Peter Erasmus Kristian Kålund, 1844-1919 Arne Magnussons private brevveksling

ARNE MAGNUSSONS
PRIVATE BREVVEKSLING

UDGIVET
AF
KOMMISSIONEN FOR
DET ARNAMAGNÆANSKE LEGAT

GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

KØBENHAVN 1920 KRISTIANIA

s. IITRYKT HOS J. JØRGENSKN & CO (JVAR JANTZEN).

s. IIIEfter at den af dr. Kr. Kålund besørgede, af Carlsbergfondet bekostede udgave af Arne Magnussons Embedsskrivelser og andre offentlige aktstykker samt hans Brevveksling med Torfæus (þormόður Torfason) var tilendebragt i året 1916, vedtog Kommissionen at fortsætte dette udgiverarbejde med at offentliggöre Arne Magnussons øvrige brevveksling. Dr. Kålund påtog sig også udgivelsen af denne og havde inden sin død d. 4. juli 1919 ikke blot fuldført indsamlingen af hele materialet og gjort dette trykfærdigt, men der forelå omtrent 34 ark trykte. Efter hans død blev trykningen fortsat, idet korrekturen blev besørget af undertegnede medlem af Kommissionen, prof. Finnur Jόnsson. Sikkert vilde dr. Kålund have skrevet en indledning til denne udgave, men ved hans død var en sådan ikke påbegyndt. Da Kommissionen fandt, at der burde tilføjes et navneregister til bindet, er et sådant blevet udarbejdet af stud. mag. Jόn Helgason.

København i november 1920.

Johannes C. H. R. Steenstrup.

Finnur Jόnsson.

Sofus Larsen. Kr. Erslev.

Verner Dahlerup.

s. IV

s. 1

[ARNE MAGNUSSON] TIL ABBESTE JUNIOR. København 3. marts 1729.

Efter koncept (delvis egenhændig) i AM. 452, folio. Modtageren er vinhandler Johan Ludvig Abbesteé, om hvem se Personalhistorisk Tidsskrift 4 R. II, 53. På foden har A. M. noteret »A Monsieur Monsr Abbeste junior tres humblement«.

Monsieur, Høitærede gode ven,

Paa Hr. Borgemester Bussæi indleg af 1. Febr. udi indeværende aar, er dette mit svar, som ieg tienstl ombeder at De ubesverget vilde tilmælde min Procurator i Helsingør Monsr Hammer. At ieg aldrig skulde have erindret Borgemesteren om denne ringe pengefordring er hans ihukommelses feil. Thi ongefer anno 1715. 16. eller 17. hafde ieg den ære at møde hannem paa Børsen her i Kiøbenhafn, og erindrede hannem da om denne pengesag. hand der i mod spurdte mig om ieg hafde hos mig hans revers. Jeg svarede (som og sandt var) at den laae i lisland, men ieg kunde i mod betalingen give hannem mortification der paa. Hand svarede der paa, at slige sedeler kunde snart blive borte og fick ieg ingen anden beskeden her paa. Lod ieg saa tingen blive der ved, efterdi ieg merkede at Hr. Borgemester hafde da lige saa stor lyst til at betale som ieg siden hâr seet hannem at have. Alt dette er ubeviisligt, saasom vi var allene. Mig er og ligemeget, enten det troes eller icke. Thi det argument, at ieg skulde miste mine penge, fordi ieg icke hafde fordret dem i mindelighed, er i mine tanker icke af stor kraft. Hvad de bøger angaar som Hr. Borgemester foregiver at have laant mig ongefer for 20 aar siden, da tilstaar ieg hannem icke at have nogen bog fra hannem til laans. Men alle de bøger, som ieg haver bekommet fra hannem, haver ieg rigtig betalt, og de fleeste deraf meget dyrt, hvilket ieg den tid icke saa nøie agtede, saasom Hr. Bussæus var min gode ven, og den gang behøvede penge. Her udi vil ieg excipere tvende bøger, nemlig Platinæ de vitis Pontificum, og en Iislandsk bog kaldet Nials s. 2saga. Disse tvende bøger haver 1 Hr. Borgemester mig foræret, den første 1709. som der staar paa reversen og den sidste for 3. eller 4. aar siden, men icke for 20. aar. Jeg vilde gierne forære Borgemesteren dem igien, men Platina er nu opbrændt. Den anden (Nials Saga) skal være til tieniste igien, naar Hr. Borgemester vil, Mig siunes at den er ongefer 1 & Dansk værd. Det 2 Hr. Borgemester lader sig forlyde med at ville stæfne mig for disse, saa kaldede, laante bøger, kand jeg hverken eller vil formeene hannem, men hand kand vel forud see hvad mit svar bliver til den stæfning: nemblig, at haver hand saa gode bevïser for hans fordring som jeg haver for min, da bliver billigheden paa hans side, ihvorvel det blef dog ikke andet end reigning imod pur forskrivelse. Nu er jeg forsickret, at hand icke kand bringe bevis til det som icke er, saa falder da dette af sig self, enten hannem behager at stæfne eller icke. Jeg vil og her bruge Hr. Borgemesters eeget argument og meener at det treffer her beder ind end om min fordring; nemlig, det skulde vere seldsomt at laane een 1. 2. 3. bøger og ikke kræve dem i gien inden 20. aar. Procuratoren Monsr Hammer forstaaer dette heelvel uden nogen min vidtløftighed, beder De vilde lade hannem dette mit svar tilkomme og recommendere hannem fremdeeles sagen, som kand komme i hvad langdrag den vil, naar ickun Hr. Borgemester bliver af med de penge som icke ere hans. Jeg er altïd.

s. 2

ARNE MAGNUSSON TIL GEHEJMERÅD [J.] AHLEFELDT. Kirkebæ-kloster 25. sept. 1704.

Overskrift »Copie af mit Bref til Geheime Raad Ahlefeld af dato Kirkebaj-Closter d. 25. Septembri 1704«. Skriverhånd med A. M.s egenhændige rettelser. Trykt efter Rigsarkivets Grønland nr. 9, et eksemplar som egenlig hører hjemme i den Arnamagnæanske samling, nr. 775, 4to. Sammesteds findes A. M.s egenhændige (første) redaktion af samme skrivelse, som dog kun i enkelte vendinger og former, samt ortografiske småting afviger fra den her meddelte tekst.

Hoch Edler Wolgebohrner Herr.

