procesomkostninger og de ved Klageskriftets Dato endnu ikke forfaldne Renter, ej heller til senere Afslag i eller Nedsættelse af Påstanden.

§ 4.

Imod Søgsmål, der i Henhold til § 2 Litr. a. ere anlagte ved Underretterne, kunne Modfordringer, når iøvrigt de almindelige Betingelser for disses Fremsættelse ere tilstede (§ 101), gjøres gjældende. Selvstændig Dom for Modfordringen kan dog, hvis Modparten modsætter sig det, kun gives, forsåvidt Dommen ikke herved kommer til at lyde på noget høiere Beløb end 400 Kr. (§ 2 Litr. a, jfr. § 3),

Imod Søgsmål, der i Henhold til de andre Bestemmelser i § 2 ere anlagte ved Underretterne, kunne Modfordringer, når iøvrigt de almindelige Betingelser for deres Fremsættelse ere tilstede (§ 101), gjøres gjældende, dog ikkun forsåvidt de efter Lovgivningens Regler kunde forfølges ved Underretterne, dersom de gjordes gjældende under en selvstændig Sag.

Imod Søgsmål, der svæve for Landsretterne, kunne Modfordringer fremføres uden Hensyn til, at de, i og for sig betragtede, vilde henhøre under Underretterne.

§ 5.

Når Sagen ifølge den oprindelige Påstand retteligen er begyndt ved Underretten, forbliver den ved denne, uagtet Retten under Processen måtte tillade at udvide eller forhøje Påstanden (jfr. § 168). Ved slig Tilladelses Meddelelse bliver der dog særligt at se hen til, at Sagens Værdi ikke imod Modpartens Protest i betydelig Grad forøges udover den i § 2 Litr. a bestemte Grænse.

Er Underrettens Kompetence ikke begrundet ved Sagens Værdi alene, men ved dens Beskaffenhed (jfr. § 2 Litr. b, c, d og e), kan en Udvidelse af Påstanden ikke uden Modpartens Samtykke foregå således, at Fordringer af anden Beskaffenhed inddrages under Sagen

§ 6.

Henhører en Sag, hvorunder flere Fordringer indtales, ifølge den samlede Påstand under Landsretterne (§ 3), ophøre disse ikke at være kompetente, fordi Fordringer eller Spørgsmål udskilles til særskilt Behandling og Påljendelse i Henhold til § 102, selv om disse, for sig betragtede, vilde høre under Underretterne.

§ 7.

Er Sagens Værdi afgjørende for Kompetencespørgsmålet, må den Part, som påstår den højere Værdi, føre Bevis derfor.

Iøvrigt påhviler det Sagsøgeren at oplyse, at Sagen hører under Underretterne.

§ 8.

Parterne kunne, når de derom ere enige, retsgyldigen lade enhver Sag behandle ved Underretterne, selv om den ifølge de almindelige Regler ikke henhører under disse.

§ 9.

Lyder Påstanden ikke på Penge, må

Værdien af dens Ejenstand i Tilfælde af Tvist fastsættes ved Skjøn, medmindre Retten uden dette kan afgjore Spørgsmålet.

Indeholder Påstanden flere Alternativer, skal det af disse, som bestaar i rede Penge eller dog uden særlig Skjønsforretning kan ansættes hertil, være bestemmende, selv om det er nævnt som det sudsidiære.

§ 10.

Drejer Sagen sig om Rettigheden til periodiske Ydelser eller Indtægter, bliver dens Værdi at bestemme efter følgende Regler:

a) Ere årlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for bestandig, eller for flere end de ved Rettighedens Stiftelse levende Personers Livstid, eller for et bestemt Tidsrum, der ikke er kortere end 25 År, bliver Værdien af Rettigheden at sætte lig med det 25 dobbelte af et Års Beløb. b) Ere årlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for en Enkelts eller flere ved Rettighedens Stif-

telse levende Personers Livstid eller iøvrigt på ubestemt Tid, sættes Rettighedens Værdi lig med det 5 dobbelte af et Års Beløb.

e) Kunne Ydelser eller Indtægter ikkun oppebæres et bestemt Antal Gange, sættes Rettighedens Værdi lig med en enkelt Ydelses Beløb taget dette Antal Gange, dog ingensinde over 25. Ved Anvendelsen af de i Litr. a og b indeholdte Forskrifter sees der alene hen til, hvad Ydelserne eller Indtægterne tilsammentægne udgjøre for et År.

Er Beløbet af årlige Ydelser eller Indtægter ikke lige stort de forskjellige År, tages Ejennemsnitsbeløbet som Enhed.

§ 11.

I de i de tvende foregående Paragrafer omhandlede Tilfælde er Rettens Afgjørelse, forsåvidt den går ud på at erklære sig kompetent til at påkjende Sagen, ikke Gjenstand for Påanke; nægter Retten at antage Sagen, er dens Afgjørelse Gjenstand for Besværing til højere Ret.

§ 12.

Ifølge de i dette Kapitel indeholdte Forskrifter i Forbindelse med §§ 399, 410, jfr. §§ 411, 417, 419, 421, 567, 620 og 635 afgjøres det, ved hvilken af flere Retter i første Instants af samme Art (Underretter eller Landsretter) en Sag skal anlægges.

§ 13.

Retssager skulle anlægges ved Sagsøgtes Hjemthing, medmindre Loven hjemler Undtagelse herfra.

§ 14.

Hjemthinget er den Ret, i hvis Kreds Sagsøgte boer. Dersom Sagsøgte har Bopæl i flere forskjellige Retskredse, ansees han for at have Hjemthing i dem alle.

Indlænding, som ikke har Bopæl nogetsteds i Riget, kan sagsøges ved Retten på det Sted, hvor han opholder sig ved Sagens Anlæg, eller, dersom han ikke nogetsteds i Ri-

get antræffes og heller ikke vides at have Bopæl i Udlandet, ved Retten på det Sted, hvor han vides sidst at have opholdt sig.

§ 15.

Danske Gesandter ved fremmede Hoffer såvelsom andre med Exterritorialitetsret forsynede danske Embedsmænd, der ifølge deres Embedsstilling have Bopæl i Udlandet, ansees for at have Hjemthing i Kjøbenhavn, forsåvidt de ikke vedligeholde Bopæl for sig eller Familie på noget andet Sted i Riget. Det Samme gjælder, indtil anderledes bestemmes om danske Undersåtter, som ifølge traktatmæssige Bestemmelser ikke kunne sagsøges i det Land, hvor de have Bopæl.

§ 16.

Stiftelser, Kommuner, Korporationer såvelsom Selskaber og Foreninger, være sig med politiske eller sociale eller med rent formueretlige Formål, have, forsåvidt ikke Andet retsgyldigen er fastsat i de for dem gjældende Bestemmelser, Hjemthing i den Retskreds, hvor deres Bestyrelse har sit Sæde. Firmaer, Selskaber cg Foreninger, der ifølge Lov 23de Januar 1862 § 2 Nr. 1 og § 6 Nr. 1 ere pligtige at opgive et Hjemsted, have Hjemthing ved dette Steds Ret.

Retssager, der angående Forenings- eller Selskabsanliggender rejses af Foreningen eller Selskabet mod de enkelte Medlemmer eller opstå imellem disse indbyrdes, kunne anlægges ved Korporationens, Foreningens eller Selskabets Hjemthing.

§ 18.

Når Nogen for at udøve Handel, Fabriksvirksomhed, Befordring af Gods eller Personer, Assurance eller anden Næringsvej holder Etablissement eller fast Agentur, hvorfra Retshandler afsluttes umiddelbart med Trediemand, kunne Retssager i Anledning af de fra Etablisse-

menlet eller Agenturen afsluttede Retshandler anlægges mod ham ved den Ret, under hvilken pågjældende Etablissement eller Agentur har sit Sæde, selv om han ikke der har Hjemthing.

§ 19.

Den, der ved Forvalter eller på anden Måde ved egne Folk lader drive en Kjøbstadeller Landejendom som selvstændig Bedrift, kan i Sager hidrørende fra denne Bedrift sagsøges på det Sted, hvor Ejendommen er beliggende.

§ 20.

Personer, der som Tyende, Fabrikarbejdere, Håndværkere, Lærlinge, Studerende, eller af anden Grund for længere Tid opholde sig udenfor deres Hjem, kunne sagsøges på dette deres Opholdssted i Anledning af der pådragne Forpligtelser.

Det Anførte skal også gjælde om Militærpersoner, der aftjene deres Værnepligt, Straffanger og Varetægtsarrestanter, Sindssyge og andre Personer, som have et ikke i deres egen frie Beslutning grundet Ophold for længere Tid udenfor deres Hjem.

§ 21.

Sager angående Rettigheder over urørlige Ting — være sig Ejendomsret, Panteret, Brugsrettigheder, Servitutrettigheder, Grundbyrderettigheder eller andre — skulle anlægges ved den Ret, under hvilken Ejendommen er beliggende.

Søgsmål, hvorved Fordringer, der ere forbundne med Pant i fast Ejendom, eller hvorved enkelte forfaldne Gjældsbyrdeydelser indtales, kunne anlægges på det Sted, hvor den behæftede eller bebyrdede Ejendom er beliggende.

Ligger en fast Ejendom i flere Retskredse, ansees den med Hensyn til Spørgsmålet om, hvor de i denne Paragraf omhandlede Sager skulle eller kunne anlægges, for at være beliggende i den Retskreds, hvorunder Ejendommens Bygninger, navnlig Stuehuset, høre. Findes sådanne ikke eller er Stuehuset beliggende i flere Retskredse, kan Sagen efter Sagsøgerens Valg anlægges i enhver af disse.

§ 22.

Søgsmål som gå ud på at gjøre Arverettigheder eller Fordringer på Legater eller Dødsgaver gjældende, eller som på anden Måde angå Delingen af Dødsboer, såvelsom Søgsmål, hvorved Fordringer på Arveladeren gjøres gjældende mod Arvingerne som sådanne, kunne anlægges ved den Ret, som i Dødsøjeblikket var den Afdødes Hjemthing.

§ 23.

Søgsmål til Tilbagebetaling af, hvad Nogen som Arving eller Kreditor i et under offentlig Skiftebehandling stående Bo ifølge foreløbigt Udlæg eller endelig Udlodning, som senere i det Hele eller for en Del er fundet urigtig, har modtaget, kan anlægges ved Retten på det Sted, hvor Skiftet holdtes.

§ 24.

Den, der i Medfør af offentligt eller privat Hverv har havt Andres Midler under Forvaltning eller skal aflægge Regnskab for dem, kan sagsøges for sin Forvaltning eller sit Regnskab ved Retten på det Sted, hvorfra Forvaltningen er ført, eller hvor Regnskabet skulde aflægges.

Sammesteds kunne også anlægges Sager, som i Anledning af Forvaltningen eller Regnskabet rejses af den, der har ført samme, imod den, for hvem han har ført den eller det.

§ 25.

Søgsmål til Opfyldelse eller Ophævelse af en Retshandel eller i Anledning af dens Misligholdelse eller ikke behørige Opfyldelse kunne anlægges ved Retten på det Sted, hvor Retshandlen ifølge Parternes udtrykkelige eller stiltiende Vedtagelse, ifølge Lovenes Bestemmelser eller iøvrigt ifølge de foreliggende Omstændigheder skulde opfyldes.

Tilkommer der Sagsøgte et Valg mellem flere bestemte Opsyldelsessteder, kan Sagen, sålænge Sagsøgte ikke må ansees at have erklæret sig for et af dem, anlægges ved Retten på ethvert af disse Steder.

§ 26.

Sager, hvorved der søges Erstatning eller Oprejsning i Anledning af retstridige Skade-

tilføjelser eller andre Retskrænkelser, kunne anlægges på det Sted, hvor Skadetilføjelsen eller Retskrænkelsen er foregået. Har den retsstridige Skadetilføjelse eller Retskrænkelsen, hvorover, der klages, været udøvet i flere Retskredse, kan Sagen anlægges i hvilkensomhelst af disse.

§ 27.

Modfordringer, forsåvidt disse ifølge § 101 kunne fremsættes, behandles ved den Ret, hvor Hovedsagen er anhængiggjort, såfremt denne ikke ifølge Modfordringens Beskaffenhed er udelukket fra at kunne påkjende den, jfr. § 4.

§ 28.

Når flere Sagvoldere skulle eller dog kunne sagsøges under Eet, og Sagen ikke ifølge denne Lov har noget særligt Værnething, kan den anlægges ved enhver Ret, som for nogen af Sagvolderne er Hjemthing.

§ 29.

Den i § 594 1ste Stykke omhandlede Arrestforfølgningssag kan anlægges ved Retten på det Sted, hvor Arresten er gjort, eller, dersom den udstrækkes til Gjenstande, der forefindes i flere Retskredse, hvor den er begyndt, alt forsåvidt der ikke gives nogen anden Ret i Riget, ved hvilken Sagen, bortset fra Arresten, kunde anlægges.

§ 30.

Kan Sagen i Medhold af denne Lov anlægges ved flere forskjellige Retter, har Sagsøgeren Valget, forsåvidt ikke Andet fremgår af Lovens Forskrifter.

§ 31.

Når Parterne vedtage det, kunne de indbringe deres Sag for hvilken af samtlige ligeartede Retter i første Instants de ville, uden at Rettens Samtykke behøves. Saadan Enighed imellem Parterne antages at finde Sted, når ikke den mødende Sagsøgtete på behørig Måde og i rette Tid under Sagen fremsætter Værnethingsindsigelse, jfr. §§ 173—176.

§ 32.

Udlændinge kunne Sagsøges her i Riget, forsåvidt nogen Ret ifølge de foranstående Regler kan ansees som Værnething i Sagen.

Gives der ingen Ret i Riget, ved hvilken Sagen imod Udlændingen herefter kan anlægges, skal det, forsåvidt ikke særlige traktatmæssige Bestemmelser ere til Hinder derfor, være Indlærndinge tilladt i Sager angående Formueretsforhold at sagsøge Udlændingen i den Retskreds, hvor han opholder sig eller har Gods.

§ 33.

Ingen Dommer må handle i en Sag, når han

1) selv er Part i Sagen eller af dens Udfald kan have Skade eller Fordel, såvelsom når det iøvrigt under Sagen bliver nødvendigt at bedømme hans egen tidligere Færd.

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne i op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien så nær som Søskende, eller er en af Parternes Ægtefælle, Værge, Kurator, Adoptiv- eller Plejefader, Adoptiv- eller Plejesøn.

3) er beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende Linie eller beslægtet i Sidelinien så nær som Søskende med nogen i Sagen optrædende Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig for nogen af Parterne.

4) har aflagt Vidnesbyrd eller værer Synseller Skjønsmåd i Sagen eller handlet i den som Sagfører eller iøvrigt som Rettergangsfuldmægtig for nogen af Parterne.

5) som Dommer har handlet i Sagen i den underordnede Instants.

Ved Anvendelse af den under Nr. 1 givne Regel bliver dog at iagttage, at den Omstændighed, at Dommeren, fordi flere Embedsvirksomheder ere forenede i hans Person, tidligere af den Grund har havt med Sagen at gjøre, ikke i og for sig medfører Inhabilitet, når der dog ikke efter de foreliggende

Omstændigheder er Grund til at antage, at han har nogen særegen Interesse i Sagens Udfald.

§ 34.

I de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde er Dommeren, hvis han er Enkeltdommer, pligtig efter Kjendelse, afsagt af ham selv, at vige sit Sæde. Beklæder han Retten i Forening med andre Dommere, er han pligtig at gjøre Retten Meddelelse om de Omstændigheder, som ifølge foregående Paragraf formenes at medføre hans Inhabilitet, hvorefter Afgjørelse træffes af Retten, uden at han selv er udelukket fra at deltage i Påkjendelsen af Spørgsmålet.

§ 35.

Parterne kunne ikke blot fordre, at en Dommer skal vige sit Sæde i de i § 33 angivne Tilfælde, men enhver af dem kan fremsætte Indsigelse mod, at en Dommer beklæder Retten, når andre Omstændigheder foreligge, som ere egnede til at vække Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed. I Tilfælde af den sidstnævnte Beskaffenhed kan også Dommeren selv, når han frygter for at Parterne ej kunne have fuld Tillid til ham, vige sit Sæde, selv om ingen Indsigelse mod ham fremsætles.

De Spørgsmål, som måtte opstå i Henhold til nærværende Paragraf, afgjøres på den samme Måde, som i § 34 er bestemt med Hensyn til de i § 33 omhandlede Tilfælde.

§ 36.

Indsigelse mod, at en Dommer beklæder Retten, må fremsættes ved den mundtlige Forhandlings Begyndelse, forinden andre Formalitetsindsigelser eller i al Fald i Forbindelse med dem. Senere Fremsættelse af den heromhandlede Indsigelse tillades ikkun, hvor det skjønnes at have været umuligt for Parten at

fremkomme med den i rette Tid, eller Parten har været i ham utilregnelig Uvidenhed om de Omstændigheder, som begrunde Indsigelsen.

Dommeren er pligtig, hvor han af egen Drift skal eller vil vige sit Sæde, at gjøre dette, forinden den mundtlige Forhandling begynder, medmindre den Omstændighed, som bøgrunder hans Inhabilitet, er indtrådt senere.

§ 37.

Spørgsmål, om en Dommer af egen Drift skal eller må vige sit Sæde afgjøres, uden at Parterne have Adgang til at ytre sig.

Indsigelse fra Parternes Side mod en Dommers Habilitet behandles i processuel Henseende som andre Formalitetsindsigelser.

§ 38.

Kjendelser, hvorved en Underretsdommer erklærer at ville vige sit Sæde, eller hvorved det pålægges eller tillades en Dommer i en af flere Medlemmer bestående Ret at vige sit Sæde, kunne ikke angribes ved noget Retsmiddel. Imod Kendelser, hvorved Indsigelser mod en Dommers Habilitet forkastes, eller hvorved Dommerens egen Begjæring om at måtte vige sit Sæde afslåes, kan der finde Besværing Sted fra Partens Side. Når det strax forlanges, kan i denne Anledning en kort Udsættelse af Sagen tilståes.

§ 39.

Fra det Øjeblik af, da Retskjendelse for, at en Dommer skal eller må vige sit Sæde, er afsagt, er denne Dommer kun berettiget til at foretage sådanne Handlinger i Sagen som ej kunne opsættes.

§ 40.

De om Dommere givne Forskrifter finde også Anvendelse på Retsskrivere. Afgsørelsen af Habilitetsspørgsmålet tilfalder den Ret, ved hvilken Retsskriveren er ansat.

§ 41.

Flere Søgsmål mellem de samme Parter kunne forenes under een Retssag, uagtet de hvile på forskjellige faktiske og retlige Grunde og ere af ulige Beskaffenhed, når Retten er competent med Hensyn til dem alle, og samme Procesart er anvendelig på dem (§ 3, jfr § 6).

§ 42.

Flere Parter kunne sagsøge eller sagsøges i Forening under samme Retssag, dog udfordres hertil, forsåvidt Søgsmålene ikke have fælles Oprindelse, eller særlig Lovforskrift hjemler deres Forening, at ingen af Parterne gjør Indsigelse derimod.

§ 43.

Enhver, der tror sig i det Hele eller for en Del berettiget til den Ting eller den Rettighed, som er Gjenstand for en Retstrætte i første Instants imellem Andre, kan under Iagttagelse af Reglerne i femte Afsnit indtræde i den begyndte Sag og gjøre sin Fordring gjældende ved et imod de oprindelige Parter rettet Søgsmål (Intervention).

Intervention kan ikke finde Sted, når den Ret, for hvilken Sagen svæver, ikke ved Parternes Samtykke kunde gjøres kompetent til at påkjende Interventionssøgsmålet, dersom det anlagdes særskilt.

§ 44.

Enhver, der har en retlig Interesse i, at en Part vinder en for Retten svævende Sag, kan indtræde i Sagen til denne Parts Understøttelse (Biintervention) og fåe Adgang til at ytre sig i Sagen i Overensstemmelse med de nærmere Regler i femte Afsnit.

§ 45.

Sagsøgeren kan andrage på at måtte tilstærvne (adcitere) Trediemand for at fåe Dom over ham enten alternativt eller tilsammen med Sagvolderen. Sådant Andragende kan dog ikke tages til Følge, når det må tilregnes Sagsøgeren som en Forsømmelse, at den pågjældende Trediemand ikke fra Begyndelsen af er bleven inddraget under Søgsmålet, lige så lidt som når Trediemand skjønnes ikke at være pligtig at svare for den Ret. Iøvrigt blive de i femte Afsnit givne Regler at iagttage.

§ 46.

Ved Anvendelsen af de i dette Kapitel indeholdte Regler forbeholdes der dog Retten den samme ved § 102 tillagte Myndighed.

§ 47.

Hvo der er ret Sagsøger eller Sagvolder, afgjøres efter Lovgivningens almindelige Regler.

§ 48.

Ligeledes afgjøres det efter Lovgivningens almindelige Regler, om det ifølge Retsforholdets Beskaffenhed er nødvendigt, at flere Personer må optræde som Procesfæller for at udgjøre ret Sagsøger eller Sagvolder.

§ 49.

Hvor et nødvendigt Procesfællesskab mellem flere Personer finder Sted, ansees, når i et Retsmøde en eller flere af disse udeblive, medens en eller flere af dem give Møde, den eller de, der møde, for at repræsentere de, Udeblivende.

§ 50.

Myndig til som Sagsøger at råde over Retstrætter angående Formueretsforhold er

den, som ifølge den borgerlige Rets Regler vilde kunne på egen Hånd eftergive det i Påstanden indeholdte Retskrav. Myndig til som Sagvolder at råde over Retssager angående Formueretsforhold er den, som ifølge den borgerlige Rets Regler på egen Hånd kunde ved Overenskomst påtage sig det, hvorpå Påstanden går ud. I Sager, som ikke angå Formuerettigheder, er i Almindelighed den, som er ret Sagsøger eller Sagvolder, også rådig over Sagen, forsåvidt han er personlig myndig.

Ved Anvendelsen af foranstående Regler tages der dog kun Hensyn til Retssagens oprindelige Gjenstand, ikke til Rettergangsomkostninger eller Rettergangsbøder.

§ 51.

Hvo der, når en Part ikke er myndig til at råde over Retssagen, skal optræde for eller med ham eller hende, for at Retssagen gyldigen kan udføres, afgjøres efter den borgerlige Rets Regler.

§ 52.

Retten har i Reglen ikke på Embeds Vegne af egen Drift at afkræve Parterne Bevis for, at de ere myndige til at råde over Processen. Afvisning på Grund af Sagsøgerens eller Sagvolderens Mangel på Myndighed til at råde over Retssagen, finder derfor ordentligvis kun Sted efter Påstand.

Parterne ere udelukkede fra at fremkomme med Indsigelser angående manglende Myndighed til at råde over Retssagen, når Forhandlingen af Sagens Realitet er begyndt, jfr. § 176 sammenholdt med § 174.

§ 53.

Er der ifølge den Måde, hvorpå Parterne i Processkrifterne betegnes, eller iøvrigt ifølge de foreliggende Oplysninger Grund til at antage, at Nogen af dem mangler Myndighed til at råde over Retssagen, kan Retten dog på Embedsvegne afvise Sagen enten strax eller når Sagsøgeren ikke fremskaffer de fornødne Oplysninger om hans egen og Modpar-

tens Myndighed til at råde over Sagen, efterat dette af Retten er ham pålagt, jfr. § 175

sidste Stykke.

§ 54.

Enhver kan både som Sagsøger og som Sagvolder gå i Rette for sig selv. Han kan både udføre sin Sag under den mundtlige Forhandling og affatte de fornødne Processkrifter.

§ 55.

Dog kan den, som gjør en ham efter Angivende tiltransporteret Fordring gjældende, afvises af Retten ved en Beslutning, som ikke er Gjenstand for Påanke, når Retten skjønner, at Transporten i Virkeligheden kun er udfærdiget for at sætte ham istand til at udføre Sagen for Cedenten.

§ 56.

Ved Domssagers Udforelse for Landsretterne kan Retten, når de af Parten selv affattede Processkrifter findes uforståelige, tilbagevise disse og tilkjendegive Parten, at han må lade sin Sag udføre for sig af en Sagforer; ligeledes kan en Part, der selv udfører sin Sag, afvises under de mundtlige Forhandlinger og henvises til at lade en Sagfører møde for sig, når det viser sig, at han ikke med den fornødne Klarhed og Rolighed kan fremstille Sagen. Retten træffer i de anførte Tilfælde de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Sagens Udsættelse. Efterkommes ovenomhandlede af Retten givne Pålæg, som ej ere Gjenstand for Påanke, ikke, ansees Parten som den, der ikke har indgivet de pågjældende Processkrifter, og som den, der udebliver under pågjældende mundtlige Forhandling.

§ 57.

Den, der ikke i egen Person vil udføre sin Retssag, er i Domesager pligtig at benytte

som Fuldmægtig en til Mede for pågjældende Domstol berettiget Sagfører.

Ingen anden Fuldmægtig end en sådan stedes til at give Møde for Parten under den mundtlige Forhandling, eller til at affatte Processkrifter for ham.

Retten har på Embedsvegne at afvise Personer, der ikke ere berettigede til for den at give Møde for Andre, og at tilbagevise Processkrifter, som ere underskrevne af sådanne.

§ 58.

Dog skal det være tilladt at benytte som Fuldmægtig ved Domssagers Udførelse Personer, der ere beslægtede eller besvogrede med Parten i den op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien så nær som Søskendebørn, Partens Ægtefælle, Værge, Kurator, Adoptiv- eller Plejeforældre, Adoptiv- eller Plejebørn og Personer, der stå i fast Tjeneste hos Parten. Den, der foregiver at stå i et af de ovennævnte Forhold til Parten, må være rede til at føre Bevis herfor, når det af Retten eller Modparten forlanges; dog kan Retten undtagelsesvis tilstå en passende Udsættelse hertil.

§ 59.

Under Skiftebehandlinger er det tilladt at lade møde for sig også ved Andre end de i de tvende foregående Paragrafer omhandlede Personer, og det samme gjælder under Føgedforretninger for dens Vedkommende, imod hvem Retshandlingen er rettet.

§ 60.

Den, der ifølge de tvende foregående Paragrafer møder som Fuldmægtig for Parten, må være personlig myndig og uberygtet.

Når i nævnte Tilfælde den Modende, skjønt ikke Sagfører, må antages at søge Næringsvej ved at udføre Retssager for Andre, kan Retten afvise ham ved en Beslutning, der ikke er Gjenstand for Påanke.

§ 61.

Det, der i § 56 er bestemt om Rettens Myndighed til at tilbagevise Processkrifter, som

ere affattede af Parten selv, eller til at udelukke Parten selv fra den mundtlige Forhandling, skal under lige Betingelser gjælde med Hensyn til Rettergangsfuldmægtige, der ikke ere Sagførere.

§ 62.

Befuldmægtigelse til ved en Domstol at udføre en Retssag giver Fuldmægtigen Ret til at foretage alle til den Sags Udførelse hørende Proceshandlinger, derunder indbefattet at tage til Gjenmæle mod Modfordringer, såvelsom imod Interventions- og Tilstævningssøgsmål. Navnlig indeholder Befuldmægtigelsen fornoden Bemyndigelse til at afgive Tilståelser og Indrømmelser, fremsætte Benægtelser og Indsigelser, føre Beviser, forlange Udsættelser, slutte Proceduren ved at indlade Sagen eller søge den hævet, udeblive eller undlade at erklære sig m. m.

Det kommer ved Bedømmelsen af Fuldmægtigens Bemyndigelse til at handle ikke i Betragtning, om det af ham Foretagne i det givne Tilfælde er et hensigtsmæssigt Skridt i Sagen eller ikke.

§ 63.

Derimod indeholder Befuldmægtigelsen til at udføre en Retssag for en Domstol ikke Bemyndigelse til at, foretage Noget, der går ud herover. Befuldmægtigelse til at udføre en Domssag bemyndiger således ikke til at påanke Sagen for højere Ret, men derimod vel til at andrage om ny Foretagelse af Sagen ved samme Ret, ikke heller til at lade Dommen erekvere, oppebære det Tildømte eller til at foretage Arrest, Forbud eller andre Sikkerhedshandlinger. Ej heller indeholder Befuldmægtigelsen til at udføre en Domssag nogen Bemyndigelse til at forlige eller voldgive Sagen.

§ 64.

Ved andre Retshandlinger end Domssager blive Befuldmægtigelsens Virkninger at bestemme efter Retshandlingens Natur og Hensigt.

Befuldmægtigelse til at foretage Exekution

indeholder således fornøden Bemyndigelse til at modtage udlagt Gods, træffe Bestemmelser om dets Bestyrelse og Forvaring, fremme Tvangsauktionen, samtykke i Auktionskonditionerne, oppebære Auktionsprovenuet på Partens Vegne m. m., såvelsom også til at modtage frivillig erlagt Betaling eller Fyldestgørelse af det Krav, hvorfor der gjøres Exekution.

Befuldmægtigelse til at varetage en Parts Tarv ved et Skifte indeholder Bemyndigelse til at afgive alle til Skiftets Fremme fornødne Erklæringer i Partens Sted, selv om de gå ud på at opgive Rettigheder, såsom at stemme for Tvangsakkord, indrømme Henstand, samtykke i Salg underhånden m. m.

Befuldmægtigelse til at møde ved Arresteller Forbudsforretninger indeholder fornøden Bemyndigelse til at foretage alle de til Forretningens Fremme fornødne Skridt, stille og modtage Sikkerhed, lage fornøden Bestemmelse angående Bevaringen og Sikringen af Gjenstande m. v.

Den der har Befuldmægtigelse til at udføre nogen Retshandling af den i nærværende Paragraf omhandlede Beskaffenbed, ansees selvfølgelig også for tilstrækkelig bemyndiget til at opretholde den og tage til Gjenmæle, når den for samme Ret søges ophævet eller forandret.

Befuldmægtigelse til at give Møde for den, mod hvem nogen Retshandling af den i nærværende Paragraf omhandlede Art er rettet, bemyndiger til at foretage alle Skridt sigtende til at forhindre, at der tillægges Retshandlingen Fremme, eller til at opnå dens Ophævelse af samme Ret.

§ 65.

Er den, der ifølge Befuldmægtigelse møder for en Part under Retshandlinger af den i foregående Paragraf omhandlede Art, ikke Sagfører, ansees han dog ikke for bemyndiget til at udføre de Tvistigheder, som måtte blive behandlede og afgjørte under Forretningen, medmindre han særlig er befuldmægtiget også hertil.

§ 66.

Indskrænkninger i den Bemyndigelse, som

ifølge § 62, jfr. § 63, skal antages at være indeholdt i Befuldmægtigelsen til at udføre en Domssag, have i Forhold til Modparten ingen Gyldighed.

Ved de i § 64 omhandlede Retshandlinger kan Befuldmægtigelsen med Virkning overfor Modparten indskrænkes til enkelte Møder såvelsom til enkelte Retshandlinger.

§ 67.

Når en Part til Sagens Udførelse samtidig benytter flere Sagførere eller andre Procesfuldmægtige, agtes enhver især af dem for bemyndiget til at foretage alle de processuelle Handlinger, som ifølge Befuldmægtigelsens Natur ansees for indbefattede i den. Afvigende Bestemmelser af Parten ere uden Virkning i Forhold til Modparten.

§ 68.

En Rettergangsfuldmægligs Handlinger eller Undladelser ere, forsåvidt som de falde indenfor Bemyndigelsens Grænser, ligeså bindende for Parten, som om de vare foretagne af denne selv.

Dog kunne Tilståelser eller andre Erklæringer om det Faktiske i Sagen, som fremkomme i de mundtlige Forhandlinger, tilbagekaldes eller berigtiges af Parten selv, når dette sker strax og umiddelbart, efterat Partens Rettergangsfuldmægtig har talt.

§ 69.

Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse til at handle for en Part ophæves i Forhold til Modparten ikke derved, at Parten er død, kommen under Konkurs eller har mistet sin Myndighed til at råde over Sagen, ej heller derved, at Parten er bleven myndig til selv at råde over Processen, men kun ved en udtrykkelig Tilkjendegivelse om Befuldmægtigelsens Ophør til Modparten eller dennes Rettergangsfuldmægtig.

§ 70.

Retten påser på Embedsvegne, at den, der møder som Rettergangsfuldmægtig for en Part, er befuldmægtiget hertil.

Dog afkræves der ikke på Embedsvegne

Sagførere Bevis for, at de ere befuldmægtigede for Parten, og når deres Befuldmægtigelse benægtes af Modparten, kunne de forlange Udsættelse for at tilvejebringe det fornødne Bevis.

Andre Rettergangsfuldmægtige end Sagførere må være i Stand til strax for Retten og Modparten at føre Bevis for Befuldmægtigelsen, da de ellers afvises.

§ 71.

Som tilstrækkeligt Bevis for Befuldmægtigelse til at møde i Rettergang, ansees en af vedkommende Part til Retsprotokollen afgiven Erklæring.

Når skriftlig Fuldmagt benyttes, må Partens Underskrift på den i Landsretssager i det Mindste være attesteret af tvende Vitterlighedsvidner.

§ 72.

Når en iøvrigt til at møde for en Part berettiget Person erklærer at ville varetage Partens Sag og forpligte sig til at tilvejebringe dennes Billigelse, og ingen Anden giver Møde for Parten, kan han af Retten stedes hertil enten mod eller uden Sikkerhedsstillelse. Den Pågjældende har da inden næste Retsmøde eller dog inden en anden af Retten bestemt Frist at tilvejebringe Partens Godkjendelse af hans Handlinger; i modsat Fald afvises han og har at tilvare Modparten de ved Retsmøderne foranledigede Omkostninger såvelsom muligt Tab ved Sagens Forhaling.

§ 73.

Når en Rettergangsfuldmægtig afvises enten på Embedsvegne eller efter Påstand, ansees pågjældende Part for udebleven fra det Retsmøde, hvori Afvisningen finder Sted, medmindre Retten i Henhold til Lovens Bestemmelser udsætter Sagen, i hvilket Tilfælde Udeblivelse først antages at finde Sted, når der ikke sker behørigt Møde for Parten i det Retsmøde, til hvilket Sagen er udsat.

§ 74.

Om end en Part iøvrigt lader sin sag udføre ved en Rettergangsfuldmægtig, er han dog ikke udelukket fra selv at ytre sig under den mundtlige Forhandling, umiddelbart efter at hans Rettergangsfuldmægtig har talt.

§ 75.

Forholdet imellem Parten selv og hans Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig, såsom med Hensyn til Krav på Godtgjørelse for Udlæg og Betaling for Arbejde, med Hensyn til Berettigelsen til at tilbagekalde Fuldmagten eller til at frasige sig den m. v., bedømmes efter den hidtil gjældende Ret.

§ 76.

Alle Retsmøder ere offentlige; dog kan Retten ifølge Andragende fra nogen af Parterne eller på Embedsvegne bestemme, at Dørene skulle lukkes og Tilhørerne fjernes, når Sagens offentlige Forhandling kunde vække Forargelse eller medføre en Forstyrrelse af den offentlige Orden; i sådanne Tilfælde kan enhver af Parterne fordre, at der tilstedes tre af ham opgivne Personer Adgang, ligesom Rettens Formand kan tillade enkelte Andre at overvære Forhandlingerne. Domme afsiges altid i offentligt Møde.

§ 77.

Rettens Bestemmelse, at Dørene skulle lukkes, sker ved upåankelig Kjendelse, efterat Parterne have havt Lejlighed til at udtale sig. Kjendeljen afsiges offentligt.

Bestemmelse om, at Dørene skulle lukkes, kan træffes såvel ved Forhandlingens Begyndelse som i Løbet af denne; den kan strax eller senere indskrænkes til en Del af Forhandlingerne.

§ 78.

Retsmøder afholdes ikke om Søn- og Helligdage, undtagen i påtrængende Tilfælde og selv da ikke i Tiden fra Kl. 9 Formiddag til 4 Eftermiddag.

Rettens Formand afgjør uden Påanke, om Tilfældet er påtrængende.

§ 79.

Af Retsskriveren føres en Tagliste, på hvilken Sagerne optages i den Orden, hvori de indkomme.

For hver enkelt Retsdag affattes af Rettens Formand med Redskriverens Bistand en Retsliste, på hvilken optages de Sager, som i Henhold til stedfundne Berammelser eller Udsættelser skulle komme for.

Retslisten indføres strax i en Protokol, i hvilken samtlige Retslister efterhånden samles, og den bekjendtgjøres ved Opslag i Retslokalet mindst 3 Dage forud for Retsdagen, Når dertil er Anledning (jfr. nedenfor og § 172), kan der dog indtil Aftenen forinden denne gjøres Forandring i eller Tillæg til Retslisten.

Rettens Formand afgjør, i hvilken Orden de Sager, der ere ansatte til Forhandling på samme Retsdag, skulle foretages. Sager, som ikke nå at komme til Forhandling, overgå uden videre på Retslisten for næste Retsdag, medmindre Formanden bestemmer anderledes.

Rettens Formand er bemyndiget til at udslette en Sag af Retslisten og overføre den på Retslisten for en af de påfølgende Retsdage, dog at Udfættelsen ikke overskrider en Uge, når der er Grund til at antage, at Sagen enten af Hensyn til Rettens Forretninger, Dommerpersonalet eller andre Årsager, såsom Forhindringer for Sagførere, Parter, Vidner, Synsmænd eller desl., ikke vil kunne forhandles på den oprindelig fastsatte Tid. Oplysninger i denne Henseende kunne bande mundtligt og skriftligt meddeles Rettens Formand, såvel under Retsmøder som udenfor disse.

Når en Sag ifølge denne Paragraf overføres på Retslisten for en følgende Retsdag, lader Rettens Formand, for at forebygge forgjæves Møder, alle Vedkommende så hurtigt som muligt underrette derom.

§ 80.

Når Hensyn til Retspersonalet eller Rettens øvrige Forretninger kræver det, kan Formanden afbryde begyndte Retsmøder eller afsige eller udsætte berammede Retsmøder, hvorom da Underretning snarest muligt bliver at give alle Vedkommende.

Når et Retsmøde ophører til fastsat Klokkeslet eller ifølge Rettens Bestemmelse, fortsættes afbrudte Forhandlinger i det næste påfølgende Retsmøde, medmindre Rettens Formand bestemmer anderledes. Afsiges eller udsættes et berammet Retsmøde, overgå Sagerne til det næste Retsmøde, der holdes, medmindre særlig Bestemmelse træffes om en anden Tid til deres Foretagelse.

§ 81.

Rettens Formand våger over, at Forhandlingerne foregå med den tilbørlige Orden og Værdighed. Han er til den Ende berettiget til at afbryde og tilrettevise Parterne, Vidnerne eller Andre, når de tillade sig upassende Udladelser eller utilbørlige personlige Angreb, eller når de gå udenfor Sagen i deres Bevisførelse, Udvikling eller Beretning.

Personer, der ved støjende eller anden utilbørlig Adfærd forstyrre Forhandlingerne eller tilsidesætte den Agtelse, som skyldes Retten, kunne udvises af Retslokalet. Bliver det i Henhold hertil nødvendigt at fjerne nogen af Parterne, kan Retten enten udsætte Sagen eller efter Modpartens Andragende bestemme, at den bortviste Part skal ansees som udebleven.

For Fornærmelser mod Retten eller nogen af de i samme Mødende, Ulydighed imod Formandens Påmindelser og Befalinger eller Uordener af mere strafværdig Natur end de ovenanførte, kan Retten ved en Kjendelse, der afsiges strax, pålægge Straf af Bøder indtil 40 Kr. eller simpelt Fængsel indtil 8 Dage. Sådan Kjendelse er upåankelig, og Retten kan, hvor den lyder på Fængselsstraf, bestemme, at den øjeblikkelig skal fuldbyrdes.

De Ordensstraffe, som pålægges i Henhold til denne Paragraf, medføre ingen Indskrænkning i Adgangen til at drage den Skylvige til Ansvar efter Straffelovens almindelige

Bestemmelser, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

Politiet er forpligtet til uvægerlig og øjeblikkelig at yde Retten Bistand til Udførelsen af denne Paragrafs Forskrifter.

§ 82.

De Forretninger, som ifølge denne Lov påhvile Formanden i Kollegialretterne, udføres ved de Retter, som beklædes af en Enkeltdommer, af denne.

§ 83.

Angående alle Retshandlinger optages Beretning i Retsbogen.

I Retsbogen indføres først Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmødet.

2) De Personers Navne, der have fungeret som Dommere og som Protokolførere.

3) Sagens Nummer og Parternes Navne (Rubrum af Sagen.)

4) De, der have givet Møde i Sagen som Parter eller på disses Vegne.

§ 84.

Retsbogen skal indeholde en kort Fremstilling af Forhandlingernes Gang i Almindelighed.

Parternes Udviklinger og Vidners og Synsmænds Forklaringer optages ved Landsretterne ikke i Retsbogen, men Protokolføreren har i en særskilt Bog til Brug for Retten og efter Formandens nærmere Anvisning at optegne det Væsentlige af Vidnernes og Synsmændenes Forklaringer, uden at dog nogen Oplæsning for eller Vedtagelse af de Pågjældende finder Sted.

Når Vidners, Synsmænds eller Parters Forklaringer afgives for en anden Ret end den, for hvilken Hovedforhandlingen foregår (§§ 96, 181, 203 og 232), blive de i deres Helhed at indføre i Retsbogen samt at oplæse til Vedtagelse af de Pågjældende, jfr § 224.

Ved Underretterne bliver det Væsentlige af Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng og af Vidners og Synsmænds Forklaringer at protokollere og derefter at oplæse

til Vedtagelse, dog kun forsåvidt Sagens Gjenstand har en Værdi af over 40 Kr.

§ 85.

Fuldstændigt optages i Retsbogen:

Rettens Domme, Kjendelser og øvrige Beslutninger;

Parternes Påstande for Underretterne, samt for Landsretterne Indsigelser og Påstande vedrørende Sagens Formalitet efter § 175;

Nye Påstande og faktiske Anbringender, såvelsom Forandringer i, Tillæg til eller Opgivelser af tidligere fremsatte Påstande, Benægtelser, Indsigelser eller faktiske Anbringender, forsåvidt herom efter §168, jfr. § 169, kan blive Spørgsmål udenfor de skriftlige Sagsfremstillinger og Tillæg til samme;

De i § 194 omhandlede Indsigelser og Forlangender.

I Retsbogen gjøres fremdeles Bemærkning om Overleverelsen eller Fremlæggelsen af alle skriftlige Fremstillinger, Dokumenter, Breve, Forkyndelser, Meddelelser og andre Aktstykker, som derhos blive at forsyne med Fremlæggelsespaategning.

§ 86.

Klageskriftet, Parternes øvrige Skrifter og Sagsfremstillinger forblive i Rettens Arkiv. Dokumenter og Aktstykker, der benyttes som Bevis, tilbageleveres Parterne, naar Sagen er paadømt, imod at disse til Retten indlevere bekræftede Gjenparter. Dog fordres ikke Gjenpart af Dokumenter, der kun ere Udskrifter af Embedsprotokoller, eller af Haudelsbøger, Regnskabsbøger eller andre saadanne Dokumenter, som ere af særdeles betydeligt Omfang.

§ 87.

Retsbogen underskrives af den, der har fungeret som Formand, og af Protokolforerm.

§ 88.

Retsskriveren har at samle de enhver Sag vedkommende Dokumenter og bevare dem eller de Gjenparter, som ifølge § 86 afgives i Stedet for Originaler, der tilbageleveres.

Iøvrigt bestemmes det nærmere ved Anordning for enhver enkelt Ret, hvilke Bøger der skulle føres ved den, samt hvorledes- de skulle indrettes.

§ 89.

Parterne såvelsom enhver Anden, som deri har retlig Interesse, kan hos Retsskriveren forlange Udskrift af Retsbøgerne samt af de øvrige ved Retten beroende og til Sagen hørende Dokumenter, imod herfor at erlægge sportelmæssig Betaling.

Dersom Reteskriveren nægter at meddele en forlangt Udskrift, kan den, som har begjært en sådan, skriftlig fremsætte behørig begrundet Anke, der afleveres til Retsskriveren, som indsender denne med sin Erklæring til Retten, som derefter ved Kjendelse afgjør Spørgsmålet. Mod denne Kjendelse kan der iværksættes Besværing efter de almindelige Regler herom.

§ 90.

Samtlige til Processens (derunder Bevisets) Førelse fornødne Skridt iværksættes af Parterne. En Indgriben af Retten finder kun Sted, såvidt Loven hjemler det.

§ 91.

Retssager forhandles mundtligt. Skrift anvendes kun, forsåvidt Loven hjemler det.

Ved den mundtlige Forhandling benyttes frit Foredrag; Oplæsning af skrevne Bevisdokumenter, Fremstillinger eller Udviklinger tilstedes alene, hvor Loven hjemler sådant, Ogsaa Beviser fremstilles, såvidt muligt, i frit mundtligt Foredrag; dog tillades Oplæsning, hvor det kommer an på ordret Gjengivelse.

Når Oplæsning skal finde Sted, foregår den enten ved Parten selv eller ved Protokolføreren efter Formandens Bestemmelse.

§ 92.

Retssproget er dansk. Ingen skriftlig eller mundtlig Henvendelse fra Parterne til hinanden eller til Retten må ske i noget andet Sprog. Afhørelse af Personer, der ikke ere det danske Sprog mægtige, foregår ved Hjælp af en edsvoren Tolk; dog kan ved Underretterne Tilkaldelse af Tolk undlades, når Parterne ikke gjøre Fordring herpå, og Retten tiltror sig fornødent Kjenskab til det fremmede Sprog.

Dokumenter, der ere affattede i fremmede Sprog, må ledsages af en Oversættelse, der skal være autoriseret af en offenlig ansat Translateur, medmindre Parterne anerkjende dens Rigtighed.

Forhandling med og Afhørelse af Døve, Stumme og Døvstumme foregår enten ved Hjælp af Personer, der ere kyndige i Tegnsproget, og som forud tages i Ed, eller ved skriftlige Spørgsmål og Svar.

§ 93.

Rettens Formand leder de mundtlige Forhandlinger. Han giver Parterne Ordet i den Orden, hvori disse have at ytre sig, og han slutter Forhandlingerne, når Han anser det foreliggende Æmne for tilstrækkeligen drøftet. Ordet kan fratages den Part, som ikke vil rette sig efter Formandens Ledelse, og han må da bære det Tab, som kan følge heraf.

§ 94.

Enhver af Parterne er pligtig bestemt og utvetydigt at angive de Kjendsgjerninger, på hvilke han støtter sine Påstande, såvelsom bestemt og utvetydigt at erklære sig over de af Modparten anførte Kjendsgjerninger.

Om en ikke særskilt og udtrykkeligt benægtet Kjendsgjerning skal ansees for indrømmet eller bestridt, afgjør Retten efter et Skjøn over Forhandlingerne i det Hele.

§ 95.

Retten skal ved hensigtsmæssige Spørgsmål til Parterne søge at fjerne Uklarhed, Tvetydighed eller Ufuldstændighed i Fremstillingen af Sagen og i andre afgivne Erklæringer og Oplysninger.

Det er endvidere Retten tilladt at stille Spørgsmål til Parterne, forsåvidt dette er fornødent, for at deres Fremstilling af Sagen fuldstændig kan forståes, eller de fornødne Bestemmelser om Processens Gang, derunder Bevisets Førelse, kunne træffes.

Såvel Rettens Formand som dens enkelte Medlemmer kunne stille Spørgsmål.

§ 96.

Retten kan efter Modpartens Påstand indkalde en Part til personligt Møde for at besvare Spørgsmål sigtende til Sagens Oplysning.

Er Parten syg eller på anden Måde forhindret i at møde, eller vilde hans Fremstilling for den Ret, hvor Sagen forhandles, medføre uforholdsmæssige Omkostninger eller anden Ulempe, kan Retten, forsåvidt Parten befinder sig indenfor Landets Grænser, bestemme, at ban skal afhøres ved Underretten på det Sted, hvor ban opholder sig, over bestemt opgivne Spørgsmål, der ikke i Forvejen må meddeles ham; disse affattes skriftligt af Retten eller af Modparten under Rettens Tilsyn og tilstilles derefter vedkommende Underret. Modparten er berettiget til at give Møde ved Afhøringen, om hvis Foretagelse han derfor skal underrettes, og fremsætte yderligere Spørgsmål.

Enhver Part kan frivilligt fremstille sig under Bevissorhandlingen og begjære personlig at afgive sin Forklaring. Dette tilstedes ham i Almindelighed, medmindre Retten anser det for at være uden Nytte i Henseende til Sagens Oplysning. Den Part, der fremstiller sig for at afgive Forklaring, er pligtig at besvare de yderligere Spørgsmål, som Modparten eller Retten måtte gjøre ham.

§ 97.

Når en Part, der er tilsagt til personligt Møde, uden oplyst lovligt Forfald udebliver, eller når der ikke svares på de ifølge de tvende foregående Paragrafer stillede Spørgsmål eller Svaret ikke har tilstrækkelig Bestemthed, kan Retten fortolke Udeblivelsen, Tavsheden eller Ubestemtheden på den for Mod-

parten gunstigste Måde og navnlig henholde sig til dennes Forklaring.

§ 98.

Retten kan pålægge en Part at fremlægge Situationskort, Stamtavler, Grundrids, Tegninger og andre lignende Anskueligheden befordrende Midler til Faktums Forståelse, når Sagen ikke uden dette kan pådømmes med tilstrækkelig Sikkerhed.

Vægrer Sagsøgeren sig herved, kan Sagen afvises; er det Indstævnte, behandles han efter Reglerne i § 97.

§ 99.

Antager Retten, at der er Omstændigheder tilstede, som kunne medføre Afvisning på Embedsvegne, kan den standse Forhandlingerne og opfordrer da Parterne til at erklære sig over Afvisningsspørgsmålet.

Når Afvisningsdom ikke afsiges, fortsættes derefter Forhandlingerne.

§ 100.

Ved Klageskriftets Meddelelse til Modparten ansees Sagen for anhængiggjort, ligesom en Modfordring er at anse som anhængiggjort ved Meddelelsen af det Tilfvarsskrift hvori den fremsættes, forsåvidt der påståes selvstændig Dom for samme.

Indtil Sagsøgeren mundtlig har nedlagt sin Påstand og har fremlagt sin Sagsfremstilling i Retten, forsåvidt en sådan er nedvendig, står det ham frit for at hæve Sagen, imod til den Sagsøgte at udrede Erstatning for Ulejlighed, Udgifter og Tidsspilde, dog at Sagsøgeren ikke derved kan forhindre, at der gives den Sagsøgte Dom for Modfordringer. Efter det anførte Tidspunkt kan Sagsøgeren derimod ikke ensidig hæve Sagen.

§ 101.

Ved Sagens Anhængiggjørelse begrundes Ret for Modparten til at fremsætte Modfordringer, forsåvidt som disse enten have fælles Oprindelse med Hovedfordrnigen eller dog i Mangel heraf ere udjævnelige (komputable)

med den. Der kan gives selvstændig Dom for Modfordringen.

Under Proceduren behandles Modfordringen aldeles som en Bestanddel af Indstævntes Forsvar. Den fremsættes og forhandles i Forbindelse med hans Indsigelser på samme Måde som disse. Dog kan Retten udøve den samme ved § 102 tillagte Myndighed også med Hensyn til Modfordringer.

