§ 1.

Enhver borgerlig Retstrætte, som ikke ved

særlig Lovforskrift er henlagt til eller ifølge Parternes Overenskomst (jfr. § 8) indbringes for Underretterne, behandles og påkjendes i første Instants af Landsretterne.

§ 2.

Til Underretterne henlægges:

a) Søgsmål angående private Formuerettigheder, når Ejenstanden for samme i Penge eller Penges Værd ikke overstiger 400 Kr.

b) Sager angående Skatter, Afgifter og andre lignende Ydelser af offentligretlig Beskaffenhed til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger, når Ejenstanden for samme ikke overstiger 400 Kr.

c) Sager angående Servituter og mindre omfattende (partielle) Brugsrettigheder uden Hensyn til Værdien.

d) Sager, hvorved Paterniteten til uægte Børn søges oplyst, for at Underholdningsbidrag kan pålægges Faderen.

e) Sager, i hvilke Exekutivproces anvendes (§ 385, jfr. § 381.)

§ 3.

Sagens Værdi bestemmes efter Påstanden.

Består Søgsmålet af flere Poster eller Fordringer, sammenlægges disse.

Der tages intet Hensyn til Procesomkostninger og de ved Klageskriftets Dato endnu ikke forfaldne Renter, ej heller til senere Afslag i eller Nedsættelse af Påstanden.

§ 4.

Imod Søgsmål, der i Henhold til § 2 Litr. a. ere anlagte ved Underretterne, kunne Modfordringer, når iøvrigt de almindelige Betingelser for disses Fremsættelse ere tilstede (§ 101), gjøres gjældende. Selvstændig Dom for Modfordringen kan dog, hvis Modparten modsætter sig det, kun gives, forsåvidt Dommen ikke herved kommer til at lyde på noget høiere Beløb end 400 Kr. (§ 2 Litr. a, jfr. § 3),

Imod Søgsmål, der i Henhold til de andre Bestemmelser i § 2 ere anlagte ved Underretterne, kunne Modfordringer, når iøvrigt de almindelige Betingelser for deres Fremsættelse ere tilstede (§ 101), gjøres gjældende, dog ikkun forsåvidt de efter Lovgivningens Regler kunde forfølges ved Underretterne, dersom de gjordes gjældende under en selvstændig Sag.

Imod Søgsmål, der svæve for Landsretterne, kunne Modfordringer fremføres uden Hensyn til, at de, i og for sig betragtede, vilde henhøre under Underretterne.

§ 5.

Når Sagen ifølge den oprindelige Påstand retteligen er begyndt ved Underretten, forbliver den ved denne, uagtet Retten under Processen måtte tillade at udvide eller forhøje Påstanden (jfr. § 168). Ved slig Tilladelses Meddelelse bliver der dog særligt at se hen til, at Sagens Værdi ikke imod Modpartens Protest i betydelig Grad forøges udover den i § 2 Litr. a bestemte Grænse.

Er Underrettens Kompetence ikke begrundet ved Sagens Værdi alene, men ved dens Beskaffenhed (jfr. § 2 Litr. b, c, d og e), kan en Udvidelse af Påstanden ikke uden Modpartens Samtykke foregå således, at Fordringer af anden Beskaffenhed inddrages under Sagen

§ 6.

Henhører en Sag, hvorunder flere Fordringer indtales, ifølge den samlede Påstand under Landsretterne (§ 3), ophøre disse ikke at være kompetente, fordi Fordringer eller Spørgsmål udskilles til særskilt Behandling og Påljendelse i Henhold til § 102, selv om disse, for sig betragtede, vilde høre under Underretterne.

§ 7.

Er Sagens Værdi afgjørende for Kompetencespørgsmålet, må den Part, som påstår den højere Værdi, føre Bevis derfor.

Iøvrigt påhviler det Sagsøgeren at oplyse, at Sagen hører under Underretterne.

§ 8.

Parterne kunne, når de derom ere enige, retsgyldigen lade enhver Sag behandle ved Underretterne, selv om den ifølge de almindelige Regler ikke henhører under disse.

§ 9.

Lyder Påstanden ikke på Penge, må

Værdien af dens Ejenstand i Tilfælde af Tvist fastsættes ved Skjøn, medmindre Retten uden dette kan afgjore Spørgsmålet.

Indeholder Påstanden flere Alternativer, skal det af disse, som bestaar i rede Penge eller dog uden særlig Skjønsforretning kan ansættes hertil, være bestemmende, selv om det er nævnt som det sudsidiære.

§ 10.

Drejer Sagen sig om Rettigheden til periodiske Ydelser eller Indtægter, bliver dens Værdi at bestemme efter følgende Regler:

a) Ere årlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for bestandig, eller for flere end de ved Rettighedens Stiftelse levende Personers Livstid, eller for et bestemt Tidsrum, der ikke er kortere end 25 År, bliver Værdien af Rettigheden at sætte lig med det 25 dobbelte af et Års Beløb. b) Ere årlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for en Enkelts eller flere ved Rettighedens Stif-

telse levende Personers Livstid eller iøvrigt på ubestemt Tid, sættes Rettighedens Værdi lig med det 5 dobbelte af et Års Beløb.

e) Kunne Ydelser eller Indtægter ikkun oppebæres et bestemt Antal Gange, sættes Rettighedens Værdi lig med en enkelt Ydelses Beløb taget dette Antal Gange, dog ingensinde over 25. Ved Anvendelsen af de i Litr. a og b indeholdte Forskrifter sees der alene hen til, hvad Ydelserne eller Indtægterne tilsammentægne udgjøre for et År.

Er Beløbet af årlige Ydelser eller Indtægter ikke lige stort de forskjellige År, tages Ejennemsnitsbeløbet som Enhed.

§ 11.

I de i de tvende foregående Paragrafer omhandlede Tilfælde er Rettens Afgjørelse, forsåvidt den går ud på at erklære sig kompetent til at påkjende Sagen, ikke Gjenstand for Påanke; nægter Retten at antage Sagen, er dens Afgjørelse Gjenstand for Besværing til højere Ret.

§ 12.

Ifølge de i dette Kapitel indeholdte Forskrifter i Forbindelse med §§ 399, 410, jfr. §§ 411, 417, 419, 421, 567, 620 og 635 afgjøres det, ved hvilken af flere Retter i første Instants af samme Art (Underretter eller Landsretter) en Sag skal anlægges.

§ 13.

Retssager skulle anlægges ved Sagsøgtes Hjemthing, medmindre Loven hjemler Undtagelse herfra.

§ 14.

Hjemthinget er den Ret, i hvis Kreds Sagsøgte boer. Dersom Sagsøgte har Bopæl i flere forskjellige Retskredse, ansees han for at have Hjemthing i dem alle.

Indlænding, som ikke har Bopæl nogetsteds i Riget, kan sagsøges ved Retten på det Sted, hvor han opholder sig ved Sagens Anlæg, eller, dersom han ikke nogetsteds i Ri-

get antræffes og heller ikke vides at have Bopæl i Udlandet, ved Retten på det Sted, hvor han vides sidst at have opholdt sig.

§ 15.

Danske Gesandter ved fremmede Hoffer såvelsom andre med Exterritorialitetsret forsynede danske Embedsmænd, der ifølge deres Embedsstilling have Bopæl i Udlandet, ansees for at have Hjemthing i Kjøbenhavn, forsåvidt de ikke vedligeholde Bopæl for sig eller Familie på noget andet Sted i Riget. Det Samme gjælder, indtil anderledes bestemmes om danske Undersåtter, som ifølge traktatmæssige Bestemmelser ikke kunne sagsøges i det Land, hvor de have Bopæl.

§ 16.

Stiftelser, Kommuner, Korporationer såvelsom Selskaber og Foreninger, være sig med politiske eller sociale eller med rent formueretlige Formål, have, forsåvidt ikke Andet retsgyldigen er fastsat i de for dem gjældende Bestemmelser, Hjemthing i den Retskreds, hvor deres Bestyrelse har sit Sæde. Firmaer, Selskaber cg Foreninger, der ifølge Lov 23de Januar 1862 § 2 Nr. 1 og § 6 Nr. 1 ere pligtige at opgive et Hjemsted, have Hjemthing ved dette Steds Ret.

Retssager, der angående Forenings- eller Selskabsanliggender rejses af Foreningen eller Selskabet mod de enkelte Medlemmer eller opstå imellem disse indbyrdes, kunne anlægges ved Korporationens, Foreningens eller Selskabets Hjemthing.

§ 18.

Når Nogen for at udøve Handel, Fabriksvirksomhed, Befordring af Gods eller Personer, Assurance eller anden Næringsvej holder Etablissement eller fast Agentur, hvorfra Retshandler afsluttes umiddelbart med Trediemand, kunne Retssager i Anledning af de fra Etablisse-

menlet eller Agenturen afsluttede Retshandler anlægges mod ham ved den Ret, under hvilken pågjældende Etablissement eller Agentur har sit Sæde, selv om han ikke der har Hjemthing.

§ 19.

Den, der ved Forvalter eller på anden Måde ved egne Folk lader drive en Kjøbstadeller Landejendom som selvstændig Bedrift, kan i Sager hidrørende fra denne Bedrift sagsøges på det Sted, hvor Ejendommen er beliggende.

§ 20.

Personer, der som Tyende, Fabrikarbejdere, Håndværkere, Lærlinge, Studerende, eller af anden Grund for længere Tid opholde sig udenfor deres Hjem, kunne sagsøges på dette deres Opholdssted i Anledning af der pådragne Forpligtelser.

Det Anførte skal også gjælde om Militærpersoner, der aftjene deres Værnepligt, Straffanger og Varetægtsarrestanter, Sindssyge og andre Personer, som have et ikke i deres egen frie Beslutning grundet Ophold for længere Tid udenfor deres Hjem.

§ 21.

Sager angående Rettigheder over urørlige Ting — være sig Ejendomsret, Panteret, Brugsrettigheder, Servitutrettigheder, Grundbyrderettigheder eller andre — skulle anlægges ved den Ret, under hvilken Ejendommen er beliggende.

Søgsmål, hvorved Fordringer, der ere forbundne med Pant i fast Ejendom, eller hvorved enkelte forfaldne Gjældsbyrdeydelser indtales, kunne anlægges på det Sted, hvor den behæftede eller bebyrdede Ejendom er beliggende.

Ligger en fast Ejendom i flere Retskredse, ansees den med Hensyn til Spørgsmålet om, hvor de i denne Paragraf omhandlede Sager skulle eller kunne anlægges, for at være beliggende i den Retskreds, hvorunder Ejendommens Bygninger, navnlig Stuehuset, høre. Findes sådanne ikke eller er Stuehuset beliggende i flere Retskredse, kan Sagen efter Sagsøgerens Valg anlægges i enhver af disse.

§ 22.

Søgsmål som gå ud på at gjøre Arverettigheder eller Fordringer på Legater eller Dødsgaver gjældende, eller som på anden Måde angå Delingen af Dødsboer, såvelsom Søgsmål, hvorved Fordringer på Arveladeren gjøres gjældende mod Arvingerne som sådanne, kunne anlægges ved den Ret, som i Dødsøjeblikket var den Afdødes Hjemthing.

§ 23.

Søgsmål til Tilbagebetaling af, hvad Nogen som Arving eller Kreditor i et under offentlig Skiftebehandling stående Bo ifølge foreløbigt Udlæg eller endelig Udlodning, som senere i det Hele eller for en Del er fundet urigtig, har modtaget, kan anlægges ved Retten på det Sted, hvor Skiftet holdtes.

§ 24.

Den, der i Medfør af offentligt eller privat Hverv har havt Andres Midler under Forvaltning eller skal aflægge Regnskab for dem, kan sagsøges for sin Forvaltning eller sit Regnskab ved Retten på det Sted, hvorfra Forvaltningen er ført, eller hvor Regnskabet skulde aflægges.

Sammesteds kunne også anlægges Sager, som i Anledning af Forvaltningen eller Regnskabet rejses af den, der har ført samme, imod den, for hvem han har ført den eller det.

§ 25.

Søgsmål til Opfyldelse eller Ophævelse af en Retshandel eller i Anledning af dens Misligholdelse eller ikke behørige Opfyldelse kunne anlægges ved Retten på det Sted, hvor Retshandlen ifølge Parternes udtrykkelige eller stiltiende Vedtagelse, ifølge Lovenes Bestemmelser eller iøvrigt ifølge de foreliggende Omstændigheder skulde opfyldes.

Tilkommer der Sagsøgte et Valg mellem flere bestemte Opsyldelsessteder, kan Sagen, sålænge Sagsøgte ikke må ansees at have erklæret sig for et af dem, anlægges ved Retten på ethvert af disse Steder.

§ 26.

Sager, hvorved der søges Erstatning eller Oprejsning i Anledning af retstridige Skade-

tilføjelser eller andre Retskrænkelser, kunne anlægges på det Sted, hvor Skadetilføjelsen eller Retskrænkelsen er foregået. Har den retsstridige Skadetilføjelse eller Retskrænkelsen, hvorover, der klages, været udøvet i flere Retskredse, kan Sagen anlægges i hvilkensomhelst af disse.

§ 27.

Modfordringer, forsåvidt disse ifølge § 101 kunne fremsættes, behandles ved den Ret, hvor Hovedsagen er anhængiggjort, såfremt denne ikke ifølge Modfordringens Beskaffenhed er udelukket fra at kunne påkjende den, jfr. § 4.

§ 28.

Når flere Sagvoldere skulle eller dog kunne sagsøges under Eet, og Sagen ikke ifølge denne Lov har noget særligt Værnething, kan den anlægges ved enhver Ret, som for nogen af Sagvolderne er Hjemthing.

§ 29.

Den i § 594 1ste Stykke omhandlede Arrestforfølgningssag kan anlægges ved Retten på det Sted, hvor Arresten er gjort, eller, dersom den udstrækkes til Gjenstande, der forefindes i flere Retskredse, hvor den er begyndt, alt forsåvidt der ikke gives nogen anden Ret i Riget, ved hvilken Sagen, bortset fra Arresten, kunde anlægges.

§ 30.

Kan Sagen i Medhold af denne Lov anlægges ved flere forskjellige Retter, har Sagsøgeren Valget, forsåvidt ikke Andet fremgår af Lovens Forskrifter.

§ 31.

Når Parterne vedtage det, kunne de indbringe deres Sag for hvilken af samtlige ligeartede Retter i første Instants de ville, uden at Rettens Samtykke behøves. Saadan Enighed imellem Parterne antages at finde Sted, når ikke den mødende Sagsøgtete på behørig Måde og i rette Tid under Sagen fremsætter Værnethingsindsigelse, jfr. §§ 173—176.

§ 32.

Udlændinge kunne Sagsøges her i Riget, forsåvidt nogen Ret ifølge de foranstående Regler kan ansees som Værnething i Sagen.

Gives der ingen Ret i Riget, ved hvilken Sagen imod Udlændingen herefter kan anlægges, skal det, forsåvidt ikke særlige traktatmæssige Bestemmelser ere til Hinder derfor, være Indlærndinge tilladt i Sager angående Formueretsforhold at sagsøge Udlændingen i den Retskreds, hvor han opholder sig eller har Gods.

§ 33.

Ingen Dommer må handle i en Sag, når han

1) selv er Part i Sagen eller af dens Udfald kan have Skade eller Fordel, såvelsom når det iøvrigt under Sagen bliver nødvendigt at bedømme hans egen tidligere Færd.

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne i op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien så nær som Søskende, eller er en af Parternes Ægtefælle, Værge, Kurator, Adoptiv- eller Plejefader, Adoptiv- eller Plejesøn.

3) er beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende Linie eller beslægtet i Sidelinien så nær som Søskende med nogen i Sagen optrædende Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig for nogen af Parterne.

4) har aflagt Vidnesbyrd eller værer Synseller Skjønsmåd i Sagen eller handlet i den som Sagfører eller iøvrigt som Rettergangsfuldmægtig for nogen af Parterne.

5) som Dommer har handlet i Sagen i den underordnede Instants.

Ved Anvendelse af den under Nr. 1 givne Regel bliver dog at iagttage, at den Omstændighed, at Dommeren, fordi flere Embedsvirksomheder ere forenede i hans Person, tidligere af den Grund har havt med Sagen at gjøre, ikke i og for sig medfører Inhabilitet, når der dog ikke efter de foreliggende

Omstændigheder er Grund til at antage, at han har nogen særegen Interesse i Sagens Udfald.

§ 34.

I de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde er Dommeren, hvis han er Enkeltdommer, pligtig efter Kjendelse, afsagt af ham selv, at vige sit Sæde. Beklæder han Retten i Forening med andre Dommere, er han pligtig at gjøre Retten Meddelelse om de Omstændigheder, som ifølge foregående Paragraf formenes at medføre hans Inhabilitet, hvorefter Afgjørelse træffes af Retten, uden at han selv er udelukket fra at deltage i Påkjendelsen af Spørgsmålet.

§ 35.

Parterne kunne ikke blot fordre, at en Dommer skal vige sit Sæde i de i § 33 angivne Tilfælde, men enhver af dem kan fremsætte Indsigelse mod, at en Dommer beklæder Retten, når andre Omstændigheder foreligge, som ere egnede til at vække Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed. I Tilfælde af den sidstnævnte Beskaffenhed kan også Dommeren selv, når han frygter for at Parterne ej kunne have fuld Tillid til ham, vige sit Sæde, selv om ingen Indsigelse mod ham fremsætles.

De Spørgsmål, som måtte opstå i Henhold til nærværende Paragraf, afgjøres på den samme Måde, som i § 34 er bestemt med Hensyn til de i § 33 omhandlede Tilfælde.

§ 36.

Indsigelse mod, at en Dommer beklæder Retten, må fremsættes ved den mundtlige Forhandlings Begyndelse, forinden andre Formalitetsindsigelser eller i al Fald i Forbindelse med dem. Senere Fremsættelse af den heromhandlede Indsigelse tillades ikkun, hvor det skjønnes at have været umuligt for Parten at

fremkomme med den i rette Tid, eller Parten har været i ham utilregnelig Uvidenhed om de Omstændigheder, som begrunde Indsigelsen.

Dommeren er pligtig, hvor han af egen Drift skal eller vil vige sit Sæde, at gjøre dette, forinden den mundtlige Forhandling begynder, medmindre den Omstændighed, som bøgrunder hans Inhabilitet, er indtrådt senere.

§ 37.

Spørgsmål, om en Dommer af egen Drift skal eller må vige sit Sæde afgjøres, uden at Parterne have Adgang til at ytre sig.

Indsigelse fra Parternes Side mod en Dommers Habilitet behandles i processuel Henseende som andre Formalitetsindsigelser.

§ 38.

Kjendelser, hvorved en Underretsdommer erklærer at ville vige sit Sæde, eller hvorved det pålægges eller tillades en Dommer i en af flere Medlemmer bestående Ret at vige sit Sæde, kunne ikke angribes ved noget Retsmiddel. Imod Kendelser, hvorved Indsigelser mod en Dommers Habilitet forkastes, eller hvorved Dommerens egen Begjæring om at måtte vige sit Sæde afslåes, kan der finde Besværing Sted fra Partens Side. Når det strax forlanges, kan i denne Anledning en kort Udsættelse af Sagen tilståes.

§ 39.

Fra det Øjeblik af, da Retskjendelse for, at en Dommer skal eller må vige sit Sæde, er afsagt, er denne Dommer kun berettiget til at foretage sådanne Handlinger i Sagen som ej kunne opsættes.

§ 40.

De om Dommere givne Forskrifter finde også Anvendelse på Retsskrivere. Afgsørelsen af Habilitetsspørgsmålet tilfalder den Ret, ved hvilken Retsskriveren er ansat.

§ 41.

Flere Søgsmål mellem de samme Parter kunne forenes under een Retssag, uagtet de hvile på forskjellige faktiske og retlige Grunde og ere af ulige Beskaffenhed, når Retten er competent med Hensyn til dem alle, og samme Procesart er anvendelig på dem (§ 3, jfr § 6).

§ 42.

Flere Parter kunne sagsøge eller sagsøges i Forening under samme Retssag, dog udfordres hertil, forsåvidt Søgsmålene ikke have fælles Oprindelse, eller særlig Lovforskrift hjemler deres Forening, at ingen af Parterne gjør Indsigelse derimod.

§ 43.

Enhver, der tror sig i det Hele eller for en Del berettiget til den Ting eller den Rettighed, som er Gjenstand for en Retstrætte i første Instants imellem Andre, kan under Iagttagelse af Reglerne i femte Afsnit indtræde i den begyndte Sag og gjøre sin Fordring gjældende ved et imod de oprindelige Parter rettet Søgsmål (Intervention).

Intervention kan ikke finde Sted, når den Ret, for hvilken Sagen svæver, ikke ved Parternes Samtykke kunde gjøres kompetent til at påkjende Interventionssøgsmålet, dersom det anlagdes særskilt.

§ 44.

Enhver, der har en retlig Interesse i, at en Part vinder en for Retten svævende Sag, kan indtræde i Sagen til denne Parts Understøttelse (Biintervention) og fåe Adgang til at ytre sig i Sagen i Overensstemmelse med de nærmere Regler i femte Afsnit.

§ 45.

Sagsøgeren kan andrage på at måtte tilstærvne (adcitere) Trediemand for at fåe Dom over ham enten alternativt eller tilsammen med Sagvolderen. Sådant Andragende kan dog ikke tages til Følge, når det må tilregnes Sagsøgeren som en Forsømmelse, at den pågjældende Trediemand ikke fra Begyndelsen af er bleven inddraget under Søgsmålet, lige så lidt som når Trediemand skjønnes ikke at være pligtig at svare for den Ret. Iøvrigt blive de i femte Afsnit givne Regler at iagttage.

§ 46.

Ved Anvendelsen af de i dette Kapitel indeholdte Regler forbeholdes der dog Retten den samme ved § 102 tillagte Myndighed.

§ 47.

Hvo der er ret Sagsøger eller Sagvolder, afgjøres efter Lovgivningens almindelige Regler.

§ 48.

Ligeledes afgjøres det efter Lovgivningens almindelige Regler, om det ifølge Retsforholdets Beskaffenhed er nødvendigt, at flere Personer må optræde som Procesfæller for at udgjøre ret Sagsøger eller Sagvolder.

§ 49.

Hvor et nødvendigt Procesfællesskab mellem flere Personer finder Sted, ansees, når i et Retsmøde en eller flere af disse udeblive, medens en eller flere af dem give Møde, den eller de, der møde, for at repræsentere de, Udeblivende.

§ 50.

Myndig til som Sagsøger at råde over Retstrætter angående Formueretsforhold er

den, som ifølge den borgerlige Rets Regler vilde kunne på egen Hånd eftergive det i Påstanden indeholdte Retskrav. Myndig til som Sagvolder at råde over Retssager angående Formueretsforhold er den, som ifølge den borgerlige Rets Regler på egen Hånd kunde ved Overenskomst påtage sig det, hvorpå Påstanden går ud. I Sager, som ikke angå Formuerettigheder, er i Almindelighed den, som er ret Sagsøger eller Sagvolder, også rådig over Sagen, forsåvidt han er personlig myndig.

Ved Anvendelsen af foranstående Regler tages der dog kun Hensyn til Retssagens oprindelige Gjenstand, ikke til Rettergangsomkostninger eller Rettergangsbøder.

§ 51.

Hvo der, når en Part ikke er myndig til at råde over Retssagen, skal optræde for eller med ham eller hende, for at Retssagen gyldigen kan udføres, afgjøres efter den borgerlige Rets Regler.

§ 52.

Retten har i Reglen ikke på Embeds Vegne af egen Drift at afkræve Parterne Bevis for, at de ere myndige til at råde over Processen. Afvisning på Grund af Sagsøgerens eller Sagvolderens Mangel på Myndighed til at råde over Retssagen, finder derfor ordentligvis kun Sted efter Påstand.

Parterne ere udelukkede fra at fremkomme med Indsigelser angående manglende Myndighed til at råde over Retssagen, når Forhandlingen af Sagens Realitet er begyndt, jfr. § 176 sammenholdt med § 174.

§ 53.

Er der ifølge den Måde, hvorpå Parterne i Processkrifterne betegnes, eller iøvrigt ifølge de foreliggende Oplysninger Grund til at antage, at Nogen af dem mangler Myndighed til at råde over Retssagen, kan Retten dog på Embedsvegne afvise Sagen enten strax eller når Sagsøgeren ikke fremskaffer de fornødne Oplysninger om hans egen og Modpar-

tens Myndighed til at råde over Sagen, efterat dette af Retten er ham pålagt, jfr. § 175

sidste Stykke.

§ 54.

Enhver kan både som Sagsøger og som Sagvolder gå i Rette for sig selv. Han kan både udføre sin Sag under den mundtlige Forhandling og affatte de fornødne Processkrifter.

§ 55.

Dog kan den, som gjør en ham efter Angivende tiltransporteret Fordring gjældende, afvises af Retten ved en Beslutning, som ikke er Gjenstand for Påanke, når Retten skjønner, at Transporten i Virkeligheden kun er udfærdiget for at sætte ham istand til at udføre Sagen for Cedenten.

§ 56.

Ved Domssagers Udforelse for Landsretterne kan Retten, når de af Parten selv affattede Processkrifter findes uforståelige, tilbagevise disse og tilkjendegive Parten, at han må lade sin Sag udføre for sig af en Sagforer; ligeledes kan en Part, der selv udfører sin Sag, afvises under de mundtlige Forhandlinger og henvises til at lade en Sagfører møde for sig, når det viser sig, at han ikke med den fornødne Klarhed og Rolighed kan fremstille Sagen. Retten træffer i de anførte Tilfælde de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Sagens Udsættelse. Efterkommes ovenomhandlede af Retten givne Pålæg, som ej ere Gjenstand for Påanke, ikke, ansees Parten som den, der ikke har indgivet de pågjældende Processkrifter, og som den, der udebliver under pågjældende mundtlige Forhandling.

§ 57.

Den, der ikke i egen Person vil udføre sin Retssag, er i Domesager pligtig at benytte

som Fuldmægtig en til Mede for pågjældende Domstol berettiget Sagfører.

Ingen anden Fuldmægtig end en sådan stedes til at give Møde for Parten under den mundtlige Forhandling, eller til at affatte Processkrifter for ham.

Retten har på Embedsvegne at afvise Personer, der ikke ere berettigede til for den at give Møde for Andre, og at tilbagevise Processkrifter, som ere underskrevne af sådanne.

§ 58.

Dog skal det være tilladt at benytte som Fuldmægtig ved Domssagers Udførelse Personer, der ere beslægtede eller besvogrede med Parten i den op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien så nær som Søskendebørn, Partens Ægtefælle, Værge, Kurator, Adoptiv- eller Plejeforældre, Adoptiv- eller Plejebørn og Personer, der stå i fast Tjeneste hos Parten. Den, der foregiver at stå i et af de ovennævnte Forhold til Parten, må være rede til at føre Bevis herfor, når det af Retten eller Modparten forlanges; dog kan Retten undtagelsesvis tilstå en passende Udsættelse hertil.

§ 59.

Under Skiftebehandlinger er det tilladt at lade møde for sig også ved Andre end de i de tvende foregående Paragrafer omhandlede Personer, og det samme gjælder under Føgedforretninger for dens Vedkommende, imod hvem Retshandlingen er rettet.

§ 60.

Den, der ifølge de tvende foregående Paragrafer møder som Fuldmægtig for Parten, må være personlig myndig og uberygtet.

Når i nævnte Tilfælde den Modende, skjønt ikke Sagfører, må antages at søge Næringsvej ved at udføre Retssager for Andre, kan Retten afvise ham ved en Beslutning, der ikke er Gjenstand for Påanke.

§ 61.

Det, der i § 56 er bestemt om Rettens Myndighed til at tilbagevise Processkrifter, som

ere affattede af Parten selv, eller til at udelukke Parten selv fra den mundtlige Forhandling, skal under lige Betingelser gjælde med Hensyn til Rettergangsfuldmægtige, der ikke ere Sagførere.

§ 62.

Befuldmægtigelse til ved en Domstol at udføre en Retssag giver Fuldmægtigen Ret til at foretage alle til den Sags Udførelse hørende Proceshandlinger, derunder indbefattet at tage til Gjenmæle mod Modfordringer, såvelsom imod Interventions- og Tilstævningssøgsmål. Navnlig indeholder Befuldmægtigelsen fornoden Bemyndigelse til at afgive Tilståelser og Indrømmelser, fremsætte Benægtelser og Indsigelser, føre Beviser, forlange Udsættelser, slutte Proceduren ved at indlade Sagen eller søge den hævet, udeblive eller undlade at erklære sig m. m.

Det kommer ved Bedømmelsen af Fuldmægtigens Bemyndigelse til at handle ikke i Betragtning, om det af ham Foretagne i det givne Tilfælde er et hensigtsmæssigt Skridt i Sagen eller ikke.

§ 63.

Derimod indeholder Befuldmægtigelsen til at udføre en Retssag for en Domstol ikke Bemyndigelse til at, foretage Noget, der går ud herover. Befuldmægtigelse til at udføre en Domssag bemyndiger således ikke til at påanke Sagen for højere Ret, men derimod vel til at andrage om ny Foretagelse af Sagen ved samme Ret, ikke heller til at lade Dommen erekvere, oppebære det Tildømte eller til at foretage Arrest, Forbud eller andre Sikkerhedshandlinger. Ej heller indeholder Befuldmægtigelsen til at udføre en Domssag nogen Bemyndigelse til at forlige eller voldgive Sagen.

§ 64.

Ved andre Retshandlinger end Domssager blive Befuldmægtigelsens Virkninger at bestemme efter Retshandlingens Natur og Hensigt.

Befuldmægtigelse til at foretage Exekution

indeholder således fornøden Bemyndigelse til at modtage udlagt Gods, træffe Bestemmelser om dets Bestyrelse og Forvaring, fremme Tvangsauktionen, samtykke i Auktionskonditionerne, oppebære Auktionsprovenuet på Partens Vegne m. m., såvelsom også til at modtage frivillig erlagt Betaling eller Fyldestgørelse af det Krav, hvorfor der gjøres Exekution.

Befuldmægtigelse til at varetage en Parts Tarv ved et Skifte indeholder Bemyndigelse til at afgive alle til Skiftets Fremme fornødne Erklæringer i Partens Sted, selv om de gå ud på at opgive Rettigheder, såsom at stemme for Tvangsakkord, indrømme Henstand, samtykke i Salg underhånden m. m.

Befuldmægtigelse til at møde ved Arresteller Forbudsforretninger indeholder fornøden Bemyndigelse til at foretage alle de til Forretningens Fremme fornødne Skridt, stille og modtage Sikkerhed, lage fornøden Bestemmelse angående Bevaringen og Sikringen af Gjenstande m. v.

Den der har Befuldmægtigelse til at udføre nogen Retshandling af den i nærværende Paragraf omhandlede Beskaffenbed, ansees selvfølgelig også for tilstrækkelig bemyndiget til at opretholde den og tage til Gjenmæle, når den for samme Ret søges ophævet eller forandret.

Befuldmægtigelse til at give Møde for den, mod hvem nogen Retshandling af den i nærværende Paragraf omhandlede Art er rettet, bemyndiger til at foretage alle Skridt sigtende til at forhindre, at der tillægges Retshandlingen Fremme, eller til at opnå dens Ophævelse af samme Ret.

§ 65.

Er den, der ifølge Befuldmægtigelse møder for en Part under Retshandlinger af den i foregående Paragraf omhandlede Art, ikke Sagfører, ansees han dog ikke for bemyndiget til at udføre de Tvistigheder, som måtte blive behandlede og afgjørte under Forretningen, medmindre han særlig er befuldmægtiget også hertil.

§ 66.

Indskrænkninger i den Bemyndigelse, som

ifølge § 62, jfr. § 63, skal antages at være indeholdt i Befuldmægtigelsen til at udføre en Domssag, have i Forhold til Modparten ingen Gyldighed.

Ved de i § 64 omhandlede Retshandlinger kan Befuldmægtigelsen med Virkning overfor Modparten indskrænkes til enkelte Møder såvelsom til enkelte Retshandlinger.

§ 67.

Når en Part til Sagens Udførelse samtidig benytter flere Sagførere eller andre Procesfuldmægtige, agtes enhver især af dem for bemyndiget til at foretage alle de processuelle Handlinger, som ifølge Befuldmægtigelsens Natur ansees for indbefattede i den. Afvigende Bestemmelser af Parten ere uden Virkning i Forhold til Modparten.

§ 68.

En Rettergangsfuldmægligs Handlinger eller Undladelser ere, forsåvidt som de falde indenfor Bemyndigelsens Grænser, ligeså bindende for Parten, som om de vare foretagne af denne selv.

Dog kunne Tilståelser eller andre Erklæringer om det Faktiske i Sagen, som fremkomme i de mundtlige Forhandlinger, tilbagekaldes eller berigtiges af Parten selv, når dette sker strax og umiddelbart, efterat Partens Rettergangsfuldmægtig har talt.

§ 69.

Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse til at handle for en Part ophæves i Forhold til Modparten ikke derved, at Parten er død, kommen under Konkurs eller har mistet sin Myndighed til at råde over Sagen, ej heller derved, at Parten er bleven myndig til selv at råde over Processen, men kun ved en udtrykkelig Tilkjendegivelse om Befuldmægtigelsens Ophør til Modparten eller dennes Rettergangsfuldmægtig.

§ 70.

Retten påser på Embedsvegne, at den, der møder som Rettergangsfuldmægtig for en Part, er befuldmægtiget hertil.

Dog afkræves der ikke på Embedsvegne

Sagførere Bevis for, at de ere befuldmægtigede for Parten, og når deres Befuldmægtigelse benægtes af Modparten, kunne de forlange Udsættelse for at tilvejebringe det fornødne Bevis.

Andre Rettergangsfuldmægtige end Sagførere må være i Stand til strax for Retten og Modparten at føre Bevis for Befuldmægtigelsen, da de ellers afvises.

§ 71.

Som tilstrækkeligt Bevis for Befuldmægtigelse til at møde i Rettergang, ansees en af vedkommende Part til Retsprotokollen afgiven Erklæring.

Når skriftlig Fuldmagt benyttes, må Partens Underskrift på den i Landsretssager i det Mindste være attesteret af tvende Vitterlighedsvidner.

§ 72.

Når en iøvrigt til at møde for en Part berettiget Person erklærer at ville varetage Partens Sag og forpligte sig til at tilvejebringe dennes Billigelse, og ingen Anden giver Møde for Parten, kan han af Retten stedes hertil enten mod eller uden Sikkerhedsstillelse. Den Pågjældende har da inden næste Retsmøde eller dog inden en anden af Retten bestemt Frist at tilvejebringe Partens Godkjendelse af hans Handlinger; i modsat Fald afvises han og har at tilvare Modparten de ved Retsmøderne foranledigede Omkostninger såvelsom muligt Tab ved Sagens Forhaling.

§ 73.

Når en Rettergangsfuldmægtig afvises enten på Embedsvegne eller efter Påstand, ansees pågjældende Part for udebleven fra det Retsmøde, hvori Afvisningen finder Sted, medmindre Retten i Henhold til Lovens Bestemmelser udsætter Sagen, i hvilket Tilfælde Udeblivelse først antages at finde Sted, når der ikke sker behørigt Møde for Parten i det Retsmøde, til hvilket Sagen er udsat.

§ 74.

Om end en Part iøvrigt lader sin sag udføre ved en Rettergangsfuldmægtig, er han dog ikke udelukket fra selv at ytre sig under den mundtlige Forhandling, umiddelbart efter at hans Rettergangsfuldmægtig har talt.

§ 75.

Forholdet imellem Parten selv og hans Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig, såsom med Hensyn til Krav på Godtgjørelse for Udlæg og Betaling for Arbejde, med Hensyn til Berettigelsen til at tilbagekalde Fuldmagten eller til at frasige sig den m. v., bedømmes efter den hidtil gjældende Ret.

§ 76.

Alle Retsmøder ere offentlige; dog kan Retten ifølge Andragende fra nogen af Parterne eller på Embedsvegne bestemme, at Dørene skulle lukkes og Tilhørerne fjernes, når Sagens offentlige Forhandling kunde vække Forargelse eller medføre en Forstyrrelse af den offentlige Orden; i sådanne Tilfælde kan enhver af Parterne fordre, at der tilstedes tre af ham opgivne Personer Adgang, ligesom Rettens Formand kan tillade enkelte Andre at overvære Forhandlingerne. Domme afsiges altid i offentligt Møde.

§ 77.

Rettens Bestemmelse, at Dørene skulle lukkes, sker ved upåankelig Kjendelse, efterat Parterne have havt Lejlighed til at udtale sig. Kjendeljen afsiges offentligt.

Bestemmelse om, at Dørene skulle lukkes, kan træffes såvel ved Forhandlingens Begyndelse som i Løbet af denne; den kan strax eller senere indskrænkes til en Del af Forhandlingerne.

§ 78.

Retsmøder afholdes ikke om Søn- og Helligdage, undtagen i påtrængende Tilfælde og selv da ikke i Tiden fra Kl. 9 Formiddag til 4 Eftermiddag.

Rettens Formand afgjør uden Påanke, om Tilfældet er påtrængende.

§ 79.

Af Retsskriveren føres en Tagliste, på hvilken Sagerne optages i den Orden, hvori de indkomme.

For hver enkelt Retsdag affattes af Rettens Formand med Redskriverens Bistand en Retsliste, på hvilken optages de Sager, som i Henhold til stedfundne Berammelser eller Udsættelser skulle komme for.

Retslisten indføres strax i en Protokol, i hvilken samtlige Retslister efterhånden samles, og den bekjendtgjøres ved Opslag i Retslokalet mindst 3 Dage forud for Retsdagen, Når dertil er Anledning (jfr. nedenfor og § 172), kan der dog indtil Aftenen forinden denne gjøres Forandring i eller Tillæg til Retslisten.

Rettens Formand afgjør, i hvilken Orden de Sager, der ere ansatte til Forhandling på samme Retsdag, skulle foretages. Sager, som ikke nå at komme til Forhandling, overgå uden videre på Retslisten for næste Retsdag, medmindre Formanden bestemmer anderledes.

Rettens Formand er bemyndiget til at udslette en Sag af Retslisten og overføre den på Retslisten for en af de påfølgende Retsdage, dog at Udfættelsen ikke overskrider en Uge, når der er Grund til at antage, at Sagen enten af Hensyn til Rettens Forretninger, Dommerpersonalet eller andre Årsager, såsom Forhindringer for Sagførere, Parter, Vidner, Synsmænd eller desl., ikke vil kunne forhandles på den oprindelig fastsatte Tid. Oplysninger i denne Henseende kunne bande mundtligt og skriftligt meddeles Rettens Formand, såvel under Retsmøder som udenfor disse.

Når en Sag ifølge denne Paragraf overføres på Retslisten for en følgende Retsdag, lader Rettens Formand, for at forebygge forgjæves Møder, alle Vedkommende så hurtigt som muligt underrette derom.

§ 80.

Når Hensyn til Retspersonalet eller Rettens øvrige Forretninger kræver det, kan Formanden afbryde begyndte Retsmøder eller afsige eller udsætte berammede Retsmøder, hvorom da Underretning snarest muligt bliver at give alle Vedkommende.

Når et Retsmøde ophører til fastsat Klokkeslet eller ifølge Rettens Bestemmelse, fortsættes afbrudte Forhandlinger i det næste påfølgende Retsmøde, medmindre Rettens Formand bestemmer anderledes. Afsiges eller udsættes et berammet Retsmøde, overgå Sagerne til det næste Retsmøde, der holdes, medmindre særlig Bestemmelse træffes om en anden Tid til deres Foretagelse.

§ 81.

Rettens Formand våger over, at Forhandlingerne foregå med den tilbørlige Orden og Værdighed. Han er til den Ende berettiget til at afbryde og tilrettevise Parterne, Vidnerne eller Andre, når de tillade sig upassende Udladelser eller utilbørlige personlige Angreb, eller når de gå udenfor Sagen i deres Bevisførelse, Udvikling eller Beretning.

Personer, der ved støjende eller anden utilbørlig Adfærd forstyrre Forhandlingerne eller tilsidesætte den Agtelse, som skyldes Retten, kunne udvises af Retslokalet. Bliver det i Henhold hertil nødvendigt at fjerne nogen af Parterne, kan Retten enten udsætte Sagen eller efter Modpartens Andragende bestemme, at den bortviste Part skal ansees som udebleven.

For Fornærmelser mod Retten eller nogen af de i samme Mødende, Ulydighed imod Formandens Påmindelser og Befalinger eller Uordener af mere strafværdig Natur end de ovenanførte, kan Retten ved en Kjendelse, der afsiges strax, pålægge Straf af Bøder indtil 40 Kr. eller simpelt Fængsel indtil 8 Dage. Sådan Kjendelse er upåankelig, og Retten kan, hvor den lyder på Fængselsstraf, bestemme, at den øjeblikkelig skal fuldbyrdes.

De Ordensstraffe, som pålægges i Henhold til denne Paragraf, medføre ingen Indskrænkning i Adgangen til at drage den Skylvige til Ansvar efter Straffelovens almindelige

Bestemmelser, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

Politiet er forpligtet til uvægerlig og øjeblikkelig at yde Retten Bistand til Udførelsen af denne Paragrafs Forskrifter.

§ 82.

De Forretninger, som ifølge denne Lov påhvile Formanden i Kollegialretterne, udføres ved de Retter, som beklædes af en Enkeltdommer, af denne.

§ 83.

Angående alle Retshandlinger optages Beretning i Retsbogen.

I Retsbogen indføres først Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmødet.

2) De Personers Navne, der have fungeret som Dommere og som Protokolførere.

3) Sagens Nummer og Parternes Navne (Rubrum af Sagen.)

4) De, der have givet Møde i Sagen som Parter eller på disses Vegne.

§ 84.

Retsbogen skal indeholde en kort Fremstilling af Forhandlingernes Gang i Almindelighed.

Parternes Udviklinger og Vidners og Synsmænds Forklaringer optages ved Landsretterne ikke i Retsbogen, men Protokolføreren har i en særskilt Bog til Brug for Retten og efter Formandens nærmere Anvisning at optegne det Væsentlige af Vidnernes og Synsmændenes Forklaringer, uden at dog nogen Oplæsning for eller Vedtagelse af de Pågjældende finder Sted.

Når Vidners, Synsmænds eller Parters Forklaringer afgives for en anden Ret end den, for hvilken Hovedforhandlingen foregår (§§ 96, 181, 203 og 232), blive de i deres Helhed at indføre i Retsbogen samt at oplæse til Vedtagelse af de Pågjældende, jfr § 224.

Ved Underretterne bliver det Væsentlige af Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng og af Vidners og Synsmænds Forklaringer at protokollere og derefter at oplæse

til Vedtagelse, dog kun forsåvidt Sagens Gjenstand har en Værdi af over 40 Kr.

§ 85.

Fuldstændigt optages i Retsbogen:

Rettens Domme, Kjendelser og øvrige Beslutninger;

Parternes Påstande for Underretterne, samt for Landsretterne Indsigelser og Påstande vedrørende Sagens Formalitet efter § 175;

Nye Påstande og faktiske Anbringender, såvelsom Forandringer i, Tillæg til eller Opgivelser af tidligere fremsatte Påstande, Benægtelser, Indsigelser eller faktiske Anbringender, forsåvidt herom efter §168, jfr. § 169, kan blive Spørgsmål udenfor de skriftlige Sagsfremstillinger og Tillæg til samme;

De i § 194 omhandlede Indsigelser og Forlangender.

I Retsbogen gjøres fremdeles Bemærkning om Overleverelsen eller Fremlæggelsen af alle skriftlige Fremstillinger, Dokumenter, Breve, Forkyndelser, Meddelelser og andre Aktstykker, som derhos blive at forsyne med Fremlæggelsespaategning.

§ 86.

Klageskriftet, Parternes øvrige Skrifter og Sagsfremstillinger forblive i Rettens Arkiv. Dokumenter og Aktstykker, der benyttes som Bevis, tilbageleveres Parterne, naar Sagen er paadømt, imod at disse til Retten indlevere bekræftede Gjenparter. Dog fordres ikke Gjenpart af Dokumenter, der kun ere Udskrifter af Embedsprotokoller, eller af Haudelsbøger, Regnskabsbøger eller andre saadanne Dokumenter, som ere af særdeles betydeligt Omfang.

§ 87.

Retsbogen underskrives af den, der har fungeret som Formand, og af Protokolforerm.

§ 88.

Retsskriveren har at samle de enhver Sag vedkommende Dokumenter og bevare dem eller de Gjenparter, som ifølge § 86 afgives i Stedet for Originaler, der tilbageleveres.

Iøvrigt bestemmes det nærmere ved Anordning for enhver enkelt Ret, hvilke Bøger der skulle føres ved den, samt hvorledes- de skulle indrettes.

§ 89.

Parterne såvelsom enhver Anden, som deri har retlig Interesse, kan hos Retsskriveren forlange Udskrift af Retsbøgerne samt af de øvrige ved Retten beroende og til Sagen hørende Dokumenter, imod herfor at erlægge sportelmæssig Betaling.

Dersom Reteskriveren nægter at meddele en forlangt Udskrift, kan den, som har begjært en sådan, skriftlig fremsætte behørig begrundet Anke, der afleveres til Retsskriveren, som indsender denne med sin Erklæring til Retten, som derefter ved Kjendelse afgjør Spørgsmålet. Mod denne Kjendelse kan der iværksættes Besværing efter de almindelige Regler herom.

§ 90.

Samtlige til Processens (derunder Bevisets) Førelse fornødne Skridt iværksættes af Parterne. En Indgriben af Retten finder kun Sted, såvidt Loven hjemler det.

§ 91.

Retssager forhandles mundtligt. Skrift anvendes kun, forsåvidt Loven hjemler det.

Ved den mundtlige Forhandling benyttes frit Foredrag; Oplæsning af skrevne Bevisdokumenter, Fremstillinger eller Udviklinger tilstedes alene, hvor Loven hjemler sådant, Ogsaa Beviser fremstilles, såvidt muligt, i frit mundtligt Foredrag; dog tillades Oplæsning, hvor det kommer an på ordret Gjengivelse.

Når Oplæsning skal finde Sted, foregår den enten ved Parten selv eller ved Protokolføreren efter Formandens Bestemmelse.

§ 92.

Retssproget er dansk. Ingen skriftlig eller mundtlig Henvendelse fra Parterne til hinanden eller til Retten må ske i noget andet Sprog. Afhørelse af Personer, der ikke ere det danske Sprog mægtige, foregår ved Hjælp af en edsvoren Tolk; dog kan ved Underretterne Tilkaldelse af Tolk undlades, når Parterne ikke gjøre Fordring herpå, og Retten tiltror sig fornødent Kjenskab til det fremmede Sprog.

Dokumenter, der ere affattede i fremmede Sprog, må ledsages af en Oversættelse, der skal være autoriseret af en offenlig ansat Translateur, medmindre Parterne anerkjende dens Rigtighed.

Forhandling med og Afhørelse af Døve, Stumme og Døvstumme foregår enten ved Hjælp af Personer, der ere kyndige i Tegnsproget, og som forud tages i Ed, eller ved skriftlige Spørgsmål og Svar.

§ 93.

Rettens Formand leder de mundtlige Forhandlinger. Han giver Parterne Ordet i den Orden, hvori disse have at ytre sig, og han slutter Forhandlingerne, når Han anser det foreliggende Æmne for tilstrækkeligen drøftet. Ordet kan fratages den Part, som ikke vil rette sig efter Formandens Ledelse, og han må da bære det Tab, som kan følge heraf.

§ 94.

Enhver af Parterne er pligtig bestemt og utvetydigt at angive de Kjendsgjerninger, på hvilke han støtter sine Påstande, såvelsom bestemt og utvetydigt at erklære sig over de af Modparten anførte Kjendsgjerninger.

Om en ikke særskilt og udtrykkeligt benægtet Kjendsgjerning skal ansees for indrømmet eller bestridt, afgjør Retten efter et Skjøn over Forhandlingerne i det Hele.

§ 95.

Retten skal ved hensigtsmæssige Spørgsmål til Parterne søge at fjerne Uklarhed, Tvetydighed eller Ufuldstændighed i Fremstillingen af Sagen og i andre afgivne Erklæringer og Oplysninger.

Det er endvidere Retten tilladt at stille Spørgsmål til Parterne, forsåvidt dette er fornødent, for at deres Fremstilling af Sagen fuldstændig kan forståes, eller de fornødne Bestemmelser om Processens Gang, derunder Bevisets Førelse, kunne træffes.

Såvel Rettens Formand som dens enkelte Medlemmer kunne stille Spørgsmål.

§ 96.

Retten kan efter Modpartens Påstand indkalde en Part til personligt Møde for at besvare Spørgsmål sigtende til Sagens Oplysning.

Er Parten syg eller på anden Måde forhindret i at møde, eller vilde hans Fremstilling for den Ret, hvor Sagen forhandles, medføre uforholdsmæssige Omkostninger eller anden Ulempe, kan Retten, forsåvidt Parten befinder sig indenfor Landets Grænser, bestemme, at ban skal afhøres ved Underretten på det Sted, hvor ban opholder sig, over bestemt opgivne Spørgsmål, der ikke i Forvejen må meddeles ham; disse affattes skriftligt af Retten eller af Modparten under Rettens Tilsyn og tilstilles derefter vedkommende Underret. Modparten er berettiget til at give Møde ved Afhøringen, om hvis Foretagelse han derfor skal underrettes, og fremsætte yderligere Spørgsmål.

Enhver Part kan frivilligt fremstille sig under Bevissorhandlingen og begjære personlig at afgive sin Forklaring. Dette tilstedes ham i Almindelighed, medmindre Retten anser det for at være uden Nytte i Henseende til Sagens Oplysning. Den Part, der fremstiller sig for at afgive Forklaring, er pligtig at besvare de yderligere Spørgsmål, som Modparten eller Retten måtte gjøre ham.

§ 97.

Når en Part, der er tilsagt til personligt Møde, uden oplyst lovligt Forfald udebliver, eller når der ikke svares på de ifølge de tvende foregående Paragrafer stillede Spørgsmål eller Svaret ikke har tilstrækkelig Bestemthed, kan Retten fortolke Udeblivelsen, Tavsheden eller Ubestemtheden på den for Mod-

parten gunstigste Måde og navnlig henholde sig til dennes Forklaring.

§ 98.

Retten kan pålægge en Part at fremlægge Situationskort, Stamtavler, Grundrids, Tegninger og andre lignende Anskueligheden befordrende Midler til Faktums Forståelse, når Sagen ikke uden dette kan pådømmes med tilstrækkelig Sikkerhed.

Vægrer Sagsøgeren sig herved, kan Sagen afvises; er det Indstævnte, behandles han efter Reglerne i § 97.

§ 99.

Antager Retten, at der er Omstændigheder tilstede, som kunne medføre Afvisning på Embedsvegne, kan den standse Forhandlingerne og opfordrer da Parterne til at erklære sig over Afvisningsspørgsmålet.

Når Afvisningsdom ikke afsiges, fortsættes derefter Forhandlingerne.

§ 100.

Ved Klageskriftets Meddelelse til Modparten ansees Sagen for anhængiggjort, ligesom en Modfordring er at anse som anhængiggjort ved Meddelelsen af det Tilfvarsskrift hvori den fremsættes, forsåvidt der påståes selvstændig Dom for samme.

Indtil Sagsøgeren mundtlig har nedlagt sin Påstand og har fremlagt sin Sagsfremstilling i Retten, forsåvidt en sådan er nedvendig, står det ham frit for at hæve Sagen, imod til den Sagsøgte at udrede Erstatning for Ulejlighed, Udgifter og Tidsspilde, dog at Sagsøgeren ikke derved kan forhindre, at der gives den Sagsøgte Dom for Modfordringer. Efter det anførte Tidspunkt kan Sagsøgeren derimod ikke ensidig hæve Sagen.

§ 101.

Ved Sagens Anhængiggjørelse begrundes Ret for Modparten til at fremsætte Modfordringer, forsåvidt som disse enten have fælles Oprindelse med Hovedfordrnigen eller dog i Mangel heraf ere udjævnelige (komputable)

med den. Der kan gives selvstændig Dom for Modfordringen.

Under Proceduren behandles Modfordringen aldeles som en Bestanddel af Indstævntes Forsvar. Den fremsættes og forhandles i Forbindelse med hans Indsigelser på samme Måde som disse. Dog kan Retten udøve den samme ved § 102 tillagte Myndighed også med Hensyn til Modfordringer.

§ 102.

Retten kan bestemme, at flere for den svævende Retssager imellem de samme Parter skulle forhandles i Forbindelse med hverandre. Samme Myndighed har Retten også med Hensyn til Retssager imellem forskjellige Parter, når Søgsmålenes Forening ikke vilde stride imod § 42.

Ere flere Søgsmål forenede under een Retssag, kan Retten anordne, at en Adskillelse skal finde Sted, og at et eller flere af Søgsmålene forhandles og pådømmes særskilt.

Frembyder Sagen flere Stridspunkter, kan Retten bestemme, at Forhandlingerne foreløbigt skulle indskænke sig til et eller nogle af disse; enkelte Søgsmålsgrunde eller enkelte Indsigelser kunne som en Følge heraf gjøres til Gjenstand for særskilt Procedure.

§ 103.

Er et Retsforhold, hvis Fastsættelse vil fåe Indflydelse på Sagens Udfald, Gjenstand for en ved samme eller en anden Ret svævende Retstrætte, eller er det indbragt til Afgjørelse ved administrativ Myndighed, kan Retten enten efter Påstand eller på Embeds Vegne bestemme, at Sagens Forhandling i det Hele eller tildels skal udsættes, indtil hin Retstrætte er pådømt eller den administrative Afgjørelse er truffen.

§ 104.

Opstår der under en Sag Mistanke om en begået strafbar Handling, eller der allerede er begyndt en Forunderføgelse mod en af Sagens Parter, kan Retten udsætte Forhandlingen, indtil Straffesagen har fundet sin Afgjørelse.

§ 105.

Ved Udøvelse af den i §§ 102 — 104 hjemlede Myndighed har Retten at virke hen til, at den størst mulige Orden, Klarhed og

Simpelhed i Forhandlingerne opnåes.

§ 106.

De i §§ 98, 99, 102, 103 og 104 omhandlede Bestemmelser kunne træffes på ethvert Trin af Forhandlingerne, ligesom de kunne tilbagekaldes, når Retten anser dette for hensigtsmæssigt.

Retten anordner det Fornødne med Hensyn til Udsættelse af Sagen, når den benytter sin i §§ 98, 99, 102, 103 eller 104 omhandlede Myndighed.

§ 107.

De i §§ 98, 99, 102, 103 eller 104

indeholdte procesledende Bestemmelser ere ikke Gjenstand for Retsmidlers Anvendelse.

§ 108.

Forkyndelser og andre processuelle Meddelelser skulle, forsåvidt ikke Loven eller Parternes Overenskomst medfører Undtagelse, foregå ved en stævningsmand. Denne har ved Forretningens Udførelse som Vidne at tiltage en anden Stævningsmand eller, såfremt Tiden ej tillader at fåe en sådan tilkaldt (§ 109 næstsidste Stykke), en god Mund.

Enhver beskikket Stævningsmand kan med fuld Retsvirkning iværksætte Forkyndelser og Meddelelser under Iagttagelse af de i Loven givne Forskrifter. Gyldigheden af det Foretagne fvækkes ikke derved, at Stævningsmanden har handlet udenfor den Retskreds, i hvilken han er ansat.

§ 109.

Det, der skal forkyndes eller meddeles, må foreligge i skriftlig Udfærdigelse.

Parten kan begjære Foretagelsen af Forkyndelser og Meddelelser enten umiddelbart hos

en Stævningsmand eller, forsåvidt Forkyndelsen skal ske på et andet Sted end det, hvor Parten opholder sig, igjennem vedkommende Underdommer, som imod Forudbetaling af alle dertil medgående Udgifter er pligtig at besørge Begjæringen videre til en Stævningsmand.

De for en Retskreds beskikkede Stævningsmænd ere pligtige at besørge alle Forkyndelser og Meddelelser indenfor Retskredsens Grænser. Dog må en Stævningsmand ikke påtage sig Forretningen eller deltage i samme, når nogen af Parterne er hans Ægtefælle eller er ham beslægtet eller besvogret i den lige op- eller nedstigende Linie eller i første Sidelinie, eller han selv er Part i Sagen eller af dens Udfald kan have Skade eller Fordel.

Begjæringer om Forkyndelser og Meddelelser skulle efterkommes snarest muligt og i Byerne senest inden 24 Timer og på Landet senest inden 48 Timer efter Modtagelsen.

Vedkommende Part kan forlange, at Stævningsmanden skal undertegne en ham forelagt skriftlig Tilståelse for, at han til den angivne Tid har modtaget Begjæringen.

§ 110.

Ved Anordning gives der en Instrur samt de fornødne Disciplinarbestemmelser for Stævningsmænd.

§ 111.

Om Forkyndelsers eller Meddelelsers Iværksættelse gjælde følgende Regler:

a) Dersom Vedkommende har Bopæl indenfor Kongerigets Grænser, kan Forkyndelsen eller Meddelelsen gyldigen ske der; er han tilstede, for ham selv personlig; men angives han at være fraværende — i hvilket Tilfælde det i Påtegningen bor opgives, om Fraværelsen er begrundet i Bortrejse, og i så Fald tillige, hvor han antages at opholde sig —, da for hans Ægtefælle, Børn over 18 År, Tjenestefolk eller andre til Husstanden hørende voxne Personer, som ere der tilstede; ere sådanne ikke at antræffe, for hans Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, forsåvidt som denne der træffes tilstede.

Har den Pågjældende ikke Bopæl indenfor Kongerigets Grænser, kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ske på hans midlertidige

Opholdssted i Riget; træffes han der tilstede, for ham selv personlig, men i modsat Tilfælde for dem, hos hvem han er til Huse.

b) Forkyndelse eller Meddelelse til Vedkommende personlig er altid gyldig, selv om han antræffes udenfor sin Bopæl eller sit Opholdssted; dog må Forkyndelsen eller Meddelelsen ikke ske i Kirken eller på andet Sted, medens Gudstjenesten eller kirkelige Handlinger der foregå.

§ 112.

Den Stævningsmand, af hvem Forretningen udføres, skal bestræbe sig for at iværksætte Forkyndelsen på en af de i foregående Paragraf angivne Måder, og han har til den Hensigt ikke blot at handle efter det, som af den forkyndende Part opgives ham, men han bør selv efter bedste Evne søge alle fornødne Underretninger.

Har han ikke kunnet iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen på nogen af de i foregående Paragraf angivne Måder, skal han i Forbindelse med den anden Stævningsmand påtegne Udfærdigelsen (§ 88) Attest herom og strax overlevere den til Politiet, der skal søge snarest muligt at iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen. Lykkes dette ikke, fordi Pågjældende ikke befindes at have Bolig eller Opholdssted i Retskredsen og ej heller personlig antræffes der, har Politiet at tilbagegive Udfærdigelsen til Parten med Påtegning om det Stedfundne samt om, hvad der er Politiet tekjendt augående Pågjældendes Bolig eller Opholdssted.

Går Politiets Opgivelse ud på, at Pågjældende har Bopæl eller Opholdssted andetsteds i Riget, bliver Forkyndelsen at iværksætte der i Overensstemmelse med de foranstående Regler. Ser Politiet sig ikke istand til at opgive Pågjældendes Bopæl eller Opholdssted inden Riget, og kan det heller ikke opgives, om og hvor Pågjældende har Bopæl i Udlandet, er Parten berettiget til at lade Forkyndelsen eller Meddelelsen ske ved 3 Gange gjentaget Indrykkelse i den almindelige Tidende, som ved Kgl. Anordning bestemmes til retsligeBekjendtgjørelser, hvorhos dog bliver at iagttage, at dersom det af Parten vides eller af Politiet er opgivet, hvor Pågjældende for Tiden opholder sig i Udlandet,

skal Udfærdigelsen tillige tilstilles ham pr. Post i betalt Brev, der skal anbefales.

§ 113.

Har det været Parten bekjendt, at Pågjældende har Bopæl i Udlandet, eller indeholder Politiets Påtegning Angivelser, gående ud herpå, skal Forkyndelsen eller Meddelelsen, uanset Bestemmelserne i foregående Paragrafs Slutning, altid foretages på den ved Stedets Love hjemlede Måde, Parten kan fordre, at Retten skal udstede de i så Henseende fornødne Begæringer til pågjældende fremmede Myndigheder. Skulde disse vægre sig ved at iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen, er Parten berettiget til at gå frem på den i Slutningen af foregående Paragraf angivne Måde.

§ 114.

Parterne kunne vedtage, at et opgivet Sted skal agtes for Bopæl, og dette bliver da, forsåvidt der forefindes Personer, som enten ifølge § 111 ere pligtige at modtage Forkyndelsen eller erklære sig for befuldmægtigede hertil, ved Anvendelsen af de foregående Regler at behandle som den virkelige Bopæl.

§ 115.

Den til Forkyndelsens eller Meddelelsens Foretagelse antagne Stævningsmand behøver ikke at godtgjøre sin Bemyndigelse til den enkelte Forretning for den eller dem, ti! hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen sker.

De Personer, for hvem Stævningsmanden i Medfør af de foregående Bestemmelser mener at burde foretage Forkynderen eller Meddelelsen, kunne i Reglen ikke vægre sig ved at modtage den. Ubeføjet Nægtelse medfører Forpligtelse til at betale Udgifterne ved Forretningen, Stævningsmanden har derhos i heromhandlede Tilfælde strax at opfordre Politiet til at overtage Forkyndelsen eller Meddelelsen; den, der ubeføjet har nægtet at modtage Forkyndelsen eller Meddelelsen, skal da endvidere betale Politiet en passende af Politimesteren fastsat Godtgjørelse for den forårsagede Ulejlighed.

§ 116.

De Personer, for hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen ifølge § 111, jfr. § 114, foregår, når rette Vedkommende ikke træffes, ere pligtige at

underrette denne om det Stedfundne, når det kan ske uden Udgift eller Besvær. Tilsidesættelse af denne Pligt medfører Erstatningsansvar.

§ 117.

Når Stævningsmænd og Parter have iagttaget de i §§ 111—115 givne Regler, ansees Forkyndelsen eller Meddelelsen for lovlig, uagtet den ikke ved de trufne Foranstaltninger måtte komme til Pågjældendes Kundskab.

§ 118.

Forkyndelser og Meddelelser skulle foregå imellem Kl. 7 Morgen og Kl. 8 Aften. På Søn- og Helligdage må de ikke foregå i Tiden fra Kl. 9 Frm. til Kl. 4 Eftm.

§ 119.

Det, der skal forkyndes eller meddeles, må overgives Stævningsmændene i dobbelt Udfærdigelse.

Når de til Forkyndelsens eller Meddelelsens Iværksættelse befalede Skridt ere foretagne, forsyner Stævningsmanden og den, der har været ham behjælpelig, begge Exemplarer med Påtegning herom. Det ene Exemplar overgives til den eller dem, for hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen sker, og det andet Exemplar tilbagegives den, der har begjært Forretningen.

Påtegningen skal indeholde fornøden Angivelse af Dag og Time, på hvilken, Stedet, hvor, og Personerne, for hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen er sket. Når Forkyndelsen eller Meddelelsen ikke er sket til Vedkommende selv, skal det tillige i Påtegningen bemærkes, hvorledes man i denne Anledning har forholdt sig.

Påtegningen afgiver Bevis for det, som ifølge den er passeret; dog er Modbevis ikke udelukket.

Benyttes Avisbekjendtgjørelse, er det ikke nødvendigt, at Udfærdigelsen, der skal forkyndes eller meddeles, optages fuldstændigt, men det er tilstrækkeligt, at dens Indhold meddeles i Udtog, samt at det bemærkes, at Udfærdigelsen selv henligger til Modtagelse på vedkommende Rets Skriverkontor. Det må udtrykkeligt udtales i Bekjendtgjørelsen, at Forkyndelsen eller Meddelelsen forgjæves er søgt iværksat på den i denne Lovs §§ 111 og 112 bestemte Måde. Det fornødne Bevis for dens Fore-

tagelse føres ved Fremlæggelse af pågjældende Numre af Tidenden.

Sker Meddelelse pr. Post, har vedkommende Postembedsmand på Forlangende at forsyne det ene Gremplar, forinden det tilbagegives den, der har begjært Afsendelsen, med Påtegning om, at et ligelydende Exemplar er afsendt til nærmere betegnet Adresse i betalt og anbefalet Brev. Påtegningen indeholder Bevis for det Stedfundne, indtil Modbevis føres.

§ 120.

Benytte begge Parterne Sagførere til at udføre Processen, kunne Forkyndelser og Meddelelser, der forefalde under Sagens Gang, ske umiddelbart fra den ene Sagfører til den anden, uden Stævningsmænds Mellemkomst, blot imod simpelt Modtagelsesbevis.

Forkyndelsen eller Meddelelsen kan gyldigen afleveres på Sagførerens Kontor til enhver Tid, dette er åbent, og Modtagelsesbeviset kan udstedes af Sagførerens der tilstedeværende Fuldmægtige eller andre Kontorbetjente.

§ 121.

Når en Bestemmelse med Hensyn til Sagens videre Foretagelse eller Proceshandlingers Iværksættelse træffes af Retten i et behørigt afholdt Møde, er ingen sætlig Forkyndelse eller Meddelelse nødvendig; men alle Vedkommende, som have været pligtige at møde, antages herved at have erholdt fornøden Underretning.

§ 122.

Meddelelser, som udgå fra Retten, ske på den Måde, Rettens Formand i hvert enkelt Tilfælde anser for hensigtsmæssig, og uden at hans Bestemmelser herom ere Gjenstand for Påanke. Det er ham tilladt at tilstille Meddelelsen pr. Post.

§ 123.

Klageskriftet, den endelige Dom samt de Skrifter, hvorved Retsmidlernes Anvendelse indledes, må alrid meddeles eller forkyndes på den i §§ 108—119 bestemte Måde og i Reglen for vedkommende Part, om endog han under Processen er eller har været repræsenteret af en Sagfører eller Andre.

§ 124.

Indkaldelser og Meddelelser til Militære, hvilke med de af Forholdets Natur flydende Lempelser blive at iværksætte efter de i dette Kapitel givne Regler, skulle tillig anmeldes for Afdelingschefen, som foranlediger Påagjædendes Møde for Retten, hvor Sådant gjøres fornødent.

§ 125.

Enhver Part har at betale de Omkostninger, som foranlediges ved processuelle Skridt, der af ham begjæres eller sættes i Bevægelse, dog med Forbehold af Ret til at fåe dem erstattede af Modparten ifølge nedenstående Regler.

Omkostningerne ved processuelle Skridt, som Retten anordner, kunne foreløbig kræves betalte enten af den Part, i hvis Interesse Retten anser det Foretagne for at være, eller af begge Parter i det af Retteu bestemte Forhold.

§ 126.

Den tabende Part er pligtig at erstatte Modparten de ham ved Retssagen påførte Udgifter, forsåvidt ikke Parten må ansees selv at have truffet en anden Overenskomst.

Udgifter, der ikke have været fornødne for Sagens forsvarlige Udførelse, erstattes ikke. Hvilke Udgifter der i det givne Tilfælde have været fornødne, afgjør Retten ifølge et frit Skjøn. Beløbet ansættes under Eet til en rund Sum, således at de virkelig fornødne Udgifter såvidt muligt erstattes fuldt ud.

Den Omstændighed, at enkelte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser ved den endelige Dom forkastes eller enkelte Beviser ansees for ikke at oplyse Noget i Sagen, medfører ikke i og for sig, at de herpå anvendte Udgifter skulle som ikke fornødne udelukkes fra Erstatning.

§ 127.

For tabende agtes den Part, som efter Processens Anhængiggsørelse hæver Sagen, af-

ftår fra sin Fordring eller anerkjender Modpartens Fordring.

Dette gjælder dog ikke, forsåvidt Sagsøgte lovlig har tilbudt Sagsøgeren, hvad der kan tilkomme denne, men Sagsøgeren bør da erstatte Sagsøgte Udgifterne ved den derefter faldende Del af Processen.

§ 128.

Når Sagen i det Hele afvises, betragtes den med Hensyn til Procesomkostninger som tabt af Sagsøgeren.

§ 129.

Procesfæller hæfte solidarisk for Procesomkostningerne. Dog kan Retten, når Omstændighederne tale derfor, pålægge en enkelt eller enkelte af dem at udrede visse Dele af Omkostningerne.

§ 130.

Forsåvidt en Sags Udfald er gjort afhængig af den ene Parts Ed, bliver den også i Henseende til Procesomkostningerne at betragte som vunden eller tabt af ham, eftersom Eden aflægges eller ikke.

Dog kan Retten, når en Part har tilvejebragt en sådan Sandsynlighed for et af ham fremsat Anbringendes Rigttghed, at det på Grund heraf ved Dommen pålægges Modparten edelig at fragå det, fritage den Bevispligtige for at erstatte Modparten Procesomkostningerne, uanset at denne måtte aflægge Eden.

§ 131.

Når hver især af Parterne for en Del taber og for en Del vinder Sagen, blive Processens Omkostninger at ophæve eller at dele i det af Retten bestemte Forhold.

Dog kan Retten pålægge en Part at erstatte Modparten Processens Omkostninger, når dennes Påstand kun i en mindre betydelig Grad har overskredet det Tilkjendte og ingen særskilte Omkostninger ere foranledigede ved Overskridelsen.

§ 132.

Den Part, som ved Anvendelse af Rets-

midlerne (Påanke, Besværing eller ny Foretagelse af Sagen) ikke opnår nogen Forandring af Dommen eller Kjendelsen, ansees forsåvidt som tabende og har derfor at erstatte Modparten de ved Retsmidlets Brug forårsagede Omkostninger.

§ 133.

Opnåes der ved Anvendelsen af Retsmidlerne (Påanke, Besværing eller ny Foretagelse af Sagen) en Forandring i den faldne Dom eller Kjendelse, bliver der med Hensyn til Omkostningerne ved Retsmidlets Gjennemførelse såvelsom med Hensyn til Omkostningerne ved Sagens tidligere Behandling, forsåvidt herom skal træffes Afgjørelse, i Reglen at forholde efter de i §§ 126 og 131 givne Regler og Omkostningerne enten at pålægge Modparten eller at ophæve eller dele, dog at Retten på Grund af særlige Omstændigheder skal være berettiget til at bestemme anderledes.

Når Hovedsagens Behandling som en Følge ar den i Anledning af Retsmidlet trufne Afgjørelse skal fortsættes, kan Afgjørelsen af Spørgsmålet om Omkostningerne såvel ved Retsmidlets Anvendelse som ved Sagens tidligere Behandling opsættes til den endelige Dom.

§ 134.

Den Part, som ved tilregnelig Fejl eller Forsømmelse har foranlediget spildte Møder, ufornødne Udsættelser, unyttig Bevisførelse eller andre overflødige og hensigtsløse processuelle Skridt, er, selv om han iøvrigt vinder Sagen, pligtig at erstatte Modparten de ham derved forårsagede Udgifter.

§ 135.

Angående Omkostningerne ved enkelte Proceshandlinger eller Procesafsnit kan der strax træffes Afgjørelse af Retten, når sådan Afgjørelse, såsom i de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde, er uafhængig af Hovedsagens Udfald; sådan særskilt Afgjørelse lan gjøres til Gjenstand for Besværing til højere Ret. Er særskilt Afgjørelse ikke tilforn truffet, gives der i den endelige Dom de fornødne

Bestemmelser om sådanne enkelte Proceshandlinger og Procesafsnit.

§ 136.

Sagførere og andre Rettergangsfuldmægtige kunne ifølge pågjældende Parts Påstand under Hovedsagen dømmes til at bære de Omkostninger, som de ved pligtstridig Opførsel have forårsaget. Den, der nedlægger sådan Påstand, skal drage Omsorg for, at der gives Sagføreren eller Rettergangsfuldmægtigen fornøden Lejlighed til at udtale sig om den.

§ 137.

Bestemmelsen i foregående Paragraf er også anvendelig på Dommere i underordnede Instantser, når Hovedsagen indbringes for højere Ret, dog således at den Dommer, over hvem Påstanden agtes nedlagt, skal underrettet herom, samtidigt med at Ankeskriftet tilstilles Modparten. Dommeren er da berettiget til at give Møde for den bøjere Ret og fremføre sit Forsvar. I Tilfælde af Besværing er det tilstrækkeligt,, at Påstanden over Dommeren optages i Besværingsskriftet eller i den Tilførsel i Retsbogen, der træder i Stedet for dette (§ 321).'

§ 138.

En Udlænding er, når han optræder som Sagsøger og der af Sagsøgte fremsættes Forlangende derom i det i § 163 nævnte Retsmøde, pligtig til inden en af Retten bestemt Frist at stille en efter dens Skjøn passende Sikkerhed for de Procesomkostninger, som det kan blive pålagt ham at tilsvare Sagsøgte. Over Rettens Afgjørelse i denne Henseende kan der finde Besværing Sted.

§ 139.

Fri Proces kan meddeles, når 1) den Pågjældendes Forfatning er sådan, at han ikke uden at savne det Nødvendige til sin og Families Underholdning eller til Fortsættelse af sin Næringsdrift kan afholde de med Sagens Udførelse forbundne Omkostninger og Udgifter, hvorom i Al-

mindelighed skal tilvejebringes Attester, i Kjøbenhavn fra vedkommende Rodemester og udenfor Kjøbenhavn enten fra vedkommende Byråd (Sogneråd) eller fra Præst eller Underøvrighed;

2) det efter de Oplysninger, som kunne haves om Sagens Beskaffenhed, er at formode, at Pågjældende har rimelig Grund til at procedere;

3) det i Tilfælde, hvor Forligsmægling ved Forligskommissionen skal finde Sted, ved Attest fra denne oplyses, at Pågjældende ikke under den befalede Forligsmægling har vist sig uvillig til Sagens mindelige Afgjørelse.

§ 140.

Ved Meddelelse af fri Proces opnåes: 1) Fritagelse for Betaling af Retsgebyr ug

for Brug af stemplet Papir. 3) Fritagelse for Udgifter til Stævningsmænd, til Brevporto og Avisbekjendtgjørelser samt til Rejseudgifter, Diæter og anden Betaling til Vidner, Syns- og Skjønsmænd o, dsl., hvilke Udgifter i så Fald afholdes af det offentlige.

3) Understøttelse ved Beskikkelse af Sagfører til uden Vederlag af Parten at udføre Sagen, forsåvidt sådan Sagførerhjælp ikke skjønnes at være unødvendig.

4) Meddelelse uden Betaling af de Udskrifter og Beskrivelser, som måtte behøves.

Meddelelse af fri Proces har ingen Indflydelse på Forpligtelsen til at erstatte Modparten Processens Omkostninger, ligesålidt som på dennes Forpligtelse til at udrede Processens Omkostninger i samme Omfang, som om fri Proces ikke var meddelt.

§ 141.

Andragende om at erholde fri Proces fremsættes skriftligt, forsåvidt Underrets- og

Landsretssager angår, for Formanden i

vedkommende Landsret og, forsåvidt Højesteretssager angår, for Højesterets Formand.

Bevilges Andragendet, har vedkommende Formand efter Omstændighederne at beskikke en Sagfører til at udføre Sagen og træffe de videre fornødne Bestemmelser.

§ 142.

Den givne Tilståelse af fri Proces bortfalder, når Parten dør. Den kan tages tilbage, når de Forudsætninger, under hvilke den er meddelt, vise sig ikke at være tilstede eller at være bortfaldne.

§ 143.

Meddelelse af fri Proces udstrækker sine Virkninger til hele Sagen i den Instants, derunder til den for al opnå ny Foretagelse af Sagen for samme Ret foreskrevne Procedure, samt til Exekutionen.

Når Retshandlinger skulle foretages efter Begjæring af udenlandsk Myndighed, beskikkes der af Rettens Formand, såvidt fornødent gjøres, Sagførere til at varetage Parternes Tarv, og Sagen behandles foreløbig, som om fri Proces var meddelt, men Regning indgives til vedkommende udenlandske Myndighed over Retsgebyrer, Stempelafgifter og andre af Sagen flydende Omkostninger samt over de Salærer, Retten finder, at der tilkommer de beskikkede Sagførere.

§ 144.

Imod Afgjørelser, hvorved fri Proces tilståes, haves intet Retsmiddel; imod Afgørelser, ved hvilke den nægtes eller tages tilbage, kan Besværing til Højesleret finde Sted.

§ 145.

Justitsministeriet skal i samme Omfang som hidtil være berettiget til også udenfor de i § 139 opstillede Betingelser at anordne, at fri Proces skal tillægges offentlige Myndigheder, Stiftelser, Embedsmænd m m., og det påhviler derfor vedkommende Retsformand (§ 141) at iagttage det Fornødne til Udførelsen heraf.

§ 146.

Tkjønnes det, at en Part uden nogen rimelig Grund har anlagt Retssag eller anvendt Retsmidler eller sat sin Modpart i den Nødvendighed at anlægge Retssag eller anvende Retsmidler, bliver han herfor ved den endelige Dom i Sagen at anse med Bøder fra 40 til 400 Kr.

§ 147.

Samme Straf idømmes for at have brugt opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter til at forhale Sagen eller at skille Modparten ved hans Ret, såvelsom for ikke at have givet behørigt Mode ved den befalede Forligsmægling.

§ 148.

De i §§ 146 og 147 givne Straffebestemmelser medføre ingen Indskrænkning i Adgangen til at drage den Skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Bestemmelser, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

§ 149.

Sttaf i Henhold til §§ 146 og 147 kan

ved Dommen i Hovedsagen pålægges ikke blot Parten, men også hans Rettergangsfuldmægtig eller efter Omstændighederne begge, forsåvidt det må antages, at de ere skyldige eller medskyldige i det stedfundne ulovlige Forhold.

§ 150.

Sagførere, der ved opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter forhale Retssager, ansees ved den endelige Dom med Bøder fra 80 til 800 Kr. For andet ulovligt Ophold af Sagen ansees de med Bøder fra 20 til 400 Kr.

§ 151.

For skjødesløs eller forsommelig Adfærd i Udførelsen af Retssager, såvelsom for Efterladenhed i at fremme Retssager, der ikke falder ind under Bestemmelserne i den foregående Paragraf, ansees Sagføreren ved den endelige Dom med Bøder fra 20 til 400 Kr.

§ 152.

Også for andre Pligtovertrædelser, være sig overfor Modparten eller overfor Mandanten, end de i de foregående Paragrafer omhandlede, kan Sagføreren straffes under Hovedsagen, når Straffen ikke overstiger Bøder og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold.

§ 153.

De i dette Kapitel omhandlede Straffe idømmes på Embedsvegne, når Retten af det i Sagen Foregåede kan skjønne, at Betingelserne for Straffens Anvendelse ere tilstede.

§ 154.

Gjenstand for tvungen Forligsmægling ere alle borgerlige Domssager i første Instants. Dog er Forligsprøve ej fornøden:

a) når Sagsøgte ikke har Bopæl her i Landet;

b) når Modfordringer gjøres gjældende, om endog selvstændig Dom for dem påståes;

c) når Exekutivproces anvendes, jfr, §382.

§ 155.

I Underretssager foregår Forligsmæglingen ved Retten på den Måde, som hidtil har været gjældende med Hensyn til private Politisager.

§ 156.

I Landsretssager foregår Forligsmæglingen ved Forligskommissionen under Iagttagelse af de hidtil herom gjældende Regler.

§ 157.

Selv om der ikke fremsættes Formalitetsindsigelser hentede fra Mangler ved Forligsmæglingen, har Retten ved Begyndelsen af den mundtlige Forhandling og forinden Realitetsproceduren af egen Drift at undersøge, om behørig Forligsmægling har fundet Sted. Befindes dette ikke at være Tilfældet, bliver Sagen at afvise eller efter Rettens nærmere Bestemmelse at udsætte, for at behørig Forligsmægling kan finde Sted.

Når overhovedet Forlig har været forsøgt i Anledning af Sagen, er Forligsklagens Indhold ikke til Hinder for en senere Udvidelse eller Forandring af Søgsmålsgrunde eller Påstande.

§ 158.

De lovbefalede Følger af Indstævntes Udeblivelse fra Forligsmæglingen eller af Mangel af personligt Møde ved den gjøres først gjældende ved den endelige Dom.

§ 159.

Processen indledes med Sagsøgerens Klageskrift. Dette skal indeholde:

a) Sagsøgerens Navn og Bopæl samt den af ham antagne Sagførers Navn og Bopæl eller en Erklæring om, at ingen Sagfører agtes benyttet; Sagsøgtes Navn og derhos hans Bopæl eller Opholdssted, forsåvidt den eller det vides. Fremdeles skal nævnes en Person, boende på det Sted, hvor Søgen anlægges, til hvem alle processuelle Meddelelser kunne gjøres med samme Virkning, som om de vare gjorte til Sagsøgeren selv. Undladelse af dette bevirker, at sådanne Meddelelser gyldigen kunne afgives på Rettens Skriverkontor.

b) Angivelse af den Påstand, Sagsøgeren agter at nedlægge, i Forbindelse med en tilstrækkelig og tydelig Fremstilling af de faktiske Omstændigheder, hvorpå Sagsøgeren støtter den.

e) Opfordring til Sagsøgte til at møde for den i Klageskriftet benævnte Ret på den Dag, som Rettens Formand ved Påtegning på Klageskriftet bestemmer. — Sagsøgeren må drage Omsorg for, at Forkyndelsen iværksættes så betimeligt, at Sagsøgte får den fulde Varselsfrist (§ 161).

Med Klageskriftet må følge bekræftet Gjenpart af de Dokumenter, ved hvilke Sagsøgeren vil bevise sin Påstand, samt Tilbud om at forevise Sagsøgte Originalerne, der til denne Hensigt må henlægges på Rettens Skriverkontor i en nærmere angivet Tid af mindst 8 Dage umiddelbart efter Klageskriftets Meddelelse. Ved Dokumenter af betydeligere Omfang, såvelsom hvor det iøvrigt er forbundet med særegen Vanskelighed eller Bekostning at tage Gjenpart, bortfalder Forplig-

telsen til at tilstille Modparten Gjenpart, og Tilbud om at forevise Originalen er tilstrækkelig.

Tillige skal Klagestriftet være bilagt med Bevis for, at Forligslovgivningen er efterkommet.

§ 160.

Klageskriftet indleveres til Retten, for at denne kan beramme Dagen, da Sagen skal foretages. Gfterat der er gjort Påtegning herom på Klageskriftet, tilbagegives dette til Sagsøgeren til videre Foranstaltning, og Sagen opføres på Rettens Sagliste (§ 79).

§ 161.

Ved Berammelsen af den Dag, da Sagen skal foretages (Tægtedagen), er at iagttage, at der gives Sagsøgeren den fornødne Tid til at besørge Klageskriftets Meddelelse til den Sagsøgte med behørigt Varsel. Boer eller opholder den Sagsøgte sig i Landsretskredsen, bør Klageskriftet meddeles ham senest 14 Dage, og hvis han boer eller opholder sig udenfor Kredsen, men dog inden Kongerigets Grænser (heri ikke indbefattet Kolonierne og Bilandene), senest 3 Uger før det til Sagens Foretagelse berammede Retsmøde. Boer eller opholder han sig udenfor Rongeriget, eller vides det ikke, hvor han boer eller opholder sig, bestemmer Rettens Formand Varselet, hvilket også gjælder, hvor det almindelig foreskrevne Varsel på Grund af særegne Forhindringer for Samfærselen i det enkelte Tilfælde måtte ansecs for utilstrækkeligt.

§ 162.

Sagsøgte har under den i § 171 bestemte Følge af Undladelsen at afgive et Tilsvarsskrift til Sagsøgeren senest 4 Dage, for Sagen skal foretages i Retten.

Det skal indeholde:

a) Angivelse af den af Sagsøgte antagne Sagførers Navn og Bolig samt Opgivelse af en på det Sted, hvor Sagen anlægges, boende Person, til hvem alle processuelle Meddelelser på Sagsøgtes Vegne kunne gjøres. Undladelse af dette sidste har den i § 159 Litr. a i Slutn. angivne Virkning.

b) Angivelse af den Påstand, Sagsøgte agter at nedlægge, og de Benægtelser samt de Indsigelser i Formaliteten eller Realiteten, han vil benytte, ledsaget af en tilstrækkelig og tydelig Fremstilling af de Punkter, hvori Sagsøgte er uenig med Sagsøgeren i Henseende til Sagens Sammenhæng, og af de særlige Omstændigheder, hvorpå han støtter sit Forsvar, samt derhos, forsåvidt Sagsøgte vil fremføre Modfordringer, af de Kjendsgjerninger, hvorpå disse støttes.

Med Tilsvarskriftet må følge bekræftede Gjenparter af de Dokumenter, som Sagsøgte agter at benytte ved sit Forsvar eller til Støtte for sine Modfordringer, samt Tilbud om at forevise Originalerne, der til denne Hensigt må henlægges på Rettens Skriverkontor samtidig med Tilsværets Afgivelse; dog finder den i § 159 næstsidste Stykke indeholdte Regel også Anvendelse på Sagsøgte.

Dersom Tagsøgte ikke afgiver Tilsvarskrift på den heromhandlede Måde, kunne alle Meddelelser fra Sagsøgeren til ham afleveres på Rettens Skriverkontor, medmindre han inden 4 Dage førend det berammede Retsmøde giver Sagsøgeren en skriftlig Meddelelse af det i Litr. a omhandlede Indhold.

§ 163.

Begjærer ingen af Parterne at give yderligere skriftlige Meddelelser til Modparten, sluttes Skriftverlingen strax i det ved Varselspåtegningen bestemte Retsmøde, og der berammes en Tid til den mundtlige Forhandling. Denne kan iøvrigt, når Parterne derom ere enige, og de medbringe sådanne Sagsfremstillinger, som omhandles i §§ 165 og 166, eller deres Klage- og Tilsvarsskrift er egnet til at benyttes hertil ifølge § 165 2det Stykke, foregå i det samme Retsmøde.

Forlange Parterne eller nogen af dem at fåe Aogang til yderligere skriftlig Meddelelse til Modparten, kan Retten bestemme en Frist, inden hvilken de fornødne gjensidige Meddelelser må foregå, og i Forbindelse hermed berammer den da til en passende Tid derefter et Møde, i hvilket den mundtlige Forhandling finder Sted, medmindre Retten undtagelsesvis

måtte indrømme nogen af Parterne Udsættelse hermed, fordi han ikke har været istand til inden den fastsatte Frist at foranstalte den fornødne Meddelelse til Modparten, i hvilket Tilfælde et senere Retsmøde berammes til den mundtlige Forhandling.

§ 164.

Parterne, såvel begge som hver især af dem, kunne tilkendegive, at de ikte begjære at stedes til fortsat Skriftvexling, ved at udeblive i det i foregående Paragraf omhandlede Retsmøde. Den Udeblevne ansees som Følge heraf som samtykkende i, at Skriftvexlingen sluttes.

§ 165.

Når Tiden til Hagens mundtlige Forhandling er berammet, har Sagsøgeren 3 Dage forinden og Sagsøgte senest Kl. 12 Middag Dagen forinden Retsmødet gjensidigen at tilstille hinanden skriftlige Sagsfremstillinger, medmindre der samtidigt med Retsmødets Berammelse måtte af Retten være fastsat andre Frister.

Når Skriftforberedelsen indskrænker sig til et Klage- og Tilsvarsskrift, kunne disse Skrifter, forsåvidt de i Henseende til Indhold og øvrige Beskaffenhed tilfredsstille Forskrifterne i næste Paragraf, tillige fremlægges som Sagsfremstillinger.

§ 166.

I Sagsfremstillingerne have Parterne punktvis at fremsætte deres Påstande, principale og subsidiære, såvel i Henseende til Formalitet som i Henseende til Realitet, med en sådan Nøjagtighed og Fuldstændighed, at det sikkert og tydeligt kan sees, hvad hver især af dem ønsker fastsat ved Dommen. Det bør tillige kort og sammentrængt, uden al Vidtløftighed eller Udvikling, angives, på hvilke Kjendsgjerninger Påstandene støttes, og hvilke Erklæringer der afgives over de af Modparten påberåbte Kjendsgjerninger. Udviklinger af Retsspørgsmål må ikke findes i Sagsfremstillingerne, hvorved dog ikke er udelukket, at de retlige Synspunkter angives, hvor dette er

fornødent for at forstå Meningen eller Hensigten med Påstandene.

§ 167.

Den mundtlige Forhandling foregår på Grundlag af Sagsfremstillingerne.

Fremsættes der i det til den mundtlige Forhandling berammede Retsmøde den Indsigelse, at Modpartens Sagsfremstilling indeholder Påstande, Indsigelser, Benægtelser eller faktiske Anbringender, på hvilke vedkommende Part ikke gjennem den forudgåede Skriftvexling er bleven behørig forberedt, har Retten, efter Undersøgelse af Skriftvexlingen, at afgjøre, om Indsigelsen er begrundet. Findes dette at være Tilfældet, bliver der efter vedkommende Parts Begjæring at give ham Lejlighed til og, om fornødent, passende Udsættelse til at forandre eller fuldstændiggjøre den af ham afgivne Sagsfremstilling, De derved forvoldte Omkostninger kunne pålægges den Part, som er gået udenfor eller afveget fra Skriftvexlingen.

Iøvrigt bliver den forberedende Skriftvexling ikke at oplæse eller at fremlægge.

§ 168.

Efterat den mundtlige Forhandling er endt og Sagen er optaget til Dom eller Beviskjendelse, kan ingen af Parterne uden Modpartens Samtykke forandre de i Sagsfremstillingerne indeholdte Påstande eller fremkomme med nye Påstande ej heller fremsætte nye Benægtelser, Indsigelser eller Søgsmålsgrunde; derimod er det på ethvert Trin af Sagen tilladt at frafalde eller indskrænke sine Påstande, Benægtelser, Indsigelser eller faktiske Anbringender.

Sålænge den mundtlige Forhandling ikke er endt ved, at Sagen er optaget til Dom eller Beviskjendelse, kan Retten uden Modpartens Samtykke tillade, at Påstandene forandres eller udvides, såvelsom at nye faktiske Anbringender fremsættes, når det efter Omstændighederne findes undskyldeligt, at vedkommende Part ikke er fremkommet hermed tidligere. Den Part, som vil fremsætte forandrede Påstande eller nye Anbringender, bør

dog i Reglen 3 Dage forud for Retsmødet give sin Modpart fornøden skriftlig Meddelelse om det, hvormed han vil fremkomme; kun under særegne Omstændigheder kan Fremsættelsen af forandrede Påstande eller nye Anbringender tillades uden sådan forudgående skriftlig Meddelelse.

§ 169.

Den Part, hvem det i Henhold til foregående Paragraf tillades at fremsætte nye eller forandrede Påstande eller faktiske Anbringender, har at fremlægge en skriftlig Fremstilling af dem som Tillæg til hans Sagsfremstilling; kun hvor der har manglet Tid til at tilvejebringe en sådan, kan det tillades ham i Retsmødet at lade det Fornødne herom diktere til Retsbogen.

Har en Part under Forhandlingerne frafaldet eller indskrænket Påstande, Benægtelser, Indsigelser eller desl., eller har han gjort Indrømmelser eller Tilståelser, er Modparten berettiget til at fåe fornøden Tilførsel herom optaget i Retsbogen.

§ 170.

Den, der undlader i det til den mundtlige Forhandling bestemte Møde at fremlægge Sagsfremstillinger, såvelsom den, der forsømmer at meddele Modparten disse forud i rette Tid, ansees for udebleven.

Dog kan Retten, når Parten oplyser, at han har været hindret i eller ikke havt tilstrækkelig Tid til at efterkomme de nævnte Lovforskrifter, eller, når der iøvrigt hertil er tilstrækkelig Grund, udsætte Sagen og samtidigt dermed bestemme nye Frister, inden hvilke det Forsørme skal foretages.

§ 171.

Dersom Sagsøgte undlader at meddele Sagsøgeren Tilsvarskrift på den i § 162 bestemte Måde, ansees han at samtykke i, at Sagen går til mundtlig Forhandling i det ved Varselspåtegningen berammede Møde. Sagsøgeren er derfor berettiget til 3 Dage forinden dette Retsmøde at meddele Sagsøgte

sin Sagsfremstilling, og Sagsøgte bliver da pligtig til senest inden Middag Kl. 12 Dagen forinden Mødet at meddele Sagsøgeren sin Sagsfremstilling, dersom han ikke i Overensstemmelse med Neglen i § 170 1ste Stykke vil ansees for udebleven.

§ 172.

Al Skriftvexling, derunder også Klagcflrifts Meddelelse, forud for det i § 167 omhandlede Retsmøde, kan aldeles bortfalde efter Overenskomst imellem Parterne. Disse kunne da, når de senest Dagen forud anmelde Sagen for Retten til Optagelse på Sagliften og Opførelse på Tillæget til Retslisten efter § 79, fremstille sig i et ordentligt Retsmøde og overgive til Retten sådanne Sagsfremstillinger, som omhandles i § 166, med Begjæring om, at Sagen må blive mundtlig forhandlet enten strax eller senere efter Rettens nærmere Bestemmelse.

§ 173.

I det i § 163 omhandlede ved Varselspåtegningen bestemte Retsmøde kan enhver af Parterne fremkomme med Formalitetsindsigelser, forsåvidt Retten ikke, ester Indsigelsernes Beskaffenhed, måtte finde det rigtigere at udskyde Afgjørelsen af dem til et senere Trin af Sagens Behandling.

Gå den Sagsøgtes Anker ud på, at Klageskriftet ikke er behørigt meddelt, eller at der ikke er givet ham behørigt Varsel, bliver Sagen i Tilfælde af, at Ankerne findes grundede, dog ikke at afvise, forsåvidt Manglerne kunne afhjælpes ved, om fornødent, at give den Sagsøgte en yderligere Frist til at fremkomme med sit Tilsvar.

§ 174.

Dersom Formalitetsindsigelserne ikke i Henhold til foregående Paragraf ere afgjorte tid-

ligere, have Parterne i det til den mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde, at fremkomme med deres Formalitetsindsigelser, forinden Forhandlingerne om Sagens Realitet begynde. Formalitetsindsigelserne blive da særskilt at forhandle og påkjende, medmindre Retten efter en af Parternes Begjæring bestemmer, at Forhandlingen og Påkjendelsen skal foregå i Forbindelse med Realiteten. Samtlige Formalitetsindsigelser må fremsættes på engang; de ikke medtagne må ansees som frafaldne, Formalitetsproceduren foregår enten strax eller i et følgende Retsmøde, dersom Retten finder Grund til at udsætte Forhandlingen.

§ 175.

Imod Sagsøgerens Protest kan der ikke tages Hensyn til andre Formalitetsindsigelser fra den Sagsøgtes Side end dem, som han efter Omstændighederne igjennem sit Tilsvarsskrift eller sin Sagsfremstilling har meddelt Sagsøgeren, eller som gå ud på, at denne ikke har sat ham istand til at give ham behørigt Varsel til at fremkomme med sit Tilsvarsskrift. Dog gjælder det ikke om de Indsigelser, som ifølge deres Beskaffenhed af Retten skulle tages i Betragtning på Embedsvegne.

Forsåvidt Formalitetsindsigelser ikke indeholdes i Tilsvarsskriftet eller Sagsfremstillingen, blive de kortelig at tilføre Retsbogen.

Skulde undtagelsesvis særskilt Bevisførelse behøves, for at Formalitetsspørgsmål kunne afgjøres, anordner Retten det Fornødne med Hensyn til Sagens Udsættelse m. v.

§ 176.

Når Formalitetsindsigelser ikke fremsættes, eller de, der fremsættes, ere påkjendte, skrides der, forsåvidt ikke Afvisning finder Sted eller Sagen udsættes ifølge § 157, til Forhandling af Sagens Realitet.

Under denne Forhandling have Parterne at fremstille Sagens Sammenhæng under behørig Påberåbelse af de fremlagte Dokumenter samt at udvikle de Retssætninger, som formenes at komme til Anvendelse, og i Henhold dertil at nedlægge deres Påstande. Derhos kunne Parterne i Løbet af Forhandlingerne fremkomme med deres Tilbud og Begjæringer

om at måtte føre Bevis for Omstændigheder, på hvilke Sagens Afgjørelse formentlig vil komme til at bero. Derimod finder der på dette Trin af Sagen ikke iøvrigt nogen Forhandling Sted om Bevisets Førelse.

Ved Realitetsforhandlingens Begyndelse oplæses Parternes skriftlig fremsatte Påstande. Det beror på Retten, om og hvorvidt Sagsfremstillingerne iøvrigt skulle oplæses under Forhandlingerne.

§ 177.

Med Forhandlingerne fortsættes uafbrudt i det begyndte og de påfølgende Retsmøder, indtil Sagen er tilstrækkelig afhandlet. Når dette er Tilfældet, slutter Formanden Forhandlingerne, og Sagen optages. Hver af Parterne har Adgang til i Reglen to Gange at fåe Ordet.

§ 178.

Findes Sagen, efterat den i Henhold til de foregående Bestemmelser er optagen, moden til i det Hele eller for en Del (§§ 272 og 273) at afgjøres ved endelig Dom, afsiges en sådan.

§ 179.

Fremgår det derimod af de stedfundne Forhandlinger, at der savnes Bevis for Omstændigheder, som ville være af Vetydning ved Sagens Afgjørelse, har Retten ved en Kendelse at bestemme, hvilke disse Omstændigheder ere, uden Hensyn til om der af Parterne er fremsat Begfæringer om at stedes til Bevisfølelse for dem eller ikke.

Kjendelsen skal med tilstrækkelig Tydelighed og Bestemthed angive, hvad der af Retten antages at skulle bevises, men den skal ikke indeholde nogen Udtalelse om, hvem af Parterne Bevisbyrden påhviler. Iøvrigt ere de i Kjendelsen indeholdte Forudsætninger om Retsforholdets faktiske eller retlige Egenskaber ikke bindende for Retten ved dens endelige Påkjendelse af Sagen.

§ 180.

I et hertil berammet nyt Retsmøde har enhver af Parterne efter 3 Dage forud gjort

skriftlig Meddelelse til Modparten at opgive, hvilke Beviser han ifølge den afsagte Kjendelse agter at benytte, og hvad han ved disse vil godtgjøre, i hvilken sidste Henseende dog bemærkes, at når Bevis agtes fort indirekte, behøver dette blot i Almindelighed at beskrives, og det er ikke nødvendigt, at Parten betegner alle de enkelte Data, af hvilke Bevisslutningerne skulle uddrages. Fremdeles må alle øvrige Bemærkninger med Hensyn til Bevisførelsen, som kræve en Bestemmelse af Retten, fremsættes.

Modbeviser behøve ikke at meddeles Modparten forud for Retsmødet, men det er tilstrækkeligt, at de opgives i dette.

Retten kan modsætte sig Benyttelsen af et Bevis, hvis Tilvejebringelse vilde medføre en uforholdsmæssig Udsættelse af Sagen.

§ 181.

Efterat Parterne have udtalt sig, træffer Retten de til Bevisførelsens Forberedelse fornødne Bestemmelser, og navnlig afgjøres det:

a) Om de af Parten opgivne Vidner skulle indkaldes, såvelsom om Syns- og Skjønsmænd skulle udmeldes.

b) Om Vidnerne og Synsmændene skulle møde under den mundtlige Forhandling, eller om deres Afhørelse skal ske ved Underretten (§§ 203 og 232). I første Tilfælde udsteder Retten fornøden Indkaldelse; i sidste Tilfælde kan Parten med en Udskrift af Rettens Bestemmelse henvende sig til vedkommende Underret og af denne fordre Indkaldelse udstedt.

c) Om nogen af Parterne i Henhold til § 96 skal fremstille sig til personlig Afhørelse, samt om Afhørelsen skal finde Sted under den mundtlige Forhandling eller for Underretten.

d) Om det skal pålægges Modparten eller Tredjemand at fremkomme med Dokumenter, hvoraf de angives at være i Besiddelse, jfr. nedenfor §§ 241—243.

e) Til hvilken Tid Bevisførelsen i Forbindelse med hele den øvrige mundtlige Forhandling af Sagen skal foregå. Ved Bestemmelsen heraf bliver der at drage Omsorg for, at begge Parterne kunne være istand til under bemeldte Forhandling at fremføre de Vidner og øvrige Beviser, som af dem skulle benyttes for Retten.

§ 182.

I Reglen tillades det ikke Parterne under Bevisførelsen og den i Forbindelse med samme stående øvrige mundtlige Forhandling af Sagen at betjene sig af andre Beviser end dem, hvis Førelje Retten i Henhold til foregående Paragraf har tilstedet. Efterat de i foregående Paragraf omhandlede Bestemmelser ere tagne, kan det derfor kun, hvor særegne Omstændigheder retfærdiggjøre det, tillades Parten at føre Vidner eller andre Beviser, som ikke have været angivne i det der omhandlede Retsmøde. Modparten har Krav på, at sådanne Beviser skriftligt anmeldes for ham senest 3 Dage forinden det Retsmøde, hvori de skulle føres.

§ 183.

Såvel den i § 180 omtalte Forhandling som selve Bevisførelsen og den sig hertil knyttende mundtlige Forhandling af Sagen kan finde Sted i det første til Forhandling af Sagens Realitet bestemte Møde (§ 176), når Retten tillader det, og Parterne derom ere enige samt rede til på Stedet at føre deres Vidner eller andre Beviser.

§ 184.

Til den fastsatte Tid (§ 181 Litr. e) finder Bevisførelsen og den øvrige mundtlige Forhandling Sted, medmindre Udsættelse gives enten af Hensyn til Retten selv eller ifølge Parternes Begjæring.

Sådan Udsættelse finder ikkun Sted: a) hvor uovervindelige Forhindringer for Retten, Sagførere, Parter, Vidner eller Synsmænd, Umuligheden af at fåe Beviserne rede til den fastsatte Tid eller andre sådanne særegne Grunde ere tilstede, eller b) hvor det i Henhold til § 182 undtagelsesvis tillades Parten at føre Vidner eller andre Beviser, som ikke have været angivne i det i § 180 omhandlede Møde.

§ 185.

Bestemmelsen om Sagens Udsættelse kan tages såvel forinden det berammede Retsmøde som i dette selv.

Såvidt muligt bør Udsættelsen dog bestemmes forinden selve Retsmødet.

Som en Følge heraf ere Parterne eller den af dem, som måtte ønske slig Udsættelse, pligtige til desangående at henvende sig til Rettens Formand så betimeligt, at der om Udsættelsen, foråavidt Retten, hvem Spørgsmålet ved Formandens Foranstaltning forelægges snarest muligt, måtte indrømme sådan, kan blive meddelt Underretning såvel til Modparten som til de allerede til det berammede Retsmøde indkaldte Vidner og Skjønsmænd, således at disse kunne undgå unyttigt Møde. Forsømmelse hermed har til Følge, at det kan pålægges vedkommende Part, når Modparten eller Vidnerne eller Skjønsmændene indfinde sig i det oprindeligt til Sagens Forhandling berammede Retsmøde og nedlægge Påstand herpå, at betale disse en ved Rettens Skjøn bestemt Godtgjørelse for det spildte Møde.

Er det Retten, der uden Begjæring fra Parterne af Hensyn til den selv eller på Grund af Meddelelser om Forfald for Vidner eller Skjønsmænd anser det nødvendigt ifølge Bestemmelsen i § 79 at udsætte Sagens Forhandling, har den desangående såvidt muligt at meddele Parterne og de af dem opgivne indkaldte Vidner, Skjønsmænd m. v. Underretning forinden det oprindeligt berammede Retsmøde.

§ 186.

Er der ikke forinden det berammede Retsmøde taget Bestemmelse om sammes Udsættelse, kan sådan Bestemmelse vel, når Omstændighederne gjøre det nødvendigt, tages i selve Retsmødet, men Parterne må da, forinden Bevisførelsen begynder, fremsætte deres Begjæring herom, hvad enten den grundes på, at det ikke uagtet al anvendt Flid har været muligt at fåe Beviserne rede til den fastsatte Tid, eller at stævnte Vidner eller udmeldte Syns- eller Skjønsmænd med eller uden lovligt Forfald udeblive eller anmelde Indsigelser, eller derpå, at nye Vidner eller andre Beviser skulle føres, jfr. § 182.

§ 187.

Efter Bevisførelsens Begyndelse udsættes Sagens Forhandling kun når Vidner eller Syns- og Skjønsmænd nægte at besvare Spørgsmål, og af denne Grund enten Kjendelsers Påanke eller Tvangsmidlers Anvendelse er nødvendig.

Finder Udsættelse Sted, efterat Bevisførelsen er påbegyndt, skal den hele Bevisførelse påny foregå og altså den allerede stedfundne gjentages til den Tid, Retten berammer til den videre Forhandling af Sagen.

Når Bevisførelsen og den sig hertil knyttende mundtlige Forhandling udsættes, tilkendegives det alle Vedkommende, at de skulle møde igjen til den Tid, Retten enten opgiver i selve Retsmødet eller, hvis dette ikke lader sig gjøre, senere nærmere bestemmer, i hvilket Tilfælde der alene bliver i sin Tid at give dem nærmere Meddelelse om Sagens Foretagelse.

§ 188.

Under Bevisførelsen have Parterne at gjentage deres Fremstillinger af Sagens Sammenhæng i det Omfang, som Retten anser for nødvendigt.

Slutningsforhandlingen (§ 195) knytter sig umiddelbart til Bevisforhandlingen.

Forhandlingerne fortsættes uafbrudt i det begyndte og de påfølgende Retsmøder, der såvidt muligt skulle holdes på de umiddelbart efterfølgende Dage, uden Hensyn til at disse ikke ere de for Retten bestemte almindelige Retsdage. Forhandlingen regnes ikke for afbrudt, fordi der indtræder en Standsning i den, såsom fordi en Kjendelse må afsiges eller et Vidnes Ankomst oppebies, når Retten dog ikke strider til nogen anden Sags Foretagelse.

§ 189.

I Reglen gives Ordet først til Sagsøgeren og derpå til Sagsøgte, medmindre Rettens Formand finder Grund til at bestemme, at Parterne i en anden Orden skulle fremføre deres Beviser. Han bestemmer ligeledes, om

Parternes Afhørelse skal finde Sted, forinden Vidner og Syns- eller Skjønsmænd afhøres, eller efter disses Afhørelse.

§ 190.

Parterne afhøre selv de af dem fremstillede Vidner. Såsnart et Vidne har besvaret et forelagt Spørgsmål, kan Modparten nærmere udspørge det med Hensyn hertil. Dog kan den, der fører Vidnet, modsætte sig Afbrydelsen, når hans egen Tilspørgsel om det pågjældende Punkt endnu ikke er tilendebragt. Når et Vidnes Afhørelse er fuldendt, kan Modparten, inden det aftræder, fåe det underkastet en ny Afhørelse, hvortil den, som oprindelig har ført Vidnet, atter kan stille Modspørgsmål.

Retten kan stille Spørgsmål til Vidnet, såvel til nærmere Opklaring af Punkter, hvorom Parterne have spurgt Vidnet, som til selvstændig Oplysning af Sagen.

I Reglen må et Vidne ikke høre på de foregående Vidners Forklaring, medmindre Retten bestemmer anderledes.

§ 191.

Rettens Formand våger over, at Vidneforhørene foregå med Orden og Værdighed. Han kan overtage Vidnets Afhørelse og forbyde Parten umiddelbart at forhandle med Vidnet, når denne ikke vil rette sig efter hans Pålæg og Irettesættelser; han kan gribe ind, når Parten i Vienets Afhørelse går udenfor Sagen, og han kan slutte Vidneforhøret, når det skjønnes, at intet Videre til Sagens Oplysning kan ventes at ville fremkomme ved dets Fortsættelse.

§ 192.

Når udmeldte Syns- eller Skjønsmænd have afgivet deres Forretning, kunne både Parterne og Retten stille Spørgsmål til dem. Deres Afhørelse foregår efter de om Vidner gjældende Regler. Dog kunne Syns- eller Skjønsmændene i Reglen rådslå om Svaret, medmindre Retten ifølge Påstand eller på

Embedsvegne bestemmer, at de skulle afhøres enkeltvis.

§ 193.

Når en Part har afgivet Forklaring af egen Drift, er Modvarten berettiget til at stille yderligere Spørgsmål til ham i Overensstemmelse med de i § 96 givne Regler.

§ 194.

Tvistigheder, som opstå under Bevisførelsen i Anledning af Indsigelser eller Forlangender af Parter, Vidner, Syns- eller Skjønsmænd, påkjendes af Retten, efterat Vedkommende have ytret sig. I Retsbogen må optages en nøjagtig Angivelse af Indsigelsens eller Forlangendets Indhold samt af Modpartens Påstand i denne Anledning. Den nærmere Begrundelse og Udvikling foregår mundtligt.

I Reglen afsiges Kjendelse strax; men dersom det findes nødvendigt, kan Sagen udsættes, for at Retten kan rådstå. Sådan Udsættelse bør dog altid være så kort som mulig og ikke uden største Nødvendighed vare længere end til næste Dag.

Foregår Bevishandlingen for en anden Ret end den, ved hvilken Sagen iøvrigt behandles, afgjøres opståede Tvistigheder as hin.

Iøvrigt komme de i Kapitlet om Bevis givne nærmere Regler til Anvendelse.

§ 195.

Når Bevisførelsen er endt, udtale Parterne sig endelig over Bevisførelsens Resultat samt over Sagen i det Hele, derunder også over Retsspørgsmålene i samme.

Rettens Formand slutter Forhandlingerne såvel over Sagen i det Hele som over enkelte Punkter, når disse skjønnes at være tilstrækkeligt behandlede.

Når Parterne have udtalt sig, eller Formanden slutter Forhandlingerne, optages Sagen til Dom.

§ 196.

Bevis kan føres både direkte og indirekte. Alt, hvad der efter sin Natur er istand til at bidrage til Sagens Oplysning, kan benyttes som Bevis. Undtagelse herfra finder kun Sted, hvor Loven hjemler det.

§ 197.

Om Noget er bevist eller ikke, afgjøres af Retten, uden at denne i sit Skjøn herover er bunden eller begrænset ved andre Regler end dem, som Loven hjemler.

§ 198.

Spørgsmål om Bevisbyrden afgjøres efter den hidtil gjældende Ret. Parterne kunne ikke fordre nogen foreløbig eller særskilt forudgående Bestemmelse af Retten om Bevisbyrdens Fordeling, men må selv afgjøre, hvilke af de Omstændigheder, for hvilke Retten har fordret Bevis, del tilkommer dem at bevise, og i Overensstemmelse dermed begjære Adgang til at fore Bevis.

§ 199.

Er der imellem Parterne Strid, om en

Skade er forårsaget eller hvilken Erstatning der skal gives, har Retten, når den ifølge de Oplysninger, som foreligge eller indhentes (§ 264), må ansees for at være istand hertil, at afgiøre disse Spørgsmål efter et frit Skjøn over alle i Betragtning kommende Omstændigheder, Erstatningen anstaaes i Reglen til en rund Sum.

§ 200.

Retten har efter frit Skjøn at afgjøre, om og hvorvidt Domme, der i Straffesager ere overgåede nogen af Sagens Parter, i den foreliggende Sag skulle ansees for at afgive Bevis.

§ 201.

Sætninger af fremmed Ret behøve kun at bevises, forsåvidt de ikke ere Retten bekjendte. Ved Udfindelsen af, hvad der er fremmed Ret, ere Dommerne ikke indskrænkede til at benytte de af Parterne fremførte Beviser, men de ere beføjede til selv at anstille Undersøgelser herom.

Hvad der er sagt om fremmed Ret, gjælder også om indenlandske Sædvaner og sådanne specielle Bestemmelser, som Retten ikke er forpligtet til at kjende.

§ 202.

Enhver er pligtig at vidne, når han på lovlig Måde indkaldes hertil.

Dog behøver Ingen at møde til Vidnesbyrds Aflæggelse udenfor den Landsretskreds, hvori han boer, dersom han derved vilde fåe længere at rejse hen til Retten end 18 Mile på Jernbane eller 6 Mile på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane og på anden Måde.

Den, der indkaldes for at vidne for en Ret, som holdes udenfor den Underretskreds, hvori han boer, og som må tilbagelægge en længere Vej end 3 Mile på Jernbane eller 1 Mil på anden Måde for at nå til Retten, kan fordre sine Rejseudgifter godtgjorte med 1 Kr. for hver løbende Mil samt Tærepenge af 4 Kr. for hver Dag. De Ydelser, på hvilke Vidnet har Krav, eller, hvis disse ikke kunne anslåes bestemt, tilbørligt Forskud på samme, må tilbydes betalte samtidigt med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 203.

Vidnets Afhørelse foregår i Reglen for den Ret, som dømmer i Hovedsagen.

Hvor Vidnet ifølge § 202 ikke er pligtigt at møde for denne, føres det for Underretten på det Sted, hvor det boer.

Vidnets Afhørelse ved Underretten på det Sted, hvor det boer, kan endvidere anordnes:

a) naar Parterne ere enige herom, b) når Retten skjønner, at Vidnets Udsagn ikke angår væsentlige Punkter i Sagen, eller når dets Fremstillelse vil medføre Udgifter for Parterne og Ulemper for Vidnet, som ikke stå i noget rimeligt Forhold til det Udbytte i Henseende til Sagens Oplysning, der kan ventes af Vidnets Afhørelse for dem, der skulle domme i Sagen,

c) når Vidnet er sygt og det ikke findes hensigtsmæssigt at udsætte Sagen af den Grund, eller når Vidnet formedelst høj Alder eller Legemssvaghed ikke kan tåle at rejse.

Kan Vidnet i de under Litr. c nævnte Tilfælde ikke forlade sin Bolig, sættes Underretten der.

§ 204.

Militære af Hæren og Flåden ere pligtige at aflægge Vidnesbyrd for de borgerlige Domstole overensstemmende med Reglerne i denne Lov.

§ 205.

Indkaldelse til at møde og aflægge Vidnesbyrd udgår efter Partens Begjæring fra den Ret, for hvilken Vidnet skal møde (§ 181). Indkaldelsen overgives Parten, der har at besørge dens Forkyndelse for Vidnet så betimeligt, at dette erholder det fornødne Varsel.

Skulle Vidner føres i Udlandet, kan pågjældende Part forlange, at Retten skal udstede de i så Henseende fornødne Begjæringer til de udenlandske Myndigheder.

For Forkyndelsen ere de i §§ 108—119 givne Regler gjældende, dog at Forkyndelse for Vidnet personligt, når det opholder sig her i Landet, bør søges iværksat, såvidt som det er muligt, jfr. § 111 Litr. b.

§ 206.

Indkaldelsen skal indeholde: Vidnets Navn og Bopæl eller Opholdssted; Navnene på Sagens Parter samt en almindelig Angivelse af dens Gjenstand; særligt må fremhæves, hvilken af Parterne der lader Vidnet indkalde;

Betegnelse af den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Tiden og Stedet, når og hvor Mødet skal foregå.

Det må iagttages, at Vidnet, hvis det boer indenfor Landsretskredsens Grænser, får 1 Uges og ellers 2 Ugers Varsel.

Indkaldelsen skal indeholde en Bemærkning om det Ansvar, som Udeblivelse medfører, og derfor b0r på Indkaldelsens Bagside forefindes en Afskrift af denne Lovs §§ 218 og 220.

§ 207.

Vidnesbyrd må ikke afkræves:

1) Folkekirkens og anerkjendte Troessamfunds Præster om det, som i Skriftemål eller iøvrigt i deres Egenskab som Sjælesørgere måtte være dem betroet.

2) Sagførere angående det, som de ved Partens Fortrolighed have erfaret i en borgerlig Retstrætte eller Straffesag, der har været dem betroet til Udførelse, eller hvori deres Rådførsel har været brugt.

3) De ved den Kgl. Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn ansatte Embedsmænd, Betjente og Tordemødre angående de Fruentimmers Svangerskab og Barnefødsel, som forløses på Stiftelsen.

Samtykker den, der har Krav på Hemmeligholdelsen, eller er det iøvrigt Klart, at Vidnesbyrdets Aflæggelse ikke strider mod dennes Ønske, finde de i foranstående Nr. 1—3 givne Regler ikke Anvendelse.

4) Embedsmænd og Andre, der handle i offentligt Hverv, angående Embedshemmeligheder samt angående andre Anliggender, om hvilke det påligger dem at iagttage en ubetinget og ubrødelig Tavshed.

Retten har på Embeds Vegne, såvidt muligt, at forebygge, at Vidnesbyrd modtages i de ovenanførte Tilfælde. Den kan efter Omstændighederne endog nægte at udstede Indkaldelse, når det er klart, at den tilsigtede Vidneførsel ikke vil kunne tilstedes.

§ 208.

Vidnet kan nægte at svare: I)Når det må antages ikke at kunne besvare vedkommende Spørgsmål uden at udsige Noget, som umiddelbart udsætter

det selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Beskjæmmelse eller for Straf.

2) Når det må antages ikke at kunne besvare vedkommende Spørgsmål uden at udsige Noget, som udsætter det selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Formuetab, der ikke kan ansees for ganske uvæsentligt, eller for anden dermed i Klasse stående Skade; dog kan Vidnesbyrd ikke nægtes angående Retshandler, ved hvilke Vidnet har ladet sig bruge som Vitterlighedsvidne, eller hvor det som Hjemmelsmand, Borgen eller Fuldmægtig af Hensyn til Parten naturligen må ansees for pligtig til at give Oplysning om Forholdet.

3) De i § 207 omhandlede Personer kunne nægte deres Vidnesbyrd, dersom Retten ikte på Embeds Vegne har vægret sig ved at modtage det.

§ 209.

Born under 15 År må ikke edfæstes.

Ej heller kan den edfæstes, som er tiltalt for eller funden skyldig i Mened, eller den, som ikke kan antages at tillægge Eden den Betydning, samme efter sit Begreb skal have.

Ej heller må edfæstes Personer, som lide af væsentlig Forstands- eller Hukommelsessvækkelse.

De i denne Paragraf omhandlede Personer ere undergivne den almindelige Forpligtelse til at møde og forklare uden Ed sum Vidner.

Dog bør Afhørelsen af Afsindige eller andre Personer, som ej ere istand til at afgive en fornuftig Forklaring, ikke tilstedes.

§ 210.

I Reglen skal enhver Vidneforklaring beediges, jfr. dog § 112 1ste Stykke. Afhørelse uden Ed finder kun Sted, når Vedkommende ikke må edfæstes (§ 209), eller når der mangler en for det Troessamfund, hvortil han horer, anvendelig Edsformular.

En højtidelig Forsikring i Eds Sted og med samme Virkning som denne, tillades kun, hvor særlig Lov hjemler det for visse Troessamfund.

§ 211.

Efterat Vidnet er påråbt, stiller Rettens Formand de Spørgsmål til det, som ere nødvendige for at forvisse sig om dets Identitet, samt, om fornødent, for at afgjøre, om der er Noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse eller Vidnets Edfæstelse.

§ 212.

Derefter edfæstes Vidnet, medmindre Parterne vedtage, at dets Forklaring skal gjælde uden Ed.

Den, der uden stjellig Grund nægter at gjøre Ed, ansees som den, der vægrer sig ved at svare.

Ved Edens Aflæggelse lover og sværger Vidnet, at det vil udsige den rene Sandhed og i sine Svar på Spørgsmålene Intet fordølge, som kan tjene til Sagens Oplysning. Forinden Eden aflægges, skal Rettens Formand indskærpe Vidnet Edens Hellighed og betyde det Straffen for Mened. Det beror på Formanden at lade denne Forberedelse af Vidneafhøringen foregå enkeltvis for hvert Vidne eller under Eet for flere eller samtlige Vidner i Sagen.

§ 213.

Efter Edfæstelsen foregår Vidnets Afhørelse.

Det kan i Henhold til den aflagte Ed udspørges såvel om Sagen selv som angående alle Omstændigheder, der kunne have Indflydelse på dets Forpligtelse til at vidne eller på dets Troværdighed.

§ 214.

Den Part, der har ladet et Vidne indkalde, kan, når Vidnet har givet Møde, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde dets Afhørelse med den Virkning, at Modparten afskjæres fra at stille Spørgsmål til Vidnet.

§ 215.

Et Vidne, som anser sig for berettiget til i det Hele eller for en Del at nægte at vidne i den Sag eller for den Ret, må dog med den af § 218 flydende Indskrækning mode efter Indkaldelsen og fremsætte sin Indsigelse til Påkjendelse af Retten.

Går Indsigelsen ud på, at Vidnet overhovedet kan nægte at give Møde som Vidne i den Sag eller for den Ret, må den fremsattes forinden Edfæstelsen.

Vidnet må oplyse Omstændigheder, af hvilke det kan sees, at Indsigelsen er grundet.

§ 216.

Kjendelser, ved hvilke det trods fremsat Indsigelse pålægges Nogen at vidne, kunne gjøres til Gjenstand for Besværing til højere Ret.

Der gives i så Fald Vidnet en af Retten fastsat Frist til at iværksætte de til Besværingens Iværksættelse nødvendige Skridt. Udløber denne uden at være benyttet, eller fremmes Sagen ikke behørigt, ansees Besværingen for frafaldet.

§ 217.

Retten kan på Grund af et Vidnes Indsigelse imod at afgive Forklaring eller imod at møde udsætte Sagen, når vedkommende Part begjærer dette.

Udsættelsen kan gives på bestemt Tid eller indtil videre. I sidste Tilfælde kan den Part, som mister at fremme Sagen, melde sig hos Rettens Formand, når Hindringerne ere hævede, og forlange, at han skal beramme en Tid til Sagens Foretagelse samt indkalde alle Vedkommende til Møde.

Ved Forhandlingens Gjenoptagelse bliver da at iagttage Bestemmelsen i § 187 2det Stykke.

§ 218.

Udebliver et indkaldt Vidne uden oplyst lovligt Forfald, og vil Parten ikke frafalde dette Vidnes Førelse, har Retten, når Indkaldelsen skjønnes at være lovlig iværksat, og Vidnet ikke sees at bo så langt borte, at det ikke er pligtig at give Møde, strax at afsige en Kjendelje, ved hvilken der idømmes Vidnet: li) en Bøde fra 20—200 Kr. og li) Erstatning for Udgifterne ved det forgjæves afholdte Retsmøde, ligesom o) Vidnet påny befales at møde til en opgivet Tid, til hvilken Sagens Forhandling udsattes.

Den Part, der fører Vidnet, er pligtig at lade Kjendelsen med Fristforelæggelsen be-

timeligt forkynde for Vidnet, Forsømmes dette, ansees Vidnets Førelse uden videre for frafaldet. Men iagttages det, sørger det Offentlige for Straffens Fuldbyrdelse, medens det overlades til Vedkommende selv, om han vil inddrive Erstatningen.

§ 219.

Møder Vidnet ikke til den Påny fastsalte Tid, og vil Parten ikke frafalde dets Førelse, har Retten, når Kjendelsens og Fristforelæggelsens Forkyndelse skjønnes at være lovlig iværksat, strax at afsige en ny Kjendelse, hvorved: a) Omkostningerne ved det atter forgjæves afholdte Møde pålægges Vidnet, b) et nyt Møde berammes til Sagens Foretagelse,

c) Vidnet beordres strax hensat til Forvaring på offentlig Bekostning, indtil det i det berammede Retsmøde har været fremstillet og besvaret de det lovligen gjorte Spørgsmål; dog har Vidnet Adgang til Løsladelse mod sådan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig.

For Iværksættelsen af den under Litr. c givne Bestemmelse sørger Rettens Formand, hvorimod det beror på Parterne selv at gjøre Exekution for de tildømte Omkostninger.

§ 220.

Er der i Medfør af de foregående Paragrafer idømt et udeblevet Vidne Straf og Erstatning, har Bidnet, når det fremstilles eller møder for Retten til Vidnesbyrds Aflæggelse, Adgang til at fremkomme med Oplysninger om, at det har havt lovligt Forfald, eller at behørig Indkaldelse ikke har fundet Sted. Findes disse Oplysninger fyldestgørende, ophæver Retten den over Vidnet afsagte Kjendelse. Dog kan Retten, hvis det befindes, at Vidnet vel har havt lovligt Forfald, men det har forsømt at anmelde sådant for Retten så betimeligt, at Bestemmelsen i § 185 sidste Stykke kunde komme til Anvendelse, efter Omstændighederne indskrænke sig til at nedsætte den idømte Straf eller de Vidnet pålagte Omkostninger.

Nægter Retten at tage Vidnets Indsigelse til Følge, forsåvidt den fremsættes i det Møde, hvortil Vidnet er indkaldt, eller at ophæve den Kjendelse, som ifølge §§ 218 og 219 måtte

være afsagt over Vidnet, kan Vidnet erholde en Frist til at iværksætte Besværing.

Fremsætter Vidnet ikke Begjæring om den ifølge § 218 afsagte Kjendelses Ophævelse i det Møde, til hvilket Sagens Forhandling er udsat, ansees Besværing over Kjendelsen for frafaldet, og der kan da ikke heller iværksættes nogen Besværing over den i Tilfælde af fortsat Udeblivelse faldende Kjendelse.

§ 221.

Vægrer et Vidne sig ved at svare, uden at ville iværksætte Besværing eller efter ved Højesteret at være kjendt pligtig til at vidne, og vil Parten ikke frafalde det fremsatte Spørgsmål, beordrer Retten Vidnet strax hensat til Forvaring på offentlig Bekostning.

Gjør Vidnets Vægring det nødvendigt at udsætte Sagen, dømmes det derhos til at erstatte de ved det forgjæves afholdte Møde forvoldte Udgifter.

Vidnet forbliver i Forvaring, indtil det bekvemmer sig til at svare. Det har i så Fald at tilkjendegive Rettens Formand dette, hvorefter han på Vidnets Bekostning indkalder alle Vedkommende til Møde.

Dog bliver Vidnet såvel i heromhandlede som i det i § 219 nævnte Tilfælde at løslade efter 6 Måneders Forløb, såvelsom når Parten tilkjendegiver, at han frafalder dets Førelse.

§ 222.

Når et Vidne er afhørt, forbliver det tilstede under den senere Bevisførelse, indtil Formanden tillader det at forlade Retten enten ubetinget eller imod at blive tilstede i Nærheden.

Vidnerne må ikke forelægge Parterne eller hverandre Spørgsmål, men de kunne begjære af Formanden påny at stedes til Afhørelse, når de i Løbet af Forhandlingerne ville fuldstændiggjøre eller berigtige deres egne eller et andet Vidnes eller Parternes Udsagn. De kunne ligeledes efter Parternes Begjæring eller Rettens Beslutning afhøres påny, når dertil findes Anledning.

Vidner, hvis Udsagn stå i Strid med hinanden, kunne efter Parternes Begjæring eller Rettens Beslutning stilles imod hinanden.

Forlader et Vidne ubeføjet Retslokalet, eller overtræder det Formandens Pålæg om at blive tilstede i Nærheden, kan det behandles på den Måde, som i § 221 er bestemt om det Vidne, der ubeset nægter at svare.

§ 223.

De i det Foregående omhandlede Tvangsmidler imod Vidnet bringes til Anvendelse af den Ret, for hvilken Vidnet er indkaldt til at møde.

§ 224.

Afhøres et Vidne ikke under Bevisforhandlingen, men for en Underret, enten i Henhold til Rettens Bestemmelse ifølge § 181, jfr. § 203, eller fordi Vidnet er afhørt forinden Bevisforhandlingen, jfr. § 373, skal dets Udsagn fuldstændigt nedskrives, oplæses for Vidnet og tiltrædes af dette, i Overensstemmelse med de hidtil gjældende Regler.

Den Part, som vil benytte Vidneforklaringen, kan da under Bevishandlingen fremlægge og lade oplæse en Udskrift af den optagne Protokol.

§ 225.

Fremsættes Begjæring om Optagelse af Syn eller Skjøn, udmelder Retten, hvor den tager Begjæringen til Følge, jfr. § 181, een eller flere Syns- eller Skjønsmænd. Antallet bestemmer Retten, forsåvidt ingen særlig Forskrift herom er given.

Findes der ikke sagkyndige Personer, som kunne benyttes, indenfor Retskredsen, eller er den Ting. som skal være Gjenftand for Forretningen, udenfor Retskredsen, kan Retten udmelde Mænd af andre Retskredse, såfremt det oplyses, at disse ere villige til at efterkomme Udmeldelsen. I modfat Tilfælde har Retten at begjære de fornødne Sagkyndige udmeldte af den Landsret eller af den Underret, i hvis Kreds sådanne formenes at bo. Disse ere da pligtige at foretage Syns- eller Skønsforretningen, ligesåfuldt som om de boede i den Retskreds, hvor Hovedsagen føres.

§ 226.

Enhver af Parterne kan gjøre Henstilling til Retten om Valget af Syns- eller Skjøsmændene, men Retten er ikke bunden herved.

Personer, der på Grund af deres Forhold til Parterne eller Sagen vilde være inhabile som Dommere, må ikke udmeldes.

Udmeldes kunne ikkun uberygtede Personer, som høre til et Troessamfund, for hvilket en anvendelig Edsformular er foreskrevet eller højtidelig Forsikring i Eds Sted hjemlet, og som ikke vilde være udelukkede fra at edfæstes som Vidner.

§ 227.

Retten bør, forinden Udmeldelsesdckretet afsiges, meddele Parterne, hvilke Personer der agtes udmeldte, og give dem Adgang til at fremkomme med deres Indsigelser imod disse. Indsigelser, der ikke gjøres gjældende strax ved Udmeldelsen, kunne ikkun tages i Betragtning, når Parten oplyser, at han uden Brøde fra sin Side har været ude af Stand til at fremsætte dem tidligere. Den Part, der agter at fremsætte sådanne Indsigelser, har inden 8 Dage efter Udmeldelsen at indkalde Modparten til et Møde for den Ret, der har foretaget Udmeldelsen, og i dette at fremsætte sine Indsigelser. Rettens Kjendelse kan, når den tager Indsigelserne tilfølge, ikke angribes ved Retsmidler; nægter den at tage Indsigelserne tilfølge, kan der finde Besværing Sted over dens Afgjørelse.

§ 228.

Enhver, der er pligtig at vidne, er også pligtig at modtage Udmeldelse som Syns- eller Skjønsmand; dog gjælde de om Vidner givne Afstandsbestemmelser ikke om Syns- eller Skjønsmænd.

Statens Embedsmænd og Bestillingsmænd må fritages, når de ved Skrivelse fra de dem foresatte Myndigheder oplyse, at de ikke have Tid, eller at Forretningens Foretagelse iøvrigt kommer i Strid med deres offentlige Pligter.

Syns- og Skjønsmænd erholde, forsåvidt det dem pålagte Hverv kræver deres Nærværelse mere end en ½ Mil borte fra deres Hjem, i Vederlag for Befordring 1½ Kr. for hver løbende Mil samt derhos i Lærepenge 6

Kr. for hver Dag, de ere fraværende fra Hjemmet. Disse Ydelser eller, hvis de ikke kunne anslåes bestemt, passende Forskud på dem skulle tilbydes forud. Syns- og Skjønsmænd have derhos Krav på Godtgjørelse af havte Udlæg og på sportelmæssig Betaling for deres Forretnings Udførelse. Har denne udkrævet særlig Møje eller Tidsanvendelse eller særegne Fagkundskaber, kan Rettens Formand forhøje den sportelmæssige Betaling efter sit Skjøn.

Udenfor de heromhandlede Betalinger må Syns- eller Skjønsmænd under den i Straffelovens § 117 bestemte Straf Intet modtage af Parterne for deres Forretning.

§ 229.

Til Forretninger, ved hvilke der udkræves særegne videnskabelige Kundskaber eller Færdigheder, som forudsætte sådanne, bor i Reglen kun udmeldes Personer, der ifølge offentlig Stilling eller dog ifølge offentlig aflagte Prøver må ansees sur duelige hertil.

Udkræves andre særegne Indsigter eller fagmæssige Færdigheder, må i Reglen vælges Personer, som ifølge Livsstilling eller sædvanligt Erhverv ere kyndige i de omspurgte Retninger.

§ 230.

I Udmeldelsesdekretet må det angives tydeligt, hvad der er Forretningens Gjenstand og Øjemed. Tillige nævnes den Tid, da Bevisforhandlingen skal foregå (§ 181), og det pålægges de Udmeldte til den Tid at møde for at aflevere og beedige deres Forretning. I Reglen skal Forretningen afgives i Form af en skriftlig Erklæring, undertegnet af de Udmeldle. Men hvor Sagens Beskaffenhed tillader det, kan Retten i Udmeldelsesdekretet tilstede de Udmeldte at afgive deres Syn eller Skjøn mundtligt til Retsbogen.

§ 231.

Parten har snarest muligt og senest inden 3 Dage at gjøre de fornødne Skridt til, at Udmeldelsesdekretet kan blive forkyndt for de Udmeldte i Overensstemmelse med de for Vidner i § 205 angivne Regler.

Tillige have Parterne at give de Udmeldte Lejlighed til at bese eller gjøre sig bekjendte med Forretningens Gjenstand, forsåvidt denne

er i deres Værge eller under deres Rådighed. Når en Part vægrer sig ved at efterkomme Synsmændenes og Modpartens Opfordring i så Henseende, bliver han at behandle efter Grundsætningerne i denne Lovs § 97.

Er Forretningens Gjenstand i Trediemands Værge og nægter han de Udmeldte Adgang til at iagttage den, have Synsmændene herom at afgive Forklaring i Retsmødet, Skjønner Retten, at Trediemands Vægring ifølge Grundsætningerne i § 242 er ubeføjet, pålægges det denne at tilstede Synsmændene Adgang inden en vis Frist, og Sagen udsættes. De i § 243 omhandlede Regler blive iøvrigt i sådant Tilfælde at anvende.

Syns- og Skjønsmændene skulle på Parternes egen Bekostning give disse Underretning om, når og hvor Forretningen foregår, ligesom de også, når Forretningen afgives skriftligt (§ 230), have at meddele Parterne Gjenpart af den eller dog at give dem Adgang til at gjøre sig bekjendte med den senest 3 Dage forinden Bevisforhandlingen.

§ 232.

Til den i Udmeldelsesdekretet fastsatte Tid møde Syns- eller Skjønsmændene i Retten og aflægge Ed på deres Forretning, som de oplæse og overgive til Retten. Ere de ikke enige, må det fremgå af Forretningen, af hvilken Anskuelse de enkelte Syns- eller Skjønsmænd ere.

Når Syns- eller Skjønsmændene bo eller opholde sig langt fra det Sted, hvor Hovedsagen behandles, kan Retten, hvis Synseller Skjønsmændenes Fremstillelse under Hovedforhandlingen skjønnes at kunne undværes, i Udmeldelsesdekretet bestemme, at de skulle møde og afhjemle deres Forretning samt besvare fremsatte Spørgsmål for en af Retten bestemt Underdommer.

Tiden herfor fastsættes således, at den afhjemlede Forretning beskreven kan fremlægges og oplæses under Hovedsagens Forhandling.

§ 233.

Klage over Syns- og Skjønsmænds Fremgangsmåde ved deres Forretning fremsættes for den udmeldende Ret, der kan pålægge

dem at omgjøre eller fuldstændiggjøre Forretningen, De herved nødvendiggjorte Udsættelser bestemmes af Retten.

§ 234.

Imod Syns- eller Skjønsmænd, der uden lovligt Forfald udeblive, eller uden tilstrækkelig Grund forsømme at gjøre deres Forretning færdig, eller nægte at deltage i Forretningen, eller ubeføjet vægre sig ved at efterkomme Rettens Pålæg om at omgjøre eller fuldstændiggøre Forretningen, anvendes de i §§ 218—219 for Vidner bestemte Tvangsmidler, med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur. Imod Syns- eller Skjønsmænd, der nægte at besvare de til dem i Retten stillede Spørgsmål, komme Reglerne i § 221 til Anvendelse.

Dog kan Retten, når dette er muligt og efter Omstændighederne kan bidrage til Sagens Fremme, ester pågjældende Parts Begjæring udnævne andre Syns- eller Skjønsmænd enten strax, eller når de anordnede Tvangsmidler uden Frugt ere anvendte. Parten ansees, når han fremsætter en sådan Begjæring, al frafalde yderligere Tvangs Anvendelse mod den eller de gjenstridige Syns- eller Skjønsmænd.

§ 235.

Have Syns- eller Skjønsmænd Forfald, eller har det været dem umuligt at gjøre Forretningen færdig, komme de i § 220 givne Regler til Anvendelse med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur.

§ 236.

Med Hensyn til Indsigelser fra Synseller Skjønsmændenes Side såvelsom Besværing over de Kjendelser, hvorved Noget pålægges dem, forholdes efter de om Vidner givne Regler.

§ 237.

De om Vidner givne Regler skulle med de Lempelser, der følge af Sagens Natur, anvendes på Syns- og Skjønsmænd, forsåvidt denne Lovs Forskrifter ikke ere til Hinder derfor.

§ 238.

Retten er ikke bunden ved Syns- eller Skønsforretningens Resultat og kan påbyde Foretagelse af ny Forretning enten af de samme eller andre Syns- eller Skjønsmænd.

§ 239.

Med Syns- eller Skjøneforretnings Optagelse, forinden dette efter de almindelige Regler kan ske under Hovedforhandlingen, forholdes efter Bestemmelserne i sjette Afsnit Kapitel I.

§ 240.

Dokumenter, som ere i Partens Besiddelse, eller som han uden Rettens Medvirkning kan forskaffe sig, må i Reglen forelægges Retten i det til den mundtlige Forhandlings Begyndelse bestemte Møde, efterat de forud have været meddelte Modparten enten i Overensstemmelse med Reglerne i §§ 159 og 162 eller, hvis dette ikke har kunnet ske, senest 3 Dage forud. Dog kunne de forelægges senere under Sagen eller uden foregående Meddelelse til Modparten, når dette i Henhold til Grundsætningerne i § 168 tillades af Retten.

§ 241.

Beråber en Part sig på Dokumenter, der ere i Modpartens Værge eller under hans Rådighed, kan han opfordre denne til under Bevisforhandlingen at fremlægge dem for Retten efter 3 Dages forudgående Meddelelse til Parten selv. Opfordringen må ledsages af en Angivelse af de Kjendsgjerninger, som ved Dokumentet skulle, bevises. Ubeføjet Vægring ved at fremkomme med Originaldokumentet eller bekræftet Gjenpart, hvor dette er tilstrækkeligt, kan Retten i så Fald tillægge Virkning i Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 97. Det Samme gjælder også, når Vedkommende for at hindre Dokumentets Fremlæggelse har ødelagt det eller uden Nødvendighed givet det fra sig.

Påstår vedkommende Part, at der i Dokumentet tillige indeholdes Oplysninger, som ere denne Sag uvedkommende, og som han ikke onsker bekjendtgjorte, bestemmer Retten, på hvilken Måde Dokumentet skal fremlægges.

Nægter vedkommende Part at være i Besiddelse af det angivne Dokument, påhviler det den, som fordrer dets Fremlæggelse, at bevise hans Besiddelse deraf.

De i denne Paragraf omhandlede Opfordringer til at fremlægge Dokumenter skulle i Reglen fremsættes i det i § 180 omhandlede Retsmøde, i hvilket Forhandling finder Sted og fornøden Kjendelse afsiges.

§ 242.

Trediemand er pligtig til på Opfordring at fremkomme med Dokumenter, når vedkommende Part enten er Medejer af dem eller iøvrigt på Grund af Retsforholdets Beskaffenhed har en af Processen uafhængig Ret til at benytte dem som Bevis for sine Rettigheder.

Men selv hvor dette ikke er Tilfældet, skal Trediemand være pligtig at bidrage til Sagens Oplysning ved at give Retten og Parterne Adgang til Benyttelse eller Besigtelse af Dokumenter, der ere hans Rådighed undergivne, men dog kun, forsåvidt Dokumenternes Fremførelse ikke vilde kunne skade ham selv eller pådrage ham Udgifter eller betydelig Ulejlighed.

§ 243.

Den Part, der vil benytte et under Trediemands Rådighed værende Dokument som Bevis, har i Reglen i det i § 180 omtalte Retsmøde at fremsætte Begjæring om, at det må pålægges Trediemand på Partens egen Bekostning under Bevisforhandlingen at fremlægge Dokumentet efter 3 Dage forudgået Meddelelse til Parterne. Sådan Begjæring må indeholde en nøjagtig Opgivelse af de Fakta, der ved Dokumentet skulde bevises, samt nærmere Forklaring angående de Grunde, hvorfor Parten antager, at den opgivne Trediemand er i Besiddelse af Dokumentet og pligtig at fremlægge det.

Retten kan derefter ved Kjendelse pålægge

Trediemand at fremkomme med Dokumentet uden Hensyn til, om han boer i Retskredsen eller ikke. Vedkommende Part har at drage

Omsorg for denne Kjendelses usorterede Forkyndelse for Trediemand; Forsømmelse hermed ansees som Fraføldelse af Begjæringen om Dokumentets Fremførelse. Trediemand kan enten møde eller lade møde eller i behørig Tid oversende det forlangte Dokument til Rettens Formand, som derefter besørger det meddelt Modparten og fremlagt.

Under Bevisforhandlingen må enten Dokumentet efter behørig forudgået Meddelelse fremlægges eller de Indsigelser fremsættes, vedkommende Trediemand tror at kunne gjøre. Disse forhandles og påkjendes efter de om Vidner givne Regler i §§ 215 og 216, ligesom de på samme Måde ere Gjenstand for Besværing til højere Ret.

Imod den Trediemand, der ubeføjet udebliver eller undlader at efterkomme Rettens Pålæg, anvendes de for Vidner foreskrevne Tvangsmidler, jfr. §§ 218—219.

Med Bcvisforhandlingens Udsættelse i Anledning af Trediemands Indsigelser eller Vægring forholdes efter Reglerne i § 187, jfr. § 217.

§ 244.

Om offentlige Dokumenter afgive fuldt Bevis for det, som efter deres Indhold skal have fundet Sted, afgjøres efter de hidtil gjældende Regler.

Modbevis el ikke udelukket.

§ 245.

Bekræftede Gjenparter af offentlige Dokumenter have samme Beviskraft med Hensyn til Indholdet som Originalen, når Bekræftelsen tilfredsstiller Fordringerne til et offentligt Dokument.

§ 246.

Privatdokumenters Beviskraft bedømmes efter de hidtil gjældende Regler, forsåvidt denne Lov ikke bestemmer anderledes.

§ 247.

Hvorvidt et Dokuments Beviskraft svækkes eller ophæves ved Makulering, Sønderrivning

Udstregning og desl., afgjøres ved Rettens

Skjøn.

Ligeledes afgjør Retten efter sit Ekjøn, hvilken Betydning der skal tillægges Mangler eller Uregelimæssigheder ved dets Udstedelse.

§ 248.

Indenlandske offentlige Dokumenter skulle formodes at være ægte, når deres Udseende og Form ikke frembyder nogen særlig Tvivlsgrund.

Om et udenlandsk offentligt Dokument skal formødes at være ægte, afgjøres as Retten. Er det på behørig Måde forsynet med diplomatisk Legalisation, nyder det samme Ægthedsformodning som et indenlandsk offentligt Dokument.

§ 249.

Et Privatdokuments Ægthed må bevises. Til sådant Bevis er det, når der ikke skjønnes at være Grund til at antage en Forfalskning, i Reglen tilstrækkeligt, at Underskriftens Ægthed godtgjøres.

§ 250.

Om Regnskabsbilag skulle formodes at være ægte i Forhold til den, til hvem Regnskabet aflægges, afgjøres ved Rettens Skjøn, medmindre særlige Lovbestemmelser indeholde andre Regler.

§ 251.

Privatdokumenter af sådan Ælde, al deres Ægthed ikke kan oplyses ved Vidnebevis eller ved Parternes egne Erklæringer, kunne holdes for ægte, når Stedet, hvor Dokumentet findes, Måden, hvorpå det er bevaret, eller andre Omstændigheder i overvejende Grad tale derfor.

§ 252.

Beviset for et Privatdokuments Ægthed bliver at føre og bedømme efter de almindelige Regler, hvorved også den Retten i denne Lovs § 257 givne Myndighed til at tilstede den Bevispligtige at udfylde Beviset ved sin Ed kommer til Anvendelse.

§ 253.

Producenten af et Privatdokument kan, selv om han ikke har tilvejebragt nogen Formodning for dets Ægthed, forlange, at det pålægges den, mod hvem Dokumentet fremlægges, edelig at benægte sin Underskrift med den Virkning, at Dokumentet under Sagen holdes for ægte, hvis Eden ikke aflægges.

§ 254.

Den, der imod bedre Vidende har nægtel Ægtheden af et Dokument, bliver ved den endelige Dom at anse med Bøder fra 200 til 400 Kr., uden at herved er udelukket det Ansvar, som efter Straffelovgivningens almindelige Regler måtte være pådraget.

§ 255.

Om en Part ved senere Ytringer eller Foretagender har afskåret sig fra at bestride et Dokuments Ægthed eller Beviskraft, afgjøres ved Rettens Skjøn.

§ 256.

Parterne kunne vedtage, at Antagelsen eller Ikke-Antagelsen af et omtvistet Faktum skal bero på, at den ene eller den anden af Parterne med Ed bekræfter, at han veed eller endog blot, at han ikke veed rettere, end at det har eller ikke har fundet Sted.

Sådan Vedtagelse lægges da til Grund ved Kjendelsens eller Dommens Afsigelse.

Vedtagelsen indføres ordret i Retsbogen, oplæses og vedtages af Parterne.

§ 257.

Retten kan efter sit Skjøn over Bevisførelsens Resultat enten tillade den Bevispligtige at bekræfte fremsatte faktiske Anbringender med Ed og derved fyldestgjøre den ham påhvilende Bevispligt, eller pålægge den Bevispligtiges Modstander edelig at fragå

imod ham anførte Kjendsgjerninger med den Virkning, at disse ikke ansees for tilbørligt benægtede, dersom Eden ikke aflægges. Ere de Handlinger, angående hvilke Eden skal aflægges, ikke foretagne af Parten selv, men af Trediemand, i hvis Sted han er trådt eller ved hvis Foretagender han er bunden, kan Sagens Udfald gjøres afhængig af sådan Trediemands Ed i Stedet for af vedkommende Parts egen.

§ 258.

Retten er i Udøvelsen af den samme ved § 257 tillagte Myndighed ikke bunden ved Lovregler, men det er overladt til dens Skjøn, både om Ed skal tilstedes eller pålægges nogen af Parterne, og hvilken.

Dog kan — foruden hvad der er bestemt med Hensyn til Privatdoknmentets Ægthed i § 253 — den, der støtter sin betimelig påtalte Fordring på lovligen ført Handelsbog, uden al videre Bevisførelse forlange, at Retten enten skal pålægge Modparten at fralægge sig Fordringen med Ed, eller tilstede, at Handelsbogens Fører bekræfter Fordringens Rigtighed med Ed.

I Sager angående Underholdningsbidrag til uægte Børn skal Barnemoderen ligeledes være beføjet til uden videre Bevis at forlange Sagens Afgjørelse ved Parts Ed, således at Retten ifølge Sagens Omstændigheder kan afgjøre, om Eden skal aflægges af hende eller den, der sigtes som Barnefader.

§ 259.

Når Sagens Afgjørelse skal ske ved Parts Ed, tilstedes eller pålægges Eden i den endelige Dom.

Denne bliver ifølge heraf at affatte alternativt, ligesom efter de hidtil gjældende Regler.

§ 260.

For Edens Aflæggelse fastsættes i Dommen en Frist af 4 Uger.

I det til Edens Aflæggelse bestemte Retsmøde skal Eden aflægges, såfremt Sagen ikke er påanket til højere Ret, eller Andragende om fornyet Foretagelse af Sagen er indgivet.

Den Edspligtige, der udebliver uden lovligt Forfald, ansees for at have nægtet Edens Aflæggelse. Modpartens Udeblivelse er ingen Hindring for Edens Modtagelse.

Skjønnes et anmeldt Forfald lovligt, kan Retten give den fornødne Udsættelse.

§ 261.

Eden aflægges i Reglen for den Ret, der har afsagt Dommen. Dog kan det, hvis den Edspligtige boer udenfor Landsretskvedsen eller stedlige Forhold lægge betydelige Hindringer i Vejen for Edens Aflæggelse for Landsretten inden den foreskrevne Frist, i Dommen bestemmes, at han skal have Valget mellem at aflægge Eden for den Ret, der har afsagt Dommen, eller for Underretten på det Sted, hvor han boer eller opholder sig. Vælger han dette Sidste, har han at henvende sig til vedkommende Underdommer for at fåe et Møde berammet til Edens Aflæggelse inden den fastsatte Frist, ligesom han har med et Varsel af mindst en Uge at kalde Modparten til dette Møde.

Ret kan sættes på den Edspligtiges Bopæl, når denne på Grund af Sygdom ikke kan forlade samme.

Forinden Eden aflægges, kan Retten gjøre Parten passende Forestillinger og ved Spørgsmål forvisse sig om, at han tilfulde forstår Edsthemaet. Finder Retten i Henhold hertil eller på Grund af den Måde, hvorpå Parten udtaler sig om Sagen. Betænkeligheder ved at modtage Eden, kan den udsætte Sagen til et følgende Retsmøde eller endog nægte at stede ham til Edsaflæggelse ved en Kjendelse, hvorover der kan føres Besværing efter de almindelige Regler.

De Erklæringer eller Udtalelser af Parten, som have fremkaldt Rettens Betænkelighed, tilføres Retsbogen.

§ 262.

Er den Edspligtige efter Dommens Afsigelse, men forinden Edsfristens Udløb afgået ved Døden eller bleven afsindig eller domfældt for Mened, kunne de, der træde i hans Sted eller varetage hans Anliggender, forlange ny Foretagelse af Sagen (§ 328, jfr. § 327).

§ 263.

Kjendelser afsiges snarest muligt og i Reglen senest Dagen efter, at Forhandlingen om det omtvistede Punkt er tilende.

Parterne og efter Omstændighederne Vidner, Syns- og Skjønsmænd have at give Møde tit den af Retten for Kjendelsens Afsigelse bestemte Tid, om hvilken de undenettes enten i Retsmødet eller ved Formandens Foranstaltning.

Videre Forkyndelse eller Meddelelse af Kjendelser er ufornøden, når de Pågjældende på behørig Måde have fået Anledning til Møde ved Afsigelsen.

Kjendelser må begrundes, og de faktiske Omstændigheder, hvorpå de bygges, må nøjagtig angives, når Retsbogen ikke indeholder det Fornødne i så Henseende. Andre Bestemmelser af Retten, som ikke gå ud på at afgjøre opståede Tvistigheder, behøve ikke at begrundes.

Iøvrigt komme de nedenfor om den endelige Doms Vedtagelse givne Regler til Anvendelse på Kjendelser og andre Bestemmelser af Retten.

§ 264.

Dersom Retten, efterat Optagelse til Dom er sket, finder Grund til at stille nye Spørgsmål af den i § 95 omhandlede Beskaffenhed til Parterne eller til at indhente Syn eller Skjøn, er den berettiget til at indkalde Parterne til et Møde, i hvilket de have at besvare de dem forelagte Spørgsmål og det kan derhos, hvor det udfordres, pålægges dem efter Rettens nærmere Anvisning at fremskaffe Syns- eller Skjønsbevis. Retten er, dersom den ikke finder Parternes Tilkaldelse fornøden, berettiget til også uden sådan at afkræve Sagkyndige deres skriftlige eller mundtlige Udtalelser om de tvivlsomme Punkter.

Udgifterne ved de i denne Paragraf omhandlede Foranstaltninger udredes forskudsvis af det Offentlige, indtil det ved den endelige

Dom kan afgjøres, hvo af Parterne der skal boere dem.

§ 265.

Ved Dommen skal Sagen påkjendes endelig uden anden Henvisning til påfølgende Proceshandlinger end den, der hjemles ved § 259.

Bevis red Syn eller Skjøn kan ikke henskydes til Optagelse efter den endelige Doms Afsigelse.

§ 266.

Den endelige Dom skal bestå af:

1) En Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhæng.

2) De egentlige Domsgrunde (Præmisserne).

3) Domsslutningen (Konklusionen).

§ 267.

Alle de faktiske Data, på hvilke Dommen bygges, må fuldstændigt og nøjagtigt angives i den. Kjendsgjerninger, som have været Gjenstand for Parternes Forhandling, men som efter Rettens Opfattelse af Sagen ikke komme i Betragtning, kunne forbigåes i Dommen, medmindre Retten stjønner, at der dog muligvis af Højesteret kan blive tillagt disse Kjendsgjerninger Betydning, i hvilket Tilfælde Dommen bør indeholde fornøden Udtalelse, om de kunne ansees beviste eller vedgåede. Ligeledes må Dommen udtale sig angående Kjendsgjerninger, der have været Gjenstand for Forhandling under Sagen, når Sådant særligt er begjært af Parterne.

Den i Dommen givne Fremstilling af Parternes mundtlige Angivelser og Ytringer afgiver fuldt Bevis for disse, forsåvidt ikke Modbevis imod den føres.

§ 268.

Domsgrundene indeholde en Fremstilling af Retssætningerne såvelsom af disses Anvendelse på det Faktiske i Sagen. Anser Retten en af de anførte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser for tilstrækkelig til at begrunde det påståede Resultat, er den ikke pligtig at indlade sig på nogen Bedømmelse af de andre. Kun de Kjendsgjerninger, som ifølge

Rettens Opfattelse ligge til Grund for Dommen, bedømmes i Præmisserne.

§ 269.

Domsslutningen affattes på hidtil brugelig Måde.

§ 270.

Alle Påstande, som ere stillede på behørig Måde i Overensstemmelse med §§ 166, 167, 168 og 169, må påkjendes udtrykkeligt eller stiltiende. Derimod tages ikke Hensyn til de Tilføjelser eller Forandringer i Påstandene, som uden Hjemmel i disse Paragrafers Bestemmelser måtte være foretagne.

Iøvrigt afsiges Dommen på Grundlag af den mundtlige Forhandling og Berisførelse. Hvorledes Sagens faktiske Sammenhæng skal antåes at være, afgjør Retten efter frit Skjøn i Henhold til det samlede Indhold af Forhandlingerne og den stedfundne Bevisførelse.

§ 271.

Dommen kan ikke tilkjende en Part Mere, end han har påstået. Dette gjælder også om Bifordringer, såsom på Renter, Frugter eller Skadeserstatninger. Om Procesomkostninger og Rettergangsbøder giver Dommen de Bestemmelser, hvortil der efter Sagens Beskaffenhed findes Anledning, selv om ingen udtrykkelig Påstand herpå er nedlagt,

I Dommen må der ikke tages Hensyn til Søgsmålsgrunde eller Indsigelser, som ikke ere gjorte gjældende af Parterne, om det end af Sagens Forhandling kan sees, at de kunde have været benyttede.

§ 272.

Ere flere Søgsmål forenede under Sagen (§§ 41 og 42), kan Retten, såsnart noget af disse er modent til Påkjendelse, afsige Dom deri.

§ 273.

Retten kan afsige Dom angående enkelte af de fremsatte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser såvelsom angående Modfordringer, ikke blot hvor særskilt Forhandling af dem er anordnet

(§ 102, sidste Stykke), men også hvor de, uden at dette er Tilfældet, ere modne til Påkjendelse (§ 178). Er en Fordring omtvistet både i Henseende til dens Tilværelse og til dens Beløb, kan Retten først ved Dom påkjende Spørgsmålet om Fordringens Tilværelse.

Domme af den Art, som de i føregående Stykke omhandlede, ere dog kun at anse som Bestanddele af den endelige Dom, i hvilken de blive at optage og lægge til Grund; de kunne kun fuldbyrdes i Forbindelse med denne, medmindre Retten særlig bestemmer, at den mod eller uden Sikkerhedsstillelse strax kan fuldbyrdes.

§ 274.

Den endelige Dom afsiges snarest muligt efter Forhandlingernes Slutning. Dersom det ikke ved Optagelsen tilkjendegives Parterne, når Dommen vil blive afsagt, skulle de af Rettens Formand eller af det ældste i Påkjendelsen deltagende Medlem tilsiges til at høre Dommen afsiges. De Medlemmer af Retten, som skulle deltage i Dommens Afsigelse, må ikke påhøre de mundtlige Førhand, linger i nogen anden Sag, førend Dommen er vedtaget.

§ 275.

Dommen vedtages efter en forudgået Afstemning inden lukkede Døre. Dog er hermed ikke udelukket, at en Rådførsel kan foregå, inden der strides til at stemme.

I Afstemningen må kun de Dommere deltage, som have overværet den mundtlige Forhandling og Bevisførelsen i Sagen.

§ 276.

I Dommens Afsigelse deltage fem Medlemmer af Retten. Dersom een eller flere Suppleanter medtages til at overvære Sagens Forhandling, deltage disse kun i Afstemningen, når nogen af de fem, som skulle afsige Dommen, hindres i at høre Sagen tilende.

§ 277.

Det yngste i Dommens Afsigelse deltagende Medlem af Retten afgiver først sin Stemme,

og derefter stemme de øvrige i den ved Tjenestealderen bestemte Orden.

§ 278.

Rettens Formand eller det ældste i Påkjendelsen deltagende Medlem førestår Afstemningen og samler Stemmerne.

Opstår der Uenighed om, hvorledes Spørgsmålene skulle stilles, eller om Afstemningens Resultat, tilkommer Afgjørelsen Retten.

§ 279.

Sagens faktiske Sammenhæng, således som denne i Henhold til Bevisførelsen antages at være (§ 266 Nr. 1), gjøres til Gjenstand for en særskilt Vedtagelse, forsåvidt Sådant ifølge Sagens Beskaffenhed skjønnes at være nødvendigt af Hensyn til mulig Påanke.

§ 280.

For Bedømmelsen af Sagens faktiske Sammenhæng, hvor dette i Henhold til § 279 bliver Gjenstand for særskilt Vedtagelse, såvelsom for Dommens Resultat i det Hele, må der være Stemmeflerhed.

De Dommere, der ved de enkelte Afstemninger, hvortil Sagen måtte give Anledning, have befundet sig i Mindretallet, kunne ikke undslå sig ved at deltage i de senere Afstemninger.

§ 281.

Afstemningen føregår mundtlig. De afgivne Stemmer indføres udtogsvis i en Stemmegivningsprotokol. Hver enkelt Dommer har Ret til at påse, at hans Stemme rigtigen gjengives.

§ 282.

Efterat Dommen på den i de føregående Paragrafer bestemte Måde er vedtaget, affattes Udkast til Dommen efter Foranstaltning af Rettens Formand, hvilket Udkast derefter førelægges til Godkjendelse.

Efter således at være endelig affattet underskrives Dommen af Rettens Formand og Retsskriveren. Dens Afsigelse føregår derved, at den oplæses i et Retsmøde.

§ 283.

Retten kan på Andragende af en af

Parterne berigtige i Dommen indløbne Skrivfejl i Henseende til Ord, Navne eller Tal, blotte Regningsfejl samt sådanne Fejl og Forglemmelser, som alene vedrøre Udfærdigelsens Form, såvelsom også berigtige den i Dommen indeholdte Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhæng (§ 266, 1), forsåvidt denne erkjendes at lide af Fejl, bestående i Forbigåelser, Uklarheder eller Modsigelser. Andragendet må fremsættes skriftligt inden 10 Dage efter Domsafsigelsen.

Finder Retten Anledning til at skjænke Andragendet Opmærksomhed, tilkjendegives det Andrageren, at han har at møde til en af Rettens Formand fastsat Tid. Modparten tilfiges af Rettens Formand til at møde på denne Tid, og samtidigt med Tilsigelsen tilstilles der ham Gjenpart af Andragendet. Efterat have hørt begge Parter, hvis de have Noget at bemærke, tager Retten derefter Beslutning i Anledning af Andragendet; dog kan der, selv om Berigtigelse indrømmes i Henseende til den i Dommen indeholdte Fremstilling af Sagens Sammenhæng, ikke iøvrigt foretages nogen Forandring i Domsgrundene eller Domsslutningen (§ 266, 2 og 3).

Den i Henhold til Rettens Beslutning berigtigede Dom er at anse som den endelige Dom i Sagen. Rettens Beslutning angående Berigtigelsen kan ikke påankes særskilt.

§ 284.

Med Hensyn til Udeblivelser i de til Skriftvexlingens Ordning og Ledelse bestemte Retsmøder gjælder Reglen i § 164. Iøvrigt komme nedenstående Regler om Udeblivelser til Anvendelse.

§ 285.

Udebliver Sagsøgeren fra den mundtlige Forhandling i det Retsmøde, hvori denne skal begynde, bliver Sagen at afvise. Sagsøgte, som har givet Møde, kan derhos efter Påstand fåe sig tilkjendt Kost og Tæring, når han godtgjør, at han i rette Tid har tilstillet Sagsøgeren sin Sagsfremstilling.

Har Sagsøgeren forsømt i rette Tid at afgive sin Sagsfremstilling, kan Sagsøgte, hvis Retten ikke finder Grund til at give Udsættelse ifølge § 170 i Slutningen, forlange, at han skal ansees som udebleven, selv om han indfinder sig i Retsmødet.

§ 286.

Moder Sagsøgte ikke til den mundtlige Forhandling as Sagen i det Retsmøde, hvori denne stal begynde, uagtet han sees på behørig Måde at være kaldet til Mødet, har Retten at anse de i Sagsøgerens mundtlige Fremstilling og Udvikling af Sagen anførte Kjendsgjerninger for sande og afsige Dom i Overensstemmelse med den i hans Sagsfremstilling indeholdte Påstand, forsåvidt de ere i Stand til at begrunde denne og ikke ere i Strid med eller ligge helt udenfor hans skriftlige Sagsfremstilling. Iøvrigt kan Retten, hvor den dertil finder Anledning, i den udeblevne Sagsøgtes Interesse opfordre Sagsøgeren til at erklære sig nøjere angående Sagens Sammenhæng.

Har Sagsøgte forsømt i rette Tid at tilstille Sagsøgeren sin Sagsfremstilling, kan denne, hvis Retten ikke finder Grund til at give Udsættelse ifølge § 170 i Slutningen, forlange, at han skal ansees som udebleven, selv om han indfinder sig i Retsmødet.

§ 287.

Dersom det fremgår af Forkyndelsespåtegningen på Klageskriftet, at Sagsøgte ved dets Forkyndelse angaves at være fraværende på læmgele Tid fra sin Bopæl, stal Retten være bemyndiget til ikke strax at lade de i foregående Paragraf ommeldte Følger af Sagføgtes Udeblivelse indtræde, men den kan udsætte Sagen, ligesom den også tillige efter Omstændighederne kan pålægge Sagsøgeren at iværksætte en ny Forkyndelse af Klageskriftet med et af Retten nærmere bestemt Varsel.

§ 288.

Når en Part udebliver i det i § 150 omhandlede Retsmøde, hvis Hensigt er at forberede Bevisførelsen, ansees han som den, der ikke ønsker Vidner indkaldte, Synsmænd udmeldte eller Modparten afhørt, medens han

på den anden Side fortaber de Indsigelser, han kunde gjøre mod Modpartens Begjæringer i så Henseende.

Dog er han ikke udelukket fra senere at andrage på at måtte fremføre nye Beviser, hvor dette måtte finde Hjemmel i Grundsætningerne i § 182.

Når Beviser skulle optages udenfor den Net hvor Hovedsagen behandles, forhindrer Udeblivelse af den Bevisførendes Modpart ikke, at Bevishandlingen fremmes. Udebliver den Bevisførende, bortfalder Bevisets Førelse.

§ 289.

Udebliver en Part under Bevisforhandlingen (§ 188), fremmes Sagen på sædvanlig Måde af den mødende Part. Retten lader den af den udeblevne Part indgivne Påstand oplæse, ligesom Retten også i hans Interesse kan stille Spørgsmål til Vidner, skjønsmænd og den mødende Modpart.

Dom afsiges på Grundlag af de i Sagen stedfundne Forhandlinger.

§ 290.

Udeblive i noget Retsmøde begge Parter, hæves Sagen strax af Retteu.

Når den ene Part udebliver, står det altid den mødende Part frit for at lade sig anse som udebleven ved enten udtrykkeligt at begjære dette eller ved at undlade at fremme Sagen.

§ 291.

Udeblivelse i de Møder, til hvilke en Forhandling udsættes eller i hvilke den fortsættes, behandles efter de ovenfor i §§ 285—290 givne Regler, dog med den nærmere Bestemmelse, at det, som forinden Udeblivelsen er an ført af Parten, ikke taber sin Betydning eller Virkning, men af Retten bliver at tage i Betragtning ved Domsafsigelsen ifølge de almindelige Regler.

§ 292.

Tillades det i Tilfælde, hvor den ene Part udebliver, den mødende Part at foretage Forandringer i Påstandene eller at fremsætte nye Anbringender, uden at forudgående skriftlig Meddelelse til Modparten herom er sket (jfr. § 168 sidste Stykke i Slutningen) kan Retten udsætte Sagen og pålægge den mødende Part at underrette Modparten om det Stedfundne.

§ 293.

Retsmidlerne imod Landsretternes Handlinger ere:

1) Påanke og Besværing til Højesteret.

2) Andragende til den samme Ret om ny Fortagelse af Sagen.

§ 294.

Kun Domme, hvormed Sagen endes i den pågjældende Instants, ere Gjenstand for Påanke.

Dommens Bestemmelse med Hensyn til Procesomkostninger kan ikke påankes uden i Forbindelse med Hovedsagen, jfr. dog § 135.

Kjendelser, der afsiges, eller Bestemmelser, der tages under Behandlingen, kunne udenfor de Tilfælde, hvor Besværing finder Anvendelse, ikke særskilt påankes af Sagens Parter.

Påkjendes enkelte Stridsspørgsmål i Henhold til §§ 272 og 273 særskilt forinden Sagen i det Hele, kunne disse Afgjørelser først påankes i Forbindelse med Slutningsdommen, af hvilken de ere at anse som Bestanddele.

§ 295.

I Forbindelse med den endelige Dom kunne de samme forudgåede Kjendelser og Beslutninger af Retten påankes.

En Kjendelses eller Beslutnings Forandring ved Påanke medfører Ugyldigheden af de Dele af Sagens Behandling, som afhænge af eller bero på den.

§ 296.

Den Part, som vil benytte Påanke, kan ikke samtidigt hermed andrage på ny Foretagelse af Sagen, hvorimod Sådant står ham åbent, når har ikke ved Påanken har kunnet opnå sin Hensigt. Den, der andrager på ny Foretagelse af Sagen, ansees for at have givet Afkald på Påanke af den afsagte Dom, undtagen i det Tilfælde, at ny Foretagelse nægtes, fordi Retten antager, at Partens Øjemed kan opnåes ved Påanke(§ 328). andrager den anden Part på ny Foretagelse af Sagen, blive Forhandlingerne om dette sidste Retsmiddels Tilstedelse at udsætte, indtil Påanken er bragt tilende.

§ 297.

Krænkelse af Rettergangsreglerne afgiver Grund til Påanke, medmindre denne Lov anviser Parterne at benytte Besværing som Retsmiddel eller ganske udelukke Påanke.

Som Tilfælde, i hvilke Påanke på Grund af Rettergangsreglernes Krænkelse kan finde Sted, fremhæves særligt:

a) At Retten ikke har været lovligen bebeklædt.

b) At Retten har været inkompetent, eller at Retten har afvist Sagen, skjønt den var kompetent.

c) At Retten er gået udenfor Grænserne for Domstolenes Virkekreds i Forhold til de andre Statsmyndigheder. d) At Sagen er anlagt eller fremmet på urigtig Måde, navnlig at Parterne ikke have fået de lovbestemte Forkyndelser og Meddelelser eller de fornødne Frister for at kunne varetage deres Tarv.

e) At Retten har fejlet i sine Afgjørelser med Hensyn til Beviset ifølge 2det Afsnits Kapitel II eller med Hensyn til de enkelte Bevisers Førelse.

f) At Retten i sin Påkjendelse ikke har holdt sig indenfor Parternes Påstande eller øvrige Procedure, eller at Retten har forsømt at påkjende Noget, der burde havde været påkjendt.

g) At Domme eller Kjendelser ikke i Overensstemmelse med §§ 267 og 268 ere forsynede med de fornødne Angivelser af Fakta eller af Domsgrunde.

h) At Domsslutningen er behæftet med væsentlige Mangler, som i det Hele eller for en Del udelukke Parten fra den tilsigtede Retsnydelse.

i) At Parterne ikke have havt den til at råde over Processen fornødne Myndighed.

§ 298.

Finder Højesteret, at en Krænkelse af Rettergangsreglerne har fundet Sted, kan den tilintetgjøre enten hele den stedfundne Behandling eller de Dele af den, som stå i Forbindelse med eller hvile på den begåede Fejl.

Hjemvises Sagen tillige til ny Behandling, bliver derhos at bestemme, fra hvilket Punkt denne skal tage sin Begyndelse; dog bliver herved at iagttage, at Hjemvisning på Grund af Fejl ved Hovedforhandlingen må medføre den hele Hovedforhandlings fuldstændige Gjentagelse.

§ 299.

I Henseende til Sagens Realitet, kan Påanke til Højesteret til Underkjendelse og Forandring af Landsrettens Dom finde Sted, når Landsretten har fejlet i Opfattelsen af den materielle Ret eller dens Anvendelse på det føreliggende Tilfælde eller i Henseende til den retlige Vurdering og Opfattelse af de i Dommen som beviste antagne Kjendsgjerninger

eller af Sagsfremstillingerne eller de fremlagte Dokumenter i og for sig betragtede. Derimod kan Højesteret ikke underkjende Landsrettens Bedømmelse af Resultatet af en Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn eller Parternes personlige Afhørelse, hvad enten dette Resultat støttes på de nævnte Bevismidler alene eller på disse i Forbindelse med fremlagte Dokumenter.

Hvor Højesteret forandrer Landsrettens Dom, kan dermed forbindes Hjemsvisning til ny Behandling af Sagen ved Landsretten i det Omfang og på den Måde, som Højesteret anser for nødvendig.

§ 300.

Til Grundlag for Højesterets Påkjendelse af Sagen tjener Landsrettens Dom i Forbindelse med de under Sagen afsagte Kjendelser, Sagsfremstillingerne, de som Bevis producerede Dokumenter samt en Udskrift af det, som under Forhandlingerne er tilført Retsprotokollen (§§ 83, 84, 85).

§ 301.

Alle Domme, Kjendelser og andre Beslutninger af Landsretterne kunne, forsåvidt denne Lov ikke bestemmer anderledes, påankes til Højesteret.

Når Vidners, Synsmænds eller Parters Afhørelse i Henhold til Bestemmelserne i §§ 96 og 181, jfr. §§ 203 og 232, foregå for en Underret, betragtes dennes Kjendelser eller Beslutninger i Henseende til Påanken, som om de vare udgåede fra en Landsret.

§ 302.

Påanke må iværksættes inden 4 Uger fra Dommens Afsigelse at regne, medmindre Retten i Henhold til denne Lov særlig fastsætter en anden Frist, jfr. § 336.

§ 303.

Dog kan Påanke undtagelsesvis tilstedes indtil 1 År efter den endelige Doms Afsigelse, når der oplyses Omstændigheder, som tilstrækkelig undskylde, at den i foregående Paragraf omhandlede Ankefrist er gået ubenyttet hen.

§ 304.

Den Part, som i Henhold til foregående Paragraf vil påanke en Dom efter Udløbet af den i § 302 fastsatte Tid, har at indgive et skriftligt Andragende herom til Højesterets Formand, hvri han må anføre de Omstændigheder, som formentlig berettige ham til Sagens Påanke. Højesterets Formand har derefter i Forening med to Medlemmer af Retten at afgjøre, om Påanke kan tilstedes. Modparten kan opfordres til at erklære sig over Andragendet, ligesom den Part, der vil påanke, på Opfordring af Højesterets Formand, har at tilvejebringe de fornødne Beviser. Såvidt muligt stal i sådant Tilfælde Beviset føres ved Dokumenter. Er Vidneførsel uundgåelig, foregår denne ikke ved Højesteret, men Vidnerne føres ved Underretten på del Sted, hvor de bo eller opholde sig, i de Former og på den Måde, som når Vidner afhøres førend Hovedforhandlingen, og Udskrift af det Stedfundne fremlægges i Overensstemmelse med Reglerne i § 224. Tilstedes Påanken, erholder vedkommende Part en Udfærdigelse herom, der må meddeles Modparten i Forbindelse med den i § 306 omhandlede Underretning om Påanken.