Ihre Excellencen wollen nicht ungnädig auffnemen, daß ich Dero vielfältige geschäfften mit dießem meinen unterthänigen schreiben interrumpire, welches daher rührt, daß, weil ich auß Ihrer Majest. an meinen Collegam und mich heüre allergnädigst ergangenem Brieffe, wie auch von denen hieher gebrachten relationen erfahre, daß Ihre Excellencen das Gouvernement der Königlichen Rent-Cammer in die hände bekommen haben, so s. 3außfordert an ersten meine Schuldigkeit, daß Ihren Excellencen ich zu der hohen charge gratulire, wie ich auch hiemit unterthänig gratulire, und vom grunde meines Hertzen erwünsche, daß Gott Ihre Excellencen bey dießer und andern vorhabenden wichtigen affairen in viele Jahren Conserviren wolle, Ihr. Majesteten und dem Lande zum nutzen, und Ihr. Excellencen zu unsterblichen ruhm und löblicher nachrede. Hienächst werde ich zu diesem unterthänigen schreiben durch meine eigene notdürfft getrieben, sintemahl Ihre Majesteten mir die gegenwärtige Isländische Commission eines theils anbefohlen hat, und ich also Ihrer Excellencen gnade und Hülffe nicht entseyn kan, im fall entweder in denen durch meinen Collegam und mich eingeschickten allerunterthänigsten relationen oder anderwo in unsern Verrichtungen einige fehler sich befinden möchten, sondern unterthänig bitten muß, daß Ihre Excellencen solche, durch unwißenheit oder Verhinderungen, nicht aber durch untreüe oder nachläßigkeit verursachte fauten, so viel als schehen kan, in gnade excusiren wollen. Im übrigen habe von dem Hrn. Amtmanne Müllern vernommen, daß Ihre Majesteten im sinne hätten das alte verlohrne Grönland wiederumb auffsuchen zu laßen, und daß Ihre Excellencen zu dem ende, alle gewiße nachrichten von demselbigen lande zusammen suchen ließen. Daher habe mir die unterthänige freyheit genommen, daßienige hiebey zu fügen, was ich ietzo weit von Büchern entfernet, erinnern kan, von demjenigen, so ich von gedachter materie gelesen habe, und verhoffe daß Ihre Excellencen in gnade annemen werden, was ich aus unterthänigem willen her vor bringe. So ist denn das alte Grönland (wie schon bekannt) gelegen Ostwerts an der großen See oder Meerbusem, deßen anßlauff Fretum Davis genennet wird, und ist dießes Land in zwei theile so Ost-wohnung und Westwohnung genamset (sål. også A. M.), verschieden gewesen. Die Ostwohnung ist gelegen an der seite so sich nach Iisland kehrt, die West-wohnung aber näher an dem Freto Davis. Städte sind daselbst nimmer gewesen, sondern die Leüte haben da, wie hier im Lande, Ihre Wohnungen weit von hin (sål. også A.M.) andern gesetzt, an denen kleinen meerbusen, wo die felsen und Schnee Bergen nicht sind im wege gelegen, und sind in der Ostwohnung nur 12 Kirken gewesen, und in der Westwohnung nicht mehr als 4, worauß man schließen kan, daß das Land nimmer Volkreich gewesen seye. Ist also alles, was in denen gemeinen Geographischen Büchern erzehlet wird, von Städten daselbst, oder so genannten zweien Clöstern, Alba und S. Thomas, gewißlich s. 4ohne Wahrheit, Eben so was einige von daselbst vermutheten reichen Goldgruben fürgeben. Die alten Ißländer, so dahin fast jährlich geschiffet haben, reden von keinen andern Grönländischen wahren als Seehundfellen und Roßmar Zähnen, und ist die navigation dahin, von der ersten Bewohnung des Landes ab, sehr gefährlich gewesen, und befindets sich in unsern alten annalen, daß einige schiffe von Norwegen oder Island haben daselbst 3. und mehr wintern müßen liegend bleiben, ohne Zweiffel wegen der großen geschwimmenden eißschollen, so an denen uffern des landes vermuthlich gelegen, und also die Schiffart verhindert haben. Umbs Jahr Christi 1400. und einige darnach, ist die schiffart dahin also ungemein geworden, daß man fast keine Zeitungen daher nach Norwegen hat bekommen können, weßwegen auch der Ertzbischoff in Drontheim einen zum Bischoff geweihet hat, und dahin geschickt, im fall der vorige (von dem man eine geraume Zeit keine nachrichten gehabt hatte) todes verblichen wäre, und dieser ist der letzte würckliche Bischoff daselbst gewesen. Die man darnach in denen Historien findet, sind titulares gewesen und anderer Bischöffen suffraganei. Sonst ist das Grönlandische Bischoffthum sehr schlecht gewesen, also daß einige von denen dasigen Bischöffen ohne uhrlaub wieder davon gereist sind, und haben lieber anderswo armuth außstehen wollen, als länger da zu verharren. Endlich ist die Schifffahrt dahin gantz untergegangen umbs Jahr Christi 1412. oder 16. (wo ich mich in denen Jahren nich[t] irre) und hat man seit der Zeit gantz keine nachrichten von der Isländischen Colonie, so spät im 10den Seculo sich dahin begeben. Auß einem daher kurtz vor dem untergange der Schifffahrt geschichtem Brieffe, ist abzunehmen, daß die einwohner damahls von einigen wilden Leüten incommodirt geworden sind, welche ohne Zweiffel Americanen gewesen, so darnach bey unserer Vätern Zeiten am Freto Davis von Seefahrenden Leüten sind gesehen worden. Sind also vermuthlich die alten einwohner entweder mit diesen Americanen mit der Zeit vermischet geworden, oder auch (welches mehr zu glauben) von Ihnen überhäuffet und todte geschlagen. Etwa um 100. Jahren darnach ist dem Ertzbischoffe in Drontheim Erico Walckendorff die lust angekommen, dieses verlohrne land wieder auffsuchen zu laßen, und habe ich unter meinen in Copenhagen hinterlaßenen geringen sachen, eine instruction, so er seinen Seeleüten hat mit geben wollen. Es ist aber auß dießem Vorhaben nichts geworden, weil gedachter Ertz Bischoff wegen der troublen so bey Christiani II. Zeiten in Norwegen einfielen, das Ertz s. 5Bischoffthum und Land verlaßen muste, und darnach anno 152: von der Welt abscheid nam. Von der Zeit ab ist, meines wißens, bey der Grönländischen sache nichts gethan, biß zum Jahre 1600. ongefehr, da König Christianus IV. einen bey nahme Götsche Lindenawen da hin geschickt hat, deßen reiße in Lyschandri Grönländischem chronico (futili aliàs et erroribus scatente libello) zu lesen ist. Kurtz darnach ist Capitain Jens Munck da hin gesegelt, deßen reise man accuratè beschrieben und gedruckt hat so wol in Teutscher als Dänischer sprache, und ist derselbige Munck am allerlängsten in die große See, so ihren außlauff durch Fretum Davis hat, eingekommen. In denen Jahren 1652. 53. 54. ist David Dannell zu gedachtem Grönlande gereist, deßen Handgeschriebene Journalen ich bey dem Hrn. Amtmanne Müllern gesehen habe. Im Jahre 1669 oder 1670 (wo ferne die mir gethane relation nicht fehlet) ist Otte Axelsen, ein Dänisker (-scher A. M.) Capitain, auch dahin gereist, von deßen reiße man aber vermuthlich keine nachrichten hat, maßen er unweit von Ißlande mit dem schiffe und einhabenden leüten ins meer soll gesunken seyn. Über dießes hat Isaacus Peyrerius (pater ille præ-Adamitarum) ein gantzes Buch vom Grönlande geschrieben, so in 8 vo ohne des authoris namen zu Paris gedruckt ist, untern titul: Relation du Gronland, welches Buch der Hamburgische Professor Henrich Siwers ins Teütsche translatiret hat, und in 4to drucken laßen. Noch hat einer S. von V. eine Grönländische Beschreibung anno Christi 167: zu Nürnberg in 4to außgegeben. Auch wird viel von Grönlande geredet in der sogenannten Vorstellung des Nordens so man in Teütscher sprache gedruckt hat. Es ist aber bey diesen 4en Tractaten zu observiren, daß vielfältige dinge darinne anders beschrieben, als sie an ihnen selbst sind. Gleicher maßen sind in des vor einigen Jahren verstorbenen Pastoris Schacthii Grönlandischer Beschreibung (so ich bey dem Hrn. Justitz Rath Johannes Mothen geschrieben gesehen habe) die sachen fast ohne unterschied eingeführte, also daß man eine gute erfahrung besitzen muß, wo man das Unrechte von dem rechten gut distinguiren sol. Arngrimi Jonæ Gronlandia Manuscripta, so in denen publiqven Copenhagenischen bibliotheqven sich befindet, begrifft am meisten purè historica. In denen Actis Medicis Hafniensibus hat man ein lexicon Gronlandicum, so (woferne ich mich nicht unrecht erinnere) theils Conform ist mit der Antillischen sprache wovon Rochefort schreibt in seiner histoire des Isles d’Antilles. Letztlich ist vom gedachtem alten Grönlande wehrt zu lesen was s. 6Peter Claußon in seiner Norwegischen Beschreibung (gedr. zu Copenhagen 163: in 4to) davon schreibt. Was nun bey diesem Grönlande zu holen seyn solte, würde vielleicht die Zeit entdecken, ich könte mir aber nicht vorhin einbilden, daß es viel wäre, sintemahl unßere Ißländische nachrichten nicht anders davon reden, als von einem elenden und sehr rauchem lande, so viel schlechter als Ißland seye. Solte man aber dahin wollen, so findet man in unsern alten Büchern, daß der Cours dahin seyn solle, gerade west an von dem Isländischen Schnee Berge Snæfelds Jökel. Und wird es denn ongefer an 65. graden situirt seyn. Unsere alte nachrichten reden sonst von einem lande ienseit Freto Davis, oder noch weiter hin nacher America, so darinn Weinlandt genennet wird, und wie ein schön Land beschrieben, in welchem Lande die alten Grönländer auch einige öerhter sollen occupirt haben, dieselbe aber wegen einiger wilden leüte anfalles gleich wiederumb verlaßen müßen, aber dieße Weinländische relationen sind mit so vielen fabuleusen umbständen erfüllet, daß man die Hauptsache dadurch bald in Zweiffel ziehen könte.

Dieses ist, was mir itzo von ermeldter Grönländischen sache unter andern geschäfften, und in enger Zeit beyfallen wil. Ihre Excellencen wollen meinen unterthänigen willen in gnade ansehen, und im übrigen mir die unterste stelle unter Dero Clienten vergönnen. Gott erhalte Ihre Excellencen bey langem leben, guter gesundheit und stetzwärendem wohl-ergehen, das erwünschet von Hertzen

Ihr. Excellencen Unterthäniger Dienstergebener Knecht

Arnas Magnussen.

s. 6

[ARNE MAGNUSSON TIL GEHEJMERÅD J. AHLEFELDT.] Skalholt 23. sept. 1709.

Trykt efter egenhændig koncept i AM. 439, folio.

Hoch- und Wohlgebohrner Hr. Ober Hoffmeister gnädiger patron,

Für die gnade und güte so Ihr Excellencen mir öffters, und in Sonderheit bey meiner letzen anwesenheit in Copenhagen, erwiesen, sage unterthänigen Danck, und erwünsche mir geleigenheit Ihren Excellencen einmahl einen gefälligen dienst geborsamst leisten zu können. Ihre Excellencen haben mir letzt in gnade befohlen ein gutes Iisländisches pferd nacher Copenhagen zu senden, wovon ich auch mit Monsr Anders Stub kauffmand auff Boeßand, vor seiner abreise auß Copenhagen abrede genommen, s. 7daß er dasselbige in seinem schiffe mitnehmen solte [.] Wie aber daß pferd hier im lande zu Ihm kam hat er sich excusieret, wie auß eingeschlossenem zettelgen zu vernemen, und das pferd wieder zu rücke gesandt, womit ich mir habe müßen vergnügen lassen. Also bitte untertäniglich mir nicht zuzuschreiben, dass hier auß nichts geworden, weil es mir mehr als leyd ist, Ferner bitte ich mit gedachtem Stub oder mit Christoffer Jensen Lund, kauffmanne in Hafnefiord, reden zu lassen, daß ein von Ihnen dieses pferd zukünfftiges Jahr mit nemen wollen, weil ich sonst fürchte es möchte mir noch ein mahl auff selbige weise gehen sintemahl diese guten leüte in solchen sachen ziemlich unwillig sind. Imittelst wil ich daß pferd diesen winter über füttern laßen, und zukunfftigen sommer parat halten. Schließlich ersuche untertäniglich Ihre Excellencen, mir in gnade zu patrociniren, wo etwas mich und meine affaires betreffend Vorkommen solte, Gott erhalte Ihre Excellencen, bey langem gesunden leben in stetswärendem flor und wolstande, Das erwünschet vom hertze

Ihr. Excellencen unterthäniger dienstergebener diener.

s. 7

ARNE MAGNUSSON TIL [ÁRNI ÁLFSSON?]. Kaupen hafn d. 26. May Anno 1706.

Efter egh. underskreven orig, i AM. 1058 V, 4to, hvortil brevet er kommet 1904 fra Islands landsarkiv, som 1901 havde modtaget det fra Heydala kirke. Beskadiget ved slid og fugtighed, beg. defekt. Brevmodtageren er ikke nævnt, men er sandsynligvis daværende kapellan i Heydalir Árni Álfsson, fra 1708 stedets præst.

Har efter anmodning konsuleret en god læge her i staden i anledning af brevmodtagerens hustrus sygdom efter barselsæng og sender herved lægemidler og brugsanvisning; angående et og andet, som ikke godt kan sendes »verd eg þvi i þessum post ad visa til Monsr. þordar Thorkielssonar, sem og ef eitthvad hier inne kynne óskilianlegt ad vera«. Anbefaler den gode ærlige mand, købmanden Niels Henriksen (Hendreksson) som mellemmand, dersom yderligere oplysning fra lægen, dr. Wagner behøves: »med þvi so langt er á mille ockar á Islande (eg er nu ferdbuenn þangad og verd aarlangt sunnanlandz), hiellde eg rádlegast, ad þier i sierhvert sinn beiddud Monsr. þord Thorkelsson ad annotera á blad latinè symptomata morbi, eda ef hans være ei kostur, ad þier þa siálfer þad giordud, og feingud þetta svo i hendur kaupmannenum Niels Hendrikßyne« etc. Vil komme til at blive på Island »3 ár ad visu.« Egh. efterskrift med oplysning bl. a. om, at medikamenterne »kosta freka 2 Rixdle«, foruden hvad der tilkommer lægen, hvilket sidste A. M. selv vil afgøre.

s. 8

PRÆSTEN ÁRNI ÁLFSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Eidölum (Heydölum) 23. sept. 1728.

Trykt i uddrag efter original i AM. 450, folio. Takker for modtaget brev og for A. M.s anbefaling af sønnen þórður til biskoppen. Har efter opfordring anmodet sysselmand Hallgrίmur Jónsson om at lade afskrive Descriptiuncula Islandiæ. Overalt hårde tider.