§ 102.

Retten kan bestemme, at flere for den svævende Retssager imellem de samme Parter skulle forhandles i Forbindelse med hverandre. Samme Myndighed har Retten også med Hensyn til Retssager imellem forskjellige Parter, når Søgsmålenes Forening ikke vilde stride imod § 42.

Ere flere Søgsmål forenede under een Retssag, kan Retten anordne, at en Adskillelse skal finde Sted, og at et eller flere af Søgsmålene forhandles og pådømmes særskilt.

Frembyder Sagen flere Stridspunkter, kan Retten bestemme, at Forhandlingerne foreløbigt skulle indskænke sig til et eller nogle af disse; enkelte Søgsmålsgrunde eller enkelte Indsigelser kunne som en Følge heraf gjøres til Gjenstand for særskilt Procedure.

§ 103.

Er et Retsforhold, hvis Fastsættelse vil fåe Indflydelse på Sagens Udfald, Gjenstand for en ved samme eller en anden Ret svævende Retstrætte, eller er det indbragt til Afgjørelse ved administrativ Myndighed, kan Retten enten efter Påstand eller på Embeds Vegne bestemme, at Sagens Forhandling i det Hele eller tildels skal udsættes, indtil hin Retstrætte er pådømt eller den administrative Afgjørelse er truffen.

§ 104.

Opstår der under en Sag Mistanke om en begået strafbar Handling, eller der allerede er begyndt en Forunderføgelse mod en af Sagens Parter, kan Retten udsætte Forhandlingen, indtil Straffesagen har fundet sin Afgjørelse.

§ 105.

Ved Udøvelse af den i §§ 102 — 104 hjemlede Myndighed har Retten at virke hen til, at den størst mulige Orden, Klarhed og

Simpelhed i Forhandlingerne opnåes.

§ 106.

De i §§ 98, 99, 102, 103 og 104 omhandlede Bestemmelser kunne træffes på ethvert Trin af Forhandlingerne, ligesom de kunne tilbagekaldes, når Retten anser dette for hensigtsmæssigt.

Retten anordner det Fornødne med Hensyn til Udsættelse af Sagen, når den benytter sin i §§ 98, 99, 102, 103 eller 104 omhandlede Myndighed.

§ 107.

De i §§ 98, 99, 102, 103 eller 104

indeholdte procesledende Bestemmelser ere ikke Gjenstand for Retsmidlers Anvendelse.

§ 108.

Forkyndelser og andre processuelle Meddelelser skulle, forsåvidt ikke Loven eller Parternes Overenskomst medfører Undtagelse, foregå ved en stævningsmand. Denne har ved Forretningens Udførelse som Vidne at tiltage en anden Stævningsmand eller, såfremt Tiden ej tillader at fåe en sådan tilkaldt (§ 109 næstsidste Stykke), en god Mund.

Enhver beskikket Stævningsmand kan med fuld Retsvirkning iværksætte Forkyndelser og Meddelelser under Iagttagelse af de i Loven givne Forskrifter. Gyldigheden af det Foretagne fvækkes ikke derved, at Stævningsmanden har handlet udenfor den Retskreds, i hvilken han er ansat.

§ 109.

Det, der skal forkyndes eller meddeles, må foreligge i skriftlig Udfærdigelse.

Parten kan begjære Foretagelsen af Forkyndelser og Meddelelser enten umiddelbart hos

en Stævningsmand eller, forsåvidt Forkyndelsen skal ske på et andet Sted end det, hvor Parten opholder sig, igjennem vedkommende Underdommer, som imod Forudbetaling af alle dertil medgående Udgifter er pligtig at besørge Begjæringen videre til en Stævningsmand.

De for en Retskreds beskikkede Stævningsmænd ere pligtige at besørge alle Forkyndelser og Meddelelser indenfor Retskredsens Grænser. Dog må en Stævningsmand ikke påtage sig Forretningen eller deltage i samme, når nogen af Parterne er hans Ægtefælle eller er ham beslægtet eller besvogret i den lige op- eller nedstigende Linie eller i første Sidelinie, eller han selv er Part i Sagen eller af dens Udfald kan have Skade eller Fordel.

Begjæringer om Forkyndelser og Meddelelser skulle efterkommes snarest muligt og i Byerne senest inden 24 Timer og på Landet senest inden 48 Timer efter Modtagelsen.

Vedkommende Part kan forlange, at Stævningsmanden skal undertegne en ham forelagt skriftlig Tilståelse for, at han til den angivne Tid har modtaget Begjæringen.

§ 110.

Ved Anordning gives der en Instrur samt de fornødne Disciplinarbestemmelser for Stævningsmænd.

§ 111.

Om Forkyndelsers eller Meddelelsers Iværksættelse gjælde følgende Regler:

a) Dersom Vedkommende har Bopæl indenfor Kongerigets Grænser, kan Forkyndelsen eller Meddelelsen gyldigen ske der; er han tilstede, for ham selv personlig; men angives han at være fraværende — i hvilket Tilfælde det i Påtegningen bor opgives, om Fraværelsen er begrundet i Bortrejse, og i så Fald tillige, hvor han antages at opholde sig —, da for hans Ægtefælle, Børn over 18 År, Tjenestefolk eller andre til Husstanden hørende voxne Personer, som ere der tilstede; ere sådanne ikke at antræffe, for hans Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, forsåvidt som denne der træffes tilstede.

Har den Pågjældende ikke Bopæl indenfor Kongerigets Grænser, kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ske på hans midlertidige

Opholdssted i Riget; træffes han der tilstede, for ham selv personlig, men i modsat Tilfælde for dem, hos hvem han er til Huse.

b) Forkyndelse eller Meddelelse til Vedkommende personlig er altid gyldig, selv om han antræffes udenfor sin Bopæl eller sit Opholdssted; dog må Forkyndelsen eller Meddelelsen ikke ske i Kirken eller på andet Sted, medens Gudstjenesten eller kirkelige Handlinger der foregå.

§ 112.

Den Stævningsmand, af hvem Forretningen udføres, skal bestræbe sig for at iværksætte Forkyndelsen på en af de i foregående Paragraf angivne Måder, og han har til den Hensigt ikke blot at handle efter det, som af den forkyndende Part opgives ham, men han bør selv efter bedste Evne søge alle fornødne Underretninger.

Har han ikke kunnet iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen på nogen af de i foregående Paragraf angivne Måder, skal han i Forbindelse med den anden Stævningsmand påtegne Udfærdigelsen (§ 88) Attest herom og strax overlevere den til Politiet, der skal søge snarest muligt at iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen. Lykkes dette ikke, fordi Pågjældende ikke befindes at have Bolig eller Opholdssted i Retskredsen og ej heller personlig antræffes der, har Politiet at tilbagegive Udfærdigelsen til Parten med Påtegning om det Stedfundne samt om, hvad der er Politiet tekjendt augående Pågjældendes Bolig eller Opholdssted.

Går Politiets Opgivelse ud på, at Pågjældende har Bopæl eller Opholdssted andetsteds i Riget, bliver Forkyndelsen at iværksætte der i Overensstemmelse med de foranstående Regler. Ser Politiet sig ikke istand til at opgive Pågjældendes Bopæl eller Opholdssted inden Riget, og kan det heller ikke opgives, om og hvor Pågjældende har Bopæl i Udlandet, er Parten berettiget til at lade Forkyndelsen eller Meddelelsen ske ved 3 Gange gjentaget Indrykkelse i den almindelige Tidende, som ved Kgl. Anordning bestemmes til retsligeBekjendtgjørelser, hvorhos dog bliver at iagttage, at dersom det af Parten vides eller af Politiet er opgivet, hvor Pågjældende for Tiden opholder sig i Udlandet,

skal Udfærdigelsen tillige tilstilles ham pr. Post i betalt Brev, der skal anbefales.

§ 113.

Har det været Parten bekjendt, at Pågjældende har Bopæl i Udlandet, eller indeholder Politiets Påtegning Angivelser, gående ud herpå, skal Forkyndelsen eller Meddelelsen, uanset Bestemmelserne i foregående Paragrafs Slutning, altid foretages på den ved Stedets Love hjemlede Måde, Parten kan fordre, at Retten skal udstede de i så Henseende fornødne Begæringer til pågjældende fremmede Myndigheder. Skulde disse vægre sig ved at iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen, er Parten berettiget til at gå frem på den i Slutningen af foregående Paragraf angivne Måde.

§ 114.

Parterne kunne vedtage, at et opgivet Sted skal agtes for Bopæl, og dette bliver da, forsåvidt der forefindes Personer, som enten ifølge § 111 ere pligtige at modtage Forkyndelsen eller erklære sig for befuldmægtigede hertil, ved Anvendelsen af de foregående Regler at behandle som den virkelige Bopæl.

§ 115.

Den til Forkyndelsens eller Meddelelsens Foretagelse antagne Stævningsmand behøver ikke at godtgjøre sin Bemyndigelse til den enkelte Forretning for den eller dem, ti! hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen sker.

De Personer, for hvem Stævningsmanden i Medfør af de foregående Bestemmelser mener at burde foretage Forkynderen eller Meddelelsen, kunne i Reglen ikke vægre sig ved at modtage den. Ubeføjet Nægtelse medfører Forpligtelse til at betale Udgifterne ved Forretningen, Stævningsmanden har derhos i heromhandlede Tilfælde strax at opfordre Politiet til at overtage Forkyndelsen eller Meddelelsen; den, der ubeføjet har nægtet at modtage Forkyndelsen eller Meddelelsen, skal da endvidere betale Politiet en passende af Politimesteren fastsat Godtgjørelse for den forårsagede Ulejlighed.

§ 116.

De Personer, for hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen ifølge § 111, jfr. § 114, foregår, når rette Vedkommende ikke træffes, ere pligtige at

underrette denne om det Stedfundne, når det kan ske uden Udgift eller Besvær. Tilsidesættelse af denne Pligt medfører Erstatningsansvar.

§ 117.

Når Stævningsmænd og Parter have iagttaget de i §§ 111—115 givne Regler, ansees Forkyndelsen eller Meddelelsen for lovlig, uagtet den ikke ved de trufne Foranstaltninger måtte komme til Pågjældendes Kundskab.

§ 118.

Forkyndelser og Meddelelser skulle foregå imellem Kl. 7 Morgen og Kl. 8 Aften. På Søn- og Helligdage må de ikke foregå i Tiden fra Kl. 9 Frm. til Kl. 4 Eftm.

§ 119.

Det, der skal forkyndes eller meddeles, må overgives Stævningsmændene i dobbelt Udfærdigelse.

Når de til Forkyndelsens eller Meddelelsens Iværksættelse befalede Skridt ere foretagne, forsyner Stævningsmanden og den, der har været ham behjælpelig, begge Exemplarer med Påtegning herom. Det ene Exemplar overgives til den eller dem, for hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen sker, og det andet Exemplar tilbagegives den, der har begjært Forretningen.

Påtegningen skal indeholde fornøden Angivelse af Dag og Time, på hvilken, Stedet, hvor, og Personerne, for hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen er sket. Når Forkyndelsen eller Meddelelsen ikke er sket til Vedkommende selv, skal det tillige i Påtegningen bemærkes, hvorledes man i denne Anledning har forholdt sig.

Påtegningen afgiver Bevis for det, som ifølge den er passeret; dog er Modbevis ikke udelukket.

Benyttes Avisbekjendtgjørelse, er det ikke nødvendigt, at Udfærdigelsen, der skal forkyndes eller meddeles, optages fuldstændigt, men det er tilstrækkeligt, at dens Indhold meddeles i Udtog, samt at det bemærkes, at Udfærdigelsen selv henligger til Modtagelse på vedkommende Rets Skriverkontor. Det må udtrykkeligt udtales i Bekjendtgjørelsen, at Forkyndelsen eller Meddelelsen forgjæves er søgt iværksat på den i denne Lovs §§ 111 og 112 bestemte Måde. Det fornødne Bevis for dens Fore-

tagelse føres ved Fremlæggelse af pågjældende Numre af Tidenden.

Sker Meddelelse pr. Post, har vedkommende Postembedsmand på Forlangende at forsyne det ene Gremplar, forinden det tilbagegives den, der har begjært Afsendelsen, med Påtegning om, at et ligelydende Exemplar er afsendt til nærmere betegnet Adresse i betalt og anbefalet Brev. Påtegningen indeholder Bevis for det Stedfundne, indtil Modbevis føres.

§ 120.

Benytte begge Parterne Sagførere til at udføre Processen, kunne Forkyndelser og Meddelelser, der forefalde under Sagens Gang, ske umiddelbart fra den ene Sagfører til den anden, uden Stævningsmænds Mellemkomst, blot imod simpelt Modtagelsesbevis.

Forkyndelsen eller Meddelelsen kan gyldigen afleveres på Sagførerens Kontor til enhver Tid, dette er åbent, og Modtagelsesbeviset kan udstedes af Sagførerens der tilstedeværende Fuldmægtige eller andre Kontorbetjente.

§ 121.

Når en Bestemmelse med Hensyn til Sagens videre Foretagelse eller Proceshandlingers Iværksættelse træffes af Retten i et behørigt afholdt Møde, er ingen sætlig Forkyndelse eller Meddelelse nødvendig; men alle Vedkommende, som have været pligtige at møde, antages herved at have erholdt fornøden Underretning.

§ 122.

Meddelelser, som udgå fra Retten, ske på den Måde, Rettens Formand i hvert enkelt Tilfælde anser for hensigtsmæssig, og uden at hans Bestemmelser herom ere Gjenstand for Påanke. Det er ham tilladt at tilstille Meddelelsen pr. Post.

§ 123.

Klageskriftet, den endelige Dom samt de Skrifter, hvorved Retsmidlernes Anvendelse indledes, må alrid meddeles eller forkyndes på den i §§ 108—119 bestemte Måde og i Reglen for vedkommende Part, om endog han under Processen er eller har været repræsenteret af en Sagfører eller Andre.

§ 124.

Indkaldelser og Meddelelser til Militære, hvilke med de af Forholdets Natur flydende Lempelser blive at iværksætte efter de i dette Kapitel givne Regler, skulle tillig anmeldes for Afdelingschefen, som foranlediger Påagjædendes Møde for Retten, hvor Sådant gjøres fornødent.

§ 125.

Enhver Part har at betale de Omkostninger, som foranlediges ved processuelle Skridt, der af ham begjæres eller sættes i Bevægelse, dog med Forbehold af Ret til at fåe dem erstattede af Modparten ifølge nedenstående Regler.

Omkostningerne ved processuelle Skridt, som Retten anordner, kunne foreløbig kræves betalte enten af den Part, i hvis Interesse Retten anser det Foretagne for at være, eller af begge Parter i det af Retteu bestemte Forhold.

§ 126.

Den tabende Part er pligtig at erstatte Modparten de ham ved Retssagen påførte Udgifter, forsåvidt ikke Parten må ansees selv at have truffet en anden Overenskomst.

Udgifter, der ikke have været fornødne for Sagens forsvarlige Udførelse, erstattes ikke. Hvilke Udgifter der i det givne Tilfælde have været fornødne, afgjør Retten ifølge et frit Skjøn. Beløbet ansættes under Eet til en rund Sum, således at de virkelig fornødne Udgifter såvidt muligt erstattes fuldt ud.

Den Omstændighed, at enkelte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser ved den endelige Dom forkastes eller enkelte Beviser ansees for ikke at oplyse Noget i Sagen, medfører ikke i og for sig, at de herpå anvendte Udgifter skulle som ikke fornødne udelukkes fra Erstatning.

§ 127.

For tabende agtes den Part, som efter Processens Anhængiggsørelse hæver Sagen, af-

ftår fra sin Fordring eller anerkjender Modpartens Fordring.

Dette gjælder dog ikke, forsåvidt Sagsøgte lovlig har tilbudt Sagsøgeren, hvad der kan tilkomme denne, men Sagsøgeren bør da erstatte Sagsøgte Udgifterne ved den derefter faldende Del af Processen.

§ 128.

Når Sagen i det Hele afvises, betragtes den med Hensyn til Procesomkostninger som tabt af Sagsøgeren.

§ 129.

Procesfæller hæfte solidarisk for Procesomkostningerne. Dog kan Retten, når Omstændighederne tale derfor, pålægge en enkelt eller enkelte af dem at udrede visse Dele af Omkostningerne.

§ 130.

Forsåvidt en Sags Udfald er gjort afhængig af den ene Parts Ed, bliver den også i Henseende til Procesomkostningerne at betragte som vunden eller tabt af ham, eftersom Eden aflægges eller ikke.

Dog kan Retten, når en Part har tilvejebragt en sådan Sandsynlighed for et af ham fremsat Anbringendes Rigttghed, at det på Grund heraf ved Dommen pålægges Modparten edelig at fragå det, fritage den Bevispligtige for at erstatte Modparten Procesomkostningerne, uanset at denne måtte aflægge Eden.

§ 131.

Når hver især af Parterne for en Del taber og for en Del vinder Sagen, blive Processens Omkostninger at ophæve eller at dele i det af Retten bestemte Forhold.

Dog kan Retten pålægge en Part at erstatte Modparten Processens Omkostninger, når dennes Påstand kun i en mindre betydelig Grad har overskredet det Tilkjendte og ingen særskilte Omkostninger ere foranledigede ved Overskridelsen.

§ 132.

Den Part, som ved Anvendelse af Rets-

midlerne (Påanke, Besværing eller ny Foretagelse af Sagen) ikke opnår nogen Forandring af Dommen eller Kjendelsen, ansees forsåvidt som tabende og har derfor at erstatte Modparten de ved Retsmidlets Brug forårsagede Omkostninger.

§ 133.

Opnåes der ved Anvendelsen af Retsmidlerne (Påanke, Besværing eller ny Foretagelse af Sagen) en Forandring i den faldne Dom eller Kjendelse, bliver der med Hensyn til Omkostningerne ved Retsmidlets Gjennemførelse såvelsom med Hensyn til Omkostningerne ved Sagens tidligere Behandling, forsåvidt herom skal træffes Afgjørelse, i Reglen at forholde efter de i §§ 126 og 131 givne Regler og Omkostningerne enten at pålægge Modparten eller at ophæve eller dele, dog at Retten på Grund af særlige Omstændigheder skal være berettiget til at bestemme anderledes.

Når Hovedsagens Behandling som en Følge ar den i Anledning af Retsmidlet trufne Afgjørelse skal fortsættes, kan Afgjørelsen af Spørgsmålet om Omkostningerne såvel ved Retsmidlets Anvendelse som ved Sagens tidligere Behandling opsættes til den endelige Dom.

§ 134.

Den Part, som ved tilregnelig Fejl eller Forsømmelse har foranlediget spildte Møder, ufornødne Udsættelser, unyttig Bevisførelse eller andre overflødige og hensigtsløse processuelle Skridt, er, selv om han iøvrigt vinder Sagen, pligtig at erstatte Modparten de ham derved forårsagede Udgifter.

§ 135.

Angående Omkostningerne ved enkelte Proceshandlinger eller Procesafsnit kan der strax træffes Afgjørelse af Retten, når sådan Afgjørelse, såsom i de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde, er uafhængig af Hovedsagens Udfald; sådan særskilt Afgjørelse lan gjøres til Gjenstand for Besværing til højere Ret. Er særskilt Afgjørelse ikke tilforn truffet, gives der i den endelige Dom de fornødne

Bestemmelser om sådanne enkelte Proceshandlinger og Procesafsnit.

§ 136.

Sagførere og andre Rettergangsfuldmægtige kunne ifølge pågjældende Parts Påstand under Hovedsagen dømmes til at bære de Omkostninger, som de ved pligtstridig Opførsel have forårsaget. Den, der nedlægger sådan Påstand, skal drage Omsorg for, at der gives Sagføreren eller Rettergangsfuldmægtigen fornøden Lejlighed til at udtale sig om den.

§ 137.

Bestemmelsen i foregående Paragraf er også anvendelig på Dommere i underordnede Instantser, når Hovedsagen indbringes for højere Ret, dog således at den Dommer, over hvem Påstanden agtes nedlagt, skal underrettet herom, samtidigt med at Ankeskriftet tilstilles Modparten. Dommeren er da berettiget til at give Møde for den bøjere Ret og fremføre sit Forsvar. I Tilfælde af Besværing er det tilstrækkeligt,, at Påstanden over Dommeren optages i Besværingsskriftet eller i den Tilførsel i Retsbogen, der træder i Stedet for dette (§ 321).'

§ 138.

En Udlænding er, når han optræder som Sagsøger og der af Sagsøgte fremsættes Forlangende derom i det i § 163 nævnte Retsmøde, pligtig til inden en af Retten bestemt Frist at stille en efter dens Skjøn passende Sikkerhed for de Procesomkostninger, som det kan blive pålagt ham at tilsvare Sagsøgte. Over Rettens Afgjørelse i denne Henseende kan der finde Besværing Sted.

§ 139.

Fri Proces kan meddeles, når 1) den Pågjældendes Forfatning er sådan, at han ikke uden at savne det Nødvendige til sin og Families Underholdning eller til Fortsættelse af sin Næringsdrift kan afholde de med Sagens Udførelse forbundne Omkostninger og Udgifter, hvorom i Al-

mindelighed skal tilvejebringes Attester, i Kjøbenhavn fra vedkommende Rodemester og udenfor Kjøbenhavn enten fra vedkommende Byråd (Sogneråd) eller fra Præst eller Underøvrighed;

2) det efter de Oplysninger, som kunne haves om Sagens Beskaffenhed, er at formode, at Pågjældende har rimelig Grund til at procedere;

3) det i Tilfælde, hvor Forligsmægling ved Forligskommissionen skal finde Sted, ved Attest fra denne oplyses, at Pågjældende ikke under den befalede Forligsmægling har vist sig uvillig til Sagens mindelige Afgjørelse.

§ 140.

Ved Meddelelse af fri Proces opnåes: 1) Fritagelse for Betaling af Retsgebyr ug

for Brug af stemplet Papir. 3) Fritagelse for Udgifter til Stævningsmænd, til Brevporto og Avisbekjendtgjørelser samt til Rejseudgifter, Diæter og anden Betaling til Vidner, Syns- og Skjønsmænd o, dsl., hvilke Udgifter i så Fald afholdes af det offentlige.

3) Understøttelse ved Beskikkelse af Sagfører til uden Vederlag af Parten at udføre Sagen, forsåvidt sådan Sagførerhjælp ikke skjønnes at være unødvendig.

4) Meddelelse uden Betaling af de Udskrifter og Beskrivelser, som måtte behøves.

Meddelelse af fri Proces har ingen Indflydelse på Forpligtelsen til at erstatte Modparten Processens Omkostninger, ligesålidt som på dennes Forpligtelse til at udrede Processens Omkostninger i samme Omfang, som om fri Proces ikke var meddelt.

§ 141.

Andragende om at erholde fri Proces fremsættes skriftligt, forsåvidt Underrets- og

Landsretssager angår, for Formanden i

vedkommende Landsret og, forsåvidt Højesteretssager angår, for Højesterets Formand.

Bevilges Andragendet, har vedkommende Formand efter Omstændighederne at beskikke en Sagfører til at udføre Sagen og træffe de videre fornødne Bestemmelser.

§ 142.

Den givne Tilståelse af fri Proces bortfalder, når Parten dør. Den kan tages tilbage, når de Forudsætninger, under hvilke den er meddelt, vise sig ikke at være tilstede eller at være bortfaldne.

§ 143.

Meddelelse af fri Proces udstrækker sine Virkninger til hele Sagen i den Instants, derunder til den for al opnå ny Foretagelse af Sagen for samme Ret foreskrevne Procedure, samt til Exekutionen.

Når Retshandlinger skulle foretages efter Begjæring af udenlandsk Myndighed, beskikkes der af Rettens Formand, såvidt fornødent gjøres, Sagførere til at varetage Parternes Tarv, og Sagen behandles foreløbig, som om fri Proces var meddelt, men Regning indgives til vedkommende udenlandske Myndighed over Retsgebyrer, Stempelafgifter og andre af Sagen flydende Omkostninger samt over de Salærer, Retten finder, at der tilkommer de beskikkede Sagførere.

§ 144.

Imod Afgjørelser, hvorved fri Proces tilståes, haves intet Retsmiddel; imod Afgørelser, ved hvilke den nægtes eller tages tilbage, kan Besværing til Højesleret finde Sted.

§ 145.

Justitsministeriet skal i samme Omfang som hidtil være berettiget til også udenfor de i § 139 opstillede Betingelser at anordne, at fri Proces skal tillægges offentlige Myndigheder, Stiftelser, Embedsmænd m m., og det påhviler derfor vedkommende Retsformand (§ 141) at iagttage det Fornødne til Udførelsen heraf.

§ 146.

Tkjønnes det, at en Part uden nogen rimelig Grund har anlagt Retssag eller anvendt Retsmidler eller sat sin Modpart i den Nødvendighed at anlægge Retssag eller anvende Retsmidler, bliver han herfor ved den endelige Dom i Sagen at anse med Bøder fra 40 til 400 Kr.

§ 147.

Samme Straf idømmes for at have brugt opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter til at forhale Sagen eller at skille Modparten ved hans Ret, såvelsom for ikke at have givet behørigt Mode ved den befalede Forligsmægling.

§ 148.

De i §§ 146 og 147 givne Straffebestemmelser medføre ingen Indskrænkning i Adgangen til at drage den Skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Bestemmelser, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

§ 149.

Sttaf i Henhold til §§ 146 og 147 kan

ved Dommen i Hovedsagen pålægges ikke blot Parten, men også hans Rettergangsfuldmægtig eller efter Omstændighederne begge, forsåvidt det må antages, at de ere skyldige eller medskyldige i det stedfundne ulovlige Forhold.

§ 150.

Sagførere, der ved opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter forhale Retssager, ansees ved den endelige Dom med Bøder fra 80 til 800 Kr. For andet ulovligt Ophold af Sagen ansees de med Bøder fra 20 til 400 Kr.

§ 151.

For skjødesløs eller forsommelig Adfærd i Udførelsen af Retssager, såvelsom for Efterladenhed i at fremme Retssager, der ikke falder ind under Bestemmelserne i den foregående Paragraf, ansees Sagføreren ved den endelige Dom med Bøder fra 20 til 400 Kr.

§ 152.

Også for andre Pligtovertrædelser, være sig overfor Modparten eller overfor Mandanten, end de i de foregående Paragrafer omhandlede, kan Sagføreren straffes under Hovedsagen, når Straffen ikke overstiger Bøder og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold.

§ 153.

De i dette Kapitel omhandlede Straffe idømmes på Embedsvegne, når Retten af det i Sagen Foregåede kan skjønne, at Betingelserne for Straffens Anvendelse ere tilstede.

§ 154.

Gjenstand for tvungen Forligsmægling ere alle borgerlige Domssager i første Instants. Dog er Forligsprøve ej fornøden:

a) når Sagsøgte ikke har Bopæl her i Landet;

b) når Modfordringer gjøres gjældende, om endog selvstændig Dom for dem påståes;

c) når Exekutivproces anvendes, jfr, §382.

§ 155.

I Underretssager foregår Forligsmæglingen ved Retten på den Måde, som hidtil har været gjældende med Hensyn til private Politisager.

§ 156.

I Landsretssager foregår Forligsmæglingen ved Forligskommissionen under Iagttagelse af de hidtil herom gjældende Regler.

§ 157.

Selv om der ikke fremsættes Formalitetsindsigelser hentede fra Mangler ved Forligsmæglingen, har Retten ved Begyndelsen af den mundtlige Forhandling og forinden Realitetsproceduren af egen Drift at undersøge, om behørig Forligsmægling har fundet Sted. Befindes dette ikke at være Tilfældet, bliver Sagen at afvise eller efter Rettens nærmere Bestemmelse at udsætte, for at behørig Forligsmægling kan finde Sted.

Når overhovedet Forlig har været forsøgt i Anledning af Sagen, er Forligsklagens Indhold ikke til Hinder for en senere Udvidelse eller Forandring af Søgsmålsgrunde eller Påstande.

§ 158.

De lovbefalede Følger af Indstævntes Udeblivelse fra Forligsmæglingen eller af Mangel af personligt Møde ved den gjøres først gjældende ved den endelige Dom.

§ 159.

Processen indledes med Sagsøgerens Klageskrift. Dette skal indeholde:

a) Sagsøgerens Navn og Bopæl samt den af ham antagne Sagførers Navn og Bopæl eller en Erklæring om, at ingen Sagfører agtes benyttet; Sagsøgtes Navn og derhos hans Bopæl eller Opholdssted, forsåvidt den eller det vides. Fremdeles skal nævnes en Person, boende på det Sted, hvor Søgen anlægges, til hvem alle processuelle Meddelelser kunne gjøres med samme Virkning, som om de vare gjorte til Sagsøgeren selv. Undladelse af dette bevirker, at sådanne Meddelelser gyldigen kunne afgives på Rettens Skriverkontor.

b) Angivelse af den Påstand, Sagsøgeren agter at nedlægge, i Forbindelse med en tilstrækkelig og tydelig Fremstilling af de faktiske Omstændigheder, hvorpå Sagsøgeren støtter den.

e) Opfordring til Sagsøgte til at møde for den i Klageskriftet benævnte Ret på den Dag, som Rettens Formand ved Påtegning på Klageskriftet bestemmer. — Sagsøgeren må drage Omsorg for, at Forkyndelsen iværksættes så betimeligt, at Sagsøgte får den fulde Varselsfrist (§ 161).

Med Klageskriftet må følge bekræftet Gjenpart af de Dokumenter, ved hvilke Sagsøgeren vil bevise sin Påstand, samt Tilbud om at forevise Sagsøgte Originalerne, der til denne Hensigt må henlægges på Rettens Skriverkontor i en nærmere angivet Tid af mindst 8 Dage umiddelbart efter Klageskriftets Meddelelse. Ved Dokumenter af betydeligere Omfang, såvelsom hvor det iøvrigt er forbundet med særegen Vanskelighed eller Bekostning at tage Gjenpart, bortfalder Forplig-

telsen til at tilstille Modparten Gjenpart, og Tilbud om at forevise Originalen er tilstrækkelig.

Tillige skal Klagestriftet være bilagt med Bevis for, at Forligslovgivningen er efterkommet.

§ 160.

Klageskriftet indleveres til Retten, for at denne kan beramme Dagen, da Sagen skal foretages. Gfterat der er gjort Påtegning herom på Klageskriftet, tilbagegives dette til Sagsøgeren til videre Foranstaltning, og Sagen opføres på Rettens Sagliste (§ 79).

§ 161.

Ved Berammelsen af den Dag, da Sagen skal foretages (Tægtedagen), er at iagttage, at der gives Sagsøgeren den fornødne Tid til at besørge Klageskriftets Meddelelse til den Sagsøgte med behørigt Varsel. Boer eller opholder den Sagsøgte sig i Landsretskredsen, bør Klageskriftet meddeles ham senest 14 Dage, og hvis han boer eller opholder sig udenfor Kredsen, men dog inden Kongerigets Grænser (heri ikke indbefattet Kolonierne og Bilandene), senest 3 Uger før det til Sagens Foretagelse berammede Retsmøde. Boer eller opholder han sig udenfor Rongeriget, eller vides det ikke, hvor han boer eller opholder sig, bestemmer Rettens Formand Varselet, hvilket også gjælder, hvor det almindelig foreskrevne Varsel på Grund af særegne Forhindringer for Samfærselen i det enkelte Tilfælde måtte ansecs for utilstrækkeligt.

§ 162.

Sagsøgte har under den i § 171 bestemte Følge af Undladelsen at afgive et Tilsvarsskrift til Sagsøgeren senest 4 Dage, for Sagen skal foretages i Retten.

Det skal indeholde:

a) Angivelse af den af Sagsøgte antagne Sagførers Navn og Bolig samt Opgivelse af en på det Sted, hvor Sagen anlægges, boende Person, til hvem alle processuelle Meddelelser på Sagsøgtes Vegne kunne gjøres. Undladelse af dette sidste har den i § 159 Litr. a i Slutn. angivne Virkning.

b) Angivelse af den Påstand, Sagsøgte agter at nedlægge, og de Benægtelser samt de Indsigelser i Formaliteten eller Realiteten, han vil benytte, ledsaget af en tilstrækkelig og tydelig Fremstilling af de Punkter, hvori Sagsøgte er uenig med Sagsøgeren i Henseende til Sagens Sammenhæng, og af de særlige Omstændigheder, hvorpå han støtter sit Forsvar, samt derhos, forsåvidt Sagsøgte vil fremføre Modfordringer, af de Kjendsgjerninger, hvorpå disse støttes.

Med Tilsvarskriftet må følge bekræftede Gjenparter af de Dokumenter, som Sagsøgte agter at benytte ved sit Forsvar eller til Støtte for sine Modfordringer, samt Tilbud om at forevise Originalerne, der til denne Hensigt må henlægges på Rettens Skriverkontor samtidig med Tilsværets Afgivelse; dog finder den i § 159 næstsidste Stykke indeholdte Regel også Anvendelse på Sagsøgte.

Dersom Tagsøgte ikke afgiver Tilsvarskrift på den heromhandlede Måde, kunne alle Meddelelser fra Sagsøgeren til ham afleveres på Rettens Skriverkontor, medmindre han inden 4 Dage førend det berammede Retsmøde giver Sagsøgeren en skriftlig Meddelelse af det i Litr. a omhandlede Indhold.

§ 163.

Begjærer ingen af Parterne at give yderligere skriftlige Meddelelser til Modparten, sluttes Skriftverlingen strax i det ved Varselspåtegningen bestemte Retsmøde, og der berammes en Tid til den mundtlige Forhandling. Denne kan iøvrigt, når Parterne derom ere enige, og de medbringe sådanne Sagsfremstillinger, som omhandles i §§ 165 og 166, eller deres Klage- og Tilsvarsskrift er egnet til at benyttes hertil ifølge § 165 2det Stykke, foregå i det samme Retsmøde.

Forlange Parterne eller nogen af dem at fåe Aogang til yderligere skriftlig Meddelelse til Modparten, kan Retten bestemme en Frist, inden hvilken de fornødne gjensidige Meddelelser må foregå, og i Forbindelse hermed berammer den da til en passende Tid derefter et Møde, i hvilket den mundtlige Forhandling finder Sted, medmindre Retten undtagelsesvis

måtte indrømme nogen af Parterne Udsættelse hermed, fordi han ikke har været istand til inden den fastsatte Frist at foranstalte den fornødne Meddelelse til Modparten, i hvilket Tilfælde et senere Retsmøde berammes til den mundtlige Forhandling.

§ 164.

Parterne, såvel begge som hver især af dem, kunne tilkendegive, at de ikte begjære at stedes til fortsat Skriftvexling, ved at udeblive i det i foregående Paragraf omhandlede Retsmøde. Den Udeblevne ansees som Følge heraf som samtykkende i, at Skriftvexlingen sluttes.

§ 165.

Når Tiden til Hagens mundtlige Forhandling er berammet, har Sagsøgeren 3 Dage forinden og Sagsøgte senest Kl. 12 Middag Dagen forinden Retsmødet gjensidigen at tilstille hinanden skriftlige Sagsfremstillinger, medmindre der samtidigt med Retsmødets Berammelse måtte af Retten være fastsat andre Frister.

Når Skriftforberedelsen indskrænker sig til et Klage- og Tilsvarsskrift, kunne disse Skrifter, forsåvidt de i Henseende til Indhold og øvrige Beskaffenhed tilfredsstille Forskrifterne i næste Paragraf, tillige fremlægges som Sagsfremstillinger.

§ 166.

I Sagsfremstillingerne have Parterne punktvis at fremsætte deres Påstande, principale og subsidiære, såvel i Henseende til Formalitet som i Henseende til Realitet, med en sådan Nøjagtighed og Fuldstændighed, at det sikkert og tydeligt kan sees, hvad hver især af dem ønsker fastsat ved Dommen. Det bør tillige kort og sammentrængt, uden al Vidtløftighed eller Udvikling, angives, på hvilke Kjendsgjerninger Påstandene støttes, og hvilke Erklæringer der afgives over de af Modparten påberåbte Kjendsgjerninger. Udviklinger af Retsspørgsmål må ikke findes i Sagsfremstillingerne, hvorved dog ikke er udelukket, at de retlige Synspunkter angives, hvor dette er

fornødent for at forstå Meningen eller Hensigten med Påstandene.

§ 167.

Den mundtlige Forhandling foregår på Grundlag af Sagsfremstillingerne.

Fremsættes der i det til den mundtlige Forhandling berammede Retsmøde den Indsigelse, at Modpartens Sagsfremstilling indeholder Påstande, Indsigelser, Benægtelser eller faktiske Anbringender, på hvilke vedkommende Part ikke gjennem den forudgåede Skriftvexling er bleven behørig forberedt, har Retten, efter Undersøgelse af Skriftvexlingen, at afgjøre, om Indsigelsen er begrundet. Findes dette at være Tilfældet, bliver der efter vedkommende Parts Begjæring at give ham Lejlighed til og, om fornødent, passende Udsættelse til at forandre eller fuldstændiggjøre den af ham afgivne Sagsfremstilling, De derved forvoldte Omkostninger kunne pålægges den Part, som er gået udenfor eller afveget fra Skriftvexlingen.

Iøvrigt bliver den forberedende Skriftvexling ikke at oplæse eller at fremlægge.

§ 168.

Efterat den mundtlige Forhandling er endt og Sagen er optaget til Dom eller Beviskjendelse, kan ingen af Parterne uden Modpartens Samtykke forandre de i Sagsfremstillingerne indeholdte Påstande eller fremkomme med nye Påstande ej heller fremsætte nye Benægtelser, Indsigelser eller Søgsmålsgrunde; derimod er det på ethvert Trin af Sagen tilladt at frafalde eller indskrænke sine Påstande, Benægtelser, Indsigelser eller faktiske Anbringender.

Sålænge den mundtlige Forhandling ikke er endt ved, at Sagen er optaget til Dom eller Beviskjendelse, kan Retten uden Modpartens Samtykke tillade, at Påstandene forandres eller udvides, såvelsom at nye faktiske Anbringender fremsættes, når det efter Omstændighederne findes undskyldeligt, at vedkommende Part ikke er fremkommet hermed tidligere. Den Part, som vil fremsætte forandrede Påstande eller nye Anbringender, bør

dog i Reglen 3 Dage forud for Retsmødet give sin Modpart fornøden skriftlig Meddelelse om det, hvormed han vil fremkomme; kun under særegne Omstændigheder kan Fremsættelsen af forandrede Påstande eller nye Anbringender tillades uden sådan forudgående skriftlig Meddelelse.

§ 169.

Den Part, hvem det i Henhold til foregående Paragraf tillades at fremsætte nye eller forandrede Påstande eller faktiske Anbringender, har at fremlægge en skriftlig Fremstilling af dem som Tillæg til hans Sagsfremstilling; kun hvor der har manglet Tid til at tilvejebringe en sådan, kan det tillades ham i Retsmødet at lade det Fornødne herom diktere til Retsbogen.

Har en Part under Forhandlingerne frafaldet eller indskrænket Påstande, Benægtelser, Indsigelser eller desl., eller har han gjort Indrømmelser eller Tilståelser, er Modparten berettiget til at fåe fornøden Tilførsel herom optaget i Retsbogen.

§ 170.

Den, der undlader i det til den mundtlige Forhandling bestemte Møde at fremlægge Sagsfremstillinger, såvelsom den, der forsømmer at meddele Modparten disse forud i rette Tid, ansees for udebleven.

Dog kan Retten, når Parten oplyser, at han har været hindret i eller ikke havt tilstrækkelig Tid til at efterkomme de nævnte Lovforskrifter, eller, når der iøvrigt hertil er tilstrækkelig Grund, udsætte Sagen og samtidigt dermed bestemme nye Frister, inden hvilke det Forsørme skal foretages.

§ 171.

Dersom Sagsøgte undlader at meddele Sagsøgeren Tilsvarskrift på den i § 162 bestemte Måde, ansees han at samtykke i, at Sagen går til mundtlig Forhandling i det ved Varselspåtegningen berammede Møde. Sagsøgeren er derfor berettiget til 3 Dage forinden dette Retsmøde at meddele Sagsøgte

sin Sagsfremstilling, og Sagsøgte bliver da pligtig til senest inden Middag Kl. 12 Dagen forinden Mødet at meddele Sagsøgeren sin Sagsfremstilling, dersom han ikke i Overensstemmelse med Neglen i § 170 1ste Stykke vil ansees for udebleven.

§ 172.

Al Skriftvexling, derunder også Klagcflrifts Meddelelse, forud for det i § 167 omhandlede Retsmøde, kan aldeles bortfalde efter Overenskomst imellem Parterne. Disse kunne da, når de senest Dagen forud anmelde Sagen for Retten til Optagelse på Sagliften og Opførelse på Tillæget til Retslisten efter § 79, fremstille sig i et ordentligt Retsmøde og overgive til Retten sådanne Sagsfremstillinger, som omhandles i § 166, med Begjæring om, at Sagen må blive mundtlig forhandlet enten strax eller senere efter Rettens nærmere Bestemmelse.

§ 173.

I det i § 163 omhandlede ved Varselspåtegningen bestemte Retsmøde kan enhver af Parterne fremkomme med Formalitetsindsigelser, forsåvidt Retten ikke, ester Indsigelsernes Beskaffenhed, måtte finde det rigtigere at udskyde Afgjørelsen af dem til et senere Trin af Sagens Behandling.

Gå den Sagsøgtes Anker ud på, at Klageskriftet ikke er behørigt meddelt, eller at der ikke er givet ham behørigt Varsel, bliver Sagen i Tilfælde af, at Ankerne findes grundede, dog ikke at afvise, forsåvidt Manglerne kunne afhjælpes ved, om fornødent, at give den Sagsøgte en yderligere Frist til at fremkomme med sit Tilsvar.

§ 174.

Dersom Formalitetsindsigelserne ikke i Henhold til foregående Paragraf ere afgjorte tid-

ligere, have Parterne i det til den mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde, at fremkomme med deres Formalitetsindsigelser, forinden Forhandlingerne om Sagens Realitet begynde. Formalitetsindsigelserne blive da særskilt at forhandle og påkjende, medmindre Retten efter en af Parternes Begjæring bestemmer, at Forhandlingen og Påkjendelsen skal foregå i Forbindelse med Realiteten. Samtlige Formalitetsindsigelser må fremsættes på engang; de ikke medtagne må ansees som frafaldne, Formalitetsproceduren foregår enten strax eller i et følgende Retsmøde, dersom Retten finder Grund til at udsætte Forhandlingen.

§ 175.

Imod Sagsøgerens Protest kan der ikke tages Hensyn til andre Formalitetsindsigelser fra den Sagsøgtes Side end dem, som han efter Omstændighederne igjennem sit Tilsvarsskrift eller sin Sagsfremstilling har meddelt Sagsøgeren, eller som gå ud på, at denne ikke har sat ham istand til at give ham behørigt Varsel til at fremkomme med sit Tilsvarsskrift. Dog gjælder det ikke om de Indsigelser, som ifølge deres Beskaffenhed af Retten skulle tages i Betragtning på Embedsvegne.

Forsåvidt Formalitetsindsigelser ikke indeholdes i Tilsvarsskriftet eller Sagsfremstillingen, blive de kortelig at tilføre Retsbogen.

Skulde undtagelsesvis særskilt Bevisførelse behøves, for at Formalitetsspørgsmål kunne afgjøres, anordner Retten det Fornødne med Hensyn til Sagens Udsættelse m. v.

§ 176.

Når Formalitetsindsigelser ikke fremsættes, eller de, der fremsættes, ere påkjendte, skrides der, forsåvidt ikke Afvisning finder Sted eller Sagen udsættes ifølge § 157, til Forhandling af Sagens Realitet.

Under denne Forhandling have Parterne at fremstille Sagens Sammenhæng under behørig Påberåbelse af de fremlagte Dokumenter samt at udvikle de Retssætninger, som formenes at komme til Anvendelse, og i Henhold dertil at nedlægge deres Påstande. Derhos kunne Parterne i Løbet af Forhandlingerne fremkomme med deres Tilbud og Begjæringer

om at måtte føre Bevis for Omstændigheder, på hvilke Sagens Afgjørelse formentlig vil komme til at bero. Derimod finder der på dette Trin af Sagen ikke iøvrigt nogen Forhandling Sted om Bevisets Førelse.

Ved Realitetsforhandlingens Begyndelse oplæses Parternes skriftlig fremsatte Påstande. Det beror på Retten, om og hvorvidt Sagsfremstillingerne iøvrigt skulle oplæses under Forhandlingerne.

§ 177.

Med Forhandlingerne fortsættes uafbrudt i det begyndte og de påfølgende Retsmøder, indtil Sagen er tilstrækkelig afhandlet. Når dette er Tilfældet, slutter Formanden Forhandlingerne, og Sagen optages. Hver af Parterne har Adgang til i Reglen to Gange at fåe Ordet.

§ 178.

Findes Sagen, efterat den i Henhold til de foregående Bestemmelser er optagen, moden til i det Hele eller for en Del (§§ 272 og 273) at afgjøres ved endelig Dom, afsiges en sådan.

§ 179.

Fremgår det derimod af de stedfundne Forhandlinger, at der savnes Bevis for Omstændigheder, som ville være af Vetydning ved Sagens Afgjørelse, har Retten ved en Kendelse at bestemme, hvilke disse Omstændigheder ere, uden Hensyn til om der af Parterne er fremsat Begfæringer om at stedes til Bevisfølelse for dem eller ikke.

Kjendelsen skal med tilstrækkelig Tydelighed og Bestemthed angive, hvad der af Retten antages at skulle bevises, men den skal ikke indeholde nogen Udtalelse om, hvem af Parterne Bevisbyrden påhviler. Iøvrigt ere de i Kjendelsen indeholdte Forudsætninger om Retsforholdets faktiske eller retlige Egenskaber ikke bindende for Retten ved dens endelige Påkjendelse af Sagen.

§ 180.

I et hertil berammet nyt Retsmøde har enhver af Parterne efter 3 Dage forud gjort

skriftlig Meddelelse til Modparten at opgive, hvilke Beviser han ifølge den afsagte Kjendelse agter at benytte, og hvad han ved disse vil godtgjøre, i hvilken sidste Henseende dog bemærkes, at når Bevis agtes fort indirekte, behøver dette blot i Almindelighed at beskrives, og det er ikke nødvendigt, at Parten betegner alle de enkelte Data, af hvilke Bevisslutningerne skulle uddrages. Fremdeles må alle øvrige Bemærkninger med Hensyn til Bevisførelsen, som kræve en Bestemmelse af Retten, fremsættes.

Modbeviser behøve ikke at meddeles Modparten forud for Retsmødet, men det er tilstrækkeligt, at de opgives i dette.

Retten kan modsætte sig Benyttelsen af et Bevis, hvis Tilvejebringelse vilde medføre en uforholdsmæssig Udsættelse af Sagen.

§ 181.

Efterat Parterne have udtalt sig, træffer Retten de til Bevisførelsens Forberedelse fornødne Bestemmelser, og navnlig afgjøres det:

a) Om de af Parten opgivne Vidner skulle indkaldes, såvelsom om Syns- og Skjønsmænd skulle udmeldes.

b) Om Vidnerne og Synsmændene skulle møde under den mundtlige Forhandling, eller om deres Afhørelse skal ske ved Underretten (§§ 203 og 232). I første Tilfælde udsteder Retten fornøden Indkaldelse; i sidste Tilfælde kan Parten med en Udskrift af Rettens Bestemmelse henvende sig til vedkommende Underret og af denne fordre Indkaldelse udstedt.

c) Om nogen af Parterne i Henhold til § 96 skal fremstille sig til personlig Afhørelse, samt om Afhørelsen skal finde Sted under den mundtlige Forhandling eller for Underretten.

d) Om det skal pålægges Modparten eller Tredjemand at fremkomme med Dokumenter, hvoraf de angives at være i Besiddelse, jfr. nedenfor §§ 241—243.

e) Til hvilken Tid Bevisførelsen i Forbindelse med hele den øvrige mundtlige Forhandling af Sagen skal foregå. Ved Bestemmelsen heraf bliver der at drage Omsorg for, at begge Parterne kunne være istand til under bemeldte Forhandling at fremføre de Vidner og øvrige Beviser, som af dem skulle benyttes for Retten.

§ 182.

I Reglen tillades det ikke Parterne under Bevisførelsen og den i Forbindelse med samme stående øvrige mundtlige Forhandling af Sagen at betjene sig af andre Beviser end dem, hvis Førelje Retten i Henhold til foregående Paragraf har tilstedet. Efterat de i foregående Paragraf omhandlede Bestemmelser ere tagne, kan det derfor kun, hvor særegne Omstændigheder retfærdiggjøre det, tillades Parten at føre Vidner eller andre Beviser, som ikke have været angivne i det der omhandlede Retsmøde. Modparten har Krav på, at sådanne Beviser skriftligt anmeldes for ham senest 3 Dage forinden det Retsmøde, hvori de skulle føres.

§ 183.

Såvel den i § 180 omtalte Forhandling som selve Bevisførelsen og den sig hertil knyttende mundtlige Forhandling af Sagen kan finde Sted i det første til Forhandling af Sagens Realitet bestemte Møde (§ 176), når Retten tillader det, og Parterne derom ere enige samt rede til på Stedet at føre deres Vidner eller andre Beviser.

§ 184.

Til den fastsatte Tid (§ 181 Litr. e) finder Bevisførelsen og den øvrige mundtlige Forhandling Sted, medmindre Udsættelse gives enten af Hensyn til Retten selv eller ifølge Parternes Begjæring.

Sådan Udsættelse finder ikkun Sted: a) hvor uovervindelige Forhindringer for Retten, Sagførere, Parter, Vidner eller Synsmænd, Umuligheden af at fåe Beviserne rede til den fastsatte Tid eller andre sådanne særegne Grunde ere tilstede, eller b) hvor det i Henhold til § 182 undtagelsesvis tillades Parten at føre Vidner eller andre Beviser, som ikke have været angivne i det i § 180 omhandlede Møde.

§ 185.

Bestemmelsen om Sagens Udsættelse kan tages såvel forinden det berammede Retsmøde som i dette selv.

Såvidt muligt bør Udsættelsen dog bestemmes forinden selve Retsmødet.

Som en Følge heraf ere Parterne eller den af dem, som måtte ønske slig Udsættelse, pligtige til desangående at henvende sig til Rettens Formand så betimeligt, at der om Udsættelsen, foråavidt Retten, hvem Spørgsmålet ved Formandens Foranstaltning forelægges snarest muligt, måtte indrømme sådan, kan blive meddelt Underretning såvel til Modparten som til de allerede til det berammede Retsmøde indkaldte Vidner og Skjønsmænd, således at disse kunne undgå unyttigt Møde. Forsømmelse hermed har til Følge, at det kan pålægges vedkommende Part, når Modparten eller Vidnerne eller Skjønsmændene indfinde sig i det oprindeligt til Sagens Forhandling berammede Retsmøde og nedlægge Påstand herpå, at betale disse en ved Rettens Skjøn bestemt Godtgjørelse for det spildte Møde.

Er det Retten, der uden Begjæring fra Parterne af Hensyn til den selv eller på Grund af Meddelelser om Forfald for Vidner eller Skjønsmænd anser det nødvendigt ifølge Bestemmelsen i § 79 at udsætte Sagens Forhandling, har den desangående såvidt muligt at meddele Parterne og de af dem opgivne indkaldte Vidner, Skjønsmænd m. v. Underretning forinden det oprindeligt berammede Retsmøde.