§ 305.

Pånke er udelukket:

a) Når Ankefristen er udløbet, og Sagens Fremme ikke tilstedes i Henhold til foregående Paragraf.

b) Når Parten udtrykkeligt eller stiltiende har givet Afkald på Påanke, Sådant Afkald på Påanke kan ikke gyldigen gives, førend efterat den Retsafgjørelse, om hvis Påanke der er Tale, er truffen.

§ 306.

Påanke iværksættes derved, at Parten på den i §§ 108—119 foreskrevne Måde meddeler Modparten en skriftlig Underretning om, at han agter at påanke, i Forbindelse med en summarisk Angivelse af Ankens Gjenstand og Hensigt. Enhver af Parterne kan iværkjætte selvstændig Påanke under Iagttagelse af de

almindelige Regler herom. Sker Påanke fra begge Sider, blive de tvende Anker i Reglen at forene til samtidig Forhandling (§ 102 1ste

Stykke).

§ 307.

Senest 4 Uger, efterat den i § 306 omtalte Underretning er givet, skal den ankende Part, dersom han ikke vil ansees for at have frafaldet Påanke, meddele Modparten sit Ankeskrift.

Ankeskriftet skal indeholde:

a) En fuldstændig og tydelig Angivelse af Ankegrundene og den eller de Påstande, som agtes nedlagte.

b) Angivelse af den Sagførers Navn, som måtte være antaget, eller, dersom Sagfører ikke agtes benyttet, af en i Kjøbenhavu boende Mand, hvem alle processuelle Meddelelser på Partens Vegne kunne gjøres.

c) En på Højesterets Skriverkontor given Påtegning, hvorved en Tid bestemmes til Sagens Foretagelse i Højesteret; dog bliver herved at iagttage, at der skal lades pågjældende Part en Varselsfrist af mindst 8 Uger.

§ 308.

Inden Halvdelen af den i Ankeskriftet indeholdte Varselsfrist er udløbet, skal den Ankendes Modpart tilstille denne en Meddelelse om, hvilken Sagfører han har antaget, eller, dersom Sagfører ikke agtes benyttet, en Opgivelse af en i Kjøbenhavn boende Mand, hvem alle processuelle Meddelelser på Partens Vegne kunne gjøres.

Vil Modparten, som ikke har anstillet selvstændig Påanke, kontrapåanke, har han derhos inden fornævnte Frist at overgive den Ankende et Tilsvarsskrift, som indeholder Underretning om Kontrånkens Gjenstand og Hensigt, derunder den eller de Påstande, som agtes nedlagte, i Lighed med, hvad der i § 307 Litr. a er bestemt.

§ 309.

Når Påanke finder Sted, erholder den

Ankendes Modpart herved Ret til at kontrapåanke Dommen i sin Interesse, selv om han ellers ifølge de almindelige Regler vilde være udelukket fra at anstille selvstændig Påanke.

Kontrapåanke iværksættes ved Påstandens Optagelse i Tilsvarsskriftet (§ 308 sidste Stykke.)

§ 310.

At den Ankende efter Tilsvarsskriftets Overleverelse hæver Sagen, har ingen Indflydelse på Kontrapåanken, men Sagen kan fremmes videre til dens Afgjørelse.

Findes Påanken ulovskikket, således at Afvisning enten på Embeds Vegne eller efter Påstand finder Sted, bortfalder hermed også Kontrapåanken.

§ 311.

Afvises en Sag fra Højesteret, skal det, uanset at Ankefristen imidlertid måtte være udløben, stå Parten frit for at indanke Sagen påny, når nyt Ankeskrift tilstilles Modparten inden 14 Dage fra Afvisningsdommens Afsigelse. Denne Ret kan kun benyttes een Gang.

Dog gjælder det Anførte selvfølgelig ikke, når Afvisningsgrunden var Ankefristens Overskridelse.

Når Sagen i Henhold til denne Paragraf påny antages til Påkjendelse, træder Netten til at kontrapåanke i Live igjen.

§ 312.

Fra den Tid, som bestemmes i den Ankeskriftet givne Påtegning, må Parterne være rede til at fremstille sig, når Sagen efter sin Tur falder til Foretagelse. Ankeskriftet og Tilsvarsskriftet, hvor Kontrapåanke finder Sted, overgives da til Retten, som fastsætter en Tid til den mundtlige Forhandling, forsåvidt Højesteret ikke ifølge Sagens Beskaffenhed, efter Opfordring fra Parternes Side eller uden sådan, finder Anledning til at bestemme, at

den skal behandles skriftligt. Bestemmelse herom kan tages af Højesterets Formand i Forening med 2 af Rettens Medlemmer.

§ 313.

I det til den mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde fremsætter enhver Ankende sine Påstande og begrunder dem, under Henvisning til og Oplæsning af Landsrettens Dom og Kjendelser samt øvrige Dokumenter, der kunne komme i Betragtning, hvorefter Modparten imødegår disse og iøvrigt svarer på Anken samt begrunder sin Kontrånke, hvis en sådan er fremført.

Under den mundtlige Forhandling have Parterne Ret til hver at erholde Ordet een Gang. Om yderligere Ordvexling kan tillades, beror på Formandens Bestemmelse, ligesom denne i det Hele leder Forhandlingerne i Overensstemmelse med Reglen i § 93.

§ 314.

Parterne kunne ikke for Højesteret fremkomme med faktiske Anbringender, der ligge udenfor hvad der er fremført for Landsretten.

De i Anke- og Tilsvarsskrifterne fremsatte Påstande kunne ved den mundtlige Forhandling vel nærmere forklares og tydeliggjøres, men i Neglen ikke forandres, og ligeledes kunne kun de i de nævnte Skrifter optagne Anke- eller Kontrapåankegrunde påberåbes til Påstandenes Begrundelse.

Dog kan Højesteret, når særegne Grunde tale derfor, tillade, at Påstande forandres, såvelsom, at nye Anke- eller Kontrånkegrunde påberåbes. Findes det, at Modparten af Hensyn hertil behøver Tid til sit Forsvar eller sit Angreb, kan Højesteret udsætte Tagens videre Forhandling.

§ 315.

Forinden Forhandling angående Påankens Gjenstand begynder, undersøger Højesteret på Embeds Vegne, om Påankens Fremme kan

tilstedes, samt om den er iværksat i rette Form og i rette Tid.

Rejses der af Modparten Spørgsmål om Sagens Afvisning fra Højesteret, afgjøres dette ligeledes, førend Sagen selv forhandles.

Der gives Parterne Lejlighed til at ytre sig om Afvisningsspørgsmålet.

§ 316.

Højesteret påkjender ikkun Landsrettens Dom, såvidt påanket er. Iøvrigt forbliver det ved den stedfundne Afgjørelse.

Når Sagens Forhandling er tilende, afsiges Dom enten strax eller dog snarest muligt. Ingen ny Sag må foretages, forinden Dommen i den foregående Sag er vedtaget.

z 317.

I Domsafsigelsen deltage mindst ni Dommere. Iøvrigt komme de om Dommens Vedtagelse m. v. for Landsretterne givne Regler til Anvendelse.

Dommen skal være forsynet med Grunde.

§ 318.

Når højesterets Dom går ud på Hjemvisning, må den heri interesserede Part henvende sig til Landsretten med skriftlig Begjæring om Sagens Foretagelse. Han har i Forbindelse hermed at forelægge en Udskrift af Højesteretsdommen for Landsrettens Formand, hvorefter denne tilsiger Modparten til Møde og erklærer Sagen for gjenoptaget. Herefter er det Parternes Sag at fremme Sagen i Overensstemmelse med de almindelige Regler.

Landsretten er forpligtet til ved Sagens Behandling og Afgjørelse at følge de af Højesteret udtalte Retsanskuelser.

§ 319.

Udebliver den Ankende ved Højesteret i det i § 312 ommeldte Møde eller ved den mundtlige Forhandling, ansees han for at frafalde Sagens Påanke. Retten hæner Sagen og tilkjender den mødende Modpart efter herom

nedlagt Påstand Kost og Tæring, hvis han i rette Tid har afgivet dcn i § 308 omhandlede Meddelelse.

Udebliver Modparten, kan den Ankende fra sin Side fremme Sagen på sædvanlig Måde. Dom afsiges på Grundlag af Landsrettens Dom og samtlige de fremlagte Dokumenter. Har den Ankendes Modpart anstillet Kontrapåanke, bortfalder den.

Undladelse af i rette Tid at tilstille Modparten den i § 308 omhandlede Meddelelse eller i Tilfælde af Kontrapåanke Tilsvarsskrift, agtes lige med Udeblivelse. Dog kan Højesteret, når Omstændighederne tale derfor, tillade Tilsvarsskriftets senere Overlevering, når den Ankendes Modpart i det i § 312 omhandlede Møde fremsætter Begjæring derom og meddeler de fornødne Oplysninger. Retten bestemmer da de fornødne Frister og Udsættelser.

§ 320.

Besværing til Højesteret benyttes kun som Retsmiddel mod Landsrettens Handlinger i de Tilfælde, hvor denne Lov bestemmer det, samt hvor Parten vil beklage sig over Afgjørelser af Retten eller dens Formand, hvorved Begjæringer og Andragender vedkommende den processuelle Fremgangsmåde afslåes, uden at nogen Forhandling mellem Parterne for Retten er gået forud for Afgjørelsen.

§ 321.

Besværingen iværksættes derved, at et Besværingsskrift indgives til den Ret, over hvis Handlinger eller Afgjørelser man vil besvære sig, indeholdende en Fremstilling af Besværingsgrunden og det Andragende, som i den Anledning gjøres.

Diktat til Retsbogen kan benyttes istedetfor Indgivelse af Besværingsskrift ved Underretterne, men ved Landsretterne kun, når Besværing

fremsættes af Vidner, Syns- og Skjønsmænd eller Trediemand, hvem Fremlæggelsen af et Dokument er pålagt.

§ 322.

Retten indsender inden Udløbet af en Uge Besværingsskriftet eller Afskrift af Retsbogen, forsynet med Afskrift af den påklagede Kjendelse og øvrige Aktstykker, til Højsteret, hvorhos Retten tillige kan ledsage Besværingen med dens egen Erklæring over Sagen, Om den stedfundne Indsendelse gives der strax den, der har iværksat Besværingen, såvelsom Modparten Underretning,

§ 323.

I Løbet af en Uge fra denne Meddelelse har den, som besværer sig, og Modparten Adgang til at indsende til Højesteret skriftlige Udtalelser om Spørgsmålet, Senere indsendte Udtalelser ere ikke udelukkede fra at tages i Betragtning, sålænge Afgjørelse ikke har fundet Sted.

§ 324.

Førend Afgjørelse træffes, kan Højesteret efter sit Skjøn indhente yderligere Oplysninger og Erklæringer fra Retten eller Parterne. Nye faktiske Anbringender og Beviser kunne tages i Betragtning.

§ 325.

På Grundlag af de indsendte Akter og skriftlige Udtalelser og Erklæringer træffer Højesteret snarest mulig Afgjørelse ved Kjendelse. Når særlige Grunde tale derfor, kan Højesteret dog, såvel af egen Drift som efter Begjæring af nogen af Parterne, anordne mundtlig Forhandling og til den Hensigt opfordre Parterne til at give Møde. Udebliver i få Fald den, der besværer sig, afvises Besværingen. Udebliver Modparten, er dette ikke til Hinder for, at Sagen påkjendes, efterat den Klagendes mundtlige Fremstilling er hørt.

§ 326.

Hvor denne Lov ej bestemmer anderledes, er Besværingsfristen 2 Uger. Oprejsning mod

Forsømmelse med at fremkomme med Besværing kan gives efter Reglen i § 304, dog ikke længere end i 6 Måneder,

Besværing til højere Ret har ikke opsættende Virkning, undtagen forsåvidt dette følger af denne Lovs Forskrifter. Dog kan også ellers såvel den Ret, mod hvis Afgjørelse Besværing finder Sted, som den Ret, til hvilken Besværing sker, anordne sådan Opsættelse.

Forsømmelse med at benytte en til Besværings Iværksættelse given Udsættelse ansees som Frafaldelse af Besværingen.

§ 327.

Enhver af Parterne kan andrage på, at den afsagte Dom må blive ophævet ved Kjendelse af den Ret, som har afsagt den, og Sagen foretaget påny enten i det Hele eller for en Del:

1) når Parten må antages at være istand til at føre nyt og bedre Bevis, og det ikke kan lægges ham til Last som en Forsømmelse, at sådant Bevis ikke blev ført under Sagen;

2) når Modparten har gjort sig skyldig i løgnagtige Forklaringer eller andet svigagtigt Forhold i Processens Førelse;

3) når de i Sagen optrådte Vidner eller Synsmænd have forklaret eller erklæret urigtigt, eller benyttede Dokumenter have været falske eller forsalskede;

4) når nogen af Dommerne eller de andre i Sagen handlende Embedsmænd ved retskraftig Dom for deres Forhold i Sagen er funden skyldig til Straf efter Straffelovens §§ 120, 123, 124, 125. 133 134 eller 141;

5) når Parten, uagtet de processuelle Forskrifter og Regler ere blevne iagttagne overfor ham, uden egen Brøde er bleven forhindret i eller udelukket fra at varetage sit Tarv ved at give Møde, foretage ham påbudne Skridt i Processen o. desl.

Parterne kunne ikke gyldig give Afkald på deres Ret til at begjære ny Foretagelse af Sagen, førend efterat den Retsafqjørelse, med Hensyn til hvilken der er Spørgsmål om ny Foretagelse af Sagen, er truffen.

§ 328.

Ny Foretagelse af Sagen bevilges, når Retten skjønner, at nogen af de i § 327 nævnte Omstændigheder kan have havt en for Parten skadelig Indflydelse på selve Sagens Udfald, og at den fornødne Retshjælp ikke er opnået eller ikke skjønnes at kunne opnåes ved Påanke. Fremdeles bliver ny Foretagelse af Sagen at bevilge i det i § 262 nævnte Tilfælde,

§ 329.

Andragende om ny Foretagelse af Sagen fremsættes inden 4 Uger efter Dommens Afsigelse eller dog inden 4 Uger efter, at Parten har fået Kundskab om den Omstændighed, hvorpå han ifølge § 327 skotter sin Begjæring.

Efter Udløbet af 1 År fra Dommens Afsigelse kan intet Andragende om ny Foretagelse af Sagen modtages.

Påanker Modparten Sagen til højere Ret, efterat Andragende om ny Foretagelse af Sagen er fremsat, bliver Påankens videre Fremme at udsætte, indtil Spørgsmålet om ny Foretagelse af Sagen er afgjort, og, hvis denne tilstedes, den nye Behandling er tilendebragt.

§ 330.

Den Part, der vil andrage på ny Foretagelse af Sagen, har i et til Netten indgivet skriftligt Andragende at angive de Omstændigheder, hvorpå han støtter sig. En Udskrift af Dommen skal ledsage Andragendet.

§ 331.

Anser Netten sig, ifølge hvad der indeholdes i Andragendet og Dommen, tilstrækkelig overbevist om, at ny Foretagelse af Sagen bør nægtes, kan den ved Kjendelse strar afvise Andragendet.

§ 332.

Finder Retten ikke Grund til strax at afvise Andragendet om en ny Foretagelse af Sagen, har Formanden at forsyne en Gjenpart af Andragendet med en Påtegning, hvorved en Tid til Spørgsmålets Behandling berammes. Denne Gjenpart i Forbindelse med Domsudskriften har den andragende Part derefter at meddele Modparten.

Ved Sagens Berammelse bestemmer Retten Varselet, der dog ikke bør være under 14 Dage. Der bør levnes pågjældende Part fornøden Tid til at sørg? for Forkyndelsens Iværksættelse.

Førsømmer den forfølgende Part ufortøvet at iværksætte Forkyndelsen eller iøvrigt at iagttage det Fornødne til Sagens Fremme, ansees han at frafalde ny Foretagelse af Sagen.

§ 333.

På den berammede Tid møde Parterne, og en mundtlig Forhandling finder Sted angående det Spørgsmål, om ny Foretagelse af Sagen i Henhold til det indgivne Andragende skal bevilges.

Vil den andragende Parts Modpart også for sit Vedkommende begjære ny Foretagelse af Sagen, har han senest i dette Møde at fremkomme med sin Påstand derom.

§ 334.

I Reglen have vedkommende Parter at medbringe de fornødne Beviser for de Kjendsgjerninger, bvorpå Begjæring om Sagens nye Foretagelse støttes, således at Spørgsmålet herom kan blive afgjort i det samme Retsmøde. Bevis i den omhandlede Henseende må som Følge heraf i Reglen føres ved Dokumenter.

I Nødstilfælde kan det dog, når iøvrigt Formodning er tilvejebragt for Rigtigheden af det Anførte, tilstedes, at yderligere Bevis derfor føres ved Vidner, til hvilken Ende Landsretten da kan tilstå den fornødne Udsættelse. Vidneførselen foregår for Underretten på det Sted, hvor Vidnerne bo eller

opholde sig, i Overensstemmelse med Reglerne i § 224,

Også hvor Vidneførsel ikke skal finde Sted, kan Retten, når særegne Omstændigheder tale derfor, undtagelsesvis udsætte Sagen til et påfølgende Retsmøde, i hvilket Afgørelsen da må finde Sted.

§ 335.

Når Forhandlingerne ere endte, bestemmer Retten ved Kjendelse, til hvis Afsigelse Parterne må kaldes, om ny Foretagelse af Sagen skal finde Sted.

Bevilges den, bliver tillige ved Kjendelsen den afsagte Dom at ophæve, og Retten bestemmer efter Proceduren, fra hvilket Punkt den stedfundne Behandling skal falde bort.

§ 336.

Kjendelser af Retten, hvorved ny Foretagelse af Sagen tilståes eller nægtes, kunne påankes. Går Kjendelsen ud på, at Andragendet om ny Foretagelse af Sagen skal tages til Følge, må den hermed misfornøjede Part stax ved Kjendelsens Afsigelse erklære Påanke, til hvis Iværksættelse Retten indrømmer den fornødne Frist. Ere de til Påanke fornødne Skridt, ikke foretagne inden den Tid, og forfølges Sagen derefter ikke på behørig Måde, ansees Påanke for frafaldet. Nægtes Andragendet om ny Foretagelse af Sagen, kan Påanke iværksættes indtil Udløbet af den sædvanlige Frist (§ 302).

§ 337.

Ankeskrift (§ 307) må i de i § 336 omhandlede Tilfælde meddeles Modparten inden Påankefristens Udløb. Varselsfristen (§ 307 Litr. g) indskrænkes til 4 Uger. Iøvrigt foregår Påanken efter de almindelige Regler.

§ 338.

Er ny Foretagelse af Sagen bevilget, har den Part, som herpå har andraget, inden 8 Dage fra Kjendelsens Afsigelse at henvende sig til Landsrettens Formand med skriftlig

Begjæring om, at denne vil beramme et Retsmøde til Sagens fornyede Foretagelse og tilsige Modparten til dette.

I det omhandlede Retsmøde har vedkommende Part at stille de Andragender, som ere fornødne, for at Sagen påny kan foretages i Overensstemmelse med den afsagte Kjendelse (§ 335). Retten fastsætter i Henhold hertil de fornødne Frister og Møder for Sagens videre Forhandling.

Forsømmelse fra Partens Side med at fremme Sagen i Overensstemmelse med denne Paragraf, ansees for Frafaldelse af Sagens fornyede Foretagelse.

§ 339.

Ved den fornyede Behandling af Sagen blive de i denne Lovs andet Afsnit givne Regler at følge med de Indskrænkninger, som flyde af de i dette Kapitel indeholdte Forskrifter. Skulde det ikke være muligt påny at afhøre førte Vidner eller Parter eller påny at iværksætte Syn og Skjøn, kan Retten forsøvidt henholde sig til de Oplysninger om de pågjældende faktiske Omstændigheder, der indeholdes i den ophævede Dom.

§ 340.

Ny Foretagelse af Sagen kan, når undtages det i § 327 Nr. 1 omhandlede Tilfælde, finde Sted, også når Dom i Højesteret er gået. Andragendet må da henvendes til Højesteret. Bevilges Sagens fornyede Foretagelse, ophæver Højesteret den afsagte Dom, såvidt nødvendigt er, og henviser Sagen til Behandling ved den Landsret, som har afsagt Dommen, hvorefter Sagens videre Behandling sker ifølge foranstående Regler.

§ 341.

Udeblivelse under de angående Sagens fornyede Foretagelse stedfindende Forhandlinger har for den andragende Parts Vedkommende den Følge, at han ansees for at frafalde sit Andragende, for Modpartens Vedkommende den Følge, at Sagen afgjøres efter de fra den andragende Parts Side fremkomne Oplysninger og Forklaringer.

Iøvrigt komme de i andet Afsnits Kap. V givne Regler om Udeblivelse til Anvendelse.

§ 342.

De i andet Afsnits første Kapitel omhandlede skriftlige Sagsfremstillinger og øvrige skriftlige Meddelelser mellem Parterne bortfalde, når Sagen behandles ved Underretten.

§ 343.

Sagsøgeren begynder Sagen med at tilstille Underdommeren sin Klage.

I Reglen skal han selv besørge Klagen skriftlig affattet; dog kan han, når Sagens Gjenstand er under den i § 354 bestemte Værdi, begjære af Underdommeren, at denne skal være ham behjælpelig hermed. Klageskriftet skal, foruden Parternes Navne og Bopæle eller Opholdssteder, indeholde en kort Fremstilling af de Grunde, hvorpå Søgsmålet støttes samt en nøjagtig Angivelse af den Påstand, der agtes nedlagt.

Dommeren forsyner Klageskriftet med en Påtegning, hvorved Sagen berammes til Foretagelse i et angivet Retsmøde. Det bliver herved at iagttage, at Klageskriftet kan forkyndes for Sagsøgte med et Varsel af mindst en Uge. Dog har Dommeren i påtrængende Tilfælde Myndighed til at afkorte Varselet endog til 24 Timer; men i så Fald må Klagen indeholde Oplysning om den påberåbte Grund.

Dokumenter, som Sagsøgeren vil benytte, bør i Reglen nævnes i Klageskriftet; ligeledes bør Sagsøgte udtrykkeligt opfordres til at fremkomme med de Dokumenter, han vil benytte til sit Forsvar i det første Retsmøde.

§ 344.

Klageskriftet tibageleveres Eagsøgeren, som har at sørge for dets betimelige Forkyndelse for Modparten, Gjenpart af Klageskriftet med den

samme givne Berammelsespåtegning overleveres i Forbindelse hermed til Sidstnævnte.

§ 345.

Til den berammede Tid møde Parterne. Dommeren har da, forinden Proceduren begynder, at mægle Forlig mellem dem, medmindre Sagen henhører til dem, i hvilke den ved Lov 10de Maj 1854 § 65 ff. anordnede Forligsmægling for Mægleren i Tyendesager har fundet Sted. Kommer Forlig istand, tilføres det Retsbogen.

§ 346.

Kommer Forlig ikke istand, eller skal ingen Forligsmægling foregå, skride Parterne til mundtlig at udvikle deres Sag for Dommeren uden videre Forberedelse ved Skrift. Sagsøgeren fremlægger det behørigt forkyndte Klageskrift og fremstiller Sagen fra sin Side, hvorpå Sagsøgte har at erklære sig.

Under Sagens Forhandling i Retsmødet bør Dommeren ikke blot søge at fremkalde tydelige og sandfærdige Forklaringer fra Parternes Side om Sagens Sammenhæng, men han har også, forsåvidt Parterne ikke møde ved Sagførere, at vejlede dem med Hensyn til, hvilke Handlinger eller Beviser de rettest bør foretage eller fremskaffe.

De fra begge Sider fremsatte Påstande protokolleres fuldstændigt, medmindre de i særskilt skriftlig Fremstilling fremlægges til Protokollen. Forsåvidt Sådant efter Omstændighederne måtte ansees fornødent, kan Dommeren foranledige Affattelsen af sådanne skriftlige Fremstillinger af Påstandene og dertil tilstå Udsættelse.

Når Sagens Gjenstand er over den i § 354 bestemte Værdi, skulle endvidere Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng, Vidnernes Forklaringer m. v. protokolleres, dog ikke ordret, men efter deres væsentlige Indhold. Det Tilførte oplæses og vedkjendes.

§ 347.

Dommeren kan bestemme, om Formalitetsindsigelser skulle forhandles og påkjendes særskilt eller i Forbindelse med Realiteten.

Parterne må derfor altid være beredte på at forhandle Realiteten i det første Retsmøde.

§ 348.

Påstande kunne forandres, indtil den i § 346 omhandlede Protokollation eller Fremlæggelse til Protokollen af dem er sket, men efter den Tid, forsåvidt Forandringen går ud på Andet end en Frafalden eller Indskrænkning, kun med Rettens Tilladelse.

Finder Retten, at det ikke kan forlanges af Sagsøgte, at han strax skal svare på de forandrede Påstande, udsættes Sagen,

Sagsøgte kan fremsætte Modfordringer efter de almindelige Regler (§ 101).

§ 349.

Dokumenter må, hvad enten de påberåbes i Klageskriftet eller ikke, fremlægges i Retsmødet; dog kan Retten, forsåvidt det findes, at der ikke har været tilstrækkelig Tid for den Sagsøgte til at fremskaffe et Dokument, eller at det fra den Sagsøgtes Side Fremkomne giver Sagsøgeren Anledning til at fremkomme med yderligere Dokumenter, udsætte Sagen herefter.

Til at gjøre sig bekjendt med de fremlagte Dokumenter bør der i Reglen gives Modparten den fornødne Tid i selve Retsmødet.

Finder Retten, at dette Sidste efter Omstændighederne og navnlig Dokumentets Beskaffenhed ikke vil være tilstrækkeligt, kan Sagen udsættes. Den, mod hvem Dokumentet fremlægges, må dersom det ikke med Producentens Samtykke kan udlånes ham, forsynes med en Gjenpart af samme og gives Adgang til på Retsskriverkontoret at undersøge Dokumentet.

§ 350.

Sagens mundtlige Forhandling skal såvidt muligt søges tilendebragt i eet Retsmøde eller dog i Reglen foregå uafbrudt om end i flere Retsmøder.

Er Sagen moden til Påkjendelse, uden at videre Bevisførelse foregår, afsiges Dommen. I modsat Tilfælde bestemmes det ved Kjendelse, hvilke Omstændigheder der trænge til at bevises, hvorefter Parterne kunne foreslå deres Beviser, der føres under Slutningsforhandlingen (§§ 179—195). Retten anordner de fornødne Udsættelser.

Efter Slutningsforhandlingen, under hvilken Beviserne fremføres og Sagen iøvrigt udvikles og forklares, afsiges Dom snarest muligt (s 274).

§ 351.

For Underretter ere Vidner, der bo eller opholde sig udenfor Underretskredsen, ikke pligtige at møde, når de vilde kumme til at rejse mere end 9 Mile på Jernbane eller 3 Mile på anden Måde — eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane og på anden Måde — for at nå hen til Retten. Når et Vidne, der boer udenfor Retskredsen, skal tilbagelægge en længere Vej end 3 Mile på Jernbane eller 1 Mil på anden Måde, kan det fordre Rejseudgiften godtgjort (§202). Dog står det i så Fald vedkommende Part frit for, dersom han foretrækker dette, at lade Vidnet afhøre for Underdommeren i den Retskreds, hvor det hører hjemme.

Det i § 206 for Vidner bestemte Varsel kan af Dommeren afkortes, når Omstændighederne tale derfor, endog til 24 Timer,

§ 352.

I Tilfælde af Udeblivelse forholdes efter de ovenfor i §§ 285 til 292 indeholdte Grundsætninger, dog med de Lempelser, som følge af, at ingen Forpligtelse til at fremkomme med Sagsfremstillinger finder Sted ved Underretten, hvorfor de til Undladelse heraf knyttede særlige Udeblivelsesvirkninger ikke komme til Anvendelse.

§ 353.

Hvor de i de foregående Paragrafer givne Bestemmelser ikke indeholde afvigende Forskrifter, blive de i andet Afsnit om Sagers Behandling for Landsretterne givne Regler at følge med de Indskrænkninger, som flyde af Forholdets Natur.

§ 354.

Når Sagen, uden Hensyn til de ikke ved Klageskriftets Indgivelse forfaldne Renter, Procesomkostninger eller Rettergangsbøder, har en Værdi af over 40 Kr., kan den påankes til den Landsret, i hvis Kreds Underretten ligger.

Er Sagen ikke af den angivne Værdi, haves i Reglen intet Retsmiddel imod Underrettens Handlinger. Dog kan Landsrettens Formand, efter et fra vedkommende Part indgivet skriftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger må følge, tillade, at Sagen antages til Påkjendelse, når den skjønnes at have en almindelig Interesse eller videregående betydelige Følger for Vedkommende. Herom meddeles der Modparten Underretning.

Når en fra Underretten indanket Sag er påkjendt af Landsretten, kan den i Reglen ikke yderligere påankes. Dog kan Højesterets Formand i Forbindelse med 2 af ham tiltagne Medlemmer af Retten undtagelsesvis tillade, at Sagen indbringes for Højesteret. når den skjønnes at have almindelig Interesse eller videregående betydelige Følger for Vedkommende. Andragende herom fremsættes og behandles på den i § 304 angivne Måde,

§ 355.

Med Hensyn til Tiden for Påankens Iværksættelse gjælde de i §§ 302—304 givne Negler. Den i sidstnævnte Paragraf omhandlede Bestemmelse om Påankens Tilstedelighed afgives, iøvrigt i Overensstemmelse med Paragrafens Regler, af Landsrettens Formand i Forbindelse med 2 andre af Rettens Medlemmer og er ikke Gjenstand for Påanke.

Den i § 305 Litr. b angivne Regel finder også Anvendelse på Underretssager.

§ 356.

Påanken iværksættes ved, at den Ankende inden den foreskrevne Frist til Landsretten indleverer og, efter at have fået det tilbageleveret med påtegnet Berammelse af Dagen til Sagens Foretagelse, for Modparten lader forkynde et Klageskrift, der må indeholde en Angivelse af Ankens Gjenstand og Hensigt og være bilagt med Udskrift af Underrettens Dom og det sammes Retsbog Tilførte, samt iøvrigt væsentlig være affattet i Overensstemmelse med de i § 159 givne Regler.

Med Hensyn til Varselet til Modparten og dennes Forpligtelse til at meddele Sag

søgeren Tilsvarsskrift komme tilsvarende Bestemmelser til de i §§ 161—162 indholdte til Anvendelse.

§ 357.

For Sagens Behandling ved Landsretten gjælde ligeledes, med de af Bestemmelserne i §§ 358 og 359 flydende Lempelser, de i 2det Afsnit om Sagers Behandling ved Landsretten givne Regler.

§ 358.

Når og forsåvidt den afsagte Dom ved Påanken eller Kontrapåanken søges forandret i Realiteten, finder en fuldstændig ny Bevisførelse og Sagsudvikling Sted for Landsretten.

Den for Underretten stedfundne Procedure og Bevisførelse er ikke bindende; dog kunne nye Påstande ikke fremsættes for Landsretten, medmindre dette på Grund af særlige Omstændigheder tillades (§ 168), og de for Underretten afgivne protokollerede Erklæringer med Hensyn til Sagens faktiske Sammenhæng ere bindende for Parterne.

Ved Påanke af Udeblivelsesdomme kunne Omstændigheder, som Parten på Grund af Udeblivelsen er afskåren fra at gjøre gældende, ej heller fremsættes for den overordnede Ret undtagen hvor der i Henhold til Grundsætningerne i § 327 Nr. 5 vilde være at indrømme ny Foretagelse af Sagen, hvis denne var bleven behandlet ved Landsret.

§ 359.

Bevisførelsen foregår efter de almindelige Regler i andet Afsnit. Vidner og Synsmænd føres derfor i Reglen påny for Landsretten. Dog kunne protokollerede Vidneudsagn for Underretten benyttes ved Landsretten, dersom Landsretten ifølge Sagens Beskaffenhed og øvrige Omstændigheder efter den ene Parts Begjæring finder Føje til at bestemme, at de skulle gjælde, uden at Vidnerne påny føres for Landsretten.

Hvor efter de almindelige Regler (§ 203) Vidners Afhørelse skulde eller kunde finde Sted ved Underretten, kan Landsretten bestemme, at de ved Underretten allerede afgivne protokollerede Vidneudsagn skulle benyttes, uden at ny Afhørelse behøves.

§ 360.

Besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger finder Sted i de samme Tilfælde, i hvilke der over Landsrettens Handlinger kan iværksættes Besværing til Højesteret.

Fremgangsmåden er med de af Forholdets Natur flydende Lempelser den samme, som benyttes ved Besværing over Landsrettens Handlinger.

Besværing kan finde Sted uden Hensyn til Gjenstandens Værdi.

Landsrettens Afgjørelse i Anledning af Besværingen er ikke Gjenstand for yderligere Besværing til Højesteret.

§ 361.

Det i tredie Afsnits andet Kapitel omhandlede Retsmiddel, ny Foretagelse af Sagen ved den samme Ret. kan ikke anvendes imod Underretternes Domme og Behandlinger.

§ 362.

Interventionssøgsmål anlægges og fremmes efter de om et selvstændigt Søgsmål gjældende Regler, forsåvidt ikke Bestemmelserne i de følgende Paragrafer medføre Afvigelse

herfra.

§ 363.

Intervenienten indtræder i Sagen derved, at han tilstiller hver især af de oprindelige Parter et Skrift, hvori han fremstiller Grundene til sit Gøgsmål og den Påstand, han vil nedlægge.

Dette Skrift tilligemed Gjenparter af de Dokumenter, som agtes benyttede, må meddeles de oprindelige Parter senest 5 Dage forinden det af de til Hovedsagens Behandling bestemte Retsmøder, i hvilket Intervenienten vil optræde.

§ 364.

I Retsmødet har Intervenienten at fremlægge og oplæse sit i foregående Paragraf omhandlede Skrift og give de fornødne nærmere Forklaringer om sit Søgsmål.

Påstår nogen af Parterne Intervenientsøgsmålet afvist som ikke hjemlet ved den almindelige Bestemmelse i § 43, bliver Spørgsmålet herom foreløbig at afgjøre ved Rettens Kjendelse. Afvises Intervenientsøgsmålet, kan Intervenienten iværksætte Besværing herover; i den Anledning kan han forlange Sagens videre Behandling udsat.

§ 365.

De oprindelige Parter ere berettigede til i Anledning af Intervenientsøgsmålet til Retsbogen at fremsætte yderligere eller forandre deres oprindelige Påstande, så og til at fremkomme med nye Dokumenter. Forsåvidt der ikke har været fornøden Tid til at fremskaffe sådanne eller Modparten begjærer Udsættelse til at gjøre sig nærmere bekjendt med nye fremkomne Dokumenter, der ikke forinden Retsmødet ere blevne ham meddelte, kan Retten udsætte Sagen.

Saadan Udsættelse kan også finde Sted efter Intervenientens Begjæring, for at han kan fåe Lejlighed til at blive bekjendt med de mellem de oprindelige Parter udvexlede Skriftter og Dokumenter, hvortil der bør gives ham Adgang i al Fald ved deres Henlæggelse i passende Tid på Rettens Skriverkontor. Intervenienten kan derefter i det nye Retsmøde til Retsbogen forandre eller udvide sine Søgsmålsgrunde og Påstande.

§ 366.

Det oprindelige Søgsmål og Interventionssøgsmålet forhandles iøvrigt i Forbindelse med hinanden som een Retssag.

Ved Siden af og foruden den i §§ 102 og 103 indrømmede Myndighed er Retten beføjet til:

1) på Begjæring af de oprindelige Parter eller een af dem at bestemme, at de tvende Søgsmål skulle adskilles for særskilt at forhandles og påkjendes, dersom deres Forening vilde medføre en betydelig Forhaling af den oprindelig anlagte Sag,

2) på Intervenientens eller en af de oprindelige Parters Begjæring at bestemme, at det oprindelige Søgsmåls Forhandling skal udsættes, indtil Interventionssøgsmålet er udprocederet, når Sådant efter de foreliggende Omstændigheder synes hensigtsmæssigt,

§ 367.

Intervenienten er berettiget til at benytte de lovhjemlede Retsmidler imod den stedfundne Behandling og den afsagte Dom på samme Måde, som enhver af de oprindelige Parter.

§ 368.

Den, der blot indtræder i Sagen for at understøtte en af Parterne (Biintervenient), modtager Sagen i den Stilling, hvori den ved hans Indtrædelse befinder sig, og er bunden ved den indtil da førte Procedure. Iøvrigt er han berettiget til at gjøre Angrebs- og Forsvarsmidler gjældende i Sagen, men dog kun, forsåvidt de ikke komme i Modstrid med den Parts Procedure, han vil bistå.

§ 369.

Retten træffer Bestemmelse om Måden, hvorpå Biintervenienten skal have Adgang til at ytre sig i Sagen, Den kan af sådan Årsag udsætte Sagens Forhandling, men har da at drage Omsorg for betimelig og fornøden Underretning til Parterne og andre Vedkommende. Iøvrigt er det, som af Biintervenienten anføres, i processuel Henseende at betragte som Bestanddele af den Parts Procedure, til hvis Bistand han indtræder.

§ 370.

Biintervenienten indtræder derved, at han til Retten afgiver en skriftlig motiveret Begjæring om at måtte fåe Adgang til at ytre sig i Sagen. Denne Begjæring meddeles Parterne. Påstår nogen af dem Biintervenienten afvist, bliver Spørgsmålet herom foreløbig at afgjøre ved Rettens Kjendelse. Afvises Biintervenienten, kan han iværksætte Besværing herover; i den Anledning kan han forlange Sagens videre Behandling udsat.

§ 371.

Tillader Retten Sagsøgeren at tilstævne (adcitere) Trediemand for at fåe Dom over ham enten alternativt med eller tilsammen med Sagvolderen, udsættes Sagen sålænge, som nødvendigt er, for at pågjældende Trediemand på sædvanlig Måde kan kaldes til at svare som Sagvolder, De i §§ 362, 366 og 367 om Intervention givne Regler finde også Anvendelse men Hensyn til Tilstævning.

§ 372.

Når den mundtlige Forhandling om Sagens Realitet er begyndt, kan Intervention eller Tilstævning ikke mere finde Sted hverken under Sagens Behandling i denne eller i højere Instants. Biintervention kan derimod finde Sted på ethvert Trin of Sagens Behandling.

§ 373.

Vidners Førelse og Syns- eller Skjønsforretnings Optagelse, forinden Bevisforhandling i Sagen foregår, kan undtagelsesvis finde Sted, når pågjældende Part står i Fare for ellers at tabe sit Bevis, enten på Grund af Vidners Sygdom eller Bortrejse, eller fordi Forretningens Gjenstand er udsat for Forandring eller af lignende Grunde,

§ 374.

Den Part, som ønsker Beviset ført, har at indgive skriftligt Andragende herom til den Ret, for hvilken Sagen svæver, hvis den allerede er anhængiggjort, jfr. § 100, og ellers til Underretten på det Sted, hvor Vidnet boer, eller hvor Gjenstanden for Syns- eller Skjønsforretningen besinder sig.

§ 375.

Andragendet må indeholde: a) Angivelse af den Sag, i Anledning af

hvilken, og den Person, imod hvem Beviset skal erhverves; b) Nøjagtig Opgivelse af det, hvorfor Bevis

søges tilvejebragt; c) Betegnelse af det Bevismiddel, som ønskes

tilvejebragt, samt af Vidnernes Navne m. v.; d) Angivelse af de Omstændigheder, som i

Henhold til § 373 skulle berettige til

Bevisets Optagelse,

§ 376.

Ligesom Retten i det dertil berammede, ordentlige eller overordentlige Retsmøde kan udspørge Parten, således kan den også på lægge ham på den i § 304 angivne Måde at oplyse Rigtigheden af de ifølge § 375 Litr. d påberåbte Omstændigheder.

Den i så Henseende fornødne Udsættelse kan tilståes af Retten.

§ 377.

Antager Retten, at Partens Begjæring er begrundet, tilstedes Bevisets Førelse.

Retten udsteder da Indkaldelse til Vidnerne eller udmelder Syns- og Skjønsmænd i Overensstemmelse med de almindelige Regler herom, jfr. §§ 205, 206, 225, 230. I at bestemme Tiden for Vidnernes Førelse eller Forretningens Afhjemling, har Retten at sørge for, at der indrømmes den nødvendige Frist.

Antager Retten derimod ikke Partens Begjæring for begrundet, nægtes Begjæringen; men Parten kan da inden en Uge iværksætte Besværing herover til højere Ret.

§ 378.

Retten meddeler (§ 122) den i Henhold til § 375 Litr. a opgivne Modpart, til hvilken Tid Vidnernes Afhørelse eller Syns- og skjønsforretningens Afhjemling skal foregå. Hvis Tiden ikke tillader den opgivne Modparts Tilkaldelse, kan Retten beskikke en i Retskredsen bosat Sagfører til at møde og varetage hans Tarv imod et passende Salær, som udredes af den Part, der har begjært den særegne Vidneførsel eller Syns- og Skjønsforretning.

§ 379.

Iøvrigt foregår Bevisets Optagelse efter de i det Foregående givne Regler, såvidt disse ifølge Forholdets Beskaffenhed lade sig anvende.

§ 380.

Vidnernes Forklaringer, Syns- og Skjønsforretningen, hvis denne ikke er afgivet skriftligt, såvelsom Mændenes ved Afhjemlingen givne Svar på fremsatte Spørgsmål protokolleres og vedtages.

Det erhvervede Bevis benyttes i sin Tid på den Måde, at det oplæses under Hovedforhandlingen, men udenfor de i § 203 og § 232 næstsidste Stykke omtalte Tilfælde dog kun, forsåvidt det virkelig viser sig at være umuligt under samme at fremføre det pågjældende Bevis efter de almindelige Regler.

I Overensstemmelse med de i dette Kapitel indeholdte Forskrifter sker også Førelsen af Beviser til Brug i Retssager, som ere anlagte eller skulle anlægges i Udlandet; når Begjæringen fremkommer fra udenlandske Myndigheder, træde de i Henhold til § 144 beskikkede Sagførere i Parternes Sted.

§ 381.

Sagsøgeren kan anvende Exekutivproces:

1) I Sager, der anlægges til Indfrielse af Gjældsbreve, når Skyldneren enten i selve Gjældsbreret eller ved senere Påtegning på samme har underkastet sig den i nærværende Kapitel omhandlede hurtige Retsforfølgning;

2) I Vexelsager, hvorved forståes Sager, som anlægges mod Trassenter, Endossenter eller Acceptanter af trasserede Verler til sammes Indfrielse, såvelsom Sager, der anlægges mod Udstedere eller Endossenter af indenbys Verler til disses Indfrielse.

§ 382.

I de i nærværende Kapitel omhandlede Sager finder ingen Forligsmægling Sted, medmindre Parterne ere enige derom.

§ 383.

Under Sagen kan det ikke tillades Sagsøgte at fremsætte andre Indsigelser i Realiteten, end at han ikke ved Underskriftens Meddelelse var mægtig og myndig til således at forbinde sig, eller at Underskriften er falsk, eller at der i Dokumentets Indhold er foregået en Forfalskning, efterat Underskriften er meddelt.

I Vexclsager kan Sagsøgte endvidere fremsætte de Indvendinger, som gå ud på selve Vexlens Indretning og Indhold eller den til Vexelfordringens Vedligeholdelse fornødne Omgangsmåde.

I de i § 381 Nr. 1 nævnte Sager kan den Sagsøgte derhos, forsåvidt Søgsmålet foruden på selve Gjældsbrevet støttes på Transport eller andet udenfor Gjældsbrevet liggende Grundlag, fremsætte enhver Indsigelse herimod, ligesom han i disse Sager overhovedet kan fremkomme med enhver Indsigelse, til hvis Godtgjørelse han ikke behøver andre Bevismidler end Dokumenter, som haves tilstede.

Alle andre Indsigelser i Realiteten ere udelukkede fra under Sagen at komme i Betragtning, men det forbeholdes Sagsøgte i Anledning af slige Indsigelser, når han i sit Tilsvar har opgivet dem, at anlægge et selvstændigt Regressøgsmål mod Sagsøgeren.

Dette Regressøgsmål behandles i alle Henseender efter de almindelige Regler.

§ 384.

Imod de i § 381 Nr. 2 omhandlede Fordringer kunne Modfordringer ikke fremsættes, og imod de i § 381 Nr. 1 omhandlede kun, forsåvidt Modfordringen selv går ind under samme Bestemmelse, eller den indrømmes.

§ 385.

Sager, i hvilke Exekutivprocessen anvendes, behandles uden Hensyn til Gjenftandens Værdi ved Underretterne efter de ovenfor i

fjerde Afsnit givne Regler, hvorved dog bliver at bemærke, at Dommeren er pligtig at drage særlig Omsorg for, at Sagen fremmes med den størst mulige Hurtighed.

§ 386.

Ligesom der ikke kan gives Sagsøgte Udsættelse for at føre Bevis for andre Omskændigheder end de i § 383 omhandlede, således kan det i Reglen ikke tillades Sagsøgeren under Sagen at føre Vidner, eller lade optage Syn og Skjøn eller at fåe Modparten indkaldt til personlig Afhørelse. Dog kan Retten tillade Sagsøgeren at føre Vidner, når disse blot sigte til at bevise Dokumentets Ægthed.

Når Sagsøgeren, fordi han anser det nødvendigt i Anledning af Sagsøgtes Tilsvar at tilvejebringe Beviser, som ikke under Sagen kunne tilstedes, hæver denne, kan Retten fritage ham for i Henhold til § 88 at udrede Erstatning til Sagsøgte for havte Udgifter og Ulejlighed.

§ 387.

Sager af heromhandlede Beskaffenhed kunne i Henhold til § 354 påankes til Landsretten, Det er en Selvfølge, at Proceduren for denne ikke kan omfatte Andet, end det, som i Henhold til ovenstående Regler kunde gjøres gjældende for Underretten.

§ 388.

I vidtløftige Regnskabssager og andre indviklede Retssager kan Retten på ethvert Trin af Forhandlingerne anordne skriftlig Behandling af Sagen. Sådan Bestemmelse kan ikke angribes ved noget Retsmiddel.

§ 389.

Hvor skriftlig Behandling er anordnet, bortfalder det, som tidligere måtte være mundtlig forhandlet i Sagen, og der iværksættes under

Rettens Ledelse en Indlægsvexling imellem Parterne, som kan strække sig til Duplik. Retten bestemmer oe Frister, inden hvilke Indlægene skulle afgives, ligesom den og, hver Gang en Part har fremlagt Indlæg, bestemmer, om Modparten skal have Udsættelse til at svare derpå.

Indlægene fremlægges i de dertil bestemte Retsmøder, men de skulle 3 Dage forinden være Modparten meddelte, så at denne i Retsmødet kan udtale, om han vil svare yderligere.

Til Afbenyttelse ved Udarbejdelsen af deres Processkrifter kunne Parterne begjære Udlån af det Fremlagte; vil en af Parterne ikke tilstede, at Dokumenter udlånes Modparten i Original, må han lade medfølge Gjenparter, som da blive at bekræfte på Rettens Justitskontor, hvor der derhos bør gives Adgang til at undersøge Originalerne.

§ 390.

Når den i foregående Paragraf omhandlede Indlægsvexling er tilendebragt, optages Sagen, og endelig Dom afsiges, dersom den af Retten findes moden hertil.

Fremgår det af den stedfundne skriftlige Procedure, at der mangler Bevis for Omstændigheder, som ville være af Betydning for Sagens Afgjørelse, har Retten ved Kjendelse at bestemme, hvilke disse Omstændigheder ere, uden Hensyn til, om der af Parterne er fremsat Begjæring om at stedes til Bevisførelse for dem eller ikke. Retten bestemmer i Forbindelse hermed et Møde til Bevisførelsens Forberedelse.

§ 391.

I det i Slutningen af foregående Paragraf omhandlede Møde have Parterne under Iagttagelse af Reglerne i § 180 at opgive, hvilke Beviser de ville føre, ligesom Retten derefter har at træffe de i § 181 omhandlede Bestemmelser med Hensyn til Bevisets Førelse. Retten har som en Følge heraf at afgjøre, om Vidner, Synsmænd og Parter skulle møde for at afhøres under den mundtlige Forhandling, eller om deres Afhørelse skal foregå ved Under-

retten, jfr. § 181 Litr, b og c samt §§96, 203 og 232.

De i denne Paragraf omtalte Forhandlinger forgå mundtlig ligesom efter Hovedreglerne om Sagers Behandling ved Landsretten.

§ 392.

Bevisførelsen for de omtvistede faktiske Punkter foregår i et til Slutningsforhandlingen berammet Møde mundtligt i Overensstemmelse med de almindelige Regler eller ved Oplæsning af vedkommende Forklaringer, når Beviset er ført ved Underretten, jfr. § 224 o. fl.

Parterne have strax mundtlig at fremsætte de yderligere Bemærkninger, som de ville knytte til deres tidligere skriftlige Udviklinger; dog kan Retten, når Beviserne i Sagen have været optagne ved Underretten og altså foreligge skriftligt, tillade Parterne inden bestemte Frister at fremlægge et skriftligt Indlæg fra hver Side i Stedet for den mundtlige Slutningsforhandling.

§ 393.

Med de af det Foregående følgende Lempelser komme iøvrigt denne Lovs almindelige Regler og Grundsætninger for Proceduren til Anvendelse, også når skriftlig Behandling finder Sted.

§ 394.

Dom afsiges på Grundlag af de skriftlige Indlæg i Forbindelse med den mundtlige Bevisførelse og de hertii sig knyttende Slutningsforedrag, eller de skriftlige Beviser og Slutningsindlæg, hvor sådanne benyttes. Påstande, Søgsmålsgrunde, Indsigelser såvelsom overhovedet faktiske Anbringender kunne ikkun komme i Betragtning, forsåvidt de enten indeholdes i de skriftlige Indlæg eller ere optagne i Protokollen ifølge Parternes Begjæring eller Rettens Anordning.

§ 395.

Udebliver nogen af Parterne i et Retsmøde, forinden Sagen er optaget i Henhold

til § 390, bliver Sagen efter den mødende

Parts Begjæring at optage til Påkjendelse på Grundlag af alle de imellem Parterne indtil da vexlede Processkrifter og Dokumenter.

Såvel med Hensyn til Udeblivelse i det til Bevisførelsens Forberedelse bestemte Retsmøde og under Slutningsforhandlingen som iøvrigt forholdes efter de almindelige Regler om Udeblivelse.

§ 396.

Dommens Afsigelse foregår efter de almindelige Regler, Dog kan Rettens Formand, når Omstændighederne tale derfor, anordne, at skriftlig Stemmegivning skal finde Sted.

§ 397.

Med Hensyn til Påanke forholdes der efter de almindelige Negler, kun med den Forandring, at Dommen afsiges på Grundlag af de vexlede Indlæg samt de gjorte Protokoltilførsler. Derimod kan Påanken ikke dreje sig om de i § 299 1ste Stykke sidste Punktum omhandlede Omstændigheder.

§ 398.

Ved Højesteret kan skriftlig Behandling undtagelsesvis anordnes, når Sagens Beskaffenhed med Nødvendighed kræver det (§ 312).

Sagen forhandles i så Fald ved skriftlige Indlæg, ikke mere end to fra hver Side, som vexles mellem Parterne og afgives til Retten i Forbindelse med Sagens Dokumenter inden de Frister, som Formanden i Højesteret bestemmer.

§ 399.

Sager angående et Ægteskabs Ugyldighed eller Opløsning blive at behandle ved Lands-

retten for det Sted, hvor Ægtemanden har Bopæl eller Opholdssted, eller, dersom han har forladt Landet eller det ikke vides, hvor han er, hvor han sidst havde Bopæl eller Opholdssted her i Riget. Dog, hvis Separation fra Bord og Seng finder Sted eller Manden har forladt Hustruen, må Sag mod Hustruen anlægges ved den Ret, som ifølge de almindelige Regler i første Afsnit Kapitel II er hendes Værnething.

§ 400.

Ægteskabssager, hvorved i dette Kapitel forståes Sager angående et Ægteskabs Ugyldighed eller Opløsning (§ 399), behandles efter de for Landsretsproceduren gjældende Regler, dog med de nærmere Bestemmelser, som gives i efterfølgende Paragrafer.

§ 401.

Dersom Sagføgte ikke efter Modtagelsen af Sagsøgerens Klageskrift inden den i § 133 bestemte Tid afgiver Tilsvarsskrift og deri opgiver en til Sagens Udførelse antagen Sagfører, har Sagføgeren at andrage på, at der må blive beskikket Sagsøgte en Forsvarer af det Offentlige. Forsømmes dette, afvises Sagen.

Salæret til den for Sagsøgte beskikkede Forsvarer udredes af det Offentlige, hvor det ikke pålægges Sagsøgeren som tabende Part at udrede det.

§ 402.

Retten kan uden Hensyn til Modpartens Begjæring pålægge Sagsøgeren at fremstille sig til Alfhørelse under Hovedforhandlingen og til der under Ed at besvare de Spørgsmål angående Sagens Gjenstand, som Retten måtte gjøre. Ugrundet Undladelse heraf eller Vægring herved har til Følge, at Sagen afvises.

§ 403.

Ligeledes kan Retten, hvis Sagsøgte boer eller opholder sig i Riget, pålægge denne at fremstille sig til Afhørelse under Hovedforhandlingen og der under Ed at besvare de Spørgsmål angående Sagens Gjenstand, som gjøres af Retten. Ugrundet Undladelse af at møde eller Vægring ved at svare medfører dog kun Virkning efter § 404 2det Stykke.

§ 404.

Indrømmende Proceserklæringer have ikke Virkning som bindende Grundlag for Stridsspørgsmålets Indhold og Omfang, men der kan alene tillægges dem Betydning som Bevismidler.

Udeblivelse, Tavshed eller ubestemte Erklæringer i de i § 97 omhandlede Tilfælde kunne tages i Betragtning som Bevismidler imod Pågjældende, men der kan iøvrigt ikte i og for sig tillægges dem den i ommeldte Paragraf angivne Retsvirkning.

§ 405.

Parts Ed finder, asset fra de i §§ 402

og 403 omhandlede Tilfælde, ikke Anvendelse i Ægteskabssager,

§ 406.

Dom, grundet på Sagsøgte Udeblivelse i Henhold til § 286, må ikke afsiges i Ægteskabssager, men Sagsøgtes Udeblivelse har til Følge, at Sagen udsættes, indtil der ved en af det Offentlige på Sagsøgerens Begjæring beskikket Sagfører gives Møde for Sagsøgte.

§ 407.

Hvor Annullation af et Ægleskab skal finde Sled i offentlig Interesse uden Hensyn til Ægtefællernes eller Trediemands Påstand, er Anklageren kompetent til at optræde som Sagsøger på det Offentliges Vegne.

§ 408.

I Sager, hvorunder en bortebleven Persons Arvinger ifølge Frd. 11te Septbr. 1839 søge sig hans Formue tilkjendt enten til Frugtnydelse eller til Ejendom, have Sagsøgerne i Overensstemmelse med Grundsætningerne i §§ 401 og 406 at drage Omsorg for, at et Forsvar for den Borteblevne møder, ligesom de ere pligtige til efter Rettens Anordning at fremstille sig for at afgive edelig Forklaring angående de Omstændigheder, på hvilke Sagens Afgjørelse beror.

§ 409.

Andragende om Umyndiggørelse kan fremsættes af Pågjældendes Ægtefælle, Slægtninge, Værge, Kurator eller Lavværge.

Derhos er i alle Tilfælde Øvrigheden berettiget til gjennem Anklageren at andrage på Nogens Umyndiggjørelse, når dette efter de Oplysninger, som enten fra Vedkommende selv, hans Slægt eller Venner eller på anden Måde ere komne Øvrigheden i Hænde, må ansees for rigtigt.

Endelig kan Enhver selv andrage på at måtte blive umyndiggjort.

§ 410.

Andragende om Umyndiggjørelse indleveres skriftlig til Underdommeren på det Sted, hvor den Pågjældende, om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmål, boer eller opholder sig; har han ikke bekjendt Bopæl eller Opholdssted da til Underdommeren på det Sted, hvor hans sidste bekjendte Bopæl eller Opholdssted er beliggende.

Skriftlige Beviser for de Omstændigheder, ved hvilke Umyndiggjørelsen skal begrundes, skulle såvidt muligt ledsage Andragendet. Skjønnes yderligere Oplysninger fornødne, kan Underdommeren gjøre Vedkommende opmærksom herpå og opfordre ham til at tilvejebringe dem, ligesom Underdommeren kan indkalde den, der søges umyndiggjort, til at møde for ham.

§ 411.

Er Andragendet udgået fra den, om hvis Umyndiggjørelse der er Spørgsmål, eller indvender han ikke Noget imod det, efterat han af Underdommeren er opfordret til at møde og erklære sig over det, tilfalder det Underdommeren ifølge de foreliggende Oplysninger at afgjøre, om der er tilstrækkelig Grund til Umyndiggørelsen, og i bekræftende Fald har han da at afsige endeligt Umyndighedsdekret, som ikke kan påankes.

I alle andre Tilfælde har Underdommeren at indsende Andragendet og de samme ledsagende

Beviser i Forbindelse med sådan skriftlig Erklæring, hvortil han måtte finde Grund, til Formanden for den Landsret, under hvilken han står.

Dersom Umyndiggjørelsesgrundene findes at være sandsynliggjorte ved de fremlagte Beviser, og der kan antages at være Fare forbunden med Opsættelse, kan Underdommeren strax forinden Indsendelsen til Landsretten afsige et foreløbigt Umyndiggjørelsesdekret, der, da det strax træder i Kraft, bliver at thinglæse og iøvrigt offentliggøre på den Måde og med de Retsvirkninger, som Pl. 10de April 1841 bestemmer. Samtidig med Dekretets Afsigelse beskikker Underdommeren en foreløbig Værge.

§ 412.

Landsrettens Formand beskikker en Sagsører til at varetage dens Tarv, som søges umyndiggjort, hvis ikke en Sagfører anmelder sig som antaget af denne, og berammer derefter mundtlig Forhandling af Sagen i et Retsmøde, til hvilket begge Parter indkaldes ved Foranstaltning af Landsrettens Formand og med et af ham bestemt Varsel.

§ 413.

I Retsmødet bliver det, efterat Parterne have ytret sig, ved Rettens frie Skjøn at afgjøre, om endeligt Umyndiggjørelsesdekret skal afsiges på Grundlag af de foreliggende skriftlige Beviser og Erklæringer, eller om en yderligere Bevisførelse behsves.

Findes Andragendet om Umyndiggjørelse allerede efter de foreliggende Oplysninger at burde afvises som ugrundet, ophæver Landsretten det foreløbige Umyndiggjørelsesdekret, dersom et sådant måtte være afsagt af Underdommeren.

§ 414.

Skal yderligere Bevisførelse foregå, berammer Landsretten et senere Møde hertil.

I dette må Parterne da fremstille de Vidner og Skjønsmænd og fremkomme med de andre Beviser, som de formene at kunne benytte og forskaffe. Retten kan indkalde den, der søges umyndiggjort, til personlig at møde for den.

Derefter afgjør Retten efter et frit skjøn, om endeligt Umyudiggjørelsesdekret skal afsiges, eller om Andragendet herom skal afvises.

§ 415.

Udebliver den, der andrager på Nogens Umyndiggjørelse, i de i §§ 413 og 414 omhandlede Møder, afvises Sagen, dersom ikke Retten i Omstændighederne finder Grund til at udsætte den.

§ 416.

Omkostningerne ved heromhandlede Fremgangsmåde, derunder indbefattet Salær til den ifølge § 412 beskikkede Sagfører, pålægges ved Kjendelsen i Sagen ven, der umyndiggjøres. Tages Andragendet om Umyndiggjørelse ikke til Følge, blive Omkostningerne at udrede af den, der har rejst Sagen eller af det Offentlige, hvis Sagen er rejst af Øvrigheden.

§ 417.

Den ovenangivne Fremgangsmåde bliver også at anvende, når der af Andre fremføres Andragende om, at Enke må sættes under fast Lavværgemål.

Når en Enke selv begjærer at blive sat under en fast Lavværge, har Underdommeren uden videre Undersøgelse at beskikke en sådan for hende.

§ 418.

Når endeligt Umyndiggjørelsesdekret er afsagt, eller når det er besluttet, at en Enke skat sættes under fast Værgemål, påhviler det vedkommende Ret strax at give den til Værges eller Lavværges Udnævnelse kompetente Myndighed Underretning herom.

§ 419.

Når enten Øvrigheden eller den Person, der er erklæret umyndig eller sat under fast Lavværge, eller nogen af de i § 409 1ste Stykke angivne Personer for Landsretten troer at kunne oplyse, at der ikke længere er Grund til denne Foranstaltnings Vedbliven, har Pågjældende at indgive et Andragende til Formanden for Landsretten i den Kreds, hvor den Umyndig-

gjorte boer, om at måtte blive stedet til i et Retsmøde at begrunde eller lade begrunde en

Begjæring om Umyndiggjørelsens Ophævelse. Er Sindssvaghed Umyndiggjørelsesgrunden, kan der dog ikke tages Hensyn til et af den Umyndiggjorte eller af Andre på hans Vegne indgivet Andragende, medmindre det er ledsaget af en Læges Anbefaling.

Derefter har Landsrettens Formand at beramme et Retsmøde, om hvilket der, forsåvidt Andragendet er udgået fra den Person, som er erklæret umyndig, skal meddeles hans Værge betimelig Underretning; i Retsmødet høres den Pågjældende, og de af ham fremførte Beviser overvejes, hvorefter Landsretten enten ophæver det afsagte Dekret om fast Lavværges Beskikkelse eller afviser hans Begjæring.

§ 420.

De om Landsretsproceduren givne Forskrifter komme iøvrigt med de af det Foregående følgende Lempelser til Anvendelse i disse Sager.

Påanke af eller Besværing over Landsrettens Beslutninger i de i dette Kapitel omhandlede Tilfælde kan ikke finde Sted. Ej heller kan ny Foretagelse af Sagen bevilges i de i dette Kapitel omhandlede Tilfælde.

§ 421.

Sager, hvorved Mortifikationsdom søges, blive at anlægge ved Landsretten på det Sted, hvor vedkommende Dokument er udstedt, forsåvidt der ved Dokumentet gives Pant i fast Ejendom, der hvor denne er beliggende. Lade disse Regler sig ikke anvende, f. Er. fordi Dokumentet er udstedt af en dansk Undersåt i Udlandet, skal Sagen anlægges i Kjøbenhavn.

Mortifikation af Oplagsbeviser søges På det Sted, hvor Oplagshuset er beliggende.

Sager, hvorved Ejendomsdom søges, blive at anlægge på det Sted, hvor Ejendommen er beliggende, eller, hvis Sagens Gjenstand er et

Gjældsbrev, hvor Mortifikation af dette skulde søges efter Reglerne i denne Paragraf.

§ 422.

Den, der søger Mortifikation, har at fremsætte skriftlig Begjæring om at måtte udstede Indkaldelse til den eller dem, som måtte være Ihændehaver af Dokumentet eller anse sig berettiget til det, ved Landsretten for det Sted, hvor Sagen efter § 421 skal føres.

§ 423.

Den, der søger Mortifikation, skal forsyne sin Begjæring med Oplysninger, som vise, at han er berttiget til at erholde Mortifikation, og navnlig om Måden, hvorpå Dokumentet er frakommet ham, hvorhos det pågjældende Dokument må betegnes med en sådan Tydelighed, at det ikke kan forvexles med andre.

§ 424.

Landsretten afgjør dernæst ved Kjendelse i et Retsmøde, hvortil den, der søger Mortifikation, tilsiges, om offentlig Indkaldelse må udstedes. Forinden Beslutning herom tages, kan Retten stille Spørgsmål til den, der søger Mortifikation. Udebliver han, eller befindes hans Svar ufyldestgørende, kan Retten nægte ham at udstede Indkaldelsen.

De stillede Spørgsmål og afgivne Svar optages i Retsbogen.

§ 425.

Landsrettens Kjendelse, hvorved den offentlige Indkaldelses Udstedelse nægtes, kan gjøres til Gjenstand for Besværing til Højesteret. Højesteret afgjør Sagen på Grundlag af den indgivne skriftlige Begjæring, med tilhørende Oplysninger i Forbindelse med den ifølge § 424 stedfundne Protokoltilførsel.

§ 426.

Tilstedes det at udstede offentlig Indkaldelse, udfærdiger Retten en sådan i Overensstemmelse med den indgivne Begjæring, hvorefter

den, der søger Mortifikation, har at iværksætte Indkaldelsens offentlige Bekjendtgjørelse ved Indrykkelse 3 Gange i den almindelige Tidende, som ved Kgl. Anordning bestemmes til retslige Bekjendtgjørelser, samt i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad.

§ 427.

Indkaldelsen skal indeholde den efter Omstændighederne fornødne og mulige Betegnelse af Dokumentet samt Opfordring til den eller dem, der måtte anse sig for berettigede til det, til at møde for at fremkomme med deres Indsigelser mod dets Mortifikation på en i Indkaldelsen af Retten nærmere bestemt Retsdag, som ikke må falde tidligere end 12 Uger og ikke senere end 1 År efter Indkaldelsens tredie Indrykkelse i de offentlige Tidender. Derhos må Indkaldelsen indeholde en udtrykkelig Tilkjendegivelse om, at den, der ikke møder og fremsætter Indsigelse, må vente at se Dokumentet mortificeret.

§ 428.

Møder Ingen og gjør Indsigelse på den i Indkaldelsen bestemte Retsdag, gives der, forsåvidt Retten ikke i den brugte Fremgangsmåde ser nogen Hindring derfor, Mortifikationsdom uden Forbehold.

Møder derimod Nogen og fremsætter Indsigelse, kan der under lige Forudsætning forlanges afsagt Mortifikationsdom med udtrykkeligt Forbehold af den Mødendes Ret.

§ 429.

Spørgsmålet om den Mødendes Ret til at modsætte sig Mortifikationen afgjøres under en sænskilt Sag, der kan anlægges såvel af den, der søger Mortisikation, som af den, der har rejst Indsigelse mod Mortifikationen. Med Hensyn til denne Sags Anlæg og Udførelse gjælde i Eet og Alt de almindelige Regler.

§ 430.

Når det ved endelig Dom er afgjort, at den rejste Indsigelse mod Mortifikationen er ugrundet, opnår den, som har søgt Mortifikation, samme Retsstilling, som om den i § 428 2det Stykke omhandlede Dom var givet uden Forbehold.

§ 431.

Mortifikationsdomme som sådanne, hvad enten de ere afsagte med eller uden Forbehold, kunne ikke angribes ved Påanke undtagen på Grund af Fejl eller Mangler ved den brugte Fremgangsmåde eller på Grund af, at Tilfældet ikke egner sig til Mortifikation.

§ 432.

Det har sit Forblivende ved den gjældende Rets Regler om, hvo der kan søge Mortifikation, og hvilke Dokumenter der kunne mortificeres, såvelsom angående Retsvirkningerne af Mortifikation.

Med Hensyn til Oplagsbevisers Mortifikation bliver der at forholde efter denne Lovs Regler, dog at det, når Omstændighederne tale derfor, ved Kjendelse kan bestemmes, at de oplagte Varer mod Sikkerhedsstillelse kunne udleveres eller afhændes, forinden Varselet er udløbet.

Bestemmelserne i Frd. 28de Marts 1845 § 17 berøres ikke af denne Lov.

§ 433.

De ovenfor givne Regler om Fremgangsmåden ved Mortifikationsdoms Erhvervelse komme med de af Forholdets Natur flydende Lempelser til Anvendelse, når Nogen vil søge Gjendomsdom efter foregående offentlig Indkaldelse.

§ 434.

Det har iøvrigt sit Forblivende ved den gjældende Rets Regler om Adgangen til at søge sådan Ejendomsdom såvelsom om Retsvirkningerne af den.

§ 435.

Exekution kan ske på Grundlag af:

1) Domme og Kjendelser, afsagte af lovlig bebestående Domstole i Riget, såvelsom af andre indenlandske Myndigheder, der efter Lovene ere beføjede til at afsige exigible Kjendelser.

2) Forlig, indgåede for de i Riget lovlig bestående Forligskommissioner, Retter eller Øvrigheder, for de sidstnævntes Vedkommende dog kun forsåvidt det ved Lovgivningen er dem pålagt at mægle Forlig i sådanne Tilfælde, såvelsom for Landvæsenskommissioner og andre Myndigheder, om hvilke Lovene bestemme, at de for dem afsluttede Forlig skulle kunne exekveres.

3) Thinglæste Pantebreve, hvorved der for en bestemt angiven Pengesum gives Pant i fast Ejendom, når de indeholde Parternes Vedtagelse om, at der uden foregående Lovmål og Dom skal kunne gjøres Exekution i Pantet, samt ere oprettede eller vedkjendte for Notarius publicus eller for to Vitterlighedsvidner; Udlæget, som kan ske ikke blot for Kapitalen eller Afdrag på samme, men også særskilt for Renter, kan dog ikke udstrækkes til Andet end Pantet. Udpantning samt Udsættelses- og Indsættelsesforretninger uden foregående Lovmål og Dom kunne finde Sted under de i dette Afsnits anden Hovedafdeling angivne Betingelser.

§ 436.

Fremdeles kan Exekution iværksættes

efter Domme og Kjendelser, afsagte af udenlandske Retter eller andre hertil kompetente udenlandske Myndigheder, når: a) Parten i det pågjældende Tilfælde efter de danske Loves Grundsætninger kunde drages for den udenlandske Ret eller Myndighed;

b) Dommen eller Kjendelsen efter det pågjældende fremmede Lands Love i den foreliggende Skikkelse og Tilstand giver Adgang til Exekution;

c) Dommen eller Kjendelsen ikke går ud på Noget, hvis Gjennemførelse ved Statens Tvangsmyndighed vilde stride imod ufravigelige Forskrifter eller Grundsætninger i den danske Ret.

Det bliver at bestemme ved Kgl. Anordning, hvilke Stater der i Henseende til Fuldbyrdelsen af Domme og Kjendelser skulle behandles efter denne Paragraf.

Med Hensyn til Sverrig har det sit Forblivende ved Lov 19de Februar 1861.

§ 437.

Exekution foretages af Underdommeren, der i denne sin Virksomhed benævnes Foged.

Ved Exekutionsforretningens Foretagelse har Fogden at serge for, at tvende gode Mænd ere tilstede som Vidner. Disse ere tillige uden anden særlig Bemyndigelse kompetente til at foretage de under Forretningen forefaldende Vurderinger og andre lignende skjøn. Skulde de ikke være istand til retteligen at anslå de forekommende Gjenstande, har Fogden at tilkalde andre Mænd, som hertil ere skikkede. Såvel Vidnerne som de, der tilkaldes for at udføre Vurderinger, have i Fogedprotokollen at underskrive en Forsikring på Tro og Love om, at de ville udføre Vurderingen efter deres bedste Overbevisning.

Det udøvende Politi er pligtigt på Forlangende at understøtte Fogden, dersom han i sine Forretningers Udførelse møder sådan Modstand, som han ikke ved egen og Vidnernes Hjælp troer at kunne overvinde, eller han af andre Grunde begjærer Politiets Bistand.

§ 438.

Ingen Foged kan foretage Exekutions-

forretninger udenfor sin egen Retskreds, medmindre disse blot ere at anse som Fortsættelse af en i Retskredsen påbegyndt Exekution, i hvilket Tilfælde han i tilstødende Retskredse er kompetent til at foretage Exekution i rørligt Gods. Dog er Fogden ikke pligtig at rejse længere end 2 Mile ud over Grænserne af hans Retskreds.

§ 439.

Den, der vil have en Exekution fore taget, skal for Fogden fremsætte sin Begjæring herom, ledsaget af Udskrift af Dommen, Kjendelsen eller Forliget eller af det originale Pantebrev, ligesom han også ved samme Lejlighed har at meddele alle de Oplysninger, som iøvrigt måtte være fornødne, for at Fogden kan tage Bestemmelse om Forretningens Berammelse.

Begjæringen stal, hvis Fordringen, bortset fra Procesomkostninger og Renter, der ere påløbne siden Processens Begyndelse, overstiger 400 Kr.s Værdi, være skriftlig. I andet Fald kan den fremsættes mundtlig for Fogden, som da har at tage den til Protokollen.

§ 440.

Dommen eller Kjendelsen, som skal exekveres, må være udfærdiget i lovmæssig Form. Er dette Tilfældet, vedkommer det ikke Fogden at undersøge eller afgjøre, om Dommen eller Kjendelsen måtte lide af sådanne Fejl eller Mangler, som kunde medføre dens Annullation eller Forandring efter Retsmidlers Anvendelse.

Kun hvis Dommen eller Kjendelsen ikke er udgået fra en lovlig bestående Domstol eller nogen til at afsige exigible Dekreter beføjet Myndighed, eller den ikke ifølge sit Indhold kan fuldbyrdes, har Fogden at nægte Exekution.

§ 441.

Under Exekutionen af Forlig, hvad enten de ere indgåede for Forligskommissioner, Retter eller Øvrigheder, har Fogden at påkjende alle Indsigelser mod Forligets Gyldighed, dog, hvad Retsforlig angår, kun, forsåvidt Fogdens Kjendelse ikke vilde indeholde en Bedømmelse af Rettens Handlinger.

Er den ved Forliget hjemlede Fordring knyttet til en Betingelse eller en Tidsfrist, eller støttes den på en gjensidig bebyrdende Retshandel, må det ved Forligets eget Indhold eller ved andre offentlige Dokumenter eller ved Skyldnerens egen Indrømmelse være givet, at Betingelsen er indtrådt eller Tidsfristen udløben, eller at Forligshaveren fra sin Side har opfyldt Retshandlen, forfåvidt ikke lovligt Tilbud herom fremkommer under selve Forretningen og da endnu kan betimelig fremsættes.

§ 442.

De i foregående Paragraf med Hensyn til Forlig opstillede Grundsætninger finde også Anvendelse på de i § 435 3° nævnte Pantebreve.

§ 443.

Den, der forlanger Exekution efter en udenlandsk Dom eller Kjendelse, må samtidig med Begjæringen herom forelægge Fogden de Oplysninger, som ere fornødne for at bedømme, om de i § 436 foreskrevne Betingelser ere tilstede.

Hvis den i § 436 Litr. b nævnte Omstændighed ikke oplyses ved en fra vedkommende udenlandske Myndigheder udgået Påtegning på Dommen eller Kjendelsen, i hvilken Henseende det bemærkes, at det ved Kgl. Anordning kan bestemmes, hvilke udenlandske Myndigheder der ere kompetente til at meddele slig Påtegning, må der for Fogden fremlægges sådanne Bevisligheder, som ifølge den danske Rets Grundsætninger udkræves for at oplyse fremmed Ret.

Fogden har da ved Kjendelse at erklære Dommen eller Kjendelsen for at være i Besiddelse af samme Exekutionskraft, som om den var afsagt af en dansk Domstol, og dens Fuldbyrdelse foregår da efter de samme Regler, som ere gjældende om indenlandske Domme og Kjendelser.

§ 444.

Domme kunne fuldbyrdes, når Fuldbyrdelsesfristen er udløben, uden at Pånke er bleven iværksat (§ 306) eller ny Foretagelse

af Sagen ved samme Ret bleven forlangt (§ 330) inden denne Frists Udløb. Fuldbyrdelsesfristen er i Reglen 4 Uger fra Dommens Afsigelse at regne.

Ved Domme, der påbyde en Handlings Foretagelse, kan Retten forlænge den nævnte Tidsfrist, hvis Domfældte findes at behøve længere Tid til at efterkomme Dommen. For Edsdommes Vedkommende er Edsfristen tillige at anse som Fuldbyrdelsesfrist.

Ved Domme, som pålægge at undlade Noget, kunne de af deres Overtrædelse flydende Følger ikke bringes til Anvendelse imod Domfældte før den almindelige Fuldbyrdelsesfrists Udløb.

Ej heller kan Domhaveren ved Domme, som tilkjende ham en Ret, skride til at iværksætte eller lade iværksætte sådanne til sammes Udøvelse sigtende Handlinger, der ikke fremtræde som Exekution, før Udløbet af den almindelige Exekutionsfrist.

§ 445.

Ved udtrykkelig Bestemmelse i Dommen kan Retten, når Omstændighederne tale herfor, efter Vedkommendes Påstand sætte Fuldbyrdelsesfristen til kortere Tid end 4 Uger, men dog i Edssager ikke til kortere Tid end Edsfristen. I Forbindelse hermed kan det på Sagvolderens Andragende bestemmes, at Domhaveren skal stille Sikkerhed, dersom han inden Udløbet af den almindelige Fuldbyrdelsesfrist vil exekvere Dommen.

Ligeledes kan det efter Vedkommendes Påstand i Dommen bestemmes, at Exekution med eller uden foregående Sikkerhedsstillelse skal kunne iværksættes, uanset at Retsmidler betimeligt anvendes imod Dommen.

Andragende om foranførte Bestemmelser må fremsættes senest under den mundtlige Hovedforhandling.

§ 446.

Kjendelser under Sagens Drift, som bestemme Noget, der skal fuldbyrdes, kunne exekveres strax, såsnart de ere afsagte og givne beskrevne, medmindre Andet fremgår af Kjendelsens eget Indhold.

§ 447.

Exekution efter Forlig kan foregå, såsnart Fordringen efter Forligets Indhold er forfalden. Ved Pantebreve kan Panthaveren skride til Exekution, når der er forløbet en Tid af 14 Dage fra Forfaldstiden at regne og der derhos, forsåvidt Skyldneren boer på den pantsatte Ejendom, med 3 Dages Varsel er givet ham en i Overensstemmelse med Reglerne i første Afsnit Kapitel IX forkyndt Meddelelse om, når Forretningen vil blive foretagen.

§ 448.

Når Fuldbyrdelsesfristen er udløben, kan Exekutionen ikke hindres ved senere iværksat Påanke eller Begjæring om ny Foretagelse af Sagen, selv om de for disse Retsmidlers Anvendelse fastsatte eller senere særlig bevilgede Frister ikke endnu ere forløbne.

§ 449.

Exekutionskraften tabes kun ved tyveårig Forældelse. Dog påhviler det den, som har ladet hengå mere end et År fra den Tid, Exekution kunde være foretaget, at lade Pågjældende, forsåvidt han har bekjendt Bopæl inden Riget, ved en Notarialbeskikkelse opfordre til at efterkomme Dommen, Kjendelsen, Forliget eller Pantebrevet. I Stedet for en sådan Notarialbeskikkelse kan også træde en Opfordring, forkyndt i Overensstemmelse med Reglerne i første Afsnit Kapitel IX.

Exekution kan da ikke ske, førend 3 Uger ere forløbne efter denne Opfordring.

§ 450.

De i det Følgende om Domme givne Bestemmelser finde også Anvendelse på Forlig og andre Exekutionsgrundlag, dog med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur.

§ 451.

Er der pålagt Domfældte en anden Ydelse end Penge, sker Dommens Exekution, med de i §§ 452—454 nævnte Undtagelser, derved, at Domhaverens Interesse i Dommens Efterkommelse anslåes i Penge, og at Vederlagsbeløbet inddrives efter de i det Følgende i anden Underafdeling opstillede Regler, forsåvidt ikke en efter Dommens Afsigelse indtrådt Umulighed eller andre lignende Omstændigheder efter den borgerlige Rets Grundsætninger har befriet Domfældte uden tillige at medføre Erstatningspligt for ham.

Hvis der ikke, ifølge hertil sigtende subsidiære Påstande under Sagen, i selve Dommen er fastsat et Pengevederlag, som træder istedetfor den Ydelse, hvorpå Dommen principalt går ud, kan Domhaveren under Fogedforretningen fåe fastsat det Pengebeløb, hvortil hans Interesse må anslåes.

I Reglen har Fogden med Vidnernes Bistand at føretage Ansættelsen (§ 437); hvis disse ikke ere tilstrækkelig sagkyndige, kan Fogden udmelde Andre, som, efter for ham at have aflagt Ed, yde den fornødne Bistand.

Fogden har, såvidt muligt, at tilkalde Domfældte, for at han kan afgive sine Oplysninger og Erklæringer, forinden Vederlagssummen bestemmes.

Derefter fastsætter Fogden Pengevederlaget ifølge sit Skjøn over Omstændighederne og uden at være bunden ved Vidnernes eller de i deres Sted trædende Personers Anskuelse. Han har herved fornemlig at drage Omsorg for, at Domhaveren får fuldstændig Erstatning, og i Tvivlstilfælde har han hellere at fastsætte denne rigeligt end at udsætte Domhaveren for at lide noget Tab ved, at Dommen ikke efterkommes.

Anlægger Domhaveren i Anledning af, at Dommen ikke efterkommes, Straffesag ifølge 3 456, kan det ham tilkommende Pengevederlag fastsættes under denne istedetfor under Fogedforretningen.

§ 452.

Skal Domfældte fravige Besiddelsen af en fast Ejendom eller tilstede Domhaveren en vis Rådighed over den, har Fogden, såvidt gjørligt, umiddelbart at fremtvinge Dommens Efterlevelse ved Domfældtes Udsættelse og Domhaverens Indsættelse eller på anden lignende Måde.

§ 453.

Lyder Dommen på, at Domfældte skal udlevere en rørlig Ting, har Fogden ligeledes umiddelbart at sætte Dommen i Værk ved at fratage Domfældte Tingen med Magt eller ved anden lignende Tvangs Anvendelse. Forefindes Tingen ikke under Forretningen, kan Domhaveren fordre sin Interesse ansat til Penge på den i § 451 omtalte Måde og Beløbet inddrevet.

§ 454.

Skal Domfældte ifølge Dommen udføre et Arbejde eller træffe andre lignende Foranstaltninger, kan Fogden efter Domhaverens Påstand tillade denne at lade Sådant foretage ved Andre og derefter inddrive det efter en af Fogden godkjendt Regning hertil medgåede Beløb, dersom dette efter Omstændighederne findes at være den letteste og hurtigste Måde, hvorpå Domhaveren kan komme til sin Ret. Er Domfældte tilpligtet at udstede eller underskrive et Dokument, kan Fogden udfærdige dette med samme Virkning, som om han af Domfældte var bleven befuldmægtiget hertil.

Er Domhaveren kjendt berettiget til at udføre en Handling mod at erstatte den herved bevirkede Skade, eller Domfældte kjendt pligtig at foretage Noget imod at fåe Udgifterne derved erstattede af Domhaveren, er Fogden pligtig til på Vedkommendes Forlangende, om fornødent med Sagkyndiges Bistand, at afgjøre Spørgsmål om Udførelsen af Dommen såvelsom at bestemme Størrelsen af den Erstatning, der skal udredes i Forbindelse med Dommens Fuldbyrdelse.

§ 455.

Lyder Dommen på, at Domfældte skal undlade Noget, kan Domhaveren, når Dommen overtrædes, dersom det ikke i Dommen selv er

bestemt, hvilket Ansvar der skal være forbundet hermed, under en Fogedforretning på den i § 451 bestemte Måde fåe den ham i Anledning af Dommens Overtrædelse tilkommende Erstatning anslået i Penge og Beløbet inddrevet. Forsåvidt Domhaveren i Anledning af Dommens Overtrædelse anlægger Straffesag i Henhold til § 456, kan Erstatningen fastsættes under denne istedetfor under Fogedforretningen.

§ 456.

Den, der modvillig undlader at efterkomme en Dom, hvorved det er ham pålagt at føretage Noget, såvelsom den, der forsætlig overtræder en Dom, hvorved det er ham pålagt at undlade Noget, kan, hvad enten Domhaveren går frem efter §§ 451—455 eller ikke, under en af ham anlagt Straffesag dommes til Straf af Bøder eller Fængsel. Dog skal den idømte Strafs Fuldbyrdelse og den begyndte Strafs Fortsættelse standses, når Domfældte i alle Måder retter for sig, såvelsom når Domhaveren ved Anvendelsen af den i §§ 451—455 føreskrevne Fremgangsmåde har opnået sin Ret eller Sikkerhed for den. Når Straffedom er afsagt over Domfældte, har det exekutive Politi på Domhaverens Begjæring at yde Bistand til hans Rets Gjennemførelse ved at opsøge og fratage Domfældte de ham frakjendte Ting, hindre ham i at foretage Overtrædelseshandlinger, tilintetgøre hvad der er foretaget i Strid med Domhaverens Ret og deslige.

§ 457.

Ved de foregående Paragrafers Forskrifter er der ikke gjort nogen Indskrænkning i Domhaverens Ret til at benytte de foreløbige Retsmidler for at sikre sig i Henseende til Dommens Efterkommelse.

§ 458.

Domme, der lyde på Betaling af Penge

kunne fuldbyrdes ved Exekution i Domfældtes Formue. Med Hensyn til Bøder, der idømmes i borgerlige Retstrætter, følges de om Exekution af Bødedomme gjældende Regler.

Derimod kan Domfældte ikke underkastes Gjældsfængsel.

Bestemmelserne om de særegne Tvangsmidler, som kunne anvendes for Underholdningsbidrag til Børn, forladte og fraseparerede Hustruer, vedblive at gjælde.

§ 459.

Exekution kan kun udstrækkes til såmeget af Domfældtes Gods, som, efter Fradrag af hvad der kan forudsees at ville medgå til Fyldestgjørelsen af Trediemands fortrinlige« Krav, i Henhold til Fogedvidnernes Vurdering behøves til Dommens Fyldestgjørelse og til Dækning af de Omkostninger, som efter Domhaverens Påstand og Fogdens Skjøn om dennes Rigtighed ville medgå til Retsgebyrer eller andre nødvendige Retsudgister, såsom ved det Udlagtes Flytning, Opbevaring indtil Auktionen m. v.

§ 460.

Exekution iværksættes under Iagttagelse af de i det Følgende givne Regler, enten derved, at Fogden giver Domhaveren Udlæg til Forauktionering i Domfældtes rørlige eller urørlige Gods eller i ham tilkommende Fordringer på Andre, eller derved, at den Rettighed, hvori Udlæg gives, ved Fogdens Foranstaltning udøves i Domfældtes Sted.

Er Godset behæftet eller i Forvejen udlagt til Andre, kan der gives sekundært Udlæg deri.

Hvis rede Penge førefindes, blive disse umiddelbart af Fogden at udbetale Domhaveren til Dækning af eller Afdrag på Fordringen. Domhaveren kan ikke vægre sig ved at modtage Betaling i forfaldne Fordringer på ham selv, hvis Rigtighed anerkjendes.

§ 461.

Domhaveren kan søge Fyldestgjørelse i Frugterne og Indtægterne af faste Ejendomme på den Måde, at Ejendommen ved Fogdens Foranstaltning administreres til hans Fordel og Indtægterne af den benyttes til hans Dæk-

ning på samme Måde som ellers de ved Tvangsauktion indvundne Pengebeløb.

§ 462.

Når Udlæg gjøres i Domfældtes Leje-, Forpagtnings- eller Fæsterettigheder over faste Ejendomme, forsåvidt Sådant kan ske uden at krænke Ejerens Ret, bliver der at forholde efter Reglerne i den foregående Paragraf.

§ 463.

Udlagt Gods ansættes under Fogedforretningen til den Værdi, hvortil det skjønnes under sædvanlige Omstændigheder at kunne udbringes ved offentlig Auktion efter Fradrag af de med Auktionen og Inkassationen forbundne Omkostninger, Hvor Salg ved Auktion ikke finder Sted (§ 515), tages der Hensyn til de Omkostninger, som Salg på anden Måde vil medføre. Ved Udlæg i Fordringer eller i Rettigheder eller i Frugterne og Indtægterne af faste Ejendomme finder ingen Vurdering Sted, men Udlægets Omfang og Udstrækning bestemmes ved et skjøn under tilbørligt Hensyn til de med den benyttede Fremgangsmåde forbundne Udgifter og Omkostninger.

§ 464.

Domfældte, eller hvo der giver Møde for ham, er berettiget til selv at påvise de Ting, i hvilke Exekution skal ske, og Domhaveren kan ikke gjøre Indvendinger herimod, når blot de påviste Gjenstande efter Fogedvidnernes Vurdering eller Skjøn afgive en til det Beløb, der skal inddrives, svarende Sikkerhed.

Dog behøver Domhaveren ikke at modtage Udlæg i fast Ejendom, når der kan påvises rørligt Gods eller Fordringer, hvoraf Fyldestgørelse kan fåes, såvelsom ej heller i Løsøregjenstande, hvis Opbevaring eller Realisation måtte være særlig vanskelig, eller i Fordringer, som må ansees for omtvistede eller usikre. Ej heller kan Domhaveren nødes til at søge sin Fyldestgjørelse på anden Måde, når der kan gives ham Udlæg til Forauktionering. Forsåvidt andet Gods kan påvises, behøver han ikke at modtage sekundært Udlæg i Gjenstande, som i Forvejen ere udlagte til Andre, eller hvorover Andre have erhvervet

Rettigheder, for hvilke Udlægshaveren må stå tilbage.

§ 465.

Påviser hverken Domfældte eller Nogen på hans Vegne Gjenstande, hvori Udlæg kan ske, tilfalder det Domhaveren at udvælge de Gjenstande, hvori han vil søge Fyldestgjørelse. Dog har Fogden herved at påse, at de for Domfældte mest undværlige Gjenstande først udlægges, så at altså en Ejendoms nødvendige Besætning og de til dens Drift uundværlige Avlsredskaber såvelsom Håndværksredskaber og andre til Domfældtes Næringsdrift uomgængelig fornødne Ting ikke udlægges, sålænge andre mere undværlige Gjenstande forefindes.

Gjødning såvelsom Strå og Hø samt Føde- og Sædekorn, forsåvidt til Ejendommens Drift findes fornødent, må ikke ved Udlæg skilles fra Ejendommen, men bliver at betragte som et Tilbehor til den; ej heller må Sæd på Marken omhugges eller andre Frugter optages eller afplukkes, førend de ere modne til at indhøstes.

§ 466.

Når Fyldestgjørelse søges på den i § 461, jfr. § 462, omhandlede Måde, har Fogden at overgive Administrationen af vedkommende Ejendom til en af ham valgt Bestyrer og at pålægge Fæstere, Forpagtere, Lejetagere og Andre at betale deres Afgifter til denne, samt iøvrigt at iværksætte de Tvangsforanstaltninger, som ere fornødne, for at Ejendommens Frugter og Indtægter kunne komme Domhaveren til Nytte.

Den af Fogden indsatte Bestyrer aflægger til de af Fogden bestemte Tider Regnskab for Indkomsterne af Ejendommen og afleverer, i Lighed med hvad der gjælder om Inkassatorer i Almindelighed (§ 511), Overskuder til Fogden efter Fradrag af Administrationsomkostningerne, derunder hans eget Honorar.

Når Domhaveren er bleven dækket for sin Fordring med påløbende Renter og Omkostninger, overleveres Ejendommen igjen til Skyldneren.

Alle Spørgsmål angående Ejendommens

Bestyrelse, Regnskabsaflæggelsen og den tvungne Administrations Ophør afgjøres af Fogden, når Domhaveren, Skyldneren eller andre i Ejendommen Interesserede i den Anledning fremføre Klager eller Indsigelser.

§ 467.

Udlæg kan ikke gjøres i de for Skyldneren og hans med ham samlevende Hustru og Børn fornødne Senge og Sengklæder samt nødvendigste Linned og Gangklæder.

Endvidere kan Skyldneren fordre, at der skal levnes ham Gjenstande, som høre til de vigtigste Livsfornødenheder eller ere nødvendige til hans Næringsvejs Udøvelse, indtil et Vurderingsbeløb af 20 Kr. eller, dersom han er Familieforsørger, af 60 Kr. Disse Gjenstande er han selv berettiget til at undtage fra Udlæget efter eget Valg; har han ikke været tilstede under Exekutionsforretningen, bør der gives dem, der ellers ere tilstede i hans Hus, Anledning til på hans Vegne at føretage et sådant Valg. Denne Ret til at undtage Gjenstande indtil en vis Værdi fra Udlæget, indtræder dog ikke, når Udlæg gjøres for Skatter eller andre Afgifter til det Offentlige, og kommer heller ikke til Anvendelse med Hensyn til Gjenstande, som ere særligen givne til Pant for den Fordring, i Anledning af hvilken Udlæg søges.

§ 468.

Exekution må ikke gjøres i over- eller underordnede Krigeres Uniformstykker, Våben eller andre til deres tjenstmæssige Udrustning og Forsyning fornødne Gjenstande.

Ej heller må Exekution gjøres i civile Embeds- eller Bestillingsmænds Embedsdragter eller i Gjenstande, som af dem holdes og bruges til deres Embeders eller Bestillingers Udførelse.

§ 469.

Exekution kan kun gjøres i Rettigheder, som på den Tid, Forretningen foretages, alt ere erhvervede, derimod ikke i fremtidige Erhvervelser, med Hensyn til hvilke dette ikke er Tilfældet, såsom ventendes Arv.

Exekution kan iværksættes i Domfældtes Fordringer på Andre, selv om de ere betingede eller endnu ikke forfaldne, når de dog

kunne angives og betegnes med tilstrækkelig Bestemthed.

Udlæg kan ikke gjøres i det, som Skyldneren måtte kunne erhverve ifølge gjensidig bebyrdende Kontrakt, der ikke endnu er fuldstændig opfyldt fra hans Side, når det, der af ham skal ydes, er personligt Arbejde eller Tjeneste eller Andet, som Udlægshaveren ikke er eller ved Udlægsforretningen sættes istand til at give eller udføre.

Dog skal ovenstående Forskrift ikke medføre nogen Indskrænkning i den hidtil bestående Adgang til for Underholdningsbidrag til Børn, forladte og fraseparerede Hustruer, at holde sig til Skyldnerens Arbejds- eller Tjenesteløn eller lignende Indtægt.

§ 470.

I sådant Gods, som ellers ifølge dets Natur kunde være Gjenstand for Exekution, kan Udlæg ikke gjøres, når det ved Retshandler med Trediemand eller ved dennes Bestemmelser retsgyldigen er fastsat, at Kreditorer ikke kunne søge Fyldestgjørelse i Godset.

§ 471.

I endnu ikke forfalden Embeds- eller Bestillingsløn eller i lignende Indtægter samt i ikke forfaldne Ventepenge, Pensioner og hermed i Klasse stående Understøttelser, som udredes af Statskassen, Kommunekasser eller andre offentlige Kasser, kan Udlæg ikke gives.

§ 472.

Undtagne fra Exekution ere fremdeles: 1) De militære Underklassers Tjenesteemolumenter i Overensstemmelse med Lov 21de Marts 1874 § 2, 2) Dagpenge og lignende Udredelser til Embedsmænd eller Andre, som udføre offentlige Hverv, samt Rejseudgifter og Tærepenge, der ere udbetalte til indkaldte Vidner eller Synsmænd, 3) Underholdningspenge, som ifølge Øvrighedsresolution, Forlig eller anden lignende Bestemmelse udredes til Hustruer eller Børn, 4) Understøttelse og Hjælp til Trængende, som gives af Stiftelser eller andre veldædige Indretninger såvelsom al Fattigunderstøttelse, 5) Midler og

Penge, der udenrigs fra indsættes i Nationalbanken, samt KlaZfelotterigevinster.

§ 473.

Livrenter, Overlevelsesrenter, Livssorsikkringssummer og lignende mod Vederlag erhvervede Indtægter ere, sorsåvidt ikke Andet ved Retssorholdets Stiftelse retsgyldigen« er bestemt eller vedtaget af Parterne, ikke undtagne fra Erekution, medmindre særlig Lovhjemmel derfor kan påvises.

§ 474.

Erdet fornødne Exekntionsgrundlag tilstede, og finder Fogden ikke iøvrigt Noget til Hinder for at efterkomme Begjæringen om Exekution, berammer han en Tid til Forretningens Foretagelse, såvidt muligt i Overensstemmelse med Domhaverens Ønske.

Exekutionsforretningen skal i Reglen begynde på Domfældtes Bopæl, medmindre Fogden skjønner, at der ifølge de føreliggende Omstændigheder er Anledning til Afvigelseherfra.

Når Dommen lyder på Udlevering eller Afståelse af Ting, kan Exekutionsforretningen begynde, hvor disse forefindes.

Har Domfældte ingen Bopæl i Riget, kan Exekutionsforretningen begynde, hvor Domfældte antræffes, eller hvor Ting, som kunne tjene til Fyldestgjørelse, forefindes.

§ 475.

Forretningen kan ikke fremmes, medmindre der under den gives behørigt Mode fra Domhaverens Side.

Derimod kan den soregå, selv om Domfældte ikke træffes tilstede. Dog stal i dette Tilfælde, hvis ingen Anden fremtræder fom befuldmægtiget til at give Mode for Domfældte, Fogden opfordre hans Hustru, Born over 18 År, Tjenestefolk eller andre til Husstanden horende voxne Personer, fom ere tilstede, til at varetage hans Tarv under Forretningen. Ere sådanne ikke heller at antræsse,

eller ere de uvillige til at optræde, rettes en

lige Opfordring til hans Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, forsåvidt nogen af disse ere tilstede.

§ 476.

Forretningen begynder med, at Fogden opfordrer Vedkommende til ved Fordringens Fyldestgjørelse og de Domfældte til Last faldende Omkostningers Betaling at afværge Exekutionens videre Fremgang. Sker dette ikke, skrider Fogden efter Domhaverens nærmere Begjæring til at foretage de fomødne Exekutionshandlinger i Overensstemmelse med Reglerne i dette Afsnits Kapitel II.

§ 477.

Domfældte er pligtig på Fogdens Forlangende at åbne sine Værelser og Gjemmer, for at det, når Domhaveren begjærer det, kan sees, om heri indeholdes Gjenstande, som egne sig til Udlæg. I Vægringstilfælde, såvelsom når Ingen træffes tilstede, der er istand til at efterkomme Forlangendet, kan Fogden skride til den fornødne Magts Anvendelse. I fornødent Fald er Fogden ligeledes beføjet til at undersøge Domfældtes Person, hvis der er Grund til at antage, at han har skjult Værdigjenstande

§ 478.

Skyldneren er pligtig under Exekutionsforretningen på Forlangende at opgive redeligen og overensstemmende med Sandheden, hvad han ejer til Sikkerhed for eller Fyldest-

gjørelse af Fordringen, samt iøvrigt at meddele alle i så Henseende fornødne Oplysninger. Er Skyldneren ikke tilstede, kan Rekvirenten begjære Forretningen udsat og med et af Fogden bestemt Varsel lade ham tilsige til Mode, hvilket af Rekvirenten kan forlanges afholdt på Fogdens Kontor.

Vægrer Skyldneren sig ved at fremkomme med Opgivelser og Oplysninger eller undlader han uden lovligt Forfald at mede ved Forretningens Fortsættelse, kan Rekvirenten forlange ham hensat i simpelt Fængsel, indtil han opfylder sin Pligt i så Henseende, dog ikke udover 6 Måneder.

14?

§ 479.

Når Skyldneren under' en Exekutionsforretning eller på en Tid, da han maatte forudse en sådan, i egennyttig Hensigt for al unddrage sin Kreditor den ham tilkommende Fyldestgjørelse føretager Noget, der går ud på, at hans lovlige Ejendele eller Fordringer skulle unddrages fra at udlægges til pågjældende Kreditor, bliver han at anse med Straf efter den almindelige borgerlige Straffelovs § 260.

§ 480.

Fra Domfældtes Side kan der med den i § 440 givne Begrænsning fremsættes Indsigelser imod Exekutionens Fremme enten i det Hele eller for en Del eller på den paastaaede Måde.

I Anledning af de fremsatte Indsigelser kan Domhaveren ytre sig.

Om nogen yderligere Ordverling skal finde Sted, beroer på Fogdens Tilladelse.

§ 481.

Trediemand kan fremsætte Indsigelser imod Exekutionen, når dennes Foretagelse på den påståede Måde vilde stride imod hans Ret. Han bar i så Fald blot at møde under Forretningen, fremsætte sin Indsigelse til Protokollen og æske Fogdens Kjendelse, hvorefter den indtrædende Trediemand er at anse som Part i Forretningen.

§ 482.

Forhandlingerne for Fogden foregå mundtlig.

Fogden påkjender den opståede Tvistighed i Henhold til, hvad der fra Parternes Side forklares og indrømmes under Forhandlingerne, såvelsom i Henhold til de fremlagte Dokumenter og andre skriftlige Beviser.

Under Forhandlingerne for Fogden kan i Reglen Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn eller Parternes personlige Afhørelse ikke finde Sted.

Henhører Hovedsagen efter sin Beskaffenhed under Underretternes Afgjørelse, har Fogden at yde Parterne Vejledning i Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 346.

§ 483.

I Fogedprotokollen optages: 3,) Angivelse af Tid og Sted for Forretningen, Parternes Navne, Erekutionegrundlagets Beskaffenhed;

d) Betegnelse af Fogdens og Vidnernes Navne; c) Beretning om Forretningernes Gang i Almindelighed.

I Tilfælde af Tvist optages i Fogedprotokollen en ordret Angivelse af de fremsatte Påftande.

Derhos lader Fogden i det Omfang, som af ham skjønnes hensigtsmæssigt, Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng protokollere, dog ikke ordret, men kun efter deres væsentlige Indhold.

Det Tilførte oplæses og vedsjendes.

§ 484.

Udsættelse kan i Reglen ikke gives under Forretningen, medmindre Parterne ere enige herom.

Derimod kan Fogden anordne eller tilstå en Standsning i Forhandlingerne, når Omstændighederne kræve det, men uden at Forretningen afbrydes.

Fogden har da på Domhaverens Forlangende ved Bevogtning eller på anden Maade at træffe de fornødne Foranstaltninger for at opretholde den samme Tilstand, indtil Forretningen atter fortsættes. Parterne skulle på behørig Måde underrettes om Tiden herfor.

§ 485.

I opståede Tvistigheder afsiger Fogden Kjendelse umiddelbart efter Forhandlingernes Slutning eller dog snarest muligt.

Kjendelsen, der skal vane forsynet med Grunde, indføres fuldstændigt i Protokollen/

Dens Fuldbyrdelse kan ikke hindres ved Anvendelse af Retsmidler.

§ 486.

I Fogedprotokollen optegnes nøjagtigt alle de enkelte Gjenstande, hvori Udlæg gjøres; ved hver enkelt Gjenstand tilføjes dens Værdi efter den stedfundne Ansættelse.

Fogden erklærer derefter til Protokollen de optegnede Gjenstande for udlagte til Dom-

hauercns Fyldestgjørelse og betyder Domfældte, at han fra nu af ikke uden at pådrage sig Strafansvar kan råde over dem på en Måde, som kommer i Strid med Udlægshaverens Ret. Er Domfældte ikke tilstede, gives der den eller dem, som i Henhold til § 475 tilkaldes på hans Vegne, Pålæg om at give Domfældte en sådan Betydning, og efter Omstændighederne kan lignende Betydning gives den Tredjemand, i hvis Besiddelse det Udlagte er.

§ 487.

Hvor der gives Udlæg i fast Ejendom, uden at der tillige gives Udlæg i dens Frugter og Indtægter, forbliver den indtil Tvangsauktionen i Skyldnerens Besiddelse, medmindre denne findes at odelægge eller forringe Ejendommen, i hvilket Tilfælde den kan sættes under en af Fogden valgt Mands Bestyrelse.

Udlægsforretningen må for at kunne gjø« res gjældende imod dem, der ved Retshandler måtte erhverve Rettigheder over Ejendommen, thinglæses ved dennes Værnething efter de om Pantsætning af fast Ejendom gjaldende Regler.

§ 488.

Udlagt Løsøre må, når Udlægshaveren modsætter sig det, ikke forblive i Skyldnerens Besiddelse, medmindre denne stiller antagelig Sikkerhed for dets Tilstedeblivelse i uforringet Stand, men Udlægshaveren er i Almindelighed berettiget til at tage udlagt Løsøre i sin Bevaring dog, hvis det Udiagtes Værdi betydeligt overstiger hans Fordring, kun imod Sikkerhedsstillelse.

Hvor udlagt Løsøre ikke lades tilbage i Skyldnernes Besiddelse, og det heller ikke tages i Forvaring af Udlægshaveren, enten fordi denne ikke ifølge ovenstående Regel har Ret dertil, eller fordi han ikke vil påtage sig dets Bevaring, har Fogden at træffe de fornødne Foranstaltninger til det Udlagtes Bevaring på Domfældtes Bekostning.

§ 489.

Når Gjældsbreve udlægges til Forauktionering, må de forsynes med en Påtegning om Udlæget, hvis dette skal kunne gjøres gjældende imod Trediemand, der senere i god Tro

har fået Gjældsbrevet overbraget til Ejendom eller Pant, eller imod Skyldneren, der senere i god Tro har ydet Betaling på Kapitalen til den, hos hvem Udlæget er sket, mod Kvittering på eller Udlevering af Gjældsbrevet.

Hvor der gjøres Udlæg i Fordringer af anden Beskaffenhed, må der meddeles Skyldneren Underretning herom, da denne i Mangel heraf befries ved i god Tro at betale til den, hos hvem Udlæget er sket. Det Samme gjælder for Skyldneren efter et Gjældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende.

§ 490.

Kan den Ting, hvori Udlæg gjøres, ikke overleveres til Udlægshaveren eller den Mand, som efter Fogdens Bestemmelse stal have den i Bevaring, på Grund af Trediemands Ret til at besidde Tingen, bliver det efter Omstændighederne ifølge Udlægshaverens Begjæring af Fogden at tilkjendegive vedkommende Tredicmand, at Skyldneren ikke er beføjet til at modtage Tingen, når Trediemands Ret til dens Besiddelse ophører.

§ 491.

Når de i de foregående Paragrafer foreskrevne Bestemmelser ere iagttagne, kan den Ret til efter lovlig Omgang at fyldestgjøres af det Udlagte, som Udlæget giver, ikke betages Udlægshaveren hverken ved Skyldnerens påfølgende Død eller Konkurs eller ved fenere af andre Kreditorer iværksat Udlæg, ligesom Skyldneren ej heller ved senere Retshandler gyldige« kan overdrage Trediemand nogen mod Udlægshaverens Ret stridende Rettighed over det Udlagte.

Dog taber Udlægshaveren i Løsøre, som er forblevet i Skyldnerens Besiddelse, sin af Udlcrget flydende Sikkerhedsret overfor Skyldnerens Kreditorer i Tilfælde af Konkurs eller senere Udlæg, når han ikke inden 12 Uger efter Udlægsforretningens Slutning skrider til Tvangsauktion, eller under en Gjenoplagelse af Fogedforretningen får det Udlagte bragt ud af Skyldnerens Besiddelse, medmindre han ved Retsmidlers Anvendelse eller Trediemands Ret har været hindret i at fremme Tvangssalget.

§ 492.

Viser den stedfundne Tvangsauktion, at Udlægshaveren ikke bliver fyldestgjort af det Udlagte, eller kan en Udlægshaver, der ikke har fået tilstrækkeligt Udlæg til at dække hans Fordring, senere påvise Gods, hvori der fan gjøres Exekution, er han berettiget til at for« lange Exekutionsforretningen gjenoptaget og fortsat efter de ovenfor givne Regler. Omvendt er den, bos hvem Udlæget er sket, berettiget til at begjære Forretningen gjenoptaget og det skete Udlæg i det Hele eller for en Del hævet, når den Fordring, hvorfor det er gjort, i det Hele eller for en Del måtte være bleven betalt, efterat Udlceget er sket.

Ligeledes kan Fogden efter Domhaverens Begjæring gjenoptage Gxekutionsforretningen og træffe ny Bestemmelse om Bevaringen og Administrationen af det Udlagte, når Tiden, fom vil hengå forinden Auktionen, betydeligt vil blive forlænget på Grund af Retsmidlers Anvendelse imod Udlægsforretningen, eller når Domfældtes Forhold med Hensyn til udlagt Gods, som er forbleven i hans Besiddelse, giver Anledning dertil, eller når Bekosteligheden ved det Udlagtes Bevaring eller lignende Grunde opfordre dertil.

§ 493.

Også i andre Tilfælde end de i § 492, jfr. § 491 2det Stykke, nævnte kan Exekutionsforretningen gjenoptages efter Begiæring af Trediemand eller en af Parterne, når alle Vedkommende samtykke deri.

§ 494.

Imod den sluttede Exekutionsforretning kan der anvendes Retsmidler i Henhold til de nærmere Bestemmelser herom i dette Afsnits Kapitel V.

Imod Kjendelser, der afsiges af Fogden, kan der først anvendes Retsmidler, efterat hele Exekutionsforretningen er sluttet.

§ 495.

Retsmidler imod Exekutionsforretningen må i Reglen anvendes inden 4 Uger, efterat Exekutionsforretningen er endelig sluttet. Efter Udløbet af denne Frist kan Exekutionsforret-

ningen ikke svækkes, undtagen hvor den i det Hele eller for en Del kan bringes til at bortfalde som en Følge af, at Exekutionsgrundlaget på lovlig Måde tilintetgjøres eller forandres.

Dog kan Landsrettens Formand efter et fra vedkommende Part indgivet skriftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger må følge, tillade, at Exekutionsforretningen angribes ved Retsmidler inden et Års Forløb, når ganske særegne Omstændigheder retfærdiggjøre, at Parten ikke i rette Tid har gjort Retsmidler gjældende.

§ 496.

Udlæg til Forauktionering giver Ret til, efter de i det Følgende opstillede Regler, at sætte det Udlagte til offentlig Auktion og gjøre sig betalt af Auktionssummen, jfr. dog § 515,

Om Adgangen til at stille håndfået Pant til offentlig Auktion uden foregående Dom eller Forlig og Udlæg gjælde den borgerlige Rets Regler, jfr. Konkurslovens § 155.

Ligeledes har det sit Forblivende ved den Statskassen som Panthaver for krediterede Toldafgifter i de en Oplagshaver betroede Oplagsvarer tilkommende Ret til at foranktionere disse uden foregående Retsforfølgning.

§ 497.

Tvangsauktionen foretages i Reglen af den Foged, som har iværksat Udlæget.

Auktionen bliver i Almindelighed at afholde i den Jurisdiktion, hvor Udlæget er sket. Dog er Rekvirenten berettiget til at lade de udlagte Gjenstande bortsælge i nærmeste Kjøbstad eller med Fogdens Billigelse andetsteds.

Dette Steds Foged er da Pligtig at af«

holde Auktionen; dog skal også den Foged, som har foretaget Udlæget, være beføjet til at afholde Auktionen, dersom Rekvirenten ønsker det og han selv dertil er villig.

§ 498.

Ved Auktioners Afholdelse er særlig Til« kaldelse af Vidner ikke fornøden.

Det exekutive Politi er forpligtet til på Begjæring at yde Fogden Bistand i Overensstemmelse med hvad der i § 437 er bestemt.

§ 499.

Ved Begjæringen om Tvangsauktion forholdes der efter de ovenfor i § 439 givne Regler, dog at her desuden Udskrift af Udlægsforretningen må medfølge, medmindre Tvangsauktionen skal foretages af den samme Foged, som har foretaget Udlægsforretningen, i hvilket Tilfælde en simpel Påberåbelse af Udlægsforretningen med Angivelse af dens Datum er tilstrækkelig.

§ 500.

Finder Fogden, at Grundlaget for Tvangsauktionen er i Orden, og at iovrigt Intet er til Hinder for det Udlagtes Forauktionering, har han at foretage de til Auktionens Afholdelse fornødne Skridt i Henhold til den fremsatte Begjæring.

Det bliver at iagttage, at Auktionen ikke må foregå, førend den til Retsmidlers Anvendelse givne ordentlige Frist af 4 Uger er udløben. Fremlægges Bevis for, at Udlægsforretningen inden denne Frists Udløb af nogen af de oprindelige Parter lovlig er angrebet ved Retsmidler, enten selvstændigt eller som et Tilbehør til Dommen, bliver det Udlagtes Forauktionering at stille i Bero.

Dog kan Fogden, når de udlagte Gjenstande ere udsatte for Fordærvelse eller væsentlig Værdiforringelse ved at henligge så længe, som Iagttagelsen af foranstående Bestemmelser vilde kræve, eller når deres Bevaring er forbundet med uforholdsmæssig Bekostning, lade Auktionen afholde til et tidligere Tidspunkt, end de ovenangivne Regler hjemle.

§ 501.

Fogden har at udstede de fornødne Be kjendtgjørelser angående Auktionen, i hvilken Anledning han kan afkræve Rekvirenten de' nødvendige Oplysninger.

§ 502.

Bekjendtgjørelse om Auktion over udlagt Løs øre stal, med den af § 5l4 følgende Undtagelse, ske mindst 14 Dage for Auktionens Afholdelse. Den skal idetmindste 2 Gange indrykkes i den af Egnens offentlige Tidender, som ved Bekjendtgjørelse fra Justitsministeriet hertil bestemmes, således at den første Bekjendtgjørelse sker med det nævnte Varsel, og den anden i Løbet af Varselstiden nogle Dage før Auktionen. Fremdeles stal der om Auktionen ske Opslag ved Plakater og foregå offentligt Udåb, forsåvidt Sådant på Auktionsstedet er sædvanligt ved frivillige Auktioner.

§ 503.

Bekjendtgjørelsen skal indeholde tydelig og nøjagtig Angivelse af Tiden og Stedet, når og hvor Auktionen holdes, samt en almindelig Betegnelse af Gjenstandene, som skulle bortsælges med Fremhævelse af de særlig værdifulde iblandt dem.

§ 504.

Auktionsrekvirenten har at vælge en Mand til Inkasfator, der af Fogden kjendes som pålidelig og vederhæftig. Det påhviler Inkassator at være tilstede ved Auktionen og afgjøre, om han vil give den enkelte Bydende Kredit eller ikke, samt at indkræve Auktionspengene, hvilke han derefter har i en samlet Sum at indbetale til Fogden.

Inkassator er som Selvskyldner ansvarlig for, at Beløbene af de af ham antagne Bud blive betalte, medmindre Andet er vedtaget.

§ 505.

Fogden har at påfe, at der ved Auktionsvilkårene, som iøvrigt forfattes af Rekvirenten, indrømmes vederhæftige Kjøbere den på Egnen ved frivillige Auktioner sædvanlige Kredit, dog uden Fogdens Billigelse ikke udover 3 Måneder.

Det beroer på Auktionsrekvirenten, om han ved Auktionsvikårene vil pålægge Kjøberne at udrede Auktionsomkostningerne, eller om han vil fritage Kjøberne herfor og lade dem forlods udrede af Auktionssummen; i førstnævnte Tilfælde blive de at ansætte til visse Procent eller en vis Andel af hver Krone.

§ 506.

Auktionskataloger kunne udstedes. Om Udgifterne herved skulle bæres af Skyldneren, afgjør Fogden. I benægtende Fald kan enhver i Tvangssalget Interesseret på egen Bekostning udstede Auktionskataloger.

Den, på hvis Bekostning Auktionskata. logerne udgives, er berettiget til at forfatte dem, dog at Auktionens Afholdelse ikke opholdes derefter,

§ 507.

Ved Auktionens Begyndelse oplæses Auk« tionsvilkårene, som tillige skulle opslåes til almindelig Efterretning på et iøjnefaldende Sted i Lokalet, samt, forsåvidt der udfærdiges trykte Auktionskataloger, tilføres disse strax efter Titelbladet.

Når dette er iagttaget, kunne de på Auktionen Bydende ikke påberåbe sig Uvidenhed om Auktionsvilkårene.

§ 508.

Fogden opråber derefter de enkelte Gjenstande til Salg.

Gre Auktionskataloger eller specificerede Auktionsplakater udgivne, bortsælges Tingene i den Orden, disse angive, medmindre Fogden tilsteder Afvigelser herfra; men i modsat Fald er Skyldneren berettiget til at bestemme den Orden, hvori de udlagte Gjenstande skulle opråbes.

Ved hver enkelt Gjenstand optegnes i Pro-

tokollen Auktionskjøberens Navn og Budets Størrelse.

Hvis Betalingen erlægges kontant ved Hammerslaget, gjøres derom Bemærkning.

§ 509.

Udlægshavere ere ingensinde berettigede til at modsætte sig, at ældre eller yngre Udlægshavere i samme Løsøre skride til Tvangsauktion efter de her opstillede Regler. Derimod afgjøres det efter de hidtil gjældende Retsregler, om Panthavere kunne modsætte sig vedkommende Gjenstandes Realisation,

§ 510.

Når Auktionen er holdt i Overensstemmelse med ovenstaaende Regler, er den med Hensyn til sit Udfald bindende for alle dem, hvis Rettigheder over det Bortsolgte ifølge den borgerlige Rets Regler samt Bestemmelsen i § 509 ophøre ved Tvangssalget.

§ 511.

Inden 8 Dage henholdsvis efter Auktionen eller den fastsatte Kredittids Udløb har Inkassator at aflægge Regnskab til Fogden over Auktionsbeløbet og til ham at indbetale, hvad der efter Fradrag af Omkostninger bliver tilovers. I Inkassationssalær må i Reglen ikke beregnes mere end 4 pCt. af de Beløb, hvorpå der gives Kredit, og 2 pCt. af dem, der betales kontant; dog kan Fogden undtagelsesvis, når Inkassationen skjønnes ikke at kunne fåes udført for denne Betaling, tillade, at Inkassationssalæret sættes høiere.

§ 512.

Fogden har derefter uden Ophold at udbetale Auktionsrekvirenten den ham tilkommende Del af Auktionspengene og at afgive det muligvis Tiloversblevne til Skyldneren, medmindre Flere hos Fogden have anmeldt Krav på Deltagelse i det ved Auktionen Indkomne eller det af skjøde- og Pantebøgerne, hvis Bestyrer Fogden har at afkræve Attest i så Henseende, kan sees eller på anden Måde, såsom ved Skyldnerens Forklaring, af Fogden erfares, at sådant Krav haves.

I dette Tilfælde har Fogden at affatte et

Udkast til Auktionssummens Fordeling imellem samtlige Vedkommende ifølge deres Rettigheders Beskaffenhed.

§ 513.

Fogden skal ufortøvet meddele enhver af de i foregående Paragraf omhandlede Personer, som har bekjendt Bopæl inden Riget, særskilt Underretning (§ 122) om, at Udkastet henligger til Eftersyn på hans Kontor. Har nogen af de nævnte Personer ikke bckjendt Bopæl inden Riget, er for hans Vedkommende offentlig Indkaldelse i den almindelige Tidende, som ved Kgl, Anordning bestemmes til retslige Bckjcndtgjørelser, tilstrækkelig.

Fremkommer der ikke inden 4 Uger efter Underretningens Meddelelse eller efter Bekjendtgjørelsen Indsigelse imod Fogdens Udkast, iværksættes Fordelingen ufortøvet i Overensstemmelse med det, dog uden at Nogens Ret iøvrigt er prækluderet herved. Opstår der Tvist om Fordelingen, som det ikke lykkes Fogden ved sin Mægling at bilægge, henviser han de stridende Parter til almindelig Rettergang. Indsigelser mod Fordelingen, der ikke behørig forfølges inden 14 Dage, ansees som ikke fremkomne.

Den Del af Auktionssummen, med Hensyn til hvilken ingen Uenighed er tilstede, udbetales i Overensstemmelse med Udkastet, men den Del, som er Gjenstand for Tvist, tilbageholdes indtil Sagens endelige Afgjørelse. Det påhviler Fogden at drage Omsorg for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbargjørelse i Mellemtiden.

§ 514.

Ere de udlagte Gjenstande udsatte for hurtig Fordærvelse eller Tab i Værdi, eller er deres Bevaring forbunden med uforholdsmæssig Bekostning, kan Fogden lade Auktion afholde med kortere Bekjendtgjørelsesfriter, end de ovenangivne Regler medføre.

§ 515.

Statsobligationer, Bankaktier, Jernbaneaktier, Kreditføreningsobligationer og andre Værdipapirer, som have Kurs på Kjøbenhavns B0rs, forauktioneres ikke, men Fogden har at

lade dem sælge sammesteds ved en Vekelmægler, til hvem de blive at sende, og som derefter skal tilstille Fogden Salgssummen ledsaget af behørigt Regnskab inden 3 Dage, efterat Salget er sket. Udenlandske Statspapirer, Aktier og lignende Effekter, på hvilke Kurs noteres på fremmede Børser, har Fogden efter Udlægshaverens Begjæring at besørge solgte ved et pålideligt Pengeinstitut, om fornødent gjøres, På et fremmed Pengemarked.

§ 516.

Når Udlæg er givet i Fordringer af anden Beskaffenhed end de i foregående Paragraf omhandlede, kan Udlægshaveren, istedetfor at stille dem til Auktion, efterhånden som de forfalde, lade den indkræve hos den eller dem, der ere pligtige at betale samme, ved en i Overensstemmelse med § 504 valgt Inkassator.

Inkassator kan legitimere sig som berettiget til at indkræve Fordringerne ved en Udskrift af Udlægsforretningen, forsynet med Fogdens Påtegning om, at han er antaget til og avtoriseret som Inkassator.

§ 517.

De Pengebeløb, der indkomme, når der gåes frem efter §§ 514, 515 og 516, indbetales til Fogden, som derefter har at gå frem efter Reglerne i §§ 5!2 og 513.

§ 518.

Samtidig med at Udlægshaveren indgiver Begjæring om Auktion, har han til Fogden at afgive Udkast til Auktionsvilkårene, ledsaget af en Anmodning om, at Skyldneren såvelsom den eller de, der i Egenskab af Pant- eller Udlægshavere eller af andre Grunde skulle tage De! i Auktionssummen, eller hvis Stilling som Brugshavere, Servitutberettigede eller desl. iøvrigt kan blive berørt ved Salget, må blive indkaldte til et Møde. Med denne Anmodning skal der følge fornøden Attest af skjøde- og

Pantebogen, Udskrift af de thinglæste Dokumenter og en Beskrivelses- og Vurderingsforretning over Ejendommen, som skal sælges.

§ 519.

Fogden har derefter med 4 Ugers Varsel at indkalde de i foregående Paragraf nævnte Personer til et Møde på hans Embedskontor.

Indkaldelsen sker ved en almindelig Opfordring til at melde sig, som indrykkes 3 Gange i den til retslige Bekjendtgjørelser bestemte almindelige Tidende, medmindre Taxationsværdien af Ejendommen, der skal sælges, ikke overstiger 4000 Kr., i hvilket Tilfælde Bekjendtgjørelsen indrykkes 1 Gang i ovennævnte Tidende og 1 Gang i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad. Derhos bliver der at give dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan sees af Skjøde- og Pantebøgerne eller på anden Måde, såsom ved Skyldnerens Forklaringer, kommer til Fogdens Kundskab, særskilt Underretning, forsåvidt de have bekjendt Bopæl inden Riget (§ 122).

Indkaldelsen skal indeholde Oplysning om Auktionsrekvirentens eller hans Fuldmægtigs Navn og Adkomst til at stille Ejendommen til Salg, tydelig Betegnelse af Ejendommen efter Beliggenhed og Størrelse, Angivelse af Ejerens Navn samt Tilkjendegivelse om, at Udkast til Auktionsvilkårene, af hvilke Enhver mod sportelmæssig Betaling kan fåe Udskrift, henligger til Eftersyn for Vedkommende på Fogdens Kontor. Auktionsrekvirenten har at tilstille de foran ham Berettigede, hvem særskilt Underretning gives, en Udskrift af Auktionsvilkårene.

Derhos skal Tid og Sted for Mødet angives med tilstrækkelig Bestemthed og Nøjagtighed, ligesom det i Indkaldelsen udtrykkelig skal bemærkes, at den, der udebliver, udsætter sig for, at hans Ret fortabes ved Tvangssalget.

§ 520.

I Auktionsvilkårene skal der, hvis ikke såvel Skyldneren som alle de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer samtykke i en anden Fremgangsmåde, tilståes Kjøberen en passende Frist til Tilvejebringelsen af den Del af Kjøbesummen, som skal udbetales. Denne skal for en Tredjedel af dette Beløbs Vedkom-

mende idetmindste være 3 Måneder fra Auktionens Datum; men med den Del, der overstiger fornævnte Trediedel, skal der gives Henstand til den første 11te Juni eller 11te December Termin, som indtræffer mindst 3 Måneder fra Auktionens Datum. Omkostningerne ved Auktionen, som blive at udrede af Kjøberen, medmindre han ved Aukttonsvilkårene er fritaget herfor, kunne fordres betalte inden 8 Dage.

Enhver af de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer er pligtig at finde sig i, at der i Auktionsvilkårene indrømmes de ovennævnte Betalingsfrister med Hensyn til hans Andel i Auktionsudbyttet, ligesom han kan gjøre Krav på, at Auktionsrekvirenten for sit Vedkommende underkaster sig dem.

Derimod står det enhver af de nævnte Personer med Hensyn til hans Andel af Auktionssummen frit for at indrømme længere Betalingsfrister, give Tilsagn om Prioriteters Henståen i Ejendommen eller i andre Måder tilstå Kjøberen lempeligere Vilkår. Det biver i så Fald Pågjældendes egen Sag at påse, at der i Auktionsvilkårene optages fornøden Tilkendegivelse herom, eller at Sådant sker ved et Tillæg til disse eller ved en Tilførsel i Auktionsprotokollen enten i det § 519 omtalte Møde eller i senere Møder.

Den, som er kontraktmæssig forpligtet til at lade sin Pantefordring, uanset Ejendommens Salg, forblive indestående i den, har ikke nøget Krav på Fyldestgjørelse af Auktionsudbyttet, men kun på, at hans Ret bevares.

Når ikke Andet med fælles Samtykke vedtages, har Kjøberen at forrente Auktionskjøbesummen med 5 pCt. fra Hammerslagets Dato at regne.

§ 521.

De i den foregående Paragraf givne Forskrifter blive at undergive de af Forholdets Natur flydende Lempelser, når der påhviler Ejendommen Grundbyrder, såvelsom når vedkommende Behæftelser ikke slutte sig til almindelig Obligationsgjæld, men til Livrente, Aftægt eller lignende Forpligtelser eller til betingede eller uvisse Fordringer, såsom Kautionsforpligtelser og desl.

§ 522.

I Auktionsvilkårene bør der optages det Fornødne angående den Sikkerhedsstillelse, som kan fordres af den Bydende, dersom han vil nyde godt af de i § 520 omhandlede Henstande.

Hvis Ejendommen stal overleveres, inden Betaling finder Sted, bør der stilles Sikkerhed for en Trediedel, og ellers for en Fjeldedel af det Beløb, som Auktionskjoberen er pligtig at udbetale, foruden for de af Auktionen flydende Omkostninger. Sikkerheden bør bestå i indenlandske Værdipapirer, der have Kurs på Kjøbenhavns Børs, eller i Panteobligationer i faste Ejendomme, som fyldestgjøre, hvad der efter de gjældende Regler kræves til Umyndiges og offentlige Stiftelsers Midlers Betryggelse, Det følger af sig selv, at den Ejendom, der tilståes Kjøberen. ikke selv kan benyttes til den heromhandlede Sikkerhedsstillelse. Fogden kan tilstå den Bydende en kort Frist af indtil 8 Dage til at tilvejebringe Sikkerheden, når der kun ikke mangler Sikkerhed for de Omkostninger, som måtte flyde af, at der må afholdes en ny Auktion.

Medens enhver af de i Salget Interesserede er pligtig at lade sig noje med foranforte Sikkerhed, står det derimod til enhver af dem for sit Vedkommede ganske at frafalde Fordring på Sikkerhed eller at lade sig nøje med en ringere reel Sikkerhed eller med blot personlig Sikkerhed.

Hvis Pågjældende ikke har ladet Tilkjendegivelse herom optage i Auktionsvilkårene, kan han ved selve Auktionen før eller efter Budenes Modtagelse afgive sin Erklæring herom.

§ 523.

Ligesom Rekvirenten har at iagttage de ovenfor i §§ 520—522 givne Regler, således er såvel han som enhver anden af de i Tvangssalget interesserede Personer ubeføjet til uden Nødvendighed i Auktionsvilkårene at optage eller til dem at lade tilføje andre usædvanlige eller byrdefulde Betingelser, som kunne antages at ville afskrække Kjøberne.

§ 524.

I det i § 519 omhandlede Mode have de

Indkaldte at fremkomme med deres Indsigelser imod eller Ændringsforslag til det af Rekvirenten gjorte Udkast til Auktionsvilkår såvelfom med de Tilføjelfer, som Enhver for sit eget Vedkommende vil have optaget i Auktionsvilkårene. Dog er hermed ikke sigtet til den eller dem, som anse sig for ejendomsberettigede til det Udlagte eller tro sig i Besiddelse af Servituter, Grundbyrder eller lignende Rettigheder over Ejendommen, forfåvidt disse skulle gå forud for alle dem, der skulle have Dækning gjennem Tvangssalget.

§ 525.

Fremkommer ingen Indsigelse eller anden Bemærkning fra nogen af de Indkaldte eller Andre, som mode for at varetage deres Tarv i Anledning af Salget, ansees de samtlige for at vedtage, at Tvangsfalget også for deres Vedkommende skal føregå i Henhold til det fremlagte Udkast til Auktionsvilkår. Dog har Fogden på Embedsvegne at påse, at Auktionsvilkårene ikke vilkårlig afvige fra de i §§ 520—523 givne Regler, medmindre udilykkeligt Samtykke hertil haves fra alle Vedkommende.

Fremsættes der Indsigelser, Ændringsforstag eller Andragender om Tilføjelser til det førelagte Udkast til Auktionsvilkår, skal Fogden ved sin Mægling søge at tilvejebringe Enighed om Auktionsvilkårene; men lykkes dette ikke, har han, efterar Parterne have ytret sig, at afgjøre den opståede Tvist ved en Kjendelse, der afsiges snarest muligt, samt derefter at drage Omforg for, at Auktionsvilkårene affattes i Overensstemmelse med den trufne Afgjørelse.

Fogden kan tilstå de fornødne Udsættelser, dersom Auktionsvilkårene ikke skjønnes at kunne endelig fastsættes i det i § 519 omhandlede Mode. Fremkommer der Påstande om at forandre Rekvirentens Udkast til Auktionsvillårene til Skade for nogen Indkaldt, fom ikke har givet Møde, skal Fogden udsætte Sagens Afgjørelse til et følgende Møde, til hvilket de pågjældende Udeblevne særlig skulle kaldes, samtidig med at det meddeles dem, hvilke Påstande der ere fremsatte. Udeblive de da, ansees de for at samtykke i, at Påstanden tages til Følge.

§ 526.

Er der Uenighed om, hvorvidt eller i

hvilken Orden Pågjældende skulle fyldestgjøres af Auktionssummen, kan det undlades i Auktionsvilkårene at optage nogen Angivelse af, til hvem af dem der skal betales, men det kan, når Fogden finder Grund til at give herom nedlagt Påstand Medhold, istedetfor bestemmes, at Kjøbesummen skal indbetales til Fogden, som i saa Fald har at forholde sig efter de nedenfor i § 537 givne Forskrifter, samt derhos tillige har at drage Omsorg for at indkræve Auktionskjøbefummen, i fornødent Fald ad Rettens Vej.

§ 527.

Når Auktionsvilkårene ere fastsatte enten ved Overenskomst eller ifølge Fogdens Kjendelse, kan, foruden Auktionsrekvirenten, enhver Udlægshaver og enhver Panthaver, hvis Fordring er forfalden, fordre, at der skrides til Auktion i Henhold til den begyndte Forfølgning og med den af samme følgende Retsvirkning.

§ 528.

Fogden har, fåsnart Auktionsvilkårene ere fastsatte, af egen Drift og uden yderligere Opfordring at tillyse Auktionen.

Dette sker ved, at en Bekjendtgjørelse af det i næste Paragraf angivne Indhold 3 Gange indrykkes i den til retslige Bekjcndtgjørelse bestemte almindelige Tidende samt udenfor Kjøbenhavn tillige i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad med et Varsel af mindst 14 Dage fra den første Indrykkelse at regne. Dog kan udenfor Kjøbenhavn Bekjendtgjørclse iden til retslige Bekjendtgjørelfer bestemte almindelige Tidende undlades, når Tarationsværdien af Ejendommen, der skal sælges, ikke overstiger 4000 Kr., og hvor Tarationsværdien er større, kan Fogden, naar det af nogen Vedkommende forlanges, og han finder det tjenligt, også foranstalte Auktionen bekjendtgjort i andre Aviser, endogså udenlandske.

Bortfalder Auktionen, har Fogden at aflyse den ved Bekjendtgjørelse een Gang i de nævnte Blade.

§ 529.

Bekjendtgjørelsen stal indeholde en nojagtig Betegnelse af Ejendommen og Ejerens Navn, dens Størrelse, Beliggenhed og andre Forhold, fom kunne antages at have væsentlig Indflydelse på Værdien, når og hvorledes Ejendommen kan tages i Djesyn, samt derhos en tydelig Angivelse af Tid og Sted for Auktionens Afholdelse.

Tillige skal Bekjendtgjørelsen indeholde Oplysning om, hvor Auktionsvilkårene henligge til Eftersyn for Lysthavende.

§ 530.

På Auktionsdagen kan der ikke fremsættes Indsigelser imod de i Henhold til det Foregående fastsatte Auktionsvilkår, men vel modtages Erklæringer om Lempelser i Udbetalinger, i Betalingsfrister, i Sikkerhedsstillelse o. s. v., og af Fogden gjøres Bemærkninger vedkommende Ejendommens Tilstand eller om andre faktiske Forhold eller derved nødvendiggjorte Tillæg til eller Forandringer i Anktionsvilkårene. Heller ikke kan det formenes dem, der ville fremkomme med de i § 524 2det Punktum ommeldte Påstande, at fremsætte fådanne, der da kunne imødegåes af andre Vedkommende, dog uden at nogen egentlig Procedure derom kan tilstedes, ligesom Kjendelse heller ikke bliver at afsige om Andet end om, hvorvidt Auktionen desuagtet kan fremmes eller ikke. Sådanne Påstandc kunne dog efter Omstændighederne give Hjemmel for Fogden til efter Vedkommendes Begjæring eller af egen Drift at udsætte Auktionen.

Derefter oplæses Auktionsvilkårene, Pantealtesten og såmeget af tidligere Protokoltilførseler eller af andre Dokumenter, som Fogden finder fornødent at meddele de Lysthavende, medens de øvrige Salget vedkommende Dokumenter bor være tilstede og til Lysthavendes Eftersyn.

§ 531.

Ejendommen opråbes derefter enten delvis eller samlet og enten med eller uden Alternativer, eftersom Vilkårene give Anledning til. Budene optegnes, efterhånden som de gjøres, enten i Protokollen eller på et særskilt Ar

med Tilføjelfe af de Bydendes Navne. Hvis Størrelfen af det mindste Overbud ikke er fastsat i Auktionsvilkårene, står det til Fogden at fordre, at Overbud skulle have en i Forhold til Gjenstandens Betydenhed passende mindste Størrelse, ligesom Fogden i det Hele har at lede Auktionen og sørge for, at denne fremmes med Ro og Orden og uden unødvendigt Ophold. Når Ingen efter derom 3 Gange gjentagen Opfordring gjør Overbud, standses Opråbet, og Resultatet indføres i Protokollen, Der gives Vedkommende Lejlighed til at gjøre de Bemærkninger med Hensyn til Sikkerhedsstillelse, ny Auktion, Auktionens Hævelse og deslige, hvortil der måtte være Anledning, og Fogden afgjør derefter det Fornødne, dersom det behøves, ved en Kjendelse. Hvis Salg skal sinde Sted, bekræftes det vedkommende Bud ved Hammerslag.

§ 532.

Enhver, som ifølge § 527 kan fordre Auktioncns Fremme, har, forsåvidt han ifølge sin Fordrings Beskaffenhed kan antages at ville fåe Del i den budne Kjøbesum, Ret til, dersom Andet ikke er vedtaget ved Anktionsvilkårenes Fastsættelse, at gjøre Fordring på, at Hammerstag gives den Højstbydende, som kan tilfredsstille de Fordringer, der lovmedholdeligen stilles med Hensyn til Sikkerheden for Budets Opfyldelse.

§ 533.

Dog kan Skyldneren såvelsom enhver af dem, hvis Rettighed over Ejendommen ved Tvangssalget vil bringes til at ophøre, forsåvidt han ikke ifølge det skete Bud vil fåe fuld Dækning for fit Krav, fordre en anden Auktion afheldt, når han strar på Auktionsstedet erklærer Sådant, imod at han stiller Sikkerhed for Betalingen af de af den nye Auktion flydende Omkostninger, forsåvidt diese ikke måtte blive dækkede ved et bøjere Bud. Ved den anden Auktion bør Ejendommen absolut bortsælges, uden Hensyn til, hvad Bud der ved samme erholdes, medmindre alle de, som ifølge § 527 kunne fordre Auktionens Fremme, samtykke i, at flere Auktioner afholdes, i hvilken Henseende bemærkes, at de, der ikke gjøre Indsigelse, ansees for at samtykke.

Den, som er højstbydende ved første Auktion er, dog ikke i længere Tid end 6 Uger, bunden ved sit Bud for det Tilfælde, at der ikke ved anden Auktion skulde ske ligeså højt eller højere Bud eller det skete Bud formedelst manglende Sikkerhedsstillelse ej kan antages. Gives der ved anden Auktion hverken Hammerslag til ham eller til nogen Anden, er den højstbydende ved første Auktion løft fra sit Bud, og Forpligtelse til at vedstå Budet påhviler heller ikke den eller de Højstbydende ved anden Auktion.

§ 534.

Når en anden Auktion skal sinde Sted, må herom udgå en ny Bekjendtgjørelse med 14 Dages Varsel, der idetmindste indrykkes een Gang i de i § 528 nævnte offentlige Blade.

Det skal i Bekjendtgjørelsen udtrykkeligt bemærkes, at det er anden og sidste Auktion.

§ 535.

Den Højstbydende har ikke ved nogen af Auktionerne Ret til at fordre Hammerslag.

Den i Konditionerne betingede Sikkerhedsstillelse (jfr. § 522) kan først forlanges, når Hammerslag tilbydes; dog kan Fogden, når af Vedkommende fremsættes Påftand herom, forlange, at ubekjendte eller uvederhæftige Personer strax skulle stille en mindre Sikkerhed efter Fogdens skjøn, hvis deres Bud stal komme i nogen Betragtning.

536.

Den, der har erholdt Hammerstag, er forpligtet til at berigtige Kjøbesummen ved Betaling enten umiddelbart til de i Auktionsvilkårene angivne Personer eller til Fogden, dersom dette måtte være bestemt i Henhold til § 526. Det først forfaldende Afdrag På Kjøbesnmmen erlægges, forsåvidt ikke Andet er bestemt i Konditionerne, eller forsåvidt ikke Samtykke fra Vedkommende til Udsættelse haves, til den eller de først Berettigede, forsåvidt tilstrække kan, og anvendes således i Almindelighed først til Dækning af resterende Skatter og Afgifter, hvis Prioritet er bevaret, og som ikke ere betingede udredede udenfor Kjøbesummen.

§ 537.

I det Tilfælde, at Betalingen efter § 526 skal erlægges lil Fogden, har denne, strax efterat Hammerslag er givet, at gjøre et Udkast til Auktionssummens Fordeling imellem de i Tvangssalget interesserede Personer, hvilke derpå med 14 Dages Varsel indkaldes til et Møde. Indkaldelsen, der skal indeholde Tilkjendegiuelse om, at Udkastet ligger lil Eftersyn på Fogdens Kontor, hvor enhver Vedkommende mod sportelmæssig Betaling kan fåe en Afskrift af det, sker ved en almindelig Opfordring til at melde sig, som indrykkes een Gang i den til retslige Bekjendtgjørelser bestemte almindelige Tidende, hvorhos der bliver at give dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan sees af skjøde- og Pantebøgerne eller på anden Måde, såsom ved de tidligere stedfundne Forhandlinger, er kommen til Fogdens Kundskab, særskilt Underretning, forsåvidt de have bekjendt Bopæl inden Riget (s 122).

Fremkommer der i det berammede Møde ingen Indsigelse mod Fogdens Udkast, føretages Fordelingen af Kjøbesummen, efterhånden som den indkommer, i Overensstemmelse med det, dog uden at herved Nogens Net iøvrigt prækluberes.

Fremsættes derimod Indsigelser, og lykkes det ikke Fogden ved Mægling at tilvejebringe Enighed, henviser han de tvistende Parter til almindelig Rettergang. Forfølges en gjort Indsigelse ikke behørig inden 4 Uger, ansees den som ikke fremsat.

Den Del af Auktionssummen, med Hensyn til hvilken ingen Indsigelse er fremsat, udbetales i Overensstemmelse med Udkastet, men den Del af den, som er Gjenstand for Tvist, tilbageholdes, forsåvidt den er indkommen eller måtte indkomme, indtil Sagens endelige Afgjørelse.

Fogden har at sørge for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbaigjørelse i Mellemtiden.

§ 538.

I Tilfælde af, at Auktionskjøberen ikke efterkommer Auktionsvilkårene, er Rekvirenten såvelsom enhver af de Personer, som ifølge

deres Fordringers Beskaffenhed have Krav på at fåe Del i Kjøbesummen, berettiget til at fordre, at Ejendommen sættes til en eneste Auktion på Auktionskjøberens Risiko og Regning, således at han bliver pligtig at tilsvare, hvad der måtte bydes mindre, uden at have Krav på, hvad der måtte bydes mere, end Auktionskjøbesummen.

Fogden har på Vedkommendes Begjæring at tillyse Auktionen i Overensstemmelse med de for den anden Auktion i § 534 givne Regler.

Ovenanførte Fremgangsmåde udelukker ikke, at enhver af de til Deltagelse i Auktionskjøbesummen Berettigede for sin Del, eller efter Omstændighederne Fogden på Samtliges Vegne, anvender almindelig Retsforfølgning imod Auktionskjøberen.

§ 539.

Fogden har at udstede Auktionsskjøde til Kjøberen på Tvangsauktionen eller hvem denne har overdraget sin Ret, når de for skjødes Erholdelse i Auktionsvilkårene satte Betingelser ere opfyldte, eller Bevis føres for, at alle Vedkommende have fået, hvad der tilkommer dem, eller samtykke i, at skjøde må udstedes.

Består det Solgte af flere særskilte Ejendomme, skal Fogden, når det forlanges af Kjøberen eller hvem der træder i hans Sted, og nå de derpå hvilende Hæftelser ere helt afgjorte eller Vedkommendes Samtykke tilvejebragt, give særskilt skjøde eller Overdragelsesdokument på hver særskilt Ejendom. Forlanges en særskilt Ejendom delt, skal det Samme iagttages, når de lovbestemte Betingelser for Delingen ere godtgjorte at være tilstede.

Kjøberen er i Mangel af anden Bestemmelse i Vilkårene pligtig at have taget skjøde eller Overdragelsesdokument og berigtiget Kjøbet i enhver Henseende inden 1 År efter Hammerslaget.

§ 540.

Kjøberen på Tvangsauktionen er, når den i § 548 angivne Frist af 4 Uger er forløben, uden at der er gjort Retsmidler gjældende, og han har fyldestgjort Auktionsvil-

kårene, berettiget til at lade de Hæftelser, til hvis Dækning der efter Auktionens Udfald Intet udkommer, udflette af skjøde- og Pantebogen.

§ 541.

I Auktionsvilkårene bestemmes de Honorarer, som Kjøbelen har at udrede; til Rekvirentens juridiske Konsulent kan i det Højeste betinges for samtlige i Forbindelse med Auktionen stående Forretninger ½ pCt. af Kjøbesummen, når denne overstiger 10,000 Kr., og hvis den er ringere, kun Salærer fra 20 til 50 Kr. foruden Rejseomkostninger.

Forsåvidt nogen af de øvrige Mødende har Krav på Salær, bestemmes dette ikke procentvis i Forhold til Kjøbesummen eller Etørrelsen af den Fordring, som de skulle værne om, men i Forhold til Ulejligheden ved Mødet og Sagens Beskaffenhed i det Hele ligeledes med Tillæg af Rejseomkostninger.

I intet Tilfælde kunne Reiseomkostninger beregnes for længere Afstande, end om en Sagfører indenfor Retskredsen var benyttet.

§ 542.

Under Tvangsauktionen kunne de oprindelige Parter ikke fremsætte sådanne Indsigelser, som vedrøre Lovligheden af Udlægsforretningen eller de forud for samme liggende Retshandlinger.

Indsigelser, som ikke høre til de i tredie Underafdeling omhandlede, kunne af Trediemand fremsættes under Auktionsforretningen, når han formener, at Auktionens Fremme på den påståede Måde vil komme i Strid med hans Ret.

§ 543.

Proceduren under Auktionen eller Forberedelserne til samme foregår efter de Regler, som i §§ 480, 481 og 482 ere givne om

Tvistigheders Forhandling under Exekutionsforretninger.

§ 544.

Hvad der skal oplages i Auktionsprotokollen, afgjøres efter de i § 483 opstillede Grundsætninger.

Dog blive de i Rskr. 13de Juni 1783 og Pl. 3die September 1823 indeholdte Bestemmelser, hvorefter visse Løsøreauktioner ikke behøve at føretages til Protokollen, fremdeles at anvende med de Lempelser, som følge af Reglerne i nærværende Kapitel.

§ 545.

De i § 484 om Udsættelse og Stands« ning givne Regler komme også til Anven« delse på selve Auktionens Afholdelfe jfr. dog § 530 1ste Stykke i Slutningen.

§ 546.

I opståede Tvistigheder forholdes der med Kjendelses Afsigelse efter § 485.

§ 547.

Imod den sluttede Auktionsforretning kan der anvendes Retsmidler i Henhold til de nærmere Bestemmelser herom i det følgende Kapitel.

Imod Kjendelser, der afsiges under Auktionen eller Forberedelserne til denne, kan der først anvendes Retsmidler, efterat hele Auktionsforretningen er sluttet.

§ 548.

Retsmidler imod Auktionsforretningen må i Reglen anvendes inden 4 Uger efterat Auktionsforreiningen er sluttet. Efter Udløbet af denne Frist kan Auktionen ikke svækkes, undtagen hvor den i det Hele eller for en Del bortfalder som en Følge af, at de føregående Retshandlinger, til hvilke den slutter sig, på lovlig Måde tilintetgjøres eller forandres.

Dog kan Adgang til Retsmidlers Anvendelse inden Forløbet af et År tilståes på samme Måde, som i § 495 2det Stykke er bestemt om Udlæg.

§ 549.

Anker over Fogedforretninger, som ved« røve selvc den Fordring eller Ret, om hvis

Fuldbyrdelse der er Spørgsmål, gjøres gjæl° dende ved Påanke til den Landsret, under hvilken Fogden står. Har den, der vil gjøre sådan Anke gjaldende, tillige Anker af den i denne Paragrafs 2det Stykke angivne Beskaffenhed, blive disse at inddrage under Påanken. Anker, der alene angå de processuelle Betingelser for Fogedforretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmåde, gjøres gjældende ved Besværing til den Landsrvt, under hvilken Fogden står.

§ 550.

Parterne kunne ikke gyldigjen give Afkald på deres Adgang til at anvende de i foregående Paragraf omhandlede Retsmidler, førend efterat den Fogedforretning, med Hensyn til hvilken der er Spørgsmål om Retsmidlers Anvendelse, er iværksat.

§ 551.

Påanke iværksættes ved, at der tilstilles Modparten Ankeskrift på den i § 356 bestemte Måde, Besværing derved, at der i Overensstemmelse med § 321 indgives Be° sværingsfkrift til Fogden selv.

§ 552.

Påanken foregår iøvrigt i Overensstemmelse med de om Påanke fra Underretten til Landsretten i fjerde Affnit givne Regler.

Som en Følge heraf finder der en fuldstændig ny Bevisførelse og Sagsudvikling Sted for Landsretten.

Den for Fogden stedfundne Procedure er ikke bindende, og der er endog Intet til Hinder for, at nye Påstande fremsættes. Dog kunne Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Fogden afgivne protokollerede Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

§ 553.

Landsretten træffer de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Udsættelser for at føre Bevis og med Hensyn til Fastsættelsen af en Tid for Hovedforhandlingen i Overensstemmelse med Reglen i § 357.

Bevisførelsen foregår efter de almindelige Regler i andet Afsnit.

§ 554.

Besværing foregår med de Lempelser, som følge af Bestemmelserne i dette Afsnit, efter samme Regler som Besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger, jfr. § 360.

§ 555.

Påanke fra Landsretten til Højesteret i de heromhandlede Tilfælde finder i Reglen kun Sted, når Hovedsagen i Anledning af hvilken Exekution er sket, har været Gjenstand for Landsrettens Afgjørelse i førstc Instants eller dog ifølge sin Beskaffenhed i Tilfælde af Retstvist vilde henhøre under samme. Dog kan, om end Hovedsagen ikke er af den anførte Beskaffenhed, Højesterets Formand i Forbindelse med to af ham tiltagne Medlemmer af Retten tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret, Andragende herom fremsættes og behandles på den i § 304 omtalte Måde.

Om Påanken til Højesteret gjælde de almindelige Regler i tredie Afsnit Kap. I.

Landsrettens Afgjørelse i Anledning af Besværing er ikke Gjenstand for yderligere Besværing til Højesteret.

§ 556.

Udpantning kan finde Sted for efternævnte Fordringer:

1) Stats- og Kommuneskatter, samt Afgif-

ter og Idelser, som ifølge Lovgivningens umiddelbare Bud eller en i Henhold til samme foretagen Ligning eller Ansættelse tilkomme Stat, Kommune, Kirker, anerkjendte Troessamfund, offentlige Stiftelser eller Embeder og Bestillinger; denne Bestemmelse kommer dog ikke til Anvendelse i Henseende til Told- og Skibssamt Brænderiafgifter, Stempelafgift for Spillekort og Afgift for Adgangsbeviser for Handelsrejsende undtagen i det i Forordningen angåcnde det under det Kgl, General-Toldkammer og Kommercekollegimn henhørende Kasseog Regnskabsvæsen af 8de Juli 1840 § 9 2det Punktum omhandlede Tilfælde;

2) Enhver på en fast Ejendom hvilende, stadig tilbagevendende eller af en bestemt Begivenhed afhængig Penge- eller Naturalafgift, som uden særlig Vedtagelse går over fra Ejer til Ejer, forsåvidt den tilkommer en af de under Nr. 1 ommeldte Berettigede, herunder indbefattet Renterne af de i enkelte Ejendomme fra det forrige Ryttergodses Salg indestående, Statskassen tilhørende halve Kjøbesummcr, samt Renterestancer af den i Henhold til Lov 8de April 1851 om Selvejendoms Indførelse på det Staten tilhørende Bøndergods, jfr. Lov 27de Januar 1852 § 4, Lov 3die Marts 1852 § 2 og Lov 8de Februar 1854 § 2, stiftede Pantegjæld, fremdeles Bankhæftelsesrenter, Tiendevederlag og ethvert ved de anordnede Kommissioners Mellcmkomst fastsat Vederlag for Afløsningen af Naturalydelser, Pligtarbeide eller Byrder på faste Ejendomme, alt forsåvidt de i dette Nummer omhandlede Afgifter eller Vederlag ere bestemte til en uforanderlig eller dog efter faste Regler vexlende Størrelse;

3) Den Betaling, som efter et af Kongen eller vedkommende Ministerium stadfæstet eller af vedkommende Kommunalbestyrelse eller anden offentlig Myndighed indenfor Grænserne af den samme tilkommende Beføielse vedtaget eller stadfæstet Betalingsreglement bliver at erlægge for Benyttelsen af sådanne et almennyttigt Formål tjenende Indretninger, hvortil Adgangen under visse almindelige Betingelser står åben for Enhver;

4) Gebyrer for kongelige eller ministerielle Expeditioner, Rets- og Magistratsgebyrer og

de med Retshandlinger forbundne Afgifter samt det Vederlag, derunder indbefattet Dag« penge og Befordringsgodtgørelse, som tilkommer Nogen for Udførelsen af Forretninger eller Møder i Medfør as Loven, af offentlig Bestilling eller af en af vedkommende Myndig« hed særlig sket Udmeldelse eller givet Pålæg, forsåvidt Pederlagets Størrelse eller Reglen for dets Beregning er fastsat i Lov eller i en af Kongen eller vedkommende Ministerium i Henhold til de gjældende Regler stadfæstet Tart, så og Erstatning for de af den Pågjældende til Forretningens Udførelse lovlig gjorte Udlæg;

5) Erstatning hos Private for det Udlæg, som Stat, Kirke eller Kommune har havt ved på den Forsømmeliges Vegne at besørge befalede Anskaffelser, Istandsættelser, Arbeider eller Naturalydelser;

6) Underholdningsbidrag, som det ifølge Dvrighedens i Medfør af den gjældende Lovgivning afgivne Bestemmelse eller Sammes stadfæstelse på Separations- eller Skilsmiesevilkår påhviler Nogen at udrede til ægte eller uægte Børn, Stedbørn, Forældre, forladte, fraseparerede eller fraskilte Hustruer, så og de Erstatningskrav, som kunne påhvile Husbond eller Andre, fra hvem Personer, der ere pligtige at svare Underholdningsbidrag, have Indtægt, når der af Øvrigheden i Henhold til de gjældende Regler er gjort Forbud imod Udbetalingen;

7) de Brandhjælpspenge, der tilkomme Kjøbenhavns Brandforsikring, den almindelige Brandforsikring for Landbygninger og den almindelige Brandforsikring for Kjøbstadbygninger, sålænge disse ere undergivne Regjeringens Tilsyn;

8) Afløsningsvederlag for Ægt og Arbejder til Kirker, når Vederlaget er fastsat ved den anordnede Kommissions Mellemkomst eller, hvis Afløsning ikke bar fundet Sted, Tiendeejerens Krav på Erstatning for den ved den Privates Forsemmelse med at udføre sådant Ægt og Arbeide pådragne Udgift;

9) Ejeres Krav på Erstatning hos Fæstere og Lejere for udlagte Skatter og Afgifter af Ejendommen og på Vederlag for Afløsning af Hoveri, Pligtarbejde eller Jagtdage i Hen-

hold til Afløsningslovene af 4de Juli 1850 samt, når sådant særligt er vedtaget, Ejeres Krav på Vederlag for Afløsning af Hoveri og Jagtdage, der er fastsat uden Afløsningsmændenes Mellemkomst, og på Fæsteafgift af Huse på Landet;

10) a. Fordringer hos en og samme Skyldner på Belaling for Løsøre, der er kjøbt ved en i Medfør af Embede eller offentlig Bestilling afholdt Auktion, når de ikke overstige 400 Kr. og Auktionsprotokollen tydelig udviser Kjøberens Navn og Kjøbefummernes Størrelse;

b. de Beløb, som det ifølge den i Frd. 13de Novbr. 1829 §§ 3 og 5 ommeldte Fordeling påligger Kirkeværgen at indkræve;

c. den Enker efter Fæstere i Henhold til Lov 19de Febr. 1861 om Forandringer i Fæstelovgivningen § 7 tilkommende Fordring på den ved Fæstefratrædelse betingede Aftægt af Fæstet;

d. det Bidrag, fom Medlemmerne af For« eninger mellem Svende, Fabrikarbejdere, Søfarende o. lign. have at erlægge til Foreningens Syge- og Begravelseskasfe, når det i Foreningens af Indenrigsministeriet stadfæstede Vedtægt er bestemt, at Bidraget skal inddrives ved Udpantning;

6. Fordringer efter Bankhæftelsesobligationer, som, efter at være cederede Skyldneren, af ham ere borttrausporterede;

1. Bøder og Erstatninger, som af de i Henhold til Lov om Hærens Distriktsheste af 26de Mai 1868 § 3 anordnede militære Mønstringskommissioner pålægges private Fodeiværter i Overensstemmelse med de af Krigsbestyrelsen fastsatte og af vedkommende Foderværter ved Hestenes Overtagelse indgåede Betingelser for Udstationeringen af Hærens Heste.

g. den Betaling, fom i Henhold til Lov om Brandvæsenet i Kjøbstæderne af 21de Marts 1873 § 10 og dertil sig Sluttende Reglementer tilkommer de af vedkommende Kommunalbestyrelser antagne Skorstensfejere, forsåvidt den ikke er bestemt til et fast årligt Vederlag af Kæmnerkassen;

h. de i Lov om Digearbejder på Lolland og Falster af 23de Maj 1873 §2 sidste Stykke omhandlede Beløb samt Bidrag til Dækning

af et Digelags Udgifter i Overensstemmelse med Lov 10de April 1874 § 12.

Udenfor de ovennævnte Tilfælde kan Udpantning ikke finde Sted.

Ligesom det altid står i Rekvirentens Magt at indtale sin Fordring ved sædvanlig Rettergang, således skal det også være ham tilladt, når Fogden finder, at Omstændighederne tale derfor, at benytte Udpantning for en Del af den ham tilkommende Fordring og indtale Resten ved sædvanlig Rettergang.

Tilbyder Skyldneren delvis Betaling, bør denne modtages.

§ 557.

Udpantningsretten følger Fordringen, så at den tilkommer Enhver, som med Hensyn til samme er trådt i den oprindelige Berettigedes Sted, og vedvarer indtil eet År efterat Fordringen er forfalden til Betaling. Imidlertid er det i Henseende til Fristens Beregning tilstrækkeligt, at Udpantning er begjært inden Udløbet af ovennævnte Tidsrum, når den derefter med tilbørlig Hurtighed fremmes af Rekvirenten.

§ 558.

Den, der begjærer Udpantning foretagen, har herom skriftlig at henvende sig til Fogden. Begjæringen ledsages, forsåvidt Fordringen støttes på eller godtgjøres ved skriftlige Dokumenter, af disse, og ellers af sådanne Oplysninger, som måtte være fornødne, for at Fogden kan tage Bestemmelse, om Udpantning kan finde Sted. Finder han efter det Foreliggende Intet til Hinder for Udpantning, afsiger han ved Påtegning på Begjæringen en Kjendelse gående ud på, at den forlangte Udpantning kan foretages, dog på Rekvirentens Ansvar, forsåvidt Fordringens Rigtighed angår, hvilken Kjendelfe ikke særskilt kan angribes ved noget Retsmiddel. I modsat Fald nægter han den begjærte Udpantning ved en Kjendelse, der er Gjenstand for Besværing efter Reglerne i foregående Hovedafdeling,

§ 559.

Efterat Udpantning er bevilget, har Rekvirenten eller i de Tilfalde, i hvilke Foranstalt-

ningen til Udpantningens Iværksættelse pålig« ger Fogden i Embedsmedfør, denne at drage Omsorg for, at Begjæringen og den samme påtegnede Kjendelse mindst 6 Dage for Forretningens Foretagelse i Overensstemmelse med Reglerne i første Afsnit Kapitel IX forkyndes for Skyldneren.

Ved Inddrivelsen af Statsskatter, Bankren« ter, Brandpenge, Kommuneskatter og alle andre Afgifter til det Offentlige, fåvelsom af Tiendevederlag, Brokorn og alle andre deslige Indtægter, som inddrives ved Udpantning hos Beboerne af et Sogn eller en Kommune, er det tilstrækkeligt, at Bekjendtgjørelse om, at Restancen af Fogden er godkjendt til Inddrivelse, og at denne vil finde Sted uden videre Varsel, uden Nævnelse af de enkelte Skyldneres Navn, sker mindst 8 Dage, før Udpantningen foregår, i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad eller ved Opslag på offentlige Steder eller ved Trommeslag eller ved Læsning til Kirkestævne efter Stedets Skik og Brug.

§ 560.

Udpantning iværksættes af Fogden; dog kan Udpantning på Landet, når Fordringen ikke overstiger 100 Kr. og Gjenstanden for Udpantningen ikke er faste Ejendomme, ske ved Sognefogden. Når Rekvirenten afgiver Begjæringen, forsynet med Påtegning om den i Overensstemmelse med foregående Paragraf skete Forkyndelse, henholdsvis til Fogden eller Sognefogden, skulle disse efter Fristens Udløb uden fornøden Henstand iværksætte Udpantningen. Forsåvidt der med Hensyn til visse Fordringer i Lovgivningen er tildelt Fogden en videregående Virksomhed i Henseende til Forretningens Kundgjørelse og Foretagelse og det Udlagtes Realisation m. m. samt foreskrevet bestemte Frister, inden hvilke det Fornødne i disse Henseender skal være foranstaltet, forbliver det ved de herom givne Bestemmelser, og« så med Hensyn til det for Forsømmelser i så Henseende fastsatte Ansvar.

§ 561.

I Sager, som angå Inddrivelse af Underholdningsbidrag, stal det ikke være fornødent

til Fogden at indgive særlig skriftlig Begjæring om Udpantning, og Fogdens Kjendelse om denne kan påtegnes Overøvrighedens Resolution, hvorved Bidraget er fastsat eller et om sammes Størrelse indgået Forlig er stadfæstet. Når sådan Resolution eengang er forkyndt for den eller de Vedkommende, kan Forkyndelsen af Fogdens Udpantningskjendelse for de enkelte forfaldne Bidrag derhos gyldig ske på Landet ved Sognefogden og i Kjøbstæderne ved en Politibetjent eller en enkelt Stævningsmand. Det påhviler fremdeles Fogden, når Begjæring om Inddrivelse af stige Bidrag er fremsat og funden begrundet, selvstændig at besørge det Fornødne til denne Inddrivelse, derunder indbefattet Realisation af de udlagte Gjenstande og Auktionsbeløbets Indfordring.

§ 562.

Udpantningen skal foruden Hovedfordringen omfatte alle af Forretningen samt Godsets Bevarelse og Realisation flydende Omkostninger, og Gebyrerene kunne ikke fordres forud« betalte. Udkommer der ikke ved Realisationen et til at dække Fordringen og Omkostninger tilstrækkeligt Beløb, fortsættes Udpantningen, uden at der i så Fald gives Varsel efter § 559. Udpantning foregår iøvrigt efter de i foregående Hovedafdeling om Udlæg givne Regler, dog at Rekvirentens Møde under For« retningen ikke er nødvendigt. Er Fordringen, hvorfor Udpantning foretages, en anden Ydelse end Penge, skal henholdsvis Fogden eller Sognefogden, efter såvidt muligt at have hørt Skyldnerens Erklæring herover, efter sit skjøn med Vidnerens Bistand, men uden at være bunden ved deres Anskuelse, ansætte Ydelsen til et Pengevederlag.

De Udpantninger, som foretages af Sogne« fogden, ske i Overværelse af to af ham tilkaldte Vidner, som ere pligtige at følge ham; er Udpantningen så almindelig, at ingen Vidner kunne haves i den By, hvori den foregår, udmelder han dertil to Mænd af den nærmeste By. Han indfører Forretningen i en ham af Fogden leveret og af denne avtoriseret Protokol, hvis Anskaffelse bekostes af vedkommende Politikasse.

Møder Rekvirenten ikke under Forretningen,

skal henholdsvis Fogden eller Sognefogden Være pligtig til at modtage det Fordrede eller Afdrag herpå, når sådant tilbydes under Forretningen, med samme Virkning, som om Betalingen var sket til Rekvirenten, ligesom det i så Fald påhviler den, der foretager Udpantningen, at bestemme, om det Udlagte skal forblive hos Skyldneren, og ellers drage Omsorg for, at det på passende Måde bevares.

§ 563.

Foretages Udpantningsforretningen af Fog« den, kunne Indsigelser fremsættes under Forretningen.

Under den for Fogden foregående Forhandling om rejste Indsigelser kan ordentligvis kun Rekvirenten fåe Udslettelse for at begrunde sin Påftand. Er Rekvirenten ikke mødt eller kan han ikke strax skaffes tilstede, og Fogden ikke finder, at en fremsat Indsigelse strar kan forkastes eller tages til Følge, udsættes Forretningen, og Parterne underrettes om, når Forretningen påny føretages, hvorefter den videre Forhandling mellem Parterne sker i Overensstemmelse med de i foregående Hovedafdeling Kapitel III indeholdte Regler.

Ved Påkjendelsen af rejste Indsigelser er Fogden ikke bunden ved den i Overensstemmelse med § 558 givne Kjendelse om Forretningens Fremme. Kjendelser, hvorved en fremsat Indsigelse tages til Følge, kunne henholdsvis påankes eller angribes ved Besværing i Overensstemmelse med Reglerne i foregående Hovedafdeling (jfr. navnlig § 549 ff.).

§ 564.

Foretages Udpantningsforretningen af Sogne« fogden, kunne Indsigelser fremsættes dels under Forretningen, dels i Løbet af 14 Dage ester Forretningens Afholdelse.

Fremsættes Indsigelsen under Forretningen, skal Sognefogden antegne Indsigelsen i Protokollen, men iøvrigt fremme Forretningen samt derefter tilstille Fogden en Udskrift af Protokollen. Indsigelser, som fremsættes efter Forretningen, rettes til Fogden. Efter Forløbet af 14 Dage fra Forretningens Afholdelse træffer Fogden Afgjørelse om fremsatte Indsigelser; sindes det fornødent, kan han forinden

give Parterne Lejlighed til ved Møde for Fogedretten at ytre sig om Indsigelserne, Finder Fogden en fremsat Indsigelse grundet, berigtiger han selv eller ved Sognefogden Fejlen eller ophæver ved Kjendelse den stedfundne Forretning i det Hele eller for en Del. Forkastes Indsigelsen, stadfæster Fogden Forretningen søm endelig. Om Afgjørelsen meddeles Parterne Underretning. Afgjørelser, hvorved en fremsat Indsigelse tages til Følge, kunne henholdsvis påankes eller angribes ved Besværing i Overensstemmelse med Reglerne i foregående Hovedafdeling jfr, navnlig § 549 ff.),

§ 565.

Rekvirenten må ikke skride til Realisation af det Udpantede førend efter Forløbet af 4 Uger efter Udpantningen eller, forsåvidt Indsigelse efter § 564 er fremsat, dens Stadfæstelse, medmindre de udpantede Gjenstande øjensynlig ere udsatte for Fordærvelse eller væsentlig Værdiforringelse ved at henligge sålænge (jfr. dog §§566 og 567). Realisationen foregár iøvrigt, når enten Udpantningens Gjcnstand er fast Ejendom eller Udpantningen har omfattet Løsøre til Værdi af mindst 100 Kroner, i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Tvangsauktion i foregående Hovedafdelings Kapitel IV; i modsat Fald bortsælges det Udpantede mod kontant Betaling ved offentlig Auktion, som afholdes på Landet af Sognefogden og i Købstæderne af Politiet, efter at der mindst 3 Dage forud har fundet een Bekjendtgjørelse Sted henholdsvis ved Kirkestævne eller ved Indrykkelse i det Blad, i hvilket Bekjendtgjørelser fra Politiet pleje at offentliggjøres.

§ 566.

Den, fom finder sig forurettet ved en Udpantning, kan, hvad enten Indsigelse har været fremsat under Forretningen eller ikke, gjøre sin Anke gjældende henholdsvis ved Påanke eller Besværing i Overensstemmelse med de i foregående Hovedafdeling indeholdte Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger, Ligeledes bliver der at forholde efter de der givne Regler med Hensyn til det Spørgsmål, om Forauk-

tioneringen skal udsættes, når der er gjort Retsmidler gjældende imod Udpantningsforretningen. Fristen for Retsmidlernes Anvendelse regnes fra Forretningens Dato eller, forsåvidt Indsigelse er fremsat i Henhold til § 564, dens Stadfæstelse; Oprejsning kan ikke gives efter 6 Måneder fra det nævnte Tidspunkt.

§ 567.

Har den, hvem Udpantning er overgået, andre Indsigelser at gjøre gjældende mod denne end sådanne, som gå ud på, at Fordringen ikke ifølge Lovgivningen kan inddrives ved Udpantning, eller at der ved dennes Foretagelse ikke er brugt den rette Fremgangsmåde, kan han, forsåvidt han ikke vil gjøre Ansvar mod Fogden gjældende, og han ikke allerede har anvendt Retsmidler imod Forretningen efter § 566, indbringe Spørgsmålet om disse Indsigelsers Gyldighed til Prøvelse i første Instants.

Dette Søgsmål, som iøvrigt bliver at behandle efter de almindelige Regler både i Henseende til Forligsmægling og Procedure, kan uden Hensyn til Rekvirentens Væmething anlægges i den Retskreds, hvor Udpantningen er gjort, men det må i det Seneste anlægges inden 8 Uger fra Forretningens Dato eller, forsåvidt Indsigelse er fremsat i Henhold til § 564, dens Stadfæstelse.

Når Klagestriftet forkyndes for Rekvirenten af Udpantningsforretningen inden Udløbet af de i § 565 ommeldte 4 Uger, kan Rekvisitus mod at stille Sikkerhed standse Rekvirentens Ret til at bortfælge det Udpantede, sålænge indtil det til Prøvelse af Udpantningsforretningen anlagte Søgsmål er afgjort. ved endelig Dom; Påstanden kan i så Fald rettes på Udpantningsforretningens Ophævelse. Er Rekvirentens Ret til at skride til Realisation ikke på den anførte Måde standset, kan Påstanden rettes på Udpantningsforretningens Ophævelse, forsåvidt det Udpantede ikke allerede måtte være bortsolgt, men i modsat Fald kun på Skadesløsholdelse.

§ 568.

Ligesom Rekvirenten, derunder indbefattet Staten, Kommuner eller andre i § 556 nævnte

Myndigheder eller juridiske Personer, når Udpantningen under et i Medfør af § 566 eller § 567 anlagt Søgsmål findes ulovlig, foretagen, i Overensstemmelse med de hidtil gjældende Regler har at erstatte Skyldneren al af Forretningen flydende Skade, således vil han også have at godtgjøre Skyldneren Sagens Omkostninger i alle Instantser, såfrcmt Fordringen ikke skyldtes eller ikke var forfalden, da Udpantningen foregik, og det derhos ikke er Skyldneren, der har fremkaldt eller bestyrket den urigtige Opfattelse af Retsforholdet, som Rekvirenten har gjort gjældende.

§ 569.

Det skal fremdeles i samme Tilfælde som hidtil stå vedkommende Berettigede åbent at fordre Fogdens Hjælp til at indsætte sig i eller udsætte Andre af Besiddelsen af fast Ejendom eller efter Omstændighederne af rerligt Gods, uden at sædvanligt Exekutionsgrundlag er tilstede. Også skal Fogdens Hjælp fremdeles ligesom hidtil kunne fordres til at gjøre Forældre- eller Værgemyndighed gjældende med Hensyn til Umyndige, uden at sædvanligt Exekutionsgrundlag er tilstede.

§ 570.

Foruden at det i de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde selvfølgelig står Rekvisitus frit for at fremføre sine Indsigelser imod Forretningens Fremme for Fogden til Påkjendelse i Overensstemmelse med de almindelige Regler i foregående Hovedafdelings Kapitel III, skal del, når Rekvisitus har andre Indsigelser imod Forretningen at gjøre gjældende end sådanne, som gå ud på, at den ikke lovligen kunde finde Sted uden sædvanligt Exekutionsgrundlag, eller at der ved dens Foretagelse ikke er brugt den rette Fremgangsmåde, være ham tilladt, forsåvidt han ikke vil gjøre Ansvar imod Fogden gjældende og

han ikke allerede har anvendt Retsmidler, at anlægge Negressøgsmål i første Instants imod Rekvirenten. Under dette Søgsmål, som må anlægges inden 8 Uger, kan der da efter Omstændighederne fåvel tilkjendes ham Erstatning i Anledning af den formentlig ulovlige Forretning som også gives Dom for, at Forretningen bør være ophævet.

§ 571.

Imod Fogdens Afgjørelser under de i § 569 omhandlede Forretninger kan der benyttes henholdsvis Påanke eller Besværing ifølge de almindelige Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger (jfr. navnlig § 549 ff.).

§ 572.

Arrest på Gods kan sinde Sted til Sikkerhed for ethvert forfaldent Krav, der lyder på Penge eller Penges Værd eller hvis Tilsidefættelfe kan medføre en Erstatning i Penge, sålænge Kravet ikke er exigibelt, men iøvrigt uden Hensyn til, om Retssag i Anledning af det er anlagt eller ikke.

Til Sikkerhed for Fyldestgjørelse af ikke forfaldne Krav kan Arrest på Gods lun anvendes, når der er særlig Grund til at befrygte, at Skyldneren ellers ved at bortflytte eller førstikke sit Gods eller på anden Måde vilde umuliggjøre eller dog vcrfentlig vanskeliggjøre Adgangen til i sin Tid at opnå Dom og gjøre Exekution.