Takker for A. M.s trofasthed, både i hans store modgang og ellers altid. »Sömuleidiß þacka eg ydar stóru manndigd elskulegt tilskrif, hvort med þingmonnum fluttest til Diupavogshafnar og til min komst i öndverdum septembri, hvar af mier var hiartans glede ad frietta ydar góda heilsu og luckuhag, hvorn Gud blessadur efle og vidhallde æ meir og framar. Eirnenn þacka eg astsamlega ydar godar tillögur i ydar brefe til Hr. Biskupsins um þord son minn, hvar a Hr. Biskupenn eirnenn minnest i synu sydasta brefe til min«. Håber at sønnen må få gavn af så anselige mænds støtte. »Þann póst ur ydar elskul. brefi um Descriptiunculam Islandiæ synde eg syslumanninum Monsr. Hallgrime Jonssyne, og tók hann þvi vel ad láta utskrifa hana, ef hun kynne finnast eda uppspyriast, eirnenn ad skrifa ydur til, ef hentugleike leifde, enn sa gódur madur a nu næsta bágt i sumu, þvi kona hans Gróa dotter mίn liggur nu veik og leiged hefur um nockra tima, hvad godur Gud naade og for betre effter sinum naadugum vilia«. Beder A. M. sende sig en pot godt øjenvand med Djupevogs skib. »Umm árferde i lande voru — — mier virdest þad hid hardasta tilstand uppa gripe og atvinnu hiá flestu folke þad framast eg tiispurt hefe fyrer vestann, austann og nordann« …

Arne Alfsson.

s. 8

KLOSTERHOLDER PÁLL ÁMUNDASON TIL ARNE MAGNUSSON. 28. 29. 30. sept. 1705.

Andrager i forening med klosterholder þórður Thorleifsson om afslag på afgiftsrestancen af Kirkebæ kloster og henviser til et tidligere andragende om læmpelse i forpagtningsvilkårene på grund af fæsternes fattigdom og jordernes forringelse.

s. 8

KLOSTERHOLDER PÁLL ÁMUNDASON TIL ARNE MAGNUSSON. 28. 29. 30. sept. 1705.

(ligeledes med påtegning af þ. Thorleifsson). Klager over, at købmanden R. Munch på Eyrarbakki ikke har efter løfte villet modtage 30 til handelsstedet drevne beder samt 3 okser og protesterer mod at være købmanden noget skyldig.

s. 8

KLOSTERHOLDER PÁLL ÁMUNDASON TIL ARNE MAGNUSSON. 28. 29. 30. sept. 1705.

Følgeskrivelse, hvormed skrivelserne 6. og 7. oversendes.

De islandske originaler findes i AM. 450, folio, 6. dateret Kirkjubæjar klaustri, 7.-8. Hörgslandi.

s. 9

[ARNE MAGNUSSON] TIL PROVST PÁLL ÁMUNDASON. [København] 3. juni 1709.

Trykt efter uunderskreven kopi med skriverhånd i AM. 446, folio. A. M. har gennemgået kopien og egenhændig tilføjet »Til Sr. Pals Amundasonar 3. Junii 1709«.

Redegør for behandlingen af P. A.s højesteretssag, hvori afvæntes kongens afgørelse. Om denne arvetvist, der gjaldt gyldigheden for Island af kong Håkons retterbod om arv (1313), se Arne Magnusson, Embedsskrivelser, Kbh. 1916, s. 97. I AM. 446, folio findes forskellige optegnelser af A. M. i anledning af proceduren.

Ydar mál mόt landskrifaranum Sigurde Sigurdzsyne er svo til geingid, sem epterfylger. Þegar eg i haust ed var hingad kom, átte þetta og hin önnur málen fyrir hædsta rett ad koma, þá voru document ydar ótranslaterud, og amtmadur viße ei neitt hvad upp var edur nidur i målinu, so matte eg þá sækia um konglega befaling, ad máled mætte upstanda til uppbyriunar þeß hædsta rettar, sem nu yfer stendur, hvad eg og feck; þeß á mille liet eg documenten translaterast og hreinskrifud verda, lagde og þar til allra handa document, sem eg uppa mina eigin hönd fra Iislande med mier tekid hafde, og jeg viße i málenu mundu med þurfa: Ex. gr. 10 öll document áhrærande Grundar controversiam mille Finnboga lögmands og Sveins Sumarlidasonar, 20 öll document er áhræra Mödruvallna controversiam mille Grims Palssonar og Erlends barna, 30 document til at bevißa ad þorvardur Erlendßon hafe ecke af ranglæte nefnt dom uti sinu eigin måle, helldur epter þeirrar tidar praxi, 40 Document til ad bevißa, ad Christianus 2dus, þá hann confirmerade rettarbotina, hafe verid riettur Norges kongur, med ödru fleiru þviliku, er til málsins upplysingar þurfte. Hefur allt þetta kostad mig bæde omak og peninga utgift, sem nærre gietid. Procurator skaffade jeg ydur, þann besta sem til er ad fá, og informerade hann epter þvi vite sem eg hafde. Var og alldrei fra rettinum þá þria daga, sem máled yferstod, og heyrde uppá, ad ydar procurator med tru og æru fór med sökina; hver þá utagerud var á bádar sidur, so fiell þar i eingin hædsta rettar domur; orsokin var, sem eg fornem, 10 ad atrid sakarinnar var, hvert ein rettarbot eige ad gyllda edur eige, og 20 skal herrunum, sem i rettinum sátu, ecke hafa ölldungis hier um samannkomid. So bidur nu domurenn sialfs kongsins munnlegrar urlausnar, hver ecke hefur kunnad hingad til ad fast, sökum þess ad vor kongur hefur allann þennann vetur verid ur lande reistur og er enn þá ecke heim aptur kominn. Hvad nu verda mune sialfs kongs þanke hierum, er vandt til ad gieta, og mun enginn kunna fyrir s. 10framm ad seigia, enn par um kann jeg ydur ad forsickra, ad ecke hefe jeg leigid á lide minu i þeßu mále, og ecke þecke jeg annann (ef eg mier sialfur hróßa má), sem þad munde betur underbued hafa; hlitur nu þetta so ad bida til árs, ad þier nockra vißa vitund hierum fáed, enn innann þeirrar tidar mun ein hver kongleg resolution fallen vera, og skal eg ydur hana þá vita láta, ef so leinge life. þá 30. rixdale, sem þier med ydar obligation mier til visudud hia Monsr. Niels Hendrikssyne, hefe jeg uppbored, og mun hann ydur par fyrer syna mina qvittering; þier geingu til procuratoris launa, og þottist eg vel afkomast. Þá peninga, sem til malsins hier fyrer utann þurft hefur, hefe eg sialfur utlagt, og koma þeir sidann til skilagreinar ockar á mille. Eg fæ ecke stunder specifice ad skrifa um sier hvad þad, er og ecke naudsynlegt medann måled halfbued er, ad vore skal eg senda ydur þann reikning og öll documenting sem málinu fylgdu i hædsta rett, og skulud þier þá sia, ad mier sie nockud hier i ad þacka, ef måled unned verdur (sem eg helldur enn ecke vona), og vinnest þad ecke, pa skulud þier audsynelega sia kunna, ad hverke ydar procurator nie eg erum par i ad skullda. Hier um er nu nog skrifad ad sinne. Supplicatiu sr. Gudmundar sonar ydar firir Kolfreiustad hefe eg i cancelliet leverad, meina eg hun bænheyrslu fáe, enn sökum þeß, ad kongurenn, sem sagt er, er ei heima, þa verdur þar eckert vidgiört ádur skipenn þetta sinn reisa. Eg ferdast til Iislands med sidasta Eyrarbackaskipe, sem hiedann fer um Jonsmeßu, og mun so i haust aptur hingad koma, skal jeg þá hier ad hyggia og hafa alla þá vigilantiam fyrir þessum ydar erindum, sem af ödrum kynne vonleg ad vera. þeß á mille vil eg fra ydur brefsedils vænta i haust med skipunum.

s. 10

PROVST PÁLL ÁMUNDASON TIL ARNE MAGNUSSON. Kolfreyjustað 1705—1708.

13/6 1705. Brevfragment (midterpartiet bortklippet). Hermed sendes »veitingar bref fyrer Papeyar jordum« (»annammet« tilføjet af A. M. i marginen). »P. S. Þeßare brefpellu a ad filgia skrif logviturs sal. Þorsteins Magnußonar um gietzsaker og domrof. Mig vardar ei um þad aptur, þvi eg hefe þeß utskrifft - - - Nu kann eg ecke ad finna manuscript sal. Þorsteins Magnuß og hefur mier umm s. 11hendur failed edur einhvern veg fra mier komed, þo eg þad ei minnest, sende eg þvi þeß utskrifft, hveria eg villde þό med hentugleikum aptur fá, þvi hitt med hans eigen hende var orded mier daufft ad lesa vegna siónar hrörnunar«.

s. 11

PROVST PÁLL ÁMUNDASON TIL ARNE MAGNUSSON. Kolfreyjustað 1705—1708.

27/9 1706 (forsiden overstreget, og noget bortklippet for neden). Takker A. M. for brev og udvist bistand. »Mstum Þorsteins M. S., sem mier um hendur failed hafde, fann eg (»Mstum — eg« tilsat med A. M.s hånd) so nær jafnsnart effter ieg hafde mijnum Herra sendt þad ieg hafde þar effter skrifad, skal næst Herrans hialp til verda med tijd og hentugleikum, þvi ieg voga valla ad senda nockud, sem væta kann skada til ad færa, medan ei tilspyrst, hvar öskufalled hefur frå komed …« 1

s. 11

PROVST PÁLL ÁMUNDASON TIL ARNE MAGNUSSON. Kolfreyjustað 1705—1708.

16/6 1707. Takker for modtagelsen af et vel behandlet »dómaqver«, to »qver« er endnu tilbage. Oversender A. M. nogle dokumenter. Skriff sal. Þorsteins Magnußonar umm gietzsaker a eirnenn þeßu blade ad filgia med erlegum lögr. manne Isleife Jonßyne, og kann minn Herra med hentugleikum hier uti giora effter velpócknan annadhvort bladed mier senda, lofe vor Gud, vid skilsamt folk er gott ad skipta, og undran ma áslá, ad eckert gleimest«. Erfarer af købmanden Henrik Nielssøn, at hans sag vil komme for højesteret til vinter eller næste år. »Ieg læt lijda yfer hofud hvad folk seiger, Ydar edla dygd hefur mig so forsichrad, ad ieg er óbángenn s. 12næst Herrans hiálp Og fulltínge«. Beder om vejledning og ønsker at vide, om A. M. rejser til København 1.

s. 12

PROVST PÁLL ÁMUNDASON TIL ARNE MAGNUSSON. Kolfreyjustað 1705—1708.

6/12 1707. Har ikke før kunnet besvare A. M.s brev fra altinget »og enn sem komed er æfentyrlegt, hvort þeße breffærare kann alla leid tilhugada sudur komast, vegna bólusottar sem a leidenne er til ad spyria«. Er bleven indstævnet for højesteret, men har begæret sagen opsat til næste højesteretsår. Tør med denne sendelse kun lade følge kopi af dokumenterne (Indlagt er 2 folioblade, som indeholder excerpt af ældre domme i arvesager). I et P. S. rettes forskellige anmodninger og forespørgsler til A. M. og henvises til et »rotid logbokar korn«, som medfølger.

s. 12

PROVST PÁLL ÁMUNDASON TIL ARNE MAGNUSSON. Kolfreyjustað 1705—1708.

6/12 1707. Páll Ámundasons fuldmagt for Arne Magnusson til — da han på grund af langvarig svagelighed (som idelig nævnes i brevene) ikke kan møde for retten, og da han »er ei so i Dönsku forfaren« — for ham at concipere et indlæg til fremlæggelse i højesteret.

s. 12

PROVST PÁLL ÁMUNDASON TIL ARNE MAGNUSSON. Kolfreyjustað 1705—1708.