§ 186.

Er der ikke forinden det berammede Retsmøde taget Bestemmelse om sammes Udsættelse, kan sådan Bestemmelse vel, når Omstændighederne gjøre det nødvendigt, tages i selve Retsmødet, men Parterne må da, forinden Bevisførelsen begynder, fremsætte deres Begjæring herom, hvad enten den grundes på, at det ikke uagtet al anvendt Flid har været muligt at fåe Beviserne rede til den fastsatte Tid, eller at stævnte Vidner eller udmeldte Syns- eller Skjønsmænd med eller uden lovligt Forfald udeblive eller anmelde Indsigelser, eller derpå, at nye Vidner eller andre Beviser skulle føres, jfr. § 182.

§ 187.

Efter Bevisførelsens Begyndelse udsættes Sagens Forhandling kun når Vidner eller Syns- og Skjønsmænd nægte at besvare Spørgsmål, og af denne Grund enten Kjendelsers Påanke eller Tvangsmidlers Anvendelse er nødvendig.

Finder Udsættelse Sted, efterat Bevisførelsen er påbegyndt, skal den hele Bevisførelse påny foregå og altså den allerede stedfundne gjentages til den Tid, Retten berammer til den videre Forhandling af Sagen.

Når Bevisførelsen og den sig hertil knyttende mundtlige Forhandling udsættes, tilkendegives det alle Vedkommende, at de skulle møde igjen til den Tid, Retten enten opgiver i selve Retsmødet eller, hvis dette ikke lader sig gjøre, senere nærmere bestemmer, i hvilket Tilfælde der alene bliver i sin Tid at give dem nærmere Meddelelse om Sagens Foretagelse.

§ 188.

Under Bevisførelsen have Parterne at gjentage deres Fremstillinger af Sagens Sammenhæng i det Omfang, som Retten anser for nødvendigt.

Slutningsforhandlingen (§ 195) knytter sig umiddelbart til Bevisforhandlingen.

Forhandlingerne fortsættes uafbrudt i det begyndte og de påfølgende Retsmøder, der såvidt muligt skulle holdes på de umiddelbart efterfølgende Dage, uden Hensyn til at disse ikke ere de for Retten bestemte almindelige Retsdage. Forhandlingen regnes ikke for afbrudt, fordi der indtræder en Standsning i den, såsom fordi en Kjendelse må afsiges eller et Vidnes Ankomst oppebies, når Retten dog ikke strider til nogen anden Sags Foretagelse.

§ 189.

I Reglen gives Ordet først til Sagsøgeren og derpå til Sagsøgte, medmindre Rettens Formand finder Grund til at bestemme, at Parterne i en anden Orden skulle fremføre deres Beviser. Han bestemmer ligeledes, om

Parternes Afhørelse skal finde Sted, forinden Vidner og Syns- eller Skjønsmænd afhøres, eller efter disses Afhørelse.

§ 190.

Parterne afhøre selv de af dem fremstillede Vidner. Såsnart et Vidne har besvaret et forelagt Spørgsmål, kan Modparten nærmere udspørge det med Hensyn hertil. Dog kan den, der fører Vidnet, modsætte sig Afbrydelsen, når hans egen Tilspørgsel om det pågjældende Punkt endnu ikke er tilendebragt. Når et Vidnes Afhørelse er fuldendt, kan Modparten, inden det aftræder, fåe det underkastet en ny Afhørelse, hvortil den, som oprindelig har ført Vidnet, atter kan stille Modspørgsmål.

Retten kan stille Spørgsmål til Vidnet, såvel til nærmere Opklaring af Punkter, hvorom Parterne have spurgt Vidnet, som til selvstændig Oplysning af Sagen.

I Reglen må et Vidne ikke høre på de foregående Vidners Forklaring, medmindre Retten bestemmer anderledes.

§ 191.

Rettens Formand våger over, at Vidneforhørene foregå med Orden og Værdighed. Han kan overtage Vidnets Afhørelse og forbyde Parten umiddelbart at forhandle med Vidnet, når denne ikke vil rette sig efter hans Pålæg og Irettesættelser; han kan gribe ind, når Parten i Vienets Afhørelse går udenfor Sagen, og han kan slutte Vidneforhøret, når det skjønnes, at intet Videre til Sagens Oplysning kan ventes at ville fremkomme ved dets Fortsættelse.

§ 192.

Når udmeldte Syns- eller Skjønsmænd have afgivet deres Forretning, kunne både Parterne og Retten stille Spørgsmål til dem. Deres Afhørelse foregår efter de om Vidner gjældende Regler. Dog kunne Syns- eller Skjønsmændene i Reglen rådslå om Svaret, medmindre Retten ifølge Påstand eller på

Embedsvegne bestemmer, at de skulle afhøres enkeltvis.

§ 193.

Når en Part har afgivet Forklaring af egen Drift, er Modvarten berettiget til at stille yderligere Spørgsmål til ham i Overensstemmelse med de i § 96 givne Regler.

§ 194.

Tvistigheder, som opstå under Bevisførelsen i Anledning af Indsigelser eller Forlangender af Parter, Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, påkjendes af Retten, efterat Vedkommende have ytret sig. I Retsbogen må optages en nøjagtig Angivelse af Indsigelsens eller Forlangendets Indhold samt af Modpartens Påstand i denne Anledning. Den nærmere Begrundelse og Udvikling foregår mundtligt.

I Reglen afsiges Kjendelse strax; men dersom det findes nødvendigt, kan Sagen udsættes, for at Retten kan rådstå. Sådan Udsættelse bør dog altid være så kort som mulig og ikke uden største Nødvendighed vare længere end til næste Dag.

Foregår Bevishandlingen for en anden Ret end den, ved hvilken Sagen iøvrigt behandles, afgjøres opståede Tvistigheder as hin.

Iøvrigt komme de i Kapitlet om Bevis givne nærmere Regler til Anvendelse.

§ 195.

Når Bevisførelsen er endt, udtale Parterne sig endelig over Bevisførelsens Resultat samt over Sagen i det Hele, derunder også over Retsspørgsmålene i samme.

Rettens Formand slutter Forhandlingerne såvel over Sagen i det Hele som over enkelte Punkter, når disse skjønnes at være tilstrækkeligt behandlede.

Når Parterne have udtalt sig, eller Formanden slutter Forhandlingerne, optages Sagen til Dom.

§ 196.

Bevis kan føres både direkte og indirekte. Alt, hvad der efter sin Natur er istand til at bidrage til Sagens Oplysning, kan benyttes som Bevis. Undtagelse herfra finder kun Sted, hvor Loven hjemler det.

§ 197.

Om Noget er bevist eller ikke, afgjøres af Retten, uden at denne i sit Skjøn herover er bunden eller begrænset ved andre Regler end dem, som Loven hjemler.

§ 198.

Spørgsmål om Bevisbyrden afgjøres efter den hidtil gjældende Ret. Parterne kunne ikke fordre nogen foreløbig eller særskilt forudgående Bestemmelse af Retten om Bevisbyrdens Fordeling, men må selv afgjøre, hvilke af de Omstændigheder, for hvilke Retten har fordret Bevis, del tilkommer dem at bevise, og i Overensstemmelse dermed begjære Adgang til at fore Bevis.

§ 199.

Er der imellem Parterne Strid, om en

Skade er forårsaget eller hvilken Erstatning der skal gives, har Retten, når den ifølge de Oplysninger, som foreligge eller indhentes (§ 264), må ansees for at være istand hertil, at afgiøre disse Spørgsmål efter et frit Skjøn over alle i Betragtning kommende Omstændigheder, Erstatningen anstaaes i Reglen til en rund Sum.

§ 200.

Retten har efter frit Skjøn at afgjøre, om og hvorvidt Domme, der i Straffesager ere overgåede nogen af Sagens Parter, i den foreliggende Sag skulle ansees for at afgive Bevis.

§ 201.

Sætninger af fremmed Ret behøve kun at bevises, forsåvidt de ikke ere Retten bekjendte. Ved Udfindelsen af, hvad der er fremmed Ret, ere Dommerne ikke indskrænkede til at benytte de af Parterne fremførte Beviser, men de ere beføjede til selv at anstille Undersøgelser herom.

Hvad der er sagt om fremmed Ret, gjælder også om indenlandske Sædvaner og sådanne specielle Bestemmelser, som Retten ikke er forpligtet til at kjende.

§ 202.

Enhver er pligtig at vidne, når han på lovlig Måde indkaldes hertil.

Dog behøver Ingen at møde til Vidnesbyrds Aflæggelse udenfor den Landsretskreds, hvori han boer, dersom han derved vilde fåe længere at rejse hen til Retten end 18 Mile på Jernbane eller 6 Mile på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane og på anden Måde.

Den, der indkaldes for at vidne for en Ret, som holdes udenfor den Underretskreds, hvori han boer, og som må tilbagelægge en længere Vej end 3 Mile på Jernbane eller 1 Mil på anden Måde for at nå til Retten, kan fordre sine Rejseudgifter godtgjorte med 1 Kr. for hver løbende Mil samt Tærepenge af 4 Kr. for hver Dag. De Ydelser, på hvilke Vidnet har Krav, eller, hvis disse ikke kunne anslåes bestemt, tilbørligt Forskud på samme, må tilbydes betalte samtidigt med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 203.

Vidnets Afhørelse foregår i Reglen for den Ret, som dømmer i Hovedsagen.

Hvor Vidnet ifølge § 202 ikke er pligtigt at møde for denne, føres det for Underretten på det Sted, hvor det boer.

Vidnets Afhørelse ved Underretten på det Sted, hvor det boer, kan endvidere anordnes:

a) naar Parterne ere enige herom, b) når Retten skjønner, at Vidnets Udsagn ikke angår væsentlige Punkter i Sagen, eller når dets Fremstillelse vil medføre Udgifter for Parterne og Ulemper for Vidnet, som ikke stå i noget rimeligt Forhold til det Udbytte i Henseende til Sagens Oplysning, der kan ventes af Vidnets Afhørelse for dem, der skulle domme i Sagen,

c) når Vidnet er sygt og det ikke findes hensigtsmæssigt at udsætte Sagen af den Grund, eller når Vidnet formedelst høj Alder eller Legemssvaghed ikke kan tåle at rejse.

Kan Vidnet i de under Litr. c nævnte Tilfælde ikke forlade sin Bolig, sættes Underretten der.

§ 204.

Militære af Hæren og Flåden ere pligtige at aflægge Vidnesbyrd for de borgerlige Domstole overensstemmende med Reglerne i denne Lov.

§ 205.

Indkaldelse til at møde og aflægge Vidnesbyrd udgår efter Partens Begjæring fra den Ret, for hvilken Vidnet skal møde (§ 181). Indkaldelsen overgives Parten, der har at besørge dens Forkyndelse for Vidnet så betimeligt, at dette erholder det fornødne Varsel.

Skulle Vidner føres i Udlandet, kan pågjældende Part forlange, at Retten skal udstede de i så Henseende fornødne Begjæringer til de udenlandske Myndigheder.

For Forkyndelsen ere de i §§ 108—119 givne Regler gjældende, dog at Forkyndelse for Vidnet personligt, når det opholder sig her i Landet, bør søges iværksat, såvidt som det er muligt, jfr. § 111 Litr. b.

§ 206.

Indkaldelsen skal indeholde: Vidnets Navn og Bopæl eller Opholdssted; Navnene på Sagens Parter samt en almindelig Angivelse af dens Gjenstand; særligt må fremhæves, hvilken af Parterne der lader Vidnet indkalde;

Betegnelse af den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Tiden og Stedet, når og hvor Mødet skal foregå.

Det må iagttages, at Vidnet, hvis det boer indenfor Landsretskredsens Grænser, får 1 Uges og ellers 2 Ugers Varsel.

Indkaldelsen skal indeholde en Bemærkning om det Ansvar, som Udeblivelse medfører, og derfor b0r på Indkaldelsens Bagside forefindes en Afskrift af denne Lovs §§ 218 og 220.

§ 207.

Vidnesbyrd må ikke afkræves:

1) Folkekirkens og anerkjendte Troessamfunds Præster om det, som i Skriftemål eller iøvrigt i deres Egenskab som Sjælesørgere måtte være dem betroet.

2) Sagførere angående det, som de ved Partens Fortrolighed have erfaret i en borgerlig Retstrætte eller Straffesag, der har været dem betroet til Udførelse, eller hvori deres Rådførsel har været brugt.

3) De ved den Kgl. Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn ansatte Embedsmænd, Betjente og Tordemødre angående de Fruentimmers Svangerskab og Barnefødsel, som forløses på Stiftelsen.

Samtykker den, der har Krav på Hemmeligholdelsen, eller er det iøvrigt Klart, at Vidnesbyrdets Aflæggelse ikke strider mod dennes Ønske, finde de i foranstående Nr. 1—3 givne Regler ikke Anvendelse.

4) Embedsmænd og Andre, der handle i offentligt Hverv, angående Embedshemmeligheder samt angående andre Anliggender, om hvilke det påligger dem at iagttage en ubetinget og ubrødelig Tavshed.

Retten har på Embeds Vegne, såvidt muligt, at forebygge, at Vidnesbyrd modtages i de ovenanførte Tilfælde. Den kan efter Omstændighederne endog nægte at udstede Indkaldelse, når det er klart, at den tilsigtede Vidneførsel ikke vil kunne tilstedes.

§ 208.

Vidnet kan nægte at svare: I)Når det må antages ikke at kunne besvare vedkommende Spørgsmål uden at udsige Noget, som umiddelbart udsætter

det selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Beskjæmmelse eller for Straf.

2) Når det må antages ikke at kunne besvare vedkommende Spørgsmål uden at udsige Noget, som udsætter det selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Formuetab, der ikke kan ansees for ganske uvæsentligt, eller for anden dermed i Klasse stående Skade; dog kan Vidnesbyrd ikke nægtes angående Retshandler, ved hvilke Vidnet har ladet sig bruge som Vitterlighedsvidne, eller hvor det som Hjemmelsmand, Borgen eller Fuldmægtig af Hensyn til Parten naturligen må ansees for pligtig til at give Oplysning om Forholdet.

3) De i § 207 omhandlede Personer kunne nægte deres Vidnesbyrd, dersom Retten ikte på Embeds Vegne har vægret sig ved at modtage det.

§ 209.

Born under 15 År må ikke edfæstes.

Ej heller kan den edfæstes, som er tiltalt for eller funden skyldig i Mened, eller den, som ikke kan antages at tillægge Eden den Betydning, samme efter sit Begreb skal have.

Ej heller må edfæstes Personer, som lide af væsentlig Forstands- eller Hukommelsessvækkelse.

De i denne Paragraf omhandlede Personer ere undergivne den almindelige Forpligtelse til at møde og forklare uden Ed sum Vidner.

Dog bør Afhørelsen af Afsindige eller andre Personer, som ej ere istand til at afgive en fornuftig Forklaring, ikke tilstedes.

§ 210.

I Reglen skal enhver Vidneforklaring beediges, jfr. dog § 112 1ste Stykke. Afhørelse uden Ed finder kun Sted, når Vedkommende ikke må edfæstes (§ 209), eller når der mangler en for det Troessamfund, hvortil han horer, anvendelig Edsformular.

En højtidelig Forsikring i Eds Sted og med samme Virkning som denne, tillades kun, hvor særlig Lov hjemler det for visse Troessamfund.

§ 211.

Efterat Vidnet er påråbt, stiller Rettens Formand de Spørgsmål til det, som ere nødvendige for at forvisse sig om dets Identitet, samt, om fornødent, for at afgjøre, om der er Noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse eller Vidnets Edfæstelse.

§ 212.

Derefter edfæstes Vidnet, medmindre Parterne vedtage, at dets Forklaring skal gjælde uden Ed.

Den, der uden stjellig Grund nægter at gjøre Ed, ansees som den, der vægrer sig ved at svare.

Ved Edens Aflæggelse lover og sværger Vidnet, at det vil udsige den rene Sandhed og i sine Svar på Spørgsmålene Intet fordølge, som kan tjene til Sagens Oplysning. Forinden Eden aflægges, skal Rettens Formand indskærpe Vidnet Edens Hellighed og betyde det Straffen for Mened. Det beror på Formanden at lade denne Forberedelse af Vidneafhøringen foregå enkeltvis for hvert Vidne eller under Eet for flere eller samtlige Vidner i Sagen.

§ 213.

Efter Edfæstelsen foregår Vidnets Afhørelse.

Det kan i Henhold til den aflagte Ed udspørges såvel om Sagen selv som angående alle Omstændigheder, der kunne have Indflydelse på dets Forpligtelse til at vidne eller på dets Troværdighed.

§ 214.

Den Part, der har ladet et Vidne indkalde, kan, når Vidnet har givet Møde, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde dets Afhørelse med den Virkning, at Modparten afskjæres fra at stille Spørgsmål til Vidnet.

§ 215.

Et Vidne, som anser sig for berettiget til i det Hele eller for en Del at nægte at vidne i den Sag eller for den Ret, må dog med den af § 218 flydende Indskrækning mode efter Indkaldelsen og fremsætte sin Indsigelse til Påkjendelse af Retten.

Går Indsigelsen ud på, at Vidnet overhovedet kan nægte at give Møde som Vidne i den Sag eller for den Ret, må den fremsattes forinden Edfæstelsen.

Vidnet må oplyse Omstændigheder, af hvilke det kan sees, at Indsigelsen er grundet.

§ 216.

Kjendelser, ved hvilke det trods fremsat Indsigelse pålægges Nogen at vidne, kunne gjøres til Gjenstand for Besværing til højere Ret.

Der gives i så Fald Vidnet en af Retten fastsat Frist til at iværksætte de til Besværingens Iværksættelse nødvendige Skridt. Udløber denne uden at være benyttet, eller fremmes Sagen ikke behørigt, ansees Besværingen for frafaldet.

§ 217.

Retten kan på Grund af et Vidnes Indsigelse imod at afgive Forklaring eller imod at møde udsætte Sagen, når vedkommende Part begjærer dette.

Udsættelsen kan gives på bestemt Tid eller indtil videre. I sidste Tilfælde kan den Part, som mister at fremme Sagen, melde sig hos Rettens Formand, når Hindringerne ere hævede, og forlange, at han skal beramme en Tid til Sagens Foretagelse samt indkalde alle Vedkommende til Møde.

Ved Forhandlingens Gjenoptagelse bliver da at iagttage Bestemmelsen i § 187 2det Stykke.

§ 218.

Udebliver et indkaldt Vidne uden oplyst lovligt Forfald, og vil Parten ikke frafalde dette Vidnes Førelse, har Retten, når Indkaldelsen skjønnes at være lovlig iværksat, og Vidnet ikke sees at bo så langt borte, at det ikke er pligtig at give Møde, strax at afsige en Kjendelje, ved hvilken der idømmes Vidnet: li) en Bøde fra 20—200 Kr. og li) Erstatning for Udgifterne ved det forgjæves afholdte Retsmøde, ligesom o) Vidnet påny befales at møde til en opgivet Tid, til hvilken Sagens Forhandling udsattes.

Den Part, der fører Vidnet, er pligtig at lade Kjendelsen med Fristforelæggelsen be-

timeligt forkynde for Vidnet, Forsømmes dette, ansees Vidnets Førelse uden videre for frafaldet. Men iagttages det, sørger det Offentlige for Straffens Fuldbyrdelse, medens det overlades til Vedkommende selv, om han vil inddrive Erstatningen.

§ 219.

Møder Vidnet ikke til den Påny fastsalte Tid, og vil Parten ikke frafalde dets Førelse, har Retten, når Kjendelsens og Fristforelæggelsens Forkyndelse skjønnes at være lovlig iværksat, strax at afsige en ny Kjendelse, hvorved: a) Omkostningerne ved det atter forgjæves afholdte Møde pålægges Vidnet, b) et nyt Møde berammes til Sagens Foretagelse,

c) Vidnet beordres strax hensat til Forvaring på offentlig Bekostning, indtil det i det berammede Retsmøde har været fremstillet og besvaret de det lovligen gjorte Spørgsmål; dog har Vidnet Adgang til Løsladelse mod sådan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig.

For Iværksættelsen af den under Litr. c givne Bestemmelse sørger Rettens Formand, hvorimod det beror på Parterne selv at gjøre Exekution for de tildømte Omkostninger.

§ 220.

Er der i Medfør af de foregående Paragrafer idømt et udeblevet Vidne Straf og Erstatning, har Bidnet, når det fremstilles eller møder for Retten til Vidnesbyrds Aflæggelse, Adgang til at fremkomme med Oplysninger om, at det har havt lovligt Forfald, eller at behørig Indkaldelse ikke har fundet Sted. Findes disse Oplysninger fyldestgørende, ophæver Retten den over Vidnet afsagte Kjendelse. Dog kan Retten, hvis det befindes, at Vidnet vel har havt lovligt Forfald, men det har forsømt at anmelde sådant for Retten så betimeligt, at Bestemmelsen i § 185 sidste Stykke kunde komme til Anvendelse, efter Omstændighederne indskrænke sig til at nedsætte den idømte Straf eller de Vidnet pålagte Omkostninger.

Nægter Retten at tage Vidnets Indsigelse til Følge, forsåvidt den fremsættes i det Møde, hvortil Vidnet er indkaldt, eller at ophæve den Kjendelse, som ifølge §§ 218 og 219 måtte

være afsagt over Vidnet, kan Vidnet erholde en Frist til at iværksætte Besværing.

Fremsætter Vidnet ikke Begjæring om den ifølge § 218 afsagte Kjendelses Ophævelse i det Møde, til hvilket Sagens Forhandling er udsat, ansees Besværing over Kjendelsen for frafaldet, og der kan da ikke heller iværksættes nogen Besværing over den i Tilfælde af fortsat Udeblivelse faldende Kjendelse.

§ 221.

Vægrer et Vidne sig ved at svare, uden at ville iværksætte Besværing eller efter ved Højesteret at være kjendt pligtig til at vidne, og vil Parten ikke frafalde det fremsatte Spørgsmål, beordrer Retten Vidnet strax hensat til Forvaring på offentlig Bekostning.

Gjør Vidnets Vægring det nødvendigt at udsætte Sagen, dømmes det derhos til at erstatte de ved det forgjæves afholdte Møde forvoldte Udgifter.

Vidnet forbliver i Forvaring, indtil det bekvemmer sig til at svare. Det har i så Fald at tilkjendegive Rettens Formand dette, hvorefter han på Vidnets Bekostning indkalder alle Vedkommende til Møde.

Dog bliver Vidnet såvel i heromhandlede som i det i § 219 nævnte Tilfælde at løslade efter 6 Måneders Forløb, såvelsom når Parten tilkjendegiver, at han frafalder dets Førelse.

§ 222.

Når et Vidne er afhørt, forbliver det tilstede under den senere Bevisførelse, indtil Formanden tillader det at forlade Retten enten ubetinget eller imod at blive tilstede i Nærheden.

Vidnerne må ikke forelægge Parterne eller hverandre Spørgsmål, men de kunne begjære af Formanden påny at stedes til Afhørelse, når de i Løbet af Forhandlingerne ville fuldstændiggjøre eller berigtige deres egne eller et andet Vidnes eller Parternes Udsagn. De kunne ligeledes efter Parternes Begjæring eller Rettens Beslutning afhøres påny, når dertil findes Anledning.

Vidner, hvis Udsagn stå i Strid med hinanden, kunne efter Parternes Begjæring eller Rettens Beslutning stilles imod hinanden.

Forlader et Vidne ubeføjet Retslokalet, eller overtræder det Formandens Pålæg om at blive tilstede i Nærheden, kan det behandles på den Måde, som i § 221 er bestemt om det Vidne, der ubeset nægter at svare.

§ 223.

De i det Foregående omhandlede Tvangsmidler imod Vidnet bringes til Anvendelse af den Ret, for hvilken Vidnet er indkaldt til at møde.

§ 224.

Afhøres et Vidne ikke under Bevisforhandlingen, men for en Underret, enten i Henhold til Rettens Bestemmelse ifølge § 181, jfr. § 203, eller fordi Vidnet er afhørt forinden Bevisforhandlingen, jfr. § 373, skal dets Udsagn fuldstændigt nedskrives, oplæses for Vidnet og tiltrædes af dette, i Overensstemmelse med de hidtil gjældende Regler.

Den Part, som vil benytte Vidneforklaringen, kan da under Bevishandlingen fremlægge og lade oplæse en Udskrift af den optagne Protokol.

§ 225.

Fremsættes Begjæring om Optagelse af Syn eller Skjøn, udmelder Retten, hvor den tager Begjæringen til Følge, jfr. § 181, een eller flere Syns- eller Skjønsmænd. Antallet bestemmer Retten, forsåvidt ingen særlig Forskrift herom er given.

Findes der ikke sagkyndige Personer, som kunne benyttes, indenfor Retskredsen, eller er den Ting. som skal være Gjenftand for Forretningen, udenfor Retskredsen, kan Retten udmelde Mænd af andre Retskredse, såfremt det oplyses, at disse ere villige til at efterkomme Udmeldelsen. I modfat Tilfælde har Retten at begjære de fornødne Sagkyndige udmeldte af den Landsret eller af den Underret, i hvis Kreds sådanne formenes at bo. Disse ere da pligtige at foretage Syns- eller Skønsforretningen, ligesåfuldt som om de boede i den Retskreds, hvor Hovedsagen føres.

§ 226.

Enhver af Parterne kan gjøre Henstilling til Retten om Valget af Syns- eller Skjøsmændene, men Retten er ikke bunden herved.

Personer, der på Grund af deres Forhold til Parterne eller Sagen vilde være inhabile som Dommere, må ikke udmeldes.

Udmeldes kunne ikkun uberygtede Personer, som høre til et Troessamfund, for hvilket en anvendelig Edsformular er foreskrevet eller højtidelig Forsikring i Eds Sted hjemlet, og som ikke vilde være udelukkede fra at edfæstes som Vidner.

§ 227.

Retten bør, forinden Udmeldelsesdckretet afsiges, meddele Parterne, hvilke Personer der agtes udmeldte, og give dem Adgang til at fremkomme med deres Indsigelser imod disse. Indsigelser, der ikke gjøres gjældende strax ved Udmeldelsen, kunne ikkun tages i Betragtning, når Parten oplyser, at han uden Brøde fra sin Side har været ude af Stand til at fremsætte dem tidligere. Den Part, der agter at fremsætte sådanne Indsigelser, har inden 8 Dage efter Udmeldelsen at indkalde Modparten til et Møde for den Ret, der har foretaget Udmeldelsen, og i dette at fremsætte sine Indsigelser. Rettens Kjendelse kan, når den tager Indsigelserne tilfølge, ikke angribes ved Retsmidler; nægter den at tage Indsigelserne tilfølge, kan der finde Besværing Sted over dens Afgjørelse.

§ 228.

Enhver, der er pligtig at vidne, er også pligtig at modtage Udmeldelse som Syns- eller Skjønsmand; dog gjælde de om Vidner givne Afstandsbestemmelser ikke om Syns- eller Skjønsmænd.

Statens Embedsmænd og Bestillingsmænd må fritages, når de ved Skrivelse fra de dem foresatte Myndigheder oplyse, at de ikke have Tid, eller at Forretningens Foretagelse iøvrigt kommer i Strid med deres offentlige Pligter.

Syns- og Skjønsmænd erholde, forsåvidt det dem pålagte Hverv kræver deres Nærværelse mere end en ½ Mil borte fra deres Hjem, i Vederlag for Befordring 1½ Kr. for hver løbende Mil samt derhos i Lærepenge 6

Kr. for hver Dag, de ere fraværende fra Hjemmet. Disse Ydelser eller, hvis de ikke kunne anslåes bestemt, passende Forskud på dem skulle tilbydes forud. Syns- og Skjønsmænd have derhos Krav på Godtgjørelse af havte Udlæg og på sportelmæssig Betaling for deres Forretnings Udførelse. Har denne udkrævet særlig Møje eller Tidsanvendelse eller særegne Fagkundskaber, kan Rettens Formand forhøje den sportelmæssige Betaling efter sit Skjøn.

Udenfor de heromhandlede Betalinger må Syns- eller Skjønsmænd under den i Straffelovens § 117 bestemte Straf Intet modtage af Parterne for deres Forretning.

§ 229.

Til Forretninger, ved hvilke der udkræves særegne videnskabelige Kundskaber eller Færdigheder, som forudsætte sådanne, bor i Reglen kun udmeldes Personer, der ifølge offentlig Stilling eller dog ifølge offentlig aflagte Prøver må ansees sur duelige hertil.

Udkræves andre særegne Indsigter eller fagmæssige Færdigheder, må i Reglen vælges Personer, som ifølge Livsstilling eller sædvanligt Erhverv ere kyndige i de omspurgte Retninger.

§ 230.

I Udmeldelsesdekretet må det angives tydeligt, hvad der er Forretningens Gjenstand og Øjemed. Tillige nævnes den Tid, da Bevisforhandlingen skal foregå (§ 181), og det pålægges de Udmeldte til den Tid at møde for at aflevere og beedige deres Forretning. I Reglen skal Forretningen afgives i Form af en skriftlig Erklæring, undertegnet af de Udmeldle. Men hvor Sagens Beskaffenhed tillader det, kan Retten i Udmeldelsesdekretet tilstede de Udmeldte at afgive deres Syn eller Skjøn mundtligt til Retsbogen.

§ 231.

Parten har snarest muligt og senest inden 3 Dage at gjøre de fornødne Skridt til, at Udmeldelsesdekretet kan blive forkyndt for de Udmeldte i Overensstemmelse med de for Vidner i § 205 angivne Regler.

Tillige have Parterne at give de Udmeldte Lejlighed til at bese eller gjøre sig bekjendte med Forretningens Gjenstand, forsåvidt denne

er i deres Værge eller under deres Rådighed. Når en Part vægrer sig ved at efterkomme Synsmændenes og Modpartens Opfordring i så Henseende, bliver han at behandle efter Grundsætningerne i denne Lovs § 97.

Er Forretningens Gjenstand i Trediemands Værge og nægter han de Udmeldte Adgang til at iagttage den, have Synsmændene herom at afgive Forklaring i Retsmødet, Skjønner Retten, at Trediemands Vægring ifølge Grundsætningerne i § 242 er ubeføjet, pålægges det denne at tilstede Synsmændene Adgang inden en vis Frist, og Sagen udsættes. De i § 243 omhandlede Regler blive iøvrigt i sådant Tilfælde at anvende.

Syns- og Skjønsmændene skulle på Parternes egen Bekostning give disse Underretning om, når og hvor Forretningen foregår, ligesom de også, når Forretningen afgives skriftligt (§ 230), have at meddele Parterne Gjenpart af den eller dog at give dem Adgang til at gjøre sig bekjendte med den senest 3 Dage forinden Bevisforhandlingen.

§ 232.

Til den i Udmeldelsesdekretet fastsatte Tid møde Syns- eller Skjønsmændene i Retten og aflægge Ed på deres Forretning, som de oplæse og overgive til Retten. Ere de ikke enige, må det fremgå af Forretningen, af hvilken Anskuelse de enkelte Syns- eller Skjønsmænd ere.

Når Syns- eller Skjønsmændene bo eller opholde sig langt fra det Sted, hvor Hovedsagen behandles, kan Retten, hvis Synseller Skjønsmændenes Fremstillelse under Hovedforhandlingen skjønnes at kunne undværes, i Udmeldelsesdekretet bestemme, at de skulle møde og afhjemle deres Forretning samt besvare fremsatte Spørgsmål for en af Retten bestemt Underdommer.

Tiden herfor fastsættes således, at den afhjemlede Forretning beskreven kan fremlægges og oplæses under Hovedsagens Forhandling.

§ 233.

Klage over Syns- og Skjønsmænds Fremgangsmåde ved deres Forretning fremsættes for den udmeldende Ret, der kan pålægge

dem at omgjøre eller fuldstændiggjøre Forretningen, De herved nødvendiggjorte Udsættelser bestemmes af Retten.

§ 234.

Imod Syns- eller Skjønsmænd, der uden lovligt Forfald udeblive, eller uden tilstrækkelig Grund forsømme at gjøre deres Forretning færdig, eller nægte at deltage i Forretningen, eller ubeføjet vægre sig ved at efterkomme Rettens Pålæg om at omgjøre eller fuldstændiggøre Forretningen, anvendes de i §§ 218—219 for Vidner bestemte Tvangsmidler, med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur. Imod Syns- eller Skjønsmænd, der nægte at besvare de til dem i Retten stillede Spørgsmål, komme Reglerne i § 221 til Anvendelse.

Dog kan Retten, når dette er muligt og efter Omstændighederne kan bidrage til Sagens Fremme, ester pågjældende Parts Begjæring udnævne andre Syns- eller Skjønsmænd enten strax, eller når de anordnede Tvangsmidler uden Frugt ere anvendte. Parten ansees, når han fremsætter en sådan Begjæring, al frafalde yderligere Tvangs Anvendelse mod den eller de gjenstridige Syns- eller Skjønsmænd.

§ 235.

Have Syns- eller Skjønsmænd Forfald, eller har det været dem umuligt at gjøre Forretningen færdig, komme de i § 220 givne Regler til Anvendelse med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur.

§ 236.

Med Hensyn til Indsigelser fra Synseller Skjønsmændenes Side såvelsom Besværing over de Kjendelser, hvorved Noget pålægges dem, forholdes efter de om Vidner givne Regler.

§ 237.

De om Vidner givne Regler skulle med de Lempelser, der følge af Sagens Natur, anvendes på Syns- og Skjønsmænd, forsåvidt denne Lovs Forskrifter ikke ere til Hinder derfor.

§ 238.

Retten er ikke bunden ved Syns- eller Skønsforretningens Resultat og kan påbyde Foretagelse af ny Forretning enten af de samme eller andre Syns- eller Skjønsmænd.

§ 239.

Med Syns- eller Skjøneforretnings Optagelse, forinden dette efter de almindelige Regler kan ske under Hovedforhandlingen, forholdes efter Bestemmelserne i sjette Afsnit Kapitel I.

§ 240.

Dokumenter, som ere i Partens Besiddelse, eller som han uden Rettens Medvirkning kan forskaffe sig, må i Reglen forelægges Retten i det til den mundtlige Forhandlings Begyndelse bestemte Møde, efterat de forud have været meddelte Modparten enten i Overensstemmelse med Reglerne i §§ 159 og 162 eller, hvis dette ikke har kunnet ske, senest 3 Dage forud. Dog kunne de forelægges senere under Sagen eller uden foregående Meddelelse til Modparten, når dette i Henhold til Grundsætningerne i § 168 tillades af Retten.

§ 241.

Beråber en Part sig på Dokumenter, der ere i Modpartens Værge eller under hans Rådighed, kan han opfordre denne til under Bevisforhandlingen at fremlægge dem for Retten efter 3 Dages forudgående Meddelelse til Parten selv. Opfordringen må ledsages af en Angivelse af de Kjendsgjerninger, som ved Dokumentet skulle, bevises. Ubeføjet Vægring ved at fremkomme med Originaldokumentet eller bekræftet Gjenpart, hvor dette er tilstrækkeligt, kan Retten i så Fald tillægge Virkning i Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 97. Det Samme gjælder også, når Vedkommende for at hindre Dokumentets Fremlæggelse har ødelagt det eller uden Nødvendighed givet det fra sig.

Påstår vedkommende Part, at der i Dokumentet tillige indeholdes Oplysninger, som ere denne Sag uvedkommende, og som han ikke onsker bekjendtgjorte, bestemmer Retten, på hvilken Måde Dokumentet skal fremlægges.

Nægter vedkommende Part at være i Besiddelse af det angivne Dokument, påhviler det den, som fordrer dets Fremlæggelse, at bevise hans Besiddelse deraf.

De i denne Paragraf omhandlede Opfordringer til at fremlægge Dokumenter skulle i Reglen fremsættes i det i § 180 omhandlede Retsmøde, i hvilket Forhandling finder Sted og fornøden Kjendelse afsiges.

§ 242.

Trediemand er pligtig til på Opfordring at fremkomme med Dokumenter, når vedkommende Part enten er Medejer af dem eller iøvrigt på Grund af Retsforholdets Beskaffenhed har en af Processen uafhængig Ret til at benytte dem som Bevis for sine Rettigheder.

Men selv hvor dette ikke er Tilfældet, skal Trediemand være pligtig at bidrage til Sagens Oplysning ved at give Retten og Parterne Adgang til Benyttelse eller Besigtelse af Dokumenter, der ere hans Rådighed undergivne, men dog kun, forsåvidt Dokumenternes Fremførelse ikke vilde kunne skade ham selv eller pådrage ham Udgifter eller betydelig Ulejlighed.

§ 243.

Den Part, der vil benytte et under Trediemands Rådighed værende Dokument som Bevis, har i Reglen i det i § 180 omtalte Retsmøde at fremsætte Begjæring om, at det må pålægges Trediemand på Partens egen Bekostning under Bevisforhandlingen at fremlægge Dokumentet efter 3 Dage forudgået Meddelelse til Parterne. Sådan Begjæring må indeholde en nøjagtig Opgivelse af de Fakta, der ved Dokumentet skulde bevises, samt nærmere Forklaring angående de Grunde, hvorfor Parten antager, at den opgivne Trediemand er i Besiddelse af Dokumentet og pligtig at fremlægge det.

Retten kan derefter ved Kjendelse pålægge

Trediemand at fremkomme med Dokumentet uden Hensyn til, om han boer i Retskredsen eller ikke. Vedkommende Part har at drage

Omsorg for denne Kjendelses usorterede Forkyndelse for Trediemand; Forsømmelse hermed ansees som Fraføldelse af Begjæringen om Dokumentets Fremførelse. Trediemand kan enten møde eller lade møde eller i behørig Tid oversende det forlangte Dokument til Rettens Formand, som derefter besørger det meddelt Modparten og fremlagt.

Under Bevisforhandlingen må enten Dokumentet efter behørig forudgået Meddelelse fremlægges eller de Indsigelser fremsættes, vedkommende Trediemand tror at kunne gjøre. Disse forhandles og påkjendes efter de om Vidner givne Regler i §§ 215 og 216, ligesom de på samme Måde ere Gjenstand for Besværing til højere Ret.

Imod den Trediemand, der ubeføjet udebliver eller undlader at efterkomme Rettens Pålæg, anvendes de for Vidner foreskrevne Tvangsmidler, jfr. §§ 218—219.

Med Bcvisforhandlingens Udsættelse i Anledning af Trediemands Indsigelser eller Vægring forholdes efter Reglerne i § 187, jfr. § 217.

§ 244.

Om offentlige Dokumenter afgive fuldt Bevis for det, som efter deres Indhold skal have fundet Sted, afgjøres efter de hidtil gjældende Regler.

Modbevis el ikke udelukket.

§ 245.

Bekræftede Gjenparter af offentlige Dokumenter have samme Beviskraft med Hensyn til Indholdet som Originalen, når Bekræftelsen tilfredsstiller Fordringerne til et offentligt Dokument.

§ 246.

Privatdokumenters Beviskraft bedømmes efter de hidtil gjældende Regler, forsåvidt denne Lov ikke bestemmer anderledes.

§ 247.

Hvorvidt et Dokuments Beviskraft svækkes eller ophæves ved Makulering, Sønderrivning

Udstregning og desl., afgjøres ved Rettens

Skjøn.

Ligeledes afgjør Retten efter sit Ekjøn, hvilken Betydning der skal tillægges Mangler eller Uregelimæssigheder ved dets Udstedelse.

§ 248.

Indenlandske offentlige Dokumenter skulle formodes at være ægte, når deres Udseende og Form ikke frembyder nogen særlig Tvivlsgrund.

Om et udenlandsk offentligt Dokument skal formødes at være ægte, afgjøres as Retten. Er det på behørig Måde forsynet med diplomatisk Legalisation, nyder det samme Ægthedsformodning som et indenlandsk offentligt Dokument.

§ 249.

Et Privatdokuments Ægthed må bevises. Til sådant Bevis er det, når der ikke skjønnes at være Grund til at antage en Forfalskning, i Reglen tilstrækkeligt, at Underskriftens Ægthed godtgjøres.

§ 250.

Om Regnskabsbilag skulle formodes at være ægte i Forhold til den, til hvem Regnskabet aflægges, afgjøres ved Rettens Skjøn, medmindre særlige Lovbestemmelser indeholde andre Regler.

§ 251.

Privatdokumenter af sådan Ælde, al deres Ægthed ikke kan oplyses ved Vidnebevis eller ved Parternes egne Erklæringer, kunne holdes for ægte, når Stedet, hvor Dokumentet findes, Måden, hvorpå det er bevaret, eller andre Omstændigheder i overvejende Grad tale derfor.

§ 252.

Beviset for et Privatdokuments Ægthed bliver at føre og bedømme efter de almindelige Regler, hvorved også den Retten i denne Lovs § 257 givne Myndighed til at tilstede den Bevispligtige at udfylde Beviset ved sin Ed kommer til Anvendelse.

§ 253.

Producenten af et Privatdokument kan, selv om han ikke har tilvejebragt nogen Formodning for dets Ægthed, forlange, at det pålægges den, mod hvem Dokumentet fremlægges, edelig at benægte sin Underskrift med den Virkning, at Dokumentet under Sagen holdes for ægte, hvis Eden ikke aflægges.

§ 254.

Den, der imod bedre Vidende har nægtel Ægtheden af et Dokument, bliver ved den endelige Dom at anse med Bøder fra 200 til 400 Kr., uden at herved er udelukket det Ansvar, som efter Straffelovgivningens almindelige Regler måtte være pådraget.

§ 255.

Om en Part ved senere Ytringer eller Foretagender har afskåret sig fra at bestride et Dokuments Ægthed eller Beviskraft, afgjøres ved Rettens Skjøn.

§ 256.

Parterne kunne vedtage, at Antagelsen eller Ikke-Antagelsen af et omtvistet Faktum skal bero på, at den ene eller den anden af Parterne med Ed bekræfter, at han veed eller endog blot, at han ikke veed rettere, end at det har eller ikke har fundet Sted.

Sådan Vedtagelse lægges da til Grund ved Kjendelsens eller Dommens Afsigelse.

Vedtagelsen indføres ordret i Retsbogen, oplæses og vedtages af Parterne.

§ 257.

Retten kan efter sit Skjøn over Bevisførelsens Resultat enten tillade den Bevispligtige at bekræfte fremsatte faktiske Anbringender med Ed og derved fyldestgjøre den ham påhvilende Bevispligt, eller pålægge den Bevispligtiges Modstander edelig at fragå

imod ham anførte Kjendsgjerninger med den Virkning, at disse ikke ansees for tilbørligt benægtede, dersom Eden ikke aflægges. Ere de Handlinger, angående hvilke Eden skal aflægges, ikke foretagne af Parten selv, men af Trediemand, i hvis Sted han er trådt eller ved hvis Foretagender han er bunden, kan Sagens Udfald gjøres afhængig af sådan Trediemands Ed i Stedet for af vedkommende Parts egen.

§ 258.

Retten er i Udøvelsen af den samme ved § 257 tillagte Myndighed ikke bunden ved Lovregler, men det er overladt til dens Skjøn, både om Ed skal tilstedes eller pålægges nogen af Parterne, og hvilken.

Dog kan — foruden hvad der er bestemt med Hensyn til Privatdoknmentets Ægthed i § 253 — den, der støtter sin betimelig påtalte Fordring på lovligen ført Handelsbog, uden al videre Bevisførelse forlange, at Retten enten skal pålægge Modparten at fralægge sig Fordringen med Ed, eller tilstede, at Handelsbogens Fører bekræfter Fordringens Rigtighed med Ed.

I Sager angående Underholdningsbidrag til uægte Børn skal Barnemoderen ligeledes være beføjet til uden videre Bevis at forlange Sagens Afgjørelse ved Parts Ed, således at Retten ifølge Sagens Omstændigheder kan afgjøre, om Eden skal aflægges af hende eller den, der sigtes som Barnefader.

§ 259.

Når Sagens Afgjørelse skal ske ved Parts Ed, tilstedes eller pålægges Eden i den endelige Dom.

Denne bliver ifølge heraf at affatte alternativt, ligesom efter de hidtil gjældende Regler.

§ 260.

For Edens Aflæggelse fastsættes i Dommen en Frist af 4 Uger.

I det til Edens Aflæggelse bestemte Retsmøde skal Eden aflægges, såfremt Sagen ikke er påanket til højere Ret, eller Andragende om fornyet Foretagelse af Sagen er indgivet.

Den Edspligtige, der udebliver uden lovligt Forfald, ansees for at have nægtet Edens Aflæggelse. Modpartens Udeblivelse er ingen Hindring for Edens Modtagelse.

Skjønnes et anmeldt Forfald lovligt, kan Retten give den fornødne Udsættelse.

§ 261.

Eden aflægges i Reglen for den Ret, der har afsagt Dommen. Dog kan det, hvis den Edspligtige boer udenfor Landsretskvedsen eller stedlige Forhold lægge betydelige Hindringer i Vejen for Edens Aflæggelse for Landsretten inden den foreskrevne Frist, i Dommen bestemmes, at han skal have Valget mellem at aflægge Eden for den Ret, der har afsagt Dommen, eller for Underretten på det Sted, hvor han boer eller opholder sig. Vælger han dette Sidste, har han at henvende sig til vedkommende Underdommer for at fåe et Møde berammet til Edens Aflæggelse inden den fastsatte Frist, ligesom han har med et Varsel af mindst en Uge at kalde Modparten til dette Møde.

Ret kan sættes på den Edspligtiges Bopæl, når denne på Grund af Sygdom ikke kan forlade samme.

Forinden Eden aflægges, kan Retten gjøre Parten passende Forestillinger og ved Spørgsmål forvisse sig om, at han tilfulde forstår Edsthemaet. Finder Retten i Henhold hertil eller på Grund af den Måde, hvorpå Parten udtaler sig om Sagen. Betænkeligheder ved at modtage Eden, kan den udsætte Sagen til et følgende Retsmøde eller endog nægte at stede ham til Edsaflæggelse ved en Kjendelse, hvorover der kan føres Besværing efter de almindelige Regler.

De Erklæringer eller Udtalelser af Parten, som have fremkaldt Rettens Betænkelighed, tilføres Retsbogen.

§ 262.

Er den Edspligtige efter Dommens Afsigelse, men forinden Edsfristens Udløb afgået ved Døden eller bleven afsindig eller domfældt for Mened, kunne de, der træde i hans Sted eller varetage hans Anliggender, forlange ny Foretagelse af Sagen (§ 328, jfr. § 327).

§ 263.

Kjendelser afsiges snarest muligt og i Reglen senest Dagen efter, at Forhandlingen om det omtvistede Punkt er tilende.

Parterne og efter Omstændighederne Vidner, Syns- og Skjønsmænd have at give Møde tit den af Retten for Kjendelsens Afsigelse bestemte Tid, om hvilken de undenettes enten i Retsmødet eller ved Formandens Foranstaltning.

Videre Forkyndelse eller Meddelelse af Kjendelser er ufornøden, når de Pågjældende på behørig Måde have fået Anledning til Møde ved Afsigelsen.

Kjendelser må begrundes, og de faktiske Omstændigheder, hvorpå de bygges, må nøjagtig angives, når Retsbogen ikke indeholder det Fornødne i så Henseende. Andre Bestemmelser af Retten, som ikke gå ud på at afgjøre opståede Tvistigheder, behøve ikke at begrundes.

Iøvrigt komme de nedenfor om den endelige Doms Vedtagelse givne Regler til Anvendelse på Kjendelser og andre Bestemmelser af Retten.

§ 264.

Dersom Retten, efterat Optagelse til Dom er sket, finder Grund til at stille nye Spørgsmål af den i § 95 omhandlede Beskaffenhed til Parterne eller til at indhente Syn eller Skjøn, er den berettiget til at indkalde Parterne til et Møde, i hvilket de have at besvare de dem forelagte Spørgsmål og det kan derhos, hvor det udfordres, pålægges dem efter Rettens nærmere Anvisning at fremskaffe Syns- eller Skjønsbevis. Retten er, dersom den ikke finder Parternes Tilkaldelse fornøden, berettiget til også uden sådan at afkræve Sagkyndige deres skriftlige eller mundtlige Udtalelser om de tvivlsomme Punkter.

Udgifterne ved de i denne Paragraf omhandlede Foranstaltninger udredes forskudsvis af det Offentlige, indtil det ved den endelige

Dom kan afgjøres, hvo af Parterne der skal boere dem.

§ 265.

Ved Dommen skal Sagen påkjendes endelig uden anden Henvisning til påfølgende Proceshandlinger end den, der hjemles ved § 259.

Bevis red Syn eller Skjøn kan ikke henskydes til Optagelse efter den endelige Doms Afsigelse.

§ 266.

Den endelige Dom skal bestå af:

1) En Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhæng.

2) De egentlige Domsgrunde (Præmisserne).

3) Domsslutningen (Konklusionen).

§ 267.

Alle de faktiske Data, på hvilke Dommen bygges, må fuldstændigt og nøjagtigt angives i den. Kjendsgjerninger, som have været Gjenstand for Parternes Forhandling, men som efter Rettens Opfattelse af Sagen ikke komme i Betragtning, kunne forbigåes i Dommen, medmindre Retten stjønner, at der dog muligvis af Højesteret kan blive tillagt disse Kjendsgjerninger Betydning, i hvilket Tilfælde Dommen bør indeholde fornøden Udtalelse, om de kunne ansees beviste eller vedgåede. Ligeledes må Dommen udtale sig angående Kjendsgjerninger, der have været Gjenstand for Forhandling under Sagen, når Sådant særligt er begjært af Parterne.

Den i Dommen givne Fremstilling af Parternes mundtlige Angivelser og Ytringer afgiver fuldt Bevis for disse, forsåvidt ikke Modbevis imod den føres.

§ 268.

Domsgrundene indeholde en Fremstilling af Retssætningerne såvelsom af disses Anvendelse på det Faktiske i Sagen. Anser Retten en af de anførte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser for tilstrækkelig til at begrunde det påståede Resultat, er den ikke pligtig at indlade sig på nogen Bedømmelse af de andre. Kun de Kjendsgjerninger, som ifølge

Rettens Opfattelse ligge til Grund for Dommen, bedømmes i Præmisserne.

§ 269.

Domsslutningen affattes på hidtil brugelig Måde.

§ 270.

Alle Påstande, som ere stillede på behørig Måde i Overensstemmelse med §§ 166, 167, 168 og 169, må påkjendes udtrykkeligt eller stiltiende. Derimod tages ikke Hensyn til de Tilføjelser eller Forandringer i Påstandene, som uden Hjemmel i disse Paragrafers Bestemmelser måtte være foretagne.

Iøvrigt afsiges Dommen på Grundlag af den mundtlige Forhandling og Berisførelse. Hvorledes Sagens faktiske Sammenhæng skal antåes at være, afgjør Retten efter frit Skjøn i Henhold til det samlede Indhold af Forhandlingerne og den stedfundne Bevisførelse.

§ 271.

Dommen kan ikke tilkjende en Part Mere, end han har påstået. Dette gjælder også om Bifordringer, såsom på Renter, Frugter eller Skadeserstatninger. Om Procesomkostninger og Rettergangsbøder giver Dommen de Bestemmelser, hvortil der efter Sagens Beskaffenhed findes Anledning, selv om ingen udtrykkelig Påstand herpå er nedlagt,

I Dommen må der ikke tages Hensyn til Søgsmålsgrunde eller Indsigelser, som ikke ere gjorte gjældende af Parterne, om det end af Sagens Forhandling kan sees, at de kunde have været benyttede.