§ 573.

Arrest på Person som Sikkerhedsmiddel for Fordringer af den i § 572 ommeldte

Beskaffenhed kan ikkun anvendes for forfaldne Krav på Indlændinge, der stå i Begreb med at forlade Landet for bestandigt eller på ubestemt Tid, samt på Udlændinge i Anledning' af Fordringer, for hvilke de uden Hensyn til Arrestværnethingsbestemmelserne ifølge denne Lovs almindelige Regler vilde kunne sagsøges ved danske Retter.

§ 574.

Arrest på Gods kan ikke føretages i Ting, hvori der ikke vilde kunne gjøres Exekution for den pågjældende Fordring.

§ 575.

Arrest kan afværges og foretagen Arrest fåes ophævet, når Skyldneren stiller fornøden Sikkerhed for den Fordring med Renter og Omkostninger, i Anledning af hvilken Arrest søges.

Om den tilbudne Sikkerhed ifølge Storrelse og Beskaffenhed er fyldestgjørende, bedømmes af Retten efter et frit skjøn.

§ 576.

Arrest på Gods medfører, at Skyldneren fra det Øjeblik, Arrestdekretet er afsagt, bliver uberettiget til at forflytte eller ved Retshandler råde over de arresterede Gjenstande, derunder oppebære arresterede Fordringer.

For at denne Arrestens Retsvirkning skal kunne gjøres gjældende overfor en godtroende Trediemand, således at de foretagne Reishandler tabe Gyldighed, er det nødvendigt, at Thinglæsning af Arrestdekretet har fundet Sted ved Skyldnerens personlige Værnething eller, hvis Arresten er gjort i fast Ejendom, ved dennes Værnething. Er Arrest føretaget i Gjældsbrev, udfordres derhos, at der på dette er gjort en Påtegning herom, og når Ar« rest er gjort i Fordringer, der ikke grundes på Gjældsbrev, må der gives Skyldneren efter Fordringen Underretning om Arresten, hvilket ligeledes bliver at iagttage overfor Skyldneren efter et Gjældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende.

§ 577.

Arrestrekvirenten er i Reglen ikke berettiget til at lade de arresterede Gjenstande tage fra Skyldneren. Dog kan Fogden ved Arrest på

rørligt Gods, når de arresterede Gjenstandes Bestaffenhed eller Skyldnerens Person og Forhold opfordre dertil, bestemme, at de arresterede Gjenstande skulle tages under Bevogtning af ham selv eller af Nogen, der hertil af ham beskikkes.

§ 578.

Arrest på Person sker ved Hensættelse i Gjældsfængsel ved Fogdens Foranstaltning. Dog har Fogden herved at påse, at Skyld« neren ikke lider på sin Helbred ved Henførelsen til eller Opholdet i Gjældsfængslet; i modsat Fald kan Gjældsfængsel enten slet ikke anvendes eller kun med sådanne Lempelser, som Fogden skjønner fornødne.

I Gjældsfængslet må der ikke pålægges Skyldneren anden Indskrænkning i Henseende til hans Levevis, end Fængslets Orden med Nødvendighed kræver.

§ 579.

Gjældsfængsel kan ikke anvendes, mednundre en til Fordringens Størrelse svarende Sikkerhed ikke kan fåes ved Arrest på Gods.

§ 580.

Arrest på Person kan ikke anvendes for Fordringer, der ere mindre end 100 Kr.

For Fordringer, der ere mindre end 200 Kr., må Fængflingens Varighed ikke overstige 4 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 400 Kr,, 8 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 1000 Kr., 12 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 2000 Kr., 16 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 4000 Kr,, 20 Uger, for større Fordringer 24 Uger, hvilket er den længste Tid, Nogen kan holdes i Gjældsfængfel.

§ 581.

Selv om de i foregående Paragraf angivne Tider ikke ere forløbne, ophører Skyldnerens Fængsling i alle Tilfælde: a) såsnart Exekution kan gjøres for den For« dring, til Sikkerhed for hvilken Arresten er foretaget, enten ifølge en under Arrestforfølgningsfagen eller på anden Måde erhvervet Dom eller ifølge et offentligt Forlig.

b) såsnart den arresterede Skyldners Bo her i Landet er taget under Konkmsbehandling.

c) såsnart den arresterede Skyldner oplyser, at han Intet ejer, hverken her i Landet eller andetsteds, hvori Exekution kunde gjøres for Fordringen.

§ 582.

Den Arresteredes Hensættelse i Gjældsfængsel sker på Rekvirentens Regning. De herved foranledigede Udgifter kunne ikke fordres godtgjorte af Skyldneren.

§ 583.

De Udgifter, hvis Udredelse våhviler Rekvirenten ved Gjældsfængsels Anvendelse, ere dels Underholdningspenge til Skyldneren, dels Varetægtspenge til Arrestforvareren.

Underholdningspengene fastsættes til 8 Kr. om Ugen i Tiden fra 1ste Maj til 1ste November og 10 Kr. om Ugen i Tiden fra 1ste November til 1ste Maj, Varetægtspengene fastsættes ttl 2 Kr. om Ugen til alle Tider på Aaret.

Andre i Anledning af Gjældsfængslets Anvendelse fornødne Udgifter, såsom til Lokale, til dettes Renholdelse, til fornødne Sengklæder og Boskab m. m. udredes af det Offentlige. Skyldneren har selv at bekoste Lys og Varme.

§ 584.

De i foregående Paragraf omhandlede Underholdnings- og Varetægtspenge har Rekvirenten at erlægge henholdsvis til Skyldneren og til Arrestforvareren forud for mindst en Uge ad Gangen, første Gang inden eller ved Skyldnerens Indsættelse i Gjældsfængstet og senere inden det hertil svarende Klokkestet hver Ugedag derefter.

Undlader Rekvirenten at betale på foranførte Måde, er Skyldneren berettiget til strar at løslades, og han kan ikke mere fængsles for den Fordring.

§ 585.

Arrestforretninger udføres af Fogden. Ved deres Foretagelse benyttes Vidner på den Måde, som i § 437 er føreskrevet.

Den i § 437, sidste Stykke, givne Forskrift er også anvendelig vå Arrestforietninger.

§ 586.

Hvilken Foged der er pligtig eller berettiget til at foretage Arrestforretninger, afgjøres efter de i § 438 givne Regler.

§ 587.

Den, der begjærer Arrest på Nogens Gods eller Person, har at indgive skriftligt Forlangende herom til vedkommende Foged, ledsaget af de Dokumenter og øvrige Oplysninger, som ere for Hånden.

I Reglen har Fogden som Betingelse for Forretningens Foretagelse at afkræve Rekvirenten en Sikkerhedsstillelse, reel eller personlig, med Hensyn til det Erstatningsbeløb, som vilde tilkomme den Arresterede i Tilfælde af Arrestens Ulovlighed; kun hvor de foreliggende Oplysninger skjønnes at indeholde et fuldstændigt Bevis for pågjældende Fordrings Rigtighed, kan Sikkerheds Afkrævelse undlades. Dog bør der ikke engang mod Sikkerhedsstillelse ind« rømmes Arrest, når det enten ifølge det, der af Rekvirenten forelægges for Fogden eller det, som af Skyldneren oplyses, fkjønnes, at Fordringen er ugrundet. Alle Spørgsmål om Sikkerhedsstillelsens Art og Størrelse afgjøres af Fogden efter frit skjøn.

Søges Arrest for en af de i § 38 l ommeldte Fordringer, kan der ikke afkræves Arrestrekvirenten Sikkerhedsstillelse, medmindre der fra Skyldnerens Side fremkommer sådanne Indsigelser, som kunne fremsættes under den i An« ledning af Fordringen anlagte Sag, jfr. sjette Afsnit Kap, II.

§ 588.

Arrestforretningen begynder i Reglen på Skyldnerens Bopæl eller i Mangel af en sådan på hans sædvanlige Opholdssted, men kan efter Omstændighederne, navnlig når der er Fare ved Opsættelse, eller når Skyldneren ikke har Bopæl i Riget, eller står i Begreb med at forlade dette, begynde på det Sted, hvor Personen eller den Ting, der er Gjenstand so den, forefindes.

§ 589.

Med Hensyn til Parternes Møde under Forretningen m. m. gjælde de i § 475 givne Regler.

§ 590.

Arrestforretningen begynder med, at Fogden opfordrer Pågjældende til ved Sikkerhedsstillelse eller Betaling at tilfredsstille Rekvirenten, hvorpå han, når dette ikke strax sker, skrider til Arrestens Ndførelse.

§ 591.

Arresten kan kun udstrækkes til såmeget af Skyldnerens Gods, som efter Fradag af det, hvorpå Trediemand måtte have Krav, i Henhold til den under Forretningen foretagne Vurdering behøves til at sikre Rekvirentens Fordring i Forbindelse med de sandsynlige Udgifter ved Arresten og dens Forfølgning.

§ 592.

Med Hensyn til Valget af de Gjenstande, hvori Arresten gjøres, forholdes dcr efter de i §§ 464 og 465 givne Forskrifter, ligesom der iøvrigt ved Arrestforretningers Foretagelse, med de af Forholdets Natur følgende Lempelser ,gåes frem efter de om Exekutionsforretninger i §§ 477—485 givne Regler,

§ 593.

I Fogcdprotokollen optegnes nøjagtigt alle de enkelte Gjenstande, hvori Arrest gjørcs, og ved hver enkelt Gjenstand tilføjes dens Værdi efter den stedfundne Ansættelse.

Fogden erklærer derefter til Protokollen de optegnede Gjenstande for belagte med Arrest til Arrestrekvirentens Sikkerhed. Det betydes Skyldneren, at han fra nu af ikke uden at udsætte sig for Strafansvar efter Straffelovens § 253 kan råde over dem på en Måde, som kommer i Strid med Arrestrekvirentens Ret. Er Skyldneren ikke tilstede, gives der den eller dem, som i Henhold til § 475 tilkaldes på hans Vegne, Pålæg om at give ham en sådan Betydning. Efter Omstændighederne kan et lignende Pålæg gives den Trediemand, i hvis Besiddelse det Arresterede er.

Er Arrest på Person pålagt, tilkjendegives det af Fogden Skyldneren, hvis han er tilstede, at han er belagt med Gjældsfængsel. hvorefter Fogden beordrer ham strax henbragt til Gjældsfængslet. I modsat Tilfælde er det Rekvirenteils egen Sag at drage Omsorg for

Udførelsen af Arrestkjendelsen ved Skyldnerens Indsættelse i Gjældsfængsel; dog kan han hertil fordre det exekutive Politis Bistand. Såsnart Indsættelsen i Gjældsfæugslet er sket, har Rekvirenten øjeblikkelig at meddele Fogden Underretning herom; denne gjør efter at have hørt Arrestforvarerens Forklaring forneden Bemærkning i Fogedprotokollen om Tiden og Klokkeslettet for Indsættelsen.

§ 594.

Hvis der ikke allerede er anlagt Retssag i Anledning af den Fordring, for hvilken Arrest er gjort, skal Rekvirenten inden en Uge efter Arresten anlægge sådan Sag, under hvilken han tillige skal nedlægge særskilt Påstand på, at Arresten ved Dom må blive stadfæstet. Retten kan bestemme, at Spørgsmål vedrørende Arrestens Stadfæstelse forhandles særskilt, jfr. § 102.

Er Retssag i Anledning af pågjældende Fordring svævende, bliver der at anlægge en færskilt Arrestsag ved den samme Ret, ved hvilken hin Sag behandles. Det er Retten forbeholdt at bestemme, at Arrestsagen skal sættes i Forbindelse med Hovedsagen, såvelsom at den ene af disse Sager skal udsættes, indtil den anden er påkjendt, jfr. §§ 102 og 103.

Er endelig Dom falden i første Instants i Retssagen, hvorunder den Fordring indtales, for hvilken Arresten gjøres, anlægges Arrestsagen ved den Ret, af hvilken hin Sag har været påkjendt. Retten kan i Tilfælde af Påanke udsætte Arrestsagens Forhandling i det Hele eller for en Del, jfr. § 103.

§ 595.

Kommer Skyldneren, efterat Arresten er gjort, under Konkurs, eller dør han og offentligt Skifte uden Gjælds Vedgåelse finder Sted efter ham, bortfalder Arrestrekvirentens Forpligtelse til at anlægge Retssag i Anledning af Fordringen eller Arresten, ligesom han kan hæve den i denne Anledning allerede anlagte Sag, medmindre der er nedlagt Erstatningspåstand fra Skyldnerens Side, og Boet vil fortsætte Sagen. Den af Rekvirenten i Anledning af Arresten stillede Sikkerhed los-

gives dog først, når 8 Uger ere gåede efter Arrestens Foretagelse eller, hvis Sag har været anlagt og hæves, 8 Uger efter Ophævelsen, og der derhos ikke fra Boets Side er rejst Sag om Erstatning. Er dette sket, må det endelige Udfald af Sagen afventes.

§ 596.

Ved Arrestsagen skal det afgjøres, om Arresten er lovlig, forudsat Rigtigheden af den Fordring, for hvilken den er gjort.

Som en Følge heraf kunne Indsigelser vedkommende Fordringens Rigtighed ikke fremføres under Arrestsagen, medmindre denne forhandles i Forbindelse med Hovedsagen, hvorimod alle andre Indsigelser vedkommende Arrestens Lovlighed kunne fremsættes og påkjendes under Arrestsagen, uden Hensyn til, om de tilforn have været undergivne Fogdens Afgjørelse.

§ 597.

Forsømmer Arrestrekvirenten de ham ifølge det Foregående påhvilende Forpligtelser til inden den i § 594 ommeldte Frist at anlægge Arrestsagen eller at anlægge Sag i Anledning af Fordringen, eller afvises eller ophæves nogen af disse Sager, bortfalder Arresten, dog uden at han af denne Grund er udelukket fra igsen at gjøre Arrest for den samme Fordring,

Når den i Anledning af Fordringen anlagte Sag hæves af den i § 386 2det Stykke angivne Grund, bortfalder Arresten dog ikke, forsåvidt Rekvirenten inden en Uge efter Sagens Ophævelse anlægger ny Sag i Anledning af Fordringen.

§ 598.

Fogdens Nægtelse af Arrest er Gjenstand for Besværing efter Reglerne i foregående Afsnits første Hovedafdeling.

§ 599.

Klager fra den Arresteredes Side, sigtende til at bevirke Ophævelsen af den foretagne Arrest som ulovligt gjort, kunne overfor Arrestrekvirenten alene fremføres henholdsvis under

Arrestsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Retssag.

§ 600.

Vil Nogen drage Fogden til personligt Ansvar i Anledning af hans Embedsforhold med Hensyn til Arrestens Foretagelse eller Nægtelse, må dette ske ved Påanke.

§ 601.

En pålagt Arrest kan i det Hele eller for en Del ophæves ak Fogden, når dette støttes på Omstændigheder, som ere indtrufne efter Arrestens Foretagelse.

Forinden Arresten ophæves, skal Fogden give Arrestrekvirenten Lejlighed til at ytre sig, medmindre Grunden til Ophævelsen er Udeblivelse med de anordnede Underholdnings- og Varetægtspenge,

Imod Fogdens Kjendelse kan der, hvad enten den går ud på at ophæve Arresten eller nægte dens Ophævelse, iværksættes Påanke eller Besværing i Overensstemmelse med Reglerne om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger, jfr. navnlig § 549 ff.

Fogdens Ophævelsesdekret kan ikke hindres fra at træde i Virksomhed ved Anvendelse af Retsmidler.

§ 602.

Befindes en Arrest i det Hele ulovlig enten fordi den Fordring, for hvilken den er iværksat, ikke ved endelig Dom befindes grundet hverken i det Hele eller for en Del, eller fordi Arresten selv, afset fra Fordringens Rigtighed, lider af Mangler, fom medføre dens Ugyldighed og som kunde have været undgåede af Arrestrekvirenten ved fornøden Agtpågivenheds Anvendelse, er Arrestrekvirenten pligtig at yde den Arresterede Erstatning for ham ved Arresten forårsaget Tab, Kreditspilde og Tort. Befindes Arresten ulovlig for en Del, er Arreftrekvirenten pligtig at erstatte den Ar resterede det særlige Tab og den særlige Kredit« spilde, som måtte være en Følge af, at der er bleven givet Arresten en for stor Udstrækning.

Bortfalder eller ophæves en gjort Arrest på Grund af efterfølgende Omstændigheder,

tillægges der den Arresterede Erstatning for ham ved Arresten forårsaget Tab, Kreditspilde og Tort, når det må antages, at Arresten, om den var bleven behørig forfulgt og holdt ved Magt, vilde have medført sådant Ansvar.

§ 603.

Arresten kan ophæves fåvel ved Dommen i Arrestsagen som ved Dommen i Hovedsagen, når den enten i og for sig eller på Grund af det med Hensyn til Hovedsagen antagne Resultat må anfees for ulovlig gjort.

Arresten bortfalder først, når Exekutionsfristen for den Dom, hvorved den kjendes ugyldig, er udløbet, nden at Påanke er iværksat.

§ 604.

Den Arresterede kan gjøre sit Krav på Erstatning i Anledning af Arresten gjældende mod Arrestrekvirenten efter Omstændighederne enten som Modkrav under Arrestsagen eller som selvstændigt Søgsmål i første Instants, hvilket sidste dog først kan anlægges, når Arresten enten ved endelig Dom er kjendt ugyldig, eller ved Fogdens Kjendelse (§ 601) ophævet; sådant selvstændigt Søgsmål må i så Fald anlægges inden 8 Uger.

§ 605.

Ophæves Arresten af overordnet Ret, for hvilken Fogdens Nægtelse (§ 601) af at gjøre det er indbragt, kan der ved samme Dom tillægges den Arresterede den ham muligvis tilkommende Erstatning hos Arrestrekvirenten.

§ 606.

Ved Forbud, foretaget af Fogden, kan der gives en eller flere bestemte private Personer embedsmæssigt Pålæg om at undlade Handlinger eller Foretagender, som stride imod Forbudsrekvirentens Ret og som de Pågjæl-

dende ifølge deraf, selv uden Forbudet, vilde være uberettigede til at foretage.

Ved Forbud kan den Private hindres i selv at udføre eller lade udføre Noget såvelsom i at lade foretage sådanne Embedshandlinger, som betinges af Begjæring fra hans Side.

§ 607.

Forbud kan gjøres, uagtet det ikke for Fogden oplyses, at de Handlinger, der skulde forbydes, ere stridende med Forbudsrekvirentens Net, men denne må i så Fald stille Sikkerhed for den Skade og Ulempe, som ved Forbndet kan forårsages den Pågjældende.

Dog må Forbud end ikke imod Sikkerhedsstillelse iværksættes, når det er klart, at det er ulovligt.

§ 608.

Forbudsrekvirenten har i Reglen at oplyse, at den, mod hvem Forbudet rettes, ved Gjerning eller Ord har givet Anledning til at antage, at han vil foretage de Handlinger, som skulle forbydes. Kan fornøden Oplysning i så Henseende ikke fremskaffes for Fogden, kan det pålægges Forbudsrekvirenten at stille Sikkerhed som Betingelse for at fåe Forbud iværksat.

§ 609.

I de i de tvende føregående Paragrafer omhandlede Tilfælde bestemmer Fogden ifølge frit skjøn over samtlige Omstændigheder Sikkerhedens Art og størrelse.

§ 610.

Den, imod hvem Forbudet rettes, kan ikke afværge det eller fåe det ophævet ved Sikkerhedsstillelse.

§ 611.

Den, der modvillig overtræder et ham ved Fogden gjort Forbud, kan under en af Forbudsrekvirenten anlagt Straffesag dømmes til Straf af Bøder eller Fængsel og i Forbindelse hermed efter Omstændighederne til Erstatning.

Når Forbud ved Fogden er nedlagt

har det exekutive Politi på Forbudsrekvirentens Begjæring at yde Bistand til Forbudets Opretholdelse ved at hindre Pågjældende i at foretage Overtrædelseshandlinger, tilintetgjøre hvad der måtte være foretaget i Strid med Forbudet og deslige.

Det er iøvrigt en Selvfølge, at offentlige Myndigheder ere forpligtede til ikke at låne deres Bistand til Foretagender, mod hvilke der er gjort lovligt Forbud.

§ 612.

Enhver, der, vidende om et Forbud, yder den, mod hvem Forbudet er rettet, Bistand til de forbudne Foretagenders Udførelse, eller deltager i Overtrædelse af Forbudet, bliver erstatningspligtig overfor Forbudsrekvirenten.

§ 613.

Med Hensyn til Fremgangsmåden ved Forbudsforretningen bliver med de Lempelser, som følge af Forholdets Beskaffenhed, at forholde på samme Måde, som om Arrest er foreskrevet i det foregående Kapitel, nemlig §§ 585, 586, 587, 588, 589 og 593.

§ 614.

De i foregående Kapitel §§ 594, 595, 596, 597, 598, 599, 600, 601,602, 603, og 604 givne Regler ere med de af Forholdets Natur følgende Lempelser anvendelige på Forbud.

Istedetfor Arrestsag træder Forbudssag.

§ 615.

Forbud imod en Fordrings Udbetaling, et Skibs Afsejling eller overhovedet en Gjenstands Forflyttelse eller anden Rådighedsudøvelse over den er, når Hensigten hermed er at søge Sikkerhed for Fyldestgjørelsen af Krav af den i § 572 ommeldte Art, uden Henfyn til hvorledes Forretningen benævnes, i Eet og Alt at betragte som Arrest i den pågjældende Fordring eller Gjenstand. Som en Følge heraf blive de i forrige Kapitel om Arrest givne Regler i alle Henseender at anvende på sådanne Forretninger.

§ 616.

Med Hensyn til Behandlingen af Dødsboer såvelsom af de øvrige i Loven af 30te November 1874 om Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. m. ommeldte Boer har det sit Forblivende ved den gjældende Ret med de Forandringer, som følge af de i nedenstående Paragrafer indeholdte Regler.

§ 617.

Skal der fra et Bo, hvori Arv og Gjæld ikke er vedgået, afhændes Effekter hvori Nogen har Pant, sker dette efter de Regler, fom i så Henseende gjælde for Konkursboer, jfr. § 633. Når iøvrigt Afhændelse ved offentlig Auktion af et Bos Effekter stal finde Sted, sker dette ved Skifteretten, som herved har at iagttage de Regler, der gjalde, naar Embedsmænd på Embedsvegne hare at bortsælge Statens eller Privates Gods ved offentlig Auktion.

§ 618.

Naar en på offentligt Skifte anmeldt Fordring eller et der fremsat Krav med Hensyn til de under Skiftebehandling værende Midler modsiges af Nogen iblandt Boets Vedkommende og det ikke lykkes at tilvejebringe Forlig ved Mægling af Skifteretten, afgjør denne, om pågjældende Påstand skal bestrides af Boet, hvilket Sidste også kan besluttes af Skifteretten, hvor den På Embedsvegne sinder at burde modsætte sig den, eller om Boet ikke stal optræde fom Part, men overlade Vedkommende selv at udføre Tvisten,

§ 619.

Skal en Påstand eller Fordring bestrides fra Boets Side, har Skifteretten snarest muligt herom at underrette den, der har fremsat Påstanden eller anmeldt

Fordringen, samt tilkjendegive ham, at han må forfølge sit Krav ved sædvanlig Rettergang imod Boet, Foretager Pågjældende ikke inden 4 Uger herefter de fornødne Skridt i så Henseende, bliver Boet at opgjøre, som om Påstanden ikke var bleven fremsat eller Fordringen ikke var bleven anmeldt.

Overlades det til den, sum modsiger Fordringen eller Påstanden, selv at udføre Tvisten, har Skifteretten at tilkjcndegive ham, at han inden 4 Uger har at føretage de fornødne Skridt til Retssags Anlæg imod den, som har anmeldt Fordringen eller nedlagt Påstanden, da der i modsat Fald ved Boets Opgjørelse ikke vil blive taget Hensyn til hans Indsigelse imod Fordringen eller Påstanden.

Ville Parter, imellem hvilke en Tvist på Skiftet cr opstaaet, overlade Spørgsmålcts Afgjørelse til Skifteretten, er denne, når ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring beheves, pligtig at afsige en Kjendelse, ved hvilken Spørgsmaalet da er afgjort på samme Måde som ved Voldgift.

§ 620.

De i foregående Paragraf omhandlede Sager anlægges på det Sted, hvor Boet behandles, enten for Underretten eller for den Landsret, mider hvilken vedkommende Skifteret står, forfåvidt Sagen ifølge dens Gjenstand henhører under Landsret.

Dog skal det, hvor en Fordring bestrides af Boet, altid stå den, der nedlægger På« standen eller anmelder Fordringen, frit for at begjære Sagen påkjendt ved Underret uden Hensyn til deus Gjenstand.

§ 621.

Boet cr i de i § 619 første Stykke omhandlede Tilfælde selv at anse som Modpart, hvorfor Klageskriftet (§§ 160 og 343) lyder på det og forkyndes for Skifteretten på Boets Vegne.

Det påhviler Skifteretten at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres på behørig Måde.

§ 622.

De i § 619 omhandlede Sager udføres

iøvligt efter de almindelige Regler, som gjælde for Sagers Behandling henholdsvis ved Landsret og Underret.

§ 623.

Imod de afsagte Domme kan der anvendes de almindelige Retsmidler.

Den afsagte Dom kan derfor ikke, medmindre pågjældende Parter frafalde Retsmidlers Anvendelse imod Dommen eller denne ifølge sin Gjcnstand ikke kan angribes ved Retsmidler, lægges til Grund for Boets videre Behandling, førend der er hengået en Frist af 4 Uger fra Afsigelsen, uden at der er gjort Retsmidler gjældende.

Skulde Dommen blive forandret eller annulleret ifølge senere Anvendelse af Retsmidler, tages behørigt Hensyn hertil ved Boets videre Behandling, og i fornødent Fald ved Omgjørelfc af det Foretagne, hvis Skiftet ikke endnu er sluttet, men efter den Tid må enhver Forandring føges iværksat ved Påanke af Repartitionen,

§ 624.

Kjendelser eller Beslutninger af Skifteretten, dcr førefalde under Borts Behandling, kunne, forsåvidt der overhovedet er Adgang til at indbringe dem til højere Rets Prøvelse (jfr. § 626), angribes ved Besværing til den Landsret, under hvilken Skifteretten står. Boets Behandling bliver dog ikke desto mindre at fortsætte, men Skifteretten har i få Fald at drage Omsorg for, at den Ankendes Ret ikke føregribes ved Behandlingen, medens Besværingen står på.

Besværingen må iværksættes inden 2 Uger, efterar pågjældende Beslutning er tagen eller Kjendelse afsagt.

Dog kan Landsrettens Formand efter et af vedkommende Part indgivet skriftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger må følge, undtagelsesvis tilstede Besværings Iværksættelse indtil 6 Måneder, efter at Beslutningen er tagen eller Kjendelsen afsagt, når ganske særegne Omstændigheder retfærdiggøre, at Parten ikke i rette Tid har iværksat Besværing,

§ 625.

Den tilendebragte Skiftebehandling og i Forbindelse hermed de under samme afsagte Kjendelser og tagne Beslutninger, forsåvidt som disse ikke have været gjort til Gjenstand for Besværing, kunne pånkes til den Landsret, under hvilken Skifteretten ftår.

Påanken må iværksættes inden 4 Uger, efterar Skiftet i Henhold til Reglen i Lov af 30te November 1874 § 50 ansees som sluttet.

Dog kan Oprejsning imod Undladelse af at iværksætte Påanke inden den føreskrevne Tid, iøvrigt i Overensstemmelse med Reglen i § 624 sidste Stykke, gives indtil 1 År efter Skiftets Slutning.

§ 626.

De i §§ 624 og 625 omhandlede Retsmidler kunne ikke anvendes imod de Bestemmelser, der af Skifteretten træffes ifølge Lov af 30te November 1874, §§16 sidste Stykke, 19 tredie Pnnktum, 23, 24 første Punktum, 27 sidste Punktum, 3 0 sidste Punktum, 32, 47 første Punktum, 51 første Stykke og 75 samt denne Lovs § 618.

§ 627.

Parterne kunne ikke gyldigjen give Afkald vå deres Adgang til at anvende de i §§ 624 — 625 omhandlede Retsmidler, førend esterat den Handling eller Afgiørelse af Skifteretten, med Hensyn til hvilken der er Spørgsmål om Retsmidlers Anvendelse, er sket.

§ 628.

Påanke iværksættes ved, at der tilstilles Skifteretten Ankeskrift på den i § 356 bestemte Måde, Besværing derved, at der indgives Besværingsskrift til Skifteretten i Overensstemmelse med § 321.

Skifteretten har på Boets Bekostning at drage Omsorg for, at der i fornødent Fald tages til Gjenmæle.

§ 629.

Påanken føregår iøvrigt i Overensstemmelse med de om Påanke fra Underretten til Landsretten i fjerde Afsnit givne Regler.

Som en Følge heraf finder der en fuldstændig ny Bevisførelse og Sagsudvikling Sted for Landsretten.

Den for Skifteretten stedfundne Procedure er ikke bindende, og der er endog Intet til Hinder for, at Tillæg til og Rettelser i de tidligere Påstande fremsættes. Dog kunne Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Skifteretten afgivne protokollerede Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

§ 630.

Besværing føregår med de Lempelser, som følge af ovenstående Bestemmelser, efter famme Regler som Besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger, jfr. § 360.

§ 631.

Når en i Henhold til § 625 iværksat

Påanke har fundet sin Afgjørelse ved Landsretten, kan der i Reglen ikke ske yderligere Påanke til Højesteret, Dog kan Højesterets Formand i Forbindelse med to af ham tiltagne Medlemmer af Retten tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret. Andragende herom fremsættes og behandles på den i § 304 fastsatte Måde.

Om Påanken til Højesteret gjælde de almindelige Regler i tredie Afsnit Kap. I.

Landsrettens Afgjørelse i Anledning af Besværing er ikke Gjenstand for yderligere Besværing til Højesteret.

§ 632.

Med Hensyn til Behandlingen af Konkursboer har det sit Forblivende ved Reglerne i Konkursloven af 25de Marts 1872 med de Forandringer, som følge af de i nedenstående Paragrafer indeholdte Bestemmelser.

§ 633.

Realisation af Konkursboets pantsatte Ejendele stel, forsåvidt ikke Andet vedtages,

ved Tvangsauktion. Denne afholdes af Skifteretten under Iagttagelse de i 7de Afsnit 1ste Hovedafdeling Kapitel IV givne Regler, dog med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur og Konkurslovens Forskrifter. Kurator i Boet har at udføre, hvad der påligger Rekvirenten af Tvangsauktion. Den, der besørger Inkassators Forretninger for Boet, fungerer også som sådan, forsåvidt Tvangsauktionen angår.

Når et Konkursbos upantsatte Effekter afhændes ved offentlig Auktion, bliver der med denne at forholde efter Reglen i § 617 sidste Punktum, forsåvidt ikke Andet i Medfør af Konkurslovens Regler bestemmes af Boets Vedkommende.

§ 634.

Når en i Konkursboet anmeldt Fordring modsiges eller den Fortrinsret, som er tillagt samme på den i Henhold til Konkurslovens § 87 forfattede Oversigt, bestrides, og det ikke lykkes at tilvejebringe Forlig imellem de Pågjældende (jfr. Konkurslovens § 88), har Skifteretten at fremkalde en Beslutning af Boets Vedkommende (jfr, Konkurslovens §§ 74 og 7 b), om og for hvilket Beløb Boet vil anerkjende Fordringen, og hvilken Fortrinsret det vil indrømme den. Herom underretter Kurator snarest muligt den pågjældende Fordringshaver samt tilkjendegiver ham, at han, hvis han ikke vil finde sig i at behandles på dcnne Måde, må forfølge sit Krav ved sædvanlig Rettergang imod Boet. Foretager Pågjældende ikke inden 4 Uger herefter de fornødne Skridt i så Henseende, bliver Fordringen ved Boets videre Behandling og Opgjørelse kun at anerkjende forsåvidt og med den Fortrinsret, som Boet har indrømmet.

Enkelte Fordringshavere, som have Interesse i at bestride en Fordring, uagtet Boet ikke vil modsige den eller den for samme påståede Fortrinsret, have Adgang hertil, forsåvidt der ikke af Boet er sluttet Overenskomst med Vedkommende om Tvistens Gjenstand, og Sagens Forfølgning ikke udsætter Boet for Tab af Rettigheder, De pågjældende Fordringshavere have i så Fald inden 4 Uger, efter at Boets Beslutning er taget, at føretage de fornødne

Skridt til Retssags Anlæg. I modsat Til« fælde bliver der ved Voets Opgjørelse ikke taget Hensyn til deres Indsigelser, De ere pligtige at lade Klageskriftet forkynde for Boets Kurator.

Ville Parter, imellem hvilke en Tvist er opstået, overlade Spørgsmålets Afgjørelse til Skifteretten, er denne, når ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring behøves, pligtig at afsige en Kjendelse, ved hvilken Spørgsmålet da er afgjort på samme Måde som ved Voldgift,

§ 635.

De i føregående Paragraf omhandlede Sager anlægges på det Sted, hvor Boet behandles, enten for Underretten eller for den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret står, forsåvidt Sagen ifølge dens Gjenstand henhorer under Landsret.

Dog skal det altid stå den, hvis Fordring eller nedlagte Påstand bestrides af Boet, frit for at begjære Sagen påkjendt ved Underret uden Hensyn til dens Gjenstand.

§ 636.

Boet er i de i §634 første Stykke omhandlede Tilfælde selv at anse som Modpart, hvorfor Klageskriftet (§§ 160 og 343) lyder på det og forkyndes for Kurator på Boets Vegne.

Det påhviler Kurator at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres på behørig Måde.

§ 637.

De i § 634 omhandlede Sager udføres iøvrigt efter de almindelige Regler, som gjælde for Sagers Behandling henholdsvis ved Landsret og Underret.

§ 638.

Imod de afsagte Domme kan der anvendes de almindelige Retsmidler,

Den afsagte Dom kan derfor ikke, medmindre pågjældende Parter frafalde Retsmidlers Anvendelse mod Dommen eller denne ifølge fin Gjenstand ikke kan angribes ved Retsmidler, lægges til Grund for Boets videre Behandling, førend der er hengået en Frist af

4 Uger fra Afsigelsen, uden at der er gjort Retsmidler gjældende.

Skulde Dommen blive forandret eller annulleret ifølge en senere Anvendelse af Retsmidler, tages behørigt Henfyn hertil ved Boets videre Behandling og i fornødent Fald ved Omgjørelse af det Foretagne, hvis Konkursbehandlingen ikke endnu er sluttet, men efter den Tid må enhver Forandring søges iværksat ved Påanke af Udlodningen.

§ 639.

Imod Kjendelser eller Beslutninger af Skifteretten, som førefalde under Boets Behandling, kan der udenfor de i Konkurslovens § 137 angivne Tilfælde finde Besværing Sted til den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret står. Ligeledes er den i Konkurslovcns § 48 2det Stykke omhandlede Beslutning Gjenstand for Besværing til Landsretten. Med Hensyn til Besværing imod den Beslutning af Skifteretten, hvorved en antagen Akkord forkastes, blive de i Konkurslovens § 138 fastsatte Begrænsninger at iagttage.

Den sluttede Konkursbehandling og i Forbindelse hermed de under samme afsagtc Kjendelser og tagne Beslutninger, forsaovidt som disse ikke have været gjort til Gjenstand for Besværing, kunne påankes til den Landsret, under hvilken Skifteretten står. Anker over den Beslutning af Skifteretten, hvorved Akkorden er stadfæstet, blive dog, forsåvidt de kunne indbringes til højere Rets Prøvelse (jfr. Konturskoveus § 139), at gjøre gjældende ved Besværing.

§ 640.

Påankefristen er 4 Uger,

Dog kan Landsrettens Formand efter et af vedkommende Part indgivet striftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger må følge,undtagelsesvis tilstede Påanke indtil 1 År efter Konkursbehandlingens Slutning, når ganste særegne Omstandigheder retfærdiggjøre, at Parten ikke i rette Tid har iværksat Påanke.

§ 641.

Besværingsfristen er 2 Uger. Når en Kjendelse eller Beslutning, der

forefalder under Konkursbehandlingen, er angrebet ved Besværing, bliver Boets Behandling ikke desto mindre at fortsætte, men Skifteretten har i så Fald at drage Omsorg for, at den Ankendes Ret ikke føregribes ved Behandlingen, medens Besværingen står på. Er der iværksat Besværing imod den Beslutning, hvorved Akkorden stadfæstes, må Boet ikke forinden Spørgsmålets endelige Afgjørelse udleveres til Skyldneren, med mindre der drages Omsorg for at sikre den sinkende. Et Besværingsskrift, der ikke påberåber sig nogen af de i Konkurslovens § 139 ommeldte Ankegrunde, hindrer ikke Boets Udlevering tll Skyldneren.

Oprejsning imod Undladelse af at fremkomme med Besværing inden den føreskrevne Tid kan gives efter Reglen i § 640 sidste Stykke, dog ikke længere end i 6 Måneder

§ 642.

Påanke iværksættes ved, at der tilstilles Kurator på Boets Vegne Ankeskrift på dcn i § 356 bestemte Måde, Besværing derved, at der indgives Besværingsskrift til Skifte« retten i Overensstemmelse med § 321.

Det påhviler Kurator vå Boets Bekostning at drage Omsorg for, at der i fornødent Fald tages til Gjenmæle.

§ 643.

Med Hensyn til Alt, hvad der efter Bestemmelserne i denne Afdeling stal iagttages af eller overfor Boets Kurator, træder i Boer, hvor ingen Kurator er beskikket, Skifteretten i dennes Sted (jfr. Konkurslovens § 80).

§ 644.

Iøvrigt bliver der med Hensyn til Påanke og Besværing i de ovenfor omhandlede Tilfælde at forholde efter Reglerne i §§ 629 —631, ligesom også Bestemmelsen i § 627 finder Anvendelse på Konkursboer.

§ 645.

Denne Lov træder i Kraft samtidig med Loven om Domsmagtens Ordning m. v. i Overensstemmelse med de i de følgende Paragrafer nærmere givne Regler.

§ 646.

Fra den Dag, Loven træder i Kraft, behandles borgerlige Domssager, i hvilke Klageskrift derefter meddeles (jfr. § 100), i Overensstemmelse med de Regler, som denne Lov føreskriver. Derimod bliver Behandlingen af de Domssager, i hvilke Stævning på den nævnte Tid allerede er forkyudt, at tilendebringe i Overensstemmelse med de hidtil gjældende Regler. Den, der meddeler Modparten Klageskrift i Overensstemmelse med denne Lov, antages derved at have lovlig frafaldet den Stævning, som han i Henhold til de hidtil gjældende Regler måtte have udtaget og ladet forkynde, men endnu ikke irettelagt.

§ 647.

Søgsmål efter Gjældsbreve, med Hensyn til hvilke den i Frdn. 25de Januar 1828 hjemlede hurtige Retsforfølgning gyldig er vedtaget, blive, forsåvidt de ikke ifølge føregående Paragraf skulle behandles efter de hidtil gjældende Regler, at behandle efter de i Lovens sjette Afsnit Kapitel II. om Exekutivproces givne Regler, som om disse vare på« beråbte i Gjældsbrevet.

§ 648.

I alle Tilfælde, hvor Behandlingen af en Sag er føregået eller ifølge § 646 skal foregå efter de hidtil gjældende Regler, bliver der også med Hensyn til Retsmidlernes Anvendelse at forholde efter disse.

Dog skal Påanken, forsåridt ikke Påankefristen udløber tidligere i Medfør af den hidtil gjældende Ret, iværksættes i det Seneste inden 8 Uger at regne fra Dommens Afsigelse eller, hvis Dommen er afsagt forinden Lovens Træden i Kraft, fra dette Tidspunkt. Oprejsning kan ikke bevilges, efter at der er hen

gået År og Dag at regne henholdsvis fra Dommens Afsigelse eller Lovens Træden i Kraft.

§ 649.

På Fuldbyrdelsen af Domme, som ere afsagte inden Lovens Træden i Kraft eller i Sager, hvis Behandling i Medfør af § 646 er føregået efter den hidtil bestående Ret, blive Reglerne i denne Lov at anvende med de af Forholdets Natur flydende Lempelser.

§ 650.

Med Hensyn til føreløbige Retsmidler, som først bringes i Anvendelse efter Lovens Træden i Kraft, blive dennes Regler i det Hele at følge.

§ 651.

Enhver, der forinden denne Lovs Træden i Kraft er belagt med Arrest på Person, bør sættes i Frihed, forsåvidt og såsnart han ifølge nærværende Lovs Bestemmelser ikke vilde kunne holdes i Gjældsfængsel. Ligeledes bliver den Forhøjelse af Underholdningspenge, som fastsættes i § 583, efter Lovens Træden i Kraft at anvende med Hensyn til allerede arresterede Skyldnere, dog at overfor disse den Virkning, som er forbundet med Udeblivelse af de befalede Underholdningspenges Betaling, ikke stal indtræde førend en Uge, efter at vedkommende Arrestrekvirent ved Fogdens Foranstaltning er blevet underrettet om Forhøjelsen.

§ 652.

Det vil ved særlig Lov være at bestemme, i hvilken Udstrækning Reglerne i nærværende Lov skulle gjørcs anvendelige på Færøerne.

Almindelige Bestemmelser.

Kapitel I.

Om Retternes Virkekreds.......................................................... 27-30.

Kapitel II.

Om Bærnething................................................................. 30—38.

Kapitel III.

Om de Tilfalde, hvor Rttens Personer som inhabile skulle eller kunne udelukke« fra eller fritages

for at handle i sagen................................................... 38-41.

Kapitel IV.

Om Forening af Søgsmål under samme Retssag..................................... 41—44.

Kapitel V.

Om Hagen« Parter.............................................................. 44-47.

Kapitel VI.

Om Rettergangøfuldmægtige........................................................ 47–51.

Kapitel VII>.

Om Retsmøder og Retsbøger...................................................... 51—55.

Kapitel VIII.

Om Procesmåden i Almindelighed.............................................----- 55– 61

Kapitel IX.

Om Forkyndelser og andre procesfuelle Meddelelser..................................... 61—65.

Kapitel X.

Om Procesomkostninger........................................... .............. 65—69.

Kapitel XI.

Om Meddelelse af fri Proces...................................................... 69–72.

Kapitel XII.

Om Rettergangøbøder........................................................... 72-73.

Kapitel XIII.

Om« den tvungne Forligsprøve...................................................... 73–75.

Om Procesmåden ved Landsretterne.

Kapitel I. Sibe.

Om de Skrifter, som vexses« mellem Parterne, og um de Sfrifter, som skulle forelagges Retten forinden den mundtlige Forhandlings Begnnbelse.......................------ 76—85.

Kapitel II.

Om sagens Behandling, efterat den mundtlige Forhandling er begyndt.................... 85–101.

Kapitel III «.

Om Bevis og« ug Bevisførelse......................................................... 101— 120.

Første Underafdeling.

Om Vidnebeviset.................. .................. 103–111.

Anden Underafdeling.

Om Bevis ved Syn Og Gkjøn......................... 111 – 115.

Tre die Underafdeling.

Om Bevis ned Dokumenter............................ 115—118.

Fjerde Underafdeling.

Om Barts« Ed....................................... 118–120.

Kapitel IV.

Om Domme og kjendelser................................... ................... 120–129.

Kapitel V.

Om Udeblivelser................................................................ 129–134.

Om Behandlingen af og Retsmidlerne i de Sager, der i første Instants

påkjendes af Underretterne.................... 156–160.

Om Fremgangsmåden ved Intervention og ved Tilstævning af Trediemand

under den mellem Parterne begyndte Retssag........... 160–162.

Særegne Rettergangsarter.

Kapitel I.

Om Beviser Førelse førend Hovedsorhandfingeu....................................... 162—163.

Kapitel II

Om Exesutivproces........................................................... 163—165.

Kapitel III.

Om skriftlig Behandling af Sager.................................................. 165–168.

Kapitel IV.

Om Behandlingen af Ægtestabssager samt Sager, hvorunder Arvinger fsge sig en bortebleven

Persons Formue tilkjendt....................................... 168–171.

Kapitel V.

Om den Fremgaugsmåde, som stal iagttages, når Nogen stal umnnbiggjøres eller Enke stal fattes

under fast l,'auncirgem«al........................................... 171—177.

Kapitel VI.

Om Fremgangsmåden ved at erhverve Mortisikatious eller Ejendomsdom................. 177 —179.

Om Exekution og Tvangsauktion.

Indledende Nemarlmngcr.......................................................... 180– 183.

Kapitel I.

Almindelige Betingelser for Exekution................................................ !83–190.

Kapitel II

Om Fuldbyrdelsesmåden .................................................... 190–200.

Forste Underafdeling. Sibe Sibe

Om Fuldbyrdelsen af Domme«, der isse,' lyde på Udredelsen as Penge 191 - l95.

Anden Underafdeling.

Om Fuldbyrdelsen af Tomme, tier lyde på Udredelsen as Penge 195–200.

Kapitel III.

Om Exekutiønsorretningens Foretagelse og om Proceduren under samme.................. 200–204.

Kapitel IV.

Om Tvangsauktion.............................................................. 201—226.

Indledende Bemærkninger ............................................. 204—212.

Første Underafdeling.

Almindelige Bestemmelser............................. 212–213.

Anden Underafdeling.

Om tvungen Auktion over Løsøre ....................... 213—216.

Tredje Underafdeling.

Om tvungen Auktion over fast Ejendom.................. 216—225.

Fjerde Underafdeling.

Om Proceduren af Tvistigheder, der opstå under Tvangsauktionen 225—226.

Kapitel V.

Om Retømidlerne imod de til Dommes tvnngue Fuldbyrdelse henhorende Fogedforretninger... 226–227.

Om Udpantning samt om Indsættelses- og Udsættelsesforretninger.

I. Om Udpantning................................................. 228—230.

II. Om Indsættelses og Udsættelseøforretninger ......................... 230—231.

Om de føreløbige Retsmidfer.

Indledende Bemærkninger......................................................... 231—232.

Kapitel I.

Arrest.......................................................................... 232–248.

Kapitel II.

Forbud........................................................................ 248–251.

Om Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v. samt om Konkurs.

I. Om Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. b........................... 251—258.

II. Om Konkurs.................................................. 258-259.

Om Retternes Virkekreds.

Lovforslagets Forudsætning, hvis nærmere Udvikling iøvrigt hører hjemme i Lovforslaget om Domsmagtens Ordning, er, at al Retspleje i første Instants såvel civil som kriminel i Reglen hviler hos Landsretterne. Under dem henhører altså enhver ikke særlig undtaget Sag. Men den praktiske Fornødenhed kræver på det civile ikke mindre end på det kriminelle Område, at der ved Siden af den som Regel gjældende ordinære Procesform åbnes Adgang til en billigere og simplere Behandling af Småsager, en Tanke, som derfor også har gjort sig gjældende i vor nubestående Ret (mindre Gjældssager, private Politisager). De Fordele, Underretsbehandlingen ifølge Lovforslaget skal frembyde med Hensyn til slige mindre Sager, bestå især deri, at Sagen kan afgjøres i Nærheden af Parterne, nemlig ved Underretskredsens egen Retsbetjent, hvorved Udgifter til Parters og Vidners Rejser spares, og at Procesformernes Simpelhed, navnlig den Omstændighed, at intet forudgående skriftligt Grundlag skal tilvejebringes af Parterne, i Forbindelse med Dommerens vidtgribende Vejledning, gjør det muligt for Parterne at undvære Sagførerhjælp, hvortil endelig som et mere akcessorisk Fortrin kan føjes, at Sagen netop på Grund af Parternes Nærhed og Procesformernes Simpelhed i Reglen vil kunne tilendebringes forholdsvis hurtigt.

En sådan særlig for mindre Sager indrettet Procedure er i de nyere Tider indført næsten allevegne, skjønt under forskjellige Navne og på forskjellig Måde (i England County Courts, i Frankrig juges de paix, i Hannover Amtsgerichte, i Østerrig Bagatellgerichte), og det kan vistnok påståes, at man overalt

er tilfreds hermed, og snarere har været betænkt på at gå videre på denne Bane, end at standse eller gå tilbage. Vel har man undertiden fra et vist tilsyneladende strengt Principstandpunkt gjort Indsigelser imod disse simplere Procesformer, idet man har sagt, at Rettens Pleje burde omgives med lige så store og sikre Garantier i små Sager som i store, dels fordi Retten overhovedet er lige så hellig i det Små som i det Store, dels fordi en Sag af ringe Pengeværdi for den fattige Part kan være af endog mere indgribende Vigtighed end en Sag af større Pengeværdi for den velhavende Part. Imod denne Betragtningsmåde fortjener først og fremmest at fremhæves, at det overalt netop er bleven fordret og hævdet som en Fordel for de fattigere Samfundsklasser, at en særlig på Småsager beregnet Procedure haves, og Mangelen af en sådan er bleven betragtet som en Samfundets Uret mod eller Tilsidesættelse af deres Interesser, idet de derved bleve faktisk retløse i mange Tilfælde. Men dernæst er det også en Miskjendelse eller Overdrivelse af Statens Pligter med Hensyn til Retsplejen, på alle Punkter og til det Yderste at kræve Idealets Fordringer tilfredsstillede. Som en menneskelig Institution, der arbejder med begrænsede materielle og personelle Kræfter, kan Staten ligesålidt i Retsplejen som ved dens andre Opgaver, såsom Undervisningsvæsen, Hærvæsen, Sundhedsvæsen, Postvæsen o. s. v., påtage sig at realisere de ideale Fordringer uden Afkortning eller Beskjæring, men den må nøjes med at udføre disse således, som Forholdene tillade det. Det kan derfor hverken i civile eller kriminelle Sager forlanges af den, at enhver den ubetydeligste Sag skal behandles med samme Omstændelighed og med et ligeså stort Apparat af Dommere og Sagførere som de vigtigste og betydeligste Sager. En anden Sag er det naturligvis, at også den på de mindre Sager særligt beregnede Procedure bør indrettes så hensigtsmæssigt, som Bagatelprocessens særlige Øjemed gjør det muligt.

I de fleste kontinentale Proceslove, såsom både den franske og den hannoveranske, er der iøvrigt en endnu skarpere Grænse mellem den ordinære Procesmåde og den såkaldte Bagatelproces

end efter det foreliggende Lovforslag, idet der i den ordinære civile Proces existerer Tvang til at benytte Sagfører ved de egentlige Proceshandlingers Foretagelse, medens det i Modsætning hertil i Bagatelprocessen står Parterne frit for at møde selv eller ved en fritvalgt Fuldmægtig. Denne iøjnefaldende Forskjel finder man ikke i dette Lovforslag, fordi Kommissionen ikke har dristet sig til at foreslå Sagførertvangs Indførelse ved Landsretterne. Vel er Kommissionen overbevist om, at det vilde være til den største Skade for Retsplejens hurtige og regelmæssige Gang og for Forhandlingernes Klarhed og Grundighed såvelsom også for de private Interesser, dersom det blev hyppigt, at ulovkyndige Parter i egen Person førte deres Sag for Landsretterne; men da dette vistnok i Fremtiden, ligesom hidtil, vil komme til at høre til de sjældne Undtagelser, antager Kommissionen, at det vil være ufornødent at opstille et Princip, som ufejlbarligt vil støde stærkt an imod de på andre Områder nutildags herskende Anskuelser heri Landet. Ved Bestemmelsen af Grænsen imellem Landsretternes og Underretternes Virkekreds bør der tages Hensyn til, at de Sager, som ikke kunne bære Udgiften til Sagfører i Reglen henlægges til Underretterne, og ved Procesmådens Indretning bør der gåes således frem, at man for Underretsprocedurens Vedkommende særligen lægger an på at sætte Parterne istand til idetmindste at føre visse Sager selv, medens man for Landsretsprocedurens Vedkommende ikke betragter dette som noget fremtrædende Formål. I § 2 findes den almindelige Angivelse af de Sager, som skulle høre under Underretterne. Ifølge den gjældende Ret er det dels mindre Gjældssager (Frd. 6te Aug. 1824) dels private Politisager, som ere Gjenstand for en simplere og billigere Behandlingsmåde. At der efter den nugjældende Ret er nogen Forskjel i Behandlingsmåden af disse to Klasser af Sager, er velbekjendt, men Kommissionen tror, at det vil tjene til Simplifikation at bringe alle Småsagerne ind under en fælles Behandlingsmåde, og det skjønnes ikke, at der fra andre Sider betragtet kan være nogensomhelst Betænkelighed herved. Det

er derfor Lovforslagets Mening, at den i dets fjerde Afsnit skildrede Underretsprocedure skulde træde istedetfor både den nuværende private Politirctsprocedure, forsåvidt denne overhovedet vil vedkomme Civilprocessen, og Proceduren i mindre Gjældssager. I Bestemmelsen af Underretsprocedurens Gjenstand er Lovforslaget iøvrigt afveget fra Frd. 6te Aug. 1824, forsåvidt det ikke indskrænker sig til at nævne „Gjældssager", hvilket Udtryk dels er noget ubestemt, dels medfører Udelukkelsen af adskillige Sager, som burde medtages, men det benytter den videre Benævnelse „Søgsmål angående private Formuerettigheder", idet det formentlig kan ansees for givet, at Sager angående den personlige Status eller familieretlige Forhold ikke i Almindelighed bør unddrages Landsretsbehandlingen. Fremdeles må det vistnok erkjendes, at der efter de nuværende Forhold og navnlig Pengenes mindre Værdi er Grund til at forhøje den i Forord. 6. Aug. 1824 satte Grænse til 400 Kr., et Beløb som i virkelig Værdi nu neppe er mere end 100 Rd. var i 1824.*) I Forbindelse hermed skal fremhæves, at man har anset det for rigtigt at foretage en yderligere Udvidelse af Tanken i Frd. 6te Aug. 1824, idet ikke blot privatretlige Søgsmål, men også Sager angående Skatter og Afgifter og andre deslige Ydelser af offentligretlig Karakter til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger i § 2 Lill. b foreslåes henlagte under Underretterne, forsåvidt deres Gjenstand ikke overstiger 400 Kr. Hvad angår de hidtilværende private Politisager, da ville disse, forsåvidt de gå ud på Straf, derunder naturligvis indbefattet Bøder, efter den nye Ordning falde ind under Straffeprocessen og forsåvidt være dette Lovforslag

*) Grænsen for Bagatelsager er noget forskjellig i de forskjellige fremmede Lande. I Hannover er den 150 Tholer, i Würtemberg og Baden 200 Gylden, i Baiern 150 Gylden; den var i Udkastet Forbund af 1870 forudsat at skulle være 150 Tholer, hvilken Grænse også er bibeholdt i Retorganisationsloven for det tyske Rige af December 1876.

uvedkommende. De hidtilværende private Politisager, som herefter blive tilovers for Civilprocessen, ere ikke så mange, at. det kan lønne Umagen at bevare dette Begreb i den fremtidige Ordning af Civilprocessen, så meget mere som Begrebet Politisager også vil forsvinde fra Straffeprocessen. De vigtigste Klasser af Sager, som blive tilbage for Civilprocessen, ere Tyendesager, forsåvidt disse ej gå ud på Straf, og Alimentationssager. De sidste er der Grund til at nævne særligt (§ 2 Litr. d), da de ikke umiddelbart angå noget bestemt Pengebeløb, eftersom Alimentationsbidragets Størrelse senere, når først Paternitetsspørgsmålet ved Dommen er bragt på det Rene, fastsættes ad administrativ Vej. De første ville i Reglen falde ind under Bestemmelsen i § 2 Litr. a, da de ikke let ville have nogen større Værdi end 400 Kr., og det må overhovedet erindres, at de hidtilværende Politisager, hvis Værdi ikke overstiger 400 Kr., ville opnå den simplere Behandlingsmåde i Henhold enten til § 2 Litr. a eller § 2 Litr. b. Skulde det engang forekomme, at en slig Sags Værdi oversteg 400 Kr., er det ej heller nogen stor Ulykke, at den kommer ind under Landsretsbehandling. Endelig er det anset for rigtigt at medtage de i § 2 Litr. c nævnte Sager, hvis pekuniære Betydning sjælden vil være synderlig stor, om end måske noget over 400 Kr, og som desuden også af andre Grunde egne sig til at behandles i Nærheden af det Sted, hvor vedkommende Ejendom er beliggende. Hvad § 2 Litr. e angår, da indeholder den kun en i Ønsket om at samle hele Stoffet begrundet Optagelse af Reglen i § 385, jfr. § 381.

Reglen i § 3 stemmer med Sagens Natur og den gjældende Ret; derimod ere de i § 4 givne Forskrifter om Adgangen til at indbringe Modfordringer under Underretsbehandling, om man vil, af mere vilkårlig Beskaffenhed, fornemlig indrettede efter Hensigtsmæssighedshensyn. Mod Fordringer, der væsentlig kun på Grund af Kvantitetsbestemmelsen i § 2 Litr. a høre under Underret, findes det rigtigt under de almindelige Betingelser at tilstede Modfordringer, når der blot ikke, efterat Modfordringen er benyttet

til Modregning, bliver Spørgsmål om at give Dom for højere overskydende Beløb end 400 Kr., en Sætning, der, om end dens Rigtighed kan bestrides, dog stemmer med den herskende Praxis; at der kan gives Dom også for højere Beløb end 400 Kr., såfremt Modparten ej protesterer herimod, er en naturlig Følge af Reglen i § 8. Hvad angår de Søgsmål, der i Henhold til de andre Bestemmelser i § 2 henhøre under Underret, væsentlig af Hensyn til deres Beskaffenhed og ikke af blot kvantitative Hensyn, synes det naturligt ikke at tilstede Fremsættelsen af Modfordringer, undtagen forsåvidt disse selvstændigt betragtede vilde kunne fremføres ved Underretten; men at de da, såfremt de almindelige Betingelser herfor ere tilstede, må kunne gjøres gjældende til Kompensation, synes ej at kunne bestrides. Den i det sidste Stykke af § 4 givne Regel er så naturlig, at den formentlig ikke trænger til nogen nærmere Forklaring.

Lovforslagets § 5 indeholder nogle Regler, som ere nødvendige på Grund af den særegne Adgang, § 168 indeholder til med Rettens Tilladelse under Sagen at udvide eller forhøje Påstanden, At en sådan Forhøjelse udover 400 Kr.’s Grænsen ikke bør medføre Underrettens Inkompetence, er vistnok hensigtsmæssigt, men da det aldeles beror på Rettens Skjøn, om Tilladelse til Forhøjelse skal gives eller ikke, er det i sin Orden at fremhæve, at dette Hensyn herved bliver at tage i Betragtning.

Reglen i Lovforslagets § 6 behøver neppe nogen Motivering; den må vistnok haves, når Retten ved Loven får en Myndighed til at udskille enkelte Fordringer eller Påstande til en særskilt Behandling, jfr. § 102; men da Retten ikke efter den gjældende Ret har en sådan Myndighed, har der ikke hidtil været Trang til en sådan Regel.

I § 7 1ste Stykke er der efter fremmede Loves Mønster optaget en Bestemmelse, som afviger fra, hvad der ellers måtte gjælde om Bevisbyrden. Medens Sagsøgeren naturligvis i Regelen må føre Bevis for, at Sagen rettelig hører under den Ret, for hvilken han indbringer den, jvfr. også § 7 2det

Stykke, synes det, når Værdien er afgjørende, (§ 2 Litr. a og b), hensigtsmæssigt og billigt at pålægge den Part Bevisbyrden, som vil drage Sagen for den kostbarere og vidtløftigere Landsretsafgjørelse.

I § 8 indeholdes der en højst vigtig Regel, som i Kommissionen har været Gjenstand for megen Tvivl, nemlig at Parterne skulle have Ret til at vedtage Underretsbehandling i alle Sager, selv om disse efter Lovens almindelige Regler ere Landsretssager. Faren ved denne Bestemmelse ligger fornemmelig i, at den åbner en Mulighed for, at Lovforslagets hele System, hvorefter Landsretterne skulle være de almindelige Domstole i første Instants, faktisk kan blive gjort til Intet, idet det lader sig tænke, at sådanne Vedtagelser, som omtales i § 8, kunne blive meget almindelige og navnlig kunne blive til en Slags stående Klausuler i skriftlige Kontrakter, Imidlertid har dog Kommissionens Flertal troet at burde gjøre Forføget med denne Bestemmelse; dels har man herved havt for Øje, at Bestemmelsens Existents vil tjene til i høj Grad at berolige dem, som ellers kunde have Betænkelighed ved overhovedet at henlægge Retsplejen i førske Instants til Landsretter med et stort territorialt Område, dels tror man ikke, at Erfaringen vil vise nogen utilbørlig stor Tilbøjelighed til at benytte den, da man holder sig forvisset om, at den ordinære Retsbehandling efter Lovforslaget er forbunden med så store Fordele, at Publikum snart vil indtages for den (navnlig på Grund af dens Hurtighed), dels beroliger man sig ved, at der dog ikke reelt tilføjes Parterne noget Tab eller nogen Uret ved slige Vedtagelser, eftersom Appel til Landsret står dem åben, jfr. herved § 305 Litr. b, jvfrt. med § 354, og at de således i det Højeste udsættes for at komme til at gjennemgå en unyttig Underretsbehandling, og endelig må man fremhæve, at det i al Fald, hvis Bestemmelsen skulde vise sig fordærvelig, er let senere at forandre den ved særlig Lov, uden at Systemet herved iøvrigt forstyrres.

I §§ 9 og 10 indeholdes nogle Bestemmelser med Hensyn til Værdiens Udfindelse. Hovedreglen må naturligvis være, at Bevis i så Henseende må føres ved Vurderingsforretning,

når det under Sagen Foreliggende ikke selv frembyder de fornødne Momenter, for at Retten kan afgjøre Spørgsmålet. Imidlertid er det tildels nødvendigt og i al Fald hensigtsmæssigt at give nogle nærmere Regler, der dels kunne vise Vejen ved Værdibedømmelsen dels i nogle Tilfælde gjøre Vurderingsforretning overflødig (§ 9 2 det Stykke og § 10). Det kommer i disse Forhold mest an på at have en klar og let anvendelig Forskrift, hvorved Kompetencespørgsmålet kan bringes på det Rene, hvorimod det gjør mindre til Sagen, om et aldeles korrekt Resultat udkommer. At af og til en Sag, som, når Alt skulde undersøges til det Yderste, i Grunden har en lidt højere Værdi end de 400 Kr., bliver afgjort ved Underretten, er ikke så stor en Ulempe, som en altfor minutiøs Behandling af Kompetencespørgsmålet som almindelig Regel vilde afstedkomme. Iøvrigt har Stempelloven af 19de Februar 1861 § 21 Litr. b og f tjent til Forbillede for § 9 2det Stykke og § 10, hvorved den Fordel opnåes, at man kommer til at støtte sig til et System af Regler, der allerede er kjendt, og med Hensyn til hvilket en bestemt Fortolkning har uddannet sig.

Om Værnething.

De i dette Kapitel indeholdte Bestemmelser stå egentlig ikke i nogen nødvendig Forbindelse med Procedurens Mundtlighed, forsåvidt Værnethingsreglerne ganske vist ikke nødvendigvis behøvede at forandres, fordi man går over til Mundtlighedssystemet. Men vor Lovgivning er på dette Punkt vistnok lidet tilfredsstillende, og det er derfor i og for sig ønskeligt, at den revideres og ændres i flere Punkter. Afset fra de Lovfortolkningstvivl, som den ufuldkomne Affattelse af flere Artikler i Christian den Femtes Lovs 1—2 foranlediger, og som bør fjernes ved en tydeligere Redaktion, er den egentlige Hovedanke mod den gjældende Rets Værnethingsbestemmelser, at den tilstår

Hjemthinget en altfor stor Betydning og indrømmer altfor få og stærkt begrænsede Undtagelser fra det. For det Første går det ved Værnethingsreglerne ligesom ved andre Procesforskrifter ikke an ensidigt at lægge Vægt på Sagsøgtes formentlige Interesse, men der bør også tages billigt Hensyn til Sagsøgeren, og dernæst er det under Nutidens Forhold ikke længere af så stor Betydning for Sagsøgte som i ældre Tider, at Sagen anlægges ved hans Hjemthing, thi dels er Samfærselen nu langt lettere, og dels er det nuomstunder faktisk Regel, at Sagførel benyttes til Sagens Udførelse, og en stor Sjældenhed, at Sagsøgte selv giver Møde under Sagen. De mange forskjellige Hensyn, der kunne retfærdiggjøre Undtagelse fra Hjemthinget, lade sig forresten ikke bringe ind under fælles Synspunkter, men der må gjøres Rede for dem ved de enkelte Paragrafer. Kun det skal fremhæves i Almindelighed, at Hensynet til, at Sagen kan blive ført og udprocederet på det Sted, hvor Bevismaterialet nærmest må formodes at være tilstede, naturligvis spiller en endnu større Rolle, når Umiddelbarhedsprincipet i Henhold til Bevisførelsen gjennemføres, end under de nuværende Forhold.

I § 12 skal i Spidsen for den hele Række af Bestemmelser udtales, at nærværende Kapitel kun har det egentlige Værnethingsspørgsmål for Øje og derimod ikke indeholder Noget om Retternes almindelige Kompetence, en Sag, hvorom Reglerne må søges andetsteds, nemlig dels i Kap. I. og dels i Organisationsloven; fremdeles skal det ej heller i dette Kapitel afgjøres, hvor de forskjellige Retsmidler mod Retternes Handlinger skulle anbringes, men derom bliver at give Regler i Forbindelse med Læren om disse Retsmidler selv. I dette Kapitel skal kun behandles Spørgsmålet om, ved hvilken af flere Retter i første Instants af samme Art en civil Sag skal anlægges. Herved bliver dog at bemærke, at det blot er de almindelige Værnethingsregler, som gives i dette Kapitel, hvorimod der andetsteds i Procesloven vil blive givet Regler for visse særegne Tilfælde i Forbindelse med pågjældende særegne Rettergangsarter,

jfr. således §§ 374, 399, 410, 421 og 433.

§ 13 opstiller i Overensstemmelse med den gjældende Ret og den allevegne herskende Retsanskuelse Hjemthinget som Regel, og § 14 giver derefter den nærmere Bestemmelse af Hjemthingets Begreb. Hjemthinget er herefter den Ret, i hvis Kreds Sagsøgte boer ɔ: har Bopæl. Hvilket Sted der skal ansees for Pågjældendes Bopæl, er et Spørgsmål, der må besvares efter den borgerlige Rets Grundsætninger. Kun bemærkes, at Udeladelsen af de i D. L. 1—2—4 tilføiede Ord „og holde Dug og Disk" ikke kan antages at medføre en Forandring i, hvad der er hjemlet i den bestående Ret, da 1—2—4 efter rigtig Fortolkning ikke indeholder nogen Forudsætning om, at Personer, der ikke have egen Husholdning, ikke skulde kunne have fast Bopæl, eller at denne dog i så Fald ikke skulde kunne begrunde et Hjemthing. Ifølge § 14 kan det fremdeles ligesom efter den gjældende Ret ikke udelukke Hjemthingets Anvendelse, at den Pågjældende i det Øjeblik, han stævnes, er fraværende endog for længere Tid, når Fraværelsen dog ikke er af sådan Beskaffenhed, at Bopælen må ansees for opgiven. En anden Sag er, at en længere Tids Ophold udenfor Hjemmet ifølge Forslaget under visse Betingelser giver Adgang til tillige at søge Pågjældende på dette hans Opholdssted, se § 20, hvorom nærmere nedenfor. — For det Tilfælde, at Sagsøgte har Bopæl i flere forskjellige Retskredse, er ifølge § 14 enhver af disse at anse for hans Hjemthing. Ved denne Bestemmelse fjernes de Tvivl, som tidligere på Grund af Affattelsen af D. L. 1—2—26 under visse Forudsætninger kuude opstå om, hvor Pågjældende i sådanne Tilfælde skulde søges. Det er en Selvfølge, at den nævnte Bestemmelse i § 14 er anvendelig, når Sagsøgte blot til samme Tid har Bopæl på flere Steder, altså også, når han afvexlende opholder sig på disse Steder, uden dog at opgive Bopælen på noget af dem, hvorimod den ikke finder Anvendelse, når han afvexlende opgiver en Bopæl og benytter en anden. — I § 14 2det Stykke fastsættes først i Overensstemmelse med den gjældende

Ret, at Indlænding, som ikke har Bopæl nogetsteds i Riget, kan sagsøges ved Retten på det Sted, hvor han opholder sig ved Sagens Anlæg. Dernæst gives der for det Tilfælde, at han ved Sagens Anlæg hverken boer eller opholder sig her i Riget og heller ikke vides at have Bopæl i Udlandet, den Regel, at han kan søges ved Retten på det Sted, hvor han vides sidst at have opholdt sig, en Værnethingsbestemmelse, som i den bestående Ret kun er bragt til Anvendelse i visse særlige Forhold, men hvortil der undertiden også udenfor disse kan vise sig Trang. Hvad angår Udlændinge, henvises til § 32.

Ved §§ 15—17 er der for visse Tilfælde, i hvilke det almindelige Værnething ikke kan eller dog ikke bør bestemmes ved Indstævntes Bopæl eller Opholdssted, opstillet et på andre Hensyn grundet Værnething, der bliver at anse for Pågjældendes Hjemthing. Af disse Bestemmelser slutter § 15 sig til den bestående Ret, dog således at dennes alene for de med Exterritorialitetsret forsynede danske Embedsmænd givne Regel, indtil anderledes bestemmes, også skal finde Anvendelse på andre danske Undersåtter, som ifølge traktatmæssige Bestemmelser ikke kunne sagsøges i det Land, hvor de have Bopæl. I § 16 1ste Stykke er der foruden en Gjentagelse af den i Lov om Benyttelsen af Firmaer m. m. af 23de Januar 1862 § 15 indeholdte Værnethingsbestemmelse givet den almindelige Regel, at Stiftelser, Kommuner, Selskaber osv., forsåvidt ikke Andet gyldig er foreskrevet i de for dem gjældende Bestemmelser, have Hjemthing i den Retskreds, hvor deres Bestyrelse har sit Sæde. Denne Regel, ved hvis Affattelse det med Flid er undladt at benytte det omtvistede tekniske Udtryk „juridisk Person“, er åbenbart naturligere og hensigtsmæssigere end den nu gjældende, hvorefter Vægten lægges på det Sted, hvor Bestyrerne personlig bo, en Regel, som desuden kan fremkalde store Vanskeligheder, når de ikke alle bo i samme Retskreds. Hvad angår den i § 16 2det Stykke givne Regel, fremtræder denne forsåvidt med en fra de nysnævnte Bestemmelser forskjellig Karakter, som den ikke går ud på at skabe en Art af Hjemthing på et andet Grundlag end

det i § 14 givne, men indskrænker sig til i Sager, der angående Forenings- eller Selskabsanliggender rejses af Foreningen eller Selskabet imod de enkelte Medlemmer eller opstå mellem disse indbyrdes, at give Sagsøgeren Ret til at benytte Foreningens eller Selskabets Værnething istedetfor pågjældende Medlems eget Hjemthing. En sådan Adgang til at fravige Sagsøgtes Hjemthing vil i mange Tilfælde vise sig hensigtsmæssig af Hensyn til, at Bevismaterialet lettest kan tilvejebringes i den Retskreds, som er Foreningens eller Selskabets Hjemthing. — Ved § 17 henvises Sager imod Staten til den Ret, i hvis Kreds den Embedsmænd, som på Statens Vegne bliver at stævne, har sit Embedskontor, eller hvor Middelpunktet for hans Embedsvirksomhed er, hvilken sidste Tilføjelse vil fåe praktisk Betydning i sådanne Tilfælde, hvor vedkommende Embedsmand ikke har Embedskontor, jfr. hermed Principet i § 16 1ste Stykke.

I §§ 18—31 opstilles en Række af Undtagelser fra Hovedreglen om Hjemthinget. Disse Bestemmelser gå dog — bortset fra § 21 — ikke ud på at afskjære Sagsøgeren fra Hjemthingets Anvendelse i de omspurgte Sager, men kun på at muliggjøre disses Indbringelse for en anden Ret. Ligeledes ere de omhandlede Undtagelsesbestemmelser i Reglen således affattede, at de ikke udelukke hinandens Anvendelse i sådanne Tilfælde, der samtidig fyldestgjøre de i flere af disse Bestemmelser opstillede Betingelser, jfr. dog §§ 21, 28 og 29. Overalt, hvor Bestemmelsernes Affattelse således levner Adgang til at vælge mellem flere Værnething, er Valget i Overensstemmelse med den ovenfor fremhævede Grundtanke overladt Sagsøgeren (§ 30); det må forudsættes, at han i Reglen vil vælge det med Hensyn til Bevisførelsen bekvemmeste Sted.

Med Hensyn til de enkelte Bestemmelser bemærkes Følgende:

I § 18 er det i Overensstemmelse med de fleste fremmede Love og den Tanke, der ligger til Grund for den i Lov 19de Febr, 1861 § 20 2det Stykke med Hensyn til Handelsetablissementer i Kjøbenhavn givne

Regel, fastsat, at den, som for at udøve Handel, Fabriksvirksomhed eller anden Næringsvej holder Etablissement eller fast Agentur, hvorfra Retshandler afsluttes umiddelbart med Trediemand, i Anledning af de fra Etablissementet eller Agenturen afsluttede Retshandler kan søges ved den Ret, under hvilken pågjældende Etablissement eller Agentur har sit Sæde. Som det vil sees, er Bestemmelsen herefter ikke anvendelig på de Etablissementer, der indskrænke sig til at give Trediemand Oplysninger, medens de med Hensyn til selve Retshandlens Afslutning henvise ham til et andet Sted. Det kræves i Paragrafen, at Etablissementet eller Agenturen umiddelbart afslutter Retshandler med Trediemand. Når dette er Tilfældet, må det vistnok erkjendes for ubilligt, om den, der har indladt sig med Etablissementet, i Tilfælde af Retstrætte skulde være henvist til det måske meget fjerne Sted, hvor Sagsøgte boer eller ifølge § 16 har Hjemthing. § 19 gjennemfører den samme Tanke for sådanne Tilfælde, hvor Sagen hidrører fra en Kjøbstads- eller Landejendomsbedrift, som Sagsøgte ved Forvalter eller på anden Måde ved egne Folk lader drive som selvstændig Bedrift.

§ 20 hviler på den Betragtning, at en længere Tids Ophold bør give Adgang til indenfor visse Grænser at søge Vedkommende der, hvor han således har Ophold, selv om dette Sted ikke kan betragtes som hans Bopæl (fordi han ej har opgivet sin forrige Bopæl, men bestandig må forudsættes at ville vende tilbage til den). Som Hovedexempler i så Henseende fremhæver Paragrafen særlig Personer, der som Tyende, Fabriksarbejdere, Håndværkere, Lærlinge eller Studerende opholde sig udenfor deres Hjem. I disse og lignende Tilfælde vil en Adgang til at anlægge Sag ved Opholdsstedets Ret være et billigt Krav for Sagsøgeren og overhovedet i mange Tilfælde den for begge Parler hensigtsmæssigste Ordning. Et sådant Værnething er derfor også i større eller mindre Udstrækning bjemlet i mange fremmede Proceslove. Enkelte Lovgivninger udstrække endogså dets Anvendelse til alle formueretlige Forpligtelser uden Hensyn til, hvor de ere pådragne*).«

Så vidt har man dog ikke troet at burde gå i det foreliggende Forslag. Adgang til så udstrakt en Anvendelse af Opholdsstedets Værnething vilde nemlig under visse Forudsætninger, f. Ex. når Vedkommende under sin Fraværelse vedbliver at drive Næring på Hjemstedet, kunne blive ubillig imod Sagsøgte. Overhovedet må det vistnok erkjendes, at, når man ikke vil gå så vidt — som ingen af de fremmede Lovgivninger er gået — ganske at stille det heromhandlede Værnething på lige Fod med Hjemthinget for den Tid, Opholdet varer, er den naturlige Grænse for dets Anvendelse given ved den Betingelse, at Forpligtelsen, hvoraf Sagen rejser sig, skal være pådragen på vedkommende Opholdssted. Herved er man derfor blevet stående i § 20. Hvad angår Beskaffenheden af det Ophold, der begrunder Paragrafens Anvendelse, bemærkes, at der ikke ifølge Sagens Natur er tilstrækkelig Grund til at lægge Vægt på, om det er frivilligt eller ikke; Hovedsagen er, at det, om end langvarigt, dog har Karakteren af midlertidigt, fordi Vedkommende må antages ikke at have opgivet sit Domicil, men tvertimod at ville vende tilbage dertil, når Øjemedet med Opholdet på det fremmede Sted er nået; ufrivilligt Ophold kan derfor ifølge Bestemmelsen i Paragrafens 2det Stykke i samme Udstrækning som det, der hviler på fri Beslutning, begrunde Afvigelse fra Hjemthinget.

I § 21 gives Reglerne om det såkaldte fast Ejendoms Værnething. Af disse må den i Paragrafens 1ste Stykke indeholdte Bestemmelse vistnok ansees for svarende til, hvad der efter rigtig Fortolkning ligger i D. L. 1—2 —18. Når det først erkjendes — hvad ikke længere er Gjenstand for Tvivl —, at Bestemmelsen i 1—2—18 ikke kan indskrænkes til sådanne Sager, til hvis behørige Oplysning en Undersøgelse af Åstedet er fornøden, og på den anden Side ikke er anvendelig i enhver Sag, som på en eller anden Måde står i Forbindelse med en fast Ejen-

*) Hertil har også Civilprocesloven før det tyske
Rige af 1876 sluttet sig.

dom, synes der nemlig ikke konsekvent at kunne opstilles nogen anden Begrænsning af Artiklen, end at dens Anvendelse er betinget af, at Søgsmålet går ud på at gjøre en Rettighed over den faste Eicndom, altså en tinglig Ret i denne gjældende. Da der dog i så Henseende har hersket nogen Usikkerhed i Praxis, har man ved Affattelsen af § 21 1 ste Stykke søgt at affkjære de Tvivl, som de mere ubestemte Udtryk i 1—2—18 vare skikkede til at fremkalde. I Paragrafens 2det Stykke indeholdes derimod en ny Bestemmelse, idet der efter den ovenfor fremstillede Opfattelse af 1—2—18 ikke tidligere havdes Hjemmel til ved den faste Giendoms Værnething at anlægge Søgsmål, gående ud på at forskaffe Pantekreditor en almindelig Namsdom over Pantsætteren til at betale ifølge Panteforskrivningen, selv om det nærmeste Djemed hermed måtte være at søge Fyldestgjørelse i Pantet. Man har imidlertid anset det for rettest, overensstemmende med de fleste fremmede Love. i § 21 at åbne Adgang til at indtale sådanne Fordringer ved Ejendommens Værnething, dog at dette alene er føreskrevet som en Begunstigelse for Pantekreditor. Medens Reglen i § 21 1ste Stykke, ligesom D. L. 1—2—19 er bindende også for Sagsøgeren, har Pantekreditor altså Valget imellem at indtale sin Fordring ved Ejendomsværnethinget eller Hjemthinget eller ethvert andet Værnething, som iøvrigt efter de føreliggende Omstændigheder måtte være anvendeligt, Forsåvidt det i § 21 2det Stykke endvidere tillades at indtale enkelte forfaldne Grundbyrdeydelser ved den bebyrdede Ejendoms Værnething, ligger det så meget nærmere at give Sagsøgeren denne Vesøjelse, som han ofte vil have Grund til under en sådan Sag tillige at nedlægge Påstand på Anerkjendelse af selve Grundbyrderettigheden. Denne Bestemmelse kan iøvrigt heller ikke antages at gå udenfor, hvad der allerede er gjældende Ret; thi af den i D. L. 1—4—19 med Hensyn til Stævningens Forkyndelse givne Regel anså man sig for berettiget til at udlede, at det stod Sagsøgeren åbent at indtale Grundbyrdeydelser ved den Ret, hvorunder Ejendommen ligger. Dog bemærkes, at Affat-

telsen af Forslagets Regel fjerner den Tvivl, som tidligere kunde rejses om Tilstedeligheden af at fravige Hjemthinget også hvor det Forhold, som begrunder Afgiftspligten, allerede er ophørt.

§§ 22 og 23 ere i alt Væsentligt en Gjentagelse af de Værnethingsbestemmelser, som indeholdes i Skifteloven af 30te November 1874 §§ 84 og 85.

§§ 24—26 svare til D. L, 1—2—21 og I—2—19, dog at der i Overensstemmelse med den Hovedbetragtning, som ligger til Grund for Udkastets Værnethingsregler, er givet de ved de ældre Bestemmelser hjemlede Undtagelser fra Hjemthinget en væsentlig Udvidelse. Saaledes udstrækker § 24 det såkaldte Administrations- eller Regnskabsværnething til private Administrationer og Regnskabsaflæggelser samt til Søgsmaal, der af Administrator eller den Regnskabspligtige i Anledning af Forvaltningen eller Regnskabet rejses imod den, for hvem samme er fort, da det synes billigt, at der er Gjensidighed i Retligheden. § 24 angår dcrhos ikke blot sådanne Tilfælde, hvor der er Spørgsmål om en Forvaltning af mere omfattende Beskaffenhed, men også dem, hvor der i Anledning af en enkelt bestemt Forretning skal aflægges Regnskab for Andres Midler, dog at Sagsøgeren i få Fald henvises til det Sted, hvor Regnskabet skal aflægges, et Værnething, hvis Anvendelse iøvrigt i mange Regnstabsforhold også vilde kunne stottcs på Forskriften i den følgende Paragraf. Denne gjør det ved D. L. I—2—19 2det Led hjemlede såkaldte Betalingsværnething anvendeligt i ethvert Søgsmål til Opfyldelse eller Ophævelse af en Retshandel eller i Anledning af dens Misligholdelse eller ikke behørige Opfyldelse og frafalder derhos i Overensstemmelse med de fleste fremmede Love den efter Lovbogen nødvendige Betingelse, at Sagvolderen ved Sagens Anlæg personlig er tilstede i Retskredsen. Sidstnævnte Fordring blev for de til So- og Handelsretten i Kjøbenhavn henlagte So- og Handelssagers Vedkommende allerede opgiven ved Lov 19de Februar 1861 §.20, 1°. Men denne Lov opstiller til Gjengjæld Betingelser, som I—2—19 ikke kjender, idet der

forlanges, at den Forpligtelse, i Anledning af hvilken Sagen anlægges, er pådragen under et Ophold i Kjøbenhavn, famt endvidere, at den ifølge udtrykkelig Aftale eller ifølge hvad der efter Forholdets Natur maa antages at have været Meningen, skal opfyldes, inden Skyldneren forlader Byen. Der er imidlertid ikke fundet Grund til i Udkastet at bibeholde disse Begrænsninger, hvorved Bestemmelsen for en væsentlig Del vilde tabe sin praktiske Betydning. § 25 kræver derfor kun den ene allerede i Danske Lov fordrede Betingelse, at Retshandelen skal opfyldes i den pågjældende Retskreds. I så Henseende er Udkastet også i Overensstemmelse med den Tendents, som gjør sig gjaldende i de fleste nyere Proceslove og Udkast, — For det Tilfælde, at der tilkommer Sagsogte et Valg mellem flere bestemte Opfyldelfessteder, opstilles der i Paragrafens 2det Stykke den naturlige Regel, at Sagsøgeren, sålænge Sagsøgte ikke må ansees at have erklæret sig for et af dem, kan anlægge Sagen på ethvert af disse Steder.

Hvad angaar Sager, hvorved der søges Fyldestgjørelse i Anledning af retsstridige Skadetilførelser eller andre Retskrænkelser, haves der ikke i den bestaaende Ret nogen almindelig Hjemmel til at forfølge dem i den Retskreds, hvor Skadetilfsjelsen eller Retskrænkelsen er føregaaet. Det måtte vel ansees for berettiget at udstrække Bestemmelsen i D. L. 1—2—19 1ste Led til alle Tilfælde, hvor den begåede Retskrænkelse foranlediger en Påstand på Straf og påtales privat; derimod kunde den nævnte Bestemmelse åbenbart ikke med Føje bringes til Anvendelse, hvor blot Erstatning eller Oprejsning søges på Grund af Retskrænkelser, der ikke ere strafbare. Ligesålidt kunde det ansees for tilstedeligt i sidstnævnte Tilfælde analogisk at anvende det i 1—2—19 2det Led for kontraktsmæssige Forpligtelser føreskrevne Betalingsværnething. Det er imidlertid indlysende, at de samme Hensyn, der tale for Anvendeligheden af Gjerningsstedets Værnething i Straffesager, i det Væsentlige også gjøre sig gjældende, hvor blot Erstatning søges på Grund af den begåede Retskrænkelse, og den Trang, der allerede under den bestående Procesordning har

vist sig til en hermed stemmende Udvidelse af Bestemmelsen i D. L. 1—2—19 1ste Led, må selvfølgelig træde endnu stærkere frem efter det Bevissystem, som er gjennemført i det føreliggende Forstag. Ved § 26 er der derfor givet den Forurettede Adgang til en sådan Anvendelse af Gjerningsstedets Værnething. Som det vil sees, er Bestemmelsen derhos affattet således, at den ikke blot omfatter Erstatningskrav i egentlig Forstand, mm også de andre borgerlige Retskrav, Retskrænkelsen efter Omstændighederne måtte afføde.

§§ 27 og 29 stemme i det Væsentlige med den gjældende Ret. Den førstnævnte Paragraf giver i Lighed med D. L. 1—2 —23 Adgang til at erholde Modfordringer påkjendte ved den Ret, for hvilken Hovedsagen er indbragt, naar de almindelige Betingelser for Modfordringers Fremsættelse under Hovedsagen ere tilstede og derhos Retten ikke ved Modfordringens Beskaffenhed er udelukket fra at kunne påkjende den, jfr. § 4. § 29 hjemler Anvendelsen af det såkaldte Arrestforfelgningsværnething for ethvert Tilfælde, i hvilket der ikke gives nogen anden Ret i Riget, ved hvilken Sagen, bortset fra Arresten, kunde anlægges, På Grund af denne Begrænsning vil den red Paragrafen hjemlede Udvidelse af Arrestforfølgningsværnethinget til sådanne Tilfælde, hvor Rekvisitus er en Indlænding, selvfølgelig sjælden finde Anvendelse efter sit ligefremme Indhold. Indirekte vil imidlertid denne Forandring af Pl. 30te November 1821 blive af praktisk Betydning, forsåvidt det ved traktatmæssige Bestemmelser særlig er fastsat, at en fremmed Stats Undersåtter ikke kunne sagsøges ved dansk Domstol, undtagen i de Tilfælde, hvor saadan Sag kunde anlægges, om Sagvolderen var dansk, jfr. fåledes Mellemrigsloven af 19de Februar 1861 § 6, hvorefter Svenske måske måtte betragtes som undtagne fra Værnethingsbestemmelsen i Pl. 3 0te November 1821.

I § 28 indeholdes den nye Bestemmelse, at der, når flere Sagvoldere skulle eller dog kunne sagsøges under Et og Sagen ikke ifølge denne Lov har noget særligt Værnething, kan rejses Sag ved enhver Ret, som for nogen

af Sagvolderne er Hjemthing. Efter den udstrakte Adgang, der ved de øvrige Bestemmelser i dette Kapitel er givet Sagsøgeren til at fravige Hjemthinget, vil der vistnok ikke let blive Brug for § 28, men en sådan supplerende Bestemmelse kan dog neppe ganske undværes.

Med Hensyn til § 30 hmvifes til de ovenfor S. 32 gjorte Bemærkninger.

§ 31 giver Parterne Adgang til i samme Udstrækning som hidtil at vedtage Afvigelser fra Værnethingsførstrifterne. Vedtaget Værnething kan herefter finde Anvendelse ikke blot i alle Sager angående Formueretsforhold, men overhovedet i enhver Sag, der forfølges som borgerlig Retstrætte. Der er ikke nogen Grund til at frygte for, at denne Frihed skulde føre til Overbebyrdelse for enkelte Domstole, en Ulempe, som ikke hidtil er bleven følt uagtet Forskelligheden mellem Retsplejen i og udenfor Kjøbenhavn, Ligeledes stemmer det med den bestående Ret, at Indstævnte antages frivillig at underkaste sig det Værnething, for hvilket Sagen er indbragt, når han moder, men undlader på behørig Måde og i rette Tid at fremsætte Værnethingsindsigelse.

§ 32 bestemmer, ved hvilke Værnething Udlændinge — hvorved kun tænkes på sådanne Personer, der ikke have Bopæl i den danske Stat — kunne sagsøges her i Riget. I den gjældende Ret haves der — bortset fra det ved Pl. 30te November 1821 hjemlede Arrestforfølgningsværnething samt Bestemmelsen i Mellemrigslov af 19 de Februar 1861 § 6 (med Hensyn til Svenske) — ikke nogen Regel, hvorved et særligt Værnething for Udlændinge føreskrives. Udenfor de anførte Undtagelsestilfælde kunne Udlændinge som Følge heraf ikke søges ved danske Domstole, medmindre de Betingelser, der også overfor Indlændinge give Adgang til at fravige Hjemthinget, ere tilstede, altså i Henhold til Bestemmelserne om fast Ejendoms Værnething, Betalingsværnething, Kontrasøgsmålsværnething o. s v. I Forslaget har man imidlertid ikke troet at burde blive stående ved en saadan Ordning. Hvor billigt det end i og for sig synes, at det ikke til-

stedes at drage Udlændinge fra deres Hjemthing i Tilfælde, hvor dette nægtes overfor Statens egne Undersåtter, kan det dog ikke lades ude af Betragtning, at en sådan Regel står i skarp Modsætning til de Grundsætninger, der hidtil have gjort sig gjældende i fremmede Love. De fleste af disse hjemle i langt større Udstrækning end den danske Lovgivning en særlig Adgang til overfor Udlændinge af fravige Hjemthinget. Navnlig findes der hyppig i de fremmede Love Bestemmelser, hvorefter Udlændinge, selv om de have Bopæl i Udlandet, kunne søges ved Opholdsstedets Ret, hvor kortvarigt end Opholdet i den fremmede Stat er. Enkelte Lovgivninger gå endogså langt videre. Efter den franske Code civil art. 14 kunne således Udlændinge, selv om de ikke opholde sig i Frankrig, søges ved franske Domstole i Anledning af Forpligtelser, som de have pådraget sig imod en Franskmand, hvad enten Forpligtelsen er stiftet i Frankrig eller i et fremmed Land. At en få udstrakt Adgang for Sagsøgeren til at inddrage fremmede Staters Undersåtter for hans Hjemstats Domstole går ud over alle rimelige Grænser og derfor ikke som almindelig Regel bor optages i det føreliggende Forslag, har Kommissionen anset for utvivlsomt. Derimod har det været Gjenstand for Overvejelse, om der måtte være Grund til at imødegå sådanne Overgreb ved en Bestemmelse om, at der, forsåvidt Lovene i det Land, hvor Udlændingen hører hjemme, i større Udstrækning end den danske Lovgivning hjemle Adgang til at inddrage fremmede Staters Undersåtter under Hjmstatens dommende Myndighed, skal tilkomme Danske en lige Adgang til her at sagsøge Udlændingen. Et fådant Reciprocitetssystem frembyder imidlertid bl. A. den Betænkelighed, at Domme, der i Medfør af slige rent vilkårlige Værnethingsbestemmelser måtte være overgåede Danske ved udenlandske Domstole, herigjennem ifølge Bestemmelserne i Udkastets 7de Afsnit vinde en Adgang til Gxekution i Danmark, som ellers vilde være afskåren. Af de Betingelser, som i de nævnte Bestemmelser opstilles for udenlandske Dommes Exekution her i Landet, er netop den, at Parten i det pågjældende Tilfælde efter de danske

Loves Grundsætninger kunde drages for den udenlandske Ret, den væsentligste; de øvrige Betingelser ville efter deres Beskaffenhed så godt som altid føreligge, og det ovennævnte Reciprocitetssystems Optagelse i vor Ret vilde derfor have til Følge, at så at sige enhver udenlandsk Dom blev erigibel her. Selv om man boriser fra den i Udkastet føreslåede nye Regel, må det fremdeles erindres, at der — efter hvad der almindelig antages at være gjældende Ret — tilkommer fremmede Domme i den store Betydning, at den danske Domstol, for hvilken en i Udlandet påkjendt Sag indbringes, uden videre Prøvelse skal tage den i Udlandet trufne Afgjørelse til Følge, når Parten i det pågjældende Tilfælde efter de danske Loves Grundsætninger kunde drages for den udenlandske Ret eller Myndighed og Dommen ikke går ud på Noget, hvis Gjennemførelse ved Statens Tvangsmyndighed vilde stride imod ufravigelige Forskrifter eller Grundsætninger i den danske Ret. Fremfor den betydningsfulde Indrømmelse overfor fremmede Lovgivningers Overgreb, der herefter vilde ligge i Reciprocitetsprincipets Anvendelse på det nævnte Område, har man derfor føretrukket i det føreliggende Forslag at indskrænke sig til Optagelsen af sådanne Værnethingsbestemmelser for Udlændinge, som ganske almindelig findes i de fremmede Lovgivninger og netop derfor også må antages at have vist sig svarende til det praktiske Livs Fordringer.

I Overensstemmelse med Foranstående vil Forslagets § 32 findes affattet. Paragrafens 1ste Stykke indeholder den almindelige Bestemmelse, at Udlændinge kunne sagsøges her i Riget, forsåvidt nogen Ret ifølge de foranstående, for Indlændinge givne Regler kan ansees som Værnething i Sagen. Som det vil sees, svarer denne Del af Paragrafen ganske til den gjældende Ret. Kun erindres, at der på Grund af den Udstrækning, der ved de føregående Paragrafer er givet Undtagelserne fra Hjemthinget i Forhold til Indlændinge, i Virkeligheden allerede i Henhold til § 20 1ste Stykke vil indtræde en væsentlig Udvidelse af den bestående Adgang til at sagsøge Udlændinge ved danske Domstole. I Para-

grafens 2det Stykke fastsættes dernæst de for Udlændinge særlige Undtagelsesværnething, hvilke dog kun ere anvendelige, forsåvidt Sagen angår Formueretsforhold og derhos ikke i Medfør af § 32 1ste Stykke kan anlægges ved nogen anden Ret i Riget, samt forsåvidt Sagsøgeren er Indlænding. I så Fald kan Udlændingen for det Første søges ved den Ret her i Riget, i hvis Jurisdiktion han ved Sagens Anlæg opholder sig. I Lighed med de fleste fremmede Lovgivninger opstilles der ikke i Forstaget nogen Tidsgrænse; det kommer altså ikke i Betragtning, om Opholdet varer kortere eller længere; kun naturligvis at Sagen anlægges, medens Udlændingen opholder sig her (§ 100). Imidlertid er det indlysende, at der faktisk ikke let vil blive Anvendelse for Bestemmelsen, hvor Opholdet er ganske kortvarigt. Forsåuidt det fremdeles bestemmes, at Udlændingen kan sagsøges i den Retskreds, hvor han har Gods, må denne Regel vistnok ansees for en naturlig Udvidelse af den Grundsætning, hvorpå det i den bestående Ret anerkjendte Arrestsorsølgningsværnething er bygget. Efter den vide Adgang, som vor nugjældende Ret giver til Foretagelse af Arrest, og som Kommissionen har anset det for rettest at opretholde, vil det sågodtsom altid være muligt for den, der anlægger et Søgsmål angående Formueretsforhold, at indlede Sagen med en Arrestforretning. Den bestående Ordning, hvorefter Udlændinge, som have Gods i Riget, kun kunne søges ved dansk Domstol, når der er gjort Arrest i Godset, vil derfor i de fleste Tilfælde fremtræde som en unaturlig Omvej, der alene har til Følge, at Sagsøgeren blot for at skabe et Værnething bliver nødsaget til at føretage en Arrest, som han efter de føreliggende Omstændigheder måske iøvrigt anser for aldeles overflødig, Når det først med den bestående Ret erkjendes, at den Omstændighed, at Udlændingen har Gods i Riget, bør give en vis Adgang til at drage ham for danske Domstole, synes det overhovedet vilkårligt at knytte disses Domsmyndighed til den Betingelse, at Arrest er føretaget eller dog kan føretages i Godset. Ligesålidt har man fundet Grund til at begrænse det heromhand-

lede Værnethings Anvendelse til Sager, der stå i Forbindelse med Udlændingens herværende Gods. En sådan Betingelse vilde for en stor Del betage Reglen dens praktiske Betydning og fordres jo i Virkeligheden heller ikke efter den gjældende Ret. Med denne er Forslaget fremdeles også i Overensstemmelse, forsåvidt det tilsteder, at der ved det nævnte Værnething kan tages Dom over Udlændingen personlig. En anden Sag er, at den Indstævning af Godsets Ihændehaver, som ifølge PI. 30te Novbr. 1821 var'tilladt, øg til hvilken Sagsøgeren i Reglen af praktiske Grunde indskrænkede sig, selvfølgelig alene kunde banc Vej til Exekution i det arresterede Gods. — Endnu bemærkes, at de ved § 32 indrettede Undtagelsesværnething for Udlændinge ifølge det i Paragrafen tagne Forbehold ere udelukkede, forsåvidt der red traktatmæssige Bestemmelser overfor enkelte fremmede Stater er draget snævrere Grænser for de danske Domstoles Jurisdiktion, jfr. således med Hensyn til Svenske Mellcmrigsloven af 19de Febr, 1861 § 6.

Om de Tilfælde, hvor Rettens Personer som inhabile ftulle eller kunne udelukkes fra eller fritages for at handle i Tagen.

I dette Kapitel indeholdes dels en Fremstilling af de Forhold, der medføre, at Rettens Personer for en enkelt bestemt Sags Vedkommende blive inhabile til at behandle og påkjende samme, dels de i naturlig Forbindelse hermed stående Bestemmelser om den Fremgangsmåde, der bliver at iagttage ved disse Spørgsmåls Afgjørelse. Allerede af denne Forbindelse følger, at Fremstillingen af Inhabilitetstilfældene ikke bør inddrages under Retsorganisationen, men har sin naturlige Plads i Lovene om Rettergangsmåden. Forslagets Ordning af disse Forhold slutter sig iøvrigt i Hovedtrækkene meget nær til de Grundsætninger, der allerede anerkjendes i den bestående Ret. Det er derfor kun enkelte Punkter, der trænge til en nærmere Begrundelse.

I Forslaget skjelnes mellem de Inhabili-

tetsgrunde, der ubetinget udelukke Dommeren fra at behandle og påkjende Sagen (§ 33), og sådanne Omstændigheder, der blot give Parterne en Ret til at fordre, at Dommeren viger sit Sæde, men ikke ere til Hinder for, at Dommeren handler, hvor ingen Indsigelse fremsættes imod ham (§35). De førstnævnte Inhabilitetsgrunde forudsætte et Forhold, der frembyder en så nærliggende Fare for Uretfærdighed, at allerede Hensynet til Retsplejens Værdighed og Anseelse kræver Dommerens Udelukkelse. Til den anden Klasse af Inhabilitetsgrunde henføres derimod de Tilfælde, hvor hint almindelige Hensyn vel ikke gjør sig gjældende, men dog Omstændigheder føreligge, som ere egnede til at vække Tvivl om Dommerens fuldstændige Upartiskhed, og hvor det derfor vilde være ubilligt, at han blev påtvungen den Part, der nærer Mistillid til ham. Hvor der føreligger Inhabilitetsgrunde af sidstnævnte Beskaffenhed, er der iøvrigt tillige åbnet Dommeren Adgang til, selv om ingen Indsigelse gjøres imod ham, at opnå Fritagelse for at behandle Sagen, når han selv frygter for, at Parterne på Grund af det tilstedeværende Forhold ikke kunne ventes at ville have fuld Tillid til ham, jfr. § 35. Ligesom den ovenfor angivne Sondring af Inhabilitetstilfældene kjendes i de fleste fremmede Lovgivninger, således har det også længe været antaget i vor Retspraris, at en fådan Adskillelse måtte gjøres. Der savnes imidlertid i vor Ret en skarp Afgrænsning mellem de to Arter af Inhabilitetsgrunde. En sådan er derimod optagen i Forstaget, idet der i § 33 opregnes de Forhold, som gjøre en Dommer absolut inhabil, og derefter i § 35 gives den almindelige Regel, at Parterne også udenfor de i § 33 angivne Tilfælde kunne modsætte sig, at Dommeren beklæder Retten, når andre Omstændigheder føreligge, som ere egnede til at vække Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed.

Med Hensyn til den i § 33 indeholdte Opregning af de absolute Inhabilitetsgrunde bemærkes Følgende:

Ifølge Bestemmelsen i Nr. 1 bliver Dommeren inhabil ikke blot, hvor han selv er Part

i Sagen eller af dens Udfald kan have Skade eller Fordel, men også, når det iøurigt under Sagen bliver nødvendigt at bedømme hans egen tidligere Færd. Den herved begrundede moralske Interesse kan nemlig være lige få stærk som den, der er grundet i materielle Hensyn. Ved Anvendelsen af denne Regel må imidlertid erindres det vigtige Forbehold, som i Paragrafens Slutning er taget for de Tilfælde, hvor Grunden til, at Dommeren tidligere har handlet i Sagen, ligger deri, at flere Embedsvirksomheder ere førenede i hans Person. Det vilde åbenbart være urimeligt, at Dommeren skulde blive inhabil, blot fordi han ifølge den regelmæssige og sædvanlige Forretningsgang tidligere i anden Gmbedsegenskab har føretaget Noget i Sagen, f. Ex. være udelukket fra at påkjende den Sag, han som Skifteforvalter har anlagt, eller fra som Foged at exekvere den Dom, han selv har afsagt. I fådanne Tilfælde bliver Dommeren derfor efter Forslaget — der iøvrigt i dette Punkt må ansees for stemmende med vor RetsPraxis — kun inhabil, hvor der efter de føreliggende Omstændigheder er Grund til at antage, at hans tidligere Behandling af Sagen giver ham en særegen Interesse i dens Udfald, f. Ex. uår der kan være Spørgsmål om personligt Ansvar for ham i Anledning af hans tidligere Virksomhed eller denne undtagelsesvis har været af en sådan Beskaffenhed, at han må antages at have moralsk Interesse i Sagen.

Hvad angår den på Slægtskabs- eller Svogerskabsforhold til Sagens Parter grundede Inhabilitet, bemærkes, at der vel ikke i den bestående Ret haves noget almindeligt Lovbud om, hvilke Led i Slægtskab eller Svogerskab der udelukke Dommeren fra at behandle Sagen, men at der vistnok af de spredte Bestemmelser, Lovgivningen indeholder i så Henseende, kan udledes den også i Praxis fulgte Grundsætning, at Dommeren bliver inhabil, når han er nogen af Parterne så nær beslægtet eller besvogret som Sødskendebarn. Da der ikke i de pågjældende Lovbestemmelser gjøres nogen Adskillelse indenfor den nævnte Kreds af Familieforhold, må det fremdeles antages, at Dommeren i

alle de omhandlede Tilfælde skal vige sit Sæde i Embeds Medfør. Lige få vidt eller endnu videre udstrækkes denne Inhabilitetsgrund i de fleste fremmede Lovgivninger. I Forslagets § 33 Nr. 2 har man imidlertid kun medtaget Slægtskab eller Svogerskab i op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien få nær som Sødskende. Om det end må erkjendes, at også fjernere Familieforhold end de nævnte efter Omstændighederne kunne vække grundet Tvivl om Dommerens Upartiskhed, er det dog neppe stemmende med den herskende Opfattelse af disfe Familieforbindelsers Betydning at betragte dette som det Sædvanlige. Der synes derfor ikke at være Grund til at tillægge disse fjernere Slægtskabs- eller Svogerskabsforhold Virkning fom absolute Inhabilitetsgrunde; men det er formentlig for deres Vedkommende tilstrækkeligt at blive stående ved den almindelige Regel i § 35, i Medfør af hvilken Dommeren efter Påstand af Parten eller ifølge sin egen Begjæring kan fjernes, hvor det føreliggende Forhold er egnet til at vække Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed. — Bestemmelsen i Nr. 3 hviler på den Be tragtning, at Familieforhold til en i Sagen optrædende Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig ikke bor medføre Dommerens Inhabilitet i samme Udstrækning som sådan Forbindelse med Parterne selv, og det er derfor antaget, at kun Slægtskab, men ikke Svogerskab i Sidelinien skal have til Følge, at Dommeren i Embeds Medfør viger sit Sæde. Endelig har man ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fastsætte, at en Overdommer skal vige sit Sæde, fordi han står i de angivne Familieforhold til den Underdommer, hvis Dom han skal påkjende. Er den, der ved underordnet Instants har dømt i Sagen, stævnet til at stande til Rette, eller ovstår der uden sådan Indstævning Spørgsmål om personligt Ansvar for ham, så er han Part i Sagen, og den Overdommer, som står i de omhandlede Familieforhold til ham, vil da allerede i Henhold til Bestemmelsen i Nr. 2 være pligtig at vige sit Sæde. Er der på den anden Side ikke under den påankede Sag Spørgsmål om personligt Ansvar for Underdommeren, bor Overdommerens Slægts-

stabs- eller Svogerstabsforhold til ham formentlig ikke have Virkning fom absolut Inhabilitetsgrund, men alene komme i Betragtning, forfåvidt det ifølge den almindelige Regel i § 35 måtte kunne begrunde en Parts Indsigelse imod Dommeren eller dennes frivillige Tilbagetræden. Hvad angår Bestemmelsen i Nr. 4, bemærkes, at kun Aflæggelse af Vidnesbyrd i Sagen gjør Dommeren absolut inhabil. Det står altså ikke i en Parts Magt at fjerne en Dommer blot ved at andrage på hans Indkaldelse som Vidne; thi når dette Andragende ikke tages til Følge, jfr. § 181, vil der selvfølgelig ikke være Noget til Hinder for, at Dommeren vedbliver al behandle Sagen, Selv den, der af Retten er bleven indkaldt fom Vidne, vil ikke altid være inhabil til senere at deltage i Sagens Påkjendelse; thi det kan af førstjellige Grunde tænkes, at han dog ikke kommer til at aflægge Vidnesbyrd.

Hvad angår de Forhold, der ikke medføre en absolut Inhabilitet, men alene kunne begrunde en Indsigelse mod Dommeren, har Lovforslaget ikke troet det muligt at give en udtømmende Opregning; det yder således en større Frihed på dette Punkt end den gjældende Ret, som ikkun tilsteder et vist begrænset Antal Inhabilitetsgrunde. § 35 indskrænker sig til at opstille den almindelige Regel, at Parterne ikke blot kunne fordre, at en Dommer stal vige sit Sæde i de i § 33 angivne Tilfælde, men også fremsætte Indsigelse imod, at en Dommer beklæder Retten, når der føreligger andre Omstændigheder, som ere egnede til at vække Tvivl om Dommerens fuldstændige Upartisthed. Afgjørelsen af dette Spørgsmål kan uden Betænkelighed overlades til Rettens frie skjøn.

Om den Fremgangsmåde, der bliver at følge ved Afgjørelsen af Inhabilitetsspørgsmålet, gives bestemmelserne i §§ 34, 35 2det Stykke samt 36—38. Disse ere iøvrigt i alt Væsentligt stemmende med de nugjældende Grundsætninger herom. Der må herefter stjelnes mellem de i § 33 ommeldte Tilfælde og de Omstændigheder, der blot give Parterne en Ret til at kræve Dommerens Ude-

lukkelse. Anser Dommeren sig for inhabil i Henhold til § 33, stal han af egen Drift vige sit Sæde, eller, forsåvidt han beklæder Retten i Forening med andre Dommere, gjøre Retten Meddelelse om den Omstændighed, som formenes at medføre hans Inhabilitet, jfr. § 34. Dommeren er derhos pligtig at træffe eller fremkalde Afgjørelsen af dette Spørgsmål, forinden den mundtlige Forhandling begynder, jfr. § 36 2 det Stykke. At dette er undladt enten af Forsømmelse eller fordi Dommeren har været i utilregnelig Uvidenhed om det Inhabiliteten begrundende Forhold, kan imidlertid ikke udelukke Inhabilitetens Virkning. Det følger netop af de i § 33 omhandlede Inhabilitetsgrundes Beskaffenhed, at Retten må tage dem i Betragtning uden Hensyn til, ad hvilken Vej og på hvilket Trin i Sagen de komme til dens Kundskab. Er en Sag bleven påkjendt af en Ret, som har været beklædt af en absolut inhabil Dommer, må den afsagte Dom derfor også, når den indankes for den overordnede Ret, annulleres af denne i Embeds Medfør. Om de Inhabilitetsgrunde, der falde udenfor § 33, gjælder derimod den Regel, at de kun tages i Betragtning efter Påstand af en af Parterne eller efter Begjæring af vedkommende Dommer selv, jfr. § 35. Parten er derhos i Almindelighed afståren fra at fåe denne Indsigelse tagen i Betragtning, fåfremt den ikke er fremsat ved den mundtlige Forhandlings Begyndelse forinden andre Formalitetsindsigelser eller i al Fald i Forbindelse med dem, jfr. § 36 1ste Stykke. Senere Fremsættelse er kun tilladt, hvor det skjønnes at have været umuligt for Vedkommende at fremkomme med Indsigelsen i rette Tid, eller der har føreligget utilregnelig Uvidenhed om de Omstændigheder, som begrunde den. — Endnu bemærkes, at Indsigelser fra Parternes Side imod en Dommers Inhabilitet i processuel Henseende ganske behandles som andre Formalitetsindsigelser. Spørgsmål, om en Dommer af egen Drift må eller stal vige sit Sæde, betragtes derimod som en Sag mellem Dommeren og hans Samvittighed og Embedspligt eller mellem ham og de øvrige Medlemmer af Retten. Afgjørelsen af disse Spørgsmål træffes derfor, uden

at Parterne have Adgang til at ytre sig, jfr. § 37.

Hvad angår Inhabilitetsspørgsmålets Påkjendelse, føreskrive de fleste fremmede Proceslove, at den Dommer, hos hvem Mangelen formentlig findes, ikke må deltage i Påkjendelsen. Bliver Retten som Følge beraf ude af Stand til at tage Beslutning — hvad jo altid vil være Tilfældet, når den beklædes af en Enkeltdommer —, indstilles Svørgsmålet til Afgjørelse af den nærmest overordnede Ret. Hos os har det imidlertid længe været fast Netspraris, at Underdommeren — selvfølgelig med Forbehold af Vedkommendes Adgang til Appel — selv påkjender Spørgsmålet om fin Habilitet, og da der ikke er sporet nogen Ulempe heraf, har man anset det for rettest i Forslaget at bibeholde denne Fremgangsmåde, der anbefaler sig ved sin Simpelhed (se § 34, jfr. § 35 2 det Stykke). Endnu klarere er det, at der ikke kan være nogen Betænkelighed ved at lade det Medlem af en kollegialt besat Ret, om hvis Inhabilitet der rejses Spørgsmål, deltage i dettes Afgjørelse. Man har derfør troet også for så vidt at burde følge, hvad der må ansees for gjældende Ret, såmeget mere, som det dog kan forårsage en ikke ringe Ulejlighed at tilvejebringe den Supplering af Retten, som en anden Fremgangsmåde vilde gjøre nødvendig. Om Anvendelse af Retsmidler imod den trufne Afgjørelse gives Bestemmelserne i § 38. Går Kjendelsen ud på, at Dommeren viger sit Sæde, er det åbenbart ikke af Hensyn til Parternes Interesse nødvendigt at give Adgang til noget Retsmiddel imod den. Dette gjælder navnlig også overfor den Part, der har modsat sig, at den imod Dommeren fremsatte Indsigelse tages til Følge; thi fra et retligt Synspunkt må alle Dommere, for hvis Vedkommende der ikke føreligger en Inhabilitetsgrund, ansees for lige skikkede til at behandle Sagen, og Parten har altså ingen retlig Interesse i, at den påkjendes af en bestemt Dommer. I § 38 1ste Punktum bestemmes derfor, at Kjendelser, hvorved en Underretsdommer erklærer at ville vige sit Sæde, eller hvorved det pålægges eller tillades en Dommer i en kollegialt besat Ret at vige

sit Sæde, ikke kunne angribes ved noget Retsmiddel. At den Adgang, der således er given en Enkeltdommer til at fritage sig selv for at behandle Sagen, skulde blive misbrugt, er der formentlig ikke Grund til at befrygte. I al Fald er dette et Misbrug, der natnrligst søges modvirket ad disciplinær Vej. Derimod er det en Selvfølge, at der må gives Retsmidler imod Kjendelser, hvorved Indsigelser imod en Dommers Inhabilitet forkastes, eller hvorved Dommerens egen Begjæring om at måtte vige sit Sæde afslåes, og da disse Spørgsmål egne sig til en simpel og hurtig Afgjørelse, er Besværing her det naturlige Retsmiddel. Iværksættes Besværing, kan der, når det strar forlanges, i denne Anledning tilståes en kort Udsættelse af Sagen.

§ 40 overfører i Lighed med den gjældende Ret de om Dommeres Inhabilitet givne Forskrifter på Retsskrivere. I Forbindelse hermed fastsættes det endvidere i Paragrafen, at Afgjerelfen af Havilitetsspørgsmålet tilfalder den Ret, ved hvilken Retsskriveren er ansat, en Regel, som vistnok allerede kan udledes af den beftående Ret og ialfald må ansees for naturlig. Det er en Selvfølge, at Retsskriveren uvægerlig må efterkomme den af Retten trufne Bestemmelse om Spørgsmålet, hvad enten Afgjørelsen går ud på, at Retsskriveren skal fungere eller at han skal afholde sig herfra.

Om Forening af Eogsmål under samme Retssag.

I nærværende Kapitel udtales de almindelige Grundsætninger, som Forstaget opstiller for Forening af flere Sogsmål under famme Retssag — derunder Intervention og Tilstcevning —, medens de nærmere Bestemmelser om Proceduren i sådanne Tilfælde gives i det Følgende, efierat Reglerne om Proceduren mellem Parterne ere fremstillede. De i dette Kapitel indeholdte Regler angå derhos tun den Forening af Sogsmål, til hvilken Initiativet tages enten af en af de oprindelige Parter i Sagen eller af en i denne indtræ-

dende Trediemand. Den Forening, som Retten i Kraft af sin procesledende Myndighed iværksætter af flere for den svævende Retssager, har derimod sin naturlige Plads i det Kapitel, der handler om Procesmåden i Almindelighed, jfr. § 102.

I §§ 41—42 gives Udkastets Regler om den Forening af Søgsmål, der foretages strax fra Processens Begyndelse. Hvad angår Forening af flere Retstrætter mellem de samme Parter (objektiv Kumulation), bestemmer § 41, at den kan finde Sted, når kun Retten er kompetent med Hensyn til alle Eøgsmålene og samme Procesart er anvendelig på dem, Ligesålidt som det kræves, at de flere Sager hvile på samme faktiske eller retlige Grunde, ligesålidt udelukkes Foreningen derved, at de gå ud på uensartede Gjenstande. Den således givne Regel er ristnok kun en konsekvent Gjennemførelse af en Grundsætning, der allerede længe har været anerkjendt i vor Retspraris. Thi i denne står det fast, at flere Pengefordringer uden Hensyn til deres Oprindelse og øvrige Beskaffenhed kunne indtales under een Sag. Det Samme antages fremdeles at måtte gjælde overalt, hvor de flere Søgsmål have ensartede Gjenstande, stjønt de ikke gå ud på Pengeydelser. Men når først dette erkjendes, synes det vilkårligt at nægte Sagsøgeren Ret til at kumulere, blot fordi Søgsmålenes Gjenstande ere uensartede, — en Omstændighed, der jo ikke har Indflydelse på, om der vindes nogen Lettelse ved Kumulationen eller ej. Angående Forening af flere Søgsmål mellem forskjellige Parter (subjektiv Kumulation) giver § 42 en Regel, der er meget afvigende fra vor gjældende Lovgivning. Medens fubjektiv Kumulation ifølge denne i Reglen er forbudt, selv om Parterne ikke gjøre Indsigelse, opstiller Udkastet derimod den Grundsætning, at subjektiv Kumulation — selvfølgelig dog kun under de i § 41 angivne Betingelser — er tilladt i den Forstand, at Retten ikke i Embeds Medfør stal forhindre den. Derimod kræver vistnok Retfærdighed, at vedkommende Parter i Reglen må kunne modsætte sig Søgsmålenes Forening, med mindre en særegen Grund kan påberåbes, for den, og som sådanne særegne Grunde

nævnes dels den Omstændighed, at Søgsmålene have fæelles Oprindelse, dels at specielle Bestemmelser tillade Foreningen, f. Ex. Frd. 11te Januar 1793. Pl. 2den Mai 1822, Reskr. 26de Juni 1778, jfr. Cskr. 23de Maj 1789. Idet Udkastet således udvider Retten til at kumulere betydeligt, opstiller det på den anden Side en Modvægt imod heraf flydende Ulemper i den Dommeren tillagte Myndighed til, hvor det individuelle Tilfældes Natur kræver det, at anordne en Adskillelse, se § 46, jfr. § 102. Denne Ordning af Forholdet hviler på den Anskuelse, at det ikke ved nogen almindelig Regel kan bestemmes, om Kumulation af Søgsmål bør tillades eller ikke; thi i nogle Tilfælde vil Foreningen være til Skade for Procedurens Simpelhed og Klarhed, men i andre, f. Ex. hvor såvel det faktiske som det retlige Spørgsmål stiller sig ens i de flere Sager, vil det kunne være både det Simpleste, Naturligste og Billigste, at de afgjøres under een Proces, idet deres Adskillelse kun vilde nødvendiggjøre en Gjentagelse af den samme Procedure og Bevisførelse. Derfor er det også i mange fremmede Proceslove, selv sådanne, i bvilke Skriftligheden hersker, overladt til Rettens skjøn i det enkelte Tilfælde at afgjøre, om Kumulation kan tilstedes. Hvor Proceduren er mundtlig, er det allerede af Hensyn til at tilvejebringe den størst mulige Klarhed, Orden og Overskuelighed i Forhandlingen nødvendigt at indrømme Retten en vidtgående procesledende Myndighed, af hvilken da også den heromhandlede Sætning er en aldeles naturlig Konsekvents. Som allerede ovenfor bemærket, angår den Ret, §§ 41—42 tillægge Parterne, kun en fådan Forening af flere Søgsmål, som iværksættes strax fra Processens Begyndelse. Men også senere under Processens Gang kan der blive Spørgsmål om en Forening af flere Sager enten således, at der til den påbegyndte Retstrætte føjes en ny Sag mellem de samme Parter, eller på den Måde, at der med den nye Sag tillige inddrages nye Parter i Processen ved Siden af de oprindelige. Adgangen hertil kan imidlertid ikke ubetinget stå åben, blot fordi Intet vilde have været til Hinder for de pågjældende

Søgsmåls Forening fra første Begyndelse af. Således kan Sagsøgeren ikke under den mundtlige Forhandling vilkårligt udstrække sin Påstand til sådanne Poster af sit Mellemværende med Sagsøgte, som ikke ere optagne i Sagsfremstillingen; men dette kan alene tilstedes ham under de i § 168 angivne Forudsætninger. Ligeledes er Sagsøgtes Adgang til at gjøre Modfordringer gjældende under Hovedsagen knyttet til særlige Betingelser, jfr. § 101. Er der endelig Spørgsmål om at inddrage nye Parter i Sagen ved Siden af de oprindelige — et Forhold, der må fremtræde enten som Intervention (§43) eller som Tilstævning (§ 45) —, vil Adgangen hertil ikke være given med de Betingelser, hvorunder § 42 tilsteder subjektiv Kumulation i egentlig Forstand, men kun stå åben efter de nærmere Regler i §§ 43 og 45, jfr, 5te Afsnit.

Hvad angår Intervention, kan der neppe efter den gjældende Lovgivning antages at tilkomme Trediemand en selvstændig Ret til imod de oprindelige Parters Villie at indtræde i Sagen som Part ved Siden af disse. Thi da Lovgivningen tier med Hensyn til dette Punkt, synes den almindelige Grundsætning, at de oprindelige Parter i alle Henseender ere Herrer over den af dem begyndte Proces, at måtte udelukke Trediemands Indtrængen i Sagen, selv om hans Ret kunde beskyttes ved slig Intervention, jfr. Nellemanns Procesmåde (2den Udgave) Tide 236—242. Desuagtet har der i vor Retspraris vift sig nogen Tilbøjelighed til under visse Betingelser at indrømme Trediemand en sådan Beføjelse. Ligeledes kjende de fleste fremmede Proceslove en selvstændig Interventionsret. Det må vistnok også erkjendes, at afgjørende Hensigtsmæssighedshensyn tale for en sådan Ordning, idet Intervention jævnlig vil vise sig at være det simpleste, virksomste og billigste Middel til Opnåelse af en fåvel for Trediemand som for de oprindelige Parter betryggende Afgjørelse. Man har derfor troet i det føreliggende Udkast at burde tillægge Trediemand en saadan Ret under de Betingelser, der sædvanlig føreskrives i de fremmede Love. I Overensstemmelse hermed fastsættes det i § 43 lste Stykke som Hovedbetingelse for Interventionen, at Trediemand troer sig berettiget til

den Ting eller den Rettighed, hvorom Parterne stride, enten udelukkende og fremfor Parterne eller dog delvis og altså ved Siden af dem. Ifølge Bestemmelsen i Paragrafens andet Stykke er Interventionens Gennemførelse derhos betinget af, at den Ret, for hvilken Hovedsagen svæver, ved Parternes Samtykke kunde gjøres kompetent til at påkjende Interventionssøgsmålet, dersom det anlagdes særskilt. Med Hensyn til de nærmere Regler for, under hvilke Former og på hvilket Trin i Sagen Interventionen kan finde Sted, henvises iøvrigt til femte Afsnit.

Medens § 43 angår Intervention i egentlig Forstand og altså kun har Trediemands Indtræden som selvstændig Part for Dje, omhandler § 44 den såkaldte Biintervention, hvorved en Trediemand blot indtræder i Sagen for at understøtte en Part, i hvis Påstands Gjennemførelfe han har retlig Interesse. Til en saadan Indtræden vil Trediemand navnlig kunne sinde sig foranlediget, hvor det af Sagens Udfald afhænger, om der vil blive gjort Ansvar gjældende imod ham af en af de oprindelige Parter, f. Er. hvor han har overdraget Sagsøgeren den under Sagen indtalte Fordring, hvis LGgthed benægtes af Sagsøgte. Efter den gjældende Ret har Trediemand i sådanne Tilfælde imidlertid ikke nogen selvstændig Ret til at optræde og føretage Noget i Sagen; det beror aldeles på vedkommende Part, om de Angrebs- eller Forsvarsmidler, der efter Trediemands Formening vilde være af Indflydelse på Sagens Udfald, skulle benyttes under denne. Er dette undladt, uden at der kan lægges Trediemand nogen Forsømmelse i så Henseende til Last, kan han derimod under den senere imod ham anlagte Regressag opnå Frifindelse, hvis de Midler, der ikke ere blevne benyttede under den tidligere Sag, skjønnes at have været egnede til at bevirke et andet Udfald af denne. Men om det end må erkjendes, at Trediemand kan finde Beskyttelse for sin Interesse ad denne Vej, synes det dog natmligere at give ham Adgang til at indtræde i den mellem de oprindelige Parter beståcnde Sag og selv gjøre de Angrebs- eller Forsvarsmidler, som han tillægger Betydning, gjældende for den Ret, som

påkjender denne. En sådan Adgang vil undertiden være en Betingelse for, at de Bidrag, Trediemand kan give til Sagens Oplysning, virkelig fåe den Indflydelse til hans Fordel, der tilkommer dem. Navnlig er det indlysende, at den Ret, der påkjender Hovedsagen og således har det umiddelbare Indtryk af hvad der iøvrigt er fremkommet i denne, lettest og sikrest vil kunne afgjøre, hvilken Vægt der bør tillægges de af Trediemand fremførte Omstændigheder. Udkastet har derfor i Lighed med de fleste nyere Proceslove i § 44 optaget den Grundsætning, at Enhver, der har retlig Interesse i, at en Part vinder en for Retten svævende Sag, kan indtræde i Sagen til denne Parts Understøttelse. Om der føreligger en sådan retlig Interesse, må iøvrigt afgjøres efter den borgerlige Rets Regler. Med Hensyn til Biintervenientens Procedure, der må betragtes som et Tillæg til de: Parts Procedure, han vil underftøtte, gives de nærmere Regler i femte Afsnit.

I § 45 gives Hovedreglen om Tilstævning (Adcitation). I Henhold til almindelige, også i den gjældende Ret anerkjendte Procesgrundsætninger tilstedes det kun at adcitere Trediemand, når det ikke må tilregnes Sagføgeren som en Forsømmelse, at den pågjældende Trediemand ikke fra Begyndelsen af er bleven inddragen under Søgsmålet. Fremdeles vil Tilstævning ikke kunne finde Sted, når Tredjemand ikke er pligtig at svare for den Ret, ved hvilken Hovedsagen er anhængig, jfr. iøvrigt de i femte Afsnit givne nærmere Bestemmelser om den processuelle Fremgangsmåde.

Om Sagens Patter.

Dette Kapitel indeholder Bestemmelser om Parternes Kompetence, Rådighed over Processen samt Adgang til personlig at udføre deres Sag, — Forhold, hvis Ordning i det Væsentlige er den samme, hvilken Behandlingsmåde end Sagen underkastes.

Hvo der er ret Sagsøger eller Sagvolder, må som et Spørgsmål om, hvem den under Sa-

gen omspurgte Rettighed eller Forpligtelse tilkommer eller påhviler, nødvendigvis afgjøres efter den borgerlige Rets Regler (§ 47). Som en Anvendelse af denne Grundsætning fremtræder endvidere Bestemmelsen i § 48. Thi det Spørgsmål, om der føreligger et ifølge Retsforholdets Beskaffenhed nødvendigt Procesfællesskab, går netop ud på, om ikke Rettigheden eller Forpligtelsen tilkommer en Flerhed af Personer således, at de kun i Foreniug udgjøre en kompetent Sagsøger eller Sagvolder. — Angående Måden, hvorpå Kompetencespørgsmålet behandles i Proceduren, er der ikke fundet Grund til at give særlige Regler. Det bliver som Følge heraf at behandle på samme Måde som Sagens øvrige Realitet. De Hensigtsmæssighedshenfyn, som undertiden kunne anbefale en foreløbig Behandling af Kompetencespørgsmålet, fyldestgjøres fuldstændig ved den almindelige Bemyndigelse, der i Henhold til § 102 3dte Stykke og § 273 tilkommer Retten dels til foreløbig at begrænse Proceduren til enkelte Stridspunkter i Sagen dels til at gjøre sådanne til Gjenstand for foreløbig Påkjendelse såvel, hvor særskilt Forhandling af dem har fundet Sted, som også hvor de, uden at dette er Tilfældet, findes modne til Påkjendelfe.

I § 49 gives en Bestemmelse, som hidtil har været savnet i vor Ret. Vel må det efter denne antages, at enhver af de Personer, mellem hvem der består et nødvendigt Procesfællesskab, af de øvrige Procesfæller kan befuldmægtiges til at møde og udføre Sagen også på deres Vegne, uanset at den Befuldmægtigede ikke falder ind under D. L. 1—9—14. Men den Omstændighed, at en eller flere af Procesfællerne udeblive i et Retsmøde, kan i og for sig ikke give den eller dem, der møde, nogen Ret til at repræsentere de Udeblivende. En fådan Regel må imidlertid ansees for hensigtsmæssig og er derfor, i Overensstemmelse med de fleste fremmede Lovgivninger optagen i § 49. Heraf vil bl. A. følge, at der aldrig bliver Tale om Udeblivelsesdom, når kun Een af Procesfællerne møder.

Om Betingelserne for at kunne handle selvstændig som Part gives der i §§ 50—51

Bestemmelser, der i det Hele ere Anvendelser af den borgerlige Rets Regler om Personens Handleevne og derfor også må følges efter den gjældende Ret. At dette gjælder om den Regel, der i § 50 gives om Myndighed til som Sagsøger at råde over Sager angående Formueretsforhold, er i sig selv indlysende og har altid været almindelig anerkjendt. Hvad angår Betingelserne for at råde som Sagvolder over sådanne Retstrætter, synes der i Praxis at være nogen Tilbøjelighed til at følge den Grundsætning, at en umyndig eller mindreårig Sagvolder ansees for rådig over Sagen, når han blot uden Værges eller Kurators Medvirkning kan pådrage sig en Forpligtelse af den Art, hvorpå Søgsmålet grundes, I Modsætning hertil udtaler § 50 som den rigtige Konsekvens af Civilrettens Grundsætninger, jfr, Scheels Personret (1ste Udgave) S. 208 ff,, at kun den er myndig til som Sagvolder at råde over Sagen, som ifølge den borgerlige Rets Regler på egen Hånd ved Overenskomst kunde påtage sig det, hvorpå Påstanden går ud. Er Påstanden rettet på Fyldestgjørelse af den Umyndiges eller Mindreåriges Formue i Almindelighed, vil denne altså ikke kunne sagsøges uden Værges eller Kurators Medtagelse, selv om han på egen Hånd, f. Ex. ved en Retskrænkelse, har pådraget sig den Forpligtelse, som ligger til Grund for Søgsmålet, At der ved Bedømmelsen af Partens Rådighed over Sagen kun bliver at tage Hensyn til dennes oprindelige Gjenftand, ikke til Rettergangsomkostninger eller Rettergangsbøder, jfr, § 50 2det Stykke, stemmer ganske med den bestående Retspraxis. I Eager, der ikke angå Formuerettigheder, må i Almindelighed den, hvem Rettigheden tilkommer, eller Forpligtelsen påhviler, kunne optræde som Sagsøger eller Sagvolder, når han blot er personlig myndig. Der føreligger i stige Tilfælde ingen Hjemmel til at forlange Fuldmyndighed, og på den anden Side kan man ikke let finde nogen anden Grændfe nedefter end den personlige Myndighed eller 18 Aars Alderen,

Om den Måde, hvorpå Spørgsmålet om Parternes Myndighed til at råde over

Sagen, afgjøres, gives Reglerne i §§ 52—53. I mange fremmede Proceslove føreskrives det, at Retten i Embeds Medfør skal forlange Oplysning om dette Punkt. For at påbyde en sådan Undersøgelse i al Fald af Indstævntes Myndighed lader sig også anføre, at denne ikke ved sin Tavshed eller Forsømmelse kan forspilde Umyndighedsindsigelsen, I vor Retspraxis har det imidlertid allerede længe været fast antaget, at Retten ikke i Embeds Medfør skal kræve Bevis for Indstævntes Myndighed. Når det af de fremlagte Dokumenter i Sagen ligefrem kan sees eller efter den hele Måde, hvorpå en Part er betegnet, må formodes, at denne mangler Rådighed over Sagen, afvises denne af Retten i Embeds Medfør. Men er dette ikke Tilfældet — hvilket vil være det Almindelige —, så pådømmer Retten Sagen uden videre Bevis for Vedkommendes Myndighed. Denne Fremgangsmåde må vistnok også erkjendes fra et praktisk Synspunkt at fortjene Fortrinet. Thi at det i enhver Sag skal pålægges Sagsøgeren at fremskaffe Bevis for Modpartens Myndighed, er en så byrdefuld og i de fleste Tilfælde unødvendig Formalitet, at i Sammenligning hermed den Lejlighed, den bestående Ordning giver Sagsøgeren til overfor en umyndig Sagvolder at tilsnige sig en Dom. der kun kan angribes ved Påanke, må ansees for et mindre Onde, jfr. Eunomia III. S. 556—59. Udkastet har derfor i alt Væsentligt sluttet sig til den hidtil fulgte Praxis, dog at Retten, når den har Tvivl, i Embeds Medfør kan pålægge Sagsøgeren at fremskaffe de fornødne Oplysninger om hans egen og Modpartens Myndighed, en Lempning i den bestående Regel der stemmer med den friere Stilling, Udkastet i Modsætning til den strenge Forhandlingsmaxime anviser Retten, og gjør det såmeget mindre betænkeligt iøvrigt at bibeholde den tidligere Fremgangsmåde. Det vil herefter ligesom hidtil blive det Sædvanlige, at Afvisning på Grund af en Parts Mangel på Myndighed kun finder Sted efter Påstand. Med Henfyn til dennes Fremsættelse føreskrives det i § 52 2det Stykke, at Parterne ere udelukkede fra at fremkomme med Indsigelser i så Henseende, naar Forhandlingen af Sagens

Realitet er begyndt, jfr, § 176 sammenholdts med § 174.

Som det allerede er fremhævet i den almindelige Oversigt E. 28, har man ikke troet at burde førestå Indførelse af Sagførertvang i den Forstand, at Parterne i Almindelighed udelukkes fra selv at føre deres Sag for Retten.*) At en sådan almindelig Udelukkelse er ukjendt i den gjældende Ret, har man vel i og for sig ikke kunnet tillægge nogen afgjørende Betydning. Thi det er klart, at de Ulemper for Retsplejen, der kunne opstå af, at ulovkyndige Parter i egen Person føre deres Sag, i langt stærkere Grad må gjøre sig gjældende > i den mundtlige Rettergang end i den Procedure, vi hidtil have kjendt. I de fremmede Proceslove, der ere byggede på Mundtlighedsprincipet, foreskrioes det derfor i Reglen også, at Parterne i den ordinære civile Proces skulle benytte Sagfører ved de egentlige Proceshandlingers Foretagelse**). Men da Partens egen Interesse sågodt som altid vil bevæge ham til at antage og benytte Sagfører, har Kommissionen troet, at det kunde undgåes ved Loven at opstille en Tvang til at benytte Sagfører, idet man holder sig overbevist om, at det, asset fra Bagatelsager, hvor hele Procesformen er beregnet på at gjøre det muligt at undvære Sagførerhjælp, kun vil førekomme yderst sjældent, at en ulovkyndig Part tør påtage sig selv at udføre sin Sag. I Overensstemmelse hermed udtaler Forslagets § 54 den almindelige Grundsætning, at Enhver kan både som Sagsøger og fom Sagvolder gå i Rette for sig selv, samt både udføre sin Sag, under den mundtlige Forhandling og affatte de fornødne Processkrifter. De lidet praktiske og tildeels vilkårlige Undtagelser fra denne Grundsætning, fom endnu bestå i den gjæl-

dende Ret, jfr. D. L. 1—9 — 1 og 6, har man ikke fundet Grund til at optage i Udkastet. Derimod give de i § 56 indeholdte Bestemmelser om Domssagers Udførelse for Landsretterne et i den mundtlige Rettergang uundværligt Korrektiv til den vidtgående Regel i § 54. Landsretten kan herefter, når de af Parten selv affattede Processkrifter findes uforståelige, tilbagevise disse cg tilkjendegive Parten, at han må lade sin Sag udføre for sig af cn Sagfører; ligeledes kan en Part, der selv udfører sin Sag, afvises under de mundtlige Forhandlinger og henvises til at lade en Sagfører mode for sig, naar det viser sig, at han ikke med den fornødne Klarhed og Rolighed kan fremstille Sagen. Gn sådan Myndighed for Retten må ansees for Minimum af hvad Retsplejens Interesse kræver. I et Processystem, der er bygget på Mundtligheds- og Umiddelbarhedsprincipet, er Orden og Klarhed i Proceduren og Bevisførelsen en Nødvendighed, hvis ikke Forhandlingen skal forvirres og Retten vildledes. I de enkelte fremmede Proceslovgivninger, der ikke føreskrive Sagførertvang som almindelig Regel, findes derfor også Bestemmelser svarende til Udkastets § 56. Som det fremgår af Paragrafen, er det iøvrigt ikke Meningen, at der under de angivne Omstændigheder skal indtræde en Præklusion til Skade for den Part, som ikke forud har sikret sig en Sagførers Bistand; men Retten træffer i de anførte Tilfælde Bestemmelse om Sagens Udsættelse for at give ham Lejlighed til at gjøre de i så Henseende fornødne Skridt. Først når Parten undlader at efterkomme de af Retten givne Pålæg, som ikke ere Gjenstand for Påanke, bliver han at anse fom den, der ikke har indgivet de pågjældende Processkrifter, eller som den, der udebliver under pågjældende mundtlige Forhandling.

Den Frihed, der ved § 54 er forbeholdt Parten til selv at udføre fin Sag, bør selvfølgelig ikke åbne ham Adgang til ved en på Skrømt iværksat Transport at sætte Personer, der ikke ere beføjede til at gå i Rette for Andre, i Stand til at udføre en Sag, som i Virkeligheden er Cedentens. Om Transporten har den angivne Karakter, er et Spørgsmål,

*) Bed Sagførertvang forståes i andre Lande Forpligtelsel til at benytte Sagfører til alle egentige Proceshandlingers Udførelse, altså navnlig til Affattelsen af Processkristerne og Fremlæggelsen af Påstandene i Retten, hvorimod det i Reglen står Parten srit for selv at plædere Sagen i den mundtlige Forhandling, når den i Forvejen er lagt pil Rette af Sagsørerne. *) Medens enkelte nyere Procesudkast f. Ex. det belgiske gå i modsat Retning er en sådan Tvang bibeholdt i Civilprocesloven for det tyske Rige af 1876.

hvis Afgjørelse må henvises til Rettens skjøn. I Overensstemmelse hermed tillægger § 55 Retten Myndighed til i sådanne Tilfælde at afvise den føregivne Cessionarius ved en Beslutning, som ikke er Gjenstand for Påanke, Det kunde mulige« synes at være en noget vidtgående arbitrær Myndighed for Retten, men der er neppe nogen anden praktisk udførlig Måde, hvorpå de omhandlede Skintransporter kunne modarbejdes, og det er neppe at befrygte, at Retten skulde bruge denne Myndighed på en hensynsløs Måde.

Om Rettergangsfuldmægtige.

I Overensstemmelse med den bestående Ret opstiller Forslaget for Domssagers Vedkommende den Hovedregel, at Enhver, der ikke i egen Person vil udføre sin Sag, er pligtig at benytte som Fuldmægtig en til Møde for pågjældende Domstol berettiget Sagfører, en Grundsætning, som Forslaget derhos gjennemfører i fuld Konsekvents, så at den ikke blot anvendes på Møde for Parten under den mundtlige Forhandling, men også på Affattelse af Processkrifterne for ham, se § 57. Fra den således givne Regel gjøres en væsentlig Undtagelse i Forstagets § 58, der i Lighed med D. L. 1—9—14 tilsteder Parten at møde ved visse i færeget Forhold til ham stående Personer. Som det vil sees, stemmer § 58 dog ikke med 1—9—14, hvad angår Afgrænsningen af de Familieforhold, der kunne begrunde den heromhandlede Undtagelse. Lovbogens Regel er nemlig i få Henseende på den ene Side for vidtgående, idet den tilsteder enhver om end nok få fjernt Beslægtet at gå i Rette for Parten, på den anden Side for fnever, idet den ikke medtager Ægtefællen og de nærmeste Besvogrede. At den, der angiver at stå i et af de omspurgte Forhold til Parten, må føre Bevis herfor, når det af Retten eller Modparten forlanges, er en Selvfølge. Dette Bevis bør vedkommende Rettergangsfuldmægtig derhos i Almindelighed have på rede Hånd, så at det på

Forlangende strax kan fremføres. Da det imidlertid ikke ubetinget kan tilregnes Vedkommende som en Forsømmelse, at han ikke har været forberedt herpå, står det efter § 58 2 det Stykke i Rettens Magt undtagelsesvis at tilstå en passende Udsættelse til Bevisets Tilvejebringelse. At de producerede Bevisligheder ere Gjenstand for Bedømmelfe, er en Selvfølge.

Skjønt Bestemmelsen i D. L. 1 — 9—14 efter rigtig Lovfortolkning neppe kan ansees anvendelig udenfor Domssager, har det vistnok hidtil været den mest udbredte Mening, at Sagførernes Eneret ikke er indskrænket til Retshandlinger af denne Art, På Skifter og Auktioner ansees det efter den nævnte Anskuelse vel ikke for nødvendigt at lade sig repræsentere af en Sagfører, sålænge Forhandlingerne ikke have udviklet sig til en formelig Retstrætte, men fra det Øjeblik af formenes Parterne at være henviste til at benytte en Sagfører, jft. Cskr. 2. Maj 1826. Hvad angår Fogedforretninger, er det såvel i Betragtning af disie Forretningers særdeles Beskaffenhed som med Hensyn til Slutningen af Pl. 23. August 1753 endog antaget, at man i Reglen må lade sig repræsentere ved en Sagfører, dog at Rekvisitus, som ikke i Forvejen kan sørge for sit Forsvar, må have Adgang til at tage til Assistance en anden Person, til hvem han har Tillid, og som øjeblikkelig kan være tilstede. Til den således udviklede Anskuelse har man i det føreliggende Forslag sluttet sig, forfåvidt angår Fogedforretninger, under hvilke efter Forslagets Ordning også Tvangsauktioner ligefrem ere indbefattede. At Tvangsauktion efter den ovenfor omtalte Anskuelse sammenstilledes med Skifte, måtte i Virkelighed allerede tidligere betragtes som en Inkonsekvents, idet tvungen Auktion også efter den gjældende Ret er at anse som en Fortsættelse af Udlæget, skjønt den ikke holdes af Fogden. Hvad Skifter angår, har man derimod ikke troet at burde gjøre det til Pligt for vedkommende Interesserede at lade sig repræsentere ved en Sagfører. Dels vilde der herigjennem pålægges Vedkommende en altfor stor Byrde, dels er Begrænsningen her mindre nødvendig, idet Retstrætter mindre hyppigt

ville førekomme på Skifte. Dette gjælder i al Fald efter den i Forslaget optagne Ordning af Skifterettens dømmende Myndighed, hvorefter alle Krav, der rejses imod Boet, blive at henvise til Procedure og Påkjendelse ved en almindelig Net (Underret eller Landsret), når det viser sig, at der ikke kan opnåes Enighed mellem Vedkommende med Hensyn til den fremsatte Påstand.

I § 60 1ste Stykke fastsættes i Overensstemmelse med hvad der må ansees for gjældende Ret, at den, der, ifølge §§ 58—59 møder som Fuldmægtig for Parten, må være personlig myndig og uberygtet. Paragrafens andet Stykke indeholder den nye Bestemmelse, at når i nævnte Tilfælde den Mødende, stjønt ikke Sagfører, må antages at søge Næringsvej ved at udføre Netsfager for Andre, kan Retten afvise ham red en Beslutning, der ikke er Gjenstand for Påanke. Det må vistnok ansees for hensigtsmæssigt, at den Ret, der ved §§ 58—59 er tillagt Parterne til at lade sig repræsentere ved Andre end Sagførere, undergives en Kontrol fra Rettens Side, og efter sin Natur må en sådan Myndighed være diskretionær. Kun ad denne Vej vil det være muligt på m virksom Måde at imødegå de Ulemper for Retsplejen, der flyde af den hidtil så almindelige Indblanding af Kommissionærer og Vinkelskrivere, og som naturligvis ville blive endnu foleligere i den mundtlige Rettergang. I de Lande, hvor denne består, er der derfor også i Reglen tillagt Retten en sådan eller endnu videre gående Myndighed.

Om Udstrækningen af Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse gives der i §§ 62—64 Regler, der i alt Væsentligt stemme med den gjennem Praxis udviklede Ret. De Regler, der på delte Område følges i vor Praxis, må nemlig i det Hele ansees for naturlige og konsekvente. Hvad angår Befuldmægtigelse til ved en Domstol at udføre en Retssag, hævder Forslaget den Grundsætning, at Befuldmægtigelsen på den ene Side giver Fuldmægtigen Bemyndigelse til — uden Hensyn til pågjældende Skridts Hensigtsmæssighed — at føretage alle til Sagens Udførelse hørende Proceshandlinger, derunder indbefattet at tage til Gjenmæle imod Modfordringer såvelsom

imod Interventions- og Tilstævningssøgsmål, men på den anden Side ikke indeholder Bemyndigelse til at foretage Noget, der går ud herover (§§ 62—63). Af denne Begrænsning, der i Almindelighed ikke fastholdes i de fremmede Lovgivninger, men stemmer med vor Praris og viftnok også med Forholdets Natur, følger bl. A., at den heromhandlede Befuldmægtigelse ikke bemyndiger til at exekvere Dommen, oppebære det Tildømte, foretage Arrest, Forbud eller andre Sikkerhedshandlinger, forlige eller voldgive Sagen eller påanke den for højere Ret. Det ved saadan Fuldmagt overdragne Hverv vil altså i Neglen være afsluttet med Dommens Opnåelse, Dog omfatter Fuldmagten ifølge § 63 Bemyndigelse til at andrage om ny Foretagelse af Sagen. Denne Proceshandling står i en sådan Forbindelse med den tidligere Proces, at det synes naturligt at lade Befuldmægtigelsen til dennes Udførelse omfatte de i Anledning af Sagens nye Foretagelse fornødne Proceshandtinger. Med Reglerne i K§ 62—63 må iøvrigt jævnføres den i § 66 1ste Stykke givne Bestemmelse, hvorefter Indskrænkninger i den Bemyndigelse, der efter de førstnævnte Paragrafer skal antages at være indeholdt i Befuldmægtigelsen til at udføre en Domssag, ikke have Gyldighed i Forhold til Modparten. En sådan Forskrift er vel ikke hjemlet i den gjældende Ret; men dette må ansees for en Mangel, Thi enhver af Parterne har et naturligt Krav på, at Modpartens Rettergangsfuldmægiig, hvem han henvises til at indlade sig med, er fuldt bemyndiget til at føretage, hvad der horer til Sagens Udførelse. Forslagets Regel er derfor allerede i den skriftlige Proces den naturlige, og i al Fald uundværlig i den mundtlige Rettergang, hvor det aldeles ikke kan tåles, at vilkårlige Begrænsninger af Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse lægge Hindringer i Vejen for Forhandlingernes frie og uforstyrrede Gang.

Ved andre Retshandlinger end Domssager må Udstrækningen af Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse afhænge af den omspurgte Retshandlings Natur og Hensigt. Af de herom i § 64 givne nærmere Regler, der i alt Væsentligt stemme med den gjældende Ret,

skal man indskrænke sig til at fremhæve, at Befuldmægtigelse til at varetage en Parts Tarv på Skifte ifølge Bestemmelsen i Paragrafens tredie Stykke indeholder Bemyndigelse til at afgive alle til Skiftets Fremme fornødne Erklæringer i Partens Sted, selv om de gå ud på at opgive Rettigheder, såsom at stemme for Tvangsakkord, indrømme Henstand, samtykke i Salg underhånden m. m. Derimod kan en sådan Befuldmægtigelse i og for sig ikke bemyndige Rettergangsfuldmægtigen til at oppebære, hvad der måtte blive at udlægge eller udbetale til Parten. Denne Begrænsning stemmer med den Grundsætning, Forslaget fastholder med Hensyn til Udstrækningen af den til en Domssags Udførelse givne Bemyndigelse, og må derfor vistnok også ansees for stemmende med den gjældende Ret.

I § 65 opstilles en Begrænsning af Befuldmægtigelsens Udstrækning for det Tilfælde, at den, der er bemyndiget til at mode for en Part under Retshandlinger af den i § 64 omhandlede Art, ikke er Sagfører. Da Valget af en sådan Rettergangsfuldmægtig må formodes netop at være fremkaldt ved den Forventning, at der ved Retshandlinger af denne Beskaffenhed i Reglen ikke vil førekomme nogen egentlig Retstrætte, er det formentlig naturligt, at den fåledes givne Befuldmægtigelse, når der desuagtet undtagelsesvis opstår Tvistigheder, ikke antages at omfatte Udførelse af disse, medmindre der særlig er givet Bemyndigelse også hertil.

Endnu bemærkes, at Parten ved de i § 64 ommeldte Retshandlinger ikke — således som ved Domssager — er udelukket fra ved særlig Bestemmelse at sætte snævrere Grænser for Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse end dem, der følge af Reglerne i §§ 64—65, fe § 66 2det Stykke, hvorefter Befuldmægtigelsen med Virkning overfor Modparten kan indskrænkes til enkelte Møder såvelsom til enkelte Retshandlinger.

§ 67 giver Regler for det Tilfælde, at en Part til Sagens Udførelse samtidig benytter flere Sagførere eller andre Procesfuldmægtige, en Fremgangsmåde, der i andre Lande, hvor Forholdene ere mere udviklede end her, jævnlig anvendes og milligvis under det nye Retter-

gangssyftem også vil komme i Brug hos os. Under den angivne Forudsætning stal ifølge § 67 enhver især af de flere Rettergangsfuldmægtige agtes for bemyndiget til at føretage alle de processuelle Handlinger, som ifølge Befuldmægtigelsens Natur ansees for indbefattede i den, hvorhos det er udelukket, at der af Parten kan træffes afvigende Bestemmelser med Virkning i Forhold til Modparten. Denne Regel er vistnok naturlig. Hvorledes de flere af en Part antagne Rettergangsfuldmægtige have fordelt Rollerne mellem sig, må Modparten kunne betragte som sig uvedkommende; overfor ham må de alle være solidariske, så at det, En af dem har gjort, også gjælder for de andre.

I § 68 1ste Stykke udtales den også i vor gjældende Ret anerkjendte Grundsætning, at en Rettergangsjuldmægtigs Handlinger eller Undladelser, forsåvidt de falde indenfor Bemyndigelsens Grænser, ere ligeså bindende for Parten, som om de vare foretagne af Parten selv. Fra denne almindelige Regel hjemler Paragrafens 2det Stykke i Overensstemmelse med de fleste fremmede Proceslove den Undtagelfe, at Tilståelser eller andre Erklæringer om det Faktiske i Sagen, som fremkomme i de mundtlige Forhandlinger, kunne tilbagekaldes eller berigtiges af Parten selv, når dette sker strax og umiddelbart, efterat Partens Rettergangsfuldmægtig har talt. En sådan Adgang for Parten til at berigtige Rettergangsfuldmægtigens Procedure er ganske naturlig i den mundtlige Rettergang, idet den her ikke — således som en tilsvarende Net i den skriftlige Procedure — vil medføre nogen Forhaling af Sagen. Den Omstændighed, at en Part iøvrigt lader sin Sag udføre ved en Rettergangsfuldmægtig. kan derfor efter Forslaget heller ikke udelukke Parten fra, også i andet Djemed end det i § 68 angivne, selv at ytre sig under den mundtlige Forhandling, umiddelbart efter at hans Rettergangsfuldmægtig har talt, se § 74. At Parten selv ligeså lidt som hans Fuldmægtig med Virkning kan fremsætte sådanne Anbringender, som allerede måtte være prækluderede ifølge Indholdet af det skriftlige Grundlag, jfr. § 168, er imidlertid en Selvfølge.

§ 69 indeholder en Regel, der ikke har Hjemmel i den bestående Ret, men er af Betydning for Processens sikre og uforstyrrede Gang. Ifølge denne Bestemmelse ophæves Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse til at handle for en Part i Forhold til Modparten ikke derved, at Parten er død, kommen under Konkurs eller har mistet sin Myndighed til at råde over Sagen, ej heller derved, at Parten er bleven myndig til selv at råde over Processen, men kun ved en udtrykkelig Tilkjendegivelse om Befuldmægtigelsens Ophør til Modparten eller dennes Rettergangsfuldmægtig. De processuelle Skudt, som ere foretagne, inden sådan Tilkendegivelse er sket, kunne altså, forsåvidt de iøvrigt falde indenfor den givne Befuldmægtigelses Grænser, ikke anfægtes på Grund af manglende Bemyndigelse, selv om Partens Død, Konkurs, Umyndiggjørelse o. s. v. allerede dengang var indtrådt og På anden Måde bekjendtgjort. En anden Sag er, at Rettergangsfuldmægtigen, når en sådan Begivenhed kommer til hans Kundskab, efter Omstændighederne kan blive pligtig at indhente ny Instruktion fra den, der er trådt i den oprindelige Parts Sted eller ifølge den foregåede Forandring er bleven rådig over Processen, samt berettiget til at erholde Sagen udsat i den Anledning. Det Spørgsmål, om Udsættelse af denne Grund skal gives, må imidlertid være overladt til Rettens Skjøn.

§ 70 stemmer i det Hele med hvad der må ansees for gjaldende Ret. I Paragrafens første Stykke opstilles den almindelige Regel, at Retten på Embedsvegne påser, at den, der møder som Rettergangsfuldmægtig for en Part, er befuldmægtiget herril. Denne Grundsætning gjennemføres ofte i fremmede Lovgivninger med en sådan Strenghed, at Retten i Embeds Medfør endog skal afkræve Sagførere Bevis for deres Bemyndigelse. Besvigelser ad denne Vej ere imidlertid så fjældne, man kan gjerne sige, hos os idetmindste, aldeles uhørte, at man ikke af Hensyn til en sådan Mulighed har troet i det føreliggende Forslag at burde gå bort fra den Regel, der hidtil har været fulgt i vor Retspraxis. Efter Forslaget skal derfor en Sagfører, når han angiver at være befuldmægtiget for Parten, føre-

løbig troes på sit Ord, og, selv om hans Befuldmægtigelse nægtes af Modparten, kan han forlange Udsættelse for at tilvejebringe det fornødne Bevis. Thi da han veed, at Retten ikke i Embeds Medfør vil afkræve ham Bevis, og må antage, at Modparten i Reglen vil undlade at benægte hans Bemyndigelse, kan han ikke siges at have gjort sig skyldig i nogen Forsømmelse ved ikke at have Beviset på rede Hånd. Med Rettergangsfuldmægtige, der ikke ere Sagførere, stiller det sig anderledes i så Henseende. Disse må derfor være i Stand til strax for Retten og Modparten at føre Bevis for Befuldmægtigelsen; i modsat Fald blive de at afvise som Fuldmægtige, se § 70 sidste Stykke, hvorimod det ikke er udelukket, at de i Henhold til Bestemmelsen i § 72 kunne stedes til foreløbig at optræde i Sagen.

Medens de fremmede Proceslove i Reglen stille vidtgående Fordringer med Hensyn til de Former, hvorunder Rettergangsfuldmægtiges Bemyndigelse skal meddeles, haves der ikke i vor Ret særegne Forskrifter om dette Punkt, der således bliver at afgjøre efter den borgerlige Rets almindelige Regler. Bemyndigelse til at gå i Rette for en Part behøver som Følge heraf end ikke at støttes på skriftlig Fuldmagt, men kan også udledes af andre Omstændigheder. I Forstaget har man troet i det Væsentlige at kunne henholde sig til den således bestående Ordning. Kun er der fundet Grund til at føreskrive, at, forsåvidt skriftlig Fuldmagt benyttes, skal Partens Underskrift på den i Landsretssager i det Mindste være attesteret af tvende Vitterlighedsvidner, se § 71 2det Stykke. Derimod indeholder Paragrafens 1ste Stykke ikke nogen Afvigelse fra den gjældende Ret. Thi at den her givne Bestemmelse, hvorefter en af Parten til Retsprotokollen afgiven Erklæring ansees som tilstrækkelig Bevis for Befuldmægtigelsen, ikke udelukker, at Beviset kan føres på en hvilkensomhelst anden Måde, er en Selvfølge.

Anvendelse af Grundsætningen for uanmodet Forretningsførelse har hidtil ikke i vor Ret — således som i de fleste fremmede Proceslovgivninger — fundet nogen almindelig Anerkjendelse for Retssagers Vedkommende, Kun

med Hensyn til Fogedforretninger, der fremmes imod en fraværende Rekvisitus, har undtagelsesvis hin Grundsætning gjort sig gjældende, idet det antages, at Personer, som stå i nært Forhold til Rekvisitus, kunne stedes til at anføre, hvad de måtte vide at erindre imod For retningen, uagtet de ikke have nogen Fuldmagt fra Rekvisitus, jfr, også Bestemmelsen i Konkurslovens § 160 2det Stykke. I Forslaget har man derimod troet at burde give Principet for uanmodet Forretningsførelse så vid en Anvendelse på Retssager, som Hensynet til Modpartens Ret overhovedet tilsteder. Bestemmelsen herom indeholdes i § 72, der iøvrigt er anvendelig såvel, hvor Ingen møder med Angivende om at være befuldmægtiget af Parten, som hvor den føregivne Fuldmægtig ikke er i Stand til behørig at legitimere sig. I sådanne Tilfælde kan Enhver, som iøvrigt er berettiget til at møde for en Part, enten mod eller uden Sikkerhedsstillelse af Retten ftedes til at varetage Partens Sag, når han forpligter sig til at tilvejebringe dennes Billigelse inden næste Retsmøde eller dog inden en anden af Retten bestemt Frist. Tilvejebringes sådan Godkjendelse ikke, bliver den pågjældende Forretningsfører at afvise og den Part, for hvem han er optrådt, altså at behandle som udebleven. Allerede heraf følger, at der ikke kan afsiges endelig Dom i Sagen, forinden den ovennævnte Frist er udløben. Forretningsføreren har derhos at tilsvare Modparten de ved Retsmøderne foranledigede Omkostninger såvelsom muligt Tab ved Sagens Forhaling. Hvilket Retsforhold der på Grund af den heromhandlede Forretningsførelse opstår mellem Forretningsføreren og den, for hvem han er optrådt, må derimod afgjøres efter den borgerlige Rets almindelige Regler.

At en Rettergangsfuldmægtig afvifes, må i Almindelighed drage til Følge, at pågjældende Part ansees for udebleven fra det Retsmøde, hvori Afvisningen finder Sted. Thi at vedkommende Fuldmægtig ikke retsgyldig kan fremsætte Begjæring om Sagens Udsættelfe, er en simpel Konsekvens deraf, at det efter den givne Forudsætning allerede er afgjort, at han ikke kan stedes til at optræde i Sagen. Heller ikke vil der i Reglen være Hjemmel for

Retten til i Embeds Medfør at udsætte Sagen i sådanne Tilfælde. Forsåvidt dette imidlertid undtagelsesvis er foreskrevet, jfr. således § 61, kan Udeblivelse først ansees at finde Sted, når der ikke ster behørigt Møde for Parten i det Retsmøde, til hvilket Sagen er udsat, se § 73.

Hvad angår Forholdet mellem Parten selv og hans Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig, såsom med Hensyn til Krav på Godtgjørelse for Udlæg og Betaling for Arbejde, med Hensyn til Fuldmagtens Tilbagekaldelse eller Frasigelse osv., henviser Forstagets § 75 til den hidtil gjældende Ret. At denne ikke indeholder Taxtbestemmelser for Sagføreres Betaling, kan neppe betragtes som en virkelig Mangel, jfr. Nellemann Civilprocessens almindelige Del (I ste Udgave) S. 418—20. I al Fald synes de Erfaringer, der andetsteds ere gjorte med Hensyn til Virkningen af stige Bestemmelser, ikke at tale for i den beromhandlede Henseende at gå bort fra den hidtil hos os bestående Ordning, der ikke vides at have medført nogen væsentlig praktisk Ulempe.

Om Retsmøder og Retsbøger.

I §§ 76 og 77 indeholdes den almindelige Grundsætning, at al Retspleje føregår for åbne Døre. Herfra gjøres kun de sædvanlige af sig selv indlysende Undtagelser. Da enhver af Parterne, selv hvor Dørene lukkes, får Lov til at lade tre Venner eller andre af ham selv valgte Personer være tilstede, synes heri at indeholdes en få tilstrækkelig Beskyttelse for ham, at man uden Betænkning kan overlade til Retten ved upåankelig Kjendelse at bestemme Dørenes Lukning. Om man end i Straffeprocessen vil tillægge Forhandlingens Offentlighed en stor Betydning for Parterne og derfor tillade Påanke og eventuel Annullation, når Retten ubeføjet har ladet

Dørene lukke, bor man dog vistnok ikke i Civilprocessen tillægge dette Moment nogen synderlig Betydning. Da det nu overhovedet er Lovforslagets Tanke, såvidt muligt, at undgå Påanke, hvor den ikke behøves til den materielle Rets Beskyttelse, og da det fra dette Synspunkt betragtet vilde være lidet heldigt, om en iøvrigt i alle Måder god og rigtig civil Behandling skulde kunne omstødes, fordi Retten uden tilstrækkelig Føje havde ladet Dørene lukke, har Lovforslaget i Modsætning til de fleste fremmede Love i dette Punkt holdt sig til den hidtil gjældende Ret, som vistnok i al Fald ikke betragter Udelukkelse af Offentligheden som Annullationsgrund, jfr. Nellemann Processens almindelige Del S. 253.

I§ 78 er det overladt til Retten ligeledes ved upåankelig Kjendelse at afgjøre, om Sagen på Grund af dens påtrængende Natur undtagelsesvis skal behandles på en Helligdag, Noget, der selvfølgeligt i civile Sager kun sjælden vil blive tilstået, men dog heller ikke i alle Tilfælde og ubetinget kan nægtes, især da det til visse Tider af Året kan hænde, at endog tre Helligdage følge umiddelbart efter hinanden. Man har troet i Lighed med Loven om So- og Handelsretten af 19de Februar 186 l § 18 og den nye Helligdagslov af 7de April 1876 hellere at burde bruge det mere ubestemte Udtryk „påtrængende Tilfælde" end de i den ældre Helligdagsanordning af 26de Marts 1845 § 10 benyttede Ord „hvor en Retshandling ikke uden Afbræk for vigtige Djemed kan udsættes"; efter disse sidste Udtryk kunde det nemlig være tvivlsomt, om en privat Interesse nogensinde vilde være tilstrækkelig til at motivere Rets Holdelse på en Helligdag. Angående det Spørgsmål, hvorledes Tiden for ordentlige Retsmøders Afholdelse fastsættes, samt hvorvidt og hvorledes overordentlige Retsmøder kunne berammes, henvises til Lovudkastet om Domsmagtens Ordning m. m. §§ 9, 19, 30 og 34.

Med Hensyn til Bestemmelserne i § 79 bemærkes: Der bør skjelnes mellem Saglisten og Retslisten eller Retslisterne. Saglisten er blot et Register over de for Retten indbragte Sager, som skulle gjøres til Gjenstand for kon-

tradiktorist Behandling, i hvilket disse optages, såsnart Retten kommer i Beroring med dem, altfå kun een Gang, nemlig i Reglen ved Berammelsespåtcgningens Meddelelse, jfr. §§ 160, 307, 332 og 343; dens Førelsk kan aldeles overlades til Retsskriveren. Derimod må der for hver enkelt Retsdag affattes en Retslifte eller, om man vil, en Art Dagsorden, på hvilken opføres alle de Sager, som ville frembyde sig til Foretagelse, enten fordi de oprindeligt ved Påtegningen ere berammede til den Dag, eller fordi de under deres videre Behandling ere udsatte til den Dag, f. Gr. ifølge §§ 163, 175, 180, 181 o. m. fl. Disse Listers Affattelse kræver naturligvis Opmærksomhed og Nøjagtighed, da det gjælder om at famle alle de spredte Sager, som på en eller anden Måde ere bestemte til Foretagelse på vedkommende Retsdag, og derfor ansees det for rettest, at Retsformanden står for deres Affattelse, dog naturligvis således, at han kan benytte Retsskriveren til at hjælpe sig. Længe forud kunne disse Lifter selvfølgelig ikke affattes, da det ikke kan vides, om Sager ikke endnu ville komme til ifølge nye Bestemmelser, men tre Dage forud for Retsdagen må det, afset fra sjældne Undtagelsestilfælde, med Sikkerhed kunne siges, at de angivne og ikke flere eller andre Sager ville blive at forhandle. Da det for en stor Del bliver afhængigt af tilfældige Omstændigheder, om mange eller få Sager ansættes til en Retsdag, kan det let hænde, at Stoffet for en enkelt Retsdag bliver større, end at det kan overkommes. En herved foranlediget Forskrift er optaget i § 79. 4de Stykke. I Paragrafens 5te og 6te Stykke indeholdes en i praktisk Henseende vigtig Bestemmelse, som formentlig er anbefalelsesværdig. Da spildte Retsmøder ved den mundtlige Procedure kunne medføre meget betydelige Ulemper, når Vidner langvejs fra ere komne tilrejsende, når Parterne have givet personligt Møde for at afhøres o. desl., bør alt Muligt gjøres for at forhindre sådanne unyttige Møder. Aldeles kan man naturligvis ikke udrydde denne Ulempe, men det vilde uden Tvivl være et gavnligt Middel til at formindske den, dersom Rettens Formand fik en almindelig Myndighed til at

give en kort Henstand med Sagens Foretagelse, når det stiller sig som overvejende sandsynligt for ham, at en eller anden Omstændighed vil være til Hinder for Sagens Behandling netop på den Dag, til hvilken den er ansat. Hellere end at lade Sagen komme for og alle Vedkommende mode til ingen Nytte blot for at hore et Udsættelsesdekret afsagt, må han da forandre den trufne Bestemmelse og udskyde Sagens Forhandling i nogle Dage, i hvilken Tid Hindringerne ofte ville kunne hæves. Ved vor Tids hurtige Kommunikationsmidler vil det næsten altid være muligt at give samtlige Vedkommende så betimelig Underretning om den forandrede Bestemmelse, at de kunne undgå at møde forgjæves (jfr. § 122). Retsformanden måtte til dette Djemed have en aldeles diskretionær Myndighed til, når han enten af sig selv eller ifølge indløbne Oplysninger fra Parter, Vidner eller Andre forudså, at Sagens Forhandling vilde møde Hindringer, at kunne ansætte den til en anden Dag, uden at Parterne hørtes herover eller andre Formaliteter iagttoges. Men naturligvis vil det stride imod Parternes Ret, om han af egen Magtfuldkommenhed på denne formløse og ukontrollerede Måde skulde kunne udskyde Sagens Forhandling længere end en ganske kort Tid. Derfor har Udkastet sat en Grænse af een Uge, Kan en sådan Henstand ikke hjælpe, må Spørgsmålet afgjøres efter Lovforslagets Regler om Udsættelse og altså behandles i et Retsmøde, i Reglen med Adgang for Parterne til at blive hørt forinden Afgjørelfen, jfr. dog som et særeget Tilfælde § 185.

Medens § 79 handler om Berammelie og Udsættelse af den enkelte Sag, indeholder § 80 nogle nødvendige Regler om Rettens Myndighed til at afsige berammede såvelsom til at afbryde og udsætte allerede begyndte Retsmødet. Følgen heraf er naturligvis, at alle de Sager eller Forretninger, fom i Retsmødet skulde beforges, må henlægges til en anden Tid. Sådanne Udsættelser af Retssessionen (hvilke man tilforn jævnligen med Urette har kaldet „retsbestemte Udsættelser") kunne ikke undgåes, især hvor Retten beklædes af en Enkeltdommer, som har mange andre

Forretninger, der ofte må gå foran for civile Kager, såsom Forundersøgelse i kriminelle Tilfælde o. desl.

I § 81 indeholdes Bestemmelserne om Rettens Myndighed til at håndhæve Rettergangspolitiet. Disse stemme iøvrigt overens med de tilsvarende Regler i Straffeprocesforflaget § 83. Til deres Begrundelse behøves kun få Ord. Det synes simplest og rigtigst kun at have een Forskrift for alle baade overog underordnede Retter, men som en naturlig Følge deraf kan den heromhandlede Straffemyndighed ikke have nogen stor Udstrækning; dette behøves formentlig heller ikke. For at hævde Rettens Anseelse og tilbagevise Uordener kommer det vistnok ikke få meget an på Betydeligheden af de Straffe, der kunne pålægges, som mere på, at de pågjældende Straffeonder kunne anvendes strax på Djeblikket og altså ved upåankelig Kjendelse. Kommissionen kan ikke tro Andet, end at en Myndighed til at lade den Ulydige eller Urolige strax henføre til Anesten, for efter Omstændighederne at blive siddende der i 8 Døgn, må være aldeles tilstrækkelig til at betvinge Tendentser til Uorden og indgyde den fornødne Respekt. Når Rettens Disciplinarmyndighed ikke udstrækkes længere end her er foreslået, vil der ingen Betænkelighed være ved at bestemme, at fuldt Ansvar efter Straffeloven bagefter i sædvanlig Form og på sædvanlig Måde kan gjøres gjældende imod Vedkommende (f. Er. efter Straffelovens § 112). Del må vistnok erkjendes for det Naturlige, at såsnart der handles om Mere end en i og for sig ubetydelig Politistraf, der snarest stiller sig som en Art Nødværge, Retten udover, bør Tiltale efter de almindelige Regler og med sædvanlig Adgang for den Sigtede til fuldstændigt Forsvar sinde Sted.

Bestemmelsen i § 82 trænger ikke til Forklaring. Måske behøves den ikke; men den udtaler i al Fald kun, hvad der selvfølgelig må gjælde og ikke kan være anderledes.

I § 83 ff. indeholdes de almindelige Forskrifter om Protokolleringens Omfang. Disse hænge meget nøje sammen med Lovforslagets Hovedprincip, nemlig den også i Henseende

til Retsmidlerne gjennemførte fuldstændige Mundtlighed. 3 § 85 opregnes de Ting, som fuldstændig må indføres i Protokollen af Henfyn til Retsmidlernes eventuelle Anvendelse. Når der ved Påanken stal kunne undersøges, om Rettergangsreglerne ere iagttagne, må naturligvis tilstrækkelig Oplysning om den brugte Fremgangsmåde føreligge i Akterne, og når alle Spørgsmål om den materielle Rets Anvendelse skulle kunne prøves gjennem Påanke, må fuldstændig Redegjørelse for den underordnede Rets Opfattelse føreligge for Højesteret. På at sikre det fornødne Grundlag i de nævnte Henseender er § 85 beregnet, og dette vil også kunne ske, uden at den mundtlige Forhandling derved i væsentlig Grad skades eller betynges. Vel kan det, skjønt kun undtagelsesvis, blive nødvendigt i Retsmødet at gjøre visse korte Protokoltilførsler, navnlig om nye faktiske Anbringender og Påstande, som det tillades Parterne at fremsætte, eller efter Modpartens Begjæring om Indrømmelser og Tilståelser (§ 169), men da ingen yderligere Prøvelse af Bevisfpørgsmålet i Neglen finder Sted, behøves derimod ikke Foranstaltninger for nøjagtigt og fuldstændigt at konstatere, hvad Vidner og Synsmænd have udsagt, og det vil således ikke være nødvendigt at belemre Forhandlingerne med den for al virkelig Mundtlighed ødelæggende fuldstændige Protokollering af Vidners, Synsmænds og Parters Udsagn. Man vil ikke se Forhandlingerne afbrudte og overskårne derved, at Dommeren timevis dikterer til Protokollen, det Nedstrevne derefter oplæses, for efter mere eller mindre Snakken frem og tilbage, at blive ratihaberet af de Vedkommende. Men den mundtlige Forhandling vil frisk og levende kunne bevæge sig fremad uden at være fordømt til den slæbende Gang, som Protokolleringssystemet nødvendigvis medfører. Vigtigheden heraf kan vistnok ikke anslåes højt nok, og det er ikke for meget fagt, når det påståes, at en mundtlig Procedure bliver til et Vrængbillede, når Protokolleringsvæsenet skal indføres i den. På dette Punkt henvises til de vistnok træffende Bemærkninger om den hannoverske Procesmåde af Bar (Rechtund Beweis im Civilprocesfe. 1867. S.

52—53). I den hannoverske Proces hersker vel en fuldstændig mundtlig Plædering af Sagen, og sålænge ingen Vidneførsel eller

desl. behøves, går derfor Alting i det Hele taget rask og flydende; men i Bevisførelsen svigter den hannoverske Proces, fordi den kun halvt har gjennemført sit Princip. Derfor består, som Bar siger, såsnart Vidneførselen begynder, den hannoverske Procesmådes højt priste Mundtlighed i, at man i lang Tid kun hører Retskriverens Pen skratte på Papiret o, s. v. Vil man have fuldstændig Protokollering af Vidneudsagn og en Bevisspørgsmålet omfattende Prøvelse af Overdomstolen, må man derfor vistnok hellere rent opgive den Grundsætning, at Bevisførelsen føregår umiddelbart for dem, der dømme i Hovedsagen, og efter den fransk-rhinste Processes Mønster lade Vidnerne blive afhørte for delegerede Dommere og Forhørsudskrifterne produceres under Hovedforhandlingen. Ester det føreliggende Udkast er Mundtligheden gjennemført også på Bevisførelsens Område. og de deraf flydende Konsekventser for Retsmiddelsystemets Vedkommende ere akcepterede i deres hele Udstrækning. Som en Følge heraf behøves altså ingen fuldstændig Protokollering af Vidneudsagn o. M. I Overensstemmelse med denne Forudsætning er § 84 affattet. Hensigten med de i denne Paragrafs 2 det Stykke omtalte under Forhandlingerne nedskrevne Notitser er kun at tilvejebringe en akcessorisk Hjælp og Støtte for Dommernes Hukommelse, hvortil de måske undertiden, skjønt vistnok sjældent, ville ty. For dette Djemed vil det uden Tvivl være tilstrækkeligt, at en øvet og kyndig Protokolfører under Forhandlingerne noterer Hovedindholdet af det Passerede, medens Dommerne ganske hengive sig til Indtrykket af de mundtlige Forhandlinger og ikke lade sig forstyrre med at kontrollere Optegnelserne. Naturligvis står det Dommeren frit for selv at gjøre Notitser til eget Brug, men det er vistnok betænkeligt efter engelsk Monster at lade dette være den egentlige Protokollering. Nogle Dommere ville måste være istand til både opmærksomt at hore efter og tillige at notere, men andre og det de fleste ville ikke kunne førene begge disse Ting.