9/6 1708. Meddeler sin hustrus død (þórun Guðmundsdóttir † 12/3 08). Ieg sende med þeßu brefe sudur a leid fyrer alþingiß menn documenta mijnu mále vidvijkiande, þo næsta hættumiked sie, sumar sem vetur, vegna stoor vatnsfalla þad nockud umvardar ad senda«. Anbefaler A. M. sagens forsvar.

s. 12

PROVST PÁLL ÁMUNDASON TIL ARNE MAGNUSSON. Kolfreyjustað 1705—1708.

3/10 1708 (kun underskriften egenhændig) … Sonur minn Sr. Gudmundur sagdest ydar gofugheit sidra funded hafa under utsigling Eyrarbacha skips, en ieg peinkte sunnann skip effter veniu afsigld, og þvi teiknadi ieg ecke eitt breffsord til ydar gofugheita med honumm, hvad annars aludlega giert hefdi. Umm minn målstad þar ute, sem a næstkomanda árs vetre edur vore mun fyrerkoma, hyrdi ieg eche þetta sinn ydar veledallegh. fleira ad skrifa, þar mig bædi breflega og fyrer vißa ordsending styrkt hafed mitt sama málefne ad frammfæra, so ieg er þar um alldeileß higgiulaus, treistandi ydar veledallegh. dygd til þeß og alls gods«. Et P. S. henviser til en medfølgende obligation. Indlagt er i kopi en forskrivning af 6/10 1708 fra P. A. til A. M. for 30 rdl. i specie og A. M.s tilståelse af ⅙ 1709 for at have modtaget disse penge »til kostnadar fyrer mále eruverdugs profastßens hr. Pals Amundaßonar, sem nu fyrer skiemstu var fyrer hædsta riette«.

De islandske originaler foreligger 10—12 i AM. 450, folio, 13 i 439, fol., 14—16 i 446, fol.

s. 12

ARNE MAGNUSSON TIL HALLDÓRA ARADATTER, ÆLDRE OG YNGRE. København 29. maj 1729.

Fra den AM.ske sml.s Accessoria nr. 1, hvor brevet foreligger i 3 ekspll., s. 13alle med skriverhånd, hvoraf det ene, her aftrykte, med A. M.s egenhændige underskrift. Adresseret »ad Haga a Bardaströnd«.

Besvarer et sidste efterår fra de to søstre modtaget brev, som har indeholdt en anmodning om til dem þá Island at oversende deres afdøde broders datter, et pigebarn ved navn Anna Magdalena. Hendes fader var den 1728 ved drukning omkomne ingeniørkaptajn Magnús Arason, som år 1721 af regeringen sendtes for at opmåle Islands kyster. A. M. forestiller de to søstre, døtre af sysselmand Ari þorkelsson, at han umulig har kunnet sende et så ungt barn den lange og farlige søvej — hun var den gang ifg. et brev fra A. M. til farfaderen c. 11 år gammel —, og foreslår, at deres forældre pantsætter til ham så meget jordegods, at barnet kan opdrages i København; selv vil han da give et lille tilskud.

Ættgöfugar elskulegar systur!

Eg hefe á næstlidna hauste medteked yckar vinsamlegt tilskrif, fyrer hvert eg alúdlega þacka, sem og fyrer allt annad gott og vinsamlegt undanfared, hvers eg alltid til hins besta minnugur vera vil. Efne yckar brefs var um þad litla stúlkubarn Anna Magdalena, beiddud þid mig, ad eg tilsiá villde þad barned mætte i sumar til Islands sendast. Kiærar systur! þetta var ómögulegt. Því hver munde vilia taka á móte þessu úngmenne til ábyrgdar å so lángri reisu? og hvernig munde þad forsvarad verda, ef barnenu kiæme nockud til af siósótt edur ödru þvilíku tilfallande, hvar hrauster menn hafa nóg med sig þeß á mille? So er þá þetta stúlkubarn enn nú mier vid hönd, og hefe eg lofad konunne, sem barned er hiá, ad vera gódur fyrer þeß forsorgun, til þeß i haust ad skipenn frá Islande apturkoma. Barned skickar sier vel og lærer gott epter sinum alldre til munns og handa. Eg skrifa nú ydar góda gofuga födur til um þetta efne og bid hann tala vid syslumannen Orm Dadason og pantsetia mier einhveria sæmelega xxxc jörd fyrer þá 137. rixd., sem eg hefe upþá barned kostad sydan yckar sáluge bróder til Islands reiste. So hefur þá barned til baka hiá mier nockura ára forsorgun, og innan þeirrar tídar vex stúlkan upp og kann ad forþiena sier nockud til upphelldes; mig gyllder þá og álika, þótt eg af mínu eigen tillegde 10 rixdr., edur þótt nockru meira være. Giöre eg þetta af vinsemd vid yckar saluga bródur og ydur hanns náúnga, sem alltid hafed vered miner goder viner. So er þá til yckar min vinsemdarbeidne, ad so framt sem yckur synest þetta mitt forslag ecke ad vera óbillegt, ad þid þá vilied hvetia yckar gódu forelldra til ad gefa mier soddan pantsetningar document, þvi jafnvel þótt yckar góde fader hafe epter yckar saluga bródur beidne sendt mier hitt áred sina caution uppa 200 rdle. summu, þá kynne þό s. 14svo til ad bera, ef forelldra yckar og yckar beggia miste vid, ad eg þyrfte lagasókner ad hafa um mina peninga, og kys eg þad ecke i minn hlut alldra syst vid bródur yckar syslumannenn Teit Arason. Þid munud kannske adkomast, hvad eg yckar góda födur hier um framar tilskrifa, enn skyllde ecke neitt ur þessare pantsetningu verda, þá sie eg mier ecke fært framar ad drífa mig med þetta barn enn til haustsens, þvi einhveria vissu verd eg fyrer minum peningum ad hafa. Hvernen barnenu þá lijde, veit eg ecke, og være þad synd, ad þvi skyllde illa lída. Enn eg get þá ecki þar vid giört, og er þar i afsakadur, ad eg trúe. Være nú so (sem eg ecke villde være), ad yckar gódu forelldrar, annad edur bæde, være vid heimenn skilenn, þá bid eg yckur vinsamlega ad tala vid syslumannenn Orm Dadason og yfervega med hönum, hvad hier úti sie ad giöra, sem christelegt kunne vera og nátturlegt. Eg hirde ecke framar hier um ad fiölyrda, qved yckur med allskyns heillaóskum til lífs og sálar, verande alltíd

Yckar þienustuviliugur þienare
Arne Magnusson.

s. 14

HALLDÓRA ARADATTER ÆLDRE OG YNGRE TIL ARNE MAGNUSSON. Haga 23. avgust 1729.

Trykt efter original i Access. 1. Arne Magnusson har påtegnet brevet »Annammet fra Bildedals skib med Monsr. Peter Fæddesen«. I udskriften kaldes A. M. »ockar stor æru virdande elskulegumm brodur«.

Besvarer A. M.s brev (af 29/5) og gentager ønsket om at få deres afdøde broders datter sendt til Island; de vil ikke være i stand til at give noget underholdsbidrag for hende hos fremmede, og det samme gælder deres søster þórun, som håber at kunne få en pålidelig mand til at tage barnet med sig til Island. I et sammesteds bevaret brev fra A. M.s slægtning, sysselmand Ormur Daðason til eksekutorerne i A. M.s bo (3/10 1730) meddeler han: »Udi næstafvigte maanet bekom jeg brev fra Hage paa Bardestrand, som formælder, at kiøbmand Peder Feddersen skulde have obligeret sig til at tage imod barnet Anna Magdalene og føre det siden hid til landet. Alt saa ere mine ubegribelige tancher, at mine høibydende Herrer lader ham strax tage bem-te pigebarn i sin omsorrig og opfødsel, thi jeg maa forsichre mine gunstige herrer, at stor betaling er iche at vænte hos de gode folch, for Deres omkostning, uden ske kand i den jord Leining, som pantsat er til sal. Hr. assessor forleden aar, og var da hanz reigning paa 137 rd. ongefer, og siden som hand barnet bekostede til nyt aar 1730, menz jorden kand icke meer end 4 rd. hvert hundert, som giøre 240 rd.«

I Access. 1 foreligger ligeledes et dansk brev fra Thorun Are datter og hendes mand præsten Bjørn Jonsson Thorlacius på Garde til mademoiselle Anne Magdelene Magnus datter, 3. 8. 1734, hvoraf uddrag meddeles efter de to søstre H.s brev.

s. 15Háttvirdande Herra!

Ydar elskulegt tilskrif i sumar medteked þockum vid aludlega, so vel sem adrar ærurykar velgiörder ockar náungum sem ockur margaudsyndar, hvad allt ydur drottenn med bestu launum urabune. þad ydur allt vel og luckulega lide, er ockur stór glede ad sannspyria, hvad gud sem leingst og best vara og vid haldast late. Góde Herra! þier minne[st] á þad unga stulku barn i brefe ydar, er under ydar gódu forsia er, og eru þar bæde forn og ny dæme til, ad yngre börn hafa hier á mille flutt vered og hafa ei sakad; Petur Federson mun kanast vid sitt loford i þvi efne, og var þad mótmælalaust af hönum giört, enn eingenn kann ad bidia um ábird, nie hinn ad taka, firer daudanum á nockrum, þvi hann er alstad eins vys. þier munud ydar velgiördum vid barned framhallda, á medann ei hyngad kiemst, enn ongvann veigenn vilium vær firra hana þeim velgiördum og sóma, er þier kunned henne ad veita; enn fiærre fer þvi, ad vid, adstodarlitlar af mannlegre adstod, efter þaug frafallenn kunnum henne adstod veita, edur miked penynga utlag henne til forsorgunar ad giöra. Sister ockar el. Þorun skrifade ockur til i sumar, hun vilde bidia þar sidra truverdugann mann hana hyngad med sier flitia, ei sagdest hun helldur enn vid penynga utlag ad sier taka, og er þar þo frekare forsion firer, þar sem þaug eru bæde, enn hia ockur ad forelldr. fra föllnum. Og þo adstod være, þætte ei óhægra henne forsorgun veita og adstod, i þvi giætum, og munde gud til sia, ad i einhvörn bærelegann samastad komast kinne, þo ei være þeim sem nu er yafn bodenn. þetta skrifum vid einlæglega, enn i ongvann máta ydur til stigdar, og bidium ydur i herrans nafne þetta firer ockur velvirda, enn skrifum hier þvi færra sem ydur til þeß og annars betur treistum. Góde Hr.! þier ávyked, ad vid legdum ord til um ydar tilmæle, og vonum vid, ad, sem af brefe födur ockar el. til ydar sia meiged, sie fullnægt. Vid endum nu þetta fáorda flyters blad med stædstu velvirdyngar bón a þeßu ósynelega páre, og qvedium ydur hverskins heilla óskum, og vilium alltyd vera ydar fátækar þienustu reidubunar sistur.