§ 272.

Ere flere Søgsmål forenede under Sagen (§§ 41 og 42), kan Retten, såsnart noget af disse er modent til Påkjendelse, afsige Dom deri.

§ 273.

Retten kan afsige Dom angående enkelte af de fremsatte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser såvelsom angående Modfordringer, ikke blot hvor særskilt Forhandling af dem er anordnet

(§ 102, sidste Stykke), men også hvor de, uden at dette er Tilfældet, ere modne til Påkjendelse (§ 178). Er en Fordring omtvistet både i Henseende til dens Tilværelse og til dens Beløb, kan Retten først ved Dom påkjende Spørgsmålet om Fordringens Tilværelse.

Domme af den Art, som de i føregående Stykke omhandlede, ere dog kun at anse som Bestanddele af den endelige Dom, i hvilken de blive at optage og lægge til Grund; de kunne kun fuldbyrdes i Forbindelse med denne, medmindre Retten særlig bestemmer, at den mod eller uden Sikkerhedsstillelse strax kan fuldbyrdes.

§ 274.

Den endelige Dom afsiges snarest muligt efter Forhandlingernes Slutning. Dersom det ikke ved Optagelsen tilkjendegives Parterne, når Dommen vil blive afsagt, skulle de af Rettens Formand eller af det ældste i Påkjendelsen deltagende Medlem tilsiges til at høre Dommen afsiges. De Medlemmer af Retten, som skulle deltage i Dommens Afsigelse, må ikke påhøre de mundtlige Førhand, linger i nogen anden Sag, førend Dommen er vedtaget.

§ 275.

Dommen vedtages efter en forudgået Afstemning inden lukkede Døre. Dog er hermed ikke udelukket, at en Rådførsel kan foregå, inden der strides til at stemme.

I Afstemningen må kun de Dommere deltage, som have overværet den mundtlige Forhandling og Bevisførelsen i Sagen.

§ 276.

I Dommens Afsigelse deltage fem Medlemmer af Retten. Dersom een eller flere Suppleanter medtages til at overvære Sagens Forhandling, deltage disse kun i Afstemningen, når nogen af de fem, som skulle afsige Dommen, hindres i at høre Sagen tilende.

§ 277.

Det yngste i Dommens Afsigelse deltagende Medlem af Retten afgiver først sin Stemme,

og derefter stemme de øvrige i den ved Tjenestealderen bestemte Orden.

§ 278.

Rettens Formand eller det ældste i Påkjendelsen deltagende Medlem førestår Afstemningen og samler Stemmerne.

Opstår der Uenighed om, hvorledes Spørgsmålene skulle stilles, eller om Afstemningens Resultat, tilkommer Afgjørelsen Retten.

§ 279.

Sagens faktiske Sammenhæng, således som denne i Henhold til Bevisførelsen antages at være (§ 266 Nr. 1), gjøres til Gjenstand for en særskilt Vedtagelse, forsåvidt Sådant ifølge Sagens Beskaffenhed skjønnes at være nødvendigt af Hensyn til mulig Påanke.

§ 280.

For Bedømmelsen af Sagens faktiske Sammenhæng, hvor dette i Henhold til § 279 bliver Gjenstand for særskilt Vedtagelse, såvelsom for Dommens Resultat i det Hele, må der være Stemmeflerhed.

De Dommere, der ved de enkelte Afstemninger, hvortil Sagen måtte give Anledning, have befundet sig i Mindretallet, kunne ikke undslå sig ved at deltage i de senere Afstemninger.

§ 281.

Afstemningen føregår mundtlig. De afgivne Stemmer indføres udtogsvis i en Stemmegivningsprotokol. Hver enkelt Dommer har Ret til at påse, at hans Stemme rigtigen gjengives.

§ 282.

Efterat Dommen på den i de føregående Paragrafer bestemte Måde er vedtaget, affattes Udkast til Dommen efter Foranstaltning af Rettens Formand, hvilket Udkast derefter førelægges til Godkjendelse.

Efter således at være endelig affattet underskrives Dommen af Rettens Formand og Retsskriveren. Dens Afsigelse føregår derved, at den oplæses i et Retsmøde.

§ 283.

Retten kan på Andragende af en af

Parterne berigtige i Dommen indløbne Skrivfejl i Henseende til Ord, Navne eller Tal, blotte Regningsfejl samt sådanne Fejl og Forglemmelser, som alene vedrøre Udfærdigelsens Form, såvelsom også berigtige den i Dommen indeholdte Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhæng (§ 266, 1), forsåvidt denne erkjendes at lide af Fejl, bestående i Forbigåelser, Uklarheder eller Modsigelser. Andragendet må fremsættes skriftligt inden 10 Dage efter Domsafsigelsen.

Finder Retten Anledning til at skjænke Andragendet Opmærksomhed, tilkjendegives det Andrageren, at han har at møde til en af Rettens Formand fastsat Tid. Modparten tilfiges af Rettens Formand til at møde på denne Tid, og samtidigt med Tilsigelsen tilstilles der ham Gjenpart af Andragendet. Efterat have hørt begge Parter, hvis de have Noget at bemærke, tager Retten derefter Beslutning i Anledning af Andragendet; dog kan der, selv om Berigtigelse indrømmes i Henseende til den i Dommen indeholdte Fremstilling af Sagens Sammenhæng, ikke iøvrigt foretages nogen Forandring i Domsgrundene eller Domsslutningen (§ 266, 2 og 3).

Den i Henhold til Rettens Beslutning berigtigede Dom er at anse som den endelige Dom i Sagen. Rettens Beslutning angående Berigtigelsen kan ikke påankes særskilt.

§ 284.

Med Hensyn til Udeblivelser i de til Skriftvexlingens Ordning og Ledelse bestemte Retsmøder gjælder Reglen i § 164. Iøvrigt komme nedenstående Regler om Udeblivelser til Anvendelse.

§ 285.

Udebliver Sagsøgeren fra den mundtlige Forhandling i det Retsmøde, hvori denne skal begynde, bliver Sagen at afvise. Sagsøgte, som har givet Møde, kan derhos efter Påstand fåe sig tilkjendt Kost og Tæring, når han godtgjør, at han i rette Tid har tilstillet Sagsøgeren sin Sagsfremstilling.

Har Sagsøgeren forsømt i rette Tid at afgive sin Sagsfremstilling, kan Sagsøgte, hvis Retten ikke finder Grund til at give Udsættelse ifølge § 170 i Slutningen, forlange, at han skal ansees som udebleven, selv om han indfinder sig i Retsmødet.

§ 286.

Moder Sagsøgte ikke til den mundtlige Forhandling as Sagen i det Retsmøde, hvori denne stal begynde, uagtet han sees på behørig Måde at være kaldet til Mødet, har Retten at anse de i Sagsøgerens mundtlige Fremstilling og Udvikling af Sagen anførte Kjendsgjerninger for sande og afsige Dom i Overensstemmelse med den i hans Sagsfremstilling indeholdte Påstand, forsåvidt de ere i Stand til at begrunde denne og ikke ere i Strid med eller ligge helt udenfor hans skriftlige Sagsfremstilling. Iøvrigt kan Retten, hvor den dertil finder Anledning, i den udeblevne Sagsøgtes Interesse opfordre Sagsøgeren til at erklære sig nøjere angående Sagens Sammenhæng.

Har Sagsøgte forsømt i rette Tid at tilstille Sagsøgeren sin Sagsfremstilling, kan denne, hvis Retten ikke finder Grund til at give Udsættelse ifølge § 170 i Slutningen, forlange, at han skal ansees som udebleven, selv om han indfinder sig i Retsmødet.

§ 287.

Dersom det fremgår af Forkyndelsespåtegningen på Klageskriftet, at Sagsøgte ved dets Forkyndelse angaves at være fraværende på læmgele Tid fra sin Bopæl, stal Retten være bemyndiget til ikke strax at lade de i foregående Paragraf ommeldte Følger af Sagføgtes Udeblivelse indtræde, men den kan udsætte Sagen, ligesom den også tillige efter Omstændighederne kan pålægge Sagsøgeren at iværksætte en ny Forkyndelse af Klageskriftet med et af Retten nærmere bestemt Varsel.

§ 288.

Når en Part udebliver i det i § 150 omhandlede Retsmøde, hvis Hensigt er at forberede Bevisførelsen, ansees han som den, der ikke ønsker Vidner indkaldte, Synsmænd udmeldte eller Modparten afhørt, medens han

på den anden Side fortaber de Indsigelser, han kunde gjøre mod Modpartens Begjæringer i så Henseende.

Dog er han ikke udelukket fra senere at andrage på at måtte fremføre nye Beviser, hvor dette måtte finde Hjemmel i Grundsætningerne i § 182.

Når Beviser skulle optages udenfor den Net hvor Hovedsagen behandles, forhindrer Udeblivelse af den Bevisførendes Modpart ikke, at Bevishandlingen fremmes. Udebliver den Bevisførende, bortfalder Bevisets Førelse.

§ 289.

Udebliver en Part under Bevisforhandlingen (§ 188), fremmes Sagen på sædvanlig Måde af den mødende Part. Retten lader den af den udeblevne Part indgivne Påstand oplæse, ligesom Retten også i hans Interesse kan stille Spørgsmål til Vidner, skjønsmænd og den mødende Modpart.

Dom afsiges på Grundlag af de i Sagen stedfundne Forhandlinger.

§ 290.

Udeblive i noget Retsmøde begge Parter, hæves Sagen strax af Retteu.

Når den ene Part udebliver, står det altid den mødende Part frit for at lade sig anse som udebleven ved enten udtrykkeligt at begjære dette eller ved at undlade at fremme Sagen.

§ 291.

Udeblivelse i de Møder, til hvilke en Forhandling udsættes eller i hvilke den fortsættes, behandles efter de ovenfor i §§ 285—290 givne Regler, dog med den nærmere Bestemmelse, at det, som forinden Udeblivelsen er an ført af Parten, ikke taber sin Betydning eller Virkning, men af Retten bliver at tage i Betragtning ved Domsafsigelsen ifølge de almindelige Regler.

§ 292.

Tillades det i Tilfælde, hvor den ene Part udebliver, den mødende Part at foretage Forandringer i Påstandene eller at fremsætte nye Anbringender, uden at forudgående skriftlig Meddelelse til Modparten herom er sket (jfr. § 168 sidste Stykke i Slutningen) kan Retten udsætte Sagen og pålægge den mødende Part at underrette Modparten om det Stedfundne.

§ 293.

Retsmidlerne imod Landsretternes Handlinger ere:

1) Påanke og Besværing til Højesteret.

2) Andragende til den samme Ret om ny Fortagelse af Sagen.

§ 294.

Kun Domme, hvormed Sagen endes i den pågjældende Instants, ere Gjenstand for Påanke.

Dommens Bestemmelse med Hensyn til Procesomkostninger kan ikke påankes uden i Forbindelse med Hovedsagen, jfr. dog § 135.

Kjendelser, der afsiges, eller Bestemmelser, der tages under Behandlingen, kunne udenfor de Tilfælde, hvor Besværing finder Anvendelse, ikke særskilt påankes af Sagens Parter.

Påkjendes enkelte Stridsspørgsmål i Henhold til §§ 272 og 273 særskilt forinden Sagen i det Hele, kunne disse Afgjørelser først påankes i Forbindelse med Slutningsdommen, af hvilken de ere at anse som Bestanddele.

§ 295.

I Forbindelse med den endelige Dom kunne de samme forudgåede Kjendelser og Beslutninger af Retten påankes.

En Kjendelses eller Beslutnings Forandring ved Påanke medfører Ugyldigheden af de Dele af Sagens Behandling, som afhænge af eller bero på den.

§ 296.

Den Part, som vil benytte Påanke, kan ikke samtidigt hermed andrage på ny Foretagelse af Sagen, hvorimod Sådant står ham åbent, når har ikke ved Påanken har kunnet opnå sin Hensigt. Den, der andrager på ny Foretagelse af Sagen, ansees for at have givet Afkald på Påanke af den afsagte Dom, undtagen i det Tilfælde, at ny Foretagelse nægtes, fordi Retten antager, at Partens Øjemed kan opnåes ved Påanke(§ 328). andrager den anden Part på ny Foretagelse af Sagen, blive Forhandlingerne om dette sidste Retsmiddels Tilstedelse at udsætte, indtil Påanken er bragt tilende.

§ 297.

Krænkelse af Rettergangsreglerne afgiver Grund til Påanke, medmindre denne Lov anviser Parterne at benytte Besværing som Retsmiddel eller ganske udelukke Påanke.

Som Tilfælde, i hvilke Påanke på Grund af Rettergangsreglernes Krænkelse kan finde Sted, fremhæves særligt:

a) At Retten ikke har været lovligen bebeklædt.

b) At Retten har været inkompetent, eller at Retten har afvist Sagen, skjønt den var kompetent.

c) At Retten er gået udenfor Grænserne for Domstolenes Virkekreds i Forhold til de andre Statsmyndigheder. d) At Sagen er anlagt eller fremmet på urigtig Måde, navnlig at Parterne ikke have fået de lovbestemte Forkyndelser og Meddelelser eller de fornødne Frister for at kunne varetage deres Tarv.

e) At Retten har fejlet i sine Afgjørelser med Hensyn til Beviset ifølge 2det Afsnits Kapitel II eller med Hensyn til de enkelte Bevisers Førelse.

f) At Retten i sin Påkjendelse ikke har holdt sig indenfor Parternes Påstande eller øvrige Procedure, eller at Retten har forsømt at påkjende Noget, der burde havde været påkjendt.

g) At Domme eller Kjendelser ikke i Overensstemmelse med §§ 267 og 268 ere forsynede med de fornødne Angivelser af Fakta eller af Domsgrunde.

h) At Domsslutningen er behæftet med væsentlige Mangler, som i det Hele eller for en Del udelukke Parten fra den tilsigtede Retsnydelse.

i) At Parterne ikke have havt den til at råde over Processen fornødne Myndighed.

§ 298.

Finder Højesteret, at en Krænkelse af Rettergangsreglerne har fundet Sted, kan den tilintetgjøre enten hele den stedfundne Behandling eller de Dele af den, som stå i Forbindelse med eller hvile på den begåede Fejl.

Hjemvises Sagen tillige til ny Behandling, bliver derhos at bestemme, fra hvilket Punkt denne skal tage sin Begyndelse; dog bliver herved at iagttage, at Hjemvisning på Grund af Fejl ved Hovedforhandlingen må medføre den hele Hovedforhandlings fuldstændige Gjentagelse.

§ 299.

I Henseende til Sagens Realitet, kan Påanke til Højesteret til Underkjendelse og Forandring af Landsrettens Dom finde Sted, når Landsretten har fejlet i Opfattelsen af den materielle Ret eller dens Anvendelse på det føreliggende Tilfælde eller i Henseende til den retlige Vurdering og Opfattelse af de i Dommen som beviste antagne Kjendsgjerninger

eller af Sagsfremstillingerne eller de fremlagte Dokumenter i og for sig betragtede. Derimod kan Højesteret ikke underkjende Landsrettens Bedømmelse af Resultatet af en Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn eller Parternes personlige Afhørelse, hvad enten dette Resultat støttes på de nævnte Bevismidler alene eller på disse i Forbindelse med fremlagte Dokumenter.

Hvor Højesteret forandrer Landsrettens Dom, kan dermed forbindes Hjemsvisning til ny Behandling af Sagen ved Landsretten i det Omfang og på den Måde, som Højesteret anser for nødvendig.

§ 300.

Til Grundlag for Højesterets Påkjendelse af Sagen tjener Landsrettens Dom i Forbindelse med de under Sagen afsagte Kjendelser, Sagsfremstillingerne, de som Bevis producerede Dokumenter samt en Udskrift af det, som under Forhandlingerne er tilført Retsprotokollen (§§ 83, 84, 85).

§ 301.

Alle Domme, Kjendelser og andre Beslutninger af Landsretterne kunne, forsåvidt denne Lov ikke bestemmer anderledes, påankes til Højesteret.

Når Vidners, Synsmænds eller Parters Afhørelse i Henhold til Bestemmelserne i §§ 96 og 181, jfr. §§ 203 og 232, foregå for en Underret, betragtes dennes Kjendelser eller Beslutninger i Henseende til Påanken, som om de vare udgåede fra en Landsret.

§ 302.

Påanke må iværksættes inden 4 Uger fra Dommens Afsigelse at regne, medmindre Retten i Henhold til denne Lov særlig fastsætter en anden Frist, jfr. § 336.

§ 303.

Dog kan Påanke undtagelsesvis tilstedes indtil 1 År efter den endelige Doms Afsigelse, når der oplyses Omstændigheder, som tilstrækkelig undskylde, at den i foregående Paragraf omhandlede Ankefrist er gået ubenyttet hen.

§ 304.

Den Part, som i Henhold til foregående Paragraf vil påanke en Dom efter Udløbet af den i § 302 fastsatte Tid, har at indgive et skriftligt Andragende herom til Højesterets Formand, hvri han må anføre de Omstændigheder, som formentlig berettige ham til Sagens Påanke. Højesterets Formand har derefter i Forening med to Medlemmer af Retten at afgjøre, om Påanke kan tilstedes. Modparten kan opfordres til at erklære sig over Andragendet, ligesom den Part, der vil påanke, på Opfordring af Højesterets Formand, har at tilvejebringe de fornødne Beviser. Såvidt muligt stal i sådant Tilfælde Beviset føres ved Dokumenter. Er Vidneførsel uundgåelig, foregår denne ikke ved Højesteret, men Vidnerne føres ved Underretten på del Sted, hvor de bo eller opholde sig, i de Former og på den Måde, som når Vidner afhøres førend Hovedforhandlingen, og Udskrift af det Stedfundne fremlægges i Overensstemmelse med Reglerne i § 224. Tilstedes Påanken, erholder vedkommende Part en Udfærdigelse herom, der må meddeles Modparten i Forbindelse med den i § 306 omhandlede Underretning om Påanken.

§ 305.

Pånke er udelukket:

a) Når Ankefristen er udløbet, og Sagens Fremme ikke tilstedes i Henhold til foregående Paragraf.

b) Når Parten udtrykkeligt eller stiltiende har givet Afkald på Påanke, Sådant Afkald på Påanke kan ikke gyldigen gives, førend efterat den Retsafgjørelse, om hvis Påanke der er Tale, er truffen.

§ 306.

Påanke iværksættes derved, at Parten på den i §§ 108—119 foreskrevne Måde meddeler Modparten en skriftlig Underretning om, at han agter at påanke, i Forbindelse med en summarisk Angivelse af Ankens Gjenstand og Hensigt. Enhver af Parterne kan iværkjætte selvstændig Påanke under Iagttagelse af de

almindelige Regler herom. Sker Påanke fra begge Sider, blive de tvende Anker i Reglen at forene til samtidig Forhandling (§ 102 1ste

Stykke).

§ 307.

Senest 4 Uger, efterat den i § 306 omtalte Underretning er givet, skal den ankende Part, dersom han ikke vil ansees for at have frafaldet Påanke, meddele Modparten sit Ankeskrift.

Ankeskriftet skal indeholde:

a) En fuldstændig og tydelig Angivelse af Ankegrundene og den eller de Påstande, som agtes nedlagte.

b) Angivelse af den Sagførers Navn, som måtte være antaget, eller, dersom Sagfører ikke agtes benyttet, af en i Kjøbenhavu boende Mand, hvem alle processuelle Meddelelser på Partens Vegne kunne gjøres.

c) En på Højesterets Skriverkontor given Påtegning, hvorved en Tid bestemmes til Sagens Foretagelse i Højesteret; dog bliver herved at iagttage, at der skal lades pågjældende Part en Varselsfrist af mindst 8 Uger.

§ 308.

Inden Halvdelen af den i Ankeskriftet indeholdte Varselsfrist er udløbet, skal den Ankendes Modpart tilstille denne en Meddelelse om, hvilken Sagfører han har antaget, eller, dersom Sagfører ikke agtes benyttet, en Opgivelse af en i Kjøbenhavn boende Mand, hvem alle processuelle Meddelelser på Partens Vegne kunne gjøres.

Vil Modparten, som ikke har anstillet selvstændig Påanke, kontrapåanke, har han derhos inden fornævnte Frist at overgive den Ankende et Tilsvarsskrift, som indeholder Underretning om Kontrånkens Gjenstand og Hensigt, derunder den eller de Påstande, som agtes nedlagte, i Lighed med, hvad der i § 307 Litr. a er bestemt.

§ 309.

Når Påanke finder Sted, erholder den

Ankendes Modpart herved Ret til at kontrapåanke Dommen i sin Interesse, selv om han ellers ifølge de almindelige Regler vilde være udelukket fra at anstille selvstændig Påanke.

Kontrapåanke iværksættes ved Påstandens Optagelse i Tilsvarsskriftet (§ 308 sidste Stykke.)

§ 310.

At den Ankende efter Tilsvarsskriftets Overleverelse hæver Sagen, har ingen Indflydelse på Kontrapåanken, men Sagen kan fremmes videre til dens Afgjørelse.

Findes Påanken ulovskikket, således at Afvisning enten på Embeds Vegne eller efter Påstand finder Sted, bortfalder hermed også Kontrapåanken.

§ 311.

Afvises en Sag fra Højesteret, skal det, uanset at Ankefristen imidlertid måtte være udløben, stå Parten frit for at indanke Sagen påny, når nyt Ankeskrift tilstilles Modparten inden 14 Dage fra Afvisningsdommens Afsigelse. Denne Ret kan kun benyttes een Gang.

Dog gjælder det Anførte selvfølgelig ikke, når Afvisningsgrunden var Ankefristens Overskridelse.

Når Sagen i Henhold til denne Paragraf påny antages til Påkjendelse, træder Netten til at kontrapåanke i Live igjen.

§ 312.

Fra den Tid, som bestemmes i den Ankeskriftet givne Påtegning, må Parterne være rede til at fremstille sig, når Sagen efter sin Tur falder til Foretagelse. Ankeskriftet og Tilsvarsskriftet, hvor Kontrapåanke finder Sted, overgives da til Retten, som fastsætter en Tid til den mundtlige Forhandling, forsåvidt Højesteret ikke ifølge Sagens Beskaffenhed, efter Opfordring fra Parternes Side eller uden sådan, finder Anledning til at bestemme, at

den skal behandles skriftligt. Bestemmelse herom kan tages af Højesterets Formand i Forening med 2 af Rettens Medlemmer.

§ 313.

I det til den mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde fremsætter enhver Ankende sine Påstande og begrunder dem, under Henvisning til og Oplæsning af Landsrettens Dom og Kjendelser samt øvrige Dokumenter, der kunne komme i Betragtning, hvorefter Modparten imødegår disse og iøvrigt svarer på Anken samt begrunder sin Kontrånke, hvis en sådan er fremført.

Under den mundtlige Forhandling have Parterne Ret til hver at erholde Ordet een Gang. Om yderligere Ordvexling kan tillades, beror på Formandens Bestemmelse, ligesom denne i det Hele leder Forhandlingerne i Overensstemmelse med Reglen i § 93.

§ 314.

Parterne kunne ikke for Højesteret fremkomme med faktiske Anbringender, der ligge udenfor hvad der er fremført for Landsretten.

De i Anke- og Tilsvarsskrifterne fremsatte Påstande kunne ved den mundtlige Forhandling vel nærmere forklares og tydeliggjøres, men i Neglen ikke forandres, og ligeledes kunne kun de i de nævnte Skrifter optagne Anke- eller Kontrapåankegrunde påberåbes til Påstandenes Begrundelse.

Dog kan Højesteret, når særegne Grunde tale derfor, tillade, at Påstande forandres, såvelsom, at nye Anke- eller Kontrånkegrunde påberåbes. Findes det, at Modparten af Hensyn hertil behøver Tid til sit Forsvar eller sit Angreb, kan Højesteret udsætte Tagens videre Forhandling.

§ 315.

Forinden Forhandling angående Påankens Gjenstand begynder, undersøger Højesteret på Embeds Vegne, om Påankens Fremme kan

tilstedes, samt om den er iværksat i rette Form og i rette Tid.

Rejses der af Modparten Spørgsmål om Sagens Afvisning fra Højesteret, afgjøres dette ligeledes, førend Sagen selv forhandles.

Der gives Parterne Lejlighed til at ytre sig om Afvisningsspørgsmålet.

§ 316.

Højesteret påkjender ikkun Landsrettens Dom, såvidt påanket er. Iøvrigt forbliver det ved den stedfundne Afgjørelse.

Når Sagens Forhandling er tilende, afsiges Dom enten strax eller dog snarest muligt. Ingen ny Sag må foretages, forinden Dommen i den foregående Sag er vedtaget.

z 317.

I Domsafsigelsen deltage mindst ni Dommere. Iøvrigt komme de om Dommens Vedtagelse m. v. for Landsretterne givne Regler til Anvendelse.

Dommen skal være forsynet med Grunde.

§ 318.

Når højesterets Dom går ud på Hjemvisning, må den heri interesserede Part henvende sig til Landsretten med skriftlig Begjæring om Sagens Foretagelse. Han har i Forbindelse hermed at forelægge en Udskrift af Højesteretsdommen for Landsrettens Formand, hvorefter denne tilsiger Modparten til Møde og erklærer Sagen for gjenoptaget. Herefter er det Parternes Sag at fremme Sagen i Overensstemmelse med de almindelige Regler.

Landsretten er forpligtet til ved Sagens Behandling og Afgjørelse at følge de af Højesteret udtalte Retsanskuelser.

§ 319.

Udebliver den Ankende ved Højesteret i det i § 312 ommeldte Møde eller ved den mundtlige Forhandling, ansees han for at frafalde Sagens Påanke. Retten hæner Sagen og tilkjender den mødende Modpart efter herom

nedlagt Påstand Kost og Tæring, hvis han i rette Tid har afgivet dcn i § 308 omhandlede Meddelelse.

Udebliver Modparten, kan den Ankende fra sin Side fremme Sagen på sædvanlig Måde. Dom afsiges på Grundlag af Landsrettens Dom og samtlige de fremlagte Dokumenter. Har den Ankendes Modpart anstillet Kontrapåanke, bortfalder den.

Undladelse af i rette Tid at tilstille Modparten den i § 308 omhandlede Meddelelse eller i Tilfælde af Kontrapåanke Tilsvarsskrift, agtes lige med Udeblivelse. Dog kan Højesteret, når Omstændighederne tale derfor, tillade Tilsvarsskriftets senere Overlevering, når den Ankendes Modpart i det i § 312 omhandlede Møde fremsætter Begjæring derom og meddeler de fornødne Oplysninger. Retten bestemmer da de fornødne Frister og Udsættelser.

§ 320.

Besværing til Højesteret benyttes kun som Retsmiddel mod Landsrettens Handlinger i de Tilfælde, hvor denne Lov bestemmer det, samt hvor Parten vil beklage sig over Afgjørelser af Retten eller dens Formand, hvorved Begjæringer og Andragender vedkommende den processuelle Fremgangsmåde afslåes, uden at nogen Forhandling mellem Parterne for Retten er gået forud for Afgjørelsen.

§ 321.

Besværingen iværksættes derved, at et Besværingsskrift indgives til den Ret, over hvis Handlinger eller Afgjørelser man vil besvære sig, indeholdende en Fremstilling af Besværingsgrunden og det Andragende, som i den Anledning gjøres.

Diktat til Retsbogen kan benyttes istedetfor Indgivelse af Besværingsskrift ved Underretterne, men ved Landsretterne kun, når Besværing

fremsættes af Vidner, Syns- og Skjønsmænd eller Trediemand, hvem Fremlæggelsen af et Dokument er pålagt.

§ 322.

Retten indsender inden Udløbet af en Uge Besværingsskriftet eller Afskrift af Retsbogen, forsynet med Afskrift af den påklagede Kjendelse og øvrige Aktstykker, til Højsteret, hvorhos Retten tillige kan ledsage Besværingen med dens egen Erklæring over Sagen, Om den stedfundne Indsendelse gives der strax den, der har iværksat Besværingen, såvelsom Modparten Underretning,

§ 323.

I Løbet af en Uge fra denne Meddelelse har den, som besværer sig, og Modparten Adgang til at indsende til Højesteret skriftlige Udtalelser om Spørgsmålet, Senere indsendte Udtalelser ere ikke udelukkede fra at tages i Betragtning, sålænge Afgjørelse ikke har fundet Sted.

§ 324.

Førend Afgjørelse træffes, kan Højesteret efter sit Skjøn indhente yderligere Oplysninger og Erklæringer fra Retten eller Parterne. Nye faktiske Anbringender og Beviser kunne tages i Betragtning.

§ 325.

På Grundlag af de indsendte Akter og skriftlige Udtalelser og Erklæringer træffer Højesteret snarest mulig Afgjørelse ved Kjendelse. Når særlige Grunde tale derfor, kan Højesteret dog, såvel af egen Drift som efter Begjæring af nogen af Parterne, anordne mundtlig Forhandling og til den Hensigt opfordre Parterne til at give Møde. Udebliver i få Fald den, der besværer sig, afvises Besværingen. Udebliver Modparten, er dette ikke til Hinder for, at Sagen påkjendes, efterat den Klagendes mundtlige Fremstilling er hørt.

§ 326.

Hvor denne Lov ej bestemmer anderledes, er Besværingsfristen 2 Uger. Oprejsning mod

Forsømmelse med at fremkomme med Besværing kan gives efter Reglen i § 304, dog ikke længere end i 6 Måneder,

Besværing til højere Ret har ikke opsættende Virkning, undtagen forsåvidt dette følger af denne Lovs Forskrifter. Dog kan også ellers såvel den Ret, mod hvis Afgjørelse Besværing finder Sted, som den Ret, til hvilken Besværing sker, anordne sådan Opsættelse.

Forsømmelse med at benytte en til Besværings Iværksættelse given Udsættelse ansees som Frafaldelse af Besværingen.

§ 327.

Enhver af Parterne kan andrage på, at den afsagte Dom må blive ophævet ved Kjendelse af den Ret, som har afsagt den, og Sagen foretaget påny enten i det Hele eller for en Del:

1) når Parten må antages at være istand til at føre nyt og bedre Bevis, og det ikke kan lægges ham til Last som en Forsømmelse, at sådant Bevis ikke blev ført under Sagen;

2) når Modparten har gjort sig skyldig i løgnagtige Forklaringer eller andet svigagtigt Forhold i Processens Førelse;

3) når de i Sagen optrådte Vidner eller Synsmænd have forklaret eller erklæret urigtigt, eller benyttede Dokumenter have været falske eller forsalskede;

4) når nogen af Dommerne eller de andre i Sagen handlende Embedsmænd ved retskraftig Dom for deres Forhold i Sagen er funden skyldig til Straf efter Straffelovens §§ 120, 123, 124, 125. 133 134 eller 141;

5) når Parten, uagtet de processuelle Forskrifter og Regler ere blevne iagttagne overfor ham, uden egen Brøde er bleven forhindret i eller udelukket fra at varetage sit Tarv ved at give Møde, foretage ham påbudne Skridt i Processen o. desl.

Parterne kunne ikke gyldig give Afkald på deres Ret til at begjære ny Foretagelse af Sagen, førend efterat den Retsafqjørelse, med Hensyn til hvilken der er Spørgsmål om ny Foretagelse af Sagen, er truffen.

§ 328.

Ny Foretagelse af Sagen bevilges, når Retten skjønner, at nogen af de i § 327 nævnte Omstændigheder kan have havt en for Parten skadelig Indflydelse på selve Sagens Udfald, og at den fornødne Retshjælp ikke er opnået eller ikke skjønnes at kunne opnåes ved Påanke. Fremdeles bliver ny Foretagelse af Sagen at bevilge i det i § 262 nævnte Tilfælde,

§ 329.

Andragende om ny Foretagelse af Sagen fremsættes inden 4 Uger efter Dommens Afsigelse eller dog inden 4 Uger efter, at Parten har fået Kundskab om den Omstændighed, hvorpå han ifølge § 327 skotter sin Begjæring.

Efter Udløbet af 1 År fra Dommens Afsigelse kan intet Andragende om ny Foretagelse af Sagen modtages.

Påanker Modparten Sagen til højere Ret, efterat Andragende om ny Foretagelse af Sagen er fremsat, bliver Påankens videre Fremme at udsætte, indtil Spørgsmålet om ny Foretagelse af Sagen er afgjort, og, hvis denne tilstedes, den nye Behandling er tilendebragt.

§ 330.

Den Part, der vil andrage på ny Foretagelse af Sagen, har i et til Netten indgivet skriftligt Andragende at angive de Omstændigheder, hvorpå han støtter sig. En Udskrift af Dommen skal ledsage Andragendet.

§ 331.

Anser Netten sig, ifølge hvad der indeholdes i Andragendet og Dommen, tilstrækkelig overbevist om, at ny Foretagelse af Sagen bør nægtes, kan den ved Kjendelse strar afvise Andragendet.

§ 332.

Finder Retten ikke Grund til strax at afvise Andragendet om en ny Foretagelse af Sagen, har Formanden at forsyne en Gjenpart af Andragendet med en Påtegning, hvorved en Tid til Spørgsmålets Behandling berammes. Denne Gjenpart i Forbindelse med Domsudskriften har den andragende Part derefter at meddele Modparten.

Ved Sagens Berammelse bestemmer Retten Varselet, der dog ikke bør være under 14 Dage. Der bør levnes pågjældende Part fornøden Tid til at sørg? for Forkyndelsens Iværksættelse.

Førsømmer den forfølgende Part ufortøvet at iværksætte Forkyndelsen eller iøvrigt at iagttage det Fornødne til Sagens Fremme, ansees han at frafalde ny Foretagelse af Sagen.

§ 333.

På den berammede Tid møde Parterne, og en mundtlig Forhandling finder Sted angående det Spørgsmål, om ny Foretagelse af Sagen i Henhold til det indgivne Andragende skal bevilges.

Vil den andragende Parts Modpart også for sit Vedkommende begjære ny Foretagelse af Sagen, har han senest i dette Møde at fremkomme med sin Påstand derom.

§ 334.

I Reglen have vedkommende Parter at medbringe de fornødne Beviser for de Kjendsgjerninger, bvorpå Begjæring om Sagens nye Foretagelse støttes, således at Spørgsmålet herom kan blive afgjort i det samme Retsmøde. Bevis i den omhandlede Henseende må som Følge heraf i Reglen føres ved Dokumenter.

I Nødstilfælde kan det dog, når iøvrigt Formodning er tilvejebragt for Rigtigheden af det Anførte, tilstedes, at yderligere Bevis derfor føres ved Vidner, til hvilken Ende Landsretten da kan tilstå den fornødne Udsættelse. Vidneførselen foregår for Underretten på det Sted, hvor Vidnerne bo eller

opholde sig, i Overensstemmelse med Reglerne i § 224,

Også hvor Vidneførsel ikke skal finde Sted, kan Retten, når særegne Omstændigheder tale derfor, undtagelsesvis udsætte Sagen til et påfølgende Retsmøde, i hvilket Afgørelsen da må finde Sted.

§ 335.

Når Forhandlingerne ere endte, bestemmer Retten ved Kjendelse, til hvis Afsigelse Parterne må kaldes, om ny Foretagelse af Sagen skal finde Sted.

Bevilges den, bliver tillige ved Kjendelsen den afsagte Dom at ophæve, og Retten bestemmer efter Proceduren, fra hvilket Punkt den stedfundne Behandling skal falde bort.

§ 336.

Kjendelser af Retten, hvorved ny Foretagelse af Sagen tilståes eller nægtes, kunne påankes. Går Kjendelsen ud på, at Andragendet om ny Foretagelse af Sagen skal tages til Følge, må den hermed misfornøjede Part stax ved Kjendelsens Afsigelse erklære Påanke, til hvis Iværksættelse Retten indrømmer den fornødne Frist. Ere de til Påanke fornødne Skridt, ikke foretagne inden den Tid, og forfølges Sagen derefter ikke på behørig Måde, ansees Påanke for frafaldet. Nægtes Andragendet om ny Foretagelse af Sagen, kan Påanke iværksættes indtil Udløbet af den sædvanlige Frist (§ 302).

§ 337.

Ankeskrift (§ 307) må i de i § 336 omhandlede Tilfælde meddeles Modparten inden Påankefristens Udløb. Varselsfristen (§ 307 Litr. g) indskrænkes til 4 Uger. Iøvrigt foregår Påanken efter de almindelige Regler.

§ 338.

Er ny Foretagelse af Sagen bevilget, har den Part, som herpå har andraget, inden 8 Dage fra Kjendelsens Afsigelse at henvende sig til Landsrettens Formand med skriftlig

Begjæring om, at denne vil beramme et Retsmøde til Sagens fornyede Foretagelse og tilsige Modparten til dette.

I det omhandlede Retsmøde har vedkommende Part at stille de Andragender, som ere fornødne, for at Sagen påny kan foretages i Overensstemmelse med den afsagte Kjendelse (§ 335). Retten fastsætter i Henhold hertil de fornødne Frister og Møder for Sagens videre Forhandling.

Forsømmelse fra Partens Side med at fremme Sagen i Overensstemmelse med denne Paragraf, ansees for Frafaldelse af Sagens fornyede Foretagelse.

§ 339.

Ved den fornyede Behandling af Sagen blive de i denne Lovs andet Afsnit givne Regler at følge med de Indskrænkninger, som flyde af de i dette Kapitel indeholdte Forskrifter. Skulde det ikke være muligt påny at afhøre førte Vidner eller Parter eller påny at iværksætte Syn og Skjøn, kan Retten forsøvidt henholde sig til de Oplysninger om de pågjældende faktiske Omstændigheder, der indeholdes i den ophævede Dom.

§ 340.

Ny Foretagelse af Sagen kan, når undtages det i § 327 Nr. 1 omhandlede Tilfælde, finde Sted, også når Dom i Højesteret er gået. Andragendet må da henvendes til Højesteret. Bevilges Sagens fornyede Foretagelse, ophæver Højesteret den afsagte Dom, såvidt nødvendigt er, og henviser Sagen til Behandling ved den Landsret, som har afsagt Dommen, hvorefter Sagens videre Behandling sker ifølge foranstående Regler.

§ 341.

Udeblivelse under de angående Sagens fornyede Foretagelse stedfindende Forhandlinger har for den andragende Parts Vedkommende den Følge, at han ansees for at frafalde sit Andragende, for Modpartens Vedkommende den Følge, at Sagen afgjøres efter de fra den andragende Parts Side fremkomne Oplysninger og Forklaringer.

Iøvrigt komme de i andet Afsnits Kap. V givne Regler om Udeblivelse til Anvendelse.

§ 342.

De i andet Afsnits første Kapitel omhandlede skriftlige Sagsfremstillinger og øvrige skriftlige Meddelelser mellem Parterne bortfalde, når Sagen behandles ved Underretten.

§ 343.

Sagsøgeren begynder Sagen med at tilstille Underdommeren sin Klage.

I Reglen skal han selv besørge Klagen skriftlig affattet; dog kan han, når Sagens Gjenstand er under den i § 354 bestemte Værdi, begjære af Underdommeren, at denne skal være ham behjælpelig hermed. Klageskriftet skal, foruden Parternes Navne og Bopæle eller Opholdssteder, indeholde en kort Fremstilling af de Grunde, hvorpå Søgsmålet støttes samt en nøjagtig Angivelse af den Påstand, der agtes nedlagt.

Dommeren forsyner Klageskriftet med en Påtegning, hvorved Sagen berammes til Foretagelse i et angivet Retsmøde. Det bliver herved at iagttage, at Klageskriftet kan forkyndes for Sagsøgte med et Varsel af mindst en Uge. Dog har Dommeren i påtrængende Tilfælde Myndighed til at afkorte Varselet endog til 24 Timer; men i så Fald må Klagen indeholde Oplysning om den påberåbte Grund.

Dokumenter, som Sagsøgeren vil benytte, bør i Reglen nævnes i Klageskriftet; ligeledes bør Sagsøgte udtrykkeligt opfordres til at fremkomme med de Dokumenter, han vil benytte til sit Forsvar i det første Retsmøde.

§ 344.

Klageskriftet tibageleveres Eagsøgeren, som har at sørge for dets betimelige Forkyndelse for Modparten, Gjenpart af Klageskriftet med den

samme givne Berammelsespåtegning overleveres i Forbindelse hermed til Sidstnævnte.

§ 345.

Til den berammede Tid møde Parterne. Dommeren har da, forinden Proceduren begynder, at mægle Forlig mellem dem, medmindre Sagen henhører til dem, i hvilke den ved Lov 10de Maj 1854 § 65 ff. anordnede Forligsmægling for Mægleren i Tyendesager har fundet Sted. Kommer Forlig istand, tilføres det Retsbogen.

§ 346.

Kommer Forlig ikke istand, eller skal ingen Forligsmægling foregå, skride Parterne til mundtlig at udvikle deres Sag for Dommeren uden videre Forberedelse ved Skrift. Sagsøgeren fremlægger det behørigt forkyndte Klageskrift og fremstiller Sagen fra sin Side, hvorpå Sagsøgte har at erklære sig.

Under Sagens Forhandling i Retsmødet bør Dommeren ikke blot søge at fremkalde tydelige og sandfærdige Forklaringer fra Parternes Side om Sagens Sammenhæng, men han har også, forsåvidt Parterne ikke møde ved Sagførere, at vejlede dem med Hensyn til, hvilke Handlinger eller Beviser de rettest bør foretage eller fremskaffe.

De fra begge Sider fremsatte Påstande protokolleres fuldstændigt, medmindre de i særskilt skriftlig Fremstilling fremlægges til Protokollen. Forsåvidt Sådant efter Omstændighederne måtte ansees fornødent, kan Dommeren foranledige Affattelsen af sådanne skriftlige Fremstillinger af Påstandene og dertil tilstå Udsættelse.

Når Sagens Gjenstand er over den i § 354 bestemte Værdi, skulle endvidere Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng, Vidnernes Forklaringer m. v. protokolleres, dog ikke ordret, men efter deres væsentlige Indhold. Det Tilførte oplæses og vedkjendes.

§ 347.

Dommeren kan bestemme, om Formalitetsindsigelser skulle forhandles og påkjendes særskilt eller i Forbindelse med Realiteten.

Parterne må derfor altid være beredte på at forhandle Realiteten i det første Retsmøde.

§ 348.

Påstande kunne forandres, indtil den i § 346 omhandlede Protokollation eller Fremlæggelse til Protokollen af dem er sket, men efter den Tid, forsåvidt Forandringen går ud på Andet end en Frafalden eller Indskrænkning, kun med Rettens Tilladelse.

Finder Retten, at det ikke kan forlanges af Sagsøgte, at han strax skal svare på de forandrede Påstande, udsættes Sagen,

Sagsøgte kan fremsætte Modfordringer efter de almindelige Regler (§ 101).

§ 349.

Dokumenter må, hvad enten de påberåbes i Klageskriftet eller ikke, fremlægges i Retsmødet; dog kan Retten, forsåvidt det findes, at der ikke har været tilstrækkelig Tid for den Sagsøgte til at fremskaffe et Dokument, eller at det fra den Sagsøgtes Side Fremkomne giver Sagsøgeren Anledning til at fremkomme med yderligere Dokumenter, udsætte Sagen herefter.

Til at gjøre sig bekjendt med de fremlagte Dokumenter bør der i Reglen gives Modparten den fornødne Tid i selve Retsmødet.

Finder Retten, at dette Sidste efter Omstændighederne og navnlig Dokumentets Beskaffenhed ikke vil være tilstrækkeligt, kan Sagen udsættes. Den, mod hvem Dokumentet fremlægges, må dersom det ikke med Producentens Samtykke kan udlånes ham, forsynes med en Gjenpart af samme og gives Adgang til på Retsskriverkontoret at undersøge Dokumentet.

§ 350.

Sagens mundtlige Forhandling skal såvidt muligt søges tilendebragt i eet Retsmøde eller dog i Reglen foregå uafbrudt om end i flere Retsmøder.

Er Sagen moden til Påkjendelse, uden at videre Bevisførelse foregår, afsiges Dommen. I modsat Tilfælde bestemmes det ved Kjendelse, hvilke Omstændigheder der trænge til at bevises, hvorefter Parterne kunne foreslå deres Beviser, der føres under Slutningsforhandlingen (§§ 179—195). Retten anordner de fornødne Udsættelser.

Efter Slutningsforhandlingen, under hvilken Beviserne fremføres og Sagen iøvrigt udvikles og forklares, afsiges Dom snarest muligt (s 274).

§ 351.

For Underretter ere Vidner, der bo eller opholde sig udenfor Underretskredsen, ikke pligtige at møde, når de vilde kumme til at rejse mere end 9 Mile på Jernbane eller 3 Mile på anden Måde — eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane og på anden Måde — for at nå hen til Retten. Når et Vidne, der boer udenfor Retskredsen, skal tilbagelægge en længere Vej end 3 Mile på Jernbane eller 1 Mil på anden Måde, kan det fordre Rejseudgiften godtgjort (§202). Dog står det i så Fald vedkommende Part frit for, dersom han foretrækker dette, at lade Vidnet afhøre for Underdommeren i den Retskreds, hvor det hører hjemme.

Det i § 206 for Vidner bestemte Varsel kan af Dommeren afkortes, når Omstændighederne tale derfor, endog til 24 Timer,

§ 352.

I Tilfælde af Udeblivelse forholdes efter de ovenfor i §§ 285 til 292 indeholdte Grundsætninger, dog med de Lempelser, som følge af, at ingen Forpligtelse til at fremkomme med Sagsfremstillinger finder Sted ved Underretten, hvorfor de til Undladelse heraf knyttede særlige Udeblivelsesvirkninger ikke komme til Anvendelse.

§ 353.

Hvor de i de foregående Paragrafer givne Bestemmelser ikke indeholde afvigende Forskrifter, blive de i andet Afsnit om Sagers Behandling for Landsretterne givne Regler at følge med de Indskrænkninger, som flyde af Forholdets Natur.

§ 354.

Når Sagen, uden Hensyn til de ikke ved Klageskriftets Indgivelse forfaldne Renter, Procesomkostninger eller Rettergangsbøder, har en Værdi af over 40 Kr., kan den påankes til den Landsret, i hvis Kreds Underretten ligger.

Er Sagen ikke af den angivne Værdi, haves i Reglen intet Retsmiddel imod Underrettens Handlinger. Dog kan Landsrettens Formand, efter et fra vedkommende Part indgivet skriftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger må følge, tillade, at Sagen antages til Påkjendelse, når den skjønnes at have en almindelig Interesse eller videregående betydelige Følger for Vedkommende. Herom meddeles der Modparten Underretning.

Når en fra Underretten indanket Sag er påkjendt af Landsretten, kan den i Reglen ikke yderligere påankes. Dog kan Højesterets Formand i Forbindelse med 2 af ham tiltagne Medlemmer af Retten undtagelsesvis tillade, at Sagen indbringes for Højesteret. når den skjønnes at have almindelig Interesse eller videregående betydelige Følger for Vedkommende. Andragende herom fremsættes og behandles på den i § 304 angivne Måde,

§ 355.

Med Hensyn til Tiden for Påankens Iværksættelse gjælde de i §§ 302—304 givne Negler. Den i sidstnævnte Paragraf omhandlede Bestemmelse om Påankens Tilstedelighed afgives, iøvrigt i Overensstemmelse med Paragrafens Regler, af Landsrettens Formand i Forbindelse med 2 andre af Rettens Medlemmer og er ikke Gjenstand for Påanke.

Den i § 305 Litr. b angivne Regel finder også Anvendelse på Underretssager.

§ 356.

Påanken iværksættes ved, at den Ankende inden den foreskrevne Frist til Landsretten indleverer og, efter at have fået det tilbageleveret med påtegnet Berammelse af Dagen til Sagens Foretagelse, for Modparten lader forkynde et Klageskrift, der må indeholde en Angivelse af Ankens Gjenstand og Hensigt og være bilagt med Udskrift af Underrettens Dom og det sammes Retsbog Tilførte, samt iøvrigt væsentlig være affattet i Overensstemmelse med de i § 159 givne Regler.

Med Hensyn til Varselet til Modparten og dennes Forpligtelse til at meddele Sag

søgeren Tilsvarsskrift komme tilsvarende Bestemmelser til de i §§ 161—162 indholdte til Anvendelse.

§ 357.

For Sagens Behandling ved Landsretten gjælde ligeledes, med de af Bestemmelserne i §§ 358 og 359 flydende Lempelser, de i 2det Afsnit om Sagers Behandling ved Landsretten givne Regler.

§ 358.

Når og forsåvidt den afsagte Dom ved Påanken eller Kontrapåanken søges forandret i Realiteten, finder en fuldstændig ny Bevisførelse og Sagsudvikling Sted for Landsretten.

Den for Underretten stedfundne Procedure og Bevisførelse er ikke bindende; dog kunne nye Påstande ikke fremsættes for Landsretten, medmindre dette på Grund af særlige Omstændigheder tillades (§ 168), og de for Underretten afgivne protokollerede Erklæringer med Hensyn til Sagens faktiske Sammenhæng ere bindende for Parterne.

Ved Påanke af Udeblivelsesdomme kunne Omstændigheder, som Parten på Grund af Udeblivelsen er afskåren fra at gjøre gældende, ej heller fremsættes for den overordnede Ret undtagen hvor der i Henhold til Grundsætningerne i § 327 Nr. 5 vilde være at indrømme ny Foretagelse af Sagen, hvis denne var bleven behandlet ved Landsret.

§ 359.

Bevisførelsen foregår efter de almindelige Regler i andet Afsnit. Vidner og Synsmænd føres derfor i Reglen påny for Landsretten. Dog kunne protokollerede Vidneudsagn for Underretten benyttes ved Landsretten, dersom Landsretten ifølge Sagens Beskaffenhed og øvrige Omstændigheder efter den ene Parts Begjæring finder Føje til at bestemme, at de skulle gjælde, uden at Vidnerne påny føres for Landsretten.

Hvor efter de almindelige Regler (§ 203) Vidners Afhørelse skulde eller kunde finde Sted ved Underretten, kan Landsretten bestemme, at de ved Underretten allerede afgivne protokollerede Vidneudsagn skulle benyttes, uden at ny Afhørelse behøves.

§ 360.

Besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger finder Sted i de samme Tilfælde, i hvilke der over Landsrettens Handlinger kan iværksættes Besværing til Højesteret.

Fremgangsmåden er med de af Forholdets Natur flydende Lempelser den samme, som benyttes ved Besværing over Landsrettens Handlinger.

Besværing kan finde Sted uden Hensyn til Gjenstandens Værdi.

Landsrettens Afgjørelse i Anledning af Besværingen er ikke Gjenstand for yderligere Besværing til Højesteret.

§ 361.

Det i tredie Afsnits andet Kapitel omhandlede Retsmiddel, ny Foretagelse af Sagen ved den samme Ret. kan ikke anvendes imod Underretternes Domme og Behandlinger.

§ 362.

Interventionssøgsmål anlægges og fremmes efter de om et selvstændigt Søgsmål gjældende Regler, forsåvidt ikke Bestemmelserne i de følgende Paragrafer medføre Afvigelse

herfra.

§ 363.

Intervenienten indtræder i Sagen derved, at han tilstiller hver især af de oprindelige Parter et Skrift, hvori han fremstiller Grundene til sit Gøgsmål og den Påstand, han vil nedlægge.