For Underretsbehandlingens Vedkommende må der dog gjøres flere Lempninger, og det er ikke muligt at opretholde Principet fuldstændigt med Hensyn til den. Nødvendigheden af at Overretsprøvelsen i disse Sager udstrækkel sig til Bevisspørgsmålet og Eftergivelsen af Fordring på Sagsfremstillinger m. u. bevirker, at Protokolleringen i Retten i disse Sager må fåe et meget større Omfang end ved Landsretterne, jfr. § 84 4de Stykke og § 85 3 die Stykke; men de nærmere Regler herom ville bedst kunne gives i Forbindelse med Fremstillingen af Underretsprøceduren i det Hele, jfr. §§ 345, 359 o. ft.

Bestemmelsen i § 86 sigter til at bevirke, at Retsskriveren altid kan have i sit Værge det Materiale, der udkræves for at tilvejebringe en så fuldstændig Akt, som behøves til Påante.

Udkastets § 89 indeholder Regler om Adgangen til at fåe Udskrifter m. m. I Overensstemmelse med den gjældende Ret går Lovforslaget ud fra, at ikke blot Parterne men også Andre, som deri have en retlig Interesse, kunne fåe Udskrifter, jfr. Nellemann Processens alm. Del S. 231. Opståede Stridsspørgsmål må helst afgjøres så simpelt og hurtigt som muligt. En mundtlig Forhandling kan ikke ansees fornøden, men skriftlig Besværing med Retsskriverens påtegnede Erklæring skal afgives til Retten, der da afgjør Spørgsmålet. I de fleste Tilfælde ville Vedkommende viftnok blive stående herved. Men det kan hænde, at Spørgsmålet om Retten til at erholde Udskrift har en så gjennemgribende Betydning for Vedkommende, at de kunne ønske en yderligere Prøvelse af Sagen. Adgang hertil er der da givet dem derved, at de kunne anstille Besværing over Rettens Afgjørelse efter de almindelige Regler herom. Ved Retten menes den Landsret, ved hvilken Skriveren er ansat, eller, hvis det er en Underretsskriver, den Landsret, under hvilken vedkommende Underret sorterer.

Om Procesmåden i Almindelighed.

I dette Kapitel indeholdes en Række særdeles vigtige Procesgrundsætninger, som gjøre sig gjældende på alle Punkter af Systemet og derfor have deres naturlige Plads i den almindelige Del.

I § 90 udtales den Hovedgrundsætning, at Parterne og ikke Retten føre Processen (ne procedat judex ex offcio); som en Følge heraf må Parterne selv ikke blot rejse Sagen, men de må selv foretage alle Proceshandlinger, selv samle, vælge og fremsætte Beviserne, selv nedlægge Påstandme o. s. v., og det står som en Undtagelse, når Retten i så Henseende udøver nogen Virksomhed. Det kan derfor siges, at Lovforslaget er bygget på Forhandlingsmaximen i Modsætning til et System, hvorefter Retten, når Parterne engang havde påkaldt dens Hjælp, besørgede Processens videre Fremme og Bevisets Tilvejebringelse. Parterne optræde altså fremdeles, ligesom hidtil, som de egentlig handlende Personer i Processen. Men ved Siden heraf skal Retten, som Paragrafens 2 det Punktum allerede antyder, i god Samklang med den mundtlige Procedures naturlige Krav udøve en Indflydelse på Processens Gang og Sagens Oplysning, der er meget videregående end i vor nugjældende Proces. Denne Virksomhed fra Rettens Side ytrer sig på dobbelt Måde: dels er den umiddelbart rettet på den rette Sagfammenhængs Udsendelse ved Spørgsmål til Parterne, Vidnerne og Andre angående de Fakta, som det kommer an på at oplyse, dels går den nd på at ordne og lede Forhandlingerne i Sagen, derunder også indbefattet Bevisførelsen, for derved at bevirke den størst mulige Klarhed, Orden og Simpelhed i Proceduren. Retten har med andre Ord dels en Beføjelse til at udspørge Parterne og andre Vedkommende dels en almindelig procesledende Myndighed.

Rettens procesledende Myndighed er nærmere begrænset og ordnet ved Lovforslagets §§ 93, 95 2det Stykke, 98, 99, 102—107; dens Myndighed til ved Spørgsmål, stillede af egen Drift, at virke til Sagens Oplysning og Sandhedens Udfindelse hjemles ved § 95, jfrt.

med § 96, som dog ikke nærmest hører herhen, og ved §§ 190 og 192. Den nærmere Udvikling af Indholdet af disse Rettens Beføjelser vil blive givet i det Følgende ved Omtalen af de enkelte hernævnte Paragrafer.

I § 91 udtales den vigtige Grundsætning, at Sagen fremstilles og debatteres mundtligt, og at Skrift kun anvendes, hvor det særligt er hjemlet i Loven. Når det altså uden videre betegnende Tillæg hedder, at Parterne ytre sig, at Vidner forklare o. desl., betyder dette altid, at de mundtligt udtale sig. Formen for al Meddelelse imellem Parterne, Retten, Vidnerne o. s. v. er den mundtlige, medmindre Andet er særlig bestemt, og i nøje Overensstemmelse hermed er det fastsat, at Retten alene dømmer efter den mundtlige Forhandling og Bevisførelse, medens en egentlig Nødvendighed for skriftligt Grundlag kun er tilstede med Hensyn til Påstandene. En anden Sag er, at Skrift træder hjælpende og støttende til i et stort Omfang. En Udsigt over Ordningen af Forhandlingerne i denne Henseende er givet i de almindelige Forbemærkninger S. 5—7. Her skal blot mindes om, at Proceduren for Landsretterne understøttes ved et skriftligt Grundlag (navnlig Sagsfremstillingerne) jfr.§167 sammenholdt med §§159—163, og at selv Underretsproceduren har et skriftligt Underlag, om end på en noget anden Måde, jfr. § 346 sammenholdt med §§ 342 og 348, ligesom et skriftligt Grundlag også benyttes ved Intervention, jfr. §§363, 370. Også ved Retsmidlerne spiller Skrift en Rolle, som imidlertid er og må være forskjellig efter Retsmidlernes forskjellige Beskaffenhed og Hensigt. Her skal således blot i Almindelighed erindres om, at Besværing jo i det Hele er beregnet på, idetmindste som Regel, at nøjes med et skriftligt Grundlag uden mundtlig Forhandling, jfr. §§ 325, 360. Ved Påanke til Højesteret er Forhandlingen vel mundlig, men det følger af Lovforslagets hele System, at da Påanken er en virkelig Prøvelse af Landsretbehandlingen, må Forhandlingerne være bundne til et skriftligt Grundlag på en dobbelt Måde, dels forsåvidt som Landsretsdommen med Tilbehør afstikker de Grænser, inden hvilke Forhandlingerne bevæge sig, jfr, §§300, 314, dels for-

såvidt som Ankeffrift og efter Omstændighederne Tilsvarsskrift er nødvendigt, jfr. §§ 307, 308, 314, 316. Forhandlingerne angående Andragender om ny Foretagelse af Sager forudsætte også Forberedelse ved Skrift, jfr. §§ 330 og 333. Hvad angår Påanke af Underretsdomme til Landsretten, da følger det af dette Retsmiddels ejendommelige Hensigt, at Skrift dels må spille en lignende Rolle som ved Landsretsbehandlingen overhovedet, dels til en vis Grad afgive det materielle Grundlag for Forhandlingerne, jfr. §§ 356—59. En almindelig Bemærkning med Hensyn til alle Procesformer er det endelig, at naturligvis alle Indkaldelser og ertrajudicielle Meddelelser må ske skriftligt, jfr. § 109 o. fl., ligesom også Domme og Kjendelser må affattes skriftligt, jfr. §§ 275, 282, 283, og fuldstændigt protokolleres, jfr. § 85. En særdeles vigtig Anvendelse af Mundtlighedsprincipet i det foreliggende Udkast er, som ovenfor bemærket, den, at Bevisførelsen sker umiddelbart for de Dømmende. Der lægges altså ikke an på at reducere Beviserne til skriftlig Form for derefter ved Bevisets Bedømmelse at gjennemføre Grundsætningen at Alt, hvad der skal tages i Betragtning af Retten, må foreligge i skriftlig Form (qvod non est in actis scriptis, non est in mundo). Men også herfra gives nogle enkelte Undtagelser. Medens Hovedprincipet hævdes med Hensyn til Forhandlingen af Sagen selv, vilde det være forbundet med megen praktisk Ulempe at foranstalte Møde af langt borte boende Vidner for at afgjøre blotte Incidentespørgsmål, og Udkastet har derfor i stige Tilfælde taget sin Tistugt til Fremlæggelse af skrevne Beretninger om Vidners Udsagn o. desl., jfr. §§ 304 og 334, hvorhos det er en Selvfølge, at anticiperet Bevis må forelægges skriftligt under Hovedsagen, jfr. § 380. Endelig mindes her om, at Skrift undtagelsesvis kan danne det fuldstændige Grundlag for Proceduren, når skriftlig Behandling er anordnet ifølge sjette Afsnit Kap. III.

De i § 91 2det Stykke indeholdte Bestemmelser er kun nærmere Anvendelser af Hovedtanken, som ikke trænge til Forklaring,

I § 92 indeholdes den af sig selv indlysende Forskrift, at Retssproget er Dansk.

Heraf følger, 1) at alle Henvendelser fra Parterne til Retten, såvelfom alle Udtalelser af Retten ske på Dansk, 2) at alle extrajudicielle Meddelelser (altså Skriftvexlingen) fra den ene Part til den anden må ske på Dansk, 3) at når Parter eller Vidner ikke tale Dansk, må deres Afhørelse, hvor sådan finder Sted, afset fra et enkelt Undtagelsestilfælde, ske gjennem en Tolk, og 4) at Dokumenter og andre Beviser, som ej ere affattede på Dansk, må fremlægges i Oversættelse. Hvad Følgen vil blive, når de ovennævnte Regler, som have fået deres Udtryk i Paragrafens Ord, ikke iagttages, vil i hvert enkelt Tilfælde let kunne afgjøres i Henhold til de almindelige Grundsætninger. At Retten ikke på Embedsvegne sørger for Tilkaldelsen af Tolk eller Tilvejebringelsen af Oversættelser, følger af den almindelige Regel i § 90.

Den i § 94 1ste Stykke indeholdte Forskrift behøver neppe nogen Forklaring, såmeget mere som den aldeles stemmer med den gjældende Ret. Derimod er den i § 94 det Stykke udtalte Regel, som står i nær Forbindelse med Bestemmelserne i §§ 95, 96 og 97, mere karakteristisk og kan forsåvidt trænge til en Motivering i Forbindelse med disse sidste Paragrafer, jfr. iøvrigt ovenfor S. 13. Allerede med Hensyn til det Spørgsmål, hvad der indrømmes og hvad der bestrides imellem Parterne, faar det i Bevismaterien gjennemførte Princip, at Dommeren frit vurderer og bedømmer Processens faktiske Bestanddele, fin ejendommelige Indflydelse. I den skriftlige Forberedelse, selv hvor denne således som ved Landsretterne finder Sted i sit normale Omfang, kan og bør der ikke sindes eller ventes en fuldstændig og udtømmende Filering af Alt, hvad der påftåes og bestrides; men også med Hensyn til den mundtlige Forhandling vilde det være en vanskelig Opgave og tilmed en højst utålelig og slæbende Forhandlingsmåde at følge sin Modstander Skridt for Skridt og over ethvert Punkt erklære sig bejaende, benægtende eller modificerende. Det bør tillades Retten efter Totalindtrykket af den hele mundtlige Forhandling at afgjøre, om og hvorvidt en faktisk Omstændighed skal ansees for indrømmet eller bestridt. Udka-

stets System kommer således til allerede på dette Punkt at træde i Strid med den nugjældende Rets Fordring til Benægtelsernes Specialitet, såvelsom til den Lære, at Ufuldstændighed og Utydelighed ubetinget giver Modparten en Ret til at fordre det pågjældende Punkt anset for indrømmet. Dette strenge Præklusionssystem, som iøvrigt tildels endnu hersker i den hannoverske Proceslov, er neppe retfærdigt eller gavnligt for den materielle Rets Fremme. Det bor utvivlsomt føretrækkes her at følge det fransk-rhinske System, som i god Konsekvents med den frie Bevisbedømmelse opstiller den Lære, at Retten kan tillægge Tavsheden eller Utydeligheden den for Vedkommende ugunstigste Betydning, men den skal det ikke ubetinget. I overmåde mange Tilfælde røber Tavsheden eller Utydeligheden en svigagtig Hensigt, navnlig Bestræbelse efter at holde Sandheden tilbage, men i mange andre Tilfælde er det øjensynligt, at kun Misførståelse eller den Tanke, at man har udtalt sig tilstrækkeligt o. s. v., ligger til Grund for. den efter en streng juridisk Opfattelse mangelfulde Erklæring. Man anfører vel til Støtte for Præklusionssystemet, at dets Strenghed, skjønt den i enkelte Tilfælde kan føre til den materielle Rets Krænkelse, er hensigtsmæssig eller endog til en vis Grad nødvendig for at fremkalde både fuldstændige og sanddrue Proceserklæringer, og at en modsat Maxime vilde åbne Døren bande for Sagens Udhaling ved stykkevis Procedure og bestandige yderligere Erklæringer og for Fremsættelsen af allehånde Løgn såvelsom for svigagtig Fortielse. Men hertil er at svare, at disse Fordele vel veje betydeligt i en ren skriftlig Procesmåde og under en fuldstændig gjennemført Passivitet hos Dommeren, men de have kun Lidet at betyde under et modsat System. Den mundtlige Procedures større Bevægelighed og Hurtighed såvelsom den deraf flydende hele forandrede Forhandlingsmåde betrygger mod Trænering af Sagen ved stykkevis Procedure, og en tilbageholdende og tvetydig Procesførelse uskadeliggjøres på den naturligste og for den virkelig Uskyldige mindst farlige Måde ved Spørgsmål til Vedkommende (§ 95). Under et sådant System afgiver det et tilstrækkeligt tvingende Motiv for Parterne, at Retten

kan fortolke Tavsheden eller Tvetydigheden imod dem. Udkastets Tankegang er altså denne. Hvad der bestrides og hvad der indrømmes, afgjøres uden al Formalisme ved et naturligt skjøn over Forhandlingerne. Netten stal aldrig være nødt til imod al sund Menneskeførstand og naturlig Retsfølelse at betragte en Part som indrømmende Noget, det åbenbart efter hele Proceduren ikke er hans Mening at indrømme (§ 94 2det Stykke). Men skulde det være uklart eller tvivlsomt, hvad der er hans egentlige Mening, er Retten pligtig at tilvejebringe Klarhed ved at spørge ham (§95 1ste Stykke), ligesom det også iøvrigt er Retten tilladt at udøve en videregående og mere selvstændig Virksomhed til Sagens Oplysning ved at stille Spørgsmål (§ 95 2det Stykke). Når der, efter at Parten på denne Måde er tilstrækkeligt opfordret til at afgive tydelige og bestemte Erklæringer, dog viser sig Vrangvillighed hos ham, da kan Retten med god Grund fortolke Tavsheden eller Tilbageholdenheden imod ham (§ 97).

Endnu skal blot tilføjes nogle yderligere Bemærkninger med Hensyn til Redaktionen af §§95 til 97. Ved Affattelsen af § 95 er der sørget for, at det tydeligt fremgår, at Retten ikke blot skal eller kan stille Spørgsmål, sigtende til at opklare det til Grund for Sagen liggende Hovedfaktum, men også på lige Måde kan søge at fremkalde den fornødne Bestemthed og Klarhed i andre under Sagen afgivne Erklæringer såsom med Hensyn til Stridspunktets Fastsættelse (§ 179), med Hensyn til Bevisførelsens Forberedelse (§ 180 og 181), med Hensyn til Adgang til at fremkomme med forsinkede Beviser (§ 182), med Hensyn til Nødvendigheden af Udsættelse (§ 184), med Hensyn til Dokumenters Produktion (§ 241) o. s. fr. I Forbindelse med § 95, der nærmest har Parterne for Øje, må mærkes §§ 190 og 192, som hjemle Retten den fornødne Myndighed til at stille Spørgsmål til Vidner og Synsmænd. Men denne i neje Forbindelse med Bevisførelsen stående Regel vil blive omhandlet i Læren om Landsretsbehandlingen.

I § 96 omhandles Partens personlige Møde for at afhøres. Det er Lovforslagets Opfat-

telse, at dette er et Oplysningsmiddel, som Parterne i Sagen skulle være istand til at forskaffe sig, ligesom de kunne forskaffe sig og benytte andre Beviser. Det står i Stedet for den i den engelske Proces indførte Afhørelse af Parterne som Vidner i deres egen Sag, kun at Lovforslaget ikke har vovet for Tiden at gå så langt som at hjemle Parternes Afhørelse under Ed. Som en Følge heraf har dette Oplysningsmiddel to forskjellige Skikkelser, idet dels enhver Part kan fremstille sig selv til Forklaring og eventuel Afhørelse af Modparten, jfr. § 96 3dte Stykke, dels enhver Part kan forlange, at hans Modpart skal møde frem til flig Afhørelse, jfr. § 96 1ste Stykke. Hvad enten Partens personlige Afhørelse har den ene eller den anden Skikkelse, vil den i Reglen ske på den Måde, at han indfinder sig under Hovedforhandlingen, og hans Forklaring sker for den samlede Ret i Forbindelse med den øvrige Bevisførelse (§ 189); den samme fri Udspørgen af Retten og Modparten fom med Hensyn til Vidner sinder da Sted. Når det derimod ikke går an at tvinge Parten til Møde under Hovedforhandlingen (§ 96 2det Stykke), må han selvfølgelig afhøres over bestemt opgivne Spørgsmål, dog med Ret for Modparten til at være tilstede og gjøre Modspørgsmål, At dette er en med Hensyn til Sandhedsudfindelsen mindre fuldkommen Afhørelse, er klart, men dette gjælder overhovedet om alle Afvigelser fra det Princip, at Beviset skal føres for den Ret, der skal dømme i Hovedsagen. I Slutningen af Paragrafen er det udtalt, at ligesom en Part af Modparten kan tvinges til at møde frem til personlig Forklaring, således kan han også i Reglen frivilligt fremstille sig til en sådan, dog imod at underkaste sig den Betingelse, at Modparten og Retten kan forhore ham. Derimod følger det af Lovforslagets Opfattelse af Parternes personlige Afhørelse som et Oplysningsmiddel analogt med Vidnesbyrd, at Retten ikke i Embeds Medfør kan anordne det; det er således væsentligt forskjelligt fra Dommerens Spørgsmålsret, som naturligvis kan udøves af egen Drift.

I § 9? indeholdes Reglen om, hvad der bliver Følgen, når der ikke svares tilstrækkeligt

på de i Henhold til de føregående Paragrafer stillede Spørgsmål, eller når en Part, der er tilsagt til personligt Møde, udebliver. Ifølge de ovenfor udviklede Grundsætninger vil det førståes, at Udkastet ikke bestemmer, at Retten skal lade en bestemt Følge indtræde, men kun, at den kan fortolke Udeblivelsen eller Tavsheden imod den Pågjældende.

Angående Rettens procesledende Myndighed, hvorom handles i §§ 93. 98, 99, 102, 103, 104, 105, 106 og 107, skulle følgende Bemærkninger endnu gjøres:

Det er en Selvfølge, at Retten ndøver Indflydelse på Processens Gang, forsåvidt som den fastsætter Terminer og Frister (§§ 79, 80, 160, 163, 165, 170. 175, 180, 181 Litr. e, 184, 185, 186, 217, 243, 283, 307 Litr. c, o. m. fl.). Dette er imidlertid ikke noget for den mundtlige Procedure Ejendommeligt. Derimod er det en Fordring, der hænger nøje sammen med den mundtlige Forhandlingsmåde, at Sagen såvidt muligt procederes i hensigtsmæssigt ordnede Afsnit, således at de Dømmendes Opmærksomhed koncentreres på eet eller dog på få Punkter ad Gangen. Ved den mundtlige Debat gjælder det nemlig især om at undgå, at altfor mange forskjellige Momenter med deres forskjellige Bevisførelse og Argumentation på een Gang fremdrages for de Dømmende. Disses Hukommelse vil ikke være istand til at rumme Såmeget, ligesom og det ene Indtryk let kan fortrænge det andet, og de mange forskjellige Synspunkter, som samtidigt skulle fastholdes, fremkalde Forvirring. Det er derfor magtpååliggende. at en Deling af Forhandlingerne over de forskjellige sig frembndende Punkter finder Sted, når og såvidt det er muligt. Dette vil vel ikke altid være Tilfældet; thi når det egentlige Hovedfaktum i Sagen eller Bevisførelsen i den er af en sammensat og indviklet Natur, bliver det uundgåligt at stille store Fordringer til de Dømmendes Nandskraft, både til deres Evne til i Hukommelsen at fastholde meget Stof og til derefter at beherske og ordne det. Men i en stor De! Tilfælde vil det ikke være umuligt at danne Afsnit i

Sagens Forhandling, således at først eet Punkt fremstilles og bedømmes og derefter et andet o. s. v. Retten må derfor i den mundtlige Proces stå anderledes overfor Forhandlingerne end i den skriftlige; medens den i sidstnævnte ikke behøver at gribe ordnende ind og endog i Reglen ikke vil kunne det, da den ikke kjender Sagen, førend den tilsidst optages, må Retten (eller dens Formand) i den mundtlige Proces indtage en Stilling, som mere ligner den, Ordstyreren ved en parlamentarisk Forhandling indtager. På at give Retten en sådan Stilling er Lovforslaget beregnet, og heri står det i fuld Overensstemmelse med alle de nyere Love og Udkast, jfr. Hann. Procesl. §§ 109—114, Würtemb. § 207. Baiern § 157, Civilprocesloven for det tyske Rige § 127 ff.

Først udtales den almindelige Sætning, at Formanden leder og styrer Forhandlingerne, jfr. Lovforslaget § 93 sammenholdt med §§ 189, 191, 195. Derefter følger i § 98 ff. en nærmere Angivelse af de forskjellige Retninger, hvori, og Måder, hvorpå Retten kan gribe ledende, styrende og ordnende ind i Processens Førelse. Ifølge § 98 kan Retten pålægge Parterne at fremskaffe visse Anskueligheden befordrende Hjælpemidler, for derved at gjøre Sagens rette Opfattelse lettere og simplere, og således tillige, såvidt muligt, bidrage til at sikre Afgjørelsens Rigtighed. Den Retten i § 99 tillagte Myndighed vil formentlig være nyttig, dels derved, at Spørgsmålet om Afvisning i Embeds Medfør kan blive færskilt forhandlet og påkjendt, førend man, således som efter den gjældende Ret, går ind på en fuldstændig Forhandling af Sagen, der under Forudsætning af Afvisning vil være aldeles unyttia, dels derved, at Parterne fåe Opfordring til at udtale sig om Afvisningsgrunden og ikke, således som ifølge den gjældende Ret, ere udsatte for at blive dømte uden at være hørte, fordi de slet ikke have forudsat Muligheden af en Afvisning på Gmbedsvegne. Den vigtigste og mest gjennemgribende Regel indeholdes imidlertid i § 102, Ifølge denne kan Retten både samle og adskille Søgsmål, når Omstændighederne gjøre det tilrådeligt. Findes det, at flere Sager bero på det samme Retsspørgsmål og ere ligeartede i Henseende til

Faktum, kan det være hensigtsmæssigt, at de

procederes under Et, idet herved bande spares Tid for Retten og Udgift for Parterne. Dette finder uden videre Anvendelse på flere Sager imellem de samme Parter, men med Hensyn til Sager imellem forskjellige Parter kun, når de i § 42 opstillede Betingelser for Kumulation i det givne Tilfælde opfyldes. skjønner omvendt Retten, at flere i Henhold til §§ 41 og 42 kumulerede Sager ikke kunne procederes i Forening, uden at herved fremkaldes Forvirring og Uoverskuelighed, hvilket navnlig vil blive Tilfældet, når der er forskjellig Bevisførelse angående Faktum og forskjellig retlig Argumentation i de flere Sager, kan den beordre Søgsmålenes Adskillelse. Fremdeles giver § 102 3 die Stykke Retten en vis Myndighed til at dele Sagens Realitet på den i det enkelte Tilfælde hensigtsmæssigste Måde ved at bestemme, at enkelte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser skulle afhandles særskilt og foreløbigt, jfr. angående den nugjældende Ret Nellemanns Procesmåde S. 116—118. Når en Indsigelse vedkommende Parternes Kompetence (exceptio rei v. actois incompetentis), når en Præskriptions- eller Præklusionsindsigelse, når en Umyndighedsindfigelse fremsættes, og i mange andre Tilfælde, vil det være muligt at udsondre Sådant til særskilt Forhandling og Påkjendelse, og herred vil opnåes den for mundtlig Procedure så ønskelige Overskuelighed, ligesom det også jævnlig vil hænde, at en vidtløftig fubsidiær Procedure kan spares. Endelig vil den Retten i § 103 hjemlede Myndighed yderligere tjene til at fremme det samme Mål.

Den i § 105 indeholdte Sætning forstår sig af sig selv, og den kunde derfor synes at være overflødig. Men man har dog troet, at det navnlig overfor Reminiscentser fra den gjældende Ret kunde være hensigtsmæssigt tydeligt og udtrykkeligt at udtale, at Retten i Udøvelsen af sin Myndighed citer de foregående Paragrafer er stillet frit og kun skal lade sig lede af de nævnte Hensyn.

Da de omhandlede procesledende Bestemmelser alene behersies af Hensynet til det Hensigtsmæssige og deres Udøvelse i den ene eller den anden Retning i Reglen ikke har nogen

Indflydelse på Parternes materielle Retsstilling, egne de sig ikke til at være Gjenstand for Påanke, ligesom også Retten bør. være beføjet til at tilbagetage en sådan Beslutning, når den viser sig ikke at ville stifte den forventede Nytte. En modfat Regel vilde desuden for en stor Del forstyrre Nytten af slige procesledende Regler. Også på dette Punkt kan til Forstavelse fremhæves Sammenligningen mellem Retten eller dens Formand og Ordstyreren i en parlamentarisk Forsamling, hvis Beslutninger med Hensyn til Forhandlingsmåden i Regelen må være inappellable. På disse Betragtninger begrundes Lovforslagets §§ 106 og 107.

I § 100 udtales den Regel, at Sagen ansees for anhængiggjørt, når Klageskriftet er meddelt til Modparten (§§ 161 og 344), skjønr Retten ikke førend i det i § 163, jfr. § 345, omtalte Retsmøde kommer i Forbindelse med Sagen. Fra dette Tidspunkt af indtræde altså de civilretlige Virkninger af Sags Anlæg, f. Ex. i Henseende til Afbrydelse af Hævd, Vexelpræskription o. desl. Fremdeles begrundes ved Klageskriftets Meddelelse den vigtige processuelle Virkning af Anhængiggjørelsen, Modpartens Ret til at fremsætte Modfordringer, uden at Sagsøgeren kan forhindre disses Påkjendelse ved at hæve Sagen, hvortil han dog ellers på dette Trin af Sagen antages at burde have Net. Med Henfyn til Betingelserne for, at Modfordringer kunne indblandes i den anlagte Sag, har § 101 væsentligt holdt sig til den gjældende Rets Grundsætninger om Adgang til at anlægge Kontrasøgsmål. Modfordringer kunne altså fremsættes, selv om de ere uensartede med Hovedfordringen, når de ere konnexe med den; dernæst har Udkastet tilladt Modfordringens Fremsættelse, når den blot er udjævnelig (komputabel) med Hovedfordringen, og således opgivet de temmelig vilkårlige Regler i D. L. 5—14—6. Den Indvending, at et klart Hovedsøgsmål under denne Forudsætning vil kunne på en ubillig Måde udhales ved illikvide Modkravs Indblanding i Sagen, taber sin Betydning, når det erindres, at Retten ifølge § 102 har Myndighed til under sådanne Omstændigheder at bestemme, at Hoved-

søgsmålet stal forhandles og påkjendes først, ligesom den og efter Omstændighederne kan tillade Exekution efter Dommen, uanset at Modfordringen ej er udprocederet, jfr. § 273. Fremdeles har Udkastet i Overensstemmelse med den vistnok rigtigste Fortolkning af den gjældende Ret opstillet den Grundsætning, at, når Modfordringens Fremsættelse overhovedet tilstedes, kan den bande virke til Modregning og til selvstændig Doms Opnåelse, hvis den enten overstiger Hovedsondringen eller Indstævnte frisindes i Hovedsøgsmålet.

Med Hensyn til Formen, hvorunder Modfordringer fremsættes, er Udkastet afveget fra den gjældende Ret, idet det ikke fordrer Søgsmålsformen, men lader sig neje med Exceptionsformen, jfr. § 101 2det Stykke. Det må vistnok også erkjendes, at Kontrasøgsmålsformen kun er tidsspildende Formalitet uden nogensomhelst virkelig Nytte. Udkastet giver derfor den Regel, at Modfordringen i processuel Henseende behandles og betragtes som en Del af Forsvaret (selv om Dom for det overskydende Beløb attråes), I Overensstemmelse hermed står Bestemmelsen i §§ 162 Litr. b, 163, o. sl. Det eneste Punkt, hvori det bevirker nogen reel Forskjel, at Modfordringen ikke behøver at fremsættes under Søgsmålsform, er Forligsmæglingen. Men det er vistnok i sig uheldigt, at Forligsmægling angående Modfordringen skal sinde Sted.

I Lovforslagets § 100 2det Stykke indeholdes Neglen om Sagsøgerens Adgang til at hæve Sagen. Medens Lovforslaget deri følger den gjældende Ret, at Sagen hæves, når begge Parter herom ere enige, eller når de begge udeblive, jfr. § 290, har det derimod ikke optaget den gjældende Rets Regel, hvorefter Sagsøgeren på ethvert Trin, lige indtil Sagen er optaget til Dom, kan hæve den. Når Sagsøgeren har førelagt Retten sin Sagsfremstilling, hvis en sådan bruges, og fremstillet sig til mundtlig Forhandling, er Retten trådt i et sådant Forhold til Sagen, at der føreligger Muligheden for at dømme, felv om Sagsøgeren ej føretager sig videre, og da synes Sagsøgte, der er mødt frem forberedt til den mundtlige Forhandling, at have Krav på, at denne gaar for sig, for at han kan opnå frifindende Dom, hvis han dertil tror sig

berettiget. Sålænge derimod som Sagsøgeren ej har nedlagt sin mundtlige Påstand i Retten, foreligger der efter Mundtlighedsprincipet ikke Noget fra hans Side, hvorpå Sagen kan bevæge sig som processuelt Grundlag, og derfor må man, da man ikke kan tvinge ham til at møde, indlemme ham Ret til at hæve Sagen, naturligvis alt medmindre Modfordring er fremsat fra Indstævntes Side, thi i så Fald kan Sagen bevæge sig videre på Grundlag heraf, jfr. § 100.

Om Forkyndelser og andre processuelle Meddelelser.

I §§ 108—119 indeholdes de almindelige Regler om Måden, hvorpå Forkyndelser og Meddelelser skulle ste både ved Underretterne, Landsretterne og Højesteret, „forsåvidt ikke Loven eller Parternes Overenskomst medfører Undtagelse". Ved „Loven" sigtes blandt Andet til Udkastets §§ 120, 121 og 122, hvilke bestemme andre og simplere Former i forskjellige Tilfælde. At „Parterne" gyldigen må kunne renuncere på Iagttagelsen af Forskrifterne i §§ 108—119 og vedtage flere eller færre Afvigelser fra dem, synes fremdeles ikke at burde bestrides.

Iøvrigt bemærkes særligt med Hensyn til § 108, at det formentlig vil være det Simpleste og Hurtigste, at een Stævningsmand fremtræder som den, der står for Forkyndelsens Udførelse. At han for Bevisets Skyld skal medtage en anden Stævningsmand eller dog et andet Vidne, lader sig godt førene hermed. Fremdeles er det, for at undgå unyttige Kompetencestridigheder og derpå støttede Indsigelser under Sagen, fåvelsom for at lette Stævningsmændenes Benyttelse så meget som muligt, udtalt, at Retsgyldigheden af det Foretagne ikke svækkes, fordi Stævnings, manden har handlet udenfor den Retskreds, hvori han er ansat.

Bestemmelserne i §§ 108 og 109 trænge neppe til yderligere Forklaring. Medens § 108 bestemmer, at en Stævningsmand gyldigjen

kan handle udenfor sin Kreds, når han hertil er villig, fastsætter § 109, at de for Kredsen ansatte Stævningsmænd skulle iværksætte Forkyndelser indenfor Kredsens Grænser.

I §§ 111 og 112 indeholdes meget vigtige Forskrifter om Forkyndelsens Iværksættelse. Disse må selvfølgelig være indrettede på 1) at skaffe Underretningen så sikkert som muligt til Parten, og 2) at gjøre det muligt at fåe Forkyndelsen eller Meddelelsen iværksæt, selv om Pågjældende søger at unddrage sig herfor.

Når Stævningsmanden har modtaget det, der skal meddeles, har han altid først at forsøge at bringe Underretningen til Pågjældendes Kundskab på en af de § 111 hjemlede Måder, enten på den i Litr. a bestemte Måde, eller på den i Litr. d omtalte Måde, og kun når dette forgjæves er forsøgt, og Politiet ej heller har kunnet iværksætte Forkyndelsen, kan der skrides til den i § 112 sidste Stykke omhandlede offentlige Indstævning med Hensyn til hvilken det er mere usikkert, om den vil sætte Vedkommende i personlig Kundskab om Sagen, hvorved dog atter bliver at erindre, at offentlig Stævning aldrig kan benyttes, når Sagsøgte har bekjendt Bopæl i Udlandet.

Stævningsmanden har altså først Valget imellem enten at søge at træffe Vedkommende personlig i eller udenfor Bopælen (Litr. b) eller, hvis dette er for vanskeligt, at iværksætte Forkyndelsen efter Litr. a. Denne sidste Udvej vil blandt Andet kunne benyttes, når Vedkommende selv søger at undgå Forkyndelsen ved ikke at ville lade sig træffe. Ifølge Litr, a kan nemlig Forkyndelsen gå for sig, når blot Vedkommende har bekjendt eller opspørgelig Bopæl eller midlertidigt Opholdssted indenfor Landets Grænser, selv om han ikke personlig der kan antræffes. Forkyndelsen kan i så Fald iværksættes for forskjellige andre Personer, som stå i Forhold til ham, og disse kunne ikke nægte at modtage Forkyndelsen (§ 115), ligesom de og ere pligtige at bringe Underretningen til rette Pågjældende (§ 116), Erklære Stævningsmændene sig ude af Stand til at iværksætte Forkyndelsen enten efter Litr. a eller efter

Litr, d, bliver der dog ikke strax at skride til

offentlig Indstævning, men Sagen afgives til Politiet, og først når også dette erklærer sig ude af Stand til at iværksætte Forkyndelsen, og det ikke heller ser sig istand til at meddele sådanne Oplysninger, hvorefter denne i andre Retskredse inden Riget kan iværksættes, og heller ikke kan opgive, at og hvor Sagsøgte har Bopæl i Udlandet, skrides der til offentlig Indstævning. Den Ulejlighed, der herved kan forårsages Politiet, ber formentlig ikke komme i Betragtning, såmeget mere som der ved §115 2det Stykke er sørget for, at Forkyndelsesbyrden ikke temerært kan kastes over på det, og det vistnok kun forholdsvis sjældent vil blive nødvendigt at benytte Politiets Hjælp. Politiet skal da søge på den efter Omstændighederne hensigtsmæssigste Måde at bringe Underretningen til Pågjældende. I denne Henseende overlades Alt til dets Konduite. Om dets Forholdsregler føre til det forønskede Resultat, eller om de ere mere eller mindre hensigtsmæssige, har iøvrigt ingen Indflydelse på Forkyndelsens Gyldighed (§ 117).

For at værne imod, at der skrides til offentlig Indstævning i Tilfælde, hvor dette ikke er nødvendigt, lader Udkastet det altså ikke bero på Partens egen Afgjørelse, om Modpartens Bopæl eller Opholdssted vides eller kan opspørges. Den anordnede Fremgangsmåde er derimod den, at der kun kan skrides til den i § 112 sidste Stykke omtalte Forkyndelsesmåde, når vedkommende Stævningsmand erklærer sig ude af Stand til at fåe Forkyndelsen iværksat efter § 111, og Politiet, til hvem Sagen derefter afgives, ligeledes erklærer sig ude af Stand til at iværksætte Meddelelsen eller til at give sådanne Oplysninger, hvorefter den bliver at føretage i andre Retskredse eller på Vedkommendes Bopæl i Udlandet. At Stævningsmanden gjør sig den tilbørlige Umage og ikke uden Nødvendighed opgiver at besørge Forkyndelsen efter § 111, må søges bevirket, dels ved disciplinære Straffe for Forsømmelighed og Efterladenhed i hans Funktioners Udførelse (jfr. § 110), dels og måske især ved en hensigtsmæssig Indretning af Taiten, f. Ex.

derved, at han erholder intet eller dog et lavere Gebyr, når det ikke lykkes ham at besørge Forkyndelsen efter § 111.

Først når Politiet tilbagegiver Parten det, der stal forkyndes, med påtegnet Attest om, at det ikke har kunnet iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen, og ikke heller ser sig istand til at opgive de fornødne Data, for at Forkyndelsen lovlig kan iværksættes i andre Retskredse inden Riget, eller i Udlandet på et Sted, hvor Sagsøgte har fast Bopæl, kan Parten iværksætte Forkyndelsen efter § 112 sidste Stykke, Når end ikke Politiet kan opspørge eller antræffe en Person, synes man med Grund at kunne sige, at for Parten intet Andet er at gjøre end at skride til en offentlig Indstævning, hvilket efter Nutidens Forhold hensigtsmæssigft sker ved Avisbekjendtgjørelser, Fåes det at vide, hvor i Udlandet Indstævnte midlertidigt opholder sig, er det derhos befalet, at Udfærdigelsen tillige skal tilsendes ham pr. Post i flankeret og rekommanderet Brev. Efter Postvæsenets nuværende Udviklingstrin er dette vistnok en så pålidelig Meddelelsesmåde, at der er overvejende Sandsynlighed for, at Underretningen ad denne Vej når sin Bestemmelse.

I § 113 omhandles, hvorledes Forkyndelsen eller Meddelelsen skal ske, når Modparten, f. Ex, fordi det er en Udlænding, har bekjendt Bopæl i Udlandet (og ikke her). I få Fald kan det ikke ansees for retfærdiggjort at bruge offentlig Indstævning, men Forkyndelsen bør da ske for ham på den efter Stedets Love føreskrevne Måde; den offentlige Indstævning bør indskrænkes til fådanne Tilfælde, hvor Forkyndelse ikke kan ske i Indlandet efter § 111 — uden eller efter Politiets Anvisning — og hvor Sagføgeren ej har vidst og ej heller ved Politiets Mellemkomst får at vide, at og hvor Sagsøgte har Bopæl i Udlandet, Den Omstændighed, at Sagsøgte, uden at have Bopæl i Udlandet, opholder sig der, synes derimod ej tilstrækkelig til at påbyrde Sagsøgeren Forkyndelse på Stedet, da det ved et sligt temporært Ophold må ansees for aldeles usikkert, om Sagsøgte ikke atter er borte, inden Forkyndelsen kan iværksættes. Hvor Sagsøgeren skal iværksætte Forkyndelsen i

Udlandet efter de der gjældende Regler, vil det vistnok ofte være til stor Lettelse for Parten og navnlig stille ham bedre overfor de udenlandske Autoriteter, gjennem hvilke Forretningen må iværksættes, at han kan fåe de fornødne Skridt rekvirerede af vedkommende Ret. Dens Forlangender ville fremtræde med en ganske anden Vægt end en Privatmands, til hvilken der mange Steder ikke tages Hensyn.

I Forbindelse med de heromhandlede Regler må fremhæves, at de vanskeligere og vidtløftigere Forkyndelsesmåder i Reglen kun ville forekomme i de i § 123 omhandlede Tilfælde. Forkyndelser og Meddelelser under Sagens Gang, forsåvidt de overhovedet behøves, jfr. § 121, ville i Almindelighed kunne iværksættes uden Vanskelighed eller Tidsspilde, dels på Grund af Reglen i K 120, dels på Grund af Bestemmelserne i §§ 159 Litr. a, 162 Litr. a, 307 Litr. d, 308 1ste Stykke.

I § 114 er der åbnet Adgang for Parterne til at vedtage, at et vift Sted skal ansees for Bopæl, og således lette Indstævningen og Forkyndelsen. Navnlig er herved tænkt på at gjøre det muligt for Parterne at vedtage, at Forkyndelser og Meddelelser lovlig kunne ske på Vedkommendes Kontor eller Forretningslokale. Det må forlanges, at der på det vedtagne Sted findes Personer, som enten ifølge § 111 ere Pligtige at modtage Forkyndelsen eller erklære sig for befuldmægtigede hertil. Thi da det ikke går an at pålægge aldeles Fremmede den af § 115 2det Stykke følgende Forpligtelse, vilde Følgen af, at der Ingen fandtes på det vedtagne Sted, for hvem Forkyndelsen kunde iværksættes, kun blive, at det, der skal forkyndes, overleveres til Politiet, for at der af dette kan gåes frem efter § 112, og derved vil enhver særegen Nytte af Vedtagelsen gå tabt.

Det er klart, at Forkyndelsers og Meddelelsers Iværksættelse vilde i høj Grad besværliggjøres, hvis Stævningsmanden skulde være pligtig at legitimere sig som den, hvem Forretningen virkelig var overdraget af rette Vedkommende, for den eller dem, overfor hvem han optræder. For at afskjære al Tvivl i så Henseende er § 115 1ste Stykke indsat. I Paragrafens 2det Stykke indeholdes en Regel,

som savnes i den nugjældende Ret, nemlig at de Personer, for hvilke Stævningsmanden mener at burde forkynde i Henhold til Reglerne i § 111, ikke kunne undslå sig ved at modtage Forkyndelsen, ligesom der også pålægges dem et bestemt Ansvar for ved en ugrundet Vægring at kaste Forkyndelsesbyrden over på Politiet.

I § 116 gives ligeledes en Forskrift, som savnes i den nugjældende Ret, men som synes i sig naturlig og billig.

I § 117 indeholdes den vigtige, men iøvrigt let forståelige Forskrift, at når Parter og Stævningsmænd rigtigen have iagttaget de i §§ 111 og 112 givne Regler, ansees Forkyndelsen eller Meddelelsen for lovlig, uagtet den faktisk ikke kommer til Pågjældendes Kundskab, På denne sidste Omstændighed — der dog naturligvis kun meget sjældent vil indtræffe — kan der altså ikke støttes nogen > Hfvisningspåftand og heller ikke nogen Påanke. Derimod vil den fornødne Hjælp efter Omstændighederne kunne ydes Pågjældende, når han selv er aldeles uden Skyld, ved Bestemmelserne i § 327, 50.

Reglerne i § 119 sigte til at bevirke, dels at den, hvem Noget forkyndes eller meddeles, erholder tilstrækkelig Oplysning om, hvad det er, dels at den, fra hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen udgår, får det fornødne Bevis i Hænderne for, at Alt er rigtigt udført.

I §§ 120, 121 og 122 indeholdes Bestemmelser, hvorefter i visse Tilfælde den fornødne Meddelelse kan gives på en lettere og simplere Måde end ifølge §§ 108—119.

Reglen i § 120 er grundet på den Betragtning, at Sagførernes Stilling som offentlige Funktionærer og det Ansvar samt den Kontrol, de ifølge heraf ere undergivne, tillader, at der imellem Sagførere indbyrdes kan benyttes meget simple Former for Meddelelfer og Forkyndelser, Hvor Sagførere optræde fra begge Sider, behøver man altså slet ikke at benytte Stævningsmænds Mellemkomst, men de kunne aldeles privat give hinanden de fornødne Meddelelser blot imod simpelt Modtagelsesbevis. I Paragrafens 2det Stykke udtales, at Forkyndelser eller Meddelelser ikke behøve at ske på Sagførerens Bopæl eller in-

denfor de i § 118 omtalte Tider, men at de kunne afleveres på hans Kontor til enhver Tid, da dette er åbent. Ligeledes er det anset for sikrest udtrykkeligt at bestemme, at Forkyndelsen kan ske for de tilstedeværende Kontorbetjente uden Hensyn til, om de stå i egentlig fast Tjenesteforhold til Sagføreren (jfr. § 111 Litr. g.).

Den i § 121 indeholdte Forskrift er stemmende med den gjældende Ret og førstår sig desuden af sig selv.

I §122 handles om Meddelelser, der udgå fra Retten. Gxempler herpå haves i §§ 79 i Slutn., 185 i Slutn., 217, 221, 264, 283, 322, 325, 335, 338, 378 o. m. fl. Det synes rettest her at burde overlades til Formanden at vælge den efter Omstændighederne hensigtsmæssigste Måde. I Reglen vil han vel benytte de ved Retten ansatte Bude, men undertiden kan dette være forbundet med Ulemper, f. Gr. når Afstandene ere lange. Det er derfor tilføjet, at han er berettiget til at bruge Meddelelse pr. Post, hvorved blot bemærkes, at det er Forudsætningen, at stige Forsendelser må betragtes som Breve i Kgl, Tjeneste.

Den i K 123 indeholdte Regel behøvede måske ikke udtrykkeligt at udtales, da det vel måtte følge af Forholdets Natur, at Forkyndelse eller Meddelelse til Procesfuldmægtige kun kan finde Sted under Sagen, og altså ikke når denne er endt ved Domsafsigelsen, jfr. Nellemann Processens alm. Del S.412. Imidlertid kan det dog for Oversigtens Skyld være hensigtsmæssigt udtrykkelig at udtale, at Klageskriftet, den endelige Dom, samt de Skrifter, hvorved Retsmidlernes Anvendelse indledes (jfr. §§ 306, 307, 332), ere udelukkede fra at kunne forkvndes eller meddeles på de i § 121 og 122 omhandlede simplere Måder eller for Procesfuldmægtige (§ 120), men skulle forkyndes eller meddeles til Parten selv og på den fuldftændigste og mest betryggende Måde efter §§ 108—119.

Om Procesomkostninger.

Det følger af sig selv, at enhver af Parterne — afset fra Meddelelse af fri Proces — må bære alle Udgifter ved de processuelle Skridt, som af ham rekvireres eller iværksættes, sålænge det ikke er afgjort, at Modparten er pligtig at erstatte ham disse, hvilken Afgjørelse i Reglen først sker ved den endelige Dom. Det Offentlige kan — afset fra Tilfælde af fri Proces — ikke indlade sig på at give Forskud eller give Kredit til Parterne, men disse må i Reglen forudbetale alle Retsgebyrer samt andre processuelle Betalinger, der ikke falde ind under Begrebet Sagførersalær, jfr. som Ex. § 202. Medens det Ovenanførte så at sige giver sig af sig selv, kan man derimod spørge, hvorledes det skal gå i de Tilfælde, hvor Retten af egen Drift anordner processuelle Skridt. På Grund af Forhåndlingsmaximen er dette naturligvis ikke Regel, men det kan undtagelsesvis førekomme; navnlig er der mange Tilfælde, hvor Retten indkalder Parterne og efter Omstændighederne Vidner og Andre til Retsmøder. De Udgifter, som herved foranlediges, ere i Reglen ubetydelige, og der vil ikke være nogen Vanskelighed ved at føretage pågjældende Skridt og derefter kræve Udgifterne dækkede af den ene eller begge Parter, fåmeget mere som det sædvanligvis vil være til Rettens egne Bude eller deslige Personer, at Betalingerne skulle ske. En særegen Regel om forskudsvis Betaling af det Offentlige er dog givet i § 264, fordi der handles om Udgifter, nemlig Betaling til skjønsmænd eller andre Sagkyndige, som kunne blive forholdsvis betydelige, og som de Privatmænd, der tilkaldes, have billigt Krav på at erholde forudbetalte.

I § 126 opstilles det Hovedprincip for Procesomkostningernes Pålæg, at den tabende Part er pligtig at erstatte Modparten de ham ved Retssagen påførte Udgifter, sorsåvidt Parterne ikke må ansees selv at have truffet en anden Overenskomst. Ved dette Sidste lænkes fornemlig på sådanne Tilfælde, som vel ikke ville være hyppige, men

dog kunne førekomme, hvor Parterne blive enige om i fælles Interesse og til Regel for Fremtiden at søge et eller andet tvistigt Netsspørgsmål afgjort ved Domstolene. Men afset fra sådanne Tilfælde opstiller Lovforslaget forresten — i Lighed med samtlige nyere Proceslove, men i Modsætning til vor hidtil gjældende RetsPraxis — den Regel, at den tabende Part skal erstatte Modparten dennes Procesomkostninger. Det er især den nu herskende slappe Praxis, hvorefter Procesomkostningerne hæves, såfnart Retsspørgsmålet i Sagen findes tvivlsomt, som haves for Øje. Ligesom denne Praxis ikke principmæsfig kan forsvares, da den, som ved endelig Dom befindes at have Ret, derved tillige erkjendes ved Processen at have lidt et retsstridigt Tab, som bør erstattes ham, således ere dens Virkninger i det Hele taget lidet heldige, da den i høj Grad svækker det Ansvar, som bor være forbundet med at lade det komme til Rettergang. En videre Udvikling af disse Betragtninger på dette Sted er unødvendig; man kan i så Henseende henvise til Literaturen og alle nyere fremmede Love om denne Gjenstand.

Det er klart, at den tabende Part dog kun har at erstatte de til Sagens forsvarlige Udførelse fornødne Udgifter. Dersom Modparten er gået ud over dette Mål, må det blive hans egen Sag. Han må selvfølgelig selv bære de Udgifter, som måtte følge af, at han har benyttet en Sagfører, der ikke boer på Stedet, eller af, at han, for at fåe en færlig bekjendt eller udmærket Sagfører, har tilsagt et extraordinært stort Salær, eller af, at han har indhentet andre bekjendte Juristers Responsa eller desl. Ligeledes er det klart, at Omkostningerne ved ufornøden Angrebs- eller Forsvarsmidler eller ved ufornøden Bevisførelse må falde på vedkommende Part selv. Om Udgifter have været fornødne, må afgjøres af Retten ved et frit skjøn, uden at særegen Bevisførelse herom finder Sted; Billigheden kræver her, at den i Paragrafens 3die Stykke opstillede Regel følges ved Bedømmelsen, da det ikke kan forlanges af Parten, at han skal kunne forudse, hvorledes den endelige Dom vil opfatte Sagen; kun forsåvidt vedkommende Angrebs- eller Forsvarsmidler eller Be-

viser allerede, da de benyttedes, kunde stjønnes at være overflødige, bør han bære Udgifterne alene.

Med Hensyn til Ansættelsen af Procesomkostningerne giver § 126 2det Stykke den vigtige Regel, at deres Beløb stal ansættes under Eet til en rund Sum, men dog således, at de virkelig havte Udgifter såvidt muligt erstattes fuldt ud. Rettens frie skjøn bliver i denne Henseende afgjørende, jfr. også § 199. Det er altså ikke Meningen, at en detailleret Udregning og Legitimation af alle de enkelte Udgifter stal finde Sted, ja den hidtil gjældende Praxis med de såkaldte skadesløse Procesomkostninger i visse Tilfælde formenes endog at burde falde bort. En sådan minutiøs Behandling af Omkostningsspørgsmålet er hverken nødvendig eller hensigtsmæssig. Retten må ifølge dens Kjendskab til samtlige Forhold kunne tilkjende Erstatningen i Form af en rund Sum, som ikke behøver at fjerne sig synderlig fra de virkelig havte Udgifter. Men hvad det er af Vigtighed at hævde i Modsætning til den herskende Praxis, er, at Retten i at fastsætte Procesomkostningernes Beløb stal have for Øje, at de havte Udgifter, såvidt muligt, skulle erstattes fuldt ud. Dette er, som bekjendt, ikke Tilfældet nu, men Domstolene ansætte Procesomkostningerne, når disse skulle godtgjøres med en rund Sum, til Beløb, der vitterlig ere langt under de virkelig havte Udgifter, en Praxis, der yderligere stjærper det Ubillige i hele vort gjældende System i Henseende til Procesomkostningerne. Det er derimod Lovforslagets Mening, at de i § 199 for Skadeserstatnings Ansættelse og Bestemmelse givne Regler i det Hele skulle anvendes også med Hensyn til Procesomkostningerne.

Den i § 127 1ste Stykke givne Regel behøver neppe nogen nærmere Begrundelse, ligesom den i 2det Stykke indeholdte Undtagelse både er i sig selv naturlig og derhos hjemlet i den nugjældende Ret, jfr. 1—5—11. Også Reglen i § 128 vil let forståes. Da det påhviler Sagsøgeren at anlægge Sagen på lovformelig Måde, må dens totale Afvisning med Hensyn til Procesomkostningsspørgsmålet naturlige virke på en analog

Måde som Sagens Tab; derimod stiller det sig anderledes, når Sagen kun afvises for en Del, men fortsættes for en Del. Thi vel er også den partielle Afvisning at anse som forårsaget ved Sagsøgerens Fejl, men der påføres ikke Sagsøgte noget særligt Tab ved denne Fejl, eftersom Sagen dog for en Del gyldigen fortsættes. Det vil nemlig ikke let kunne tænkes, at Sagsøgte virkelig på Grund af de afviste Poster skulde have føretaget Forsvarsskridt, der medførte særlige Udgifter, jfr. §§ 173 og 174. Men skulde det være Tilfældet, er der ikke Noget til Hinder for, at disse særlige Udgifter kunne fåes erstattede hos Sagsøgeren ifølge det almindelige Princip i § 134.

I § 129 indeholdes en Regel, der, om man vil, indeholder en vis Vilkårlighed, eftersom der ikke ifølge Sagens Natur er tilstrækkelig Grund til på Proccsfællestabet alene at bygge en almindelig Forpligtelse til at erstatte Procesomkostningerne in solidum. Men Reglen findes hensigtsmæssig og i mange enkelte Tilfalde retfærdig, og den vil ikke kunne afstedkomme nogen materiel Uret, da det andet Punktum i Paragrafen hjemler Retten Myndighed til at fritage for det solidariske Ansvar i hvilket Omfang, den finder rigtigt.

Reglen i § 130 1ste Stykke er den logisk rigtige Anvendelse af det i § 126 indeholdte Grundprincip om Procesomkostningerne på sådanne Tilfælde, hvor Dommen falder ud til Parts Ed. Eftersom Eden aflægges eller ikke aflægges, bringes Sagen i den samme Stand, som om den var ubetinget vunden eller tabt. Det er forsåvidt at anse som en tilfældig Form, at Eden aftægges efter Dommen; dette kan derfor ikke gjøre nogen reel Forskjel. Hvis Eden blev aflagt under Sagen og den endelige Dom som Følge heraf blev ren kondemnatorifk eller ren frifindende, vilde man vel ikke tage i Betænkning at anvende Reglen i § 126 på Procesomkostningsspørgsmålet, men den Omstændighed, at Eden aflægges bagefter Dommen og at denne affattes alternativt, bør ikke gjøre nogen Forandring heri. Fra et principielt Standpunkt synes det herefter ikke at kunne bestrides, at Sagen, når den Bevispligtiges Modpart aflægger en

pålagt Benægtelsesed, er i ganske samme Stilling, som om den Bevispligtige ellers havde tabt Sagen, fordi han ej kunde føre det ham påhvilende Bevis. Kommissionens Flertal er imidlertid gået ud fra, at Billighedshensyn tale for at give Retten Bemyndigelse til i sådanne Forhold at fritage den Bevispligtige for at erstatte Procesomkostningerne, forsåvidt han har tilvejebragt Sandsynlighed for det pågjældende Anbringendes Rigtighed, se § 130 2det Stykke. Nægter en Part derimod at aflægge den ham pålagte Benægtelsesed, må han behandles som den, der ikke tør fastholde sin Benægtelse og forsåvidt må ansees som tilstående, og det heraf flydende Tab af Sagen bør pådrage Processens Omkostninger, ligesåvel som i Sager, der ikke falde ud til Ed. Vover den Bevispligtige ikke at aflægge en Sigtelsesed, hvortil han er admitteret, må han betragtes som den, der ej kan eller vil stå ved sin Fremstilling af Eagen, og det deraf følgende Tab af Sagen bør medføre Procesomkostningerne ligesom i andre Tilfælde.

Medens Lovforslaget gjennemfører den Grundsætning, at den Part, som taber Sagen i det Hele, bør erstatte Modparten Processens Omkostninger, stiller det sig anderledes, når ingen af Parterne helt vinder Sagen, men Dommen kun tildels giver hans Påstand Medhold. Det kan da ikke siges om nogen af Parterne, at han særlig og mere end den anden er Processens retstridige Årsag, thi Sagens Udfald har vist, at han havde Ret i ikke at ville efterkomme Modpartens Påstand, således som den forelå. I Reglen vil det under denne Forudsætning være retfærdigst og bedst stemmende med Grundsætningerne for Skadeserstatning, at hver Part selv bærer sine Omkostninger, da der ordentligvis vil mangle Retsgrund til at lægge dem over på Modparten. Men skjønt det vel således vil være det Sædvanligste, at Procesomkostningerne ophæves i sådanne Tilfælde, kan det dog undertiden være billigt, at der afviges noget herfra, og navnlig at en lige Deling af flere eller færre Udgifter kan føretages. Dertil mangler der Hjemmel i vor hidtil gjældende, Ret, men Lovforslaget åbner Adgang dertil

ved Bestemmelserne i § 131 1ste Stykke. Medens den i § 131 1ste Stykke givne Regel i det Hele og i det Store er uomtvistelig rigtig og letfærdig og derfor også findes i alle Proceslove, vilde derimod dens bogstavelige og aldeles skarpe Gjennemførelse neppe stemme med Billigheden og det virkelige Livs Tarv. At en Part skulde gå glip af Processens Omkostninger, såsnart Retten i en eller anden Bagatel frafaldt hans Påstand, således at de kun tilkjendtes ham, når Påstanden i Et og Alt og indtil det mindste Punkt toges til Følge i Dommen, vilde ikke være retfærdigt. Påstandens Overskridelse af det ved Dommen Tilkjendte bør ikke stille en Part ved Erstatning for Procesomkostningerne, når både Overskridelsen er ubetydelig, og derhos ingen færstilte Omkostninger kan antages at være foranledigede ved Overskridelsen. Dette, som iøvrigt allerede antages i den gjældende Ret, foreslåes i Lovudkastels §131 2det Stykke.

De foranførte Regler ere navnlig beregnede på Proceduren i første Inftants. I §§ 132 og 133 gives Reglerne om Procesomkostningerne, forsåvidt disse ere foranledigede ved Retsmidlernes Brug, altså ved Påanke eller Besværing til højere Ret eller ved ny Foretagelse af Sagen ved samme Ret. Det første Tilfælde, som ombandles i § 132, frembyder ikke sær Vanskelighed; den Part, som forgjæves anvender Retsmidler, må utvivlsomt forsåvidt ansees som tabende; de ved Retsmidlets Anvendelse forårsagede Udgifter bør han erstatte, og hvad Procesomkostningerne i første Inftants angår, forbliver det jo ved den i Dommen indeholdte Bestemmelse. Derimod stiller det sig anderledes, når der ved Retsmidlets Anvendelse opnåes en mere eller mindre vidtgående Forandring i den faldne Dom eller Kjendelse. I det Hele taget bor de almindelige Regler også her anvendes. Deraf vil bl. A. følge, at den Part, hvem Sagen ved Retsmidlets Brug endelig går imod, således at Modparten overfor ham sætter sin hele oprindelige Påstand igjennem, ifølge Grundsætningen i § 126 som tabende bør betale Procesomkostningerne ikke blot i Retsmiddelinstantsen, men

også for den lavere Instants. Sætter den a niende Part derimod ved Retsmidlers Brug kun for en Del fin Påstand igjennem, vil han ifølge Grundsætningen i § 131 ikke kunne fåe sine Omkostninger erstattede og ej heller i Reglen kunne fåe de i Dommen indeholdte Bestemmelser om Procesomkostningerne forandrede, forsåvidt disse ikke i og for sig ere fejlagtige efter det Udfald, Sagen har fået i første Instants. Sætter han vel hele sin i Retsmiddelinstantsen fremsatte Påstand igjennem, men denne afviger fra hans oprindelige, i første Instants fremsatte, vil han vel i Reglen hos Modparten fåe sig tillagt de ved Retsmidlets Brug forårsagede Omkostninger, men derimod ikke kunne opnå Forandring i den oprindelige Doms Bestemmelser om Procesomkostningerne i første Instants. Disse Regler kunne imidlertid blive ubillige og der bør desårsag være Adgang for Retten til at lempe dem. Det vil være hårdt, om den Part, som har den første Dom for sig, således at han måske endog ved den har fået sig tilkjendt Processens Omkostninger, ubetinget, dersom Retsmidlets Brug fremkalder et modsat endeligt Resultat, skal bære Sagens Omkostninger helt igjennem også i første Instants, og navnlig vil dette være ubilligt, hvor det kun er en forskjellig Opfattelse af Retsspørgsmålet hos Domstolene, der foranlediger det forandrede Resultat. Derfor giver § 133 en Adgang for Retten til at gribe lempende ind, hvor Billighed taler derfor, og fritage vedkommende Part for at udrede enten alle Omkostninger eller dog visse Dele af dem.

Det er ofte Tilfældet, at Hovedfagens Behandling netop på Grund ar den i Anledning af det anvendte Retsmiddel trufne Afgjørelse skal fortsættes, f. Ex. når ved Påanke opnåes Hjemvisning eller når ny Foretagelse af Sagen tilftåes. Det vil da kunne være hensigtsmæssigt, at ikke blot Spørgsmålet om Omkostningerne ved Sagens tidligere Behandling, men også ved selve Retsmidlets Anvendelse udsættes til den endelige Dom, hvor der da under Eet vil kunne finde en Fastsættelse af Omkostnmgsspørgsmålet Sted, navnlig således, at Erstatningen pålægges i en rund Sum under behørig Iagt-

tagelse af samtlige de Hensyn, som skulde virke ind ifølge §§ 126 og 131.

I § 134 indeholdes en almindelig Grundsætning, som må bestå ved Siden af de øvrige Regler om Procesomkostningerne, og som må finde Anvendelse uden Hensyn til Sagens Udfald. Iøvrigt er Grundsætningen selv naturlig og billig, hvorfor den ej videre behøver at begrundes, ligesom den også er anerkjendt i den gjældende Ret, Det følger af sig selv, at § 134 kan fyldestgjøres derved, at Retten i den endelige Dom kompenserer Parternes gjensidige Krav på Erstatning af Procesomkostningerne, og navnlig kan dette ske derved, at den Part, som iøvrigt vinder Sagen, må tåle et Afslag eller en Nedsættelse ifølge § 134, fordi han har forårsaget Modparten unødvendige Udgifter. Ved Opgjørelsen heraf går Retten frem efter et frit skjøn og fastsætter det endelige Resultat i Form af en rund Sum, dog at selvfølgelig en kort Angivelse af de til Grund lagte Synspunkter må indflyde i Dommens Præmisser.

Hvad angår § 135, da indeholder denne, en Afvigelse fra den hidtil gjældende Ret, der ikke kjender en sådan særskilt foreløbig Afgjørelse af Spørgsmålet om den ene Parts Ret til at fåe visse Procesudgifter erstattede af den anden. Men Reglen i § 135 er i og for sig naturlig, og efter Lovforslagets hele System vil der være langt mere Anvendelse for den end nu, idet spildte Møder og derved forårsagede Udgifter efter det nye System af få mange Grunde kunne opstå, f. Ex. når on Part for silde fremkommer med et faktisk Anbringende eller et Bevis, i hvilke Tilfælde Præklusion efter Lovførstaget ingenlunde altid finder Sted, men kun en Forpligtelse til at bære Omkostninger, jfr. §§ 167, 185, 186 o. fl. I alle disse Tilfælde har Spørgsmålet om Forpligtelsen til at erstatte disse Udgifter åbenbart aldeles ikke Noget at gjøre med Sagens endelige Udfald.

I §§ 136 og 137 indeholdes Regler om den Forpligtelse til at erstatte Procesomkostningerne, som efter Omstændighederne kan påhvile enten Sagføreren eller andre Ret-

tergangsfuldmægtige eller Dommere. Det er i og for sig klart, at Sagføreren må være pligtig at erstatte de Udgifter, som han ved pligtstridig Opførsel har forårsaget, en Regel, som også haves i den gjældende Net, Sædvanligst vil dette Spørgsmål opstå mellem Sagføreren og hans Mandant, men i så Fald vedkommer det ikke Processen, og Modparten må i Reglen ansees for beføjet til at modsætte sig dets Indblanding i den. Men det kan også hænde, at Modparten lider Skade eller Ophold ved Sagførerens urigtige Forhold, og i så Fald er det billigt, at han kan fåe Erstatning hos Sagføreren, ligesåvel som hos Parten selv, ved Dommen i Hovedsagen, Kun følger det af sig selv, at den, der nedlægger en sådan Påstand, må drage Omsorg for, at Sagføreren får Adgang til at udtale sig om den. Det vil altså sige, at Påstanden må fremsættes betimeligt. I Reglen behøves der ikke heller videre, thi særlige Foranstaltninger for at underrette Sagføreren om dens Nedlæggelse ville være ufornødne undtagen i det sjældne Tilfælde, at en ny Sagfører er indtrådt i Sagen istedetfor den, som man vil drage til Ansvar. De i § 137 indeholdte Regler anvise Måden, hvorpå Ansvar i simple og lette Former kan gjøres gjældende mod Dommeren i Forbindelse med Hovedsagens Påanke til højere Ret. Det findes ikke nødvendigt at bevare den nuværende Rets Regel, hvorefter en underordnet Dommer altid stal stævnes i Tilfælde af Sagens Indbringelse for højere Ret, selv om man ikke vil gjøre Ansvar gjældende imod ham; det er i Virkeligheden en besværende og unyttig Formalitet, thi det førekommer aldrig, at Dommeren moder blot for at opretholde sin Embedshandling. Derimod følger det af sig selv, at der må gives Dommeren Lejlighed til at forsvare sig, når der nedlægges Påstand over ham. Hvor Påanke benyttes, må dette ske derved, at Dommeren faar Meddelelse om den over ham nedlagte Påstand, samtidigt med at Ankestriftet forkyndes for Modparten; hvor Besværing benyttes, er det nok, at Påstanden optages i Besværingsskriftet, da dette jo passerer Dommerens Hæn-

der, og han får Lejlighed til at erklære sig over det.

Ved § 138 indføres der en ny Regel i vor Ret — som er almindelig i alle fremmede Proceslove — nemlig, at Sagvolderen kan forlange, at Sagsøgeren, når han er Udlænding, stal stille Sikkerhed for de eventuelle Procesomkostninger. Det er en Besynderlighed, at denne Regel ikke allerede gjælder, thi i og for sig er det ikke mere end billigt, at den, der ved vore Domstole vil hænde exigibel Dom over en Person, ej stal kunne henvise denne til for de i samme Dom ham selv pålagte Procesomkostninger at føge til fremmede Lande og muligen underkastes meget Besvær for at fåe dem inddrevne.

Om Meddelelse af fri Proces.

Dette Kapitel indeholder i det Væsentlige kun de hidtil gjældende Regler om den i Overskriften angivne Gjenstand, når undtages den Forandring, at Meddelelsen af fri Proces, forsåvidt den i Overensstemmelse med Udkastets almindelige Regel er betinget af Uformuenhed (beneficium paupertatis), fra Administrationen er henlagt til den dømmende Myndighed. Om denne Forandring har der iøvrigt været delte Meninger i Kommissionen. Nogle af Kommissionens Medlemmer have været af den Formening, at ligesom det i og for sig må ansees for principrigtigst at overlade Administrationen Afgjørelsen af det omhandlede Spørgsmål, der egentlig ikke kan betragtes som processuelt, men er et Spørgsmål om offentlig Understøttelse, således vilde det også af praktiske Hensyn være misligt at gå bort fra den hidtil bestående Ordning. Navnlig befrygtes den Prøvelse af Sagen, der efter Udkastet (§139 Nr. 2) ligesom efter den gjældende Ret skal gå forud for Meddelelse af fri Proces, at kunne medføre Fare for Rettens Upartiskhed eller i al Fald for Tilliden til denne.

De Medlemmer af Kommissionen, der slutte sig til den i Udkastet foreslåede Ordning, ere derimod af den Anskuelse, at Henlæggelsen af den heromhandlede Afgjørelse til Domstolene principielt er begrundet allerede ved den Betragtning, at Meddelelse af fri Proces til den Uformuende, om den end hidtil hos os i Formen er fremtrådt som en Nådessag, dog i Virkeligheden må indrømmes at være et Retfærdighedskrav. Efter disse Medlemmers Formening vil der derhos under den nye Ordning overhovedet ikke kunne påvises nogen anden Myndighed, i hvis Hånd Afgjørelsen naturligt kan lægges. Thi vil man ikke skabe en særlig for dette Øjemed indrettet Myndighed — en Fremgangsmåde, som neppe vil findes begrundet, hvor der er Tale om en i sig selv så underordnet Virksomhed *) —, er man under Forudsætning af, at Spørgsmålet skal unddrages den dømmende Myndighed, nødvendig henvist til i al Fald for Underretssagernes Vedkommende at henlægge Afgjørelsen til Amtmændene. Men da disse Embedsmænds tidligere Forbindelse med Retsplejen under det nye System iøvrigt på alle Punkter ophæves, er det vistnok lidet naturligt at forbeholde dem Afgjørelsen af dette ene Spørgsmål. Det kan endelig ikke antages, at det omhandlede Spørgsmåls Henlæggelse til den dømmende Myndighed vil medføre nogen praktisk Ulempe af virkelig Betydning. For det Første har Erfaringen i de tyste Stater, hvor Afgjørelsen er henlagt til Domstolene, ikke, såvidt vides, givet Anledning til at befrygte denne Ulempe. Men i ethvert Tilfælde kommer Faren for, at Rettens frie og upartiske Stilling til selve Retssagen skulde forrykkes til at ligge meget fjernt, når den judicielle Afgjørelse af Spørgsmålet om fri Proces ordnes på den i Udkastet føreslåede Måde, hvorefter det, forsåvidt Underrets- og

*) En sådan Ordning består dog i Frankrig ifølge Lov 22de Januar 1851, der henlægger Afgjørelsen til en ved hver Rollegialret indrettet Myndghed (bureau d'assistance) bestående af forhenværende Øvrighedspersoner, Advokater eller Notarer samt forskjellige administrative Embedsmænd. Hvad angår Tyskland, lægger Civilprocessoven af 1876 Afgjørelsen i Domstolenes Hånd, en Ordning, der iøvrigt også hidtil har været den gjældende i flere af de vigtigste tyste Stater.

Landsretsfager angår, afgjøres af Formanden for vedkommende Landsret med Forbehold af Partens Adgang til at føre Besværing for højere Ret og forsåvidt Højesteretssager angår, af Højesterets Formand (§ 141), Det må derhos erindres, at der i al Fald er ydet fornøden Garanti imod hin Fare ved de nye Inhabilitetsbestemmelser i Udkastet, der ikke som den gjældende Ret indskrænke sig til at opstille et vist begrænset Antal Inhabilitetsgrunde, men give Parterne Adgang til ved deres Indsigelse at fjerne en Dommer i ethvert Tilfælde, hvor der foreligger Omstændigheder, som ere egnede til at vække Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed, jfr. § 35. Iøvrigt tør det viftnok antages, at der sjælden vil vise sig Trang til at gjøre Brug af disse Bestemmelser; men selv om denne Forudsætning ikke måtte holde Stik, kan der ikke af Udkastets Ordning flyde væsentlige Ulemper, idet det ikke vil være forbundet med nogen praktisk Vanskelighed at holde den eller de Dommere, hvem Spørgsmålet om fri Proces har føreligget til Afgjørelse, udenfor Påkjendelsen af enkelte Retstrætten.

Med Hensyn til de enkelte Bestemmelser i Kapitlet bemærkes endnu Følgende:

§ 139, der omhandler de almindelige Betingelser for Meddelelse af fri Proces, stemmer i alt Væsentligt med den gældende Ret (Frd. 23de Marts 1827 § 2). Dog ere de ældre Bestemmelser om særlig Adgang for Fæstebønder til fri Proces i visse Fæstesager udeladte, idet der efter de forandrede Forhold ikke kan antages at være Trang til fådanne Undtagelsesbestemmelser. Fæstebønder ville altså efter Forstaget kun have Adgang til fri Proces, naar de i § 139 1ste Stykke angivne almindelige Betingelser føreligge.

Om de Fordele, Parten opnår ved fri Proces, gives der i § 140 Bestemmelser, der ligeledes i det Væsentlige slutte sig til den be stående Ret. Som en ny Bestemmelse fremhæves dog, at Rejseudgifter, Diæter og anden Betaling til Vidner, Syns« og skjønsmænd ifølge § 140 Nr. 2 skulle afholdes af det Offentlige. Denne Afvigelse fra den gjældende Ret er en naturlig Følge af de nye Regler, Forstaget indeholder om Godtgjørelse og Beta-

ling til de omhandlede Personer. Efter Bestemmelsen i Nr. 2 overtager det Offentlige endvidere Udgifter- til Brevporto og Avisbekjendtgjørelser, en Begunstigelse, der hidtil ikke har været indbefattet i den fædvanlige Bevilling til fri Proces, men efter Omstændighederne extraordinært kunde tilståes af Justitsministeriet. Hvad angår Partens Adgang til uden Udgift for ham at fåe en Sagfører beskikket til Sagens Udførelse, er sådan Understøttelse ved Bestemmelsen i Nr. 3 gjort afhængig af, at Sagførerhjælp ikke skjønnes at være unødvendig. Herved har man navnlig havt Underretsproceduren for Øje, idet det på Grund af dennes Simpelhed ikke sjælden vil være muligt for Parlen at undvære Sagførerhjælp (ligesom nu i private Politisager og mindre Gjældssager).

§ 140 2det Stykke hævder den også i den bestående Ret gjældende Grundsætning, at fri Proces er uden Indflydelse på Parternes gjensidige Stilling i Sagen. Den Part, hvem der er meddelt fri Proces, må altså tilsvare Modparten Processens Omkostninger, forsåvidt de almindelige Regler for disses Erstatning føre hertil, — en Mulighed, som vel lå fjernt efter de hidtil i Praxis fulgte Grundsætninger for Procesomkostningers Idømmelse, men let kan indtræde efter de i det foregående Kapitel givne nye Bestemmelser, hvorefter Sagens Tab pådrager Procesomkostningerne uden Hensyn til dens Tvivlsomhed. På den anden Side er den Omstændighed, at der er meddelt en Part fri Proces, uden Indflydelse på Modpartens Forpligtelse til at erstatte Processens Omkostninger i samme Omfang, som om fri Proces ikke var meddelt.

Hvad angår Bestemmelserne ih 141, kan der med Hensyn til de Grunde, som have ført til at henlægge den af Uformuenhed betingede Meddelelse af fri Proces fra Administrationen til den dømmende Myndighed, henvises til de indledende Bemærkninger til dette Kapitel. Af disse fremgår tillige Hovedgrunden til, at man ikke for Underretssagers Vedkommende har henlagt Afgjørelsen til Underdommeren, og fremdeles til, at den såvel i disse Sager som i Landsretssager ikke er henlagt til den samlede Landsret, men overladt

Retsformanden alene. Som et mindre væsentligt Fortrin ved den i fidftnævnte Henseende føreståede Ordning kan endnu fremhæves den større Hurtighed i Afgjørelsen, som vil kunne opnåes derved, at Beslutning tages af Retsformanden alene. Om Anvendelse af Retsmidler imod den trufne Afgjørelse gives Bestemmelserne i § 144. Går Afgjørelsen ud på at tilstå fri Proces, er der selvfølgelig ikke Grund til at tilstede noget Retsmiddel imod den; thi Modparten har ingen Interesse i en sådan Beslutnings Omstødelse. Afståes derimod Andragendet om fri Proces, kan Afgjørelsen, forsåvidt den er trussen af en Landsrets Formand, indbringes for Højesteret. At den Form, hvorunder dette skal ske, er Besværing, følger naturligt af det heromhandlede Spørgsmåls Beskaffenhed.

§ 142 indeholder nogle nye Bestemmelser, i Henhold til hvilke en allerede given Tilståelse af fri Proces under visse Betingelser bortfalder eller kan tages tilbage. Efter den bestående Ret gjælder en Tilståelse af fri Proces ikke blot for den, hvem den er givet til, men også for hans Arvinger. En sådan Regel stemmer imidlertid ikke med Forholdets Natur; thi når Vedkommende er død, bliver det hans Arvingers økonomiske Forhold, hvorpå det må komme an ved Afgjørelsen af Spørgsmålet om fri Proces, og disse kunne naturligvis være meget forskjellige fra Partens egne. Efter § 142 skal derfor ved Partens Død den givne Tilståelse af fri Proces bortfalde. Ligeså naturlig er Paragrafens anden Bestemmelse, hvorefter den Parten tilståede fri Proces kan tages tilbage, når de Forudsætninger, under hvilke den er meddelt, vise sig ikke at være tilstede eller at være bortfaldne. Herved tænkes dels på, at vedkommende Parts Formueomstændigheder under Sagens Drift kunne undergå en sådan Forandring, at Grunden til fri Proces bortfalder, dels på det Tilfælde, at Parten ifølge senere fremkomne Oplysninger kan skjønnes ikke at have havt rimelig Grund til at procedere, en Mulighed, som ikke ligger fjernt, hvor der er Spørgsmål om fri Proces i første Instants og hvor Afgjørelsen som Følge heraf er truffen i Henhold til Partens ensidige Fremstilling af Sagens Sammenhæng.

I § 143 gives nogle yderligere Bestem-

melser om Udstrækningen af den ved fri Proces hjemlede Ret. At denne ikke kan omfatte Appelinstantsen, følger tildels allerede af den formelle Grund, at Afgjørelsen i de forskjellige Instantser kan tilkomme forstjellige Myndigheder, hvortil endnu kommer, at det Spørgsmål, om der er Grund til at meddele fri Proces, ikke behøver at stille sig ens i begge Instantser. På den anden Side udstrækker § 143 Virkningen af fri Proces til hele Sagen i pågjældende Instants, derunder til den for at opnå ny Foretagelse af Sagen for samme Ret føreskrevne Procedure, samt til Exekutionen. De således givne Bestemmelser stemme iøvrigt i alt Væsentligt med den gjældende Ret såvelsom med, hvad der plejer at gjælde andetsteds. Bestemmelsen i § 145 går ud på at opretholde den Myndighed, Justitsministeriet hidtil har havt til uden Hensyn til Uformuenhedsbetingelsen at tilstå fri Proces (beneficium processus gratuiti) såvel i offentlige Myndigheders, Stiftelsers og Embedsmænds Sager som i andre Tilfælde, hvor det Offentliges Interesse gjør det ønskeligt, at en judiciel Afgjørelse af et Spørgsmål tilvejebringes. Det vilde vistnok blive følt som et meget væsentligt Savn i Forvaltningen, om der ikke var Adgang til at fåe sådanne Spørgsmål afgjorte ved Domstolene uden Bekostning for Vedkommende, og da det Hensyn, som har ført Udkastet til iøvrigt at lægge Meddelelse af fri Proces i Domstolenes Hånd, nemlig at den Uformuende i få Henseende har et Retfærdighedskrav, ikke gjør sig gjældende i den heromhandlede Kreds af Tilfælde, har man fundet det rettest for dennes Vedkommende i det Hele at fastholde den bestående Ordning, dog således, at det er overdraget til vedkommende Retsformand at træffe de Foranstaltninger, som Iværksættelsen af Ministeriets Resolution måtte udkræve.

Om Rettergangsbøder.

Medens der på et andet Sted er givet Bestemmelser om Rettens Myndighed til at

håndhæve Rettergangspolitiet og til i dette Øjemed at anvende de fornødne Straffe imod i enhver i Retten mødende Person (se § 81), omhandler nærværende Kapitel de Straffe, som for andre Rettergangen vedkommende Misbrug kunne pålægges Sagens Parter eller disses Fuldmægtige. Dog haves her ligesom i § 81 kun den Straffemyndighed for Øje, der udøves akcessorist under Hovedsagen uden særlig Ttraffesag og uden anden Undersøgelse end den, selve Hovedsagens Gang frembyder. Denne Straffemyndighed er i Overensstemmelse med de nyere Loves Grundsætninger efter Forstaget ikke udstrakt videre end til Ikjendelse af Bøder, men medfører på den anden Side ligeså lidt som den i § 81, omhandlede nogen Indskrænkning i Adgangen til under en særlig Straffesag at drage den Skyldige til Ansvar ester Straffelovens almindelige Bestemmelser, hvor disse iøvrigt ere anvendelige, se § 148. I Modsætning til den gjældende Ret, som indeholdet en Mængde specielle Bestemmelser om processuelle Straffe, har man i Forslaget indskrænket sig til nogle få almindelig holdte Regler. Først fremhæves i Overensstemmelse med dm gjældende Ret de førstjellige Forhold, som for Tiden begrunde Anvendelse af Mulkten for unødig Trætte, hvorved dog bemærkes, at opdigtede Udsættelsesgrunde, der efter den bestående Lovgivning ansees med kvalificeret Straf, i Forslaget ere inddragne under den almindelige Regel (§§ 146—147). Man har derhos ikke fundet Grund til i Lighed med den gjældende Ret at give særlige Straffebestemmelser for de forstjellige Retter, men der er for alle både over- og underordnede Retter fastsat den samme Strafferamme, hvis Maximum (400 Kr.) svarer til det, der for Tiden gjælder ved Højesteret, medens Minimum (40 Kr.) er noget større end det hidtil for de underordnede Retter føreskrevne.

Efter den gjældende Ret kan Mulkten for unødig Trætte i Almindelighed kun pålægges Parten selv. Denne Fremgangsmåde er imidlertid noget vilkårlig, såmeget mere som det i nogle af de heromhandlede Forhold endogså ligger nærmest at søge Skylden hos vedkommende Rettergangsfuldmægtig. I § 149 opstilles derfor den Regel, at Straf i Henhold

til §§ 146 og 147 kan pålægges ikke blot Parten men også hans Rettergangsfuldmægtig eller efter Omstændighederne begge, foråvidt det må antages, at de ere skyldige eller medskyldige i det stedfundne ulovlige Forhold. At der i sådanne Tilfælde, hvor Flere ere medskyldige i det Forhold, der pådrager Bøden, bliver at anvende Straf imod hver især af dem, følger af den almindelige Grundsætning i Straffelovens § 30.

I §§ 150—51 gives der særegne Straffebestemmelser for Sagførere, til hvis Forhold i Rettergang der med Føje kan stilles stene Fordringer, end der gjøres gjældende overfor Undre. I Overensstemmelse hermed fastsætter § 150 kvalificeret Bodestraf for Sagførere, der ved opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter forhale Retssager, hvorhos der i Lighed med Frd. 16de Januar 1828 § 14 er givet en almindelig Straffebestemmelse om andet ulovligt Ophold af Sager, hvori Sagførere måtte gjøre sig skyldige. Hvad angår de i § 151 ommeldte Forhold, indeholder den bestående Lovgivning kun en særlig Straffebestemmelse, forsåvidt sådant Forhold er udvist i en beneficeret Sag, ligesom det vistnok er almindelig antaget, at Sagførere udenfor det nævnte Tilfælde overhovedet ikke kunne straffes for Efterladenhed i at fremme Retssager, medmindre dm er forsætlig. Det bør imidlertid hævdes, at et fådant Forhold ikke blot er en Forseelse imod Mandanten, men tillige et Brud på Sagførerens Pligter overfor det Offentlige. Dette Synspunkt lå ganske vist fjernere under den skriftlige Procedure, hvor Retsplejens Interesse i, at Sagerne fremmes med tilbørlig Hurtighed, ikke synderlig gjør sig gjældende. Under den nye Ordning vil derimod Forhaling af Sagerne i en væsentlig Grad kunne virke hæmmende på Retsplejen.

Det er en Selvfølge, at de ovenfor omhandlede Straffebestemmelser ikke udtømme det Strafansvar, Sagførere kunne pådrage sig ved Forseelser i Rettergang, men kun indeholde et Supplement til Reglerne i Straffeloven, hvis Kapitel 13 om Forbrydelser i Embedsforhold efter Udkastets Forudsætning — der iøvrigt må ansees for stemmende med hvad der efter rigtig Fortolkning ligger i den gjæl-

dende Ret — også er anvendeligt på Sagførere, se Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning m, m. § 132. Naar en Sagfører skal drages til Ansvar efter Straffelovens Kapitel 13, må dette imidlertid ordentligvis ske under en særskilt Straffesag, som efter offentlig Foranstaltning anlægges imod ham, ganske i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Påtale af Gmbedsforseelser. Herfra bør vistnok ingen Undtagelse gjøres, når Straffen overstiger Bøder. Ifølge den bestående Lovgivning kan vel Straf af Fortabelse af Retten til at udøve Sagførervirksomhed idømmes en Sagfører akcessorisk under Hovedsagen; men en sådan Fremgangsmåde strider ganske imod de Grundsætninger, der iøvrigt følges i Strafferetsplejen. Forsåvidt derimod den af Sagføreren forskyldte Straf ikke overstiger Bøder og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold, er det formentligt naturligt at åbne Adgang til Straffens Idømmelse under selve den Sag, hvori Forseelsen er begået. Dette fastsættes i § 152.

§ 153 stemmer ganske med den gjældende Ret.

Om den tvungne Forligsprøve.

Med Hensyn til dette Kapitels Indhold skal den Bemærkning forudskikkes, at Kommissionen ikke har anset en gennemgribende Reform af Forligslovgivningen for indbefattet i den Opgave, som er stillet den. En sådan Reform står ikke i nogen nødvendig Forbindelse med den påtænkte Omordning af Rettergangsmåden, og det synes derfor naturligst, at den i al Fald forbeholdes en særlig Lov og uafhængig af Procesreformens Gang bringes frem til den Tid, der i og for sig måtte ansees for hensigtsmæssigst til dens Gjennemførelse. I nærværende .Kapitel har man derfor indskrænket sig til de få Bestemmelser, som udkræves for at knytte den nye Rettergangsmåde til det bestående Forligsinstitut og for at afhjælpe

nogle Mangler ved dette, der i en særlig Grad vilde foles i det nye Processystem.

§ 154 fastsætter, i hvilke Sager Forligsprøve skal finde Sted. Medens Hovedreglen gives ganske i Overensstemmelse med den gjældende Ret, ere de i Paragrafen opstillede Undtagelser tildels nye Bestemmelser. Efter den bestående Lovgivning skal således i Modsætning til den under Litr. b givne Regel Forligsmægling efter Kontraklage forsøges med Hensyn til Modfordringer, når det ikke med fuldkommen Bestemthed kan skjønnes, at Modfordringen allerede ifølge Hovedklagens Indhold har været undergiven Forligsmægling, hvilket kun sjælden vil være Tilfældet. Da Forhandlingerne under den i Hovedsagen foretagne Mægling imidlertid ordentligvis ville have udstrakt sig også til denne Side af Parternes Mellemværende, bliver særlig Forligsprove med Hensyn til Modfordringen i Almindelighed en unyttig Foranstaltning, og efter Udkastet ligger det så meget nærmere at opgive denne Formalitet, som Modfordringer ifølge § 101 ikke skulle gjøres gjældende under Søgsmålsform, men behandles aldeles som en Bestanddel af Indstævntes Forsvar. Den i Litr. c omhandlede Undtagelse er kun ny, forsåvidt den foruden Vexelsager omfatter de øvrige Tilfælde, i hvilke hurtig Retsforfølgning i Overensstemmelse med sjette Afsnit Kapitel II finder Sted, en Udvidelse, der er grundet i lignende Hensyn som den nugjældende Undtagelse af Vexelsager fra Forligsmægling. Det er iøvrigt en Selvfølge, at det kun er den tvungne Forligsprøve, der bortfalder i disse Tilfalde. Hermed er altså ikke udelukket, at Parterne, når de ere enige, kunne mode frivilligt for Forligskommissionen og derved forskaffe Gjælden Gxigibilitet ad Overenskomstens Vej. Samtidig med at Udkastet således har opstillet nye Undtagelser fra Hovedreglen om Forligsmæglings Nødvendighed, har det på den anden Side udeladt flere af de nugjældende. For det Første ere Sager, der af Embedsmænd anlægges i Anledning af ærerørige Beskyldninger, ikke medtagne, fordi de ifølge Udkastets Forudsætning for Fremtiden ville falde ind under Straffeprocessen, se Straffeprocesudkastets § I. Fremdeles har man ikke

fundet Grund til blandt Undtagelserne at optage civile Sager, der anlægges af eller imod Ministerierne eller Øvrighederne, en Undtagelse, der vistnok heller ikke efter rigtig Lovfortolkning havde Hjemmel i Frd. 10de Juli 1795, men længe har stået fast i vor Retspraxis. Efter Forholdets Natur er der åbenbart ikke nogen Grund til, at civile Sager, hvori det Offentlige er Part, skulle gå Forligskommissionen forbi; thi det kan på ingen Måde siges, at Forlig ikke kan indgåes i sådanne Tilfælde, og at Forligsmæglingen som Følge heraf vil være en unyttig Formalitet. Selv bortset fra, at det neppe er rigtigt, at vedkommende Avtoriteter under ingen Omstændigheder kunne være berettigede til at skå noget af på Statskassens Fordringer, vil det jo meget godt kunne tænkes, at et Forlig kan opnåes, hvorved den Private påtager sig Alt, hvad der fordres af ham. Og når han er villig hertil, synes det dog højst urimeligt, at han, fordi Staten er hans Kreditor, skal nødes til at udholde en Proces, som kunde være undgået, og underkaste sig de heraf flydende Udgifter.

Hvad angår de forligsmæglende Myndigheder, lader Udkastet det i Landsretssager have sit Forblivende ved den gjældende Rets almindelige Regel, hvorefter Mæglingen foretages af Forligskommissionerne, se § 156. For Underretssagers Vedkommende bestemmer derimod § 155, at Mæglingen føregår ved Retten på den Måde, som hidtil har ræret gjældende med Hensyn til private Politisager. Dette stemmer med den Stilling, der iøvrigt er anvist Dommeren i disse Sager, og med det Hensyn til Simpelhed og Hurtighed, der i det Hele har været bestemmende ved Underretsprocedurens Indretning. Den nævnte Bestemmelse er i Virkeligheden heller ikke nogen meget indgribende Forandring af den gjældende Ret, idet de Sager, Udkastet henlægger til Underretten, netop for en stor Del svare til de Tilfælde, i hvilke der også efter den bestående Lovgivning mægles Forlig af Dommeren. Endnu bemærkes, at det er forudsat i Tyendesager på Landet at skulle have sit Forblivende ved den hidtil bestående Ordning, således at der for disse Sagers Vedkommende

ikte mægles Forlig ved Retten, men foretages den i Lov 10de Mai 1854 § 65 ff anordnede Forligsmægling for den særlige Mægler i Tyendesager, jfr. § 345.

Når undtages visse særegne Procesarter, er det ester den gjældende Ret det Almindelige, at Retten først efter Sagens Optagelse til endelig Dom undersyger, om Forligslovgivningen er behørig iagttagen. Kun forsåvidt en særskilt Procedure og Påkjendelse af Formaliteten er forlangt af Parterne, afviges der fra denne Fremgangsmåde, Hermed er imidlertid forbunden den Mislighed, at en hel Proces kan spildes derved, at Sagen ender med Afvisning på Grund af Mangler ved Forligsmæglingen, en Ulempe, der i det nye på Umiddelbarhedsprincipet byggede System vilde være endnu langt føleligere end i den skriftlige Procedure I § 157 bestemmes det derfor, at Retten, selv om der ikke fremsættes Formalitetsindsigelser, ved Begyndelsen af den mundtlige Forhandling og forinden Realitetsproceduren af egen Drift har at undersøge, om behørig Forligsmægling har fundet Sted. Ved den Afgjørelfe, som træffes på det nævnte Trin af Sagen, må det da ubetinget have sit Forblivende. Vel kan der førekomme Tilfælde, hvor det først gjennem Realitetsproceduren bliver klart, at en Sag, der umiddelbart er indbragt fol Retten, skulde have været Gjenstand for Forligsprøve. Men når henfees til de få og simple Undtagelser fra Forligsmægling, Udkastet tilsteder, og til det Kjendskab til Sagen, der efter det nye System allerede gjennem Sagsfremstillingerne tilføres Retten, vil dette vistnok blive en Sjældenhed, og den Mulighed, at en enkelt Gang en Sag kan slippe igjennem uden at være blevet underkastet den befalede Forligsprøve, er åbenbart af ringe Betydning overfor de Ulemper, Fastholdelsen af den hidtil fulgte Fremgangsmåde vilde medføre.

I nær Forbindelse med den ovenfor omhandlede Regel står den i Paragrafens Slutning givne Bestemmelse, som går ud på, at når overhovedet Forlig har været forsøgt i Anledning af Sagen, er Forligsklagens Indhold ikke til Hinder for en senere Udvidelse eller Forandring af Søgsmålsgrunde eller

Påstande. I den herskende Retspraxis våges der med megen Strenghed over Efterlevelsen af den Grundsætning, at Intet af en Sags Realitet kan påkjendes ved Retten, som ikke først har været Gjenstand for Forligsmægling. Det hænder derfor ikke sjælden, at en Sag, der i Virkeligheden har været Gjenstand for behørig Forligsmægling, desuagtet afvises, fordi det på Grund af nogen Utydelighed i Forligsklagen eller en ringe Uoverensstemmelse mellem denne og den i Retten nedlagte Påstand ikke med fuldstændig Sikkerhed kan sees, at den stedfundne Forligsprøve har omfattet den føreliggende Sag i sin Helhed. En sådan Formalisme giver rig Anledning til en vidtløftig og spidsfindig Procedure, som ikke yder nogetsomhelst Bidrag til den materielle Rets Fremme, og som det særlig i den mundtlige Rettergang er meget onskeligt at holde borte. Dette opnåes ved den omhandlede Bestemmelse i § 157, uden at den Frihed, Udkastet i så Henseende giver, kan antages at ville medføre noget virkeligt Tab for Forligsmæglingens Kraft og Betydning. En tilsvarende Regel blev iøvrigt for Tyendesagers Vedkommende allerede given ved Lov 10de Mai 1854 § 74.

Hvad angår de Følger, Mangel a behørig Forligsmægling drager efter sig, henholder Udkastet sig i det Væsentlige til den gjældende Ret. Dog er der ved § 157 tillagt Retten Myndighed til i Stedet for Sagens Afvisning at beslutte dens Udsættelse, for at behørig Forligsmægling kan finde Sted. Man er herved gået ud fra, at der med Hensyn til Beskaffenheden af den begåede Fejl efter Omstændighederne vil kunne være Grund til at forskåne en Part for den Ulejlighed og Tidsspilde, der kan flyde af Sagens Afvisning, selv hvor denne — sow det efter Udkastets Regel for Fremtiden vil blive Tilfældet — sker inden Realitetsproceduren.

Om Procesmåden ved Landsretterne.

Her må først henvises til de almindelige Bemærkninger S. 4 ff, hvor de ledende Grundsætninger ere udviklede. Hvad der her bliver Spørgsmål om, er Begrundelsen af de enkelte Bestemmelser, efterhånden som de træde frem. I denne Henseende bemærkes, at man med Forsæt har valgt den kronologiske Ordning af Stoffet, fordi man har ment, at Lovens Fremstilling bliver tydeligst og lettest at fatte, når den skildrede Processens Gang, således som denne i Reglen er, fra Begyndelsen til Enden. Deraf følger med Nødvendighed, at det, som fra et systematisk Synspunkt hører sammen, jævnligen kan blive at adskille i Fremstillingen, og at Motiveringen af de enkelte Bestemmelser jævnlig kan komme til at indeholde Gentagelser.

Om de Skrifter, som vexles mellem Parterne, og om de Skrifter, som skulle forelægges Retten forinden den mundtlige Forhandlings Begyndelse.

Forholdet mellem Kap. I. og Kap. II. er ikke det, at Kap. I. indeholder, hvad der i systematisk Forstand kan kaldes den forberedende Skriftvexling, og Kap. II. alene den mundtlige Forhandling uden at befatte sig med den skriftlige Forberedelse af samme. En sådan Ordning af Stoffet er umulig, når Fremstillingen skal være kronologisk. Thi al Skriftforberedelse ophører ikke fra det Øjeblik, da den mundtlige Forhandling begynder. Det er tvertimod uundgåeligt, at der også, efterhånden som den mundtlige Forhandling strider frem, kan blive Spørgsmål om skriftlig Forberedelse, f. Ex. når det kommer til Bevisførelse (§§ 180 og 182) eller når der bliver Spørgsmål om efterfølgende Fremsættelse af nye Anbringender eller Påstande (§§ 168, 169). Forholdet mellem de nævnte 2 Kapitler er altså dette, at Kap, I. omhandler de

Skrifter, som fremkomme, forinden den mundtlige Forhandling begynder, såvel de i egentlig Forstand blot forberedende Skrifter som de til Grundlag for den mundtlige Forhandling tjenende Skrifter, og Kap, II. omhandler Proceduren, efterat den mundtlige Forhandling er begyndt, både forsåvidt angår Måden, hvorpå og Ordenen, hvori de mundtlige Fremstillinger foregå, og forsåvidt angår de skriftlige Meddelelser, som skulle gå forud for den mundtlige Forhandling.

Som det allerede fremgår af de almindelige Bemærkninger S. 4 ff. må der med Hensyn til de i Kap. I. omhandlede Skrifter skjelnes mellem dem, der blot skulle tjene til at underrette Modparten om det, der agtes anført, men som ikke iøvrigt vedkomme Netten, og dem, som ere beregnede på at tjene til egentlig bindende Grundlag for den mundtlige Forhandling og forsåvidt ere beregnede på at føreligge ikke blot for Parterne, men også for Retten.

I §§ 159, 162, 163 omtales de Skrifter, som blot have til Øjemed at underrette Modparten om, hvad der agtes fremført, men som iøvrigt ikke have nogen anden Betydning for Processen, De ere altså nærmest bestemte til at belære begge Parter således om hinandens Opfattelse af Sagen, at det bliver enhver især af Parterne muligt at formulere bestemte Sagsfremstillinger, der da tjene til bindende Grundlag for den mundtlige Forhandling. Om disse Sagsfremstillinger handles der i §§ 165 og 166. Der efter handles der i § 167 om Sagsfremstillingernes Forhold til den blot forberedende Skrifivexling mellem Parterne, og i §§ 168 og 169 om Forholdet mellem Sagsfremstillingerne og de mundtlige Forhandlinger i Sagen. En Følge af disse Paragrafer er, at Sagsfremstillingerne ikke kunne undværes, men Undladelse af at fremkomme med dem er at sætte lig med Udeblivelse, jfr. § 170, medens derimod den rent forberedende Skriftvexling, forsåvidt Parterne ere enige herom, kan helt bortfalde, når kun Sagsfremstillingerne desuagtet fremskaffes, jfr. § 172.

Når vi nu foreløbig holde os til de

Skrifter, der blot have til Hensigt at give Modparten Underretning, men ikke skulle tjene til Grundlag for den mundtlige Forhandling, møde vi først det Skrift, hvormed Sagsøgeren begynder Processen, nemlig Klageskriftet. Det tjener ikke blot til simpelthen at underrette Modparten om den Fordring, der stilles til ham, men det tjener tillige som Stævning eller med andre Ord som bindende Opfordring til Modparten om at møde for Retten. Forsåvidt indeholde de Klageskriftet vedrørende Paragrafer tillige Stævningsreglerne (jfr. §§ 160 og 161). Med Hensyn til Måden, hvorpå a Sagen indbringes for Retten, ere flere Systemer mulige, imellem hvilke der må vælges væsentlig efter Hensigtsmæssighedsgrunde. Oprindelig havde det været Proceskommissionens Tanke at vælge et System, hvorefter der strax i Klageskriftet stævnedes til den mundtlige Forhandling, således at Sagen i Henhold hertil i sin Tid kom til Forhandling uden videre ordnende Mellemkomst af Retten. Der måtte da i Klagestristet gives et i Loven bestemt Varsel, som måtte være så langt, at Sagsøgtes Tilfvarsskrift såvelsom Sagsøgerens Replik og eventuelt Sagsøgtes Replik samt endvidere Sagsfremstilling fra begge Sider kunde afgives til visse ved Loven bestemte Tider inden Varselets Udløb; Klageskriftet måtte altså, for ved et Exempel at anskueliggjøre dette System, lyde på, at Sagsøgte skulde møde til mundtlig Forhandling 4 Uger efter dets Forkyndelse; 2 Uger efter Klageskriftets Forkyndelse og altså også 2 Uger førend Tægtedagen måtte da Sagsøgte meddele Sagsøgeren sit Tilsvarsskrift; 1 Uge førend Tægtedagen måtte Sagsøgeren meddele sin Replik, hvis han vil afgive nogen, og Sagsøgte måtte da hurtigt derefter f. Ex. inden 24 Timer meddele sin Duplik, hvis han bryder sig om at afgive en saadan, hvad viftnok kun undtagelsesvis vil være Tilfældet; når disse Skrifter forelå, kunde Parterne affatte deres Sagsfremstillinger, med Hensyn til hvilke det da kunde gjøres til Regel, at Sagsøgeren skulde meddele Sagsøgte sin Sagsfremstilling 3 Dage og Sagsøgte Sagsøgeren sin Sagsfremstilling 24 Timer førend den i Klageskriftet bestemte Tægtedag, spå hvilken da den

mundtlige Forhandling kunde og i Reglen også skulde begynde i Henhold til den i Varselets Løb stedfundne og tilendebragte Skriftvexling. Dette System har sine Fordele; navnlig må det ansees som en sådan, at Retten slet ikke behøver at komme i Beroring med Sagen, førend den med det samme kommer til mundtlig Forhandling, hvorved der spares Parterne Retsmødet og Retten selv Ulejlighed. Men Proceskommissionen har dog efter den nøjeste Overvejelse ment at burde opgive Forsøget på at gjennemføre dette System. Thi ved Siden af visse Fordele har det også betydelige Mangler, Navnlig er det ikke istand til at tage alt fornødent Hensyn til den enkelte Sags Beskaffenhed og de Forskelligheder i dens Behandling, som betinges herved. I mange Tilfælde ville de lovbestemte Frister befindes at være længere, end der på nogen Måde behøves, idet selv de simpleste Sager belemres med en Forberedelsesfrist af 4 Uger, i andre Tilfælde vilde de lovbestemte Frister ikke være tilstrækkelig lange, hvilket vistnok vil vise sig med Hensyn til Sagsøgerens Replik, når Sagsøgtes Tilsvarsskrift måtte vise sig at være meget vidtløftigt eller at fremdrage nye og uventede Ting. Skal Skriftforberedelsen indrettes med det fuldstændigste Hensyn til den enkelte Sags Beskaffenhed, må Retten gribe ledende og styrende ind i dens Gang, således at både Skrifternes Antal og de til deres Affattelse givne Frister udmåles efter Hensyn til Parternes Ønske og Sagens Vidtløftighed. Men den Ulempe, at et eller to Netsmøder kunne blive fornødne for at ordne Skriftforberedelem og lægge Eagen til Rette for den mundtlige Forhandling, er, nærmere beset, ikke stor; thi det må vel erindres, at til disse Retsmøder behøver i Reglen ingen andre at møde end Sagførerne, der sædvanligvis vilde være bosiddende ved Landsrettens Sæde, medens hverken Parterne selv eller Vidnerne have Grund til at indfinde sig. Ved hensigtsmæssige Bestemmelser kan der derhos drages Omsorg for, at Retsmøderne blive så sjældne og lidet generende som muligt.

Lovforstaget har føgt at tilfredsstille alle disfe Hensyn ved et System, hvis væsentligste Grundtræk ere disse:

Sagsøgeren begynder med at tilstille Modparten et Klageskrift, ved hvilket denne

dels faar Underretning om Sagens Beskaffenhed, dels kaldes til Møde i Retten med et Varsel af mindst 14 Dage. Senest 4 Dage førend Mødet har Sagsøgte at tilstille Sagsøgeren sit Forsvarsskrift, til hvis Udarbejdelse han altså får mindst 10 Dage, hvilket i Reglen må være tilstrækkeligt. I det Retsmøde, hvori Sagen efter Klageskriftet kommer for, skal imidlertid den mundtlige Forhandling ikke nødvendigvis eller endog kun i Reglen begynde. Hensigten med Mødet er nærmest kun at bestemme, om Skriftvexlingen skal afsluttes eller ikke. Efter hvad Erfaringen andensteds har lært, vil det som oftest være tilstrækkeligt til den mundtlige Forhandlings Forberedelse, at der afgives eet Skrift fra hver Side. I så Fald erklæres Skriftforberedelsen i det foranforte Møde for sluttet, og der berammes et nyt Møde til den mundtlige Forhandling, dels for at Parterne kunne fåe Tid til at udarbejde og fremlægge de Sagsfremstillinger, på hvilke de mundtlige Forhandlinger skulle hvile, dels for at Parterne kunne forberede sig på selve den mundtlige Forhandling. Hvor lang en Frist der skal gives og altså hvor langt eller hvor kort frem i Tiden dette Møde skal berammes, beror på Rettens Bestemmelse. Den vil herved have at tage Hensyn både til dens egne Forretningers Gang og til Parternes Ønsker i Forbindelse med Sagens Beskaffenhed. Men i de hyppigste Tilfælde vil der ikke behøves nogen længere Frist end en Uge. Lovforslaget gjør det endog muligt for Parterne, når de begge ønske det, at fremkalde mundtlig Forhandling strax i det samme Retsmøde, hvortil der i Klageskriftet er stævnet. Når der nemlig kun foreligger et Skrift fra hver Side, og dette ifølge dets Beskaffenhed er egnet til at kunne fremlægges som Sagsfremstilling, er der Intet til Hinder for, at den mundtlige Forhandling strax på Stedet kan foregå, naturligvis forudsat, at Rettens Tid tillader det. Stiller det sig derimod således, at Sagens mundtlige Forhandling ikke ansees for tilstrækkeligt forberedt ved Klageskriftet og Forsvarsskriftet, men at den ene eller

begge Parter onske at fremkomme med yderligere skriftlig Meddelelse til Modparten, kan Skriftvexlingen ikke sluttes i det i §163 omhandlede Møde, men det bliver da — naturligvis efterat Parterne ere hørte — at afgjøre, hvorvidt og hvorledes den skal fortsættes. Lovforslaget stiller da Sagen således, at der strax bestemmes en Tid, inden hvilken de yderligere gjensidige skriftlige Meddelelser skulle gjøres, hvad der i Reglen ikke vil være vanskeligt, og tillige berammes da til en passende Tid derefter den mundtlige Forhandling, ved hvilken Fremgangsmåde det skal opnåes, at der i Reglen ikke vil behøves flere Retsmøder i Anledning af Skriftforberedelsen. Altså for at anskueliggøre Fremgangsmåden ved et Exempel: når Klageskriftet falder i Rette den 24de Juli, men Sagsøgeren i dette Møde erklærer, at han må afgive en Replik i Anledning af Sagsøgtes Tilsvar, og denne som en Følge heraf reserverer sig at fremkomme med en Duplik, vil Retten kunne bestemme, at Skriftvexlingen skal være sluttet den 12te August, således at Repliken skal være meddelt Sagsøgte inden den 5te August, og at den mundtlige Forhandling derefter skal finde Sted den 19de August. På denne Måde vil der sågodtsom altid blive givet tilstrækkelig Tid og Lejlighed til den mundtlige Forhandlings Forberedelse ved Skrift. Men skulde det i et enkelt Tilfælde vise sig, at de fastsatte Frister ej have været tilstrækkelige, enten på Grund af Sagens Vidtløftighed, eller fordi Parterne have måttet indhente Oplysninger, hvortil en uventet lang Tid er medgået, er der åbnet Retten Adgang til på den Dag, da den mundtlige Forhandling ellers skulde have begyndt, at udsætte Sagen, jfr. § 163 Slutning.

Til det Anførte bliver endvidere at føje, at det endog uden Retstab er tilladt enhver især af Parterne såvelsom begge Parterne at udeblive fra det i Klageskriftet angivne Retsmøde. Bryder en Part sig ikke om at stedes til yderligere skriftlige Meddelelser, behøver han slet ikke at ulejlige sig med at møde. Hans Udeblivelse i det nævnte Møde har kun til Følge, at han ansees for at samtykke i, at Sagen går til mundtlig Forhandling, jfr. §

164. Den eneste meget ringe Ulempe, som kan følge af Udeblivelsen for den, der ej ønsker at stedes til yderligere skriftlig Meddelelse, er kun den, at han ikke faar sejlighed til at lade sin Stemme hore med Hensyn til Bestemmelsen af Mødet til mundtlig Forhandling. Ellers kan den eller de Udeblivende gå ud fra, at Sagen i det i § 163 omtalte Møde vil være fat til mundtlig Forhandling; om Tiden herfor kan han altid erhverve Underretning på Rettens Kontor, I nøje Overensstemmelse hermed står også Bestemmelsen i § 171 om Følgerne af, at Indstævnte undlader at afgive Tilsvarsstrift til den fastsatte Tid. Han bliver nemlig i så Fald kun at anse som den, der samtykker i, at Sagen går til mundtlig Forhandling allerede i det i Varselspåtegningen angivne Møde. Videre Følger indtræde ikke. Det påhviler da enhver især af Parterne at afgive deres Sagsfremstillinger inden de befalede Frister forud for dette Møde, og med Hensyn til Følgerne af, at Sagsfremstillingerne indeholde Ting, hvorpå Modparten ej ved forudgående Meddelelse er bleven behørig forberedt, komme de almindelige Regler til Anvendelse, jfr. herved § 167.

Forstjellige fra de i §§ 159, 162 og 163 omhandlede Skrifter, der kun ere bestemte til at underrette Parterne indbyrdes om det, enhver af dem agter at fremføre, men ikke ere beregnede på at tjene til Rettens Belæring, ere Sagsfremstillingerne, som skulle på eengang tjene til Grundlag for den mundtlige Forhandling og tillige meddele Retten den fornødne foreløbige Oplysning om Sagen. Hvad disse angår, foreskrives det i § 165, at Sagsøgeren stal 3 Dage og Sagsøgte Dagen forinden det til den mundtlige Forhandlings Begyndelse bestemte Retsmøde meddele deres respektive Modpart deres Sagsfremstilling. Det er en Selvfølge, at Retten ved Bestemmelsen af Tiden til den mundtlige Forhandling må tage Hensyn til, at der levnes Sagsøgeren den fornødne Tid til at udarbejde Sagsfremstillingen, efterat han har fået Modpartens sidste skriftlige Meddelelse; men det vil på den anden Side findes naturligt, at hertil ikke indrømmes altfor lang

Tid, fordi Sagsfremstillingen netop efter Lovens Hensigt og Mening ikke skal eller må være en lang skriftlig Udvikling, men kun et kort sammentrængt Aktstykke, jfr. § 166.

Det kunde synes at være en overflødig og besværende Ordning, at Parterne både til hinandens Underretning skulle meddele Klageskrift, Tilsvarsskrift, Replik osv. og tillige som Grundlag for den mundtlige Forhandling fremlægge og meddele hinanden Sagsfremstillinger. Det bliver en dobbelt Række af Skrifter, som fordres af dem, og i mange Tilfælde ville Sagsfremstillingerne ikke være Andet end en Gjentagelse af de forudgående skriftlige Meddelelser. Kommissionen er imidlertid efter nøje og gjentagen Overvejelse af dette Punkt kommet til det Resultat, at Lovforslagets hele Karakter, navnlig den stærke Koncentration af Bevisførelsen, som Umiddelbarhedsprincipet kræver, med Nødvendighed fordrer en sådan Ordning, men ved Siden heraf har man også været betænkt på at indføre alle de Lempelser i Systemets Anvendelse, som ere mulige. Når der føreligger mere end et Skrift fra hver Side, vil det ikke kunne gå an at procedere Sagen umiddelbart på Grundlag af den forberedende Skriftvexling. Man vilde da blive belemret med et Apparat, som vilde tynge på den mundtlige Forhandling, og stå Fare for, at man ikke fik en virkelig mundtlig Procedure, men snarere en skriftlig Procedure med en mundtlig Slutningsforhandling. Det må derfor fordres, at der ikke foreligger mere end eet skriftligt Aktstykke fra hver Side som Grundlag for den mundtlige Forhandling, og det må endvidere fordres, at dette Aktstykke er affattet med Klarhed og Bestemthed, men tillige på en meget sammentrængt Måde, Fordringer, der så tydeligt som muligt ere skildrede i § 166. Men når der kun foreligger Klageskrift og Tilsvarsskrift og ikke andre eller flere Skrifter fra nogen af Siderne, og naar derhos disse Skrifter tilfredsstille de Fordringer, der opstilles i § 166, navnlig altså angive Påstandene fuldstændigt og bestemt og indeholde de disse begrundende Fakta uden lange juridiske Deduktioner, kan der ikke være nogen Betænkelighed ved at tillade, at de benyttes i Stedet

for Sagsfremstillinger, og at Sagen procederes på Grundlag af dem. Herved er der vist Vejen til en stor Simplifikation af det skriftlige Grundlag, en Anvisning, som sikkert vil blive fulgt, efterhånden som Sagførerne mere og mere lære at indse, bvor megen Lettelse den mundtlige Procedure yder dem, og hvor overflødige skrevne Meddelelser ere i alle mindre og simplere Sager, som fuldkomment vel kunne forståes alene efter den mundtlige Fremstilling.

Medens det forbeholdes senere at komme tilbage til Spørgsmålet om Forholdet mellem Sagsfremstillingerne og den mundtlige Forhandling, skal der her dvæles noget ved Spørgsmålet om Forholdet mellem Skriftforberedelsen (Klageskrift, Tilsvarsskrift osv.) og Sagsfremstillingerne, Det er allerede ovenfor S. 6 i Korthed antydet, at Skriftforberedelsen kun har til Hensigt at underrette Modparten om, hvad man har isinde at gjøre gjældende, og forsåvidt kan det siges, at den egentlig kun sigter til at forberede enhver især af Parterne til at affatte hans Sagsfremstilling. For at et fast Grundlag for den mundtlige Procedure kan vindes, og for at enhver især af Parterne med Sikkerhed kan stille og forme sine endelige Påstande og angive de Omstændigheder, hvorpå han begrunder dem — hvilket skal ske i Sagsfremstillingerne —, er det nødvendigt i det Væsentlige at kjende Modpartens Opfattelse af Sagen, vide, hvad han indrømmer, og hvad han bestrider, vide, om Uenigheden ligger i Opfattelsen af Retsspørgsmålet, eller om den ligger i Opfattelsen af Sagens faktiske Sammenhæng, og hvorvidt den i den ene eller den anden af disse Henseender strækker sig. At sætte Parterne i gjensidig Kundskab herom er Skriftforberedelsens Opgave. Den er forsåvidt at ligne ved en regelbunden Brevvexling mellem Parterne, der går forud for den egentlige Rettergang, og den kan derfor erstattes ved Meddelelser af privat Natur, værc sig skriftlige eller mundtlige, som indeholde det Samme. Herpå er der tænkt ved Bestemmelsen i § 172. Når det hedder der, at al Skristvexling, derunder også Klageskrifts Meddelelse, forud for det i § 167 omhandlede

Retsmøde kan aldeles bortfalde efter Overenskomst mellem Parterne, er det forudsat, at disse eller rettere deres Sagførere i mange Tilfælde ville kunne enes om ved private skriftlige eller mundtlige Konferencer at meddele hinanden deres Opfattelse af Sagen, således at de i Henhold hertil kunne affatte deres Sagsfremstillinger uden videre Skriftforberedelse og derefter procedere Eagen mundtlig muligen endogså strax i samme Retsmøde, en Fremgangsmåde, hvorved der vil kunne opnåes en stor Simpelhed og Hurtighed i Proceduren. Men når der, afset herfra, spørges om Forholdet mellem Skriftforberedelsen og Sagsfremstillingerne, giver § 167 Reglen i fuldkommen Samklang med de her angivne Synspunkter. Retten undersøger ikke i Embeds Medfør, om Sagsfremstillingerne indeholde Noget, hvorpå vedkommende Part ej kan siges at være bleven tilbørlig forberedt ved Skriftvexlingen; af egen Drift behøver den end ikke at gjennemlæse Skriftvexlingen og vil i Reglen ej heller gjøre det, men holde sig udelukkende til Sagsfremstillingerne. Kun når en Part fremsætter den Indsigelse, at Modpartens Sagsfremstilling indeholder Påstande, Indsigelser, Benægtelser eller faktiske Anbringender, på hvilke han ikke gjennem Skriftvexlingen er bleven behørig forberedt, har Retten at fætte sig i Bevægelse og undersøge Modsigelsens Berettigelse. Skriftforberedelsens Øjemed kræver selvfølgelig, at Parten ikke må overraskes derved, at Modpartens Sagsfremstilling indeholder slig nye Ting, og når Rettens Beskyttelse kræves i stige Tilfælde, må den ydes. Det bliver da at bedømme efter et rimeligt og fornuftigt skjøn over Striftforberedelsen og Sagsfremstillingen i det Hele, om det med Feje kan siges, at vedkommende Part efter Skriftforberedelfens Indhold i det Hele ikke havde kunnet vente det Nye, som Sagsfremstillingen siges at indeholde, og virkelig kan beklage sig over at være bleven overrasket. Ved Afgjørelse heraf skal Retten ikke hengive sig til smålig Ordfortolkning; det kommer ikke an på, at netop de samme Ord og Udtryk ere benyttede i Skriftforberedelsen som i Sagsfremstillingen, men kun på, om det i Sagsfremstillingen

Indeholdte efter Skriftforberedelsen i dens Helhed virkelig kan siges at være Noget, der ej kunde ventes fremfort. Findes Indsigelsen grundet, har vedkommende Part naturligt Krav på at værnes mod den Overraskelse, som han truedes med, men han har heller ikke Krav på Andet eller Mere, og navnlig ikke Krav på, at Modparten skal prækluderes med det Nye, han vil gjøre gjældende. Derfor bestemmer § 167, at når Modsigelsen findes grundet, skal der på Begjæring gives vedkommende Part, der klager over Overraskelse, Lejlighed til at forandre eller fuldstændiggjøre sin Sagsfremstilling, forsåvidt de Afvigelser, fra hvad der efter Skriflforberedelsen lunde ventes, som Modpartens Sagsfremstilling indeholder, måtte give ham Anledning dertil, og det bestemmes tillige, at forsåvidt han mener ikke at kunne strax på Stedet foretage disse Forandringer og Tilføjelser i sin Sagsfremstilling, men at måtte overveje Sagen nærmere, kan der hertil gives ham Udsættelse. Hvor Forandringerne og Tilføjelserne foretages på Stedet, foranlediges herved ingen særegne Omkostninger eller Spild af Tid, men dersom der gives Udsættelse, foreligger der altså et forgjæves Møde, og de herved forvoldte Omkostninger kunne da pålægges den Part, som er gået udenfor eller afveget fra Skriftvexlingen. Denne Udsigt til at komme til at bære Omkostningerne er at anse som en heldbringende Tvang på Parterne til at undgå disse Afvigelser. Men iøvrigt vil der også føreligge andre Grunde hertil. Den Part, der ønsker Sagen hurtigt fremmet, og det vil i Almindelighed være Tilfældet med Sagsøgeren, vil være opfordret til Påpasselighed og Nøjagtighed derved, at han ellers udsætter sig for at fåe Sagen udsat, og forsåvidt Modparten angår, da kunde det vel tænkes, at han for at udhale Sagen vilde lade slige Uoverensstemmelser indflyve og måske endog ikke bryde sig synderligt om, at der pålægges ham Omkostninger ved det forgjæves Møde, men herved bliver at bemærke, at Sagsøgeren under sådanne Omstændigheder er interesseret i ikke uden den største Nødventighed at gjøre Indsigelser mod Sagsfremstillingen og navnlig i ikke at tage

Udsættelse for at forandre eller fuldstændiggjøre fin egen Sagsfremstilling, men såvidt muligt gjøre det på Stedet.

Af det Anførte fremgår, at Skriftforberedelsens Rolle er udspillet, når Sagsfremstillinger foreligge enten uforandrede eller med Ændringer i Henhold til § 167; fra det Øjeblik af kan Skriftforberedelsen gjerne tilintetgjøres, thi den bruges ikke mere, og dens Indhold er ligegyldigt for Sagens videre Behandling. Anderledes er det med Sagsfremstillingerne. Disse danne et nødvendigt Grundlag for de mundtlige Forhandlinger i Sagen, der i en vis Forstand, hvorom nærmere nedenfor, kan siges at være bindende.

Heraf følger for det Første, at Sagsfremstillingerne*) ikke kunne bortfalde således som den forudgående Skriftvexling; de udgjøre så at sige nødvendige Tilbehør til Mødet i Sagen; derfor bestemmer Lovforslaget også i § 170, at den, der undlader i det til den mundtlige Forhandling bestemte Møde at fremlægge Sagsfremstilling såvelsom den, der forsømmer at meddele Modparten en sådan i rette Tid forud for Mødet, ansees som udebleven, en Følge, som ingensinde forbindes med Undladelse af te forudgående Skrifters Meddelelse. Det kan altså ikke nytte at fremstille sig til mundtlig Forhandling, når man ikte har opfyldt Lovens Bud i Henseende til at meddele Modparten sin Sagsfremstilling en vis Tid forud for Mødet og ikke er rede til at opfylde Lovens Bud ved for Retten at fremlægge sin Sagsfremstilling i selve Mødet. Møde til den mundtlige Forhandling uden denne nødvendige Forberedelse betragtes som intet Møde. Kun forsåvidt Retten måtte finde, at Undladelsen af at meddele Modparten Sagsfremstilling eller af at førelægge Retten en sådan kan undstyldes, står det i dens Magt at befri vedkommende Part for at ansees som udebleven ved at give ham Udsættelse til at iagttage det Fornødne i Henseende til Sagsfremstillings Tilvejebringelse og Meddelelse til Modparten. Men det følger naturligvis af sig selv, at dersom Lovens Bud ikke efter-

*) Et andet Spørgsmål er, hvor fuldstændigt deres Indhold behøver at være, hvorom senere.

kommes i den Tid, hvori Sagen er udsat, indtræde Udeblivelsesfølgerne ubetinget.

For det Andet er det føreskrevet i § 169, at når der sker Forandringer i de oprindelige Sagsfremstillingers Indhold derved, at det tillades en Part at fremføre nye Påstande eller nye Benægtelser, Indsigelser eller Søgsmålsgrunde, som ikke indeholdes i de oprindelige Sagsfremstillinger, skal der fremlægges skriftlige Fremstillinger af disse nye eller forandrede Påstande, eller faktiske Anbringender som Tillæg til de oprindelige Sagsfremstillinger. Har der manglet vedkommende Part den fornødne Tid til førend Retsmødet at affatte og tilvejebringe fådanne Tillæg til Sagsfremstillingerne, må der i selve Retsmødet foregå en Tilførsel til Protokollen, hvoraf det fremgår, hvori Forandringerne i eller Tilføjelserne til de oprindelige Sagsfremstillinger bestå; thi en skriftlig Firering heraf på den ene eller anden Måde må ikke mangle.

For det Tredie fremgår det af § 168, at der i Reglen ikke under den mundtlige Forhandling mod Modpartens Protest kan fremsættes Påstande eller faktiske Anbringender, der ligge udenfor de oprindelige Sagsfremstillinger; forsåvidt kunne disse siges at være bindende for den mundtlige Forhandling, Dog kan Retten, sålænge Sagen ikke er optaget til Dom eller Beviskjendelse, endog mod Modpartens Protest tillade, at Påstande eller faktiske Anbringender, der ligge udenfor Sagsfremstillingerne, fremsættes på den i § 168 2det Stykke angivne Måde, når det efter Omstændighederne findes undskyldeligt, at vedkommende Part ikke er fremkommet hermed tidligere, men der skal da på den i § 169 føreskrevne Måde sørges for, at disse nye Påstande eller faktiske Anbringender fireres ved Skrift. Er Sagen optagen til Dom eller Beviskjendelse, kan ingen af Parterne uden Modpartens Samtykke erholde Adgang til at fremsætte Påstande eller faktiske Anbringender, som ligge udenfor de oprindelige Sagsfremstillinger, eller som ikke ere fremkomne som Tillæg til disse ifølge § 168 2det Stykte.

Forsåvidt der i Henhold hertil spørges, i hvilken Forstand Sagsfremstillingerne da kunne

siges at være bindende og bestemmende for den mundtlige Forhandling, bliver det nødvendigt at sammenholde §§ 168 og 169 med § 270. Det vil da fremgå, at Forholdet i Overensstemmelse med den mundtlige Procedures Fordringer er ordnet således, at den ene Part kan protestere imod, at den anden Part fremkommer med Noget, som ligger udenfor Sagsfremstillingerne, men Retten skal ikke på Embeds Vegne overholde sådan Overensstemmelse. Sagsfremstillingerne skulle i den Forstand afgive et fast Grundlag for den mundtlige Forhandling, at Parterne ikke under denne skulle kunne overraskes med Noget, hvorpå de ej kunne være forberedte, ligesom de skulle afgive en Sikkerhed for, at Proceduren foregår med Sikkerhed og Orden, de tjene selvfølgelig også til at give Netten et foreløbigt og almindeligt Begreb om Sagens Indhold, men heller ikke videre, thi Retten skal domme efter den mundtlige Forhandling og for Rettens Skyld er det ligegyldigt, om det, der anføres i denne, ligger udenfor Sagsfremstillingen eller ikke. I Samklang hermed er det også befalet den Part, der vil fremkomme med nye Anbringender eller Påstande i den mundtlige Forhandling, at drage Omsorg for, at disses Indhold fastslåes ved Skrift på den ene eller den anden Mande, ligesom det er tilladt under Proceduren at forlange Indrømmelser, Tilståelser o. desl. optegnede i Protokollen, men Retten skal ikke i Embeds Medfør udvikle nogen Virksomhed for at bringe eller vedligeholde Overensstemmelse meldet skriftlige Grundlag og den mundtlige Forhandling. Herpå ligger der meget stor Vægt. Thi hvis Retten i Embeds Medfør skal overholde Overensstemmelse mellem det skriftlige Grundlag og den mundtlige Forhandling, går Mundtligheden og dens ejendommelige Fordele for den væsentligste Del tabt. For det Første ville da alle Vedkommende stole på, at det skriftlige Grundlag indeholder Alt, hvad det kommer an på; den mundtlige Forhandling synker ned til en blot Gjentagelse eller i det Højeste en videre Udvikling og Forklaring af hvad der allerede er givet i Skrift, hvorved den naturligvis taber overordentlig meget i Interesse, medens det skriftlige Grundlag får

en Vigtighed, som gjør, at det vil svulme mere og mere op, Omstændigheder, der naturligvis i et Land, hvor den skriftlige Procedure er tilvant, ville virke dobbelt hæmmende på Udviklingen af den mundtlige Forhandlings. Dernæst vil det aldeles ødelægge den mundtlige Forhandlings naturlige Liv og Friskhed, når Retten hvert Øjeblik stal afbryde Foredragene for at lade diktere til Protokollen, hvergang der forekommer Noget, som synes at ligge udenfor Sagsfremstillingerne; det vil idelig gennembryde de mundtlige Foredrag og derved svække Indtrykket af dem, gjøre Forhandlingen slæbende og kjedsommelig og derhos yderst langsom og besværlig for Dommerne, Anderledes stiller det sig, når Retten umiddelbart dømmer efter de mundtlige Foredrag og ikke har at bekymre sig om det skriftlige Grundlag, sålænge Parterne ej gjøre Noget gjældende i så Henseende, Den mundtlige Forhandling bliver da Hovedsagen, og Alle vide, at den er Grundlaget for Rettens Opfattelse og Dom. Dertil kommer, at den i det Hele vil kunne bevæge sig med Frihed og Lethed, thi det hører efter Erfaringens Vidnesbyrd til Undtagelserne, at Parterne gjøre Indsigelser angående Uoverensstemmelse mellem de mundtlige Foredrag og det skriftlige Grundlag, medens Undersøgelser herom må høre til det Regelmæssige, når Retten i Embeds Medfør stal påse dette Punkt. Kun i eet Punkt pålægger Lovforslaget Retten på Embeds Vegne at påse Overensstemmelse mellem det skriftlige Grundlag og den mundtlige Forhandling, Det bestemmer nemlig i § 270, at alle Påstande, som ere stillede på behørig Måde i Overensstemmelse med §§ 166, 167, 168 og 169, må påkjendes udtrykkelig eller stiltiende, hvorimod der ikke tages Hensyn til de Tilføjelser eller Forandringer i Påstandene, som måtte være foretagne uden Hjemmel i disse Paragrafers Bestemmelser. Med Hensyn til Påstandene stal Retten altså påse, at enhver Forandring i eller Tilføjelse til dem fastslåes ved Skrift på de i §§ 168 og 169 angivne Måder; i modsat Fald kan der ikke ved Påkjendelsen tages Hensyn til dem. Men ellers, ɔ: asset fra denne Regel om Påstandene, afsiges ifølge § 270 2det

Stykke Dommen på Grundlag af den mundtlige Forhandling og Bevisførelse, og der tages forsåuidt intet Hensyn til det skriftlige Grundlag. Det må imidlertid erkjendes, at denne Regel ikke kan svække Mundtligheden. En Forpligtelse for Retten til ikke i Påkjendelsen at gå udenfor de skriftligt fremsatte Påstande kan ikke medføre en sådan ængstelig og smålig Undersøgelse af det skriftlige Grundlag, hvorved den mundtlige Procedures naturlige Liv og Friskhed kan svækkes, og forsåvidt en sådan Regel måtte medføre, at der af og til under Forhandlingen må gjøres Protokoltilførsler, ville disse, når de kun angå Påstanden, være så korte og simple, at Forhandlingerne ikke kunne førstyrres eller af brydes derved.

Efter disse almindelige Bemærkninger stal der endnu gives nogle speciellere Oplysninger med Hensyn til de enkelte Paragrafer i dette Kapitel.

Klageskriftet omhandles i § 159. De Regler, som i denne Paragraf gives angående hvad det skal indeholde, ville let forståes. Kun med Hensyn til Litr. c skal det fremhæves, at Klageskriftet tillige skal gjælde som Stævning, idet det stal indeholde en Opfordring til Sagsøgte om at møde for den i Klageskriftet benævnte Ret på den Dag, som Rettens Formand ved Påtegning på Klageskriftet bestemmer. Rettens Formand må sørge for, at Sagen ikke berammes til Foretagelse tidligere, end at Sagsøgeren kan forkynde Klageskriftet med lovligt Varsel, jfr. § 161, men iøvrigt bør Sagen naturligvis fremmes så hurtigt, som Rettens øvrige Forretninger tillade. I denne Forstand redkomme Reglerne om Stævnevarselet Rettens Formand, men ellers bliver det, når Klageskriftet med Berammelsespåtegning er tilbagegivet Sagsøgeren, dennes egen Sag at lade det forkynde i rette Tid og på behørig Måde. Reglerne om Stævnevarselet ere iøvrigt yderst simple. Boer eller opholder Sagsøgte sig indenfor Landsretskredsen, skal der gives ham 14 Dages Varsel, boer eller opholder han sig indenfor Kongerigets Grænser, men udenfor Landsretskredsen, skal der gives ham 3 Ugers Varsel; ellers bestemmer

Rettens Formand Varselet efter det foreliggende Tilfældes Beskaffenhed. Når der bruges Udtrykket „boer eller opholder sig", betyder dette „boer" eller subsidiært, forsåvidt Vedkommende ikke har Bopæs, „opholder sig". Der tages altså ved Stævnevarselets Ansættelse kun Hensyn til Bopælen, hvor en sådan haves — hvad der naturligvis er Reglen —, hvorimod Fraværelse fra Bopælen ikke begrunder nogen Forlængelse af Stævnevarselet. At derimod Fraværelse fra Bopælen ved Klageskriftets Påtegnelse kan foranledige Udsættelse senere under Sagens Gang, er en anden Sag, jfr, § 170, ligesom også ny Foretagelse af Sagen kan blive at bevilge efter § 327, når Sagsøgte oplyser, at han på Gruno af Fraværelsen ej har kunnet forsvare sig på behørig Måde.

Med Hensyn til Slntningsbestemmeljen i § 159 bemærkes, at den hænger sammen med den nye Regel i § 157, hvorefter Spørgsmål om Forligsprøvens Behørighed skulle afgjøres ved Begyndelsen af den mundtlige Forhandling og forinden Realitetsproceduren.

I § 162 omtales Sagsøgtes Tilsvarsskrift og dettes regelmæssige Indhold, om hvilket der ikke behøver at bemærkes Videre. Det kan imidlertid tænkes, at Sagsøgte rent undlader at afgive noget Tilsvarsskrift. I så Fald er han dels underkastet den i § 171 bestemte Følge, nemlig at Sagen strar går til mundtlig Forhandling, dels må han finde sig i, at alle Meddelelser til ham fra Sagsøgeren gyldigen kunne ske på Rettens Skriverkontor, jfr, § 171. Dog kan han, skjønt han ikke iøvrigt afgiver noget Tilsvarsskrift og skjont Sagen derefter går til mundtlig Forhandling, afværge dette Sidste ved at gjøre Sagsøgeren en Meddelelse af det i § 162 Litr. a angivne Indhold. Sagsøgeren er navnlig da pligtig at rette sine Meddelelser til det opgivne Sted istedetfor at afgive dem på Retsskriverkontoret.

Om §§ 163 og 164 er der talt i det Foregående. Som det vil sees, er der lagt an på at give Reglerne en stor Bojelighed. I simple Sager, og når Parterne ønske at fremme Sagen hurtigt, kan delte ske ifølge § 163 1ste Stykke, jfr. § 165 2det Stykke,

ligesom og såvel begge Parter som efter Omstændigherne enhver ifær af dem ifølge § 164 kunne flippe for yderligere Moder under Skriftverlingen, når de ej have Videre at anføre.

Det folger af sig selv, at Rettens Formand ved Brrammelfen af Modet til den mundtlige Forhandlings Begyndelse har at drage Omsorg for, at der levnes Parterne den fornsdne Tid til at efterkomme § 165. Vagsogeren skal have såmegen Tid, at han kan udarbejde sin Sagsfremstilling, altså idetmindste et Par Dage, Sagsøgte får efter § 165 lidt over 2 Dage til at affatte sin Sagsfremstilling. Når der kun gives temmelig forte Frister til Sagsfremstillingernes Affattelse, er det begmndet i, at Parterne, efterhaanden som Skriftvexlingen udvikler sig, have fået så tilstrækkelig Kundskab om Sagen og så megen Anledning til at overveje, hvilken Stilling de ville indtage, at de i Reg« len ikke ville behøve længere Tid til at affatte deres Sagsfremstillinger; men skulde det i et enkelt Tilfælde forekomme, at de givne Tidsfrister ej ere tilstrækkelige, åbner § 170 2det Stykke en Adgang til Udsættelse med Sagsfremstillingernes Affattelse, der dog med Forsæt er indrettet således, at vedkommende Part skal løbe den Risiko at blive anset for udesleven, hvis Retten ikke godkjender hans Grunde til at iåe Udsættelse. Det er nemlig nødvendigt, at der på den ene Side må være en Tvang på Parterne til ikke uden bydende Nødvendighed at tilsidesætte de as Retten givne Frister, på den anden Side en Adgang til at fri den, som har virkelige og gode Undskyldningsgrunde, fra de betydelige Folger af ikke at fremlægge Sagsfremstilling gen i rette Tid.

I § 166 angives det nærmere, hvorledes Sagsfremstillingerne skulle være indrettede. Loven kan ikke gjore Andet end give Forskrifter i denne Retning, der så tydeligt som muligt betegne, at Sagsfremstillingerne skulle være sammentrængte Fremstillinger af Sagens Sammenhæng fra vedkommende Parts Standpunkt og de i Henhold hertil af ham stillede Påstande uden Udvikling af Relsspørgsmålet. Det er ønskeligt, at Parterne beslitte sig på

al den Korthed, som er førenelig med Hensigten, og der er også Grund til at vente, at det i Tidens Længde vil blive et Mål for Sagfsrernes Bestræbelser at gjøre det, når de lære at indse, at fornøden Vidtløftighed aldeles ikke gavner, men tverimod er ilde set af Retterne, Men det ligger i Tingenes Natur, at Parterne ikke direkte kunne tvinges til Kortfattethed. Det eneste egentlige Retsmiddel, der haves i så Henseende, består deri, at Retten må kunne nægte at modtage Skrifter, som åbenbart afvige fra hvad der er føreskrevet i § 166. Den Part, hvis Sagsfremstilling tilbagevises på denne Måde, bor vel strengt taget anfees som den, der ingen Sagsfremstilling har afgivet, men Retten har dog i § 170 2det Stykke en Befojelse til at vælge den mildere Udvej at udsætte Sagen og derved give vedkommende Part Lejlighed til at afhjælpe Manglen, jfr, de almindelige Udtryk „eller når der iøvrigt hertil er tilstrækkelig Grund“.

I § 167 omhandles Forholdet mellem den forberedende Skriftverling og Sagsfremstillingerne; herom er det Fornødne bemærket foran.

I § 168 handles der om Forholdet mellem Sagsfremstillingerne og om mundtlige Forhandling, Grundsætningerne herfor ere fremstillede i det Foregående. Med Hensyn til Enkelthederne bemærkes, at der skjelnes mellem, om Sagen er optaget til Dom eller Beviskjendelse eller ikke. Ifølge den hele Ordning af Proceduren, som lægges til Grund i Lovforslaget, og hvorom der handles i næste Kapitel, må disse to Ting sættes i Klasse med hinanden. Den Del af Proceduren, som ligger forud for Beviskjendelsen, må nemlig i Reglen betragtes som noget Afsluttet, der ikke mere kan forandres eller omgjøres. Som en Følge heraf må det opstilles som Grundsætning, at der ikke uden med Parternes Samtykke kan fremkomme nye Påstande eller nye Benægtelser, Indsigelser eller Sogs« målsgrunde, efter at Sagen er optaget til Dom eller Beviskjendelse, ligesom efter den gjældende Ret Reassumtion i Reglen ikke kan finde Sted uden begge Parters Samtykke. Sålænge Sagen ikke er optaget til Dom

eller Beviskjendelse, kan Retten efter Lovforstaget tillade, at nye Påstande og nye faktiske Anbringender under visse Betingelser kunne fremsættes. På den ene Side kræver Hensynet til Procedurens Orden og Regelmæssighed, at Parterne ej uden videre kunne fremsætte nye Påstande og nye faktiske Anbringender, som de ligeså godt kunde have fremsat i rette Tid, men på den anden Side vilde det formentligt være for strengt, om de ubetinget skulde være vrækluderede hermed. Det er derfor fundet rigtigst at overlade til Retten at tage Bestemmelse, om det skal tillades dem eller ikke. Hvad der i denne Henseende navnlig må komme i Betragtning, er, om det efter Omstændighederne findes undskyldeligt, at vedkommende Part ikke tidligere er fremkommet med vedkommende nye Påstande eller faktiske Anbringender.

Om Tagens Behandling, eftcrat den mundtlige Forhandling er begyndt.

Gzenstanden for dette Kapitel er at fremstille Sagens videre Gang, efterat den mundtlige Forhandling er begyndt. Kun forsåvidt er denne Betegnelse mindre korrekt, som Z 173 åbner Mulighed for, at en mundtlig Forhandling om Formalitetsindsigelserne kan finde Sted i det i § 163 omhandlede ved Varselspåtegningen bestemte Msde, der ikke selv er bestemt til den mundtlige Forhandling, men egentlig kun til at tage Bestemmelse om dennes Begyndelse. Men asset herfra handler Kapitlet ellers kun om den Del af Sagens Behandling, som føregår efter det Retsmode, i hvilket den mundtlige Forhandling efter forudgået Berammelse hertil tager sin Begyndelse.

Da Parterne i Reglen ville give Møde i det i § 163 omhandlede ved Varselspåtegningen bestemte Mede, kan det efter Omskændighederne være hensigtsmæssigt, at dette Môde benyttes til at afgjøre Formalitetsindsigelser. Sædvanligvis vil det være i begge Parters og især i Sagsøgerens Interesse at

fåe Formalitetsindsigelser afgjorte så hurtigt under Processen som muligt, for at der i Tilfælde af Sagens Afvisning kan spares såmegen Tid og Procedure som muligt. Det bestemmes derfor, at enhver af Parterne i dette Retsmode kan fremsætte Formalitetsindsigelser, og at disse skulle tages, under Påkjendelse, hvis Netten ikke sinder det rigtigere at udskyde Afgjørelsen af dem. Det er altså ikke nødvendigt at fremføre nogen Art af Formalitetsindsigelser i det heromhandlede Retsmode, ingcn Art af Formalitetsindsigelser komme for silde, fordi de ikke anføres i det; de kunne altid gyldigjen gfemmes til det til den mundtlige Forhandlings Begyndelse bestemte Møde. Det er kun en Tilladelse til at fremsætte Formalitetsindsigelser uden Hensyn til, om Modparten ønsker dem behandlede på dette Trin af Sagen, hvorom der her er Tale, ligesom også Retten kan udskyde Proceduren og Afgjørelsen i Anledning af fremsatte Formalitetsindsigelser, når den finder det hensigtsmæssigt, uden at Parterne, endog om de ere enige, have Ret til at modsætte sig dette. Medens dette udtales i § 173 1ste Stykke, gives der i Forbindelse hermed i Paragrafens 2det Stykke en Regel, som er særegen for det Tilfælde, at Formalitetsindsigelserne fremsættes allerede i det i § 163 omhandlede Retsmode, nemlig at når Sagsøgtes Anker gå ud på, at Klageskriftet ikke er behørig meddelt eller at der ikke er givet ham behørigt Varsel, bliver Sagen i Tilfælde af, at Anken findes grundet, dog ikke at afvise, forsåvidt Manglerne kunne afhjælpes ved at give Sagsøgte en yderligere Frist til at fremkomme med sit Tilsvarsskrift. Når der klages over mangelfuld Forkyndelse eller for kort Varsel, vil nemlig Sagsøgtes virkelige Interesse i Reglen kunne ske Fyldest ved en passende Forlængelse af Tidcn til at give Tilfvar. Får han det, vil han ikke iøvrigt kunne med Føje beklage sig over de begåede Fejl. Anser altså Retten hans Anker i så Henseende for begrundede, kan den ved Bestemmelsen af Tiden for den mundtlige Forhandlings Begyndelse forge for, at han får den ham med Rette tilkommende Tid til at forberede sit Forsvar, men en fuldstændig Afvisning af

Sagen er aldeles unødvendig. Gå derimod de fremsatte Formalitetsindsigelser ud på andre Ting, f. Er, at Værnethingef er urigtigt, at Parterne ej ere rådige over Processen, at Sagen ej horer under Domstolenes Afgjørelse eller dog ej for Tiden kan indbringes for disse osv., finder Afvisning Sted, hvis Indsigelserne ansees for grundede.

Fremsættes vedkommende Formalitetsindsigelser ikke i det i § 163 omhandlede Retsmøde eller udskuder Netten deres Afgjorelse, kommer Hovedreglen i § 174 til Anvendelse. Det bestemmes her, at samtlige Formalitetsindsigelser fra Parternes Side skulle fremsættes i det til den mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde, forinden Forhandlingerne om Sagens Realitet begynde, en Regel, der ifølge sin Natur ikke gjælder om de Formalitetsindsigelser, som i Embeds Medfør skulle påagtes. Når Realitets, proceduren begynder, kan der altså ikke længere fremsættes Formalitetsindsigelser. Dernæst er det bestemt, at samtlige Formalitetsindsigelser skulle fremsættes på eengang, så at de ikke medtagne ansees som frafaldne. En stykkevis Procedure af Formaliteten, så at den ene Indsigelse fremsættes og indlades til Påkjendelse efter den anden, således som den gjældende Ret tillader det, er altså forbudt. Endelig opstilles det i Modsætning til den gjældende Ret som Regel, at en særskilt Forhandling om og Afgjørelse af Formalitetsspørgsmålene skal finde Sted, og at Forhandlingen og Påkjendelsen kun, nåi en af Parterne begjærer det og Retten tillader det, kan ske i Forbindelse med Realiteten. Denne Bestemmelse hænger sammen med den for den mundtlige Procedure særegne Nødvendighed for at dele og udstykke Forhandlingerne, for at ikke altfor mange og forskelligartede Ting skulle blive samlede under Eet. I Reglen vil det fra dette Synspunkt ikke være tilstedeligt, at Formalitets- og Realitetsproccdure blandes sammen, såmeget mere som der tildels gjælder særegne simplere og lettere Regler om Formalitetsproceduren selv, jfr. § 175 sidste Stykke. Imidlertid kan der nok tænkes Tilfælde, hvor det vil være naturligt, at Formalitetsindsigelser procederes under Et med

Sagens Realitet, nemlig hvor de ikke kunne afgjøres uden det nojcste Kjendskab til denne endog i dens fineste Nuancer, f. Ex. når en Domsindsigelse (exe. rei judicatæ), som skulde bevirke Afvisning, fremsættes, eller når en Indsigelse gående ud på, at Sagen er voldgivet (exc. rei in arditrium deductæ) eller afgjort ved Forlig (exe. rei transactæ) eller desl., gjøres gjældende.

Formalitetsprccedurcn forudsættes i § 174 at kunne føregå i det samme Retsmode, hvori den mundtlige Forhandling begynder, og kun forsåvidt Retten finder særlig Grnnd til at udsætte Sagen, i et følgende Møde. Det er overhovedet Lovforslagets Hensigt at gjøre Formalitetsproceduren så simpel og kort som muligt. Der kunde sålcdes endog være Spørgsmål, om ikke ethvert Krav på forudgående striftlig Bebudelse af Formalitetsindsigelser burde opgives, således at de uden videre kunde fremsættes i den mundtlige Forhandling. Såvidt har Kommissionen dog ikke troet at kunne gå, men man har ment at burde fastholde, at de Formalitetsindsigelser, som agtes fremsatte, i Reglen skulle skriftlig meddeles Modparten på en eller anden Måde forud for det til deres Forhandling bestemte Retsmode. Formalitetsindsigelserne cre derfor efter Lovforslaget vel ikke undergivne de almindelige Regler om Skriftforberedelsen i det forcgående Kapitel; men der gives i § 175 nogle særegne mindre strenge Forskrifter om denne. Formalitetsindsigelserne må herefter bebudes i Tilsvarssknfiet, når de agtes bragte til Forhandling allerede i det i § 163 omhandlede Møde; men de kunne også opsættes til Sagsogtes Sagfremstilling, idet dette formentlig er tidsnok, når de forsi skulle bringes til Forhandling i det i § 173 omhandlede Møde; i Sagsfremstillingen må de i ethvert Tilfælde gjentages, eftersom Sagfogeren ellers med god Grund kunde antage, at en i Tilsvarsskriftet nævnt, men ej i Sagsfremstillingen optaget Formalitetsindsigelse var frafaldet. Det følger af Sagens Natur, at fra den her givne Regel om forudgående skriftlig Meddelelse må undtagcs de Formalitetsindsigelser, som netop gå ud på, at Sagsøgeren ikke har sat Sagsøgte istand til eller givet

ham behørig Varsel til at fremkomme med sit Tilsvarsskiift, ligesom skriftlig Meddelelse fra Part til Part naturligvis ej heller kan være nodvendig, for at Afvisning i Embeds Medfor kan finde Sted. Men selv om Formalitetsindsigelserne ikke have været bebudede enten i Tilsvarsskriftct eller i Sagsfremstillingen, ere de dog ikke udelukkede fra at kunne tages i Betragtning, når Sagsøgeren ej protesterer derimod, og da han i Reglen onsker Sagen fremmet få hurtigt som muligt, vil han ofte finde sig foranlediget til hellere at samtykke i, at Formalitetsindsigelser fremsættes i den mundtlige Forhandling, uagtet de ikke have været skriftligt bebudede, end han vil bevirke, at Sagen skulde blive udsat. For at det, selv om sådant Samtykke er givet, dog ikke skal blive aldeles uden Spor i Akterne, at disse Formaliteisindsigelser have været fremsatte, er det i § 175 2det Stykke føreskrevet, at de efter Rettens Foranstaltning skulle tilføres Netsbogen, hvad der naturligvis også bliver at iagttage med Hensyn til Indsigelser gående ud på, at Sagsogte ej er blevcn sat istand til eller har fået behørigt Varsel til at fremkomme med fit Tilsvar.

Sædvanligvis ville Formalitetsindsigelser angå blotte juridiske Kvæstioner. Lovforslaget går derfor i § 175 3die Stykke ud fra, at der for deres Skyld i Reglen ikke vil behøves nogen særskilt Bevisførelse, hvortil Udsættelse kræves. Men da det dog kan førekomme, at særskilt Bevis for en eller anden faktisk Omskændighed må føres enten ved Vidner eller på anden Måde, må Lovforslaget frembyde en Vej, der da kan benyttes. Derfor føreskåes det, at Retten i slige Tilfælde har at træffe de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Sagens Udsættelse, Måden, hvorpå Beviset skal føres osv, Herved bliver naturligvis Proceslovens Forskrifter om Måden, hvorpå det enkelte Bevismiddel skal tilvejebringes at følge, men iøvrigt lades der Retten frie Hænder i Henseende til Ordningen af Bevisførellen.

Når Formalitetsindsigelser ikke fremsættes eller de, der fremsættes, ere påkjendte, skrides der, forsåvidt ikke Afvisning finder Sted eller Sagen udsættes ifølge

§ 157, til Forhandlingen af Sagens Realitet (§ 176).

Det er allerede foran S. 11 ff. angivet i almindelige Træk, hvorledes Realitetsforhandlingen er ordnet. Der finder fsrst på Grundlag af Sagsfremstillingerne en mundtlig For handling Sted mellem Parterne, men under denne skulle de sun fremkomme med deres Fremstillinger af Sagens Sammenhæng, uden at Spørgsmålet om, hvorvidt og hvorledes disses Rigtighed i fornødent Fald skal bevises, endnu kommer i Betragtning. Kun Dokumenter, ved hvilke Parierne ville understøtte deres Påstande, skulle, når de ere Parternes Rådighed undergivne, i Reglen førelægges allerede på dette Trin af Sagen og kunne kun undtagelsesvis fremkomme senere (§ 240), men om andre Beviser er dcr endnu ikke Svorgsmål, ligesom der ikke heller kan finte nogen Forhandling Sted om Bevisets Fsrelse. Det er derfor ikke befalet, men kun tilladt Parterne i Løbet af Forhandlingerne at fremkomme med deres Tilbud og Begsæringer om at måtte føre Bevis for Omstændigheder, på hvilke Sagens Afgjørelse formentlig vil komme til at bero. Dels vil det ikke kunne nytte at forbyde Parterne i en mundtlig Forhandling at fremkomme med slige Udtalelser, der ofte falde meget naturligt fom bestyrkende de givne Fremstillinger af Sagens Sammenhæng, dels kan det vel ogfå undertiden hænde, at Modparten opgiver at benægte en eller anden Omstændighed, når han herer, at og hvorledes Modparten kan bevise den, således at herved en særskilt Bevisførelse spares.

Sagens Behandling føregår på den Måde, at Parterne ved dens Påråb fremstille sig og overgive til Retten deres Sagsfremstillinger, jfr. § 170, af hvilke på dette Trin af Forhandlingerne kun selve Påstanden oplæses, jfr. Z 176 3 die Stykke. Derefter have Parterne at give en mundtlig Fremstilling af Sagens Sammenhæng under behorig Påberåbelse af de fremlagte Dokumenter og af de juridiske Betragtninger, som efcer deres Formening ville være af Betydning for Sagens Afgjørelse, hvorefter de nedlægge deres Påstande. For at fremhæve så bestemt som muligt, at der skal dømmes efter den munot«

lige Forhandling, er det udtrykkeligt førestrevet, at Sagsfremstillingerne, asset fra selve Påstanden, ikke i Reglen skulle oplæfes. At anordne, at Sagsfremstillingerne i deres Helhed ved Forhandlingens Begyndelse skulde oplæses, vilde vistnok være meget uheldigt; thi en sådan Oplæsning er i sig selv et kjedeligt og tidsspildmde Intermezzo i Forhandlingerne, da Intet er mere trættende og mindre skikket til at holde Opmærksomheden i Live end lange Oplæsninger af skriftlige Fremstillinger. Man vilde kun fåe et ufuldkomment Billede af Sagen ved Oplæsningen, medens på den anden Side Interessen for og Indtrykket af den bagester følgende mundtlige Forhandling dog altid vil blive noget svækket derved. Lovforslaget går altså ud fra, at der i de fleste Sager ikke behsver at finde Oplæsning Sted, idetmindste ikke af Sagsfremstillingerne i deres Helhed. Derimod kan det undertiden være hensigtsmæssigt, at større eller mindre Dele af dem oplæses på passende Steder under Forhandlingernes Gang, hvor Faktum er indviklet, og hvor det kommer an på neje at lægge Mærke til Parternes Fremstilling, Derfor er der givet Retten fornoden Myndighed til efter sit skjøn at bestemme, både om og i hvilket Omfang Sagsfremstillingerne skulle oplæses, samt på hvilket Tidspunkt i Løbet af Forhandlingerne dette fkal kse. Den mundtlige Ortverling mellem Parterne føregår efter de almindelige Regler i § 81 og §§ 93 ff. under Formandens Ledelse. Den eneste særegne Regel, Lovforstaget opstiller her, er, at enhver af Parterne har Adgang til i Reglen at fåe Ordet to Gange, men iøvrigt afftikker Formanden Grænserne for Forhandlingerne og kan navnlig slutte dem og optage Sagen, når den synes ham at være tilstrækkeligt afhandlet. I mange Tilfælde vil Retten da strar kunne afsige endelig Dom (§ 178), nemlig i de hyppigt førekommende Tilfælde, hvor der enten kun føreligger rene Retssporgsmål, medens Faktum er uomtvistet (in consesso), eller hvor det hele Stridsspsrgsmål drejer sig om Fortolkningen af Kontrakter, Testamenter eller andre skriftlige Dispositioner. Den mundtlige Forhandling vil i Reglen ikke medtage mere end

eet Retsmode, men kan den ikke endes i eet Retsmode, må den fortsættes i det næste. Thi det ligger i den mundtlige Foihandlings Natur, at den ikke må afbrydes ved andre mellemkommende Sager, der kunne dele Opmærksomheden og førstyrre Indtrykket.

I de Tilfælde, hvor der ikke bliver Spørgsmål om Bevisførelse og hvor Sagen kan afgjøres efter den forste mundtlige Forhandling, viser den mundtlige Procedure sig i sin fordelagtigste Skikkelse. Sagen endes med en Hurtighed og en Lethed, som står i skarv Modsætning til den skriftlige Procesmådes tunge og langsomme Gang, og Forhandlingerne, der ikke afbrydes ved mellemfaldende Bevissporgsmål, frembyde et Liv og en Interesse, som den skriftlige Procedure aldrig kan være i Besiddelse af. Når der tiltræuges andet Bevis end de Dokumenter og andre til Oplysning tjencnde Gjenstande, som fremlægges i Forbindelse med Sagsfremstillingerne og benyttes under den første mundtlige Forhandling, må den hele Fremgangsmåde nodvendigvis blive noget mere kompliceret. Dette er Tilfældet, hvor det er nodvendigt at oplyse Noget ved Vidner, Syn og Skjøn eller Parternes egen Forklaring. De Grundsætninger, som må gjøre sig gjældende i denne Henseende, navnlig af Hensyn til Umiddelbarhedsprincipet og den deraf følgende Koncentration af Forhandlingerne ere i Almindelighed angivne ovenfor S. 9 ff. Dertil henvises på dette Sted. Kun skal der her tilfojes nogle Bemærkninger om Enkelthederne.

Dersom Retten efterat have optaget Sagen ved den første mundtlige Forhandlings Slutning finder, at der ikke kan afsiges Dom, fordi der mangler Bevis for Omstændigheder, som efter Parternes Fremstilling have Besydning for Sagens Afgjørelse, skal der efter § 179 afgives en Kjendelse, hvorved det bestemmes, hvilke disse Omstændigheder ere. Da det ifølge § 176 er en fri Sag, om Parterne under den første Behandling ville fremkomme med Tilbud og Begjæringer om at måtte føre Bevis for Et eller Andet eller ganske ville afholde sig herfra, er det naturligt i § 179 at udtale som Regel, at Retten i at afgjøre, hvilke Omstændigheder der

trænge til Bevis, ikke har at tage noget Hensyn til, om Parterne have begjært at stedes til Bevisførelfe for disse Omstændigheder eller ikke. Der gåes ud fra, at det ikke påhviler Parterne direkte eller indirekte på Forhånd at udtale Noget om, hvad der behøver at bevises. Den Kjendelse, som Retten afgiver efter § 179, skal så fuldstændigt og bestemt som muligt angive, hvad der stal bevifes. Derimod bor den efter Kommissionens Opfattelse, hvorom er talt ovenfor på anforte Sted, ikke indeholde Noget om Bevisbyrden. Lovforslaget går ud fra, at når Retten blot udtaler, hvad der stal bevises, må det være vedkommende Parters Sag på deres egen Risiko at bedømme, hvem af dem der har at fremskaffe det forlangte Bevis. Hvad den heromhandlede Kjendelses Retskraft betræffer, er det Lovforslagets Mening, at kun forsåvidt angår Resultatet, navnlig Spørgsmålet om, hvad der skal bevises, har Kjendelfen en retskraftig og for den følgende Procedure bindende Betydning; derimod ere de i den udtrykkeligen eller stiltiende indeholdte Forudsætninger om Retsforholdet iøvrigt uden Betydning. Er Kjendelsens Konklusion blot rigtig, således at den ifølge samme føregående i Bevisførelse afgiver et tilstrækkeligt Grundlag sor den senere endelige Påkjendelse af Sagen, kommer det ikke i Betragtning, om Retten iøvrigt ved Kjendelsens Afsigelse er gået ud fra en eller anden Forudsætning om Retsforholdet, der i den endelige Dom må opgives som fejlagtig. Det Anførte må bl. A. have til Følge, at der heller ikke udfordres nogen sådan udtommende og omhyggelig Begrundelse af den i § 179 omhandlede Kjendelse, som ved den endelige Dom er nødvendig. Er den afsagte Kjendelse i Resultatet urigtig, vil den dog ikke kunne tilsidesættes af Retten, som har afsagt den, men den kan kun rettes ved Påanke, og hvad denne angår, må ifølge § 294 den Regel gjælde, at der ikke kan finde særskilt Påanke af Beviskjendelsen Sted, men den kan først påankes i Forbindelse med den endelige Dom i Sagen, således, at hvis Beviskjendelsen forandres, må dette medføre Ugyldigheden af den efterfolgcnde Behandling og Hjemvisning, jfr.

§ 295, og vedkommende Parter må da føretage ny Bevisførelse i Henhold til Højesterets Afgjørelse, jfr. §§ 298 og 318. Det her berørte Spørgsmål om Beviskjendelsens Betydning er meget vanskeligt og omtvistet, og det vil derfor neppe kunne undgåes, at der om det vil være forskjellige Meninger her ligesom andetsteds. Der kan for det Forste spørges, om Beviskjendelsen skal være en blot procesledende Bestemmelse af Retten, som denne selv kan forandre, når den siden under Sagens Gang måtte komme til anden og bedre Indsigt, eller om den skal være retskraftig og bindende for Retten. Besvares dette Spørgsmål derhen, at Beviskjendelsen ej bor kunne forandres af Retten, men skal være reiskraftig og bindende, opstår atter det Spørgsmål, om den da stal kunne gjøres til Gjenstand for Påanke, strar når den afsiges, eller om den først skal kunne påankes i Forbindelse med den endelige Dom, jfr. angåeude disse Spørgsmål Nellemann „Om mundtlig Rettergang i civile Eager" S. 112 ff. Kommissionen har troet at burde tilråde det ovenfor angivne System, idet man har ment, at Fordelene derved overveje Manglerne. Vel medfører det, at Retten kan blive nødt til at afsige en endelig Dom, hvis Uholdbarhed i Forvejen er Retten selvv indlysende, fordi den hviler på en urigtig Beviskjendelse, og fra dette Synspunkt kan det synes urimeligt, at Retten skal være bunden ved en Beviskjendelse, hvis Urigtighed den selv indser, og at det ikke skal være Retten tilladt selv at forandre Bcviskjendelsen og således spare Parterne en Påanke og den dermed følgende Udgift og Tidsipilde. Men hertil må bemærkes, at der bliver en langt større Fasthed i den senere påfølgende Procedure, og at Beviskjendelsen selv vil blive behandlet med langt større Omhyggelighed, når den er bindende for den Ret, som har afsagt den, hvortil endvidere kommer den Betragtning, at når Beviskjendelsens retskraftige Indhold reduceres til Angivelsen af, hvad der' trænger til at bevises, uden at der skal udtales noget om Bevisbyrden og uden at Beviskjendelsens Indhold isvrigt er bindende med Hensyn til de Forudsætninger eller Udtalelser om Retsforholdet, som den måtte

indeholde, formindskes i høj Grad Sandsynligheden for, at den vil blive urigtig, thi Spørgsmålet om, hvad der behøver at bevises, vil i Reglen ikke være meget tvivlsomt eller vanskeligt, og Retten har det i sin Magt for en Sikkerheds Skyld at forlange Bevis for Omstændigheder, hvis Irrelevants ikke er aldeles utvivlsom. Men når Beviskjendelsen betragtes som bindende for Retten, opstår endvidere det Spørgsmål, om det ikke vilde være rettest at tilstede dens ojeblikkelige Påanke. Heller ikke dette kan Kommissionen tilråde. En såadan Påanke måtte, når den skulde svare til sin Hensigt, nemlig at førebygge en videre Procedure på et urigtigt Grundlag, medføre en Standsning i Sagens Gang, idet Udførelfen af den som urigtig angrebne Beviskjendelse måtte stilles i Bero, indtil den højere Rets Afgjørelse førelå. Men herved vilde der åbnes en højst farlig Adgang for den Part, som heri var interesseret, til at udhale Sagen, og når hensees til den ringe Sandsynlighed for Fejlagtigheden af en Beviskjendelse af et så indskrænket Indhold, vil det sikkert i processuel Henseende være et meget mindre Onde, at engang imellem en Bevisførelse og en endelig Dom spildes, end at en Adgang åbnes til så at sige efter Behag at udhale Sagen efter Bcviskjendelsens særskilte Påanke.

Da Lovforslaget, som ovenfor S. 11 forklaret, ikke fordrer Bevismidlernes Angivelse i Forbindelse med Parternes Anbringender om Sagens Sammenhæng, men følger en modsat Grundsætning, skal der ifølge § 180, når Beviskjendelsen afgives, ved samme Lejlighed berammes et nyt Møde, i hvilket Parterne skulle angive, hvilke Beviser de snske at fremføre til Oplysning om de Dele af det omtvistede Faktum, som enhver især af dem anser sig for Pligtig at bevise eller dog for en Sikkerheds Skyld anser det for klogest at bevise. Da den ene Part i sine Forlangender om at stedes til Bevis nodvendigvis må være afhængig af, hvilke Beviser den anden Part vil fremkomme med, må det, når ikke flere sukcessive Møder til Bevisførelsens Forberedelse skulle blive nsdvendige, hvilket Lovfor« staget vil undgå, være Regel, at enhver af

Parterne nogen Tid førend vedkommende Retsmøde skal give Modparten skriftlig Notits om, hvilke Bevifer, han ifølge den afsagte Kjendelse vil benytte, og hvad han ved disse vil godtgjøre. Herved tænkes der ikke på en generel Angivelse af, at Parten vil bevise dette eller hint ved Vidner eller desl., men Djemedet kroever en speciel Angivelse af, hvilke Vidner, der agtes førte ofv. og en speciel Angivelse af de Fakta, som ved disse Vidner skulle oplyses. Kun da er Modparten istand til at bedømme, om der for ham er Grund til at føre Modvidner eller andre Modbeviser. Da sådanne Modbeviser i dette Ords videre Betydning naturligvis ikke kunne opgives, forend man har fået Meddelelse om, hvilke Hovedbeviser, der agtes forte, kan det ikke forlanges, at de skulle meddeles den anden Part forud for Mødel, hvilket i Reglen heller ikke vil være fornødent, men det må være tilstrækkeligt, at de angives i selve Retsmødet. Skulde han i Anledning af Modbeviserne onske fra sin Side at føre nye Beviser, må han opgive det strax på Stedet eller fremkomme dermed senere, idet han henskyder sig under § 182.

I selve Retsmødet skulle i Reglen alle de til Bevisførelsens Forberedelse fornødne Bestemmelser træffes af Retten. Parterne skulle fremkomme med deres Begjæringer om at stedes til Bevisers Forelse, og Retten har at afgjøre, hvorvidt og hvorledes disse skulle tages til Følge, hvorom flere særegne Bestemmelser ere givne i § 181. Den almindelige Regel er udtalt i § 180, at såvel de i Paragrafens Begyndelse nævnte Begjæringer om at stedes til Fsrelsen af Beviser som alle andre Bemærkninger med Hensyn til Bevisets Forelse, der kræve en Bestemmelse af Retten, skulle fremsættes i det nævnte Retsmøde. Hertil knyttes imidlertid en vigtig og ejendommelig Forskrift, der ved første Djekast kunde synes påfaldende, nemlig at Retten kan modsætte sig Benyttelsen af et Bevis, hvis Tilvejebringelse vilde medføre en uforholdsmæssig Udsættelse af Sagen. Meningen hermed er naturligvis ikke, at Retten vilkårligt skal afskjære en Part fra at oplyse sin Sag ved de fornødne Bevifer, når disses Tilvejebringelse vilde kræve lang Tid;

men Meningen er kun at sætte Retten island til at nægte Adgangen til at føre Beviser, hvis Tilvejebringelse kræver en i Forhold til deres Vigtighed og Betydning for Sagens Afgjørelse askfor lang Tid. Efter den gjældende Ret må der indrømmes fornøden Udsættelse til at føre et Bevis, såsnart det ikke må erklæres for at være aldeles irrelevant. Men skjønt et Bevis ikke er irrelevant, kan det dog ofte være af en så underordnet og tvivlsom Betydning for Sagens Afgjørelse, at det ikke vilde være rigtigt at udsætte Sagen derefter, og dette Sidste vil være Tilfældet i såmeget desto højere Grad, jo større Rettens Frihed i Bevisbedømmelsen er. Derfor giver Lovforslaget Retten en diskretionær Myndighed til at modsætte sig sådanne Beviser, som vel ikke på Forhånd kunne erklæres for irrelevante, men som dog have en så underordnet og tvivlsom Betydning, at det vilde være ufornuftigt at lade Sagen hvile for deres Skyld, når deres Tilvejebringelse kræver lang Tid. Begjæringer om at måtte føre sådanne Beviser vil desuden ofte være begrundede i Lyst til at udhale Sagen og ikke i en virkelig Trang til at oplyse den; men da dette naturligvis aldrig kan bevises, står Retten let magtesløs overfor sådanne Intriger, når den ikke har en diskretionær Mvndighed af en vis Vidde At denne Myndighed bor anvendes forsigtigt og hensynsfuldt, er en Selvfølge, Men der kan efter vore processuelle Traditioner ikke være Tvivl om, at dette vil blive Tilfældet; der er mere Grund til at befrygte, at vore Domstole ikke ville benytte den heromhandlede Myndighed tilstrækkeligt, end til at befrygte, at de ville benytte den letsindigt eller overdrevent.

I § 181 angives de vigtigste enkelte Bestemmelser, som ville være at træffe i det heromhandlede Netsmode til Bevisførelsens Forberedelse. Det er ingen udkømmende Angivelse, men kun en Række Ezempler, hvorom her er Spørgsmål. Forsåvidt kunde § 181 undværes, men der kan vel ingen Tvivl være om, at Tydeligheden og Nnskueligheden befordres ved den. Retten skal altså først og fremmest afgjøre, hvorvidt det kan tilstedes Parten at føre de Beviser, han har begjært

at måtte fremkomme med (Litr. a.); ved Afgjørelsen heraf kommer det naturligvis an på, om Retten antager, at disse Bevisers Forelse er nodvendig og tjmende til at oplyse det, som stal oplyses i Sagen. Dernæst bestemmes det, hvorledes Beviserne skulle føres, (Litr. b.), og her kommer det navnlig an på at afgjøre, om det kan anfees for nodvendigt at Vidner og Synsmænd møde umiddelbart for Hovedretten — hvilket ifølge Umiddelbarhedsprincipet er det Regelmæssige — eller om deres Afhørelse for Underret kan være tilstrækkelig eller på Grund af Afstandsbestemmelser er nødvendig, jfr. herom §§ 203 og 232. Endvidere blive (Litr. ϲ.) tilsvarende Bestemmelser at træffe med Hensyn til Parternes personlige Afhørelse, forsåvidt en sådan er forlangt eller tilbudt af Parterne, jfr. § 96. Endelig bliver også de med Hensyn til Editionspligten fornødne Pålæg og Bestemmelser at give (Litr. d.) Kort sagt: Formålet må være at træffe alle til Bevisførelsens Forberedelse fornødne Bestemmelser, således at denne i sin Tid på Grundlag heraf kan føregå i det dertil bestemte Retsmøde, uden at nogen ny Udsættelse behøves.

Samtidig med at ovennævnte Bestemmelser træffes, bestemmer Retten en Tid til Bevisforhandlingen og den i Forbindelse hermed stående mundtlige Slutningsforhandling. Herved bliver der at fe hen til, at der levnes Parterne den fornødne Tid til at skaffe deres Beviser tilstede, og der bliver altså at tage behørigt Hensyn til de Indkaldelsesfrister, hvorpå Vidner have Krav, jfr. § 206, fremdeles til, at Synsmænd kunne fåe deres Forretning færdig og desl,, og i Forbindelse hermed tillige til, at Parterne kunne fåe en passende Tid til at overtænke og forberede deres mundtlige Plasdoyer. Retten må herved have for Dje på den ene Side, at Sagen ikke uden Fornodenhed opholdes, og på den anden Side, at Bevisforhandlingen uden Ophold og Hindring kan føregå til den berammede Tid, da det altid er at anse som en stor Ulempe, om dens Udsættelse skulde blive fornøden og derved muligvis unyttige Møder af Vidner og Andre forårsages.