Halldóra elldre og Halldóra yrdre(!) Ara dætur.

»Hiærte kiære lille søster! Eders gode skrivelse er os i aar ved Havnefiords skibs ankomst vel indhændiget, hvorfore venligst tacke, glædendes os over eders heelse og velstand, og at I er vel recommenderet til det smucke herskab I nu have at tiene, ønsker Eder frembdehles ald løcke og velsignelse«. Meddeler, at Anna Magd. har efter sin afd. farfaders testamente arvet en del s. 16jordegods (i alt 83 h.), som dog først tilfalder hende efter farmoderens død. Hermed oversendes for denne gang en nattrøje og 4 par strømper, endv. er indlagt 2 rdl. specie til et par tøfler.

s. 16

STUDENT JÓN ARASON — ARNE MAGNUSSON.

a. 20. sept. 1715 andrager J. A. (på islandsk) om et lån på 9 m& »efter sem ieg denne daug trenger saa saare« (dette sål. på dansk). Hertil A. M.s påtegning »laante de 9 &, nock 6 &«. (AM. 1057 II, 4to.)

b. Kbh., febr. 1716. A. M. bevidner, at J. A. er født i Island af hæderlige forældre, er dimitteret fra den lærde skole på Holum, er bleven indskrevet ved universitetet, men har derefter hjulpet sig frem med at informere her i byen og i Norge. Har udvist hæderlig vandel, men er fattig, nu nødlidende AM. 454, fol.).

s. 16

MAGNÚS ARASON TIL ARNE MAGNUSSON.

M. A. (død som ingeniørkaptajn 1728) meddeler A. M. i marts 1704 »Víst er þad, ad alla Sturlunga Sögu seigest Arne Gudmundz son ödlast hafa i blodum i Reykiar firde. Eru ur henne sidan blödin dreifd, og meina eg ei sie hia Arna eitt ark samfelldt ur þeirre sögu, nema ef vere kann utanum qver hingad og þangad hia hönum (A. M.s optegnelse i AM. 122 c, folio).

s. 16

MAGNÚS ARASON TIL ARNE MAGNUSSON. København 18. april 1710.

Efter original i AM. 1057 VI, 4to. Er svar på A. M.s brev forrige høst. Om de mange indtrufne forandringer tør han kun skrive med forbehold. Beretter om kongens hjemrejse sidst i juli fra Sachsen og Holsten, hvor administratoren blev elefantridder — her har brevskriveren for en tid måttet afbryde ved efterretning om en truende svensk flåde. »Þegar eg var komenn SO lángt ad skrifa blad þetta, komu hier frietter, at Svensker læi med nockur skip vid Boringholm, og maattu þvi þaug skip, sem skilldu til Norge, fara i Austursióenn; enn þa þar var komed, er sagt, ad Svecus, sem lá med 9 edur 10 skip, hafe hoggved syna strenge og hleifft inn i Karlßhafn. Nu eru somu skip komenn hingad afftur og skulu i dag nidur til Helsingeirar med Islands og Norvegs förum. Annars þa skipen foru i Austursióen, voru menn ordner temmelega bliku skielder, ad ei mundi verda af Islands ferdum i aar, og þvi hefi eg sydann hallded upp ad skrifa«. Ønsker A. M. til lykke som konsistorial-assessor og fortæller, at hans hus har haft æren af Hans Majestæts besøg i egen høje person (dette hus købte siden kongen, se Arne Magnusson, Embedsskrivelser s. 507). Beretter adskillige dødsfald, udnævnelser og lign., og berører nogle politiske forhold. s. 17»Hier var halldenn hátyd af Ctzarans hálfu firer hanns stora sigur móte Svenskum vid Pultawa. - - - Greifinna Skindler (ͻ: Schindel) byr i Knud Storms gardi, hvörn menn seigia ad kongur hafe keifft fyrir 18000 rdl. Menn seigia þar mune vera aavaxtar von i þesßum mánudi. D. Eikel er hennar medicus. Sydann slaged stód i Skaane, hefur og eitt og annad passerad, nefnelega ad Reventlow skal hafa feinged afskeed, admiral Gedde, estatsraad Gíse, um gen. major Brukdorf og Rostein skal standa so og so«. Islandske personalia (udnævnelser etc.). »Þær islendsku bækur, sem Jon þorsteinßon liet sier efter, hefe eg keifft, og skulu þær vera hia mier forvaradar, til eg fæ ordre fra Idar velbyrdigh. edur og nyt þeirrar æru ad tala vid minn Herra, sem vona ad skie muni i haust óbrigdult, ef eg hier verd. Aller þeir reide peningar, sem voru efter Jon þorsteinsßon, eru burtstolner, eirnenn gull og smydad silfur, sem Monsr. Birkerod mun Idar velbyrdigh. tilkinna i hier medfilgiande brefe, so eg þikest ei þurfa ad fiölirda þar um«. Har samlet alle til A. M. fra Island med købmændene ankomne breve undtagen et, som vedkommende ikke har villet udlevere, og afleveret dem til A. M.s frue. »Ei vard af minne ferd til Noregs i sumar, vegna þesß ad strax kongur kom heim, visßu menn alldrei nær stryded mundi upp á koma, og vard þvi örvænt, ad menn mundi kunna vel heim afftur ad koma. Þar med komu hier bref fra Monsr. Þormodi til justitzraad Reitzer, sem hann hafdi sialfur skrifad, og var þar af ad sia, ad hann være ordenn heill bædi á rænu og lykama, so meinte eg su reisa hefdi ordid til eingrar nitsemdar. Ecke hefi eg helldur feinged nockur bod fra magister Rask edur Irgens um document sal. Aasgeirs«. Brinjolfur þordarson har fået kgl. tilladelse til ægteskab med Jorunn Skuladatter og vielse uden tillysning. »Mumpur (ͻ: vicelagm. O. Sigurðsson?) hafde i eina bannsetta tijd slett þar aa klónne og sagt hverigt af þesßu væri heirt«. Har redigeret en supplik til Gyldenløve fra Ingebiorg þorkelsdatter om at hun måtte efter islandsk lov nyde sin mands jordegods til underhold for sig og børnene. »Þar hefur han Og fallega ritad uppá. Exempli gratia, ad þetta hefdi vered Magn. B. s. hid nyunda mord, efter sem alkunnugur rómur geingi i Islandi; Eggert brooder M. væri skyldugur ad hallda konuna og börnenn efter isl. lögum og margt annad Jmlíkt edur enn verra. So og hefur hann skrifad Gyldenlew til slett bref til um Monsr. Jon Magnusson, sem eg sá hia Petri Aagesine firer skömmu, aasamt þesßari erklæringu. Paul Beyer hefur hann ei helldur láted hlutlausann; hvar af þad kiemur, veit eg ei. Minn Herra sier, s. 18hverßu dristugt eg skrifa, sem eg mundi ei giöra, ef ei visß væri um Hans velbyrdigheita godheit til mín.« …

s. 18

MAGNÚS ARASON TIL ARNE MAGNUSSON. København, 12. juni 1710.

Efter original i AM. 1057 VI, 4to. Beder undskyldt manglerne ved det sidste påske afsendte brev »olle þvi mest þann tíd brefberarans oforvarandis uppákomenn svake og adkall, hinsvegar flestra kaupmanna desespoir ad hverge koma mundu þetta sumar. þad sydann vidbored hefur i þesßari óölld þikiust (sål.) eg ei þurfa ad skrifa, þvi annara goodra vina bref og sierdeiles Monsr. Snorre Jonßon taka þad ornak af mier«. Meddeler forskellige udnævnelser, dødsfald og lign. personalia. Sender »skrif sr. Arngríms«, som kom forrige år »med Byldudalsskipe fra Arna Gudmundsßine«. »Flest alla hier leinger bysna miked efter Idar velbyrdigh. heimkomu, og sierdeiles Idar vel edla frue. Jeg giet til þad mune ei leingur verda enn til haustßens, þo sumra meiningar sieu þar þvert á móte. Vor Herr a leide Idar (sål.) vel og luckulega. Nu heire eg firer vist, ad eg hafe riettara, þar Idar kiærasta med storre glede fortalde mier nu, ad þier hefdud feinged ordre ad koma heim til haustßens«. Har bragt A. M.s frue fra justitsråd Beitzer 112 rdl. 12 ß, som var huslejen efter AM.s residens fra Mikkelsdag til 11. juni. »Kvad hun þa peninga hafa komed i hentugann tyma. Her eru þrauta tyder, sem millereisendur munu med mier sanna« …

s. 18

MAGNÚS ARASON TIL ARNE MAGNUSSON. København, 13. juni 1711.

Efter original i AM. 1057 VI, 4to. Har i foråret ladet en sendelse gå til Island med en i Bergen overvintrende købmand. »Eg Vil óska hann hafe ei komest i klær Svija, þvi þær skulu vera hættusamar i nordursioonum, og meiga Grundviikingar sanna þad, hveria Svijar tóku utkomna fra Norveg edur Gluckstad á reisunne til Islands nu nylega, þo þeir mættu sleppa steikenne, þar vorer komu effter og nádu skipenu, enn folked er herteked til Gottenborg. Þetta og annad margt fleira veit biskupenn ad Holum Hr. Steirn Jonßon giör ad fortelia munnlega, ef fundum ber samann sem vona. Hann reiser nu gladur heim med forriettad erende og storri virdingu ad utstadenne bágri og kostnadarsamre reisu med öllu og öllu«. Nogle dødsfald og udnævnelser. »Hier spargeradest i haust, ad Idar velbyrdigh. vid daudann værud afgeingner, aadur enn skipenn komu heim fra Norveg, og undrade mig, ad þeir, sem Idar velbyrdigh. meina sidst líklega þar til, trudu þvi og lietu spargerast«. Har savnet A. M.s nærværelse og vejledning angående sin fremtid, og heller ikke forældrenes sidste s. 19breve har han modtaget, »og firre enn eg fæ nefnd bref kann eg ecke resolvera nockud um mín efne, þott eg hefde kunnad fá lieutena[n]ts edur ifer conducteurs plátß vid ingenieurerne; eg villde aludlega oska, ad Idar velbyrdigh. lietud mig med einu orde fá ad vita Idar meining þar um i haust, ef vær niótum ei Idar návista«. Ønsker at A. M. må leve længe og vel »SO sem þann, aa hverium hanger alleinasta vors auma födurlands velferd«. Et P. s. giver nogle nyheder. »Pauls Beyers bref og reikningskapar fóru i sioenn med Slickesholms skipe og þar med confusio 3ia su sem skiede i firra, eirnenn Odds Sigurdßonar bref«. þorleifur Halldorsson rejser med biskoppen til Island og håber at blive præst på Setberg. »I þesßare viku rómast ad vor« … (1 linje bortklippet).

s. 19

MAGNÚS ARASON TIL ARNE MAGNUSSON. København 5. april 1712.