Dette Skrift tilligemed Gjenparter af de Dokumenter, som agtes benyttede, må meddeles de oprindelige Parter senest 5 Dage forinden det af de til Hovedsagens Behandling bestemte Retsmøder, i hvilket Intervenienten vil optræde.

§ 364.

I Retsmødet har Intervenienten at fremlægge og oplæse sit i foregående Paragraf omhandlede Skrift og give de fornødne nærmere Forklaringer om sit Søgsmål.

Påstår nogen af Parterne Intervenientsøgsmålet afvist som ikke hjemlet ved den almindelige Bestemmelse i § 43, bliver Spørgsmålet herom foreløbig at afgjøre ved Rettens Kjendelse. Afvises Intervenientsøgsmålet, kan Intervenienten iværksætte Besværing herover; i den Anledning kan han forlange Sagens videre Behandling udsat.

§ 365.

De oprindelige Parter ere berettigede til i Anledning af Intervenientsøgsmålet til Retsbogen at fremsætte yderligere eller forandre deres oprindelige Påstande, så og til at fremkomme med nye Dokumenter. Forsåvidt der ikke har været fornøden Tid til at fremskaffe sådanne eller Modparten begjærer Udsættelse til at gjøre sig nærmere bekjendt med nye fremkomne Dokumenter, der ikke forinden Retsmødet ere blevne ham meddelte, kan Retten udsætte Sagen.

Saadan Udsættelse kan også finde Sted efter Intervenientens Begjæring, for at han kan fåe Lejlighed til at blive bekjendt med de mellem de oprindelige Parter udvexlede Skriftter og Dokumenter, hvortil der bør gives ham Adgang i al Fald ved deres Henlæggelse i passende Tid på Rettens Skriverkontor. Intervenienten kan derefter i det nye Retsmøde til Retsbogen forandre eller udvide sine Søgsmålsgrunde og Påstande.

§ 366.

Det oprindelige Søgsmål og Interventionssøgsmålet forhandles iøvrigt i Forbindelse med hinanden som een Retssag.

Ved Siden af og foruden den i §§ 102 og 103 indrømmede Myndighed er Retten beføjet til:

1) på Begjæring af de oprindelige Parter eller een af dem at bestemme, at de tvende Søgsmål skulle adskilles for særskilt at forhandles og påkjendes, dersom deres Forening vilde medføre en betydelig Forhaling af den oprindelig anlagte Sag,

2) på Intervenientens eller en af de oprindelige Parters Begjæring at bestemme, at det oprindelige Søgsmåls Forhandling skal udsættes, indtil Interventionssøgsmålet er udprocederet, når Sådant efter de foreliggende Omstændigheder synes hensigtsmæssigt,

§ 367.

Intervenienten er berettiget til at benytte de lovhjemlede Retsmidler imod den stedfundne Behandling og den afsagte Dom på samme Måde, som enhver af de oprindelige Parter.

§ 368.

Den, der blot indtræder i Sagen for at understøtte en af Parterne (Biintervenient), modtager Sagen i den Stilling, hvori den ved hans Indtrædelse befinder sig, og er bunden ved den indtil da førte Procedure. Iøvrigt er han berettiget til at gjøre Angrebs- og Forsvarsmidler gjældende i Sagen, men dog kun, forsåvidt de ikke komme i Modstrid med den Parts Procedure, han vil bistå.

§ 369.

Retten træffer Bestemmelse om Måden, hvorpå Biintervenienten skal have Adgang til at ytre sig i Sagen, Den kan af sådan Årsag udsætte Sagens Forhandling, men har da at drage Omsorg for betimelig og fornøden Underretning til Parterne og andre Vedkommende. Iøvrigt er det, som af Biintervenienten anføres, i processuel Henseende at betragte som Bestanddele af den Parts Procedure, til hvis Bistand han indtræder.

§ 370.

Biintervenienten indtræder derved, at han til Retten afgiver en skriftlig motiveret Begjæring om at måtte fåe Adgang til at ytre sig i Sagen. Denne Begjæring meddeles Parterne. Påstår nogen af dem Biintervenienten afvist, bliver Spørgsmålet herom foreløbig at afgjøre ved Rettens Kjendelse. Afvises Biintervenienten, kan han iværksætte Besværing herover; i den Anledning kan han forlange Sagens videre Behandling udsat.

§ 371.

Tillader Retten Sagsøgeren at tilstævne (adcitere) Trediemand for at fåe Dom over ham enten alternativt med eller tilsammen med Sagvolderen, udsættes Sagen sålænge, som nødvendigt er, for at pågjældende Trediemand på sædvanlig Måde kan kaldes til at svare som Sagvolder, De i §§ 362, 366 og 367 om Intervention givne Regler finde også Anvendelse men Hensyn til Tilstævning.

§ 372.

Når den mundtlige Forhandling om Sagens Realitet er begyndt, kan Intervention eller Tilstævning ikke mere finde Sted hverken under Sagens Behandling i denne eller i højere Instants. Biintervention kan derimod finde Sted på ethvert Trin of Sagens Behandling.

§ 373.

Vidners Førelse og Syns- eller Skjønsforretnings Optagelse, forinden Bevisforhandling i Sagen foregår, kan undtagelsesvis finde Sted, når pågjældende Part står i Fare for ellers at tabe sit Bevis, enten på Grund af Vidners Sygdom eller Bortrejse, eller fordi Forretningens Gjenstand er udsat for Forandring eller af lignende Grunde,

§ 374.

Den Part, som ønsker Beviset ført, har at indgive skriftligt Andragende herom til den Ret, for hvilken Sagen svæver, hvis den allerede er anhængiggjort, jfr. § 100, og ellers til Underretten på det Sted, hvor Vidnet boer, eller hvor Gjenstanden for Syns- eller Skjønsforretningen besinder sig.

§ 375.

Andragendet må indeholde: a) Angivelse af den Sag, i Anledning af

hvilken, og den Person, imod hvem Beviset skal erhverves; b) Nøjagtig Opgivelse af det, hvorfor Bevis

søges tilvejebragt; c) Betegnelse af det Bevismiddel, som ønskes

tilvejebragt, samt af Vidnernes Navne m. v.; d) Angivelse af de Omstændigheder, som i

Henhold til § 373 skulle berettige til

Bevisets Optagelse,

§ 376.

Ligesom Retten i det dertil berammede, ordentlige eller overordentlige Retsmøde kan udspørge Parten, således kan den også på lægge ham på den i § 304 angivne Måde at oplyse Rigtigheden af de ifølge § 375 Litr. d påberåbte Omstændigheder.

Den i så Henseende fornødne Udsættelse kan tilståes af Retten.

§ 377.

Antager Retten, at Partens Begjæring er begrundet, tilstedes Bevisets Førelse.

Retten udsteder da Indkaldelse til Vidnerne eller udmelder Syns- og Skjønsmænd i Overensstemmelse med de almindelige Regler herom, jfr. §§ 205, 206, 225, 230. I at bestemme Tiden for Vidnernes Førelse eller Forretningens Afhjemling, har Retten at sørge for, at der indrømmes den nødvendige Frist.

Antager Retten derimod ikke Partens Begjæring for begrundet, nægtes Begjæringen; men Parten kan da inden en Uge iværksætte Besværing herover til højere Ret.

§ 378.

Retten meddeler (§ 122) den i Henhold til § 375 Litr. a opgivne Modpart, til hvilken Tid Vidnernes Afhørelse eller Syns- og skjønsforretningens Afhjemling skal foregå. Hvis Tiden ikke tillader den opgivne Modparts Tilkaldelse, kan Retten beskikke en i Retskredsen bosat Sagfører til at møde og varetage hans Tarv imod et passende Salær, som udredes af den Part, der har begjært den særegne Vidneførsel eller Syns- og Skjønsforretning.

§ 379.

Iøvrigt foregår Bevisets Optagelse efter de i det Foregående givne Regler, såvidt disse ifølge Forholdets Beskaffenhed lade sig anvende.

§ 380.

Vidnernes Forklaringer, Syns- og Skjønsforretningen, hvis denne ikke er afgivet skriftligt, såvelsom Mændenes ved Afhjemlingen givne Svar på fremsatte Spørgsmål protokolleres og vedtages.

Det erhvervede Bevis benyttes i sin Tid på den Måde, at det oplæses under Hovedforhandlingen, men udenfor de i § 203 og § 232 næstsidste Stykke omtalte Tilfælde dog kun, forsåvidt det virkelig viser sig at være umuligt under samme at fremføre det pågjældende Bevis efter de almindelige Regler.

I Overensstemmelse med de i dette Kapitel indeholdte Forskrifter sker også Førelsen af Beviser til Brug i Retssager, som ere anlagte eller skulle anlægges i Udlandet; når Begjæringen fremkommer fra udenlandske Myndigheder, træde de i Henhold til § 144 beskikkede Sagførere i Parternes Sted.

§ 381.

Sagsøgeren kan anvende Exekutivproces:

1) I Sager, der anlægges til Indfrielse af Gjældsbreve, når Skyldneren enten i selve Gjældsbreret eller ved senere Påtegning på samme har underkastet sig den i nærværende Kapitel omhandlede hurtige Retsforfølgning;

2) I Vexelsager, hvorved forståes Sager, som anlægges mod Trassenter, Endossenter eller Acceptanter af trasserede Verler til sammes Indfrielse, såvelsom Sager, der anlægges mod Udstedere eller Endossenter af indenbys Verler til disses Indfrielse.

§ 382.

I de i nærværende Kapitel omhandlede Sager finder ingen Forligsmægling Sted, medmindre Parterne ere enige derom.

§ 383.

Under Sagen kan det ikke tillades Sagsøgte at fremsætte andre Indsigelser i Realiteten, end at han ikke ved Underskriftens Meddelelse var mægtig og myndig til således at forbinde sig, eller at Underskriften er falsk, eller at der i Dokumentets Indhold er foregået en Forfalskning, efterat Underskriften er meddelt.

I Vexclsager kan Sagsøgte endvidere fremsætte de Indvendinger, som gå ud på selve Vexlens Indretning og Indhold eller den til Vexelfordringens Vedligeholdelse fornødne Omgangsmåde.

I de i § 381 Nr. 1 nævnte Sager kan den Sagsøgte derhos, forsåvidt Søgsmålet foruden på selve Gjældsbrevet støttes på Transport eller andet udenfor Gjældsbrevet liggende Grundlag, fremsætte enhver Indsigelse herimod, ligesom han i disse Sager overhovedet kan fremkomme med enhver Indsigelse, til hvis Godtgjørelse han ikke behøver andre Bevismidler end Dokumenter, som haves tilstede.

Alle andre Indsigelser i Realiteten ere udelukkede fra under Sagen at komme i Betragtning, men det forbeholdes Sagsøgte i Anledning af slige Indsigelser, når han i sit Tilsvar har opgivet dem, at anlægge et selvstændigt Regressøgsmål mod Sagsøgeren.

Dette Regressøgsmål behandles i alle Henseender efter de almindelige Regler.

§ 384.

Imod de i § 381 Nr. 2 omhandlede Fordringer kunne Modfordringer ikke fremsættes, og imod de i § 381 Nr. 1 omhandlede kun, forsåvidt Modfordringen selv går ind under samme Bestemmelse, eller den indrømmes.

§ 385.

Sager, i hvilke Exekutivprocessen anvendes, behandles uden Hensyn til Gjenftandens Værdi ved Underretterne efter de ovenfor i

fjerde Afsnit givne Regler, hvorved dog bliver at bemærke, at Dommeren er pligtig at drage særlig Omsorg for, at Sagen fremmes med den størst mulige Hurtighed.

§ 386.

Ligesom der ikke kan gives Sagsøgte Udsættelse for at føre Bevis for andre Omskændigheder end de i § 383 omhandlede, således kan det i Reglen ikke tillades Sagsøgeren under Sagen at føre Vidner, eller lade optage Syn og Skjøn eller at fåe Modparten indkaldt til personlig Afhørelse. Dog kan Retten tillade Sagsøgeren at føre Vidner, når disse blot sigte til at bevise Dokumentets Ægthed.

Når Sagsøgeren, fordi han anser det nødvendigt i Anledning af Sagsøgtes Tilsvar at tilvejebringe Beviser, som ikke under Sagen kunne tilstedes, hæver denne, kan Retten fritage ham for i Henhold til § 88 at udrede Erstatning til Sagsøgte for havte Udgifter og Ulejlighed.

§ 387.

Sager af heromhandlede Beskaffenhed kunne i Henhold til § 354 påankes til Landsretten, Det er en Selvfølge, at Proceduren for denne ikke kan omfatte Andet, end det, som i Henhold til ovenstående Regler kunde gjøres gjældende for Underretten.

§ 388.

I vidtløftige Regnskabssager og andre indviklede Retssager kan Retten på ethvert Trin af Forhandlingerne anordne skriftlig Behandling af Sagen. Sådan Bestemmelse kan ikke angribes ved noget Retsmiddel.

§ 389.

Hvor skriftlig Behandling er anordnet, bortfalder det, som tidligere måtte være mundtlig forhandlet i Sagen, og der iværksættes under

Rettens Ledelse en Indlægsvexling imellem Parterne, som kan strække sig til Duplik. Retten bestemmer oe Frister, inden hvilke Indlægene skulle afgives, ligesom den og, hver Gang en Part har fremlagt Indlæg, bestemmer, om Modparten skal have Udsættelse til at svare derpå.

Indlægene fremlægges i de dertil bestemte Retsmøder, men de skulle 3 Dage forinden være Modparten meddelte, så at denne i Retsmødet kan udtale, om han vil svare yderligere.

Til Afbenyttelse ved Udarbejdelsen af deres Processkrifter kunne Parterne begjære Udlån af det Fremlagte; vil en af Parterne ikke tilstede, at Dokumenter udlånes Modparten i Original, må han lade medfølge Gjenparter, som da blive at bekræfte på Rettens Justitskontor, hvor der derhos bør gives Adgang til at undersøge Originalerne.

§ 390.

Når den i foregående Paragraf omhandlede Indlægsvexling er tilendebragt, optages Sagen, og endelig Dom afsiges, dersom den af Retten findes moden hertil.

Fremgår det af den stedfundne skriftlige Procedure, at der mangler Bevis for Omstændigheder, som ville være af Betydning for Sagens Afgjørelse, har Retten ved Kjendelse at bestemme, hvilke disse Omstændigheder ere, uden Hensyn til, om der af Parterne er fremsat Begjæring om at stedes til Bevisførelse for dem eller ikke. Retten bestemmer i Forbindelse hermed et Møde til Bevisførelsens Forberedelse.

§ 391.

I det i Slutningen af foregående Paragraf omhandlede Møde have Parterne under Iagttagelse af Reglerne i § 180 at opgive, hvilke Beviser de ville føre, ligesom Retten derefter har at træffe de i § 181 omhandlede Bestemmelser med Hensyn til Bevisets Førelse. Retten har som en Følge heraf at afgjøre, om Vidner, Synsmænd og Parter skulle møde for at afhøres under den mundtlige Forhandling, eller om deres Afhørelse skal foregå ved Under-

retten, jfr. § 181 Litr, b og c samt §§96, 203 og 232.

De i denne Paragraf omtalte Forhandlinger forgå mundtlig ligesom efter Hovedreglerne om Sagers Behandling ved Landsretten.

§ 392.

Bevisførelsen for de omtvistede faktiske Punkter foregår i et til Slutningsforhandlingen berammet Møde mundtligt i Overensstemmelse med de almindelige Regler eller ved Oplæsning af vedkommende Forklaringer, når Beviset er ført ved Underretten, jfr. § 224 o. fl.

Parterne have strax mundtlig at fremsætte de yderligere Bemærkninger, som de ville knytte til deres tidligere skriftlige Udviklinger; dog kan Retten, når Beviserne i Sagen have været optagne ved Underretten og altså foreligge skriftligt, tillade Parterne inden bestemte Frister at fremlægge et skriftligt Indlæg fra hver Side i Stedet for den mundtlige Slutningsforhandling.

§ 393.

Med de af det Foregående følgende Lempelser komme iøvrigt denne Lovs almindelige Regler og Grundsætninger for Proceduren til Anvendelse, også når skriftlig Behandling finder Sted.

§ 394.

Dom afsiges på Grundlag af de skriftlige Indlæg i Forbindelse med den mundtlige Bevisførelse og de hertii sig knyttende Slutningsforedrag, eller de skriftlige Beviser og Slutningsindlæg, hvor sådanne benyttes. Påstande, Søgsmålsgrunde, Indsigelser såvelsom overhovedet faktiske Anbringender kunne ikkun komme i Betragtning, forsåvidt de enten indeholdes i de skriftlige Indlæg eller ere optagne i Protokollen ifølge Parternes Begjæring eller Rettens Anordning.

§ 395.

Udebliver nogen af Parterne i et Retsmøde, forinden Sagen er optaget i Henhold

til § 390, bliver Sagen efter den mødende

Parts Begjæring at optage til Påkjendelse på Grundlag af alle de imellem Parterne indtil da vexlede Processkrifter og Dokumenter.

Såvel med Hensyn til Udeblivelse i det til Bevisførelsens Forberedelse bestemte Retsmøde og under Slutningsforhandlingen som iøvrigt forholdes efter de almindelige Regler om Udeblivelse.

§ 396.

Dommens Afsigelse foregår efter de almindelige Regler, Dog kan Rettens Formand, når Omstændighederne tale derfor, anordne, at skriftlig Stemmegivning skal finde Sted.

§ 397.

Med Hensyn til Påanke forholdes der efter de almindelige Negler, kun med den Forandring, at Dommen afsiges på Grundlag af de vexlede Indlæg samt de gjorte Protokoltilførsler. Derimod kan Påanken ikke dreje sig om de i § 299 1ste Stykke sidste Punktum omhandlede Omstændigheder.

§ 398.

Ved Højesteret kan skriftlig Behandling undtagelsesvis anordnes, når Sagens Beskaffenhed med Nødvendighed kræver det (§ 312).

Sagen forhandles i så Fald ved skriftlige Indlæg, ikke mere end to fra hver Side, som vexles mellem Parterne og afgives til Retten i Forbindelse med Sagens Dokumenter inden de Frister, som Formanden i Højesteret bestemmer.

§ 399.

Sager angående et Ægteskabs Ugyldighed eller Opløsning blive at behandle ved Lands-

retten for det Sted, hvor Ægtemanden har Bopæl eller Opholdssted, eller, dersom han har forladt Landet eller det ikke vides, hvor han er, hvor han sidst havde Bopæl eller Opholdssted her i Riget. Dog, hvis Separation fra Bord og Seng finder Sted eller Manden har forladt Hustruen, må Sag mod Hustruen anlægges ved den Ret, som ifølge de almindelige Regler i første Afsnit Kapitel II er hendes Værnething.

§ 400.

Ægteskabssager, hvorved i dette Kapitel forståes Sager angående et Ægteskabs Ugyldighed eller Opløsning (§ 399), behandles efter de for Landsretsproceduren gjældende Regler, dog med de nærmere Bestemmelser, som gives i efterfølgende Paragrafer.

§ 401.

Dersom Sagføgte ikke efter Modtagelsen af Sagsøgerens Klageskrift inden den i § 133 bestemte Tid afgiver Tilsvarsskrift og deri opgiver en til Sagens Udførelse antagen Sagfører, har Sagføgeren at andrage på, at der må blive beskikket Sagsøgte en Forsvarer af det Offentlige. Forsømmes dette, afvises Sagen.

Salæret til den for Sagsøgte beskikkede Forsvarer udredes af det Offentlige, hvor det ikke pålægges Sagsøgeren som tabende Part at udrede det.

§ 402.

Retten kan uden Hensyn til Modpartens Begjæring pålægge Sagsøgeren at fremstille sig til Alfhørelse under Hovedforhandlingen og til der under Ed at besvare de Spørgsmål angående Sagens Gjenstand, som Retten måtte gjøre. Ugrundet Undladelse heraf eller Vægring herved har til Følge, at Sagen afvises.

§ 403.

Ligeledes kan Retten, hvis Sagsøgte boer eller opholder sig i Riget, pålægge denne at fremstille sig til Afhørelse under Hovedforhandlingen og der under Ed at besvare de Spørgsmål angående Sagens Gjenstand, som gjøres af Retten. Ugrundet Undladelse af at møde eller Vægring ved at svare medfører dog kun Virkning efter § 404 2det Stykke.

§ 404.

Indrømmende Proceserklæringer have ikke Virkning som bindende Grundlag for Stridsspørgsmålets Indhold og Omfang, men der kan alene tillægges dem Betydning som Bevismidler.

Udeblivelse, Tavshed eller ubestemte Erklæringer i de i § 97 omhandlede Tilfælde kunne tages i Betragtning som Bevismidler imod Pågjældende, men der kan iøvrigt ikte i og for sig tillægges dem den i ommeldte Paragraf angivne Retsvirkning.

§ 405.

Parts Ed finder, asset fra de i §§ 402

og 403 omhandlede Tilfælde, ikke Anvendelse i Ægteskabssager,

§ 406.

Dom, grundet på Sagsøgte Udeblivelse i Henhold til § 286, må ikke afsiges i Ægteskabssager, men Sagsøgtes Udeblivelse har til Følge, at Sagen udsættes, indtil der ved en af det Offentlige på Sagsøgerens Begjæring beskikket Sagfører gives Møde for Sagsøgte.

§ 407.

Hvor Annullation af et Ægleskab skal finde Sled i offentlig Interesse uden Hensyn til Ægtefællernes eller Trediemands Påstand, er Anklageren kompetent til at optræde som Sagsøger på det Offentliges Vegne.

§ 408.

I Sager, hvorunder en bortebleven Persons Arvinger ifølge Frd. 11te Septbr. 1839 søge sig hans Formue tilkjendt enten til Frugtnydelse eller til Ejendom, have Sagsøgerne i Overensstemmelse med Grundsætningerne i §§ 401 og 406 at drage Omsorg for, at et Forsvar for den Borteblevne møder, ligesom de ere pligtige til efter Rettens Anordning at fremstille sig for at afgive edelig Forklaring angående de Omstændigheder, på hvilke Sagens Afgjørelse beror.

§ 409.

Andragende om Umyndiggørelse kan fremsættes af Pågjældendes Ægtefælle, Slægtninge, Værge, Kurator eller Lavværge.

Derhos er i alle Tilfælde Øvrigheden berettiget til gjennem Anklageren at andrage på Nogens Umyndiggjørelse, når dette efter de Oplysninger, som enten fra Vedkommende selv, hans Slægt eller Venner eller på anden Måde ere komne Øvrigheden i Hænde, må ansees for rigtigt.

Endelig kan Enhver selv andrage på at måtte blive umyndiggjort.

§ 410.

Andragende om Umyndiggjørelse indleveres skriftlig til Underdommeren på det Sted, hvor den Pågjældende, om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmål, boer eller opholder sig; har han ikke bekjendt Bopæl eller Opholdssted da til Underdommeren på det Sted, hvor hans sidste bekjendte Bopæl eller Opholdssted er beliggende.

Skriftlige Beviser for de Omstændigheder, ved hvilke Umyndiggjørelsen skal begrundes, skulle såvidt muligt ledsage Andragendet. Skjønnes yderligere Oplysninger fornødne, kan Underdommeren gjøre Vedkommende opmærksom herpå og opfordre ham til at tilvejebringe dem, ligesom Underdommeren kan indkalde den, der søges umyndiggjort, til at møde for ham.

§ 411.

Er Andragendet udgået fra den, om hvis Umyndiggjørelse der er Spørgsmål, eller indvender han ikke Noget imod det, efterat han af Underdommeren er opfordret til at møde og erklære sig over det, tilfalder det Underdommeren ifølge de foreliggende Oplysninger at afgjøre, om der er tilstrækkelig Grund til Umyndiggørelsen, og i bekræftende Fald har han da at afsige endeligt Umyndighedsdekret, som ikke kan påankes.

I alle andre Tilfælde har Underdommeren at indsende Andragendet og de samme ledsagende

Beviser i Forbindelse med sådan skriftlig Erklæring, hvortil han måtte finde Grund, til Formanden for den Landsret, under hvilken han står.

Dersom Umyndiggjørelsesgrundene findes at være sandsynliggjorte ved de fremlagte Beviser, og der kan antages at være Fare forbunden med Opsættelse, kan Underdommeren strax forinden Indsendelsen til Landsretten afsige et foreløbigt Umyndiggjørelsesdekret, der, da det strax træder i Kraft, bliver at thinglæse og iøvrigt offentliggøre på den Måde og med de Retsvirkninger, som Pl. 10de April 1841 bestemmer. Samtidig med Dekretets Afsigelse beskikker Underdommeren en foreløbig Værge.

§ 412.

Landsrettens Formand beskikker en Sagsører til at varetage dens Tarv, som søges umyndiggjort, hvis ikke en Sagfører anmelder sig som antaget af denne, og berammer derefter mundtlig Forhandling af Sagen i et Retsmøde, til hvilket begge Parter indkaldes ved Foranstaltning af Landsrettens Formand og med et af ham bestemt Varsel.

§ 413.

I Retsmødet bliver det, efterat Parterne have ytret sig, ved Rettens frie Skjøn at afgjøre, om endeligt Umyndiggjørelsesdekret skal afsiges på Grundlag af de foreliggende skriftlige Beviser og Erklæringer, eller om en yderligere Bevisførelse behsves.

Findes Andragendet om Umyndiggjørelse allerede efter de foreliggende Oplysninger at burde afvises som ugrundet, ophæver Landsretten det foreløbige Umyndiggjørelsesdekret, dersom et sådant måtte være afsagt af Underdommeren.

§ 414.

Skal yderligere Bevisførelse foregå, berammer Landsretten et senere Møde hertil.

I dette må Parterne da fremstille de Vidner og Skjønsmænd og fremkomme med de andre Beviser, som de formene at kunne benytte og forskaffe. Retten kan indkalde den, der søges umyndiggjort, til personlig at møde for den.

Derefter afgjør Retten efter et frit skjøn, om endeligt Umyudiggjørelsesdekret skal afsiges, eller om Andragendet herom skal afvises.

§ 415.

Udebliver den, der andrager på Nogens Umyndiggjørelse, i de i §§ 413 og 414 omhandlede Møder, afvises Sagen, dersom ikke Retten i Omstændighederne finder Grund til at udsætte den.

§ 416.

Omkostningerne ved heromhandlede Fremgangsmåde, derunder indbefattet Salær til den ifølge § 412 beskikkede Sagfører, pålægges ved Kjendelsen i Sagen ven, der umyndiggjøres. Tages Andragendet om Umyndiggjørelse ikke til Følge, blive Omkostningerne at udrede af den, der har rejst Sagen eller af det Offentlige, hvis Sagen er rejst af Øvrigheden.

§ 417.

Den ovenangivne Fremgangsmåde bliver også at anvende, når der af Andre fremføres Andragende om, at Enke må sættes under fast Lavværgemål.

Når en Enke selv begjærer at blive sat under en fast Lavværge, har Underdommeren uden videre Undersøgelse at beskikke en sådan for hende.

§ 418.

Når endeligt Umyndiggjørelsesdekret er afsagt, eller når det er besluttet, at en Enke skat sættes under fast Værgemål, påhviler det vedkommende Ret strax at give den til Værges eller Lavværges Udnævnelse kompetente Myndighed Underretning herom.

§ 419.

Når enten Øvrigheden eller den Person, der er erklæret umyndig eller sat under fast Lavværge, eller nogen af de i § 409 1ste Stykke angivne Personer for Landsretten troer at kunne oplyse, at der ikke længere er Grund til denne Foranstaltnings Vedbliven, har Pågjældende at indgive et Andragende til Formanden for Landsretten i den Kreds, hvor den Umyndig-

gjorte boer, om at måtte blive stedet til i et Retsmøde at begrunde eller lade begrunde en

Begjæring om Umyndiggjørelsens Ophævelse. Er Sindssvaghed Umyndiggjørelsesgrunden, kan der dog ikke tages Hensyn til et af den Umyndiggjorte eller af Andre på hans Vegne indgivet Andragende, medmindre det er ledsaget af en Læges Anbefaling.

Derefter har Landsrettens Formand at beramme et Retsmøde, om hvilket der, forsåvidt Andragendet er udgået fra den Person, som er erklæret umyndig, skal meddeles hans Værge betimelig Underretning; i Retsmødet høres den Pågjældende, og de af ham fremførte Beviser overvejes, hvorefter Landsretten enten ophæver det afsagte Dekret om fast Lavværges Beskikkelse eller afviser hans Begjæring.

§ 420.

De om Landsretsproceduren givne Forskrifter komme iøvrigt med de af det Foregående følgende Lempelser til Anvendelse i disse Sager.

Påanke af eller Besværing over Landsrettens Beslutninger i de i dette Kapitel omhandlede Tilfælde kan ikke finde Sted. Ej heller kan ny Foretagelse af Sagen bevilges i de i dette Kapitel omhandlede Tilfælde.

§ 421.

Sager, hvorved Mortifikationsdom søges, blive at anlægge ved Landsretten på det Sted, hvor vedkommende Dokument er udstedt, forsåvidt der ved Dokumentet gives Pant i fast Ejendom, der hvor denne er beliggende. Lade disse Regler sig ikke anvende, f. Er. fordi Dokumentet er udstedt af en dansk Undersåt i Udlandet, skal Sagen anlægges i Kjøbenhavn.

Mortifikation af Oplagsbeviser søges På det Sted, hvor Oplagshuset er beliggende.

Sager, hvorved Ejendomsdom søges, blive at anlægge på det Sted, hvor Ejendommen er beliggende, eller, hvis Sagens Gjenstand er et

Gjældsbrev, hvor Mortifikation af dette skulde søges efter Reglerne i denne Paragraf.

§ 422.

Den, der søger Mortifikation, har at fremsætte skriftlig Begjæring om at måtte udstede Indkaldelse til den eller dem, som måtte være Ihændehaver af Dokumentet eller anse sig berettiget til det, ved Landsretten for det Sted, hvor Sagen efter § 421 skal føres.

§ 423.

Den, der søger Mortifikation, skal forsyne sin Begjæring med Oplysninger, som vise, at han er berttiget til at erholde Mortifikation, og navnlig om Måden, hvorpå Dokumentet er frakommet ham, hvorhos det pågjældende Dokument må betegnes med en sådan Tydelighed, at det ikke kan forvexles med andre.

§ 424.

Landsretten afgjør dernæst ved Kjendelse i et Retsmøde, hvortil den, der søger Mortifikation, tilsiges, om offentlig Indkaldelse må udstedes. Forinden Beslutning herom tages, kan Retten stille Spørgsmål til den, der søger Mortifikation. Udebliver han, eller befindes hans Svar ufyldestgørende, kan Retten nægte ham at udstede Indkaldelsen.

De stillede Spørgsmål og afgivne Svar optages i Retsbogen.

§ 425.

Landsrettens Kjendelse, hvorved den offentlige Indkaldelses Udstedelse nægtes, kan gjøres til Gjenstand for Besværing til Højesteret. Højesteret afgjør Sagen på Grundlag af den indgivne skriftlige Begjæring, med tilhørende Oplysninger i Forbindelse med den ifølge § 424 stedfundne Protokoltilførsel.

§ 426.

Tilstedes det at udstede offentlig Indkaldelse, udfærdiger Retten en sådan i Overensstemmelse med den indgivne Begjæring, hvorefter

den, der søger Mortifikation, har at iværksætte Indkaldelsens offentlige Bekjendtgjørelse ved Indrykkelse 3 Gange i den almindelige Tidende, som ved Kgl. Anordning bestemmes til retslige Bekjendtgjørelser, samt i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad.

§ 427.

Indkaldelsen skal indeholde den efter Omstændighederne fornødne og mulige Betegnelse af Dokumentet samt Opfordring til den eller dem, der måtte anse sig for berettigede til det, til at møde for at fremkomme med deres Indsigelser mod dets Mortifikation på en i Indkaldelsen af Retten nærmere bestemt Retsdag, som ikke må falde tidligere end 12 Uger og ikke senere end 1 År efter Indkaldelsens tredie Indrykkelse i de offentlige Tidender. Derhos må Indkaldelsen indeholde en udtrykkelig Tilkjendegivelse om, at den, der ikke møder og fremsætter Indsigelse, må vente at se Dokumentet mortificeret.

§ 428.

Møder Ingen og gjør Indsigelse på den i Indkaldelsen bestemte Retsdag, gives der, forsåvidt Retten ikke i den brugte Fremgangsmåde ser nogen Hindring derfor, Mortifikationsdom uden Forbehold.

Møder derimod Nogen og fremsætter Indsigelse, kan der under lige Forudsætning forlanges afsagt Mortifikationsdom med udtrykkeligt Forbehold af den Mødendes Ret.

§ 429.

Spørgsmålet om den Mødendes Ret til at modsætte sig Mortifikationen afgjøres under en sænskilt Sag, der kan anlægges såvel af den, der søger Mortisikation, som af den, der har rejst Indsigelse mod Mortifikationen. Med Hensyn til denne Sags Anlæg og Udførelse gjælde i Eet og Alt de almindelige Regler.

§ 430.

Når det ved endelig Dom er afgjort, at den rejste Indsigelse mod Mortifikationen er ugrundet, opnår den, som har søgt Mortifikation, samme Retsstilling, som om den i § 428 2det Stykke omhandlede Dom var givet uden Forbehold.

§ 431.

Mortifikationsdomme som sådanne, hvad enten de ere afsagte med eller uden Forbehold, kunne ikke angribes ved Påanke undtagen på Grund af Fejl eller Mangler ved den brugte Fremgangsmåde eller på Grund af, at Tilfældet ikke egner sig til Mortifikation.

§ 432.

Det har sit Forblivende ved den gjældende Rets Regler om, hvo der kan søge Mortifikation, og hvilke Dokumenter der kunne mortificeres, såvelsom angående Retsvirkningerne af Mortifikation.

Med Hensyn til Oplagsbevisers Mortifikation bliver der at forholde efter denne Lovs Regler, dog at det, når Omstændighederne tale derfor, ved Kjendelse kan bestemmes, at de oplagte Varer mod Sikkerhedsstillelse kunne udleveres eller afhændes, forinden Varselet er udløbet.

Bestemmelserne i Frd. 28de Marts 1845 § 17 berøres ikke af denne Lov.

§ 433.

De ovenfor givne Regler om Fremgangsmåden ved Mortifikationsdoms Erhvervelse komme med de af Forholdets Natur flydende Lempelser til Anvendelse, når Nogen vil søge Gjendomsdom efter foregående offentlig Indkaldelse.

§ 434.

Det har iøvrigt sit Forblivende ved den gjældende Rets Regler om Adgangen til at søge sådan Ejendomsdom såvelsom om Retsvirkningerne af den.

§ 435.

Exekution kan ske på Grundlag af:

1) Domme og Kjendelser, afsagte af lovlig bebestående Domstole i Riget, såvelsom af andre indenlandske Myndigheder, der efter Lovene ere beføjede til at afsige exigible Kjendelser.

2) Forlig, indgåede for de i Riget lovlig bestående Forligskommissioner, Retter eller Øvrigheder, for de sidstnævntes Vedkommende dog kun forsåvidt det ved Lovgivningen er dem pålagt at mægle Forlig i sådanne Tilfælde, såvelsom for Landvæsenskommissioner og andre Myndigheder, om hvilke Lovene bestemme, at de for dem afsluttede Forlig skulle kunne exekveres.

3) Thinglæste Pantebreve, hvorved der for en bestemt angiven Pengesum gives Pant i fast Ejendom, når de indeholde Parternes Vedtagelse om, at der uden foregående Lovmål og Dom skal kunne gjøres Exekution i Pantet, samt ere oprettede eller vedkjendte for Notarius publicus eller for to Vitterlighedsvidner; Udlæget, som kan ske ikke blot for Kapitalen eller Afdrag på samme, men også særskilt for Renter, kan dog ikke udstrækkes til Andet end Pantet. Udpantning samt Udsættelses- og Indsættelsesforretninger uden foregående Lovmål og Dom kunne finde Sted under de i dette Afsnits anden Hovedafdeling angivne Betingelser.

§ 436.

Fremdeles kan Exekution iværksættes

efter Domme og Kjendelser, afsagte af udenlandske Retter eller andre hertil kompetente udenlandske Myndigheder, når: a) Parten i det pågjældende Tilfælde efter de danske Loves Grundsætninger kunde drages for den udenlandske Ret eller Myndighed;

b) Dommen eller Kjendelsen efter det pågjældende fremmede Lands Love i den foreliggende Skikkelse og Tilstand giver Adgang til Exekution;

c) Dommen eller Kjendelsen ikke går ud på Noget, hvis Gjennemførelse ved Statens Tvangsmyndighed vilde stride imod ufravigelige Forskrifter eller Grundsætninger i den danske Ret.

Det bliver at bestemme ved Kgl. Anordning, hvilke Stater der i Henseende til Fuldbyrdelsen af Domme og Kjendelser skulle behandles efter denne Paragraf.

Med Hensyn til Sverrig har det sit Forblivende ved Lov 19de Februar 1861.

§ 437.

Exekution foretages af Underdommeren, der i denne sin Virksomhed benævnes Foged.

Ved Exekutionsforretningens Foretagelse har Fogden at serge for, at tvende gode Mænd ere tilstede som Vidner. Disse ere tillige uden anden særlig Bemyndigelse kompetente til at foretage de under Forretningen forefaldende Vurderinger og andre lignende skjøn. Skulde de ikke være istand til retteligen at anslå de forekommende Gjenstande, har Fogden at tilkalde andre Mænd, som hertil ere skikkede. Såvel Vidnerne som de, der tilkaldes for at udføre Vurderinger, have i Fogedprotokollen at underskrive en Forsikring på Tro og Love om, at de ville udføre Vurderingen efter deres bedste Overbevisning.

Det udøvende Politi er pligtigt på Forlangende at understøtte Fogden, dersom han i sine Forretningers Udførelse møder sådan Modstand, som han ikke ved egen og Vidnernes Hjælp troer at kunne overvinde, eller han af andre Grunde begjærer Politiets Bistand.

§ 438.

Ingen Foged kan foretage Exekutions-

forretninger udenfor sin egen Retskreds, medmindre disse blot ere at anse som Fortsættelse af en i Retskredsen påbegyndt Exekution, i hvilket Tilfælde han i tilstødende Retskredse er kompetent til at foretage Exekution i rørligt Gods. Dog er Fogden ikke pligtig at rejse længere end 2 Mile ud over Grænserne af hans Retskreds.

§ 439.

Den, der vil have en Exekution fore taget, skal for Fogden fremsætte sin Begjæring herom, ledsaget af Udskrift af Dommen, Kjendelsen eller Forliget eller af det originale Pantebrev, ligesom han også ved samme Lejlighed har at meddele alle de Oplysninger, som iøvrigt måtte være fornødne, for at Fogden kan tage Bestemmelse om Forretningens Berammelse.

Begjæringen stal, hvis Fordringen, bortset fra Procesomkostninger og Renter, der ere påløbne siden Processens Begyndelse, overstiger 400 Kr.s Værdi, være skriftlig. I andet Fald kan den fremsættes mundtlig for Fogden, som da har at tage den til Protokollen.

§ 440.

Dommen eller Kjendelsen, som skal exekveres, må være udfærdiget i lovmæssig Form. Er dette Tilfældet, vedkommer det ikke Fogden at undersøge eller afgjøre, om Dommen eller Kjendelsen måtte lide af sådanne Fejl eller Mangler, som kunde medføre dens Annullation eller Forandring efter Retsmidlers Anvendelse.

Kun hvis Dommen eller Kjendelsen ikke er udgået fra en lovlig bestående Domstol eller nogen til at afsige exigible Dekreter beføjet Myndighed, eller den ikke ifølge sit Indhold kan fuldbyrdes, har Fogden at nægte Exekution.

§ 441.

Under Exekutionen af Forlig, hvad enten de ere indgåede for Forligskommissioner, Retter eller Øvrigheder, har Fogden at påkjende alle Indsigelser mod Forligets Gyldighed, dog, hvad Retsforlig angår, kun, forsåvidt Fogdens Kjendelse ikke vilde indeholde en Bedømmelse af Rettens Handlinger.

Er den ved Forliget hjemlede Fordring knyttet til en Betingelse eller en Tidsfrist, eller støttes den på en gjensidig bebyrdende Retshandel, må det ved Forligets eget Indhold eller ved andre offentlige Dokumenter eller ved Skyldnerens egen Indrømmelse være givet, at Betingelsen er indtrådt eller Tidsfristen udløben, eller at Forligshaveren fra sin Side har opfyldt Retshandlen, forfåvidt ikke lovligt Tilbud herom fremkommer under selve Forretningen og da endnu kan betimelig fremsættes.

§ 442.

De i foregående Paragraf med Hensyn til Forlig opstillede Grundsætninger finde også Anvendelse på de i § 435 3° nævnte Pantebreve.

§ 443.

Den, der forlanger Exekution efter en udenlandsk Dom eller Kjendelse, må samtidig med Begjæringen herom forelægge Fogden de Oplysninger, som ere fornødne for at bedømme, om de i § 436 foreskrevne Betingelser ere tilstede.

Hvis den i § 436 Litr. b nævnte Omstændighed ikke oplyses ved en fra vedkommende udenlandske Myndigheder udgået Påtegning på Dommen eller Kjendelsen, i hvilken Henseende det bemærkes, at det ved Kgl. Anordning kan bestemmes, hvilke udenlandske Myndigheder der ere kompetente til at meddele slig Påtegning, må der for Fogden fremlægges sådanne Bevisligheder, som ifølge den danske Rets Grundsætninger udkræves for at oplyse fremmed Ret.

Fogden har da ved Kjendelse at erklære Dommen eller Kjendelsen for at være i Besiddelse af samme Exekutionskraft, som om den var afsagt af en dansk Domstol, og dens Fuldbyrdelse foregår da efter de samme Regler, som ere gjældende om indenlandske Domme og Kjendelser.

§ 444.

Domme kunne fuldbyrdes, når Fuldbyrdelsesfristen er udløben, uden at Pånke er bleven iværksat (§ 306) eller ny Foretagelse

af Sagen ved samme Ret bleven forlangt (§ 330) inden denne Frists Udløb. Fuldbyrdelsesfristen er i Reglen 4 Uger fra Dommens Afsigelse at regne.

Ved Domme, der påbyde en Handlings Foretagelse, kan Retten forlænge den nævnte Tidsfrist, hvis Domfældte findes at behøve længere Tid til at efterkomme Dommen. For Edsdommes Vedkommende er Edsfristen tillige at anse som Fuldbyrdelsesfrist.

Ved Domme, som pålægge at undlade Noget, kunne de af deres Overtrædelse flydende Følger ikke bringes til Anvendelse imod Domfældte før den almindelige Fuldbyrdelsesfrists Udløb.

Ej heller kan Domhaveren ved Domme, som tilkjende ham en Ret, skride til at iværksætte eller lade iværksætte sådanne til sammes Udøvelse sigtende Handlinger, der ikke fremtræde som Exekution, før Udløbet af den almindelige Exekutionsfrist.

§ 445.

Ved udtrykkelig Bestemmelse i Dommen kan Retten, når Omstændighederne tale herfor, efter Vedkommendes Påstand sætte Fuldbyrdelsesfristen til kortere Tid end 4 Uger, men dog i Edssager ikke til kortere Tid end Edsfristen. I Forbindelse hermed kan det på Sagvolderens Andragende bestemmes, at Domhaveren skal stille Sikkerhed, dersom han inden Udløbet af den almindelige Fuldbyrdelsesfrist vil exekvere Dommen.

Ligeledes kan det efter Vedkommendes Påstand i Dommen bestemmes, at Exekution med eller uden foregående Sikkerhedsstillelse skal kunne iværksættes, uanset at Retsmidler betimeligt anvendes imod Dommen.

Andragende om foranførte Bestemmelser må fremsættes senest under den mundtlige Hovedforhandling.

§ 446.

Kjendelser under Sagens Drift, som bestemme Noget, der skal fuldbyrdes, kunne exekveres strax, såsnart de ere afsagte og givne beskrevne, medmindre Andet fremgår af Kjendelsens eget Indhold.

§ 447.

Exekution efter Forlig kan foregå, såsnart Fordringen efter Forligets Indhold er forfalden. Ved Pantebreve kan Panthaveren skride til Exekution, når der er forløbet en Tid af 14 Dage fra Forfaldstiden at regne og der derhos, forsåvidt Skyldneren boer på den pantsatte Ejendom, med 3 Dages Varsel er givet ham en i Overensstemmelse med Reglerne i første Afsnit Kapitel IX forkyndt Meddelelse om, når Forretningen vil blive foretagen.

§ 448.

Når Fuldbyrdelsesfristen er udløben, kan Exekutionen ikke hindres ved senere iværksat Påanke eller Begjæring om ny Foretagelse af Sagen, selv om de for disse Retsmidlers Anvendelse fastsatte eller senere særlig bevilgede Frister ikke endnu ere forløbne.

§ 449.

Exekutionskraften tabes kun ved tyveårig Forældelse. Dog påhviler det den, som har ladet hengå mere end et År fra den Tid, Exekution kunde være foretaget, at lade Pågjældende, forsåvidt han har bekjendt Bopæl inden Riget, ved en Notarialbeskikkelse opfordre til at efterkomme Dommen, Kjendelsen, Forliget eller Pantebrevet. I Stedet for en sådan Notarialbeskikkelse kan også træde en Opfordring, forkyndt i Overensstemmelse med Reglerne i første Afsnit Kapitel IX.

Exekution kan da ikke ske, førend 3 Uger ere forløbne efter denne Opfordring.

§ 450.

De i det Følgende om Domme givne Bestemmelser finde også Anvendelse på Forlig og andre Exekutionsgrundlag, dog med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur.

§ 451.

Er der pålagt Domfældte en anden Ydelse end Penge, sker Dommens Exekution, med de i §§ 452—454 nævnte Undtagelser, derved, at Domhaverens Interesse i Dommens Efterkommelse anslåes i Penge, og at Vederlagsbeløbet inddrives efter de i det Følgende i anden Underafdeling opstillede Regler, forsåvidt ikke en efter Dommens Afsigelse indtrådt Umulighed eller andre lignende Omstændigheder efter den borgerlige Rets Grundsætninger har befriet Domfældte uden tillige at medføre Erstatningspligt for ham.

Hvis der ikke, ifølge hertil sigtende subsidiære Påstande under Sagen, i selve Dommen er fastsat et Pengevederlag, som træder istedetfor den Ydelse, hvorpå Dommen principalt går ud, kan Domhaveren under Fogedforretningen fåe fastsat det Pengebeløb, hvortil hans Interesse må anslåes.

I Reglen har Fogden med Vidnernes Bistand at føretage Ansættelsen (§ 437); hvis disse ikke ere tilstrækkelig sagkyndige, kan Fogden udmelde Andre, som, efter for ham at have aflagt Ed, yde den fornødne Bistand.

Fogden har, såvidt muligt, at tilkalde Domfældte, for at han kan afgive sine Oplysninger og Erklæringer, forinden Vederlagssummen bestemmes.

Derefter fastsætter Fogden Pengevederlaget ifølge sit Skjøn over Omstændighederne og uden at være bunden ved Vidnernes eller de i deres Sted trædende Personers Anskuelse. Han har herved fornemlig at drage Omsorg for, at Domhaveren får fuldstændig Erstatning, og i Tvivlstilfælde har han hellere at fastsætte denne rigeligt end at udsætte Domhaveren for at lide noget Tab ved, at Dommen ikke efterkommes.

Anlægger Domhaveren i Anledning af, at Dommen ikke efterkommes, Straffesag ifølge 3 456, kan det ham tilkommende Pengevederlag fastsættes under denne istedetfor under Fogedforretningen.

§ 452.

Skal Domfældte fravige Besiddelsen af en fast Ejendom eller tilstede Domhaveren en vis Rådighed over den, har Fogden, såvidt gjørligt, umiddelbart at fremtvinge Dommens Efterlevelse ved Domfældtes Udsættelse og Domhaverens Indsættelse eller på anden lignende Måde.

§ 453.

Lyder Dommen på, at Domfældte skal udlevere en rørlig Ting, har Fogden ligeledes umiddelbart at sætte Dommen i Værk ved at fratage Domfældte Tingen med Magt eller ved anden lignende Tvangs Anvendelse. Forefindes Tingen ikke under Forretningen, kan Domhaveren fordre sin Interesse ansat til Penge på den i § 451 omtalte Måde og Beløbet inddrevet.

§ 454.

Skal Domfældte ifølge Dommen udføre et Arbejde eller træffe andre lignende Foranstaltninger, kan Fogden efter Domhaverens Påstand tillade denne at lade Sådant foretage ved Andre og derefter inddrive det efter en af Fogden godkjendt Regning hertil medgåede Beløb, dersom dette efter Omstændighederne findes at være den letteste og hurtigste Måde, hvorpå Domhaveren kan komme til sin Ret. Er Domfældte tilpligtet at udstede eller underskrive et Dokument, kan Fogden udfærdige dette med samme Virkning, som om han af Domfældte var bleven befuldmægtiget hertil.

Er Domhaveren kjendt berettiget til at udføre en Handling mod at erstatte den herved bevirkede Skade, eller Domfældte kjendt pligtig at foretage Noget imod at fåe Udgifterne derved erstattede af Domhaveren, er Fogden pligtig til på Vedkommendes Forlangende, om fornødent med Sagkyndiges Bistand, at afgjøre Spørgsmål om Udførelsen af Dommen såvelsom at bestemme Størrelsen af den Erstatning, der skal udredes i Forbindelse med Dommens Fuldbyrdelse.

§ 455.

Lyder Dommen på, at Domfældte skal undlade Noget, kan Domhaveren, når Dommen overtrædes, dersom det ikke i Dommen selv er

bestemt, hvilket Ansvar der skal være forbundet hermed, under en Fogedforretning på den i § 451 bestemte Måde fåe den ham i Anledning af Dommens Overtrædelse tilkommende Erstatning anslået i Penge og Beløbet inddrevet. Forsåvidt Domhaveren i Anledning af Dommens Overtrædelse anlægger Straffesag i Henhold til § 456, kan Erstatningen fastsættes under denne istedetfor under Fogedforretningen.

§ 456.

Den, der modvillig undlader at efterkomme en Dom, hvorved det er ham pålagt at føretage Noget, såvelsom den, der forsætlig overtræder en Dom, hvorved det er ham pålagt at undlade Noget, kan, hvad enten Domhaveren går frem efter §§ 451—455 eller ikke, under en af ham anlagt Straffesag dommes til Straf af Bøder eller Fængsel. Dog skal den idømte Strafs Fuldbyrdelse og den begyndte Strafs Fortsættelse standses, når Domfældte i alle Måder retter for sig, såvelsom når Domhaveren ved Anvendelsen af den i §§ 451—455 føreskrevne Fremgangsmåde har opnået sin Ret eller Sikkerhed for den. Når Straffedom er afsagt over Domfældte, har det exekutive Politi på Domhaverens Begjæring at yde Bistand til hans Rets Gjennemførelse ved at opsøge og fratage Domfældte de ham frakjendte Ting, hindre ham i at foretage Overtrædelseshandlinger, tilintetgøre hvad der er foretaget i Strid med Domhaverens Ret og deslige.

§ 457.