Denne sidste Betragtning, den i Umid-

delbarhedsprincipet liggende Nødvendighed for at koncentrere Bevisforhandlingen, medfører som ovenfor S. 12 bemærket en Nødvendighed for til en vis Grad og fra et vist Tidspunkt at prækludere Beviser. Herom gives der fornøden Forskrift i § 182, der både udtaler Hovedreglen, nemlig at det ikke kan tillades Parterne under Bevisførelsen og den i Forbindelse med samme stående mundtlige Slutningsforhandling at betjene sig af andre Beviser end dem, hvis Fsrelse Retten i det i § 180 omhandlede Møde har tilladt, hvoraf altså følger, at de Beviser, som ikke på behørig Måde ere angivne i dette Møde, ere udelukkede, og tillige angives den Undtagelse fra Hovedreglen, som kan tilstedes, nemlig at det kun, hvor særegne Omstændigheder retsærdiggjøre det, tillades en Part i det til Bevisforhandlingen bestemte Møde at fremkomme med Beviser, hvis Forelle ikke på den angivne Måde af Retten er tilladt, og selv hvor en Part mener under Påberåbelse af særegne Omstændigheder at kunne fremkomme med slige Beviser, må der gives Modparten Underretning herom 3 Dage førend Retsmødet, At Fremsættelse af Beviser på dette sildige Trin af Sagen ikke kan tilstedes en Part, uden at der efter Omstændighederne må finde Udsættelse Sted, for at Modparten kan søge Modbevis og desl., er en Selvfølge, jfr. § 184 2det Stykke, Litr. b.

Bed § 183 indskydes der en Bestemmelse, som måste kan fåe nogen praktisk Betydning, idet der åbnes Adgang til at koncentrere den hele Behamdling af Sagen på een Retsdag, uagtet Bevisfovclse ved Vidner benyttes. Ifolge de almindelige Regler vil Sagens Behandling i sådannc Tilfælde falde på 3 Retsmøder, nemlig det Møde, hvori efter Sagens mundtlige Forhandling Bevis forlanges af Retten (§ 179), det Møde. hvori Vevisferelsen forberedes (§ l80), og det Møde, hvori Bevisførelsen og i Forbindelse hermed Elutningsforhandlingcn finder Sted (§!84). Hensigten med § 183 er at gjøre det muligt at sammendrage alt det, der ellers fordeles på 3 Møder, til et eneste Møde, når de processuelle Betingelser for, at dette kan ske, iøvrigt ere tilstede. I så Henseende må det først og

fremmest fordres, at Parterne ere enige herom; thi enhver af dem må kunne forlange, at der gives ham den Adgang til at overveje og forberede sin Procedure, være sig til Angreb eller til Forsvar, søm følger af Lovens Ordning af Fremgangsmåden. Dernæst må det fordres, at Parterne sørge for, at Vidnerne godvilligt indfinde sig i Retsmødet, således at de, når der strides til Bevisførclse, kunne fremtræde, uden at Retten opholdes med at vente på dem. Endelig udfordres også Rettens Samtykke, ikke alene fordi den må bedemme, om der er Tid til Tagens Foretagelse af Hensyn til, hvad der iøvrigt ligger for til Behandling den Dag, men også fordi det må overlades til Retten at bedømme, om den tror strar at kunne overse den hek Sag tilstrækkeligt og at kunne afgive de fornødne Kjmdelser på Mødet uden Betænkningstid. Fremgangsmåden må, hvis § 183 benyttes, blive den, at der først finder en mundtlig Forhandling Sted, hvorefter der straz afsiges Kjendelse angående hvad der tiltrænger Bevis; derefter angive Parterne deres Beviser og erholde Rettens Tilladelse til at føre dem strax, og når herom er sket behørig Protokoltilførsel, foregår umiddelbart derefter selve Bevisførelsen og eventuelt Slutningsforhandlingen, Alt i det samme Retsmøde. En så sammentrængt Behandlingsmåde vil der naturligvis ikke let blive Spørgsmål om undtagen i Sager, der, fra den juridiske Side betragtede, ere simple og klare, men i hvilke der må Afhøres nogle Vidner, om hvilke begge Parterne cre enige, og som derhos afgive det eneste Oplysningsmiddel i Sagen.

Efter § 183, der på en Måde fremtræder som et parenthetiff Indskud, gåes der videre i Fremstillingen af den almindelige Procedure, og i §§ 184—195 omhandles selve Bevisførelsen og den eventuelle Slutningsforhandling i Sagen.

Det følger af Procedurens Beskaffenhed, at Udsættelse af det til Bevisførelsen og Slutningsforhandlingen bestemte Retsmøde kun' undtagelsesvis bor finde Sted. jfr. ovenfor S. 12; men det er på den anden Side ikke muligt at udelukke enhver Udsættelse af bemeldte Møde. Det gjælder kun om dels at indskrænke de Tilfælde, hvor Udsættelse finder

Sted, så meget som muligt, dels at gjøre Udsættelsen så lidt generende som muligt, navnlig ved at virke hen til, at spildte Møder såvidt muligt forebygges ved betimelig Afsigelse af det berammede Møde.

I § 184 omhandlcs de Tilfælde, i hvilke der overhovedet kan være Spørgsmål om Udsættelse med Hensyn til Bevisforhandlingens Foretagelse. Foruden at der naturligvis — om end sjældent — kan førekomme Forhindringer for Retten, f. Gx. andre Forretninger, nævnes der for det Første uovervindelige Forhindringer fra at give Møde til den berammede Tid for Eagførere og Parter, Vidners eller Synsmænds Udeblivelse med eller uden lovligt Forfald, samt overhovedet Umulighed af at fåe Beviserne rede til den fastsatte Tid eller andre sådanne særegne Grunde. Det er indlysende, at hvorledes man end indretter sig og hvor stor Forudseenhed og Omsigt der end anvendes i Berammelsen as Møde til Bevisforhandlingen, kan det dog hænde, at Sygdom eller anden uovervindelig Hindring for en af de Personer, der nødvendigvis, aktivt eller passivt, skulle tage Del i Forhandlingen, må indrom« mes at være en Udsættelsesgrund. Dog bemærkes, at der ved Udtrykket „uovervindelig Forhindring" er antydet, at det ikke er tilstrækkeligt, at Retsmødet er generende eller iøvrigt ubelejligt for Vedkommende, f. Ex. ved at komme i Kollision med hans andre Forretninger, men det fordres, at der stal være en absolut Forhindring tilstede, således at Vedkommende ikke kan præstere Medet, om end med Tilsidesættelse af andre Hensyn. De vigtigste Fzempler på sådanne Forhindring« ere Sygdom og Fraværelse. Også kan det hænde, at det ikke har været muligt at skaffe Beviserne tilstede til den fastsatte Tid. s. Er. når Dokumenter skulle tilvejebringes fra Udlandet, mm ikke have kunnet erhverves i den såregnede Tid, når Syns- og Skønsforretninger af mere kompliceret Natur kræve længere Undersøgelser end påregnet, når tekniske eller videnskabelige Autoriteters Erklæringer søges indhentede, men ikke endnu ere blevne færdige o. desl. Da det er umuligt at udsømme Tilfældene, er der tilføjet: „eller andre sådanne særegne Grunde" ere tilstede. Der fordres

„særegne" Grunde, hvori ligger, at det ikke er nok at anføre ganske i Almindelighed Tagens Vidtløftighed, Bevisernes Mængde o. desl., men der må nævnes bestemte konkrete Omstændigheder, som have forhindret Pågjældende i at blive færdig i rette Tid. For det Andet nævnes som en Omstændighed, der kan medføre Udsættelse af heromhandlede Retsmøde, at det i Henhold til § 182 undtagelsesvis tillades Parten at føre Vidner eller andre Beviser, som ikke have været angivne i det i § 180 omhandlede Møde. Når der fremsættes, i Reglen ved Begyndelsen af det til Bevisførelsen bestemte Møde, Vegjæring om at måtte benytte Vidner, som ej tilforn ere opgivne, og sådan Begjæring efter Omstændighederne tages nl Følge, vil det, selv om Vidnerne ere tilstede søm frivilligt medende, dog ikke kunne gå an at føre dem straz, da Modparten måske i Anledning af dem vil føre Modvidner eller søge andre Beviser tilvejebragte og i al Fald må være berettiget til at fåe fornøden Frist til at overveje, hvad han hør gjøre. En Udsættelse vil altså i sådant Fald være fornøden.

Det er i Lovforslaget hævdet, at Udsættelsessporgsmålet må rejses og afgjøres, forinden Bevisførelsen begynder, jfr. § 187, hvorom senere. Helst bor Udsættelsen bringe? på Bane og indrommes førend det til Bevisførelsen bestemte Retsmøde, da dette i så Fald betimeligt kan afsiges; men sker dette ikke, må det i ethvert Fald rejses og afgjørcs ved Begyndelsen af det nævnte Retsmøde. Herom handles i §§ 185 og 186. Den første af disse åbner den videst mulige Adgang til at fåe Udsættelsessporgsmålet bragt til Afgjørelse førend Retsmødet og så betimeligt, at dette kan afsiges og derved unvttigt Møde af alle Vedkommende forhindres. Initiativet kan tages såvel af enhver af Parterne som af Retten selv. Først omtales det Tilfælde, at en Part forudser, at han vil bliv nødt til at forlange Bevisførelsen udsat, hvilket kan hidrøre ikke blot fra, at han selv eller hans Tagfører ej ville kunne være rede til den fastsatte Tid, men også fra, at Vidner, der fra hans Side skulle føres, have fået Forfald, eller at andre Bevisligheder ej ville kunne

staffes tilstede til den Tid. Det pålægges i sådanne Tilfælde vedkommende Part som Pligt at henvende sig til Rettens Formand så betimeligt, at der om Udsættelsen, hvis en sådan tilståes, ved Partens Foranstaltning kan gives alle Vedkommende Underretning, således at deres førgjæves Møde afværges, og Forsømmelse fra Partens Side med at bringe Spørgsmålet frem i rette Tid og med at give Underretningen pådrager Ansvar efter Reglen i Slutningen af Paragrafens tredie Stykke. Iøvrigt er det ikke Meningen, at Rettens Formand på egen Hånd kan afgjøre Udsættelsessporgsmålet, men han har, når Anmeldelse og Begjæring om Udsættelse er fremkommen, at førelægge Spørgsmålet for Retten, bvørved iøvrigt er forudsat, at dette sker ved mundtligt Foredrag i et Møde uden alle Formaliteter og således, at Afgjørelsen kan træffes meget hurtigt. Navnlig sker den, uden at Modparten kaldes til at ytre sig over Udsættelsessporgsmålet. Dette er vel en Afvigelse fra det Princip, som i vor nugjældende Rettergang aldrig fraviges, at ingensømhelst Afgjørelsc kan træffes af Retten, uden at der er givet begge Parter Adgang til først at ytre sig. Men en Gjennemførelse af dette Pnncip på alle Punkter kan ikke siges at være en sådan absolnt Retfærdiahedsfoidring, som bor tilfredsstilles med Tilsidesættelse af alle Hensigtsmæssiabedehenfyn. Hvor der bandles om Afgjørelscr, som enten kunne indvirke på Parternes materielle Ret, eller som kunne volde dem Udgifter eller Besvær af nogen Betvdcnhed, bor det sikkert iagttages, at begge Parter fåe Lejlighed til at udtale sig, mcn hvor Talen er om rene prøcessedende Foranstaltninger, hvortil navnlig hore Bestemmelser om Retsmødernes Afholdelse i Henseende til Tid og Sted, kan det meget vel forsvares, at Rettens Afgsørelse træffes på Grund af ensidig Henvendelse fra en af Parterne, hvis virkelige Henssgtsmæssighedsgrunde tale herfor. Og det er Tilfældet her. Thi dersom Modparten skulde tilkaldes, hvilket da naturligvis måtte ske med et passende Varsel, forinden de i § 185 omhandlede Afgjørelser om Sagens Udsættelse kunde træffes, vilde i de fleste Tilfælde Diemedet forspildes, uden at tale om de

Udgifter og den Besvær, som derved vilde voldes.

Hvad angår det sidste Stykke af § 185, da indeholder det i Virkeligheden kun en Anvendelse på det heromhandlede Tilfælde af hvad der i § 79 er udtalt som almindeligere Forskrift. Det er fundet hensigtsmæssigt på dette Sted specielt at fremhæve og derved minde om, at Retten i Henhold til hin Paragraf er berettiget og forpligtet til af egen Drift at aflyse Retsmøder, som den ifølge de den føreliggende Data må vente at ville blive resultatløse.

Lykkes det ikke at fåe Spørgsmålet om Udsættelse af Bevisførelsen afgjort forinden det dertil bestemte Retsmøde, enten fordi Udsættelsesgrunden slet ikke eller for silde kommer til vedkommende Parts eller vedkommende Rets Kundskab, eller fordi vedkommende Part forsommer at føretage de fornødne Skridt til at fåe Mødet aflyst og udsat — Noget, som kan pådrage Parten Ansvar efter § l85 næstsidste Stykke, men ikke stille Parten ved hans Ret til at fåe Udsættelse —, må spørgsmålet om Udsættelse rejses ved Begyndelsen af selve Retsmødet. Det Samme må også gjælde, når vedkommende Part vel har rejst Spørgsmålet om Udsættelse, men Retten ikke på hans ensidige Henvendelse og de af ham førebragte Grunde har troet at kunne tilstå den; thi en sådan Nøgtelse, hvori kun ligger, at Retten ikke ifølge det da Foreliggende har troet at burde indrømme Udsættelse, kan ikke afstjære Parten fra at bringe Spørgsmålet frem sånh i de i § 186 omhandlede Retsmøder, når han kroer at kunne støtte sin Påstand ved nye Grunde. Ordene i § 186 gå derfor også kun ud på, at hvis der ikke forinden det til Bevisførelsen bestemte Retsmøde er taget Bestemmelse om dets Udsættelse, kan sådan Bestemmelse tages i selve Mødet.

Det er en Selvfølge, at Spørgsmålet om Udsættelse bor afgsøres, forinden der begyndes på Vevisførelsen, hvilket derfor ifølge § 186 må iagttages af den Part, der vil fremkomme med Begsæring i så Henseende. Som ovenfor bemærket, er det Lovforslagets Mening, at Udsættelse med Bevisførelsens Foretagelse ikke

lettelig bør indrømmes, da der altid udspringer flere Ulemper deraf og forårsages Folk Ulejlighed derved, men det er tillige vist, at det ikke kan undgåes at indrømme Udsættelse i visse Tilfælde. Disse ere angivne i § 184 og gsentages kun her. Iøvrigt henvises til, hvad der evenfor S. 93—94 er bemærke om dem.

Når Bevisførelsen er begyndt, kan der i Reglen ikke finde nogen Udsættelse Sted. Herfra gjøres kun Undtagelse i de Tilfælde, hvor det ikke kan være andet, nemlig når Vidner eller Syns- og Sksensmænd nægte at besvare Spørgsmål og af denne Grund enten Kjendelsens Påanke eller Tvangsmidlers Anvendelse må finde Sted, jfr. § 187. Ellers kan Udsættelse ikke gives. Selv om Bevisførelsens Gang indeholder Opfordring til at tilvejebringe Beviser eller Modbeviser, som kunne have Betydning for Sagens Bedemmelse, og selv om det ikke kan betegnes som en Forsømmelse eller Uforsigtighed af Parten, at disse ej ere tilvejebragte tidligere, kan der ikke fåes Udsættelse for at fremkomme med dem. Den begyndte Bevisførelse må gå sin Gang, og Sagen må pådømmes efter hvad der således kommer til at føreligge. Derimod indeholdes i Reglerne om ny Foretagelse af Sagen, jfr. § 327 1ste Stykke, en Adgang for Parterne til en efterfølgende Hjælp. Man kunde spørge, om det da ikke var at føretrække i § 187 at optage en Bestemmelse om, at Udsættelse kan fåes, ål det under Bevisførelsms Gang viser sig. at dm ene eller den anden af Parterne behøver at fremskaffe Beviser, uden at det kan lægges ham til Last som en Forsømmelse, at disse ikke tidligere ere bragte til Veje. Man kunde herfor anføre, at det er en tidspildende Omvej og unyttig Be sværlighed for alle Vedkommende, at Forhandlingerne føres til Ende og Dom afsiges, når det er givet, at den afsagte Dom vil blive ophævet og ny Forhandling tilstedt, og at det under sådanne Omstændigheder var bedre at spare dette og hellere give Udsættelse straz under Bevisforhandlingen. Kommissionen har imidlertid efter gjentagen Overvejelse af dette Punkt forkastet en sådan Adgang til Udsættelse efter Bevisførelsens Begyndelse. Det må

først bemærkes, at man ikke ved at indrømme den kan vinde, at det for os nye og fremmede Institut, ny Foretagelse af Sagen, imod hvilket der vistnok hos Mange vil næres Betænkeligheder, kan undværes. Thi den Mulighed bliver altid tilbage, at nye Oplysninger erhverves eller opdages, efter at Dom er falden, og i det Tilfælde gives der ingen anden Udvej end ny Foretagelse af Sagen. Ved at tilstede Udsættelse under den heromhandlede Forudsætning vilde der altså kun opnåes en lille Indskrænkning i Antallet af de Tilfælde, i hvilke ny Foretagelse af Sagen kan sinde Sted. Derimod er det at befrygte, at Udsigten til endog under selve Bevisforhandlingen at kunne fåe Udsættelse vilde udøve en skadelig Indflydelse på Parternes Omhu i at forberede Bevisforhandlingen. Lovforslaget stræber hen til at fremkalde en så alsidig og vel forberedt Drøftelse af Sagen under Bevisførelsen og Hovedforhandlingen som muligt. Det er en Betingelse for, at det hele System stal kunne lykkes, at Bevisforbandlingen føregår i eet Træk, og at det kommer til at henhore til Sjældenhederne, at den må afbrydes og gentages. Intet vilde mere bringe Systemet i Miskredit, end om dette gik hyppigt på. Derfor må Intet gjøres, som på nogen Måde kunde svække Opfordringen for Parterne til at samle det hele Bevisstof og i alle Henseender gjøre sig rede til at debattere Sagen til Ende i det dertil ansatte Møde. Fra dette Synspunkt vil det findes netop at være i sin Orden, at der vel stal være en vis Adgang til at afhjælpe Fejl og Mangler i Bevisførelsen, når disse må erkjendes for at være Parten utilregnelige, men at denne Adgang ikke bor være let. At et større Apparat må sættes i Bevægelse i så Henseende — navnlig den hele for at opnå ny Foretagelse af Sagen fornødne processuelle Fremgangsmåde — er derfor ikke til nogen Skade. Dertil kommer også den Betragtning, at medens en Adgang til Udsættelse efter Bevisførelsens Begyndelse vel undertiden kunde spare den påfelgcnde Domsafsigelse og Sagens nye Foretagelse, må det på den anden Tide be> mærkes, at det heller ikke så sjælden vil knnne hænde, at vedkommende Part, som ellers

havde begsært Udsættelse til yderligere Bevisers Erhvervelse, når han ser Dommen, dog vil beslutte sig til at blive stående ved den. Dels kan det være, at Dommen giver Parten Medhold i alt Væsentligt, idet de i Partens Tanker førnødne og yderligere Oplysninger og Beviser ikke af Retten ere blevne ansete for fornødne til at fremkalde det af Parten attråede Resultat, dels kan det hænde, at Parten ved at se Dommen kommer til den Indsigt, at det ikke vilde kunne have hjulpet, om de af ham påtænkte nye Oplysninger eller Beviser vare blevne fremstaffede. I disse Tilfælde undgåes altså netop ved det i Lovforslaget fastholdte System en Udsættelse af Bevisforhandlingen og en derved nødvendiggjort Gjentagelse af den.

I det andet Stykke af § 187 indeholdes den — iøvrigt i al virkelig mundtlig Procedures Natur grundede — Forskrift, som medfører, at Udsættelser af den begyndte Bevisforhandling ikke tilstedes, undsagen hvor det er uundgåeligt nødvendigt, nemlig at den hele Bevisførelse påny må føregå og altså den allerede stedfundne gjentages til den Tid, Retten berammer til videre Forhandling af Sagen. Når Beviset føres for den dømmende Net, og når der stal dommes umiddelbart på Grundlag af den i så Henseende stedfundne mundtlige Forhandling med Parter, Vidner, Syns- og skjønsmænd o. s. v., kan det ikke gå an. at der forløber et sådant Tidsrum mellem de enkelte Bestanddele af Bevisførelsen, at nogle af dem ligge længere tilbage og ikke mere stå friste og levende i Rettens Erindring. Lige« så vist som Indtrykket af den umiddelbare Forelsk af Beviserne for Rettens Dine er mere kraftigt og overbevisende end et blot skriftligt Referat om Indholdet af de forskkellige til Bevis tjenende Udsagn, ligeså vist er det også, at dette Indtryk hurtigt taber sig, når Tiden går hen og andre Sager i Mellemtiden have optaget Rettens Opmærksomhed og Interesse. Bevisførelsen må derfor udgjøre en Enhed, og alle enkelte Bestanddele af samme må med lige Vægt og Styrke fremstille sig på een Gang for de Dommendes Bevidsthed. Ellers komme de i Tiden fjernere liggende Data ikke til deres fulde Ret i Sammenligning med

de nærmere liggende. Det bliver derfor uod° vendigt, at de engang afhørte Vidner. Syns-og skjønsmænd og eventuelt Parterne selv må mode og Afhøres påny i Forbindelse med de nye Beviser, såmeget mere som disse muligen ville give Anledning til yderligere Spørgsmål til de først afhørte Vidner o. s. v.

Sidste Stykke af § 187 behøver ikke nogen nærmere Forklaring.

Det første Stykke af § 188 hviler på samme Tanke som det andet Stykke i § 187, den nemlig, at da Retten ikke kan formodes at have Parternes mundtlige Fremstilling af Sagen, som er sket i det i § 176 omhandlede Restmøde, i tilstrækkelig frisk Erindring på den Tid, Bevisførelsen føregår, hvilket efter Omstændighederne kan være længe efter og i Reglen vil vane dog nogle Uger senere, må Parterne gjentage denne deres Fremstilling, Det vil imidlertid ikke altid være udvendigt, at den gjentagcs i dens hele Omfang, men almindelige Regler herom lade sig naturligvis ikke opstille. Det er derfor føreskrevet, at den bliver at gjentage i det Omfang, Retten anser for nødvendigt, hvoraf følger. at Retten både førend Forhandlingens Begyndelse kan give en almindelig Anvisning i så Henseende og under Forhandlingernes Gang kan gribe ind og standse unedvendig Vidsleftighcd.

Slutningsforhandlingen, der, jfr. § 195, naturligen vil indeholde dels Parternes Kommentarer over Bevisførelsen og dens formentlige Resultat, dels deres Udtalelser om Sagen i Almindelighed og navnlig deres juridiske Konklusioner af det Foreliggende, knytter sig umiddelbart til Bevisforhandlingen, således at det Hele kommer til at udgjøre en samlet Retsforhandling. Iævnligen vil denne, navnlig når mange Vidner skulle afhøres, ikke kunne bringes til Ende på een Dag. men den må da, for at Indtrykket kan være levende og frist, fortsættes snarest muligt. Hertil sigte Bestemmelserne i § 188 3die Stykke. Når det i sidste Punktum af dette Stykke udtales, at Forhandlingen ikke agtes for afbrudt, fordi der indtræder en blot Standsning af de angivne eller lignende Årsager, uden at Retten i Mellemtiden strider til nogen anden Sags

Foretagelse, har dette den Betydning, at en Gjentagelse af de tidligere forte Forhandlinger ikke stal finde Sted, hvilket derimod må være Tilfældet, når Forhandlingerne virkelig afbrydes ved en formelig Udsættelse for at fortsættes i senere nye Retsmoder.

I Reglen vil det falde naturligst, at Sagsøgeren begynder med at fremføre sine Beviser, og at Sagføgte derefter fremkommer med sine; men det kan under visse Omstændigheder være hensigtsmæssigt, at Sagfogte begynder, og Sag« søgeren følger efter, f. Ex. når Tagsøgerens Fremstilling af det, han som Udgangspunkt for det Hele stal bevise, ikke bestrides, men det egentlige Hovedpunkt i Sagen er en Indsigelse eller en Modfordring fra Sagsøgtes Side, til hvilken da den øvrige Bevisferelse knytter sig, og hvorfra den tager sit Udgangspunkt. At Sagsøgeren i sådanne Tilfælde rettest venter med de Beviser, han vil benytte mod Eagsgtes, hvad enten det er egentlige Modbeviser eller Beviser for selvstændige nye Fakta, han i sin Interesse påberåber, er vistnok indlysende. Lovforslaget har derfor tillagt Rettens Formand, der i det Hele som en Slags Dirigent leder Forhandlingernes udvortes Gang, Myndighed til at træffe hvilke Bestemmelser han sinder rigtigt angående Ordenen, hvori Par« terne skulle fremsøre deres Beviser. At han ifølge heraf også kan lade Sagsøgte fremkomme med sine Beviser, når en Del af Sagsøgerens Beviser ere fremsørte, medens denne henvises til at komme frem med sine andre Beviser på senere Trin af Forhandlingen, er klart.

I visse fremmede Love føresknves det, at Parterne selv først skulle høres, efter at Vid> nerne og de ovrige Beviser ere producerede; men det er neppe hensigtsmæssigt at opstille nogen fast Regel i så Henseende. Ofte vil det være rigtigst at begynde med at Afhøre Parterne selv, da herved måske mange Punkter ville blive oplyste således, at videre Bevisførelse i så Henseende kan spares; i andre Tilfælde kan det sorudsees, at Parternes Forklaring ej vil være til nogen Nytte, fsrend Bevisførelsen føreligger. Lovforslaget overlader det derfor til Dommeren i hvert enkelt Tilfælde at afgjøre, på hvilket Punkt af Forhandlingerne Parterms Afherelse stal sinde Sted.

I § 190 afgjøres et meget vigtigt Spørgemål, nemlig hvorledes Vidneførselen stal foregå. Som det vil sees, har Lovforslaget valgt det engelst-amerikanske System, hvorefter Parterne selv umiddelbart ved en såkaldet Kryds-examination afhere Vidnerne under Rettens Kontrol i Modsætning til det i de fleste kontinentale Proceslove gjældende System, hvorefter Dommeren afherer Vidnerne, således at enbver direkte Forhandling mellem Parterne og Vidnerne er forbudt, men al Forhandling mellem dem føregår gjennem Dommeren, til hvem altså Parterne skulle opgive, hvad de ville have Vidnerne adspurgt om. Det har været Gjenstand for megen Forhandling og Overvejelse i Kommissionen, hvilket af disse to Systemer der burde føretrækkes. Hvad der har gjort Udslaget til Fordel for det engelskamerikanske System er navnlig den Betragtning, at en Ret for Parterne, først den ene Part og dernæst den anden, til selv at adspørge Vidnerne gjennem det såkaldte Krydsforhør unægtelig er det bedste og kraftigste Middel til at fåe Sandheden frem; thi Parterne ville altid iværksætte Pidneforheret med stene Energi end Dommeren, hvortil også kommer den vigtige Fordel, at Parterne under dette System selv bære det hele Ansvar for Vidneforhoret, medens der under et modsat System ikke så sjælden klages over, at Dommerens mangelfulde eller uenergiske Examination af Vidnerne er Skyld i, at Vidneforhoret ikke giver det Udbytte til Sagens Oplysning, som det kunde gjøre, hvis Parterne havde fået Lov til selv at spørge. Ganske vist har det engelsk-amerikanske System sine Ulemper. Særligt kan der anføres imod det, at Vidnepligten gjøres ikke lidt ubehageligere ved Parternes Kryds-examination, navnlig ved den fra Modpartens Side iværksatte Udspørgen, der naturligvis går ud på at indvikle Vidnet i Selvmodsigelser og overhovedet på at svække dets Troværdig« hed og Pålidelighed. ligesom der også er en Fare for, at Parterne jævnligen ville svæve ud fra det, hvorpå det egentlig kommer an, og derved gjøre den hele Forhandling vidtlostigere ug langvarige« end der behoves. Men herved må bemærkes, at Hovedsagen dog formentlig er at indrette Vidneforhoret på den for Sand«

hedens Udsindelse bedste og virksomste Måde, og ved Siden heraf er det en mere underordnet Betragtning, at Udsporgningen føregår på en for Vidnet selv mindre behagelig Måde, i hvilken sidste Henseende desuden må erindres, at det både er Dommerens Ret og Pligt at drage Omsorg for, at Vidnet ikke forulempes eller behandles utilbørligt, Hvad det andet Hensyn angår, nemlig at Forhandlingen kan vidslestiggjøres og uvedkommende Ting indblandes, når Parterne selv udspørge, må erindres, at det står i Rettens Magt at standse Udspørgningen, når den svæver ud, ja eventuelt overtage den selv (jfr. § 191), hvorhos den Bemærkning her må gjøres, at når Dommeren stal Afhøre Vidnerne, kan der spildes Tid og forårsages Vidtlsftighed af en Grund, som ikke er tilstede, når Parterne selv Afhøre Vidnerne, nemlig den, at Dommeren ikke — således som Parterne — er tilstrækkeligt inde i Sagen og derfor må spørge oftere, ligesom han ikke altid kan gjøre det med fornøden Bestemthed og Klarhed.

Lovrigt indeholde §§ 190 og 191 de nærmere Regler angående Vidneforhoret. Det første Stykke af § 190 angiver Ejendommelighederne ved Krydeforheret, nemlig at hver Gang Vidnet har besvaret et af Parten det førelagt Spørgsmål. er Modparten berettiget til at udspørge det nærmere med Hensyn her« til, dog at den spørgende Part ej behøver at finde sig i Afbrydelser. Afhøringen er altså ikke indrettet således, at Modparten stal vente med sine Kontraspørgsmål, indtil den vidne« førende Part er helt færdig, men den føregår punktvis og forsåvidt i en Form. der mere nærmer sig en almindelig Samtale. Da det imidlertid må fastholdes, at Modpartens Ret kun strækker sig til at udspørge Vidnet nærmere med Hensyn til det, der er Gjenstand for den vidneførende Parts Spørgsmål, og ikke til under dennes Afhørelse af Vidnet, at gjøre selvstændige Spørgsmål, er det i Slutningen af Stykket tilladt Modparten at føretage en ny Afhøring af Vidnet, når den an« den Part er færdig, men da således, at denne sidste har en tilsvarende Ret til at gjøre Kontraspergsmål, og det udførdres ikke herfor, at Modparten har udtaget en egen

Vidnestævning eller Kontravidnestævning eller føretaget nogen anden Formalitet, idet der gåes nd fra, at begge Parter have lige Ret til at benytte sig af Bevismidlerne, når disse først ere forte frem for Retten og gjorte til Gjenstand for Forhandling. I det andet Stykke af § 190 udtales, at Retten ikke fial være indskrænket til blot at påhøre Parternes Examination af Vidnerne, men at den har ikke blot en Ret til nærmere at adspørge Vidnerne med Hensyn til det, hvorom de examineres af Parterne, for at tydeliggjøre og fuldstændiggjøre disse Punkters Besvarelse, men en selvstændig Ret til at virke til Sagens Oplysning ved også at stille Epsrgsmål, som ikke e« bragte på Bane af Parterne eller foranlediget ved deres Examination af Vidnerne. Angående Bestemmelsen i sidste Stykke af § 190 bedover der ikke at bemærkes Noget.

I § 191 bestemmes det, at Rettens Formand skal våge over, at Vidneforhøvrene føregå med Orden og Værdighed. Der tillægges ham derfor i Paragrafens ovrigc Bestemmelser den Myndighed, som han behøver for at kunne gjøre dette på en virkelig effektiv I Måde. Det forudsættes, at han til en Begyndelse vil indskrænke sig til at tilrettevise Parterne, når de enten svæve ud fra Sagen eller optræde på en utilbørlig Måde overfor Vidnet eller Modparten, og det kan formentlig forudsættes, at Parterne i Reglen ville holde sig deslige Pålæg og Tilrettevisninger efterrettelige, men skulde dette vise sig ikke at blive Tilfældet, har Retsformanden efter § 191 Myndighed til selv at overtage Vidnets Afhørelse og forbyde Parten umiddelbart at forhandle med det, og vil Parten heller ikke sinde sig heri, men gjør Forsog på trods Domme- rens Forbud at henvende sig direkte til Vid- j net, kan Retten gribe til de kraftigere Midler efter Lovforslagets § 81. En anden vigtig Indgriben kan ifølge § 191 udeves af Retsformanden derved, at han kan slutte Afhsrelsen af et Vidne, når han sksenner, at der ved dens Fortsættelse ej kan fremkomme videre til Sagens Oplysning, og han behever ikke i så Henseende at afvente, at Parterne erklære ikke at have videre at spørge om.

I § 192 omhandles Afhørelsen af Syns-

og skjønsmænd. Ifølge Lovforslagets Princip for Bevisførelsen må Syns« og skjønsmænd også ligesom Vidner mode frem til personlig Afhørelse. Ifølge § 230 stal Synseller Ekjønsforretningen, som er et Fællesprodukt af de udmeldte Mænds Virksomhed, i Reglen være skriftlig. Den oplæses i Retsmødet af Synsmændene selv og overgives der« efter til Retten, jfr. § 232 sammenholdt med § 192, men der gives isvrigt Parterne Adgang til at gjøre sig bekjendt med den førend Retsmedet, jfr. § 231 i Slutningen. Derefter have begge Parter samme Adgang til yderligere at udspørge Syns- og Ekjønsmændene, som gjælder med Hensyn til Vidner, men der er forresten den i Tagens Natur grundede Forskjel, at medens Vidner i Reglen afhøres særskilt og hver for sig, må det, da Syns-og skjønforretningen er et Fællesprodukt af Mændenes Virksomhed, i Reglen være di?se tilladt at konferere med hverandre om Svaret, hvorved dog bemærkes, at Retten har Myndighed til at bestemme, at de skulle Afhøres enkeltvis, når der måtte være særlig Grund hertil, f. Ex. når der er Mistanke om Svig, eller når det kan formodes, at en Synseller Ekjsnsmand har udøvet en ntilborlig Indflydelse over de andre o. desl.

Medens der i §§ 96 og 97 er udtalt — hvad der forresten følger af sig selv — at den Part, der af Modparten indkaldes til at af« give personlig Forklaring, er pligtig til at besvare de til ham stillede Spørgsmål under den Tvang, som følger af § 97, er det på dette Sted udtalt i § 193. at når en Part fremstiller sig for at afgive Forklaring i hans egen Interesse, kan han ikke vægre sig ved at besvare de yderligere Epømgsmål, som Modparten måtte finde Grund til at stille til ham; Nægtelse af at svare må behandles efter § 97. Om denne Regels Retfærdighed og Villighed kan der formentlig ikke herske nogen Tvivl.

I § 194 bestemmes det, hvorledes Tvistigheder skulle afgjøres, der opstå under Bevisførelsen i Anledning af Indsigelser eller Forlangender af Parter, Vidner, Syns- eller Eksønsmænd. Her tænkes dels på Forlangender om, at dette eller hint Spørgsmål

skal besvares, om at Syns- eller skjønsmænd skulle afhøres hver for sig, om at Vidner skulle stilles mod hinanden o. des!,, dels på Indsigelser fra Modpartens Side mod, at visse Epergsmål førelægges eller besvares, mod at visse Personer afhøres som Vidner, mod Måden, hvorpå Afhørelsen føretages o. desl., dels på Indsigelser fra Vidners og Synsmænds Side imod at svare på visse Spørgsmål eller imod andre Fordringer, der stilles til dem. At Indsigelser fremkomme, er naturligvis altid uheldigt for Sagens Gang, idet alle stige mellemfaldende Forhandlinger afbryde Tråden i Bevisførelsen og gjøre et førstyrrende Indtryk, idet de afdrage Rettens Opmærksomhed fra selve Hovedsagen, men herved forsåvidt ikke Noget at gjøre, som det naturlig« vis ikke kan undgåcs, at Indsigelser af og til må førekomme. Det Eneste, som fra Lovgivningens Side kan gjøres, er at drage Omsorg for en så simpel og hurtig Afgjørelse af Spørgsmålene som muligt. Herpå ere Bestemmelserne i § 194 beregnede. Først er der, da et skriftligt Grundlag af Hensyn til eventuel Pånke ikke kan undværes, sørget for, at det skriftlige Materiale indskrænkes til det mindst Mulige, således at det Fornødne strax på Ct?det og i få Dieblikke kan tages til Protokollen; der stal nemlig kun føregå en Optegnelse af selve Indsigelsens eller Forlangendets Indhold, hvorved menes en kort Angivelse af. hvori Indsigelsen eller Forlangendet består, uden at iøvrigt nogen faktisk eller juridisk Begrundelse optages i Protokollen, f.Er. at Vidnet fordrer sig fritaget for at besvare et nærmere angivet Spørgsmål, fordi det derved vilde stade dets egen Interesse, eller at Parten protesterer imod, at et vist angivet Eporgsmål førelægges, fordi dette vilde stride mod en eller anden af Reglerne i § 20? o. desl.; derefter protokolleres Modpartens eller vedkommende Vidnes Erklæring eller Påstand i Anledning af Indsigelsen eller Forlangendet, f. Ez. at Parten fastholder, at Vidnet har at besvare det omhandlede Spergsmål enten ganske, som det føreligger, eller med en eller anden Lempning. På Grundlag af dette korte skriftlige Indlæg, som i Reglen kun vil udgjøre nogle få Linier, debatteres Spørgsmålet iøvrigt mundtligt,

hvorved naturligvis ikke cr udelukket den Art Optegnelser, som ere omhandlede i § 84, hvis Foretagelse ikke kan forstyrre eller afbryde den mundtlige Forhandling. Når Parterne, under hvilket Udtryk naturligvis også indbefatte« Vidner, forsåvidt Striden sinder Sted mellem cn Part og et Vidne, have ytret sig, afsiges Kjendelse af Retten. I de fleste Tilfælde vil Spørgsmålet kun kræve eu ganske kort Overvejelse, men da det undertiden kan være af vanske« ligere Natur, er det tilladt Retten at tage sig Betænkningstid til den næste Dag. Den afsagte Kjendelse kan pånkes såvel særskilt af Vidnet eller Synsmanden ved Anvendelsen af Besværing, jfr. §§ 216, 220 og 221, som af vedkommende Part i Forbindelse med Hoved« sagen ved almindelig Pånky, jfr. § 294.

Når Proceduren i Anledning af Indsigelser under Bevisførelsen ordnes på den an givne Måde, er der gjort, hvad der kan gjøres, for at forhindre Forhandlingernes Forstyrrelse og Forhaling derved. Erfaringen vil sikkert vift, at Indsigelser af den nævnte Beskaffenhed under den mundtlige Forhandling forholdsvis sjælden ville førekomme og i Almindelighed hurtigt ville blive afgjorte. Men undsagelsesvis kan der naturligvis førekomme en længere Ordverling og alvorligere Procedure, hvor virkelige Interesser stå på Spil, f. Ez. når der er Tale om at tvinge ct Vidne til Forklaringer, som efter dets Mening erc beskæmmende eller skadelige for det.

Den føreslåede Fremgangsmåde bliver meget lettere og simplere end hvor, som i den fransk-rhinske ordinære Proces, Vidneforhoret sker for en delegeret Dommer på den Måde, at alle opståede Tvistigheder må indstilles til den samlede Rets Afgjørelse. Alle de Forhalinger og alle de Formaliteter, som følge af, at Vidneforhøret stal standses, det Stedfundne tages beskrevet, førelægges for Retten, dennes Kjendelse affiges, Vidneforhoret derefter gjenoptages o. f. v„ undgåes efter Udkastet på den simpleste og naturligste Måde, Hvormeget herved vindes, indlyser især, når man betænker, at hele den nævnte Procedure må sinde Sted, hver Gang en Indsigelse fremkommer, hvilket kan ske flere Gange under det samme Vidnes Afhørelse og selv om Afgjerel-

sen af den opståede Tvist er nok så simpel. Derfor anse de franske Reformforfattere (f. Ex. Regnard de l'organisation, S. 307, 372) det for et af de vigtigste Fortrin ved Vidnernes Afhørelse for den famlede Ret, at opståede Stridssporgsmål kunne afgjøres >>séanee tenante, sans remise et, sans frais«.

Når Bevishandlingen undtagelsesvis foregår for en anden Net, end den, ved hvilken Sagen iøvrigt behandles, jfr. § 181, Litr. b, skulle de opståede Tvistigheder afgjøres af den Ret, for hvilken Bevisførelsen føregåer. Hvis Parterne ikke ville akkviescere ved denne Afgjørelse, kunne de da pånke til den Ret, under hvilken den Ret. som har afsagt Kjendelsen, står.

I § 195 indeholdes Reglerne om Parternes Slutningsføredrag. Efterat Bevisførelsen er endt, må det verre Parterne tilladt at kommentere over den og udtale sig angående dens formenslige Resultater, ligesom det også må være dem tilladt al udtale sig om Sagen i dens Helhed, da både de retlige og de faktiske Forhold jævnlig kunne stille sig meget anderledes efter Bevisførelsen end for denne, og derfor kunne trænge til ny Belysning. Men Rettens Formand er rådig over, hvor-længe Forhandlingerne skulle fortsættes. Sagen bliver derfor at optage til Dom ikke blot — hvad der vel vil være det Sædvanligste — når Parterne ej ønske at udtale sig mere, men også når Formanden finder, at Sagen er uddebatteret og derfor erklærer Forhandlingerne for sluttede uden Hensyn til Parternes Duske om at tale længere.

Om Bevis og Bevisførelse.

Idet der med Hensyn til de almindelige Grundsætninger henvises til de ovenfor S. 13—16 gjørte Bemærkninger, skal der her tilføjes et Par Ord angående de enkelte Paragrafer i dette Kapitel.

I § 196 opstilles den Grundsætning, at der ingen Indskrænkning stal sinde Sted i

Henseende til, hvorledes Beviset føres. Parterne ere berettigede til at føre Bevis både direkte og indirekte, hvori altså ligger, at In dieiebeviset ikke er udelukket. Ej heller er det føreskrevet, at kun visse bestemte Bevismidler må benyttes, eller at der kun subsidiært må benyttes visse Bevismidler, når det ikke er muligt at fremskaffe visse andre, der ansees som de principale, men det er tvertimod udtalt, at Alt, hvad der efter sin Natur er istand til at bidrage til Sagens Oplysning, kan benyttes som Bevis. Undtagelse herfra finder kun Sted, hvor Loven hjemler det. Af sådanne Undtagelser gives der kun meget få, I selve Rettergangsloven findes der, om man vil. et Exempel i § 207, hvorefter det af lovgivningspolitiske Grunde er forbudt at benytte visse Personer til Vidner, ligesom herhen tildels kan regnes § 209. I den øvrige Lovgivning kan der ligeledes kun påvises ganske få Exempler. f. El. Frd. 21de Mai 1845, K 24, Frd. 5te Marts 1734 §§ 2 og 3. Lovforslaget har fundet det rigtigt at bibeholde den gjældende Rets Grundsætninger i denne Henseende. Det har således hverken anset det for rigtigt at optage det fransk-rhinske System, hvorefter Retshandler, når deres Gjenstand overstiger en vis Værdi, kun kunne bevises ved skriftlige Dokumenter, eller det engelsk-amerikanske System, hvorefter det såkaldte bedste Bevis altid stal benyttes, og hvorefter Parterne ikke stedes til at føre sekundære Beviser, sålænge det ikke er oplyst, at det bedste Bevis ikke lader sig fremskaffe,

I § 197 indeholdes dernæst den anden Hovedsætning i Bevislæren, nemlig, at Retten afgjør, om Noget er bevist eller ikke, uden i skjønnet herover at være bundet eller begrænset ved andre Regler end dem, Loven hjemler. Heri ligger ganske i Almindelighed Udtalelsen af den Grundsætning, at Vevisbedømmelsen er fri, såvidt der ikke kan påvifes Lovbestemmelser, som gribe ind i den. Allerede i den nu« gjældende Lovgivning er der sket store Nedbrydninger i den legale Bevistbeovi. navnlig i ved Optagelsen af Begrebet tildels lovfaste Vidner og ved Anerkjendelsen af den Sætning, at fuldt Bevis kan dannes ved et større Antal af disse såvelsom ved deres Kombination med andre

Beviser. Lovforslaget har end yderligere indskrænket de Begrænsninger, som den gjaldende Ret endnu sætter for Dommerens frie Skjøn. I denne Henseende må især mærkes, at Reglen i Chr. V Lov 1—3—1 ikke er optaget. Der er således efter Lovforslaget hverken nogen legal Nødvendighed for at anse et Faktum som bevist, når der er to lovfaste Vidner derfor, eller — hvad der er vigtigere — nogen legal Nødvendighed for, at et Faktum for at ansees som bevist stal være bekræftet af to lovfaste Vidner. Lovforslaget har dernæst også i en anden vigtig Retning bortryddet den gjældende Rets Regler for Dommerens Bedømmelse af de forte Bevisers Vægt, idet Lovforskrifterne om Vidners Inhabilitet ere faldne bort. Praktisk havde disse Lovbud, som ovenfor bemærket, allerede tabt meget i Betydning ved Indførelsen af Begrebet tildels lovfaste Vidner og ved Anerkjendelsen af, at Bevis kan dannes såvel ved disse alene som i Forbindelse med andre Omstændigheder. Det er derfor egentlig kun Videreførelse af et allerede halvt anerkjendt Princip, når Udkastet helt stryger Begrebet „inhabile Vidner". Ikke blot er derfor den principløse Regel i Chr. V. Lov 1—13—16 udeladt, isølge hvilken de der nævnte Personer i nogle Tilfælde skulle være habile, i andre ikke, men såvel Forskriften i 1—13—15 om Bestemmelsen i 1—13—19 er udeladt, ligesom man er gået ud fra, at det må være overladt til Dommerens Ekjen at afgjøre, hvilken Indflydelse egen Interesse og Medskyldighed må have på Vedkommendes Troværdighed. Lovforslaget felger i denne Henseende den Udviklingsgang, som nu allevegne gjør sig gjældendc, jfr. Nellemanni Om mundtlig Rettergang, E. 144 ff. Dog er Lovforslaget ej gået så vidt at lade Parterne optræde som Vidner og forklare under Ed i deres egen Sag, men det har indskrænket sig til at kræve dem til Forklaring uden Cd. De Undtagelser fra Dommerens Ret til frit at domme om Bevisførelsens Resultat, som Lovforslaget kjender, sindes ikke på Vidnebevisets Område. Ej heller med Hensyn til Bevis ved Syn og Ekjen. Lovforslaget opstiller nemlig i Modsætning til den gjældende Ret den Regel, at Dommeren ikke er bunden ved

Syns- og Skønsforretningens Resultat, og at han kan påbyde Foretagelsen af en ny Forretning enten af de samme eller af andre Syns- og skjønsmænd; i Forbindelse hermed kan mærkes, at den nugjældende Rets System med Syn og Ekjøn og Oversyn og Oversksøn ikke er gået over i Lovforslaget, der ikke opstiller et sådant lovbestemt Forhold mellem de førskjellige Syns og skjøns Beviskraft, men de førskjellige Syns- og Skønsforretninger, der måtte være optagne i Sagen, stå forsåvidt formelt ligeberettigede overfor hverandre, som Dommeren frit vurderer deres Beviskraft både i og for sig og set i Forhold til de øvrige i Sagen føreliggende Oplysninger, såsom Vidneforklaringer m, m. Derimod førefindes Bevisregler på nogle andre Punkter. Med Hensyn til Dokumentbeviset gives der således nogle bindende Regler, skjønt det iøvrigt også her har været Lovforslagets Tanke at indskrænke sig til det mindst Mulige, I § 244, jfr. § 245, er der givet en Forskrift, sigtende til at opretholde de vistnok uundværlige Regler i den gjældende Ret om offentlige Dokumenters Beviskraft; i § 248 er der givet den overalt herskende, i afgjørende Hensigtsmæssighedshensyn begrundede Regel om?Egthedsformodningen, hvormed offentlige Dokumenter udrustes; i § 251 indeholdes der — som Undtagelse fra Hovedreglen i § 249 — en særegen Bestemmelse om en Wgshedsformodning, som under visse Omstændigheder kan tillægges meget gamle Privatdokumenter, Endelig gives der i § 253 en meget vigtig Regcl svarende til Chr. V Lov 5—1—6 og og beregnet på at tilfredsstille den samme Fornedenbed som denne Artikel. Hvad Parts Ed angår, er det klart (jft. ovenfor S. 15), at dette Instituts Bibeholdelse er en Indskrænkning i Principet om den frie Bevisbedømmelse, forsåvidt Sagen uafhængigt af Dommerens Skjøn får et vist Udfald, eftersom Eden aflægges eller ikke, og der bliver ikke Spørgsmål om at inddrage selve Partseden under Dommerens frie Bedsmmelse som et andet Bevisdatum, Men iøvrigt gjennemsøres Dommerens Frihed også her således, at det i det Hele overlades til ham efter sit skjøn at bestemme, både om Parts Ed stal benyttes, og hvilken af Parterne den stal pålægges

eller tilstedes, jfr. § 257. Kun med Hensyn til Handelsbøger, hvilke man allevegne plejer at tillægge en vis fast, bestemt Beviskraft, og med Hensyn til Paternitetssager, hvor ethvert andet Oplysningsmiddel i Reglen vil mangle, er der gjort Undtagelse, jfr. § 258 2det og 3die Stykke, hvormed må sammenholdes den nylig omtalte § 253. jfr. § 258 2det Stykke. Derimod har Lovforslaget ikke optaget de smige lovbestemte Tilfælde, i hvilke Parts Ed efter den nugjældende Ret kan bringes i Anvendelse, da disse på Grund af den Vidde, hvormed Reglen i § 257 er affattet, formentlig ikke behøves.

Hvad angår Z 198, er det tilstrækkeligt til dens Begrundelse at henvise til, at det ovenfor S. 14 er påvist, hvorledes det ikke i og for sig med Feje kan påståes, at den frie Bevistheori som nødvendig Følge må kræve Opgivelsen af faste Bevisbyrderegler, hvortil endvidere kommer, at Opgivelsen af faste Bevisbyrderegler og Henvisning til Rettens subjektive skjøn over Bevishyrdespergsmålet nødvendig måtte kræve en Beviskjendelse, som i hvert enkelt Tilfælde afgjørde Spørgsmålet og gav Parterne den fornødne Oplysning om Rettens Betragtning af den føreliggende Sag, hvilken Indretning Lovforslaget forkaster, jfr. ovenfor S. 9 ff. Derfor er Indholdet af § 198 med Nødvendighed givet ved Lovforslagets hele System for Bevisførelsen og dennes Forbindelse med de øvrige Forhandlinger i Sagen; kun for Fuldstændigheds Skyld udtales i § 198 udtrykkelig, hvad dn også ellers måtte følge af Lovforslagets øvrige Indhold.

Hvad angåer §§ 199 og 200 er det Fornødne til deres Begrundelse bemærket ovenfor S. 15—16,

De Sætninger, som indeholdes i § 201, ere kun simple Følger af den rigtige Opfattelse af fremmede Retssætningers Stilling i Henseende til Beviset. Men da den gamle Vildfarelse, nemlig at fremmed Ret er at anse som en Bestanddeel af Sagens Faktum og derfor, for at kunne tages i Betragtning ved Pådømmelsen, må bevises af Parterne, endnu er temmelig udbredt, ansees det for ikke

uhensigtsmæssigt at optage en Tilkendegivelse i § 201. som sætter Sagen i dens rette Lys.

Om Vidnebeviset.

I § 202 udtales først den almindelige, også i den nugjældende Ret hjemlede Regel, at Enhver er pligtig at vidne, når han på lovlig Måde indkaldes hertil. At der ved disse Udtryk kun menes Enhver, som overhovedet står under vore Retter, og mod hvem disse kunne udøve Tvang (altså ikke Kongen eller Personer, der have Gxterritorialitetsret), er en Selvfølge. Derefter gives i Paragrafen nogle nye Bestemmelser om Vidnepligtens Udstrækning. Principet om Vidnernes Afhørelse for den Ret, der dommer i Hovedsagen, medfører nødvendigvis en Udvidelse af Vidnepligten i den Retning, at Vidnerne må være forpligtede til at rejse en længere Ves end efter den gjældende Lovgivning,

På den anden Side har Kommissionen dog ikke anset det forsvarligt i borgerlige Retssager

i at udstrække Forpligtelsen såvidt, at Vidnerne altid uden Hensyn til Afstanden skulle mode for den Ret, som dommer i Hovedsagen, en For« dring, der end ikke stilles i Lovudkastet om Straffe« retsplejen undtagen for Nævningefagers Vedkommende. At der må være Grænser for Vid« nets Forpligtelse til at rejse, er også almindelig anerkjendt i fremmede Love og Udkast. Dog pleje disse ikke at opstille Afstands« bestemmelser eller andre sådanne faste Regler om Vidnets Forpligtelse i denne Henseende, men det overlades til Retten, som dommer i Hovedsagen, efter Hensyn til Forklaringens formenslige Vigtighed, Afstanden og samtlige øvrige forhåndenværende Omstændigheder at afgjøre, om Vidnet skal indkaldes til Møde under Hovedforhandlingen eller kan stedes til at afgive Forklaring for Dommeren på Op-

holdsstedet*). Det lader sig imidlertid ikke nægte, at en fådan Frihed i Afgjørelsen giver Plads for megen Usikkerhed og let kan føre til, at der stilles for store Krav til Vidnernes Tid. I al Fald vil dcn have sine store Betænkeligheder hos os, hvor man ikke er vant til den udstrakte Forpligtelse til at rejse for at afgive Vidnesbyrd. I det føreliggende Udkast er man derfor gået den Vej at fastsætte en vis Afstand, udover hvilken Vidnerne ikke ere pligtige at rejse.. Hvor Gramsen i så Henseende skal sættes, beror nærmest på et skjøn. Efter Udkastet (§ 202) kan det altid fordres, at Vidnet moder for den Landsret, i hvis Kreds det boer. Derimod behøver Ingen at mode til Vidnesbyrds Aflæggelse udenfor den Landsretskreds, hvori han boer, dersom han derved vilde fåe længere at rejse hen til Retten end 18 Mile på Jernbanen eller 6 Mile på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller på anden Måde, Indenfor disse Grænser kan Mødepligten for« mentlig uden Ubillighed hævdes som almindelig Regel, når det ved Siden heraf fastholdes, at Vidnet, såfremt det må rejse udenfor den Underretskreds, hvori det boer (se § 202 sidste Stykke), er berettiget til Erstatning for Befordringsudgifter og til Tærepenge. Forsåvidt det i § 202 er gjort Vidnet til Pligt uden Hensyn til Afstanden at mode for den Landsret, i hvis Kreds det boer, bemærkes endnu, at ifølge den i Udkast til Lov om Domsmag« tens Ordning føreslåede Afgrænsning af Landsretskredsene vil Beboernes Afstand fra Landsrettens Sæde i Almindelighed falde in« venfor den ovenangivne Afstand. Kun i enkelte Kredse vil Anvendelsen af den nævnte Regel for visse Strækningers Vedkommende medføre en Overskridelse af den i § 202 angivne Vejlængde; men i Ttrid med Udkastets System at tilstå en almindelig Fritagelse for sådanne Tilfælde og således i det Hele undtage Beboerne af disse Egne fra i borgerlige Sager at mode som Vidner for Landsretten vilde såmeget mindre være be-

grundet, som der i Almindelighed kun vil være Spørgsmål om en ubetydeljg Overskridelse, af den ellers gjældende Vejlængde. Herved må også erindres, at Retten i Henhold til § 203 Litr. b kan tilstå Fritagelse i de enkelte Tilfælde, hvor Vidnets Møde vilde medføre Ulemper for det, som ikke stå i noget rimeligt Forhold til det Udbytte i Henseende til Sagens Oplysning, der kan ventes af Vidnets Afhørelse for den dømmende Ret.

Som ovenfor bemærket har man ikke anset det for nødvendigt at give Vidnet Ret til Godtgjørelfe for Vidnepligtens Opfyldelse, når det ikke skal rejse udenfor den Underretskreds, hvori det boer. Herved pålægges der nemlig ikke Vidnet en videregående Forpligtelse end efter de nuværende Regler om Vidnepligten. Skal Vidnet derimod rejse udenfor den Underretskreds, hvori det boer, må der, forsåvidt Rettens Længde overskrider en vis Grænse, nødvendigvis tillægges det Krav på Godtgjørelse for Rejseudgifter og Tærepenge, Det er allerede et stort Offer for Vidnet i andre Privates Interesse at måtte offre sin Tid på Vidneforklaringens Afgivelse uden Godtgjørelse for Tidstab. Fremmede Love gå derfor få vidt også at give Erstatning derfor. Skal den Grundsætning, at Vidnet bør holdes skadesløsk for Opfyldelsen af sin Vidnepligt, gjennemføres i fuld Udstrækning, vil det imidlertid ikke kunne undgåes, at Retsforfølgningen i de Sager, til hvis Oplysning Vidneførsel er fornøden, jævnlig bebyrdes med Omkostninger, som ikke stå i Forhold til Sagens Betydning og derhos vanskeligt forud kunne beregnes. Det må derhos erindres, at det Hensyn til Vidnets Interesse, som har fort de fremmede Lovgivninger til at fastsætte Erstatning for Tidstab, ikke med samme Styrke gjør sig gjældende efter det føreliggende Udkast, som i Modsætning til hine Love opstiller en Marimumsgrænse for den Afstand, Vidnet er pligtigt at rejse. Proceskommissionen har derfor ikke fundet Grund til at udstrække Vederlaget for Vidnets Møde videre end til Udgifter ved Befordring og Forplejning under Rejsen, se § 202 sidste Stykke. Det er en Selvfølge, at disse Beløb eller, hvis de ikke kunne anssåes bestemt, til

*) Denne Fremgngsmåde er således fulgt i den
engelske og svenske Ret, ligesom den nn også
for Tysklands Vedkommende er gjort gjaldende i
Procesloven j«r det tyste Rige.

børligt Forskud derpå må tilbydes Vidnet forud (§ 202 i Slutn.). Andensteds har man i Forbindelse hermed føreslået at fastsætte Straf for det insolvente Vidne, som forbruger Pengene uden at opfylde Vidnepligten; men en sådan Bestemmelse er vistnok ufornøden. Når Vidnet ikke moder, fordi det har forbrugt Rejsepengene, er dette naturligvis ikke nogen gyldig Undskyldning, og de i § 218 for Udeblivelse fastsatte Straffe blive da at pålægge det. Heri synes at ligge fornøden Garanti imod dm nævnte Misbrug.

I § 203 opstilles den almindelige Grundsætning, at Vidners Afhørelse i Reglen føregår for den Ret, som dommer i Hovedsagen; men ved Siden heraf fremsættes de Undtagelser, som enten ubetinget må indrommes eller dog efter Omstændighederne kunne tilståes. I første Henseende må nævnes, at Vidnet boer udenfor de i § 202 fastsatte Afstande (og ikke frivilligt vil mode). I sidste Henseende angives under Litr. 2, b og o nogle Tilfælde, af hvilke de under Litr. e anførte førstå sig af sig selv. Efter den under Litr. 3, givne Bestemmelse kan Undtagelse fra Umiddelbarhedsgrundsætningen tilståes, når Parterne ere enige herom. De fleste nyere Love og Udkast tilstede ikke dette; men der skjønnes dog ikke at kunne rejses nogen virkelig begrundet Indvending imod den nævnte Regel. Thi når Parterne selv ikke onske det > fuldkomnere Oplysningsmiddel, som Vidnets z Afhørelse for den kommende Ret frembyder, anvendt i Sagen, sees det ikke, at Retten kan have nogen selvstændig Interesse i at fremtvinge Vidnets Møde under Hovedfor« handlingen, såfremt Parterne — hvad i Reglen vil være Tilfældet i den borgerlige Retspleje — have fri Rådighed over Sagens Gjenstand. Anderledes stiller Spørgsmålet sig vistnok, hvor Sagen ikke er undergivet Parternes frie Rådighed, f. Ex. i Ægtefkabsskilsmissesager; men da den omhandlede Bestemmelse i Udkastet alene går ud på en Bemyndigelse for Retten, kan fornødent Hen« syn tages til sådanne Tilfældes serregne Beskaffenhed. Med Hensyn til Undtagelsen under Litr. d bemærkes blot, at det viftnok ofte af Retten på Forhånd kan skjønnes, at Vidne«

forklaringen alene skal oplyse rent underordnede Punkter i Sagen eller dog ikke vil kunne være af så afgjørende Betydning, at det Udbytte i Henseende til Sagens Oplysning, som kan ventes af Vidnets Afhørelse for Landsretten, vil stå i rimeligt Forhold til Ulemperne og Omkostningerne ved dets Rejse til Hovedforhandlingen. Derimod følger det af sig selv, at det ikke er nogen tilstrækkelig Grund til at tillade Vidners Afhørelse udenfor Hovedforhandlingen, at deres Vidnesbyrd kan ventes at ville blive meget vidtlsftigt, eller at der er mange Vidner, hvis Forklaringer kunne ventes at ville tildels stride mod hverandre o. desl. Thi netop i sådanne Tilfælde kræver Urniddelbarhedsprincipet fortrinsvis, at Vidnerne afhsres under Hoved« forhandlingen, da det netop i sådanne Tilfælde snarest er at vente, at vigtige Bidrag til Sagens rette Bedømmelse ville kunne opnåes derved, at Vidnerne stilles Ansigt til Ansigt med hverandre såvelsom med Parterne og de øvrige Oplysninger i Sagen. Rettens Afgjørelse af de heromhandlede Spørgsmål træffes efter Forhandling i det i § 180 omhandlede Retsmøde,

§ 204 pålægger Militære af Hæren og Flåden at aflægge Vidnesbyrd for de borgerlige Domstole, en Forpligtelse, der i borgerlige Sager for Tiden kun påhviler Militære i Kjøbenhavn, men uden Tvivl bor hævdes som almindelig Regel, i al Fald efter det nye 📖 System.

Ifølge § 205 udgår Indkaldelsen til Vidnet fra den Ret, for hvilken Vidnet skal mode, men Parten stal selv besørge Forkyndelsen iværksat. Herved komme de almindelige Regler i §§ 108—119 til Anvendelse, dog således, at medens det ellers er Stævnings« manden tilladt efter sin Bekvemmelighed at vælge imellem de i § 111 Litr. a og Litr. b omhandlede Forkyndelsesmåder, skal han ved Vidneindkaldelser søge at iværksætte Forkynde!« sen for Vedkommende personlig, så vidt som det er muligt. For at undgå unodvendige Formalitetsvanskeligheder er der tillagt enhver Ret Kompetence til med tvingende Virkning at indkalde Vidner også fra andre Retskredse i Landet. Undertiden er det forbundet med store Vanske«

ligheder for en Privat at fane Vidner afhørte i Udlandet, fordi man der er vant til, at de i så Henseende fornødne Rekvisitioner udgå ikke fra Parterne således som hos os, men fra selve den Ret, ved hvilken Sagen føres. Der tages derfor som oftest ikke Hensyn til rent private Rekvisitioner. For at bøde på denne Ulempe er det pålagt Retten efter Pariens Begjæring at udstede de fornødne Opfordringer til de fremmede Myndigheder, hvorefter Parten selv har at foranstalte det videre Fornødne.

Med Hensyn til z 206 bemærkes, at der i denne indeholdes Reglerne om det Varsel, der stal gives Vidner; boer Vidnet indenfor Landsretskredsens Grænser, må en Uge være nok, og ellers to Uger, hvilken Tid i Reglen vil være tilstrækkelig i vort lille Land til at komme fra ethvert Sted indenfor dets Grænser til Rettens Tæde. Det er en Selvfølge, at hvis uovervindelige Hindringer ere tilstede, kan der ikke pålægges Vidnet noget Ansvar for Udeblivelse til den fastsatte Tid, men derom vil vistnok kun yderst sjælden blive Tale, og vel navnlig kun, når Is forhindrer Samkvemmet mellem Landsdelene. Det vil billiges, at § 206 ikke føreskriver, at Vidnet ved Indkaldelsen stal have nogen Oplysning om, hvad man vil spørge det om, men kun at Sagen, i hvilken det skal vidne, ganske i Almindelighed nævnes.

I § 207 omhandles de såkaldte inkompetente Vidner eller sådanne, som af førstsellige lovgivningspolitiske Grunde ikke må kræves til at vidne. Udkastet har på dette Punkt nærmest holdt sig til den gjældende Ret. Dog bemærkes, at det i Overensstemmelse med Lovudkastet om Strafferetsvlejen har undladt at optage det bestående ubetingede Forbud imod Ægtesallers Vidnesbyrd i borgerlige Sager, jfr. herved Motiverne til Strafferetsplejeudkastet S. 68. Ligeledes hen« vises til Bemærkningerne sammesteds, forsåvidt angår den Udvidelse, der ved Z 20? Nr. 1 er givet den i D. L. 2—5—20 indeholdte Regel. Bestemmelserne under Nr, 2 og 3 svare til de i Frd. 19de Juli 1793 og Refkr. 13de Marts 1759, jfr. Refkr. 6te Januar 1764, givne Forbud blot med den Forskiel, at der i Nr, 2 er medtaget, hvad

der er betroet under Rådsørsel angående en Straffesag, en Udvidelse, som stemmer med Straffeprocesudkastets Grundsætninger. Endelig er der under Nr. 4 opstillet en Undtagelse, som i den gjældende Ret vel ikke hviler på nogen almindelig Loubestemmelse, men dog alligevel nødvendigvis må antages. At Gmbedshemmesigheder ikke må åbenbares under Vidnekørsel i borgerlige Sager, er uomtvisteligt og, såvidt vides, allevegne anerkjendt. Under denne Regel må også indbefattes de Tilfælde, hvor færlige Lovbestemmelser pålægge ikke blot Diskretion, men en ubetinget og ubrødelig Tavshed angående visse Anliggender, der iøvrigt ikke behøve at være Staten vedkommende Hemmeligheder, da det gjerne kan være aldeles private Forhold, som isolge Vedkommendes offentlige Stilling skulle hemmeligholdes, f. Ex. Telegrafbetjentenes Tavshedspligt, jfr. Reglement af 27de December 1875 § 2 og Bekjendtgjørelse af samme Dato. En sådan Tavshedspligt kan undertiden være pålagt Andre end Embedsmænd, f. Ex. Ligningskommissioner (Lov om Indkomstskat af 19de Februar 1861 § 19, jfr. § 12); derfor benytter Udkastet Ordene .Embedsmænd og Andre, der handle i offentligt Hverv'. Derimod har Kommissionen ikke fundet tilstrækkelig Grund til at udstrække denne Undtagelse fra Vidnepligten til Læger, Iordemødre og Apothekere. Disse ville altså ligesom efter den gjældende Ret, forsåvidt ikke Reglen i Paragrafens Nr. 3 medfører en Begrænsning, uanset den Tavshedspligt, der iøvrigt påhviler dem med Hensyn til, hvad der er betroet dem i fornævnte Egenskab, ikke kunne undslå sig for at åbenbare dette, når de opkræves som Vidner i en Retssag.

I § 208 omhandles de Tilfælde, i hvilke Nogen kan nægte at afgive Vidnesbyrd på Grund af de Følger, vedkommende Spørgsmåls Besvarelse vilde medføre enten for Vidnet selv eller dets Nærmeste. Hvad angår Kredsen af de fritagne Personer, stemmer Reglen i § 208 med Lovudkastet om Strafferetsplejen, og der kan forsåvidt henvises til den Udvikling, som i Motiverne til det nævnte Udkast S. 69—70 gives af dette Eporgsmål. Derimod er der efter det føreliggende

Udkast tillagt de Pågjæsdende Vægringsret i noget større Udstrækning, idet ikke blot velfærdtruende Formuetab, men overhovedet ethvert Formuetab, der ikke kan ansees for ganske uvæsentligt, eller anden dermed i Klasse stående Skade kommer i Betragtning som Fritagelsesgrund, en Udvidelse, som vistnok vil findes naturlig i borgerlige Sager, hvor Talen er om en Opoffrelse, Vidnet stal gjøre i en Privatmands Interesse, medens den ikke kan indrømmes i Straffesager, hvor Samfundets Sikkerhed kræver Sagens Oplysning. På denne Fritagelsesgrund kan der dog ifølge § 208 Nr. 2 ikke støttes nogen Vægring ved at aflægge Vidnesbyrd angående Retshandler, med Hensyn til hvilke Vidnet har ladet sig bruge som Vitterlighedsvidne, eller i sådanne Tilfælde, hvor det som Hjemmelsmand, Borgen eller Fuldmægtig af Hensyn til Parten naturlig må ansees for pligtig til at give Oplysning om Forholdet. At disse civilretlige Forhold kunne begrunde en særlig Forpligtelse overfor Parten til at afgive Vidnesbyrd, må ansees for skemmende med Sagens Natur, og lignende Regler findes derfor også i mange nyere Proceslovudkast, jfr. således Civilprocesloven for det tyste Rige af 1876 § 350. I § 208 Nr. 3 er optaget den Regel, at når Retten ikke har fundet sig foranlediget til på Embedsvegne at nægte at modtage de i Z 20? omhandlede Vidnesbyrd, skulle de pågjældende Vidner, hvis de selv ville optage Spørgsmålet, være berettigede til at gjøre deres Inkompetence gjældende ved Indsigelse, hvoraf følger, at der må afsiges en Kjendelse, som af Vidnet kan påankes særskilt i Henhold til § 216.

Skjønt den Omstændighed, om et Vidne edkæstes eller ikke, under Forudsætning af den frie Bevisbedømmelse ikke spiller den afgjørende Rolle som under et modsat System, idet nemlig Dommeren ikke er udelukket fra at fæste Lid til det ubeedigede Vidne, og endog har Lov til at tro dette bedre end det edfæstede, kan det dog ikke være andet, end at det med Hensyn til et Vidnes bevisende Kraft har sin meget store Betydning, at dets Forklaring er bekræftet med Ed. Derfor bor det være Regel, at ethvert Vidne stal edfæstes, når ingen Hindring herfor er tilstede. Det vilde ganske

vist stride imod den frie Bevisbedømmelse at opstille bestemte Forskrifter om, at ingen eller en ringere Tiltro skulde skjænkes den ubeedigede Forklaring; thi når Retten har hørt de pågjældende Forklaringer, må det ganske stå i dens Magt at bestemme, hvad bevisende Vægt de skulle have. Men når man går ud fra, at Eden afgiver en sær Garanti, således at der først, når Vidnet er under Edens Indflydelse, haves den hele og fulde Sikkerhed for, at dets Forklaring afgives med den skørste Alvor og Samvittighedsfuldhed, bor det fastholdes som en almindelig Fordring, at Alt skal gjøres for at førebygge tom Tale for Retten, og at der derfor i Reglen skal pålægges Enhver, som stedes til at forklare for en Ret, den ved Eden til det Pderste skærpede Sandhedspligt. Andensteds har man — for at indskrænke Edens Brug — bragt i Forstag, at Vidnerne i Sager af ringe Værd kun skulde ved Håndstag forpligte sig til at tale Sandhed Men det er formentlig stedende at gjøre en sådan Forskjel efter Sagens Værdi, og i Udkastet findes derfor intet Såadant. Reglen er altså, at enhver Vidneforklaring skal beediges (§ 210). Ashørelse uden Ed finder (afset fra det Tilfælde, at Parterne ere enige om at lade Forklaringer gjælde uden Beedigelse), kun Sted, dels når Vedkommende ikke må edfæstes (§ 209), dels na ar der mangler en føreskreven Edsformular for det Troessamsund, hvortil han hører. Dette sidste Tilfælde vil kun sjælden førekomme, da vi have lovbestemte Edsformularer for alle kristne Froessamtund, for Koder og for rnæhriske Brødre. Det første Tilfælde vil derimod jævnligen kunne indtræffe. Derom bestemmer § 209 i Overensstemmelse med den gjældende Ret, at Born under 15 år ikke må tages i Ed, ligesom ej heller Personer, der lide af væsentlig Forstands- eller Hukommelsessvækffelse. Fremdeles synes det naturligt, at den, der er funden skyldig i Mened, ikke oftere må edsæstes. Derimod har man — i Samklang med den nyere engelsk-amerikanske Ret — ikke troet, at andre Forbrydelser end Mened burde være til Hinder for Pågjældendes Gdfæstelse, hvorfor den gjældemde Rets Bestemmelse i D. L. 1 — 13— 19 er opgivet. Endelig er det en Selvfølge,

at man ikke bor edsæste den, som ifølge sin Mangel på eller Fornægtelse af de religiøse Grundsætninger ikke tillægger Eden den Betydning, den efter sit Begreb stal have, ɔ;: ikke opfatter Eden som en Påkaldelse af en levende personlig Gud, der ser Meneden og vil straffe den. At den, der udtaler en bestemt Tro på, at der ikke er nogen personlig Gud, som står i et reals Forhold til Mennesket, dog meget vel kan agte Sandhedspligten, er klart; men for hans Vedkommende vilde Gddæstelsen dog kun have Betydning som et hojtideligt Løste om at tale Sandhed, ikke derimod den specifike religiøse Betydning. Medens Udkastet affkjærer Edsæstelfe i alle de foranforte Tilfælde, vil der derimod i Almindelighed ikke være noget til Hinder for, at de omhandlede Personer kunne Afhøres uden Ed, idet deres Forklaring både i og for sig og i Forbindelse med Sagens øvrige Omstændigheder kan have stor Betydning som Bevis. Dog er selvfølgelig al Afhørelse af Afsindige og andre Personer, som ej ere i Stand til at afgive en fornuftig Forklaring, udelukket (§209 i Slutn.)

Bestemmelsen i § 211 trænger neppe til videre Forklaring.

Af §§ 212 og 213 fremgår, at Udkastet tænker sig, at Udfæstelsen skal gå foran for Forklaringen. Dette var, jfr. D. L. 1— 13—8, i borgerlige Sager den gjældende Regel hos os indtil Frd. 10de April 1833, ved hvilken det blev bestemt, at Eden skulde aflægges, esterat Forklaringen var protokolleret, oplæst og tiltrådt af Vidnet. I Henseende til Edens for den Enkeltes Samvittig« hed bindende Kraft kan det ikke være af nogen væsentlig Betydning, om den aflægges umiddelbart for eller umiddelbart efter Forklaringen; under begge Forudsætninger må den i Virkeligheden betragtes som en Forfitringsed. Det er således væsentlig praktiske Henfigtsmæssighedsbctragtninger, hvorpå det kommer an ved Valget mellem disse Former. Hvor en Protokollation med efterfølgende Oplæsning og Tiltrædelse fra Vidnets Side stal finde Sted, vil der ikke være Noget til Hinder for, at Eden kan aflægges efter Forklaringens Afgivelse, og denne Fremgangsmåde kan i så

Fald vel endog være den naturlige, da Meningen jo må være, at Vidneeden kun har Hensyn til den protokollerede og tiltrådte Forklaring, medens det, som iøvrigt måtte være fremkommet, ikke har nogen Kraft eller Betydning. Hvor derimod Dommen stal støttes umiddelbart på Vidneudsagnene, og hvor ingen Protokollation eller Ratihabition finder Sted, vil det ikke være praktisk eller falde naturligt, at Eden aftægges bagefter; men under denne Forudsætning vil det være hensigtsmæssigst og simplest at lade Eden aflægge, førend Forklaringen afgives, hvorved ikke udelukkes, at Vidnet under Afhørelsen, lå ofte der måtte findes Anledning hertil, kan mindes om, at det står under Ed. I det førelig« gende Udkast, der på dette Punkt er i Overensstemmelse med den engelst-amerikanske og den frankt-rhinske Proces*), er det derfor føre« slået at anvende den sidstnævnte Fremgangsmåde. Forsåvidt man som en Grund til at lade Eden følge bagefter Forklaringen har anført, at man herved befordrer den så onskelige Frasaldelfe af Beedigelse, kan hertil erindres, at dette hele Hensyn dog viftnok er af underordnet Betydning, da stig Frasældelse af Beedigelse ikke er uden sine Misligheder og derfor ikke ubetinget fortjener at begunstiges, ligesom det iøvrigt også er draget i Tvivl, om man mest opmuntrer til at frafalde Beedigelse ved at lægge Eden efter Forklaringen.

I § 213 2det Stykke er udtrykkelig udtalt, hvad der iøvrigt følger af sig selv, at Vidnet under Ed stal forklare angående alle de Omstændigheder, der kunne have Indflydelse på dets Troværdighed eller dets Forpligtelse til at vidne — dog selvfølgelig således, at Vidnet også med Hensyn til denne Del af dets Forklaring kan udøve den i § 208 hjemlede Vægringsres Vidnet pådrager sig alt' så Strafansvar ligesåvel ved Usandheder i disse Punkter som med Hensyn til Sagen selv.

Reglen i § 214 er begrundet i den Betragtning, som også på andre Punkter

*) Hertil slutter si« også Civilpr«cesløven for det tyste Rige af >8?6, medens de hidtil gjælbeude Lone i de enkelte tyske Stater ordne Forholdet suart på den ene snart på den anden Mande.

gjennemføres i Lovforslaget, at når først et vist Bevis er produceret under Sagen, ere begge Parter berettigede til at benytte det til Sandhedens Oplysning, og Lovforslaget anser det ikke for rigtigt at opstille den formalistiske Regel, at kun Producenten af Beviset har en selvstændig Ret til at benytte det, medens Modpartens Ret indskrænker sig til at kontrakvæstionere. Derfor må det med Hensyn til Vidner være Regel, at når Vidnet er indkaldt og moder for Retten' kunne begge Parter i fuldeske Mål fordre dets Forklaring i Sagen og benytte den til deres Fordel.

I § 215 omhandles Fremsættelsen af Vidnets Indsigelser imod at afgive Vidnesbyrd. Når Vidnet tror at have gyldige Indsigelser imod at vidne for den Ret eller i den Sag, som Indkaldelsen angiver, kan det dog — bortset fra den af § 218 flydende Begrænsning — ikke uden videre blive borte, men det må møde og fremsætte fin Indsigelse til Påkjendelse. Med Hensyn til Tidspunktet for Indsigelsers Fremsættelse giver § 215 den Regel, at når Vidnet vil gjøre gjældende, at det overhovedet kan nægte at vidne i den Sag eller for den Ret, som opgives i Indkaldelsen (dets Indsigelse er rettet mod Vidneforfelen i det Hele), skal Indsigelsen fremsættes strax forinden Edfæstelsen. Ellers ansees den for frafalden. Rettes Indsigelsen derimod kun imod et enkelt Spørgsmål, kan det selvfølgelig ikke fordres, at den fremsættes, førend dette Spørgsmål under Vidneforhsret fremkommer, I Slutningen af § 215 er det udtalt, at Vid« net skal oplyse Omstændigheder, hvoraf det kan fees, at dets Indsigelse er grundet. Det er herved antydet, at Bevisbyrden for Voegringsgrunden i en vis Forstand påhvilcr Vidnet, men at denne Bevisbyrde dog ikke kan opfattes strengt; det er overladt Dommerens frie skjøn med behørig Iagttagelse af Billighed at afgjøre, om Vidnet har oplyst tilstrækkeligt til dets Fritagelse.

I § 216 er udtalt, at Kjendelser, hvorved det trods fremsat Indsigelse pålægges Nogen at vidne, kunne gjøres til Gjenstand for Besværing til højere Ret, vel ikke af Sa

gens Parter, men af Vidnet. At Vidnet bor kunne anvende et særskilt Retsmiddel imod en kjendelse, hvorved en Vægring forkastes, som er støttet på dets Forhold til Sagen eller Parterne, er klart. Dersom man ikke vil statuere, at Retsmidler overhovedet skulle være udelukkede overfor stige Afgjørelser, hvilket neppe går an på Grund af disse Spørgsmåls meget store Betydning for Vidnet, må det være tilladt at gjøre Anken over dem gjældende særskilt og foreløbigt; ellers vilde Vidnet ingen Nytte have af den hele Adgang til Prøvelse ved højere Ret. Derimod kan der sporges, om en lige Adgang til særskilt foreløbig Prøvelse skal indrommes, når Indsigelsen er af formel Natur, f. Ex. støttes på, at Afstandsbeskemmelserne ere overskredne, at Vidnet ej har fået tilbørlig Varsel, at Forkyndelsen er urigtig iværksat, og lignende. Indsigelser af denne Art ville vel sjælden blive fremsatte, da det Vidne, som har sådanne, i Reglen enten vil udeblive, i hvilket Tilfælde der gåes frem efter § 218, eller alligevel mode og derved i Sjerningen frafalde disse Indsigelser; men det kan dog førekomme, at et Vidne, der er i heromhandlede Tilfælde, lader en Anden mode fvr sig og fremføre Indsigelserne, ikke stolende tilstrækkeligt på, at det Fornødne vil blive iagtaget i Embeds Medsør efter § 218, og da opstår Spørgsmålet. Udkastet har da ment, at der ingen Forskjel burde gjøres, men at også Kjendelser i Anledning af sådanne Indsigelser bor kunne angribes gjennem et særskilt Retsmiddel. Vil man ikke aldeles nægte Anvendelsen af Retsmidler imod dem, synes det hensigtsmæssigere, at den sker strax, end at den hele Behandling skal være udsat for Annullation bagefter. Da de heromhandlede Spørgsmål egne sig til en simpel og hurtig Afgjørelse, har Udkastet anvist Besværingsformen som den Vej, ad hvilken de skulle indbringes for højere Ret, Vidnet skal altså efter § 216 strax erklære at ville føre Besværing samt udbede sig en Udsættelse til at iværksætte det Fornødne. I § 217 indeholdes den nødvendige Bestemmelse, at Parten, når et Vidne gjør Indsigelse, kan fordre Sagen udsat, indtil det er afgjort, om Indsigelsen skal tages til Følge. I Reglen vil

Parten være nødfaget hertil; men det kan dog også hænde, at han hellere giver Afkald på, dette Vidnes Afhørelse og fremmer Sagen i Henhold til de øvrige Beviser. Da det ikke altid er muligt at forudse, hvornår den for« nødne Afgjørelse ved højere Ret vil kunne opnåes, må den omhandlede Udsættelse kunne gives på ubestemt Tid eller indtil videre. Den i Sagens Fremgang interesserede Part må da, når Hindringen er hævet (enten ved at Afgjørelsen i højere Instants går Vidnet imod eller ved at det forsommer at fremme Besværingen), henvende sig til Retsformanden for at såe Sagen gjenoptaget og det afbrudte Møde påny afholdt.

Da et Vidnes Udeblivelse ifølge Udkastets hele Ordning af Bevisførelsen i Reglen afstedkommer meget betydelig Ulempe, er det indlysende, at der må forbindes et højst alvorligt Ansvar med ubeføjet Udeblivelse, og at Retten må udruftes med energiske Midler til at tvinge den Gjenstridige. Når et indkaldt Vidne udebliver uden lovligt Forfald, har Retten ifølge Z 218 først at undersøge, om Vidnets opgivne Bopæl ikke ligger så langt borte, at det ikke er pligtigt at give Møde ved Retten, og i Forbindelse hermed at efterse Indkaldelsen, og når det skjønnes, at der hverken med Hensyn til Bopælens Afstand eller Indkaldelsens øvrige Egenskaber er Noget at erindre, strax at afsige en Kgendelse, ved hvilken der dels pålægges Vidnet Straf og Erstatning for Udeblivelsen, dels en ny Mødetid førelægges det, alt naturligvis kun, forsåvidt Parten ikke frafalder Vidnets Førelse. For at hindre, at den ene Part efter Overenskomst med Vidnet udhaler Sagen for Modparten, er det nødvendigt, at det gjøres den vidneførende Part til Pligt ufortøvet at gå frem mod det forsommelige eller gjenstridige Vidne med de lovbefalede Tvangsmidler, Derfor bestemmes det, at Parten, hvis han ikke vil betragtes som frafaldende Vidnets Førelse, skal sørge for Forelæggelsens betimelige Forkyndelse for Vidnet, samt fremdeles, at det Offentlige, når Forelæggelsen er forkyndt, fuldbyrder Straffen uden Hensyn til Partens Billie (hvorimod det naturligvis må stå ham frit for at give Afkald på den tildømte Er-

statning). Møder Vidnet ikke til den førelagte Tid, og vil Parten ikke frafalde dets Førelse, afsiges — efterat det er undersøgt, om lovlig Forkundelse af Kjendelsen og Fristførelæggelse har fundet Sted — strax en ny Kjendelse af det i § 219 angivne Indhold. Vidnet bliver da, efter Rettens Foranstaltning at hensætte i Forvaring, indtil det i det næste Retsmøde kan fremstilles og har besvaret de det lovlige« gjørte Spørgsmål. Dog har Vidnet Adgang til Løsladelse mod sådan Sikkerhed, som Retten finder til. strækkelig. Da der imidlertid må være en Grænse for de Onder, som kunne tilfojes et Menneske, fordi han ikke vil vidne, og da det, eftersom sådan Gjenstridighed dog ikke kan agtes for en meget stor Forbrydelse, vilde være uretfærdigt, om han kunde holdes i Fængsel i det Uendelige af den årsag, er der i § 221 sidste Stykke bestemt en Grænse i så Henseende, der svarer til den i Lovudkastet om Strafferetsplejen fastsatte,

I § 220 afhandles, hvorledes Vidnet, når det har lovligt Forfald, skal bære sig ad for at undgå de i §§ 218—19 ommeldte Følger eller, forsåvidt det har været forhindret fra at oplyse sit Forfald i rette Tid, for at såe den Kjendelse, der har fastsat de nævnte Følger, ophævet. Besindes det, >at Vidnet vel har havt lovligt Forfald, men forsømt at anmelde Sådant for Retten så betimeligt, at der kan gives alle Vedkommende Underretning om den Udsættelse af Sagen, som i den Anledning måtte blive anordnet, kan Retten efter Omstændighederne indskrænke sig til at nedsætte den idømte Straf eller de Vidnet pålagte Omkostninger, På Grund af de heromhandlede Kjendelsers betydelige Følger for Vidnet, er det anset for rigtigt, at Vidnet får fuld Adgang til Besværing efter § 216.

I § 221 omhandles Midlerne imod det Vidne, som ubeføjet nægter at besvare Spørgsmål. Ubeføjet kan Nægtelsen selvfølgelig kun siges at være, når Vidnet hverken vil svare eller gjøre de lovhjemlede Skridt til Besværings Iværksættelse imod den Kjendelse, hvorved det pålægges det at svare (§ 216), I så Fald synes det rigtigt strar at anvende Tvang af Hensættelse i Forvaring imod det. Der er

nemlig her den Forfkjel fra Udeblivelse (§ 218), at medens den Udeblivende kan have handlet af Ligegyldighed eller Ubetænksomhed og derfor først igjennem en Bøde bor mindes om sin Pligt, førend han kan behandles som forsætlig gjønstridig, gjælder dette ikke om den, fom er tilstede og af Retten kjendes pligtig at svare. Vil han hverken svare eller påanke Kjendelsen, må han betragtes som forsætlig gjenstridig og behandles derefter. Iøvrigt komme også her de ovenomtalte Betragtninger om, at der må være en Grænse for de Onder, der kunne tilføjes den Pågjældende, til Anvendelse,

Bestemmelsen i § 222 indeholder kun, hvad der ligefrem følger af Umiddelbarhedssystemet og den deraf flydende Nødvendighed for at koncentrere Forhandlingen på een Dag.

I Reglen føres Vidnerne for den Ret, der dommer i Hovedsagen (§ 202); men da det dog kan hænde, at Afhørelsen foregår for en anden Ret (navnlig en Underret), må der gives en Bestemmelse om, at denne Ret i så Fald har den fulde Myndighed til at anvende de foreskrevne Tvangsmidler. Dette fastsættes i § 223.

Når Vidnet efter den almindelige Regel afhøres under Bevisforhandlingen og for den Ret, som dommer i Sagen, bliver der ikke Spørgsmål om en egentlig Protokollering af dets Udsagn. Men når Vidnet afhøres sor en anden Ret — enten ifølge Reglerne i § 203, eller fordi Vidneførselen foregår, førend Sag er begyndt, hvilket under visse Forudsætninger må tillades (§373) —, er det uundgåeligt, at Vidneforklaringen må fuldstændigt protokolleres for senere under Retsforhandlingen at oplæses. Vidnets Førelse synes da i det Hele at kunne foregå på en lignende Måde som efter den gjældende Ret, se § 224.

Om Bevis ved Syn og skjøn.

I den engelsk-amerikanske Proces danner Bevis ved Syn og skjøn ikke noget særeget Bevismiddel, men Syns og skjønsrnænd

behandles som sagkyndige og til vedkommende Iagttagelse særlig udmeldte Vidner. De afhøres på samme Måde som Vidner, og deres Udsagn bliver at bedømme efter samme Regler som Vidners. Ej heller drages der nogen Gramse mellem Ting, der skulle bevises ved Syn og skjøn, og Ting, der kunne bevises ved Vidner. Det foreliggende Lovforslag går ikke så vidt. Det bevarer ligesom de kontinentale Proceslove Beviset ved Syn og skjøn som et eget Bevismiddel, men dog på en fådan Måde, at det ikke kommer i Strid med Grundsætningerne om den frie Bevisbedømmelse. Ejendommelighederne ved Syn og Skjon bestå efter Lovforslaget deri, at Syns-og skjønsmændene udmeldes på en særegen formel Måde af Retten, at den hele Forretning foregår i lovbestemte Former, sigtende til at betrygge begge Parters lige Ret, og at Forretningens Resultat fremtræder som et Fællesprodukt af Mændenes Virksomhed, men ved Siden heraf ophæves den bestående Rets System med et' Oversyn og Overskjøn, der står i lignende Forhold til det første Syn og skjøn som en højere Rets Dom til en lavere Rets og derfor ubetinget må have Fortrinet; ej heller er Retten nogensinde bunden ved Syns eller Skønsforretningen, men den bedømmer dennes Indflydelse på Beviset frit ligesom alle andre oplysende Omstændigheder, jfr. nærmere herom § 238.

Med Hensyn til de enkelte Bestemmelser i nærværende Kapitel bemærkes iøvrigt:

Begjæringen om Syns- og skjønsmænd såvelsom Udmeldelsen af dem foregår i det i § 180 omhandlede Møde. For at undgå unyttige Formalitetsvanskeligheder er det, ligesom ved Vidner, bestemt, at enhver Ret er kompetent til at udmelde Synsmænd fra andre Retskredse, når disse ere villige til at lade sig bruge. Ellers må vedkommende Ret henvende sig til den Ret, i hvis Kreds kyndige Personer formenes at være tilstede, og denne sidste Ret, som bedst må kjende de personlige Forhold og kan tage noget Hensyn til ikke at overbebyrde Enkelte uden Nødvendighed, foretager da Udmeldelsen. At det selv for Landsretterne jævnlig kan blive nødvendigt at søge Sagkyndige udenfor Retskredsen, er indlysende.

Navnlig vil det ikke sjældent førekomme, at tilstrækkeligt Kyndige alene findes i Kjøbenhavn, hvor vore store videnskabelige og tekniske Instituter ere famlede. Hvad angår Mændenes Antal, giver § 225 i Overensstemmelse med de fleste nyere Proceslovudkast Retten aldeles frie Hænder, forsåvidt ingen særlig Forskrift herom findes. Som det fremgår af Paragrafens Affattelse, kan Retten efter Omstændighederne endog indskrænke sig til at udmelde een Mand.

Bestemmelserne i §§ 226—228 kræve neppe nogen vidsloftig Begrundelse. I Principet vælger Retten Syns- eller Skjønsmændene på dens eget Ansvar; Parterne have ingen Ret at gjøre gjældende i Henseende til Valget, men ere alene henviste til at udtale et Dnske, som naturligvis ofte vil kunne tages til Følge. For såvidt muligt at undgå Indsigelser mod de valgte Mænd og deraf flydende Vidtloftigheder bestemmer § 227, at Retten stal give Parterne Lejlighed til forinden den endelige Udmeldelse at gjøre deres Indsigelse mod Mændene, og kun undtagelsesvis tilstedes det Parterne bagefter at fremkomme hermed. Det er forudsat som en Selvfølge, at Retten efter at have hørt Parternes Indvendinger mod dem, der påtænkes udmeldte, kan forandre fin Beslutning og udmelde andre i det samme Retsmøde. Da det imidlertid ikke er muligt aldeles at udelukke Indsigelser fra at kunne fremsættes bagefter, s. Ex. fordi Parten fordi senere er kommen til Kundskab om dem, gives der nærmere Regler herfor. I § 228 indeholdes der den vigtige Bestemmelse, at de om Vidner gjældende Afstandsbestemmelser ikke skulle være anvendelige på Syns- og Skjensmænd, dels fordi disse, foruden Godtgjørelse for Rejfeudgifter og andre Udlæg, erholde Betaling for deres Forretning, ved hvis Fastsættelse Hensyn kan tages til den bevirkede Tidsspilde, dels fordi det kan være aldeles nødvendigt, hvor der kun er ganske få Sagkyndige af en vis Art, at disse må komme til Retten, uanset at de bo i en betydelig Afstand fra denne.

I § 229 indeholdes en Regel, som sigter til at forhindre, at Retterne skulde vælge

Personer, der blot som Dilettanter have givet sig af med det pågjældende Fag. Såvidt muligt skal der vælges Personer, som enten ved offentlig Stilling, eller dog ved offentlig aflagte Prøver have godtgjort deres Duelighed, eller som gjøre sig Udøvelsen af det pågjældende Fag til Profession.

Af Forhandlingerne i det i § 180 omhandlede Møde må det fremgå, hvad der er Synsforretningens Diemed, og i Henhold hertil må Opgaven stilles i Udmeldelsesdekretet. Ved Hovedforhandlingens Berammelse tages der Hensyn til, at den fornødne Tid levnes Syns- og skjønsmændene, således at disse kunne have deres Forretning færdig. Retten må i denne Henseende udøve et fornuftigt og forsigtigt Skjen. I Reglen bor Mændene være pligtige at affatte Forretningen skriftlig (§ 230), dels fordi der jævnlig behøves en Motivering, som mundtlig fremsat ej let vilde kunne fastholdes, f. Ex. når den indeholder mathematiske Beregninger o. des!., dels fordi Parterne i Reglen bor have Adgang til at gjøre sig bekjendte med Syns- eller skjønsforretningen førend det til Bevisforhandlingen bestemte Retsmøde; men i visse Tilfælde kan Forretningen være så simpel og aldeles ikke trængende til Motivering, at det vilde være urimeligt ikke at modtage Mændenes mundtlige Erklæring til Protokollen, f. Ex. når en almindelig Leseregjenstand skal vurderes, når det skal afgjøres, om en sædvanlig Handelsartikel er gode og forsvarlige Varer o. desl. I Overensstemmelse med de for Vidner herskende Grundsætninger affatter Retten Udmeldelsesdekretet, men Parten må serge for dets hurtigst mulige Forkyndelse for de Udmeldte, se § 231 (jfr. § 161). Derefter have disse at føretage Forretningen få betimeligt, at den kan være færdig inden Bevisforhandlingen. Ved Forretningens Foretagelse må Parterne have Adgang til at mede, ligesom der må gives dem Adgang til at gjøre sig bekjendte med Forretningens Indhold førend Bevisforhandlingen, under hvilken det ikke kan forlanges, at de skulde kunne gjennemstudere og tilstrækkeligt opfatte og bedømme en måske vidtløftig Syns- eller Skjønsforretning. Lovrigt indeholder § 231 nogle Bestemmelser

om den Adgang, der må skaffes Syns- og skjønsmændene til at tage vedkommende Gjenstande for Forretningen i Bjefyn eller iøvrigt undersøge den; de Grundsætninger, som i så Henseende opstilles, ere analoge med Reglerne om synbare Bevismidlers Udlevering og Forevisning (editio instrumentorum), hvorom handles nærmere i Forbindelse med Dokumentbeviset.

Selve Forretningens Foretagelse sker naturligvis i Reglen udenfor Retten, men Syns- og skjønsmændene må derefter fremstille sig under Bevisforhandlingen for at beedige deres Forretning (§ 232) samt svare på de yderligere Spørgsmål, hvortil Parterne eller Dommerne måtte finde Anledning. Dette er en nødvendig Følge af Lovforslagets Princip med Hensyn til Måden, hvorpå Bevisførelsen føregår. Syns- og Skønsforretningen må derfor ikke blot oplæses i Retten — hvilket ganske vist mere har en formel end en reel Betydning —, men der kan på Stedet afkræves Syns- og Skønsmændene nærmere Oplysninger og Forklaringer såvel af Retten som af Parterne, hvilket har en meget stor Betydning med Hensyn til Sagens Oplysning; det vil uden Tvivl, navnlig ved simple og uindviklede Syns- eller Skønsforretninger, kunne hænde, at ingen videre Interesse er forbunden med Mændenes Fremstillede under Bevisforhandlingen, men selv da er det i sin Orden, at deres Edfæstelse føregår under Bevishandlingen og i Parternes og Rettens Overværelse. I § 232 2det Stykke gives for' Syns« og skjønsmænds Vedkommende en lignende Undtagelse fra Principet om alle Bevisers Fremførelse under Hovedforhandlingen ag for Hovedretten som i § 203 Litr. d. er gjort for Vidners Vedkommende.

Klager over Fejl begåede af Retten må udenfor det i § 227 i Slutn. ornhandlede Tilfælde, i hvilket Besværing finder Anvendelse, gjøres gjældende ved Påanke, jfr. § 297 Litr. e; Højesteret kan, når Påanken findes grundet, annullere og hjemvise. Der« imod må der haves en udtrykkelig Forskrift angående, hvor man skal henvende sig med Klager over Syns- og Skjønsmændenes Fremgangsmåde. Herom er der i § 233 givet

den naturlige, med den gjældende Lovgivning skemmende Regel (D. L. 1—6—2.), at Klagen må fremsættes for den udmeldende Ret. Det rimelige Tidspunkt hertil vil være, når Mændene mode for at afhjemle Forretningen (§ 232). Finder Retten Anledning til at tage Hensyn til Anken, kan den pålægge Mændene at omgjøre Forretningen, (i hvilket Tilfælde Sagen må udsættes). Sådant Pålæg ere de Udmeldte pligtige at efterkomme, medmindre de strax ville iværksætte Besværing over Rettens Pålæg til højere Ret efter de om Vidner gjældende Regler (§ 236, jfr. § 216).

Udkastet indeholder ingen Bestemmelser, svarende til den gjældende Rets Regler om Oversyn og Overskjøn. Til Begrundelse heraf lader sig allerede anføre det, at dette Retsmiddel måtte belemre Rettergangsmåden med yderligere Formaliteter, der vilde indeholde en Kilde til Strid og Forhaling, uden at nogen tilsvarende Nytte derved vilde opnåes, hvorfor også den hele Institution er ukjendt udenfor den dansk-norske Ret. Med Hensyn til egentligt Syn er det vistnok almindelig erkjendt, at det i sit Væsen bor betragtes som et Bevismiddel af samme Natur som Vidnebeviset (en Art særligt tilkaldte Vidner), og at det derfor naturligen bor kunne svækkes og angribes ved Modbevis, aldeles på kamme Måde som Vidner. Derfor bestemmer også den norske Proceskommissions Udkast af 1868 i Kap. 13 z 5, at ,det Bevis, der i Rettergang søges ved Syn af opnævnte Mænd, bedømmes efter Reglerne om Vidnebeviset. Som Følge deraf kan Syn overalt ved nyt Syn af samme eller andre Mænd, ved Vidner og ved hvilkesomhelst andre Bevismidler udfyldes, svækkes eller ophæves. De hidtil gjaldende Bestemmelser om Oversyn bortfalde' Men også om egentligt skjøn gjælder uden Tvivl det Samme. Afset fra det Vanskelige og Mislige i at drage en skarp Grænse imellem disse to Begreber, kan fremhæves, at der ikke er noget naturligt Princip i analogisk at over« føre Appelsystemet på dette Område, således at Overskjønnet ubetinget slår Underskjønnet af Marken, og Retten skal være bundet til Overskjønnet fremfor til Underskjønnet. Der

er ingen væsentlig større Sandsynlighed for Overskjønnets Rigtighed end for Underskjønnets. Forskjellen imellem dem ligger nemlig ikke i nogen højere Indsigt, men kun i det simre Antal af skjønsmænd, hvorfor det og« så stiller sig som meget unaturligt, at den Mening, som næres af Overskjønsmændenes Flertal, skal gjælde, selv om Overskjønsmændenes Mindretal sammenlagt med Underfkjønsmændene udgjør et større Antal Personer af modsat Mening. Denne rent kvantitative Bestemmelse indeholder derhos noget aldeles Vilkårligt, idet man med Føje kan spørge, hvorfor der netop stal standses på dette Punkt, hvorfor der ikke skal kunne fordres et Overskjøn over Ouerskjønnet ved det dobbelte Nnta! Mænd ost). Vil man hertil svare, at Afbrydelsen er og må være vilkårlig, blot begrundet i, at man må standse eet Sted, lader sig herimod indvende, at man da ligeså godt kunde udruste det første skjøn med de samme Garantier som det sidste, med andre Ord, lade det optage af det større Antal Mænd, og lade Sagen bero hermed. Men fra Udkastets Standpunkt bliver Hovedindvendingen mod denne hele Indretning med Ouerskjøn, at den ikke passer med den frie Bevisbedømmelse, men er et Stykke legal Bevistheori, som man vilde indplante i en dertil uskikket Jordbund. Ifølge den frie Bevisbedømmelses Princip kan Retten ikke bindes til det sidste skjøn fremfor det første, ligesom overhovedet ethvert Modbevis, ethvert Angreb, som virkelig svækker det Overbevisende i skjønnet, være sig Over- eller Underskjøn, bor kunne tillægges sin naturlige Betydning af Retten, der ligesålidt overfor Syn og Skjen som overfor Vidner nogensinde bor være tvungen til at antage Noget, som ikke stemmer med dens Overbevisning. Udkastet har derfor med beråd Hu stillet Sagen således, at der ikke bliver Spørgsmål om et Underskjøn og et det besejrende Overskjøn, men alene om Skjøn, der for Retten kun har en vejledende, men ikke en bindende Betydning, og overfor hvilke alle Modbeviser og Modbemærkninger tilstedes og fåe den Vægt, de ifølge deres indre Værd af Retten skjønnes at fortjene. Imod

det af de Udmeldte afgivne Skjøn kan der derfor stilles Erklæringer og Forklaringer af andre Sagkyndige, som ikke ere specielt udmeldte, Udtalelser af videnskabelige Autoriteter o. desl.; og det kan ikke betragtes som givet, at disse modstående Data skulle være ude af Stand til at svække skjønnet, men Overvejelsen og Bedømmelsen heraf er ganske lagt i Rettens Hånd, se § 238. Det følger af det Ansørte, at Parterne have Ret til at optage nyt Skjøn imod det eller de først afgivne uden anden Begrænsning end den, som ligger i Bevisførelsens processuelle Indretning. Men ved Siden heraf indfører Lovforslaget noget Nyt og hidtil hos os Ukjendt, idet det tilstedes Retten, hvor den finder Grund dertil, i Embeds Medfor at anordne Foretagelse af ny Forretning enten af de samme eller andre Synseller Skjønsmænd (§ 238). Lovforslaget går ud fra, at Retten på den ene Side kan og skal danne sig en selvstændig Dom over Bevisspoigsmålene i Sagen, men at den på dm anden Side må kunne soze og forlange den somøøne sagkyndige Hjælp og Instruktion hertil. I så Henseende kan Alting ikke overlades alene til den tilfældige Omstændighed, om Parterne behorig have serget for Sagens Oplysning ved Sagkyndiges Tilkaldelse, men forlanger man, at Retten skal have en Dom om Bevissporgmålet — der naturligvis må være en begrundet Dom og ikke et Tærningkast, —, må man også tillade Retten, dersom Parterne have forsomt det, selv at forskaffe sig den fornødne sagkyndige Hjælp ved Synsog skjønsmænds Tilkaldelse og det på ethvert Trin altså også efter Sagens Optagelse, når Retten da bliver opmærksom på, at den trænger til en eller anden sagkyndig Vejledning, jfr. § 264. Skulde det hænde, at en Part bagefter kan tilvejebringe Data, f. Gi. højere sagkyndige Autoriteters Erklæringer, der bestemt og på en overbevisende Måde bryde Staven over et skjøn, hvoraf Retten i sin Dom har ladet sig lede, vil det selvfølgelig stå denne Part åbent at anvende det i § 327, 1. omhandlede Retsmiddel.

I § 234 omhandles de Tvangsmidler, som må haves mod forsømmelige eller gjenstridige Syns> og Skjønsmænd. Det synes

naturligft, at Retten, når det i Mødet viser sig, at et sådant Forhold er udvist fra Pågjældendes Side, strax anvender lignende Midler som mod Vidner. Dog er det naturligt, at Parten må have det i § 234 2det Stykke omtalte Valg, da han ofte vil stå sig bedre ved al søge andre Mænd udmeldte end ved at fortsætte Striden med de modvillige skjønsmænd, muligen udholde en Besværing til højere Ret o. desl.

De i §§ 235—237 indeholdte Regler behøve neppe nogen yderligere Motivering.

I § 238 udtales først det vigtige Princip, at Retten ikke er bunden ved Synseller Skønsforretningens Resultat. Retten kan altså tilsidesætte Syns- eller Skjønsforretningen, når ten ikke finder sig overbevist ved den, hvad enten Tilliden til den er rokket på den ene eller den anden Måde. Deraf følger, som nys bemærket, at der kan føres Modbevis mod Syn og skjøn både ved Vidner og ved hvilkesomhelst andre Beviser, ligesom det, når flere Syns- eller Skønsforretninger stå mod hverandre — da disse efter Lovforslaget ei stå i noget Instantsforhold til hverandre som Over- og Undcrskjøn — står Retten frit for at afgjøre, om den vil fæste mere Lid til den ene end til den anden. Af dette Lovforslagets Bevissystem er det en naturlig Følge, at Syn og Skjøn efter Dom ikke kan tilstedes, mm at Syns- og Skønsforretninger altid ligesom Vidners Udsagn må førelægges Retten til Bedømmelse og altså finde Sted forinden Pådømmelsen. Det Regelmæssige vil være, at Syns' og Skønsforretninger førelægges Retten under Bevisforhandlingen i Forbindelse med de øvrige Beviser i Sagen, men det kan naturligvis også efter det nye System førekomme, at en sådan Forretning finder Sted førend Sags Anlæg. Udkastets § 239 i Forbindelse med sjette Afsnit Kap. I. giver de nærmere Regler om, på hvilket Sted og hvorledes i så Fald Forretningen skal ske.

Om Vevis ved Dokumenter.

I §§ 240—243 handles om Produk« tionen af Dokumenter. Der kan i denne Retning tænkes tre Tilfælde: enten har Parten selv Dokumentet, hvorom der er Tale, eller også har Modparten det, eller det er under Trediemands Rådighed. Om det første Tilfælde, hvor Dokumentet er i Partens Besiddelse eller dog ved hans private Foranstaltninger kan skaffes tilveje, handler § 240. I Reglen bor Dokumentet, efter på sædvanlig Måde forud at være meddelt Modparten, førelægges Retten samtidig med Sagsfremstillingen i det til den mundtlige Forhandlings Begyndelse bestemte Møde. Medens der først strides til andre Beviser, når dette ifølge Procedurens Indhold og Gang viser sig at være nødvendigt, bliver altså Doknmentbeviset, forsåvidt Dokumentet står til Partens Rådighed at forbinde med felve Proceserklæringerne (i de tvske Systemer kaldes dette, at Dokumentbeviset altid skal anticiperes). Fra denne Regel, som findes i alle nyere på Mundtlighedsprinciet byggede Love, må imidlertid Undtagelse i Henhold til Grundsætningerne i Z 168 kunne indrømmes, når Parten ikke har været istand til at producere Dokumentet så tidligt, f.Ex. fordi det dengang endnu ikke var kommet i hans Hænder. I så Fald må det kunne fremlægges senere, samtidigt med at det påberåbes, og efter såvidt muligt forud at have været meddelt Modparten i Henhold til § 168.

Angående det andet Tilfælde, nemlig at Dokumentet er i Modpartens Besiddelse eller under hans Mandighed, handler § 241. Ud> kastet går i Overensstemmelse med den gjæl« dende Ret, jfr,Nellemanns Procesmåde,S.621 ff. (2den Udgave), ud fra, at der påhviler Modparten en fuldstændig Forpligtelse til at fremkomme med Dokumenterne, den såkaldte Editionsforpligtelse, således at han, forsåvidt Dokumentet indeholder Noget, som vedkommer Sagen, ikke kan fritages for Editionen, fordi Dokumentets Fremkomst kunde skade ham i Henseende til Processens Udfald, og at der i

denne Henseende ikke gjøres nogen Forskjel, eftersom Vedkommende er Sagsøger eller Sagvolder. Derimod bor der, såvidt muligt, drages Omsorg for, at de Dele af Dokumentets Indhold, som ikke vedkomme Sagen, unddrages Offentliggjørelse, f. Ex. ved at Dokumentet kun fremlægges i Extraktaffkrift eller deslige, ligesom også Vedkommende bor kunne slippe med at fremlægge Kopi, hvor Djemedet ikke kræver Originalens Produktion. Tvangsmidlet overfor Modparten, som nægter at efterkomme Editionspligten eller har sat sig selv ud af Stand til at opfylde den, er, at Retten kan gå frem efter § 97. Men for at dette kan ske, må det billigvis forlanges, at den provocerende Part allerede til sin Opfordring har knyttet en Opgivelse af de Fakta, som ved Dokumentet skulde bevises; en senere Opgivelse, efterat det har vist sig, at Dokumentet ikke vil blive fremlagt, kan ikke komme i Betragtning. Opfordringen bor i Reglen fremsættes i det i § 180 omtalte Møde, for at Dokumentet kan fremlægges under Bevisforhandlingen i Forbindelse med de andre Beviser i Sagen (efter naturligvis forud at have været meddelt Modfarten i Henhold til den almindelige Regel i § 168).

Om det tredie Tilfælde, nemlig at Dokumentet er i Trediemands Besiddelse eller på anden Måde hans Magt undergivet, handles der i § 242. Med Hensyn til Trediemands Editionspligt er ligeledes den gjældende Ret bibeholdt. Han er altså ikke blot pligtig at fremvise Dokumentet, hvor Parten er Medejer af det eller ifølge det materielle Rets forhold beføjet til i sin Interesse at be nytte det til Bevis (jfr. Nellemanns Procesmåde S. 619—21), men også ellers bor han komme den Procesførende til Hjælp med den Oplysning, Dokumentet kan give (jfr. Nellemanns Procesmåde S. 625). Dog er Editionspligten i dette sidste Tilfælde, ligesom Vidnepligten, begrænset, idet Trediemand ikke er forpligtet til Editionen, hvor Sådant vil skade ham selv, under hvilket Udtryk i Analogi med § 208 må indbefattes såvel pekuniært eller andet i Klasse dermed stående Tab som Beskjæmmelse og Straf. Også synes det billigt, at Trediemand

bør fritages, når Editionen enten vilde påkøre ham Udgift eller betydelig Ulejlighed, f. Ex. hvis han skulde, anstille en tidsspildende Undersøgelse af en Mængde gamle Papirer eller deslige. Udgiftshensynet vil naturligvis ofte kunne fjernes derved, at den Opfordrende eller den såkaldte Provokant tilbyder at betale de Foranstaltninger, som måtte være fornødne. I § 243 omtales Måden, hvo, på Trediemand, når han er uvillig til Editionen, skal tvinges. For at opnå dm skørst mulige Simpelhed har Udkastet heri fjernet sig en Del fra den gjældende Ret, ifølge hvilken der må anlægges selvstændig Retssag mod Pågjældende, og sogt efter fremmede Loves Exempel at opstille en Fremgangsmåde, som har Lighed med den, der benyttes til Vidnepligtens Fremtvingelse. Parten skal i det i § 180 omhandlede Møde fremsætte sin Begjæring, jfr. § 243 1 ste Stykke, og Retten kan da efter Omstændighederne ved sin Kjendelse pålægge Trediemand at fremkomme med Dokumentet, jfr. § 243 2det Stykke, hvorved bemærkes, at det almindelige Princip, som er gjort gjældende i §§ 205 og 225, anvendes også her, således at Retten er kompetent til at pålægge Personer, der bo udenfor Retskredsen, at fremlægge Dokumenter. Forsåvidt man herimod måtte indvende, at Trediemand således dommes uhørt og af en Ret, fom ikke behøver at være hans Værnething, bliver hertil at svare, at dette ikke finder Sted på anden Måde eller i større Omfang end med Vidner. Thi ved Pålæget er Intet afgjort, angående hvorvidt Trediemand gyldig kan vægre sig. Under Bevisforhandlingen kan kan, ligesom Vidnet, fremkomme med sine Indsigelser, og disse blive da at prove og påkjende efter de om Vidner givne Regler i §§ 215 og 216, ligesom de på samme Måde ere Gjenstand for Besværing til højere Ret. Hvis Trediemand ingen Indvendinger vil gjøre, behøver han ikke at ulejlige sig med Møde, thi han kan til Rettens Formand oversende Dokumentet; men i modsat Tilfælde må han, ligesom Vidnet, mode eller lade mode for at udprocedere sine Indsigelser. Det er en Selvfølge, at Provokanten må føre Beviset, der-

som Trediemand nægter at have det omspurgte Dokument. I denne Anledning kommer man i flere fremmede Love Provokanten til Hjælp derved, at han kan forlange af Trediemand en såkaldet Editionsed (Ed på, at han ikke har Dokumentet). Men hos os, hvor en sådan Ed hidtil har været ukjendt, skjønt vi have havt en legal Bevistheori, vil der selvfølgelig aldeles ingen Grund være til at indføre den i det Øjeblik, der gåes over til en fri Bevistheori, og overfor den almindelige Regel i § 257.

I §z 244—247 omhandles Dokumenters Beviskraft. Der gives altså Regler for, hvad Dokumentet efter sit Indhold beviser, dets Wgthed forudsat. De givne Bestemmelser støtte sig i det Hele til den gjældende Ret, der atter er i fuldstændig Overensstemmelse med Sagens Natur. Det er nødvendigt at tillægge visse Arter af offentlige Dokumenter en lovbestemt Beviskraft, f. Ex. Retsakter, Døbe- og Vielsesattester m. v., men herom kan der ikke gives nogen almindelig Regel, da der er så mange forskjellige Arter af offentlige Dokumenter, og den hele store Detail herom lader sig ikke optage i denne Lov. Da der imidlertid ikke vides at være Noget at udsatte på den hidtil gjældende Ret i dette Stykke, har Lovforslaget henvist til den. Med Hensyn til Privatdokumenters Beviskraft henvises ligeledes til den gjældende Ret. I §§ 248—253 omhandles Beviset for Dokumenters Wgthed. Overensstemmende med den gjældende Ret tillægges der indenlandske offentlige Dokumenter en lovbestemt Wgthedsformodning, og udenlandske offentlige Dokumenter, der ere på behørig Mande legaliserede, sættes ganske i Klasse hermed (§ 248). Ere de ikke legaliserede, står det til Retten, at tillægge dem Wgthedsformodning, når den finder dette rimeligt, f. Ex. På Grund af Dokumentets normale og umistænkelige Ud« seende eller deslige. Derimod må et Privat« dokuments Wgthed i Reglen bevises (§ 249). Denne Sætning er viftnok i sig uomtvistelig. Imidlertid kan der indrømmes nogle Undtagelser fra den, således § 250, der i det Væsentlige stemmer med den herskende Retsanfkuelse, jfr. Nellemanns Procesmåde S.

569—70, fremdeles § 251, der ligeledes vistnok kun udtaler, hvad der allerede gjælder, jfr. Nellemanns Procesmåde E. 575. I nogle fremmede Love bestemmes det, at Privatdokumenter, når de ere visse Nar gamle, have en vis bestemt Wgthedsformodning, men det synes ikke rigtigt at opstille Regler med sådan bestemt kvantitativ Begrænsning. Hovedsagen synes at måtte være, at Dokumentet er så gammelt, at intet nulevende Menneske kan vidne om dets Oprettelse, så at altså Beviset for dets Wgthed ikke kan føres ved Vidner, og Parternes Ed selvfølgelig ikke heller kan anvendes. Efter de i §§ 250 og 251 angivne Undtagelser vender Udkastet tilbage til sin Hovedregel, nemlig at Privatdokumenters Wgthed ikke kan formodes, men skal bevises. Producenten af Dokumentet kan for det Første, om han vil, føre dette Bevis på sædvanlig Mande (direkte eller indirekte), og han er herved ikke udelukket fra at nyde godt af Bestemmelserne om Parts Ed i § 257. Men dernæst er der i § 253 for Producenten af et Privatdokument bevaret den særegne Fordel, som hjemles i D. L. 5—1—6., nemlig at han uden videre Bevisførelse kan forlange, at den angivne Udsteder skal fralægge sig Underskriften med Ed. Når Lovforslaget overhovedet bibeholder Benægtelseseden, uagtet den ganske vist egentlig ikke passer med en fri Bevisbedømmelse, synes der netop på dette Punkt at være mest Grund til at benytte den. Der er Trang til en vis særegen Beskytielse for Privatdokumentet, der bærer så mange vigtige Retsforhold og repræsenterer så umådelige Værdier (man tænke blot på Verler), Ophævelse af enhver særegen med den skriftlige Form forbunden Bevisfordel vil derfor efter Kommissionens Anskuelse være forbunden med de allerstørste Betænkeligheder og rnuligen kunne have de allerbetænkeligste Følger for den almindelige Kredit. Man har derfor ikke vovet at røre ved den tilvante Netsanskuelse herom, skjøndt det naturligvis neppe vilde være forbunden med få store Farer, som de Fleste antage, at ophæve 5—1— 6., når en fri Bevistheori indføres og når en Regel, som den i § 257 indeholdte, gjælder. I Forbindelse med det Anførte fremhæves

den i § 249 sidste Punktum givne Regel, hvorefter det, når der ikke skjønnes at være særlig Grund til at antage en Forfalskning, i Reglen er tilstrækkeligt Bevis for Dokumentets Wgthed, at Underskriftens Wgthed godtgjøres. Er dette sket, vil altså den blotte Mulighed af, at der efter Dokumentets Udstedelse er føregået en Forandring i dets Indhold, i og for sig ikke kunne komme i Betragtning.

I § 254 er der fastsat et Straffeanfvar for Benægtelse imod bedre Vidende af et Dokuments Wgthed. Hermed er selvfølgelig ikke udelukket, at usandfærdig Benægtelse i Rettergang kan og bør straffes ifølge Straffelovens almindelige Regler. Men i Betragtning af de Ulemper og den Fare, som for et Dokuments Ihændehaver kunne flyde af temerære Benægtelser af dets Wgthed, synes der at være Grund til særligt at udpege dette Forhold som ubetinget egnet til Straf.

Om Parts Ed.

Det er allerede tidligere bemærket, at Udkastet ikke optager den for civile Sagers Vedkommende i den engelsk-amerikanske Net nu indførte Sætning, at Parterne under Ed kunne afhøres som Vidner i deres egen Sag. I så Fald vilde selvfølgelig Parts Ed ikke længere kunne existere som et særskilt processuelt Institut, Parternes egen edelige Forklaring vilde gå ind mellem de øvrige Momenter i Bevisførelsen, på hvilke Dommeren støtter fin frie Overbevisning om Sagens Sammenhæng. Da imidlertid Lovforslaget ikke er gået få vidt, men kun tillader Parternes Afhørelse uden Ed (omtrent som efter den gjældende Ret i private Politisager), har Proceskommissionen ved Siden af det ordinære Bevis troet at måtte føreflå Bibeholdelsen af Parts Ed som et subsidiært Oplysningsmiddel, Vistnok vil den frie Bevisbedømmelse medføre,at det sjældnere end nu vil blive nødvendigt at ty dertil, men Parts Ed vil dog bestandig stå som

en Udvej, hvor ingen anden findes, der ikke godt kan undoæres, ihvormange Betænkeligheder der end kan opstilles imod den. Trods den Fristelse til Mened, som kan ligge i at tvinge Parterne til at gjøre Ed i egen Sag, er det vistnok umuligt aldeles at opgive dette Institut uden derved at udsætte Rettighedernes Sikkerhed for betydelig Fare. Under alle Omstændigheder er det klart, at Indvendinger fra dette Synspunkt i langt højere Grad lade sig vende mod det engelsk-amerikanske System end mod vor nugjældende Ret, som i det Hele gjør en mådeholden Brug af Parts Ed. Lovforslaget har derfor bibeholdt dette Institut omtrent i samme Omfang som hidtil, dog med de Lempelser i Henseende til Adgangen og Betingelserne, som naturlige« hænge sammen med Nettens friere Stilling overfor Beviset.

Den snart mere snart mindre udviklede Brug af Parts Ed, som i mange fremmede Love (tysk og fransk Ret, jfr. Motiverne til det tyske Udkast S. 275 ff.), er bekjendt under Navnet Edsdelation (Tilfkydelse og Tilbageskydelse af Eden), og hvorved det hele Bevisspørgsmål kan afgjøres uden al Bevisførelse, når en af Parterne vil det, har hidtil været ubekjendt hos os. Udkastet har derfor ikke optaget dette Institut, hvortil der under det friere Bevissystem og den hurtigere Rettergang vil være endnu mindre Trang end hidtil, såmeget mere som alvorlige Indvendinger i den senere Tid ere rejste imod Gdsdelationen på de Steder, hvor den er kjendt som en gammel Institution (jfr. Bar, Nedyt und Bemeis S. 125—160). Ligesom man andetsteds har ment, at Edsdelationen kun burde bibeholdes i Form af Adgang for Parterne til ved Overenskomst at vedtage Bevisspørgsmålets Afgjørelse ved deres Ed, således har Lovforslaget indskrænket sig til at optage Bestemmelser om Anvendelse af Parts Ed efter fælles Aftale, hvilke nøje stemme med den gjældcnde Rets Grundtanke (§ 256). Det er fremhævet, at sådan Vedtagelfe blot kan sinde Sted med Hensyn til Fakta, ikke med Hensyn til Sagen i det Hele.

Afset fra Vedtagelse af Ed kjender

Udkastet altså — ligesom den hidtil gjældende Ret — kun den af Dommeren pålagte eller tilladte Parts Gd.

Det første Spørgsmål, som her frembyder sig, er, om de hidtilværende Hovedarter af Parts Ed, nemlig både Benægtelses- og Sigtelseseden, fremdeles skulle bibeholdes. Med Hensyn til Benægtelseseden er der rejst særlig Tvivl. Medens Sigtelseseden må opfattes som et virkeligt Bevismiddel, hvorved den Bevispligtige udfylder sit Bevis, synes Bencegtelscseden derimod ikke at kunne finde nogen Plads i det ny?re System. Thi dersom den Bevispligtige ikke kan tilfredsstille den ham påhvilende Bevisbyrde, end ikke ved Hjælp af en Sigtelsesed, må den naturlige Følge heraf blive/ at Modparten frifindes; når man istedet herfor pålægger ham at benægte de mod ham opstillede men ikke beviste Fakta med Ed, er man derimod inde på en ganske anden Tankerække, der ikke står i nogen naturlig Konsekvents med den hele nyere Bevislære. Mange nyere Love og Udkast forbude derfor udtrykkelig Benægtelseseden (0: Gd pålagt den Ikke-Bevispligtige), så at kun Fyldingseden eller Bevisførerens Ed tillades. Dette gjælder således om den franske Ret, jfr. derimod Civilproccsloven for det tyske Rige af 1876 § 437. Det er imidlertid at befrygte, at denne Grundsætning i flere af sine Anvendelser vilde vise sig uførenelig med det praktiske Livs Krav. Navnlig må det, som ovenfor bemærket, fastholdes, at et Privatdokument fremdeles ligesom hidtil bor være udrustet med det Fortrin, at Producenten kan kræve Udstederen til Ed (D. L. 5—1—6.). En Opgivelse heraf vilde medføre de alvorligste Farer for al Sikkerhed i Forretningslivet og Omsætningen, hvor de største Værdier og Interesser ofte knytte sig alene til den Sikkerhed, en Underskrift giver derved, at Udstederen enten må vedstå samme eller gjøre falsk Ed. Udkastet har derfor beholdt begge de hidtil kjendte Hovedarter af Parts Ed, Benægtelseseden og Sigtelseseden. Derimod har det væsentlig forandret Forholdet imellem dem. Medens efter den gjældende Ret Dom«

meren ikke kan tillade den BeviZpligtige Sigtelsesed uden i visse enkelte lovbestemte Tilfælde, hvorimod Benægtelseseden kan pålægges ikke blot i en Række lovbestemte Tilfælde, men også hvor der i Sagen er tilvejebragt vis Formodning (D. L. 1 —14—6.), stiller Udkastet begge Arter af Parts Ed lige og overlader til Retten efter det enkelte Tilfældes Beskaffenhed at bestemme, hvilken af Parterne Eden skal pålægges eller tillades.

Udkastet går altså, i Konsekvents med Dommerens friere Stilling i Henseende til Beviset, ud fra, at det skal være overladt til Rettens skjøn, både om Gd skal tilstedes eller pålægges nogen af Parterne, og hvilken, jfr. § 258 1ste Stykke. På den ene Side opstilles der ikke engang den Fordring, at vis Formodning skal være tilvejebragt, men Dommeren kan i Sagens almindelige Beskaffenhed, selv hvor Lidet er oplyst, tage Anledning til at skride til Benyttelse af Parts Gd. På den anden Side har i Reglen ingen af Parterne nogen lovbestemt Ret til under visse Forudsætninger at fordre, at der skal pålægges Modparten Gd, eller at Sigtelsesed skal tilstedes ham selv. Herfra er der i Udkastet kun gjort nogle få Undtaglser. Den ene er indeholdt i § 253, hvorom er talt i det Foregående, og de andre i § 258 2 det og 3 die Stykke. Det er i disse Tilfælde anset for nødvendigt at tillægge Parterne en bestemt Ret til at fordre Eds Anvendelse, endog uden al videre Bevisførelse. Dog har man med Hensyn til de i § 258 omhandlede Tilfælde troet det mest stemmende med Udkastets Princip at lade Dommeren frit afgjøre, hvilken af Parterne Eden skal pålægges,

På Grund af den Frihed, der ved § 258, jfr. § 257, er indrommet Dommeren overfor det hele Spørgsmål om Edens Anvendelse, vil man vistnok kunne undvære de specielle Klasser af Tilfælde, hvori enkelte Lovbud nu hjemle Parts Gd. Som en Følge heraf formenes Bestemmelserne i D. L. 5—14—46., Frd. 14de Maj 1754 §7 såvelsom og i D. L. 5—2—88., Lov 25de Marts 1872 § 15 o. fl. at kunne bortfalde. Istedetfor alle disse særlige Regler træder blot

den almindelige Forskrift, hvorefter Dommerens skjøn er madende både med Hensyn til, om Parts Ed skal anvendes, og hvorledes.

Med Hensyn til Edsdommes Affattelse forholdes efter de gjældende Regler, jfr. § 259.

I § 260 er der givet Regler om Edsfriften, hvilke formentlig ville give dette hele Institut en meget simplere og naturligere Skikkelse, end det har. Da den almindelige Retsmiddelfrist, jfr. §§ 302 og 329, i Reglen er 4 Uger, synes det naturligt at lade denne Frist udløbe, inden Eden kan aflægges, når Spørgsmålet om Edens Aflæggelse føreligger. I Forbindelse hermed vil det findes naturligt, at Edsfristen er gjort peremtorisk, således at dens regelmæssige Betydning er, at Parten til den fastfatte Tid skal aflægge Eden, og, hvis han ikke gjør det, opfattes Udeblivelsen eller Undladelsen — afset fia Tilfælde a lovligt Forfald — som Edens Nægtelse.

Reglerne i § 261 behøve neppe nogen yderligere Motivering; at Retten må kunne nægte at modtage Eden, når det viser sig, at Parten ifølge sine egne Forklaringer ikke med god Samvittighed kan aflægge den, vil formentlig findes rigtigt. Men da flis, Beslutning af Retten er af indgribende Vetydning for Parten, må han kunne påanke den.

I § 261 omhandles det Tilfælde, at den Edspligtige dsr, bliver afsindig eller domfældes for Mened i Tiden mellem Domsafsigelsen og Gdsfristens Udlob. Udkastet har ikke indladt sig på de forskjellige tvivlsomme Fiktioner, ifølge hvilke Eden efter Omstændighederne enten agtes for aflagt eller for nægtet, jfr. Nellemanns Procesmåde S. 626 ff; men det har for alle Kombinationers Vedkommende opstillet den Regel, at Sagen kan fordres føretaget påny, for at Vedkommende kunne forsøge at føre andet Bevis. Dette vil altså komme til at gjælde, både hvor den ene Part ved Påanke har hindret Edens Aflæggelse til fastsat Tid, og hvor Dødsfaldet eller Hindringen rammer den Gdspligtige, inden den oprindelig bestemte Tid er nået.

Om Domme og Kjendelsfer.

Lovforslaget henholder sig til den vedtagne Terminologi, hvorefter ethvert Dekret, der slutter Sagen i den pågjældende Instants, kaldes en Dom, medens Dekreter, der førefalde under Behandlingen, kaldes Kjendelser. De i §263 givne Forskrifter førståes let. Særligt henledes Opmærksomheden på Paragrafens 4de Stykke. For den mulige Påankes Skyld må Kjendelsen ikke blot forsynes med Præmisser i egentlig Forstand, men den må indeholde en Angivelse af de faktiske Omstændigheder, som ere anførte fra Parternes Tide, hvis Retsbogen ikke indeholder det Fornødne i så Henseende, jfr. § 85. I Reglen vil ved Kjendelser hertil kun behoves en meget kort Fremstilling af den faktiske Sammenhæng (narratio facti), især da Retten ikke vil undlade at lade Tilførsel til Retsbogen finde Sted, fåfnart de fremsatte Påstande og faktiske Anbringender have en noget større Vidtloftighed eller noget mere indviklet Karakter.

Medens det i den gjældende Ret er en ufravigelig Regel, at der — afset fra Reassumtion — ikke kan føretages Noget til Sagens Oplysning, efterat den er optagen til Dom, opstiller § 264 i denne Retning et nyt Princip, som iøvrigt stemmer overens med mange fremmede Proceslove, nemlig det, at medens Sagens Optagelse vel for Parterne er Procedurens Afslutning, således at ingen af dem vilkårlig kan føretage flere Proceshandlinger i Sagen, har Netten derimod en Myndighed til, efter at Sagen er optagen, at stille nye Spørgsmål af den i § 95 omhandlede Beskaffenhed til Parterne samt til af egen Drift at indhente Syn og skjøn. Det vilde være uføreneligt med Forhandlingsmaximen at tillade Retten overhovedet at anordne en egentlig ny Beuisfsrelse cm et eller flere Punkter, thi Parterne må selv sørge for at fremskaffe det fornødne Bevis for de Omstændigheder, som det påhviler dem at bevise, eller tage Skade for Hjemgjæld. Men der kan ikke fra et principielt Standpunkt indvendes Noget imod, at der åbnes Retten Adgang til at be-

nytte den Spørgeret, som den efter § 95 af egen Drift og på elhvert Punkt af Proceduren kan udøve, også efterat Sagen er optagen, så meget mere, som det, netop når Retten efter Optagelsen har gjort sig nærmere bekjendt med Sagen i dens Helhed, vil have storst Nytte og Interesse for den at kunne gjøre Spørgsmål til Parterne indenfor de i § 95 afstukne Grænser. Når der endvidere i § 264 gives Retten en Myndighed til at fordre optaget Syn og skjøn, ligger det i, at dette Bevismiddel må betragtes på en noget anden Måde end Vidnebeviset, idet Retten efter Omstændighederne kan behøve den Hjælp, som ligger i Sagkyndiges Forklaring, for overhovedet at kunne fælde en fornuftig Dom i Sagen. Syns- og skjønsmændene kunne efter Omstændighederne være at betragte som nsdvendige Hjælpere for Dommerne, idet de på en Måde supplere disses Indsigt, og man bor ikke udsætte Retten for at komme til at domme i en Sag med mangelfuld Indsigt; en herfra ganske forskjellig Ting er det, at en Ret kan blive nødt til ikke at tage Hensyn til faktiske Omstændigheder, fordi de ikke ere beviste. De øvrige Bestemmelser i § 264 angå Måden, hvorpå der i formel Henseende skal ganes frem, når Retten vil benytte den givne Adgang til at gjøre Spørgsmål til Parterne eller til at lade optage Syn og skjøn. Der lægges fremfor Alt Vægt på at gjøre Fremgangsmåden så simpel som mulig og at holde alle unødvendige Formaliteter borte. Derfor er det ikke ubetinget føreskrevet, at Parterne skulle tilkaldes ved Syns-og Skønsforretninger. Thi i mange Tilfælde har denne blot Karakteren af Belæringer og Oplysninger, Retten indhenter til egen Efterretning, og Parternes Medvirkning herved er ganske overklodig. At der må være en Regel for, hvorledes Udgifterne ved disse af Retten selv foretagne Skridt skulle udredes, er klart; dertil sigter Slutningsbestemmelsen i § 264. Reglen i § 265 er en naturlig Følge af Lovforslagets Bevissystem. Da Bevis ved Syn og skjøn aldrig, end ikke hvor det går ud på en Vurdering, er bindende for Retten, men idetmindste i Principet skal være under« kastet dens frie skjøn i Forbindelse med

samtlige øvrige Oplysninger i Sagen, må man naturligvis fordre, at også dette Bevismiddel skal optages for Dommen. Hvad derimod angår Parts Ed, da har denne væsentlig samme Karakter i Lovforslaget som i den gjældende Ret, og der sees derfor ingen Grund til at udelukke den hertil brugelige Affattelse af Edsdomme, som har sine praktiske Fordele. De følgende Forskrifter om Slutningsdommes Affattelse (§§ 266—69) hænge nøje sammen med Udkastets hele Retsmiddelsystem. Højesteret skal nemlig væsentlig kun prove, om de føreliggende Fakta ere rigtig bedømte og vurderede, men den skal herved tage Landsrettens Opfattelse af Sagens faktiske Sammenhæng til Grundlag i alle de Punkter, hvor Bevisfsrelsen ikke kan reproduceres for Hsjesteret. Da nu på Grund af Mundtlighedssystemet ingen fuldstændig Protokollering af Proceduren eller Bevisførelsen finder Sted, må Landsrettens Dom tillige, såvidt fornødent gjøres for Påankens Skyld, tjene som Akt, n: den må indeholde en fuldstændig Fremstilling af Sagens Sammenhæng (en fuldstændig uarratia kacti), således som denne ved Domsafsigelsen er forudsat at være. Denne Fordring, at Landsretten i sin Dom skal give en historisk Fremstilling af Sagens Sammenhæng, således som Retten ifølge Proceduren og Bevisførelsen har forudsat denne at være, kan vistnok ikke fremkalde nogen Vanskelighed i den praktiste Udførelfe. Allerede nu betragtes en sådan nari-atia iaoti som Noget, der horer til en omhygge« ligt udarbejdet Dom, og Lovforslaget indfører altså forsåvidt ikke noget Nyt, men kræver kun en fuldkomnere Gjennemførelse og Udvikling af Noget, der allerede er tilstede.

Som bemærket må Højesteret, da Bevisførelsen ikke kan gjentages for den, tage den i Landsrettens Dom givne Fremstilling af det Faktiske for givet, og den har derfor i Reglen kun at undersøge, om Faktum, således som dette er fremstillet, hjemler det antagne juridiske Resultat. Imidlertid er det klart, at når Højesteret misbilliger Landsrettens Opfattelse af Retssporgsmålet og går ud fra en anden og herfra forskjellig, vil det let kunne hænde, at faktiske Omstændigheder, som ikke af Landsretten ere ansete for

relevante, kunne fåe Betydning efter den Retsopfattelse, Højesteret antager. Den Omstændighed, at Dommen ikke indeholder de efter Højesterets Opfattelse fornødne Oplysninger om Sagens Faktum, vil kunne medføre Hjemvisning, hvad da nødvendiggjør, at Proceduren og Bevisførelsen må gjentages, hvilket ikke kan ske uden betydelig Udgift for Parterne og Ulejligbed for alle andre Vedkommende (Vidner, Synsmænd, Retten), Er Grunden til, at de efter Højesterets Opfattelse fornødne faktiske Oplysninger savnes, den, at Parterne have manglet Blik for deres Betydning og derfor ladet dem ligge udenfor deres Procedure, må Parterne finde sig i Følgerne. De må i så Fald tilskrive sig selv, hvad der er sket. Hvor derimod Parternes Procedure og Bevisførelse virkelig har medtaget de omspurgte faktiske Data, og hvor det således ikke er Parternes Skyld, at vedkommende Fakta ere forblevne udenfor Landsrettens Dom, vilde det være lidet ønskeligt, om en Hjemvisning i Reglen skulde indtræde. Udkastet har, for så vidt muligt at undgå dette, i § 267 pålagt Landsretten i sin Fremstilling af det ved Pådømmelsen til Grund sagte Faktum i Embeds Medfør at medtage sådanne Omstændigheder, som, skjørt de ikke efter Landsrettens egen Opfattelse ere relevante, dog under en anden mulig Retsopfattelse kunde blive af Betydning, ligesom der er tillagt Parterne en bestemt Ret til at kræve en særskilt og udtrykkelig Udtalelse i Dommen, om Retten anser Fakta, der have været Gjenstand for Forhandling under Sagen, for indrømmede eller beviste. Udkastets Tanke er altså den, at Landsretten ikke skal indskrænke sig til at meddele Sagsammenhængen, såvidt som nødvendigt er for at begrunde det af den selv antagne juridiske Resultat, men den skal overhovedet give en mere selvstændig og fyldig Fremstilling af Procedurens og Bevisførelsens Udfald, ikke blot beregnet på en vis bestemt Retsopfattelse, men indrettet på at afgive en tilstrækkelig og pålidelig Beretning om det historiske Faktum i Sagen til Brug for enhver Anden, som skal danne sig en Mening om Forholdet. Hermed er naturligvis ikke givet, at Landsretten skulde være nødsaget til

i fin Dom at optage åbenbart irrelevante Fakta, jfr. Ordene i § 267, men dens Fremstilling skal kun være beregnet på de overhovedet fornuftigvis mulige Retsopfattelser. Man indvende ikke herimod, at dette er en uløselig Opgave, eftersom det ikke kan fordres af en Ret, at den stal forudse andre Retsopfattelser end dens egen. Det er tvertimod vistnok i det virkelige Liv meget let at se, hvilke Omstændigheder der muligvis kunde komme i Betragtning ved Højesteret. Ikke blot ligger det næsten altid ncrr for Hånden, hvilke retlige Betragtninger der kan være Tale om, således at Retten af sig selv bliver opmærksom derpå, men i al Fald bringer en god og omhyggelig Procedure Sådant tilstrækkeligt for Lyset, idet Sagførerne jo netop have den Opgave at forudse de førstjellige Synsmåder,som af Modparten eller af Retten kunne blive gjort gjældende, og når de ville procedere udtømmende, må deres Foredrag være indrettet herefter. Ethvert godt Indlæg, som grundigt behandler Sagen, gjennemgår allerede nu alle de Betragtningsmåder, som muligvis kunne blive gjort gjældende, og udvikler samt eventuelt imødegår dem. Man kan derfor være overbevist om, at de i § 267 stillede Fordringer til Landsrettens Dom ikke i Praxis ville foranledige nogen Vanskelighed. I de allerfleste Tilfælde vil det være aldeles klart og let at se, hvorvidt der stal gåes i Medtagelsen af de omprocederede faktiste Omstændigheder. Det vil derfor vistnok blive en Sjældenhed, at den i Dommen givne Sagsfremstilling ikke indeholder tilstrækkeligt Grundlag for Højesterets forskjellige Opfattelser, og Hjemvisninger af denne Grund ville vistnok kun undtagelsesvis være nødvendige. I al Fald vil det, da Parterne sclv kunne forlange at erholde Udtalelser om de forte Beviser optagne i Dommen, med Føje kunne siges at være disses egen Skyld, når Dommen ikke indeholder det fornødne Grundlag for Højesterets Påkjendelse.

Forskjellige fra den historiske Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhæng ere de egentlige Domsgrunde eller Præmisser, hvorved førståes Rettens Redegjørelse for sin juridiske Opfattelse samt for dennes Anvendelse på

det føreliggende Faktum. Medens det af Hensyn til Påanken er nødvendigt, at den historiske Fremstilling af Faktum er. få omfattende, at den kan afgive Grundlag også for andre retlige Opfattelser end den, Landsretten selv antager, er der ingen Grund til med Hensyn til Præmisserne at føreskrive, at Retten skal udtale sig angående alle de brugte Søgsmålsgrunde og Indsigelser, også om dem, der efter dens Opfattelse af Sagen ikke komme i Betragtning. Udkastet bliver derfor stående ved den gjældende Ret, idet det i § 268 be> stemmes, at Retten ikke er pligtig i Præmisserne at indlade sig på de Søgsmålsgrunde eller Indsigelser, som ikke behøves til at begrunde det antagne Resultat, og om de herhenhørende Fakta end må medtages i den historiske Fremstilling af Sagens Sammenhæng, er det ikke nødvendigt at gjøre dem til Gjenstand for nogen juridisk Bedømmelse i Præmisserne.

Domsflutningens Affattelse kan gjerne ske på hidtil brunlig Måde (§ 269).

I § 270 udtales den vigtige Sætning, at Dommen afsiges på Grundlag af de mundtlige Forhandlinger og den mundtlige Bevisførelse. Heri viser det sig, at det skriftlige Grundlag ikke har en væsentlig bestemmende og bindende, men kun en understøttende og forberedende Karakter. Søgsmålsgrunde og Indsigelser kunne således i og for sig meget vel tages i Betragtning, uagtet de ikke føreligge skriftligt, når Modparten ikke protesterer herimod, jfr. §K 167 og 168. Retten har ikke i Embeds Medfor at påse Noget i så Henseende jfr. foran S. 6. Kun har Udkastet fastholdt, at Sagens Grænser skulle være afstukne ved Påstande, som må føreligge skriftligt enten i Sagsfremstillingerne eller i alt Fald til Retsprotokollen. At der heri ikke ligger noget Brud på Principet om mundtlig Procedure, og at denne Regels Overholdelse ikke vil kunne skade Forhandlingens Liv og Frihed eller belemre den med lange Afbrydelser, i hvilke der protokolleres, er indlysende.

Hvad der i § 271 er bestemt, afviger kun deri fra den gjældende Ret, at Dommen om Procesomkostninger og Rettergangsbøder kan give de Bestemmelser, hvortil Proce-

duren indeholder Anledning, selv om ingen udtrykkelig Påstand herpå er nedlagt. Den materielle Retfærdighed er vistnok vel tjent ned denne Regel, da de fornødne Påstande med Hensyn til Procesomkostningerne næsten altid så at sige kunne underførståes. Det vil næsten altid være øjensynligt, at Mangelen af slig Påstand kun har fin Grund i en Forglemmelse. Naturligvis udelukker Udkastet ikke, at Parterne kunne udtrykkeligt eftergive hinanden Procesomkostningerne, når de ville det. Ved processuelle Straffe vil Parternes Påstand i Reglen ikke have nogen Betydning, da disse — med få Undtagelser — må pålægges på Embedsvegne. At der, ,fr. § 271 sidste Stukke, i Domme ikke må tages Hensyn til Søgsmålsgrunde eller Indsigelser, som ikke ere gjorte gjældende af Parterne, om det end af Forhandlingerne kan sees, at de kunde have været benyttede, er en naturlig Konsekvens af For« handlingsmaxmen og formentlig stemmende med den gjældende Ret.

I §§ 272 og 273 skjelnes der imellem det Tilfælde, at Retten ifølge § 102 3die Stykke har bestemt særskilt Forhandling af enkelte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser, i Klasse med hvilke Modfordringer ifølge Udkastets System må stilles, og det Tilfælde, at en Kumulation af flere Søgsmål under een Proces finder Sted. I det første Tilfælde skal Retten efter § 273 kunne strar afsige Dom (eller om man vil Kjendelse) over det særskilt forhandlede Punkt, som således er endelig afgjort. Kun på denne Måde opnåes den Nytte, som skulde vindes ved Delingen af Sagens Realitet, idet det påkjendte Punkt definitivt er skaffet ud af det Stof, hvormed de Dømmende skulle arbejde, og derved en Formindskelse af den Maske, der stal fastholdes og beherskes i Hukommelsen, tilvejebragt. Det afsagte Dekret er at anse som en Bestanddel af den endelige Dom (Partialdom) i den Forstand, at det ligefrem indtræder som et Element i den senere Afgjørelse, uden at kunne gjøres til Gjmstand for yderligere Procedure og uden af Netten selv at kunne forandres. I nogle Tilfælde giver det sig af sig selv, at der ingen Spørgs-

mål kan være om en øjeblikkelig Exigibilitet af Dekretet, s. Ex. når dette blot udtaler, at en vis Indsigelse, såsom Præskriptionsindsigelse, Umyndighedsindsigelse, Indsigelse imod Sagsøgerens eller Sagsøgtes Kompetence ikke kan tages til Følge, men at Sagen må procederes videre. Men i andre Tilfælde kunde der nok opstå Spørgsmål herom, f. Ex. når Dekretet virkelig afgjør en Post eller en Del af Mellemværendet eller en Modfordring, medens der om de øvrige Punkter i Sagen må føres yderligere Procedure. Selv i sådanne Tilfælde bor dog vistnok den Grundsætning fastholdes som Regel, at Dekretet kun er et Stykke af den endelige Dom, som Retten på Forhånd gjør færdig, og at der således ikke bliver Spørgsmål om nogen ojeblikkelig Adgang til at fuldbyrde det. Imidlertid kan det førekomme, at Billighed i hoj Grad taler for Dekretets ojeblikkelige Exigibilitet, f. Ex. når Hovedfordringen er klar og derfor strax kan vådommes, medens en ikke konnex Modfordring fremkalder en vidtloftig Procedure. For sådanne Tilfældes Skyld er der i §273 2 det Stykke givet Retten Myndighed til særligt at tillægge det afsagte Dekret den Virkning, at det strax kan fuldbyrdes.

I det i § 272 omtalte Tilfælde føreligger der ikke en Deling af en enkelt Sags Realitet, men en Kumulation af flere Søgsmål, som kunde særskilt forfølges. Under denne Forudsætning bor Domsafsigelsen i en Sag, når den isvrigt er færdig og udprocederet, ikke vente efter de andre. Retten har derfor Lov til at ende den færdig procederede Sag og således ved en særskilt Domsafsigelse udskille den af Foreningen med de andre. Denne Myndighed har Retten, ikke blot for at den skørst mulige Orden og Simpelhed i Forhandlingerne kan opnåes, og for at Dommerne ikke skulle være nødsagede til at belemre deres Hukommelse med Stof, som strax kan udsondres, men også for at kunne tilfredsstille mulige Påstande fra Parternes Side om den færdigprocederede Sags Påkjendelse; thi medens det ved Modfordringer må siges, at Adgangen til at fremsætte disse under Hovedsagen involverer en Ret for Parten til samtidig Afgjørelse af Modfordringen og

Hovedfordringen, således at han ikke ensidig kan dommes og tvinges til Betaling, gjælder noget Sådant ikke, hvor en blot Kumulation af Søgsmål finder Sted. Adgangen til at kumulere hviler efter Udkastets Grundsætninger ikke på det Hensyn, at Billighed kræver Sa gernes samtidige Afgjørelse, men kun på den Betragtning, at det i processuel Henseende kan være det Letteste og Simpleste at førene Søgsmålene, idet derved Gjentagelser af Udviklinger og Bevisførelse kan spares. Derfor bør Kumulationen kun opretholdes sålænge og såvidt, som disse Hensyn føre, men ikke heller længere. At det færdigprocederede Søgsmål kan påkjendes og derved udstilles fra Forbindelsen med de andre, er så meget naturligere, som det efter Udkastet kan hænde, at Kumulationen aldeles ikke er udgået fra Parterne, men anordnet af Retten (§ 102, 1 ste Stykke). Overhovedet fremtræder Rettens Myndighed til at afsige Dom i det Søgsmål, der hertil er modent, som en aldeles naturlig Konfekvents af den Myndighed til at ophæve Kumulationen og lose Forbindelsen imellem Sagerne, som ved Udkastets § 102 2det Stykke og § 103 1ste Stykke er tillagt den.

Den Dom, der affiges i et enkelt af Søgsmålene, må ansees som aldeles selvstændig, og den kan strax fuldbyrdes, ligesåvel som den strax kan gjøres til Gjenstand før Retsmidlernes Anvendelse, jfr, § 294 i Slutningen.

Grunden til, at det — til Forskjel fra den gjældende Rets almindelige Regel — i § 274 er bestemt, at Parterne skulle kaldes til Dommens Afsigelse, er den, at de i §§ 302 og 303 omhandlede Frister for Retsmidlernes Anvendelse, hvilke skulle regnes fra Domsafsigelsen, ere meget korte, sammenlignede med de nugjældende almindelige Pånkefrister (Natalia psUM0ui8). Det vil derfor være rigtigere her at anvende den Regel, som nu gjælder med Hensyn til de extraordincere kortere Apvelfrister, jfr. Frd. 15de Jan. 1817, nemlig at Parterne skulle kaldes til at påhøre Domsafsigelsen.

Den rent mundtlige Forhandling, som kun bevares i Dommernes Hukommelse og ikkei skrevne

Akter, medfører Nødvendigheden af, at der strides til Domsafsigelsen strax, når Forhandlingerne ere sluttede, og at Dommerne ikke distraheres ved, at Hovedforhandlingen i nogen anden Sag indskydes, forinden de have affattet Dommen jfr. § 274 sidste Punktum, Det, hvorpå det i denne Henseende kommer an, er naturligvis Dommens Vedtagelse; derimod kan Afsigelsen gjerne foregå senere (§ 282 i Slutn.).

Udkastet omhandler i §§ 275—281 Dommens Vedtagelse igjennem Afstemning. Et Hovedspørgsmål i denne Materie er, om Afstemningen skal rettes umiddelbart på det Resultat, som er Gjenstand for Beslutning (Totalafstemning), eller om der først skal stemmes over Grundene til Resultatet, således at dette kun kan gjælde, når Grundene vedtages (Afstemning efter Grunde). I en stor Mængde nyere Love og Udkast (f. Ex. Genfer Proceslov art. 248, den Hannoverfke Proceslov § 350. det preussiske Udkast af 1864 §345, den wurtembergske Proceslov § 366), er der optaget en udtrykkelig Bestemmelse om, at Afstemningen skal foregå efter Grunde. Herved er altså ikke blot Dnskeligheden af, at Grundene vedtages, udtalt, men det er gjort umuligt i noget Tilfælde at gjøre det Resultat til Dom, hvorfor de Fleste stemme, når det ikke kan lykkes at fåe Stemmeflerhed for en vis bestemt Begrundelse af det. skjønt Svørgsmålet er meget omtvistet og mange Avtoriteter kunne anføres på begge Sider, vil det vistnok befindes, at en sådan Fordring hverken er theoretisk begrundet eller praktisk gjennemførlig. Den almindelige Anskuelse fjerner sig vistnok også mere og mere fra Afstemningen efter Grunde, jfr. A. Zacke, Ueber Beschlrchfassung in Versammlungen und Collegien 1867, S. 46—94., I Overensstemmelse hermed har også Retsorganisationsloven for det tyske Rige af 1876 opgivet at opstille Regler om Afstem-' ning efter Grunde (jfr. herved Udtalelserne i Motiverne S. 204—5). Den Bevisførelse, som har ledet til at fordre Afstemning over Grundene og disses Vedtagelse, er fornemlig bygget på den Fiktion, at en Kollegialret skal betragtes som eet tænkende

Væsen, skjønt sammensat af flere Mennesker. Enedommeren, siger man, kan ikke strax skride til at decidere Enderesultatet, men han må først besvare sig selv de enkelte dette betingende og forberedende Spørgsmål i deres naturlige Rækkefølge, og han vil kun anse sig for berettiget til at antage Gnderesultatet, når og forsåvidt dette støttes af Grundene. Denne Fremgangsmåde føreskrives af Tænkningens Love (Principium rations sutiicielltis). Når nu ikke en entelt Mand, men et Kollegium skal afsige en Dom, må den samme Methode følges, såsandt der handles om Fornuftstutninger og et logisk begrundet Resultat og ikke om diktatoriske Bud. Imod denne Argumentation må bemærkes, at det er en ugrundet Fiktion at anse et Kollegium for en Art Kollektivvæsen, hvis Virksomhed måtte følge de samme Love som det enkelte Menneskes Tænkning. Et Kollegium er kun en Forening af flere Mennesker, og Grunden til, at man føretrækker Kollegiet for Enkeltdommeren, er simpelthen den, at Sandsynligheden for en vis Doms Rigtighed forøges derved, at flere Kyndige efter forudgående fælles Overvejelse ere enige i den. Hvor det af Flertallet antagne Resultat begrundes på en overensstemmende Måde, er vistnok Sandsynligheden for Resultatets Rigtighed størst (naturligvis bestandig under den Forudsætning at de Dømmende alle er? selvstændigt tænkende Mænd). Men sæt nu, at Flertallet vel er enigt om et vist Resultat, men derimod ikke om dets Begrundelse; i så Fald cr der dog ingen Grund til at slå over til det aldeles Modsatte og sige, at der ingen Sandsynlighed er for Resultatets Rigtighed, men man må dog endnu bestandig fastholde, at den Omstændighed, at Flertallet, om end af forskjellige Grunde, antager Resultatet, i og for sig frembringer Sandsynlighed for, at det er rigtigt. Alle Videnskabers Historie har Exempler på, at Sand heder ere komme for Lyset og have vundet Anerkjendelse netop på den Måde, at flere af hinanden uafhængige Mænd ad forskjellige Veje ere komme til det samme Resultat, Når det nu erindres, at Domstolenes Besættelse med Flere er en Indretning, grundet i den menneskelige Ufuldkommenhed og bestemt

til at bode på denne, og at der ved Fleres Deltagelse i Dommen ikke fåes nogen absolut Vished eller Garanti, men alene kan og skal opnåes en større Sandsynlighed for Resultatets Rigtighed end den, der haves, når kun een Mand afsiger Dommen, så vil det sees, at der ikke er nogen principiel eller logisk Grund til at opstille Fordringen på Enhed i Grundene. Hvad dernæst den praktiske Side af Sagen angår, må fremhæves, at cn fådan Fordring, når den virkelig skulde gjennemføres fuldstændigt, vilde føre til en Række aldeles unaturlige Resultater såvelsom til en ren Uendelighed i Forhandlingerne, hvorfor det visknos med fuld Feje kan siges, at der ikke i Verden gives nogen Domstol, som virkelig gjennemfører en Afstemning efter Grunde. Skulde en sådan virkelig gjennemføres i det Omfang, som dens logiske Betydning kræver, kunde man ikke blive stående ved at stemme om de nærmere og umiddelbare Grunde, men for at forvisse sig om, at den Majoritet, som var tilstede for disse, ikke var en blot udvortes, men en virkelig indre Overensstemmelse, måtte der stemmes igjen over Grundenes Grunde og således videre indtil de allerførste og oprindeligste Begreber. Denne Vej, der anvises af den rent formelle Konsekvents, kan man selvfølgelig ikke gå; den vilde lede til, at selv en ganske simpel Sag gav Anledning til et halvhundrede eller flere Afstemninger. Vil man i Modsætning dertil fremhæve, at den praktiske Nodvendighed kræver, at der må standses et Sted i den forksatte Tilbagegåen til Grundene, moder en anden Vanskelighed, idet Resultatet meget ofte kan blive ganske forskjelligt, eftersom man standser detene eller det andet Sted. Vilkårligheden kommer herved til at spille en aldeles afgjørende og iøjnefaldende Rolle i Afgjørelsen. Thi den Part, som efter Afstemningens Udfald har tabt Sagen, vilde maske vinde, når der skulde gåes et Skridt længere tilbage i Grundenes Række, når der skulde stemmes endnu en Gang, nemlig over Grundene til de fremsatte Meninger, jfr. Zacke, 1. o. S. 55. Udkastet indeholder derfor med fuldt Forsæt ikke noget Bud cm, at Afstemningen skal ske efter Grunde,

Det kunde måske synes inkonsekvent, at Udkastet, skjønt det bliver stående ved den såkaldte Totalafstemning, dog føreskriver Præmisser (jfr. § 268), Når de Dømmende kun ere enige i Resultatet, men ikke i Begrundelsen, er det, har man sagt, umuligt at skrive Præmisser, og Totalafstemningen synes derfor som sin naturlige Konsekvents at kræve, at Domme ikke forsynes med Præmisser, eller i al Fald, at dette ikke nødvendigvis skal ske. Skal der for Almenheden og for Parterne være en Adgang til Indblik i de Grunde, som have ledet de Dommente, kan dette under denne Forudsætning alene ske ved, at Voteringen føregår for åbne Dore — en Forudsætning, som i Fleres Djne desuden er i og for sig ønskelig. Imidlertid er denne Slutningsrække ikke afgjørende. Nllerede den Betragtning kan gjøres gjældende imod den, at man i Praxis, skjønt man ikke har brugt Afstemning efter Grunde, dog altid har formået at efterkomme Buddet om Præmisser, og det er hidtil ikke hørt, at nogen Ret har erklæret sig ude af Stand til at tilvejebringe sådanne. I Reglen stå Meningerne i det virkelige Liv ikke så skarpt imod hverandre, og den Omstændighed, at det er givet, at Sagen skal afgjøres på en vis Måde, virker vistnok også meget til at overvinde Vanskeligheden ved at blive enig om Præmissernes Affattelse. Men skulde det virkelig førekomme, at enhver Voterende skarpt fastholdt sin Begrundelse og derhos bestemt forkastede de andres (hvad naturligvis er tænkeligt), så kunde, når det står fast, at Overensstemmelsen i Resultatet stal være det afgjørende Moment, heraf alene følge, at de Noterendes forskjellige Grunde må anfsres i Præmisserne for de enkelte Noterendes Vedkommende, som , da må nævnes. Heri er der heller ikke noget Ulogisk, såsandt som det overhovedet er muligt, at Mennesker igjennem forskellige Begrundelser kunne komme til del samme Resultat, jfr. Vangs Ittringcr i Iur. Tidsskr. XXXV S. 277—78. Man kan derfor ikke nære nogen Betænkelighed ved, på den ene Side at forkaste Fordringen om Afstemning efter Grunde, på den anden Side at fastholde Fordringen på Præmisser. Disse

sidste ere nemlig efter Udkastets hele System uundgåelig nødvendige. Da Landsretsdommen, som ovenfor bemærket, afgiver det aktmæssige Underlag for Hoiesterets Påkjendelse, og da den navnlig må indeholde en fuldstændig Fremstilling af Sagens Sammenhæng (narratio &expositio facti), kan det aldeles ikke være Andet, end at Landsretten ikke må indskrænke sig til en blot Konklusion, men skal give en fyldig Dom, udrustet med de Rekvisiter, fom ere nævnte i § 266, og af hvilke ethvert især har sin Betydning. Også når hensees til det i 3 die Afsnit 2det Kapitel omhandlede Retsmiddel viser sig Nødvendigheden af, at Landsrettens Dom er indrettet på den i §266 føreskrevne Måde, thi ellers kan det ikke bedømmes, om et vist Bevis, som ikke er bleven ført, vilde have bevirket et andet Udfald af Sagen (§ 328). Derom kan man kun have en Mening, når der føreligger fuldstændig Oplysning om Rettens Eynsmåde både i Henseende til Jus og Faktum. Vel kan her bemærkes, at det er den samme Ret, som afgjør Spørgsmålet om Sagens Forfriskning, men dels følger ikke altid heraf, at det er de samme Dommere, dels må det ikke oversees, at der kan blive Spørgsmål om Påanke, jfr. § 336.

Præmisser i dette Ords videre Forstand danne altså en nødvendig Bestanddel af Udkastets System. Hermed er Voteringens Offentlighed naturligvis ikke uførenelig, skjønt den Trang, som derved skulde afhjælpes, nemlig at man kan fåe Indblik i Afgjørelsens Grunde, tilfredsstilles ved Præmisserne. Afstemningens Offentlighed, når der gives Præmisse'-, har imidlertid dog vistnok afgjørende Grunde imod sig. Det er naturligvis kun en Fordel ved der. offentlige Votering, at den afgiver et Værn mod Udygtighedens Indtrængen i Retterne, og at den bidrager til at holde de dårlige Kræfter borte og til at hindre, at Dommerne forblive på deres Pladser, efterat de have ophørt at være brugelige. Men det er på den anden Side et Spørgsmål, om Offentligheden ikke lægger et unaturligt Vånd på Deliberationens Frihed og derved i hej Grad skader Retfær-

dighedens og Sandhedens Gennemførelse. Ingen offentligt Voterende vil lettelig erkjende, at han har fejlet og tage sit Votum tilbage, men han vil tvertimod i Reglen forfægte sin Mening, blot fordi den engang er udtalt, uagtet han i Grunden selv har tabt Troen på den. Mangen Dommer kunde også ved den offentlige Deliberation lade sig forføre til at jage efter at gjøre Opsigt ved overraskende og interessante Vota mere end ved en ædruelig og grundig Betragtning af Sagen selv. Nærer man således den Tro, at Voteringens Offentlighed let vil kunne skade Deliberationens Oprigtighed og Sanddruhed, må det vistnok erkjendes for rigtigst ikke at føreskrive noget Sådant; thi den føreliggende Sags bedste og retfærdigste Påkjendelse er dog Hovedsagen ved al Retspleje, og deraf bør Intet ofres for at nå andre Formål, der ligge fjernere, især når disse både kunne og ifølge deres Natur bør søges opnåede ad anden Vej, nemlig i nærværende Tilfælde ved hensigtsmæssige og rigtige Grundsætninger for Dommernes Valg

Ligesom Lovforslaget ikke har opstillet nogen Fordring på Afstemning efter Grunde, således har man endnu mindre troet det rigtigt, at der gives Lovbestemmelser angåendt Måden, hvorpå Stemmeflerheden skal udfindes eller tilvejebringes, når der i de afgivne Vota føreligger flere end to Meninger. Dels frembyder der sig en sådan Mangfoldighed af Kombinationer, at i al Fald et temmelig udforligt System af Regler måtte opstilles, uden at man dog formåede at udtømme dem, dels har Videnskaben nevpe endnu bragt det til fuldstændigt fikre Resultater på dette Område. Det Punkt, som først frembyder sig til Overvejelse her, er, om nogle af de givne Vota for at danne Stemmeflerhed kunne slåes sammen, således at det, hvori disse Vota kunne siges at være enige, holdes for antaget. Betingelsen herfor er naturligvis, at der er noget Fælles eller noget Beslægtet imellem de pågjældende Vota, således at en vis Antagelse kan siges at være indeholdt i et Votum, om det end tillige i visse Retninger går videre. Almindelige alle Tilfælde omfattende Lovregler herom lade sig ikke opstille,

men Spørgsmålets Afgjørelse må aldeles afhænge af den enkelte Sags og de enkelte Votas Beskaffenhed; for enkelte af de praktisk vigtigste Kombinationer opstilles der undertiden Lovregler, f. Er. når det føreskrives, at de, der, hvor Tvivl hersker om en Kondemnations Beløb, ville tilsjende det større Beløb, også må antages at ville tilkjende det mindre Beløb og derfor kunne samnunregnes med dem, hvis Vota lyde herpå, eller når det bestemmes, at ved Straffes Fastsættelse blive de for den Sigtede ugunstigske Stemmer at regne sammen med de nærmest mindre ugunstige, indtil der udkommer Stemmeflerhed. Men ved slige Regler vindes Intet til Afgjørelsen af de virkelig vanskelige Tilfælde: de indeholde i Reglen kun, hvad Ingen tvivler m. Det næste Punkt, hvorom der navnlig bliver Spørgsmål, når Stemmeflerhed ikke kan udfindes ved en sådan Sammenregning af forskjelligt lydende Vota, er, om en subsidiær Votering skal finde Sted, og således en sukcessiv Afstemning over de enkelte Momenter i Sagen føretages, for ad denne Vei at tilvejebringe en Stemmeflerhed. Overfor den Tvivl, som navnlig i vor Litteratur har været opkastet i dette Spørgsmål, jfr. Bang og Larfens Procesmåde § 168, har Lovforslaget i Overeenstemmelse med mange nyere Love, f. Ex. würtembergsk Proceslov § 366. baiersk Proceslov § 272, hannoveransk Proceslov § 350 o. fl., anset det for rigtigt udtrykkeligt at udtale, at Dommerne ikke kunne vægre sig ved subsidiær Votering (K 280). Den Grund, som er anført imod Dommernes Forpligtelse til at afgive subsidiære Vota, nemlig at der på den Måde øvedes Samvittighedstvang imod dem, er vistnok uden Betydning. Den, der efter at have stemt for, at det Skyldgrunden udgjørende Faktum ikke er bevist, nodes til, fordi Flertallet anser det for bevist, at stemme om, hvilke juridiske Virkninger bemeldte Faktum stal have, underkastes ingen Samvittighedstvang. Han tvinges ikke til at forandre sin Mening, om Faktum er bevist eller ikke, men han nodes kun til at votere i Sagen på samme Måde, som om Parterne vare blevne enige om, at Faktum stulde ansees for at være bevist, skjønt dette måske ikke er Tilfældet, eller på an

den Måde Proceduren havde medført Nodvendigheden af at gå ud fra denne, måske i sig objektiv urigtige Forudsætning. Fra dette Synspunkt kan den subsidiære Votering i al Fald ikke i civile Sager angribes. Men særligt bor fremhæves, at den endog med Nødvendighed følger af Udkastets hele System. Sagens Formalitet skal ved Landsretterne påkjendes særskilt og afsondret fra Realiteten. Men ere flere Formalitetsindsigelser fremsatte, beror det på Retten, om de skulle optages til særskilt Påkjendelse efter hinanden, i hvilket Tilfælde Dommerne selvfølgelig alle hver Gang må votere, eller om de skulle påkjendes under Det, og dersom denne sidste Fremgangsmåde vælges, kan der da åbenbart Intet være i Vejen for subsidiær Votering om de enkelte Indsigelser. Men også på Realitetesprocedurens Område komme efter Udkastets System lignende Betragtninger frem. Thi Sagens Realitet kan deles, og de enkelte Momenter i samme efter Rettens skjøn behandles og påkjendes færskilt. Sker dette, må samtlige Dommere selvfølgelig deltage i alle de Kjendelser, der successivt afsiges. Men når så er, synes det at måtte være en Selvfølge, at de også må, dersom Realitetssporgsmålene påkjendes under Eet, votere subsidiært om de enkelte Punkter. En Undtagelse fra det Anførte må dog anerkjendes i Straffeprocessen, forsåvidt som det er almindelig indset, at Skyldspørgsmålet ikke kan deles.

Endnu skal med Hensyn til §§ 275— 281 den Bemærkning gjøres, at Udkastet (§ 276) bestemmer, at Retten altid skal beklædes af fem Medlemmer, men at der heller ikke må være flere (undtagen som Suppleanter). Foruden at det nemlig er hensigtsmæssigt, at Antallet altid er ulige, synes det urigtigt, at Tilfældigheder eller Formandens Godtbefindende skal afgjøre, om der i en Sag skal være flere eller færre Dommere. At Retten og ikke Formanden alene, når der opstår Uenighed om, hvorledes Afstemningspunkterne skulle opstilles, såvelsom om Af> stemningens Resultat, har at afgjøre Spørgsmålet, er indlysende (§278 2det Stykke).

I § 282 omhandles Dommens Affattelse

og Afsigelse. I Overensstemmelse med de herskende Grundsætninger udtaler Paragrafen, at der, når Domsresultatet er fastslået ved Afstemningen, efter Foranstaltning af Rettens Formand skal affattes Udkast til Dommen. Hvorledes der nærmere bliver at forholde med Udførelsen af dette Arbeide, er betragtet som et indre Anliggende, hvis Afgjørelse rettest overlades til Formanden. Efterår Domsudkastet har været førelagt Retten til Godkjendelse, underskrives den endelig affattede Dom af Rettens Formand og Netsskriveren; Afsigelsen føregår derved, at den oplæses i et Retsmøde.

I § 283 gives der i Lighed med de fleste fremmede Love en vis Adgang til i enkelte bestemte Henseender at fåe rettet og berigtiget Dommen på en anden og simplere Måde end ved formelig Påanke, Efter den nugjældende Net vil det være nødvendigt at appellere en Dom, når der i den findes en Regningsfejl eller en Skrivfejl, eller når nogle Ord, der efter Dommens åbenbare Mening burde findes i den, ere udfaldne, eller når en Fejl ved Udfærdigelsen er begået, f. Ex. Tvangsklausulen er glemt eller deslige. Dette er uhensigtsmæssigt. Lovforslaget har derfor — for at undgå de af en formelig Pånke flydende Vidtløftigheder og Forhalinger — tilladt Parten i simple og hurtige Former at henvende sig til den samme Ret, som har afsagt Dommen, og hos denne fåe Fejlen rettet. Herved vil vistnok Ingen sinde nogen Betænkelighed; men Lovforslaget har ikke indskrænket fig hertil. Det har ment at burde gå noget videre endnu og bringe dette Princip om Rettelse af Dommen til Anvendelse i et større Omfang. Heri har det fulgt de nyere fremmede Love og Lovforslag. Det har nemlig også tilladt efter Foranledning fra Parternes Side at berigtige den i Dommen givne Fremstilling af Faktum, forsåvidt denne af Dommerne selv erkjendes at lide af Fejl, beftående i Forbigåelser, Uklarheder eller Modsigelser, dog uden at der kan gjøres nogen Forandring i Dommens egentlige Præmisser og naturligvis endnu mindre i dens Konklusion, Selv affattet på den angivne Måde strækker Lovforslaget Adgangen til at

rette Dommen mindre vidt ed de fleste nvere Love og Louforslag, jfr. iøvrigt nærmere om dette Punkt Nellemann, „Om mundtlig Rettergang« S. 182 ff.

Med Hensyn til Fremgangsmåden gives de fornødne Regler i § 283 2 det Stykke. Retten kan strax tilbagevise et Andragende , om at fåe Dommen rettet, når den på Forhånd finder det ugrundet, og i så Fald behøver Modparten slet ikke at tilkaldes. Men dersom Retten finder at burde at tage Andragendet under nærmere Overvejelse, har den at indkalde Modparten, og denne får da Lejlighed til at udtale sig over de begjærte Rettelser.

Om Udeblivelser.

Med Hensyn til Udeblivelser i de til Skriftverlingens Ordning og Ledelse bestemte Retsmoder, indeholdes Lovforslagets Regel i § 164, hvorom er talt i det Foregående. Derimod skal på dette Sted ømhandles Udeblivelse af Parterne i de Netsmøder, som holdes til den mundtlige Forhandling. Herunder falder dels det til den første mundtlige Forhandling bestemte Møde dels de Netsmøder, som under Forudsætning af, at Sagen ndkræver andet Bevis end de Dokumenter, der skulle fremlægges under den første mundtlige Forhandling, behøves dels til Bevisførelsens Forberedelse dels til selve Bevisførhandlingen og den i Forbindelse med samme stedfindende Slutningsforhindling. Da Virkningerne af Partens Udeblivelse naturlig må stille sig noget forskjelligt, eftersom den finder Sted i det ene eller det andet af disse Møder, er Fremstillingen indrettet herefter.

Foreløbig bemærkes, at Udkastet ikke kjender for sildigt Møde i den nugjældende Nets Betydning, nemlig at en Part, der er udeblevet ved Sagens Påråb, men siden kommer tilstede, inden Retten hæves, ikke betragtes som udebleven. Når Parten ikke indfinder sig i det Seneste under Sagens Forhandling, an-

sees han efter Udkastet for udeblevet uden Hensyn til, om han senere moder, inden Netten hæves, eller helt bliver borte. Den Adgang til at fåe Sagen gjenoptaget, som vor nugjældende Net indrømmer for sildigt modende Parter, kan ikke uden store Ubekvemmeligheder overføres på den mundtlige Procedure og er derfor ukjendt i de Proceslove, som hvile på Mundtlighedsprincipet. Man har såmeget mindre fundet Betænkelighed ved at føreflå den omhandlede Forandring i den gjældende Ret, som det tor påregnes, at Rettens Formand i Udøvelsen af den ham ifølge § 79 4de Stykke tilkommende Myndig, hed vil vide at tage fornøden: Hensyn til sådanne Tilfælde, hvor det er antageligt, at Udeblivelsen ikke skyldes utilgivelig Forsømmelse, jfr, herved endvidere Bestemmelsen i § 287.