Trykt efter original i AM. 451, folio. Brevet omhandler til dels den ødelæggende pest. »Jeg þikiunst ei kunna þesßu tækefære, sem gefst med Islandsförum hier fra til Luckustadar reisendum, so sleppa, ad ei Idar Velbyrdigh. med þesßum fáu linum uppvarte, og þacke audmiukast þar med Idar velbyrdigh. velgiörder mier til handa, og þar eg þesße tiidende ei firre enn sidla i giærkvold fieck ad vita um aadurnefndra Islandsfara reisu, þikiunst eg vita, ad Madme. Magnussen ei fær tíd til ad rita minum Herra allar frietter hiedan, þvi til ad firra hana litlu ómake læt eg þesßar filgia. Sn storfelda pest, sem hier og i Helsingia-eire næstlided aar grasseradi, tok burtu hier [i] Kaupenhafn ad flestra meiningu ifer 30000 mans, i Helsingia-eire 8 til 10000. Jeg kann ei med pennanum afmála þa hörmung, sem hier var i þær tiider. Nafnkiender lietust þar i fáer, þar flester meira háttar reistu burt. Þad Kongl. Hoff reiste i julio til Colding, Kongurenn med lide sínu til Pommeren, vor regerende drottning til Colding med princunum, eckiadrottningen til Oldenborgar. þad hier af milicen vaid til baka i bænum camperar enn nu firer utann vestur og nordur port og hefur þar vered þenna vetur ifer«. En række dødsfald opregnes. »Geheime conseilet og rente cammer collegium var flutt til Jægersborgar. þetta varade hier fra junio og framm ifer jól, i Helsingia-eyri fra i majo og til allraheilagra mesßu. Same veikleike skal og vida hier um land sier nidur stunged hafa og nockur stöku huus eidelagt«. Giver talrige dødsfald, udnævnelser og andre nyheder (Mag. Gram er bleven conrector, etatsråd Winding pludselig død påskedags aften af slag i etatsr. Bartholins hus, assessor Laurentzen død efter nogle dages sygdom). »Hafnernar aa Islande eru nu upp á ny i 3 effter komande aar forpagtadar med sömu kostum og firr; i þesßum s. 20effter filgiande Husavik, Akureire, Hofsos, Patreksfirde og Bildudal reida aller Islandskaupmenn, og er þad so gott sem compagnie, enn hvert þeir meiga frammveigis effterliggiara hafa er mier okunnigt, þott Niels Birk og Jorgen Sofrensen hafe teked sier næstlidna aar besßaleife móte octroierne ad låta effter aa hofnunum Isa og Dyrafirde hver sinn kaupsvein. - - - Amptmand Mullers dotter er gifft Commendeur Hiort, og er hann nu Arnb. i husmensku hia þeim, þad hans kona er daud«. Mag. K. Tommerup, som uden tilladelse rejste til kongen for at søge om Christianshavns kald, er bleven dømt til mulkt og offenlig afbigt. M.A. ønsker til A. M.s hustru at betale de 60 rdl. med rente, som han er A. M. skyldig, så snart han får sin afregning.

s. 20

MAGNÚS ARASON TIL ARNE MAGNUSSON. København, juni 1715.

Trykt efter AM. 454, folio, uunderskreven koncept med Arne Magnussons hånd. Ingeniør-løjtnant Magnus Aresen bemyndiger assessor Arnas Magnussen til ved Islandsskibenes ankomst til København at modtage de til ham ankomne islandske forsendelser; ifald »ieg paa dette mit forehavende tog skulde ved døden afgaae«, bedes A. M. »med sendingsgodset handle som hand eragter tienligst at vere og siden giöre mïne arvinger udi Iisland reede derfore«.

s. 20

GÍSLI ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Ási í Kelduhverfi 17. juni 1707.

Trykt efter original i AM. 450, folio. Klager over forurettelse af biskop Björn þorleifsson m. fl.

Edla og háeruverdugum Herra, Herra Arna MagnuByne minum ættingia oska eg undirskrifadur allrar lucku og bleßunar. Forskellige forespørgsler: 1. Hvor gammelt lejekvæg (særlig får) skal være, for at fæsteren efter forordningen af 15/5 1705 kan få dette erstattet, 2. Om fæsteren ikke kan kræve kvittering for den indbetalte afgift, 3. Om fæsteren, efter nævnte forordnings udstedelse, er pligtig til at betale leje af mangeårig uforny et lejekvæg. »Gódi Herra! Efftir þvi ad eg hefi lijtid um þad hlerad, hvad mikla magt ad Hannz Herradomur hafi fra mynum allra nadugasta Herra Konginum um eitt sem annad, ef i vilid radast, enn eg fatækur barna madur berst vid skulldir annara manna og hefi lyka misjafnt af mönnum lydid i þeßu buhokre minu, sem Hannz Herradomur vidkannast mun, af andlegum sem veralldleg(r)ar stiettar: er þad nockud a mot Hanns Herradom, þo ad eg mætti nockud lijtid avarpa Mag. Herra Biorn ThorleifBon ut af vidhö[n]dlan synni vid mig fatækann barnamann, sem er ut af domi, er hann med synum prestum ganga s. 21liet um mig a Helga-stödum i Reikia-dal, lyka ut af jardar lofun til min, enn sydann latid ödrum biggia, hannz brief ber þar um liost. Var mier so fra halldid sakramentinu i tvo ar. Enn þeßi hann[s] eirn domsmadur var sera Einar Skulason, sem ad var minn kirkiu prestur þad ar, hvor prestur mier lyka þad giordi, ad hann a þvi sama sumre gieck med son sinn sera Magnuz og sitt vinnu folk fleira inn a eingiar minar og liet sla þar gras og hei i burtu flutti, enn a hvad marga hesta þad hei var, þad vißa eg ecki, þviad eg var þar ecki nalægur, enn a þeim sama vetre mista eg ifir 60 fiar og þria hesta, vard eg so ad fara i heibon, so ad allar minar kyndur ecki dæi; auga gudz sier alla hluti. Eg villda eg mætti niota ad Hanns Herradoms gódra tillagna i þessu, sem ad þier siaid mier kunna hafa verid nockud i þingt, framm ifir þad sem conglegt logmal til helldur ad giora, þviad eg trui fullkomlega, ad ef eitt Idar ord þar til kiæmi mier einstæding til gagns, mundi fullbuid, þvi ad fyrer minn allra nadugasta þeßu efni ad koma Hr. Konginn kostar mig mykid, enn eg miog fatækur. Efftir þvi ad Gud hefur upp hafid Idur hia sier og monnunum, þa bid eg Hannz Herradom ad vera mier myskunsamur og fyrergiefa myn dælskuleg-heit og dyrsku i þeBu sem bædi er illa ordad og illa skrifad« …

s. 21

[ARNE MAGNUSSON] TIL DEN SENERE BISKOP JÓN ÁRNASON. 4. avgust 1706.

Trykt efter AM. 732 a X, 4to, brevuddrag med skriverhånd. Betvivler, at den islandske årsberegning kan bringes i overensstemmelse med den ny kalender, da den gamle computus er indrettet efter det julianske år.

Jone Arnasyne skolameistara ad Holum þann 4. Augusti 1706.

Annars hvad áhrærer generalitèr reformationem þeß gamla islendska rims, þá hefe eg optar enn einu sinne med efasemd umþeinkt, hvert hun munde i öllu svo greidfær verda sem flestum synest, dubitationum mearum fundamentum hoc est: Meste partur vors gamla computi er lagadur epter anno Juliano, og epter þeß mensura skilst mier ad innsett sie vorra mißera leingd og þar tilkomande sumarauke. Þikest eg ecke skilia, hvernig sumaraukenn kunne i skordum ad standa i reformato Gregorii anno, eins o-skiliannlegt er mier (svo vidt eg epter þeBu skignst hefe), hvernig varnadar-ars reglurnar kunne stad ad eiga i þeßum nyia computo. Skiliast mier þær, svo vel sem sumaraukenn, alleina koma samann vid annum Julianum, og er s. 22mier valla synelegt, hvernig allt þetta kunne ad hallda sier nu sem stendur. Eg hefe fyrer tveimur árum (mier sialfum til gamans) annoterad nockud litid um þetta efne, og skildest mier þá, ad hvernig sem menn fære med sumaraukann (sem eiginnlega a heima i nidurskordadre sólarölld, hverrar usus nu ærid litell ordenn er), þá munde hann med tidenne raska allmörgum vorum gomlu rimreglum, hellst um sumar og vetrar komu og þar af dependerandi önnur manada skipte, sem og varnadar ared, Eg meina, ef menn láta þá gömlu vetrar og sumars leingd hallda sier, uppá hveria sumaraukenn er bygdur. Eg kemst nu ecke til hier um skiliannlegar ad skrifa, bæde vegna annarra verkefna, sem og vegna þeß ad þad eg hier um annoterad hefe er allt i confusion, med þvi eg siálfur ecke stórum um þad skeitt hefe, sidann þad sette á solutas chartas. Kannskie eg einhvern tima i vetur fa stunder til ad horfa i þad, og skal eg þá communicera ydur edur lögmannenum Pale Jonssyne momenta rerum cum rationibus meis.

s. 22

JÓN ÁRNASON (BISKOP 1722) TIL ARNE MAGNUSSON Reinestad 25. juni 1703.

Trykt efter orig. i AM. 453, folio. Har efter A. M.s ønske samlet pergament-omslag fra skoledisciplenes bøger, adskilligt lod han dog blive, særlig fra lovbøger, Klager til A. M. som kgl. kommissær over ikke i 4 somre at have oppebåret sin kost (eller kostpenge) som rektor, og om vinteren måttet spise ved biskoppens bord. Skolen holdes ikke hele den fastsatte tid, og han må, når disciplene er borte, for kuldens skyld skaffe sig ophold andensteds.

Sml. hermed brevuddrag fra Jón Árnason til Arne Magnusson, Hólum 14. juni 1705, med anvisning på en membran (AM. 625, 4to), og A. M.s svar 7. sept. 1705. Aftrykt i den AM.ske katalog; sml. A. M.s Håndskriftfortegnelser, Kbh. 1909.

Effter ydar sydustu begiering ad Hoolum i fyrra sumar um nockur pergament af bokum skoolapillta hef eg þau utvegad so mörg sem eg kunne og meinte hellst vera ydar Herradom þægeleg; tok eg oll þaug, sem eg hugde vera ur sögum og nochur þar ad auke, mörg voru effter, enn þaug flestöll ur lögbokum gömlum. Fae eg vijsbending fra ydar Herradom, ad framar vilied, ad hier um, ef Gud lofar, hia pilltunum inqvirere, skal giarnann effterkomast; enn bokfellen sende eg med Monsr. Biarna Einarßyne á Þingeirum, samannvafenn og forsiglud.