Ved de foregående Paragrafers Forskrifter er der ikke gjort nogen Indskrænkning i Domhaverens Ret til at benytte de foreløbige Retsmidler for at sikre sig i Henseende til Dommens Efterkommelse.

§ 458.

Domme, der lyde på Betaling af Penge

kunne fuldbyrdes ved Exekution i Domfældtes Formue. Med Hensyn til Bøder, der idømmes i borgerlige Retstrætter, følges de om Exekution af Bødedomme gjældende Regler.

Derimod kan Domfældte ikke underkastes Gjældsfængsel.

Bestemmelserne om de særegne Tvangsmidler, som kunne anvendes for Underholdningsbidrag til Børn, forladte og fraseparerede Hustruer, vedblive at gjælde.

§ 459.

Exekution kan kun udstrækkes til såmeget af Domfældtes Gods, som, efter Fradrag af hvad der kan forudsees at ville medgå til Fyldestgjørelsen af Trediemands fortrinlige« Krav, i Henhold til Fogedvidnernes Vurdering behøves til Dommens Fyldestgjørelse og til Dækning af de Omkostninger, som efter Domhaverens Påstand og Fogdens Skjøn om dennes Rigtighed ville medgå til Retsgebyrer eller andre nødvendige Retsudgister, såsom ved det Udlagtes Flytning, Opbevaring indtil Auktionen m. v.

§ 460.

Exekution iværksættes under Iagttagelse af de i det Følgende givne Regler, enten derved, at Fogden giver Domhaveren Udlæg til Forauktionering i Domfældtes rørlige eller urørlige Gods eller i ham tilkommende Fordringer på Andre, eller derved, at den Rettighed, hvori Udlæg gives, ved Fogdens Foranstaltning udøves i Domfældtes Sted.

Er Godset behæftet eller i Forvejen udlagt til Andre, kan der gives sekundært Udlæg deri.

Hvis rede Penge førefindes, blive disse umiddelbart af Fogden at udbetale Domhaveren til Dækning af eller Afdrag på Fordringen. Domhaveren kan ikke vægre sig ved at modtage Betaling i forfaldne Fordringer på ham selv, hvis Rigtighed anerkjendes.

§ 461.

Domhaveren kan søge Fyldestgjørelse i Frugterne og Indtægterne af faste Ejendomme på den Måde, at Ejendommen ved Fogdens Foranstaltning administreres til hans Fordel og Indtægterne af den benyttes til hans Dæk-

ning på samme Måde som ellers de ved Tvangsauktion indvundne Pengebeløb.

§ 462.

Når Udlæg gjøres i Domfældtes Leje-, Forpagtnings- eller Fæsterettigheder over faste Ejendomme, forsåvidt Sådant kan ske uden at krænke Ejerens Ret, bliver der at forholde efter Reglerne i den foregående Paragraf.

§ 463.

Udlagt Gods ansættes under Fogedforretningen til den Værdi, hvortil det skjønnes under sædvanlige Omstændigheder at kunne udbringes ved offentlig Auktion efter Fradrag af de med Auktionen og Inkassationen forbundne Omkostninger, Hvor Salg ved Auktion ikke finder Sted (§ 515), tages der Hensyn til de Omkostninger, som Salg på anden Måde vil medføre. Ved Udlæg i Fordringer eller i Rettigheder eller i Frugterne og Indtægterne af faste Ejendomme finder ingen Vurdering Sted, men Udlægets Omfang og Udstrækning bestemmes ved et skjøn under tilbørligt Hensyn til de med den benyttede Fremgangsmåde forbundne Udgifter og Omkostninger.

§ 464.

Domfældte, eller hvo der giver Møde for ham, er berettiget til selv at påvise de Ting, i hvilke Exekution skal ske, og Domhaveren kan ikke gjøre Indvendinger herimod, når blot de påviste Gjenstande efter Fogedvidnernes Vurdering eller Skjøn afgive en til det Beløb, der skal inddrives, svarende Sikkerhed.

Dog behøver Domhaveren ikke at modtage Udlæg i fast Ejendom, når der kan påvises rørligt Gods eller Fordringer, hvoraf Fyldestgørelse kan fåes, såvelsom ej heller i Løsøregjenstande, hvis Opbevaring eller Realisation måtte være særlig vanskelig, eller i Fordringer, som må ansees for omtvistede eller usikre. Ej heller kan Domhaveren nødes til at søge sin Fyldestgjørelse på anden Måde, når der kan gives ham Udlæg til Forauktionering. Forsåvidt andet Gods kan påvises, behøver han ikke at modtage sekundært Udlæg i Gjenstande, som i Forvejen ere udlagte til Andre, eller hvorover Andre have erhvervet

Rettigheder, for hvilke Udlægshaveren må stå tilbage.

§ 465.

Påviser hverken Domfældte eller Nogen på hans Vegne Gjenstande, hvori Udlæg kan ske, tilfalder det Domhaveren at udvælge de Gjenstande, hvori han vil søge Fyldestgjørelse. Dog har Fogden herved at påse, at de for Domfældte mest undværlige Gjenstande først udlægges, så at altså en Ejendoms nødvendige Besætning og de til dens Drift uundværlige Avlsredskaber såvelsom Håndværksredskaber og andre til Domfældtes Næringsdrift uomgængelig fornødne Ting ikke udlægges, sålænge andre mere undværlige Gjenstande forefindes.

Gjødning såvelsom Strå og Hø samt Føde- og Sædekorn, forsåvidt til Ejendommens Drift findes fornødent, må ikke ved Udlæg skilles fra Ejendommen, men bliver at betragte som et Tilbehor til den; ej heller må Sæd på Marken omhugges eller andre Frugter optages eller afplukkes, førend de ere modne til at indhøstes.

§ 466.

Når Fyldestgjørelse søges på den i § 461, jfr. § 462, omhandlede Måde, har Fogden at overgive Administrationen af vedkommende Ejendom til en af ham valgt Bestyrer og at pålægge Fæstere, Forpagtere, Lejetagere og Andre at betale deres Afgifter til denne, samt iøvrigt at iværksætte de Tvangsforanstaltninger, som ere fornødne, for at Ejendommens Frugter og Indtægter kunne komme Domhaveren til Nytte.

Den af Fogden indsatte Bestyrer aflægger til de af Fogden bestemte Tider Regnskab for Indkomsterne af Ejendommen og afleverer, i Lighed med hvad der gjælder om Inkassatorer i Almindelighed (§ 511), Overskuder til Fogden efter Fradrag af Administrationsomkostningerne, derunder hans eget Honorar.

Når Domhaveren er bleven dækket for sin Fordring med påløbende Renter og Omkostninger, overleveres Ejendommen igjen til Skyldneren.

Alle Spørgsmål angående Ejendommens

Bestyrelse, Regnskabsaflæggelsen og den tvungne Administrations Ophør afgjøres af Fogden, når Domhaveren, Skyldneren eller andre i Ejendommen Interesserede i den Anledning fremføre Klager eller Indsigelser.

§ 467.

Udlæg kan ikke gjøres i de for Skyldneren og hans med ham samlevende Hustru og Børn fornødne Senge og Sengklæder samt nødvendigste Linned og Gangklæder.

Endvidere kan Skyldneren fordre, at der skal levnes ham Gjenstande, som høre til de vigtigste Livsfornødenheder eller ere nødvendige til hans Næringsvejs Udøvelse, indtil et Vurderingsbeløb af 20 Kr. eller, dersom han er Familieforsørger, af 60 Kr. Disse Gjenstande er han selv berettiget til at undtage fra Udlæget efter eget Valg; har han ikke været tilstede under Exekutionsforretningen, bør der gives dem, der ellers ere tilstede i hans Hus, Anledning til på hans Vegne at føretage et sådant Valg. Denne Ret til at undtage Gjenstande indtil en vis Værdi fra Udlæget, indtræder dog ikke, når Udlæg gjøres for Skatter eller andre Afgifter til det Offentlige, og kommer heller ikke til Anvendelse med Hensyn til Gjenstande, som ere særligen givne til Pant for den Fordring, i Anledning af hvilken Udlæg søges.

§ 468.

Exekution må ikke gjøres i over- eller underordnede Krigeres Uniformstykker, Våben eller andre til deres tjenstmæssige Udrustning og Forsyning fornødne Gjenstande.

Ej heller må Exekution gjøres i civile Embeds- eller Bestillingsmænds Embedsdragter eller i Gjenstande, som af dem holdes og bruges til deres Embeders eller Bestillingers Udførelse.

§ 469.

Exekution kan kun gjøres i Rettigheder, som på den Tid, Forretningen foretages, alt ere erhvervede, derimod ikke i fremtidige Erhvervelser, med Hensyn til hvilke dette ikke er Tilfældet, såsom ventendes Arv.

Exekution kan iværksættes i Domfældtes Fordringer på Andre, selv om de ere betingede eller endnu ikke forfaldne, når de dog

kunne angives og betegnes med tilstrækkelig Bestemthed.

Udlæg kan ikke gjøres i det, som Skyldneren måtte kunne erhverve ifølge gjensidig bebyrdende Kontrakt, der ikke endnu er fuldstændig opfyldt fra hans Side, når det, der af ham skal ydes, er personligt Arbejde eller Tjeneste eller Andet, som Udlægshaveren ikke er eller ved Udlægsforretningen sættes istand til at give eller udføre.

Dog skal ovenstående Forskrift ikke medføre nogen Indskrænkning i den hidtil bestående Adgang til for Underholdningsbidrag til Børn, forladte og fraseparerede Hustruer, at holde sig til Skyldnerens Arbejds- eller Tjenesteløn eller lignende Indtægt.

§ 470.

I sådant Gods, som ellers ifølge dets Natur kunde være Gjenstand for Exekution, kan Udlæg ikke gjøres, når det ved Retshandler med Trediemand eller ved dennes Bestemmelser retsgyldigen er fastsat, at Kreditorer ikke kunne søge Fyldestgjørelse i Godset.

§ 471.

I endnu ikke forfalden Embeds- eller Bestillingsløn eller i lignende Indtægter samt i ikke forfaldne Ventepenge, Pensioner og hermed i Klasse stående Understøttelser, som udredes af Statskassen, Kommunekasser eller andre offentlige Kasser, kan Udlæg ikke gives.

§ 472.

Undtagne fra Exekution ere fremdeles: 1) De militære Underklassers Tjenesteemolumenter i Overensstemmelse med Lov 21de Marts 1874 § 2, 2) Dagpenge og lignende Udredelser til Embedsmænd eller Andre, som udføre offentlige Hverv, samt Rejseudgifter og Tærepenge, der ere udbetalte til indkaldte Vidner eller Synsmænd, 3) Underholdningspenge, som ifølge Øvrighedsresolution, Forlig eller anden lignende Bestemmelse udredes til Hustruer eller Børn, 4) Understøttelse og Hjælp til Trængende, som gives af Stiftelser eller andre veldædige Indretninger såvelsom al Fattigunderstøttelse, 5) Midler og

Penge, der udenrigs fra indsættes i Nationalbanken, samt KlaZfelotterigevinster.

§ 473.

Livrenter, Overlevelsesrenter, Livssorsikkringssummer og lignende mod Vederlag erhvervede Indtægter ere, sorsåvidt ikke Andet ved Retssorholdets Stiftelse retsgyldigen« er bestemt eller vedtaget af Parterne, ikke undtagne fra Erekution, medmindre særlig Lovhjemmel derfor kan påvises.

§ 474.

Erdet fornødne Exekntionsgrundlag tilstede, og finder Fogden ikke iøvrigt Noget til Hinder for at efterkomme Begjæringen om Exekution, berammer han en Tid til Forretningens Foretagelse, såvidt muligt i Overensstemmelse med Domhaverens Ønske.

Exekutionsforretningen skal i Reglen begynde på Domfældtes Bopæl, medmindre Fogden skjønner, at der ifølge de føreliggende Omstændigheder er Anledning til Afvigelseherfra.

Når Dommen lyder på Udlevering eller Afståelse af Ting, kan Exekutionsforretningen begynde, hvor disse forefindes.

Har Domfældte ingen Bopæl i Riget, kan Exekutionsforretningen begynde, hvor Domfældte antræffes, eller hvor Ting, som kunne tjene til Fyldestgjørelse, forefindes.

§ 475.

Forretningen kan ikke fremmes, medmindre der under den gives behørigt Mode fra Domhaverens Side.

Derimod kan den soregå, selv om Domfældte ikke træffes tilstede. Dog stal i dette Tilfælde, hvis ingen Anden fremtræder fom befuldmægtiget til at give Mode for Domfældte, Fogden opfordre hans Hustru, Born over 18 År, Tjenestefolk eller andre til Husstanden horende voxne Personer, fom ere tilstede, til at varetage hans Tarv under Forretningen. Ere sådanne ikke heller at antræsse,

eller ere de uvillige til at optræde, rettes en

lige Opfordring til hans Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, forsåvidt nogen af disse ere tilstede.

§ 476.

Forretningen begynder med, at Fogden opfordrer Vedkommende til ved Fordringens Fyldestgjørelse og de Domfældte til Last faldende Omkostningers Betaling at afværge Exekutionens videre Fremgang. Sker dette ikke, skrider Fogden efter Domhaverens nærmere Begjæring til at foretage de fomødne Exekutionshandlinger i Overensstemmelse med Reglerne i dette Afsnits Kapitel II.

§ 477.

Domfældte er pligtig på Fogdens Forlangende at åbne sine Værelser og Gjemmer, for at det, når Domhaveren begjærer det, kan sees, om heri indeholdes Gjenstande, som egne sig til Udlæg. I Vægringstilfælde, såvelsom når Ingen træffes tilstede, der er istand til at efterkomme Forlangendet, kan Fogden skride til den fornødne Magts Anvendelse. I fornødent Fald er Fogden ligeledes beføjet til at undersøge Domfældtes Person, hvis der er Grund til at antage, at han har skjult Værdigjenstande

§ 478.

Skyldneren er pligtig under Exekutionsforretningen på Forlangende at opgive redeligen og overensstemmende med Sandheden, hvad han ejer til Sikkerhed for eller Fyldest-

gjørelse af Fordringen, samt iøvrigt at meddele alle i så Henseende fornødne Oplysninger. Er Skyldneren ikke tilstede, kan Rekvirenten begjære Forretningen udsat og med et af Fogden bestemt Varsel lade ham tilsige til Mode, hvilket af Rekvirenten kan forlanges afholdt på Fogdens Kontor.

Vægrer Skyldneren sig ved at fremkomme med Opgivelser og Oplysninger eller undlader han uden lovligt Forfald at mede ved Forretningens Fortsættelse, kan Rekvirenten forlange ham hensat i simpelt Fængsel, indtil han opfylder sin Pligt i så Henseende, dog ikke udover 6 Måneder.

14?

§ 479.

Når Skyldneren under' en Exekutionsforretning eller på en Tid, da han maatte forudse en sådan, i egennyttig Hensigt for al unddrage sin Kreditor den ham tilkommende Fyldestgjørelse føretager Noget, der går ud på, at hans lovlige Ejendele eller Fordringer skulle unddrages fra at udlægges til pågjældende Kreditor, bliver han at anse med Straf efter den almindelige borgerlige Straffelovs § 260.

§ 480.

Fra Domfældtes Side kan der med den i § 440 givne Begrænsning fremsættes Indsigelser imod Exekutionens Fremme enten i det Hele eller for en Del eller på den paastaaede Måde.

I Anledning af de fremsatte Indsigelser kan Domhaveren ytre sig.

Om nogen yderligere Ordverling skal finde Sted, beroer på Fogdens Tilladelse.

§ 481.

Trediemand kan fremsætte Indsigelser imod Exekutionen, når dennes Foretagelse på den påståede Måde vilde stride imod hans Ret. Han bar i så Fald blot at møde under Forretningen, fremsætte sin Indsigelse til Protokollen og æske Fogdens Kjendelse, hvorefter den indtrædende Trediemand er at anse som Part i Forretningen.

§ 482.

Forhandlingerne for Fogden foregå mundtlig.

Fogden påkjender den opståede Tvistighed i Henhold til, hvad der fra Parternes Side forklares og indrømmes under Forhandlingerne, såvelsom i Henhold til de fremlagte Dokumenter og andre skriftlige Beviser.

Under Forhandlingerne for Fogden kan i Reglen Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn eller Parternes personlige Afhørelse ikke finde Sted.

Henhører Hovedsagen efter sin Beskaffenhed under Underretternes Afgjørelse, har Fogden at yde Parterne Vejledning i Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 346.

§ 483.

I Fogedprotokollen optages: 3,) Angivelse af Tid og Sted for Forretningen, Parternes Navne, Erekutionegrundlagets Beskaffenhed;

d) Betegnelse af Fogdens og Vidnernes Navne; c) Beretning om Forretningernes Gang i Almindelighed.

I Tilfælde af Tvist optages i Fogedprotokollen en ordret Angivelse af de fremsatte Påftande.

Derhos lader Fogden i det Omfang, som af ham skjønnes hensigtsmæssigt, Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng protokollere, dog ikke ordret, men kun efter deres væsentlige Indhold.

Det Tilførte oplæses og vedsjendes.

§ 484.

Udsættelse kan i Reglen ikke gives under Forretningen, medmindre Parterne ere enige herom.

Derimod kan Fogden anordne eller tilstå en Standsning i Forhandlingerne, når Omstændighederne kræve det, men uden at Forretningen afbrydes.

Fogden har da på Domhaverens Forlangende ved Bevogtning eller på anden Maade at træffe de fornødne Foranstaltninger for at opretholde den samme Tilstand, indtil Forretningen atter fortsættes. Parterne skulle på behørig Måde underrettes om Tiden herfor.

§ 485.

I opståede Tvistigheder afsiger Fogden Kjendelse umiddelbart efter Forhandlingernes Slutning eller dog snarest muligt.

Kjendelsen, der skal vane forsynet med Grunde, indføres fuldstændigt i Protokollen/

Dens Fuldbyrdelse kan ikke hindres ved Anvendelse af Retsmidler.

§ 486.

I Fogedprotokollen optegnes nøjagtigt alle de enkelte Gjenstande, hvori Udlæg gjøres; ved hver enkelt Gjenstand tilføjes dens Værdi efter den stedfundne Ansættelse.

Fogden erklærer derefter til Protokollen de optegnede Gjenstande for udlagte til Dom-

hauercns Fyldestgjørelse og betyder Domfældte, at han fra nu af ikke uden at pådrage sig Strafansvar kan råde over dem på en Måde, som kommer i Strid med Udlægshaverens Ret. Er Domfældte ikke tilstede, gives der den eller dem, som i Henhold til § 475 tilkaldes på hans Vegne, Pålæg om at give Domfældte en sådan Betydning, og efter Omstændighederne kan lignende Betydning gives den Tredjemand, i hvis Besiddelse det Udlagte er.

§ 487.

Hvor der gives Udlæg i fast Ejendom, uden at der tillige gives Udlæg i dens Frugter og Indtægter, forbliver den indtil Tvangsauktionen i Skyldnerens Besiddelse, medmindre denne findes at odelægge eller forringe Ejendommen, i hvilket Tilfælde den kan sættes under en af Fogden valgt Mands Bestyrelse.

Udlægsforretningen må for at kunne gjø« res gjældende imod dem, der ved Retshandler måtte erhverve Rettigheder over Ejendommen, thinglæses ved dennes Værnething efter de om Pantsætning af fast Ejendom gjaldende Regler.

§ 488.

Udlagt Løsøre må, når Udlægshaveren modsætter sig det, ikke forblive i Skyldnerens Besiddelse, medmindre denne stiller antagelig Sikkerhed for dets Tilstedeblivelse i uforringet Stand, men Udlægshaveren er i Almindelighed berettiget til at tage udlagt Løsøre i sin Bevaring dog, hvis det Udiagtes Værdi betydeligt overstiger hans Fordring, kun imod Sikkerhedsstillelse.

Hvor udlagt Løsøre ikke lades tilbage i Skyldnernes Besiddelse, og det heller ikke tages i Forvaring af Udlægshaveren, enten fordi denne ikke ifølge ovenstående Regel har Ret dertil, eller fordi han ikke vil påtage sig dets Bevaring, har Fogden at træffe de fornødne Foranstaltninger til det Udlagtes Bevaring på Domfældtes Bekostning.

§ 489.

Når Gjældsbreve udlægges til Forauktionering, må de forsynes med en Påtegning om Udlæget, hvis dette skal kunne gjøres gjældende imod Trediemand, der senere i god Tro

har fået Gjældsbrevet overbraget til Ejendom eller Pant, eller imod Skyldneren, der senere i god Tro har ydet Betaling på Kapitalen til den, hos hvem Udlæget er sket, mod Kvittering på eller Udlevering af Gjældsbrevet.

Hvor der gjøres Udlæg i Fordringer af anden Beskaffenhed, må der meddeles Skyldneren Underretning herom, da denne i Mangel heraf befries ved i god Tro at betale til den, hos hvem Udlæget er sket. Det Samme gjælder for Skyldneren efter et Gjældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende.

§ 490.

Kan den Ting, hvori Udlæg gjøres, ikke overleveres til Udlægshaveren eller den Mand, som efter Fogdens Bestemmelse stal have den i Bevaring, på Grund af Trediemands Ret til at besidde Tingen, bliver det efter Omstændighederne ifølge Udlægshaverens Begjæring af Fogden at tilkjendegive vedkommende Tredicmand, at Skyldneren ikke er beføjet til at modtage Tingen, når Trediemands Ret til dens Besiddelse ophører.

§ 491.

Når de i de foregående Paragrafer foreskrevne Bestemmelser ere iagttagne, kan den Ret til efter lovlig Omgang at fyldestgjøres af det Udlagte, som Udlæget giver, ikke betages Udlægshaveren hverken ved Skyldnerens påfølgende Død eller Konkurs eller ved fenere af andre Kreditorer iværksat Udlæg, ligesom Skyldneren ej heller ved senere Retshandler gyldige« kan overdrage Trediemand nogen mod Udlægshaverens Ret stridende Rettighed over det Udlagte.

Dog taber Udlægshaveren i Løsøre, som er forblevet i Skyldnerens Besiddelse, sin af Udlcrget flydende Sikkerhedsret overfor Skyldnerens Kreditorer i Tilfælde af Konkurs eller senere Udlæg, når han ikke inden 12 Uger efter Udlægsforretningens Slutning skrider til Tvangsauktion, eller under en Gjenoplagelse af Fogedforretningen får det Udlagte bragt ud af Skyldnerens Besiddelse, medmindre han ved Retsmidlers Anvendelse eller Trediemands Ret har været hindret i at fremme Tvangssalget.

§ 492.

Viser den stedfundne Tvangsauktion, at Udlægshaveren ikke bliver fyldestgjort af det Udlagte, eller kan en Udlægshaver, der ikke har fået tilstrækkeligt Udlæg til at dække hans Fordring, senere påvise Gods, hvori der fan gjøres Exekution, er han berettiget til at for« lange Exekutionsforretningen gjenoptaget og fortsat efter de ovenfor givne Regler. Omvendt er den, bos hvem Udlæget er sket, berettiget til at begjære Forretningen gjenoptaget og det skete Udlæg i det Hele eller for en Del hævet, når den Fordring, hvorfor det er gjort, i det Hele eller for en Del måtte være bleven betalt, efterat Udlceget er sket.

Ligeledes kan Fogden efter Domhaverens Begjæring gjenoptage Gxekutionsforretningen og træffe ny Bestemmelse om Bevaringen og Administrationen af det Udlagte, når Tiden, fom vil hengå forinden Auktionen, betydeligt vil blive forlænget på Grund af Retsmidlers Anvendelse imod Udlægsforretningen, eller når Domfældtes Forhold med Hensyn til udlagt Gods, som er forbleven i hans Besiddelse, giver Anledning dertil, eller når Bekosteligheden ved det Udlagtes Bevaring eller lignende Grunde opfordre dertil.

§ 493.

Også i andre Tilfælde end de i § 492, jfr. § 491 2det Stykke, nævnte kan Exekutionsforretningen gjenoptages efter Begiæring af Trediemand eller en af Parterne, når alle Vedkommende samtykke deri.

§ 494.

Imod den sluttede Exekutionsforretning kan der anvendes Retsmidler i Henhold til de nærmere Bestemmelser herom i dette Afsnits Kapitel V.

Imod Kjendelser, der afsiges af Fogden, kan der først anvendes Retsmidler, efterat hele Exekutionsforretningen er sluttet.

§ 495.

Retsmidler imod Exekutionsforretningen må i Reglen anvendes inden 4 Uger, efterat Exekutionsforretningen er endelig sluttet. Efter Udløbet af denne Frist kan Exekutionsforret-

ningen ikke svækkes, undtagen hvor den i det Hele eller for en Del kan bringes til at bortfalde som en Følge af, at Exekutionsgrundlaget på lovlig Måde tilintetgjøres eller forandres.

Dog kan Landsrettens Formand efter et fra vedkommende Part indgivet skriftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger må følge, tillade, at Exekutionsforretningen angribes ved Retsmidler inden et Års Forløb, når ganske særegne Omstændigheder retfærdiggjøre, at Parten ikke i rette Tid har gjort Retsmidler gjældende.

§ 496.

Udlæg til Forauktionering giver Ret til, efter de i det Følgende opstillede Regler, at sætte det Udlagte til offentlig Auktion og gjøre sig betalt af Auktionssummen, jfr. dog § 515,

Om Adgangen til at stille håndfået Pant til offentlig Auktion uden foregående Dom eller Forlig og Udlæg gjælde den borgerlige Rets Regler, jfr. Konkurslovens § 155.

Ligeledes har det sit Forblivende ved den Statskassen som Panthaver for krediterede Toldafgifter i de en Oplagshaver betroede Oplagsvarer tilkommende Ret til at foranktionere disse uden foregående Retsforfølgning.

§ 497.

Tvangsauktionen foretages i Reglen af den Foged, som har iværksat Udlæget.

Auktionen bliver i Almindelighed at afholde i den Jurisdiktion, hvor Udlæget er sket. Dog er Rekvirenten berettiget til at lade de udlagte Gjenstande bortsælge i nærmeste Kjøbstad eller med Fogdens Billigelse andetsteds.

Dette Steds Foged er da Pligtig at af«

holde Auktionen; dog skal også den Foged, som har foretaget Udlæget, være beføjet til at afholde Auktionen, dersom Rekvirenten ønsker det og han selv dertil er villig.

§ 498.

Ved Auktioners Afholdelse er særlig Til« kaldelse af Vidner ikke fornøden.

Det exekutive Politi er forpligtet til på Begjæring at yde Fogden Bistand i Overensstemmelse med hvad der i § 437 er bestemt.

§ 499.

Ved Begjæringen om Tvangsauktion forholdes der efter de ovenfor i § 439 givne Regler, dog at her desuden Udskrift af Udlægsforretningen må medfølge, medmindre Tvangsauktionen skal foretages af den samme Foged, som har foretaget Udlægsforretningen, i hvilket Tilfælde en simpel Påberåbelse af Udlægsforretningen med Angivelse af dens Datum er tilstrækkelig.

§ 500.

Finder Fogden, at Grundlaget for Tvangsauktionen er i Orden, og at iovrigt Intet er til Hinder for det Udlagtes Forauktionering, har han at foretage de til Auktionens Afholdelse fornødne Skridt i Henhold til den fremsatte Begjæring.

Det bliver at iagttage, at Auktionen ikke må foregå, førend den til Retsmidlers Anvendelse givne ordentlige Frist af 4 Uger er udløben. Fremlægges Bevis for, at Udlægsforretningen inden denne Frists Udløb af nogen af de oprindelige Parter lovlig er angrebet ved Retsmidler, enten selvstændigt eller som et Tilbehør til Dommen, bliver det Udlagtes Forauktionering at stille i Bero.

Dog kan Fogden, når de udlagte Gjenstande ere udsatte for Fordærvelse eller væsentlig Værdiforringelse ved at henligge så længe, som Iagttagelsen af foranstående Bestemmelser vilde kræve, eller når deres Bevaring er forbundet med uforholdsmæssig Bekostning, lade Auktionen afholde til et tidligere Tidspunkt, end de ovenangivne Regler hjemle.

§ 501.

Fogden har at udstede de fornødne Be kjendtgjørelser angående Auktionen, i hvilken Anledning han kan afkræve Rekvirenten de' nødvendige Oplysninger.

§ 502.

Bekjendtgjørelse om Auktion over udlagt Løs øre stal, med den af § 5l4 følgende Undtagelse, ske mindst 14 Dage for Auktionens Afholdelse. Den skal idetmindste 2 Gange indrykkes i den af Egnens offentlige Tidender, som ved Bekjendtgjørelse fra Justitsministeriet hertil bestemmes, således at den første Bekjendtgjørelse sker med det nævnte Varsel, og den anden i Løbet af Varselstiden nogle Dage før Auktionen. Fremdeles stal der om Auktionen ske Opslag ved Plakater og foregå offentligt Udåb, forsåvidt Sådant på Auktionsstedet er sædvanligt ved frivillige Auktioner.

§ 503.

Bekjendtgjørelsen skal indeholde tydelig og nøjagtig Angivelse af Tiden og Stedet, når og hvor Auktionen holdes, samt en almindelig Betegnelse af Gjenstandene, som skulle bortsælges med Fremhævelse af de særlig værdifulde iblandt dem.

§ 504.

Auktionsrekvirenten har at vælge en Mand til Inkasfator, der af Fogden kjendes som pålidelig og vederhæftig. Det påhviler Inkassator at være tilstede ved Auktionen og afgjøre, om han vil give den enkelte Bydende Kredit eller ikke, samt at indkræve Auktionspengene, hvilke han derefter har i en samlet Sum at indbetale til Fogden.

Inkassator er som Selvskyldner ansvarlig for, at Beløbene af de af ham antagne Bud blive betalte, medmindre Andet er vedtaget.

§ 505.

Fogden har at påfe, at der ved Auktionsvilkårene, som iøvrigt forfattes af Rekvirenten, indrømmes vederhæftige Kjøbere den på Egnen ved frivillige Auktioner sædvanlige Kredit, dog uden Fogdens Billigelse ikke udover 3 Måneder.

Det beroer på Auktionsrekvirenten, om han ved Auktionsvikårene vil pålægge Kjøberne at udrede Auktionsomkostningerne, eller om han vil fritage Kjøberne herfor og lade dem forlods udrede af Auktionssummen; i førstnævnte Tilfælde blive de at ansætte til visse Procent eller en vis Andel af hver Krone.

§ 506.

Auktionskataloger kunne udstedes. Om Udgifterne herved skulle bæres af Skyldneren, afgjør Fogden. I benægtende Fald kan enhver i Tvangssalget Interesseret på egen Bekostning udstede Auktionskataloger.

Den, på hvis Bekostning Auktionskata. logerne udgives, er berettiget til at forfatte dem, dog at Auktionens Afholdelse ikke opholdes derefter,

§ 507.

Ved Auktionens Begyndelse oplæses Auk« tionsvilkårene, som tillige skulle opslåes til almindelig Efterretning på et iøjnefaldende Sted i Lokalet, samt, forsåvidt der udfærdiges trykte Auktionskataloger, tilføres disse strax efter Titelbladet.

Når dette er iagttaget, kunne de på Auktionen Bydende ikke påberåbe sig Uvidenhed om Auktionsvilkårene.

§ 508.

Fogden opråber derefter de enkelte Gjenstande til Salg.

Gre Auktionskataloger eller specificerede Auktionsplakater udgivne, bortsælges Tingene i den Orden, disse angive, medmindre Fogden tilsteder Afvigelser herfra; men i modsat Fald er Skyldneren berettiget til at bestemme den Orden, hvori de udlagte Gjenstande skulle opråbes.

Ved hver enkelt Gjenstand optegnes i Pro-

tokollen Auktionskjøberens Navn og Budets Størrelse.

Hvis Betalingen erlægges kontant ved Hammerslaget, gjøres derom Bemærkning.

§ 509.

Udlægshavere ere ingensinde berettigede til at modsætte sig, at ældre eller yngre Udlægshavere i samme Løsøre skride til Tvangsauktion efter de her opstillede Regler. Derimod afgjøres det efter de hidtil gjældende Retsregler, om Panthavere kunne modsætte sig vedkommende Gjenstandes Realisation,

§ 510.

Når Auktionen er holdt i Overensstemmelse med ovenstaaende Regler, er den med Hensyn til sit Udfald bindende for alle dem, hvis Rettigheder over det Bortsolgte ifølge den borgerlige Rets Regler samt Bestemmelsen i § 509 ophøre ved Tvangssalget.

§ 511.

Inden 8 Dage henholdsvis efter Auktionen eller den fastsatte Kredittids Udløb har Inkassator at aflægge Regnskab til Fogden over Auktionsbeløbet og til ham at indbetale, hvad der efter Fradrag af Omkostninger bliver tilovers. I Inkassationssalær må i Reglen ikke beregnes mere end 4 pCt. af de Beløb, hvorpå der gives Kredit, og 2 pCt. af dem, der betales kontant; dog kan Fogden undtagelsesvis, når Inkassationen skjønnes ikke at kunne fåes udført for denne Betaling, tillade, at Inkassationssalæret sættes høiere.

§ 512.

Fogden har derefter uden Ophold at udbetale Auktionsrekvirenten den ham tilkommende Del af Auktionspengene og at afgive det muligvis Tiloversblevne til Skyldneren, medmindre Flere hos Fogden have anmeldt Krav på Deltagelse i det ved Auktionen Indkomne eller det af skjøde- og Pantebøgerne, hvis Bestyrer Fogden har at afkræve Attest i så Henseende, kan sees eller på anden Måde, såsom ved Skyldnerens Forklaring, af Fogden erfares, at sådant Krav haves.

I dette Tilfælde har Fogden at affatte et

Udkast til Auktionssummens Fordeling imellem samtlige Vedkommende ifølge deres Rettigheders Beskaffenhed.

§ 513.

Fogden skal ufortøvet meddele enhver af de i foregående Paragraf omhandlede Personer, som har bekjendt Bopæl inden Riget, særskilt Underretning (§ 122) om, at Udkastet henligger til Eftersyn på hans Kontor. Har nogen af de nævnte Personer ikke bckjendt Bopæl inden Riget, er for hans Vedkommende offentlig Indkaldelse i den almindelige Tidende, som ved Kgl, Anordning bestemmes til retslige Bckjcndtgjørelser, tilstrækkelig.

Fremkommer der ikke inden 4 Uger efter Underretningens Meddelelse eller efter Bekjendtgjørelsen Indsigelse imod Fogdens Udkast, iværksættes Fordelingen ufortøvet i Overensstemmelse med det, dog uden at Nogens Ret iøvrigt er prækluderet herved. Opstår der Tvist om Fordelingen, som det ikke lykkes Fogden ved sin Mægling at bilægge, henviser han de stridende Parter til almindelig Rettergang. Indsigelser mod Fordelingen, der ikke behørig forfølges inden 14 Dage, ansees som ikke fremkomne.

Den Del af Auktionssummen, med Hensyn til hvilken ingen Uenighed er tilstede, udbetales i Overensstemmelse med Udkastet, men den Del, som er Gjenstand for Tvist, tilbageholdes indtil Sagens endelige Afgjørelse. Det påhviler Fogden at drage Omsorg for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbargjørelse i Mellemtiden.

§ 514.

Ere de udlagte Gjenstande udsatte for hurtig Fordærvelse eller Tab i Værdi, eller er deres Bevaring forbunden med uforholdsmæssig Bekostning, kan Fogden lade Auktion afholde med kortere Bekjendtgjørelsesfriter, end de ovenangivne Regler medføre.

§ 515.

Statsobligationer, Bankaktier, Jernbaneaktier, Kreditføreningsobligationer og andre Værdipapirer, som have Kurs på Kjøbenhavns B0rs, forauktioneres ikke, men Fogden har at

lade dem sælge sammesteds ved en Vekelmægler, til hvem de blive at sende, og som derefter skal tilstille Fogden Salgssummen ledsaget af behørigt Regnskab inden 3 Dage, efterat Salget er sket. Udenlandske Statspapirer, Aktier og lignende Effekter, på hvilke Kurs noteres på fremmede Børser, har Fogden efter Udlægshaverens Begjæring at besørge solgte ved et pålideligt Pengeinstitut, om fornødent gjøres, På et fremmed Pengemarked.

§ 516.

Når Udlæg er givet i Fordringer af anden Beskaffenhed end de i foregående Paragraf omhandlede, kan Udlægshaveren, istedetfor at stille dem til Auktion, efterhånden som de forfalde, lade den indkræve hos den eller dem, der ere pligtige at betale samme, ved en i Overensstemmelse med § 504 valgt Inkassator.

Inkassator kan legitimere sig som berettiget til at indkræve Fordringerne ved en Udskrift af Udlægsforretningen, forsynet med Fogdens Påtegning om, at han er antaget til og avtoriseret som Inkassator.

§ 517.

De Pengebeløb, der indkomme, når der gåes frem efter §§ 514, 515 og 516, indbetales til Fogden, som derefter har at gå frem efter Reglerne i §§ 5!2 og 513.

§ 518.

Samtidig med at Udlægshaveren indgiver Begjæring om Auktion, har han til Fogden at afgive Udkast til Auktionsvilkårene, ledsaget af en Anmodning om, at Skyldneren såvelsom den eller de, der i Egenskab af Pant- eller Udlægshavere eller af andre Grunde skulle tage De! i Auktionssummen, eller hvis Stilling som Brugshavere, Servitutberettigede eller desl. iøvrigt kan blive berørt ved Salget, må blive indkaldte til et Møde. Med denne Anmodning skal der følge fornøden Attest af skjøde- og

Pantebogen, Udskrift af de thinglæste Dokumenter og en Beskrivelses- og Vurderingsforretning over Ejendommen, som skal sælges.

§ 519.

Fogden har derefter med 4 Ugers Varsel at indkalde de i foregående Paragraf nævnte Personer til et Møde på hans Embedskontor.

Indkaldelsen sker ved en almindelig Opfordring til at melde sig, som indrykkes 3 Gange i den til retslige Bekjendtgjørelser bestemte almindelige Tidende, medmindre Taxationsværdien af Ejendommen, der skal sælges, ikke overstiger 4000 Kr., i hvilket Tilfælde Bekjendtgjørelsen indrykkes 1 Gang i ovennævnte Tidende og 1 Gang i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad. Derhos bliver der at give dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan sees af Skjøde- og Pantebøgerne eller på anden Måde, såsom ved Skyldnerens Forklaringer, kommer til Fogdens Kundskab, særskilt Underretning, forsåvidt de have bekjendt Bopæl inden Riget (§ 122).

Indkaldelsen skal indeholde Oplysning om Auktionsrekvirentens eller hans Fuldmægtigs Navn og Adkomst til at stille Ejendommen til Salg, tydelig Betegnelse af Ejendommen efter Beliggenhed og Størrelse, Angivelse af Ejerens Navn samt Tilkjendegivelse om, at Udkast til Auktionsvilkårene, af hvilke Enhver mod sportelmæssig Betaling kan fåe Udskrift, henligger til Eftersyn for Vedkommende på Fogdens Kontor. Auktionsrekvirenten har at tilstille de foran ham Berettigede, hvem særskilt Underretning gives, en Udskrift af Auktionsvilkårene.

Derhos skal Tid og Sted for Mødet angives med tilstrækkelig Bestemthed og Nøjagtighed, ligesom det i Indkaldelsen udtrykkelig skal bemærkes, at den, der udebliver, udsætter sig for, at hans Ret fortabes ved Tvangssalget.

§ 520.

I Auktionsvilkårene skal der, hvis ikke såvel Skyldneren som alle de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer samtykke i en anden Fremgangsmåde, tilståes Kjøberen en passende Frist til Tilvejebringelsen af den Del af Kjøbesummen, som skal udbetales. Denne skal for en Tredjedel af dette Beløbs Vedkom-

mende idetmindste være 3 Måneder fra Auktionens Datum; men med den Del, der overstiger fornævnte Trediedel, skal der gives Henstand til den første 11te Juni eller 11te December Termin, som indtræffer mindst 3 Måneder fra Auktionens Datum. Omkostningerne ved Auktionen, som blive at udrede af Kjøberen, medmindre han ved Aukttonsvilkårene er fritaget herfor, kunne fordres betalte inden 8 Dage.

Enhver af de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer er pligtig at finde sig i, at der i Auktionsvilkårene indrømmes de ovennævnte Betalingsfrister med Hensyn til hans Andel i Auktionsudbyttet, ligesom han kan gjøre Krav på, at Auktionsrekvirenten for sit Vedkommende underkaster sig dem.

Derimod står det enhver af de nævnte Personer med Hensyn til hans Andel af Auktionssummen frit for at indrømme længere Betalingsfrister, give Tilsagn om Prioriteters Henståen i Ejendommen eller i andre Måder tilstå Kjøberen lempeligere Vilkår. Det biver i så Fald Pågjældendes egen Sag at påse, at der i Auktionsvilkårene optages fornøden Tilkendegivelse herom, eller at Sådant sker ved et Tillæg til disse eller ved en Tilførsel i Auktionsprotokollen enten i det § 519 omtalte Møde eller i senere Møder.

Den, som er kontraktmæssig forpligtet til at lade sin Pantefordring, uanset Ejendommens Salg, forblive indestående i den, har ikke nøget Krav på Fyldestgjørelse af Auktionsudbyttet, men kun på, at hans Ret bevares.

Når ikke Andet med fælles Samtykke vedtages, har Kjøberen at forrente Auktionskjøbesummen med 5 pCt. fra Hammerslagets Dato at regne.

§ 521.

De i den foregående Paragraf givne Forskrifter blive at undergive de af Forholdets Natur flydende Lempelser, når der påhviler Ejendommen Grundbyrder, såvelsom når vedkommende Behæftelser ikke slutte sig til almindelig Obligationsgjæld, men til Livrente, Aftægt eller lignende Forpligtelser eller til betingede eller uvisse Fordringer, såsom Kautionsforpligtelser og desl.

§ 522.

I Auktionsvilkårene bør der optages det Fornødne angående den Sikkerhedsstillelse, som kan fordres af den Bydende, dersom han vil nyde godt af de i § 520 omhandlede Henstande.

Hvis Ejendommen stal overleveres, inden Betaling finder Sted, bør der stilles Sikkerhed for en Trediedel, og ellers for en Fjeldedel af det Beløb, som Auktionskjoberen er pligtig at udbetale, foruden for de af Auktionen flydende Omkostninger. Sikkerheden bør bestå i indenlandske Værdipapirer, der have Kurs på Kjøbenhavns Børs, eller i Panteobligationer i faste Ejendomme, som fyldestgjøre, hvad der efter de gjældende Regler kræves til Umyndiges og offentlige Stiftelsers Midlers Betryggelse, Det følger af sig selv, at den Ejendom, der tilståes Kjøberen. ikke selv kan benyttes til den heromhandlede Sikkerhedsstillelse. Fogden kan tilstå den Bydende en kort Frist af indtil 8 Dage til at tilvejebringe Sikkerheden, når der kun ikke mangler Sikkerhed for de Omkostninger, som måtte flyde af, at der må afholdes en ny Auktion.

Medens enhver af de i Salget Interesserede er pligtig at lade sig noje med foranforte Sikkerhed, står det derimod til enhver af dem for sit Vedkommede ganske at frafalde Fordring på Sikkerhed eller at lade sig nøje med en ringere reel Sikkerhed eller med blot personlig Sikkerhed.

Hvis Pågjældende ikke har ladet Tilkjendegivelse herom optage i Auktionsvilkårene, kan han ved selve Auktionen før eller efter Budenes Modtagelse afgive sin Erklæring herom.

§ 523.

Ligesom Rekvirenten har at iagttage de ovenfor i §§ 520—522 givne Regler, således er såvel han som enhver anden af de i Tvangssalget interesserede Personer ubeføjet til uden Nødvendighed i Auktionsvilkårene at optage eller til dem at lade tilføje andre usædvanlige eller byrdefulde Betingelser, som kunne antages at ville afskrække Kjøberne.

§ 524.

I det i § 519 omhandlede Mode have de

Indkaldte at fremkomme med deres Indsigelser imod eller Ændringsforslag til det af Rekvirenten gjorte Udkast til Auktionsvilkår såvelfom med de Tilføjelfer, som Enhver for sit eget Vedkommende vil have optaget i Auktionsvilkårene. Dog er hermed ikke sigtet til den eller dem, som anse sig for ejendomsberettigede til det Udlagte eller tro sig i Besiddelse af Servituter, Grundbyrder eller lignende Rettigheder over Ejendommen, forfåvidt disse skulle gå forud for alle dem, der skulle have Dækning gjennem Tvangssalget.

§ 525.

Fremkommer ingen Indsigelse eller anden Bemærkning fra nogen af de Indkaldte eller Andre, som mode for at varetage deres Tarv i Anledning af Salget, ansees de samtlige for at vedtage, at Tvangsfalget også for deres Vedkommende skal føregå i Henhold til det fremlagte Udkast til Auktionsvilkår. Dog har Fogden på Embedsvegne at påse, at Auktionsvilkårene ikke vilkårlig afvige fra de i §§ 520—523 givne Regler, medmindre udilykkeligt Samtykke hertil haves fra alle Vedkommende.

Fremsættes der Indsigelser, Ændringsforstag eller Andragender om Tilføjelser til det førelagte Udkast til Auktionsvilkår, skal Fogden ved sin Mægling søge at tilvejebringe Enighed om Auktionsvilkårene; men lykkes dette ikke, har han, efterar Parterne have ytret sig, at afgjøre den opståede Tvist ved en Kjendelse, der afsiges snarest muligt, samt derefter at drage Omforg for, at Auktionsvilkårene affattes i Overensstemmelse med den trufne Afgjørelse.

Fogden kan tilstå de fornødne Udsættelser, dersom Auktionsvilkårene ikke skjønnes at kunne endelig fastsættes i det i § 519 omhandlede Mode. Fremkommer der Påstande om at forandre Rekvirentens Udkast til Auktionsvillårene til Skade for nogen Indkaldt, fom ikke har givet Møde, skal Fogden udsætte Sagens Afgjørelse til et følgende Møde, til hvilket de pågjældende Udeblevne særlig skulle kaldes, samtidig med at det meddeles dem, hvilke Påstande der ere fremsatte. Udeblive de da, ansees de for at samtykke i, at Påstanden tages til Følge.

§ 526.

Er der Uenighed om, hvorvidt eller i

hvilken Orden Pågjældende skulle fyldestgjøres af Auktionssummen, kan det undlades i Auktionsvilkårene at optage nogen Angivelse af, til hvem af dem der skal betales, men det kan, når Fogden finder Grund til at give herom nedlagt Påstand Medhold, istedetfor bestemmes, at Kjøbesummen skal indbetales til Fogden, som i saa Fald har at forholde sig efter de nedenfor i § 537 givne Forskrifter, samt derhos tillige har at drage Omsorg for at indkræve Auktionskjøbefummen, i fornødent Fald ad Rettens Vej.

§ 527.

Når Auktionsvilkårene ere fastsatte enten ved Overenskomst eller ifølge Fogdens Kjendelse, kan, foruden Auktionsrekvirenten, enhver Udlægshaver og enhver Panthaver, hvis Fordring er forfalden, fordre, at der skrides til Auktion i Henhold til den begyndte Forfølgning og med den af samme følgende Retsvirkning.

§ 528.

Fogden har, fåsnart Auktionsvilkårene ere fastsatte, af egen Drift og uden yderligere Opfordring at tillyse Auktionen.

Dette sker ved, at en Bekjendtgjørelse af det i næste Paragraf angivne Indhold 3 Gange indrykkes i den til retslige Bekjcndtgjørelse bestemte almindelige Tidende samt udenfor Kjøbenhavn tillige i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad med et Varsel af mindst 14 Dage fra den første Indrykkelse at regne. Dog kan udenfor Kjøbenhavn Bekjendtgjørclse iden til retslige Bekjendtgjørelfer bestemte almindelige Tidende undlades, når Tarationsværdien af Ejendommen, der skal sælges, ikke overstiger 4000 Kr., og hvor Tarationsværdien er større, kan Fogden, naar det af nogen Vedkommende forlanges, og han finder det tjenligt, også foranstalte Auktionen bekjendtgjort i andre Aviser, endogså udenlandske.

Bortfalder Auktionen, har Fogden at aflyse den ved Bekjendtgjørelse een Gang i de nævnte Blade.

§ 529.

Bekjendtgjørelsen stal indeholde en nojagtig Betegnelse af Ejendommen og Ejerens Navn, dens Størrelse, Beliggenhed og andre Forhold, fom kunne antages at have væsentlig Indflydelse på Værdien, når og hvorledes Ejendommen kan tages i Djesyn, samt derhos en tydelig Angivelse af Tid og Sted for Auktionens Afholdelse.

Tillige skal Bekjendtgjørelsen indeholde Oplysning om, hvor Auktionsvilkårene henligge til Eftersyn for Lysthavende.

§ 530.

På Auktionsdagen kan der ikke fremsættes Indsigelser imod de i Henhold til det Foregående fastsatte Auktionsvilkår, men vel modtages Erklæringer om Lempelser i Udbetalinger, i Betalingsfrister, i Sikkerhedsstillelse o. s. v., og af Fogden gjøres Bemærkninger vedkommende Ejendommens Tilstand eller om andre faktiske Forhold eller derved nødvendiggjorte Tillæg til eller Forandringer i Anktionsvilkårene. Heller ikke kan det formenes dem, der ville fremkomme med de i § 524 2det Punktum ommeldte Påstande, at fremsætte fådanne, der da kunne imødegåes af andre Vedkommende, dog uden at nogen egentlig Procedure derom kan tilstedes, ligesom Kjendelse heller ikke bliver at afsige om Andet end om, hvorvidt Auktionen desuagtet kan fremmes eller ikke. Sådanne Påstandc kunne dog efter Omstændighederne give Hjemmel for Fogden til efter Vedkommendes Begjæring eller af egen Drift at udsætte Auktionen.

Derefter oplæses Auktionsvilkårene, Pantealtesten og såmeget af tidligere Protokoltilførseler eller af andre Dokumenter, som Fogden finder fornødent at meddele de Lysthavende, medens de øvrige Salget vedkommende Dokumenter bor være tilstede og til Lysthavendes Eftersyn.

§ 531.

Ejendommen opråbes derefter enten delvis eller samlet og enten med eller uden Alternativer, eftersom Vilkårene give Anledning til. Budene optegnes, efterhånden som de gjøres, enten i Protokollen eller på et særskilt Ar

med Tilføjelfe af de Bydendes Navne. Hvis Størrelfen af det mindste Overbud ikke er fastsat i Auktionsvilkårene, står det til Fogden at fordre, at Overbud skulle have en i Forhold til Gjenstandens Betydenhed passende mindste Størrelse, ligesom Fogden i det Hele har at lede Auktionen og sørge for, at denne fremmes med Ro og Orden og uden unødvendigt Ophold. Når Ingen efter derom 3 Gange gjentagen Opfordring gjør Overbud, standses Opråbet, og Resultatet indføres i Protokollen, Der gives Vedkommende Lejlighed til at gjøre de Bemærkninger med Hensyn til Sikkerhedsstillelse, ny Auktion, Auktionens Hævelse og deslige, hvortil der måtte være Anledning, og Fogden afgjør derefter det Fornødne, dersom det behøves, ved en Kjendelse. Hvis Salg skal sinde Sted, bekræftes det vedkommende Bud ved Hammerslag.

§ 532.