I §§ 285 og 286 omhandles Udeblivelse i det til den første mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde, som altså vil svare til, hvad vi nu kalde Udeblivelse den første Retsdag. Lige med fuldstændig Udeblivelse må stilles det Tilfælde, at Partens Møde ikke kan ansees for behørigt i processuel Henseende. På dette Punkt fremtræde Konsekventserne af de Grundsætninger, hvorefter Udkastet har ordnet Forholdet mellem den mundtlige Forhandling og det skriftlige Grundlag, På den ene Side følger det af Reglen i § 170, jfr. § 285 sidste Stykke, at Parten, selv om han fremstiller sig til den mundtlige Forhandling, i Neglen må behandles som udebleven, når han ikke har meddelt Modparten sin Sagsfremstilling i rette Tid eller undlader at fremlægge denne i selve Retsmødet. På den anden Side må den i Udkastet nedlagte Grundsætning, at Retten ikke kan tage Roget i Betragtning, som ikke af Parterne har været mundtlig førebragt den (§ 91), konsekvent føre til, at Parten, uanset at hans Sagsfremstilling behørig er meddelt og fremlagt, betragtes som udebleven, når han afholder sig fra dm mundtlige Forhandling af Sagen. Endel fremmede Love, som iøvrigt bygge på Mundtlighedsprincipet, havde vel ikke den sidstnævnte Konsekvents. Således går den fransk-rhinske Proces og de Lovgivninger, der nærmest

hvile på denne, ud fra, at, når Parterne have fremlagt deres skriftlige Sagsfremstillinger (conclusions motivées) i Retten, kan der ikke længere blive Spørgsmål om Udeblivelse dom, men Sagen ansees da for at være kontradiktorisk forhandlet, selv om en af Parterne udebliver ved den mundtlige Forhandling, hvilken efter disse Love i Reglen ikke føregår den samme Dag, de skriftlige Sagsfremstillinger overleveres til Retten. Dommerne må da for den udeblivende Parts Vedkommende tage Hensyn til den indgivne skriftlige Sagsfremstilling. Det er imidlertid indlysende, at Tvangen for Parterne til at forhandle Sagen mundtligt herved svækkes meget væsentligt, og om end denne Ulempe ikke foles videre i Lande, hvor den mundtlige Forhandlingsmåde er tilvant fra gammel Tid, og hvor der derfor ikke er nogen Tendents til at unddrage fig den, vil den dog der, hvor Overgangen fra skriftlig til mundtlig Proces først skal gjøres, let kunne føre til den Misbrug, at Parterne holde sig tilbage fra den mundtlige Forhandling og istedetfør udvikle deres Sag i de skriftlige Sagsfremstillinger, jfr. Motiverne til det tyske Udkast S. 18—19. Det føreliggende Udkast har derfor ikke til stedet nogen Afvigelse fra den heremhandlede Konsekvents af Mundtlighedsprincipet, der nu også for Tysklands Vedkommende, hvor hidtil begge Systemer vare repræsenterede i de enkelte Staters Lovgivninger, er hævdet i Civilprocesloven for hele Riget af 1876.

Om Sagsøgerens Udeblivelse i det til den første mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde handles i § 285. Udeblivelsens Virkning bestemmes på samme Måde som i den nugjældende Ret. Sagen bliver altså at afvise. Ifølge enkelte fremmede Love, til hvilke den nye Civilproslov for det tyske Rige har sluttet sig, medfører Sagsøgerens Udeblivelse Indstævntes Frifindelse, en Regel, som skottes på den Betragtning, at kun herigennem Ligestilling af Parterne med Hensyn til Udeblivelsesfolgerne opnåes. Imod en sådan Ordning kan der imidlertid allerede fra et principielt Standpunkt rejses Indvending. Sålænge Sagsøgeren ikke har nedlagt sin mundtlige Påstand i Retten, føreligger der

efter Mundtlighedsprincipet ikke fra hans Side noget processuelt Grundlag for Sagens Pådommelse, og ligesom dct indtil da må stå Sagsøgeren åbent at hæve Sagen uden Indstævntes Samtykke (§ 100), således synes denne heller ikke i Tilfælde af Sagsøgerens Udeblivelse at kunne have Krav på, at der går Realitetsdom i Sagen. I al Fald må det viftnok erkjendes, at der ikke fra et praktisk Synspunkt er Grund til at knytte videregående Virkninger til Sagsøgerens Udeblivelse, end der er hjemlet i den hos os be« stående Ret. Imod en mulig Tilbojelighed hos Sagsøgere til at fortrædige deres Modparter med unyttige Retsmøder ville allerede de Følger, den hidtil gjældende Ret har knyttet til Udeblivelsen, afgive et tilstrækkeligt Værn, og hvad angår de Tilfælde, i hvilke Udeblivelse ikke har kunnet tilregnes Sagsøgeren, er det i og for sig et Fortrin, at Sagen ikke er blevet påkjendt i Realiteten og således uden videre kan begyndes påny. Sagsøgerens Udeblivelse har altså efter Lovførstaget ligesom efter den gjældende Ret kun den Virkning, at Sagen afvises, og at derhos i Reglen Kost og Tæring tilkjendes den modende Sagføgte efter Påstand herom. Til Indtrædelsen af sidstnævnte Følge udkræves ikke særligt Bevis for, at Sagføgte er kaldet for Retten, da den Omstændighed, at Sagen af Retten er berammet og sat på Retslisten, i Forbindelse med, at Sagsøgte virkelig moder, afgiver tilstrækkelig Sikkerhed for, at han er stævnet. Derimod må Sagsøgte bevise, at han i rette Tid har tilstillet Sagsøgeren sin Sagsfremstilling, hvilket han let vil kunne ved at fremlægge sit med Stævningsmændenes Påtegning om Meddelelsen forsynede Exemplar af Udfærdigelsen (§ 119). Thi hvis Sagsøgte ikke i rette Tid har afgivet sin Sagsfremstilling, må han selv, uanset at han indfinder sig i det til den mundtlige Forhandlings Begyndelse berammede Møde, ansees for udebleven (§ 170), og han kan derfor ikke gjøre Krav på Erstatning for spildt Møde i Retten. Sagsøgeren kan altså, når han ikke i rette Tid har fået Indstævntes Sagsfremstilling, udeblive uden

at udsætte sig for Pålæg af Kost og Tæring.

I § 286 omhandles Sagsøgtes Udeblivelse fra den første mundtlige Forhandling. Forinden nogen ufordelagtig Virkning på Grund af Udeblivelsen kan gjøres gjældende imod Sagsøgte, kræver Netfærdighed, at det må påsees, at han er behørig varslet. Retten må altså undersøge Klageskriftet og de samme givne Forkyndelsespåtegninger. Findes det, at Sagsogte er lovlig stævnet, bliver der Spørgsmål om, hvilken Stilling Sagsøgeren, som naturligvis forudsættes selv at have givet behørigt Møde, skal have med Hensyn til Sagens Oplysning. Af Grundsætningen om Rettens Frihed i Bedømmelsen af Sagens faktiske Sammenhæng kunde synes at følge, at der ikke kan tillægges Sagsøgeren en Net til at fordre en fast forudbestemt Virkning forbunden med Udeblivelsen. Ligesom Ufuldstændighed eller Ubestemthed i en Parts Proceserkiæringer ikke giver Modparten en Ret til at fordre det pågjældende Punkt anset for indlemmet, men kun medfører, at Dommeren kan tillægge Tavsheden eller Ubestemtheden Betydning som Tilståelse, jfr. §§94 sidste Stykke og 97, således kunde det synes konsekvent også i Tilfælde af fuldstændig Udeblivelse at blive stående ved en Bemyndigelse for Dommeren til at gire Udeblivelsen den Betydning, som den efter hans Skjøn i hvert enkelt Tilfælde bor have. Denne Vej, som i Principet fastholdes af det fransk-rhinske System, jfr. Nellemann, „Om den mundtlige Rettergang i civile Sager" S. 133 ff,, og ifølge hvilken Sagsøgeren altfå efter Omstændighederne kan blive nødt til at frem« skaffe Beviser, har Kommissionen dog ikke anset for tilrådelig. Som allerede fremhævet i de indledende Bemærkninger til nærværende Motiver ligger det nemlig i Forholdets Natur, at de Grundsætninger,. der gjøre sig gjældende ved Bedømmelsen af en kontradiktorisk Forhandling, ikke lade sig anvende ved Bedømmelsen af en ensidig, fra hvilken Modparten holder sig borte. Når en kontradiktorisk Forhandling mellem Parterne finder Sted, er det muligt at slutte Noget af deres Udtalelser i det

Hele med Hensyn til, hvad de ville benægte og hvad de ville erkjende, især da Retten kan gribe efterhjælpende ind ved at stille Spørgsmål til dem cg derved foranledige dem til at ndtole sig tydeligere. Mm når Sagsøgte bliver helt borte, er det ikke muligt i Kraft af almindelige Sandsynlighedsgrunde heraf at slutte Noget til, hvorledes han stiller sig overfor de enkelte Punkter i Sagsøgerens Fremstilling, Istedetfor at henvise Netten til ved et skjøn, for hvilket der savnes et virkeligt Grundlag, at afgjøre, om Udeblivelsen i det enkelte Tilfælde stal betragtes som Benægtelse eller som Indrømmelse, synes det derfor naturlige« at bestemme Udeblivelsens Betydning ved en fast Lovregel, som da fornuftigvis må sætte den på lige Trin med en Vedgåelse. Det fortjener også at bemærkes, at ligesom de fleste nyere Love og Udkast opstille en lovbestemt Regel om Udeblivelsens Betydning, således er det selv i den fransk-rhinske Proces faktisk blevet den almindelige Regel, at Sagsøgtes Udeblivelse stilles lige med Indrømmelse af Sagsøgerens Fremstilling. I Overensstemmelse hermed fastsætter § 286 Virkningen således, at Retten har at anse de i Sagsøgerens Fremstilling anførte Kjendsgjerninger for sande og, forsåvidt de cre i Stand til at begrunde hans Påstand, at afsige Dom i Henhold til denne. Ligesom det imidlertid er en Selvfølge, at der i Dommen kun kan tages Hensyn til den i Sagsøgerens skriftlige Sagsfremstilling indeholdte Påstand, således har man fundet, at billigt Hensyn til Indstævnte taler for, at de til Påstandens Begrundelse i Sagsøgerens mundtlige Fremstilling påberåbte Kjendsgjerninger ikke bor kunne tages i Betragtning, forsåvidt de ere i Strid med eller ligge helt udenfor hans skriftlige Sagsfremstilling, Thi medens denne er affattet, førend Sagføgeren vidste, at Modparten vilde udeblive, kunde derimod en Ret for Eagsøgeren til mnndklig at give en helt ny Fremstilling af Sagen, når det har vist sig, at Modparten udebliver, mulig føre til Misbrug. Sagføgerens mundtlige Fremstilling fåer altså efter Udkastets Ordning i Tilfælde af Indstævntes Udeblivelse egentlig kun den Betydning, at der herigjennem kan gives

en nærmere Forklaring af den skriftlige Sagsfremstilling samt en Udvikling af Netssporgsmålet. En anden Sag cr, at det i Hen> hold til Grundsætningen i § 168 efter Omstændighederne af Netten kan tilstedes Sagsøgeren i Retsmødet at føretage Forandringer i Påstanden eller at fremsætte nye Anbringender, se Z 292, hvorefter Retten i så Fald kan udsætte Sagen og pålægge Sagsøgeren at underrette den udeblevne Modpart om det Stedfundne. Som et Middel til at modvirke de Misbrug, hvortil Sagsøgtes Udeblivelse kunde give Sagsøgeren Anledning, fremhæves endnu den Beføjelse, § 286 i Overensstemmelse med Udkastets almindelige Grundsætning giver Retten til, hvor den finder Grund dertil, i den udeblevne Sagsøgtes Intereose at opfordre Sagsøgeren til nærmere Forklaring af Sagens Sammenhæng. Paragrafens 2det Stykke indeholder en Anvendelse for Sagsøgtes Vedkommende af det ovenfor omhandlede Princip, at ikke behørig forberedt Møde er at sætte lige med intet Møde.

I den fransk-rhinske Proces, den hannoverske Proceslov, Procesloven for det tyske Rige af 1876 o. m, fl. findes der en Ræike Bestemmelser, sigtende til at afhjælpe Følgerne af Udeblivelse (jfr. Code de procédure, art. i 149—165, den hannoverske Proceslov §§ 157 —168, Civilprocesloven for det tyske Rige §§ 303—310). I Neglen tillades det den Udeblevne inden en vis kort Tid at fremstille sig og fordre den afsagte Udeblivelsesdom op' hævet, endog uden nogensomhelst Angivelse af Grund for Udeblivelsen (former (Mation, Einspruch erheben). Ved Siden heraf består der en Ret til endog efter længere Tids Forlob at fåe Udeblivelsesdommen hævet, når Udeblivelsen oplyses at have været utilregnelig. En sådan Adgang til at fåe Udeblivelseevirkningerne ophævede, hvorved der iøvrigt må fremkaldes en Række vanskelige Spørgsmål og det hele System ikke lidet forvisles, har Udkastet ikke optaget. Ligesom man hos os allerede ved Frd. 3die Juni 1796 ophævede det med det førstnævnte Retsmiddel (den ordentlige Opposition) beslægtede Institut, Forelæggelse og Lavdag, hvilket man indtil Dato ikke har beklaget, således

vil man vistnok også for Fremtiden kunne undvære et sådant Middel, da man nu engang har vænnet sig til den strenge Mødepligt. Hvad Sagsøgeren angåer, vil det åbenbart ikke behoves. Ham hændes intet Værre, end at en Afvisningsdom overgår ham, så at han må begynde Sagen påny. Kun for Sagvolderen kunne Udeblivelsens Følger undertiden blive hårde. Hertil er imidlertid at bemærke, at Udkastet ikke i denne Henseende stiller Indstævnte værre end den gjældende Ret, men endog i en ikke ubetydelig Grad forbedrer hans Stilling dels ved den i § 287 givne Bestemmelse, hvorefter Retten, når Sagsøgte ved Klageskriftets Forkyndelse angaves (jfr. § 111 Litr. a.) at være fraværende på længere Tid fra sin Bopæl, er bemyndiget til ikke strax at lade de i § 286 fastsatte Udeblivelsesfølger indtræde, men kan udsætte Sagen og derhos efter Omstændighederne påbyde ny Forkyndelse af Klageskriftet, dels ved den Netten givne Myndighed til at afkræve Sagsøgeren nærmere Forklaring, når Anledning hertil frembyder sig, en Myndighed, som vistnok meget oste vil virke til den Udeblevnes Gunst, idet den især vil blive benyttet, når der er noget Usandsynligt ell?r Påfaldende i Sagsogerens Fremstilling. Det må dernæst erindres, at Udeblivelsens Følger kun ere uafhjælpelige, hvor den er Parten tilregnelig, thi når den Udeblevne er uden Brede," kan det i § 327 Nr. 5 omhandlede Retsmiddel benyttes, hvilket under alle Omstændigheder er en lettere Vej end den, som nu må benyttes (Appel og Bevilling til at fremsætte nye Indsigelser). Mod at opstille en Ret til uden Undskyldningsgrund at udeblive tale vistnok omtrent de selvsamme Grunde, som i sin Tid forte til Forelæggelsens Afskaffelse ved Frd. 3die Juni 1796. Der vindes i Virkeligheden Intet for Parten, der ligesågodt kan mode første Gang scm anden Gang, og der gives kun den Chikanøse Midler ihænde til at udhale Sagen, begunstige sin Modpart i een Sag og fortrædige sin Modpart i en anden.

I § 288 omhandles Udeblivelse i det til Bevisførelsens Forberedelse bestemte Møde (§ 180). Den naturlige Regel, som iøvrigt

i Principet stemmer med Reglen om Udeblivelse under Hovedforhandlingen, er, at Sagen trods Udeblivelsen kan fremmes af den modende Part (der naturligvis også kan lade være at fremme den, § 290 2det Stykke). Den Udeblevne fortaber sin Net til at fåe udvirket Indkaldelse til Vidner, Udmeldelse af Synsog skjønsmænd o. desl., såvelsom Adgang til at fremkomme med Indsigelser imod Modpartens Begjæringer i de nævnte Henseender. Dog kan Retten undtagelsesvis tilstede den Udeblevne at fremføre nye Beviser, hvor dette måtte finde Hjemmel i Grundsætningerne i § 182. I sidste Stykke af § 288 omtales Udeblivelser ved de Bevishandlinger som undtagelsesvis kunne optages ved Underretterne (§§ 96, 203, 232). Når Bevisføreren moder, går Handlingen for sig, og Modpartens Udeblivelse har kun den naturlige Virkning, at han taber sine Indsigelser. Derimod går det neppe an, når Bevisføreren udebliver, at lade den msdende Modpart have Net til at fremme Bevishandlingen, men det synes rigtigst at bestemme, at Bevisets Forelse bortfalder, hvor: ligger, dels at Intet for Øjeblikket passerer, dels at Bevisføreren ikke senere kan fåe Bevishandlingen gjenoptaget.

Følgerne af Udeblivelse under selve Beuisforhandlingen omtales i § 289. Da enhver af Parterne allerede i det til den første mnndtlige Forhandling afholdte Retsmøde har fremsat sin Påstand i Sagen og afgivet sin Sagsfremstilling, haves der altså fra begge Sider det fornødne Grundlag og de fornødne Betingelser for, at Sagen kan fremmes. Som en Følge heraf har ikke blot Sagsøgeren Ret til at fremme Sagen, når Indstævnte udebliver, men denne sidste er også beføjet til at fremme Bevisforhandlingen og lade Sagen gå til Dom, dersom han, enten fordi han har fremsat Modfordringer, eller fordi han overhovedet ønsker en Ende på Sagen, føretrækker det, fremfor at bevirke Sagens Ophævelse i Henhold til Z 290. Retten må sørge for, at den Udeblevnes Påstand kommer i Betragtning, hvilket naturligst sker, ved at den oplæses, ligesom det overhovedet ifølge Udkastets Princip er Retten tilladt også i den Udeblevnes Interesse eller, rigtigere sagt,

i den virkelige Sandheds Interesse at stille Spørgsmål såvel til den mødende Part som til Vidner og skjønsmænd. Fremdeles skal Retten såvidt muligt tage i Betragtning, hvad den under Bevisforhandlingen Udeblevne er fremkommet med ved den første mundtlige Forhandling, se § 289 sidste Stykke, hvorved dog erindres, at da Retten på den Tid, Bevisførelsen foregår, som oftest ikke vil kunne have den under hin Forhandling givne mundtlige Fremstilling i tilstrækkelig frisk Erindring, og den i § 18 8 omhandlede Gjentagelse af denne ikke kan finde Sted for den Udeblevnes Vedkommende, ville Dommerne i Reglen overfor ham være væsentligst henviste til den skriftlige Sagsfremstilling. Foruden den heri begrundede Risiko vil Partens Udeblivelse fra Bevisforhandlingen også i andre Retninger medføre Følger, som kunne fåe afgjorende Indflydelse på Sagens Udfald. Det er fåledes en Selvfølge, at den Udeblivende afstjæres fra selv at udspørge Vidner, Synsog Skjønsmænd o. s. v, og den Virkning, som dette kan have til Partens Skade, vil end ikke ubetinget kunne afhjælpes, fordi ny Foretagelse af Sagen bevilges i Henhold til § 327 Nr. 5; thi det er ikke sikkert, at han ved fin Udspørgen under den nye Bevisforhandling vil opnå det samme Resultat, som hvis han havde deltaget i den første Afhørelje. Endelig fremhæves endnu, at den Udeblivende går glip af den Adgang, Parterne have til efter Bevisførelsens Tilendebringelse at kommentere over den og udtale sig angående dens formentlige Resultater, samt til at give den ny Belysning af Sagens retlige og faktiske Forhold, hvortil der jevnlig vil være Trang efter Bevisførelsen.

I § 290 1ste Stykke indeholdes den med vor nugjældende Ret, jfr. Frd. 16de Januar 1828 § 9, ftemmende Regel, at Sagen strax hæves, når i noget Retsmøde begge Parter udeblive. Der er vistnok ingen Grund til at forlade denne Regel. I Paragrafens 2det Stykke gives fremdeles den naturlige Forskrift, at når kun den ene Part møder, må det stå ham frit for at lade sig anse som udebleven, et Resultat, som han jo

altid vil kunne opnå ved ikke at svare til Påråbet eller ved at gå bort.

Endelig giver § 291 en Regel om, hvorledes der skal forholdes, når Udeblivelse finder Sted i Møder, hvortil en Forhandling i det Hele eller tildels udsættes (§3 174, 186—187 o. fl,). De i det Foregående fremstillede Principer ville i det Hele kunne anvendes uden Vanskelighed. Med Hensyn til den i Slutningen af § 291 indeholdte Bemærkning erindres blot, at den sclvfølgelig ikke finder Anvendelse, når en Bevisførelse er afbrudt, thi i Budet om, at den hele Bevisførelse i så Fald skal føregå påny (§ 187 2det Stykke), ligger, at den før Afbrydelsen faldende Bestanddel af Bevisførelsen skal ansees som slet ikke stedfunden, som et mislykket og frugtesløst Forsøg på at bringe en Bevisforhandling i Stand.

Om § 292 er talt i det Foregående.

Om Retsmidlerne mod Landsretternes Handlinger.

Det er foran Side 17 ff. udviklet, hvorledes der bør gjøres en gjennemgribende Forskjel mellem Landsretterne og Underretterne i Henseende til Retsmiddelsystemet, og Lovforslaget har som en Følge heraf også i rent udvortes Henseende skilt disse Gjenstande fuldstændigt fra hinanden. Medens nærværende Kapitel handler om Retsmidlerne mod Landsretternes Domme, Kjendelfer og øvrige Embedshandlinger, fåer derimod Læren om Adgangen til at angribe Underretternes Domme ved Påanke i Betydning af ny Forhandling for en højere Ret Plads i fjerde Afsnit (§§ 354—361).

Retsmidlerne mod Landsretternes Handlinger ere 1) Påanke og Besværing, hvilke Retsmidler i det Væsentlige ere af samme Karakter, nemlig tilsigtende at undergive Landsretternes Handlinger Højesterets Prøvelse og Kritik, idet det bliver bragt under dennes

Overvejelse, om den trufne Afgjørelse, hvad enten den angår processuelle Spørgsmål eller Realitetssporgsmål, er stemmende med Lov og Ret, og 2) Andragende til den samme Ret om ny Foretagelse af Sagen, hvilket Retsmiddel er af en ganske anden Natur, da det ikke tilsigter at undergive den stedfundne Afgjørelse nogen Prøvelse eller Kritik og derfor heller ikke rettes til nogen overordnet Domstol, men kun tilsigter at skaffe Parterne Lejlighed til at bøde på Fejl og Mangler ved deres Bevisførelse og øvrige Procedure.

Ny Foretagelse af Sagen ved den samme Ret.

En Adgang til Forfriskning af Sagen, selv hvor ingen processuel Fejl, der kunde motivere Hjemvisning, er begået, kan ikke uden håndgribelig Krænkelse af den materielle Retfærdighed undværes og haves også i Virkeligheden allevegne i den ene eller den anden Form. Aldeles asset fra de Ejendommeligheder ved Procesmåden og Bevisføretsen, som

hænge sammen med Umiddelbarhedsprincipet, gives der visse Tilfælde, i hvilke en Restitution bør kunne fåes, hvad enten dette er ordnet på den ene eller den anden Måde. I vor Ret mangler der en Lovordning af hele dette Forhold. Når dette har kunnet gå, ligger det imidlertid i, at man hidtil for største Delen ad Bevillingsvejen har havt Adgang til at nå det samme Mål, Regjeringen kan, når Omstændighederne findes at tale derfor, ved Bevilling tillade den Pågjældende at appellere, selv om Betingelserne herfor i Henseende til Tid eller Gjenstand ellers ikte ere tilstede, og derpå i Appelinstantsen at fremsætte det, som efter de almindelige Regler ikke mere kunde føres frem. Men forøvrigt må det bemærkes, at selv den bestående Bevillingspraxis ikke altid vil være tilstrækkelig til på dette Område at skaffe den materielle Ret Fyldest, Derfor må der siges at være et Hul i Lovgivningen, som bør udfyldes. Det vilde imidlertid ikke være rigtigt at opretholde den her omhandlede Bevillingspraxis, endmindre yderligere at udvide den under den nye Ordning af Retsplejen, men Loven bør selv indeholde de fornødne Regler om Restitutionstilfældene, hvad enten man i Henseende til at indrømme sådanne vil gå mere eller mindre vidt. Hvor Bevisførelsen er ordnet på den Måde, som i Udkastet, kan man nemlig ikke blive stående ved en egentlig Restitution i Betydning af Adgang til Gjenoprettelse af Følgerne af uovervindelig Vildfarelse eller aldeles utilregnelige Fejl. Forfriskning af Sagen må kunne opnåes i et betydeligt videre Omfang. Ved et Påankesystem, som det i Udkastet foreståede, må Forfriskning af Sagen tillige være den Vej, ad hvilken et lignende Mål nåes som ved en også Bevisspørgsmålet omfattende Appel, hvor Parterne have en vis mere eller mindre udstrakt Lejlighed til under Appellen at supplere deres Beviser eller bøde på andre Misgreb og Mangler i deres Procedure, hvad enten der er fuld Adgang til i Appelinstantsen at fremføre både nye Indsigelser og Søgsmålsgrunde og nye Bevifer, eller der kun er fuld Adgang til det Sidste og en mere begrænset Adgang til det Første, således

som Forholdet er i den nu gjældende Ret. Vel bør det ikke tillades den Part, som har forsømt under Sagen at fremføre sine Bevisør eller at oplyse de Punkter, for hvilke han har Bevisbyrden, at forlange Forfriskning af Sagen uden videre. Thi der er ingen Grund til at komme den Forsømmelige eller Ukyndige til Hjælp. Men imellem utilregnelig Umulighed og ligefrem Forsømmelighed eller Ukyndighed ligger der en Mængde Tilfælde, i hvilke Partens Fejlgreb eller Undladelser ere undskyldelige. Det kan således hænde, at Partens Vidner have forklaret anderledes, end han ventede, og at derfor et Faktum ikke er blevet bevist, skjønt Parten kunde have skaffet andre og flere Beviser, hvis han havde troet det fornødent; det kan være, at Modpartens Beviser oplyse Ting, som Bevisføreren med god Grund ikke havde ventet; det kan hænde, at Bevisforhandlingen fører til, at Parten først nu ser, at Syns- eller skjønsmænd skulde have havt en noget anden Opgave, end der ved Udmeldelsesdekretet er givet dem osv. I sådanne Tilfælde, som de anførte, vilde der vel ikke være de fornødne Betingelser tilstede for en egentlig Restitution, eftersom det jævnligen må erkjendes, at Parterne ved en større Forsigtighed end den, der er udvist, kunde have undgået det Skete. Men der kan ligesålidt på Processens Område som i andre menneskelige Idrætter fordres den højeste Grad af Forudseenhed og Omhyggelighed. Man må lade sig nøje med den Gjennemsnitsdygtighed og Gjennemsnitsforsigtighed, som i Almindelighed kan ventes udvist af Mennesker. Når den indtrufne Fejltagelse eller stedfundne Mangel, set fra dette Synspunkt, er undskyldelig, må det siges, at Billighed taler for, at en Udvej til at afhjælpe den åbnes. En sådan friere og videre Adgang til Forfriskning af Sagen er i al Fald et nødvendigt Tilbehør til en Procesordning, hvori den hele Bevisførelse skal koncentreres på een Hovedforhandling, således at det, som ikke her fremføres eller medtages, i Reglen er afskåren fra at komme i Betragtning, hvilket atter er uundgåelig nødvendigt, når Umiddelbarhedsprincipet skal herske i Bevisførelsen.

I Overensstemmelse med ovenstående Betragtninger er Udkastet affattet,

I §32? nævnes under 2°, 3° 4° og 5° de Omstændigheder, som i Reglen allevegne erkjendes for egentlige Restitutionsgrunde (jfr. Hannov. Proceslov § 144 ff., Civilprocesloven for det tyske Rige § 543 og den franske Code de procédure art. 480 ff. „requête civile"). Med Hensyn til 2°, 3° og 4° er ikke Meget at bemærke. Det er klart, at Restitution kan og bør indrømmes, når Svig fra Modpartens Side har været Aarsag til Sagens Udfald. Men også hvor det ikke kan bevises, at de stedfundne Ulovligheder ere udgåede fra Modparten, kræver Retfærdigheden, at den, der har været Offer for en Forbrydelse eller en Fejltagelse, forhjælpes til Restitution, og det ikke blot, hvor felve Retsplejens Håndhævere ere skyldige i Pligtbrud, jfr 4°, men også hvor de i Sagen benyttede Vidner eller Synsmænd have forklaret eller erklæret urigtigt eller hvor benyttede Dokumenter have været falske eller forfalskede, jfr, 3°. Det kan i sådanne Tilfælde ikke forekastes Parten, at han ikke strax under Sagen fremkom med fine Indsigelser eller Protester, i nogle af de angivne Tilfælde må det endog forudsættes ikke at ville have nyttet ham Noget. Endvidere bør der være Adgang til Restitution for den, som uden egen Brøde er bleven forhindret i eller udelukket fra at varetage sit Tarv under Sagen, uagtet de processuelle Regler ere rigtigen iagttagne overfor ham, således at der ikke kan være Spørgsmål om at annullere Behandlingen af Sagen. Reglen i 5° er beregnet på sådanne Tilfælde, f. Er. hvor en Part faktisk ikke har fået nogen Kundskab om Sagen, skjønt løvrigt de for processuelle Meddelelser givne Regler ere blevne behørigt iagttagne overfor ham, Noget,som vel vilvære sjældent, men som dog kan indtræffe; fremdeles på Tilfælde, hvor en Part uden egen Tkyld både er bleven hindret i at møde og derhos i betimeligt at forlange Udsættelse af den Grund, således at han er bleven behandlet som udebleven o. lign, — Tilfælde, hvor man også nu ad Vevillingsvejen vilde yde Vedkommende Hjælp mod det uskyldigen

pådragne Retstab. Derimod må det med Hensyn til 1° erkjendes, at den går videre end de almindelige Restitutionsregler. Efter disse kan Sagen nemlig i Reglen kun gjenoptages til ny Forhandling, når Beviser opdages, som tidligere have været ubekjendte for Parten uden dennes egen Skyld, eller når et Bevismiddel først er blevet til eller dog blevet muligt at erholde efter Påkjendelsen. Men Udkastet bliver ikke stående herved. Forfriskning af Sagen indrømmes ifølge § 327 1° ikke blot, hvor det vilde have været umuligt i streng Forstand at fremføre Beviset i rette Tid, men også hvor det vilde have været muligt, medens det dog efter en billig Bedømmelse af Forholdene må undskyldes, at det ikke produceredes. På denne Måde vil man navnlig kunne beskytte Parten mod Overraskelser, mod sådanne Tilfælde, i hvilke noget Nyt dukker op under Bevisførelsen, hvorpå det ikke med Billighed kan forlanges, at han skulde være forberedt o. desl. Når Lovforslaget hjemler en sådan videre Adgang til ny Forhandling og navnlig ny Bevisførelse, kan til Begrundelse af sammes praktiske Nødvendighed eller Hensigtsmæssighed fornemlig henvises til den engelsk-amerikanske Ret. Af de nugjældende Proceslovgivninger er denne den, der har meest Lighed med Lovførslaget, navnlig deri, at Bevisførelsen skal og må søges koncentreret på et bestemt Retsmøde, og at en vis Præklusion af senere fremkommende Beviser deraf bliver en nødvendig Følge. De kontinentale evropæiske Proceslove hvile ej på en så bestemt Gjennemførelse af Umiddelbarhedsprincipet og deraf følgende Eventualmaxime i Henseende til Hovedforhandlingen At disse kunne undvære den heromhandlede videre Adgang til Forfriskning, er derfor intet Bevis imod Nødvendigheden eller Hensigtsmæssigheden af den. I den engelsk-amerikanske Ret indrømmes new trial, hvad der nærmest svarer til Forfriskning efter Lovforslagets § 327, ikke blot ifølge Grunde som hænge sammen med Brugen af Nævninger (verdict against evidence, excessive damages, misdriection), og som altså ikke finde Anvendelse på nærværende Lovforslag, men også af sådanne Grunde som nye opdagne

Beviser, Overraskelse, utilbørlig eller vildledende Optræden af Modparten o. desl. (newly discovered evidence, improper evidence, surprise), og det er overhovedet en anerkjendt Grundsætning, at Retten har en aldeles diskretionær Myndighed til efter Omstændighederne at indrømme new trail, og at denne Myndighed udøves på en liberal Måde (Retten til at tilstå new trial er „in the discretion ok the court and the discretion is exercised liberally", jfr. Townshend code of civil procedure of New York, S. 479). Hvad angår Slutningsbestemmelsen i § 327, hviler denne på et lignende Hensyn som det, der ovenfor (S. 143) er fremhævet til Støtte for den tilsvarende Bestemmelse i § 305 Lilr. b.

Reglen i § 328 hviler på den Betragtning, at Forfriskning af Sagen er et Retsmiddel, der kun træder til, hvor Parten ikke uden det kan hjælpes. Ny Foretagelse af Sagen er ligesom overhovedet Restitution at betragte som et extraordinært Retsmiddel i den Forstand, at det kun skal spille en subsidiær Rolle og derfor kun benyttes, hvor behørig Hjælp ej kan opnåes ved de ordentlige Retsmidler. Kan Påanke føre til Målet, hvad den navnlig vil kunne, når en Hjemvisning begrundende Fejl er begået under Sagens Behandling, må denne Vej benyttes. Fremdeles bør Forfriskning af Sagen kun tilståes, hvor det skjønnes, at den påberåbte Omstændighed kan have udøvet en for Parten skadelig Indflydelse på Sagens Udfald. Retten kan altså nægte ny Foretagelse af Sagen i de vistnok ikke ganske sjældne Tilfælde, hvor det er klart, at Sagen ikke vilde have fået et andet Udfald, selv om det, der er forsømt eller forbigået, var bleven foretaget eller fremsat. I nær Sammenhæng hermed stården i § 329 1ste Punktum indeholdteforskrift, nemlig at Restitutionsspørgsmålet ikke kan rejses, førend efterat Landsrettens endelige Dom er afsagt. Det er et andetsteds omdebatteret Spørgsmål, om Restitution skal kunne indrømmes mod Procesfejl førend endelig Dom, altså under Proceduren, når Betingelserne i så Henseende allerede da kunne sees at være tilstede, eller først imod retskraftige Domme, altså efter disses Afsigelse og Sagens Slutning. Væg-

tige Grunde lade sig anføre for begge Løsninger. Proceskommissionen er imidlertid efter nøje og gjentagen Overvejelse af dette Spørgsmål kommen til det Resultat, at den heldigste Regel vil være kun at indrømme Restitution imod afsagte Domme, og at det vilde være mindre hensigtsmæssigt, om Parten kunde andrage på ny Foretagelse strax under Bevisførelsen, og førend Dommen er afsagt. Ikke blot vil Parternes Iver efter at samle og producere deres Beviser i rette Tid under den engang berammede Hovedforhandling derved anspores til det Yderste — hvad der for Systemets heldige Udførelse i Livet er af stor Betydning — men Førelsen af Beviser, der i Virkeligheden ere overflødige, vil ved denne Regels Indførelse såmeget som muligt indskrænkes. Ofte vilde nemlig en Part for Sikkerheds Skyld forlange Adgang til at fremkomme med Beviser førend Dommens Afsigelse, når dette stod ham åbent, skjøndt Sagens endelige Udfald kommer til at vise, at disse Beviser efter Rettens Opfattelse ikke ere fornødne. Det Naturlige er derfor, at Parterne først se Dommen, thi det kan jævnlig hænde, at den gjør ny Foretagelse af Sagen ufornøden. Herfor taler også det, at Dommen jo dog følger meget hurtigt efter Hovedforhandlingen, og en fuldstændig Gjentagelse af Bevisførelsen måtte, selv om Spørgsmålet kunde rejses og afgjøres under Hovedforhandlingen, alligevel sinde Sted (jfr. § 187 2det Stykke). Der vil derfor i Reglen Intet spares ved at lade Spørgsmålet komme til Afgjørelse allerede under Hovedforhandlingen.

Hvad iøvrigt angår Fristerne, indeholder § 329 de fornødne Regler. I Slutningen af Paragrafen er 1 Aar sat som en almindelig, absolut prækluderende Frist, Vel kan det herved hænde, at en Part udelukkes, skjønt han virkelig har opdaget nye Beviser, der ikke før kunde haves (jfr. som Exempel § 327, 2°, 3° og 4°). Men dette vil kunne indtræffe, selv om Fristen rykkes længere ud, f. Ex. til 5 eller 10 Aar, Og den Endelighed, der må være med Hensyn til alle Retsmidler, kræver dog en Grænse. Med Henfyn til Paragrafens Slutningsbestemmelse er den fornødne Begrun-

delse givet i de ovenfor (S. 137) fremsatte Bemærkninger til § 296.

Afgjørelsen af det Spørgsmål, om ny Foretagelse af Sagen skal tilstedes, er efter Udkastet henlagt til den Ret, som har afsagt Dommen i den pågjældende Sag, jfr. § 327 i Begyndelsen. Er der ikke gået Højefteretsdom i Sagen, træffes Afgjørelsen altså af vedkommende Landsret, hvad enten denne har påkjendt Sagen i første Instants eller som Følge af Påanke i anden Instants. Gr der derimod gået Dom i Højesteret, bliver Spørgsmålet at førelægge denne Domstol (§ 340), hvad vistnok under den angivne Forudsætning må anfees for naturligere end at henlægge Afgjørelsen til Landsretten. Forskjelligt fra det heromhandlede Spørgsmål er derimod det Spørgsmål, som opstår, når Forfriskning af Sagen indrømmes, nemlig, for hvilken Ret da den nye Procedure og eventuelt den nye Bevisførelse skal finde Sted. Denne Forhandling er i Overensstemmelse med Udkastets Grundsætninger altid henlagt til Landsretten uden Hensyn til, om der alene af denne eller tillige af Højesteret er afsagt Dom i Sagen, se § 340 i Slutn. Det vilde nemlig efter Lovforslagets hele System (jfr. Afstandsbestemmelserne for Vidner o. desl.) være mindre hensigtsmæssigt at henvise en Bevisførelse ved Vidner, Syn- og skjøn eller Parters egen Afhørelse til Højesteret.

De nærmere processuelle Regler om den Fremgangsmåde, som bliver at følge ved Afgjørelsen af det Spørgsmål, om Forfriskning skal indrømmes, gives i §§ 330—337, jfr. §§ 340—341. I § 330 omhandles Måden, hvorpå Spørgsmålet bringes frem. Den pågjældende Part må til Retten indgive et skriftligt Andragende, der skal indeholde en kort Fremstilling af de Omstændigheder, hvorpå han beråber sig. Han må altså nævne, dels hvilke Omstændigheder der i Henhold til § 327 skulde berettige til Forfriskning af Sagen, dels hvad han, når Forfriskning indrømmes, vil fremsætte eller føretage, Alt dog kun såvidt som nødvendigt er, for at Retten og Modparten kan være foreløbig forberedt til Spørgsmålets

Forhandling. Anser Retten sig, ifølge hvad der indeholdes i Andragendet og Dommen, tilstrækkelig overbevist om, at ny Foretagelse af Sagen bor nægtes, kan den ved Kjendelse strax afvise Andragendet, uden at nogen Indkaldelsen af Modparten til Forhandling finder Sted, og uden at denne altså besværes med noget Møde eller Udgifter i Anledning deraf (§ 331). I modsat Fald har Formanden at forsyne en Gjenpart af Andragendet med en Påtegning, hvorved en Tid til Sagens mundtlige Forhandling berammes. Denne Gjenpart i Forbindelse med Domsudskriften har den andragende Part at meddele Modparten med et af Retten fastsat Varsel, der dog ikke bør være under 14 Dage. Derefter foregår den mundtlige Forhandling (§ 333), under hvilken de nærmere Forklaringer og Udviklinger må gives, som ere fornødne, for at Retten kan afgjøre, om Forfriskning af Sagen i Henhold til til § 327 og 328 bør indrømmes eller nægtes, ligesom Retten naturligvis kan stille Spørgsmål til Parterne efter den almindelige Regel i § 95. Med Hensyn til en mulig Bevisførelse for faktiske Omstændigheder er en lignende Afvigelse fra Umiddelbarhedssystemet gjort, som ovenfor i § 304. Den Betragtning kommer navnlig her frem, at såfremt Retten — hvad der er Lovforslagets Tanke — i at tilstå Forfriskning af Sagen vil følge liberale Grundsætninger, behøver Bevisførelsen ikke at have en så exakt Karakter som i Anledning af selve Hovedsagen. Det fordres efter Udkastet, at Parterne i Reglen skulle medbringe de fornødne Beviser i det første Retsmøde, således at der allerede i dette kan træffes Afgjørelse om Spørgsmålet angående Sagens Forfriskning (§ 334). Bevis i den omhandlede Henseende må altså i Almindelighed føres ved Dokumenter. I Nødstilfælde kan det dog, når iøvrigt Formodning er tilvejebragt for Rigtigheden af det Anførte, tilstedes, at yderligere Bevis derfor føres ved Vidner, i hvilket Fald da Vidneforselen foregår for Underretten på det Sted, hvor Vidnerne bo eller opholde sig, i Overensstemmelse med Reglerne i § 224. Såvel af denne Grund som hvor ellers særegne Omstændigheder tale derfor, kan Retten

undtagelsesvis udsætte Sagen til et påfølgende Retsmøde, i hvilket Afgjørelsen da må finde Sted.

Den afsagte Kjendelse (§ 335) kan — selvfølgelig dog kun, forsåvidt den ikke er afsagt af Højesteret — påankes, thi ifølge § 334 er det hele Bevismateriale bragt i skriftlig Form og kan altså førelægges Højesteret, At Kjendelsen bør kunne påankes, når den nægter Forfriskning af Sagen, er indlysende, da et sådant Dekret er af højeste Vigtighed for Parten og i Reglen er ensbetydende med Sagens definitive Tab for ham. Men også hvor Forfriskning tilståes, må der indrømmes Modparten Adgang til Påanke. Thi han havde ved Dommen vundet en Ret til at se Sagen endelig afgjort på den Måde. søm sket er, i alt Fald når afsees fra Muligheden af Påanke, og Indrømmelsen af Forfriskning åbner altså for ham Udsigter til at gå glip af det vundne Resultat, som ellers ikke vilde være tilstede. Forresten er Sagens Forfriskning naturligvis ikke af så indgribende Betydning for den med samme misfornøjede Part, som Forfrisknings Nægtelse er for den derom søgende Part, eftersom det jo ikke er sagt, at Sagen vil vindes af Modparten, fordi Forfriskning tilståes. De øvrige Bestemmelser i§ 336 trænge neppe til nøjere Forklaring. Hvad angår Påankens Ivarkjættelse, henvifer § 33? til Udkastets almindelige Regler, dog at Ankeskrift i de heromhandlede Tilfælde skal meddeles Modparten inden Påankefristens Udløb, og at Varselsfristen er indskrænket til 4 Uger.

Det bør naturligvis ikke stå i den Parts Magt, som har opnået Forfriskning, at lade Sagen ligge i det Uendelige. Men han bør være pligtig inden en passende kort Frist at føretage de fornødne Skridt for at fåe den påny føretaget. Herpå ere Reglerne i § 338 rettede. For Simpelheds og Hurtigheds Skyld er det pålagt Retsformanden at beramme Mødet og besørge Modparten indkaldt. I Mødet må derpå Parten stille de fornødne Andragender, t. Ex. i Henseende til Indkaldelse af de Vidner, han vil bruge, eller ny Udmeldelse af Syns- og skjønsmænd og Retten træffer derefter de fornødne Bestemmelser med

Hensyn til Udsættelser og Frister. I Slutningen af Paragrafen er nævnt det Tvangsmiddel, hvorved Parten fkal bringes til uden Ophold at fremme Sagens nye Foretagelse, nemlig at Forsømmelse i så Henseende ansees som Frafaldelse af den erhvervede Ret til ny Foretagelse af Sagen,

Det første Punktum i § 339 behøver ingen nærmere Motivering. Med Hensyn til det andet Punktum bemærkes, at en Regel må haves for, hvorledes man skal forholde sig, hvis det Tilfælde indtræffer, at Bevisførelsen,, efterat Forfriskning af Sagen er tilstået, ikke kan gjentages, f. Ex. på Grund af Vidners Død, Bortrejse, Tings Forandring eller Undergang o, lign. Under sådanne Omstændigheder, som vel kun sjældent ville forekomme, da her i Reglen er Tale om korte Tidsløb, er der ingen anden Udvej, end at de i Landsretsdommen indeholdte Oplysninger og Fremstillinger må stå urokkede, såvidt som Umuligheden i at føre nyt Bevis strækker sig. Den nærmere Anvendelse af denne Regel må overlades Domstolenes skjønsomhed.

Efter den gjældende Ret gives der i civile Sager intetsomhelst Retsmiddel, når Dom er gået i Højesteret*). Denne Regel lader sig imidlertid vanskelig førene med den materielle Retfærdighed, især når, således som Udkastets hele System medfører, Højesterets Dom jævnlig vil falde meget hurtigt, f. Ex. et Par Måneder efter Landsretsdommen, I de fleste fremmede Love er det også Regel, at Restitution kan gives selv mod den øverste Rets Domme, jfr. Hannov. Proceslov §§ 444 og 446, Civilprocesloven for det tyske Rige § 541. Der har også i Kommissionen været Enighed om, at der i de i § 32? under Nr. 2—5 angivne Tilfælde bør være Adgang til at opnå Forfriskning af Sagen, uanset at den er påkjendt af Højesteret. Flere Medlemmer af Kommissionen have fremdeles antaget, at Restitution imod Højesteretsdomme heller ikke bør være udelukket i

det i § 327 under Nr. 1 nævnte Tilfælde. Forsåvidt den sidstnævnte Bestemmelse går ud på at beskytte Parten imod Følgerne af de Overraskelser, der på Grund af Udkastets Bevissystem kunne forekomme under Bevisførelsen, er der vel ikke nogen Trang til at give den Anvendelse på Sager, hvori der er gået Højefteretsdom Thi da den Omstændighed, hvorpå Forfriskningen under den angivne Forudsætning grundes, kommer til Partens Kundskab under den Forhandling ved Landsretten, hvorunder Overraskelsen fandt Sted, vil han i den Tid, der efter Processens Gang må hengå inden Højesteretsdommens Afsigelse, have havt en sådan Adgang til at begjære Forfriskning af Sagen, som i § 329 forudsættes at være tilstrækkelig. Derimod synes det billigt og naturligt, at den Part, som opdager et Bevismiddel, der tidligere uden Skyld hos ham har været ubekjendt eller endog førsk er bleret til efter Påkjendelsen, har Adgang til at fane Sagen gjenoptaget, selv om den .allerede måtte være bleven indbragt for og påkjendt i Højesteret. Uden at miskjende Vægten af disse Betragtninger har dog Flertallet af Kommissionens Medlemmer fundet Betænkelighed ved at gå så langt bort fra den i vor nugjældende Ret hævdede Grundsætning, at der efter Sagens Påkjendelse i Højesteret ikke kan tilstedes videre Proces; navnlig har man ment, at et så vidtgående Brud med en tilvant Grundsætning let kunde yderligere forøge vore praktiske Juristers Uvillie imod dette nye Retsmiddel, Forfriskning af Sagen, og på den anden Tide har man trøftet sig med den Betragtning, at der ikke hidtil er følt nogen Ulempe ved den Regel, at Adgang til Produktion af ny opdagede Beviser er ubetinget udelukket, når Højesteretsdom er faldet, hvilket synes at vise, at virkelig berettigede Tilfælde af denne Beskaffenhed i al Fald ere yderst sjældne.

De i § 341 om Udeblivelse givne Regler stemme med Udkastets almindelige Grundsætninger og trænge derfor neppe til videre Forklaring.

*) En anden Sag er, at den, der ved Modpartens
Svig har ladt Processen, måske tan saggive ham
i første Instants til Skadeserstatning, jfr, Nellenmanns ordinære civile Procesmåde S. 828.

Om Behandlingen af og Retsmidlerne i de Sager, der i første Instants påkjendes af Underretten.

Det er allerede ovenfor ved 1 ste Afsnits 1 ste Kapitel bemærket, at der for mindre Sagers Vedkommende bør gives en simplere og billigere Procesmåde, og navnlig at Sagen bør kunne afgjøres af Stedets Underdommer. Fra et rent abstrakt Synspunkt kan der vel gjøres mange Indvendinger imod et sådant System, idet man kan bemærke, at det overhovedet er stedende at eftergive Noget i det, som må ansees for nødvendigt og betryggende med Hensyn til Sagens rigtige Oplysning og Pådømmelse, fordi dens Gjenstand er ringe, såmeget mere som Partens Stilling og Formuesvilkår kan medføre, at en ringe Sum for ham har ligeså stor eller endog større Betydning end en betydelig Sum for den mere Velhavende, Ligeledes kan det med Føje siges, at det slet ikke er givet, at Sagen er simpel og let, fordi dens Gjenstand er ringe, men den kan desuagtet gjerne være ligeså indviklet i Henseende til Faktum og frembyde ligeså tvivlsomme Retsfpørgsmål, som en stor Sag. Imidlertid må det — trods alle abstrakte Betænkeligheder — erkjendes, at afgjørende Grunde tale for at lade Sagens Ringhed fåe en vis Indflydelse på Procesformen, og der gives derfor neppe noget Land, hvor man ikke har organiseret en særegen simplere Procesform for Småsager. For det Første må det for Statens eget Vedkommende fremhæves, at denne ikke formår at nå til den yderste Grad af Fuldkommenhed i dens Bestræbelser for de enkelte Statsformål. Relativiteten må giøre sig gjældende overalt, hvor der virkes med begrænsede Midler. Staten kan ikke overkomme at tilvejebringe det Bedste i Alt. Denne Endelighedens Lov må også Retsplejen finde sig i at være underkastet. Der kan ikke på ethvert Sted i Landet tilvejebringes det hele store Apparat, som Landsretsbehandlingen forudsætter. Men dernæst må Hensynet til Parterne gjøre sig gjældende. I civile Rets-

sager kan det ikke være Andet, end at Parterne — afset fra egentlige Trangstilfælde — selv må bekoste Procesførelsen, idetmindste forsåvidt Sagførerhjælp, Vidneudgifter og desl. angåer. Heraf følger da atter, at Omkostningerne let ville komme til at overstige Sagens Værdi, når den almindelige på større og vigtigere Sager beregnede Procesmåde ubetinget og altid skulde benyttes. Den praktiske Følge heraf vilde da blive, at den mindre velhavende Del af Befolkningen blev udelukket fra Retshjælpen, idet det ikke kunde betale sig at forfølge selv den klareste og retfærdigste Sag, som man havde al Udsigt til at vinde. Parterne selv stå sig derfor bedst ved, at der organiseres en særligt på Småsager beregnet Procedure, selv om man derved må opgive Noget af den fuldstændigere og grundigere Behandling, som skjænkes de betydeligere Sager. De væsentligste Lettelser for Parterne, som kunne og skulle opnåes ved en sådan særegen simplere Procesform, ere navnlig, dels at de sættes istand til, idetmindste sædvanligvis, at undvære Sagførerhjælp, dels at Retshjælpen ydes dem i Nærheden af deres Hjem, uden at de eller i Reglen deres Vidner behøve at gjøre lange Rejser, dels endelig at Sagen netop på Grund af Parternes Nærhed og Procesformernes Simpelhed som oftest kan tilendebringes hurtigere end ved Landsretten. Herved tabes vel i stere Henseender Garantier, som Landsretsbehandlingen frembyder. At Proceduren i Reglen ikke ledes og føres af ovede Sagførere, bevirker, at den kan blive mindre grundig og instruktiv for Dommerne; at Pådømmelsen af Sagen betroes til en Enkeltdommer, formindsker Garantien for Dommens Rigtighed; at længere borte boende Vidner ikke Afhøres umiddelbart for Dommeren, fvækker Bevisets Pålidelighed. Men dette kan ikke være anderledes. Man er nødsaget til at foretrække en mindre fuldkommen Retshjælp for en mere fuldkommen, som ikke fornuftigvis kan benyttes.

De Særegenheder, som i Henhold til det Foranførte må indtræde ved Underretsbehandlingen, ere følgende:

1) Parternes Forpligtelse til forud for Retsmødcrne at tilvejebringe det fuldstændige

normale skriftlige Grundlag for Proceduren falder bort (§ 342). Det kan nemlig med temmelig Sikkerhed siges, at Parterne ikke let ville kunne rigtig og behørig skriftlig forberede Sagen på den for Landsretsbehandlingen gjaldende Måde, uden at de hertil måtte antage en Sagfører eller dog benytte og altså i Reglen betale anden sagkyndig Hjælp. Dernæst kan der vel også gåes ud fra, at Underretssagerne om ikke altid, så dog oftest, ville være så simple, at stig skriftlig Forberedelse ikke behøves.

2) Det eneste Skrift, som fordres meddelt forud for det til den mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde, er Sagsøgerens Klageskrift. Indstævnte erklærer sig mundtlig i Retsmødet over det. For i meget små Sager yderligere at lette Sagsøgeren Forpligtelsen til at afgive og tilstille skriftlig Klage, har § 343 pålagt Dommcren at være ham behjælpelig med at sætte Klagen i Pennen (omtrent som efter den gjældende Ret i Politisager), når Sagens Værdi er under 40 Kr. Dokumenter, som skulle benyttes, påberåbes i Klagen, men det pålægges ikke Sagsøgeren som Pligt at meddele Modparten Gjenpart, idet det forudsættes, at denne i Retsmødet sædvanligvis vil fåe tilstrækkelig Tid og Lejlighed til at efterse dem, jfr. § 349. En anden Sag er, at Sagsøgeren, for at undgå en mulig Udsættelsesgrund, kan finde sig foranlediget til at gjøre det, navnlig ved Dokumenter af større Omfang eller mere indviklet Indhold, jfr. § 349, sidste Stvkke. Klageskriftet skal fremdeles indeholde en udtrykkelig Opfordring til Sagsøgte om i det første Retsmøde at fremkomme med de Dokumenter, han vil benytte til sit Forsvar. Varselsfristerne ere, som en Følge af, at det ikke påhviler Sagsøgte at afgive noget Tilsvarsskrift, satte kortere end med Hensyn til Landsretterne, og det er derhos anset for rigtigt at give Dommeren en fakultativ Myndighed til efter Omstændighederne at afkorte dem yderligere.

3) Efterat Klageskriftet er forkyndt og Gjenpart meddelt Indstævnte, kommer Sagen til mundtlig Forhandling på den hertil bestemte Tid, jfr. §§ 344 og 346. Først i

selve Retsmødet har Indstævnte at erklære sig over Klagen, og hans Påstand protokolleres da tilligemed Sagsøgerens, medmindre vedkommende Påstande i særskilt skriftlig Fremstilling fremlægges til Protokollen, en Fremgangsmåde, Dommeren kan anordne, hvor det efter Omstændighederne må ansees fornødent, f. Ex. hvor Påstandene omfatte mange Poster. Ligesom der kan tilståes Udsættelse hertil, sledes kan det efter Udkastets Ordning også blive nødvendigt at udsætte Sagen, fordi Sagsøgeren ikke strax på Stedet kan og bør erklære sig i Anledning af Indstævntes Forsvar. Herved kunne ganske vist unyttige Møder foranlediges, men dette kan ikke undgåes, når man mener at burde fritage Indstævnte for at give skriftligt Tilsvar en passende Tid førend Retsmødet og Sagsøgeren altså ikke i Forvejen veed, hvori Sagsøgtes Forsvar består. I de fleste Tilfælde vil det formentlig, navnlig når Parterne tænkes at møde selv, være muligt for Sagsøgeren at svare strax på Stedet, Den Ordverling, som i Retsmødet finder Sted imellem Parterne, foregår under Dommerens Vejledning. Han skal altså ikke blot ved sine Spørgsmål søge at skaffe sig selv Klarhed med Hensyn til de afgivne Erklæringers Mening og Indhold, men han skal — omtrent som i den nugjældende Politiretsprocedure — i det Hele betyde Parterne, hvilke Handlinger eller Beviser de skulle føretage eller fremskaffe — en Vejledning, hvortil Landsretten på ingen Måde er forpligtet.

Med Hensyn til Protokolleringens Omfang og Indhold må bemærkes, at den nødvendige Følge af, at Parterne ikke skulle tilvejebringe noget skriftlig Grundlag, må blive, at Protokolleringen må erstatte det Fornødne i så Henseende. Det bestemmes som en Følge heraf for det Første, at Påstanden må ordret protokolleres (jfr. § 348), og dernæst skulle, hvis Sagens Værdi overstiger 40 Kr. (§ 354), endvidere Parternes Erklæringer over Sagen efter deres væsentlige Indhold protokolleres. Endvidere bestemmes det, at Vidnernes Forklaringer m. v. efter deres væsentlige Indhold skulle protokolleres, fordi herved muligvis kan opnåes, at fornyet Vidneførsel for Lands-

retten i Tilfælde af Påanke kan spares (§ 359). Den herombandlede Protokollering må ikke forvexles med de i § 84 2det Stykke omhandlede langt mindre betydningsfulde Optegnelser, Fra disse er den forstjellig i det meget vigtige Punkt, at her det Tilførte af Parterne og andre Vedkommende skal tiltrædes; derved får heromhandlede Protokollering omtrent Karakter og Betydning som den, vi kjende i vor nugældende Ret. f. Ex. ved Forhørs Optagelse og desl.

4) Ifølge § 345, jfr. § 155, henlægges Forligsmæglingen i disse Sager — dog med Undtagelse af Tyendesager på Landet, for hvilke Udkastet opretholder den i Lov 10de Mai 1854 § 65 ff. anordnede Forligsmægling for den særlige Mægler i Tyendesager — til Dommeren, i Lighed med hvad der nu gjælder om Politisager. Forligsmæglingen taber neppe herved i Kraft eller Betydning, og den hele Fremgangsmåde vinder overmåde meget i Hurtighed og Simpelhed,

5) Angående Sagens videre Forhandling gives derefter en Række Regler i §§ 347—351.

For at fremme Sagen er det i § 347 bestemt, at Parterne ikke kunne fordre en afsondret Procedure af Formaliteten; thi i meget simple Sager, hvor Realitetsspørgsmålet er lille og let, vil det befordre Hurtigbeden, at hele Sagen procederes og påkjendes under Eet; navnlig vil man herved holde sig den Mulighed åben, at Sagen kan afgjøres i eet Retsmøde, hvilket naturligvis er i høj Grad at ønske. Hvad angår Modfordringers Fremførelse, bliver der ifølge § 348 sidste Stykke at forholde efter de aimindelige Regler (§ 101). Da Modfordringer herefter i processuel Henseende skulle behandles som en Del af Forsvaret, vil den for Underretssager gjældende Grundsætning, at Indstævnte ikke behøver at forberede sin Procedure ved Skrift, også finde Anvendelse på Modkravet, Dette behøuer altså ikke forud at meddeles Sagsøgeren. At derimod denne i Reglen i Modkravs Fremsættelse vil have en god Grund til at forlange Udsættelse er en anden Sag.

Ifølge Udkastets almindelige Principer jfr, § 167) er den i Klageskriftet optagne Påstand ikke endeligt bindende for Parten,

men først ved Protokolleringen i Retsmødet afskjæres Adgangen til videre Forandringer uden Rettens Tilladelse. En Følge af denne Regel er Bestemmelsen i § 348 2det Stykke. Det er ikke Meningen, at der ubetinget stal pålægges den Part, som ved at forandre sin Påstand, giver Anledning til, at Sagen udsættes, Omkostningers Udredelse. Hensynet til den ulovkyndige Part, der fører sin Sag selv, nødvendiggjør overhovedet en større Lempelighed og Overbærenhed, end der er Grund til at udvise i Landsretssager, hvor Sagførere må formodes i Reglen at komme til at optræde.

I § 349 handles om Dokumenters Produktion ved Underretterne. Udkastets Regler ere beregnede på at spare Parterne den Møje og eventualiter Bekostning, som er forbunden med at skulle skaffe Gjenparter. I Almindelighed vil det vistnok være tilstrækkeligt, at Modparten i selve Retsmødet efterser Dokumentet, da han jo i de allerfleste Tilfælde iforvejen nøje nok kjender dets Indhold, muligen endog selv er i Besiddelse af Gjenpart. Kun hvor Retten finder, at Dokumentets Gjennemsyn kræver længere Tid, kommer § 349 sidste Stykke til Anvendelse.

Selve den mundtlige Forhandling af Sagen foregår iøvrigt væsentlig efter de samme Grundsætninger som Forhandlingen ved Landsretten, jfr. § 350. Når ingen særskilt Bevisførelse skal finde Sted, bliver der altså i Reglen strax efter den første mundtlige Forhandling, der i Reglen foregår i eet Træk, at afsige Dom. Fremgår det derimod af de stedfundne Forhandlinger, at der savnes Bevis for Omstændigheder, som ville være af Betydning for Sagens Afgjørelse, bestemmer Retten ved Kjendelse, hvilke disse Omstændigheder ere, hvorefter Parterne enten i det samme eller i et nyt Retsmøde kunne føreslå deres Beviser, der føres under Slutningsforhandlingen. Grundsætningerne for Behandlingen ere de samme, som indeholdes i § 179 ff., kun at det her aldeles overlades til Retten at afgjøre, om de forskjellige Retshandlinger skulle samles på em eller fordeles på flere Retsdage, samt hvor lange Mellemrummene skulle være hvad der tildels hænger sammen med, at Parterne ikke i Underretsproceduren således som efter § 180

ere Pligtige at give hinanden forudgående Meddelelse om, hvilke Beviser de ville foreslåe.

I § 351 gives Regler om Vidnepligten ved Underretterne. Dels på Grund af Stridsgjenstandens mindre Betydning, dels fordi Parterne ikke kunne formodes ar ville bære de betydelige Omkostninger ved at hente Vidner langvejs fra, er det Princip her søgt gjennemført, at Vidner ved Underretten i Reglen ikke skulle være pligtige at rejse længere, end at de kunne komme frem og tilbage på een Dag, og da Vidnepligten således ikke bliver strengere end efter den nugjældende Ret, har man ment at kunne forsvare, at der ikke bliver Spørgsmål om nogen Pengegodtgjørelse eller om Erstatning for Rejseudgifter til Vidnerne. Kun hvor et udenfor Retskredsen boende Vidne har mere end 3 Mile at rejse på Jernbane, er der givet det Ret til at fordre Rejseudgiften godtgjort.

Angående Virkningen af Udeblivelse henviser § 352 til Udkastets almindelige Grundsætninger dog med de Lempelser, som følge af, at ingen Forpligtelse til at fremkomme med skriftlige Sagsfremstillinger finder Sted ved Underretten, hvorfor de i den almindelige Procesmåde til Undladelse heraf knyttede Udeblivelsesvirkninger ikke komme til Anvendelse i Underretssager.

7) I § 354 fastsættes en Påankeværdi, en såkaldet summå appellabilis, for Påanke fra Underret til Landsret. Det er, navnlig i Lighed med hvad der gjælder om den offentlige Politiret i Kjøbenhavn, jfr. Lov 11te Febr, 1863 § 14, antaget, at 40 Kr. kunde være en passende Grænse. Er Sagen under denne Værdi, kan den i Almindelighed ikke appelleres. Imidlertid findes det dog rigtigt, at der er en Adgang til undtagelsesvis at fåe Sagen undergivet Landsrettens Prøvelse, f. Ex. når der bag ten foreliggende Sags ringe Gjenstand ligger et Principspørgsmål af formel eller materiel Natur. Da de administrative Bevillinger imidlertid ikke længere skjønnes at burde tilstedes, har Udkastet valgt, at lade Landsrettens Formand ved sit skjøn afgjøre, om Påanke uanset Sagens ringe Gjenstand undtagelsesvis skal tillades.

Ordentligvis kunne Underretssager over 40 Kr,, når de ere blevne indbragte for og

afgjorte af Landsretten, ikke påankes videre. Men da også her den enkelte Sags Beskaffenhed kan gjøre det ønfkeligt og billigt, at Højesterets Afgjørelse af Spørgsmålet kan fåes, er der organiseret en særegen Undersøgelse og Afgjørelse af dette Punkt i Analogi med de i § 304 fulgte Grundsætninger.

8) Påankesystemet ordnes for Underretterne på en anden Måde end ved Landsretterne, idet ikke blot Sagens juridiske Side kan gjøres til Gjenstand for fornyet Prøvelse af en højere Ret, men også Bevisspørgsmålets Afgjørelse af Underretten kan påankes. Herom må i Almindelighed henvises til de indledende Bemærkninger ovenfor S. 18. Af det Anførte følger, at det hele Retsmiddelsystem her fåer en anden Skikkelse. Navnlig opstilles den Regel, at når nogen af Parterne påstår den afsagte Dom forandret i Realiteten (ved Anke eller Kontrånke), være sig af den ene eller den anden Gruud, indtræder en aldeles ny Forhandling for Landsretten, der er uafhængig af Underretsbehasdlingen og kun bunden til de engang ved Påstandene afstukne Grænser, dog naturligvis således, at de lovbestemte ved Udeblivelse i første Instants pådragne Retstab ikke kunne bortkastes ved almindelig Påanke, undtagen hvor der i Henhold til Grundsætningerne i § 32 7, 5° vilde være at indrømme ny Foretagelse af Sagen, hvis denne var bleven behandlet ved Landsret, jfr. § 358. Når Påanken alene vedrører Sagens Formalitet, således at der i det Hele ved Landsretten kun skal afgjøres, om Annullation eller Hjemvisning bør finde Sted, bliver der ikke Spørgsmål om nogen Gjentagelse af Forhandlingerne, men tun om en Kritik af den stedfundne Behandling på det foreliggende aktmæssige Grundlag. Men såsnart nogen af Parterne vil søge Forandring i Realitetens Afgjørelse, ftedes han til en aldeles ny Procedure og Bevisførelse or Landsretten (§ 358). Forsåvidt kan den stedfindende Procedure ikke kaldes en egentlig Prøvelse af Underretsbehandlingen, men det er i Virkeligheden en ny Forhandling af Sagen i det Hele for den højere Ret. Underretsdommen falder bort, idet den hele Foretagelse af Sagen ved Under-

retten i Virkeligheden synker ned til et forgjæves Forsøg på Sagens Afgjørelse med mindre Befvær, I processuel Henseende er Behandlingen ved Landsretten at ligne ved en Behandling af Sagen i første Instants, og den foregår derfor også efter de almindelige Regler for en sådan. Navnlig gjælder delte om Bevisførelsen, jfr. § 359. Reglen må derfor være, at Vidner, Synsmænd og Parter påny skulle møde til Afhørelse; men på Ulemperne herved bødes der dog i flere Henseender ved Lovforslaget. For det Forste må bemærkes, at det er en Selvfølge, at de Lempelser af Umiddelbarhedsprincipet, der tilstedes ved en Hovedforhandling for Landsretten som første Instants, også bør finde Anvendelse i Påanketilfælde. Det bestemmes derfor i § 359 2det Stykke, at hvor Vidners Afhørelse efter de almindelige Regler skulde eller kunde finde Sted ved Underretten, kan Landsretten bestemme, at de ved Underretten allerede afgivne protokollerede Vidneudsagn skulle benyttes, idet der gåes ud fra, at en fornyet Afhørelse ved Underretten i de fleste Tilfælde vilde være hensigtsløs. Men også hvor de i § 203 indeholdte Betingelser for, at Afhørelsen kan foregå ved Underretten istedetfor for Landsretten selv, ikke ere tilstede, har man troet, at der burde åbnes Adgang til at undgå den fornyede Afhørelse af Vidner og Synsmænd. I §359 1ste Stykke, giver Lovforslaget derfor endvidere Retten Bemyndigelse til ifølge Sagens Beskaffenhed og øvrige Omstændigheder efter den ene Parts Begjæring at tilstede Benyttelsen af de ved Underretten protokollerede Vidneudsagn, en Bestemmelse, der navnlig er beregnet på sådanne Småsager, som ikke kunne, bære Omkostningerne ved en fornyet Vidneførsel. At der ingen Grund er til at udelukke den fornyede Afhørelse, når ingen af Parterne begjærer sådant og de således begge ville bære de af en sådan flydende Udgifter, er formentlig klart.

Ved Siden af Påanke må der også for Underretternes Vedkommende være Adgang til at anvende Besværing til højere Ret, Ifølge § 360 kan dette Retsmiddel benyttes imod Underrettens Handlinger i samme Udstrækning som overfor Landsretten, ligesom og-

så Fremgangsmåden med de af Forholdets Natur flydende Lempelser er den samme.

Forskriften i § 361 forståes let. Det er klart, at når hele Bevisspørgsmålet kan indbringes under Påanken, og når Forhandlingen i Landsretten er aldeles ny, behøves Adgang til Forfriskning af Sagen ikke.

Om Fremgangsmåden ved Intervention og ved Tilstævning af Trediemand under den imellem Parterne begyndte Netssag.

Medens de almindelige Betingelser for, at Intervention og Tilstævning kunne finde Sted, fremstilles andetsteds (se § 43 ff), gives i nærværende Afsnit de nærmere Regler for, under hvilke Former og på hvilket Trin i Sagen de nævnte Skridt kunne foretages.

I §§ 362—367, jfr. § 372, omhandles Fremgangsmåden ved Intervention i egentlig Forstand eller det, som i Systemerne plejer at kaldes Hovedintervention. Det ligger i den i Lovforslaget optagne Procesmådes Natur, at Adgangen til at intervenere ikke kan stå åben på ethvert Trin af Sagen (§ 372). Som Følge af den i Umiddelbarhedsprincipet begrundede Nødvendighed for at koncentrere den hele Bevisførelse i et bestemt enkelt Retsmøde måtte Intervention i hvert Fald være udelukket, når Bevisforberedelsen er sluttet. Hvis den tilstededes efter det Tidspunkt, vilde derved bevirkes en Forstyrrelse i samtlige Forudsætninger for Bevisførelsen, og det til denne berammede Møde vilde efter al Sandsynlighed blive unyttigt. Man har imidlertid ikke troet at kunne blive stående ved denne Begrænsning. Det må vistnok erkjendes, at når den mundtlige Forhandling om Sagens Realitet er begyndt, bør det ikke stå i Trediemands Magt ved at træde op og erklære Intervention at tvinge Parterne til at afbryde den påbegyndte Forhandling og således at gå et Skridt tilbage i den Procedure, de allerede

have tilbagelagt. Thi Trediemands Ret til at indtræde i Sagen bør ikke udstrækkes til at skade Parterne ved at nøde dem til at føretage Skridt i Proceduren om igjen, uagtet de ere fuldkommen lovlig iværksatte. Intervenienten skal derfor ifølge § 372 melde sig, inden de oprindelige Parter have begyndt Forhandlingen om Sagens Realitet.

Interventionen forberedes på den i § 363 omhandlede Måde. Som det vil sees, går Lovforslaget ud fra, at en lettere og simplere skriftlig Forberedelse end den ellers foreskrevne kan være tilstrækkelig ved Intervention, fordi Parterne må forudsættes i alle væsentlige Punkter at kjende Sagen og forsåvidt være forberedte nok til at kunne afgjøre, hvorledes de ville stille fig overfor Interventionen. Intervenienten har en kort Tid forinden det af de til Hovedsagens Behandling bestemte Møder, hvori han vil optræde, at tilstille hver især af de oprindelige Parter et Skrift, indeholdende Grundene til hans Søgsmål samt den Påstand, han vil nedlægge, og ledsaget af Gjenparter af de Dokumenter, som han agter at benytte. Bliver der i Retsmødet, hvor Intervenienten i Forbindelse med Skriftets Oplæsning giver de fornødne yderligere Forklaringer om sit Søgsmål, af nogen af de oprindelige Parter rejst Påstand om dettes Afvisning, fordi de almindelige Betingelser for Intervention benægtes at være tilstede, afgjøres dette Spørgsmål ved en særskilt Kjendelse, som, forsåvidt den går ud på Afvisning, af Intervenienten kan gjøres til Gjenftand for Besværing, hvorhos Intervenienten kan begjære Sagens videre Behandling udsat i den Anledning (§ 364). Admitteres derimod Interventionen, må Anke herover fremsættes under Påanken af Hovedsagen, når denne er bragt tilende.

Ifølge Forholdets Natur må de oprindelige Parter være berettigede til i Anledning af Interventionssøgsmålet at fremkomme såvel med nye Dokumenter som med Tillæg til og Forandringer i de oprindelige Påstande (§ 365). Disse Forandringer eller Tillæg blive da at fremsætte til Retsbogen. Ligeledes må Intervenienten, efterat der er givet

ham Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med de mellem de oprindelige Parter udverlede Skrifter og Dokumenter, have Adgang til på samme Måde at forandre eller udvide sine Søgsmålsgrunde og Påstande. De i den Anledning fornødne Udsættelser kunne gives af Retten.

Bestemmelserne i §§ 366 gåe kun ud på at gjøre de i §§ 102 og 103 indeholdte Grundsætninger anvendelige på Interventionstilfælde, Noget, som i og for sig er så naturligt, at det ikke behøver særligt at begrundes.

Reglen i § 367 behøver ingen videre Forklaring,

I §§ 368 — 370, jfr. § 372, omhandles Fremgangsmåden ved den såkaldte Biintervention, hvorved en Trediemand blot indtræder i Sagen for at understøtte en Part, i hvis Påstands Gjennemførelse han har retlig Interesse. Efter Udkastets Tanke er Biintervenientens Procedure at betragte som et Tillæg til den Parts Procedure, han vil understøtte (§ 369 i Slutn.) Som Følge heraf må Biintervenienten modtage Sagen i den Stilling, hvori den ved hans Indtrædelse befinder sig, og være bunden ved den indtil da førte Procedure. Fremdeles er han kun berettiget til at gjøre Angrebs- og Forsvarsmidler gjældende i Sagen, forsåvidt de ikke komme i Modstrid med den Parts Procedure, han vil biftå (§ 368). Hvad endelig angår Tidspunktet for Biinterventionen, kan der ikke opstilles anden Grænse, end at det, som Parten selv er afskåret fra at bringe frem, heller ikke kan gjøres gjæloende af Biintervenienten. Iøvrigt har han Adgang til at intervenere på ethvert Trin af Sagen, endog under Påanken (§ 372 i Slutn.). Biintervenienten indtræder i Sagen derved, at han til Retten afgiver en skriftlig motiveret Begjæring om at måtte fåe Adgang til at ytre sig i Sagen, hvilken Begjæring meddeles Parterne (§ 370), Påstår nogen af dem Biintervenienten afvist, bliver dette Spørgsmål at afgjøre på samme Måde, som hvor et Interventionssøgsmål påståes afvist. Om Manden, hvorpå Biintervenienten skal have

Adgang til at ytre sig i Sagen, træffer Retten Bestemmelse (§ 369).

I § 371 omhandles Fremgangsmåden ved Tilstævning af Trediemand under den mellem Parterne begyndte Retssag. Finder Netten, at sådan Tilstævning i Henhold til § 45 bør tillades, må Sagen udsættes, for at Sagsøgeren med sædvanligt Varsel kan meddele Tilstævnte sit Klageskrift og iøvrigt den sædvanlige Skriftvexling foregå mellem disse Parter. Når Skriftvexlingen er sluttet for alle Parters Vedkommende, vil derefter den mundtlige Procedure kunne foregå på almindelig Måde, ganske som om Netten på Embedsvegne havde tilvejebragt en Forening af Sagerne ifølge § 102 2det Punktum. Dog er det naturligt, at de om Intervention i §§ 362, 366 og 367 givne Regler udtrykkelig erklæres anvendelige også på Tilstævning, Ligeledes gjælder med Hensyn til Spørgsmålet om, på hvilket Trin af Sagen Tilstævning kan finde Sted, den samme Regel som for Interventionssøgsmål, fe § 372.

Tæregne Rettergangsarter.

I dette Afsnit omhandles de særegne Rettergangsarier, som behøves til at supplere det almindelige Processystem. Hertil høre for det Første Reglerne om Bevisers Førelse før Hovedforhandlingen (Kapitel I), Regler, der må betragtes som et Tillæg til det hele Bevissystem. Derefter fremstilles i Kapitel II Exekutivprocessen, hvis Særegenhed navnlig består i en til Gunst for Sagsøgeren opstillet Begrænsning af Indstævntes Realitetsforsvar. Kapitel III angiver Fremgangsmåden i de Sager, med Hensyn til hvilke der undtagelsesvis anordnes skriftlig Behandling. I Kapitel IV gives de særegne Regler om Behandlingen af Ægteskabssager samt Sager, hvorunder Arvinger søge sig en bortebleven Persons Formue tilkjendt. Kapitel V omhandler den Fremgangsmåde, som skal iagttages, når Nogen skal umyndiggjøres eller en Enke skal sættes under

fast Lavværgemål, Spørgsmål, der efter det nye System ikke som hidtil behandles som Øvrighedssager, men blive at afgjøre ad Retsvejen. Endelig gives i Kapitel VI Reglerne om Fremgangsmåden ved Erhvervelse af Mortifikations- eller Ejendomsdom,

Om Bevisers Førelse førend Hovedforhandlingen.

Det må vistnok erkjendes, at der bør være en Adgang til at fåe Beviser, som må antages ellers at ville mistes, optagne, medens Tid er. De tyske Proceslove indeholde også Regler sigtende hertil; i den franske Code de procédure findes ingen udtrykkelige Bestemmelser derom, og i sammes Kilde, Ordonantsen af 1667, var endog cnquête d’examen à future udtrykkelig forbudt på Grund af de Misbrug, som dreves med samme. Men den Omstændighed, at dette Forbud ikke er optaget i Code de procédure, har man i den nyere franske Praxis fortolket således, at Forbudet er hævet, i og at Bevisførelse à futur ikke længere er udelukket. I Rhinlandene har man derimod fulgt en modsat Opfattelse. Men Civilprocesloven for det tyske Rige har optaget de sædvanlige Regler om denne Art af Bevisførelse, jfr, §§ 447—455, Motiverne til Lovudkastet S. 289 ff. Efter nærværende Udkast ville de Betænkeligheder, som i Frankrig gjordes gjældende imod anticiperet Bevisførelse, iøvrigt aldeles ikke komme frem; thi Udkastets Bevissystem medfører ganske naturligt, at det på slig extraordinær Måde optagne Bevis udenfor de Tilfælde, i hvilke Udkastets almindelige Regler hjemle en Afvigelse fra Umiddelbarhedsgrundsætningen, aldeles ikke må benyttes, når det på den Tid, Hovedforhandlingen foregår, er muligt at føre Vidnerne eller optage Syn og skjøn på sædvanlig Måde, jfr. § 380 2 det Stykke. Der er således ingen Fare for, at Parterne skulde søge at tilsnige sig slige Beviser, uden at nogen virkelig Nødvendighed er tilstede; thi de ville dog ikke derved kunne opnå Noget, men tvertimod kun spilde de Penge, som i så Henseende ere anvendte.

Adgang til anticiperet Bevisførelse må gives med Hensyn til Vidner og med Hensyn til Syn og skjøn. Derimod er der ingen Grund til at indrette en anticiperet Dokumentproduktion, og om en anticiperet Parts Ed kan der heller ikke være Tale, da dette Retsmiddel kun er subsidiært og i Reglen først benyttes, når Bevisførelsens Udfald viser, at man må gribe dertil.

Nærværende Kapitel omhandler al Bevisførelse, som ikke foregår under Sagens sædvanlige Gang eller med andre Ord under Hovedforhandlingen, altså både den Bevisførelse, son, finder Sted længere eller kortere Tid, førend Sag er anlagt, og den, som finder Sted efter Sags Anlæg, men førend Hovedforhandlingen. Denne Adskillelse er af Betydning med Hensyn til Spørgsmålet om, af hvilken Ret Bevisførelsen skal tilstedes m. v., jfr. § 37 4. Betingelsen er naturligvis, at der er Fare for, at en Opsættelse kunde forspilde Beviset, enten på Grund af Vidnets Sygdom eller Bortrejse, eller fordi Forretningens Gjenstand er udsat for Forandring eller af lignende Grunde (§ 373), og Retten har, forinden Bevisførelsen tilstedes, at anstille en summarisk Undersøgelse herom. Tages Andragendet om Bcvifets Førelse til Følge, har vedkommende Ret at foretage de fornødne Skridt til at fremme Sagen, altså navnlig udstede Indkaldelse til Vidnerne eller afgive Udmeldelfesdekret af Syns- og Skjønsmænd. Det er herved at bemærke, at det hele Instituts Formål nødvendigvis kræver, at Retten kan afkorte Varslerne det mest mulige. Når der er Tid dertil, bør Modparten tilkaldes ved Bevisoptagelsen; men selv om dette ikke kan ske, f. Ex. fordi han boer langt borte eller er fraværende, bør der dog gjøres, hvad der er muligt, for at varetage hans Tarv, og det er derfor i § 378 bestemt, at Netten i så Fald skal beordre en i Kredsen boende Sagfører til at møde for ham. Det Salær, der herfor tilkommer Sagføreren, bliver da at udrede af den Part, som har begjært den særegne Vidneførsel eller Syns- og skjønsforretning. Selve Bevishandlingen foregår såmeget som muligt, efter de almindelige Regler; Parterne kunne altså frit ad-

spørge Vidner og Synsmænd, Vidnerne ere under de almindelige Betingelser i § 202, jfr. §§ 203 og 351, pligtige at rejse, Synsog skjønsmænd ligeledes, jfr. § 225. Kun følger det af sig selv, at Bevisførelsens Resultat må sixeres i Skrift for i sin Tid at kunne benyttes. Forsåvidt har Forholdet Lighed med de Tilfælde, hvor Vidner ikke afhøres under Hovedforhandlingen, men ved en Underret, jfr. §§ 203 og 224.

Endnu bemærkes, at det er fundet naturligt også at give Forskrifterne i dette Kapitel Anvendelse på Førelsen af Beviser til Brug i Retssager, som ere anlagte eller skulle anlægges i Udlandet, kun med den af Bestemmelsen i § 144 2det Stykke følgende Lempelse, at de i Henhold til denne Bestemmelse beskikkede Sagførere træde i Parternes Sted, når Bevishandlingen foretages efter Begjæring af udenlandsk Myndighed.

Om Exekutiuproces.

Under dette Navn indbefattes — i Mangel af en bedre og for os mere forståelig Betegnelse — de Procesarter, i hvilke Sagsøgeren stilles på den særlig begunstigede Mande, at Sagvolderen i sit Forsvar i Realiteten er indskrænket til visse bestemte Indsigelser, således at Alt, hvad han ellers måtte have at indvende, kun kan komme frem i Skikkelse af Regressøgsmål, efterat Dom er gået. Jo langsommere og mere indviklet den ordinære Procesmådes Gang er, desto større praktisk Trang vil der være til en afkortet Fremgangsmåde i klare Gjældsfager, og desto større Udstrækning vil der være Opfordring til at give Exekutivprocessens Gjenstand. I den almindelige tyske Proces, hvis Regel i så Henseende er i det Væsentlige optaget i den hannoverske Proceslov og den nye Civilproceslov for det tyske Rige, er Exekutivproces, foruden naturligvis i Vexelsager, anvendelig i alle Søgsmål, der støttes på purt Håndskrift, uden at nogen Vedtagelse i så Henseende forlanges. I den fransk-rhinske Proces haves

derimod ikke nogen særegen Procesform for

likvide Gjældssager, men Trangen hertil er også mindre, dels fordi den almindelige Procesmådes Gang er temmelig hurtig, dels fordi der haves den ejendommelige Retsregel, at Exekution uden Lovmål og Dom kan finde Sted på Grundlag af et for Notarius oprettet Gjældsbrev. I Udkastet er der fulgt en Middelvej. På den ene Side har man, da den almindelige Processes Gang i det Hele må forudsættes at ville blive temmelig hurtig, ikke troet det nødvendigt at hjemle Exekutivproces i alle likvide Gjældssager, men på den anden Side synes det dog naturligt og billigt at tilstede dens Brug ikke blot i Vexelsager, men også hvor Parternes egen Vedtagelse kan påberåbes som Hjemmel. Herved holder man sig også i Overensstemmelse med den historiske Udvikling hos os.

Som Exekutivprocessens Gjenstand nævnes derfor i § 381 dels Sager, som svare til dem, der nu omhandles i Frd. 25de Jan. 1828, dels Vexelsager. Da Paragrafen i Bestemmelsen af dens Gjenstand holder sig ganske til den bestående Ret, er det at vente, at den vil blive fortolket i Overensstemmelse med den gjældende Praxis, og der vil således ikke let opstå nogen Tvivl om, hvilke Sager der falde ind under den. Det er naturligt at lade Sager i Anledning af aldre Gjældsbreve, i hvilke Forfølgning efter Frd. 25de Jan. 1828 er vedtaget, blive behandlede efter Reglerne i dette Kapitel, som om denne Lov var påberåbt i dem, men en Bestemmelse herom bør rettest finde Plads i den Indførelseslov, hvorved i det Hele de fornødne Overgangsbestemmelser i sin Tid må gives. Paragrafen er med Forsæt affattet fåledes, at det fremgår, at Sagsøgeren er rådig over, om han vil benytte Exekutivproces eller følge den sædvanlige Fremgangsmåde, en Sætning, som ifølge den gjældende Ret ikke indrømmes med Hensyn til Verelsager. I § 382 er den Regel opstillet, at ingen tvungen Forligsmægling skal finde Sted i disse Sager, en Bestemmelse, som nu kun gjælder med Hensyn til Vexelsager, men som synes at burde overføres også på de i § 381 Nr. 1 omhandlede Sager; derimod kunne

Parterne selvfølgelig, når de ere enige derom, møde frivilligt for Forligskommissionen og således forskaffe Gjælden Exigibilitet.

Medens det ifølge § 385 med Hensyn til Formalitetsindsigelser har sit Forblivende ved den almindelige for Underretsproceduren i § 347 givne Regel, der i det Hele er så hensigtssvarende som muligt også i disse Sager, fremsættes derimod i §§ 383 — 384 de særegne Forskrifter med Hensyn til Forsvaret i Realiteten, som udgjøre Exekutivprocesfens Ejendommeligheder. Disse stemme i alt Væsentligt med den nu gjældende Ret og behøve neppe nogen yderligere Retfærdiggjørelse. Dog bemærkes, at Modfordringer, hvis Fremsættelse efter den gjældende Ret kun er undlukket i Vexelsager, efter Udkastet heller ikke kunne gjøres gjældende imod de i § 381 Nr. 1 omhandlede Fordringer, medmindre Modfordringen selv går ind under samme Bestemmelse eller den indrømmes. Heri ligger dels en vistnok hensigtsmæssig Skjærpelse af den Betydning, som Vedtagelse af den særlig hurtige Forfølgning af Gjældsbreve har, dels opnåes den størst mulige Lighed i Behandlingen af de to forskjellige Arter af Sager, hvori Exekutivproces kan sinde Sted, hvad der i og for sig må ansees for ønskeligt.

Medens Reglerne om selve Procesmådens Ejendommeligheder således i de væsentligste Punkter komme overens med den gjældende Ret, indeholder § 385 den vigtige yderligere Afvigelse fra Udkastets almindelige System, at de Sager, som forfølges i Exekutivprocessens Former, kunne anlægges ved Underretten, selv om de ellers, fordi deres Gjenstand er over 400 Kr., vilde henhøre under Landsret. Denne Regel letter i høj Grad Forfølgningen af disse Sager, og da der, når Proceduren indskrænkes i Overensstemmelse med Exekutivprocessens Begreb, kun vil blive Tale om simple Kvæstioner og navnlig i Reglen intet Bevisspørgsmål vil forekomme, synes der ikke at kunne være nogen Betænkelighed ved at lægge denne Myndighed i Underretternes Hænder. Men Betingelsen herfor er også, at den Grundsætning overholdes, at Sagen virkelig ikke må udbrede sig udover Exekutivprocessens begrebs-

mæssige Område. Når derfor Sagsøgeren i Anledning af Indstævntes Indsigelser selv finder sig foranlediget til at skride til en egentlig Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn eller Parternes Afhøring, må Følgen heraf blive, at han i det Hele taber alle de af Exekutivprocessen flydende Fordele og således også, at Sagen ikke længere hører hjemme for Underretten. Han må derfor hæve den og anlægge Sogsmålet på fædvanlig Måde ved den Ret, som ifølge Sagens Beskaffenhed efter de almindelige Regler er kompetent altså ved Landsretten, når Gjenstanden er over 400 Kr. Dog er det fundet billigt at gjøre en Undtagelse fra dette Princip i et enkelt Tilfælde, nemlig når Citanten kun vil føre Vidner på Dokumentets Ægthed. Det heraf opstående Bevisspørgsmål er efter sin Natur i Reglen så simpelt og uindviklet, at dets Afgjørelse synes at kunne betroes til Enkeltdommeren, og for Sagsøgeren vil der ved denne Undtagelse vindes meget, da det, når den tilstedes, kun meget sjælden vil blive nødvendigt for ham at afstå fra Exekntivprocessen og hæve Sagen. Det er en Selvfølge, at den efter Executivprocessens Grundsætninger foregåede Underretsbehandling må kunne påankes; men ved Siden heraf må der foregå en Indskrænkning i det ellers for Påanke fra Underret til Landsret i § 358 opstillede Princip, idet der i § 387 gives den naturlige Regel, at Proceduren i Påankeinstantsen ikke kan antage noget andet Omfang, end Exekutivprocessens Grundsætninger tilstede. Som en Følge heraf vil der i Reglen ikke heller for Landsretten blive Spørgsmål om en særskilt Bevisførelse, og den hele Påanke vil derfor som oftest komme til at bevæge sig i simple og lette Former og hverken blive langvarig eller bekostelig. Om Påanke til Højesteret vil der ifølge § 354 sidste Stykke så godt som aldrig kunne være Tale i Sager af denne Natur.

Om skriftlig Behandling af Sager.

I de Lande, hvor mundtlig Rettergang hersker, er der sædvanlig åbnet Adgang til

undtagelsesvis for uisse Tilfælde at stille en væsentlig skriftlig Behandling af Sagen i Stedet for den almindelige Procesmåde. For denne Ordning ligger den Betragtning til Grund, at der undertiden kan forekomme Processer, som frembyde en sådan Mængde af Stridsspørgsmål eller et få vidtløftigt eller indviklet Faktum, at Netten ikke vel vil være i Stand til under en mundtlig Forhandling at vinde et fuldstændigt Overblik over Sagen. For sådanne Tilfælde er der da givet Retten Bemyndigelse til at anordne skriftlig Behandling, i Reglen dog således, at der på denne som bestemmende Grundlag foregår en mundtlig Slutningsforhandling. En sådan Adgang til at fravige Mundtlighedsprincipet vil neppe heller ganske kunne undværes i det System, Kommissionen har bragt i Forslag. Vel tør det forudsættes, at en mundtlig Procesmåde i den Skikkelse, hvori det foreliggende Udkast har gjennemført den, i Almindelighed vil være i Stand til at gjøre Fyldest ikke blot i simple Sager, men også i vanskelige Tilfælde, når Dommerens procesledende Myndighed benyttes på rette Mande. Men det lader sig dog ikke bestride, at der — om end kun rent undtagelsesvis — kan forekomme Retstrætter af en så indviklet Beskaffenhed, at en Afvigelse fra Mundtlighedsprincipet er hensigtsmæssig, såsom vidtløstige Regnskabssager o. lign. Om Sagen er af denne Beskaffenhed, er iøvrigt et Spørgsmål, hvis Afgjørelse må overlades til Rettens skjøn. Heri kunde vel synes at ligge en Fare for, at den skriftlige Behandlingsmåde, der efter Udkastets Forudsætning kun skal tjene som et Nødmiddel, faktisk vilde blive anvendt i større Udstrækning, fordi den stemmer med det hos os Tilvante og derfor formentlig falder i Sagsørernes og Dommernes Smag. Men derfor er ingen virkelig Fare. Erfaringen har vist, at selv i Lande, hvor en lignende Overgang fra skriftlig til mundtlig Procedure har fundet Sted, f. Ex. i Hannover, har der kun vist sig en ringe og bestandig aftagende Tilbøjelighed til at gjøre Brug af den skriftlige Behandlingsmåde, hvorfor man tør antage, at denne Institution heller ikke hos os vi blive benyttet på en Måde, som strider imod

det nye Systems Aand. Jo mere Dommerne og Sagførerne vænnes til den mundtlige Rettergang, jo større vil deres Utilbøielighed til at gribe til den besværlige og langsomme skriftlige Behandling erfaringsmæssig blive. Det vil derfor sikkert også hos os efterhånden komme dertil, at skriftlig Behandling kun anvendes i sjældne Undtagelsestilfælde, og muligvis vil der senere engang ligesom i flere andre Lande opstå Spørgsmål om helt at afskaffe den, fordi den næsten ikke benyttes; men det vilde dog være for dristigt allerede nu at stille Forslag herom. Lovforslaget har derfor ikke vovet det, såmeget mere som det er at forudse, at Adgangen til skriftlig Behandling i større Sager vil tjene ikke lidt til at forsone mange af dem, der nære en vis Frygt for den mundtlige Procedure, med det nye System og berolige deres Frygt for, at der skal stilles for store Opgaver til Dommernes og Sagførernes Erne til hurtigt efter en mundtlig Fremstilling at overse Sagen.

Hvad angår den nærmere Ordning af den heromhandlede Procedure, hvile Udkastets Regler på det Synspunkt, at Afvigelserne fra den almindelige Procesmåde ikke bør strækkes videre, end praktiske Hensyn kræve. Den Behandling, der kan anordnes i Henhold til nærværende Kapitel, fremtræder derfor ikke ubetinget som en helt igjennem skriftlig Proces, men, forsåvidt en særlig Bevisførelse skal foregå, i Reglen som en skriftlig Procedure med mundtlig Slutningsforhandling. De Grunde, som tale for i et vist Omfang at bevare en skriftlig Procedure, finde nemlig ingen Anvendelse på Bevisførelsen. Skriftlig Behandling egner sig navnlig for vidtløftige Regnskabssager og andre Sager, i hvilke Faktum indbefatter en stor Mængde Detailler, der ikke ndgjøre et sammenhængende Hele, samt for Sager, i hvilke Faktum er meget indviklet, f. Ex. fordi tekniske Spørgsmål komme med i Betragtning eller fordi graphiske Hjælpemidler må sammenholdes med Frem-

stillinger eller desl. I sådanne Tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at anordne en skriftlig fixering af Stridspunkterne og overhovedet parternes saktiske Anbringender, således at en Indlægsvexling træder i Stedet for det

Procesafsnit, der i den almindelige Procedure betegnes som den førske mundtlige Forhandling. Derimod vil Bevisførelsen i disse Sager ordentligvis ikke frembyde en mere indviklet Karakter end i andre Tilfælde. Ofte vil sket ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn eller Parternes personlige Afhørelse behøves, ofte vil Bevisførelsen indskrænke sig til nogle enkelte Punkter, medens Sagen iøvrigt udelukkende beroer på skriftlige Legitimationsdokumenter. Der er derfor i de Sager, nærværende Kapitel har for Øje, ligeså fuldt som i det almindelige System Grund til at bibeholde Umiddelbarhedsgrundsætningen, og da det — som tidligere påvist — i en Procedure, som hviler på hin Grundsætning, nødvendigvis må kræves, at Bevisførelfe og Slutningsforhandling umiddelbart slutte sig til hinanden, må også denne sidske blive mundtlig. Efter Udkastets Forudsætning skal der derfor også i de heromhandlede Sager regelmæssig finde en mundtlig Bevisforhandling Sted, forsåvidt overhovedet en sådan behøves, se § 392, Som det vil erindres, kan der imidlertid efter Udkastets almindelige Regler under visse Omstændigheder gjøres Undtagelse fra Umiddelbarhedsgrundsætningen. Når der er gjort Brug af disse Bestemmelser, der selvfølgelig også sinde Anvendelse i de heromhandlede Sager, og Beviserne altså foreligge skriftlig, vil det kunne være hensigtsmæssigt, at Sagen i det Hele behandles skriftlig. For sådanne Tilfælde har Retten derfor Bemyndigelse til at tillade Parterne inden bestemte Frister at fremlægge et skriftligt Indlæg fra hver Side i Stedet for den mundtlige Slutningsforhandling, se § 392 i Slutn.

Med Hensyn til de enkelte Paragrafer i Kapitlet bemærkes Følgende:

Bestemmelse om, at skriftlig Behandling skal finde Sted, kan Retten ifølge § 388 træffe ikke blot ved Processens Begyndelse, men på ethvert Trin af Forhandlingerne. Det vil nemlig undertiden kunne stille sig således, at de Grunde, der tale for en sådan Foranstaltning, først træde klart frem under Forhandlingernes Gang. Som det fremgår af Paragrafens Affattelse kan skriftlig Behandling ikke

blot anordnes i Landsretssager, men også finde Anvendelse ved Underretten. Faktisk

vil der vel sjældent være Brug for denne Vehandlingsmåde i de Sager, som ere henlagte til Underretten; mm da dennes Kompetence kan udvides ved Parternes Vedtagelse (§ 8), må i al Fald af den Grund Adgang til skriftlig Behandling holdes åben også for Underretssagernes Vedkommende. Imod den Bestemmelse af Retten, hvorved skriftlig Behandling anordnes, bør der formentlig ikke kunne anvendes noget Retsmiddel, se § 388 i Slutn.; de Hensigtsmæssighedshensyn, hvorefter Afgjørelsen må træffes, kunne bedst vurderes af den Ret, for hvilken Sagen føres. Hvor skriftlig Behandling er anordnet, bortfalder efter Forholdets Natur nødvendigvis det, som tidligere måtte være mundtlig forhandlet i Sagen, hvorimod de skriftlig fastslåede Indrømmelser eller andre Erklæringer ikke ophøre at være bindende for vedkommende Part, fordi skriftlig Behandling bagefter anordnes. Den nye Procedure begynder med en under Rettens Ledelse stedfindende Indlægsvexling mellem Parterne, som kan strække sig til Duplik, se § 389. At disse Indlæg have en helt anden Betydning end de Processkrifter, der i den almindelige Procesmåde gå forud for den mundtlige Forhandling, er en Selvfølge. I den almindelige Procesmåde går Skristvexlingen mellem Parterne kun ud på at forberede den mundtlige Forhandling, medens denne er det egentlige Grundlag for Sagens Afgjørelse, Netten stal altså ikke i Embeds Medfør påse, at den mundtlige Forhandling stemmer med de forberedende Processkrifter. Efter den Behandlingsmåde, som foreskrives i nærværende Kapitel, høre derimod Parternes Processkrifter, selv hvor en mundtlig Slutningsforhandling finder Sted, til det Grundlag, hvorpå Dommen bygges, se § 394. Når bortsees fra Bevisførelsen, er Skrift det alene Bestemmende ved Dommens Afsigelse, så at ikke blot Påstandene, men også Søgsmålsgrunde, Indsigelser såvelsom overhovedet faktiske Anbringender alene kunne komme i Betragtning, forsåvidt de enten indeholdes i de skriftlige Indlæg eller ere optagne i Protokollen.

Iøvrigt er Proceduren i de heromhandlede Sager med fornøden Lempelse ordnet efter det samme Mønster, som følges i den almindelige Rettergang. Derfor kommer en lignende Sondring som den, der kjendes i den almindeprocesmåde, til Anvendelse her, idet Bevisførelsen og de dertil sig knyttende Spørgsmål udskydes, indtil den ovenfor omtalte Indlægsvexling er sluttet. Når dette Punkt er nået, bliver Sagen at optage, og findes den da moden til endelig Påkjendelse, afsiger Retten strax Dom på det foreliggende helt skriftlige Grundlag, Finder Retten derimod, at der ikke på dette Trin kan afsiges Dom, fordi der mangler Bevis for Omstændigheder, som vilde være af Betydning for Sagens Afgjørelse, skal der, i Lighed med hvad der gjælder i det almindelige System, afgives en Kjendelse, hvorved det bestemmes, hvilke disse Omstændigheder ere, og i Forbindelse hermed berammes et Møde til Bevisførelsens Forberedelse, se § 390. Såvel denne som selve Bevisførelsen foregår derefter i Overensstemmelse med de almindelige Regler, altså mundtlig, forsåvidt der ikke i Medfør af de almindelige Regler, jfr, §§ 181 Litr. b og c og §§ 96, 203 og 232, gjøres Undtagelse fra Umiddelbarhedsgrundfætningen (§§ 391— 392). Ligeledes have Parterne strax mundtlig i Forbindelse med Bevisførelsen at fremsætte de yderligere Bemærkninger, som de ville knytte til deres tidligere skriftlige Udviklinger, alt forsåvidt ikke Retten i Henhold til sin i det Foregående omtalte Bemyndigelse tillader, at skriftlige Indlæg træde i Stedet for den mundtlige Slutningsforhandling. Når Bevisforhandlingen er tilende, afsiges Dom på Grundlag af de skriftlige Indlæg i Forbindelse med den mundtlige Bevisførelse og de dertil sig knyttende Slutningsforedrag, eller de skriftlige Beviser og Skutningsindlæg, hvor sådanne benyttes, se § 394.

Om Virkningen af Parternes Udeblivelse gives der i § 395 Regler, som ere simple Konsekventser af Procedurens Beskaffenhed. Udebliver Nogen af Parterne i et Retsmøde, forinden Sagen ved Indlægsvexlingens Slutning optages, bliver den efter Begjæring af den mødende Part at påkjeude på Grundlag af

de mellem Parterne indtil da vexlede Processkrifter og Dokumenter. Udebliver Parten fra det til Bevisførelsens Forberedelse bestemte Retsmøde eller under Slutningsforhandlingen, bliver der at forholde efter den almindelige Procesmådes Regler om Udeblivelse.

Ifølge § 396 foregår Dommens Afsigelse efter de almindelige Regler, altså gjennem mundtlig Votering, hvorefter Udkast til Dommen affattes efter Foranstaltning af Rettens Formand, jfr.§§ 281 og 282; dog er der af Hensigtsmæssighedshensyn givet Rettens Formand Bemyndigelse til at anordne skriftlig Stemmegivning, hvor Omstændighederne tale derfor.

Hvad angår Påanke, er det en Følge af Umiddelbarhedsgrundfætningens Fastholdelse i Bevisførelsen, at Rettens Bedømmelse af dennes Resultater ligeså lidt her som i den almindelige Procesmåde kan undergives Prøvelse i Påankeinstantsen, jfr. Grundsætningen i §299. Ligeledes bliver der iøvrigt med Hensyn til Påanke at forholde efter de almindelige Regler (§397) kun med den Forandring, at Dommen afsiges på Grundlag af de vexlede Indlæg samt de gjorte Protokoltilførseler. At der i heromhandlede Sager ved Højesteret undtagelsesvis kan anordnes skriftlig Behandling (§ 398), stemmer med den almindelige Procesmåde, jfr. § 312.

Om Behandlingen af Ægteskabssager samt Sager, hvorunder Arvinger søge sig en børtebleven Persons Formue tilkjendt.

I Overensstemmelse med den nugjældende Ret er Kommissionen gået ud fra, at der ikke er Grund til at afvige fra den almindelige Procesmåde for alle Ægtestabssagers Vedkommende, men at en særegen Procesform kun er fornøden i Sager angående Ægteskabs Ophævelse. Herved haves dog ikke blot de Sager for Øje, der gå ud på Skilsmisse i egentlig Forstand, men også de, der angå et Ægtestabs Ophævelse af Ugyldighedsgrunde. I alle disse Sager er der — under den nye Procesmåde ikke mindre

end efter det gamle System — Trang til visse Afvigelser fra de almindelige Rettergangsregler, navnlig til Betryggelse af det Offentliges Interesse i, at intet Ægteskab ophæves, uden at der føreligger en i Lovgivningen anerkjendt Ugyldigheds- eller Skilsmissegrund. Ligesom Udkastet fra dette Synspunkt har afgrænset Begrebet Ægteskabssager i fuldkommen Overensstemmelse med det hidtil bestående Processystem, således stemme også de Regler, hvorigjennem Udkastet værner om det Offentliges Interesse i disse Sager, i Hovedtrækkene overens med, hvad der er hjemlet allerede i den gjældende Ret enten for alle de heromhandlede Sager eller dog visse Klasser af disse. For det Første stal det efter Udkastet påsees, at der altid gives Møde for Indstævnte ved en Sagfører (§§ 401 og 406), en Forskrift, der indeholder en videre Udvikling af den allerede i vor nugjældende Ret nedlagte Grundsætning, at der ikke kan afsiges Dom i disse Sager, uden at der er taget til Gjenmæle fra Indstævntes Side. Dernæst skal den Forpligtelse til at møde personlig for Retten og afgive Forklaring under Ed, som efter den bestående Ret påhviler Sagsøgeren i visse Skilsmissesager, ifølge Udkastet kunne gjøres gjældende i alle Ægteskabssager og imod begge Parter, om end selvfølgelig under forskjellig Tvang for Sagsøgerens og Sagsøgtes Vedkommende (§§ 402 og 403). Endelig fastholder Udkastet den altid På dette Område anerkjendte Grundsætning, at indrømmende Proceseklæringer, Udeblivelse, Tavshed eller ubestemte Erklæringer ikke i disse Sager kunne begrunde de Virkninger, som ellers i borgerlige Retstrætter skulle eller kunne tillægges sådant Forhold, men alene komme i Betragtning som Bevismidler imod den Pågjældende (§ 404). Gjennem disse Regler tør det Offentliges Interesse i, at ugrundet Ophævelse af Ægteskaber forhindres, formentlig ansees tilstrækkelig betrygget. Efter mange fremmede Lovgivninger (således blant Andet de, der hvile på det fransk-rhinske System) skal den offentlige Interesse i alle Ægteskabssager repræsenteres af et særligt Organ, og dette Hverv henlægges da i Reglen til den samme Myndighed, der fungerer som offentlig

Anklager i Strafferetsplejen (i Frankrig ls ministère public, i Tyskland die Ståtsanwaltschaft). Denne Myndighed stal i det nævnte Øjemed overvære de mundtlige Forhandlinger, ligesom den har Adgang til at gjøre sig bekjendt med, hvad der iøvrigt fremkommer i Sagen. Den er derhos berettiget til at ytre sig i denne på ethvert Trin af Forhandlingerne og til at fremdrage sådanne af Parterne forbigåede Fakta og Beviser, som kunne tjene til at forebygge Ophævelse af Ægteskaber i Tilfælde, hvor Ophævelsen ikke vilde være retlig begrundet. Denne Ordning, som står i nogen Forbindelse med den vidtgåente Opgave, hine Lovgivninger i det Hele anvise den offentlige Anklagemyndighed, har Kommissionen ikte fundet tilstrækkelig Grund til at optage i det føreliggende Udkast. Ligesom Mangelen af en særlig Repræsentation for det Offentliges Interesse ikke vides at have medført mislige Følger under vor hidtil gjældende Procesmåde, således vil en sådan Foranstaltning vistnok også kunne undværes i det nye System, såmeget mere som dette dels gjennem det almindelige Princip, hvorefter Bevisførelsen er ordnet, dels ved de ovenomhandlede Udvidelser af de nugjældende Undtagelsesbestemmelser for Ægtestabssager har givet Retten kraftigere Midler til at hindre Kollusion imellem Parterne, end der efter den gamle Procesmåde stod til dens Rådighed. Derimod gjør Udkastet i en anden Retning Krav på Statsanklagerens Optræden. Den offentlige Interesse på det heromhandlede Område er nemlig ikke udtømt med Forebyggelsen af Ægtestabers Ophævelse uden lovlig Grund. I visse Tilfælde stal det Offentlige stride ind imod et formelt bestående Ægtestab, fordi det er indgået imod en Forbudsbestemmelse, der ubetinget kræver dets Opløsning. Bliver der anlagt Straffesag imod de Pågjældende for sådant Forhold, vil en Udtalelse af Ægteskabets Ugyldighed i Henhold til Lovudkastet om Strafferetsplejen § 3 Nr. 7 efter Statsanklagerens Påstand kunne optages i den Dom, hvorved Straffesagen afgjøres. Men da Omstændighederne kunne stille sig således, at der ikke er Grund til Anlæg af Straffesag, bør der åbnes det Offentlige Adgang til ved en borgerlig Doms-

sag at fåe Ugyldigheden udtalt. Denne Fremgangsmåde, som ikke kan benyttes efter den beftående Lovgivning, fordi der savnes en Bestemmelse om, hvem der skulde rejse en sådan Sag, er efter Udkastet muliggjort ved Bestemmelsen i § 407, der erklærer Anklageren for kompetent til at optræde som Sagsøger på det Offentliges Vegne.

I § 399 fastsættes i Overensstemmelse med Udkastets Grundsætning for Ordningen af Retternes Kompetence, at Ægteskabssager blive at behandle ved Landsretten. I Forbindelse hermed gives de for Ægteskabssager særegne Værnethingsbestemmelser, altså Reglerne om, for hvilken Landsret Sagen skal indbringes. I den bestående Lovgivning haves der bortset fra det Tilfælde, at Skilsmisse søges i Henhold til Frd. 11te Septbr. 1839 § 16, ikke særegne Værnethingsregler for Ægteskabssager. Da Ægteskabet derhos efter vor Ret ikke i og for sig medfører den Virkning, at Hustruen fåer Mandens Værnething, vil det Spørgsmål, hvor Sagen stal anlægges, nærmest bero på, hvem af Ægtefællerne der er Sagvolder. En sådan Ordning må imidlertid vistnok erkjendes at være mindre naturlig, ligesom den med Hensyn til det i § 407 omhandlede Søgsmål, der anlægges af det Offentlige imod begge Ægtesæller i Forening, end ikke giver nogen Løsning af Værnethingsspørgsmålet for det Tilfælde, at Ægtefællerne bo i forstjellige Retskredse. I de fremmede Lovgivninger, der sågodtsom alle foreskrive et særeget Værnething for Ægteskabssager, følges som Hovedregel den Grundsætning, at Sagen uden Hensyn til, hvem af Ægtefællerne der er Sagvolder, stal anlægges ved Mandens Værnething. Denne Regel må vistnok i Almindelighed ansees for stemmende med Forholdets Natur og er derfor optaget i det foreliggende Udkast, dog med den nærmere Bestemmelse, at Mandens sidste Værnething heri Riget kommer i Betragtning, dersom han har forladt Landet eller det ikke vides, hvor han er. Uden en sådan Bestemmelse vilde Hustruen nemlig i mange Tilfælde være faktisk afståret fra at sætte sin Ret igjennem. Man har fremdeles fundet det ubilligt imod Hustruen at fastholde

den Grundsætning, hvorefter Mandens Bopæl eller Opholdssted bestemmer Sagens Værnething, også for det Tilfælde, at Separation fra Bord og Seng finder Sted eller Manden har forladt Hustruen. Det bestemmes derfor i Paragrafens Slutning, at Sag imod Hustruen i så Fald bliver at anlægge ved den Ret, som ifølge de almindelige Regler i første Afsnit, Kapitel II er hendes Værnething,

Hvad angår selve Behandlingsmåden, foreskriver § 400, at der i Ægteskabssager bliver at forholde efter de almindelige for Landsretsproceduren gjældende Regler, dog med de nærmere Bestemmelser, som gives i, nærværende Kapitel. Disse Afvigelser, som allerede ovenfor ere antydede, indeholdes i §§ 401—406, Ifølge § 401 skal der, hvis Sagsøgte ikke efter Modtagelsen af Sagsøgerens Klageskrift inden den i § 133 bestemte Tid afgiver Tilsvarsskrift og deri opgiver en til Sagens Udførelse for ham eller hende antagen Sagfører, af Sagsøgeren andrages på, at der må blive beskikket Sagsøgte en Forsvarer af det Offentlige, Forsømmer han dette, afvises Sagen. I Forbindelse med denne Forskrift står Reglen i § 406, hvorester Sagsøgtes Udeblivelse ikke medfører, at der overgår ham Udeblivelsesdom i Henhold til § 286, men kun har til Følge, at Sagen udsættes, indtil der ved en af det Offentlige på Sagsøgerens Begjæring beskikket Sagfører gives Møde i Sagen. Som tidligere fremhævet hvile disse Bestemmelser på en allerede i den bestående Ret anerkjendt Grundsætning. Hvad angår Salæret til den for Sagsøgte beskikkede Forsvarer, har man fundet det naturligst at lade det Offentlige udrede dette (§ 401 sidste Stykke), medmindre Processens Omkostninger pålægges Sagsøgeren som tabende Part; i så Fald er der nemlig ingen Grund til, at han ikke ligesåvel skulde udrede det omhandlede Salær som de øvrige Omkostninger i Sagen,

Om Parternes Forpligtelse til personlig at fremstille sig for Retten til Afhørelse i Sagen handles i §§ 402 og 403. Som det vil erindres, gjælder efter Udkastets almindelige Procesmåde den Regel, at enhver af Parterne, når Modparten forlanger det, af

Retten kan indkaldes til personligt Møde for at afhøres, dog ikke under Ed. Efterkommer Parten ikke sin Forpligtelse i den nævnte Henseende, kan Retten fortolke sådant Forhold på den for Modparten gunstigste Måde og navnlig henholde sig til dennes Forklaring (§§ 96 og 97). Det ligger i Forholdets Natur, at disse Regler ikke kunne ansees for fyldestgjørende i Ægteskabssager. For det Første må den Retten påhvilende Forpligtelse til i Embeds Medfør at påse, at den påberåbte Grund til Ægteskabets Ophævelse virkelig er tilstede, naturlig føre til, at Retten i Ægteskabssager af egen Drift kan anordne en sådan Afhørelse og ikke blot, når det forlanges af Modparten. Dernæst bør Afhørelsen i disse Sager kunne foregå under Ed. Om man end har fundet Betænkelighed ved i det foreliggende Udkast at optage Parters Afhørelse under Ed som almindelig Regel, er der dog på den anden Side ingensomhelst Grund til at opgive dette Oplysningsmiddel på et Område, hvor det allerede længe har været i Brug hos os uden at have vakt nogen Forargelse. Også efter de nugjældende Regler for Ægteskabssagers Behandling kan det nemlig i de Tilfælde, hvor Parten er pligtig at fremstille sig til Afhørelse, af Retten pålægges ham at bekræfte sin Forklaring med Ed. Udkastets Regel er kun deri forskjellg fra den bestående Ret, at slig Afhørelse, som tidligere kun var hjemlet i enkelte Skilsmissesager og for Sagsøgerens Vedkommende, efter Udkastet kan anvendes i alle de i nærværende Kapitel omhandlede Ægteskabssager og det ikke blot for Sagsøgerens Vedkommende, men også overfor Sagsøgte, hvis denne boer eller opholder sig i Riget, Udvidelser, der ere i god Overensstemmelse med det nye System og tilvejebringe en yderligere Betryggelse af det Offentliges Interesse i disse Sager. Hvad angår Hævdelsen af Parternes heromhandlede Forpligtelse, må den Grundsætning, at Retten skal forvisse sig om Ophævelsesgrundens Virkelighed, være til Hinder for at søge en tilstrækkelig Tvang til Opfyldelsen i en Bemyndigelse for Retten af den i § 97 angivne Beskaffenhed. I §§ 402—403 gives derfor nogle særlige Bestemmelser om dette Punkt. Den Tvang,

Udkastet hjemler overfor Sagsøgeren, svarer ganske til, hvad der nu er gjældende Ret, og kan i og for sig ikke fremkalde nogensomhelst Betænkelighed. Sagen bliver altså at afvise, hvis Sagsøgeren ikke efterkommer den omhandlede Forpligtelse (§ 402 i Slutn.). For Sagsøgtes Vedkommende indskrænker Virkningen sig til, at Udeblivelsen eller Vægringen efter Omstændighederne kan komme i Betragtning som Bevismiddel imod den Pågjældende, medens der ikke kan tillægges dette Forhold den videregående Retsvirkning, som ommeldes i § 97 (§ 403 i Slutn.),

Om Betydningen af indrømmende Proceserklæringer, Parternes Udeblivelse, Tavshed eller ubestemte Erklæringer gives der i § 404 Regler, som ganske stemme med den bestående Ret, Det Samme tør vistnok figes om Bestemmelsen i § 405, hvorefter der i Ægteskabssager ikke bliver Anvendelse for Parts Ed i den Skikkelse, hvori dette Institut forekommer i den almindelige Procesmåde, men kun således, at Retten i de Tilfælde, hvor Parten Afhøres under Hovedforhandlingen (§§ 402—403), kan pålægge Vedkommende at bekræfte hele sin under Afhørelsen afgivne Forklaring med Ed. Vel er der ingen Tvivl om, at der tidligere har gjældt en anden Regel i vor Ret; efter Christian den Femtes Lov kunde nemlig Parts Ed i den almindelige Skikkelse anvendes i alle Slags Sager uden Hensyn til, om Parterne have Rådigbed over det Forhold, som er Sagens Gjenstand. Men efterhånden som Benægtelsesed gik af Brug i Straffesager, er en tilsvarende Forandring vistnok i Praxis foregået for Ægteskabssagers Vedkommende. Hvad angår Sigtelsesed, måtte dens Udelukkelse i Ægteskabssager, efterat Bestemmelsen i D. L. 1—14—7 var bortfalden, allerede følge deraf, at der ikke havdes særlig Lovhjemmel for dens Anvendelse i disse Sager, Til at hævde den Ordning, som således har udviklet sig i Praxis, er der efter det foreliggende Udkast såmeget mere Grund, som dette i Ægteskabssager har åbnet en videre Adgang til at Afhøre Parterne under Ed, end der er hjemlet i den bestående Lovgivning.

Endnu bemærkes, at de særegne Bestemmelser om Indstævningsmåden og Stævnevarselets Længde, som den bestående Lovgivning indeholder for visse Ægteskabssager (Frd. 29de Maj 1750 § 1 og 11te September 1839 § 10 jfr. § 9), ikke ere optagne i Udkastet, da dettes almindelige Regler i så Henseende må ansees tilstrækkelige også i Ægteskabssager.

Med Hensyn til Bestemmelsen i § 407 henvises til de indledende Bemærkninger til dette Kapitel.

I § 408 gives nogle Bestemmelser om Behandlingen af Sager, hvorunder en bortebleven Persons Arvinger ifølge Frd. 11 September 1839 søge sig hans Formue tilkendt enten til Frugtnydelse eller til Ejendom. For disse Sager har man nemlig anset det for rigtigt, i Lighed med, hvad der også er anerkjendt i den nugjældende Ret, tildels at give de samme Undtagelsesbestemmelser, som finde Anvendelse i Ægteskabssager. Således er det i Overensstemmelse med Frd, 11te September 1839 gjort Arvingerne til Pligt efter Rettens Anordning at fremstille sig for at afgive edelig Forklaring angående de Omstændigheder, på hvilke Sagens Afgjørelse beror. Fremdeles stal der efter Udkastet i disse Sager drages Omsorg for, at et Forsvar for den Borteblevne møder, en Foranstaltning, som vel ikke er påbudt i vor nuværende Lovgivning, men finder sin Begrundelse i lignende Hensyn som dem, der have ført til Bestemmelserne i §§ 401 og 406.

Om den Fremgangsmåde, som skal iagttages, når Nogen stal nmyndiggjøres eller Ente stal sættes under fast Lavværgemål.

Efter den bestående Lovgivning foregår, som bekjendt, Afgjørelsen af de Spørgsmål, Overskriften til nærværende Kapitel angiver, ad den sædvanlige Øvrighedsvej. Denne Fremgangsmåde, der i lang Tid har været fulgt hos os, stemmer ikke med, hvad der i de europæiske Lovgivninger er den almindelige

Regel og tør vistnok endogså — når bortsees fra det norske Retsområde, der også i denne Henseende endnu har bevaret Fællesskabet med den danske Ret — betegnes som en enestående Ordning. I sågodtfom alle europæiske Stater*) gjælder den Regel, at Spørgsmål om Umyndiggjørelse afgjøres ad Retsvejen, om end under Former, der mere eller mindre afvige fra den almindelige processuelle Fremgangsmåde. En judiciel Behandling af disse Sager betragtes ganske almindelig som en Garanti, der ikke kan vane Spørgsmål om at opgive ved Afgjørelser af så indgribende Betydning, og de Reformer, der fremtræde i de nyere Love og Udkast, gå nærmest ud på at forøge Garantien ved at knytte den judicielle Afgjørelse til så betryggende Former, som det er muligt at tilvejebringe. Ligesom det allerede herefter lå nær i Forbindelse med den almindelige Omordning af vort Retsvæsen, som Kommissionen har havt til Opgave at forberede, også at optage det Spørgsmål, om der måtte være Grund til at søge tilvejebragt en Forandring i de hos os bestående Regler for Fremgangsmåden i Umyndiggjørelsessager, således blev der af Justitsministeriet i Slutningen af 1871 under Henvisning fåvel til de ovenfor påpegede Forhold som til den Indflydelse, den forestående Adskillelse mellem Domsog Øvrighedsmyndigheden må udøve på Spørgsmålets Afgjørelse, rettet en særlig Opfordring til Kommissionen om at gjøre Sagen til Gjenstand for Overvejelse og eventuelt inddrage den under de Rettergangsforslag, det påhviler Kommissionen at udarbejde. Efterat Kommissionen i Overensstemmelse hermed har underkastet denne Sag en nøje Drøftelse, er man kommet til den Overbevisning, at Umyndiggørelse ikke bør vedblive at være en administrativ Sag Vel må det indrømmes, at der ikke hidtil hos os har kunnet påvises Misbrug af den Administrationen på dette Område tilkommende Myndighed. Det er derhos ubestrideligt, at den nuværende

Fremgangsmåde fra et Hensigtsmæssighedssynspunkt frembyder visse Fordele, idet den er hurtig, billig og bedre end nogen anden Ordning i Stand til at tage skånende Hensyn til de Privates Interesser. Men når Spørgsmålet er, ad hvilken Vej man bedst kan tilvejebringe en for alle Tider og Forhold betryggende Afgjørelsesmåde, lader det sig ikke benægte, at Afgjørelsens Henlæggelse til Domstolene vil give en større Garanti, end den nuværende Ordning kan yde. Dette Hensyn bør efter Kommissionens Formening stilles i første Række, hvor der er Spørgsmål om en i Personens Retsstilling så dybt indgribende Foranstaltning, og — som det nærmere vil fremgå af det Følgende — kan det fyldestgjøres, uden at de væsentligste af de Fordele, den nuværende Afgjørelsesmåde frembyder, behøve at opgives. Kommissionen måtte derfor allerede i Henhold til denne Betragtning anse en Overgang til det i Gvropa almindelig fulgte System for tilrådelig. Men hertil kommer endnu, at den Adskillelse af Doms- og Øvrighedsmyndigheden, hvorpå den af Kommissionen foreflåede Retsorganisation hviler, medfører en sær egen Hindring for under det nye System at bibeholde den hidtil hos os fulgte Fremgangsmåde med Hensyn til Umyndiggjørelse. Efter den bestående Lovgivning er det — bortset fra Kjøbenhavn — Skifteforvalteren, hvem det tilfalder at afgjøre det heromhandlede Spørgsmål, dog ikke i hans Egenskab af Dommer, men således, at der imod hans Afgjørelse haves Rekurs til Overøvrighederne, en Ordning, som ester hele den Dobbeltstilling, de nuværende Underdommere indtage, ikke frembyder nogen særlig Ulempe. Under det nye System vilde det derimod åbenbart været lidet naturligt at henlægge Afgjørelsen til Enkeltdommeren i første Instants under Rekurs til Øvrighederne i højere Instants, og vilde man på den anden Side i Overensstemmelse med det Princip, som iøvrigt følges i Systemet, overlade Afgjørelsen til Politimesteren, sees det let, at en sådan Ordning vilde frembyde en ganske anden Fare end den, der var forbundet med den admini-

*) Dette gjalder således om England, Frankrig,
de tyste Stater, samt Suerig og Holland.

strative Afgjørelse i de nuværende Underdommeres Hånd.

Medens Kommissionen af de ovenfor fremhævede Hensyn eenstemmig har tiltrådt den Grundsætning, at Spørgsmål om Umyndiggjørelse bør afgjøres ad Retsvejen, har det derimod været Gjenstand for Tvivl, under hvilke Former Sagens Behandling ved Domstolene stal foregå. Der har vel været Enighed om, at det af Hensyn til de heromhandlede Sagers Beskaffenhed ikke er muligt at blive stående ved de almindelige processuelle Former; men Spørgsmålet har drejet sig om, hvor langt man tør fjerne sig fra disse, På den ene Side er den Betragtning gjort gjældende, at Sager om Umyndiggjørelse for Størstedelen ville frembyde så liden Tvivl, at de ikke gjøre Krav på en egentlig processuel Behandling, men uden Betænkelighed kunne henvises til Afgjørelse under lignende simple Fortner som de, der for Tiden anvendes ved Spørgsmålets Afgjørelse ad Øvrighedsvejen. Herigjennem vilde man da undgå de Udgifter, hvormed Gjennemførelsen af en Proces er forbunden, og på samme Tid opnå den Hurtighed i Afgjørelsen, der jævnlig vil være nødvendig, for at den Pågjældende i rette Tid kan blive forhindret fra at råde over fin Formue. Fra dette Synspunkt har Kommissionen særlig taget under Overvejelse, om det måtte kunne overlades til Underretten at træffe Afgjørelsen uden forudgående kontradiktorisk Forhandling dog fåledes, at der forbeholotes Vedkommende Adgang til, hvis de ikke vilde slå sig til Ro ved den af Underretten trufne Afgjørelse, at fåe Sagen behandlet ved Landsretten i Form af en egentlig Proces. Man har imidlertid i Betragtning af disse Sagers Betydning fundet afgjørende Betænkelighed ved i en sådan Udstrækning at opgive den Garanti, en Behandling i processuelle Former frembyder. Vel lader det sig ikke bestride, at der hyppigt vil forekomme Tilfælde af så utvivlsom Beskaffenhed, at hin Garanti kunde undværes; men det er neppe muligt et drage en praktisk brugbar Grænse i denne Henseende. Navnlig synes det betænkeligt at lade den mere betryggende Behandlingsmåde bortfalde, blot fordi der ikke rejses Anke i Sagen fra

den Pågjældendes Side, idet denne selvfølgelig ofte vil være en så lidet handledygtig Person, at der ikke kan bygges Noget på hans Passivitet overfor den i første Instants trusne Afgjørelse. Ser man hen til de fremmede Lovgivninger, vil det også findes, at disse i Almindelighed binde Afgjørelsen til en egentlig Proces. Dette er fåledes Tilfældet såvel i England som i Frankrig, Af særlig Betydning er Udviklingsgangen i Tyskland. Her har der hidtil i enkelte Stater bestået en anden Ordning; men i den nye Civilproceslov for hele Riget er det nu fastsat, at Afgjørelsen skal træffes under Iagttagelse af Procesformen, og i Lovudkastets Motiver fremhæves det, at de under det bestående System vundne Erfaringer noksom have godtgjort Nødvendigheden af en sådan Behandling.

Ligesom Udkastet i Henhold til de ovenfor udviklede Grunde fastholder som almindelig Regel, at Spørgsmål om Umyndiggjørelse skulle behandles under Form af en Proces, således er det fremdeles fundet rettest at henlægge Afgjørelsen til Landsretten, Dette stemmer med Udkastets almindelige Princip, som der vistnok ikke er Grund til særligt i disse Sager at fravige. Når det først er givet, at Afgjørelsen skal træffes i processuelle Former, altså efter forudgående kontradiktorisk Forhandling, vil der neppe i nogen Retning kunne vindes Væsentligt red at henvise Sagen til Underretten. Hvad angår Hurtighedshensynet, er det således indlysende, at Gjennemførelsen af en Proces, uanset om den foregår ved Landsret eller Underret, altid vil medtage så megen Tid, at hint Hensyn under begge Forudsætninger må fyldestgjøres ad en særegen Vej, hvorom nærmere i det Følgende. Og hvad Billighedshensynet angår, vil det, — navnlig når hensees til den offentlige Anklagers Optræden i disse Sager — i Reglen heller ikke kunne medføre nogen færdeles væsentlig Forskjel, om Sagen behandles ved den ene eller anden Ret. I al Fald synes dette Hensyn ikke at burde komme i Betragtning overfor den Betydning, det har, at Afgjørelsen i disse undertiden på et vanskeligt skjøn beroende Sager træffes af

en kollegialt besat Ret, Udkastet fastholder derfor, at disse Sager i Almindelighed skulle for Landsretten,

Fra den Grundsætning, at Spørgsmål om Umyndiggjørelse skulle afgjøres gjennem en Proces for Landsretten, opstiller Udkastet et Par Afvigelser som have deres Grund i praktiske Hensyn. For det første har Kommissionen forment, at en simplere Form kunde være tilstrækkelig, når Andragendet om Umyndiggjørelse er udgået fra den Pågjældmde selv eller i al Fald denne ikke indvender Noget imod det, efterat han af Underdommeren, til hvem Andragender om Umyndiggjørelse altid først skulle indgives, er opfordret til at møde og erklære sig over det Da Spørgsmålet under denne Forudsætning nærmest kun står på, om der er tilstrækkelig, Grund til at påbyrde det Offentlige Bestyrelsen af Vedkommendes Formue, har man ikke fundet Betænkelighed ved i disse Tilfælde at overlade til Underdommeren uden foregående kontradiktorisk Forhandling endeligt at afgjøre, om Umyndiggjørelse skal finde Sted (§ 411 1ste Stykke). Dernæst er der for de Tilfælde, i hvilken den endelige Afgjørelse overensstemmende med Hovedreglen først kan træffes efter en Proces ved Landsretten, åbnet Adgang til Afsigelse af et foreløbigt Umyndiggjørelsesdekret. Som allerede tidligere fremhævet vil der jævnlig være Trang til uden Ophold at kunne gjøre en Person umyndig for at forebygge, at han ikke i den Tid, der hengår mellem Andragendets Fremkomst og Umyndiggjørelsesdekretets Afsigelse, tilsætter sin Formue ved ødelæggende Dispositioner. Dette Hensyn, som fuldkommen fyldestgjordes ved den hidtil bestående Ordning, bør ikke opgives i det nye System, Udkastet har derfor tillagt Underdommeren Bemyndigelse til strax forinden Sagens Indsendelse til Landsretten at afsige et foreløbigt Umyndiggjørelsesdekret, dersom Umyndiggjørelsesgrundene findes at være sandsynliggjorte ved de fremlagte Beviser og der kan antages at være Fare forbunden med Opsættelse (§ 411 sidste Stykke). Dette foreløbige Dekret træder i Kraft strax, og det vil således opnåes, at Umyndiggjørelsen efter Udkastet kan komme med den samme Hur-

tighed som efter den hidtil gjældende Ret, Hvad angår den nærmere Fremgangsmåde ved Umyndiggjørelsen, omhandle §§ 409—411, hvorledes Sagen rejses, og hvilke Skridt Underdommeren har at foretage i den, medens Proceduren for Landsretten fremstilles i §§ 412—416, jfr. § 420.

I § 409 bestemmes, hvem der er berettiget til at fremsætte Andragende om Umyndiggjørelse, Man er herved i Overensstemmelse med fremmede Lovgivninger gået ud fra, at foruden Vedkommende selv må visse ham nærstående Personer være beføjede til at rejse Sagen, og at det derhos af Hensyn til den Interesse, det Offentlige har i Spørgsmålets Afgjørelse, må påhvile Øvrigheden i fornødent Fald at træde supplerende til. Som Private, der ere berettigede til at rejse Sagen, nævnes i § 409 1ste Stykke Pågjældendes Ægtefælle, Slægtninge, Værge, Kurator eller Lavværge. Andragendet kan altså fremsættes af enhver Slægtning, hvor fjern end Forbindelsen er. Man har ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fastsætte en Grænse i så Henseende, da man dog i hvert Fald måtte medtage alle arveberettigede Slægtninge og Kredsen allerede herigjennem vilde blive så vid, at Begrænsningen neppe vilde fåe praktisk Betydning. Alle de under Opregningen indbefattede Personer ere lige berettigede til at begynde Sagen; de senere nævnte ere altså ikke undergivne den Begrænsning, at de først kunne optræde, når de Foranstående i Rækken ikke ville sætte sig i Bevægelse.

Medens der tilkommer de ovenfor anførte Personer samt Pågjældende selv en selvstændig Beføjelse til at bringe Epørgsmålet for Domstolene, ville andre Private, der måtte onske at fremkalde en Umyndiggjørelse, være henviste til at forelægge Øvrigheden sådanne Oplysninger, som kunne bestemme den til at skride ind. Finder Øvrigheden i Henbold til de Oplysninger, som ad denne eller anden Vej ere komne den i Hænde, tilstrækkelig Grund til at rejse Sag, sker dennes Forfølgning efter § 409 2det Stykke ved den offentlige Anklager, At der pålægges Anklageren det heromhandlede Hverv, tør vistnok antages ikke at ville med«

føre nogen Ulempe for hans øvrige Embedsvirksomhed. Vel er Antallet af Umyndiggørelser ikke ubetydeligt;*) men ligesom det tør påregnes, at Andragende ikke sjælden vil blive fremsat af Pågjældende selv eller hans Nærmeste, således ville disse Sager i Reglen være så simple og lidet vidtløftige, at deres Gjennemførelse kun i ringe Udstrækning kan lægge Beslag på Anklagerens Tid. Efter mange fremmede Lovgivninger påhviler det endvidere den offentlige Anklager at medvirke i de Sager om Umyndiggjørelse, der anlægges af Private; men til at tilråde en sådan Medvirkning har Kommissionen ikke fundet tilstrækkelig Grund, idet lignende Hensyn som de, der i Bemærkningerne til forrige Kapitel fremhævedes for ikke at gjøre Brug af Statsanklageren i Ægteskabssager udenfor de i § 407 omhandlede Tilfælde, også gjøre sig gjældende i Sager om Umyndiggjørelse.

Ifølge § 410 indledes Sagen altid med, at der til vedkommende Underdommer indgives skriftligt Andragende, fåvidt muligt ledsaget af skriftlige Beviser for de Omstændigheder, ved hvilke Umyndiggjørelsen skal begrundes. skjønnes yderligere Oplysninger fornødne, kan Underdommeren gjøre Vedkommende opmærksom herpå og opfordre ham til at tilvejebringe dem, ligesom han kan indkalde den, der søges umyndiggjort, til at møde for ham. Herigjennem bliver det muligt for Underdommeren at tilvejebringe det fornødne Grundlag for Afgjørelsen af de Spørgsmål, som i § 410 henvises til hans Afgjørelse, dels om endelig Umyndiggjørelse, forsåvidt Andragendet er udgået fra den Pågjældende selv eller denne dog ikke indvender Noget imod det, dels om det foreløbige Umyndiggjørelsesdekret, som i andet Fald efter Omstændighederne kan blive at afsige af Underoommeren. Om Grunden til disse Spørgsmåls Henlæggelse til Underdommeren henvises forøvrigt til den ovenfor givne Udvikling.

Ere Betingelserne for Spørgsmålets

endelige Afgjørelse ved Underdommeren ikke forhånden, har denne at indsende Andragendet og de samme ledsagende Beviser i Forbindelse med sådan skriftlig Erklæring, hvortil han måtte finde Grund, til Formanden for den Landsret, under hvilken han står. Ved Landsretten bliver derefter Sagen at behandle efter de for Landsretsproceduren gjældende almindelige Forskrifter (§ 420 1ste Stykke) med enkelte af det Offentliges Interesse og Sagens øvrige særegne Beskaffenhed følgende Lempelser, se §§ 412—416. Ifølge § 412 skal der således af Landsrettens Formand, så snart Sagen er indkommet til Retten, beskikkes en Sagfører til at varetage dens Tarv, som foges umyndiggjort, hvis ikke en Sagfører anmelder sig som antagen af denne selv. Nødvendigheden af den heromhandlede Foranstaltning er indlysende, hvor Andragendet om Umyndiggjørelse sløttes på den Pågjældendes Aandssvaghed. Men selv hvor Andragendet støttes på anden Grund, såsom Ødselhed, føre dog lignende Hensyn som de, der ligge til Grund for den tilsvarende Regel i Ægteskabssager, til ikke at tilstede en Umyndiggjørelse, uden at der er taget til Gjenmæle i Sagen. Derefter berammer Landsrettens Formand til Sagens mundtlige Forhandling et Retsmøde, til hvilket begge Parter indkaldes ved Foranstaltning af Formanden. Efter de heromhandlede Sagers Beskaffenhed har man ikke anset det fornødent at kræve en sådau forberedende Skriftvexling, som i den almindelige Procesmåde går forud for den mundtlige Forhandling. De af Underretten indsendte Aktstykker, med hvilke Indstævntes Sagfører forudsættes at have havt behørig Lejlighed til at gjøre sig bekjendt forinden Retsmødet, ville viftnok afgive et tilstrækkeligt Grundlag. I det til den mundtlige Forhandling ansatte Retsmøde bliver det, efterat Parterne have ytret sig, at bestemme, om der allerede på Grundlag af de foreliggende skriftlige Beviser og Erklæringer kan træffes endelig Afgjørelse i Sagen, eller om en yderligere Bevisførelse behøves (§ 413). Findes Andragendet om Umyndiggjørelse allerede efter de foreliggende Oplysninger at burde afvises som ugrundet, ophæver Landsretten det foreløbige Umyndig«

gjørelsesdekret, dersom et sådant måtte være afsagt af Underdommeren. Skal yderligere Bevisførelse foregå, berammes der hertil et senere Retsmøde, i hvilket da Parterne må fremstille de Vidner og skjønsmænd og fremkomme med de andre Beviser, som de formene at kunne benytte og forskaffe. Derhos kan Retten, hvor den finder Grund dertil, af egen Drift indkalde den, der søges umyndiggjort, til at møde til Afhørelse for den, en Afvigelse fra de almindelige Regler, som begrundes ved disse Sagers særegne Beskaffenhed. At der jævnlig vil være Grund for Retten til i Medfør af § 76 at lade den nævnte Afhørelse foregå for lukkede Døre, er en Selvfølge. Når Bevisførelsen er sluttet, finder endelig Af gjørelse Sted i Sagen. Rettens Afgjørelsertræffes efter frit skjøn, og der kan altså ikke af indrømmende Proceserklæringer, Tavshed eller ubestemte Erklæringer flyde de Virkninger, som efter de almindelige Regler i borgerlige Sager skulle eller kunne tillægges sådant Forhold; men slige Omstændigheder kunne alene komme i Betragtning som Bevismidler. Heller ikke kan der i Tilfælde af Sagsøgtes Udeblivelse træffes Afgjørelse i Henhold til § 286; men Sagen må i så Fald udsættes, indtil der er truffet fornøden Foranstaltning til, at der kan blive givet Møde for Sagsøgte. Udebliver derimod Sagsøgeren, vil Sagen i Reglen være at afvise; dog kan Retten udsætte den, dersom Omstændighederne give Grund hertil (§ 415). Hvad angår Afholdelsen af Sagens Omkostninger, gives der i § 416 nogle Regler, som vistnok ville findes stemmende med Forholdets Natur. Bliver Pågjældende umyndiggjort, er det givet, at Foranstaltningen er truffen i hans Interesse, og Omkostningerne bør derfor pålægges ham. Ligeså klart er det, at han ikke bør afholde Omkostningerne, når Andragendet om Umyndiggjørelse ikke tages til Følge. Derimod synes det naturligt i dette Tilfælde at lade den, som har rejst Sagen, bære Omkostningerne. Heri vil tillige ligge en Modvægt imod ugrundede Andragenders Fremsættelse, Er Sagen rejst af Øvrighedeu, blive Omkostningerne, hvis Andragendet ikke tages til Følge, at pålægge det Offentlige, for hvem denne Forpligtelse

ikke kan have nogen videre økonomisk Betydning.

Den Fremgangsmåde, der efter det Anførte skal følges ved Umyndiggjørelse i egentlig Forstand, bliver efter § 417 ligeledes at anvende, når Andragende om, at Enke må fættes under fast Lavværgemål, fremsættes af Andre end hende selv. Derimod gives der i § 417 2det Stykke en særlig Bestemmelse for det Tilfælde, at en Enke selv begjærer at blive sat under en fast Lavvæge. Medens det iøvrigt er en i vor Ret anerkjendt Grundsætning, at Ingen bør have Adgang til at blive umyndiggjort, blot fordi han selv ønsker en sådan Foranstaltning, har det viftnok længe været almindelig antaget i Praxis, at en Enkes Begjæring om at sættes under fast Lavværgemål kan tages til Følge uden videre Undersøgelse, og skjønt denne Praxis ikke kan ansees for stemmende med D, L. 3 — 17—42, har man dog fundet det rettest at stadfæste en Fremgangsmåde, der har været fulgt i så lang Tid. Kun er det en Følge af Udkastets Princip, at Bestikkelsen i det nye System bliver at meddele af en Ret, i dette Tilfælde naturligst Underretten.

Bestemmelsen i § 418, der går ud på at sikre den hurtigst mulige Iværksættelse af de i Anledning af Umyndiggjørelsesdekretet fornødne Foranstaltninger, trænger ikke til nærmere Forklaring.

I § 419 omhandles den Fremgangsmåde, der bliver at iagttage, når Umyndiggjørelsesdekretet begjæres ophævet, fordi Grunden til denne Foranstaltnings Vedbliven formenes at være bortfalden. Da den Trang til hurtig Indgriben, der så hyppigt er forhånden ved Umyndiggjørelser, ikke gjør sig gjældende i det heromhandlede Tilfælde, stal Andragendet om Umyndiggjørelsens Ophævelse ikke ind leveres til Underdommeren, men umiddelbart tilstilles vedkommende Landsrets Formand. Andragendet kan fremsættes af de Samme, der ifølge § 409 kunne rejse Sag om Umyndiggjørelse, altså også af den Umyndiggjorte selv. Dog er det til Forebyggelse af, at Retten bebyrdes med ugrundede Andragender, hvortil efter Erfaringens Vidnesbyrd Umyndiggjorte ere meget tilbøjelige, fundet

rettest for det Tilfælde, at Begjæringen fremkommer fra en på Grund af Eindssvaghed Umyndiggjort eller Andre på hans Vegne, at knytte Adgangen til Retsforhandling til den Betingelse, at Andragendet er ledsaget af en Læges Anbefaling, Skal Andragendet ikke, fordi en sådan mangler, lades upå agtet, har Landsrettens Formand til Sagens Foretagelse at beramme et Retsmøde, om hvilket der, forsåvidt Andragendet er udgået fra den Umyndiggjorte, skal meddeles hans Værge betimelig Underretning. Hvad angår Sagens videre Behandling for Retten, har man troet at kunne blive stående ved en simplere og mindre formløs Fremgangsmåde end den, der følges ved Umyndigjørelser. Navnlig er det ikke fundet nødvendigt at anordne en egentlig kontradiktorisk Forhandling, men Afgjørelse træffes, efterat Retten har hørt den Pågjældende og prøvet de af ham fremførte Beviser.

Ifølge § 420 kan Påanke af Landsrettens Beslutninger i de i nærværende Kapitel omhandlede Tilfælde ikke sinde Sted. Da Afgjørelsen i disse Sager hviler på et skjøn, vilde Påanke være unyttig i et Processystem, som ikke giver Adgang til ny Bedømmelse af Bevisspørgsmålet. Heller ikke er der Grund til at overføre de i tredie Afsnit, Kapitel II. givne Regler om ny Foretagelse af Sagen ved samme Ret, idet Spørgsmålet om Umyndiggjørelse eller Ophævelse af denne Foranstaltning til enhver Tid kan optages påny.

Om Fremgangsmåden ned at erhverve Mortifikations- eller Ejendomsdom.

Overgangen til det nye Processystem må efter Forholdets Natur medføre nogle Forandringer i de hidtil gjældende Regler om den formelle Fremgangsmåde, der bliver at følge i Mortisikationssager. Derimod har man ikke fundet Grund til at gribe ind i de bestående Regler om, hvem der kan søge Mortifikation og hvilke Dokumenter der kunne mortificeres, eller angående Retsvirkningerne af

Mortisikation. Disse Spørgsmål falde udenfor Civilprocessen og må afgjøres efter Hensyn, der ere ganske uafhængige af den gjældende Procesform. Bestemmelserne i det foreliggende Kapitel angå derhos — som allerede antydet i dets Overskrift — kun de Tilfælde, i hvilke Mortifikationen er betinget af forudgående retslig Forfølgning og Dom, medens den Række Lovbud, der give Adgang til at opnå Mortifikation uden Iagttagelse af sådan Fremgangsmåde, t. Ex. med Hensyn til Sparekassebøger, i det Hele blive uberørte af Udkastets Bestemmelser.

Af de Forandringer i de på dette Område gjældende Regler, som Udkastet har bragt i Forslag, er den væsentligste Bestemmelsen i § 422, der henviser Afgjørelsen af det Spørgsmål, om Mortifikationsstævning må udstedes, til Retskjendelse i Stedet for de hidtil brugelige administrative Bevillinger, en Forandring, der stemmer med det forøvrigt af Udkastet fulgte System og heller ikke er ganske uden Forbillede i den gjældende Ret. se Lov om Oplagshuse af 23de Februar 1866 § 9. At dernæst Afgjørelsen af det heromhandlede Spørgsmål er henlagt til Landsretten, stemmer med Udkastets almindelige Princip, ligesom det også i og for sig er af Betydning ved disse Afgjørelser at have den Betryggelse, som en Kollegialrets Kjendelse af giver. Endelig vil det vistnok findes naturligt, at den samme Ret, som træffer den nysnævnte Afgjørelse, også skal behandle selve Mortisikationssagen. Denne skal derfor uden Hensyn til Sagens Værdi gå til Landsretten. Et andet Spørgsmål er, om der måtte være Grund til, hvor Sagens Værdi er ringe, at lade indtræde en Lempelse i Omkostningerne; men dette Spørgsmål, hvis Løsning ikke hører hjemme i det foreliggende Udkast, vil frembyde sig, til hvilken Ret end Mortifikationssagen henlægges.

§ 421 optager i det Væsentlige de nugjældende Værnethingsregler, kun udtrykte på en simplere Måde. Forsåvidt ikke Dokumentet er et Pantebrev i fast Ejendom, henviser Udkastet, i Overensstemmelse med hvad der også efter den bestående Lovgivning er den almindelige Regel, Mortifikationssagen til

Retten på det Sted, hvor Dokumentet er udstedt. I fremmede Lovgivninger lægges hyppigt Vægten på Opfyldelsesstedet; men det kan lettere tænkes at være Gjenstand for Tvivl, hvor Opfyldelsen rettelig må antages at skulle foregå, end hvor Dokumentet er udstedt, da dette sidste er et rent faktisk Spørgsmål, som i Reglen let kan besvares og ordentligvis endog vil være tilstrækkelig oplyst ved selve Dokumentets Indhold. For det sjældnere forekommende Tilfælde, at disse Regler ikke lade sig anvende, f. Ex., fordi Dokumentet er udstedt af en dansk Undersåt i Udlandet, har man ikke fundet det nødvendigt i Lighed med den gjældende Ret at henvise Værnethingets Fastsættelse til en Afgjørelse, som træffes for hvert enkelt mødende Tilfælde; men Sagen skal i så Fald efter Udkastet altid anlægges i Kjøbenhavn, en Regel, som neppe kan medføre nogen praktisk Ulempe.

I §§ 422—425 gives der Regler om Fremgangsmåden, som bliver at følge ved Afgjørelsen af det Spørgsmål, om Mortifikationsstævning må udstedes. Herom skal der til Landsretten for det Sted, hvor Mortifikationssagen i Henhold til § 421 vil være at anlægge, indgives skriftlig Begjæring, ledsaget af Oplysninger, som vise, at den, der søger Mortifikation, er berettiget til at erholde den, og navnlig om Måden, hvorpå Dokumentet er frakommet ham, hvorhos det pågjældende Dokument selvfølgelig, for at der overhovedet skal kunne være Tale om at mortificere det, må betegnes med en sådan Tydelighed, at det ikke kan forvexles med andre. Selve Afgjørelsen træffes ved Kjendelse i et Retsmøde, hvor Retten, forinden der tages Beslutning i Sagen, kan stille Spørgsmål til Andrageren, som derfor skal tilsiges til Mødet. Udebliver han eller befindes hans Svar ufyldestgjørende, kan Retten nægte ham at udstede Indkaldelsen. Efter flere fremmede Lovgivninger kan det pålægges Andrageren at beedige sin Forklaring. Men ligesom man overhovedet i det foreliggende Udkast har lagt an på så lidt som muligt at gjøre Brug af Partsed, således har man også i det heromhandlede Tilfælde troet at kunne undvære det nævnte

Institut, der ikke på dette Område har været i Brug under det ældre hos os bestående System og endnu mindre synesatkunne være nødvendigt i det nye, som gjennem Andragerens Afhørelse — for hvilken han selvfølgelig må stå til Ansvar efter Straffebestemmelserne om falsk Forklaring for Retten — giver et Middel til Sagens Oplysning, der ikke tidligere havdes.

En Fordel ved den nye Ordning er, at Afgjørelsen af Spørgsmålet om Mortifikationsstævningens Tilstedelighed kan gjøres til Gjenstand for Påanke, dersom Indkaldelses Udstedelse nægtes. Derimod bliver der i modsat Fald selvfølgelig ikke Spørgsmål om Påanke på dette Trin, men Sagen går videre. Ifølge § 425 kan den, der vil anke over, at Udstedelse af offentlig Indkaldelse er nægtet kam, under Form af Besværing indanke Landsrettens Kendelse for Højesteret, som da afgjør Sagen på Grundlag af den indgivne skriftlige Begjæring med tilhørende Oplysninger i Forbindelse med den Protokoltilførsel. som i Henhold til § 424 sidste Stykke foretages ved Landsretten angående de til Andrageren stillede Spørgsmål og af ham afgivne Svar.

Reglerne for selve Mortifikationssagens Behandling indeholdes i §§ 426—431. Sagen indledes med en offentlig Indkaldelse, som udfærdiges af Retten i Overensstemmelse med den indgivne Begjæring og derefter af den, der søger Mortifikation, foranstaltes bekjendtgjort i de offentlige Tidender. Indkaldelsen sker ifølge § 427 til en af Retten bestemt Retsdag, som ikke må falde tidligere end 12 Uger og ikke senere end 1 År etter Indkaldelsens tredie Indrykkelse i de offentlige Tidender. Denne Ordning, der gjør det muligt ved Fastsættelsen af Varslets Længde at tage Hensyn til det enkelte Tilfældes Beskaffenhed må vistnok foretrækkes for den hidtil gjældende almindelige Regel, hvorefter Varselet altid var År og Dag og således hyppigt blev længere, end det kunde ansees for nødvendigt, jfr. herved Lov om Oplagshuse af 23de Februar 1866 § 9, der for denne Lovs Område gav en lignende Forskrift om Varselets Ansættelse som den, der i nærværende Udkast er foreslået som al-

mindelig Regel. Iøvrigt svare Udkastets Bestemmelser om Indkaldelsens Indhold i alt Væsentligt til de bestående.

Efter den gjældende Ret antages den Omstændighed, at Nogen melder sig i Henhold til den udgåede Indkaldelse og fremsætter Indsigelse, i og for sig at måtte være til Hinder for, at der kan gives Mortifikationsdom. Herved tillægges der imidlertid den angivne Omstændighed en videregående Virkning, end der efter Sagens Natur synes at kunne tilkomme den. Den naturlige Ordning er vistnok, at den, der søger Mortifikation, når det under en særskilt Sag er blevet endelig afgjort, at den fremkomne Indsigelse er ugrundet, opnår ganske den samme Stilling, som om der ikke fra først af var mødt Nogen. I Overensstemmelse hermed fastsættes det i § 428 2det Stykke, at Sagsøgeren, når Nogen moder i Henhold til Indkaldelsen og fremsætter Indsigelse, er berettiget til, forsåvidt Retten ikke i den brugte Fremgangsmåde ser nogen Hindring derfor, at forlange Mortifikationsdom afsagt med udtrykkeligt Forbehold af den Mødendes Net. Spørgsmålet om den Mødendes Ret til at modsætte sig Mortifikationen bliver da at afgjøre under en særskilt Sag, med Hensyn til hvis Anlæg og Udførelse i Et og Alt forholdes efter de almindelige Regler, se § 429. Det er ikke fundet nødvendigt at give en bestemt Regel om, hvilken Part der skal anlægge Sag, enten den, der søger Mortifikation, eller den, som har rejst Indsigelse derimod, men det overlades til Parterne selv, hvem af dem der vil tage Initiativet. Bliver Sagens endelige Udfald, at den imod Mortifikationen rejste Indsigelse forkastes, får den Mortifikationssøgende ifølge § 430 samme Retsstilling, som om den oprindelig med Forbehold afsagte Mortifikationsdom var givet uden sådant.

I § 431 udtales, at Mortifikationsdomme som sådanne, hvad enten de ere afsagte med eller uden Forbehold, ikke kunne angribes ved Påanke undtagen på Grund af Fejl eller Mangler ved den brugte Fremgangsmåde eller på Grund af, at Tilfældet ikke egner sig til Mortifikation. At Påanke må

kunne bygges på sidstnævnte Grund, er aldeles klart efter den nye Ordning. Forøvrigt måtte det heromhandlede Punkt også efter den gjældende Ret kunne indbringes for Domstolene som et Spørgsmål, om Administrationen har overskredet sin Kompetence ved Mortifikationsbevillingens Meddelelse.

Ifølge § 432 sidste Stykke berører det foreliggende Udkast ikke Bestemmelserne i Frd. 28de Marts 1845 § 17 om Adgang for Pantebøgernes Bestyrere til at erhverve Dom til Udslettelse af forældede Hæftelsesbreve. Disse Bestemmelser angå et Forhold af helt anden Beskaffenhed end den Mortifikation, der udgår fra Parten, Derimod skulle Udkastets Regler finde Anvendelse på den i Lov 23de Februar 1866 § 9 omhandlede Mortifikation ar Oplagsbeviser, dog således, at det for disse Tilfælde, i Overensstemmelse med hvad der er hjemlet i den nævnte Lov, ved Kjendelse kan bestemmes, at de oplagte Varer imod Sikkerhedsstillelse kunne udleveres eller afhændes, forinden Varselet er udløbet.

Efter § 433 skulle Udkastets Bestemmelser om Mortifikation med de af Forholdets Natur flydende Lempelser også komme til Anvendelse, når Nogen vil søge Ejendomsdom efter forudgående offentlig Indkaldelse. Den gjældende Rets Regler om Adgangen til at søge sådan Ejendomsdom såvelsom om Retsvirkningerne af den blive derimod iøvrigt ikke berørte af Udkastet, se § 434.

Om Nettens Tvang til Forpligtelsers Opfyldelse.

I nærværende Afsnit indeholdes dels Reglerne om Exekution i egentlig Forstand og dertil sig sluttende Tvangsauktion eller den almindelige Anvendelse af Tvangsmyndigheden, som finder Sted i Henhold til Dom, offentligt Forlig eller anden Akt, som Lovgivningen dermed har sat i Klasse, dels Reglerne om den Anvendelse af Tvangsmyndigheden, som Udkastet undtagelsesvis i Overensstemmelse med den

gjældende Ret hjemler for en vis Kreds af Tilfælde, uden at der foreligger et sådant Grundlag, (Udpantning samt Udsættelses- og Indsættelsesforretninger.)

Om Exekution og Tvangsauktion.

Såvel efter den franske Ret som efter den nye Civilproceslov for det tyske Rige, der forsåvidt har optaget den hidtil kun i enkelte tyske Retsterritorier, navnlig det rhinske og det hannoverske, bestående Ordning, er Tvangsmyndighedens Udøvelse for en væsentlig Del henlagt til en underordnet Betjent (huissier, Gerichtsvollzieher), som ikke har nogen Jurisdiktion og ikke forudsættes at være Jurist. Han handler vel under et almindeligt Tilsyn af Retten; men når kun det fornødne Exekutionsgrundlag haves tilstede, iværksætter han selvstændigt og på egen Hånd efter Rekvirentens Forlangende de exekutive Handlinger uden Hensyn til, at der fra Domfældtes Side fremsættes Indvendinger. Hvis denne skal kunne standse Erekutionen, må han forevise et Inhibitorium fra en Ret, og det er altså for Retten, at han, for at opnå Udstedelsen af et sådant Inhibitorium, må fremkomme med sine Indsigelser mod Exekutionen, hvorimod Exekutionsbetjenten ikke kan tage disse Indsigelser under Påkjendelse. Når Erekutionen er sket, foretager eller forestår derefter den samme Betjent Forauktioneringen af det Gods, hvori der er gjort Exekution, forsåvidt det ikke er fast Ejendom. Exekution i faste Ejendomme og deres Forauktionering (den såkaldte Subhastation) foreståes derimod af Stedets Ret (Enkeltdommeren.)

Som det vil sees (§ 437), har Udkastet ikke foreslået en sådan Ordning indført her i Landet, men det har bevaret den gjældende Rets Regel, hvorefter Exekutioner foretages af en med Jurisdiktion udrustet Embedsmand. Kongens Foged, der er i Besiddelse af de Egenskaber, som udfordres for at være Dommer. Man har nemlig ikke kunnet finde det tvivlsomt, at denne Ordning, hvor

iøvrigt Betingelserne for den ere tilstede, frembyder væsentlige Fordele fremfor det i de ovennævnte Lovgivninger fulgte System. Hvis man overdrager Udførelsen af Exekutioner til en underordnet Betjent uden Jurisdiktion, må der enten opstilles den Regel, at denne Betjent skal fravige Forretningen, såsnart Domfældte overhovedet gjør nogen Indsigelse mod dens Fremme, indtil Indsigelsen er påkjendt af Retten, eller også må det, som efter hine Proceslove, være Reglen, at Forretningen ubetinget nyder Fremme uden Hensyn til de fremkomne Indsigelser. Men begge Ordninger medføre Ulemper, som derimod undgåes, når Exekutor således som efter vor gjældende Ret forsynes med Jurisdiktion, så at han strax på Stedet kan påkjende de fremkomne Indsigelser og, hvis han finder dem ugrundede, fremme Forretningen. At Exekutor er istand hertil, er en betydelig praktisk Fordel. Det hører nemlig, som bekjendt, ikke til Sjældenhederne, at der fremkommer Indsigelser mod en Exekution, selv hvor Grundlaget for denne er en Dom. Og vil man, som Udkastet i Overensstemmelse med vor tidligere Retsudvikling har foreslået, anerkjende offentligt Forlig samt under visse Betingelser Pantebrev i fast Ejendom som Exekutionsgrundlag (§ 435 2° og 3°), fremtræder det som særlig nødvendigt, at Exekutor har Myndighed til at påkjende de forskjellige Indsigelser mod disse Akters Gyldighed, som kunne fremkomme. Endelig må endnu erindres, at Udkastet ligesom den gjældende Ret i visse Tilfælde (Udpantning samt Udsættelsesog Indsættelsesforretninger) hjemler Anvendelse af Tvangsmyndigheden til Rettigheders Gjennemførelse, uagtet der ikke foreligger noget af de nysnævnte Grundlag og således er en endnu nærmere liggende Mulighed for Indsigelsers Fremkomst.

Det fortjener også at bemærkes, at der i senere Tider i Frankrig har hævet sig Stemmer mod den ovenfor beskrevne Ordning, f. Ex. Regnard, idet man har foreslået at henlægge Exekutioners Udførelse til Fredsdommerne. På den anden Side har vel, som ovenfor bemærket, den nye Civilproceslov for det tyske Rige, om end med nogen Lempning,

indført den rhinske Rets GerichtsvollzieherInstitut i hele Riget, et Skridt, der i Lovudkastets Motiver erklæres at ville blive af ikke ringe Betydning for Retsforfølgningens Fremme. Men når denne Ordning er bleven roest såmeget i Tyskland, bænger dette sammen med den uheldige Måde, hvorpå Tvangsmyndighedens Udøvelse var ordnet efter den hidtil i en stor Del af Tyskland gjældende Ret. Thi det var sædvanligt, at Dommens Exekution forestodes af den Ret, som havde afsagt Dommen; det var altså denne Ret, til hvilken Domhaveren måtte henvende sig med sin Erekutionsklage, og som derefter, når den havde besluttet Exekutionen, besørgede den udført ved et Bud, der kun var et rent mekanisk Redskab for Retten og altså ingen Ting kunde foretage på egen Hånd. I Sammenligning med denne Ordning betragte Motiverne til Udkastet til Civilprocesloven for det tyske Rige Exekutionens Henlæggelse til en på eget Ansvar handlende, skjønt ikke med Jurisdiktion forsynet, „Gerichtsvollzieher" som et Fremskridt, og fremhæve, at der herved gives Domhaveren Udsigt til en virksommere Tvangsanvendelse, idet Gerichtsvollzieher under Følelsen af sit Ansvar og med fin mere selvstændige Stilling vil kunne klare sig i mange Tilfælde, i hvilke et blot Retsbud ikke vilde kunne bringe Sagen til Ende, og idet overhovedet en større Hurtighed i Tvangsanvendelsen vil opnåes. Disse Grunde kunne ikke efter vore Forhold være af nogen Betydning. Den Omstændighed, at Exekutor hos os er udrustet med Jurisdiktion, bevirker, at der ikke sker noget Vrud på den fornødne Hurtighed i Tvangsanvendelsen, og over Mangel på pligtmæssig Energi eller over partisk Lunkenhed hos vore Fogder som Exekutorer har man aldrig hørt klage. Det turde derimod netop være en Fordel, at man af Fogden, som jo er Underdommeren selv, langt snarere end af en underordnet Betjent, der ikke kan forudsættes at stå højt i Dannelse, tør vente, at han som Exekutor vil vise en passende Takt og Humanitet, hvor en sådan måtte være på sin Plads, og at han red sin hele Stilling efter Omstændighederne vil kunne forebygge altfor hensynsløse Anvendelser af Tvangsmyndigheden, som, om end strengt taget lovlige,

dog må ansees for lidet ønskelige. I Frankrig vælger Domhaveren selv sin huissier, og herpå sættes der megen Pris, fordi man mener, at vedkommende huissier under denne frie Konkurrence vil være mere ivrig efter at tilfredsstille Domhaveren og skaffe ham Fyldestgjørelse. Hos os vilde man vistnok snarere føle sig frastødt ved denne Tanke; man vil sikkert i den omhandlede Henseende ligesom hidtil finde en tilstrækkelig Garanti deri, at Exekutioner henlægges til Underdommeren som Foged, og det vil efter den almindelige Tænkemåde hos os snarere blive anset for en Fordel, at Exekutor er en Mand, af hvem man, når Omstændighederne tale derfor, kan vente et vist Mådehold. Endnu bemærkes, at Civilprocesloven for det tyske Rige ikke har turdet overlade en Gerichtsvollzieher Afgjørelsen af, om Dommen er i Exekutionsstand, navnlig med Hensyn til, om Retsmidler ere bragte til Anvendelse mod den eller ikke. og derfor foreskriver, at Domhaveren, forinden der kan foretages Exekution, må erhverve en Exigibilitetsattest. Om denne Attest må han da henvende sig til Retsskriveren ved den Ret, som har afsagt Dommen i første Instants, eller efter Omstændighederne til Retsskriveren ved Appelinstantsen. Indførelsen af en sådan Ordning og de dermed forbundne Omsvøb undgåes, når Exekutionerne henlægges til Fogden, til hvem det kan betroes at afgjøre alle Spørgsmål om Exigibilitetens Indtræden ligesåvel som alle andre Tvistigheder, der måtte opstå under Forretningen. Ligeledes vil der i det Følgende (jfr. de Side 192—193 fremsatte Bemærkninger til § 451) blive gjort opmærksom på endnu et Forhold, ved hvis Ordning det vil vise sig forbundet med ikke uvæsentlige praktiske Fordele, at Exekutionen foretages af en med Jurisdiktion forsynet Embedsmand.

Ligesom man efter det Anførte har måttet anse denne Ordning for den i sig hensigtsmæssigste, således turde det også være den, der bedst stemmer med Sagens Natur, idet Exekution, og Tvangsauktion begge som henhørende til Retsforfølgningen efter deres Væsen nærmest må ansees for judicielle Akter, og endelig er den Betragtning blevet anset for afgjørende, at der i al

Fald ikke er nogen Grund til at opgive den tilvante Ordning af dette Forhold, medmindre derved kunde opnåes væsentlige Fordele. Som en sådan er det vel blevet anført, at man ved at fritage Underdommerne for de heromhandlede Forretninger muligen vilde kunne opnå nogen Formindskelse i deres Antal; men sålænge mange andre judicielle Forretninger, f. Ex. den kriminelle Forundersøgelse og Skifteforvaltningen, må henlægges til Underdommerne, vil det væsentlig blive andre Faktorer, navnlig de lokale Forhold og især Afstandshensynet, som må blive bestemmende for, hvor stort deres Antal bør være, og den Omstændighed, at Exekution henlagdes til andre Funktionærer, vilde ikke såe nogen væsentlig Indflydelse i så Henseende.

Den gjældende Ret henlægger, som bekjendt, ikke Foretagelsen af det efter Udlæget følgende exekutive Skridt, Tvangsauktionen, til Fogden, men til Auktionsdirekteuren. Denne Ordning, som vistnok står i Forbindelse med, at også frivillige Auktioner hos os betragtes som judicielle Akter, er ukjendt i de fleste fremmede Lovgivninger. Disse betragte i Almindelighed Udlæget og Tvangsauktionen som en Enhed og henlægge derfor Afholdelsen af sidstnævnte til samme Myndighed, som har foretaget de første exekutive Skridt. Da man i nærværende Udkast er gået ud fra, at de Auktioner, der ikke ere Tvangsauktioner, ikke fremtidig skulle vedblive at være judicielle Handlinger (jfr. den Tide 210 ff. givne Udvikling af dette Spørgsmål), er det anset for hensigtmæssigt også hos os at simplificere det hele Forhold ved at henlægge Tvangsauktionens Afholdelse til den Foged, der har foretaget Exekutionen (§ 497), en Forandring, som iøvrigt ikke har udøvet nogen videre Indflydelse på Reglerne om Tvangsauktion,

I nærværende Afsnit, navnlig den Del af samme, som handler om Exekution, har Udkastet i Modsætning til, hvad der er Tilfældet i de foregående Afsnit, som indeholde Reglerne om Domsbehandlingen, i væsentlige Punkter kunnet bygge på den gjældende Ret som Grundlag. Medens nemlig Gjennemførelsen af Mundtligheds- og Umiddelbarhedsprincipet for Domssagernes Vedkommende

har måttet føre til en fuldstændig Omdannelse af det hele Processystem, ville Retsreglerne om Exekution og Tvangsauktion og Proceduren under disse Retshandlinger ikke i nogen meget væsentlig Grad påvirkes af disse Principers Gjennemførelse, Thi al Bevisførelsen efter det nye System ordentligvis skal foregå umiddelbart for en Ret, som uden Appel påkjender Bevisspørgsmålet medfører vel, at en egentlig Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn og Parternes personlige Afhøring i Reglen ikke kan ske for Fogden. Men på en meget lignende Måde stiller Forholdet sig efter den gjældende Ret. Om der end efter denne ikke principielt er Noget til Hinder for, at Vidneforklaringer og Synsforretninger fremlægges for Fogden til Oplysning om omtvistede Fakta, finder Sådant i Virkeligheden næsten aldrig Sted og kan i Almindelighed ikke finde Sted, fordi slige Beviser ikke haves på rede Hånd og Udsættelse til deres Tilvejebringelse ikke kan fåes; det er således i Reglen først under Appellen, at der bliver Tale om en egentlig Bevisførelse, og Parterne have derfor en uindskrænket Adgang til under Appellen af Exekutionsforretninger og Tvangsauktioner at fremkomme med Nyt, Derved, at Udkastet allerede af Hensyn til Umiddelbarhedsprincipet regelmæssig må henlægge Bevisførelsen til Appellen, indføres der altså i Virkeligheden ikke noget Nyt. Medens Forhandlingerne for Fogden efter det Anførte stå uberørte af Umiddeibarhedsprincipet, vil dette Princip derimod i sædvanlig Udstrækning komme til Anvendelse i Appelinstantsen, forsåvidt ikke det imod Forretningen anvendte Retsmiddel er Besværing, hvorom nærmere nedenfor. Hvad dernæst angår Mundtlighedsprincipet, har dettes Gennemførelse med Hensyn til Forhandlingerne for Fogden vel ført til enkelte nye Regler og Afvigelser fra den gjældende Ret, se således § 483; men på Grund af den hele Procedures Simpelhed og den summariske Karakter, som altid må blive dens Hovedsærkjende, ville Reglerne om Proceduren findes at være af forholdsvis ringe Omfang og Betydning, og den omtalte Principforandring har derfor ikke kunnet udøve nogen mærkelig Indflydelse på Retsreglernes Indhold.

Uagtet man således for dette Afsnits Vedkommende i det Væsentlige har kunnet bygge på den gjældende Rets Grundlag, vil det imidlertid findes, at dets enkelte Bestemmelser ikke lidet afvige fra de nugjældende. Dette gjalder dog i mindre Grad om den Del af nærværende Afsnit, der handler om Exekution (Kap, I.—III). idet de Forandringer i den ældre Ret, hvorom Kommissionen på dette Område havde stillet Forstag, for en stor Del allerede bleve optagne i Konkursloven af 25de Marts 1872 samt Lov om Udpantning og om Udlæg uden Grundlag af Dom eller Forlig af 29de Marts 1873. Af nye Bestemmelser, der særligt angå Exekution, skal kun fremhæves, at Udkastet har forladt den i vor nugjældende Ret (Frd. 6te April 1842) anerkjendte Grundsætning, at Exekutionen af Domme, der gå ud på Foretagelsen af en Handling, i Reglen skal ske ved Inddrivelsen af en i Dommen fastsat daglig eller ugentlig Mulkt, og istedet derfor opstillet den i flere nyere Love antagne Regel, at sådanne Dommes Exekution skal ske derved, at Domhaverens Interesse i Dommens Efterkommelse anslåes i Penge, og at Vederlagsbeløbet derefter inddrives (§ 451), en Forandring, som endvidere har havt til Følge, at Gjældsfængsel efter Udkastet i det Hele er bortfaldet som Exekutionsmiddel. Mere indgribende ere de Afvigelser fra den gjældende Ret, som Udkastet indeholder på Tvangsauktionens Område (Kap. IV). Udkastet har nemlig her efter flere fremmede Lovgivningers Exempel gjennemført den Hovedgrundsætning, at Tvangsauktionen såvidt muligt skal være en Opgjørelse, som omfatter alle dem, der ere interesserede i den eller de bortfolgte Ting, medens det nu er Reglen, at enhver Auktionsrekvirent kun iværksætter Retssorfølgningen på sine egne Vegne (jfr. Frd. 11te September 1833 § 1 i Slutningen), hvorfor de øvrige i Tingen Interesserede på den ene Side have Valget imellem, om de under Forfølgningen ville forholde sig aldeles passive, eller om de hver for sig ville indlede en jævnsides med Rekvirentens gående selvstændig Forfølgning, men på den anden Side også ere indskrænkede enten til det ene eller det andet af disse Alternativer uden at

have noget Krav på at delagtiggjøres i den af Rekvirenten foretagne Forfølgning, Som en Afvigelse fra den bestående Ret, der er fælles for Exekution og Tvangsauktion, skal endelig anføres, at Udkastet, overensstemmende med det i Domssager fulgte Retsmiddelsystem, opstiller en dobbelt Form, hvorunder Fogedrettens Afgjørelser kunne indbringes til højere Rets Prøvelse, nemlig ved Siden af Påanke i egentlig Forstand Besværing til højere Ret (Kap. V.), hvilket sidste Retsmiddel der på Fogedforretningernes Område er givet Anvendelse overalt, hvor Anken alene angår de processuelle Betingelser for Forretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmåde.

Almindelige Betingelser for Exekution.

I § 435 gives en Oversigt over de Grundlag, i Henhold til hvilke Fogden kan skride til Anvendelse af Tvangsmyndigheden. I så Henseende fastsætter Udkastet, overensstemmende med den gjældende Ret, at Exekution kan ske på Grundlag af:

1) Domme og Kjendelser, afsagte af lovligt bestående Domstole i Riget såvelsom af andre indenlandske Myndigheder, der efter Lovene ere beføjede til at afsige exigible Kendelser. Ved disse sidste Udtryk sigtes der f. Ex. til Landvæsens- og Overlandvæsenskommissioner, jfr. Lov 30te Decbr. 1858 § 25;

2) Forlig, indgåede for de i Riget lovlig bestående Forligskommissioner, Retter eller Øvrigheder, for de sidstnævntes Vedkommende dog kun, forsåvidt det ved Lovgivningen er dem pålagt at mægle Forlig i sådanne Tilfælde, såvelsom for Landvæsenskommissioner og andre Myndigheder, om hvilke Lovene bestemme, at de for dem afsluttede Forlig skulle kunne exekveres.