Þeßu framar so sem eg hefe fornumed, ad edla Hr. Commissarius sie af Kongl. Mayst. hingad i landed sendur þeß erendeß á medal annarß ad lagfæra þad sem afskeideß geingur i morgum sökum, fæ eg heimuglega ad umkvarta fyrer ydar Herradom, s. 23ad i næstfyrerfarande þriu sumur og þetta hid fiórda hef eg eche uppbored minn kost á Hólum, mier deputeradann i briefe Hr. Paals Huytfelds, og eche neitt fyrer hann feinged; enn um vetrartijmann hefe eg lated mier nægia med þad ad sitia til bords á Hólum, þo eg ei hafe vitad mig þar til skylldugann. Bid þvi innelega minn Herra ad leggia til ord syn, annadhvort einasta heimuglega, edur bæde heimuglega og openberlega, ef þeß þörf giördest, vid veledla herra Biskupenn Magr. Biörn ThorleifBon, ad hann vilie mig ei varhluta giöra af þeßum koste, edur kostpeningum, so framt edla Hr. Commissarius sier eche annad á mote; þvi eg veit ei betur, enn eg eige hann med riettu, enn vil giarnann láta mig lagfæra, ef skakt fer i þeßu. Eg hefe selldt mig allann til ad auka lærdom i Hoolaskóla, sijdann eg kom þar, og stora mædu utteked, hvar uti jafnvel motviliuger munu mier vitne bera, hefe og hiartanß giarnann viliad, ad skolenn yrde ætyd sem leingst halldenn, enn eg hefe inciderat, non sine dolore, in seculum ferreum, i soddann sökum, sem sialfer heirt hafed. Synest mier nu æde hart, ad eg schule ei hafa minn kost á sumardagenn, effter Hr. Paals Huytfeldß skichan, sem eg hefe effterteked, ad hingad i landed hafe af Kongl. Mayst. sendur vered um skolana, á medal annarß, ordur ad gefa, vidlykt og Hr. Secretarius nu giöra skal effter synu instruxe med synum edla collega. Enn þo mier sie obiicerat, ad eg meige sitia vid Hólabord, giöre eg einasta þacher, og veit mig ei skylldugann ad þiggia fyrer minn kost; þar med giet eg þad eche, þo eg villde, þvi nær skólabörnenn eru fra skolanum, er þar aungvum manne vært fyrer kulda, og stora neid hefe eg þar utteked. Og þad seige eg openberlega, so bæde Gud og menn heire, þvi þegar syn fiukstrokann stendur inn um hvorn glugga, verdur eche værelegt ad studera fyrer eirn i storu huse. Hlyt eg þvi ad fá mier á ödrum bæ hentugra camers, hvört eg meinte og so ad være mier i frijvilia, þegar skolenn er ecke halldenn, hvörsu gott verelße sem eg annarß mætte hafa á Hólum. So er nu vared efnenu sem eg seige, þar fyrer meinte eg, ad eg munde eiga ad minsta koste med skylldu so mikenn kost, edur kostpeninga, sem annarß almennelega leggiast uppa ißlendskt maner fyrer mig edur minn lyka, þo ei være i strangasta máta effter brefenu geinged. Eda hvörnenn kann nochur vilia strefa til leingdar ad promovera salutem publicam, ef hann fær eins laun edur lakare enn hinn hyrdulause. Hvör sem þechte Hólaskola, þegar eg tók vid honum, bæde ad lærdome og lifnade, og hann nu þecker, mun hann verda ad seigia olijkt, og hefde s. 24þo fyrer krafft Gudß meira lagfærst, hefde hann vered halldenn ut sit vanalegt termin.

s. 24

JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. 1706-1708. Efter origg. i AM. 732 a X, 4to.

1 (Hoolum 2/11 1706). Imødegår A. M.s indvendinger af 4. avg. mod den islandske kalender-reform. »Annus Julianus er af nya styls jatendum i bruke hart nær ad ollu leite eins og adur, jafnvel þo Gregorianus sie fyrer borenn, sem þó er alldrei vidhafdur, helldur er hann til þeß einasta, ad fyrir hans þecking verde errores anni Juliani a vißum tijma emenderader. Og til bevijsingar þeßu er hlaupár nu eins og adur a fiorda hvoriu áre, enn være annus Gregorianus brukadur, þa irde leingra ad vera a millum hlauparanna og misjafnt, þvi hann er stittre enn sá gamle«.

2 (Holum 18/12 1706). Gentager udførligere den i brevet af 2. nov. indeholdte argumentation. Henviser til en medfølgende i AM. 732 a X, 4to opbevaret redegørelse og oplyser angående »medferd sumarauka - - þegar bissexto er slept« at »er þad ecki neitt annad enn ad concurrentes verda færre unitate a þvi áre, med þvi bissextum giorer alltyd concurrentem, hvar firir sumarauke verdur árenu sydar helldur enn annars, ef bissexto hefde ei vered slept. So snart sem concurrentes eru ordnar 7, verdur sumarauke, nema á rijmspillirs árum verda 6, enn siounde concurrens er tekenn firir sig framm fra árenu effterkomande«.

3 (Hollte 1/1 1707). Forsvarer fremdeles sin opfattelse af sumarauki’s forhold til den Gregorianske stil. Oversender sit nye »rim«. Beder undskylde »ad eg sende nu ei Eddu, þar sem eche verda vißar ferder hiedann i vetur til Schálholltz, læt eg hana byda til alþingis«.

4 (Gielldingahollte 5/6 1708). Besvarer en fra A. M. modtagen disqvisitio om sumarauki — bevaret i AM. 732 a X, 4to og her tillige et ekspl. med J. A.s imødegåelse tilføjet i modstående kolonner. »Aungvu ad sydur má eg tuslega jata, ad rijm þad, er þrikt var i firra (Calendarium Greg. Hoolum 1707), er ecki so sanum sem eg meinte; þvi þad, sem mier kom alldrei i hug ad þeinckia, þad hefe eg nu lesed, ad sa styll, sem vier brukum, er ecki Gregorii, helldur recens natus in occasu scilicet seculi proximè lapsi«. Har forhandlet med Magnus Arason om spørgsmålet.

s. 24

BISKOP JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. þingvöllum 18. juli 1722.

Efter orig. i AM. 1057 V, 4to. Takker for udvist høflighed i København. Har haft en besværlig hjemrejse. Er betænkelig ved at have taget þórður (d. v. s. þ. þórðarson, en af A. M.s skrivere) til foged. Forskellige personalia. Har forgæves væntet kaptajn Areson, som skulde indbetale 38 rdl. »Monsr. s. 25Areson hefur ecke neitt drifed sijdann i firra, var hia forelldrum sijnum i vetur, nockrer seigia hans instrument mune hafa brotnad i firra sumar, dvelur nu einhvorstadar sudur a nesium«. Har haft to vanskelige synodus-sager, men haft god hjælp af amtmand Fuhrmann. Denne er bleven ubehagelig overrasket ved jfr. Schwartzkopfs ankomst til landet (en kvinde, som F. var bleven dømt til at ægte). Oddur (Lagmand O. Sigurðsson) »er infinitis málum og mulctis underorpenn«.

s. 25

BP. JÓN ÁBNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skalhollte 5. sept. 1722.

Efter orig. i AM. 1057 V, 4to. Har haft besvær med bispestolens overtagelse, da besætning, huse og inventar afleveredes i dårlig tilstand af enken fru Sigríður, Har besørget A. M.s breve og nedsender en supplik og til Rostgård 10 pund æderdun, ligeledes æderdun og kød til biskoppen. Bispefogden þórður þórðarson er i hvert fald en ypperlig skriver og brevaffatter »hann svarar riett ydar atteste i þvi«. Håber at få det nødvendige tømmer til Skalholts kirkes reparation. Sender A. M. efter opfordring nogle trykte islandske bøger og berører forskellige forretningssager, deriblandt udbetalinger til og fra kaptajn Areson, som han ikke har truffet. »Eitt þiker mier ad vid Hr. P. Wid[alin], ad hann er ad stirckia frænda minn Sr. Arna J. og leggia honum rad, kannskie ecke so holl sem skillde. - - - Ef þier fornumed, Herra! nockud af annara vina briefum, sem eg giore ecke riett, þa lated mig vita þad ad are«.

s. 25

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skalhollte 18. sept. 1722.

Efter orig. i AM. 1057 V, 4to. Endelig har kaptajn Areson indbetalt 38 rdl. specie, som er bestemte for rektor mag. Gam. Har lidt megen uret ved bispestolens aflevering. Henviser så vel i dette brev som i det foregående (5/9) til sin supplik om gården þorkötlustaðir til brug for bispestolen. Sml. Arne Magnusson, Embedsskrivelser s. 557.

s. 25

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skalhollte 11. august 1723.

Efter orig. i Ísl. Bókmf. 249, 4to. Har dette år modtaget 2 breve fra A. M. Glæder sig over »ad gud hefur hingad til vardveitt ydar lif, heilbrygde og æru; eg og miner lifum og so med bærelegum kiorum mitt i ofsóknum diöfuls, hollds og vondra manna — — —. Hier umm Sveiter geingur nu mikil sótt«. Takker for A. M.s bistand ang. þorkötlustaðir »og var þad nóg, ad hustru Sigrydur rímdest i burt ur Grindavik med sitt violentum imperium«. Har, da amtmanden stod på bispeenkens side, måttet give rundeligt vederlag for gården »Og er þad vel, þvi hun er ein eckia, jeg vilde óska hun være ein gudhrædd Og rettvis eckia«. Meddeler skibsforlis og dødsfald. Et syssel s. 26(Ámess) er blevet ledigt »landfogetenn Cornelius Wulf, kostulegur madur, vilde endelega i sumar á alþinge, ad rádsmadurenn Monsr. þordur skilde supplicera, og baudst til ad cavera fyrer helming kostnadarens«.

s. 26

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skalhollte 8. aug. 1724.