Enhver, som ifølge § 527 kan fordre Auktioncns Fremme, har, forsåvidt han ifølge sin Fordrings Beskaffenhed kan antages at ville fåe Del i den budne Kjøbesum, Ret til, dersom Andet ikke er vedtaget ved Anktionsvilkårenes Fastsættelse, at gjøre Fordring på, at Hammerstag gives den Højstbydende, som kan tilfredsstille de Fordringer, der lovmedholdeligen stilles med Hensyn til Sikkerheden for Budets Opfyldelse.

§ 533.

Dog kan Skyldneren såvelsom enhver af dem, hvis Rettighed over Ejendommen ved Tvangssalget vil bringes til at ophøre, forsåvidt han ikke ifølge det skete Bud vil fåe fuld Dækning for fit Krav, fordre en anden Auktion afheldt, når han strar på Auktionsstedet erklærer Sådant, imod at han stiller Sikkerhed for Betalingen af de af den nye Auktion flydende Omkostninger, forsåvidt diese ikke måtte blive dækkede ved et bøjere Bud. Ved den anden Auktion bør Ejendommen absolut bortsælges, uden Hensyn til, hvad Bud der ved samme erholdes, medmindre alle de, som ifølge § 527 kunne fordre Auktionens Fremme, samtykke i, at flere Auktioner afholdes, i hvilken Henseende bemærkes, at de, der ikke gjøre Indsigelse, ansees for at samtykke.

Den, som er højstbydende ved første Auktion er, dog ikke i længere Tid end 6 Uger, bunden ved sit Bud for det Tilfælde, at der ikke ved anden Auktion skulde ske ligeså højt eller højere Bud eller det skete Bud formedelst manglende Sikkerhedsstillelse ej kan antages. Gives der ved anden Auktion hverken Hammerslag til ham eller til nogen Anden, er den højstbydende ved første Auktion løft fra sit Bud, og Forpligtelse til at vedstå Budet påhviler heller ikke den eller de Højstbydende ved anden Auktion.

§ 534.

Når en anden Auktion skal sinde Sted, må herom udgå en ny Bekjendtgjørelse med 14 Dages Varsel, der idetmindste indrykkes een Gang i de i § 528 nævnte offentlige Blade.

Det skal i Bekjendtgjørelsen udtrykkeligt bemærkes, at det er anden og sidste Auktion.

§ 535.

Den Højstbydende har ikke ved nogen af Auktionerne Ret til at fordre Hammerslag.

Den i Konditionerne betingede Sikkerhedsstillelse (jfr. § 522) kan først forlanges, når Hammerslag tilbydes; dog kan Fogden, når af Vedkommende fremsættes Påftand herom, forlange, at ubekjendte eller uvederhæftige Personer strax skulle stille en mindre Sikkerhed efter Fogdens skjøn, hvis deres Bud stal komme i nogen Betragtning.

536.

Den, der har erholdt Hammerstag, er forpligtet til at berigtige Kjøbesummen ved Betaling enten umiddelbart til de i Auktionsvilkårene angivne Personer eller til Fogden, dersom dette måtte være bestemt i Henhold til § 526. Det først forfaldende Afdrag På Kjøbesnmmen erlægges, forsåvidt ikke Andet er bestemt i Konditionerne, eller forsåvidt ikke Samtykke fra Vedkommende til Udsættelse haves, til den eller de først Berettigede, forsåvidt tilstrække kan, og anvendes således i Almindelighed først til Dækning af resterende Skatter og Afgifter, hvis Prioritet er bevaret, og som ikke ere betingede udredede udenfor Kjøbesummen.

§ 537.

I det Tilfælde, at Betalingen efter § 526 skal erlægges lil Fogden, har denne, strax efterat Hammerslag er givet, at gjøre et Udkast til Auktionssummens Fordeling imellem de i Tvangssalget interesserede Personer, hvilke derpå med 14 Dages Varsel indkaldes til et Møde. Indkaldelsen, der skal indeholde Tilkjendegiuelse om, at Udkastet ligger lil Eftersyn på Fogdens Kontor, hvor enhver Vedkommende mod sportelmæssig Betaling kan fåe en Afskrift af det, sker ved en almindelig Opfordring til at melde sig, som indrykkes een Gang i den til retslige Bekjendtgjørelser bestemte almindelige Tidende, hvorhos der bliver at give dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan sees af skjøde- og Pantebøgerne eller på anden Måde, såsom ved de tidligere stedfundne Forhandlinger, er kommen til Fogdens Kundskab, særskilt Underretning, forsåvidt de have bekjendt Bopæl inden Riget (s 122).

Fremkommer der i det berammede Møde ingen Indsigelse mod Fogdens Udkast, føretages Fordelingen af Kjøbesummen, efterhånden som den indkommer, i Overensstemmelse med det, dog uden at herved Nogens Net iøvrigt prækluberes.

Fremsættes derimod Indsigelser, og lykkes det ikke Fogden ved Mægling at tilvejebringe Enighed, henviser han de tvistende Parter til almindelig Rettergang. Forfølges en gjort Indsigelse ikke behørig inden 4 Uger, ansees den som ikke fremsat.

Den Del af Auktionssummen, med Hensyn til hvilken ingen Indsigelse er fremsat, udbetales i Overensstemmelse med Udkastet, men den Del af den, som er Gjenstand for Tvist, tilbageholdes, forsåvidt den er indkommen eller måtte indkomme, indtil Sagens endelige Afgjørelse.

Fogden har at sørge for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbaigjørelse i Mellemtiden.

§ 538.

I Tilfælde af, at Auktionskjøberen ikke efterkommer Auktionsvilkårene, er Rekvirenten såvelsom enhver af de Personer, som ifølge

deres Fordringers Beskaffenhed have Krav på at fåe Del i Kjøbesummen, berettiget til at fordre, at Ejendommen sættes til en eneste Auktion på Auktionskjøberens Risiko og Regning, således at han bliver pligtig at tilsvare, hvad der måtte bydes mindre, uden at have Krav på, hvad der måtte bydes mere, end Auktionskjøbesummen.

Fogden har på Vedkommendes Begjæring at tillyse Auktionen i Overensstemmelse med de for den anden Auktion i § 534 givne Regler.

Ovenanførte Fremgangsmåde udelukker ikke, at enhver af de til Deltagelse i Auktionskjøbesummen Berettigede for sin Del, eller efter Omstændighederne Fogden på Samtliges Vegne, anvender almindelig Retsforfølgning imod Auktionskjøberen.

§ 539.

Fogden har at udstede Auktionsskjøde til Kjøberen på Tvangsauktionen eller hvem denne har overdraget sin Ret, når de for skjødes Erholdelse i Auktionsvilkårene satte Betingelser ere opfyldte, eller Bevis føres for, at alle Vedkommende have fået, hvad der tilkommer dem, eller samtykke i, at skjøde må udstedes.

Består det Solgte af flere særskilte Ejendomme, skal Fogden, når det forlanges af Kjøberen eller hvem der træder i hans Sted, og nå de derpå hvilende Hæftelser ere helt afgjorte eller Vedkommendes Samtykke tilvejebragt, give særskilt skjøde eller Overdragelsesdokument på hver særskilt Ejendom. Forlanges en særskilt Ejendom delt, skal det Samme iagttages, når de lovbestemte Betingelser for Delingen ere godtgjorte at være tilstede.

Kjøberen er i Mangel af anden Bestemmelse i Vilkårene pligtig at have taget skjøde eller Overdragelsesdokument og berigtiget Kjøbet i enhver Henseende inden 1 År efter Hammerslaget.

§ 540.

Kjøberen på Tvangsauktionen er, når den i § 548 angivne Frist af 4 Uger er forløben, uden at der er gjort Retsmidler gjældende, og han har fyldestgjort Auktionsvil-

kårene, berettiget til at lade de Hæftelser, til hvis Dækning der efter Auktionens Udfald Intet udkommer, udflette af skjøde- og Pantebogen.

§ 541.

I Auktionsvilkårene bestemmes de Honorarer, som Kjøbelen har at udrede; til Rekvirentens juridiske Konsulent kan i det Højeste betinges for samtlige i Forbindelse med Auktionen stående Forretninger ½ pCt. af Kjøbesummen, når denne overstiger 10,000 Kr., og hvis den er ringere, kun Salærer fra 20 til 50 Kr. foruden Rejseomkostninger.

Forsåvidt nogen af de øvrige Mødende har Krav på Salær, bestemmes dette ikke procentvis i Forhold til Kjøbesummen eller Etørrelsen af den Fordring, som de skulle værne om, men i Forhold til Ulejligheden ved Mødet og Sagens Beskaffenhed i det Hele ligeledes med Tillæg af Rejseomkostninger.

I intet Tilfælde kunne Reiseomkostninger beregnes for længere Afstande, end om en Sagfører indenfor Retskredsen var benyttet.

§ 542.

Under Tvangsauktionen kunne de oprindelige Parter ikke fremsætte sådanne Indsigelser, som vedrøre Lovligheden af Udlægsforretningen eller de forud for samme liggende Retshandlinger.

Indsigelser, som ikke høre til de i tredie Underafdeling omhandlede, kunne af Trediemand fremsættes under Auktionsforretningen, når han formener, at Auktionens Fremme på den påståede Måde vil komme i Strid med hans Ret.

§ 543.

Proceduren under Auktionen eller Forberedelserne til samme foregår efter de Regler, som i §§ 480, 481 og 482 ere givne om

Tvistigheders Forhandling under Exekutionsforretninger.

§ 544.

Hvad der skal oplages i Auktionsprotokollen, afgjøres efter de i § 483 opstillede Grundsætninger.

Dog blive de i Rskr. 13de Juni 1783 og Pl. 3die September 1823 indeholdte Bestemmelser, hvorefter visse Løsøreauktioner ikke behøve at føretages til Protokollen, fremdeles at anvende med de Lempelser, som følge af Reglerne i nærværende Kapitel.

§ 545.

De i § 484 om Udsættelse og Stands« ning givne Regler komme også til Anven« delse på selve Auktionens Afholdelfe jfr. dog § 530 1ste Stykke i Slutningen.

§ 546.

I opståede Tvistigheder forholdes der med Kjendelses Afsigelse efter § 485.

§ 547.

Imod den sluttede Auktionsforretning kan der anvendes Retsmidler i Henhold til de nærmere Bestemmelser herom i det følgende Kapitel.

Imod Kjendelser, der afsiges under Auktionen eller Forberedelserne til denne, kan der først anvendes Retsmidler, efterat hele Auktionsforretningen er sluttet.

§ 548.

Retsmidler imod Auktionsforretningen må i Reglen anvendes inden 4 Uger efterat Auktionsforreiningen er sluttet. Efter Udløbet af denne Frist kan Auktionen ikke svækkes, undtagen hvor den i det Hele eller for en Del bortfalder som en Følge af, at de føregående Retshandlinger, til hvilke den slutter sig, på lovlig Måde tilintetgjøres eller forandres.

Dog kan Adgang til Retsmidlers Anvendelse inden Forløbet af et År tilståes på samme Måde, som i § 495 2det Stykke er bestemt om Udlæg.

§ 549.

Anker over Fogedforretninger, som ved« røve selvc den Fordring eller Ret, om hvis

Fuldbyrdelse der er Spørgsmål, gjøres gjæl° dende ved Påanke til den Landsret, under hvilken Fogden står. Har den, der vil gjøre sådan Anke gjaldende, tillige Anker af den i denne Paragrafs 2det Stykke angivne Beskaffenhed, blive disse at inddrage under Påanken. Anker, der alene angå de processuelle Betingelser for Fogedforretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmåde, gjøres gjældende ved Besværing til den Landsrvt, under hvilken Fogden står.

§ 550.

Parterne kunne ikke gyldigjen give Afkald på deres Adgang til at anvende de i foregående Paragraf omhandlede Retsmidler, førend efterat den Fogedforretning, med Hensyn til hvilken der er Spørgsmål om Retsmidlers Anvendelse, er iværksat.

§ 551.

Påanke iværksættes ved, at der tilstilles Modparten Ankeskrift på den i § 356 bestemte Måde, Besværing derved, at der i Overensstemmelse med § 321 indgives Be° sværingsfkrift til Fogden selv.

§ 552.

Påanken foregår iøvrigt i Overensstemmelse med de om Påanke fra Underretten til Landsretten i fjerde Affnit givne Regler.

Som en Følge heraf finder der en fuldstændig ny Bevisførelse og Sagsudvikling Sted for Landsretten.

Den for Fogden stedfundne Procedure er ikke bindende, og der er endog Intet til Hinder for, at nye Påstande fremsættes. Dog kunne Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Fogden afgivne protokollerede Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

§ 553.

Landsretten træffer de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Udsættelser for at føre Bevis og med Hensyn til Fastsættelsen af en Tid for Hovedforhandlingen i Overensstemmelse med Reglen i § 357.

Bevisførelsen foregår efter de almindelige Regler i andet Afsnit.

§ 554.

Besværing foregår med de Lempelser, som følge af Bestemmelserne i dette Afsnit, efter samme Regler som Besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger, jfr. § 360.

§ 555.

Påanke fra Landsretten til Højesteret i de heromhandlede Tilfælde finder i Reglen kun Sted, når Hovedsagen i Anledning af hvilken Exekution er sket, har været Gjenstand for Landsrettens Afgjørelse i førstc Instants eller dog ifølge sin Beskaffenhed i Tilfælde af Retstvist vilde henhøre under samme. Dog kan, om end Hovedsagen ikke er af den anførte Beskaffenhed, Højesterets Formand i Forbindelse med to af ham tiltagne Medlemmer af Retten tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret, Andragende herom fremsættes og behandles på den i § 304 omtalte Måde.

Om Påanken til Højesteret gjælde de almindelige Regler i tredie Afsnit Kap. I.

Landsrettens Afgjørelse i Anledning af Besværing er ikke Gjenstand for yderligere Besværing til Højesteret.

§ 556.

Udpantning kan finde Sted for efternævnte Fordringer:

1) Stats- og Kommuneskatter, samt Afgif-

ter og Idelser, som ifølge Lovgivningens umiddelbare Bud eller en i Henhold til samme foretagen Ligning eller Ansættelse tilkomme Stat, Kommune, Kirker, anerkjendte Troessamfund, offentlige Stiftelser eller Embeder og Bestillinger; denne Bestemmelse kommer dog ikke til Anvendelse i Henseende til Told- og Skibssamt Brænderiafgifter, Stempelafgift for Spillekort og Afgift for Adgangsbeviser for Handelsrejsende undtagen i det i Forordningen angåcnde det under det Kgl, General-Toldkammer og Kommercekollegimn henhørende Kasseog Regnskabsvæsen af 8de Juli 1840 § 9 2det Punktum omhandlede Tilfælde;

2) Enhver på en fast Ejendom hvilende, stadig tilbagevendende eller af en bestemt Begivenhed afhængig Penge- eller Naturalafgift, som uden særlig Vedtagelse går over fra Ejer til Ejer, forsåvidt den tilkommer en af de under Nr. 1 ommeldte Berettigede, herunder indbefattet Renterne af de i enkelte Ejendomme fra det forrige Ryttergodses Salg indestående, Statskassen tilhørende halve Kjøbesummcr, samt Renterestancer af den i Henhold til Lov 8de April 1851 om Selvejendoms Indførelse på det Staten tilhørende Bøndergods, jfr. Lov 27de Januar 1852 § 4, Lov 3die Marts 1852 § 2 og Lov 8de Februar 1854 § 2, stiftede Pantegjæld, fremdeles Bankhæftelsesrenter, Tiendevederlag og ethvert ved de anordnede Kommissioners Mellcmkomst fastsat Vederlag for Afløsningen af Naturalydelser, Pligtarbeide eller Byrder på faste Ejendomme, alt forsåvidt de i dette Nummer omhandlede Afgifter eller Vederlag ere bestemte til en uforanderlig eller dog efter faste Regler vexlende Størrelse;

3) Den Betaling, som efter et af Kongen eller vedkommende Ministerium stadfæstet eller af vedkommende Kommunalbestyrelse eller anden offentlig Myndighed indenfor Grænserne af den samme tilkommende Beføielse vedtaget eller stadfæstet Betalingsreglement bliver at erlægge for Benyttelsen af sådanne et almennyttigt Formål tjenende Indretninger, hvortil Adgangen under visse almindelige Betingelser står åben for Enhver;

4) Gebyrer for kongelige eller ministerielle Expeditioner, Rets- og Magistratsgebyrer og

de med Retshandlinger forbundne Afgifter samt det Vederlag, derunder indbefattet Dag« penge og Befordringsgodtgørelse, som tilkommer Nogen for Udførelsen af Forretninger eller Møder i Medfør as Loven, af offentlig Bestilling eller af en af vedkommende Myndig« hed særlig sket Udmeldelse eller givet Pålæg, forsåvidt Pederlagets Størrelse eller Reglen for dets Beregning er fastsat i Lov eller i en af Kongen eller vedkommende Ministerium i Henhold til de gjældende Regler stadfæstet Tart, så og Erstatning for de af den Pågjældende til Forretningens Udførelse lovlig gjorte Udlæg;

5) Erstatning hos Private for det Udlæg, som Stat, Kirke eller Kommune har havt ved på den Forsømmeliges Vegne at besørge befalede Anskaffelser, Istandsættelser, Arbeider eller Naturalydelser;

6) Underholdningsbidrag, som det ifølge Dvrighedens i Medfør af den gjældende Lovgivning afgivne Bestemmelse eller Sammes stadfæstelse på Separations- eller Skilsmiesevilkår påhviler Nogen at udrede til ægte eller uægte Børn, Stedbørn, Forældre, forladte, fraseparerede eller fraskilte Hustruer, så og de Erstatningskrav, som kunne påhvile Husbond eller Andre, fra hvem Personer, der ere pligtige at svare Underholdningsbidrag, have Indtægt, når der af Øvrigheden i Henhold til de gjældende Regler er gjort Forbud imod Udbetalingen;

7) de Brandhjælpspenge, der tilkomme Kjøbenhavns Brandforsikring, den almindelige Brandforsikring for Landbygninger og den almindelige Brandforsikring for Kjøbstadbygninger, sålænge disse ere undergivne Regjeringens Tilsyn;

8) Afløsningsvederlag for Ægt og Arbejder til Kirker, når Vederlaget er fastsat ved den anordnede Kommissions Mellemkomst eller, hvis Afløsning ikke bar fundet Sted, Tiendeejerens Krav på Erstatning for den ved den Privates Forsemmelse med at udføre sådant Ægt og Arbeide pådragne Udgift;

9) Ejeres Krav på Erstatning hos Fæstere og Lejere for udlagte Skatter og Afgifter af Ejendommen og på Vederlag for Afløsning af Hoveri, Pligtarbejde eller Jagtdage i Hen-

hold til Afløsningslovene af 4de Juli 1850 samt, når sådant særligt er vedtaget, Ejeres Krav på Vederlag for Afløsning af Hoveri og Jagtdage, der er fastsat uden Afløsningsmændenes Mellemkomst, og på Fæsteafgift af Huse på Landet;

10) a. Fordringer hos en og samme Skyldner på Belaling for Løsøre, der er kjøbt ved en i Medfør af Embede eller offentlig Bestilling afholdt Auktion, når de ikke overstige 400 Kr. og Auktionsprotokollen tydelig udviser Kjøberens Navn og Kjøbefummernes Størrelse;

b. de Beløb, som det ifølge den i Frd. 13de Novbr. 1829 §§ 3 og 5 ommeldte Fordeling påligger Kirkeværgen at indkræve;

c. den Enker efter Fæstere i Henhold til Lov 19de Febr. 1861 om Forandringer i Fæstelovgivningen § 7 tilkommende Fordring på den ved Fæstefratrædelse betingede Aftægt af Fæstet;

d. det Bidrag, fom Medlemmerne af For« eninger mellem Svende, Fabrikarbejdere, Søfarende o. lign. have at erlægge til Foreningens Syge- og Begravelseskasfe, når det i Foreningens af Indenrigsministeriet stadfæstede Vedtægt er bestemt, at Bidraget skal inddrives ved Udpantning;

6. Fordringer efter Bankhæftelsesobligationer, som, efter at være cederede Skyldneren, af ham ere borttrausporterede;

1. Bøder og Erstatninger, som af de i Henhold til Lov om Hærens Distriktsheste af 26de Mai 1868 § 3 anordnede militære Mønstringskommissioner pålægges private Fodeiværter i Overensstemmelse med de af Krigsbestyrelsen fastsatte og af vedkommende Foderværter ved Hestenes Overtagelse indgåede Betingelser for Udstationeringen af Hærens Heste.

g. den Betaling, fom i Henhold til Lov om Brandvæsenet i Kjøbstæderne af 21de Marts 1873 § 10 og dertil sig Sluttende Reglementer tilkommer de af vedkommende Kommunalbestyrelser antagne Skorstensfejere, forsåvidt den ikke er bestemt til et fast årligt Vederlag af Kæmnerkassen;

h. de i Lov om Digearbejder på Lolland og Falster af 23de Maj 1873 §2 sidste Stykke omhandlede Beløb samt Bidrag til Dækning

af et Digelags Udgifter i Overensstemmelse med Lov 10de April 1874 § 12.

Udenfor de ovennævnte Tilfælde kan Udpantning ikke finde Sted.

Ligesom det altid står i Rekvirentens Magt at indtale sin Fordring ved sædvanlig Rettergang, således skal det også være ham tilladt, når Fogden finder, at Omstændighederne tale derfor, at benytte Udpantning for en Del af den ham tilkommende Fordring og indtale Resten ved sædvanlig Rettergang.

Tilbyder Skyldneren delvis Betaling, bør denne modtages.

§ 557.

Udpantningsretten følger Fordringen, så at den tilkommer Enhver, som med Hensyn til samme er trådt i den oprindelige Berettigedes Sted, og vedvarer indtil eet År efterat Fordringen er forfalden til Betaling. Imidlertid er det i Henseende til Fristens Beregning tilstrækkeligt, at Udpantning er begjært inden Udløbet af ovennævnte Tidsrum, når den derefter med tilbørlig Hurtighed fremmes af Rekvirenten.

§ 558.

Den, der begjærer Udpantning foretagen, har herom skriftlig at henvende sig til Fogden. Begjæringen ledsages, forsåvidt Fordringen støttes på eller godtgjøres ved skriftlige Dokumenter, af disse, og ellers af sådanne Oplysninger, som måtte være fornødne, for at Fogden kan tage Bestemmelse, om Udpantning kan finde Sted. Finder han efter det Foreliggende Intet til Hinder for Udpantning, afsiger han ved Påtegning på Begjæringen en Kjendelse gående ud på, at den forlangte Udpantning kan foretages, dog på Rekvirentens Ansvar, forsåvidt Fordringens Rigtighed angår, hvilken Kjendelfe ikke særskilt kan angribes ved noget Retsmiddel. I modsat Fald nægter han den begjærte Udpantning ved en Kjendelse, der er Gjenstand for Besværing efter Reglerne i foregående Hovedafdeling,

§ 559.

Efterat Udpantning er bevilget, har Rekvirenten eller i de Tilfalde, i hvilke Foranstalt-

ningen til Udpantningens Iværksættelse pålig« ger Fogden i Embedsmedfør, denne at drage Omsorg for, at Begjæringen og den samme påtegnede Kjendelse mindst 6 Dage for Forretningens Foretagelse i Overensstemmelse med Reglerne i første Afsnit Kapitel IX forkyndes for Skyldneren.

Ved Inddrivelsen af Statsskatter, Bankren« ter, Brandpenge, Kommuneskatter og alle andre Afgifter til det Offentlige, fåvelsom af Tiendevederlag, Brokorn og alle andre deslige Indtægter, som inddrives ved Udpantning hos Beboerne af et Sogn eller en Kommune, er det tilstrækkeligt, at Bekjendtgjørelse om, at Restancen af Fogden er godkjendt til Inddrivelse, og at denne vil finde Sted uden videre Varsel, uden Nævnelse af de enkelte Skyldneres Navn, sker mindst 8 Dage, før Udpantningen foregår, i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad eller ved Opslag på offentlige Steder eller ved Trommeslag eller ved Læsning til Kirkestævne efter Stedets Skik og Brug.

§ 560.

Udpantning iværksættes af Fogden; dog kan Udpantning på Landet, når Fordringen ikke overstiger 100 Kr. og Gjenstanden for Udpantningen ikke er faste Ejendomme, ske ved Sognefogden. Når Rekvirenten afgiver Begjæringen, forsynet med Påtegning om den i Overensstemmelse med foregående Paragraf skete Forkyndelse, henholdsvis til Fogden eller Sognefogden, skulle disse efter Fristens Udløb uden fornøden Henstand iværksætte Udpantningen. Forsåvidt der med Hensyn til visse Fordringer i Lovgivningen er tildelt Fogden en videregående Virksomhed i Henseende til Forretningens Kundgjørelse og Foretagelse og det Udlagtes Realisation m. m. samt foreskrevet bestemte Frister, inden hvilke det Fornødne i disse Henseender skal være foranstaltet, forbliver det ved de herom givne Bestemmelser, og« så med Hensyn til det for Forsømmelser i så Henseende fastsatte Ansvar.

§ 561.

I Sager, som angå Inddrivelse af Underholdningsbidrag, stal det ikke være fornødent

til Fogden at indgive særlig skriftlig Begjæring om Udpantning, og Fogdens Kjendelse om denne kan påtegnes Overøvrighedens Resolution, hvorved Bidraget er fastsat eller et om sammes Størrelse indgået Forlig er stadfæstet. Når sådan Resolution eengang er forkyndt for den eller de Vedkommende, kan Forkyndelsen af Fogdens Udpantningskjendelse for de enkelte forfaldne Bidrag derhos gyldig ske på Landet ved Sognefogden og i Kjøbstæderne ved en Politibetjent eller en enkelt Stævningsmand. Det påhviler fremdeles Fogden, når Begjæring om Inddrivelse af stige Bidrag er fremsat og funden begrundet, selvstændig at besørge det Fornødne til denne Inddrivelse, derunder indbefattet Realisation af de udlagte Gjenstande og Auktionsbeløbets Indfordring.

§ 562.

Udpantningen skal foruden Hovedfordringen omfatte alle af Forretningen samt Godsets Bevarelse og Realisation flydende Omkostninger, og Gebyrerene kunne ikke fordres forud« betalte. Udkommer der ikke ved Realisationen et til at dække Fordringen og Omkostninger tilstrækkeligt Beløb, fortsættes Udpantningen, uden at der i så Fald gives Varsel efter § 559. Udpantning foregår iøvrigt efter de i foregående Hovedafdeling om Udlæg givne Regler, dog at Rekvirentens Møde under For« retningen ikke er nødvendigt. Er Fordringen, hvorfor Udpantning foretages, en anden Ydelse end Penge, skal henholdsvis Fogden eller Sognefogden, efter såvidt muligt at have hørt Skyldnerens Erklæring herover, efter sit skjøn med Vidnerens Bistand, men uden at være bunden ved deres Anskuelse, ansætte Ydelsen til et Pengevederlag.

De Udpantninger, som foretages af Sogne« fogden, ske i Overværelse af to af ham tilkaldte Vidner, som ere pligtige at følge ham; er Udpantningen så almindelig, at ingen Vidner kunne haves i den By, hvori den foregår, udmelder han dertil to Mænd af den nærmeste By. Han indfører Forretningen i en ham af Fogden leveret og af denne avtoriseret Protokol, hvis Anskaffelse bekostes af vedkommende Politikasse.

Møder Rekvirenten ikke under Forretningen,

skal henholdsvis Fogden eller Sognefogden Være pligtig til at modtage det Fordrede eller Afdrag herpå, når sådant tilbydes under Forretningen, med samme Virkning, som om Betalingen var sket til Rekvirenten, ligesom det i så Fald påhviler den, der foretager Udpantningen, at bestemme, om det Udlagte skal forblive hos Skyldneren, og ellers drage Omsorg for, at det på passende Måde bevares.

§ 563.

Foretages Udpantningsforretningen af Fog« den, kunne Indsigelser fremsættes under Forretningen.

Under den for Fogden foregående Forhandling om rejste Indsigelser kan ordentligvis kun Rekvirenten fåe Udslettelse for at begrunde sin Påftand. Er Rekvirenten ikke mødt eller kan han ikke strax skaffes tilstede, og Fogden ikke finder, at en fremsat Indsigelse strar kan forkastes eller tages til Følge, udsættes Forretningen, og Parterne underrettes om, når Forretningen påny føretages, hvorefter den videre Forhandling mellem Parterne sker i Overensstemmelse med de i foregående Hovedafdeling Kapitel III indeholdte Regler.

Ved Påkjendelsen af rejste Indsigelser er Fogden ikke bunden ved den i Overensstemmelse med § 558 givne Kjendelse om Forretningens Fremme. Kjendelser, hvorved en fremsat Indsigelse tages til Følge, kunne henholdsvis påankes eller angribes ved Besværing i Overensstemmelse med Reglerne i foregående Hovedafdeling (jfr. navnlig § 549 ff.).

§ 564.

Foretages Udpantningsforretningen af Sogne« fogden, kunne Indsigelser fremsættes dels under Forretningen, dels i Løbet af 14 Dage ester Forretningens Afholdelse.

Fremsættes Indsigelsen under Forretningen, skal Sognefogden antegne Indsigelsen i Protokollen, men iøvrigt fremme Forretningen samt derefter tilstille Fogden en Udskrift af Protokollen. Indsigelser, som fremsættes efter Forretningen, rettes til Fogden. Efter Forløbet af 14 Dage fra Forretningens Afholdelse træffer Fogden Afgjørelse om fremsatte Indsigelser; sindes det fornødent, kan han forinden

give Parterne Lejlighed til ved Møde for Fogedretten at ytre sig om Indsigelserne, Finder Fogden en fremsat Indsigelse grundet, berigtiger han selv eller ved Sognefogden Fejlen eller ophæver ved Kjendelse den stedfundne Forretning i det Hele eller for en Del. Forkastes Indsigelsen, stadfæster Fogden Forretningen søm endelig. Om Afgjørelsen meddeles Parterne Underretning. Afgjørelser, hvorved en fremsat Indsigelse tages til Følge, kunne henholdsvis påankes eller angribes ved Besværing i Overensstemmelse med Reglerne i foregående Hovedafdeling jfr, navnlig § 549 ff.),

§ 565.

Rekvirenten må ikke skride til Realisation af det Udpantede førend efter Forløbet af 4 Uger efter Udpantningen eller, forsåvidt Indsigelse efter § 564 er fremsat, dens Stadfæstelse, medmindre de udpantede Gjenstande øjensynlig ere udsatte for Fordærvelse eller væsentlig Værdiforringelse ved at henligge sålænge (jfr. dog §§566 og 567). Realisationen foregár iøvrigt, når enten Udpantningens Gjcnstand er fast Ejendom eller Udpantningen har omfattet Løsøre til Værdi af mindst 100 Kroner, i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Tvangsauktion i foregående Hovedafdelings Kapitel IV; i modsat Fald bortsælges det Udpantede mod kontant Betaling ved offentlig Auktion, som afholdes på Landet af Sognefogden og i Købstæderne af Politiet, efter at der mindst 3 Dage forud har fundet een Bekjendtgjørelse Sted henholdsvis ved Kirkestævne eller ved Indrykkelse i det Blad, i hvilket Bekjendtgjørelser fra Politiet pleje at offentliggjøres.

§ 566.

Den, fom finder sig forurettet ved en Udpantning, kan, hvad enten Indsigelse har været fremsat under Forretningen eller ikke, gjøre sin Anke gjældende henholdsvis ved Påanke eller Besværing i Overensstemmelse med de i foregående Hovedafdeling indeholdte Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger, Ligeledes bliver der at forholde efter de der givne Regler med Hensyn til det Spørgsmål, om Forauk-

tioneringen skal udsættes, når der er gjort Retsmidler gjældende imod Udpantningsforretningen. Fristen for Retsmidlernes Anvendelse regnes fra Forretningens Dato eller, forsåvidt Indsigelse er fremsat i Henhold til § 564, dens Stadfæstelse; Oprejsning kan ikke gives efter 6 Måneder fra det nævnte Tidspunkt.

§ 567.

Har den, hvem Udpantning er overgået, andre Indsigelser at gjøre gjældende mod denne end sådanne, som gå ud på, at Fordringen ikke ifølge Lovgivningen kan inddrives ved Udpantning, eller at der ved dennes Foretagelse ikke er brugt den rette Fremgangsmåde, kan han, forsåvidt han ikke vil gjøre Ansvar mod Fogden gjældende, og han ikke allerede har anvendt Retsmidler imod Forretningen efter § 566, indbringe Spørgsmålet om disse Indsigelsers Gyldighed til Prøvelse i første Instants.

Dette Søgsmål, som iøvrigt bliver at behandle efter de almindelige Regler både i Henseende til Forligsmægling og Procedure, kan uden Hensyn til Rekvirentens Væmething anlægges i den Retskreds, hvor Udpantningen er gjort, men det må i det Seneste anlægges inden 8 Uger fra Forretningens Dato eller, forsåvidt Indsigelse er fremsat i Henhold til § 564, dens Stadfæstelse.

Når Klagestriftet forkyndes for Rekvirenten af Udpantningsforretningen inden Udløbet af de i § 565 ommeldte 4 Uger, kan Rekvisitus mod at stille Sikkerhed standse Rekvirentens Ret til at bortfælge det Udpantede, sålænge indtil det til Prøvelse af Udpantningsforretningen anlagte Søgsmål er afgjort. ved endelig Dom; Påstanden kan i så Fald rettes på Udpantningsforretningens Ophævelse. Er Rekvirentens Ret til at skride til Realisation ikke på den anførte Måde standset, kan Påstanden rettes på Udpantningsforretningens Ophævelse, forsåvidt det Udpantede ikke allerede måtte være bortsolgt, men i modsat Fald kun på Skadesløsholdelse.

§ 568.

Ligesom Rekvirenten, derunder indbefattet Staten, Kommuner eller andre i § 556 nævnte

Myndigheder eller juridiske Personer, når Udpantningen under et i Medfør af § 566 eller § 567 anlagt Søgsmål findes ulovlig, foretagen, i Overensstemmelse med de hidtil gjældende Regler har at erstatte Skyldneren al af Forretningen flydende Skade, således vil han også have at godtgjøre Skyldneren Sagens Omkostninger i alle Instantser, såfrcmt Fordringen ikke skyldtes eller ikke var forfalden, da Udpantningen foregik, og det derhos ikke er Skyldneren, der har fremkaldt eller bestyrket den urigtige Opfattelse af Retsforholdet, som Rekvirenten har gjort gjældende.

§ 569.

Det skal fremdeles i samme Tilfælde som hidtil stå vedkommende Berettigede åbent at fordre Fogdens Hjælp til at indsætte sig i eller udsætte Andre af Besiddelsen af fast Ejendom eller efter Omstændighederne af rerligt Gods, uden at sædvanligt Exekutionsgrundlag er tilstede. Også skal Fogdens Hjælp fremdeles ligesom hidtil kunne fordres til at gjøre Forældre- eller Værgemyndighed gjældende med Hensyn til Umyndige, uden at sædvanligt Exekutionsgrundlag er tilstede.

§ 570.

Foruden at det i de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde selvfølgelig står Rekvisitus frit for at fremføre sine Indsigelser imod Forretningens Fremme for Fogden til Påkjendelse i Overensstemmelse med de almindelige Regler i foregående Hovedafdelings Kapitel III, skal del, når Rekvisitus har andre Indsigelser imod Forretningen at gjøre gjældende end sådanne, som gå ud på, at den ikke lovligen kunde finde Sted uden sædvanligt Exekutionsgrundlag, eller at der ved dens Foretagelse ikke er brugt den rette Fremgangsmåde, være ham tilladt, forsåvidt han ikke vil gjøre Ansvar imod Fogden gjældende og

han ikke allerede har anvendt Retsmidler, at anlægge Negressøgsmål i første Instants imod Rekvirenten. Under dette Søgsmål, som må anlægges inden 8 Uger, kan der da efter Omstændighederne fåvel tilkjendes ham Erstatning i Anledning af den formentlig ulovlige Forretning som også gives Dom for, at Forretningen bør være ophævet.

§ 571.

Imod Fogdens Afgjørelser under de i § 569 omhandlede Forretninger kan der benyttes henholdsvis Påanke eller Besværing ifølge de almindelige Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger (jfr. navnlig § 549 ff.).

§ 572.

Arrest på Gods kan sinde Sted til Sikkerhed for ethvert forfaldent Krav, der lyder på Penge eller Penges Værd eller hvis Tilsidefættelfe kan medføre en Erstatning i Penge, sålænge Kravet ikke er exigibelt, men iøvrigt uden Hensyn til, om Retssag i Anledning af det er anlagt eller ikke.

Til Sikkerhed for Fyldestgjørelse af ikke forfaldne Krav kan Arrest på Gods lun anvendes, når der er særlig Grund til at befrygte, at Skyldneren ellers ved at bortflytte eller førstikke sit Gods eller på anden Måde vilde umuliggjøre eller dog vcrfentlig vanskeliggjøre Adgangen til i sin Tid at opnå Dom og gjøre Exekution.

§ 573.

Arrest på Person som Sikkerhedsmiddel for Fordringer af den i § 572 ommeldte

Beskaffenhed kan ikkun anvendes for forfaldne Krav på Indlændinge, der stå i Begreb med at forlade Landet for bestandigt eller på ubestemt Tid, samt på Udlændinge i Anledning' af Fordringer, for hvilke de uden Hensyn til Arrestværnethingsbestemmelserne ifølge denne Lovs almindelige Regler vilde kunne sagsøges ved danske Retter.

§ 574.

Arrest på Gods kan ikke føretages i Ting, hvori der ikke vilde kunne gjøres Exekution for den pågjældende Fordring.

§ 575.

Arrest kan afværges og foretagen Arrest fåes ophævet, når Skyldneren stiller fornøden Sikkerhed for den Fordring med Renter og Omkostninger, i Anledning af hvilken Arrest søges.

Om den tilbudne Sikkerhed ifølge Storrelse og Beskaffenhed er fyldestgjørende, bedømmes af Retten efter et frit skjøn.

§ 576.

Arrest på Gods medfører, at Skyldneren fra det Øjeblik, Arrestdekretet er afsagt, bliver uberettiget til at forflytte eller ved Retshandler råde over de arresterede Gjenstande, derunder oppebære arresterede Fordringer.

For at denne Arrestens Retsvirkning skal kunne gjøres gjældende overfor en godtroende Trediemand, således at de foretagne Reishandler tabe Gyldighed, er det nødvendigt, at Thinglæsning af Arrestdekretet har fundet Sted ved Skyldnerens personlige Værnething eller, hvis Arresten er gjort i fast Ejendom, ved dennes Værnething. Er Arrest føretaget i Gjældsbrev, udfordres derhos, at der på dette er gjort en Påtegning herom, og når Ar« rest er gjort i Fordringer, der ikke grundes på Gjældsbrev, må der gives Skyldneren efter Fordringen Underretning om Arresten, hvilket ligeledes bliver at iagttage overfor Skyldneren efter et Gjældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende.

§ 577.

Arrestrekvirenten er i Reglen ikke berettiget til at lade de arresterede Gjenstande tage fra Skyldneren. Dog kan Fogden ved Arrest på

rørligt Gods, når de arresterede Gjenstandes Bestaffenhed eller Skyldnerens Person og Forhold opfordre dertil, bestemme, at de arresterede Gjenstande skulle tages under Bevogtning af ham selv eller af Nogen, der hertil af ham beskikkes.

§ 578.

Arrest på Person sker ved Hensættelse i Gjældsfængsel ved Fogdens Foranstaltning. Dog har Fogden herved at påse, at Skyld« neren ikke lider på sin Helbred ved Henførelsen til eller Opholdet i Gjældsfængslet; i modsat Fald kan Gjældsfængsel enten slet ikke anvendes eller kun med sådanne Lempelser, som Fogden skjønner fornødne.

I Gjældsfængslet må der ikke pålægges Skyldneren anden Indskrænkning i Henseende til hans Levevis, end Fængslets Orden med Nødvendighed kræver.

§ 579.

Gjældsfængsel kan ikke anvendes, mednundre en til Fordringens Størrelse svarende Sikkerhed ikke kan fåes ved Arrest på Gods.

§ 580.

Arrest på Person kan ikke anvendes for Fordringer, der ere mindre end 100 Kr.

For Fordringer, der ere mindre end 200 Kr., må Fængflingens Varighed ikke overstige 4 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 400 Kr,, 8 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 1000 Kr., 12 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 2000 Kr., 16 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 4000 Kr,, 20 Uger, for større Fordringer 24 Uger, hvilket er den længste Tid, Nogen kan holdes i Gjældsfængfel.

§ 581.

Selv om de i foregående Paragraf angivne Tider ikke ere forløbne, ophører Skyldnerens Fængsling i alle Tilfælde: a) såsnart Exekution kan gjøres for den For« dring, til Sikkerhed for hvilken Arresten er foretaget, enten ifølge en under Arrestforfølgningsfagen eller på anden Måde erhvervet Dom eller ifølge et offentligt Forlig.

b) såsnart den arresterede Skyldners Bo her i Landet er taget under Konkmsbehandling.

c) såsnart den arresterede Skyldner oplyser, at han Intet ejer, hverken her i Landet eller andetsteds, hvori Exekution kunde gjøres for Fordringen.

§ 582.

Den Arresteredes Hensættelse i Gjældsfængsel sker på Rekvirentens Regning. De herved foranledigede Udgifter kunne ikke fordres godtgjorte af Skyldneren.

§ 583.

De Udgifter, hvis Udredelse våhviler Rekvirenten ved Gjældsfængsels Anvendelse, ere dels Underholdningspenge til Skyldneren, dels Varetægtspenge til Arrestforvareren.

Underholdningspengene fastsættes til 8 Kr. om Ugen i Tiden fra 1ste Maj til 1ste November og 10 Kr. om Ugen i Tiden fra 1ste November til 1ste Maj, Varetægtspengene fastsættes ttl 2 Kr. om Ugen til alle Tider på Aaret.

Andre i Anledning af Gjældsfængslets Anvendelse fornødne Udgifter, såsom til Lokale, til dettes Renholdelse, til fornødne Sengklæder og Boskab m. m. udredes af det Offentlige. Skyldneren har selv at bekoste Lys og Varme.

§ 584.

De i foregående Paragraf omhandlede Underholdnings- og Varetægtspenge har Rekvirenten at erlægge henholdsvis til Skyldneren og til Arrestforvareren forud for mindst en Uge ad Gangen, første Gang inden eller ved Skyldnerens Indsættelse i Gjældsfængstet og senere inden det hertil svarende Klokkestet hver Ugedag derefter.

Undlader Rekvirenten at betale på foranførte Måde, er Skyldneren berettiget til strar at løslades, og han kan ikke mere fængsles for den Fordring.

§ 585.

Arrestforretninger udføres af Fogden. Ved deres Foretagelse benyttes Vidner på den Måde, som i § 437 er føreskrevet.

Den i § 437, sidste Stykke, givne Forskrift er også anvendelig vå Arrestforietninger.

§ 586.

Hvilken Foged der er pligtig eller berettiget til at foretage Arrestforretninger, afgjøres efter de i § 438 givne Regler.

§ 587.

Den, der begjærer Arrest på Nogens Gods eller Person, har at indgive skriftligt Forlangende herom til vedkommende Foged, ledsaget af de Dokumenter og øvrige Oplysninger, som ere for Hånden.

I Reglen har Fogden som Betingelse for Forretningens Foretagelse at afkræve Rekvirenten en Sikkerhedsstillelse, reel eller personlig, med Hensyn til det Erstatningsbeløb, som vilde tilkomme den Arresterede i Tilfælde af Arrestens Ulovlighed; kun hvor de foreliggende Oplysninger skjønnes at indeholde et fuldstændigt Bevis for pågjældende Fordrings Rigtighed, kan Sikkerheds Afkrævelse undlades. Dog bør der ikke engang mod Sikkerhedsstillelse ind« rømmes Arrest, når det enten ifølge det, der af Rekvirenten forelægges for Fogden eller det, som af Skyldneren oplyses, fkjønnes, at Fordringen er ugrundet. Alle Spørgsmål om Sikkerhedsstillelsens Art og Størrelse afgjøres af Fogden efter frit skjøn.

Søges Arrest for en af de i § 38 l ommeldte Fordringer, kan der ikke afkræves Arrestrekvirenten Sikkerhedsstillelse, medmindre der fra Skyldnerens Side fremkommer sådanne Indsigelser, som kunne fremsættes under den i An« ledning af Fordringen anlagte Sag, jfr. sjette Afsnit Kap, II.

§ 588.

Arrestforretningen begynder i Reglen på Skyldnerens Bopæl eller i Mangel af en sådan på hans sædvanlige Opholdssted, men kan efter Omstændighederne, navnlig når der er Fare ved Opsættelse, eller når Skyldneren ikke har Bopæl i Riget, eller står i Begreb med at forlade dette, begynde på det Sted, hvor Personen eller den Ting, der er Gjenstand so den, forefindes.

§ 589.

Med Hensyn til Parternes Møde under Forretningen m. m. gjælde de i § 475 givne Regler.

§ 590.

Arrestforretningen begynder med, at Fogden opfordrer Pågjældende til ved Sikkerhedsstillelse eller Betaling at tilfredsstille Rekvirenten, hvorpå han, når dette ikke strax sker, skrider til Arrestens Ndførelse.

§ 591.

Arresten kan kun udstrækkes til såmeget af Skyldnerens Gods, som efter Fradag af det, hvorpå Trediemand måtte have Krav, i Henhold til den under Forretningen foretagne Vurdering behøves til at sikre Rekvirentens Fordring i Forbindelse med de sandsynlige Udgifter ved Arresten og dens Forfølgning.

§ 592.

Med Hensyn til Valget af de Gjenstande, hvori Arresten gjøres, forholdes dcr efter de i §§ 464 og 465 givne Forskrifter, ligesom der iøvrigt ved Arrestforretningers Foretagelse, med de af Forholdets Natur følgende Lempelser ,gåes frem efter de om Exekutionsforretninger i §§ 477—485 givne Regler,

§ 593.

I Fogcdprotokollen optegnes nøjagtigt alle de enkelte Gjenstande, hvori Arrest gjørcs, og ved hver enkelt Gjenstand tilføjes dens Værdi efter den stedfundne Ansættelse.

Fogden erklærer derefter til Protokollen de optegnede Gjenstande for belagte med Arrest til Arrestrekvirentens Sikkerhed. Det betydes Skyldneren, at han fra nu af ikke uden at udsætte sig for Strafansvar efter Straffelovens § 253 kan råde over dem på en Måde, som kommer i Strid med Arrestrekvirentens Ret. Er Skyldneren ikke tilstede, gives der den eller dem, som i Henhold til § 475 tilkaldes på hans Vegne, Pålæg om at give ham en sådan Betydning. Efter Omstændighederne kan et lignende Pålæg gives den Trediemand, i hvis Besiddelse det Arresterede er.

Er Arrest på Person pålagt, tilkjendegives det af Fogden Skyldneren, hvis han er tilstede, at han er belagt med Gjældsfængsel. hvorefter Fogden beordrer ham strax henbragt til Gjældsfængslet. I modsat Tilfælde er det Rekvirenteils egen Sag at drage Omsorg for

Udførelsen af Arrestkjendelsen ved Skyldnerens Indsættelse i Gjældsfængsel; dog kan han hertil fordre det exekutive Politis Bistand. Såsnart Indsættelsen i Gjældsfæugslet er sket, har Rekvirenten øjeblikkelig at meddele Fogden Underretning herom; denne gjør efter at have hørt Arrestforvarerens Forklaring forneden Bemærkning i Fogedprotokollen om Tiden og Klokkeslettet for Indsættelsen.

§ 594.

Hvis der ikke allerede er anlagt Retssag i Anledning af den Fordring, for hvilken Arrest er gjort, skal Rekvirenten inden en Uge efter Arresten anlægge sådan Sag, under hvilken han tillige skal nedlægge særskilt Påstand på, at Arresten ved Dom må blive stadfæstet. Retten kan bestemme, at Spørgsmål vedrørende Arrestens Stadfæstelse forhandles særskilt, jfr. § 102.

Er Retssag i Anledning af pågjældende Fordring svævende, bliver der at anlægge en færskilt Arrestsag ved den samme Ret, ved hvilken hin Sag behandles. Det er Retten forbeholdt at bestemme, at Arrestsagen skal sættes i Forbindelse med Hovedsagen, såvelsom at den ene af disse Sager skal udsættes, indtil den anden er påkjendt, jfr. §§ 102 og 103.

Er endelig Dom falden i første Instants i Retssagen, hvorunder den Fordring indtales, for hvilken Arresten gjøres, anlægges Arrestsagen ved den Ret, af hvilken hin Sag har været påkjendt. Retten kan i Tilfælde af Påanke udsætte Arrestsagens Forhandling i det Hele eller for en Del, jfr. § 103.

§ 595.

Kommer Skyldneren, efterat Arresten er gjort, under Konkurs, eller dør han og offentligt Skifte uden Gjælds Vedgåelse finder Sted efter ham, bortfalder Arrestrekvirentens Forpligtelse til at anlægge Retssag i Anledning af Fordringen eller Arresten, ligesom han kan hæve den i denne Anledning allerede anlagte Sag, medmindre der er nedlagt Erstatningspåstand fra Skyldnerens Side, og Boet vil fortsætte Sagen. Den af Rekvirenten i Anledning af Arresten stillede Sikkerhed los-

gives dog først, når 8 Uger ere gåede efter Arrestens Foretagelse eller, hvis Sag har været anlagt og hæves, 8 Uger efter Ophævelsen, og der derhos ikke fra Boets Side er rejst Sag om Erstatning. Er dette sket, må det endelige Udfald af Sagen afventes.

§ 596.

Ved Arrestsagen skal det afgjøres, om Arresten er lovlig, forudsat Rigtigheden af den Fordring, for hvilken den er gjort.

Som en Følge heraf kunne Indsigelser vedkommende Fordringens Rigtighed ikke fremføres under Arrestsagen, medmindre denne forhandles i Forbindelse med Hovedsagen, hvorimod alle andre Indsigelser vedkommende Arrestens Lovlighed kunne fremsættes og påkjendes under Arrestsagen, uden Hensyn til, om de tilforn have været undergivne Fogdens Afgjørelse.

§ 597.

Forsømmer Arrestrekvirenten de ham ifølge det Foregående påhvilende Forpligtelser til inden den i § 594 ommeldte Frist at anlægge Arrestsagen eller at anlægge Sag i Anledning af Fordringen, eller afvises eller ophæves nogen af disse Sager, bortfalder Arresten, dog uden at han af denne Grund er udelukket fra igsen at gjøre Arrest for den samme Fordring,

Når den i Anledning af Fordringen anlagte Sag hæves af den i § 386 2det Stykke angivne Grund, bortfalder Arresten dog ikke, forsåvidt Rekvirenten inden en Uge efter Sagens Ophævelse anlægger ny Sag i Anledning af Fordringen.

§ 598.

Fogdens Nægtelse af Arrest er Gjenstand for Besværing efter Reglerne i foregående Afsnits første Hovedafdeling.

§ 599.

Klager fra den Arresteredes Side, sigtende til at bevirke Ophævelsen af den foretagne Arrest som ulovligt gjort, kunne overfor Arrestrekvirenten alene fremføres henholdsvis under

Arrestsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Retssag.

§ 600.