Endelig nævner § 435, næst i sidste Stykke at henvise til de i nærværende Afsnits 2den Hovedafdeling fastsatte Regler om Udpantning samt om de såkaldte Udsættelsesog Indsættelsesforretninger uden foregående Lovmål og Dom, som Grundlag for Exekution: 3) thinglæste Pantebreve, hvorved

der for en bestemt angiven Pengesum gives Pant i faste Ejendomme, når de indeholde Parternes Vedtagelse om, at der uden føregående Lovmål og Dom skal kunne gjøres Gxekution i Pantet, samt derhos ere oprettede eller vedkjendte for Notarius publicus eller for to Vitterlighedsvidner. Den således givne Regel i Forbindelse med Bestemmelserne i § 447 i Slutningen og § 550 svarer ganske til Forskriften i Lov om Udpantning og Udlæg uden Grundlag af Dom eller Forlig af 29de Marts 1873 § 15 1ste Stykke, når bortsees fra de der angivne Betingelser vedrørende Forfaldstidens Indtræden, hvilke man under Hensyn til den almindelige Regel i § 442, jfr. § 441, ikke har fundet Grund til at optage i Udkastet.

Medens Udkastet efter det Anførte i alt Væsentligt har optaget de nugjældende almindelige Regler om, hvad der kan tjene til Grundlag for Exekution, har man derimod ikke bevaret de hidtil bestående særlige Bestemmelser om visse Bankers og Kreditforeningers Ret til uden Lovmål og Dom at gjøre Exekution, i de til dem pantsatte faste Ejendomme (Pl. 1ste Juni 1837, Lov 20de Juni 1850 § 2 b, Lov 9de Februar 1866 samt Lov 25de Marts 1872 § 1 Nr. 2). Det Djemed, der tilsigtedes ved den disse Instituter indremmede særegne 'Adgang til Gxekution, må nemlig i det Væsentlige ansees for fyldestgjort ved den almindelige Regel i § 435 3°, idet de der fastsatte Betingelser ikke gå ud på Andet, end der efter den af de nævnte Instituter almindeligt fulgte Forretningsgang for antages også hidtil sågodtfom altid at være blevet iagttaget. Da man derhos med Hensyn til de Forandringer, Retsforfølgningen i det Hele vil undergå efter det nye System, har ment at burde føreskå Ophævelsen af de ovrige i ovennævnte Lovbud hjemlede Forrettigheder i Henseende til Exekution og Tvangsauktion, altså navnlig de pågjældende Instituters Ret til at forlange, at den, der anser fig forurettet ved den stedfundne Tvangsanvendelse, skal være henvist til Regressøgsmål ved Underretten, ville de omhandlede Instituter efter Udkastet i det Hele være under-

givne dettes almindelige Regler om Gxekution og Tvangsauktion.

Med Hensyn til Domme og Kjendelser afsagte ved udenlandske Retter er det, når bortsees fra Bestemmelserne i Lov 19de Februar 1861 om svenske Domme og Kjendelser, den gjældende Rets Regel, at de ikke som sådanne kunne fuldbyrdes ved Gxekution her i Riget, men at den, som her i Riget vil opnå Fuldbyrdelse af det, der ved fremmed Dom er ham tilkjendt, efter føregående Forligsmægling må anlægge en ny Sag mod den Forpligtede ganske under de i danske Love føreskrevne Former. Når den i Udlandet afsagte Dom indbringes for en dansk Domstol, har denne at afgjøre, om Parten i det føreliggende Tilfælde efter de danske Loves Grundsætninger kunde drages for den udenlandske Ret eller Myndighed, som har afsagt Dommen, samt om denne efter det pågjældende fremmede Lands Love i den føreliggende Skikkelse og Tilstand giver Adgang til Gxekution. Hvis da begge Dele findes at være Tilfældet, må den udenlandske Dom uden Tvivl ligefrem tages til Følge, som den føreligger, kun med den selvfølgelige Begrænsning, at den danske Domstol ikke kan give exigibel Dom til Foretagelsen af Noget, som efter vore Loves Grundsætninger er absolut forbudt. Ligesom den danske Domstol altså ikke skal indlade sig på en Undersøgelse af Sagens Realitet, således må det vistnok også antages, at en Bedsmmelse af Sagens processuelle Behandling ved den fremmede Ret falder udenfor den danske Domstols Område. Den Anskuelse har vel været fremsat, at Sagsøgte ved vore Retter måtte kunne gjøre den Indsigelse gjældende, at han ikke under Sagen i Udlandet har havt en fådan Adgang til at forsvare sig, som efter de danske Loves Grundsætninger kan ansees for tilstrækkelig. Men denne Lære synes inkonsekvent. Thi må det fra dansk Side anerkjendes, at den fremmede Ret har været beføjet til at inddrage Sagen under sin Jurisdiktion, bliver det heraf en Følge, at den må erkjendes for berettiget til i sin Behandling af Sagen at følge dens egne Proceslove. Den Fremgangsmåde, der efter det således Anførte for Tiden må anvendes

for at opnå Exekution af en ved fremmed Ret afsagt Døm, lider vistnok af en unødvendig Vidtløftighed, ligefom den også i andre Henseender frembyder Tvivl og Vanskelighed. Der er derfor Grund til i Overens' stemmelse med den Tendents, som i det Hele gjør sig gjældende i de fleste nyere Proceslove, at ordne Forholdet på en mindre indviklet Måde, nemlig således at Domhaveren ved en simpel Henvendelse til Retten, dog under Indkaldelse af Modparten, kan erhverve en' Exigibilitetserklæring med Hensyn til den fremmede Dom. Men vil man indføre en sådan Ordning i vor Ret — og hertil er der så meget mere Grund, som mange fremmede Proceslove betinge Meddelelsen af slig Exigibilitetserklæring af Gjensidighed fra det Lands Side, hvori Dommen er afsagt — synes det, da Fogden hos os er en judiciel Autoritet, naturligst og bekvemmest at overlade til ham at afgive Erklæringen, i hvilken Henseende han selvfølgelig har at gå frem efter de samme Regler, som efter det ovenfor Anførte må gjælde, når der i Henhold til den bestående Ret anlægges Domssag for at opnå Exekution af en fremmed Døm. I Overensstemmelse hermed ere Udkastets § 436 og § 443 affattede, dog at det er fundet rettest ikke umiddelbart i Loven at knytte den heromhandlede Retsvirkning til alle udenlandske Domme uden Forskjel, men at overlade den nærmere Bestemmelse af, på hvilke Stater Reglen stal finde Anvendelse, til Kgl. Anordning, Herved vil det da stå Regeringen åbent både at tage Hensyn til, hvorvidt Gjensidighed finder Sted — hvis Sådant iøvrigt måtte ansees for rigtigt — og til Retstilstanden og Retsforfatningen i de førskjellige Etater, Selve Reglen, således som den er givet i Udkastet, vil neppe findes at være forbundet med Betænkelighed; på en Måde frembyder Udkastets Ordning endog større Garanti for Domsældte end den gjaldende Ret, idet det nemlig (jfr. § 443) ubetinget må påhvile Domhaveren at førelægge Fogden de Oplysninger, som ere sornødne for at afgjøre, om de i § 436 føreskrevne Betingelser for Gxekutionen ere tilstede, uden at han, således som under en af ham an-

lagt Domssag, enten helt eller delvis kan fritages herfor på Grund af den Omstændighed, at Indstævnte er udebleven, idet der ikke fra Rekvisiti Fraværelse under en Fogedforretning kan hentes Stotte for Rigtigheden af Noget, som det påhviler Rekvirenten at bevise. — Med Hensyn til den i § 436 Litr, a omhandlede Betingelse skal det endnu bemærkes, at når det skal bedømmes efter de danske Loves Grundsætninger, om Nogen i et føreliggende Tilfælde kunde drages for en udenlandsk Ret, må der blive at se hen til Lovgivningens Regler om, hvorvidt Udlændinge kunne dommes ved danske Domstole (jfr. herved Udkastets § 32). Når altså den franske Code civil art. 14 bestemmer, at en Udlænding kan dommes af franske Domstole til Opfyldelse af Forpligtelser, som han i Udlandet har pådraget sig mod en Franskmand, så stemmer denne Regel ikke med vor Lovgivnings Grundsætninger, og en i Henhold hertil i Frankrig afsagt Dom over en Dansk vil følgelig ikke kunne exekveres her efter Regelen i § 436. — Med Hensyn til Sverrig henviser Udkastet til Lov 19de Februar 1861.

I § 437 gives Reglen om, at Gxekution føretages af Underdommeren, der i denne sin Virksomhed benævnes Foged. Paragrafen indeholder derhos den Bestemmelse, at der ligesom efter den gjældende Ret under Forretningen skal medtages to Vidner, som også have at føretage de under Forretningen føre> faldende Vurderinger og andre lignende Skjøn. At Fogden, når Vidnerne mangle behorig Sagkundskab, kan tilkalde andre kvalificerede Mænd, er også den gjældende Rets Regel. Da der i Almindelighed ikke bliver Spørgsmål om nogen Beedigelse af de under en Fogedforretning føretagne Vurderinger, er det anset passende at føreskrive, at Mændene i Protokollen skulle underskrive en Forsikring på Tro og Love om, at de ville udføre Vurderingen efter deres bedste Overbevisning. — Reglen i § 437 sidste Stykke, at det udøvende Politi er pligtigt at yde Fogden Bistand, stemmer med Sagens Natur og den gjældende Ret, jfr. Frd. 6te April 1842 § 8.

Med Hensyn til Exekutors specielle

Kompetence opstiller § 438 i Overensstemmelse med den gjældende Ret, jfr. D. L. 1—24—28, den Hovedregel, at ingen Foged kan føretage Exekutionsforretninger udenfor sin egen Retskreds; men medens denne Regel nu er undtagelsesfri, er det fundet hensigtsmæssigt i Overensstemmelse med en i vor Ret på et andet Område anerkjendt Grundsætning, jfr. Frd. 29de Novbr. 1837 § 6, at gjøre en Undtagelse netop for det i 1—24—28 omhandlede Tilfælde, at Forretningen blot er at anse som en Fortsættelse af en i Retskredsen begyndt Exekution, i hvilket Tilfælde der tillægges Fogden Kompetence til i tilstødende Retskredse at føretage Exekution i rørligt Gods. Meningen hermed er, at Fogden, når det ønskes af Rekvirenten, skal være ikke blot berettiget, men også forpligtet til at udføre Exekutionen i den tilstødende Retskreds; dog er der sat den Grænse for Fogdens Forpligtelse, at han ikke skal være pligtig at rejse mere end 2 Mile udover Grænserne af hans egen Retskreds.

§ 439 handler om Rekvisitionen og om de Oplysninger, som skulle ledsage denne. Det er anset for unødvendigt at forlange af Rekvirenten, at han skal fremlægge en fuldstændig Domsakt; Exekutionen må i Reglen, således som det allerede nu i visse Tilfælde er hjemlet ved den gjældende Lovgivning, kunne ske i Henhold til en blot Udskrift af Dommen; hvis denne undtagelsesvis ikke skulde være tilstrækkelig som Grundlag for Exekutionen, må Rekvirenten selvfølgelig, jfr. Ordene i § 439, fremskaffe de fornødne yderligere Oplysninger. I Overensstemmelse med, hvad der også nu antages for Ret, bestemmer Paragrafens sidste Stykke, at Rekvisitionen kan fremsættes mundtligt i Bagatelsager. Grænsen for disse er i Overensstemmelse med Hovedreglen i § 2 fastsat til 400 Kr.

Om Exekutors Forhold til Exekutionsgrundlaget handles der i §§ 440—443. For det Tilfælde, at Grundlaget er en Dom eller en Kjendelse, indeholdes der i § 440 Regler, som ville findes ganske at stemme med, hvad der i dette Forhold må antages for gjældende Ret. Ligesom det herefter er en Selvfølge, at Fogden er udelukket fra at

prøve den føreliggende Retsafgjørelses Rigtighed i Realiteten, således kan han heller ikke indlade sig på at afgjøre, om den måtte lide af formelle Fejl, forudsat dog, at den er udgået fra en Domstol eller anden til at afsige exigible Dekreter befojet Myndighed. Fogden vil altså ikke kunne nægte at exekvere en af en Underret afsagt Dom, felv om Sagen uretteligen måtte være bleven undergivet Underrettens Afgjørelse. Hvis derimod en Skifteret skulde have afsagt en Namsdom, vil Fogden have at nægte Exekution. Endelig er det en Selvfølge, at det Samme må blive Tilfældet, når Dekretet ifølge sit Indhold ikke kan fuldbyrdes, f. Ex. når det går ud på noget Umuligt eller på Anvendelsen af en Tvang, som ifølge Lovgivningen er utilstedelig, såsom hvis en Dom skulde lyde på, at en Hustru med Magt skal føres tilbage til Manden. Bortset herfra har Fogden altså at fuldbyrde Dekretet, selv om det måtte lide af nok så grove formelle eller materielle Fejl eller Mangler, og uden at det kan komme i Betragtning, at Mangelen er en sådan, at Dommen i Tilfælde af Pånke vilde blive annulleret eller underkjendt af Pånkeinstantsen i Embeds Medfor, f. Ex. når det fremgår af Sagen, at Umyndigheds- eller Mindreårighedsindsigelse måtte kunne giores gjældende. Thi heri ligger ikke nogen Grund til at fravige Reglen om faldne Dommes Retskraft. En ganske anden er Exekutors Stilling, når Exekutionsgrundlaget er Forlig, idet han i så Fald, jfr. § 441, kan påkjende alle Indsigelser mod Forligets Gyldighed, dog, hvad Retsforlig angår, kun, forsåvidt Fogdens Kjendelse ikke vilde indeholde en Bedømmelse af Rettens Handlinger. Dette stemmer, forsåvidt Forlig indgåede ved en Forligskommission eller en Dvlighed angår, ganske med den gjældende Ret. Hvad derimod Forlig, indgåede ved Retten, angår, bor det måske efter den bestående Ret antages, at alle Indsigelser imod Forligets Gyldighed skulle gjøres gjældende ved Appel. Man er imidlertid i det føreliggende Udkast gået ud fra, at der i og for sig ikke er til« strækkelig Grund til i den heromhandlede Henseende at stille Forlig, indgåede ved Ret-

ten, på en ganske anden Måde end andre Forlig, men at kun sådanne Indsigelser bor unddrages Fogdens Afgjørelse, som denne ikke kunde påkjende uden at komme ind på en Bedommelse af Rettens Handlinger.

Medens der ikke, selv om Parterne måtte være enige derom, kan erhverves exigibel Dom for en Fordring, som er knyttet til en Betingelse eller Tidsfrist, førend Betingelsen er indtrådt eller Tidsfristen udløbet, er der Intet til Hinder for, at der indgåes et Forlig om en betinget eller ikke forfalden Fordring, eller at der i al Fald ved Forliget tilføjes en Betingelse eller Tidsfrist, uden at Forliget derfor taber sin Exekutionskraft. Da der imidlertid, som ovenfor anført, i Reglen ikke for Fogedretten kan føregå nogen Bevisførelse ved Vidner, Syn og Skjøn eller Parternes personlige Afhøring, er det anset for rettest i § 441 sidste Stykke at optage en Bestemmelse om, at et sådant Forlig ikke kan exekveres, medmindre det enten ved Forligets eget Indhold eller ved andre offentlige Dokumenter eller ved Skyldnerens egen Indrømmelse er givet, at Betingelsen er indtrådt eller Tidsfristen udløbet, eller Betingelsen indtræder derved, at Forligshaveren i Fogdens Nærværelse føretager en Handling, tilbyder en Præstation eller desl., så at Fogden umiddelbart kan afgjøre, om Betingelsen er indtrådt. En lignende Regel opstilles derhos med Hensyn til Forlig om Fordringer, der stottes på en gjensidig bebyrdende Retshandel. — I § 442 gjøres de i § 441 med Hensyn til Forlig opstillede Grundsætninger anvendelige på de Pantebreve, hvilke der er tillagt Exigibilitet. — Hvad angår § 443, findes der Intet at føje til hvad der i det Foregående er anført om denne Paragraf.

Med Hensyn til Gxigibilitetens Indtræden er det som bekjendt den gjældende Rets Regel, at der kan føretages Exekution efter en appellabel Dom, idet den Frist, ved hvis Udløb Dommen bliver exigibel, er meget kortere end Appelfristen, hvorimod Exekutionens Foretagelse til enhver Tid inden Appelfristens Udløb hindres ved den virkelig iværksatte Appel af Dommen. En lignende Ordning finder Sted efter den franske Proces, kun at Fri.

sterne ere betydelig kortere end hos os, idet den Frist, ved hvis Udløb Dommen bliver exigibel, er 8 Dage og Appelfristen 3 Måneder, begge Frister regnede fra Dommens Forkyndelse. Hvad angår Tyskland, har det samme System i lang Tid været fulgt for de Territoriers Vedkommende, i hvilke den fransk-rhinske Ret gjaldt. Derimod har den nye Civilproceslov af 1876, der forsåvidt har havt et Forbillede i den fåkaldte almindelige tyske og den preussiske Ret samt den hannoverske Proceslov, for hele Rigets Vedkommende gjennemført den Grundsætning, at en Dom ikke kan fuldbyrdes, førend de ordentlige Frister for Retsmidlernes Anvendelse ere udløbne. Som allerede fremhævet i Bemærkningerne til 3die Affnit i det føreliggende Udkast, tale vægtige Grunde for at stræbe hen til en sådan Ordning. Vort nuværende System medfører den Ulempe, at der kan føretages adskillige Exekutioner, som vise sig unyttige, når Skyldneren under Appellen får Dommen forandret til sin Fordel, i hvilket Tilfælde der derhos, skjønt denne Vanskelighed ikke har været følt hos os, kan opstå indviklede Restitutionsspørgsmål. Det er derfor i Udkastet føreslået at sætte Exekutionsfristen til samme Tidslængde som Pånkefristen, en Ordning, der efter den betydelige Afkortelse, Udkastet har føreslået med Hensyn til Pånkefristen, neppe vil findes at frembyde Betænkelighed, såmeget mindre som Udkastet samtidig fastholder, at Fristen ikke skal være en absolut gjældende Tidsgrænse, men at der må kunne gjøres Undtagelse fra den, hvor særegne Omstændigheder tale for at tilstede Exekution sør Pånkefristens Udløb. Den ordentlige Frist for Retsmidlernes Anvendelse er efter Udkastets § 302 og § 329 4 Uger. Denne Frist er formentlig ikke for lang til at kunne tjene som almindelig Fuldbyrdelsesfrist; vel er denne ved Underretsdomme nu kun 15 Dage, men ved Overretsdomme er den til Gjengjæld 8 Uger, uden at heraf vides at være sporet nogen sær Ulempe, Befrygter Domhaveren Dispositioner fra Domfældtes Side medens- Exekutionsfristen løber, vil han i al Fald kunne sikre sig derimod ved Anvendelsen af de føreløbige Retsmidler, Arrest og Forbud

(jfr. herved § 594 sidste Stykke). Ligeoverfor andre Kreditorer, som i Henhold til offentligt Forlig, indgæet med Skyldneren, vilde kunne komme Domhaveren i Forkjøbet med Exekution, mæ han sikres dels ved, at der gives ham Adgang til at erholde Gxekution for den ordentlige Frists Udlob, dels ved, at den pæ Grundlag af sædant Forlig gjorte Gxekution i Tilfælde af Skyldnerens Konkurs vil kunne omstødes, jfr. Konkurslovens § 23. Endelig mærkes, at medens Fuldbyrdelsesfristen efter den gjældende Ret først leber fra Dommens Forkyndelse, stal den efter Udkastets § 444 allerede løbe fra Dommens Afsigelse, sæledes at Fuldbyrdelsesfristens Begyndelse i alle Tilfælde rykkes tilbage til Gjengjæld for, at dens Udløb i nogle Tilfælde skydes ud. Da Domfældte efter Udkastets § 274 altid fær Underretning om Dommens Afsigelse, og da der ingen Anledning er til at opstille som almindelig Regel, at der stal ske et Pækrav for Dommens Exekution, er der ingen Grund til først at lade Fuldbyrdelsesfristen løbe fra Dommens Forkyndelse. Den i § 444 givne Regel, at Fuldbyrdelsesfristen i Almindelighed er 4 Uger, finder Anvendelse pæ alle Domme. At den navnlig ogsæ mæ anvendes pæ Højesteretsdomme, følger ligefrem deraf, at der efter Udkastet haves Adgang til at anvende et Retsmiddel ogsæ mod fædanne Domme, jfr, § 340. Men selv afset herfra er der formentlig Grund til altid at give Domfældte en vis Tid at løbe pæ, efterat Dommen er falden; den gjældende Rets Regel, at en Højefteretsnamsdom kan exekveres, sæsnart den er affagt, er unødvendig streng mod Debitor. Den sidst anførte Betragtning indeholder Grunden til, at den i § 444 indeholdte Regel om Fuldbyrdelsesfristens Længde ogsæ — i Lighed med hvad der er Regel efter den gjældende Ret med Hensyn til inappellable Over- og- Underretsdomme — er gjort anvendelig pæ Domme, mod hvilke der ikke haves nogen almindelig Adgang til at anvende Retsmidler, nemlig dels Underretsdomme i Sager pæ 40 Kr. og derunder (§ 354), dels Landsretsdomme i Sager, som i første Instants ere pædømte ved Underretten (§ 354 sidste Stykke, jfr. § 361).

Nær Domfældte godtgjør at have bragt et Retsmiddel i Anvendelse inden Udløbet af de ordentlige Frister, hindrer han derved Dommens Exekution, se § 444. I Modsætning hertil bestemmer § 448, at nær Fuldbyrdelsesfristen er udløbet, kan Exekutionen ikke hindres ved senere iværksat Pæanke eller Begjæring om ny Foretagelse af Sagen, selv om de for disse Retsmidlers Anvendelse fastfatte eller senere bevilgede Frister endnu ikke ere forløbne. Pæ dette Punkt indeholder Udkastet en formentlig heldig Forandring i den gjældende Ret, ifølge hvilken Domfældte endogsæ efter Udløbet af de lange Appelfrister kan standse Dommens Exekution ved en pæ Oprejsningsbevilling stottet Appelstævning.

Fra den Regel, at Fuldbyrdelsesfristen er 4 Uger, opstilles der en Undtagelse i § 444 2det Stykke med Hensyn til Domme, der pæbyde en Handlings Foretagelse, idet Fuldbyrdelsesfristen her ligesom efter den gjældende Ret kan forlænges, hvis Domfældte findes at behøve længere Tid til at efterkomme Dommen, samt med Hensyn til Gdsdomme, for hvis Vedkommende Edsfristen (se § 260) tillige bliver at anse som Fuldbyrdelsesfrist. Endelig omtales Domme, ved hvilke der ikke bliver Tale om nogen egentlig Exekution, men som dog pæ anden Mæde kunne være at bringe i Udøvelse, idet ogsæ her det Princip gjennemføres, at dette ikke kan finde Sted, førend den almindelige Fuldbyrdelsesfrist er udløbet. Dette anvendes først pæ Domme, der pælægge at undlade Noget, med Hensyn til hvilke der nu haves en lignende Regel i Frd. 6te April 1842 § 9, og dernæst pæ Domme, der tilkjende Domhaveren en Ret, som ikke stal gjennemføres ved Gxekution, sæsom Ejendomsdomme, forsævidt sædanne kunne thinglæses som Hjemmel for Adkomst, Skilsmisfedomme, forfævidt de hjemle Ret til at indgæ nyt Ægtestab, Mortifikationsdomme, forsævidt de hjemle Ret til at fæe et Pantebrev udslettet af Pantebogen eller til at fordre Betaling erlagt imod en løs Kvittering.

Sævel fra den Regel, at Gxekution først kan ske, nær Dommen ved Fuldbyrdelsesfristens Udløb er blevet endelig, som fra den Regel, at den virkelige Anvendelse af Retsmidlerne hindrer Exekutionen, mæ der imidlertid gjøres Undta-

gelser, og herom handles der i § 445. Med Hensyn til Adgangen til at gjøre Exekution forinden Fuldbyldelsesfristens Udlob —. Noget, som undtagelsesvis kjendes i den gjældende Ret, jfr. Lov om So- og Handelsretten i Kjøbenhavn af 19de Febr. 1861 § 47 — har Udkastet troet, at det ikke vilde føre til noget heldigt Resultat, om man efter fremmede Lovgivningers Exempel i selve Loven vilde betegne dels visse Tilfælde, i hvilke Retten skal, dels visse Tilfælde, i hvilke Retten kan erklære en Dom exigibel inden Pånkefristens Udløb. Da det nemlig i denne Henseende væsentlig må blive den enkelte Sags Beskaffenhed, som må være afgjørende, vilde Følgen af at opstille sådanne almindelige Regler blive, dels at flere Tilfælde bleve udelukkede, som burde være medtagne, dels at Tilfælde gik ind under Reglen, i hvilke der aldeles ingen Grund var til at tilstede Exekution før den sædvanlige Frists Udleb; også dette Sidste vilde være uheldigt, idet det efter det Foranførte må anfees for i høj Grad ønskeligt, at Fuldbyrdelsesfrist og Appelfrist såvidt maligt falde sammen. Udkastet har derfor ikke engang med Hensyn til Sø- og Handelssager eller andre Sager, i hvilke allerede den gjældende Ret som almindelig Regel har afkortet Exekutionsterminen, fundet Anledning til at opstille nogen almindelig Undtagelse fra Hovedreglen, men det er anset rettest ganske at overlade det til Rettens frie Skjøn, om Citanten kan høres med en Påstand om, at Dommen skal kunne exekveres inden Pånkefristens Udløb; således er Forholdet også ordnet i Lov 19de Februar 1861 § 47. Uagtet Fogden er en selvstændig beslutlende judiciel Avtoritet, kan den omhandlede Afgjørelse dog ikke henlægges til ham, da han ikke har tilstrækkeligt Kjendskab til Sagen, og Citanten må derfor, hvis han onsker en kortere Fuldbyrdelsesfrist end den sædvanlige, fremkomme med Påstand derpå under Hovedforhandlingcn, inden Dom afsiges. Retten vil da i selve Dommen tage Bestemmelse i så Henseende, dog med den Begrænsning, at Fuldbyrdelsesfristen, hvis Dommen lyder på Ed, ikke kan blive kortere end Edsfristen, hvorhos det ifølge Sagvolderens Påstand kan bestemmes, at Domhaveren skal stille Sikkerhed, dersom han inden Udløbet af den almindelige Fuldbyrdelfesfrist vil exekvere

Dommen. — I § 445 2det Stykke gives dernæst den Regel, at det efter Vedkommendes senest under den mundtlige Hovedforhandling fremsatte Påstand i Dommen kan bestemmes, at Exekution med eller uden føregående Sikkerhedsstillelse skal kunne ske, om end Retsmidler betimeligt anvendes mod Dommen. Også her er det anset for rettest i Ligbed med, hvad der allerede nu er føreskrevet i Lov 19de Febr. 1861 § 46, at overlade Alt til Rettens frie Skjøn under behørigt Hensyn til det konkrete Tilfældes Beskaffenhed, og det er navnlig Meningen, at den anførte almindelige Regel blandt Andet skal afløse de tildels vilkårlige Bestemmelser, som den gjældende Lovgivning indeholder om det her omhandlede Forhold, i hvilken Henseende henvises til Reglerne i Frd, 13de Januar 1792, Frd. 25de Januar 1828 § 9 og Frd. 18de Mai 1825 § 72. Kjendelser, som afsiges under Sagens Drift, ville i Reglen ikke være af et sådant Indhold, at der bliver Spørgsmål om nogen Exekution af dem; forsåvidt dette imidlertid stundom vil kunne blive Tilfældet f. Er, med Hensyn til de i §§ 218, 219, 221 cg 234 omhandlede Kjendelser, kan dog Reglen om en Fuldbyrdelsesfrist af 4 Uger ikke passende bringes til Anvendelse navnlig af Hensyn til den Betydning for selve Horedfagens Fremme, som det efter Omstændighederne f. Ex. i de i §§ 2 l8 og 219 omhandlede Tilfælde kan bave, at en sådan Kjendelse hmtigt bliver cxekveret. Udkastets § 446 bestemmer derfor, at sådanne Kjen delser kunne exekveres straz, såsnart dc ere affagte og givne beskrevne, medmindre Andet frcmgår af Kjendclsens eget Indhold.

Udkastets § 447 handler om Exigibilitetens Indtræden ved Forlig og Pantebreve. Med Hensyn til Forlig bestemmes det, at Exekution ligesom efter den gjaldende Net kan ske, såsnart Forliget er forfaldent, uden at nogen Forkyndelse er nodvendig. For Pantebreves Vedkommende har Udkastet med en ubetydelig, af det nye System følgende Forandring optaget Varfelsbestemmelsen i Lov om Udpantning og Udlæg uden Grundlag af Dom eller Forlig af 29de Marts 1873 § 15. Om § 448 er talt ovenfor. Der er neppe ved Namsdomme mere end

ved andre Domme tilstrækkelig Grund til at give Regler om, at Exekutionskraften forældes efter en vis kort Tid Forløb, og § 449 bestemmer derfor, at Exekutionskraften alene tabes ved tyveårig Forældelse. Kun synes Billighed at tale for, al Domfældte, når Domhaveren har ladet lang Tid hengå uden at stride til Gxekution, fåer en ny Advarsel fra Domhaveren, forinden Gxekution sker; en sådan Regel findes i § 449, hvor den er gjort anvendelig ikke blot på Domme, men også på Forlig og Pantebreve. Som det vil sees, er Rekvirenten dog kun pligtig at iagttage dette, forsåvidt Skyldneren har bekjendt Bopæl inden Riget. Uden en sådan Begrænsning vilde nemlig den omhandlede Regel kunne blive til Hinder for Vedkommendes Retsnydelse.

Om Fuldbyrdelsesmåden.

Udkastets Grundtanke er her, at man for formueretlige Forpligtelser kun er berettiget til at holde sig til Skyldnerens Formue, men ikke til hans Person. Dette Princip blev allerede anerkjendt i Konkursloven 25de Marts 1872, men gjennemførtes dengang ikke i fuld Konsekvents. Ved den nævnte Lovs § 162 blev Gjældsfængsel vel ophævet i dets vigtigste Anvendelse som Exekutionsmiddel nemlig overalt, hvor der handles om Penges Betaling. Derimod bibeholdt Konkursloven Gjældssængslet i den Anvendelse, det hidtil havde havt på sådanne Forpligtelser, der gå ud på Fortagelse af andre Handlinger end Betaling af Penge. Dette var imidlertid — som det også fremhæves i Konkurslovudkastets Motiver, — udelukkende grundet deri, at den fuldstændige Gjennemførelse af Principet forudsatte en videregående Forandring af det bestående Exekutionssystem navnlig i den Retning, at Efterkommelsen af Domme, som gå ud på en Handlings Foretagelse, ikke sikres ved Tvangsmulkter, men derigjennem, at Domhaverens Interesse i Dommens Opfyldelse ansættes til et Pengebeløb, der inddrives ganske som en anden Gjæld, En sådan System«

forandring, som der ikke fandtes Lejlighed til at medlage i Konkursloven, er nu føreflået i det forliggende Udkast, idet Kommissionen har forment, at det bestående Tvangsmulktsystem hverken er begrundet i nogen praktisk Nødvendighed eller stemmende med rigtige Retsgrundsætninger. Holder man sig på det civile Område, tilsiger Sagens Natur formentlig, at Brud på den ved en Dom pålagte Forpligtelse kun bør medføre, at Domfældte bliver pligtig at erstatte det derved bevirkede Tab og ikke videre. Uden Hensyn til Beskaffenheden af det Retsgode, som rammes ved Exekutionen, altså selv om det er Formuen, bør derfor det Indgreb, der sker i Skyldnerens Rettigheder ikke være større end nødvendigt for at skaffe Domhaveren fuld Erstatning. Hvis man derimod tilføjer Skyldneren et Onde, som ikke udmåles efter denne rent civilretlige Målestok, men efter andre Hensyn, navnlig Hensynet til, hvad der kræves til at overvinde hans Modvillie o. desl., så er man — hvad enten dette Onde nu består i Ulempe på Person eller i Formuetab (Tvangsmulkter) — gået ud over den civile Exekutions naturlige Område og i Virkeligheden stået ind på lignende Afveje som dem, der føre til at forsvare Gjældsfængfel. En ganske anden Sag er det, at der efter Omstændighederne bor sættes offentlig Straf for modvillig at oversidde en Dom, men en sådan Straf bør kun bringes til Anvendelse ifølge en kriminel Dom, efterat der er ført Bevis for Skyldnerens Strafskyld, og det bør ikke stå Domhaveren frit for at vedblive med Tvangsmidlers Anvendelse, indtil Skyldneren selv beviser eller tilvejebringer Sandsynlighed for sin Mangel på Evne til at opfylde Dommen; thi Tvangsmidlet vil da kunne ramme Andre end den Modvillige, og selv om det rammer den Modvillige, vil det let kunne ske, at der derigjennem tilføjes ham et uforholdsmæssig stort Onde eller i al Fald et Onde, som ikke er udmålt efter hans Strafskyld, Disse Betragtninger føre konsekvent til at forkaste det i Frd. 6te April 1842 fulgte Tvangsmulktsystem ved Domme, som tilpligte Domfældte at føretage en Handling. Der er ingen Grund til, at der ved en fortsat Inddrivelse

af Tvangsmulkterne skal kunne påføres Domfæeldte et uforholdsmæssig stort Onde, især da hans Undladelse af at opfylde Dommen ikke behøver at grunde sig på Trods, i hvilken Henseende det må erindres, at den civile Exekution rammer Alle eens uden nogen Undersøgelse af de subjektive Omstændigheder. Domhaveren kan fra et civilretligt Standpunkt ikke fordre Mere end Erstatning. Det synes derfor naturligt i Stedet for Tvangsmulktsystemet at stille den i flere fremmede Lovgivninger, såsom den franste og i sin Tid den romerske Ret (jfr. i Modsætning hertil Civilprocesloven for det tyske Rige § 774), anviste Fremgangsmåde, hvorefter al Exekution i Tilfælde af den omhandlede Art skal ske ved Inddrivelse af det Pengebeløb, hvortil Domhaverens Interesse i Dommens Efterkommelse ved en foretagen Vurdering anflåes, dog selvfølgelig med Undtagelse af sådanne Tilfælde, i hvilke Fogden umiddelbart kan exekvere Dommen uden at tilføje Domfældte noget principstridigt personligt Onde. Til at stå ind på denne Vej i det føreliggende Udkast har man såmeget mere fundet Grund, som det vistnok må erkjendes, at Tvangsmulktsystemet ikke vel kan bevares, uden at Anvendelse af Gjældsfængsel tilstedes for det Tilfælde, at Mulkterne ikke kunne inddrives. Thi når ikke Gjældsfængsel står bagved, ville vistnok Tvangsmulkterne tabe Storstedelen af deres Betydning. Endelig bør det fremhæves, at Tvangsmulktsystemet, hvorledes det end indrettes, ikke kan stå som en i sig afsluttet og tilstrækkelig Gxekutionsmåde, men at man dog tilsidst, når det viser sig, at Mulkterne ikke virke, må gribe til den Udvej at tilkjende Domhaveren Erstatning.

Efter det i Udkastet fulgte System sker altså næsten al Exekution ved Inddrivelse af et Pengebeløb, og heraf er det da atter blevet en Følge, at Udkastet hævder som undtagelsesfri Regel, at Gjældsfængsel ikke kan anvendes for formueretlige Forpligtelser. Hvad angår Stoffets Ordning, er Udkastet gået den Vej først at omhandle de Domme, der ikke lyde på Udredelsen af Penge. Idet der med Hensyn til disse gives Regler for, hvorledes Domfældtes Forpligtelse i de fleste Tilfælde omsættes til

et Pengebeløb, bliver det tilstrækkeligt iøvrigt at henvise til Reglerne om Domme, der lyde på Udredelsen af Penge, hvilke omhandles i nærværende Kapitels anden Underafdeling.

Om Fuldbyrdelsen af Domme, der ikke lyde på Udredelsen af Penge.

I § 451 opstilles i Henhold til det ovenfor Anførte den Hovedregel, at Exekutionen af en Dom, hvorved der er pålagt Domsældte en anden Adelse end Penge, sker derved, at Domhaverens Interesse i Dommens Efterkommelse anflåes i Penge, hvorefter Beløbet inddrives, selvfølgelig dog kun, forsåvidt ikke en efter Dommens Afsigelse indtrådt, Domfældte utilregnelig Umulighed eller andre lignende Omstændigheder have befriet Domfældte uden tillige at medføre Erstatningspligt for ham. Når der fra Dømfældtes Side fremkommer en Indsigelse af dette Indhold, vil Fogden have at tage den under Påkjendelse ligesom ellers, når Domfældte påstår, at en efter Dommens Afsigelse indtrådt Kjendsgjerning, f. Ex. en Opfyldelse eller Betaling, har frigjort ham. Nærmere Regler om, hvorledes der bliver at forholde, når Domfældte påstår, at Dommens Opfyldelse er ham umulig, uden at Forholdet dog er et sådant, at han frigjøres for Erstatningspligt, — et Forhold, som er udførlig behandlet i Fcd. 6te April 1842 § 7 — blive efter Udkastets System unødvendige; thi når Umuligheden ikke ophæver Domfældtes Forpligtelse i det Hele, kan den ikke være til Hinder for, at der gjeres Exekution for det Beløb, hvortil Domhaverens Interesse i Dommens Opfyldelse anslåes.

Efter Udkastets System vilde det selvfølgelig være det Heldigste, om Størrelsen af Domhaverens Interesse altid kunde være bestemt i Dommen. Dette vil også meget ofte kunne ske, og Udkastet har ved en Udtalelse i § 451 2det Stykke givet Parterne Anvisning på under Domssagen at nedlægge de i så Henseende nødvendige subsidiære Påftande, Imid

lertid vil der være adskillige Tilfælde, i hvilke Interessens Størrelse ikke ret vel kan bestemmes i Dommen. Undertiden ville de fornødne Oplysninger enten slet ikke kunne tilvejebringes allerede på dette Trin af Sagen, eller i al Fald kun med en Bekostning og Ulejlighed, som Sagsøgeren ikke ønsker at underkaste sig, førend han veed, om han overhovedet fåer sig Noget tilkjendt hos Indstævnte. Undertiden ville Parterne selvfølgelig også uden nogen i Tilfældets Beskaffenhed liggende Grund, alene af Misforftåelse, Forsømmelse eller desl., undlade at nedlægge de fornødne subsidiære Påstande. I alle fådanne Tilfælde må der åbnes Adgang til at fåe Interessens Storrelse fastsat efter Dommens Affigelse. Efter den fransk-rhinske og den hannoverske Proces må Domhaveren for at opnå dette henvende sig til Retten, i Reglen den Ret, som har pådømt Sagen, men denne Ordning, som åbenbart medfører et uheldigt og for Domhaveren ofte betænkeligt Ophold af Sagen, hænger sammen med, at Exekutionen efter disse Processystemer, som ovenfor anført, udføres af en underordnet Betjent, der ikke har nogen Jurisdiktion. Vi befinde os her netop på et af de Punkter, hvor der vil vise sig at være væsentlige Fordele forbundne med, at Exekutionen hos os udføres af en selvstændig judiciel Embedsmand, Fogden, idet Interessens Fastsættelse da vil kunne henlægges til ham og finde Sted under selve Exekutionsforretningen. Ved at ordne Forholdet på denne Måde har Udkastet tilvejebragt en langt større Betryggelse for Domhaveren, end der vilde opnåes, hvis han i det omhandlede Djemed skulde anlægge en ny Domssag. Han vil nemlig efter Udkastets Ordning kunne bane sig Adgang til Exekution for det ham tilkommende Pengebeløb så hurtigt, som det efter Omstændighederne er muligt at fåe Interessens størrelse fastsat, og på samme Tid, som Sikkerheden for Domhaveren således stiger, voxer også Trykket på Domfældte; thi når Interessens Størrelse først er blevet fastsat og Beløbet inddrevet, kan Domfældte ikke mere blive frigjort ved at opfylde den oprindelig skyldige Præstation, og Bevidstheden herom vil i mange Tilfælde være en langt virksom-

mere Spore for ham til at yde den oprindelig skyldige Præstation inden Fuldbyrdelsesfristens Udløb end efter det gamle System Frygten for Inddrivelse af Tvangsmulkterne. Forsåvidt man vilde mene, at Udkastet ved at henlægge Interessens Ansættelse til Fogden prisgiver Domfældte, idet han ikke under en Fogedprocedure har tilstrækkelig Lejlighed til at varetage sit Tarv, må hertil bemærkes, at Udkastet føreskriver, at Fogden såvidt muligt skal tilkalde Domfældte under Forretningen — videre end til „såvidt muligt" har man af Hensyn til den store Vigtighed, det kan have for Domhaveren hurtigt at fåe Exekution, ikke turdet gå —, og at der altså er åbnet ham Adgang til at fremkalde en summarisk Forhandling angående Interessespørgsmålet. Men hertil kommer som Hovedbetragtning, at Domfældte i al Fald gjennem Anvendelse af Retsmidler imod Exekutionen vil kunne bane sig Adgang til ved Landsretten fuldstændig at oplyse Sagen. Denne sidste Betragtning må der tillæges såmeget større Vægt, som det, hvis man vilde henvise Domhaveren til at fåe Interessens størrelse bestemt under en ny Domssag, netop i alle Tilfælde, hvor Sagens Gjenstand overstiger 400 Kr., vilde blive Landsretten, ved hvilken denne nye Sag vilde være at anlægge. Det synes derfor at være et Fortrin ved Udkastet, at det giver Adgang til en Afgjørelse af Spørgsmålet ved Fogedretten, ved hvilken Parterne dog ofte ville blive stående, og den hele Ordning kan i al Fald på ingen Måde siges at gå Domfældte for nær, så meget mindre som det efter Dommens Afsigelse må ansees givet, at han har gjort sig skyldig i retsstridig Forhaling med sin Forpligtelses Opfyldelse, hvorfor han ikke kan beklage sig over, at der føreløbig gjøres Udlæg hos ham for dm af Fogden fastfatte Sum; ved at anvende Retsmidler imod Udlægsforretningen kan han jo standse Auktionen og derved hindre Salget af de udlagte Ejendele. Forsåvidt man endelig mod at henlægge den heromhandlede Afgjørelse til Fogden vilde indvende, at dette er mindre hensigtsmæssigt af den Grund, at en egentlig Bevisførelse angående Skadens størrelse ikke vel kan føregå

ved Fogedretten, bliver at bemærke, at Dommerens (Fogdens) Stilling ved Ansættelsen af Erstatningers Størrelse efter Udkastet skal være en anden end efter den nugjældende Lovgivning. Udkastet har nemlig sluttet sig til den Anskuelse, som i den nyere Tid i andre Lande har samlet de fleste Stemmer for sig, nemlig, at der med Hensyn til Fastsættelsen af Erstatningers Størrelse bør gives Dommeren et frit Skjøn, således at det ikke med Nødvendighed kræves, at den Skadelidende ved Vidner eller Ed skal tilvejebringe et fuldstændigt Bevis for Skadens Omfang og Størrelse. Der synes heller ikke at kunne være nogen Tvivl om, at Dommerens skjøn, i fornedent Fald under Bistand af udmeldte sagkyndige Mænd, frembyder større Garanti end et Skjøn af uvillige Mænd, især når disse, som efter vor Retspraris, handle aldeles på egen Hånd uden nogen Ledelse eller Kontrol fra Rettens Side. Ved at fastholde, at den Erstatningsøgende skal tilvejebringe et sædvanligt Bevis for Skadens Størrelse, begunstiger man utilbørligt den Skadegjørende. Efter det af Udkastet således antagne System vil en egentlig Bevisførelse ikke ofte vise sig nødvendig, men Fogden vil, som i § 451 forudsat, i Reglen med Vidnernes Bistand eller i al Fald ved Hjælp af udmeldte Sagkyndige, som aflægge Ed for ham, kunne føretage Ansættelsen ifølge sit frie Skjøn og uden at være bundet ved Vidnernes eller de Sagkyndiges Anskuelse, hvorved det efter Udkastet bliver at iagttage, at han i Tvivlstilfælde hellere stal fastsætte Erstatningen rigeligt end udsætte Domhaveren for at lide noget Tab ved, at Dommen ikke efterkommes. Ved det Anforte bliver derhos at bemærke, at hvis Domhaveren vælger at anlægge Straffesag imod Domfældte, fordi denne modvillig har undladt at efterkomme Dommen, vil han ifølge sidste Stykke af § 451 under denne Sag kunne fåe det ham tilkommende Pengevederlag bestemt i Forbindelse med, at Straf idømmes.

I §§ 452—454 omhandles de Tilfælde i hvilke Domme, som ikke lyde på Penge, kunne fuldbyrdes af Fogden efter deres umiddelbare Indhold. I Overensstemmelse med Forholdets Natur kan dette efter Udkastet ikke

blot finde Sted, hvor Exekutionen går ud på at sætte Domhaveren i Besiddelse af en bestemt Ting, som førefindes under Forretningen; men der nævnes i § 454 endnu nogle andre Tilfælde, i hvilke det ved Dommen tilsigtede retlige Formål i fornødent Fald fuldstændig kan fyldestgjøres ved Fogdens Foranstaltning. Når således en Person, som ved Dom er kjendt pligtig til at udstede et Skjode, et Pantebrev, en Kvittering, underskrive en Lejekontrakt eller desl., undlader at efterkomme denne sin Forpligtelse, nåes det retlige Formål med Dommen på den simpleste og naturligste Måde derved, at Fogden udfærdiger Dokumentet på Domfældtes Vegne og med bindende Virkning for ham. Dette bliver navnlig klart, når man betragter, hvorledes Forholdet stiller sig ved Domme, som tilpligte en Person at udlevere en rørlig Ting; her vil Ingen være i Tvivl om, at Fogden ved at udlevere Tingen til Domfældte tillige kan overføre Ejendomsretten til ham. Men der er ingen Grund til, at der ikke skulde tilkomme Fogden en lignende Myndighed, når Talen er om Retsforhold, til hvis fuldstændige Stiftelse en skriftlig Udfærdigelse er nødvendig; også her må Fogden kunne udøve den til Retsforholdets Stiftelse eller Sikring nødvendige Virksomhed ved at udstede et Skjøde, et Pantebrev eller desl. Iøvrigt vil Sagsøgeren undertiden endog kunne stille sin Påstand således, at selve Dommen kan træde i Stedet for den Legitimation for et Retsforholds Stiftelse eller Ophør, som han er berettiget til at fordre udstedt af Indstævnte, i hvilket Tilfælde enhver Gxekution af Dommen bortfalder. Dette vil fåledes gjælde, når en Lejetager stævner Udlejeren til at underskrive en Lejekontrakt af et vist Indhold. Her må Sagsøgeren kunne fåe udtalt i Dommen, at Indstævnte har indgået en sådan Lejekontrakt, og denne Dom vil da i det Hele, såsom med Hensyn til Thinglæsning, kunne træde istedetfor den skriftlige Lejekontrakt. På lignende Måde vil Forholdet kunne stille sig, når Cessionarius, som allerede er blevet Ejer af Gjældsbrevet, søger Cedens til at udfærdige en lovførmelig Transport, og når en Kjøber, som er blevet Ejer af den kjøbte Ejendom,

søger Sælgeren til at udstede Skjøde til ham. Endnu bemærkes, at Afgjørelfen af forskjellige i Forbindelse med Exekutionen stående Spørgsmål, navnlig Fastsættelsen af Grstatningssummer, i Overensstemmelse med det i § 451 opstillede Hovedprincip ved § 454 er henlagt til Fogden.

I § 455 handles der om Domme, som lyde på, at Domfældte skal undlade Noget. Også med Hensyn til disse Domme gjennemføres det Hovedprincip, at Undladelse af at efterkomme Dommen ikke ad den civile Retsforfølgnings Vej pådrager Dom fældte andre Følger, end at han skal give Domhaveren Erstatning for det Tab, han lider ved Dommens Overtrædelse. Hvis Størrelsen heraf ikke er fastsat i Dommen — hvad der kun sjældnere vil være Tilfældet — bestemmes Erstatningen under Fogedforretningen efter Reglerne i § 451. Dog hvis Domhaveren anlægger Straffefag efter § 456, vil Erstatningen for Dommens Overtrædelse kunne fåes ansat i Forbindelse med Straffen. Ved Siden af ovenanførte Regler om Dommens egentlige Exekution bør der imidlertid opstilles et Strasansvar for modvillig Ulydighed mod Domme af heromhandlede Art. Dette Ansvar bor, i Lighed med hvad der bestemmes i Fdg. 6te April 1842 § 8, for det Forste kunne indtræde, når en Dom hvorved det pålægges at undlade Noget, overtrædes, men for det Andet bør det med selvsamme Foje også kunne finde Anvendelse, når Domfældte undlader at efterkomme en Dom, hvorved det er pålagt at føretage Noget, hvortil han fuldtvel er istand. Herom findes de fornødne Regler i § 456, med Hensyn til hvilken Paragraf iøvrigt bemærkes, at når Domfældte ikke handler i egentlig svigagtig Hensigt, således at der må siges at føreligge et Bedrageri, kan det Forhold, modvillig at sidde en Dom overhørig, væsentlig kun opfattes som en Forbrydelse mod Domhaveren. Det er derfor bestemt, at det omhandlede Straffeansvar skal gjøres gjældende under en af Domhaveren anlagt Sag, hvorimod offentlig Forfølgning ikke af den Grund kan finde Sted. Betingelsen for Strafansvaret er, at Domfældte „modvillig undlader" eller „forsætlig

overtræder". Der må altså fordres subjektive Betingelser, der berettige til at opfatte Domfældtes Opførsel som en Ulydighed eller passiv Modstand mod Statens til Retshåndhævelsen trufne Foranstaltninger. Da imidlertid Djemedet med den i § 456 omhandlede Straf væsentlig er at skaffe Domhaveren Fyldestgjørelse, og da der ikke bør undlades Noget, som kan tjene til at opmuntre eller bevæge Domfældte til at rette for sig, er det føreslået i Paragrafen at indsætte en Bestemmelse om, at den idomte Strafs Fuldbyrdelse og den begyndte Strafs Fortsættelse skal standses, når Domfældte i alle Måder retter for sig, en Regel, hvortil der haves et Sidestykke i Straffelovens § 254. Derhos er det som en naturlig Anvendelse af samme Tanke bestemt, at det Samme skal gjælde, når Domhaveren ved Anvendelse af den i § 451—455 angivne Fremgangsmåde har opnået enten Fyldestgjørelse af fin Ret eller dog den Sikkerhed for samme, som ligger i Opnåelsen af Udlæg for Vederlaget.

Endelig har § 456 i Overensstemmelse med Fdg. 6te April 1842 § 8 optaget en Regel om, at Domhaveren, når en Straffedom af det angivne Indhold er afsagt over Domfældte, kan fordre det exekutive Politis Bistand til hans Rets Gjennemførelse. Denne Regel, som i det citerede Lovbud kun var udtalt med Hensyn til Undladelsesdomme, er her gjort anvendelig på alle Domme. Politiet vil altså, når Talen er om Domme, som gå ud på Udleveringen af rørlige Ting, efter Domhaverens Begjæring have med de til dets Rådighed stående Midler at eftersøge Tingene og derefter fåvidt muligt bringe dem tilstede. Det er indlysende, at når Domhaveren ikke ved et så energisk Middels Anvendelse kan komme til fin Ret, har det Offentlige ikke Magt til at gjøre Mere eller Videre for ham i denne Retning.

Det kunde synes, at den i § 451 givne Hovedregel ikke vil være fyldeftgjørende i alle Tilfælde, navnlig ikke når Talen er om Domme, som gå ud på noget i sig Uvurderligt, og der kunde herefter spørges, om det ikke vil blive nødvendigt i sådanne Tilfælde at beholde

Tvangsmulktsystemet. Dette kan dog formentlig ikke antages. Domme af et sådant Indhold ville sjælden førekomme, og forsåvidt dette dog undtagelsesvis kan blive Tilfældet (som Exempler kunne nævnes Domme, der gå ud på Udlevering af visse Breve og Papirer, Domme, som gå ud på, at Domfældte skal undlade en for Domhaveren ubehagelig Handling, hvis Foretagelse dog ikke påfører denne noget Pengetab), vil en sådan Doms Betydning formentlig være tilstrækkelig sikret ved de øvrige i nærværende Underafdeling givne Regler. I nogle af de anførte Tilfælde er Dommen af et sådant Indhold, at den umiddelbart kan bringes i Udførelse af Fogden efter Reglerne i §§ 452—454; men hvis dette enten på Grund af de faktiske Omstændigheder (at Fogden f. Gx. ikke kan finde de Breve eller Papirer, hvorom der handles), eller efter Dommens Indhold er umuligt, vil Domhaveren have tilstrækkelig Beskyttelse i Reglerne i § 456, hvorefter han dels i Overensstemmelse med det Foranførte kan fåe Domfældte anset med Straf, dels, når Straffedom er afsagt, kan fåe det exekutive Politis Bistand til sin Rets Gjennemførelse. Lader Dommen sig hverken ved Fogdens eller Politiets Hjælp iværksætte, må man lade sig neje med, at Lovgivningen ved Straffebestemmelser (jfr. navnlig Udkastets § 456) værner Domhaveren mod modvillig Oversiddelse af Dommen; herved ydes der ham også i det Væsentlige alt, hvad en berettiget Anvendelse af Tvangsmulkter kunde føre til. Hvad sanligt angår Domme vedrørende familieretlige Forhold, må det for det Forste erindres, at der ved disse sjælden vil være Tale om at fastsætte Noget, der skal føres igjennem ved en egentlig Exekution. Men selv hvor dette er Tilfældet, vil der neppe vise sig nogen Trang til Tvangsmulktsystemet. Således ville Domme, som pålægge en Person at udlevere et Barn, kunne exekveres af Fogden efter deres umiddelbare Indhold i Henhold til Analogien af § 453, og hvis Domfældte skulde førstikke Barnet, vil Straffebestemmelsen i § 456 være tilstrækkelig, forsåvidt Domfældtes Forhold ikke endog måtte egne sig til Straf efter Straffelovens § 213. Hvad endelig angår Domme, hvorved en Per-

son i Medfør af Frd. 5te Marts 1734 tilpligtes at indgå et Ægteskab, vil det vistnok erkjendes, at der ikke er Grund til for disses Vedkommende at bibeholde Tvangsmulktsystemet. Afset fra, at Anvendelse af Tvang på det nævnte Område i højeste Grad må erkjendes at stride imod Nutidens sædelige Anskuelser og derfor vel også tør antages lejlighedsvis at ville blive afskaffet, må det fremhæves, at det Hensyn til Kvindens krænkede Ære, som man plejer at våberåbe sig som en afgjørende Grund for at pålægge Mandspersonen en Pligt til at ægte hende, vil kunne fyldestgjøres på anden Måde, navnlig ved en Regel af samme Indhold som Reglen i D. L. 3—16—16—8 (at hun ikke stal lide Skade på sin Ære).

Om Fuldbyrdelsen af Domme, der lyde på Udredelsen af Penge.

I Overensstemmelse med den gjældende Ret udtales her først den Hovedregel, at sådanne Domme kunne fuldbyrdes ved Exekution i Domfældtes Formue, men at Domfældte derimod ikke kan underkastes Gjældsfængsel (§ 458). Ved Siden af den således givne Hovedregel opretholder Udkastet de gjældende Regler om de særegne Tvangsmidler, der kunne anvendes for Underholdningsbidrag til Børn, forladte og fraseparerede Hustruer. Hvad Bøder angår, som i al Fald accessorisk også fremdeles ville kunne blive idomte under borgerlige Retstrætter, henviser Udkastet til de almindelige Regler om Bodedommes Exekution, som det ej er Meningen at forandre. § 459 udtaler i Overensstemmelse med den gjældende Ret og Sagens Natur, at Exekutionen kun kan udstrækkes til såmeget af Domfældtes Gods, som — efter Fradrag af det, der kan forudsees at ville medgå til Fyldestgjørelsen af Trediemands fortrinligere Krav — i Henhold tll Fogedvidnernes Vurdering behoves til Dommens Fyldestgjørelse samt Dækning af de nødvendige Retsudgifter.

I § 460 angives de Veje, ad hvilke tvungen Fyldestgjørelse kan opnåes. Hvis der førefindes rede Penge, har Fogden umiddelbart at udbetale Domhaveren disse til Dækning af eller Afdrag på Fordringen. Fremdeles kan Domhaveren ikke vægre sig ved at modtage Fyldestgjørelse ad Kompensationsvejen, når Domfældte har forfaldne Fordringer på ham, hvis Rigtighed han må anerkjende. Bortset fra disse Tilfælde iværksættes Exekution enten derved, at Fogden giver Domhaveren Udlæg til Forauktionering i Domfældtes Formuegjenstande, eller derved, at den Rettighed, hvori Udlæg gives, på anden Måde ved Fogdens Foranstaltning udøves i Domfældtes Sted. Lovforslaget går altså ud fra, at Exekution i den hidtil sædvanlige Skikkelse som Udlæg til Forauktionering ikke er den eneste Vej, ad hvilken den tvungne Fyldestgjørelse kan nåes. Dette stemmer utvivlsomt med Forholdets Natur. Grundsætningen må være (jfr. Nellemann „Læren om Exekution og Tvangsauktion" S. 78 ff.), at Domhaveren skal have Adgang til at søge Fyldestgjørelse i Domfældtes Formuerettigheder, forsåvidt ikke en tvungen Indtrædelse i disse er udelukket ved det pågjældende Retsforholds Beskaffenhed. I denne Adgang vilde der gjøres en vilkårlig Indskrænkning, hvis Exekution alene kunde føretages som Udlæg til Forauktionering, idet denne Fremgangsmåde er nanvendelig overfor mange Formuerettigheder, der i og for sig ere egnede til at tjene til Kreditorernes Fyldestgjørelse. Domhaveren bor derfor ikke være udelukkende henvist til at lade sig give Udlæg til Forauktionering, men han må også kunne søge fin Fyldestgjørelse gjennem anden Rådighedsudøvelse over Skyldnerens Formuebestanddele, når denne fremtræder som den naturlige Måde, på hvilken det økonomifke Udbytte af disse uddrages, og det bør end ikke være ubetinget udelukket at gå denne Vej, fordi det også var muligt at opnå Fyldestgjørelse gjennem en Forauktionering af det Udlagte; sidstnævnte Fremgangsmåde vil nemlig ikke altid være den for Domhaveren hensigtsmæssigste Vej.

Ligesom den Grundsætning for Tvangs-

anvendelsen, Udkastet efter det Anførte har opstillet, utvivlsomt stemmer med Forholdets Natur, således må det vistnok også erkjendes, at den efter rigtig Opfattelse af den gjældende Ret har Hjemmel allerede i denne. Flere af dens vigtigste Konsekventser have i Virkeligheden allerede længe været anerkjendte i Retsbrugen. Det er således almindelig antaget, at den, som har fået Udlæg i Domfældtes udestående Fordringer, ikke ubetinget er henvift til at søge Fyldestgjørelse ved deres Forauktionering, men, forsåvidt Fordringerne ere forfaldne, ogfå kan gå den Vej at indkræve deres Belob hos vedkommende Skyldnere og tage sin Betaling på denne Måde. Denne Fremgangsmåde antages Domhaveren endog at kunne følge, uanfet at Udlæget i Forretningen betegnes som givet til Forauktionering. Fremdeles må Domhaveren allerede efter den gjældende Ret kunne søge Fyldestgjørelse gjennem Udøvelse af Domfældtes Ret til Frugt- og Indtægtsnydelse af en fast Ejendom. Det er nemlig ikke Gjenstand for Tvivl, at Domhaveren, forsåvidt det er nodvendigt til at sikre hans Fyldestgjørelse, i Forbindelse med Udlæg af Ejendommen til Forauktionering kan fordre sig Udlæg givet i dens Frugter og Indtægter, således at Domfældte i Mellemtiden indtil Auktionens Afholdelse sættes ud af Ejendommens Brug og Besiddelse. Men når dette står fast, må det også — med den Begrænsning, som følger af Domfældtes Påvisningsret — stå Domhaveren åbent at lade sig give Udlæg i Frugt- og Indtægtsnydelsen alene, en Adgang, der navnlig vil være af Betydning, hvor Udlæg ikke kan gjøres i Ejendommens Substants, f. Gx. når Skyldneren besidder Ejendommen som Beneficiarius eller Fideikommissarius. Uagtet det således må antages, at det allerede efter den gjældende Ret står Domhaveren åbent at gjøre Exekution særskilt i Frugt- og Indtægtsnydelsen, er denne Ret dog kun sjælden bleven benyttet. Dette har vistnok især sin Grund deri, at den bestående Lovgivning — bortset fra de om specielle Forhold givne Bestemmelser i D. L. 5—7—9 og Amtstue- frd. 8de Juli 1840 § 20 — ikke giver nogen Anvisning på, hvorledes der skal for-

holdes med den nærmere Gjennemførelse af denne Exekutionsmåde. Thi da det under denne Lovgivningens Tavshed i Overensstemmelse med vor Rets almindelige Grundsætninger må ansees for Rekvirentens Sag selv at træffe alle til Ejendommens Administration fornødne Foranstaltninger under Regnskabspligt overfor Domfældte, vil det hele Forhold kunne blive meget besværligt for Domhaveren og jævnlig give Anledning til Tvist navnlig om Tidspunktet for Sekvestrationens Ophør. I denne Henseende indeholder Udkastet noget Nyt, idet det afhjælper den påpcgede Mangel gjennem Bestemmelserne i §§ 461 og 466. Efter disse påhviler det ikke Rekvirenten selv eller ved en af ham antagen Driftsbestyrer at overtage Ejendommens Administration, men Ejendommen bliver ved Fogdens Foranstaltning at administrere til hans Fordel og Indtægterne af den at anvende til hans Dækning på samme Måde som ellers det ved Tvangsauktion indvundne Pengebeløb. Efter Udkastet vælges altså Driftsbestyreren af Fogden, som derhos skal pålægge Fæstere, Forpagtere og Andre at betale deres Afgifter til Bestyreren, samt iøvrigt iværksætte de Tvangsforanstaltninger, som udkræves, for at Ejendommens Frugter og Indtægter kunne komme Domhaveren til Nytte. Endelig er det Fogden, der bestemmer, til hvilke Tider Bestyreren skal aflægge Regnskab, og som af denne modtager Driftsoverstudet. Dette stemmer ganske med de Grundsætninger, hvorefter Udkastet har ordnet Tvangsauktionen. Ligesom det ved Tvangsauktionen indkomne Beløb ikke må oppebæres af Rekvirenten selv, men gjennem en Inkassator skal indbetales til Fogden, således må også det Udbytte, der indvindes ved den i § 461 omhandlede Exekutionsmåde, afgives til Fogden, for at denne, såfremt Andre end Rekvirenten ere berettigede til Andel deri, kan iværksætte en samtlige Interesserede omfattende Opgjørelse. Endnu bemærkes, at § 466 sidste Stykke henlægger Afgjørelsen af alle Spørgsmål angående Ejendommens Bestyrelse, Regnskabsaflæggelsen og den tvungne Administrations Ophor til Fogden. Ad denne Vej ville de Tviftemål, som det her-

omhandlede Forhold kan foranledige mellem Domhaveren og Skyldneren samt andre Interesserede i Ejendommen, på den hurtigste og simpleste Måde kunne føres til Ende, medens den nugjældende Rets Mangel på nærmere Bestemmelse med Hensyn til dette Punkt må ansees som en stor Mangel.

Ifølge § 462, jfr. §§ 461 og 466. blive de ovenfor udviklede Regler endvidere at anvende, når Udlæg gjøres i Domfældtes Leje-, Forpagtnings- eller Fæsterettigheder over faste Ejendomme, forsåvidt Retsforholdets Natur overhovedet tilsteder dette. At Domhaveren efter Retsforholdets hele Beskaffenhed kan have Adgang til at gjøre Exekution i de nævnte Brugsrettigheder, er utvivlsomt, og forsåvidt er Udkastet i Overensstemmelse med den gjældende Ret. Vel kan Adgangen til Exekution være udelukket enten derved, at Domhaveren er ude af Stand til at tilbyde det betingede Vederlag, eller fordi Brugsrettigheden er stiftet fåledes, at den hverken helt eller delvis kan udøves af Andre end Brugeren selv. Men er ingen af disse Hindringer tilstede eller fjernes de derved, at Udlejeren giver sit Samtykke til Exekutionen, må Rekvisitus finde sig i, at Domhaveren søger Fyldestgjørelse i hans Brugsrettigheder ligesåvel som i andre ham tilkommende Formuerettigheder. Isvrigt vil Udlæg i de heromhandlede Rettigheder ikke ubetinget fremtræde i den Skikkelse, som § 462, jfr. § 461, forudsætter. Hvor Brugsretten ligefrem kan overdrages til Andre, jfr. Lov om Bondergårdes Bortforpagtning af 25de Juni 1870 § 3, vil Udlejeren selvsølgelig ikke kunne modsætte sig, at Lejetagerens Kreditorer lade sig give Udlæg til Forauktionering i Brugsretten, hvis de føretrække denne Fremgangsmåde. Jævnlig vil Forholdet imidlertid være det, at Brugsrettigheden på den ene Side ikke er ligefrem overdragelig, medens det dog på den anden Side ikke er udelukket, at en Udøvelse af Rettigheden i større eller mindre Udstrækning kan føregå ved Andre end Lejetageren selv, I disse Tilfælde vil da den i § 461 omhandlede Exekutionsmåde være den eneste Vej, ad hvilken Lejetagerens Kreditorer kunne søge Fyldestgjørelse i Brugsrettigheden

De i § 463 givne Regler om Udlægets Udstrækning og Omfang førståes let. I Overensstemmelse med Forholdets Nutur finder en Vurdering i egentlig Forstand kun Sted, når Rekvirenten vil søge Fyldestgjørelse gjennem en Realisation af legemlige Ting. Gjøres der Udlæg i Frugt- og Indtægtsnydelsen af faste Ejendomme eller i andre Rettigheder, bestemmes derimod Udlægets Omfang og Udstrækning ved et skjøn under tilborligt Hensyn til de Udgifter og Omkostninger, som må antages at ville flyde af de til Forfølgningens videre Gjennemførelse fornødne Skridt. Hvad angår Udlægels Gjenstand, er det ifølge § 464 ligesom efter den gjældende Ret Domfældte, som har Lov til at påvise, i hvilket Gods Exekution skal ske, og Domhaveren kan kun gjøre Indsigelse mod at modtage Udlægi de ham således anviste Gjenstande, forsåvidt der hertil i Gjenstandenes Beskaffenhed er en særegen Grund. Når der kan påvises rørligt Gods eller Fordringer, hvoraf Fyldestgjørelse kan fåes, behøver han således ikke at modtage Udlæg i fast Ejendom, da dette altid er en langsommere og besværligere Vej til Fyldestgjørelse; endvidere kan han nægte at modtage Udlæg i Ting, hvis Opbevaring eller Realisation måtte være særlig vanskelig eller i Henseende til Udfaldet usikker f. Ex. levende Dyr, eller i Fordringer, som må ansees for omtvistede eller usikre. Af lignende Grunde føreskrives det, at Domhaveren, når der kan gives ham Udlæg til Forauktionering, ikke fan nødes til at søge sin Fyldeftgjørelft på anden Måde. Endelig behøver han, forsåvidt andet Gods er tilstede, ikke at modtage sekundært Udlæg. Hvis Domfældte ikke påviser Gjenstande, hvori Udlæg kan ske, må Valget foretages af Domhaveren (§ 465), dog at Fogden skal påse, at de for Domfældte mest undværlige Gjenstande først udlægges; hans nødvendige Besætning og uundværlige Avlsredskaber samt Håndværksredskaber og deslige bør altså ikke udlægges, sålænge andre mere undværlige Gjenstande foresindes. Endelig bestemmes det i § 465, at Gjodning samt det til en fast Ejendoms Drift fornødne Strå og Hø såvelsom Sæde- og Fødekorn ikke ved Udlæg

må stilles fra Ejendommen, men bliver at betragte som Tilbehør til den. Denne Regel afviger i flere Punkter fra den gjældende Rets Bestemmelser i Pl. 24de Maj 1843. På den ene Side er det kun det til Ejendommens Drift fornødne Strå, Ho og Gjodning, som ifølge Udkastet ikke ved Udlæg må stilles fra Ejendommen, hvorimod den ved Pl, 24de Maj 1843 hjemlede Indskrænkning i den udlægsogmde Domhavers Ret angår hele Ejendommens Afgrøde af Ho og Strå samt al Gjødningen; men medens Udkastets Regel forsåvidt er mindre vidtgående end den ældre Rets, indskrænker det sig ikke som Pl. 24de Maj 1843 til at fastsætte, at de, der have Rettigheder over den faste Ejendom, ved at udbetale den pågjældende Udlægshaver Vurderingsbeløbet af de omhandlede Gjenstande kunne bevare dem for Ejendommen, men ligeoverfor en Domhaver, der søger Udlæg, gjør det ligefrem disse Gjenstande til Tilbehør til Ejendommen, Panthaveren i Ejendommen behøver altså ikke for at undgå at se Ejendommen sat ud af Drift ved Udlæg og særskilt Salg af disse Gjenstande at udbetale deres Tazationsværdi, og det hele forviklede Retsforhold, som indtræder ved en sådan Udlosning, bortfalder. Endelig fremhæves, at Udkastets Regel også omfatter Sæde- og Fødekorn, hvilke Gjenftande ikke nævnes i Pl, 24de Maj 1843. Paragrafens Slutningsbestemmelse fastsætter i Overensstemmelse med Forholdets Natur, at Sæd på Marken ikke må omhugges eller andre Frugter optages eller afplukkes, førend de ere modne til at indhøstes.

I Kapitlets sidste Paragrafer handles der om Gjenstande, som enten ganske eller dog inden visse Grænser ere undtagne fra Exekntion. De herom givne Bestemmelser gå i Hovedtrækkene alene ud på en Kodifikation af den gjældende Ret. Derfor svarer § 467 ganske til § 160 i Konkursloven. Ligeledes stemmer § 468 med den gjældende Ret, forsåvidt den undtager de til Militæres tjenstmæssige Udrustning og Forsyning fornødne Gjenstande fra Exekution, jfr. Lov 21de Marts 1874 § 2, medens der i Paragrafens sidste Stykke er tilføjet en ny Bestemmelse, som

gjør en tilsvarende Undtagelse for civile Embedsog Bestillingsmænds Vedkommende.

I § 469 omhandles det Spørgsmål, i hvilket Omfang der kan gjøres Exekution i Domfældtes Rettigheder og Fordringer på Andre. Det udtales først, at Erektion kun kan gjøres i Rettigheder, som på den Tid, Forretningen foretages, alt ere erhvervede, derimod ikke i fremtidige Erhvervelser, med Hensyn til hvilke dette ikke er Tilfældet, såsom ventendes Arv. Derefter fremhæves særligt, at Erekution kan iværksættes i Domfældtes Fordringer på Andre, selv om de ere betingede eller endnu ikke forfaldne, når de dog kunne angives og betegnes med tilstrækkelig Bestemthed. Dette stemmer med, hvad der antages at være gjældende Ret. Imidlertid er det en Selvfølge, at Skylderklæringen, selv når Talen er om Fordringer, der udspringe af rent ensidige Kontrakter eller af gjensidige Kontrakter, som ere opfyldte fra den ene Side, kan være af et sådant Indhold, at Exekution er udelukket. Udkastet, der forsåvidt må ansees for stEmmende med den gjældende Ret, hævder nemlig den almindelige Grundsætning, at Gods eller Rettigheder, som ellers ifølge deres Natur kunde være Gjenstand for Exekution, i Henhold til retsgyldige Bestemmelser af eller Retshandler med Trediemand kUnne være undtagne fra Kreditorers Forfølgning (§ 470). Det er herved forudfat, at det ikke fom almindelig Betingelse for slige Bestemmelsers Retsgyldighed kan fordres, at der er givet dem en særlig Stadfæstelse fra Statsmagtens Side. men at de indenfor visse Grænser må kunne retsgyldig træffes i Henhold til den almindelige Kontraksfrihed. Overhovedet må der i samme Udstrækning, hvori Afhændelse af en Gjenstand eller Rettighed kan forbydes, også retsgyldig kunne lægges det Bånd på den, at den skal være udelukket fra Kreditorers Forfølgning. I Overensstemmelse med denne Grundsætning vil der også kunne gives en Skylderklæring et sådant Indhold, at der ikke kan gjøres Udlæg i Fordringen. Særdeles hyppigt ville sådanne Skylderklæringer udgå fra offentlige Instituter, såsom Livrente- og Livsforsikringsanstalter, jfr. herved den i § 473 givne Bestemmelse om Livrenter, Livsforsikringssummer

og lignende Indtægter; men der er selvfølgelig i og for sig ikke Noget til Hinder for, at også et Retsforhold mellem to Privatmænd kan hvile på en således begrænset Skylderklæring, at pågjældende Fordring må ansees for retsgyldig undtagen fra Erekntion. I de to sidste Stykker af §469 omhandles særligt det Spørgsmål, hvorvidt Domhaveren kan gjøre Exekution i Rekuisiti Rettigheder ifølge sådanne gjensidig bebyrdende Retshandler, som endnn ikke fra dennes Side ere fuldstændig opfyldte. Udkastets Regler herom stemme ganske med Konkurslovens § 161.

Det har hidtil været den almindelige Mening, at det Spørgsmål, om der kan gjøres Exekution i Embedsmænds Lønninger, må besvares på samme Måde som Spørgsmålet om Gxekution i Arbejderes og Tjenestefolks kontraktmæssig betingede Len. Endstjønt denne Opfattelse neppe kan ansees for rigtig, har Kommissionen dog troet, at der er Grund til ogfå at undtage ikke forfalden Embedsog Bestillingsløn fra Gxekution, se § 471, hvis Regel herom går noget videre end den gjældende Ret, navnlig forsåvidt den ikke blot omfatter Statens Embeds- og Bestillingsmænd, mm også dem, der stå i Kommuners Tjeneste. De Hensyn, på hvilke Reglen er bygget, må nemlia erkjendes i det Væsentlige at have samme Berettigelse for begge de nævnte Klassers Vedkommende.

Når Udkastets § 471 ved Siden af Embeds- eller Bestillingsløn nævner „lignende Indtægter”, sigtes herved til Indtægter, som tilkomme private Bestillingsmænd, hvis Retsstilling i Henseende til deres Lønning må bestemmes efter lignende Regler som de, der gjælde om Embedsmænd, f. Ex. Direkteurer ved en Bank, Kontorchefer ved en Kreditforening. Om et vist Forhold bliver at henføre herunder, eller om det må ansees for et ligefremt gjenfidigt Kontraktsforhold, er et Spørgsmål, hvis Besvarelse vistnok kan frembyde Tvivl; men dette er forsåvidt uden Betydning, som Exekutionsfrihed også under sidstnævnte Forudsætning har Hjemmel i Udkastet, nemlig i § 469.

Endelig er den om Gmbedslønninger givne Regel gjort anvendelig på Ventepenge, Pen-

sioner og andre desl. Understøttelser, som udredes af offentlige Kasser.

Hvad angår de i § 472 omhandlede Fritagelser for Giekution, stemme de under Nr, 1 og 5 nævnte ganske med hvad der må ansees for gjaldende Ret. De under Nr. 2—4 optagne Bestemmelser behøve neppe nogen Forklaring.

Med Hensyn til § 473 henvises der til hvad ovenfor lejlighedsvis er anført om denne Paragraf.

Om Exekutionsforretningens Foretagelse og om Proceduren under samme.

Det er ovenfor bemærket, at Umiddelbarhedsprincipet ikke træder frem ved Fogedproceduren, og at derfor Udkastets Regler om denne trods Bestemmelsen i § 482, hvorefter også Proceduren for Fogden foregår mundtlig, væsentlig stemme med de nu gjældende. Også med Hensyn til Reglerne om Erekutionsforretningens Foretagelse i §§ 474—477 samt § 486 har Udkastet på enkelte Afvigelser nær kunnet slutte sig til den gjældende Net.

Med Hensyn til Exekutiousforretningens Sted hedder det i § 474, at Forretningen i Reglen stal begynde på Domfældtes Bopæl; herved udelukkes altså ilke, at den, når Omstændighederne særligt tale derfor, kan begynde andetsteds, og i Paragrafens to sidste Stykker nævnes der udtrykkelig tvende Tilfælde, i hvilke Sådant kan finde Sted; men da disse ikke ere de eneste, i hvilke Neglen om Forretningens Påbegyndelse på Bopælen vil kunne vise sig uhensigtsmæssig, er der endvidere tillagt Fogden en almindelig Bemyndigelse til at fravige hin Regel, hvor han efter de foreliggende Omstændigheder finder Grund dertil, se Paragrafens 2 det Stykke.

Medens det er anset for rigtigt at fastholde dm hidtil gjældende Regel, at der under Forretningen må gives Møde fra Domhaverens Side, kan Erekutionen selvfølgelig foregå, selv om Domfældte ikke træffes tilstede. Det

er imidlertid fundet hensigtsmæssigt at bestemme (§ 475 sidste Stykke), at Fogden, hvis Ingen fremtræder som befuldmægtiget til at give Møde for Domfældte, udtrykkelig stal opfordre hans Hustru, Børn over 18 År, Tjenestefolk eller andre til Husstanden hørende voxne Personer til at varetage hans Tarv under Forretningen. Ex ingen af disse tilstede eller ere de uvillige til at optræde, skal samme Opfordring rettes til hans Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, forsåvidt nogen af dem er tilstede. En sådan Regel, som ikke vil kunne medføre noget Ophold i Domhaverens Forfølgning, vil i mange Tilfælde kunne virke til Gavn for Domfældte. Bestemmelsen udelukker iøvrigt ikke, at ligesom efter den gjældende Ret andre Personer end de ovenfor nævnte af egen Drift kunne optræde under Exekutionen og oplyse, hvad de antage at tjene til den fraværende Domfældtes Tarv.

§§ 477—479 stemme i alt Væsentligt med Konkurslovens §§ 166—168.

Indsigelser mod Exekutionen kunne fremsættes såvel af Domfældte som af Trediemand (§§480—481). I Anledning af de fremsatte Indsigelser kan Domhaveren ytre sig, hvorimod det er overladt Fogden efter Omstændighederne at afgjøre, om nogen yderligere Ordvexling skal finde Sted. Med Hensyn til Proceduren udtaler Udkastets § 482 den Hovedregel, at Forhandlingerne for Fogden føregå mundtlig. Fogden påkjender derfor den opståede Tvistighed i Henhold til Parternes mundtlige Forklaringer, hvorhos han selvfølgelig har at tage Hensyn til de fremlagte Dokumenter og andre skriftlige Beviser. Derimod kan der i Reglen ikke under Forhandlingerne for Fogden sinde Bevisførelse Sted ved Vidner, Syn og skjøn eller Parternes personlige Afhørelse. At denne Regel, som efter Fogedrettens Beskaffenhed er den naturlige ved Umiddelbarhedsprincipets Gjennemførelse i Bevisbedømmelsen, iøvrigt ikke medfører nogen mærkelig Afvigelse fra, hvad der må antages for gjældende Ret, er ovenfor omtalt. Reglen i § 482 sidste Stykke, at Fogden skal vejlede Parterne i Bagatelsager, stemmer med Frd. 6te Aug.

1824 § 5. — Da Forhandlingerne føregå mundtlig, således at Fogden dømmer umiddelbart efter disse, vil der i Almindelighed ikke være Anledning til at protokollere dem i det Omfang, hvori dette nu finder Sted. § 483 føreskriver derfor, at der i Protokollen foruden de nødvendige Bemærkninger om Forretningens Tid og Sted, Exekutionsgrundlaget, Parternes, Fogdens og Vidnernes Navne, kun stal optages en Beretning om Forretningens Gang i Almindelighed samt i Tilfælde af Tvist de fremsatte Påstande ordret og Parternes Erklæringer i det Omfang, fom Fogden skjønner hensigtsmæssigt, dog ikke ordret, men kun efter deres væsentlige Indhold. Den mere omfattende Protokollation af Parternes Erklæringer ved Fogedretten, som nu finder Sted, synes allerede fra den gjældende Rets Standpunkt at være temmelig hensigtsløs idetmindste når bortsees fra de særegne Forhold i Kjøbenhavn, hvor Kjendelsen afsiges af den ved selve Exekutionen ikke tilstedeværende Foged; thi på Grund af den allerede nu hjemlede ubegrænsede Ret til at fremkomme med Nyt nnder Appellen vil Sagens Grundlag under denne kunne blive fuldstændig forandret, og Forhandlingerne for Fogden ville da ikke have nogen Betydning.

Om Udsættelse under Forretningen handler § 484. Det er i denne Henseende fundet tilstrækkeligt at udtale, at Udsættelse i Reglen ikke kan gives, når ikke Parterne ere enige herom. Det er altså ganske overladt til Fogdens Afgjørelse, hvorvidt der undtagelsesvis måtte kunne tilståes Udsættelse efter den ene Parts Begjæiing, og han vil herved tage et væsentligt Hensyn til, om Begjæringen fremkommer fra Domhaveren eller fra Domfældte; thi om end Udkastet i Overensstemmelse med den gjældende Ret fastholder, at Donchaveren ikke har Adgang til vilkårlig at forlange Forretningen udsat, vil dog den Udsættelse, hvorom han fremsætter Begjæring, selvfølgelig langt sjældnere frembyde Betænkelighed end en Afbrydelse af Forretningen efter Domfældtes ensidige Begjæring, Forskjellig fra en egentlig Afbrydelse af Forretningen er den i Paragrafens to sidste Stykker omhandlede midlertidige Standsning af Forhandlingerne.

Hvor en sådan anordnes eller tilståes, har Fogden på Domhaverens Forlangende at træffe de fornødne Foranstaltninger til at oprelholde den samme Tilsiand, indtil Forretningen atter fortsættes, hvorhos der på behørig Måde skal gives Parterne Underretning om Tiden for Forretningens Fortsættelse. Snarest muligt efter Forhandlingernes Slutning afsiger Fogden Kjendelse; dennes Fuldbyrdelse kan ikke hindres ved Anvendelse af Retsmidler (§ 485). Iøvrigt er det efter § 494 Reglen, at Retsmidler imod Fogdens Afgjørelser, hvad enten der er Spørgsmål om Påanke eJer Besværing (hvorom nærmere i det Følgende), førft kunne anvendes, når hele Exekutionsforretningen er sluttet. Ifølge § 495 er Fristen for Retsmidlernes, såvel Besværings som Påankes, Anvendelse den for Påanke af Domssager foreskrevne, nemlig 4 Uger; de Hensyn, der have fort til for Domssagers Vedkommende at foreflå en kortere Besværingsfrist, gjøre sig nemlig ikke gjældende på Fogedforretningernes Område. Efter Fristens Udløb kan Retsmidlers Anvendelse, i Lighed med hvad der i § 303 er foreskrevet om Påanke af Domssager, tilstedes i Løbet af 1 År, når Omstændighederne tale derfor; men det er føgt udtrykt i § 495, at der her vanskeligere end for Domssagers Vedkommende bør gives Tilladelse til Retsmidlers Anvendelse efter Udløbet af den ordentlige Frist, idet det hedder, at sådan Tilladelse kun kan meddeles, når ganske særegne Omstændigheder retfærdiggjøre, at Parterne ikke i rette Tid have gjort Retsmidler gjældende. Tilladelsen meddeles af Landsrettens Formand. Det er en Selvfølge, at når en Dom ved en i Medfør af Reglen i § 303 iværksat Påanke tilintetgjøres eller forandres, eller når den ophæves ved en i Medfør af § 335 afsagt Kjendelse, hvorved ny Foretagelse af Sagen bevilges, kan også den i Medfør af Dommen skete Exekution ophæves, om end den ordentlige Påankefrist af 4 Uger fra dens Foretagelse er udløbet, se § 495 1ste Stykke. Hvad angår den nærmere Ordning af de Retsmidler, som efter Udkastet kunne anvendes imod selve Exekulionsforretningen og de under

denne afsagte Kjendelser, henvises til Bemærkningerne ved Kapitel V.

I §§ 487—491 gives en Række Bestemmelser om Udlægshaverens Retsstilling, der i det Væsentlige må ansees for stemniende med den bestående Ret. Dette gjælder således i det Hele om de i § 491 optagne Regler angående Beskaffenheden af den Sikkerhedsret, Udlæget giver, jft. herved Konkurslovens § 158. Ligeledes stemmer det med den gjældende Ret, at den, som har fået Udlæg i fast Ejendom, uden at der tillige gives Udlæg i dens Frugter og Indtægter, ifølge § 487 ikke.kan modsætte sig, at den forbliver i Skyldnerens Besiddelse indtil Tvangsauktionen, medmindre Skyldneren findes at ødelægge eller forringe Ejendommen. Hvad angår Besiddelsen af udlagt Løsøre, indeholder Udkastets § 488 nogle lidet indgribende Lempelser i den gjældende Ret, beregnede på såvidt muligt at undgå de Omkostninger, der ere forbundne med Godsets Bevaring ved en Trediemand. Udlagt Løsøre kan herefter forblive i Skyldnerens Besiddelse ikke blot, når Udlægshaveren giver sit Samtykke dertil, men også, når Skyldneren stiller antagelig Sikkerhed for dets Tilstedeblivelse i uforringet Stand. I andet Fald er Udlægshaveren ordentligvis berettiget til at tage udlagt Løsøre i sin Besiddelse, dog, hvis det Udlagtes Værdi betydeligt overstiger hans Fordring, kun imod Sikkerhedsstillelse. Det vil herefter sågodtsom altid blive Tilfældet, at udlagt Løsøre opbevares enten af Skyldneren eller af Udlægshaveren. Bliver -det undtagelsesvis nød« vendigt at give det udlagte Gods i Trediemands Forvaring, har Fogden at træffe de i så Henseende fornødne Foranstaltninger på Domfældtes Bekostning. Iøvrigt er det ved disse Regler forudsat, at der ikke tilkommer nogen Trediemand en Ret over Tingen, i Kraft af hvilken han er berettiget enten til selv at besidde denne eller dog til at modsætte sig en Forandring i det hidtil bestående Besiddelsesforhold, såfom hvor en Løsøregjenstand for« inden Udlæget var pantsat til en Anden end Udlægshaveren. I stige Tilfælde må Udlægshaveren selvfølgelig finde sig i, at Godset bliver, hvor det er. Har Trediemand det

Udlagte i sin Besiddelse, bliver det efter Omftændighederne ifølge Udlægshaverens Begjær ing af Fogden at tilkjendegive vedkommende Trediemand, at Skyldneren ikke er beføjet til at modtage Tingen, når Tredjemands Ret til dens Besiddelse ophører (§ 490).

Ifølge Bestemmelsen i § 487 2det Stykke skal Udlæg i fast Ejendom — overensfremmende med hvad der ansees for gjældende Ret — for at kunne gjøres gjældende imod dem, der ved Retshandler måtte erhverve Rettigheder over Ejendommen, thinglæses ved dennes Værnething. Hvad angår Udlæg i Løsøre, har det efter dsn gjældende Ret været Gjenstand for Tvivl, om Thinglæsning er nødvendig til Sikring af Udlægshaverens Ret. Overvejende Grunde turde dog tale for at besvare Spørgsmålet benægtende, idet det vistnok måtte erkjendes, at Bestemmelserne i Pl. 18 Januar 1788 og Frd. 28 Juli 1841 om Thinglæsning af visse Retsforfølgninger samt af Underpant i Lssøre ikke frembød få afgjørende Analogi, at det i Kraft af disse Lovbud kunde pålægges Udlægshaveren at iagttage en Formalitet, som tidligere utvivlsomt ikke var nødvendig til Sikring af hans Ret, jfr. Rellemann „Læren om Exekution og Auktion S. 185 ff. Til at foreflå en Forandring i, hvad der således tør ansees for gjældende Ret, har Kommissionen ikke fundet tilstrækkelig Grund. Dels har man havt Betænkelighed ved at besvære den almindelige Retsforfølgning med en ny Formalitet; dels er man gået ud fra, at den Fare for Trediemand, som kan opftå af Thinglæsnings Undladelse, ikke har Meget at betyde. Forsåvidt man herimod måtte indvende, at det efter den således fomdsatte Ordning bliver muligt til Skade for den almindelige Kredit at omgå Lovbudet om Thinglæsning af Underpant i Løsøre derved, at Kreditor efter Aftale med Skyldneren tager Udlæg i hans Løsøre og dervå i Stedet for at stride til Realisation benytter Udlæget som en vedvarende Sikkerhedsret, er det tilstrækkeligt at henvise til den fra Konkursloven overførte Bestemmelse i § 491 2det Stykke, som netop er beregnet på at hindre den an« tydede Fremgangsmåde.

Medens Udkastet i Henhold til de ovenanførte Betragtninger har undladt at påbyde Thinglæsning af Udlæg i Løsøre, er det derimod, forsåvidt Gjenstanden for Udlæget er et Gjældsbrev, ifølge § 489 1ste Stykke nødvendigt, at dette forsynes med en Påtegning om Udlæget, for at det skal kunne gjøres gjældende imod Trediemand, der senere i god Tro har fået Gjældsbrevet overdraget til Ejendom eller Pant, eller imod Skyldneren, der senere i god Tro har ydet Betaling på Kapitalen til den, hos hvem Udlæget er sket, imod Kvittering på eller Udlevering af Gjaldsbrevet. Ligesom denne Bestemmelse må ansees for en Anvendelse af vor Lovgivnings almindelige Grundsætning om, hvad der udkræves til Sikring af Rettigheder i Gældsbreve, således stemmer det også med den gjældende Ret, at der ifølge Paragrafens Slutningsbestemmelse ved Udlæg i Fordringer af anden Beskaffenhed skal gives Skyldneren Underretning herom for at forhindre, at denne befries ved i god Tro at betale til den, hos hvem Udlæget er sket. Det Samme må fremdeles gjælde overfor Skyldneren efter et Gjældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende.

§§ 492—493 omhandle Exekutionsforretningens Gjenoptagelse. I § 492 opregnes — væsentlig i Overensstemmelse med den gjældende Ret — endel Tilfælde, i hvilke Forretningen kan gjenoptages efter Begjæring af Domhaveren eller den, hos hvem Udlæget er sket. Udenfor disse Tilfælde kan Exekutionsforreiningen ikke gjenoptages i Henhold til en Parts ensidige Begjæring, men kun med alle Vedkommendes Samtykke, se § 493. Fremdeles hævder Udkastet som undtagelsesfri Regel, at Forretningens Gjenoptagelse efter Begjæring af Trediemand kun kan finde Sted, når alle Vedkommende samtykke deri. Herimod kan ikke indvendes, at det overfor Trediemand, som i Reglen ikke har Lejlighed til at komme tilstede under Exekutionsforretningen, er ubilligt at nægte Forretningens Gjenoptagelse og således afskjære ham fra at gjøre sine Indsigelser imod Exekutionen gjældende ad en Vej, som står ham åben, hvis han giver Møde under Forretningen, For det Første må det erindres, at Trediemand kan

fremtræde med sine Indsigelser*) på det næste Trin i Forfølgningen, nemlig under Tvangsauktionen (jfr. § 542 2det Stykke), en Adgang, der i Reglen vil være ham ligeså nyttig som en Ret for ham til at fåe Exekutionsforretningen gjenoptaget, idet der dog ordentligvis først ved Tvangsauktionen vil kunne påføres Trediemand Skade af mere indgribende Betydning. Men dernæst skal endnu fremhæves, at Trediemands Adgang til at intervenere ved Fogedretten — være sig under Exekutionen eller Tvangsauktionen — ikke er den eneste Vej, ad hvilken han kan gjøre sine Indsigelser gjældende. På Grund af Fogedretsprocedurens ejendommelige Karakter må Beskyttelsen for Trediemand endog væsentligst søges ad en anden Vej. Thi da Domhaveren dog ikke kan være pligtig at finde sig i, at Trediemand standser hans Forfølgning blot ved at erklære, at han har en Indsigelse imod Exekutionen, vil Trediemand, selv om der gives ham Lejlighed til at møde under Forretningen, stå magtesløs overfor Domhaveren, når han ikke strax kan fremskaffe Bevis for Indsigelsens Rigtighed, en Forudsætning, der meget sjælden vil foreligge. Hovedbeskyttelsen for Trediemand må derfor sættes i den Adgang, han har til uanset den stedfundne Exekution at gjøre sin Ret gjældende under en Domssag i første Instants. Overfor den Fare for hans Retsnydelse, som måtte kunne opstå af Afgjørelsens Udskydelse til det Tidspunkt, da et sådant Søgsmål kan være ført til Ende, vil Trediemand efter Omstændighederne kunne sikre sig gjennem en Udsættelsesforretning eller Anvendelse af de foreløbige Retsmidler, Arrest og Forbud. Navnlig erindres, at Trediemand har Adgang til, forsåvidt han kan stille fornøden Sikkerhed, ved Forbud at hindre Udlægshaveren i at

*) Herned hanes selvfølgelig på dette Sted kun
sådanne Indsigelser for Øje, som gå ud på,
at Trediemands Ret overhovedet er til Hinder
for Udlæget. Er Tilfældet derimod det, at
Trediemand ikke protesterer imod Udlæget i det
Hele, men kun påstår det iværksat med Anerkjendelse af hans Ret (som sekundært), må Indsigelsen ubetinget være henvist til Auktionen.

skride til Tvangsauktion, forinden Spørgsmålet er afgjort ved Domstolene, jfr. § 606 sidste Stykke.

Om §§ 494—495 er talt ouenfor.

Om Tvangsauktion.

Forinden der gåes over til at omtale de enkelte Underafdelinger i dette Kapitel, vil det være hensigtsmæssigt at fremstille det Hovedprincip, der ligger til Grund for Udkastets Regler om Tvangsauktion, og de Hovedforandringer i de gjældende Regler, som Gjennemførelsen af dette Princip har ledet til at føreslå.

Efter den gjældende Lovgivning er det Reglen, at hver enkelt Fordringshaver, som vil søge Fyldestgjørelse gjennem Tvangsauktion, afholder Auktionen udelukkende på sine egne Vegne, således at andre Udlægshavere og Panthavere, der ere berettigede til Fyldestgjørelse af samme Ting, selv om deres Fordringer ere i Exekutionsstand, hverken ere berettigede eller forpligtede til at deltage i Forfølgningen. Denne Ordning er i flere Henseender uheldig og må vistnok siges hverken at fyldestgjøre den realiserende Udlægshavers eller de øvrige til Deltagelse i Kjøbesummen Berettigedes Interesser, hvilket navnlig viser sig ved Tvangsauktioner over faste Ejendomme.

Betragtes Sagen først fra de øvrige Berettigedes Standpunkt, da må det vel indrømmes, at Tvangsauktionen faktisk ofte leder til Fyldestgjørelse ikke blot af Rekvirentens Fordring, men af alle de Retskrav, som ikke efter Auktionens Udfald tilintetgjøres, forsåvidt de pågjældende Fordringshavere ikke give deres Samtykke til, at deres Kapitaler forblive indestående i Ejendommen; men fra et retligt Synspunkt må det betragtes som en Tilfældighed, om Tvangsauktionen fører til, at andre Fordringshavere end Rekvirenten blive fyldestgjorte. For det Første kan Rekvirenten, som selv er Herre over sin Retsforfølgning, standse den, når han vil; ja selv, efterat der

er givet Hammerslag, kan han, idetmindste med Rekvisiti Samtykke, blive enig med Kjøberen om, at det hele Salg skal gå tilbage, uden at andre Pant- og Udlægshavere kunne gjøre nogen Indsigelse herimod. Ej heller kunne disse fordre, at det ved Auktionsvilkårene skal pålægges Kjøberen at stille Sikkerhed for den Del af Kjøbesummen, som tilkommer dem*), og hvis han ikke betaler dem, så at Retsforfølgning bliver nødvendig, må Enhver af dem gjennemgå alle Retsforfølgningens Trin — Dom eller Forlig, Udlæg og Tvangsauktion —, og Ingen af dem kan bortsælge Ejendommen i Henhold til det Rekvirenten givne Udlæg. Imod denne Ordning frembyder der sig strax den Indvending, at Omkostningerne som en Følge af disse forskellige, af hinanden uafhængige Retsforfølgninger løbe op til et langt større Beløb, end hvis der kun blev afholdt een Auktion til alle Vedkommendes Fyldestgjørelse. Der er dernæst en Mulighed for, at Ejendommen omtrent samtidig kan blive stillet til Auktion af forskjellige Udlægshavere, idet enhver Fordringshaver, som antager, at den af en Anden indledede Retsforfølgning ikke vil føre til Fyldestgjørelfe af hans Fordring, vil have Grund til at påskynde sin egen Forfølgning så meget som muligt; men det er indlysende, at et sådant Forhold, hvorefter flere Udlægshavere samtidigt tillyse Auktioner over den samme Ejendom, må forvirre de Lysthavende og afskrække dem fra at byde, ligesom det også let kan fremkalde Processer imellem de Forfølgende indbyrdes. I det Hele bliver Retsforholdet under disse Omstændigheder af en unødvendig indviklet Karakter, og vort Retsliv frembyder vistnok også Exempler på, at der, når flere Panthavere på een Gang ere skredne til Tvangsauktion, er opstået Retsspørgsmål, hvis rette Løsning har været meget vanskelig. Det Princip, at Tvangssalget alene sigter til at skaffe den realiserende Udlægshaver Fyldestgjørelse, er også i en an-

*) En anden Sag er, at de kunne nægte at give
Kjøberen nogensomhelst Henstand, medmindre h«n
også stiller dem Sikkerhed.

den Retning forbundet med Ulempe, idet det har medført, at den realiserende Udlægshavers Auktion ikke i alle Henseender foregår med behørigt Hensyn til de øvrige Interessernes Tarv. Auktionsvilkårene affattes af Rekvirenten, og der gives ikke de øvrige i Ejendommen Interesserede, for hvilke Auktionen med Hensyn til sit Udfald er bindende, nogen Lejlighed til at indvirke på deres Indhold. På denne Måde fremkommr der i Reglen ikke Auktionsvilkår, hvorved Alles Interesser tilbørligt varetages. Vel er det ved Lovgivningen pålagt Rekvirenten at give Kredit med den Del af Kjøbesummen, son tilfalder ham, ligesom han i det Hele ikke i Vilkårene må optage usædvanlige eller trykkende Bestemmelser, som kunde indvirke stadeligt på Auktionens Udfald i det Hele; men han er ikke pligtig at sørge for, at Vilkårene affattes med den Fuldstændighed og Klarhed i alle Retninger, som betinge et heldigt Salg. I denne Henseende behøver han ikke at gå videre, end Hensynet til hans egen Interesse kræver, og hvis han føler sig sikker på, at der, hvorledes det end går, vil udkomme nok til hans egen Dækning, vil han være tilbøjelig til at tage sig Vilkårenes Affattelse så let som muligt og ikke være opfordret til særlig Bestræbelse for, at der i Vilkårene omhyggelig gjøres Rede for alle de Ejendommen vedrørende Forhold, som det må være en Kjøber af Vigtighed at komme til Kundskab om. Erfaringen har også godtgjort, at Auktionsvilkårene ved Tvangssalg af faste Ejendomme ofte lade Meget tilbage at ønske i Henseende til Fuldstændighed og Klarhed, og heri må vistnok en af Hovedgrundene søges til, at Tvangsauktioner så ofte fåe et dårligt Udfald. De sekundære Panthavere, hvis Rettigheder ved Tvangssalget kunne blive tilintetgjorte, ville ikke på Grund af sådanne Mangler ved Vilkårene kunne fåe Auktionen annulleret. Vel kunne de, når de møde på Auktionen, i Reglen bevirke, at Vilkårene affattes fuldstændigere og tydeligere, men da de ikke indkaldes til at erklære sig over Vilkårene, bliver det helt tilfældigt og hører vist også i det praktiske Liv til Sjældenhederne, at de på Auktionen fremkomme med sådanne

Påstande; til at afholde dem herfra bidrager vel også den Betragtning, at Kjøberne let blive betænkelige og forstemte, når der under selve Auktionen opstår Tvistigheder eller endog blot føretages Forandringer i Vilkårene. Særlig uheldigt er det, at der ikke i Auktionsvilkårene behøver at optages nogen Bestemmelse om, til hvem den Del af Kjøbesummen skal udbetales, som ikke medgår til Dækning af Rekvirentens Fordring. Kjøberen vil altid ønske en bestemt Tilkendegivelse om, til hvem han kan betale Kjøbesummen med den Virkning, at han derved frigjøres for sin Forpligtelse, og en Uklarhed angående dette Punkt vil kunne indvirke meget uheldigt på Auktionens Gang, især hvis Prioritetsforholdene ere indviklede og det altså er vanskeligt for Kjøberen at bedømme, hvem der er berettiget til Andel i Kjøbesummen, og hvormeget Enhver især skal have, Noget, hvorom der mellem Vedkommende ofte vil være Strid. En ikke ringe Fare for de øvrige Interesserede kan fremdeles opstå deraf, at disse ikke kunne fordre, at det pålægges Kjøberen at stille Sikkerhed for den Del af Kjøbesummen, som tilkommer dem. Frd. 11te Sept. 1833 omtaler kun, at Rekvirenten kan forlange Sikkerhed for en Del af sin Fordring, og hvis denne udgjør et i Forhold til Ejendommens Værdi ringe Beløb, f. Ex. når Ejendommen realiseres for Skatterestancer, vil en uvederhæftig Kjøber således mod en ubetydelig Sikkerhedsstillelse kunne skaffe sig Besiddelsen af en værdifuld Ejendom og gjennem en Ejendommen forringende Brug kunne gjøre sig den så indbringende som muligt i den Mellemtid, som må hengå, indtil en af de andre Interesserede kan tilendebringe sin Retsforfølgning *).

Men heller ikke den forfølgende Panteller Udlægshaver kan efter den gjældende Ret

*) Det i D. L. 5—7—8 hjemlde Retsmiddel, ved his Benyttelse en Panthaver hurtigt vilde kunne gjøre en Ende på benne Tilstand, har på Grund af Panthaverens deraf følgende Regnskabspligt og øvrige Ansnar ikke nogen stor praktist Anvendelse, og det kan derhos jo kun benyttes af en Panthaver, når Renter og Asdrug til ham udeblive.

siges at være stillet på en hans billige Krav fyldestgjørende Måde. Ligesom de øvrige i Tingen Berettigede ikke have Krav på at delagtiggjøres i Rekvirentens Forfølgning, således kan Sidstnævnte heller ikke omvendt tvinge dem til at træde op og deltage med ham i Forfølgningen. Denne Omstændighed kan ikke andet end medføre, at den forfølgende Pant- eller Udlægshaver — især når han ikke er første Prioritetshaver — bliver mindre heldigt stillet, idet han er nødt til at handle på egen Risiko, såsnart der måtte vcrre nogen Tvivl om hans Fremgangsmådes Lovlighed eller Konditionernes Forsvarlighed overfor de andre i Tingen Berettigede. Der gives intet Middel hvorved den Realiserende kan tvinge disse til at erklære sig over den af ham tilsigtede Auktion og de af ham forfattede Konditioner med den Virkning, at Indvendinger, som ej fremsættes, fortabes. Herved åbnes oste Vejen til Chikane mod den Realiserende, som i de temmelig hyppige Tilfælde, hvor en eller anden Tvivl, navnlig med Hensyn til Konditionerne, kan være tilstede, må finde sig i, at de andre i Tingen Berettigede vælge at indtage en tilbagetrukken Stilling, for bagefter at angribe hans Auktioner ved Appel til Annullation, istedetfor åbent og ligefrem strax at fremkomme med deres Grindringer, i hvilket Tilfælde Rekvirenten ofte vilde finde sig foranlediget til at rette sig efter dem for at undgå al Usikkerhed.

Endelig bemærkes endnu Følgende: Efter flere fremmede Love er det Neglen, at Auktionskjøberen skal betale hele Kjøbesummen kontant, men vor Lovgivning har i rigtig Erkjendelse af, at en sådan Fordring vilde medføre et mindre godt Udfald af Auktionen, foreskrevet, at Rekvirenten af Hensyn til de senere Prioritetshavere skal give en vis Kredit. Derimod påhviler en lige Forpligtelse ikke de øvrige Pant- og Udlægshavere og kunde, da de ikke delagtiggjøres i Retsforfølgningen og der ikke stilles dem Sikkerhed, isse heller pålægges dem. Men heraf er det en Følge, at Lovgiverens Hensigt med den hele Foranstaltning kun ufuldstændigt opnåes. Enhver af de øvrige Pant- og Udlægshavere vil nemlig kunne møde på den Forfølgendes

Auktion og erklære, at han forlanger kontant Betaling, og at han i modsat Fald strax vil stride til Retsforfølgning; herved vil han, skjønt han måske selv opnår kontant Betaling af hele sin Fordring, trykke Gjendommens Pris ned til Skade for Skyldneren og sådanne Berettigede, der skulle stå tilbage for ham selv. På denne Måde vil f. Ex, anden Prioritetshaver, når første Prioritetshaver realiserer, kunne stille sig til Skade for senere Panthavere, og hvis det er en sekundær Panthaver, der bortsælger Ejendommen, da er han, som for sit eget Vedkommende er pligtig til at give Kredit, nødt til rolig at se på, at en bedre berettiget Panthaver på hans Auktion optræder med Fordring på kontant Betaling og derved idetmindste for en Del tilintetgjør Betydningen af, at der gives Kjøberen Henstand med den Del af Kjøbesummen, som tilfalder Auktionsrekvirenten.

For at råde Bod på disse Ulemper har Udkastet efter flere fremmede Loves Exempel opstillet den Hovedregel, at der, når en fast Ejendom stilles til Tvangsauktion, stal foregå en Opgjørelse, som omfatter alle dem, der have Pant eller Udlæg i Ejendommen, uden Hensyn til, om de i Prioritet stå foran eller bagved Rekvirenten, og endvidere alle dem, der have andre tinglige Rettigheder over Ejendommen, forsåvidt disse ikke ere ældre end samtlige Pant- og Udlægshaveres Rettigheder, i hvilket Fald de kunne stå udenfor den Opgjørelse, der føregår gjennem Tvangsauktionen (se § 524 i Slutn.), hvilket Sidste navnlig gjælder om dem, der ere ejendomsberettigede med Hensyn til Tingen. De nævnte Personer ere på den ene Side berettigede, men på den anden Side også forpligtede til at deltage i Forfølgningen, der iværksættes til Alles Fyldestgjørelse, dog at de, som ere forpligtede til, uanset Ejendommens Salg, at lade deres Pantefordringer forblive indestående i den, ikke have noget Krav på Fyldestgjørelse af Auktionsudbyttet, men kun på, at deres Ret bevares (§ 520 næstsidste Stykke). Det Samme gjælder selvfølgelig om dem, der have Brugsrettigheder, Servituter eller Grundbyrder, forsåvidt disse Rettigheder efter Auktionens Udfald vedblivende kunne stå ved Magt. Ved

den således foreslåede Ordning bliver det muligt at undgå de ovenfor fremhævede Ulemper og at tage alle Vedkommendes Interesser i tilbørlig Betragtning. Auktionsvilkårene fastsættes ikke af Rekvirenten alene; han fremkommer kun med et Udkast, som da nærmere drøftes på et Møde, hvortil alle Vedkommende indkaldes, så at Enhver får Lejlighed til at varetage sit Tarv og på den anden Side også er pligtig at fremkomme med sine Indvendinger på dette Trin af Sagen (§§ 519 og 524); Uenighed om Indholdet af Vilkårene afgjøres af Fogden (§ 525 2det Stykke). Når Auktionsvilkårene ere fastsatte, kan Rekvirenten ikke længere ubetinget frafalde Forfølgningen, idet nu enhver Udlægshaver og enhver Panthaver, hvis Fordring er forfalden, kan fordre dens Fortsættelse (§ 527). Den Sikkerhedsstillelse, som affordres Kjøberen, bestemmes ikke i Forhold til Rekvirentens Fordring alene, men i Forhold til hele det Beløb, som Kjøberen er pligtig at udbetale (§ 522), og hvis Kjøberen ikke erlægger Betalingen i rette Tid, kan ikke blot Rekvirenten, men også enhver anden til Deltagelse i Kjøbesummen Berettiget, uden at han behøver at tage Dom og Udlæg, forlange Ejendommen sat til ny Auktion (§ 538). Da alle de øvrige Interesserede således ved Tvangssalget skride lige så langt frem ad Retsforfølgningens Vej som Rekvirenten, har det kunnet pålægges dem Alle at indrømme Kjøberen samme Betalingsfrist, som den, Rekvirenten for den ham tilfaldende Andel af Auktionsudbyttet må underkaste sig (§ 520 2det Stykke), ligesom det er en Selvfølge, at Auktionen med Hensyn til sit Udfald er bindende for alle de i Medfør af § 519 indkaldte Personer uden Hensyn til deres Plads i Prioritetsordenen. Fremgangsmåden ved tvungen Auktion over faste Ejendomme er efter Udkastets Regler (§§ 518—541) i Hovedtrækkene følgende. Samtidigt med, at en Udlægshaver indgiver Begjæring om Tvangsauktion, skal han til Fogden afgive Udkast til Auktionsvilkårene samt Begjæring om, at alle Interesserede må blive indkaldte til et Møde. Fogden indkalder dem derefter med 4 Ugers Varsel; dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan sees

af Skjøde- og Pantebøgerne eller på anden Måde kommer til Fogdens Kundskab, gives der særskilt Underretning, forsåvidt de have bekjendt Bopæl inden Riget, men iøvrigt sker Indkaldelsen ved en almindelig Opfordring, som indrykkes 3 Gange i vedkommende offentlige Tidender (§ 519). I Mødet kan Enhver komme med Indsigelser mod eller Ændringsforstag til det af Rekvirenten forelagte Udkast til Auktionsvilkår; men hvis Ingen anfører Noget, ansees Alle for at vedtage, at Tvangssalget også for deres Vedkommende stal foregå i Henhold til det fremlagte Udkast til Auktionsvilkår, dog at Fogden stal påse, at Vilkårene ikke afvige fra de i §§ 520—523 givne Regler om Længden af den Frist, der stal gives med Kjøbesummens Betaling, om Størrelsen af den Sikkerhed, der kan affordres Kjøberen o. s. v., medmindre udtrykkeligt Samtykke hertil haves fra alle Vedkommende. Opståede Tvistigheder om Vilkårenes Affattelse afgjøres af Fogden (§ 525) enten strax i selve Modet, eller efter at de Vedkommende have havt Udsættelse. For at fremskynde Forfølgningen er det i § 526, jfr. § 537. fastsat, at Tvistigheder om, hvorvidt eller i hvilken Orden de Pågjældende skulle fyldestgjøres af Auktionssummen, ikke skulle forhandles eller finde deres Afgjørelse på dett Trin af Sagen, men kunne udskydes til et senere Tidspunkt, så at selve Auktionen skrider fremad uden Hensyn til dem; i sådanne Tilfælde bliver det ved Auktionsvilkårene at bestemme, at Kjøbesummen eller den omtvistede Del af samme skal indbetales til Fogden, medens Vilkårene ellers må angive de enkelte Personer, der ere berettigede til Deltagelse i Kjøbesummen. Når Auktionsvilkårene ere fastsatte, har Fogden uden yderligere Opfordring at tillyse Auktionen (§ 528). De tvende foreløbige Auktioner, som efter den gjældende Ret bidrage ikke lidet til at forhale Forfølgningen, ere efter Udkastet boltfaldne, og i Neglen skal der kun afholdes een Auktion (§ 532). Den, der har erholdt Hammerslag, skal berigtige Kjøbesummen ved Betaling enten umiddelbart til de i Vilkårene angivne Personer eller til Fogden, dersom dette måtte være bestemt i

Henhold til § 526. I sidstnævnte Tilfælde har Fogden strax at gjøre et Udkast til Auktionssummens Fordeling mellem de Vedkommende, som derpå indkaldes til et Møde (§ 537). Indkaldelsen, der sker på samme Måde som til det Møde, der afholdes til Auktionsvilkårenes Fastsættelse, skal indeholde en Bemærkning om, at Udkastet ligger til Eftersyn på Fogdens Kontor, hvor enhver Vedkommende mod spotelmæssig Betaling kan fåe en Afskrift af det. Fremkommer der i det berammede Møde ingen Indsigelse mod Fogdens Udkast, fordeles Købesummen i Overensstemmelse med dette, dog uden at herved Nogens Ret iøvrigt prækluderes, så at altså Enhver, der måtte anse sig for berettiget til den Del af Kjøbesummen, som er udbetalt til en Anden, er beføjet til i Overensstemmelse med den borgerlige Rets Regler at søge Beløbet tilbage fra den, hvem det urettelig er kommet tilgode. Fremsættes der derimod Indsigelser, og Fogden ikke kan tilvejebringe Enighed, henviser han de tvistende Parter til almindelig Rettergang; men når en gjort Indsigelse derefter ikke behørig forfølges inden 4 Uger, ansees den som ikke fremsat. Den Del af Auktionssummen, som er Gjenstand for Tvist, tilbageholdes af Fogden indtil Sagens endelige Afgjørelse (§ 537).

Ved Tvangssalget bortfalde alle de Retskrav på Tingen, til hvis Fyldestgjørelse Auktionen efter det Anførte må siges at vare føregået. Denne Retsvirkning er kun betinget af, at Kjøberen opfylder Auktionsvilkårene, men derimod kommer det ikke i Betragtning, om de Vedkommende virkelig erholde den Fyldestgjørelse, hvorpå de efter deres materielle Retsstilling have Krav, eller om dette ikke bliver Tilfældet, som en Følge af, at de ikke have givet Møde under Auktionen og gjort deres Ret gjældende. Det Anførte gjælder også om sådanne Rettigheder, hvis Tilværelse har været ubekjendt, navnlig fordi Skjøde- og Pantebøgerne ikke udviste Noget om dem. Uagtet der som en Følge heraf ikke vil udgå nogen personlig Indkaldelse til de Vedkommende, går deres tinglige Ret dog tabt, og indfinde de sig først, efterat Kjøbesummen er berigtiget og fordelt mellem dem, der have

givet Møde, have de kun personlig Regres til den, der har oppebåret deres Anpart. Det oversees ikke, at der ved denne Ordning fremkommer en hidtil ukjendt Præklusion af Rettigheder over Tingen, og det skal endogså erkjendes, at Udkastets Princip ikke med Nødvendighed kræver dette Resultat, idet Principet vel lod sig gjeunemføre, om man end indskrænkede Tvangsauktionen til at være en Opgjørelse mellem de Personer, om hvis Interesse i Ejendommen der havdes Kundskab; men da det kun er yderst sjældent, at tinglige Rettigheders Tilværelse ikke kan erfares af Skjøde- og Pantebøgerne, og da Reistab af den angivne Art altså, forsåvidt de Vedkommende ikke gjøre sig skyldige i Forsømmelse, ville blive noget ganske Usædvanligt, er det antaget, at der ikke er Grund til af Hensyn til sådanne extraordinære Tilfælde at opgive en Ordning, som iøvrigt frembyder store Fordele. Det er nemlig klart, at jo mere man sikrer Erhvervelse af Ejendommen ved Tvangsauktion, desto mere Udsigt bliver der til at fåe Ejendommen udbragt til den højeste Pris, og Trangen til at sikre Kjøberen ved at erklære alle Retskrav af den omhandlede Art for tilintetgjorte, er så meget større, som han netop ved Tvangssalg ikke har Adgang til at fåe sådan pålidelig Oplysning om Behæftelserne på Ejendommen, som han ved frivilligt Salg kan vente af Sælgeren, medens han netop ved Tvangssalg står uden en Hjemmelsmand, hos hvem han kan søge Regres for det Tab, han lider, når der viser sig at være sådanne ikke påregnede Behæftelser. Det bidrager vistnok ofte ikke lidet til at trykke Prisen på faste Ejendomme ved Tvangssalg, at Kjøberen i den omhandlede Henseende ikke har den Garanti som ved frivillige Salg. Herpå rådes der altså for en Del Bod ved den Tilintetgørelse af de omhandlede Retskrav, som indtræder efter Udkastet. Andre Love f. Ex. den genfiske Proceslov, som i dette Punkt er gået en helt anden Vej end den franske Code de procédure, gå langt videre, idet de i Modsætning til, hvad der er Reglen efter Udkastets § 524, bestemme, at ikke blot alle på Ejendommen hvilende Behæftelser, altså også de Brugsrettigheder, Servituler og Grund-

byrder, som ere ældre end alle Pant- og Udlægshaverne, men også Ejendomsrettigheder gå til Grunde ved Auktionen, når de ikke ere komne frem i Tide. Den ordonnance d’adjudication, hvormed Tvangssalget efter den genfiske Lov afsluttes, virker altså som en Art Lavhævdsdom, men en så vidtgående Regel er der ikke fundet Grund til at indføre hos os; meget vil allerede være vundet ved den Beskyttelse, Udkastet giver Auktionskjøberen.

Endnu skal som en almindelig Bemærkning tilføjes, at uagtet Udkastet selvfølgelig, også forsåvidt Tvangsauktioner angår, hviler på Forhandlingsmaximen, har dog det til Grund for Ordningen liggende Hovedprincip medført, at der, når Auktionsvilkårene ere fastsatte og Rekvirenten ikke længere ubetinget er Herre over Forfølgningen, på flere Punkter bliver Tale om en selvstændig Optræden af Fogden, hvortil der ikke findes noget Tilsvarende efter den gjældende Ret. I denne Henseende henvises til Reglen i § 525 2det Stykke, at Fogden skal drage Omsorg for, at Auktionsvilkårene affattes i Overensstemmelse med den ester Forhandlingen mellem de Interesserede trufne Afgjørelse; fremdeles til Reglen i § 526 i Slutningen, at Fogden i det der nævnte Tilfælde skal indkræve Auktionskjøbesummen, i fornødent Fald ad Rettens Vej; endvidere mærkes i den omhandlede Henseende, at han ifølge § 528, såsnart Vilkårene ere affattede, af egen Drift og uden yderligere Opfordring skal tillyse Auktionen, og hvis den bortfalder, aflyse den, samt at han ifølge § 537 skal forfatte Udkast til Kjøbesummens Fordeling mellem de Interesserede og, når Tvist opstår, sørge for dens hensigtsmæssige Frugtbargjørelse og Bevaring i Mellemtiden. Endelig mærkes Bestemmelsen i § 525 1ste Stykke (jfr. med Hensyn til Løsøre § 505), som i Modsætning til den gjældende Ret pålægger Fogden på Embedsvegne at påse, at de i §§ 520—523 i samtlige de Berettigedes Interesse givne Regler om Vilkårenes Indhold iagttages. Da Udkastets Princip nemlig er, at Indsigelser mod Auktionsvilkårene skulle komme frem i det i § 519 nævnte Møde, og at Auktionen ikke bagefter kan angribes derved, at Nogen fremkommer med sådanne

Indsigelser, vil det vistnok findes naturligt, at man ved den omhandlede Regel har søgt at sikre de Berettigede, som ikke have givet Møde efter Indkaldelsen, mod at deres Interesser ved Vilkårenes Affattelse aldeles tilsidesættes af de Mødende. Herefter bliver det også muligt for en Berettiget at indskrænke sig til blot at anmelde sin Ret på det i § 519 omhandlede Møde uden at deltage i Forhandlingen om Vilkårenes Indhold, hvorved han vil kunne undgå den Udgift, som det i Reglen vil påføre ham at lade møde ved en Fuldmægtig. Her kan som en beslægtet Regel mærkes Bestemmelsen i § 525 sidste Stykke.

Også med Hensyn til Tvangsauktioner over Losøre har Udkastet søgt at virke til, at der sker en samtlige Interesserede omfattende Opgjørelse, idet det er Reglen, at denne skal omfatte alle dem, der ikke kunne modsætte sig Salget, men have Ret til Andel i Auklionsudbyttet (§§ 509 og 510). Det er derimod Ikke anset Nødvendigt eller hensigtsmæssigt her at gjennemføre Principet i dets hele Strenghed. Det hører til Sjældenhederne, at Flere som Pant- eller Udlægshavere ere berettigede med Hensyn til samme rørlige Ting, medens dette så at sige er Reglen ved faste Ejendomme. Det kan derfor ikke ansees for at være af samme Vigtighed ved Løsøre som ved faste Ejendomme at gjennemføre Grundsætningen om, at alle i Tingenes Salg Interesserede skulle inddrages under Opgjørelsen. Udkastet har derfor indskrænket sig til i § 509 at bestemme, at det afgjøres efter de hidtil gjældende Retsregler, om Panthavere kunne modsætte sig vedkommende Gjenstandes Realisation. Hvis dette er Tilfældet, bevarer vedkommende Panthaver altså sin Panteret, om Salg end måtte være sket. Om Udlægshavere hedder det derimod, at de ingensinde ere berettigede til at modsætte sig, at ældre eller yngre Udlægshavere i samme Løsøre skride til Tvangsauktion (§ 509), og at Auktionen, når den er lovlig afholdt, med Hensyn til sit Udfald er bindende for dem (§ 510). Deres lovlige Ret over det udlagte Løsøre bortfalder således ved Tvangssalget og går over til at blive et Krav på Andel i Kjøbe-

summen, om hvilket Krav der gjælder lignende Regler som, hvis Talen var om en fast Ejendom. Den tinglige Rets Bortfalden er ikke afhængig af, at de Pågjældende virkelig komme til at oppebære den dem tilkommende Del as Auktionssummen, og finder altså Sted, selv om nogen Udlægshaver måtte være bleven forbigået ved Auktionssummens Fordeling, Noget, som iøvrigt efter Indholdet af §§ 512 og 513 sjælden vil førekomme. Der er vel ikke føreskrevet i disse Paragrafer, at der skal ske en almindelig Indkaldelse af alle de Interesserede, men Fogden skal dog, forinden Auktionssummen fordeles, meddele særskilt Underretning ikke blot til Enhver, som for ham har anmeldt Krav på Deltagelse i det ved Auktionen Indkomne, men også til Enhver, hvis Interesse enten kan sees af Skjøde- og Pantebøgerne eller bringes i Erfaring på anden Måde, såsom ved Skyldnerens Forklaring. Det vil således vistnok komme til at høre til de meget store Sjældenheder, at en virkelig Berettiget skulde blive forbigået, og- der er formentlig ikke nogen Anledning til af Hensyn til sådanne usædvanlige Tilfælde at føreskrive, at der ved Tvangsauktioner over Løsøre altid skal ske en almindelig Indkaldelse, såmeget mindre som denne just i Tilfælde af den omhandlede exceptionelle Karakter neppe vilde fyldestgjøre Øjemedet. Hvad der er sagt om Udlægshavere, gjælder også om sådanne Panthavere, som ikke kunne modsætte sig Salget af det Udlagte.

Ved Tvangsauktioner over Løsøre behøver der ikke at iagttages en så omstændelig Fremgangsmåde som ved faste Ejendomme. Det vilde også være meget uheldigt, om enhver Exekution i rørligt Gods skulde kræve så mange og langvarige Former og dermed i Forbindelse stående Omkostninger. Navnlig er det ikke anset for nødvendigt, at de Interesserede indkaldes til et Møde i Anledning af Vilkårenes Fastsættelse, idet Enhver må være tilfreds, når kun den almindelige i Lovgivningen føreskrevne Fremgangsmåde følges. Først når Auktionsudbyttet skal fordeles, må der også ved Løsøreauktioner ske en Indkaldelse af dem, der hos Fogden have anmeldt Krav på Deltagelse i det ved Auktionen Indkomne

eller af skjøde- og Pantebøgerne kunne sees at have sådant Krav (§ 513), og der iagttages da en lignende Omgang som den, der finder Sted med Hensyn til Kjøbesummen for en ved Tvangsauktion bortsolgt fast Ejendom. Da Udlæg til Forauktionering hos os væsentlig har udviklet sig gjennem Praxis og Lovgivningen kun lejlighedsvis har grebet ind og givet Regler om dette Forhold, er det naturligt, at den gjældende Rets Bestemmelser om Fremgangsmåden ved Tvangsauktioner på flere Punkter ere ufuldstændige. Der er således ikke givet bestemte Regler om, hvorledes Auktionen skal bekjendtgjøres, eller om, i hvilken Udstrækning og under hvilke Betingelser Rekvirenten ved Løsøreauktionen skal give Kredit. Udkastet, som har gjort den hele Materie til Gjenstand for en systematisk Behandling, har selvfølgelig søgt at undgå sådanne Ufuldstændigheder og navnlig også givet bestemte Forskrifter om Auktionens Bekjendtgjørelse og om den Kredit, der ved Løsøreauktioner skal gives.

Medens det i Lovforslaget er forudsat, at Tvangsauktion vedbliver at være en judiciel Handling og derfor er henlagt til Retsbetjentene (Fogden, Skifteretten), har Kommissionen betragtet Spørgsmålet om, hvorledes Auktionsvæsenet iøvrigt skulde ordnes i det Enkelte, som liggende udenfor dens Opgave. Men der må gjøres et Par Bemærkninger om dette Spørgsmål i dets Almindelighed. Når man betragter de Tilfælde, i hvilke der udenfor den egentlige Tvangsauktion bliver Spørgsmål om offentlig Auktion, må der vistnok gjøres en Adskillelse mellem de Auktioner, som man i Systemerne har betegnet som nødvendige, og de egentlig frivillige. Den såkaldte nødvendige Auktion finder Sted, hvor Lovgivningen befaler Bortsalg på denne Måde i samtlige Interesseredes Interesse, medens Auktionen kan betegnes som egentlig frivillig, hvor den private Rekvirent er fuldkommen rådig over Forholdet, således at han kan sælge underhånden lige såvel som ved Auktion. Det følger endvidere af den nævnte Adskillelses Natur og Hensigt, at medens det

Offentlige ved den nødvendige Auktion må fordre iagttaget en vis Fremgangsmåde, sigtende til at betrygge de Interesserede f. Ex. med Hensyn til Bekjendtgjørelsesmåde, Auktionssted osv., må det ved den egentligt frivillige Auktion være den private Rekvirent fuldkommen tilladt at indrette Auktionens Afholdelse, som han vil, da det Offentlige ingensomhelst Interesse har at påse herved og Følgerne af uhensigtsmæssig Fremgangsmåde alene ramme ham selv. Ved nødvendige Auktioner i heromhandlede Betydning af Ordet, tænkes navnlig på de Auktioner, hvorved et solvent, under offentlig Skiftebehandling stående Bos Effekter bortsælges, thi idet dette Salg iværksættes af Skifteretten i samtlige nærværende og fraværende, myndige og umyndige Arvingers Interesse, er det tillige givet, at der ikke kan gåes vilkårligt frem ved Salget, men at de Regler, som af Lovgivningen ansees nødvendige for at betrygge Auktionens Udfald, ikke må tilsidesættes, fremdeles på de Auktioner, ved hvilke strandet Gods og Hittegods bortsælges, eller de Auktioner, ved hvilke prisdømt Gods eller overhovedet konfiskerede Ting realiseres, jfr. Nellemann Læren om Exekution og Auktion S. 239—40. I Modsætning til sådanne Tilfælde stå de, hvor det Offentlige ingen Interesse har at påse ved Auktionens Foretagelse, og hvor der altså optræder en privat Rekvirent, der helt og holdent er rådig over Forholdet, og som forsåvidt slet ikke behøver at sælge ved Anktion, men gjerne kunde sælge underhånden og på hvilke Vilkår han selv vil. Om det nu end må antages, at de sidstnævnte egentlig frivillige Auktioner kunne og bør tages ud af de offentlige Embedsmænds Hænder, og medens det kan være Gjenstand for forskjellige Meninger, om der er tilstrækkelig Grund til at udøve anden Kontrol med dem, end der måtte nødvendiggjøres af fiskale Grunde, forsåvidt som der skal betales Auktionsgebyr, og om der altså behøves nogen Kontrol med dem, hvis Statskassen vil give Afkald på dette, stiller Sagen sig anderledes med de ovenfor nævnte Auktioner, som for Kortheds Skyld kunne kaldes de nødvendige. Da deres Afholdelse vedrører Interesser, som det Offentlige skal og må varetage, vil det ikke være rigtigt

at betro dem i mere eller mindre kontrollerede Privatmænds Hænder, men det bør vistnok fremdeles være Regel, at fornævnte Auktioner skulle afholdes af offentlige Embedsmænd og under embedsmæssigt Ansvar. Derimod er der neppe nogen Grund til at fastholde deres nuværende Egenskab som judicielle Foretagender. Ligeså klart som det er, at den egentlige Tvangsauktion, der i sig er en Retsforfølgning, ikke mindre end Udlæg og Konkursbehandling må være et judicielt Foretagende og foregå i processuelle Former under Adgang til Retsmidlers Anvendelse mod den, lige så indlysende synes det at være, at de her omhandlede såkaldte nødvendige Auktioner i deres Væsen ikke ere andet end Forvaltningsakter, hvorved det Offentlige drager Omsorg for og varetager Ubekjendtes, Fraværendes eller Umyndiges Interesser, men der er i Virkeligheden ikke mere judicielt heri end f. Ex. i den Formyndervirksomhed, i Kraft af hvilken det Offentlige bestyrer Umyndiges Gods eller offentlige Stiftelsers Formue. Til hvilke Embedsmænd man vil henvise de såkaldte nødvendige Auktioner, er forøvrigt af mindre Vigtighed, men det vil dog formentlig være rettest at lade dem blive hos Retsbetjentene, allerede af den Grund at disse, da de skulle besørge Tvangsauktionerne, ere fortrolige med den hele Auktionsfremgangsmåde og have Øvelse i den Art Forretninger, al den Stund de dog alligevel ikke kunne fritages aldeles for administrative Funktioner. Den Arbejdsmasse, som herved vil tilføres dem, er neppe så betydelig, at der fra denne Side betragtet kan rejses Betænkeligheder. Der existerer, som bekjendt, ikke i den nu gjældende Ret almindelige Regler for, hvorledes der skal gåes frem ved disse såkaldte nødvendige Auktioner, og navnlig ikke for den vigtigste Art af disse, nemlig Auktioner over solvente Dødsboers Effekter; kun for nogle enkelte Arter af disse Auktioner findes der speciellere, skjøndt dog ikke udtømmende Regler, f. Ex.Frd. 28de Decbr. 1836 §§ 25 og 26. Iøvrigt hviler den hele Fremgangsmåde på Praxis. Om det i den Lov om Auktionsvæsenet, der må føjes som et Supplement til de nye Rettergangslove, vilde være rigtigt at optage almindelige Regler om, hvad der af ved-

kommende Embedsmand skal iagttages ved de nødvendige Auktioners Afholdelse, må Kommissionen henstille. På den ene Side har det sine Fordele for den administrative Ordens og Ensartetheds Skyld at have almindelige Regler, men på den anden Side er det ikke muligt at undgå, at der må være en vis Frihed for den auktionsforvaltende Embedsmand til at tage Hensyn til lokale Vaner og Anskuelser med Hensyn til Bekjendtgjørelsesmåde, Auktionstid, Kreditfrist osv, ligesom også nogen Forskjel i Fremgangsmåden fornuftigvis må følge af Auktionsgjenstandens større eller mindre Værdi. Hvad de i egentlig Forstand frivillige Auktioner angår, må man vistnok være enig om, at der ikke er nogen Nødvendighed for at lade dem blive i Embedsmændenes Hænder. Men om man skal give dem aldeles fri, således at Enhver kan afholde frivillig Auktion over eget eller Andres ham til dette Øiemed betroede Gods, eller man skal gjøre deres Afholdelse til en kontrolleret Næringsvej, som kun kan udøves af de Personer, hvem Sådant tillades, og imod at de underkaste sig et vist Polititilsyn, henstiller Kommissionen ligeledes til Overvejelse. Fra Rettergangsordningens Synspunkt er det uden Interesse, om det ene eller det andet Alternativ vælges.

Almindelige Bestemmelser.

Det almindelige Grundlag for Tvangsauktion er Udlæg til Forauktionering. Dog opretholder Udkastet den Adgang, Håndpanthaveren efter de hidtil gjældende Regler (jfr. navnlig Konkurslovens § 155) har til at fælle Pantet til Auktion uden føregaaende Dom og Udlæg. Ligeledes har man bevaret den Ret i så Henseende, der efter den bestående Lovgivning tilkommer Statskassen som Panthaver for krediterede Toldafgifter i de en Oplagshaver betroede Oplagsvarer (§ 496 sidste Stykke). Forsåvidt det i § 497 hedder, at Tvangsauktionen føretages af Fogden, henvises der til, hvad herom er bemærket ovenfor Side 182. Hvad Fogdens specielle Kompetence angår, er Hovedreglen ifølge § 497, at Tvangsauktionen

føretages af den Foged, som har iværksat Udlæget. Dette gjælder også, når en Foged i Medfør af § 438 i en fremmed Retskreds har foretaget en Exekution, der er at anse som Fortsættelse af en i hans egen Retskreds påbegyndt Exekution; i et sådant Tilfælde har han altså også at forrette Tvangsauktionen. Hvad angår Spørgsmålet om Rekvirentens Adgang til uden Hensyn til de øvrige Interesserede at tage Bestemmelse om, i hvilken Retskreds Auktionen stal foregå, indeholder den gjældende Ret bestemte Regler med Hensyn til faste Ejendomme. For Løsøres Vedkommende lader den derimod Spørgsmålet åbent, og det må derfor vistnok antages, at Rekvirenten kan føre Løsøret hen til hvilken Retskreds han vil og lade det forauktionere der. Kommissionen har imidlertid fundet, at en sådan Ordning går Rekvisitus for nær, og da det på den anden Side ikke vel kan pålægges Rekvirenten ubetinget at lade Løsøret sælge der, hvor Udlæget er gjort, har man troet at burde foreslå dette Forhold ordnet på den i § 497 2det Stykke angivne Måde. Auktionen skal herefter vel i Reglen holdes i den Retskreds, hvor Udlæget er sket; men ligesom det dog altid står i Rekvirentens Magt at henlægge den til nærmeste Kjøbstad, således kan den med Fogdens Billigelse også foregå andetsteds. Når Udlægshaveren i Henhold til disse Bestemmelser lader Auktionen foretage i en anden Retskreds, er Stedets Foged pligtig at holde Auktionen, men Rekvirenten kan også vælge at lade Auktionen foretage af den Foged, der har gjort Udlæget; dog påhviler der ikke denne Foged nogen Forpligtelse til at holde Auktion i den fremmede Retskreds, ligesom han ikke har nogen Ret i så Henseende, hvis Udlægshaveren foretrækker Auktionsstedets Foged (§ 497 sidste Stykke). I § 498 bestemmes det, at ved Auktioners Afholdelse er særlig Tilkaldelse af Vidner ikke fornøden; det er formentlig overflødigt at træffe særegne Foranstaltninger for at sikre sig Beviset for, hvad der foregår ved en Auktion. Hvis Fogden med Hensyn til Auktionens Afholdelse møder Modstand, skal det exekutive Politi yde ham Bistand på samme Måde som under Exekutionen.

Med Hensyn til Begjæringen om Tvangsauktion forholdes der efter de samme Regler, som i så Henseende gjælde med Hensyn til Exekution, dog at her desuden Udskrift af Udlægsforretningen må medfølge, såfremt Tvangsauktionen skal foretages af en anden Foged end den, der har udført Udlægsforretningen; i modsat Fald er en simpel Påberåbelse af Udlægsforretningen med Angivelse af dens Datum tilstrækkelig, da Fogden i sin egen Protokol kan søge den Oplysning, som ellers skulde gives ved Udskriften (§ 499). Fogden skal, uden at afvente nogen Indsigelse fra Domfældtes Side, påse, at Grundlaget for Tvangsauktionen er i Orden, altså i de sædvanlige Tilfælde, at der er givet Rekvirenten Udlæg til Forauktionering, og i Mangel deraf nægte at fremme Auktionen (§ 500 1ste Styrke). Det Princip, at en retslig Afgjørelse ikke må bringes i Udførelse, førend den ved Udløbet af den ordentlige Påankefrist er blevet endelig, har man anset det for rettest også at bringe til Anvendelse på Udlægsforretninger. Det hedder derfor i § 500 2det Stykke, at Auktionen ikke må foregå, førend den til Retsmidlers Anvendelse givne ordentlige Frist af 4 Uger er forløben; er der inden Udløbet af denne Frist gjort Retsmidler, være sig Påanke eller Besværing, gjældende af nogen af de oprindelige Parter, bliver Tvangsauktionen at stille i Bero, indtil denne Sag er afgjort. Dog kan i Overensstemmelse med Forholdets Natur Undtagels fra disse Regler bestemmes af Fogden, forsåvidt de udlagte Gjenstande ere udsatte for hurtig Fordærvelse eller Tab i Værdi eller deres Bevaring er forbunden med uforholdsmæssig Bekostning. I § 501 bestemmes det, at Fogden, ligesom efter den gjældende Ret Auktionsdirektøren, når det forlanges, har at udstede de fornødne Bekjendtgjørelser angående Auktionen.

Om tvungen Auktion over Løsøre.

I §§ 502 og 503 indeholdes Reglerne om Auktionens Bekjendtgjørelse. Denne skal

ske mindst 14 Dage før Auktionens Afholdelse, dog at Fogden ifølge § 514 kan forkorte Fristen, når de udlagte Gjenstande ere udsatte for hurtig Fordærvelse eller Tab i Værdi, eller deres Bevaring er forbundet med uforholdsmæssig Bekostning. Bekjendtgjørelsen, som affattes på den i § 503 angivne Måde, skal idetmindste 2 Gange indrykkes i den af Justitsministeriet dertil bestemte offentlige Tidende, således at den første Bekjendtgjørelse sker med det nævne Varsel og den anden i Løbet af Varselstidn nogle Dage før Auktionen. Der skal derhos ske Opslag om Auktionen ved Plakater og foregå offentligt Udråb, forsåvidt Sådant på Auktionsstedet er sædvanligt ved frivillige Auktioner.

Efter den gjældende Ret kan det ikke pålægges Rekvirenten at give Kredit, medmindre de deri Interesserede tilvejebringe en vederhæftig Inkassator. Efter Udkastets §§ 504 og 505 er Rekvirenten derimod pligtig selv at skaffe en Inkassator og at give vederhæstige Kjøbere den på Egnen ved frivillige Auktioner sædvanlige Kredit, dog uden Fogdens Billigelse ikke ud over 3 Måneder. Denne Ordning indeholder ingen Ubillighed imod Rekvirenten; det er rimeligst, at den, som iværksætter Retsforfølgningen, også sørger for en Inkassator, og dette kan ikke være forbundet med større Vanskelighed for ham, end for de øvrige Interesserede. Udkastets System medfører derhos, at det ikke engang kan tillades Rekvirenten selv at indkræve Auktionsbeløbet, om han end måtte ønske Sådant. Udkastet tilstræber nemlig, at der også ved Tvangsauktioner over Løsøre skal foregå en Opgjørelse, som omfatter alle dem, der ere berettigede til Deltagelse i Kjøbesummen, og da således måske Andre end Rekvirenten ere berettigede til Andel i denne, kan den ikke strax udbetales umiddelbart til ham; det er derfor ifølge Udkastets § 504 Neglen, at Rekvirenten altid stal antage en Inkassator selv i det Tilfælde, at det Udlagte må antages ikke at være tilstrækkeligt til hans Fyldestgjørelse. Hvis Rekvirenten kun er Udlægshaver på anden Prioritet, er denne Regel en ligefrem Følge af, at Udkastets § 509 har givet ham samme Adgang til at skride til

Tvangsauktion som den, der tilkommer første Udlægshaver. Fogden påser, at den af Rekvirenten valgte Inkassator er pålidelig og vederhæftig I § 504, jfr. § 511, indeholdes nærmere Regler om Inkassators Pligter og Stilling, af hvilke her kun fremhæves, at Inkassator i Mangel af anden Vedtagelse er ansvarlig som Selvskyldner for, at Beløbene af de af ham antagne Bud blive betalte, og at han inden 8 Dage henholdsvis efter Auktionen eller den fastsatte Kredittids Udløb skal indbetale Auktionspengene til Fogden, som derefter har at drage Omsorg for deres hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbargjørelse i Mellemtiden, indtil de kunne udbetales Vedkommende (§ 5l3 i Slutn.). Med Hensyn til Inkassators Stilling bemærkes endnu, at man af Hensyn til Rekvisitus har anset det for rigtigst i Loven at fastsætte en Grænse for Inkassationssalærets Størrelse, nemlig 4 pCt. af de Beløb, hvorpå der gives Kredit, og 2 pCt. af dem. der betales kontant. Da det imidlertid under særegne Omstændigheder, f. Ex. hvor et Antal lidet værdifulde Gjenstande skulle sælges stykkevis, tan tænkes, at Ingen vil overtage Inkassationen for et sådant Salær, er Fogden bemyndiget til undtagelsesvis at gå ud over den ovenangivne Gramse. Auktionsvilkårene forfattes af Rekvirenten, men Fogden skal på Embedsvegne påse, at der ved dem tilståes Kredit indenfor de ovenangivne Grænser (§ 505), Om Grunden til denne Regel er talt ovenfor Side 209; her skal kun tilføjes, at en sådan Bestemmelse vistnok især er naturlig ved Tvangsauktioner over Løsøre, da der her ikke således som ved faste Ejendomme sker nogen Indvarsling af Skyldneren og de øvrige Interesserede; Udkastet har også under Exekutionsforretningen i et enkelt Tilfælde pålagt Fogden at træde selvstændigt op for at varetage Domfældtes Interesse, jfr. § 465.

Det bør ikke ubetinget pålægges Skyldneren at bære Udgifterne til Auktionskataloger, men kun, når Udstedelsen af Kataloger på Grund af Tingenes Mængde må betragtes som en med Hensyn til Auktionens Udfald hensigtsmæssig Foranstaltning; i så Fald

vil han vel også som oftest samtykke i, at de omhandlede Udgifter falde ham til Last, men da det dog neppe går an at gjøre Regning på, at der under en Tvangsauktion vil blive vist nogen Imødekommen fra hans Side, har Udkastets § 506 overladt det til Fogden at afgjøre, om Udgifterne ved Auktionskataloger skulle bæres af Skyldneren. I benægtende Fald kan enhver i Tvangssalget Interesseret udstede Kataloger, men på egen Bekostning. Disse affattes af den, der bekoster dem, dog at der ikke herved sker noget Ophold med Auktionens Afholdelse. Når Auktionskataloger ere udgivne, bortsælges Tingene i den ved disse angivne Orden, dog således, at der er forbeholdt Fogden Frihed til at tilstede Afvigelser herfra; er Auktionskatalog ikke udgivet, er Skyldneren i Overensstemmelse med Grundsætningen i § 464 1ste Stykke berettiget til at bestemme, hvilken Orden der skal føldes ved Bortsalget (§ 508). Om Auktionsvilkårenes Bekjendtgjørelse handler § 507; de skulle ved Auktionens Begyndelse oplæses og tillige opståes til almindelig Efterretning på et iøjnefaldende Sted i Lokalet, jfr, Pl. 3die Juni 1818 § 6, samt, forsåvidt der udfærdiges trykte Auktionskataloger, tilføres disse strax efter Titelbladet. At de Bydende, når den lovbestemte Bekjendtgjørelsesmåde er anvendt, ikke kunne påberåbe sig Uvidenhed om Vilkårene, stemmer med den gjældende Ret.

Medens § 509 henviser til den gjældende Rets Regler med Hensyn til det til den borgerlige Net henhørende Spørgsmål, om Panthavere knnne modsætte sig Realisationen af det Udlagte, bestemmes det i Paragrafens første Led, at Udlægshavere ingensinde ere berettigede til at modsætte sig, at ældre eller yngre Udlægshavere i samme Løsøre skride til Tvangsauktion efter de her opstillede Regler. Denne Forskrift hviler på den Betragtning, at det, når Auktionen kun afholdes efter de lovbestemte Regler, er ganske ligegyldigt, om enten en ældre eller yngre Udlægshaver optræder som Auktionsrekvirent. En senere Udlægshaver har altså efter § 509 ligesom efter Pl. 12te Juli 1843 Ret til at bortsælge det Udlagte ved Auktion uden at erhverve

noget Samtykke fra første Udlægshaver; det er endog anset for ufornødent at knytte en sådan Ret for anden Udlægshaver til den Betingelse, at han iagttager den i Pl. 12te Juli 1843 foreskrevne Omgang, der vilde medføre betydeligt Ophold i hans Retsforfølgning, men han kan, sålænge ikke første Udlægshaver har indgivet en Begjæring om Auktion, selv begjære Auktion uden nogensomhelst Underretning til første Udlægshaver. Når Auktionen derefter holdes i Overensstemmelse med Reglerne i de foregående Paragrafer, er den med Hensyn til sit Udfald bindende såvel for første Udlægshaver som for alle andre, der have tinglige Rettigheder, som ophøre ved Tvangssalget (§ 510), f. Ex, Panthavere, der ere prioriterede efter Udlægshaveren.

Når Fogden har modtaget Auktionspengene af Inkassator, udbetaler han Auktionsrekvirenten den ham tilkommende Del af disse og afgiver det Tiloversblevne til Skyldneren, medmindre Flere hos Fogden have anmeldt Krav på Deltagelse i det ved Auktionen Indkomne eller Fogden ved indhentet Oplysning om Indholdet af Skjøde- og Pantebøgerne kan skjønne eller på anden Måde, såsom ved Skyldnerens Forklaring, erfarer, at sådant Krav haves. I så Fald affatter Fogden et Udkast til Auktionssummens Fordeling mellem samtlige Vedkommende (§ 512) og meddeler dem på den i § 513 anførte Måde Underretning om, at Udkastet henligger til Eftersyn på hans Kontor. Hvis der ikke inden 4 Uger fremkommer Indsigelse mod Fogdens Udkast, fordeles Auktionsbeløbet strax i Overensstemmelse med dette, dog uden at der herved indtræder Præklusion af Nogens Ret til i Overensstemmelse med den borgerlige Rets Regler at søge den ham tilkommende Del af Beløbet tilbage fra den, hvem det urettelig er kommet tilgode. Derimod har enhver Udlægshaver, hvad enten der i Medfør af § 513 er udgået Indkaldelse til ham eller ikke, mistet sin tinglige Ret over det bortsolgte Løsøre, og det Samme gjælder om enhver Panthaver, hvis Rettighed ikke er af en sådan Beskaffenhed, at den hjemler ham Ret til at modsætte sig Salget af det Udlagte, jfr. nærmere

ovenfor Side 209—210. Opstår der Tvist om Auktionssummens Fordeling, som det ikke lykkes Fogden ved sin Mægling at bilægge, henviser han de stridende Parter til almindelig Rettergang; forfølges en Indsigelse mod Fordelingen ikke inden 14 Dage, ansees den som ikke fremkommen. Den Del af Auktionssummen, som er Gjenstand for Tvist, tilbageholder Fogden indtil Sagens endelige Afgjørelse, hvorimod Resten udbetales i Overensstemmelse med Fogdens Udkast. At de opståede Tvistigheder må henvises til Påkjendelse ved den almindelige Ret, følger såvel af Fogedprocedurens hele Karakter som af, at en egentlig Bevisførelse ikke kan foregå for Fogden. Det er en Selvfølge, at, såfremt der allerede under selve Auktionen måtte opstå Tvist om Rangfølgen mellem flere Personer, som have tinglige Rettigheder over det udlagte Løsøre, vil der ikke blive Spørgsmål om af den Grund at standse Auktionen, hvorimod Fogden må henvise de Vedkommende til at gå frem efter § 513.

Værdipapirer, som have Kurs på Kjøbenhavns Børs, skulle ikke forauktioueres, men bør af Fogden foranstaltes solgte ved en Vexelmægler (§ 515), som udbetaler Salgssummen til Fogden til Behandling efter Reglerne i §§ 512 og 513 (§ 517). Udenlandske Statspapirer, Aktier cg lignende Effekter, hvis Kurs noteres på fremmede Børser, har Fogden efter Udlægshaverens Begjæring at besørge solgte ved et pålideligt Pengeinstitut, om fornødent gjøres, på et fremmed Pengemarked. I Overensstemmelse med den gjældende Ret bestemmer Udkastets § 516, at Udlægshaveren, når der er givet Udlæg i Fordringer af anden Beskaffenhed end de i § 515 nævnte, istedetfor at bortsælge dem ved Auktion kan lade dem indkræve hos den eller dem, som ere pligtige at betale samme; men ligesom enhver Udlægshaver, som bortsælger udlagt Løsøre ved Auktion, er pligtig at antage en Inkassator og ikke selv kan oppebære Auktionsbeløbet, således er det også her gjort Udlægshaveren til Pligt at lade de udlagte Fordringer indkræve ved en i Overensstemmelse med § 504 valgt Inkas-

sator, som derefter indbetaler de indkomne Pengebeløb til Fogden (§ 517).

Om tvungen Auktion over fast Gjendom.

Om det almindelige Princip, som ligger til Grund for Udkastets Bestemmelser i denne Underafdeling, er talt ovenfor; her skal kun gjøres nogle Bemærkninger om de mere specielle Regler.

Medens Rekvirenten efter Udkastets System ikke har Ret til endelig at fastsætte Auktionsvilkårenes Indhold, er det derimod hans Ret og Pligt at fremkomme med et Udkast til Auktionsvilkår, hvilket skal afgives til Fogden samtidig med Begjæringen om Auktionen. Tillige skal der medfølge Attest af skjøde- og Pantebogen, Udskrift af de thinglæste Dokumenter samt en Beskrivelses- og Vurderingsforretning over Ejendommen (§ 518). Tilvejebringelsen af denne sidste vil vel medføre både Ophold og Bekostning, men det går neppe an at lade de Lysthavende være uden den Vejledning til Ejendommens Bedømmelse, som de kunne have i en sådan Forretning. § 519 handler om den Indkaldelse, som Fogden i Henhold til Rekvirentens Begjæring har at udstede til de Personer, der skulle tage Del i Auktionssummen, eller hvis Stilling som Brugshavere, Servitutberettigede eller deslige iøvrigt kan blive berørt ved Salget, med Opfordring om at indfinde sig til det Møde, på hvilket Auktionsvilkårene endelig skulle fastsættes. De nærmere Regler herom trænge ikke til nogen Forklaring; kun bemærkes, at det ved Indkaldelsen skal tilkendegives Vedkommende, at Auktionsvilkårene henligge til Eftersyn på Fogdens Kontor, hvor Enhver mod sportelmæssig Betaling kan fåe Udskrift af dem. Det gjøres derhos Auktionsrekvirenten til Pligt at tilstille de foran ham Berettigede, forsåvidt deres Existents kan erfares af skjøde- og Pantebøgerne og der således gives dem særskilt Underretning, en Udskrift af Auktionsvilkårene. Hensigten med denne Bestemmelse er at virke til, at den de

foregående Prioritetshavere ved Udkastet pålagte Pligt at erklære sig over en senere Prioritetshavers Auktionsvilkår kan blive så lidt byrdefuld for dem som muligt. Af de Prioritetshavere, som stå bagefter Auktionsrekvirenten, kan man derimod uden Ubillighed forlange, at de selv skulle skaffe sig Underretning om Vilkårenes Indhold. Da Enhver, som udebliver, ansees at vedtage Vilkårene i den af Rekvirenten foreslåede Skikkelse, dog med den i § 525 1ste Stykke i Slutningen angivne Undtagelse, er det anset rettest at foreskrive, at der i Indkaldelsen skal optages en Bemærkning om, at den, der udebliver, udsætter sig for, at hans Ret fortaves ved Tvangssalget.

I §s 520—523 gives der forskjellige Regler om Vilkårenes Indhold, som ikke kunne tilsidesættes, medmindre udtrykkeligt Samtykke hertil haves fra alle Vedkommende (§ 525 1fte Stykke); Udeblivelse gjælder altså ikke i denne Henseende som et Samtykke. § 520 handler om den Frist, der skal tilståes Køberen til Tilvejebringelse af den Del af Købesummen, som skal udbetales. Denne Frist skal for en Trediedel af dette Beløbs Vedkommende idetmindste være 3 Måneder fra Auktionens Datum, men med den øvrige Del skal der gives Henstand til den første 11te Juni eller 11te December Termin, som indtræffer mindst 3 Måneder fra Auktionens Datum. Det vil sees, at Fristernes Længde er den samme som den, der er foreskrevet i Frd. 11te September 1833, kun at det er anset overflødigt at fastsætte en særegen kortere Frist for Betalingen af Renter. Frd. 11te September 1833 § 2 fastsætter i så Henseende en Frist af 8 Uger, men Forskjellen mellem denne Frist og Fristen for Udbetalingen af den første Trediedel af Kjøbesummen er så ringe, at der vistnok er Grund til at opgive denne Adskillelse, hvorved Forholdet vil simplificeres noget. Det må også erindres, at en særegen kortere Betalingsfrist for Renterne i al Fald ikke vil fåe nogen praktisk Betydning i alle de Tilfælde, i hvilke der er Tvist om Prioritetsordenen. Hvis intet Modsat er sagt i Auktionsvilkårene, har Kjøberen at udrede Auktionsomkostningerne, som da kunne fordres betalte inden 8 Dage; hvis Kjøberen derimod er fritaget for at ud-

rede disse Omkostninger, må de, da de ere afholdte for at skaffe alle de Interesserede Fyldestgjørelse, udredes forlods as Kjøbesummen. Det er anset rettest i selve Loven at fastsætte en bestemt Grænse for Størrelsen af det Salær, der kan betinges til Rekvirentens juridiske Konsulent (Udkastets § 541). Hvad angår Procesomkostninger, som måtte være tilkjendte Rekvirenten, samt Omkostningerne ved Udlæget, er det ikke nødvendigt, særligt at omtale disse, da de i Lighed med hvad der gjælder om hans tilgodehavende Renter, som indbefattede under det Beløb, hvorfor han har gjort Udlæg, høre med til den Fordring, for hvilken han ved Auktionen søger Fyldestgjørelse.

Den Trediedel af Kjøbesummen, som efter det Anførte først kommer til Udbetaling, bliver ikke at fordele forholdsmæssig mellem alle de til Deltagelse i Kjøbesummen Berettigede, men skal, medmindre Andet er bestemt i Konditionerne eller Samtykke fra Vedkommende til Udsættelse haves, forlods anvendes til Dækning af den eller de Panthavere, der stå forrest i Prioritetsrækken, altså i Almindelighed først til Dækning af resterende Skatter og Afgifter (§ 536 i Slutningen). Denne Ordning stemmer vistnok bedst med Forholdets Natur, såmeget mere som det under en modsat Forudsætning endog kan tænkes — om end kun undtagelsesvis — at blive det endelige Resultat af Retsforfølgningen, at første Panthavers Fordring ikke bliver fuldstændig betalt, uagtet de senere Panthavere have fået Dækning for en Trediedel af deres Fordringer. Det må derhos erindres, at det i Neglen vil være af mindre Betydning for de sekundære Panthavere, at de som Følge af den således foreslåede Ordning for en Del af deres Fordringer kunne komme til at vente noget længere på Betaling, end det nu er Tilfældet. I al Fald er dette et Offer, der ikke har Meget at sige overfor de væsentlige Fordele, som Udkastets Ordning på andre Punkter byder de sekundære Panthavere, hvorom nærmere i det Følgende. Det står selvfølgelig enhver af de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer frit for med Hensyn til sin Andel i Auktionsudbyttet

at indrømme Kjøberen lempeligere Betalingsvilkår end de ovenangivne, Noget, hvortil Hensynet til egen Interesse ofte kan opfordre navnlig seknndære Prioritetshavere; han må da selv påse, at fornøden Tilkendegivelse herom optages i Auktionsvilkårene eller sker ved et Tillæg til disse eller en Tilførsel til Auktionsprotokollen enten i det i § 519 omtalte Møde eller i næste Møde. På den anden Side kan den, som er kontraktmæssig forpligtet til at lade sin Pantefordring forblive indestående i Ejendommen, uagtet den sælges*), ikke fordre Dækning af Auktionsudbyttet; han har kun Krav på, at hans Ret bevares, forsåvidt den kan bestå med Auktionens Udfald. Endelig bestemmer § 520, at Kjøbesummen som almindelig Regel skal forrentes med 5 pCt. fra Hammerslagets Dato at regne; men, når alle Vedkommende ere enige, kan der i Auktionsvilkårene fastsættes en anden Regel i så Henseende.

I Udkastets § 521 hedder det, at de i § 520 givne Forskrifter må tåle Lempelse, når der påhviler Ejendommen Grundbyrder, såvelsom når vedkommende Behæftelser ikke slutte sig til almindelig Obligationsgjald, men til Livrente, Aftægt eller lignende Forpligtelser eller til betingede eller uvisse Fordringer, såsom Kautionsforpligtelser o. desl, Når Grnndbyrder efter Auktionens Udfald ikke påvirkes af Tvangssalget, vedblive de at påhvile Ejendommen i uforandret Skikkelse; hvis en Grundbyrde derimod efter Auktionens Udfald må bortfalde enten i det Hele eller for en Del, vil det kunne stille sig således, at den ifølge Grundbylden Berettigede istedetfor den tilintetgjorte tinglige Ret kan have Krav på Andel i Kjøbesummen, og for dette Krav, der synes at måtte betragtes som forfaldent strax, må han underkaste sig den ved § 520 foreskrevne Henstand. Hvorvidt iøvrigt den ifølge Grundbyrden Berettigede, når Grundbyrden efter

*) Det bliver at afgjøre efter den borgerlige Rets Regler, om detter er Tilfælder, og navnlig, om den Bestemmelse i Pantebrevet, at Pantegælden fæst forfalder til Betaling på et vift senere Tidspunkt, også kommer senere Erhververe af den pantsatte Ejendom til Gode, eller om Pantegælden uanset en sådan Bestemmelse forfader til Betaling, når Ejendommen skifter Ejer, enten uden Videre eller dog efter sædvanlig Opsigelse.

Auktionens Udfald ikke fuldstændig kan bevares, kan have Ret til, istedetfor at se sin Rettighed bevaret for en Del, at fordre Ejendommen bortsolgt uden nogensomhelst Grundbyrde, imod at der for hans Interesse tillægges ham Ret til Andel i Kjøbesummen, er et Spørgsmål, som må besvares efter den borgerlige Rets Regler; til disse må i det Hele henvises Afgjørelsen af, hvorvidt den, som har en tinglig Ret (således også en Brugsret eller Servitut), der påvirkes af Tvangssalget, kan gjøre gjældende, at han ikke ønsker, at Rettigheden skal vedligeholdes i en forandret eller forringet Skikkelse, men foretrækker at delagtiggjøres i Auktionsudbyttet, forsåvidt dette ikke medgår til Dækning af bedre Berettigede, indtil hans Interesse er fyldestgjort. Ligeledes må de nærmere Regler om, hvorledes denne Interesse udfindcs, blive Rettergangsloven uvedkommende. Når en Behæftelse slutter sig til en betinget Fordring, kan Fordringshaveren selvfølgelig ikke forlange Fyldestgjørelse, førend Betingelsen er indtrådt. Er det en Betingelse, med Hensyn til hvilken Uvisheden først i en fjernere Fremtid kan antages at ville falde bort, vil i Reglen Bestemmelsen i § 520 næstsidste Stykke, være at anvende, få at den Berettigede kun har Krav på, at hans Ret bevares. Er det derimod vist, at Uvisheden vil falde bort i en nær Fremtid, navnlig medens Betalingsfristen efter § 520 endnu løber, vil den Berettigede efter Omstændighederne kunne fordre Auktionsvilkårene affattede således, at der for det Tilfælde, at Betingelsen indtræder, tillægges ham Ret til Betaling af Auktionsudbyttet efter hans Plads i Prioritetsordenen.

Dersom Auktionskjøberen vil nyde Godt af de i § 520 omhandlede Henstande, må han stille Sikkerhed efter de nærmere Regler i § 522; hvis Ejendommen skal overleveres, inden Betaling finder Sted, bør der stilles Sikkerhed for en Trediedel og ellers for en Fjerdedel af de Beløb, han er pligtig at udbetale, foruden for Auktionsomkostningerne. En særlig Regel om Sikkerhedsstillelse for de prioriterede Renter, som findes i Frd. 11te September 1833 § 3, cr ikke optaget i § 522, i hvilken Henseende henvises til, hvad

ovenfor er bemærket om, at såvel Auktionsrekvirentens som de øvrige Panthaveres tilgodehavende Renter ligefrem regnes med til den Fordring, for hvilken Enhver især påstår Fyldestgjørelse af Auktionsudbyttet; Fordringen på Renter behandles altså ganske efter samme Regler som Fordringen på Hovedstolen. Med Hensyn til Sikkerhedens Størrelse henvises der til, hvad ovenfor er anført om, at denne ikke som efter Frd. 11te September 1833 afhænger af størrelsen af Rekvirentens Fordring, men bestemmes i Forhold til hele det Beløb, Auktionskjøberen skal udbetale. Heraf er det da blevet en naturlig Følge, at Forholdstallet ved § 522 er nedsat til ⅓ og ¼, medens det efter Frd. 11te September 1833 § 3 var henholdsvis ½ og ⅓. Som fyldestgørende Sikkerhed har man ment at burde anse ikke blot de i Frd. 11te September 1833 § 3 omhandlede Aktiver, men alle indenlandske Værdipapirer, der have Kurs på Kjøbenhavns Børs; derimod kan den solgte Ejendom selvfølgelig ikke benyttes til Sikkerhedsstillelse. Til Sikkerhedens Tilvejebringelse kan Fogden tilstå en kort Frist af indtil 8 Dage, når der kun ikke mangler Sikkerhed for de Omkostninger, som måtte flyde af, at der må holdes en ny Auktion. De anførte Regler tilsigte kun at afgjøre, hvor stor en Sikkerhed enhver af de Interesserede er berettiget til for sit Vedkommende at forlange Kjøberen afkrævet; derimod er der Intet til Hinder for, at enhver af dem kan lade sig nøje med en ringere Sikkerhed eller endog aldeles kan frafalde Sikkerhed. Er der Uenighed mellem flere Personer om, hvem en vis Del af Kjøbesummen skal tilfalde, må der i så Henseende foreligge Samtykke fra dem alle. Enhver af de Interesserede kan modsætte sig, at der uden Nødvendighed i Auktionsvilkårene optages usædvanlige eller byrdefulde Betingelser, som kunne antages at ville afskrække Kjøberne, en Grundsætning, som også må ansees for anerkjendt i den gjældende Ret.

I det i § 519 omhandlede Møde foregår den endelige Fastsættelse af Auktionsvilkårene. Hvis der ingen Indsigelse eller Bemærkning fremkommer fra nogen af de

Indkaldte eller Andre, som møde for at varetage deres Tarv i Anledning af Salget, og Fogden ikke heller på Embedsvegne finder Noget mod Rekvirentens Udkast at erindre, bliver dette at følge (§§ 524 og 525 1ste Stykke). Fremkommer der derimod Indsigelser, Ændringsforslag eller Andragender om Tilføjelser til Udkastet, skal Fogden ved sin Mægling søge at tilvejebringe Enighed; men lykkes dette ikke, skal han, efterat Parterne have ytret sig, og eftenat der i fornødent Fald er givet dem Udsættelse, afgjøre den opståede Tvist ved en Kjendelse, der afsiges snarest muligt, samt derefter drage Omsorg for, at Auktionsvilkårene affattes i Overensstemmelse med den trufne Afgjørelse (§ 525 2det og 3die Stykke). Rekvirentens Udkast til Auktionsvilkår kan ikke forandres til Skade for nogen Indkaldt, som ikke har givet Møde. Enhver Interesseret kan altså udeblive fra Mødet, når han finder sin Interesse tilstrækkelig varetaget ved Bestemmelserne i Rekvirentens Udkast, som ifølge § 519 henlægges til Eftersyn for alle de Interesserede, Hvis der fremkommer Påstand om at forandre Udkastet til Skade for nogen Indkaldt, som ikke er mødt, skal Fogden udsætte Afgjørelsen til et følgendc Møde, til hvilket de pågjældende Udeblevne særlig skulle kaldes, idet det meddeles dem, hvilke Påstande der ere fremsatte. Udeblive de da, ansees de for at samtykke i, at Påstanden tages til Følge (§ 525 i Slutn.).

Efter det Anførte ville således Tvistigheder om Auktionsvilkårenes Indhold som Regel blive at afgjøre af Fogden; denne Afgjørelse kan vel, som alle Fogedafgjørelser, kun blive foreløbig, idet en fuldstændig Oplysning af Retsforholdet ofte først vil kunne finde Sted under Appellen; men da Auktionen ikke kan fremmes, førend Indholdet af Vilkårene er bragt på det Rene, og da en Henvisning af deslige Spørgsmål til almindelig Rettergang let vilde medføre en uheldig Forhaling af Auktionen, er det naturligt at give Parterne Adgang til foreløbig at æske Fogdens Kjendelse, ved hvilken det også er muligt, at de ville slå sig til Ro, således at al Procedure for en egentlig Domstol kan undgåes. Hvor

Uenigheden mellem Parterne imidlertid drejer sig om, hvorvidt eller i hvilken Orden de skulle fyldestgjøres af Auktionssummen, kan Auktionen meget vel nyde Fremme, uagtet dette Spørgsmål henstår uafgjort, og da en Forhandling herom for Fogden efter Omstændighederne vilde kunne medføre en ikke ringe Forhaling af Auktionen, er der ved Udkastets § 526 givet Adgang til at fåe dette Spørgsmål holdt ude under selve Auktionen, som altså strider fremad, medens Prioritetstvistigheden henvises til Forhandling og Påkjendelse under en almindelig Retssag. Der bliver i så Fald ikke i Vilkårene udtalt Noget om, hvorledes Kjøbesummen skal fordeles mellem de Interesserede, men det bestemmes, at Kjøbesummen skal indbetales til Fogden til videre Behandling efter Reglerne i § 537. Fogden bliver da pligtig at indkræve Summen, i fornødent Fald ad Rettens Vej.

Når Auktionsvilkårene ere fastsatte enten ved Overenskomst eller ifølge Fogdens Kjendelse, kan Auktionsrekvirenten ikke længere ensidig frafalde Forfølgningen, men enhver Udlægshaver og enhver Panthaver, hvis Fordring er forfalden, kan fordre, at der strides til Auktion i Henhold til den begyndte Forfølgning og med den af samme følgende Retsvirkning (§ 527). Den Omstændighed, at Auktionen efter Udkastet sigter til at skaffe alle Interesserede den dem tilkommende Fyldestgjørelse, medfører nemlig, at al Retsforfølgning fra andre Kreditorers Side som unyttig vil blive stillet i Bero, såsnart en Udlægshaver har indgivet Begjæring om Auktion*); følgelig må Enhver, som efter sin Fordrings Beskaffenhed kunde være skredet til Retsforfølgning, have Krav på, at den indledede Auktion føres igjennem, således at han ikke skal tvinges til at begynde en Forfølgning forfra. Pant-

*) Ofte vil det endog stille sig således, at den, som,
efterat Auktionsvilkårene ere fastsatte, foretager
Retsforfølgning, selv må bære Omkostningerne
herved; dette må navnlig gjælde om Enhver,
som efter det nævnte Tidspunkt gjør Udlæg i
Ejendommen, men på den nærmere Ordning af
dette Forhold har Udkastet ikke anset det for nødvendigt at indlade sig.

hadere, hvis Fordringer ikke ere forfaldne, kunne derimod ikke beklage sig over, at Auktionen bortfalder uden deres Samtykke. Det kommer i denne Henseende ikke i Betragtning, at de mulig ikke ere forpligtede til uanset Ejendommens Salg at lade deres Fordringer forblive indestående i den, og at de således, hvis Salg fandt Sted, vilde være berettigede til Betaling af Auktionsudbyttet samtidig med Auktionsrekvirenten. Thi dette står i Forbindelse med, at deres Fordringer på en Måde forfalde til Betaling ved Salget; men sålænge der intet Tvangssalg har fundet Sted, kunne de ikke selv optræde med nogen Retsforfølgning i Anledning af deres ikke forfaldne Fordringer; de kunne derfor ikke have nogen Ret til at modsætte sig, at Auktionen bortfalder. Iøvrigt er Reglen i § 527 affattet således, at Rekvirenten kan hæve Auktionen, sålænge Ingen optræder med Protest herimod. De Udeblivende antages at samtykke i, at Auktionen bortfalder, og Skyldneren, som i Almindelighed vil være den, der ønsker Auktionen hævet, behøver altså ikke at tilvejebringe noget udtrykkeligt Samtykke fra dem, der ikke have givet Møde.

Reglerne i §§ 528—529 om Auktionens Bekjendtgjørelse ere tildels omtalte ovenfor. Her skal kun tilføjes, at Udkastet har ment, at Bekjendtgjørelsens Indrykkelse i den almindelige til retslige Bekjendtgjørelser bestemte Tidende for at spare Omkostninger kunde bortfalde udenfor Kjøbenhavn, når Taxationsværdien af den Ejendom, der skal sælges, ikke overstiger 4,000 Kr. Til en sådan lilie Ejendom ville i Reglen kun Folk fra den nærmere Omegn være Lysthavende. På den anden Side har man anset det for hensigtsmæssigt i sådanne Tilfælde, hvor Taxationsværdien er større, at bemyndige Fogden til foruden Avertissement i de sædvanlige Tidender at foranstalte Bekjendtgjørelse i andre Aviser, endogså udenlandske, forsåvidt derom fremsættes Forlangende af nogen Vedkommende og Fogden finder det tjenligt. Hvis Auktionen i Medfør af § 527 bortfalder, skal Fogden besørge den aflyst ved Bekjendtgjørelse i Bladene een Gang. Auktionsvilkårenes Bekjendtgjørelse sker dels derved, at de henlægges til Eftersyn for de

Lysthavende (§ 529 sidste Stykke) dels ved, at de på Auktionsdagen blive oplæste (§ 530). Om Fremgangsmåden ved selve Auktionens Afholdelse gives der i §§ 530—531 nogle Bestemmelser, som i alt Væsentligt stemme med den hidtil bestående Ordning og i det Hele ikke trænge til nærmere Forklaring. Hvad angår § 532, bemærkes, at Udkastet — som tidligere fremhævet — ikke kjender de trende foreløbige Auktioner, som nu afholdes. Den nævnte Paragraf bestemmer derfor, at Enhver, som ifølge § 527 kan fordre Auktionens Fremme, og som efter sin Fordrings Beskaffenhed kan antages at ville fåe Del i den budne Kjøbesum, har Ret til, dersom ikke Andet er vedtaget ved Auktionsvilkårenes Fastsættelse, at gjøre Fordring på, at Hammerslag gives den Højstbydende, som kan tilfredsstille de Fordringer, der lovmedholdeligen stilles med Hensyn til Sikkerheden for Budets Opfyldelse. Dog kan Skyldneren såvelsom enhver af dem, hvis Rettighed over Ejendommen ved Tvangssalget vil bringes til at ophøre, forsåvidt han ikke ifølge det skete Bud vil fåe fuld Dækning for sit Krav, fordre en anden Auktion afholdt, når han strax på Auktionsstedet erklærer Sådant, imod at han stiller Sikkerhed for Betalingen af de af den nye Auktion flydende Omkostninger, forsåvidt disse ikke måtte blive dækkede ved et højere Bud (§ 533). Det er derhos ved denne Paragrafs sidste Stykke bestemt, at der, som er højstbydende ved første Auktion, er bundet i 6 Uger ved sit Bud for det Tilfælde, at der ikke ved anden Auktion skulde ske ligeså højt eller højere Bud, eller det skete Bud formedelst manglende Sikkerhedsstillelse ej skulde kunne antages, og da Afholdelsen af en ny Auktion inden Udløbet af den nævnte Frist således ikke vil kunne påføre nogen af de Interesserede andet Tab end det, som måtte flyde af, at hans Fyldestgjørelse noget forhales, er der ikke fundet Anledning til, i Lighed med hvad der er sket ved Pl. 19de Juni 1822 § 2, at knytte Retten til at fordre en ny Auktion afholdt til den Betingelse, at der ved den foregående Auktion ikke er budt Såmeget, som Ejendommens Vurderingssum udgjør. Den Betingelse, at den nye Auktion stal begjæres

strax på Auktionsstedet, er opfyldt, selv om Erklæringen først fremkommer, efterat Hammeren er falden; der kræves kun, at den fremkommer strax på Auktionsstedet, altså forinden Retten har forladt dette. Ved den anden Auktion bør Ejendommen absolut bortsælges uden Hensyn til, hvad Bud der ved samme erholdes, medmindre alle de, som ifølge § 527 kunne fordre Auktionens Fremme, ere enige i, at flere Auktioner forsøges (§ 533 1ste Stykke i Slutningen). Samtykke hertil skal imidlertid ansees for givet, forsåvidt ikke Vedkommende gjør Indsigelse. De Personer, hvis Indsigelse efter det Anførte hindrer Afholdelsen af flere end to Auktioner, ere altså foruden selve Auktionsrekvirenten enhver Udlægshaver og enhver Panthaver, hvis Fordring er forfalden, hvorimod man ikke har troet at burde give Skyldneren Ret til at modsætte sig Afholdelsen af en ny Auktion. Sker Hammerslag ikke ved anden Auktion enten derved, at det gives nye Bydende på anden Auktion, eller således, at det gives den på første Auktion Højstbydende, forsåvidt han endnu er bunden red sit Bud, er den Hejstbydende ved første Auktion løst fra sit Bud, og Forpligtelsen til at vedstå Budet påhviler heller ikke den eller de Højstbydende ved anden Auktion (§ 533 2det Stykke i Slutningen). Når en anden Auktion skal finde Sted, bekjendtgjøres den med 14 Dages Varsel. Bekjendtgjørelsen, som udtrykkelig skal indeholde, al det er anden og sidste Auktion, behøver kun at indrykkes een Gang i de i § 528 nævnte offentlige Blade (§ 534). Udkastet har ikke nogen Bestemmelse om, at en Pant- eller Udlægshaver, som ikke bliver fuldstændig dækket for sin Fordring, kan forlange sig Ejendommen udlagt af Fogden for det højeste Auktionsbud, uden at behøve at tage Hammerstag. Betydningen heraf er efter den gjældende Ret væsentlig kun den, at han ved at lade sig Ejendommen udlægge, sparer de med Hammerstaget forbundne Omkostninger; det må nu vel erkjendes, at der, når samtlige Pant- og Udlægshavere ikke blive dækkede, ikke bør beregnes det fulde for Tvangsauktioner i Almindelighed foreskrevne Gebyr, idetmindste ikke for de Berettigedes Vedkommende,

som ikke opnå fuld Dækning; men de fornødne Bestemmelser i så Henseende høre hjemme i Sportellovgivningen, og der er ikke Grund til af dette Hensyn at bevare en Forskjellighed i den processuelle Fremgangsmåde. Den Pant- eller Udlægshaver, som ønsker at overtage Ejendommen, må altså gjøre Overbud og tage Hammerstag. Medens der i det Foregående er handlet om det Hensyn, der bør tages til de i Ejendommens fordelagtige Realisation Interesserede ved Spørgsmålet om Hammerstags Meddelelse eller Nægtelse, står endnu tilbage at omtale, hvorledes Forholdet i denne Henseende stiller sig til de på Auktionen Bydende. Herom giver § 535 — i Overensstemmelse med hvad der også efter den nugjældende Ret er det Sædvanlige — den almindelige Regel, at der ikke tilkommer den højstbydende ved nogen af Auktionerne Ret til at fordre Hammerslag. I Paragrafens slutningsbestemmelse udtales dernæst, at den i Konditionerne betingede Sikkerhedsstillelse først kan forlanges, når Hammerstag tilbydes, en Regel, der ligger såmeget nærmere, som Sikkerhedens Størrelse efter det nye System bestemmes i Forhold til hele det Beløb, Auktionskjøberen skal udbetale. I Forbindelse hermed er der imidlertid tillagt Fogden Bemyndigelse til, når Påstand herom fremsættes af Vedkommende, at afvise ubekjendte eller uvederhæftige Personers Bud, såfremt de ikke strax stille en mindre Sikkerhed efter Fogdens skjøn.