Vil Nogen drage Fogden til personligt Ansvar i Anledning af hans Embedsforhold med Hensyn til Arrestens Foretagelse eller Nægtelse, må dette ske ved Påanke.

§ 601.

En pålagt Arrest kan i det Hele eller for en Del ophæves ak Fogden, når dette støttes på Omstændigheder, som ere indtrufne efter Arrestens Foretagelse.

Forinden Arresten ophæves, skal Fogden give Arrestrekvirenten Lejlighed til at ytre sig, medmindre Grunden til Ophævelsen er Udeblivelse med de anordnede Underholdnings- og Varetægtspenge,

Imod Fogdens Kjendelse kan der, hvad enten den går ud på at ophæve Arresten eller nægte dens Ophævelse, iværksættes Påanke eller Besværing i Overensstemmelse med Reglerne om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger, jfr. navnlig § 549 ff.

Fogdens Ophævelsesdekret kan ikke hindres fra at træde i Virksomhed ved Anvendelse af Retsmidler.

§ 602.

Befindes en Arrest i det Hele ulovlig enten fordi den Fordring, for hvilken den er iværksat, ikke ved endelig Dom befindes grundet hverken i det Hele eller for en Del, eller fordi Arresten selv, afset fra Fordringens Rigtighed, lider af Mangler, fom medføre dens Ugyldighed og som kunde have været undgåede af Arrestrekvirenten ved fornøden Agtpågivenheds Anvendelse, er Arrestrekvirenten pligtig at yde den Arresterede Erstatning for ham ved Arresten forårsaget Tab, Kreditspilde og Tort. Befindes Arresten ulovlig for en Del, er Arreftrekvirenten pligtig at erstatte den Ar resterede det særlige Tab og den særlige Kredit« spilde, som måtte være en Følge af, at der er bleven givet Arresten en for stor Udstrækning.

Bortfalder eller ophæves en gjort Arrest på Grund af efterfølgende Omstændigheder,

tillægges der den Arresterede Erstatning for ham ved Arresten forårsaget Tab, Kreditspilde og Tort, når det må antages, at Arresten, om den var bleven behørig forfulgt og holdt ved Magt, vilde have medført sådant Ansvar.

§ 603.

Arresten kan ophæves fåvel ved Dommen i Arrestsagen som ved Dommen i Hovedsagen, når den enten i og for sig eller på Grund af det med Hensyn til Hovedsagen antagne Resultat må anfees for ulovlig gjort.

Arresten bortfalder først, når Exekutionsfristen for den Dom, hvorved den kjendes ugyldig, er udløbet, nden at Påanke er iværksat.

§ 604.

Den Arresterede kan gjøre sit Krav på Erstatning i Anledning af Arresten gjældende mod Arrestrekvirenten efter Omstændighederne enten som Modkrav under Arrestsagen eller som selvstændigt Søgsmål i første Instants, hvilket sidste dog først kan anlægges, når Arresten enten ved endelig Dom er kjendt ugyldig, eller ved Fogdens Kjendelse (§ 601) ophævet; sådant selvstændigt Søgsmål må i så Fald anlægges inden 8 Uger.

§ 605.

Ophæves Arresten af overordnet Ret, for hvilken Fogdens Nægtelse (§ 601) af at gjøre det er indbragt, kan der ved samme Dom tillægges den Arresterede den ham muligvis tilkommende Erstatning hos Arrestrekvirenten.

§ 606.

Ved Forbud, foretaget af Fogden, kan der gives en eller flere bestemte private Personer embedsmæssigt Pålæg om at undlade Handlinger eller Foretagender, som stride imod Forbudsrekvirentens Ret og som de Pågjæl-

dende ifølge deraf, selv uden Forbudet, vilde være uberettigede til at foretage.

Ved Forbud kan den Private hindres i selv at udføre eller lade udføre Noget såvelsom i at lade foretage sådanne Embedshandlinger, som betinges af Begjæring fra hans Side.

§ 607.

Forbud kan gjøres, uagtet det ikke for Fogden oplyses, at de Handlinger, der skulde forbydes, ere stridende med Forbudsrekvirentens Net, men denne må i så Fald stille Sikkerhed for den Skade og Ulempe, som ved Forbndet kan forårsages den Pågjældende.

Dog må Forbud end ikke imod Sikkerhedsstillelse iværksættes, når det er klart, at det er ulovligt.

§ 608.

Forbudsrekvirenten har i Reglen at oplyse, at den, mod hvem Forbudet rettes, ved Gjerning eller Ord har givet Anledning til at antage, at han vil foretage de Handlinger, som skulle forbydes. Kan fornøden Oplysning i så Henseende ikke fremskaffes for Fogden, kan det pålægges Forbudsrekvirenten at stille Sikkerhed som Betingelse for at fåe Forbud iværksat.

§ 609.

I de i de tvende føregående Paragrafer omhandlede Tilfælde bestemmer Fogden ifølge frit skjøn over samtlige Omstændigheder Sikkerhedens Art og størrelse.

§ 610.

Den, imod hvem Forbudet rettes, kan ikke afværge det eller fåe det ophævet ved Sikkerhedsstillelse.

§ 611.

Den, der modvillig overtræder et ham ved Fogden gjort Forbud, kan under en af Forbudsrekvirenten anlagt Straffesag dømmes til Straf af Bøder eller Fængsel og i Forbindelse hermed efter Omstændighederne til Erstatning.

Når Forbud ved Fogden er nedlagt

har det exekutive Politi på Forbudsrekvirentens Begjæring at yde Bistand til Forbudets Opretholdelse ved at hindre Pågjældende i at foretage Overtrædelseshandlinger, tilintetgjøre hvad der måtte være foretaget i Strid med Forbudet og deslige.

Det er iøvrigt en Selvfølge, at offentlige Myndigheder ere forpligtede til ikke at låne deres Bistand til Foretagender, mod hvilke der er gjort lovligt Forbud.

§ 612.

Enhver, der, vidende om et Forbud, yder den, mod hvem Forbudet er rettet, Bistand til de forbudne Foretagenders Udførelse, eller deltager i Overtrædelse af Forbudet, bliver erstatningspligtig overfor Forbudsrekvirenten.

§ 613.

Med Hensyn til Fremgangsmåden ved Forbudsforretningen bliver med de Lempelser, som følge af Forholdets Beskaffenhed, at forholde på samme Måde, som om Arrest er foreskrevet i det foregående Kapitel, nemlig §§ 585, 586, 587, 588, 589 og 593.

§ 614.

De i foregående Kapitel §§ 594, 595, 596, 597, 598, 599, 600, 601,602, 603, og 604 givne Regler ere med de af Forholdets Natur følgende Lempelser anvendelige på Forbud.

Istedetfor Arrestsag træder Forbudssag.

§ 615.

Forbud imod en Fordrings Udbetaling, et Skibs Afsejling eller overhovedet en Gjenstands Forflyttelse eller anden Rådighedsudøvelse over den er, når Hensigten hermed er at søge Sikkerhed for Fyldestgjørelsen af Krav af den i § 572 ommeldte Art, uden Henfyn til hvorledes Forretningen benævnes, i Eet og Alt at betragte som Arrest i den pågjældende Fordring eller Gjenstand. Som en Følge heraf blive de i forrige Kapitel om Arrest givne Regler i alle Henseender at anvende på sådanne Forretninger.

§ 616.

Med Hensyn til Behandlingen af Dødsboer såvelsom af de øvrige i Loven af 30te November 1874 om Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. m. ommeldte Boer har det sit Forblivende ved den gjældende Ret med de Forandringer, som følge af de i nedenstående Paragrafer indeholdte Regler.

§ 617.

Skal der fra et Bo, hvori Arv og Gjæld ikke er vedgået, afhændes Effekter hvori Nogen har Pant, sker dette efter de Regler, fom i så Henseende gjælde for Konkursboer, jfr. § 633. Når iøvrigt Afhændelse ved offentlig Auktion af et Bos Effekter stal finde Sted, sker dette ved Skifteretten, som herved har at iagttage de Regler, der gjalde, naar Embedsmænd på Embedsvegne hare at bortsælge Statens eller Privates Gods ved offentlig Auktion.

§ 618.

Naar en på offentligt Skifte anmeldt Fordring eller et der fremsat Krav med Hensyn til de under Skiftebehandling værende Midler modsiges af Nogen iblandt Boets Vedkommende og det ikke lykkes at tilvejebringe Forlig ved Mægling af Skifteretten, afgjør denne, om pågjældende Påstand skal bestrides af Boet, hvilket Sidste også kan besluttes af Skifteretten, hvor den På Embedsvegne sinder at burde modsætte sig den, eller om Boet ikke stal optræde fom Part, men overlade Vedkommende selv at udføre Tvisten,

§ 619.

Skal en Påstand eller Fordring bestrides fra Boets Side, har Skifteretten snarest muligt herom at underrette den, der har fremsat Påstanden eller anmeldt

Fordringen, samt tilkjendegive ham, at han må forfølge sit Krav ved sædvanlig Rettergang imod Boet, Foretager Pågjældende ikke inden 4 Uger herefter de fornødne Skridt i så Henseende, bliver Boet at opgjøre, som om Påstanden ikke var bleven fremsat eller Fordringen ikke var bleven anmeldt.

Overlades det til den, sum modsiger Fordringen eller Påstanden, selv at udføre Tvisten, har Skifteretten at tilkjcndegive ham, at han inden 4 Uger har at føretage de fornødne Skridt til Retssags Anlæg imod den, som har anmeldt Fordringen eller nedlagt Påstanden, da der i modsat Fald ved Boets Opgjørelse ikke vil blive taget Hensyn til hans Indsigelse imod Fordringen eller Påstanden.

Ville Parter, imellem hvilke en Tvist på Skiftet cr opstaaet, overlade Spørgsmålcts Afgjørelse til Skifteretten, er denne, når ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring beheves, pligtig at afsige en Kjendelse, ved hvilken Spørgsmaalet da er afgjort på samme Måde som ved Voldgift.

§ 620.

De i foregående Paragraf omhandlede Sager anlægges på det Sted, hvor Boet behandles, enten for Underretten eller for den Landsret, mider hvilken vedkommende Skifteret står, forfåvidt Sagen ifølge dens Gjenstand henhører under Landsret.

Dog skal det, hvor en Fordring bestrides af Boet, altid stå den, der nedlægger På« standen eller anmelder Fordringen, frit for at begjære Sagen påkjendt ved Underret uden Hensyn til deus Gjenstand.

§ 621.

Boet cr i de i § 619 første Stykke omhandlede Tilfælde selv at anse som Modpart, hvorfor Klageskriftet (§§ 160 og 343) lyder på det og forkyndes for Skifteretten på Boets Vegne.

Det påhviler Skifteretten at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres på behørig Måde.

§ 622.

De i § 619 omhandlede Sager udføres

iøvligt efter de almindelige Regler, som gjælde for Sagers Behandling henholdsvis ved Landsret og Underret.

§ 623.

Imod de afsagte Domme kan der anvendes de almindelige Retsmidler.

Den afsagte Dom kan derfor ikke, medmindre pågjældende Parter frafalde Retsmidlers Anvendelse imod Dommen eller denne ifølge sin Gjcnstand ikke kan angribes ved Retsmidler, lægges til Grund for Boets videre Behandling, førend der er hengået en Frist af 4 Uger fra Afsigelsen, uden at der er gjort Retsmidler gjældende.

Skulde Dommen blive forandret eller annulleret ifølge senere Anvendelse af Retsmidler, tages behørigt Hensyn hertil ved Boets videre Behandling, og i fornødent Fald ved Omgjørelfc af det Foretagne, hvis Skiftet ikke endnu er sluttet, men efter den Tid må enhver Forandring føges iværksat ved Påanke af Repartitionen,

§ 624.

Kjendelser eller Beslutninger af Skifteretten, dcr førefalde under Borts Behandling, kunne, forsåvidt der overhovedet er Adgang til at indbringe dem til højere Rets Prøvelse (jfr. § 626), angribes ved Besværing til den Landsret, under hvilken Skifteretten står. Boets Behandling bliver dog ikke desto mindre at fortsætte, men Skifteretten har i få Fald at drage Omsorg for, at den Ankendes Ret ikke føregribes ved Behandlingen, medens Besværingen står på.

Besværingen må iværksættes inden 2 Uger, efterar pågjældende Beslutning er tagen eller Kjendelse afsagt.

Dog kan Landsrettens Formand efter et af vedkommende Part indgivet skriftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger må følge, undtagelsesvis tilstede Besværings Iværksættelse indtil 6 Måneder, efter at Beslutningen er tagen eller Kjendelsen afsagt, når ganske særegne Omstændigheder retfærdiggøre, at Parten ikke i rette Tid har iværksat Besværing,

§ 625.

Den tilendebragte Skiftebehandling og i Forbindelse hermed de under samme afsagte Kjendelser og tagne Beslutninger, forsåvidt som disse ikke have været gjort til Gjenstand for Besværing, kunne pånkes til den Landsret, under hvilken Skifteretten ftår.

Påanken må iværksættes inden 4 Uger, efterar Skiftet i Henhold til Reglen i Lov af 30te November 1874 § 50 ansees som sluttet.

Dog kan Oprejsning imod Undladelse af at iværksætte Påanke inden den føreskrevne Tid, iøvrigt i Overensstemmelse med Reglen i § 624 sidste Stykke, gives indtil 1 År efter Skiftets Slutning.

§ 626.

De i §§ 624 og 625 omhandlede Retsmidler kunne ikke anvendes imod de Bestemmelser, der af Skifteretten træffes ifølge Lov af 30te November 1874, §§16 sidste Stykke, 19 tredie Pnnktum, 23, 24 første Punktum, 27 sidste Punktum, 3 0 sidste Punktum, 32, 47 første Punktum, 51 første Stykke og 75 samt denne Lovs § 618.

§ 627.

Parterne kunne ikke gyldigjen give Afkald vå deres Adgang til at anvende de i §§ 624 — 625 omhandlede Retsmidler, førend esterat den Handling eller Afgiørelse af Skifteretten, med Hensyn til hvilken der er Spørgsmål om Retsmidlers Anvendelse, er sket.

§ 628.

Påanke iværksættes ved, at der tilstilles Skifteretten Ankeskrift på den i § 356 bestemte Måde, Besværing derved, at der indgives Besværingsskrift til Skifteretten i Overensstemmelse med § 321.

Skifteretten har på Boets Bekostning at drage Omsorg for, at der i fornødent Fald tages til Gjenmæle.

§ 629.

Påanken føregår iøvrigt i Overensstemmelse med de om Påanke fra Underretten til Landsretten i fjerde Afsnit givne Regler.

Som en Følge heraf finder der en fuldstændig ny Bevisførelse og Sagsudvikling Sted for Landsretten.

Den for Skifteretten stedfundne Procedure er ikke bindende, og der er endog Intet til Hinder for, at Tillæg til og Rettelser i de tidligere Påstande fremsættes. Dog kunne Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Skifteretten afgivne protokollerede Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

§ 630.

Besværing føregår med de Lempelser, som følge af ovenstående Bestemmelser, efter famme Regler som Besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger, jfr. § 360.

§ 631.

Når en i Henhold til § 625 iværksat

Påanke har fundet sin Afgjørelse ved Landsretten, kan der i Reglen ikke ske yderligere Påanke til Højesteret, Dog kan Højesterets Formand i Forbindelse med to af ham tiltagne Medlemmer af Retten tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret. Andragende herom fremsættes og behandles på den i § 304 fastsatte Måde.

Om Påanken til Højesteret gjælde de almindelige Regler i tredie Afsnit Kap. I.

Landsrettens Afgjørelse i Anledning af Besværing er ikke Gjenstand for yderligere Besværing til Højesteret.

§ 632.

Med Hensyn til Behandlingen af Konkursboer har det sit Forblivende ved Reglerne i Konkursloven af 25de Marts 1872 med de Forandringer, som følge af de i nedenstående Paragrafer indeholdte Bestemmelser.

§ 633.

Realisation af Konkursboets pantsatte Ejendele stel, forsåvidt ikke Andet vedtages,

ved Tvangsauktion. Denne afholdes af Skifteretten under Iagttagelse de i 7de Afsnit 1ste Hovedafdeling Kapitel IV givne Regler, dog med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur og Konkurslovens Forskrifter. Kurator i Boet har at udføre, hvad der påligger Rekvirenten af Tvangsauktion. Den, der besørger Inkassators Forretninger for Boet, fungerer også som sådan, forsåvidt Tvangsauktionen angår.

Når et Konkursbos upantsatte Effekter afhændes ved offentlig Auktion, bliver der med denne at forholde efter Reglen i § 617 sidste Punktum, forsåvidt ikke Andet i Medfør af Konkurslovens Regler bestemmes af Boets Vedkommende.

§ 634.

Når en i Konkursboet anmeldt Fordring modsiges eller den Fortrinsret, som er tillagt samme på den i Henhold til Konkurslovens § 87 forfattede Oversigt, bestrides, og det ikke lykkes at tilvejebringe Forlig imellem de Pågjældende (jfr. Konkurslovens § 88), har Skifteretten at fremkalde en Beslutning af Boets Vedkommende (jfr, Konkurslovens §§ 74 og 7 b), om og for hvilket Beløb Boet vil anerkjende Fordringen, og hvilken Fortrinsret det vil indrømme den. Herom underretter Kurator snarest muligt den pågjældende Fordringshaver samt tilkjendegiver ham, at han, hvis han ikke vil finde sig i at behandles på dcnne Måde, må forfølge sit Krav ved sædvanlig Rettergang imod Boet. Foretager Pågjældende ikke inden 4 Uger herefter de fornødne Skridt i så Henseende, bliver Fordringen ved Boets videre Behandling og Opgjørelse kun at anerkjende forsåvidt og med den Fortrinsret, som Boet har indrømmet.

Enkelte Fordringshavere, som have Interesse i at bestride en Fordring, uagtet Boet ikke vil modsige den eller den for samme påståede Fortrinsret, have Adgang hertil, forsåvidt der ikke af Boet er sluttet Overenskomst med Vedkommende om Tvistens Gjenstand, og Sagens Forfølgning ikke udsætter Boet for Tab af Rettigheder, De pågjældende Fordringshavere have i så Fald inden 4 Uger, efter at Boets Beslutning er taget, at føretage de fornødne

Skridt til Retssags Anlæg. I modsat Til« fælde bliver der ved Voets Opgjørelse ikke taget Hensyn til deres Indsigelser, De ere pligtige at lade Klageskriftet forkynde for Boets Kurator.

Ville Parter, imellem hvilke en Tvist er opstået, overlade Spørgsmålets Afgjørelse til Skifteretten, er denne, når ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring behøves, pligtig at afsige en Kjendelse, ved hvilken Spørgsmålet da er afgjort på samme Måde som ved Voldgift,

§ 635.

De i føregående Paragraf omhandlede Sager anlægges på det Sted, hvor Boet behandles, enten for Underretten eller for den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret står, forsåvidt Sagen ifølge dens Gjenstand henhorer under Landsret.

Dog skal det altid stå den, hvis Fordring eller nedlagte Påstand bestrides af Boet, frit for at begjære Sagen påkjendt ved Underret uden Hensyn til dens Gjenstand.

§ 636.

Boet er i de i §634 første Stykke omhandlede Tilfælde selv at anse som Modpart, hvorfor Klageskriftet (§§ 160 og 343) lyder på det og forkyndes for Kurator på Boets Vegne.

Det påhviler Kurator at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres på behørig Måde.

§ 637.

De i § 634 omhandlede Sager udføres iøvrigt efter de almindelige Regler, som gjælde for Sagers Behandling henholdsvis ved Landsret og Underret.

§ 638.

Imod de afsagte Domme kan der anvendes de almindelige Retsmidler,

Den afsagte Dom kan derfor ikke, medmindre pågjældende Parter frafalde Retsmidlers Anvendelse mod Dommen eller denne ifølge fin Gjenstand ikke kan angribes ved Retsmidler, lægges til Grund for Boets videre Behandling, førend der er hengået en Frist af

4 Uger fra Afsigelsen, uden at der er gjort Retsmidler gjældende.

Skulde Dommen blive forandret eller annulleret ifølge en senere Anvendelse af Retsmidler, tages behørigt Henfyn hertil ved Boets videre Behandling og i fornødent Fald ved Omgjørelse af det Foretagne, hvis Konkursbehandlingen ikke endnu er sluttet, men efter den Tid må enhver Forandring søges iværksat ved Påanke af Udlodningen.

§ 639.

Imod Kjendelser eller Beslutninger af Skifteretten, som førefalde under Boets Behandling, kan der udenfor de i Konkurslovens § 137 angivne Tilfælde finde Besværing Sted til den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret står. Ligeledes er den i Konkurslovcns § 48 2det Stykke omhandlede Beslutning Gjenstand for Besværing til Landsretten. Med Hensyn til Besværing imod den Beslutning af Skifteretten, hvorved en antagen Akkord forkastes, blive de i Konkurslovens § 138 fastsatte Begrænsninger at iagttage.

Den sluttede Konkursbehandling og i Forbindelse hermed de under samme afsagtc Kjendelser og tagne Beslutninger, forsaovidt som disse ikke have været gjort til Gjenstand for Besværing, kunne påankes til den Landsret, under hvilken Skifteretten står. Anker over den Beslutning af Skifteretten, hvorved Akkorden er stadfæstet, blive dog, forsåvidt de kunne indbringes til højere Rets Prøvelse (jfr. Konturskoveus § 139), at gjøre gjældende ved Besværing.

§ 640.

Påankefristen er 4 Uger,

Dog kan Landsrettens Formand efter et af vedkommende Part indgivet striftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger må følge,undtagelsesvis tilstede Påanke indtil 1 År efter Konkursbehandlingens Slutning, når ganste særegne Omstandigheder retfærdiggjøre, at Parten ikke i rette Tid har iværksat Påanke.

§ 641.

Besværingsfristen er 2 Uger. Når en Kjendelse eller Beslutning, der

forefalder under Konkursbehandlingen, er angrebet ved Besværing, bliver Boets Behandling ikke desto mindre at fortsætte, men Skifteretten har i så Fald at drage Omsorg for, at den Ankendes Ret ikke føregribes ved Behandlingen, medens Besværingen står på. Er der iværksat Besværing imod den Beslutning, hvorved Akkorden stadfæstes, må Boet ikke forinden Spørgsmålets endelige Afgjørelse udleveres til Skyldneren, med mindre der drages Omsorg for at sikre den sinkende. Et Besværingsskrift, der ikke påberåber sig nogen af de i Konkurslovens § 139 ommeldte Ankegrunde, hindrer ikke Boets Udlevering tll Skyldneren.

Oprejsning imod Undladelse af at fremkomme med Besværing inden den føreskrevne Tid kan gives efter Reglen i § 640 sidste Stykke, dog ikke længere end i 6 Måneder

§ 642.

Påanke iværksættes ved, at der tilstilles Kurator på Boets Vegne Ankeskrift på dcn i § 356 bestemte Måde, Besværing derved, at der indgives Besværingsskrift til Skifte« retten i Overensstemmelse med § 321.

Det påhviler Kurator vå Boets Bekostning at drage Omsorg for, at der i fornødent Fald tages til Gjenmæle.

§ 643.

Med Hensyn til Alt, hvad der efter Bestemmelserne i denne Afdeling stal iagttages af eller overfor Boets Kurator, træder i Boer, hvor ingen Kurator er beskikket, Skifteretten i dennes Sted (jfr. Konkurslovens § 80).

§ 644.

Iøvrigt bliver der med Hensyn til Påanke og Besværing i de ovenfor omhandlede Tilfælde at forholde efter Reglerne i §§ 629 —631, ligesom også Bestemmelsen i § 627 finder Anvendelse på Konkursboer.

§ 645.

Denne Lov træder i Kraft samtidig med Loven om Domsmagtens Ordning m. v. i Overensstemmelse med de i de følgende Paragrafer nærmere givne Regler.

§ 646.

Fra den Dag, Loven træder i Kraft, behandles borgerlige Domssager, i hvilke Klageskrift derefter meddeles (jfr. § 100), i Overensstemmelse med de Regler, som denne Lov føreskriver. Derimod bliver Behandlingen af de Domssager, i hvilke Stævning på den nævnte Tid allerede er forkyudt, at tilendebringe i Overensstemmelse med de hidtil gjældende Regler. Den, der meddeler Modparten Klageskrift i Overensstemmelse med denne Lov, antages derved at have lovlig frafaldet den Stævning, som han i Henhold til de hidtil gjældende Regler måtte have udtaget og ladet forkynde, men endnu ikke irettelagt.

§ 647.

Søgsmål efter Gjældsbreve, med Hensyn til hvilke den i Frdn. 25de Januar 1828 hjemlede hurtige Retsforfølgning gyldig er vedtaget, blive, forsåvidt de ikke ifølge føregående Paragraf skulle behandles efter de hidtil gjældende Regler, at behandle efter de i Lovens sjette Afsnit Kapitel II. om Exekutivproces givne Regler, som om disse vare på« beråbte i Gjældsbrevet.

§ 648.

I alle Tilfælde, hvor Behandlingen af en Sag er føregået eller ifølge § 646 skal foregå efter de hidtil gjældende Regler, bliver der også med Hensyn til Retsmidlernes Anvendelse at forholde efter disse.

Dog skal Påanken, forsåridt ikke Påankefristen udløber tidligere i Medfør af den hidtil gjældende Ret, iværksættes i det Seneste inden 8 Uger at regne fra Dommens Afsigelse eller, hvis Dommen er afsagt forinden Lovens Træden i Kraft, fra dette Tidspunkt. Oprejsning kan ikke bevilges, efter at der er hen

gået År og Dag at regne henholdsvis fra Dommens Afsigelse eller Lovens Træden i Kraft.

§ 649.

På Fuldbyrdelsen af Domme, som ere afsagte inden Lovens Træden i Kraft eller i Sager, hvis Behandling i Medfør af § 646 er føregået efter den hidtil bestående Ret, blive Reglerne i denne Lov at anvende med de af Forholdets Natur flydende Lempelser.

§ 650.

Med Hensyn til føreløbige Retsmidler, som først bringes i Anvendelse efter Lovens Træden i Kraft, blive dennes Regler i det Hele at følge.

§ 651.

Enhver, der forinden denne Lovs Træden i Kraft er belagt med Arrest på Person, bør sættes i Frihed, forsåvidt og såsnart han ifølge nærværende Lovs Bestemmelser ikke vilde kunne holdes i Gjældsfængsel. Ligeledes bliver den Forhøjelse af Underholdningspenge, som fastsættes i § 583, efter Lovens Træden i Kraft at anvende med Hensyn til allerede arresterede Skyldnere, dog at overfor disse den Virkning, som er forbundet med Udeblivelse af de befalede Underholdningspenges Betaling, ikke stal indtræde førend en Uge, efter at vedkommende Arrestrekvirent ved Fogdens Foranstaltning er blevet underrettet om Forhøjelsen.

§ 652.

Det vil ved særlig Lov være at bestemme, i hvilken Udstrækning Reglerne i nærværende Lov skulle gjørcs anvendelige på Færøerne.

Almindelige Bestemmelser.

Kapitel I.

Om Retternes Virkekreds.......................................................... 27-30.

Kapitel II.

Om Bærnething................................................................. 30—38.

Kapitel III.

Om de Tilfalde, hvor Rttens Personer som inhabile skulle eller kunne udelukke« fra eller fritages

for at handle i sagen................................................... 38-41.

Kapitel IV.

Om Forening af Søgsmål under samme Retssag..................................... 41—44.

Kapitel V.

Om Hagen« Parter.............................................................. 44-47.

Kapitel VI.

Om Rettergangøfuldmægtige........................................................ 47–51.

Kapitel VII>.

Om Retsmøder og Retsbøger...................................................... 51—55.

Kapitel VIII.

Om Procesmåden i Almindelighed.............................................----- 55– 61

Kapitel IX.

Om Forkyndelser og andre procesfuelle Meddelelser..................................... 61—65.

Kapitel X.

Om Procesomkostninger........................................... .............. 65—69.

Kapitel XI.

Om Meddelelse af fri Proces...................................................... 69–72.

Kapitel XII.

Om Rettergangøbøder........................................................... 72-73.

Kapitel XIII.

Om« den tvungne Forligsprøve...................................................... 73–75.

Om Procesmåden ved Landsretterne.

Kapitel I. Sibe.

Om de Skrifter, som vexses« mellem Parterne, og um de Sfrifter, som skulle forelagges Retten forinden den mundtlige Forhandlings Begnnbelse.......................------ 76—85.

Kapitel II.

Om sagens Behandling, efterat den mundtlige Forhandling er begyndt.................... 85–101.

Kapitel III «.

Om Bevis og« ug Bevisførelse......................................................... 101— 120.

Første Underafdeling.

Om Vidnebeviset.................. .................. 103–111.

Anden Underafdeling.

Om Bevis ved Syn Og Gkjøn......................... 111 – 115.

Tre die Underafdeling.

Om Bevis ned Dokumenter............................ 115—118.

Fjerde Underafdeling.

Om Barts« Ed....................................... 118–120.

Kapitel IV.

Om Domme og kjendelser................................... ................... 120–129.

Kapitel V.

Om Udeblivelser................................................................ 129–134.

Om Behandlingen af og Retsmidlerne i de Sager, der i første Instants

påkjendes af Underretterne.................... 156–160.

Om Fremgangsmåden ved Intervention og ved Tilstævning af Trediemand

under den mellem Parterne begyndte Retssag........... 160–162.

Særegne Rettergangsarter.

Kapitel I.

Om Beviser Førelse førend Hovedsorhandfingeu....................................... 162—163.

Kapitel II

Om Exesutivproces........................................................... 163—165.

Kapitel III.

Om skriftlig Behandling af Sager.................................................. 165–168.

Kapitel IV.

Om Behandlingen af Ægtestabssager samt Sager, hvorunder Arvinger fsge sig en bortebleven

Persons Formue tilkjendt....................................... 168–171.

Kapitel V.

Om den Fremgaugsmåde, som stal iagttages, når Nogen stal umnnbiggjøres eller Enke stal fattes

under fast l,'auncirgem«al........................................... 171—177.

Kapitel VI.

Om Fremgangsmåden ved at erhverve Mortisikatious eller Ejendomsdom................. 177 —179.

Om Exekution og Tvangsauktion.

Indledende Nemarlmngcr.......................................................... 180– 183.

Kapitel I.

Almindelige Betingelser for Exekution................................................ !83–190.

Kapitel II

Om Fuldbyrdelsesmåden .................................................... 190–200.

Forste Underafdeling. Sibe Sibe

Om Fuldbyrdelsen af Domme«, der isse,' lyde på Udredelsen as Penge 191 - l95.

Anden Underafdeling.

Om Fuldbyrdelsen af Tomme, tier lyde på Udredelsen as Penge 195–200.

Kapitel III.

Om Exekutiønsorretningens Foretagelse og om Proceduren under samme.................. 200–204.

Kapitel IV.

Om Tvangsauktion.............................................................. 201—226.

Indledende Bemærkninger ............................................. 204—212.

Første Underafdeling.

Almindelige Bestemmelser............................. 212–213.

Anden Underafdeling.

Om tvungen Auktion over Løsøre ....................... 213—216.

Tredje Underafdeling.

Om tvungen Auktion over fast Ejendom.................. 216—225.

Fjerde Underafdeling.

Om Proceduren af Tvistigheder, der opstå under Tvangsauktionen 225—226.

Kapitel V.

Om Retømidlerne imod de til Dommes tvnngue Fuldbyrdelse henhorende Fogedforretninger... 226–227.

Om Udpantning samt om Indsættelses- og Udsættelsesforretninger.

I. Om Udpantning................................................. 228—230.

II. Om Indsættelses og Udsættelseøforretninger ......................... 230—231.

Om de føreløbige Retsmidfer.

Indledende Bemærkninger......................................................... 231—232.

Kapitel I.

Arrest.......................................................................... 232–248.

Kapitel II.

Forbud........................................................................ 248–251.

Om Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v. samt om Konkurs.

I. Om Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. b........................... 251—258.

II. Om Konkurs.................................................. 258-259.

Om Retternes Virkekreds.

Lovforslagets Forudsætning, hvis nærmere Udvikling iøvrigt hører hjemme i Lovforslaget om Domsmagtens Ordning, er, at al Retspleje i første Instants såvel civil som kriminel i Reglen hviler hos Landsretterne. Under dem henhører altså enhver ikke særlig undtaget Sag. Men den praktiske Fornødenhed kræver på det civile ikke mindre end på det kriminelle Område, at der ved Siden af den som Regel gjældende ordinære Procesform åbnes Adgang til en billigere og simplere Behandling af Småsager, en Tanke, som derfor også har gjort sig gjældende i vor nubestående Ret (mindre Gjældssager, private Politisager). De Fordele, Underretsbehandlingen ifølge Lovforslaget skal frembyde med Hensyn til slige mindre Sager, bestå især deri, at Sagen kan afgjøres i Nærheden af Parterne, nemlig ved Underretskredsens egen Retsbetjent, hvorved Udgifter til Parters og Vidners Rejser spares, og at Procesformernes Simpelhed, navnlig den Omstændighed, at intet forudgående skriftligt Grundlag skal tilvejebringes af Parterne, i Forbindelse med Dommerens vidtgribende Vejledning, gjør det muligt for Parterne at undvære Sagførerhjælp, hvortil endelig som et mere akcessorisk Fortrin kan føjes, at Sagen netop på Grund af Parternes Nærhed og Procesformernes Simpelhed i Reglen vil kunne tilendebringes forholdsvis hurtigt.

En sådan særlig for mindre Sager indrettet Procedure er i de nyere Tider indført næsten allevegne, skjønt under forskjellige Navne og på forskjellig Måde (i England County Courts, i Frankrig juges de paix, i Hannover Amtsgerichte, i Østerrig Bagatellgerichte), og det kan vistnok påståes, at man overalt

er tilfreds hermed, og snarere har været betænkt på at gå videre på denne Bane, end at standse eller gå tilbage. Vel har man undertiden fra et vist tilsyneladende strengt Principstandpunkt gjort Indsigelser imod disse simplere Procesformer, idet man har sagt, at Rettens Pleje burde omgives med lige så store og sikre Garantier i små Sager som i store, dels fordi Retten overhovedet er lige så hellig i det Små som i det Store, dels fordi en Sag af ringe Pengeværdi for den fattige Part kan være af endog mere indgribende Vigtighed end en Sag af større Pengeværdi for den velhavende Part. Imod denne Betragtningsmåde fortjener først og fremmest at fremhæves, at det overalt netop er bleven fordret og hævdet som en Fordel for de fattigere Samfundsklasser, at en særlig på Småsager beregnet Procedure haves, og Mangelen af en sådan er bleven betragtet som en Samfundets Uret mod eller Tilsidesættelse af deres Interesser, idet de derved bleve faktisk retløse i mange Tilfælde. Men dernæst er det også en Miskjendelse eller Overdrivelse af Statens Pligter med Hensyn til Retsplejen, på alle Punkter og til det Yderste at kræve Idealets Fordringer tilfredsstillede. Som en menneskelig Institution, der arbejder med begrænsede materielle og personelle Kræfter, kan Staten ligesålidt i Retsplejen som ved dens andre Opgaver, såsom Undervisningsvæsen, Hærvæsen, Sundhedsvæsen, Postvæsen o. s. v., påtage sig at realisere de ideale Fordringer uden Afkortning eller Beskjæring, men den må nøjes med at udføre disse således, som Forholdene tillade det. Det kan derfor hverken i civile eller kriminelle Sager forlanges af den, at enhver den ubetydeligste Sag skal behandles med samme Omstændelighed og med et ligeså stort Apparat af Dommere og Sagførere som de vigtigste og betydeligste Sager. En anden Sag er det naturligvis, at også den på de mindre Sager særligt beregnede Procedure bør indrettes så hensigtsmæssigt, som Bagatelprocessens særlige Øjemed gjør det muligt.

I de fleste kontinentale Proceslove, såsom både den franske og den hannoveranske, er der iøvrigt en endnu skarpere Grænse mellem den ordinære Procesmåde og den såkaldte Bagatelproces

end efter det foreliggende Lovforslag, idet der i den ordinære civile Proces existerer Tvang til at benytte Sagfører ved de egentlige Proceshandlingers Foretagelse, medens det i Modsætning hertil i Bagatelprocessen står Parterne frit for at møde selv eller ved en fritvalgt Fuldmægtig. Denne iøjnefaldende Forskjel finder man ikke i dette Lovforslag, fordi Kommissionen ikke har dristet sig til at foreslå Sagførertvangs Indførelse ved Landsretterne. Vel er Kommissionen overbevist om, at det vilde være til den største Skade for Retsplejens hurtige og regelmæssige Gang og for Forhandlingernes Klarhed og Grundighed såvelsom også for de private Interesser, dersom det blev hyppigt, at ulovkyndige Parter i egen Person førte deres Sag for Landsretterne; men da dette vistnok i Fremtiden, ligesom hidtil, vil komme til at høre til de sjældne Undtagelser, antager Kommissionen, at det vil være ufornødent at opstille et Princip, som ufejlbarligt vil støde stærkt an imod de på andre Områder nutildags herskende Anskuelser heri Landet. Ved Bestemmelsen af Grænsen imellem Landsretternes og Underretternes Virkekreds bør der tages Hensyn til, at de Sager, som ikke kunne bære Udgiften til Sagfører i Reglen henlægges til Underretterne, og ved Procesmådens Indretning bør der gåes således frem, at man for Underretsprocedurens Vedkommende særligen lægger an på at sætte Parterne istand til idetmindste at føre visse Sager selv, medens man for Landsretsprocedurens Vedkommende ikke betragter dette som noget fremtrædende Formål. I § 2 findes den almindelige Angivelse af de Sager, som skulle høre under Underretterne. Ifølge den gjældende Ret er det dels mindre Gjældssager (Frd. 6te Aug. 1824) dels private Politisager, som ere Gjenstand for en simplere og billigere Behandlingsmåde. At der efter den nugjældende Ret er nogen Forskjel i Behandlingsmåden af disse to Klasser af Sager, er velbekjendt, men Kommissionen tror, at det vil tjene til Simplifikation at bringe alle Småsagerne ind under en fælles Behandlingsmåde, og det skjønnes ikke, at der fra andre Sider betragtet kan være nogensomhelst Betænkelighed herved. Det

er derfor Lovforslagets Mening, at den i dets fjerde Afsnit skildrede Underretsprocedure skulde træde istedetfor både den nuværende private Politirctsprocedure, forsåvidt denne overhovedet vil vedkomme Civilprocessen, og Proceduren i mindre Gjældssager. I Bestemmelsen af Underretsprocedurens Gjenstand er Lovforslaget iøvrigt afveget fra Frd. 6te Aug. 1824, forsåvidt det ikke indskrænker sig til at nævne „Gjældssager", hvilket Udtryk dels er noget ubestemt, dels medfører Udelukkelsen af adskillige Sager, som burde medtages, men det benytter den videre Benævnelse „Søgsmål angående private Formuerettigheder", idet det formentlig kan ansees for givet, at Sager angående den personlige Status eller familieretlige Forhold ikke i Almindelighed bør unddrages Landsretsbehandlingen. Fremdeles må det vistnok erkjendes, at der efter de nuværende Forhold og navnlig Pengenes mindre Værdi er Grund til at forhøje den i Forord. 6. Aug. 1824 satte Grænse til 400 Kr., et Beløb som i virkelig Værdi nu neppe er mere end 100 Rd. var i 1824.*) I Forbindelse hermed skal fremhæves, at man har anset det for rigtigt at foretage en yderligere Udvidelse af Tanken i Frd. 6te Aug. 1824, idet ikke blot privatretlige Søgsmål, men også Sager angående Skatter og Afgifter og andre deslige Ydelser af offentligretlig Karakter til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger i § 2 Lill. b foreslåes henlagte under Underretterne, forsåvidt deres Gjenstand ikke overstiger 400 Kr. Hvad angår de hidtilværende private Politisager, da ville disse, forsåvidt de gå ud på Straf, derunder naturligvis indbefattet Bøder, efter den nye Ordning falde ind under Straffeprocessen og forsåvidt være dette Lovforslag

uvedkommende. De hidtilværende private Politisager, som herefter blive tilovers for Civilprocessen, ere ikke så mange, at. det kan lønne Umagen at bevare dette Begreb i den fremtidige Ordning af Civilprocessen, så meget mere som Begrebet Politisager også vil forsvinde fra Straffeprocessen. De vigtigste Klasser af Sager, som blive tilbage for Civilprocessen, ere Tyendesager, forsåvidt disse ej gå ud på Straf, og Alimentationssager. De sidste er der Grund til at nævne særligt (§ 2 Litr. d), da de ikke umiddelbart angå noget bestemt Pengebeløb, eftersom Alimentationsbidragets Størrelse senere, når først Paternitetsspørgsmålet ved Dommen er bragt på det Rene, fastsættes ad administrativ Vej. De første ville i Reglen falde ind under Bestemmelsen i § 2 Litr. a, da de ikke let ville have nogen større Værdi end 400 Kr., og det må overhovedet erindres, at de hidtilværende Politisager, hvis Værdi ikke overstiger 400 Kr., ville opnå den simplere Behandlingsmåde i Henhold enten til § 2 Litr. a eller § 2 Litr. b. Skulde det engang forekomme, at en slig Sags Værdi oversteg 400 Kr., er det ej heller nogen stor Ulykke, at den kommer ind under Landsretsbehandling. Endelig er det anset for rigtigt at medtage de i § 2 Litr. c nævnte Sager, hvis pekuniære Betydning sjælden vil være synderlig stor, om end måske noget over 400 Kr, og som desuden også af andre Grunde egne sig til at behandles i Nærheden af det Sted, hvor vedkommende Ejendom er beliggende. Hvad § 2 Litr. e angår, da indeholder den kun en i Ønsket om at samle hele Stoffet begrundet Optagelse af Reglen i § 385, jfr. § 381.

Reglen i § 3 stemmer med Sagens Natur og den gjældende Ret; derimod ere de i § 4 givne Forskrifter om Adgangen til at indbringe Modfordringer under Underretsbehandling, om man vil, af mere vilkårlig Beskaffenhed, fornemlig indrettede efter Hensigtsmæssighedshensyn. Mod Fordringer, der væsentlig kun på Grund af Kvantitetsbestemmelsen i § 2 Litr. a høre under Underret, findes det rigtigt under de almindelige Betingelser at tilstede Modfordringer, når der blot ikke, efterat Modfordringen er benyttet

til Modregning, bliver Spørgsmål om at give Dom for højere overskydende Beløb end 400 Kr., en Sætning, der, om end dens Rigtighed kan bestrides, dog stemmer med den herskende Praxis; at der kan gives Dom også for højere Beløb end 400 Kr., såfremt Modparten ej protesterer herimod, er en naturlig Følge af Reglen i § 8. Hvad angår de Søgsmål, der i Henhold til de andre Bestemmelser i § 2 henhøre under Underret, væsentlig af Hensyn til deres Beskaffenhed og ikke af blot kvantitative Hensyn, synes det naturligt ikke at tilstede Fremsættelsen af Modfordringer, undtagen forsåvidt disse selvstændigt betragtede vilde kunne fremføres ved Underretten; men at de da, såfremt de almindelige Betingelser herfor ere tilstede, må kunne gjøres gjældende til Kompensation, synes ej at kunne bestrides. Den i det sidste Stykke af § 4 givne Regel er så naturlig, at den formentlig ikke trænger til nogen nærmere Forklaring.

Lovforslagets § 5 indeholder nogle Regler, som ere nødvendige på Grund af den særegne Adgang, § 168 indeholder til med Rettens Tilladelse under Sagen at udvide eller forhøje Påstanden, At en sådan Forhøjelse udover 400 Kr.’s Grænsen ikke bør medføre Underrettens Inkompetence, er vistnok hensigtsmæssigt, men da det aldeles beror på Rettens Skjøn, om Tilladelse til Forhøjelse skal gives eller ikke, er det i sin Orden at fremhæve, at dette Hensyn herved bliver at tage i Betragtning.

Reglen i Lovforslagets § 6 behøver neppe nogen Motivering; den må vistnok haves, når Retten ved Loven får en Myndighed til at udskille enkelte Fordringer eller Påstande til en særskilt Behandling, jfr. § 102; men da Retten ikke efter den gjældende Ret har en sådan Myndighed, har der ikke hidtil været Trang til en sådan Regel.

I § 7 1ste Stykke er der efter fremmede Loves Mønster optaget en Bestemmelse, som afviger fra, hvad der ellers måtte gjælde om Bevisbyrden. Medens Sagsøgeren naturligvis i Regelen må føre Bevis for, at Sagen rettelig hører under den Ret, for hvilken han indbringer den, jvfr. også § 7 2det

Stykke, synes det, når Værdien er afgjørende, (§ 2 Litr. a og b), hensigtsmæssigt og billigt at pålægge den Part Bevisbyrden, som vil drage Sagen for den kostbarere og vidtløftigere Landsretsafgjørelse.

I § 8 indeholdes der en højst vigtig Regel, som i Kommissionen har været Gjenstand for megen Tvivl, nemlig at Parterne skulle have Ret til at vedtage Underretsbehandling i alle Sager, selv om disse efter Lovens almindelige Regler ere Landsretssager. Faren ved denne Bestemmelse ligger fornemmelig i, at den åbner en Mulighed for, at Lovforslagets hele System, hvorefter Landsretterne skulle være de almindelige Domstole i første Instants, faktisk kan blive gjort til Intet, idet det lader sig tænke, at sådanne Vedtagelser, som omtales i § 8, kunne blive meget almindelige og navnlig kunne blive til en Slags stående Klausuler i skriftlige Kontrakter, Imidlertid har dog Kommissionens Flertal troet at burde gjøre Forføget med denne Bestemmelse; dels har man herved havt for Øje, at Bestemmelsens Existents vil tjene til i høj Grad at berolige dem, som ellers kunde have Betænkelighed ved overhovedet at henlægge Retsplejen i førske Instants til Landsretter med et stort territorialt Område, dels tror man ikke, at Erfaringen vil vise nogen utilbørlig stor Tilbøjelighed til at benytte den, da man holder sig forvisset om, at den ordinære Retsbehandling efter Lovforslaget er forbunden med så store Fordele, at Publikum snart vil indtages for den (navnlig på Grund af dens Hurtighed), dels beroliger man sig ved, at der dog ikke reelt tilføjes Parterne noget Tab eller nogen Uret ved slige Vedtagelser, eftersom Appel til Landsret står dem åben, jfr. herved § 305 Litr. b, jvfrt. med § 354, og at de således i det Højeste udsættes for at komme til at gjennemgå en unyttig Underretsbehandling, og endelig må man fremhæve, at det i al Fald, hvis Bestemmelsen skulde vise sig fordærvelig, er let senere at forandre den ved særlig Lov, uden at Systemet herved iøvrigt forstyrres.

I §§ 9 og 10 indeholdes nogle Bestemmelser med Hensyn til Værdiens Udfindelse. Hovedreglen må naturligvis være, at Bevis i så Henseende må føres ved Vurderingsforretning,

når det under Sagen Foreliggende ikke selv frembyder de fornødne Momenter, for at Retten kan afgjøre Spørgsmålet. Imidlertid er det tildels nødvendigt og i al Fald hensigtsmæssigt at give nogle nærmere Regler, der dels kunne vise Vejen ved Værdibedømmelsen dels i nogle Tilfælde gjøre Vurderingsforretning overflødig (§ 9 2 det Stykke og § 10). Det kommer i disse Forhold mest an på at have en klar og let anvendelig Forskrift, hvorved Kompetencespørgsmålet kan bringes på det Rene, hvorimod det gjør mindre til Sagen, om et aldeles korrekt Resultat udkommer. At af og til en Sag, som, når Alt skulde undersøges til det Yderste, i Grunden har en lidt højere Værdi end de 400 Kr., bliver afgjort ved Underretten, er ikke så stor en Ulempe, som en altfor minutiøs Behandling af Kompetencespørgsmålet som almindelig Regel vilde afstedkomme. Iøvrigt har Stempelloven af 19de Februar 1861 § 21 Litr. b og f tjent til Forbillede for § 9 2det Stykke og § 10, hvorved den Fordel opnåes, at man kommer til at støtte sig til et System af Regler, der allerede er kjendt, og med Hensyn til hvilket en bestemt Fortolkning har uddannet sig.

Om Værnething.

De i dette Kapitel indeholdte Bestemmelser stå egentlig ikke i nogen nødvendig Forbindelse med Procedurens Mundtlighed, forsåvidt Værnethingsreglerne ganske vist ikke nødvendigvis behøvede at forandres, fordi man går over til Mundtlighedssystemet. Men vor Lovgivning er på dette Punkt vistnok lidet tilfredsstillende, og det er derfor i og for sig ønskeligt, at den revideres og ændres i flere Punkter. Afset fra de Lovfortolkningstvivl, som den ufuldkomne Affattelse af flere Artikler i Christian den Femtes Lovs 1—2 foranlediger, og som bør fjernes ved en tydeligere Redaktion, er den egentlige Hovedanke mod den gjældende Rets Værnethingsbestemmelser, at den tilstår

Hjemthinget en altfor stor Betydning og indrømmer altfor få og stærkt begrænsede Undtagelser fra det. For det Første går det ved Værnethingsreglerne ligesom ved andre Procesforskrifter ikke an ensidigt at lægge Vægt på Sagsøgtes formentlige Interesse, men der bør også tages billigt Hensyn til Sagsøgeren, og dernæst er det under Nutidens Forhold ikke længere af så stor Betydning for Sagsøgte som i ældre Tider, at Sagen anlægges ved hans Hjemthing, thi dels er Samfærselen nu langt lettere, og dels er det nuomstunder faktisk Regel, at Sagførel benyttes til Sagens Udførelse, og en stor Sjældenhed, at Sagsøgte selv giver Møde under Sagen. De mange forskjellige Hensyn, der kunne retfærdiggjøre Undtagelse fra Hjemthinget, lade sig forresten ikke bringe ind under fælles Synspunkter, men der må gjøres Rede for dem ved de enkelte Paragrafer. Kun det skal fremhæves i Almindelighed, at Hensynet til, at Sagen kan blive ført og udprocederet på det Sted, hvor Bevismaterialet nærmest må formodes at være tilstede, naturligvis spiller en endnu større Rolle, når Umiddelbarhedsprincipet i Henhold til Bevisførelsen gjennemføres, end under de nuværende Forhold.

I § 12 skal i Spidsen for den hele Række af Bestemmelser udtales, at nærværende Kapitel kun har det egentlige Værnethingsspørgsmål for Øje og derimod ikke indeholder Noget om Retternes almindelige Kompetence, en Sag, hvorom Reglerne må søges andetsteds, nemlig dels i Kap. I. og dels i Organisationsloven; fremdeles skal det ej heller i dette Kapitel afgjøres, hvor de forskjellige Retsmidler mod Retternes Handlinger skulle anbringes, men derom bliver at give Regler i Forbindelse med Læren om disse Retsmidler selv. I dette Kapitel skal kun behandles Spørgsmålet om, ved hvilken af flere Retter i første Instants af samme Art en civil Sag skal anlægges. Herved bliver dog at bemærke, at det blot er de almindelige Værnethingsregler, som gives i dette Kapitel, hvorimod der andetsteds i Procesloven vil blive givet Regler for visse særegne Tilfælde i Forbindelse med pågjældende særegne Rettergangsarter,

jfr. således §§ 374, 399, 410, 421 og 433.