Den, der har erholdt Hammerstag, er forpligtet til at berigtige Kjøbesummen ved Betaling enten til de i Auktionsvilkårene angivne Personer eller til Fogden, hvis det måtte være bestemt i Henhold til § 526. I det Tilfælde, at Betalingen skal erlægges til Fogden, har denne med Hensyn til det til ham indbetalte Beløb at forholde sig efter Reglerne i § 537, således at alle i Tvangssalget interesserede Personer indkaldes til et Møde for at erklære sig over et Udkast til Auktionsudbyttets Fordeling, som Fogden har at affatte. Fremsættes der Indsigelser mod Udkastet, med Hensyn til hvilke det ikke lykkes i Mødet at tilvejebringe Enighed, henviser han de stridende Parter til almindelig Rettergang

og tilbageholder foreløbig den omstridte Del af Auktionsbeløbet. Bestemmelserne om dette Forhold i § 537 svare ganske til de tidligere omhandlede Regler i § 513 angående Tvangsauktion over Løsøre, kun at Fristerne i § 537 ere længere, og at der efter sidstnævnte Paragraf sker en almindelig Indkaldelse af alle de i Tvangssalget Interesserede, hvilket ikke finder Sted, når Løsøre bortsælges. På dette Sted kan derfor henvises til, hvad der er anført ovenfor om § 513 i Forbindelse med hvad der Side 217 er bemærket angående den i § 536 givne Bestemmelse om, hvorledes den først indkommende Trediedel af Kjøbesummen vil være at fordele mellem de Interesserede.

Hvis Kjøberen ikke efterkommer Auktionsvilkårene, kan såvel Rekvirenten, som Enhver, der efter sin Fordrings Beskaffenhed kan antages at ville faae Del i Kjøbesummen, forlange, at Ejendommen på Kjøberens Risiko og Regning skal sættes til en eneste Auktion, som bekjendtgjøres efter Reglerne for anden Auktion (§ 538). Ved Tiden heraf kan enhver af de til Deltagelse i Auktionssummen Berettigede for sin Del, eller efter Omstændighederne Fogden på Samtliges Vegne, anvende almindelig Retsforfølgning imod Auktionskjøberen (§ 538 sidste Stykke). Dette er således at forstå, at de Pågjældende ikke blot have Valget mellem at sætte Ejendommen til ny Auktion og at indtale Kjøbesummen hos Kjøberen, men de kunne også, samtidig med at de sætte Ejendommen til ny Auktion for at opnå Fyldestgjørelse, såvidt det derved indkomne Beløb kan tilstrække, sagsøge Kjøberen til Udbetaling af Forskjellen mellem den af ham budte Kjøbesum og det Beløb, hvortil Ejendommen udbringes ved den nye Auktion. Udbringes Ejendommen ved den nye Auktion til et større Beløb end ved den tidligere, er derimod Kjøberen på denne som Følge af sin Misligholdelse af Kontrakten udelukket fra at gjøre Krav på Overskuddet. Det er ikke blot de Personer, der ifølge § 527 kunne fordre Auktionens Fremme, som kunne anvende begge de omhandlede Forfølgningsmåder, men det Samme gjælder om Enhver, som er berettiget til Andel i Auktionsudbyttet, altså også om

de Panthavere, hvis Fordringer ikke vare forfaldne, da den første Auktion afholdtes. For disses Vedkommende er Stillingen nemlig ved Hammerslaget blevet aldeles forandret; deres Fordringer må siges at være forfaldne til Betaling ved den skete Afhændelse, idet de ikke ere pligtige at lade deres Kapitaler henstå i Ejendommen hos en ny Ejer. Skyldneren må med Hensyn til den Del af Kjøbesummen, som tilkommer ham, være stillet aldeles som en sådan Panthaver.

Når Kjøberen har opfyldt de for Skjødets Grholdelse i Auktionsvilkårene satte Betingelser, har Fogden at udstede Auktionsskjøde. Indeholde Auktionsvilkårene Intet herom, kan Skjøde først fordres udstedt, når der føres Bevis for, at samtlige til Dækning af Kjøbesummen Berettigede have fået, hvad der tilkommer dem, eller samtykke i, at Skjøde må udstedes (§ 539). Under de angivne Forudsætninger kan derhos, forsåvidt det Solgte består af flere særskilte Ejendomme, særskilt Skjøde eller Overdragelsesdokument på hver enkelt Ejendom forlanges af Kjøberen eller hvem der træder i hans Sted. Ligeledes er det fundet hensigtsmæssigt at give Adgang til samme Fremgangsmåde, når en særskilt Ejendom forlanges delt og de lovbestemte Betingelser for Delingen ere godtgjorte at være tilstede. For det Tilfælde, at der ikke i Auktionskonditionerne måtte være truffet anden Bestemmelse herom, opstiller § 539 sidste Stykke den almindelige Regel, at Auktionskjøberen er pligtig at have taget Skjøde eller Overdragelsesdokument og berigtige: Kjøbet i enhver Henseende inden 1 År efter Hammerslaget.

Når den i § 548 angivne Frist af 4 Uger er forløben, uden at der er gjort Retsmidler gjældende, er Kjøberen berettiget til at lade de Hæftelser, til hvis Dækning der efter Auktionens Udfald Intet udkommer, udslette af Skjøde- og Pantebogen (§ 540). Der er ingen Grund til at bestemme, at dette først skal kunne ske, når Auktionsskjøde er udstedt. Det må være nok, at Auktionen er blevet endelig.

Bestemmelsen i § 541 er omtalt ovenfor.

et vil vistnok ikke blive benægtet, at den således fremstillede Ordning medfører betydelige Fordele fremfor den nu destående. Det ligger imidlertid nær at spørge, om det ikke for at opnå et sådant Resultat har været nødvendigt at ofre væsentlige med den bestående Retstilstand forbundne Fordele. En sådan Bebrejdelse kan dog vistnok ikke med Føje gjøres Udkastet.

Betragtes først den forfølgende Udlægshavers Stilling, da består den af Udkastet foreslåede Forandring deri, at han tvinges til at tåle, at de øvrige Interesserede delagtiggjøres i hans Forfølgning. Dette medfører vel en Forhaling af Auktionen i 4 Uger (§ 519), men denne Forhaling opvejes fuldstændig derved, at Udkastet har foreslået at afskaffe de nu foreskrevne 3 Auktioner og lader den første Auktion være endelig (§§ 532 og 533). Dernæst fører den foreslåede Ordning, jfr. § 536, vel til, at Auktionsrekvirenten, hvis han er en sekundær Panthaver, undertiden for en Del af sin Fordring ikke vil erholde Dækning så hurtig som efter den gjældende Ret, jfr. ovenfor Side 217; men det Offer, den sekundære Panthaver i så Henseende må bringe, opvejes rigelig ved den af Udkastets Ordning følgende vigtige Fordel, at første Prioritetshaver tvinges til på den af den sekundære Panthaver foranstaltede Auktion også at give Kredit med den ham tilkommende Del af Kjøbesummen. Derimod må det indrømmes, at den forfølgende Udlægshavers Stilling som Følge af Udkastets Ordning i een Retning bliver noget besværligere og vanskeligere, end den er efter den gjældende Ret. Den forøgede Byrde, som pålægges ham, reducerer sig dog i Hovedsagen til, at han, for at undgå altfor mange Indsigelser og Bryderier i det til Auktionskonditionernes Forhandling berammede Møde, er nødsaget til ved Affattelsen af Udkastet til disse at have samtlige Interesseredes Tarv for Øje, medens han nu væsentlig kun behøver at se hen til sin egen Interesse, og denne Byrde er vistnok, nærmere beset, lidet betydende. Allerede nu er det det Almindelige, at Rekvirenten lader Auktionsvilkårene affatte af sin Sagfører, og praktisk vil Sagen derfor stille sig således, at

det vil være dennes Arbejde, som ved den af Udkastet foreslåede Ordning vil blive noget forøget. Dette kan kun forsåvidt være af Betydning, som det kan medføre, at der må tillægges Sagsøreren et noget større Honorar; men dels vil det i Almindelighed kun være et forholdsvis ringe Beløb, hvorom der herved vil være Tale, dels må det erindres, at det omhandlede Honorar, som henhørende til Auktionsomkostningerne, vil være at udrede forlods af Kjøbesummen og således ikke vil falde Auktionsrekvirenten til Last, undtagen når der ikke udkommer Tilstrækkeligt til Dækning af hans Fordring. Forsåvidt Følgen heraf nu bliver, at en senere Prioritetshaver kommer til at finde sig i, at Omkostningerne løbe op til et større Beløb, fordi Auktionen skal være et Middel til, at også de foregående Prioritetshavere kunne fåe Fyldestgjørelse, vil Resultatet neppe blive anset for stødende; tænker man sig, at de foregående Prioritetshaveres Fordringer ere i Exekutionsstand, vil Rekvirenten endog være langt bedre tjent med, at de, som efter Udkastets Ordning, må slutte sig til hans Forfølgning istedetfor at iværksætte en selvstændig. Den Indvending, der i den omhandlede Henseende kan gjøres mod Udkastet, kan altså i hvert Fald kun gå ud på, at en forfølgende Panthaver kan komme til at bære en noget forøget Udgift i Salær til sin Sagfører, for at Auktionsvilkårene i de senere Panthaveres Interesse kunne blive i alle Henseender klart og fuldstændigt affattede. Men det Offer, der således kræves, er vistnok så ringe, at det ikke kan volde nogen Betænkelighed, selv om man betragter Sagen fra en første Prioritetshavers Standpunkt.

Undersøger man dernæst, hvilke Indrømmelser Udkastet kræver af de øvrige i Tingen Berettigede i Modsætning til Auktionsrekvirenten, da vil det sees, at hvad Udkastet fremfor den gjældende Ret fordrer af dem, væsentlig kun er, at de skulle give Møde i det til Konditionernes Forhandling berammede Møde for at erklære sig over disses Lovlighed, eller at de dog i den Anledning skulle anstille Overvejelser og tage Beslutninger. Det er indlysende, at dette slet ikke er noget Offer, forsåvidt Talen er om sådanne Prioritets-

havere, som stå Fare for, at deres Prioritet ganske eller tildels stal blive udslettet ved > Tvangsauktionen; thi fra deres Side vil der vistnok også under den bestående Ordning blive givet Møde ved Auktionen. Og selv om man tænker på Prioritetshavere, som vilde have undladt Sådant, hvis de ikke ved Reglen i § 519 vare blevne tvungne dertil, må det vistnok, forsåvidt de i Prioritet stå bagefter Auktionsrekvirenten, indrømmes, at den Vyrde, der således pålægges dem, er for Intet at regne imod de store Fordele, Udkastet byder dem, nemlig Garanti for, at Auktionen holdes på en i alle henseender forsvarlig Måde, og for, at Ejendommen ikke tilslåes en aldeles uvederhæftig Person, samt endelig Udsigt til at fåe Betaling uden nogen Retsforfølgning. Derimod vil man måske mene, at Udkastet er gået de Panthavere, som i Prioritet stå foran Auktionsrekvirenten, for nær ved at fordre af dem, at de skulle erklære sig over de af ham forfattede Auktionsvilkår, og eventuelt i den Anledning give Møde, en Betragtning, som navnlig vil være af Betydning for første Prioritetshavers Vedkommende. Efter den gjældende Ret behøver første Prioritetshaver i Regelen ikke at bryde sig om, at Pantet sættes til Tvangsauktion af en Anden, men kan uden at give Møde ved Auktionen rolig afvente dennes Udfald, medens han efter Udkastet kan blive nødsaget til, skjønt han intet andet ønsker end fremdeles at lade sin Kapital forblive henstående i Ejendommen, endog flere Gange at have Ulejlighed og sætte sig i Udgift for at lade mode i Anledning af sekundære Prioritetshaveres Auktioner. Dette kan synes at være en ikke ringe Ulempe, og man vil måske befrygte, at Følgen heraf skal blive, at Kapitalerne især under den udstrakte Adgang, der nu er til at fåe dem anbragte på andre Måder, skulle blive dragne bort fra de faste Ejendomme. Ligeoverfor en sådan Betragtning må det for det Første fremhæves, at det vistnok allerede nu ingenlunde er ualmindeligt, at første Prioritetshaver lader møde ved en over Pantet af en sekundær Panthaver afholdt Auktion. Det vides således, at Overformynderiet i Kjøbenhavn altid lader møde, når det bringer i Erfaring, at en

Ejendom, hvori Overformynderiet har Pant, går til Tvangsauktion. Dernæst må det hævdes, at det i mange Tilfælde vistnok vil være aldeles uden nogen Betænkelighed at indføre den omhandlede Mødepligt, Dette gjælder navnlig, når Talen er om offentlige Instituter, som i større Udstrækning låne ud mod Pant i faste Ejendomme. Sådanne Instituter ville på de fleste Steder i Landet have fast antagne Fuldmægtige, og det synes at måtte være af mindre Betydning for dem, om de af en sådan Fuldmægtig må fordre, at han i et noget større Omfang end hidtil må give Møde ved Tvangsauktioner. Det Anførte finder Anvendelse på Kreditforeningerne og vistnok på adskillige Banker og Sparekasser. Om Overformynderiet er talt ovenfor. For private Kapitalister og sådanne offentlige Institnter, der ikke have Karakteren af Låneinstituter, vil det derimod vel kunne medføre nogen Ulempe at skulle sætte sig i Udgift i den omhandlede Anledning, men i så Henseende må det mærkes, at Udkastet ved forskjellige Bestemmelser har søgt at gjøre den omhandlede Mødepligt så lidt byrdefuld som muligt. Ifølge § 519 3die Stykke skal Rekvirenten tilstille de foran ham Berettigede, hvis Interesse i Tvangssalget kan sees af skjøde- og Pantebøgerne, en Udskrift af Auktionsvilkårene; de Pågjældende behøve altså ikke at føretage noget positivt Skridt eller at sætte sig i Udgift for at blive bekjendte med de føreslåede Vilkår. I Almindelighed vil det derhos vistnok blive Tilfældet, at de ikke ville have noget mod de føreslåede Vilkår at erindre, i hvilket Tilfælde de med Rolighed kunne undlade at give Møde, jfr. § 525 sidste Stykke. Og selv om de måtte have noget mod Udkastet at indvende, vil dog ikke enhver Indvending, de måtte have at gjøre, nødsage dem til at give Møde, i hvilken Henseende fremhæves, at Fogden ifølge § 525 på Embedsvegne skal påse, at Auktionsvilkårene ikke vilkårlig afvige fra de i §§ 520—523 givne Regler.

Efter det Anførte turde Indvendingerne mod Udkastets Ordning, når den sammenlignes med den bestående, væsentlig gå ud på, at Udkastet på to Punkter har pålagt de

føregående Prioritetshavere Ofre af Hensyn til de efterfølgende:

1) idet der, når de ville realisere, påføres dem en noget forøget Udgift i Anledning af Auktionens Forberedelse, og

2) idet det, når en sekundær Panthaver rekvirerer Auktion, pålægges dem at erklære sig over de foreslåede Auktionsvilkår.

Det er imidlertid ovenfor påvist, at disse Indvendinger ikke ere af afgjørende Betydning. Navnlig vil dette vistnok findes indlysende for de sekundære Panthaveres Vedkommende. Med en noget større Vægt fremtræde de anførte Indvendinger ganske vist fra første Prioritetshavers Standpunkt, men det må da på den anden Side ikke lades ude af Betragtning, at Udkastet, om end dets Bestemmelser fortrinsvis ville forbedre de sekundære Panthaveres Stilling, dog også i flere Henseender stiller første Prioritetshaver gunstigere, end han nu er stillet. Dels giver Udkastet ham Udsigt til at opnå Fyldestgjørelse uden nogen Retsforfølgning, hvilket vil have sin Betydning, selv om han ønsker at lade sin Kapital forblive henstående i Ejendommen, idet han naturligvis aldrig har et sådant Ønske uden Hensyn til, hvem der bliver Kjøber; endvidere opnår han Garanti for, at Ejendommen ikke, når den realiseres for Skatter, går over i Hænderne på en aldeles uvederhæftig Person, og endelig kan han, når han selv skal realisere, tvinge de øvrige Interesserede til at erklære sig over Omgangsmådens Lovlighed. Det kan derfor viftnok med Føje påståes, at Udkastet også stiller første Prioritetshaver på en fyldestgørende Måde, og det tør således ventes, at den foreslåede Ordning i det Hele vil bidrage til at styrke og befæste Realkrediten.

Om Proceduren af Tvistigheder, der opstå under Tvangsauktionen.

I denne Henseende må der i det Væsentlige gjælde de samme Regler som med Hensyn til Exekution (se herom Kapitel III). Med

Hensyn til Fogdens almindelige Kompetence under Tvangsauktionen bestemmer § 542, at de oprindelige Parter ikke kunne fremsætte sådanne Indsigelser, som vedrøre Lovligheden af Udlægsforretningen eller de forud for samme liggende Retshandlinger, en Regel, som hviler på Grundsætningen om Retsafgjørelsers forbindende Kraft for Parterne. Fogden er herefter også i de Tilfælde, i hvilke der er sket Udlæg uden foregående Dom eller Forlig, nemlig i Henhold til et thinglæft Pantebrev (§ 435 Nr. 3), udelukket fra under Auktionsforretningen at indlade sig på Spørgsmål vedrørende den Fordring, som har afgivet Grundlaget for Exekutionen, selv om pågjældende Spørgsmål ikke måtte være kommet frem under Udlægsforretningen og der have fundet sin Afgjørelse. Vil Rekvisitus, efterat der er sket Udlæg, gjøre Indsigelser af denne Beskaffenhed gjældende, må han påanke Udlæget. Med Hensyn til Indsigelser fra Trediemands Side hedder det i § 542 sidste Stykke, at han under Auktionsforretningen kan fremkomme med Indsigelser, når han mener, at Auktionens Fremme på den påståede Måde vilde komme i Strid med hans Ret. Herved tænkes der dog — som det også fremgår af Bestemmelsens Affattelse — ikke på Indsigelser fra sådanne Berettigede, som ifølge de i 3die Underafdeling givne Regler blive at inddrage under den ved Tvangsauktionen tilfigtede Opgjørelse. Disse skulle nemlig gjøre deres Indvendinger gjældende under Forretningen, medens de, der stå udenfor Opgjørelsen, have Valget mellem at gjøre deres Ret gjældende indsigelsesvis for Fogden eller gjennem Søgsmål ved Retten i første Instants. Med Hensyn til Proceduren under en Auktion eller under Forberedelserne til samme, Spørgsmålet om, hvad der skal optages i Auktionsprotokollen, Udsættelse og Standsning af selve Auktionen og Pådømmelsen af de opståede Tvistigheder henvise §§ 543—546 i det Væsentlige til de om Behandlingen af disse Forhold under en Exekutionsforretning givne Regler. Reglen i § 547 om Retsmidler imod Auktionsforretningen og de under denne afsagte Kjendelser svarer i Indhold ganske til den i § 494 givne Bestemmelse med Hensyn til

Exekution. Imod den sluttede Auktionsforretning kan der altså i Overensstemmelse med de nærmere Regler herom i Kapitel V finde Påanke eller Besværing til Landsretten Sted; men Kjendelser, der afsiges under Auktionen eller Forberedelserne til denne, kunne først angribes i Forbindelse med Forretningen i det Hele. Ligeledes er Bestemmelsen om Retsmiddelfristen i § 548 enslydende med Reglen i § 495, og her kan derfor henvises til, hvad ovenfor er bemærket om denne Paragraf.

Om Retsmidlerne imod de til Dommes tvungne Fuldbyrdelse henhørende Fogedforretninger.

Ligesom det Retsmiddelsystem, Udkastet har fulgt med Hensyn til Domsbehandlingen navnlig også Underretternes Behandling af Domssager, omfatter en dobbelt Påankeform, nemlig dels Påanke i egentlig Forstand dels Besværing, således finde begge disse Retsmidler en tilsvarende Anvendelse på de af Underdommeren som Foged trufne Afgjørelser. Til egentlig Påanke henviser Udkastet de Anker over Fogedforretningen, som vedrøre selve den Fordring eller Ret, om hvis Fuldbyrdelse der er Spørgsmål (§ 549). Ifølge disse Ankers Beskaffenhed vilde det nemlig ikke gå an for så vidt at opgive de Garantier for Sagens Behandling, som den almindelige Påankeform frembyder. Derimod har man ment, at Besværingsformen bør komme til Anvendelse overalt, hvor den rejste Anke alene angår de processuelle Betingelser for Fogedforretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmåde. De herhenhørende Spørgsmål ville i Reglen være lidet vanskelige og som oftest ikke kræve andet Bevis, end der bekvemt kan tilvejebringes ad skriftlig Vej. Da det derhos i og for sig er særdeles ønskeligt, at de Tvistigheder, der opstå på dette Trin af Retsforfølgningen, kunne fåe en så simpel og hurtig Afgjørelse som muligt, er der viftnok al Grund til at henvise disse Anker til Besværing, og der kan såmeget mindre være Betænkelighed ved at gå denne

Vej, som det ifølge Udkastets Ordning af det nævnte Retsmiddel og navnlig den Myndighed, der er tillagt Retten til at anordne mundlig Forhandling, hvor Sagens Beskaffenhed opfordrer dertil, vil være muligt at afpasse Behandlingsmåden efter det enkelte Tilfældes Betydning og øvrige Beskaffenhed. Har den, der vil påanke Forretningen på Grund af Mangler ved selve den Fordring eller Ret, om hvis Fuldbyrdelse der er Spørgsmål, tillige Anker vedrørende den formelle Side af Fogedforretningen, er det formentlig naturligst, at disse behandles som et Accessorium til den egentlige Påanke og altså blive at inddrage under denne (§ 549 1ste Stykke sidste Punktum). Ligesom det nemlig på den ene Side er en Fordel for den, der vil angribe Forretningen, at han kan samle alle fine Indsigelser under Påanken, således kræver på den anden Side også billigt Hensyn overfor Modparten, at denne ikke skal kunne nødes til under flere Sager at tage til Gjemnæle imod de forskjellige Anker, der rejses imod Forretningen.

Som det vil sees, er der ikke i Udkastet fastsatnogen Påankeværdi (summa appellabilis) for Anvendelsen af de ovennævnte Retsmidler imod Fogedforretningen. Da Udkastets Regel, at der ordentligvis ikke kan finde nogen egentlig Bevisførelse Sted under Fogedforretningen, gjælder uden Hensyn lil Sagens Værdi, kan der ikke retfærdigt nægtes Parterne Adgang til også i Bagatelsager at anvende Retsmidler imod Forretningen. Det må ansees for en Anomali, at den gjældende Ret udelukker Påanke, forsåvidt angår Exekutionsforretninger foretagne udenfor Kjøbenhavn for Summer under 20 Kr., uagtet Parterne også nu på Grund af Procesreglernes Tranghed i Reglen ville være afskårne fra at fremkomme med deres Beviser under selve Forretningen. Såvel Påanke som Besværing sker efter Udkastet til Landsretten uden Hensyn til Sagens Værdi; det vilde ikke være hensigtsmæssigt i noget Tilfælde at henlægge Afgjørelsen til Underretten, da Underdommer og Foged i Almindelighed vil være samme Person. Endnu bemærkes, at der angående Gyldigheden af Afkald på at anvende Retsmidler imod Foged-

forretningen i § 550 gives en Regel, som ganske stemmer med den Grundsætning, Udkastet i så Henseende har opstillet for Domssagers Vedkommende, jfr. §§ 305, 327 og 355. Med Hensyn til Tiden for Retsmidlernes Anvendelse henvises til de for Påanke og Besværing fælles Bestemmelser i §§ 494, 495, 547 og 548, hvorom det Fornødne er bemærket ovenfor.

Hvad angår den nærmere Fremgangsmåde ved Retsmidlernes Iværksættelse, må der fkjelnes mellem Påanke og Besværing. Påanke iværksættes ved, at der tilstilles Modparten Ankeskrift på den i § 356 bestemte Måde, og føregår iøvrigt i Overensstemmelse med de om Påanke fra Underretten til Landsretten i fjerde Afsnit givne Regler. Under Påanken af en Fogedforretning må der altså, ligesom når en Underretsdom påankes til Landsretten, kunne ske en fuldstændig ny Bevisførelse og Udvikling af hele Sagen, og efter Fogedprocedurens hele Karakter må der endogså kunne fremsættes nye Påstande for Landsretten; dog må disse holdes indenfor sådanne Grænser, at Sagen under Påanken beholder sin Identitet. Den for Fogden stedfundne Procedure er selvfølgelig ikke bindende under Påanken; dog kunne Parterne, når de for Fogden have afgivet bestemte Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng og disse ere blevne protokollerede, ikke senere under Påanken tilbagekalde dem (§ 552). Hovedforhandling og Bevisførelse foregå efter de almindelige Regler i andet Afsnit (§ 553).

Besværing iværksættes derved, at der i Overensstemmelse med § 321 indgives Besværingsskrift til Fogden selv, hvorefter Sagens videre Behandling med de Lempelser, der følge af Bestemmelserne i dette Afsnit, føregår efter samme Regler som Besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger, jfr. § 360.

Påanke fra Landsretten til Højesteret i de her omhandlede Tilfælde finder i Reglen ikke Sted, når Hovedsagen, i Anledning af hvilken Exekution er skel, hører til dem, der ifølge Reglen i § 2 ere henlagte til Underretterne. I andre Sager kan der der-

imod ske Påanke til Højesteret. I Tilfælde af førstnævnte Art kan dog Højesterets Formand i Forbindelse med to af ham tiltagne Medlemmer af Retten, ligesom det er føreskrevet med Hensyn til de i første Instants ved Underretten påkjendte Domssager (§ 354 sidste Stykke), tillade, at Sagen indbringes for Højesteret. Andragende herom fremsættes og behandles på den i § 304 angivne Måde. Om Påanken til Højesteret gjælde iøvrigt de almindelige Regler i 3 die Afsnit Kap. I. (s 555). Ifølge det Retsmiddelsystem, Udkastet har fulgt med Hensyn til Fogedforretninger, vil der altså i større Sager kunne påankes fra Fogden til Landsretten og derefter til Højesteret; men det er dog mere tilsyneladende end virkeligt, at der således i disse Sager bevares 3 Instantser, da Fogdens Afgjørelser af de Spørgsmål som ere Gjenstand for egentlig Påanke (jfr. § 549), som oftest på Grund af Fogedprocedurens Beskaffenhed ville have en rent forelobig Karakter, og således en fuldstændig Forhandling og endelig Påkjendelse af Sagen i Reglen først vil finde Sted ved Landsretten. Hvad angår Besværing, er det, i Lighed med hvad der gjælder om Besværing i de ved Underretten behandlede Domssager (§ 360), foreskrevet, at Landsrettens Afgjørelse ikke er Gjenstand for yderligere Besværing til Højesteret.

Om Udpantning samt om Indsættelses- og Udsættelsesforretninger.

I det Foregående ere de almindelige Regler om Tvangsmyndighedens Udøvelse fremstillede. Men ved Siden heraf må der, i det nye System lige så vel som efter den hidtil gjældende Ret, haves Regler, som undtagelsesvis give Adgang til Rettigheders Fyldestgjørelse gjennem Tvangsmyndigheden, uagtet der ikke foreligger noget af de i § 435 angivne Exekutionsgrundlag. Disse Regler fremstilles i nærværende Hovedafdeling, som under I omhandler Udpantning og under II de såkaldte Indsættelses- og Udsættelsesforretninger.

Om Udpantning.

Bestemmelserne i denne Underafdeling slutte sig i det Væsentlige til den ved Lov 29de Marts 1873 givne Ordning af Udpantningsinstitutet. Om det end efter dette Instituts Karakter og Forbindelse med den almindelige Rctsforfølgning er fundet rettest i Udkastet at optage en samlet Fremstilling af Udpantningsbesremmelserne, ere disse dog for Størstedelen kun Gjentagelse af Forskrifterne i Loven af 29de Marts 1873, og de Forandringer, der ere bragte i Forslag, gå nærmest kun ud på at knytte de hidtil gjældende Regler til Udkastets almindelige Exekutionssystem navnlig dets Ordning af Retsmidlerne imod Fogdens Handlinger. Det er som Følge heraf kun disse enkelte Forandringer i den hidtil bestående Ordning, som behøve en nærmere Begrundelse.

Den i § 556 givne Opregning af de Tilfælde, i hvilke Udpantning kan anvendes, stemmer i alt Væsentligt med den gjældende Ret. jfr. Lov 29de Marts 1873 § 1. Dog bemærkes, at man har fundet Grund til i Nr. 2 udtrykkelig at nævne Renterestancer af den i Henhold til Lov 8 de April 1851 om Selvejendoms Indførelse på det Staten tilhørende Bøndergods, jfr. Lov 27de Januar

1852 § 4, Lov 3die Marts 1852 § 2 og Lov 8de Februar 1854 § 2, stistede Pantegjæld, idet den Udpantningsret, der tidligere tilkom disse Fordringer (jfr. Lov 27de April

1853 § 2), ved Domstolene er antaget at måtte være bortfaldet derved, at de ikke ere medtagne blandt de i Udpantningslovens § 1 Nr. 2 særligt opregnede Udpantningstisfælde. Fremdeles har man troet at burde tilråde en Begrænsning af den Adgang til Udpantning, som ifølge Lov 29de Marts 1873 § 1 Nr. 10 a uden Hensyn til Beløbets Størrelse tilkommer alle Fordringer hos en og samme Skyldner på Betaling for Løsøre, der er kjøbt ved offentlig Auktion. Ligesom Udkastets Ordning af Domsbehandlingen hviler på den Betragtning, at der er Trang til at indrette en særegen på Billighed og Hurtighed beregnet Procedure (Underretsproceduren) for

Sager under en vis Værdi, således må det vistnok erkjendes, at der også, hvad angår Spørgsmålet om Adgang til Udpantning, er Grund til at tage noget Hensyn til Fordringens størrelse. Man har derhos fundet det naturligst i Henseende til de omhandlede Fordringers Udpantningsberettigelse at opstille netop den samme Grænse (400 Kr.), som ligger til Grund for Adskillelsen mellem Underrets- og Landsretssager. Når Grænsen drages så vid, vil det vistnok blive en sjælden Undtagelse, at Fordringer, som hidrøre fra en Løsøreauktion, falde udenfor Reglen, medens det på den anden Side ikke kan nægtes, at det netop, hvor sådanne Undtagelsestilfælde føreligge, kan være forbundet med særlig Betænkelighed at give Fordringshaveren Adgang til at inddrive Kravet uden foregående Lovmål og Dom. Forsåvidt Udkastet fremdeles knytter Udpantningsberettigelsen til den Betingelse, at Kravet hidrører fra en i Medfør af Embede eller offentlig Bestilling afholdt Auktion, må hermed sammenholdes den Side 210 ff. givne Udvikling, hvoraf fremgår, at Kommissionen har forudsat, at der ved den fremtidige Ordning af Auktionsvæsenet kunde blive Spørgsmål om at overlade de egentlig frivillige Auktioners Afholdelse til Private. Med Hensyn til Udkastets Opregning bemærkes endnu, at der i § 556 under Nr. 10 Litr. g og h er medtaget nogle Udpantningstilfælde, som have Hjemmel i forskjellige efter Loven af 29de Marts 1873 fremkomne Lovbestemmelser.

Reglerne i Udkastets §§ 557—567 stemme i det Hele med Udpantningslovens §§ 2—12, bortset fra enkelte mindre betydende Afvigelser, der ere en naturlig Følge af det nye System, hvortil Udpantningslovens Bestemmelser ved Optagelsen i Udkastet ere knyttede. Særlig skal fremhæves den Anvendelse, som det nye Retsmiddelsystem finder ved Udpantning. Ogsaa på dette Område hjemler Udkastet en dobbelt Påankeform, idet der ved Siden af Påanke i egentlig Forstand er Adgang til i visse Tilfælde at benytte Besværing til højere Ret. For det Første kan den, hvem Udpantning er nægtet ved den i § 558 omhandlede foreløbige Fogedkjendelse, altid gjøre sin Anke

over denne Kjendelse gjældende ad Besværingsvejen, se §558 i Slutn. Men dernæst kunne,

i Overensstemmelse med det for Exekntionsforretninger gjældende Retsmiddelsystem, såvel de Kjendelser, huorved Fogden under Udpantningsforretningen tager en imod denne fremsat Indsigelse til Følge (jfr. § 563 i Slutn.), som selve den sluttede Udpantningsforretning (jfr. § 566) angribes ved Besværing, forsåvidt der alene er Spørgsmål om Anker vedrørende de processuelle Betingelser for Udpantningsforretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmåde. Derimod er den, som enten alene eller ved Siden af de nysnævnte formelle Ankegrunde vil indbringe Spørgsmål vedrørende Fordringens Rigtighed til højere Rets Prøvelse, henvist til egentlig Påanke. Om begge Retsmidlers Iværksættelse og de dertil knyttede Virkninger gjælde i det Hele de samme Regler som for de i foregående Hovedafdeling omhandlede Fogedforretninger (§ 566). I Forbindelse hermed fremhæves endnu, at den Grundsætning i det nye System, at en retslig Afgjørelse ikke må bringes i Udførelse, førend den ved Udløbet af den ordentlige Retsmiddelfrist er blevet endelig, også er gjennemført med Hensyn til Udpantning. Forauktionering af det Udpantede må derfor i Almindelighed ikke finde Sted, førend der er forløbet 4 Uger efter Udpantningen, uden at der er gjort Retsmidler gjældende imod denne, se § 565, jfr. §566. Hermed står atter i Forbindelse, at man ikke har fundet tilstrækkelig Grund til i Udkastet at optage Slutningsbestemmelsen i Udvantningslovens § 11, som netop var begrundet i Hensynet til, at det efter den da gjældende Ret stod i Rekvirentens Magt at iværksætte Tvangsauktionen inden Påankefristens Udløb.

Ved Siden af den Adgang, der således er givet til at indanke Udpantningsforretningen for højere Ret, står det fremdeles ligesom efter den hidtil gjældende Ret Rekvisitus åbent, forsåvidt han ikke vil gjøre Ansvar gjældende imod Fogden og han ikke allerede har anvendt Retsmidler imod Forretningen efter § 566, at forfølge Indsigelser vedrørende Fordringens Rigtighed under et Søgsmål i første Instants. Vel vil det, hvis Re-

greskravet overstiger 400 Kr., efter det nye System ikke være af væsentlig Betydning for Rekvisitus at kunne gå denne Vej; thi Søgsmålet bliver under denne Forudsætning at forfølge ved Landsretten i alt Væsentligt under de samme Former som Påanke for denne Ret. Men overstiger Regreskravet ikke det nævnte Beløb — og dette tør vel antages hyppigt at ville blive Tilfældet —, vil det ofte være en Fordel for Rekvisitus i Stedet for Påanke at kunne benytte den hurtigere og billigere Vej, som et Søgsmål ved Underretten frembyder. De nærmere Regler om Regressøgsmålets Behandling gives i § 567, som i alt Væsentligt stemmer med Udpantningslovens § 12.

Hvad angår Realisationen af det Udpantede, er man gået ud fra, at en ubetinget Fastholdelse af de almindelige Regler for Tvangsauktion vilde blive en i Forhold til de små Beløb, hvorom det ved Udpantning jævnlig drejer sig, altfor vidtløftig og bekostelig Fremgangsmåde, og at der som Følge heraf er Grund til indenfor visse Grænser at anvise en simplere og hurtigere Vej. Dette Synspunkt lå også til Grund for den i Udpantningslovens § 10 3die Punktum givne Bestemmelse; men forsåvidt det her blandt Andet fastsættes, at Salget kan ske ved en hvilkensomhelst Løsøreauktion, som afholdes i Jurisdiktionen efter Udløsningsfristens Udløb, er en sådan Regel ikke vel egnet til at overføres i det nye System, jfr. hermed de Side 210 ff. fremsatte Bemærkninger med Hensyn til Spørgsmålet om Auktionsvæsenets fremtidige Ordning. Det er derfor i Udkastets § 565 foreslået at ordne Forholdet således, at det Udpantede, når Udpantningens Gjenstand ikke er fast Ejendom og Udpantningen ikke har omfattet Løsøre til Værdi af mindst 100 Kr., bliver at bortsælge mod kontant Betaling ved offentlig Auktion, som afholdes på Landet af Sognefogden og i Kjøbstæderne af Politiet, efterat der mindst 3 Dage forud har fundet een Bekjendtgjørelse Sted henholdsvis ved Kirkestævne eller ved Indrykkelse i det Blad, i hvilket Bekjendtgjørelser fra Politiet pleje at offentliggjøres. De således foreslåede Regler, der iøvrigt som Følge af Auktionens Hen-

læggelse til administrative Embeds- eller Bestillingsmænd ville kunne suppleres gjennem Instruxer for disse, må formentlig erkendes at frembyde tilstrækkelig Garanti, når hensees til den foreslåede Grænse. Som det vil sees, stemmer denne på det Nærmeste med den i Udpantningslovens § 10 bestemte; at sætte Grænsen lavere har man såmeget mindre kunnet anse for tilrådeligt, som Jurisdiktionernes Udstrækning ifølge den nye Retsorganisation vil blive betydeligt forøget.

Endnu bemærkes, at § 568 stemmer med Udpantningslovens § 13, når undtages, at der efter „Omkostninger“ er udeladt Ordet „skadesløst“, hvilken Forandring er en Konsekvents af det i Udkastet fulgte almindelige Princip for Procesomkostningers Ansættelse, jfr. § 126 2det Stykke, samt at sidste Punktum i Udpantningslovens § 13 er udgået som Følge af, at den særegne Rettergangsmåde efter Frd. 6te August 1824, til hvilken hin Bestemmelse knyttede sig, vil bortfalde efter Udkastet. Endelig fremhæves, at Udpantningslovens § 14 ikke er optaget i Udkastet, fordi man i det Hele har fulgt den Grundsætning ikke at optage Gebyrbestemmelser i dette.

Om Indsættelses- og Udsættelsesforretninger.

Som allerede ovenfor berørt har Udkastet i Overensstemmelse med den hidtil gjældende Ret under visse Betingelser åbnet Adgang til Foretagelse af Indsættelses- og Udsættelsesforretninger uden foregående Lovmål og Dom. Herved tænkes dog ikke på de Tilfælde, hvor en ved Fogden foretagen Udsættelse fremtræder med Karakteren af et foreløbigt Retsmiddel, der skal søgek stadfæstet ved en påfølgende Domssag. Det Spørgsmål, om og under hvilke Betingelser en Forretning af denne Beskaffenhed kan iværksættes, må afgjøres efter de Regler, der i det følgende Afsnit gives om Anvendelsen af de foreløbige Retsmidler, Arrest og Forbud. Derimod have Bestemmelserne i nærværende Underafdeling kun

de Udsættelses- og Indsættelsesforretninger for Øje, som gå ud på at forskaffe Rekvirenten en umiddelbar Fyldestgjørelse af hans Ret og altså have Karakteren af virkelige Exekutionsforretninger, dog med den Ejendommelighed, at de ligesom Udpantningsforretninger kunne iværksættes, uden at det sædvanlige Exekutionsgrundlag udkræves.

Hvad angår Betingelserne for de heromhandlede Forretningers Foretagelse, er det i §569 foreslået at lade det have sit Forblivende ved den hidtil gjældende Ret, således som denne gjennem Praxis har udviklet sig på Grundlag af enkelte spredte Lovbestemmelser. I Overensstemmelse hermed forudsættes det i § 569, at Udsættelses- og Indsættelsesforretninger ikke blot kunne finde Anvendelse på faste Ejendomme men efter Omstændighederne også på iørligt Gods, samt endvidere, at lignende Forretninger kunne foretages med Hensyn til Personer, når Fogdens Hjælp fordres til at gjøre Forældre- eller Værgemyndighed gjældende overfor Umyndige, uden at sædvanligt Exekutionsgrundlag er tilstede.

Medens der med Hensyn til den formelle Fremgangsmåde ved Udsættelses- og Indsættelsesforretningers Iværksættelse i det Hele kan henvises til de almindelige Regler om Exekutionsforretninger, står endnu tilbage at omtale de Veje, ad hvilke Anker over Forretningen kunne gjøres gjældende. Reglerne herom indeholdes i §§ 570—571. Herefter kunne Fogdens Afgjørelser under disse Forretninger for det Første angribes henholdsvis ved Påanke eller Besværing til højere Ret i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger (§ 571), og på denne Måde kan det materielle Mellemværende mellem Parterne indbringes til Påkjendelse af overordnet Ret. Men ved Siden heraf står det Rekvisitus åbent, forsåvidt han ikke vil drage Fogden til Ansvar og han ikke allerede har anvendt Retsmidler i Henhold til § 571, at gjøre Anker over Forretningen, som støttes på det mellem ham og Rekvirenten bestående materielle Retsforhold, gjældende ved et Regressøgsmål i første Instants med den Virkning, at der efter Omstændighederne kan såvel tilkjendes ham Er-

statning som også gives Dom for, at Forretningen bør være ophævet. Den således, givne Regel stemmer i alt Væsentligt med hvad der antages at være gjældende Ret. Derimod indeholder Paragrafen en ny Bestemmelse, forsåvidt den fastsætter en Frist, inden hvilken Rekvisitus skal anlægge Regressøgsmålet. At der ikke i den gjældende Ret er fastsat nogen Grænse i så Henseende må ansees for en Mangel, som er forbundet med Ulemper i flere Retninger. Fristen er i Lighed med hvad der gjælder om det Regressøgsmål, som i Henhold til § 567 kan anlægges af den, hvem Udpantning er overgået, ansat til 8 Uger.

Om de foreløbige Retsmidler

Dette Afsnit slutter sig nær til den gjældende Ret og må i det Væsentlige betragtes som en Kodifikation af de navnlig gjennem fast Netspraris udviklede Regler, der forlængst i så mange Retninger have omdannet den Skikkelse, hvori de foreløbige Retsmidler fremtrådte ifølge Christian den Femtes Lov. Det Anførte gjælder ikke blot om Betingelserne for Adgangen til at anvende de foreløbige Retsmidler og de til disse knyttede Retsvirkninger, men i Hovedsagen også om den Fremgangsmåde, der skal følges ved Forretningens Foretagelse. Selv den Procedure, som herunder måtte finde Sted for Fogedretten, vil ikke i nogen særdeles væsentlig Grad blive påvirket af de nye Principer (Mundtlighedsog Umiddelbarhedsprincipet), som have udover en så gjennemgribende Indflydelse på Udkastets Ordning af den egentlige Domsbehandling. I så Henseende gjælder for de foreløbige Retsmidlers Vedkommende ganske det Samme som om Proceduren under Exekution og Tvangsauktion, hvorfor man i det Hele kan henvise til, hvad der i Motiverne til 7de Afsnit (Side 182) herom er anført. Et Område, på hvilket Udkastets Regler fjerne sig noget mere fra den gjældende Ret, er Ordningen af den Måde, hvorpå der gives Re-

kvisitus Adgang til at angribe Lovligheden af den ham overgåede Forfølgning. Hvad dette Punkt angår, må det nemlig erkjendes, at den bestående Ret ikke blot lider af Ufuldstændighed, men også ved den Adgang, den åbner Rekvisitus til at angribe Forretningen dels som Sagsøgt gjennem Indsigelser under Forfølgningssagen, dels som Sagsøger gjennem Appel af Fogedrettens Dekret, giver Plads for Uklarhed og Forvirring i Rettergangen. Udkastet har derfor gjort dette Forhold til Gjenstand for en ny og udtømmende Ordning (§§ 594—597 og 599—601), som vil medføre en væsentlig Simplifikation, uden at det Krav, Rekvisitus har på en let og hurtig Adgang til at gjøre sin Anke over det foreløbige Retsmiddels Anvendelse gjældende, i Virkeligheden tilsidesættes. Hovedtrækket i denne Ordning er, at Klager fra den Arresteredes Side, der sigte til at bevirke Ophævelse af den foretagne Arrest som ulovlig gjort, overfor Arrestrekvirenlen altid kunne fremføres som Indsigelser under dennes Justifikationssøgsmål, men på den anden Side ikke kunne gjøres gjældende ad nogen anden Vej. Iøvrigt kunne Fogedrettens Afgjørelser på de foreløbige Retsmidlers Område i Overensstemmelse med Udkastets almindelige Påankesystem indbringes til højere Rets Prøvelse under en dobbelt Form, dels Påanke i egentlig Forstand dels Besværing. Angående Området for hvert af disse Retsmidler henvises til det Følgende.

De foreløbige Retsmidler fremtræde efter Udkastet ligesom i den bestående Ret dels som Arrest dels som Forbud. Også Afgrænsningen af disse Retsmidler indbyrdes stemmer med hvad der må ansees for gjældende Ret. Vel udstrækker Sprogbrugen i Almindelighed Benævnelsen Forbud til visse af de Forfølgninger, der efter Udkastet skulle behandles som Arrest (§ 615). Men dette grunder sig ikke på en virkelig Forskjel i Retsopfattelsen, idet det allerede længe har været almindelig anerkjendt, at de nævnte Forretninger, uanset at de i Formen fremtræde som Forbud, ifølge deres Væsen må ansees for og behandles som Arrest. At der iøvrigt på et meget stort Område må vise sig Overensstemmelse mellem Reglerne om Arrest og Forbud, følger tildels

allerede af disse Retshandlingers fælles Karakter af foreløbige Retsmidler. Disse Fællesregler fremstilles i dette Afsnits første Kapitel under Eet med de for Arrest særlige Bestemmelser, og det er heraf blevet en Følge, at man i det sidste Kapitel om Forbud i stor Udstrækning har kunnet henvise til de om Arrest givne Regler.

Arrest.

Efter Christian den Femtes Lov fremtrådte Arrest ikke som et Retsmiddel, hvis Anvendelse imod Sikkerhedsstillelse stod Kreditor åben, blot fordi de sædvanlige Betingelser for Retsforfølgning vare tilstede. Som almindelig Regel krævedes ikke alene, at den Fordring, for hvilken Arrest begjærtes anvendt, var støttet på Håndskrift eller anerkjendt ved Dom, men tillige, at der forelå særlige Omstændigheder, ifølge hvilke Fordringshaverens Retsnydelse måtte ansees for truet. Efter Lovbogens Opfattelse kunde en sådan Fare dog ikke blot udledes af Skridt fra Skyldnerens Side, hvorved denne søgte at betage sin Kreditor Midlerne til at opnå Fyldestgjørelse, men også ligge deri, at Skyldneren efter den forfaldne Fordring var fremmed i Jurisdiktionen, jfr. D. L. 1—24—8, En fast Retspraxis har imidlertid, tildels støttet på Forudsætninger i senere Lovbud, forlængst fortrængt disse Bestemmelser i Danske Lov. Ligesålidt som det nu kræves, at Kreditors Retsnydelse ifølge Skyldnerens Forhold må ansees for truet, ligesålidt antages det i Praxis for nødvendigt, at Fordringen støttes på Dom eller Håndskrift, når Kreditor kan stille tilstrækkelig Sikkerhed. Denne Omdannelse af Arrestinstitutet stemmer vistnok med det praktiske Livs Fordringer og er derfor lagt til Grund for Udkastets Bestemmelser om Adgangen til Anvendelse af Arrest. Om end dette Retsmiddel efter sin Natur nærmest er bestemt til at være et Nødmiddel i Kreditors Hånd imod en Fordringen truende særlig Fare, vilde dets praktiske Brugbarhed dog indskrænkes altfor meget, hvis

dets Anvendelse gjordes afhængig af hertil svarende særlige Betingelser, som det vilde være Kreditor vanskeligt at oplyse, selv om de virkelig vare tilstede. Såvel hvad dette Punkt angår, som med Hensyn til Spørgsmålet om, hvilke Betingelser, der udkræves i Henseende til Sagens Klarhed, har man såmeget mindre fundet Betænkelighed ved at slutte sig til Praxis, som den Opfattelse, at Arrest kan benyttes som Tvangsmiddel med videregående Virkninger, end Sikkerhedsøjemedet kræver, i det Hele er opgivet i det foreliggende Udkast.

§ 572 1ste Stykke indeholder den almindelige Regel om, for hvilke Fordringer Arrest på Gods kan finde Sted. Arrest kan herefter i Overensstemmelse med den gjældende Ret gjøres ikke blot for forfaldne Gjældsfordringer og andre Fordringer, som efter deres oprindelige Indhold gå ud på Penge eller Penges Værd, men overhovedet for ethvert forfaldent Krav, hvis Tilsidesættelse kan medføre en Erstatning i Penge. Adgangen til Arrest er fremdeles ikke udelukket derved, at der allerede er anlagt Retssag i Anledning af Fordringen, når Kravet dog endnu ikke er blevet exigibelt. Derimod har Udkastet forsåvidt gjort en Indskrænkning i den bestående Adgang til at anvende Arrest, som denne Forfølgning efter Udkastet vil være udelukket med Hensyn til Krav, der end ikke eventuelt kunne medføre et Ansvar i Penge. Efter de vide Udtryk i D. L. 1—21—8 „Gjeld eller andet skyldig, som ei til rette Termin er betalt eller efterkommet“, synes det nemlig at måtte antages, at der efter Loven kunde anvendes Arrest også for sådanne Krav, skjøndt Arrestreglerne ikke i deres Helhed lade sig overføre på disse Tilfælde. Når Arrest imidlertid ikke betragtes som et Middel, der skal tjene til at fremtvinge Forpligtelsens Opfyldelse, men udelukkende som et Sikkerhedsmiddel, må det vistnok erkjendes, at en Anvendelse af Arrest i de omspurgte Tilfælde ligger udenfor dette Retsmiddels naturlige Område. Den Fare, som i sådanne Forhold kan true den Berettigedes Krav fra en anden Persons Side, vil nemlig ikke ligge i, at denne frit kan råde over sin Formue, men i

Muligheden af ligefrem retskrænkende Handlinger, og til Beskyttelse herimod anviser Lovgivningen andre Veje, ad hvilke der uden foregående Lovmål og Dom kan opnåes Sikring eller endogså Fyldestgjørelse af Vedkommendes Ret. Jævnlig vil der således gjennem Ind- og Udsættelsesforretninger kunne opnåes en tvungen Fuldbyrdelse af disse Krav, hvorved nærmest tænkes på Fordringer på Udlevering af Breve og andre Gjenstande uden Pengeværdi; hvor Betingelserne for sådanne exekutive Skridt ikke ere tilstede, vil den Berettigede efter Omstændighederne gjennem et Forbud kunne sikre sig imod, at der ved pågjældende Gjenstands Forflyttelse eller i andre Henseender handles imod hans Ret.

Endnu bemærkes, at § 572, ligesom i det Hele Bestemmelserne i nærværende Afsnit, ikke har Arrest for Øje som Sikkerhedsmiddel med Hensyn til sådanne Pengeydelser, hvis Idømmelse må ske under Straffeprocessens Former. Om og hvorvidt der til Sikring af sådanne Ydelser kan lægges Beslag på Tiltaltes Formue, samt under hvilke Former dette skal foregå, må finde sin Afgjerelfe i Loven om Strafferetsplejen (jfr. herved Udkast til Lov om Strafferetsplejen andet Afsnit Kapitel VI). Derimod er der i og for sig ikke Noget til Hinder for, at den ved Forbrydelsen Forurettede for det heraf udspringende Erstatningskrav gjør Arrest i Henhold til Bestemmelserne i dette Afsnit; men han vil da også være pligtig til i Overensstemmelse med diese at forfølge Sagen. Vil han derimod have sit Erstatningskrav påkjendt som Accessorium til Straffesagen, bliver han ude af Stand til at fyldestgjøre den Arrestrekvirenten ved Bestemmelserne i dette Afsnit pålagte Forfølgningspligt og må som Følge heraf også være udelukket fra at foretage Arrest i Henhold til de her givne Regler.

Bestemmelsen i § 572 2det Stykke giver Adgang til en Anvendelse af Arrestinstitutet, som kjendes i de fleste fremmede Lovgivninger, men hidtil har savnet Hjemmel i vor Ret. Efter Christian den Femtes Lov var det vistnok en ufravigelig Betingelse for at opnå Arrest, at Rekvirentens Fordring var forfalden.

Uagtet Bestemmelserne i Lovens 1—21—9 og 1—21—12 netop fremhæve sådanne Omstændigheder, under hvilke der kunde være rimelig Grund til at fravige den nævnte Betingelse, hjemler dog ingen af disse Artikler Arrest for ikke forfaldne Fordringer. Lovens 1—21—10 kan neppe betragtes som en Undtagelse fra den almindelige Regel; thi den nævnte Artikel går vistnok ud fra den Forudsætning, at Tiden til Regnskabsaflæggelse er indtrådt som Følge af, at Regnskabsbetjenten er ophørt at varetage sin Bestilling. Ikke heller kan der siges at have udviklet sig en Retspraxis, som i denne Henseende går ud over Lovens Regel. Det må imidlertid erkjendes for højst unaturligt, at en Kreditor, sålænge Forfaldstid ikke er kommen, ubetinget skal være afskåret fra at fåe Sikkerhedsforanstaltninger anvendte imod Skyldneren, om end Forfaldsdagen er nok så nær og Skyldneren øjensynligt foretager Skridt for at lægge Hindringer i Vejen for, at Kreditor i sin Tid kan komme til sin Ret, f. Ex. når en Lejer Dagen før Flyttedagen drager bort, medtagende sine Møbler og øvrige Ejendele. Vel kan en Afvigelse fra den Hovedgrundsætning, at Kreditor ikke for Forfaldstid kan iværksætte Retsforfølgning, ikke ansees for retfærdiggjort blot derved, at der efter Skyldnerens økonomiske Forfatning må siges at foreligge en Fare for, at han ikke til Forfaldstid vil kunne rette for sig. Men når Kreditor kan oplyse bestemte Handlinger fra Skyldnerens Side, som netop gå ud på at afskjære eller dog væsentlig vanskeliggøre Fordringshaverens Adgang til eventuel Retsnydelse, bør denne ikke stå uden Retsbeskyttelse, fordi han ikke i Øjeblikket kan fordre Betaling. At det under sådanne Omstændigheder tilstedes Kreditor at iværksætte Retsforfølgning for et endnu ikke forfaldent Krav, stemmer også ganske med det Hensyn, der ved Bestemmelserne i Konkurslovens §§ 41, 43 og 46 er taget til sådanne Kreditorer.

§ 573 opretholder den Adgang til undtagelsesvis at gjøre Arrest på Person, som er hjemlet i Konkurslovens § 164. Dog bemæikes, at Paragrafens Regel faktisk vil fåe et større Råderum end den tilsvarende

Bestemmelse i Konkursloven som Følge af, at de nye Værnethingsdestemmelser i Kapitel II. navnlig, hvad Udlændinge angår, have åbnet en langt videre Adgang end efter den bestående Lovgivning til at sagsøge de Pågjældende ved danske Retter. At Bestemmelsen i Konkurslovens § 163 om Arrest på Person for Forpligtelser til at føretage en Handling ikke er optaget i Udkastet, er en ligefrem Følge af den ved Bestemmelserne i 7de Afsnit Kapitel 2 foretagne Forandring med Hensyn til Fuldbyrdelsesmåden af Domme for sådanne Forpligtelser. Endnu bemærkes, at man ikke har fundet tilstrækkelig Grund til i Udkastet at optage de i den ældre Ret hjemlede særegne Fritagelser for Arrest på Person, idet disse efter den exceptionelle Karakter, hvormed Arrest på Person efter Udkastet fremtræder, neppe vilde have nogen praktisk Betydning, Hvad angår Arrestabilitet af Gods. fastsætter § 574, at Arrest ikke kan foretages i Ting, hvori der ikke vilde kunne gjøres Exekution for den pågjældende Fordring, en Regel, der må ansees for en ligefrem Konsekvents af Arrestinstitutets Karakter som Sikkerhedsmiddel. Derimod er det ikke med Nødvendighed givet, at Ting, hvori der kan gjørcs Exekution, også kunne belægges med Arrest, idet der kan foreligge en Fritagelsesgrund, som alene udelukker den foreløbige Retsforfølgning. Det er nemlig en Selvfølge, at ligesom Formuerettigheder, der efter deres Beskaffenhed i og for sig egne sig til at være Gjenstand for Retsforfølgning, fuldstændig kunne udelukkes herfra ved Retshandler med Trediemand eller dennes Bestemmelser (jfr. § 476), således kan det også gyldig bestemmes, at de alene skulle være undtagne fra Arrest. Forsåvidt derimod en således begrænset Undtagelse i Medfør af den gjældende Ret i visse Tilfælde kunde tilståes som et særligt Privilegium (f. Ex. med Hensyn til Indskud i Sparekasser), vil dette for Fremtiden bortfalde.

I § 575 er den gjældende Rets almindelige Regel, at Arrest kan afværges ved Sikkerhedsstillelse, optaget således, at den nu bliver undtagelsesfri. Der er ikke fundet tilstrækkelig Grund til at bibeholde den med

Hensyn til Vexler og Vexelobligationer bestående Undtagelse, som hviler på den Opfattelse, at Skyldneren gjennem Arresten skal tvinges til uopholdelig at rette for sig. I nærværende Forslag er man nemlig i Overensstemmelse med de t 7de Afsnit nedlagte Grundsætninger om, hvilke Grænser der bør opstilles for den civile Exekutions Område, gået ud fra, at det Indgreb i Skyldnerens Rettigheder, der sker igjennem Arresten, ikke bør udstrækkes videre end nødvendigt for at skaffe Fordringshaveren Sikkerhed. Ligesom Arrest derfor ifølge § 579 aldrig kan gjøres på Person, når Sikkerhed kan fåes ved Arrest på Gods, og fremdeles i Henhold til § 591 kun kan udstrækkes til såmeget af Skyldnerens Gods, som behøves til at sikre Fordringen, således må den ubetinget kunne afværges ved Sikkerhedsstillelse. Af denne Grundsætning følger fremdeles, at der ikke lovlig kan joges Arrest for sådanne Fordringer, som allerede ere tilstrækkelig betryggede ved anden Sikkerhed. Hvad angår Sikkerhedens Beskaffenhed, er det utvivlsomt, at Sikkerhedsstillelsen ifølge Christian den Femtes Lov efter Omstændighederne måtte kunne gives ved personlig Kaution; men i Praris har det allerede længe været den almindeligst antagne Mening, at Rekvirenten ifølge den nyere Lovgivnings Grundsætning ikke er pligtig at lade sig nøje med Mindre end reel Sikkerhed, jfr. Bangs og Larsens Procesmåde § 226. Denne Regel er vistnok for streng og vil jævnlig kunne føre til, at Arrest må iværksættes, uagtet det er muligt på anden Måde at skaffe Kreditor en virkelig betryggende Sikkerhed. Det er derfor fundet rettest at overlade Afgjørelsen af det Spørgsmål, om en tilbuden Sikkerhed er af fyldestgørende Beskaffenhed, til Fogedrettens skjøn. Hvad angår Sikkerhedens Størrelse, vil denne vel jævnlig ligefrem være given ved Arrestrekvirentens Opgivelse af, hvad hans Fordring går ud på; er dette imidlertid Andet end Penge, vil der dog også i denne Henseende blive Plads for Fogdens skjøn. Går Fogdens Bestemmelse af Sikkerhedsspørgsmålet Arrestrekvirenten imod, vil denne gjennem Besværing kunne indbringe Fogdens Afgjørelse

til højere Rets Provelse, jfr. § 598. Ad hvilken Vej Rekvisitus må angribe den Fogedkjendelse, ved hvilken den af ham tilbudne Sikkerhedsstillelse forkastes, vil nærmere blive påvist i det Følgende.

§ 576 første Stykke fastsætter Retsvirkningen af Arrest på Gods i Overensstemmelse med den gjældende Ret, når bortsees fra den Lempelse, at der efter Udkastet ikke bliver Spørgsmål om Totalarrest, men alene om Arrest i særligt opgivne og registrerede Gjenstande. Det Samme gjælder i alt Væsentligt om de i Paragrafens sidste Stykke givne Bestemmelser om hvad der udkræves, for at Arrestens Retsvirkning skal kunne gjøres gældende overfor en godtroende Tredjemand. Særligt fremhæves, at der ikke er fundet tilstrækkelig Grund til at opgive Thinglæsning af Arrest i Løsøre ved Skyldnerens personlige Værnething. Den Forskjel, der på dette Punkt bibeholdes mellem Arrest og Udlæg i Løsøre, finder sin Forklaring i, at der såvel på Grund af den almindeligvis længere Varighed af den ved Arrest begrundede Sikkerhed som med Hensyn til de for Udlæg og Arrest forskjellige Regler om Rekvirentens Adgang til at udsætte Rekvisitus af Godsets Besiddelse og Betydningen af denne Foranstaltning (jfr. § 577 sammenholdt med §§ 488 og 491 sidste Stykke), er større Trang ved Arrest end ved Udlæg til at påbyde Iagttagelsen af en Form hvorved det i al Fald bliver muligt for Trediemand at komme til Kundskab om Forfølgningen, Hvad angår Arrest i Gjældsbreve, udkræves efter § 576 endvidere, at der er givet Gjældsbrevet en Påtegning angående Arrestens Foretagelse. Om dette er nødvendigt efter den gjældende Ret, som ikke indeholder nogen udtrykkelig Bestemmelse angående dette Punkt, har vel været Gjenstand for Tvivl (jfr. Scheel Privatrettens almindelige Del 2det Bind S. 215—18); men den foreslåede Bestemmelse må i al Fald ansees for en ligefrem Overførelse på Arrest af vor Lovgivnings almindelige Grundsætninger for Erhvervelse af Rettigheder i Gjældsbreve. Medens Betydningen af den Gjældsbrevet givne Påtegning om Arresten vil træde frem såvel overfor Borttransportering og Pantsætning af For-

dringen som deri, at Debitor efter Gjældsbrevet i modsat Fald vil kunne frigjøres fra sin Forpligtelse ved en i god Tro til Arrestrekvisitus erlagt Betaling, vil det derimod selvfølgelig kun af sidstnævnte Hensyn være nødvendigt at iagttage den i Paragrafens Slutning optagne Bestemmelse om, at der, når Arrest er gjort i Fordringer, som ikke grundes på Gjældsbrev, må gives Debitor efter Fordringen Underretning om Arresten. Endnu bemærkes, at der ikke er fundet Grund til at opstille nogen Tidsgrænse for Arrestbåndets Varighed. I Overensstemmelse med Forholdets Natur må Rekvirentens Sikkerhedsret derfor, forsåvidt den ikke under Netsførfølgningens Gang forsvinder i et Udlæg, vedvare, indtil Skyldneren retter for sig eller Arresten bortfalder ved Fogdens Ophævelsesdekret (§ 601) eller ved Udløbet af Exekutionsfristen for den Dom, hvorved Arresten kjendes ugyldig (§ 603).

Ved den i § 577 indeholdte Regel er Spørgsmålet om Besiddelsesretten over arresteret Gods afgjort i Overensstemmelse med hvad der må ansees for gjældende Ret. Det stemmer vistnok med Forholdets Natur, at Rekvisitus ikke stal være pligtig at finde sig i, at de arresterede Ting betroes Rekvirenten; thi da Rigtigheden af dennes Fordring endnu ikke er afgjort, kan hans Interesse i Tingen ikke ansees for den overvejende. Derimod kan der, hvor Fogden efter de arresterede Gjenstandes Beskaffenhed eller Skyldnerens Person og Forhold finder Grund dertil, træffes den Sikkerhedsforanstaltning i Rekvirentens Interesse, at de arresterede Ting tages under Bevogtning enten af Fogden selv eller en af denne dertil beskikket Person.

I §§ 578—584 gives der væsentlig i Overensstemmelse med den gjældende Ret nærmere Regler om Iværksættelsen af Arrest på Person. Ifølge § 578 fuldbyrdes sådan Arrest ved Hensættelse i Gjældsfængsel efter Fogdens Foranstaltning, hvilket ganske stemmer med den nu brugelige Fremgangsmåde. Om det end må antages, at Arrest på Person før Dom efter Christian den Femtes Lov i Almindelighed kun bestod i et verbalt Forbud imod at forlade Stedet, er dog denne Iværk-

fættelsesmåde forlængst bortfaldet i Praxis. § 579 udtaler, at Gjældsfængsel ikke kan anvendes, når en til Fordringens Størrelse svarende Sikkerhed kan fåes ved Arrest på Gods. Dette er også efter den gjældende Ret Hovedreglen. § 579 indeholder kun forsåvidt noget Nyt, som Arrest for Gjæld efter Vexler og Vexelobligationer går ind under den almindelige Regel. Bestemmelserne i §§ 580—581 slutte sig i Hovedsagen til Konkurslovens § 165. Bortset fra den mindre væsentlige Forandring, som følger af Bestemmelsen om Fængslingens Ophør under de i § 581 Litr. c angivne Omstændigheder, indskrænker Forskjellen sig til den i § 580 fastsatte Afkortning af Fristerne for Fængslingens Varighed, en Lempelse, der vistnok vil findes stemmende med Systemets Ånd og ikke kan antages at ville være til Hinder for Opnåelsen af Arrestens Øjemed.

Om Afholdelsen af de med Gjældsfængsels Anvendelse forbundne Omkostninger gives der i §§ 582—84 nogle Bestemmelser, som i det Væsentlige kun gå ud på nærmere at præcisere den gjældende Rets Regler. Dog bemærkes, at Underholdningspengene ere ansatte noget rundeligere, end det efter de nugældende Bestemmelser er Tilfældet. Da Fængslingen efter Forstagets Bestemmelser må antages i Reglen at ville blive af kortere Varighed, vil en sådan Forhøjelse neppe kunne blive uforholdsmæssig trykkende for Rekvirenten, hvorimod den for Rekvisitus, der ved Frihedsberøvelsen ordentligvis sætles ud af sit Erhverv, vil kunne være af væsentlig Betydning. Fremdeles bemærkes, at der ved § 584 er gjort den lille Lempelse i den gældende Ret, at medens det efter denne er tilstrækkeligt, at Underholdnings- og Varetægtspenge første Gang erlægges, inden den Dag er tilende, på hvilken Skyldneren indsættes jfr. Pl. 22de Decbr. 1820 § 1, kræves det efter Udkastet, at de erlægges inden eller ved Skyldnerens Indsættelse i Gjældsfængslet. Der er nemlig ikke Grund til at lade det stå i Rekvirentens Magt at holde Skyldneren fængslet en Dag uden Subsistentsmidler.

§§ 585—586 ere en ligefrem Overførelse af de om Exekutionsforrettninger i §§ 437—439 givne Bestemmelser, og man kan derfor ganske henvise til de i Motiverne til 7de Afsnit om disse Paragrafer gjorte Bemærkninger.

I §§ 587—593 gives Bestemmelserne om Fremgangsmåden ved Arrestsforretningers Foretagelse samt om Proceduren under samme. Som ovenfor bemærket slutte disse Regler sig på enkelte Afvigelser nær i det Hele til den gjældende Ret; selv, hvad Proceduren angår, er Forskjellen ikke meget fremtrædende. § 587 bestemmer først, at den Rekvisition, hvormed Arrestforretningm indledes, skal fremsættes skriftlig, og giver derefter nærmere Regler om, hvilke Oplysninger om Fordringens Rigtighed der må tilvejebringes, og hvorvidt Sikkerhedsstillelse er fornøden, for at Rekvisitionen kan tages til Følge. Medens man i Retsanvendelsen forlængst er ophørt at iagttage de strenge Betingelser i Henseende til Sagens Klarhed, hvortil Anvendelsen af Arrest efter Christian den Femtes Lov var knyttet, har det derimod været Gjenstand for delte Meninger, om Arrestens Iværksættelse efter den nugiældende Ret må betinges af, at der tilvejebringes Formodning for Rigtigheden af Rekvirentens Fordring, eller om det er berettiget at gå så langt bort fra Lovbogens Forskrifter, at Arrestforretningen, selv om Fordringens Rigtighed ikke er bragt til Sandsynlighed, kan forlanges fremmet imod Sikkerhedsstillelse, når blot Fordringen ikke skjønnes at være ugrundet. I det foreliggende Udkast er man gået ud fra, at den sidstnævnte Opfattelse i al Fald er den, der stemmer bedst med Arrestinstitutets Øjemed. At den modstående Opfattelse, hvis den fastholdes så skarpt, at såkaldet vis Formodning skal være tilvejebragt, jfr. Schwcigårds norske Proces § 229, vilde medføre en væsentlig Indskrænkning i Arrestinstitutets Anvendelighed, lader sig vistnok ikke bestride. Støttes Fordringen ikke på Håndskrift, vil det i de færreste Tilfælde være muligt for Rekvirenten at tilvejebringe en virkelig begrundet Formodning om Fordringens Rigtighed, når Rekvisitus benytter sin Ret til at holde sig borte fra Forretningen eller for-

holder sig tavs under denne og Rekvirenten således ikke kan hente noget Bidrag til Sagens Oplysning fra Skyldnerens egen Forklaring om dennes Sammenhæng. End ikke den Omstændighed, at Rekvirenten kan fremlægge Håndskrift for Gjælden, vilde strengt taget være tilstrækkelig til at begrunde Arrestens Iværksættelse; thi sålænge Dokumentets Ægthed ikke er godtgjort, giver det i og for sig ingen Formodning for Rigtigheden af den derpå støttede Fordring, At lette Rekvirenten Adgangen til Sagens Oplysning ved i Lighed med Bestemmelsen i Konkurslovens § 48 at gjøre det til Pligt for Rekvisitus efter forudgående Indkaldelse at møde ved Forretningen og erklære sig over Fordringshaverens Opgivelser vilde neppe være en fyldestgørende Udvej; thi om der end herigjennem kunde tilvejebringes den fornødne Klarhed i Sagen, vilde på den anden Side en således indledet Arrestforretning let forfejle Hensigten, som ikke sjælden krærer, at Forretningen kommer uventet. Selv om Fordringen i Henseende til Sagens Oplysning ikke strækkes så vidt, at der skal foreligge vis Formodning, men indskrænkes dertil, at dog nogen Sandsynlighed for Fordringens Rigtighed må være tilvejebragt, jfr. Bangs og Larsens Procesmåde § 219, bliver i al Fald den Ulempe tilbage, at Rekvirentens Adgang til at fåe Arrest anvendt gjøres afhængig af et meget usikkert Tkjøn, medens samtidig den tilsigtede Garanti for Rekvisitus i det Væsentlige går tabt. Overhovedet lader det sig ikke nægte, at, når man ikke vil gå så vidt at betinge Arresten af fuldt Bevis for Fordringens Rigtighed, hvilket i Virkeligheden vilde tilintetgjøre Retsmidlets praktiske Betydning, kan Muligheden af Arrestinstitutets Misbrug ikke udelukkes. Den Garanti, hvorpå Rekvisitus har Krav, synes derfor ikke at burde sættes deri, om der er tilvejebragt en større eller mindre Grad af sandsynlighed for Fordringens Rigtighed, men i en passende Sikkerhedsstillelse. Denne vil på een Gang danne en Modvægt imod temerære Arrestrekvisitioner og tjene til i fornødent Fald at skaffe Rekvisitus Skadesløsholdelse. I § 587 kræves det derfor ikke som Betingelse for Arrestens Foretagelse, at

Rekvirentens Fordring er bragt til Sandsynlighed, men kun, at Fogden, hvem Rekvirenten selvfølgelig må opgive Skyldgrunden og forelægge de forhåndenværende Dokumenter samt øvrige mulige Oplysninger, hverken efter det således Fremkomne eller det, som under Forretningen måtte blive oplyst fra Skyldnerens Side, kan skjønne, at Fordringen er ugrundet. I denne Retning går uden Tvivl også den herskende Praxis, og det synes såmeget mindre betænkeligt at blive stående herved, som personlig Arrest nu hovedsagelig er bortfalden. Thi det skulde dog nærmest være ved Arrest af denne Art, at der kunde næres Betænkelighed ved at slå sig til Ro ved en Sikkerhedsstillelse; Arrest på Gods navnlig i den Skikkelse, hvori den uden Undtagelse fremtræder efter Udkastet, er derimod ikke så indgribende et Retsmiddel, at Faren for dets Misbrug kan komme i væsentlig Betragtning, når Sikkerhed stilles for Skadesløsholdelse.

Hvad angår Rekvirentens Forpligtelse til at stille Sikkerhed for Forretningens Følger, har det, som bekjendt, været et omtvistet Spørgsmål, om Fogden er pligtig til i Rekvisiti Interesse at afkræve Rekvirenten en passende Sikkerhed, eller om det står Fogden frit uden Sikkerhedsstillelse at iværksætte Forretningen. De Lovkyndige, der tiltræde den sidstnævnte Opfattelse, gå herved ud fra, at Garantien for Rekvisitus må sættes deri, at Fogden solidarisk med Rekvirenten bliver personlig ansvarlig for Arrestens Ulovlighed, selv om denne ikke kan tilregnes Fogden, men at det til Gjengjæld er denne tilladt at sikre sig imod Følgerne af dette sit Ansvar ved at affordre Rekvirenten tilstrækkelig Sikkerhed. Efterat denne Opfattelse var blevet hævdet af Ørsted, om end ikke i alle dens Konsekventser, jfr. Arkiv for Retsvidenskab V S. 491— 95, har der vistnok været nogen Tilbøjelighed hos Domstolene til at slutte sig til den, skjønt der ikke kan siges at have dannet sig en Praxis i så Henseende. I det foreliggende Forstag er man derimod gået ud fra, at Fogdens Ansvar med Hensyn til Arrest må blive at bedømme efter de almindelige Grundsætninger om Dommeres Embedsansvar, og at

han altså kun bliver erstatningspligtig på Grund af Svig eller Uagtsomhed, men ikke af den Grund alene, at en af ham foretagen Arrest måtte blive ophævet som ulovlig gjort. At denne Grundsætning må anvendes ved Bedømmelsen af Fogdens Ansvar for Udsættelses- og Indsættelsesforretninger, Udpantninger samt egentlige Exekutionsforretninger, erkjendes af Alle. Men i Virkeligheden er Fogdens Stilling ved disse Forretninger ikke forskjellig fra den, han indtager under Arrestforretningen; også ved denne er han udelukket fra det frie Valg mellem at handle eller at skyde Sagen fra sig og må, hvor tvivlsomt end Spørgsmålet er, være pligtig at dømme Parterne imellem. Det er såmeget mere ubilligt at pålægge Fogden ubetinget Ansvar for Arrestens Lovlighed, som det ifølge Beskaffenheden af de Betingelser, hvorunder der er Adgang til at anvende Arrest, jævnlig kan stille sig således, at det, nagtet Arresten senere findes ulovlig, må erkjendes at have været Fogdens Pligt efter de ham forelagte Oplysninger at iværksætte Forretningen. En Ordning, som ubetinget gjør Fogden medansvarlig for Arrestforretningens Følger, vilde derfor ikke kunne forsvares, selv om den Mening var rigtig, at det ikke er muligt at forskaffe Rekvisitus en virkelig Betryggelse ad anden Vej. Denne Mening må imidlertid ansees for ugrundet. Det kan måske omtvistes, hvilken af de tvende heromhandlede Veje der yder Rekvisitus den bedste Garanti, men når hensees til, at den Ordning, der gjør det til Pligt for Fogden at afkræve Rekvirenten Sikkerhed, selvfølgelig må suppleres med den Regel, at Fogden for sin Bedømmelse af Sikkerhedens Tilstrækkelighed står til Ansvar på samme Måde som for enhver anden Embedshandling, lader det sig i al Fald ikke bestride, at der herigjennem er givet Rekvirenten en virkelig Betryggelse og overhovedet en så virksom Beskyttelse, som han efter Forholdets Beskaffenhed med Rimelighed kan gjøre Krav på. Ved en sådan Betryggelse lader Lovgivningen det også forblive i andre beslægtede Forhold f. Ex. med Hensyn til Beslutninger om Konkursbehandling, skjønt der her er Spørgsmål om en Foran-

skaltning, der i langt højere Grad end Arrest kan gribe ind i Skyldnerens Be og Bel. I Overensstemmelse med det således Anførte fastsættes det i § 587 2det Stykke, at Fogden, forsåvidt der ikke foreligger fuldstændigt Bevis for pågjældende Fordrings Rigtighed, har som Betingelse for Forretningens Foretagelse at afkræve Rekvirenten en Sikkerhedsstillelse. Er Fordringens Rigtighed derimod given, kan Sikkerheds Afkrævelse undlades. Da fuldstændigt Bevis for Fordringens Rigtighed imidlertid vanskelig vil kunne foreligge, sålænge Rekvisitus endnu ikke har erklæret sig, og allerede den Omstændighed, at Fogden begiver sig hen til Nogen for at iværksætte Arrest, kan medføre Tort og Kreditspilde, vil det dog i Almindelighed være nødvendigt, at der i al Fald på dette Trin af Sagen stilles Sikkerhed. I Lighed med hvad der er foreskrevet i § 575 om den Sikkerhedsstillelse, hvorved Arrest søges afværget, henviser også § 587 alle Spørgsmål om Sikkerhedsstillelsens Art og Størrelse til Afgjørelse af Fogden efter frit Skjøn; personlig Kaution er ikke udelukket. Hvis Fogden iværksætter Arrest uden tilstrækkelig Sikkerhedsstillelse, vil Revisitus ikke blot kunne søge Arresten ophævet som ulovlig gjort, men efter Omstændighederne også kunne drage Fogden til personligt Ansvar. Ad hvilke Veje disse Påstande må gjøres gjældende, vil nedenfor nærmere blive påvist. Hvad angår Sikkerhedsstillelsens Løsgivelse, er det en Selvfølge, at den må finde Sted, når det ved endelig Dom er afgjort, at Arresten er lovlig iværksat, eller at der i al Fald ikke tilkommer Rekvisitus Erstatning. Udenfor disse Tilfælde vil Sikkerhedsstillelsen i Almindelighed ikke kunne løsgives for Udløbet af de i § 603 2 det Stykke og § 604 ommeldte Frister, om hvilke Bestemmelser iøvrigt henvises til det Følgende. Dog erindres, at når det, efterat Skyldnerens Erklæring er indhentet, viser sig klart, at Arresten er lovlig, vil Fogden selvfølgelig kunne løsgive den Sikkerhed, han på et tidligere Trin har anset det fornødent at afkræve Rekvirenten,

§ 587 sidste Stykke opretholder den gjældende Rets Regel om, hvorvidt der kan afkræves Rekvirenten Sikkerhedsstillelse, når

Arrest søges for Berelgjæld. Da denne Bestemmelse må ansees for en naturlig Følge af den Begrænsning, Skyldnerens Forsvar i Vexelsagen er undergivet, er der derhos fundet Grund til at udvide Reglen til de andre Fordringer, der forfølges i Exekutivprocessens Former, jfr. 6te Afsnit, Kap. II.

Medens det neppe efter den gjældende Ret kan ansees for den almindelige Regel, at Arrestforretningen skal begynde på Skyldnerens Bopæl, jfr. D. L. 1—21—8, er det derimod i Udkastets § 588, i Lighed med hvad der gjælder om Exekutionsforretninger, bestemt, at Arrestforretningen i Reglen skal begynde på Skyldnerens Bopæl eller i Mangel af en sådan på hans sædvanlige Opholdssted, Denne Regel, som går ud på at henlægge Forretningens Begyndelse til det Sted, hvor Skyldneren snarest må formødes at ville førefindes og at være i Besiddelse af de fornødne Midler til at afværge Arresten, må imidlertid tåle omfattende Undtagelser. Arrestforretningen kan nemlig begynde på det Sted, hvor Personen eller den Ting, der er Gjenstand for Forretningen, forefindes, ikke blot, når Skyldneren ikke har Bopæl i Riget eller står i Begreb med at forlade dette, men overhovedet, når der er Fare ved Opsættelse, hvilket ved Arrestforretninger særdeles hyppigt vil være Tilfældet. Ved Siden af disse Bestemmelser om, hvor Arrestforretningen skal påbegyndes, må der iøvrigt med Hensyn til Spørgsmålet om, hvor Fogedretten skal sættes under Forretningens videre Fremme, i Overensstemmelse med de almindelige Grundsætninger for Fogedforretningers Udførelse tages Hensyn til Forretningens Gjenstand. Består denne i legemlige Ting, bliver Forretningen i Almindelighed at holde på det Sted, hvor Tingen befinder sig, jfr. § 593; søges der Arrest i Skyldneren tilhørende Ting, som ere i Trediemands Besiddelse, må Forretningen altså i Reglen afholdes hos denne. Skal der derimod gjøres Arrest i Fordringer, må Forretningen holdes på Kreditors Bopæl eller i Mangel af en sådan på hans sædvanlige Opholdssted eller hvor han antræffes, medens der overfor Debitor efter den arresterede Fordring kun er at iagt-

tagre den efter § 576 til Sikring af Rekvirentens Ret fornødne Meddelelse om Arresten. Skal der endelig gjøres Arrest på Person, må Forretningen holdes, hvor Personen forefindes; kan Skyldneren imidlertid ikke antræffes, må den Forretning, hvorunder eventuelt Arrestdekret afsiges, jfr. § 593 sidste Stykke, kunne holdes på hans Bopæl eller i Mangel deraf hans sædvanlige Opholdssted.

§§ 589—593 overføre i alt Væsentligt på Arrest de om Exekutionsforretninger givne Bestemmelser i Henseende til Parternes Møde under Forretningen, Godsets Gjennemgåelse og Vurdering, Fogdens Tvangsmyndighed, Skyldnerens Forpligtelse til at give Oplysning om sit Gods og hans Ansvar forat unddrage sit Gods fra Kreditors Forfølgning samt endelig Proceduren. I sidstnævnte Henseende bemærkes, at Tvistigheder under Forretningen kunne opstå på Grund af Indfigelser såvel af Rekvisitus som fra Trediemands Side. Indsigelser kunne støttes ikke blot på sådanne Omstændigheder, som selv under Forudsætning af Fordringens Rigtighed vilde være til Hinder for Forretningens Fremme, men også på Mangler i Henseende til Fordringen. Ingen Indsigelse, der vedkommer Spørgsmålet om Arrestens Lovlighed, kan i og for sig være udelukket fra Fogdens Påkjendelse. En anden Sag er, at det som Følge af, at en egentlig Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn samt Parternes personlige Afhøring er udelukket, og at Udsættelse i Reglen ikke kan erholdes, jævnlig ikke vil være Rekvisitus muligt for Fogden at godtgjøre de faktiske Omstændigheder, hvorpå Indsigelsen er bygget. Modfordringer vil Rekvisitus efter Omstændighederne på en dobbelt Måde kunne benytte til at forhindre Arresten. Gjør han Modkravet gjældende til Kompensation, må Arresten nægtes fremmet, hvis Fogden skjønner, at Rekvirenten af denne Grund ikke vil kunne opnå Namsdom. Er dette ikke Tilfældet men Fordringens Rigtighed desuagtet given, vil den kunne benyttes til som Sikkerhedsstillelse at afværge Arresten.

Medens Arrest efter Christian den Femtes Lov i Almindelighed ikke fremtrådte som en Sikkerhedsret i enkelte bestemt opgivne

Ting, men som et almindeligt Bånd, der uden Hensyn til Fordringens Størrelse lagdes på hele Skyldnerens Formue, jfr. D. L. 5—3—18, hvor Arrest i så Henseende sammenstilles med en Namsdom, blev derimod senere ved Praxis, til hvilken den nyere Lovgivning sluttede sig. Reglerne om Registrering og Vurdering fra Udlæg overforte på Arrest. I Overensstemmelse med hvad der således er blevet gjældende Ret fastsættes det i § 591, jfr. § 593, at Arresten kun kan udstrækkes til såmeget af Skyldnerens Gods, som i Henhold til den under Forretningen stedfundne Vurdering behøves til at sikre Rekvirentens Fordring i Forbindelse med de sandsynlige Udgifter ved Arresten og dens Forfølgning. Som tidligere berørt udslettes herved den nu med Hensyn til Verelgjæld bestående Undtagelse fra Hovedreglen. Da Arrest ikke er til Hinder for, at det derunder indbefattede Gods ved en af andre Kreditorer iværksat Retsforfølgning unddrages fra at tjene til Arrestrekvirentens Fyldestgjørelse, kan iøvrigt det Spørgsmål rejses, om Rekvirenten ikke måtte kunne fordre Arrest iværksat i mere Gods, end der i Øjeblikket vilde være nødvendigt til at dække hans Krav, når han oplyser Omstændigheder, der gjøre det rimeligt, at en Anden tidligere end han vil kunne opnå Exekution i det arresterede Gods. På Grund af det Mislige i at henvise Fogden til et så usikkert Skjøn, som Anvendelsen af den omhandlede Regel vilde kræve, er det imidlertid anset for rettest ikke at åbne Rekvirenten Adgang til en sådan Udvidelse af Arresten. Herved må også erindres, at Arrestrekvirenten, såsnart der gives en Anden Udlæg i det arresterede Gods, må være berettiget til at begjære Arrestforretningen gjenoptaget og fåe Kontinuationsarrest iværksat. Det er nemlig — som også i Paragrafen udtalt — en Selvfølge, at der i Vurderingsbeløbet må fradrages de på Godset hvilende Behæftelser.

I § 593 sidste Stykke er det i Modsætning til, hvad der ansees for gjældende Ret, fastsat, at Rekvirenten til Udførelsen af et eventuelt Arrestdekret kan kræve det exekutive Politis Bistand, hvad vistnok vil findes na-

turligt. Med Hensyn til den retlige Betydning, det har nøjagtig at kunne oplyse Tidspunktet for den Arresteredes Indsættelse i Gjældsfængslet, er der derhos i Paragrafens sidste Punktum påbudt Iagttagelse af nogle simple hertil sigtende Former.

I §§ 594—605 gives Bestemmelserne om de Retsmidler, som stå Parterne åbne med Hensyn til de af Fogedretten afsagte Kjendelser, samt om Rekvirentens Erstatningsansvar overfor Rekvisitus, når Arresten befindes ulovlig. Som tidligere bemærket indeholder Udkastet navnlig i Henseende til Spørgsmålet om Rekvisiti Adgang til at angribe Arrestens Lovlighed flere ikke uvæsentlige Afvigelser fra den bestående Ret, hvis Ordning af dette noget forviklede Forhold hverken er ganske udtømmende eller egnet til at holde Tvivl og Uklarhed borte fra Processens Gang.

Efter den gjældende Ret står det vel fast, at Rekvisitus kan søge Arresten ophævet dels gjennem Indsigelser som Sagsøgt under den Sag i første Instants, som Arrestrekvirenten ifølge D. L. 1—21—20 er pligtig at anlægge til Stadfæstelse af Arresten og Erhvervelse af Dom for Fordringen (Justifikaitonssagen), dels ved Påanke til den Fogden overordnede Ret dels endelig ved Kjendelse af den Fogedret, som har besluttet Arresten. Men ligesom det er Gjenstand for megen Tvivl, i hvilken Udstrækning hver af disse Veje kan benyttes, således vil der, hvilken Fortolkning der end i så Henseende følges, let kunne indtræde Forvirring og Kollisioner, når flere af de nævnte Retsmidler benyttes ved Siden af hinanden. Hvad angår Justifikationssagen, ere Alle enige om, at Bestemmelsen om Rekvirentens Forfølgningspligt hviler på den Betragtning, at Rekvisitus som den, imod hvem en anticiperet Retstvang er bragt til Anvendelse, skal have Lejlighed til rent forsvarsvis gjennem Indsigelser som Sagsøgt at fremkomme med sine Besværinger over Arrestens Lovlighed. Skal denne Tanke imidlertid gjennemføres i sin fulde Udstrækning, må enhver Indsigelse imod Arrestens Lovlighed kunne gjøres gjældende under Justifikationssagen, hvilket også i den ældre tyske Proces, hvorfra Bestemmelsen om

Arrestens Justifikation antages at være overført i vor Ret, var den almindelige Regel. Ved at give Justifikationssagen en sådan Udstrækning vilde man imidlertid som Følge af den i vor Ret bestående Ordning, hvorefter Arresten foretages af en selvstændig Rettens Betjent, der påkjender de under Forretningen fremsatte Indsigelser imod Arrestens Lovlighed, ikke kunne undgå Brud på den Grundsætning i vor Proces, at en Ret ikke kan forandre eller omstøde en anden sideordnet Rets Beslutning. Vel er der gjort et Forsøg på at forene disse modstridende Hensyn ved en Lære, jfr. Bangs og Larsens Procesmåde § 232, der skjelner mellem de Fordringen vedkommende Indsigelser imod Arresten, som kun skulde kunne undergives en aldeles foreløbig Påkjendelse af Fogedretten og derfor ubetinget måtte kunne inddrages under Justifikationssagen, og på den anden Side de øvrige Arrestens Lovlighed betingende Momenter, der i Reglen skulde være undergivne en virkelig Påkjendelse ved Fogedretten og som Følge heraf kun undtagelsesvis, hvor Fogden på Grund af manglende Oplysninger om det faktiske Grundlag har skudt

Spørgsmålets Afhjørelse fra sig, skulde kunnetages

under Påkjendelse i Justifikationssagen. Som det i det Følgende nærmere vil blive påvist, er denne Adskillelse imidlertid uskikket til at fyldestgjøre det tilsigtede Øjemed, og ligesom den derved opnåede Begrænsning af Justifikationssagen neppe er stemmende med Lovbogens Tanke, jfr. 1—21—21, således er Praxis vistnok hidtil nærmest gået i den Retning, at alle Indsigelser imod Arrestens Lovlighed kunne påkjendes under Justifikationssagen. Men hvilken Udstrækning der end herefter gives Justifikationssagen, bliver det uundgåeligt, at den Adgang, Rekvisitus har til samtidig ved Påanke at angribe Arrestens Lovlighed, kan føre til Forvirring og uopløselige Kollisioner. Vel er det Gjenstand for Tvivl, hvilke Ophævelsesgrunde der kan gjøres gjældende under Appellen; men da det i al Fald står fast, at Overretten kan ophæve Arresten som ulovlig gjort, når Fordringen allerede efter hvad der har foreligget Fogden kan skjønnes at være ugrundet, vil det samme Spørgsmål på samme Tid kunne blive forelagt Over-

retten og den Underret, ved hvilken Justifikationssagen er anlagt, til Påkjendelse. Rekvirenten vil nemlig ikke ved den af Rekvisitus iværksatte Appel befries fra sin Forpligtelse til at forfølge Arresten i første Instants, og da denne Sag tillige går ud på at forskaffe Rekvirenten Dom for hans Fordring, vil endnu mindre Rekvisitus på Grund af Arrestforretningens Appel kunne begjære Justifikationssagen udsat. Begge Sager må altså gå frem ved Siden af hinanden, og den Mulighed er således forhånden, at samme Sag mellem de samme Parter afgjøres forskjelligt af de tvende Retter at den ene ophæver Arresten på den samme Ankegrund, hvis Forkastelse ved den anden Ret har ført til Arrestens Stadfæstelse, uden at det er muligt gjennem almindelige processuelle Grundsætninger at hæve denne Kollision. Hvad angår den tredie Vej, ad hvilken Rekvisitus efter den gjældende Ret kan opnå Arrestens Ophævelse, er det vistnok den almindeligst antagne Mening, at han ikke blot kan henvende sig til Fogden, når han støtter sin Påstand på en efter Arrestens Iværksættelse indtruffen Omstændighed, men at Fogden også kan ophæve Arresten, hvor han af senere forelagte Oplysninger kan skjønne, at Forretningen er ulovlig gjort, en Regel, hvorved Muligheden for hinanden modsigende judicielle Afgjørelser yderligere udvides.

Den Ordning, hvorigjennem man i Udkastet har søgt at fjerne de fremhævede Ulemper, hviler på den Betragtning, at når der gives Rekvisitus behørig Adgang til som Sagsøgt under Rekvirentens Justifikationssøgsmål at fremsætte sine Indsigelser imod Arrestens Lovlighed, kan man uden Ubillighed fratage ham de øvrige Retsmidler, ved hvilke han efter den gjældende Ret kan erholde Arresten ophævet som ulovlig gjort, og herved lukke Kilden til den nuværende Forvirring. Udkastet skjelner med Hensyn til Rekvirentens Justifikation af Arresten i Principet mellem Hovedsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Retssag, hvorunder Fordringen indtales og derigjennem tillige Arrestens Lovlighed, forforsåvidt den beror på Fordringen, afgjøres, og Arrestsagen, under hvilken alle andre Ind-

sigelser vedkommende Arrestens Lovlighed kunne fremsættes og påkjendes uden Hensyn til, om de tidligere have været undergivne Fogdens Afgjørelse (§§ 594 og 596); under hver af disse Sager kan Arresten erholdes ophævet (§ 603), thi Fordringens Urigtighed eller en Mangel ved Arrestforretningen i og for sig betragtet er hver for sig en tilstrækkelig Ophævelsesgrund. I det sædvanlige Tilfælde, hvor der ved Arrestens Iværksættelse endnu ikke er anlagt Retssag i Anledning af Fordringen, vil den ovennævnte Adskillelse vel ikke formelt træde frem, idet Rekvirenten ifølge Bestemmelsen i § 594 1ste Stykke stal inddrage Arrestsagen under den Sag, han er pligtig at anlægge i Anledning af Fordringen. Men ligesom der dog selv i dette Tilfælde ifølge Rettens Bestemmelse kan finde en særskilt Forhandling og Påkjendelse Sted af Spørgsmål vedrorende Arrestens Stadfæstelse, således vil Adskillelsen mellem Hovedsag og Arrestsag i al Fald træde frem efter de Bestemmelser, der i § 594 2det og 3die Stykke ere givne for det i den bestående Lovgivning uomhandlede Tilfælde, at der allerede, forinden Arresten blev gjort, er anlagt Retssag i Anledning af Fordringen. I så Fald bliver der nemlig at anlægge en særskilt Arrestsag, der dog, hvis Hovedsagen endnu er svævende, skal anlægges ved samme Ret, som behandler Hovedsagen, og kan sættes i Forbindelse med denne ifølge Rettens Bestemmelse. Den Adgang, der ved de ovenanførte Bestemmelser er åbnet til Justifikationssagens Opløsning i tvende Sager, vil i flere Henseender være af Betydning for Rekvisitus. Således vil den Indsigelse imod Arrestens Lovlighed, som hentes fra Utilstrækkeligheden af den af Rekvirenten stillede Sikkerhed, alene ved en sådan Udsondring fra Hovedsagen kunne komme i Betragtning som Grund til Arrestens Ophævelse. Udskydes derimod dens Påkjendelse til Hovedsagens Afgjørelse, bliver den uden særlig Betydning; thi det vil da enten være givet, at Arresten er iværksat for en rigtig og forfalden Fordring, hvorved den Fejl, Fogden i sin Tid kan have begået ved ikke at kræve tilstrækkelig Sikkerhed, retter sig af sig selv og bliver uden Indflydelse på Spørgsmålet om Arrestens Stadfæstelse; eller også vil Bedømmelsen af

Fordringen være faldet ud i modsat Retning, under hvilken Forudsætning Arresten allerede af denne Grund må ophæves. Det vil dernæst jævnlig stille sig således, at Spørgsmål om Fritagelse for Arrest eller angående den formelle Side af Arrestforretningen ville kunne forhandles umiddelbart på Grundlag af Sagsfremstillingerne og andre skrevne Aktstykker, medens Hovedsagen kræver en særlig Bevisførelse. I sådanne Tilfælde vil altså Afgjørelsen af de til Arrestsagen horende Indsigelser kunne fremmes ved dennes Udskillelse fra Hovedsagen.

Når hensees til den vide og hurtige Adgang, der ved foranførte Bestemmelser er åbnet Rekvisitus til som Sagsøgt gjennem Indsigelser at angribe Arrestens Lovlighed, må der erkjendes ikke at være nogensomhelst Grund til at forbeholde ham de øvrige Retsmidler, som efter den gjældende Ret stå til hans Rådighed imod en ulovlig iværksat Arrest. I § 599 bestemmes det derfor, at Klager fra den Arresteredes Side, der sigte til at bevirke Ophævelsen af den foretagne Arrest som ulovlig gjort, overfor Arrestrekvirenten alene kunne fremsættes henholdsvis under Arrestsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Retssag. Ligesålidt som Rekvisitus kan opnå Arrestens Ophævelse ved at forelægge Fogden nye Beviser, hvorefter den må ansees for ulovlig gjort, ligesålidt kunne de heromhandlede Anker over Forretningen umiddelbart indankes til overordnet Ret. At holde Rekvisitus disse Veje åbne vilde ikke blot være en ugrundet Ødslen med Retsmidler og Kilde til uundgåelig Forvirring, men endogså være i Sirid med hvad billig Lighed i Parternes Stilling kræver. Thi når det gjøres Arrestrekvirenten til Pligt ved Anlæggelse af Hovedsag og Arrestsag at give Rekvisitus Lejlighed til forsvarsvis at gjøre sine Indsigelser imod Arrestens Lovlighed gjældende, er det billigt, at Rekvisitus på sin Side er henvist til at møde sin Modpart på denne Vej og ikke ved at gå angrebsvis frem kan nøde Rekvirenten til på samme Tid at tage til Gjenmæle andetsteds i den samme Sag. På den anden Side følger det af Arrestforfølgningssagens Begrænsning til det Spørgsmål, om Arresten er lovlig gjort, at der må anvises Rekvisitus

en anden Vej, ad hvilken Ophævelsesgrunde, som ere indtrådte efter Arrestens Foretagelse, kunne erholdes påkjendte; i så Henseende indeholdes den fornødne Regel i § 601, som i Overensstemmelse med den gjældende Ret henviser Rekvisitus til Fogden, hvis Beslutning da igjen kan indbringes til overordnet Rets Prøvelse, efter Omstændighederne ved Påanke eller Besværing.

Imod den Ordning, hvis Hovedtræk ovenfor ere angivne, frembydcr sig den nærliggende Indvanding, at den bryder med den hidtil herskende Opfattelse af Forholdet mellem Fogedretten og de almindelige Underretter. Det stemmer ikke med denne Opfattelse, at Indsigelser imod Arrestens Lovlighed, der ere blevne påkjendte af Fogden, påny kunne påkjendes af en Ret i første Instants. Fremdeles synes det anomalt, at Fogdens Påkjendelse af en Indsigelse imod Arresten kan tilsidesættes af en sideordnet Ret, når Fogden forkaster Indsigelsen og i Overensstemmelse hermed foretager Arrest, men kun af overordnet Ret, når han på Grund af Indsigelsen nægter Arresten fremmet, jfr. § 598. Hertil må imidlertid bemærkes, at den Grundsætning, at en Retsafgørelse kun kan forandres af højere Ret, ikke, når Fogdens Stilling som en Rettens Betjent skal opretholdes, lader sig forene med en Ordning, hvorefter Arrestens Forfølgning kan foregå for Underretten. Den tidligere omtalte Theori, der søger at hæve Striden ved en Begrænsning af Arrestforfølgningssagens Indhold, hviler i Virkeligheden på en Fiktion, idet den går ud fra, at de Fordringen vedrørende Indsigelser imod Arresten ikke kunne have foreligget Fogden til virkelig Påkjendelse. Om end dette oftest vil være Tilfældet, fordi Fogden på Grund af ufuldstændig Oplysning om det Faktiske i Sagen alene afgjør, at Fordringen ikke efter det Foreliggende kan skjønnes at være ugrundet, er Forholdet et andet, når Tvivlen kun drejer sig om, hvad der ifølge et givet faktisk Grundlag er Ret mellem Parterne. Står Spørgsmålet om Fordringens Riglighed på Fortolkningen af en skriftlig Kontrakt, eller støtter Rekvisitus sin Indsigelse imod Fordringen på en ren Retssætning, er Fogdens Påkjendelse af disse Spørgsmål

ligeså endelig, som når han afgjør, om en Ting ifølge Indholdet as den Disposition, hvorved den er erhvervet af Rekvisitus, er undtagen fra Arrest, eller fortolker et Arrestforretningens Form vedkommende Lovbud. Skulde Arrestforfølgningssagens Indhold bestemmes efter den omhandlede Grundsætning, kunde Grænsen derfor ikke drages efter Indsigelsens Art, men alene efter det Hensyn, om tilstrækkelig Oplysning angående det faktiske Forhold, hvorpå den er støttet, har foreligget Fogden. Umuligheden af en sådan Ordning er imidlertid given ved den Konsekvents, at selv Spørgsmål om Fordringens Rigtighed herved kunde unddrages Forfølgningssagen. Den eneste Vej, ad hvilken den omhandlede Kollision kunde undgåes, vilde være den helt eller delvis at henlægge Arrestens Forfølgning til den Fogden overordnede*) Landsret. At gå så vidt også at henlægge Hovedsagen til denne Ret vilde imidlertid medføre den Ulempe, at Kreditor, blot fordi der var gjort Arrest for Fordringen, måtte underkaste sig den betydelig forøgede Bekostning og Besvær, der er forbundet med en Realitetsprocedure ved Landsretten, ligesom det på den anden Side vilde stå i enhver Kreditors Magt ved at indlede sin Forfølgning med en Arrestforretning at drage sin Skyldner fra Underretten til Landsretten i en Sag, hvori det netop på Grund af Arresten vilde have særlig Betydning for denne så hurtig som muligt at opnå en Afgjørelse, Mere konsekvent vilde det måske være at henlægge Hovedsagen til den almindelige Ret i første Instants og Arrestsagen til den Fogden overordnede Ret; men Uhensigtsmæssigheden af en sådan Deling er indlysende.**) Det må herefter

*) Ad en lignende Vej vil ifølge det bestående Underordnelsesforhold mellem Kongens Foged og Hof- og Stadsretten Bonskeligheden nu i Reglen bortfalde for de i Kjøbenhavn foretagne Arrestforretningers Bedkommende. **) Efter Civilprocesloven for det tyske Rige er Forholdet ordnet således, at der kun påhviler Arrestrekvirenten en Forpligtelse til inden en vis Frist at anlægge Sag i Anledning af den Fordring, for hvilken Arresten er gjort, medens det iøvrigt er overladt Arresten, at fremkalde en kontradiktorisk Forhandling om Forretningens Lovlighed, såvidt denne kan bedømmes uden at foregribe Hovedsagens Afgjørelse.

vistnok erkjendes, at afgjørende Grunde tale for at gå den i Udkastet anviste Vej, Vel fyldestgjør denne ikke den almindelige Theori om det formelle Hensyn, som følger af sideordnede Retters Ligeberettigelse, men den stemmer med Parternes Tarv, idet den, uden at gjøre Rekvirentens Forfølgningspligt for byrdefuld, giver Rekvisitus en let og hurtig Adgang til at angribe Arresten, og samtidig lukker den Døren for Sammenstød og Forvirring i Processen. Ligeoverfor disse Fortrin fortjener det oftnævnte formelle Hensyn neppe at komme i Betragtning; thi de Ulemper, dets Tilsidesættelse medfører, ere i Virkeligheden meget små, navnlig efter det nye Processystem. Hvor den Fordring, for hvilken der er gjort Arrest, overstiger 400 Kr., bortfalder den formelle Uregelmæssighed så at sige ganske efter det nye System; thi under denne Forudsætning går Justifikationssagen ifølge den almindelige Regel for Retternes Kompetence til Landsretten, og der ligger da liden Vægt på, at det muligvis ikke bliver den Landsret, som er vedkommende Foged overordnet. Hvad dernæst angår de Tilfælde, hvor Arresten er gjort for mindre Fordringer og som Følge heraf bliver at forfølge ved Underretten, vil det ganske vist hyppig stille sig således, at Underdommeren er den samme Mand, der som Foged har foretaget Arrestforretningen; men efter den Opfattelse af Fogdens Ansvar for Arresten, der er gjort gjældende i Udkastet, vil der i Almindelighed ikke være Noget Hinder for, at den Dommer, der som Foged har foretaget Arresten, selv påkjender Forfølgningssagen. Ordentligvis vil det kun i sådanne Tilfælde, hvor han som Foged har udtalt en aldeles bestemt og endelig Mening om Spørgsmål, der påny komme frem under Forfølgningssagen, blive nødvendigt for ham at vige sit Sæde, og da Tvisten i Reglen drejer sig om det Faktiske, vil den nævnte Forudsætning sjælden være tilstede.

Efter disse almindelige Bemærkninger skal endnu red de enkelte Paragrafer fremhæves Følgende:

Hovedreglen om Arrestrekvirentens Forpligtelse til at forfølge Arresten gives i § 594. Herefter skal Rekvirenten, hvis der ikke

forud var anlagt Retssag i Anledning af den Fordring, for hvilken Arrest er gjort, inden en Uge efter Arresten anlægge sådan Sag, under hvilken han tillige skal nedlægge særskilt Påstand på, at Arresten må blive stadfæstet ved Dom, Påstanden i selve Hovedsagen vil selvfølgelig i Reglen gå ud på at fåe exigibel Dom for Rekvirentens Krav. Herfra må der dog indtræde en Undtagelse i det i § 577 2det Stykke ommeldte Tilfælde, at Arrest er gjort for en endnu ikke forfalden Fordring. Er Forfaldstiden her ikke indtrådt i den mellem Arrestens Foretagelse og Sagens Anlæg forløbne Tid, vil Fordringshaveren være henvist til i Stedet for Namsdom at søge Dom til Anerkendelse af sin Fordring. Men også ellers sees der ikke nogen Grund til, at Rekvirenten ikke skulde kunne indskrænke fin Påstand til Anerkjendelse af Fordringens Rigtighed; mere behøves jo ikke for at retfærdiggjøre Arresten fra Fordringens Side. I Paragrafens to sidste Stykker gives der Regler for det hidtil ulovbestemte Tilfælde, at der allerede forinden Arrestens Foretagelse er anlagt Retssag i Anledning af Fordringen. I så Fald bliver der naturligvis kun Spørgsmål om en Forpligtelse for Rekvirenten til at anlægge Arrestsag. Hvis Hovedsagen endnu ikke er påkjendt, skal Arrestsagen anlægges ved den samme Ret, som behandler hin Sag; det tilkommer da Retten at bestemme, at Arrestsagen skal sættes i Forbindelse med Hovedsagen, såvelsom at den ene af disse Sager skal udsættes, indtil den anden er påkjendt. Er Hovedsagen afgjort ved endelig Dom i første Instants, anlægges Arrestsagen ved den Ret, af hvilken Hovedsagen har været påkjendt, og det er da forbeholdt denne Ret i Tilfælde af Hovedsagens Påanke at udsætte Arrestsagens Forhandling i det Hele eller for en Del. Hvilke Hensyn der vil være at tage ved Udøvelsen af den Retten tillagte Myndighed til at samle eller skille Hovedsag og Arrestsag samt til at udsætte den ene Sag, indtil den anden er påkjendt, fremgår tildels af det tidligere Anførte, men kan iøvrigt ikke afgjøres ved en almindelig Regel. Netop af denne Grund er der ved § 594 givet Retten fuld Frihed til at ordne Forholdet på den efter

det enkelte Tilfældes Beskaffenhed hensigtsmæssigste Måde. Endnu bemærkes, at den i § 594 ommeldte Forfølgningspligt, ikke blot indtræder i Tilfælde af Arrestens virkelige Fuldbyrdelse, men også må påhvile Arrestrekvirenten, når Rekvisitus uden at anerkjende Arrestforretningens Lovlighed afværger Ariesten ved at stille Sikkerhed. Forholdet er her i Virkeligheden det, at Rekvirenten gjennem Trusel med Arrest har opnået en kun i Formen frivillig Sikkerhedsstillelse i Stedet for den lovbestemte Sikkerhed, han ellers vilde have erholdt gjennem Arrestens Fuldbyrdelse. Rekvisitus har derfor her ligeså fuldt, som hvor Forretningen sluttes med et egentligt Arrestdekret, Krav på Adgang til som Sagsøgt at gjøre sine Indsigelser imod Arrestforretningens Lovlighed gjældende, og den stillede Sikkerhed må løsgives under de samme Betingelser, som bevirke Arrestbåndets Bortfalden. Når derimod en påbegyndt Arrestforretning nægtes fremmet som søgt uden lovlig Grund, må Rekvisitus være henvist til som Sagsøger at indtale det Ansvar, Arrestrekvirenten allerede ved Forretningens Påbegyndelse måtte have pådraget sig.

I Praxis er det vistnok almindeligt antaget, at Arrestrekvirenten fritages for sin Forpligtelse til at forfølge Arresten, når denne bortfalder på Grund af, at Rekvisiti Bo være sig i hans levende Live eller efter hans Død kommer under egentlig Konkursbehandling eller offentlig Skiftebehandling uden Arvs og Gjælds Vedgåelse. Dette synes dog ikke begrundet efter en strengt konsekvent Opfattelse af Forholdet. Vel er det klart, at Fordringen under den nævnte Forudsætning må gjøres gjældende i Boet; men fra et principielt Standpunkt er der neppe tilstrækkelig Grund til at fritage Rekvirenten for at anlægge en Arrestsag, hvorved Rekvisitus eller den, der træder i hans Sted, får samme Adgang som ellers til ad Exceptionsvejen at gjøre Krav på Skadesløsholdelse gjældende. Ligesom Rekvirenten imidlertid i disse Tilfælde, hvor Arrestbåndet allerede er bortfaldet, gjennem en særlig Tvang måtte bringes til at opfylde den nævnte Forpligtelse, således vil dennes Opretholdelse under de angivne Omstændigheder

neppe være af væsentlig praktisk Betydning. I Udkastets § 595 har man derfor sluttet sig til den i Praxis antagne Mening. Ligesom herefter Arrestrekvirentens Forpligtelse til at anlægge Sag til Arrestens Forfølgning under de angivne Omstændigheder bortfalder, således kan Rekvirenten, forsåvidt han allerede har anlagt Justifikationssag, hæve denne, medmindre der er nedlagt Erstatningspåstand fra Skyldnerens Side og Boet vil fortsætte Sagen. Til denne Regel har § 595 fremdeles knyttet nogle nye Bestemmelser, som gå ud på at afskjære den Tvivl, der ellers kunde rejses om, hvornår den i Anledning af Arresten stillede Sikkerhed i disse Tilfælde kan løsgives. Forsåvidt det i Paragrafen forudsættes, at Arresten bortfalder, når Skyldnerens Bo kommer under Konkursbehandling, skal endnu bemærkes, at der ikke er fundet Grand til i Forslaget at optage den særegne Bestemmelse i Pl. 30te Novbr. 1821 om, at Arrestimpetranten ikke ved Debitors Fallissement i Udlandet skal hindres i efter en her erhvervet Dom at gjøre Exekution i det arresterede Gods. At et Konkursbo bør behandles der, hvor Fallenten har sit Hjem, og at al hans Formue, også den, der findes i fremmed Land, bør inddrages i Boet, er en Grundsætning, der mere og mere gjør sig gjældende i de nyere Love. Det er også klart, at Konkursbehandlingens Øjemed at tilvejebringe så ligelig og retfærdig en Fordeling af Boets Midler som muligt bedst vil nåes igjennem en sådan Ordning.

Om § 596 er det Fornødne bemærket ovenfor.

I § 597 fastsæltes det i Lighed med den gjældende Ret, at Arresten strax bortfalder, når Arrestrekvirenten forsømmer den ham påhvilende Forpligtelse til inden den i § 594 ommeldte Frist at anlægge Arrestsag eller Sag i Anledning af Fordringen. Ere disse Sager derimod anhængiggjorte inden Fristens Udløb, bliver Arresten, hvilke formelle Feil Forfølgningen end iøvrigt måtte have, stående, sålænge ikke nogen af de omhandlede Sager afvises eller ophæves. Efter den gjældende Ret antages det vistnok, at Rekvirenten, selv om Forfølgning betimelig er iværksat, strax kan

begjære Arresten ophævet af Fogden, når dens Forfølgning i andre Henseender lider af formelle Fejl. Det må imidlertid ansees for naturligst, at Afgjørelsen af disse ofte tvivlsomme Spørgsmål udelukkende henlægges til den Domstol, for hvilken Forfølgningssagen er indbragt. Herved fjernes også den Tvivl, der ellers muligvis kunde rejses, om Fogdens eller den ham overordnede Rets Afgjørelse af et sådant Spørgsmål kunde være bindende for den Domstol, der påkjender Forfølgningssagen, og den ubetydelige Forlængelse af Arrestens Varighed, Udkastets Regel kan medføre, fortjener neppe at komme i Betragtning. Forsåvidt det i Slutningen af Paragrafens 1ste Stykke udtales, at Arrestrekvirenten ikke, fordi Arresten er bortfalden formedelst Mangel af lovlig Forfølgning, er udelukket fra igjen at gjøre Arrest for den samme Fordring, må dette ansees for stemmende med den gjældende Ret, jfr. Jur. Tidsskr. IV. a. S. 200 ff.

Ifølge § 598 er Fogdens Nægtelse af Arrest Gjenstand for Besværing til højere Ret. For her at tilstede Besværingsformens Anvendelse taler såvel Hensynet til, at det omhandlede Spørgsmål i Reglen vil kunne afgjøres uden nogen Bevisførelse, som den Betragtning, at det ofte vil være af stor Betydning for Arrestrekvirenten at fåe sin Ret til at lade føretage Arrest anerkjendt så hurtigt som muligt. Går Fogdens Beslutning ud på, at Arrest skal iværksættes, kan derimod, som tidligere omtalt, Klage herover i Forhold til Arrestrekvirenten alene fremføres henholdsvis under Arrestsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Sag (§ 599). Hvad endelig angår det Tilfælde, at Nogen vil drage Fogden til personligt Ansvar for hans Embedsforhold med Hensyn til Arrestens Foretagelse eller Nægtelse, må dette ifølge § 600 ske ved Påanke. Med Hensyn til dette Punkt har man troet at burde fastholde den almindelige Grundsætning om Retternes indbyrdes Forhold. På den anden Side følger det imidlertid af den tidligere omtalte Bestemmelse i § 599, at Rekvisitus ved Påanke af det af Fogden afsagte Arrestdekret kun kan opnå en Afgjørelse af Fogdens herved pådragne Ansvar, ikke en Op-

hævelse af Arresten. At Dommen i Appelinstantsen ved Afgjørelsen af Fogdens Ansvar går ud fra en Forudsætning om Arrestens Lovlighed, der strider mod den Afgjørelse, Spørgsmålet om Arrestens Ophævelse får i Arrestforfølgningssagen, er herefter ganske vist en Mulighed. Men ligesom Forudsætningen for, at en sådan Uoverensstemmelse kan komme frem, efter Udkastets Opfattelse af Fogdens Ansvar sjældnere vil indtræde, således vil der i al Fald ikke ad den nævnte Vej kunne indtræde et egentligt Sammenstød,, idet de tvende Domme i Virkeligheden afgjøre forskjellige Spørgsmål mellem forskjellige Parter.

Selv om Arresten i Henhold til Bestemmelserne i § 587 eller af anden efter dens Foretagelse indtrådt Grund såsom Fordringens Betaling og desl. må ansees for bortfalden, vil det jævnlig være af Betydning for Rekvisitus at erholde et formeligt Ophævelsesdekret af Fogden (K 601). Herved tænkes ikke blot på, at mulige Tvivl om Ophævelsesgrundens Tilstrækkelighed kunne fjernes ad denne Vej; men undertiden vil Rekvisitus ikke fuldstændig kunne komme til fin Ret, forinden han opnår Fogdens Anerkjendelse af, at Arresten er bortfalden. Således vil en Ophævelseskjendelse være nødvendig, for at Rekvisitus kan fåe den thinglæsle Arrestforretning udslettet eller Ting, af hvis Besiddelse han ved Arresten er udsat, tilbagegivne, ligesom endvidere en formelig Ophævelse af Arresten ifølge S 604 er en nødvendig Betingelse for, at Rekvisitus kan skride til at indtale sit Erstatningskrav som selvstændigt Søgsmål. For, inden Rekvisiti Begjæring om Ophævelse af Arresten tages til Følge, skal Fogden ifølge § 601 give Arrestrekvirenten Lejlighed til at ytre sig, medmindre Grunden til Ophævelsen er Udeblivelse med be anordnede Underholdnings- og Varetægtspenge. Imod Fogdens Kjendelse kan der, hvad enten den går ud på at ophæve Arresten eller nægte dens Ophævelse, iværksættes Påanke eller Besværing i Overensstemmelse med hvad der gjælder om de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger, Fogdens Ophævelseskjendelse kan imidlertid ikke ved Anvendelse af Retsmidler hindres fra at træde i Virksomhed. Som det frem-

går af Paragrafens Affattelse, er Rekvisiti Adgang til at fåe Arresten ophævet ved Fogdens Kjendelse kun anvendelig, hvor Påstanden støttes på Omstændigheder, der ere indtrufne efter Arrestens Foretagelse; derimod kunne nye Oplysninger med Hensyn til det Spørgsmål, om Arresten er lovlig gjort, ikke gjøres gjældende ad denne Vej. Om Grunden hertil henvises til de ovenfor fremsatte almindelige Bemærkninger angående Udkastets Ordning af Arrestens Forfølgning.

Endnu bemærkes, at Rekvisitus også, når han søger Arresten ophævet imod Sikkerhedsstillelse, jfr. § 575, må henvende sig til Fogden. Dette Tilfælde har imidlertid en anden Karakter end de Ophævelsestilfælde, § 601 nærmest har for Øje, idet Spørgsmålet ikke drejer sig om Arrestforretningens Ophævelse i det Hele, men kun om den derved opnåede Sikkerheds Ombytning med en anden. At Fogden imidlertid også i dette Tilfælde må give Rekvirenten Lejlighed til at ytre sig, forinden Arrestbåndet hæves, er en Selvfølge.

Tilbage står endnu at gjøre nogle Bemærkninger om Arrestrekvirentens Erstatningspligt og om de Veje, ad hvilke den kan gjøres gjældende:

I Praxis forståes Lovens 1 — 21—21 vistnok i Almindelighed så strengt, at Arrestens Ophævelse som ulovlig gjort ubetinget medfører Erstatningsansvar for Rekvisitus. Ansvaret antages at indtræde ikke blot, når Fordringen findes ugrundet, men i Almindelighed også, når Arresten kjendes ulovlig på Grund af Fejl ved den formelle Fremgangsmåde og desl., selv om Fejlen nærmest må tilregnes Fogden. Denne Regel er vistnok for streng. Det er allerede hårdt for Rekvirenten, at han ubetinget ifalder Ansvar, når han ikke får Dom for sin Fordring; thi det kan være ham utilregneligt, at han ikke har været istand til at bevise sin Ret i Hovedsagen. I sidstnævnte Henseende er der nu vel, under Hensyn til Arrestens særegne Karakter som en foregreben Anvendelse af Statens Tvangsmyndighed, ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fravige den gjældende Ret. Derimod har man troet at burde fritage

Rekvirenten for Ansvar, når Arrestens Ulovlighed er begrundet i en Fordringen uvedkommende Mangel ved Forretningen, som ikke kunde være undgået af ham ved fornøden Agtpågivenheds Anvendelse. Hvad denne Side af Forretningen angår, er der neppe Grund til at gjøre Forskjel på Arrest og Exekution. Bortset fra den nævnte Lempelse må § 602 iøvrigt ansees for stemmende med den gjældende Ret; navnlig har det altid været antaget, at det, når Arresten bortfalder på Grund af efterfølgende Omstændigheder, må afhænge af de oprindelige, ved Arrestens Foretagelse foreliggende Forhold, om Ansvar er pådraget.

Ifølge § 604 kan den Arresterede, ligesom efter den gjældende Ret, gjøre sit Krav på Erstatning gjældende som Modkrav under Arrestforfølgningssagen. Denne Adgang, der efter det nye System får såmeget større Betydning, som Modkrav kunne gjøres gjældende ad Exceptionsvejen, må stå Rekvisitus åben, uanset at den Fordring, for hvilken Arresten er gjort, hører til dem, imod hvilke Modfordringer iøvrigt ikke kunne fremsættes, jfr. § 384. I Overensstemmelse med Udkastets Hovedgrundsætning fastholdes det på den anden Side i § 604, at sålænge Arresten opretholdes og Rekvirenten altså er under Forpligtelse til at forfølge den, må Rekvisitus udelukkende være henvist til at søge sin Oprejsning i Forfølgningssagen. Først når Arresten enten ved endelig Dom er kjendt ugyldig eller ved Fogdens Kjendelse ophævet — ved hvilket Udtryk der her selvfølgelig kun tænkes på en egentlig Bortfalden af Arresten, ikke på Arrestbåndets Ombytning med en Sikkerhedsstillelse —, kan Erstatningskravet gjøres gjældende ved selvstændigt Søgsmål. Nægter Fogden at ophæve Arresten, stjønt Arrestforf0lgningssag ikke er anlagt inden Udløbet af den fastsatte Frist eller senere er bortfalden, uden at Arrestens Ulovlighed er blevet afgjort ved Dom, kan Rekvirenten, der således nødsages til at søge Arresten ophævet ved at indbringe Fogdens Kjendelse til overordnet Rets Prøvelse, ved samme Dom, der ophæver Arresten, erholde Erstatning tilkjendt s§ 605), en Bestemmelse, der vistnok vil findes naturlig.

I dette Tilfælde vil han altså under Eet kunne søge Rekvirenten og Fogden tilpligtede at udrede Erstatning men da Betingelserne for disses Ansvar ere forskjellige, vil den Ene kunne blive frifunden, medens den Anden domfældes. Endnu fremhæves, at § 604 afhjælper den Mangel ved den gjældende Ret, at der ikke er nogen bestemt Frist, inden hvis Udløb Erstatning skal søges, en Omstændighed, der blandt Andet kan fremkalde Tvivl med Hensyn til Spørgsmålet om, når Rekvirentens Sikkerhedsstillelse kan løsgives.

Forbud

Skjønt Christian den Femtes Lov ikke blot omhandler Arrest og Forbud i samme Kapitel, men derhos i 1—21—22 giver den almindelige Regel, at der med Forbud skal forholdes ligesom med Arrest i alle Måder, er det utvivlsomt, at der i flere Henseender er en væsentlig Forskjel mellem disse Retsmidler, og at Lovbogens Udtalelse må forståes med den herved givne, nødvendige Begrænsning. Forskjellen mellem de nævnte to Retsmidler må sættes deri, at Forbud i egentlig Forstand tilsigter Afværgelse af Handlinger, der — selv bortset fra Forbudet — stride imod Rekvirentens Ret, jfr. § 606, medens Arrest går ud på at sikre en Fordringshaver imod Dispositioner af Skyldneren, der i og for sig ikke stride imod Kreditors Ret, men kunde blive ham til Hinder i, når han i sin Tid skrider til Exekution, at finde Midler, der kunne tjene til hans Fyldestgjørelse. Har Retsmidlet den sidstnævnte Karakter, må det komme ind under de særegne Regler for Arrest, selv om det kun fremtræder som rettet imod en enkelt bestemt Disposition over Tingen, og uanset at Sprogbrugen, der på dette Område følger Retsmidlets ydre Fremtrædelsesmåde, ikke betegner det som Arrest men som Forbud. Et Forbud imod en Fordrings Udbetaling vil således efter Omstændighederne kunne fremtræde enten som Arrest, jfr. § 615, når det går ud på at

sikre Rekvirenten Fyldestgjørelse for hans Krav ved Rekvisiti Udelukkelse fra at disponere over en denne tilkommende Fordring (jfr. Octroi for Nationalbanken 4de Juli 1818 § 44, hvis Bestemmelse kun medfører, at Arresten må iværksættes under Form af Forbud) eller som et egentligt Forbud, når det sigter til at afværge retskrænkende Dispositioner over en Obligation, der er kommen i urette Hænder eller af anden Grund kan befrygtes at ville blive misbrugt, jfr. Frd. 18de Maj 1825 § 65 og Frd. 21de Juni 1844 § 3. Ligesom noget Lignende gjælder om de øvrige i § 615 ommeldte Forbud, således vil det efter denne Afgrænsning af Arrest og Forbud være klart, at det i Pl. 15de Maj 1839 omhandlede Forbud imod Udstødelse af Rejsepas måtte betragtes som en Art personlig Arrest. Denne Anvendelse af Arrestinstitutet, som ifølge Forholdenes Udvikling har tabt sågodtsom al praktisk Betydning, er der ikke fundet Grund til at bibeholde i nærværende Udkast.

Endnu bemærkes, at Bestemmelserne i dette Kapitel alene angå det red Fogden nedlagte Forbud, men ikke have det Forbud for Øje, der iværksættes ved Thinglæsning af en Protest imod en vis Handlings Foretagelse, jfr. D. L. 6-15—8 og 14. Ligesom det vistnok må betvivles, at D. L. I — 21—22 ved „Forbud, som gjøres til Tinge“, sigter til Forbud af denne Art, jfr. dog Bangs og Larsens Procesmåde § 246, således er det i al Fald af den Omstændighed, at dets lovlige Foretagelse kræver forudgående Kald og Varsel, klart, at det ikke kan henregnes til de foreløbige Retsmidler.

I §§ 606—608 omhandles Betingelserne for Anvendelsen af Forbud. I så Henseende kræves først og fremmest, at Rekvirenten har en Ret, i Kraft af hvilken han kan modsætte sig den Handling eller det Foretagende, hvorimod Forbudet rettes. Af de samme Grunde, hvorpå den tilsvarende Bestemmelse med Hensyn til Arrest er bygget, er det imidlertid i § 607 fastsat, at Forbud kan gjøres, uanset at Rekvirenten ikke kan tilvejebringe Bevis eller endog blot Formodning for, at den Handling, imod hvilken For-

bud begjæres nedlagt, strider imod hans Ret. Kun hvor det efter de Fogden foreliggende Oplysninger er klart, at Forbudet er ulovligt, er dets Iværksættelse ubetinget udelukket; i modsat Fald kan det tilstedes imod en Sikkerhedsstillelse, hvis Art og størrelse det ligesom ved Arrest er overladt til Fogden at bestemme ifølge frit skjøn, jfr. § 609.

Medens disse Regler i alt Væsentligt ere stemmende med den gjældende Ret, kan det måske betvivles, om det efter den herskende Praxis ansees for en nødvendig Betingelse for Anvendelse af Forbud, at den, mod hvem Forbudet rettes, ved sit Forhold har givet Anledning til at antage, at han vil foretage den Handling, som agtes forbudt, jfr. § 608. En sådan Begrænsning af Adgangen til Forbud må dog vistnok betragtes som en Konsekvents af den almindelige Grundsætning om, til hvilke Forudsætninger Forpligtelsen til at tåle Søgsmål til Anerkjeudelse af en Andens Ret bør knyttes, jfr. Nellemann Civilprocessens almindelige Del § 39. Når det fastholdes, at det for at kunne fagsøge en Person ikke er nok, at man har en Rettighed i Forhold til ham, men at Adgangen til at anlægge Sag først står åben, når Sagsøgeren har Noget at beklage sig over i Modpartens Forhold, fordi denne enten nægter ham Noget, som han formener sig beføjet til at fåe iværksat, eller føretager Noget, han tror sig berettiget til at fordre undladt, kan det ikke konsekvent tilstedes at anvende Forbud, blot fordi man har en Ret i Forhold til den, imod hvem Forbudet rettes. Den almindelige Mulighed, at en Anden senere vil foretage Noget, som er i Strid med Rekvirentens Ret, kan ikke komme i Betragtning, men Forbud må ligesåvel som Søgsmål have en faktisk Grund i Modpartens Adfærd. Vel kunne de Betingelser, der kræves for Sagsanlæg, ikke ligefrem overføres på Forbud, Ifølge delte Retsmiddels præventive Karakter må Grænserne for dets Anvendelighed drages noget videre end for det almindelige Sagsanlæg, Forbudet er netop rettet imod en fremtidig retskrænkende Virksomhed, og hvor Modpartens Forhold giver Grund til at befrygte en sådan, må det derfor kunne anvendes, hvad enten

Grunden ligger i en allerede udvist retstridig Virksomhed eller i forberedende Skridt eller i en Erklæring af Vedkommende. Men medens dette er en naturlig Lempelse af den almindelige Grundsætning i dens Anvendelse på et forebyggende Retsmiddel, vilde der i Virkeligheden foreligge en Opgivelse af Principet, hvis den blotte Tilværelse af en Ret kunde begrunde et Forbud imod eventuelle retskrænkende Handlinger fra Andres Side, og det således stod i den Berettigedes Magt ved at indlede Sagen med Forbud at tvinge Modparten til at indlade sig på et Søgsmål, hvortil dennes Forhold ikke har givet nogensomhelst Anledning. I § 608 fastsættes det derfor, at Forbudsrekvirenten i Reglen har at oplyse, at den, imod hvem Forbudet rettes, ved Gjerning eller Ord har givet Anledning til at antage, at han vil foretage de Handlinger, som skulle forbydes, og at Forbudets Iværksættelse, hvis fornøden Oplysning i så Henseende ikke forelægges Fogden, kan betinges af Sikkerhedsstillelse. Allerede af denne Regl følger med nødvendig Konsekvents, at Forbud kun kan rettes mod bestemte Personer, jfr. § 606. Medens der under de ovenfor angivne almindelige Betingelser kan nedlægges Forbud imod alle private Handlinger, står endnu det Spørgsmål tilbage, om og hvorvidt der kan tilstedes Adgang til ved Forbud at afværge Embedshandlinger. At Forbud er udelukket, når Påstanden om Embedshandlingens Retsstridighed er støttet på en Grund, der er unddragen Domstolenes Påkjendelse, er en Selvfølge. Men selv om den Private har Adgang til efter Embedshandlingens Foretagelse at søge Domstolenes Afgjørelse af, om den har krænket hans Ret, synes det dog at følge af Undersåtternes Forhold til den offentlige Magt, at Forbud i Almindelighed må være udelukket overfor sådanne offentlige Forretninger, hvis Iværksættelse, uden Hensyn til derom fra Privates Side fremsat Begjæring, påbydes af en offentlig Interesse. Har Embedshandlingen derimod helt sit Grundlag i en privat Rekvisition, må den Private ved Forbud kunne hindres i at lade den udføre, jfr. § 606 sidste Stykke. Ifølge nogle Lovkyndiges Mening, jfr. Schiveigårds norske

Proces § 230, skulde denne Regel dog tåle en Indskrænkning, når den Handling, der søges afoærget, selv er af judiciel Beskaffenhed. Da der nemlig ved Loven er anvist den Part, som vil forhindre en sådan Handlings Iværksættelse, den Vej at gjøre sine Modgrunde gjældende som Indsigelser mod Forretningens Foretagelse, skulde han ikke istedetfor denne Fremgangsmåde kunne gribe til et Middel, der vilde unddrage den Rettens Betjent, som udfører Forretningen, Epørgsmålets Påkjendelse. Fra dette Synspunkt gjøres det gjældende, at Forbud navnlig ikke kan anvendes imod en Exekution eller Tvangsauktion. Forsåvidt herefter også en udenfor Forretningen stående Trediemand henvises til overfor de nævnte Forfølgninger at gjøre sin Ret gjældende ved Indsigelser for Fogden, må imidlertid bemærkes, at det jævnlig vil være ham umuligt at hævde sin Ret ad denne Vej. Selv om han får Lejlighed til at fremsætte fine Indsigelser under Forretningen, vil han stå magtesløs overfor Domhaveren, medmindre han kan fremskaffe Bevis for Indsigelsens Rigtighed, en Forudsætning, der ifølge Fogedretsprocedurens summariske Karakter og Udelukkelsen af egentlig Bevisførelse sjælden vil foreligge. Og får Trediemand Fogdens Kjendelse imod sig, kan dennes Fuldbyrdelse ikke hindres ved Retsmidlers Anvendelse, jfr. § 485 sidste Stykke, ligesålidt som han ved Påanke af den fuldbyrdede Exekution kan bevirke en Udsættelse af Tvangsauktionen, jfr. § 500 2det Stykke, som kun tillægger Påanke af en af de oprindelige Parter en sådan Virkning. Der synes således at være Grund til at holde Trediemand Adgangen åben til efter Omstændighederne gjennem Forbud at kunne standse sådanne Forfølgninger, og i Udkastet ere som Følge heraf judicielle Forretninger inddragne under samme Regel som andre Embedshandlinger. At det herefter står i Trediemands Magt gjennem et Forbud, hvis Berettigelse endnu ikke er godtgjort, at standse en Retsforfølgning, hvis Fremgang han ikke vilde have kunnet hindre ved en ubevist Indsigelse for Fogden, indeholder selvfølgelig ikke

nogen Modsigelse. Thi da Forbudets Iværksættelse under den nævnte Forudsætning er betinget af Sikkerhedsstillelse fra Forbudsrekvirentens Side, vil Forfølgningshaveren derigjennem kunne finde sin Skadesløsholdelse for det ham ved Forfølgningens Standsning påførte Tab, hvis Forbudet senere befindes ulovligt.

I § 610 fastsættes i Overensstemmelse med hvad der vistnok i Praxis ansees for gjældende Ret, at den, imod hvem Forbudet rettes, ikke kan afværge det eller fåe det ophævet ved Sikkerhedsstillelse. Det sees også let, at der her ikke vilde kunne være Tale om en Sikkerhedsstillelse fra Rekvisiti Side i den Betydning, hvori den forekommer ved Arrest, men at Rekvisiti Sikkerhedsstillelse her måtte have det Øjemed, at han derigjennem kunde opretholde sin Frihed til at foretage den omspurgte Handling, som om der ikke var nedlagt Forbud. Selv om den Handling, imod hvilken Forbudet er rettet, ikke er af en sådan Karakter, at dens Foretagelse vilde medføre uoprettelige Følger for Rekvirenten, vilde imidlertid en Adgang for Rekvisitus til at tilbyde Sikkerhed med den nævnte Virkning neppe være stemmende med den for Forbudsinstitutionen til Grund liggende Tanke, som vistnok er den, at Rekvirenten, imod at stille fornøden Sikkerhed for sit eventuelle Ansvar, skal kunne forhindre selve del forbudne Foretagende og ikke være pligtig at finde sig i, at den imod hans Ret stridende Handling ustraffet foretages, blot fordi der sikres ham Erstatning for Retskrænkelsen.

I §§ 611—612 fastsættes Retsvirkningerne af Forbud i alt Væsentligt i Overensstemmelse med den gjældende Ret. I Lighed med Frd. 6te April 1842 § 9 bestemmes der således det samme Ansvar for Overtrædelse af Forbud som for Overtrædelse af Domme, hvorved det er pålagt Domfældte at undlade Noget, jfr. § 456. Fremdeles stemmer det med den bestående Ret, at offentlige Myndigheder, hvis Medvirkning måtte udkræves til Foretagelsen af den forbudne Handling, ere pligtige til ikke at låne deres Bistand til sådant Foretagende, sålænge det ved Fogden nedlagte Forbud ikke

på lovlig Måde er ophævet. Endelig hævder § 612 i Overensstemmelse med den gjældende Rets Grundsætninger, at den, der, vidende om et Forbud, yder Bistand til de forbudne Foretagenders Udførelse eller deltager i Overtrædelse af Forbudet, bliver erstatningspligtig overfor Forbudsrekvirenten.

Ved §§ 613—614 ere de i §§ 585— 589 og § 593 om Arrestforretningers Foretagelse samt de i §§ 594—604 om Retsmidlerne imod Arrest m. v. givne Regler overførte på Forbud under Forbehold af de Lempelser, som følge af Forholdets Beskaffenhed. Med Hensyn til Overførelsen af den i § 595 givne Bestemmelse på Forbud bemærkes særligt, at det vel jævnlig vil være Tilfældet, at den Ret, i Medfør af hvilken Forbudet er nedlagt, står uberørt af, at Rekvisiti Bo overgår til Konkursbehandling, og at som Følge heraf såvel Forbudet som Rekvirentens Forpligtelse til at forfølge samme må opretholdes. Forbud kan imidlertid også tænkes nedlagt i Henhold til en Ret, der ifølge sin Beskaffenhed kan tilsidesættes ved Konkursboets Dispositioner over Rekvisiti Ejendele, og den Omstændighed, at der er iværksat Forbud til Beskyttelse af en sådan Ret, vil da selvfølgelig ikke kunne forbinde Boet. I sådanne Tilfælde indtræder altså den samme Grund til at fritage Forbudsrekvirenten for at forfølge Forbudet, som med Hensyn til Arrest har ført til den ubetingede Fritagelse i § 595.

Hvad angår § 615, henvises der til, hvad ovenfor er anført om denne Paragraf.

Om Tkifte af Dødsbo og Fællesbo m. v. samt om Konkurs.

Hvad angår nærværende Afsnits Indhold, må det erindres, at de Dele af det i Kommissionen udarbejdede Forslag til den borgerlige Retsplejes Omordning, som omfattede Konkurs og Dødsboskifte m. v., i sin Tid bleve udskilte fra det øvrige System til særskilt legislativ Behandling og derefter i alt Væsentligt optagne i Konkursloven af 25de

Marts 1872 og Lov om Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v. af 30te November 1874. Af Hensyn til den således foretagne Udskillelse har Kommissionen troet ikke at burde gjenoptage den Del af Retsplejen, som er Gjenstand for de nævnte Love, i sin Helhed til fornyet Overvejelse og Behandling. Det er umuligt ganske at forbigå Konkurs og Skifte i det foreliggende Udkast med Tavshed, idet der, forsåvidt almindelige Retstrætter frembyde sig til Afgjørelse under disse Forretninger, nødvendigvis udkræves nogle nye Bestemmelser for at Passe Konkurs- og Skiftelovens Regler ind i det Rettergangssystem, som ved Udkastet er bragt i Forslag. Selvfølgelig kan den gamle Procesform ikke bevares ved Behandlingen af sådanne Retstrætter, men de må bringes ind under den nye Rettergangsmåde. Men medens der for så vidt fra Kommissionens Side er stillet Forslag om de fornødne Forandringer i Konkurs- og Skifteloven, har man derimod ment, at iøvrigt en Revision af disse af Kommissionens Forhandlinger fremgåede Love — selv om Tiden hertil allerede kunde ansees for kommen — i al Fald måtte betragtes som liggende udenfor denne Kommissions Opgave. I nær værende Afsnit har man derfor nærmest kun tilsigtet at give de få Bestemmelser, som udkræves for at knytte den bestående Ordning af Konkurs og Dødsboskifte til det nye System, medens der forøvrigt er henvist til den gjældende Ret.

Endnu bemærkes, at man, uagtet de nye Bestemmelser ifølge Sagens Natur på mange Punkter må blive de samme for Konkurs og for Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v., dog for Overskuelighedens Skyld har fundet det rettest at lade dem fremtræde i to Underafdelinger, hvoraf den første omhandler Skifte af Dødsbo m. v., medens den anden indeholder de Forandringer, man har forestået i de bestående Regler om Konkurs.

O Stifte af Dødsbo og Fællesbo m. v.

De Forandringer i Skiftelovens Regler, hvorpå Bestemmelserne i denne Underafdeling

gå ud, vedrøre dels Forauktioneringen af Boets Ejendele dels Afgjørelsen af de på Skiftet opstående Tvistigheder, hvortil endnu må føjes Ordningen af Retsmidlerne imod de i de underordnede Instantser trufne Afgjørelser af disse Tvistigheder samt iøvrigt imod Skifterettens Behandling af Boet.

Hvad angår Forauktioneringen af Boets Ejendele, indeholdes Reglerne herom i § 617. Herefter bliver Forauktioneringen, når Arv og Gjæld ikke er vedgået i Boet og Salgsgjenstanden er pantsat, at foretage efter de samme Regler, som i så Henseende gjælde for Konkursboer (jfr. § 633, hvorom nærmere i det Følgende), en Forskrift, der er en simpel Konsekvents af den Grundsætning, at de nævnte Boer skulle underkastes en Konkursbehandling. Når der udenfor dette Tilfælde fra et under offentlig Skiftebehandling stående Bo skal afhændes Noget ved offentlig Auktion, har Skifteretten, som selv afholder Auktionen, herved at iagttage de Regler, der gjælde, når Embedsmænd på Embedsvegne have at bortsælge Statens eller Privates Gods ved offentlig Auktion (§ 617 sidste Punktum). Med denne Bestemmelse må sammenholdes den ovenfor Side 210 ff. givne Udvikling, hvoraf det vil sees, at Kommissionen er gået ud fra den Anskuelse, at der ved den fremtidige Ordning af de Auktioner, som ikke kunne ansees for egentlige Tvangsauktioner, bør som en egen Klasse (de såkaldte nødvendige Auktioner) udsondres alle de Tilfælde, hvor Lovgivningen påbyder Bortsalg ved Auktion i samtlige Vedkommendes Interesse. Som det derhos samme Sted blev fremhævet, er der ved disse Auktioner, hvis Afholdelse er forudsat at skulle foregå under Iagttagelse af en vis, til de Interesseredes Betryggelse sigtende Fremgangsmåde og navnlig at måtte henlægges til offentlige, under embedsmæssigt Ansvar handlende Funktionærer, netop først og fremmest tænkt på de Tilfælde, i hvilke et solvent, under offentlig Skiftebehandling stående Bos Ejendele bortsælges ved Auktion.

I s§ 618—631 gives Bestemmelserne om de Former, hvorunder de på Skiftet opstående Tvistigheder blive at afgjøre, samt om Retsmidlerne. Hovedforandringen

på dette Område ligger i de nye Regler, Udkastet indeholder med Hensyn til Udstrækningen af Skifterettens dømmende Myndighed. Som bekjendt har Skifteretten efter den bestående Lovgivning ikke blot Afgjørelsen af det Spørgsmål, om Boet stal tages under offentlig Skiftebehandling eller strax overlades til privat Arvedeling eller i al Fald på et senere Tidspunkt udleveres til Arvingerne, såvelsom af alle Spørgsmål om Boets Bestyrelse, Realisationen af dets Ejendele og hvilke Foranstaltninger der i det Hele skulle træffes til dets Opgjørelse; men det tilkommer endvidere Skifteretten at afgjøre Rigtigheden af enhver Ferdring eller Påstand, der fremkommer fra Arvinger, Legatarer eller Kreditorer, hvad enten den går ud på at anerkjcndes som ligefrem Lodtager i Boet eller på at erholde Noget udbetalt eller udleveret af dette eller på i Forhold til andre Foldringer at erkjendes for fortrinsberettiget. Skifterettens Afgjørelse as det Spørgsmål, om og hvorvidt en sådan Fordring eller Påstand ved Boets Behandling bør tages til Følge, kan ske enten under Skiftebehandlingen ved en særlig Skiftedecision eller først ved den endelige Repartition. Efter Udkastet er det derimod Reglen (§ 618), at når en på offentligt Skifte anmeldt Fordring eller et der fremsat Krav med Hensyn til de under Skiftebehandling værende Midler (ved hvilket sidste Udtryk nærmest sigtes til Vindikationspåstande samt de af Arvinger eller Legatarer rejste Krav) modsiges af Nogen iblandt Boets Vedkomkommende, tilfalder det ikke Skifteretten at afgjøre Fordringens eller Påstandens Rigtighed eller Fortrinsret i Forhold til andre Fordringer, men Sagen bliver at henvise til Procedure og Påkjendelse ved den almindelige Ret (Underret eller Landsret). Denne Ordning er en naturlig Følge af, at Udkastet har gjennemført Umiddelbarhedsprincipet med Hensyn til de, omhandlede Retstvistigheder. Da det nemlig efter Umiddelbarhedsprincipet må være Hovedreglen, at Bevisspørgsmålet i en Retssag ikke kan gjøres til Gjenstand for Påanke, må Pådømmelsen af en Retstvistighed i Almindelighed, afset fra Bagatelsager, ske ved en kollegialt besat Ret. Forsåvidt Sagen ifølge §

620 stal henvises til en Landsret, behøves der altså ingen videre Forklaring af, at dens Afgjørelse unddrages Skifteretten. Derimod kunde der spørges, hvorfor Udkastet ikke i de Tilfælde, i hvilke en Sag ifølge § 620 stal afgjøres ved Underretten, har valgt at bevare den nugjældende Ordning, at Skifteretten påkjender Sagen. Foruden at det vilde tage sig besynderligt ud, at Sagens Værdi skulde medføre en sådan Forskjel i Behandlingen, må i så Henseende erindres, at Umiddelbarhedsprincipet medfører, at en Retssag i Reglen må pådømmes af den samme Ret, for hvilken Bevisførelsen ster. Hvis de omhandlede Retstvistigheder også for Fremtiden skulde påkjendes af Skifteretten, måtte altså også den hele Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn og Parternes personlige Afhøring foregå for denne Ret. Dette vilde være noget fuldstændig Nyt, idet det efter den gjældende Ret er Reglen, at Bevismidlerne ikke kunne tilvejebringes ved Skifteretten, men må erhverves ved de almindelige Domstole, såledcs at kun Udskrift af det der Passerede fremlægges for Skifteretten. Der vilde derhos neppe i praktisk Henseende vindes Noget ved at henlægge de omhandlede Retssager til Skifteretten, thi deres Behandling og Påkjendelse måtte ved denne Ret foregå i alt Væsentligt efter de samme Regler som ved Underretten, og navnlig må det fremhæves, at Sagen vil kunne endes ligeså hurtigt ved Underretten. Det må endelig erindres, at de omhandlede Tvistigheder ganske have Karakteren af egentlige Processer, idet de ligefrem dreje sig om Tilværelsen og Udstrækningen af Rettigheder, der henhøre til Personernes Formue; om de fleste af de omhandlede Tvistigheder, nemlig dem, der angå Tilværelsen og Indholdet af Kreditorernes Rettigheder, gjælder det endog, at det er en ren Tilfældighed, at de ere opståede på et offentligt Skifte, og denne Omstændighed giver ikke Retstvisten nogensomhelst anden Karakter, end hvis den var opstået i Skyldnerens levende Live og blevet gjort til Gjenftand for en sædvanlig Domssag eller den havde frembudt sig til Afgjørelse efter hans Død under et privat Skifte. Det er derfor, også fra denne Side betragtet, naturligt, at Sagens Procedure

og Påkjendelse henlægges til de almindelige Domstole. Medens Skifterettens Kompetence således på dette Område er blevet betydelig begrænset, har den efter Udkastet ligesom efter den gjældende Ret at påkjende alle Spørgsmål angående Boets Overtagelse, Bestyrelse, Udlevering og Opgjørelse, hvorved nærmest sigtes til Udregningen af, hvad der efter Boets Status tilkommer enhver Vedkommende. At disse Spørgsmål påkjendes af Skifteretten og ikke henvises til almindelig Rettergang, er en naturlig Følge af den Opfattelse, at Skifteretten er en judiciel Myndighed, og analogt med, hvad der gjælder om Fogden, og medfører derhos også reelle Fordele, navnlig i Henseende til Hurtighed, som man ikke bør give Slip på. Ligesom det i principiel Henseende er følgerigtigt, at Skifteretten under overordnet Rets Censur afgjør, hvorledes den vil gå frem i Henseende til den formelle Behandling af Boet, således vilde det også være forbundet med betydelige Ulemper, om Enhver, som havde en afvigende Mening i et Boets Bestyrelse eller Opgjørelse vedrørende Spørgsmål, skulde kunne standse Boets Behandling eller dog Udførelsen af den omhandlede Foranstaltning ved at bringe Sagen ind for den almindelige Ret til Påkjendelse efter en stedfunden fuldstændig Procedure og Bevisførelse. Det er både rigtigere og hensigtsmæssigere, at det, således som nu, overlades Skifteretten efter en summarisk Forhandling imellem Parterne at tage foreløbig Bestemmelse om, hvorledes der i den omhandlede Henseende vil være at forholde, således at Boets Behandling derefter skrider frem på Grundlag af den af Skifteretten trufne Afgjørelse, idet det overlades dem, der finde sig misfornøjede med denne, at indbringe den for Landsretten, hvor da, såvidt det behøves, en fuldstændig Procedure og Bevisførelse vil kunne ske (jfr. §§ 624—625 og 629—630).

Når den Ordning, hvis Hovedtræk ovenfor ere fremstillede, sammenholdes med Skiftelovens Regler om Anmeldelsen og Prøvelsen af Fordringer på Boet (jfr. Skiftelovens §§ 37 og 38), vil det være indlysende, at der efter Lovforslaget ikke vil kunne blive Spørgsmål om, at Skifteretten således

som hidtil skulde komme til at påkjende Tvistigheder mellem Boet eller enkelte Arvinger eller Legatarer på den ene Side og Kreditorer på den anden Side. Thi, hvad enten der er udstedt Proklama eller ikke, må enhver Kreditor, fåfremt han overhovedet vil have Betaling af Boet, nødvendigvis anmelde sin Fordring for Skifteretten, og, hvis Indsigelser fremkomme, må alle Spørgsmål om Rigtigheden af de anmeldte Fordringer efter § 619 afgjøres ved almindelig Rettergang. Ligeledes må alle Vindikationspåstande, mod hvilke der på Skiftet fremkommer Indsigelse, henvises til almindelig Rettergang. En anden Sag er, at Vindifanter, da de ikke rammes af det præklusive Proklama, kunne holde sig helt borte fra Skiftet og senere søge Tingen udleveret af den eller dem, til hvem den på Skifte er bleven udlagt. Arvinger og Legatarer ere derimod ikke på samme Måde som Kreditorerne nødsagede til inden et vist Tidspunkt under Boets Behandling at anmelde for Skifteretten, hvad de fordre sig udlagt af Boet. Vel står det enhver Arving eller Legatar frit for under Skiftet at fremkomme med bestemt Påstand om, hvad han gjør Krav på, og i Mangel af Enighed vil Spørgsmålet da blive afgjort under en almindelig Retssag. Men der er ligeså lidt efter Udkastets Bestemmelser som efter den hidtil gjældende Ret Noget til Hinder for, at en Arvmg eller Legatar kan indtage en afventende Stilling og henskyde Spørgsmålet om Tilværelsen og Omfanget af sin Rel til Afgjørelse ved den endelige Repartition. Hvis enten han selv eller nogen anden derefter er misfornøjet med den ham ved Repartitionen tillagte Stilling, må Vedkommende forholde sig efter Reglerne i Skiftelovens § 50 2 det Stykke. Iovrigt sees det let, at Skifteretten også ad en anden Vej og fra et andet Synspunkt nødvendigvis til en vis Grad vil komme ind på en Bedømmelse af Spørgsmål om Arveberettigelsen. Det er nemlig Arvingernes Forhold, hvorefter det bestemmes, om offentlig Skiftebehandling overhovedet skal finde Sted, og når de ere enige, er deres Mening afgjørende med Hensyn til Boets Behandling. Idet Skifteretten nu førsi skal afgjørt, om offentlig Skiftebehandling

skal finde Sted, og senere stal tage Beslutning angående Boets Administration og Realisationen af dets Ejendele, må den nødvendigvis forud have besvaret sig det Spørgsmål, hvem der er Arvinger. Forfåvidt Skifteretten i Kraft af denne sin Kompetence må afgjøre Spørgsmålet om en Persons Arveret, kunde det muligvis ved første Dje-, kast synes synderligt, at dette Spørgsmål bagefter, hvis der opstår en egentlig Arveretstrætte i Boet, skal henvises til Procedure og Påkjendelse ved almindelig Rettergang i første Instants. Denne Vanskelighed er dog kun tilsyneladende. Det må nemlig fastholdes, at hvad Skifteretten har at afgjøre kun er, om den vil tage Boet under Behandling, og hvem den vil antage som stemmeberettigede ved Behandlingen. Herpå alene gå de omhandlede Afgjørelser ud. At Skifteretten herved må gå ud fra visse Forudsætninger om, hvem der er de virkelige Lodtagere i Boet, er ikke Andet end hvad der i mangfoldige andre Tilfælde møder ved retslige Afgjørelser; det Resultat, som antages med Hensyn til det Retsforhold, som foreligger til Påkjendelfe, må ofte bygges på Forudsætninger med Hensyn til andre Retsforhold, uden at det, der således udtales om disfe, derfor kan siges at være „kjendt for Ret” (res judicata) jfr. Nellemanns Procesmåde S. 805. Det må altså fastholdes, at Skifteretten ved fine Beslutninger om Boets Overtagelse og Administration ikke afgjør selve Hovedspørgsmålet om Nogens Arveret, og der er derfor intet Unaturligt i, at dette Spørgsmål senere forelægges for en Domstol. At Domstolen muligvis vil komme til et helt andet Resultat end det af Skifteretten forudsætningsvis antagne, vil ikke kunne findes stedende, og det såmeget mindre som Skifteretten ved de omhandlede Afgjørelfer ikke fordrer noget egentligt Bevis, men går efter Sandsynligheder, jfr. således Skiftelovens § 71. Overhovedet er det, at der under et Skifte kan komme til at føreligge tvende i modsat Retning gående Besvarelser af Spørgsmålet om en Persons Arveret, Noget, der efter don gjældende Ret kan forekomme i ligeså stor Udstrækning som efter Udkastet; efter den

bestående Ret ville begge Afgjørelser endog kunne udgå fra een og samme Skifteforvalter. Der er nemlig Intet til Hinder for, at en Skifteforvalter foreløbig antager en Person som stemmeberettiget ved Boets Behandling og dog senere ved Decision eller ved Repartitionen frakjender ham al Ret som Arving eller Kreditor (jfr. Skiftelovens § 19). På lignende Måde vil Forholdet kunne stille sig ved Behandlingen af et Konkursbo (jfr. Konkurelovens § 61).

Efter disse almindelige Bemærkninger skal endnu med Henfyn til de enkelte Paragrafer fremhæves Fslgende:

Når en på offentlig Skifte anmeldt Fovdring eller et der fremsat Krav med Hensyn til de under Skiftebehandling værende Midler modsigcs af Nogen af Boets Vedkommende og det ikke lykkes at tilvejebringe Forlig, afgjør Skifteretten, om pågjældende Påstand skial bestrides af Boet, hvilket Sidste også kan besluttes af Skifteretten, når denne på Embedsvegne finder at burde modsætte sig Påstanden, eller om Boet ikke skal op. træde som Part, men overlade Vedkommende selv at udføre Tvisten. Det Afgjørende bør herved være, om den fremsatte Fordring eller Påstand er rettet mod Boet som sådant og altså, hvis den tages tilfølge, vil falde selve Boet til Last. Hvis dette er Tilfældet, bør den i Regelen bestrides af Boet, dersom der er Rimelighed for, at dette kan vinde Sagen, og denne i det Hele er af en sådan Beskaffenhed, at en fornuftig Mand under de foreliggende Omstændigheder vilde lade det komme til Proces. Det bør da ikke komme i Betragtning, om nogle af de i Boet Interesserede sinde for godt at afgive et ligefremt Samtykke til, at Fordringen, forsåvidt den kan falde dem til Last, må ansees for gyldig. Ved en fådan vilkårlig Indlemmelse bør de ikke kunne tvinge de øvrige Interesserede til på egen Regning at føre Proces. Er Påstanden derimod ikke rettet mod Boet, men imod en eller flere enkelte Interesserede f. Gx. når en Legatar påstår Udbetaling af et en enkelt Arving pålagt Legat, bør denne Arving, hvis han vil bestride Påstanden, selv udføre Tvisten. Ligesålidt kan der være Tale om at

procedere for Boets Regning, når der, efterår Skifteretten i Henbold til Intestatarvingernes Begjæring har overtaget Boet, senere fremkommer et Testament, som aldeles udelukker Intestatarvingerne. og der derefter opstår Tvist mellem disse og de testamentariske Arvinger om Testamentets Gyldighed. Her må begge Parter foreløbig procedere for egen Regning.

Når en Påstand eller Fordring er at anse som modsagt fra Boets Side, har Skifteretten snarest muligt herom at underrette den, der har fremsat Påstanden eller anmeldt Fordringen, samt tilkjendegive ham, at han må forfølge sit Krav ved sædvanlig Rettergang mod Boet. Hvis han da ikke inden 4 Uger foretager de fornødne Skridt i så Henseende (Indkaldelse til Forligskommissionen eller Meddelelse af Klageskrift), bliver Boet at opgjøre, som om Påstanden ikke var bleven fremsat, eller Fordringen ikke var bleuen anmeldt (§ 619 første Stykke). Hvis den Pågjældende er en Kreditor, og der har været udstedt Proklama, medfører denne Regel altså, at han har tabt sin Ret. I andre Tilfælde (altså når Talen er om Arvinger, Legatarer og Vindikanter samt endelig i Tilfælde af, at intet Proklama er udstedt, Kreditorer), miste de Pågjældende derimod ikke endeligt deres Ret; der tages kun intet Hensyn til dem ved Boets Opgjørelse, men det står dem frit for efter Skiftets Slutning at gjøre deres Ret gjældende mod Arvingerne eller mod dem, der have oppebåret det, hvorpå de mene at have Krav. Da de Pågjældende nemlig i disse Tilfælde havde havt det i deres Magt slet ikke at melde sig i Boet og dog at bevare deres Ret ubeskåret, synes der ingen Anledning at være til at tillægge deres ganske frivillige Anmeldelse den Virkning, at de skulle være Pligtige under deres Rettigheders Fortabelse at forfølge den videre. Overlades det derimod til den, som modsiger Fordringen eller Påstanden, selv at udføre Tvisten, har Skifteretten at tilkjendegive ham, at han inden 4 Uger har at foretage de fornødne Skridt til Anlæg af Retssag imod den, som har anmeldt Fordringen eller nedlagt Påstanden; i modsat Fald tages der ved

Boets Opgjørelse intet Hensyn til hans Indsigelse (§ 619). Om Følgen heraf bliver, at han har tabt al Ret, eller om han senere kan gjøre noget Krav gjældende mod den, der har fået sin Fordring eller Påstand opfyldt ved Boets Opgjørelse, må bero på Omstændighederne.

I § 619 sidste Stykke fastsættes, at såfremt Parter, mellem hvilke en Tvist på Skiftet er opftået, ville overlade Spørgsmaalets Afgjørelse til Skifteretten, er denne, når ingen Beuieførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring behøves, pligtig at afsige en Kjendelse, ved hvilken da Spørgsmålet er afgjort på samme Måde som ved Voldgift. Hensigten med denne Regel er at muligajøre en hurtigere og billigere Tilendebringelse af Retslrætter, som opstå på Skiflet, end der kan opnåes ad den almindelige Retsforfølgnings Nej. Netop af denne Grund er det anset for rettest at tillægge Skifterettens Afgjørelfe samme Betydning som en Voldgiftskendelse, hvoraf følger, at der ikke ad Rettens Vej kan opnåes nogen Forandring af Kjendelsens Indhold. Da det, som allerede anført, er en Forudsætning for Anvendelsen af den nævnte Afgjørelsesmåde, at begge Parter ere enige om at gå denne Vej, skjønnes der ikke at kunne være nogensomhelst Betænkelighed ved Udkastets Regel, der i Virkeligheden kun forså vidt indeholder noget Nyt, som den gjør det til Pligt for Skifteretten at overtage Voldgiftshvervet.

Ifølge § 620 anlægges de i § 619 omhandlede Retssager på det Sted, hvor Boet behandles, enten for Underretten eller for den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret staar, hvis Sagen ifelge dens Gjenstand henhører under Landsret. Forsåvidt Sagen herefter går til Underretten, vil Dommeren ganske vist i Neglen være den samme Mand, der som Stifteforvalter behandler vedkommende Bo; men ifølge den almindelige Regel i § 33 sidste Stykke vil denne Omstændighed i og for sig ikke gjøre Dommeren inhabil. I § 620 sidste Stykke er der opstillet en Undtagelse fra Paragrafens Hovedregel, idet man har ment, at det, hvor en Fordring bestrides af Boet, altid burde stå dettes Modpart åbent at anlægge

Sagen ved Underretten uden Henfyn til dens Gjenstand, hvis han måtte ønske Sådant. Denne Ordning hænger sammen med Bestemmelsen i § 8 om, at Parterne, når de ere enige, retsgyldige« kunne lade enhver Sag behandle ved Underretterne, selv om den efter de almindelige Regler ikke henhører under disse. Det Særegne ved Reglen i § 620 bliver herefter kun, at der ikke behøves noget Samtykke fra Boets Side, hvilket vistnok vil findes naturligt. Derimod er der formentlig ikke Grund til at tillægge Boet en tilsvarende Ret. Boet er i disse Sager, som iøvrigt behandles efter de almindelige Regler (§ 622), selv at anse som Modpart, hvorfor Klageskriftet lyder på det og forkyndes for Skifterelten på dels Vegne; Skifteretten har at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres på behørig Måde (§621).

Imod de Domme, der afsiges i Retstvistigheder, som opstå under offentligt Skifte, kunne de almindelige Retsmidler anvendes (§ 623). Skifteretten afgjør, hvorledes der, medens Påanken står på, bliver at forholde med Boets Behandling, for at den Påankendes Ret ikke skal føregribes; dog skal han, dersom der er hengået en Frist af 4 Uger fra Dommens Afsigelse, uden at Påanke er iværksat, fortsætte Skiftets Behandling på Grundlag af Dommen. Det er altså også her Udkastets Hovedregel, at Dommen ikke kan lægges til Grund for Skiftets videre Behandling, førend den ved den almindelige Påankefrists Udløb er blevet endelig. Imidlertid vilde det medføre Ulemper og lede til en aldeles urimelig Forhaling, om hele Boets Behandling og Opgjørelse skulde standse, indtil en sådan Påankefrist var udløbet; det må være tilstrækkeligt, at Boets Behandling, så længe Påankefriften ikke er udløbet, kun fremmes på en sådan Måde, at Vedkommendes Ret ikke føregribes. Dersom Dommen skulde blive forandret eller annulleret ved Retsmidlers Anvendelse efter Udløbet af den almindelige Frist, har Skifteretten at tage behørigt Hensyn hertil ved Boets videre Behandling, og i fornødent Fald ved Omgjørelse af det Foretagne, hvis Skiftet ikke endnu er sluttet, hvorimod enhver Forandring efter denne

Tid må søges iværksat ved Påanke af Repartitionen.

Hvad angår Retsmidlers Anvendelse imod de Afgjørelser, som det er Skifteretten forbeholdt at træffe, går Lovforslaget ud fra, at Kjendelser eller Beslutninger, som forefalde under Boets Behandling, udenfor de i §626 angivne Tilfælde, i hvilke Retsmidlers Anvlndelse er ganske udelukket, strar særskilt bor funne indbringes til højere Rets Prøvelse Dog bliver Boets Behandling, uagtet sådan Anke iværksættes, ikke at standse; men Skifteretten har kun at drage Omsorg for, at den Ankendcs Ret ikke derved foregribes (§ 624). For så meget som muligt at undgå Forhaling af Boets Tilendebringelse har Udkastet derhos anvist Besværing som det Retsmiddel, hvorigjennem denne sårskilte Indankning skal iværksættes, en Regel, der neppe vil findes at srembyde nogen Betænkelighed, når hensees til, at det, som Følge af den i § 619 fastsatte Begrænsning af Skifterettens Kompetence, her kun drejer sig om Afgsørelser af processuelle Spørgsmål. Besværing er imidlertid ikke den eneste Vej, ad hvilken de under Boets Behandling forefaldende Kendelser eller Beslutninger kunne angribes; men den, der er misfornøiet med disse Afgjørelser, kan også, om han vil, afvente Skiftets Slutning og derefter i Forbindelse med den tilendebragte Skiftebehandling indbringe dem for bøjere Ret, dog at han i saa Fald er henvist til at gjøre sin Klage gjældende gjennem egentlig Påanke (§ 625). Da det nemlig selv efter det nye System vil kunne blive Tilfældet, at Skifterepartitionen indeholder Afgjørelser af Spørgsmål angående Tilværelsen og Omfanget af Arvingers og Legatarers Rettigheder, og en Sondring efter Ankegrundens forskjellige Beskaffenhed neppe vilde være hensigtsmæssig, har man ,anset det for rettest, at alle Anker over del! tilendebragte Skiftebehandling henvises til den almindelige Påankeform, så meget mere som der, når først Skiftet er sluttet, ikke er Grund til at lægge synderlig Vægt på Hurtighedshensynet. Forsåvidt der efter det Anførte er givet den, som er utilfreds med en under Boets Behandling truffen Afgjørelse, Valget imellem strar særskilt

at indbringe denne til højere Rets Prøvelse eller ved Skiftets Slutning at påanke den i Forbindelse med Repartitionen, skal endnu bemærkes, at ligesom dette vistnok er fremmende med den gjældende Net, således turde det også i og for sig være en hensigtsmæssig Ordning. Thi når det holdes Vedkommende åbent også efter Skiftets Slutning at kunne indbringe fin Anke for overordnet Ret, tor det vistnok antages, at den, som har Anker af blot formel Natur, ikke sjælden vil udsætte disses Forfslgning til Skiftets Slutning og, når han ved den endelige Repartition finder sig i det Væsentlige tilfreds med Skiftebehandlingens Resultat, ganske vil undlade at gjøre dem gjældende.

Hvad angår Tiden for Retsmidlernes Anvendelse, gives der i §§ 624—625 Forskrifter, som både med Hensyn til de ordentlige Retsmiddelfrister og Oprejsningsfristerne stemme med de tilsvarende Regler for Domssagers Vedkommende.

I § 626 opregnes en Række af Tilfælde, med Hensyn til hvilke man har anset det for rettest at udelukke Retsmidlers Anvendelse og således gjøre Skifterettens Beslutninger endelige og uangribelige. De Beslutninger af Skifteretten, som gå ind under denne Regel ere:

1) Bestemmelser, hvorved Skifteretten tilsidefætter en Værges Erklæring om at ville vedgå Arv og Gjæld på en umyndig eller fraværende Arvings Vegne (Skiftelovens § 16);

2) Afgjørelser af det Spørgsmål, om Fordringshavere, hvis Krav endnu ikke ere erkjendte, skulle stedes til Stemmcgivning i Skiftesamlingerne (Skiftelovens § 19);

3) Bestemmelser om Skiftesamlingers Afholdelse (Skiftelovens § 23);

4) Bestemmelser, hvorved Skifteretten nægter at godkjende den af en Værge ved Stemmegiuning i Boet på Myndlingens Vegne afgivne Erklæring (Skiftelovens §§ 24 og 51);

5) Bestemmelser af Skifteretten, som gå ud på, at Boets Ejendele skulle sælges underhånden (Skiftelovens § 27);

6) Bestemmelser om Inkassators Sikkerhedsstillelse (Skiftelovens § 30);

7) Afgjørelser af Spørgsmål angående Beskikkelsen af en Kurator for Boet (Skiftelovens § 32);

8) Skifterettens Godkjendelse af en Værges Begjæring om, at der skal gives den Umyndige Udlæg efter Vurdering for hans Arvelod (Skiftelovens § 47);

9) Afgjørelser af det Spørgsmål, om et Bo i Henhold til Skiftelovens § 75 kan udleveres Arvingerne til videre Behandling og Deling;

10) Afgjørelser af det Spørgsmål, om anmeldte Fordringer eller nedlagte Påstande, der modsiges af Nogen iblandt Boets Vedkommende, skulle bestrides af selve Boet, eller om dette ikke skal optræde som Part (Udkastets § 618). De Hensyn, der have ført til at føreslå Retsmidlers Udelukkelse i ovenanførte Tilfælde, ere af lignende Beskaffenhed som de, på hvilke den tilsvarende Regel i Konkurslovens § 137 er bygget. Det drejer sig i alle de nævnte Tilfælde om en Afgjørelse af væsentlig administrativ Karakter, som beror på et skjøn, der forudsætter nøje Kjendstab til Boets Forhold eller til Personer og andre individuelle Omstændigheder, og som derfor ikke hensigtsmæssigt kan henlægges til den overordnede Net. Reglen i § 627 er en ligefrem Anvendelse af Udkastets almindelige Grundsætning med Hensyn til Gyldigheden af Afkald på Retsmidlers Anvendelse.

Hvorledes der skal forholdes med Hensyn til den nærmere Fremgangsmåde ved Påankes og Besværings Iværksættelse samt Sagens Behandling i den overordnede Instants, omhandles i §§ 628—630, der i alt Væsentligt stemme med de i 7de Afsnits første Hovedafdeling Kapitel V. givne Regler om Fogedforretninger.

Påanke fra Landsretten til Højesteret i de heromhandledc Tilfælde finder i Reglen ikke Sted (§ 631). Dog har man ment, at Adgangen til sådan Påanke ikke helt burde være udelukket, navnlig fordi Repartitionen — som allerede tidligere berørt — undertiden vil indeholde Afgjørelser af Spørgs-

mål, der, såfremt Tvist herom var opstået på Skiftet, ifølge §§ 619 og 623 vilde have været at indbringe for Landsretten som første Instants og Hsjesteret som Påankcinstants, Ifølge § 631 kan derfor Højesterets Formand i Forbindelse med to af ham tiltagne Medlemmer af Retten, ligesom det er foreskrevet med Hensyn til de i første Instants ved Underretten påkjendte Domssager (§354 i sidste Stykke), tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret. Hvad angår Besværing, fastsætter §631 sidste Stykke i Overensstemmelse mcd Udkastets almindelige Grundsætning, at Landsrettens Afgjørelse i Anledning af Besværing ikke er Gjenstand for yderligere Besværing til Højesteret.