Efter orig. i AM. 1057 V, 4to. Har sendt et kort brev fra altinget 18/8. »Skommu þar efftir - - - fieck eg bref Hr. Assessoris fra Eyrarbacka, fullt af vinsemd og þægelegleika efftir vanda (29/5) - - -. Þad er mier glede, og skal alltyd vera, ad ydur Hr. Assessor lydur vel, þott nockud kunne ad ad ama«. Vil sende sin søn Árni til universitetet, anbefaler ham til A. M. og beder ham med assessor Grams hjælp skaffe ham en energisk skolemester, da han trænger til tilsyn (vendte senere som sindssyg tilbage til Island). A. M. har i sit brev nævnt þórður þórðarson »ecke skillde hann hafa vantad peninga til ad ná syslunne, hefdi hann viliad sig þar til gefa, fovetinn villdi hafa lánad honum 50 rixd. og eg adra 50, enn hann villde ecke, og i þvi var han klókur og forsiáll, þvi eckert embætte er honum haglegra enn þad hann hefur, gete hann vid þad vered mier ad skadlitlu. - - - nu er komed su stiriölld og imisleg töpun á medal þeirra verslegu, ad alldrei hefur þvilyk vered i manna minne«. Det er ude med lagmand Odd, Johan Gottorp (sysselmand) trues med suspension, A. M.s slægtning den brave Ormur Dadason (sysselmand) bliver forfulgt af Joh. Gottorp og Snæbjörn Pálsson for sine embedshandlinger »eg þecke hann (Orm) firir skickanlegann mann, og giorande daglega frammfor i juris-prudentia, so sem hann hefur og hofud i betra lage«. Are Thorkelsson (fhv. sysselmand) med kone og børn har måttet klage til amtmanden over sønnen Teit (sysselmand), som har forgrebet sig på ham. Sysselmand Jon Isleifsson har kompromitteret sig ved en opdigtet proces. Sysselmand Markus Bergsson er heller ikke uden fare. Det vilde blive for vidtløftigt at referere alt, »einasta villdi eg giefa Hr. Assessori ad merkia, i hvorre oroseme þeir verslegu eru her á lande nu sem stendur, þvi þo eirn syslumadur hafe ecke neitt ad starfa i synu umdæme, þa verdur honum skipad ad gefa sig annarstadar til ad dæma i vanda málum og vera so a mille steins og sleggiu, eg meina, a mille tveggia, sem vilia hvor annars fordiorfun og ruin totaliter«. Har ikke kunnet bringe A. M.s hilsen til Sr. Lofft, som nu er død, han »bad opt firir mier og mynum med fliótande tárum, so eg vil ecke mißa þær bæner firir þusund rixdale, og ecke þusund þusunda«. Forretningssager. Beklager, at A. M. ikke ifjor har ladet sin slægtning Jon Magnusson, som er ret vel begavet, sejle ned [for at studere]. J. A. vilde have afholdt det første års halve bekostning; nu vil han søge præstekald og er fast besluttet på at gifte sig med en jomfru på bispegården Anna Margrete, hvad s. 27J. A. frygter for vil mishage A. M., og som muligvis ellers kunde være forhindret. Sender kopi af det gamle brev ved Stadar-kirke. På et løst blad tillægges: Den tidligere rektor Erlendur Magnusson forlod forrige efterår skolen uden varsel og sendte som afløser Bjarne Halldorsson, som J. A. måtte antage, skønt han ikke behager ham, og vil gærne have ham erstattet af en anden. »Þad þike mier vest ad vid þa tvo, sem eg hefe att ad bijta vid nu i tvo vetur, ad þeir dimittera oduganlega pillta, þar kann ad verda af um syder barbaries; Biarne dimitterade i vor þa, sem ecke eru verduger ad sitia efst i nedrabeck, Ellendur hefur dimitterat þa, sem ecke ero hæfer ad sitia vid asnastaf«. þordur vil søge Árness-syssel, biskoppen frygter, at þ. i denne stilling for J. A.s skyld vil få ubehageligheder af amtmanden »sem eg heire ad vill mier lijted gott, en gud er sa sem skipter a millum ockar, jeg hefe ecke saurgad firir honum vatnsdruck«.

s. 27

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skalhollti 11. aug. 1724. þórður þórðarsons hånd.

Efter orig. i AM. 1057 V, 4to. Den tidligere bispefoged Arngrímur Bjarnason er omkommet ved et ulykkestilfælde »hrapad klettur ur Krisevikur biarge, þar hann var at taka söl i fiörunne, og orkad honum liftións, ásamt ödrum manne«. Monsr. Bryniólfur Thorlacius har måttet give efter i trykkeri-sagen, så at bogtrykkeriet forbliver på Hólar, men har fået kgl. tilladelse til at lade afholde privat-gudstjæneste på Hlidarende, dog er sagen endnu ikke ordnet. Refererer vidtløftigt tre svævende ægteskabs-sager (impotens, hor) og et spørgsmål om præstevielse. Sender A. M. et lille »kver«.

s. 27

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Eyrarbacka 7. sept. 1724. þórður þórðarsons hånd.

Efter orig. i AM. 1057 V, 4to. Har sendt sin søn Arne til København; ønsker næste år underretning om hans opførsel og flid »þvi vilie hann ecke dryia dád med sæmelegu frammferde og idkun bókarennar, þá vil jeg ecke hafa hann leinge þar utanlandz, þvi af tvennu illu er betra hann verde til vanvirdu hier enn þar«. Penge til hans undervisning er anvist, og for hans underhold er der sørget. Æderdun til A. M. og forskellige andre medfølger samt et anker smør til A. M. Fra assessor Gram, som lover sin bistand, har J. A. fået brev »hann er víst einlægur, frómur dánumadur«. Der er til J. A. ankommet en væver »færde hann med sier vefenn og allt bereedskab, og hlyt jeg ad láta hann vera hier i vetur, ef skie mætti, ad einnhver kynne ad læra af honum handverked, sem er mikid þienanlegt hier i lande upp á flyter- enn og hægdena ad vefa, epter sem vinnukonur vorar taka miög ad ergiast, þviad öllu fer hnignande, þvi sem kann ad vera til uppbyggingar, enn státz, dryckiuskapur, drambseme og illmenska i margann máta fer vaxande, Gud má vita, hvar þad vill lenda, s. 28og þad er svo sem ydur órar firir, ad þad sier svo ut sem kiærleikurenn og christenndomurenn sieu alla reidu komen i fiörbroten«. Forskellige dødsfald og nyheder. Bestiller nogle bøger. Påtænker at supplicere om udgivelse af en bibel i lille format. A. M.s slægtning Jon Magnusson har endnu ikke fået præstekald, ang. hans ægteskab har J. A. mange betænkeligheder »þo ad Anna Margreta sie vel i siónenne og frammferdenu, þá duger hun þó ecke miked enn sem komed er i buskaparháttum islendskra og er ecke helldur frammfus i þvi ad læra þad, hann hefur og ecke helldur miklu vanest i oeconomisku erfide«. Biskop Worm har tilbudt J. A. at skaffe hans søn ind i den adelige friskole Herlufsholm. Om besættelsen af et præstekald m. v. Antyder, at amtmanden vil gifte sig med biskopsenken fru Sigríður.

s. 28

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Setberge i Eirarsveit 22. sept. 1724.

Efter orig. i AM. 1057 V, 4to. Frygter for at amtmanden vil søge at få omgjort henlæggelsen af þorkötlustaðir til bispestolen. »Amptmadur hefur firir stafne mier til mótvilia hvad hann kann«. Amtmanden misbilliger således, at Magnus på Beykir, som har forsømt vedligeholdelsen af kirken og dens ornamenter, af biskoppen er bleven afsat som kirkeværge; sagen refereres. Forskellige nyheder.

s. 28

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skálhollte 24. juli 1725.

Efter orig. i AM. 1057 V, 4to. »Ydar elskulegt sendebref, skrifad af einlægu og hreinu giede effter vanda, de dato 1. juny þeß næstlidna, hefe eg medteked á alþinge«. Takker for A. M.s tilsyn med sønnen Arne. »Þad þier Hr. Assessor! tilmælest, ad eg utveige ydur bibliu prioris editionis, vil eg giarnann bera mig ad, ef mögulegt vera kann, jafnvel þo fólk giöre þad ógiarnann hier ad selia bibliur«. På altinget blev Oddur Sigurdsson dømt æreløs og to misdædere henrettede. Nogle domme i gejstlige sager og andre nyheder.

s. 28

BP. JÓN ÁRNASON TIL ABNE MAGNUSSON. Skalhollte 6. aug. 1725. þórður þórðarsons hånd.

Efter orig. i AM. 1057 V, 4to. … »Jeg hefe og svo skrifad til obersecreterer Mönnichen epter rádum fogetans og synt nockurt þienustu merke eins og hans formanne, enn þó ecke um neitt beded ad þeßu sinne«. Har en sag med »hustruen«. Takker A. M. for hans erklæring ang. þorkötlustaðir. »Ecke hefe eg neitt utvegad af þvi sem prentad var á Holum i vetur, þvi eg ætla þier muned ecke miked giefa um þad« (bøgerne nævnes). Takker for tilsendelse af Budæus og flere bøger og beder A. M. ikke spare nogen bekostning m. h. t. sønnen s. 29Arnes studier. Har meddelt Jon Magnusson A. M.s mening (om hans ægteskabsplaner); måske rejser J. M. ned »þad er tilgangurenn ad sanna þad, sem Salomon seger, ad elskan sie svo sterk sem dauden, hveria mörg vötn kunna ecke ad slöckva, nie straumarner hana ad kiefia«. Margrete og væveren skal også rejse. »Mikel Gudz lucka var þad Hr. Assessor, ad þier feingud eingann skada af Rostgaards væsene, og er þad ecke ad undra, med þvi þier hafed ecki haft neitt óhreint vid hann saman ad sællda«. Angående den Schwartzkopfske sag er en kommission nedsat (jomfru S. var død under mistænkelige omstændigheder på Bessastad 1724, og to hos amtmanden boende kvinder Holm, moder og datter, sigtedes for at have forgivet hende). Til det ledige Odde-præstekald anbefaler J. A. provst Ólafur Gíslason, skønt han ikke har vist sig som biskoppens ven. Imødegår hvad A. M. har tilskrevet ham om Magnus på Reykir og hans stilling som kirkeværge og beder A. M. redegøre for sin opfattelse af en uenighed mellem biskoppen og præsten på Husafell om, hvorvidt gården er beneficium eller domkirkegods. Har haft en strid med amtmanden om besættelsen af de små præstekald, J. A. vil helst, at sognefolkene vælger præsten. »Jeg er buenn ad skrifa ydur Hr. Assessor um dansleikenn Arna frænda mins, hann er druckenn af þessa heims giálife, þar firir hefe eg beded ydur ad dempa nidur svoddan vitleyse«; beklager sin søns verdslige tilbøjeligheder og ønsker ham strængt avet. Forespørger sig om handelstaksten m. v. Sender A. M. æderdun og ½ anker smør.

s. 29

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skálhollte 30. sept. 1725.

Efter orig. i AM. 1057 V, 4to. Har forgæves under sin visitation af Vestfjordene søgt et eksemplar af den islandske bibels 1ste udgave til A. M., sender nu et mindre godt fra þingvellir, som præsten dog kun med sorg skiller sig fra. I jomfra Schwartzkopfs sag har været ført talrige vidner. Beder om A. M.s bistand til i København at lade trykke en islandsk oversættelse af Joh. Arndts Christianismus, udført af den afd. præst þorleifur Árnason til Kálfafell, hvoraf manuskript nu nedsendes. Giver udførlig anvisning til trykning, korrigering, indbinding samt udgifters afholdelse. Sandsynligvis udkræves biskop C. Worms censur, og J. A. sender ham efter sædvane en lille discretion.

s. 29

BP. JÓN ÁBNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skalhollte 3. aug. 1726.

Efter orig. i AM. 439, folio. þórður þórðarsons hånd. a (egh. underskrevet). Glæder sig over af modtaget brev at se A. M.s velbefindende og omsorg for sønnen Arne, hvis opførsel desværre ikke er som den burde. »Munde þad ecke vera betra, ad hann være upp á klaustre, hvert sem hann hefde þar kost edur ecke, svo hann heyrde þar upp á exercitia, yrde og svo ad bera sig ad sladra nockud Latin med hinum ödrum«. Nu i vinter må han lære noget theologi på et collegium, således »lærda jeg þad litid sem jeg nam«. Beder A. M. støtte sr. Olafs supplicats om Odde, han er samvittighedsfuld i sit embede, »hann er og vel ad sier i mörgu þar firir utan, þo ecke s. 30sie hann helldur algiördur enn hver annar, enn þad er ecke allt gull sem glóer i ydar augum Hr. Assessor, sat sapienti; þad er stór vandi ad þeckia þa sem ganga framm i saudaklædum«. Imødeser med interesse, hvad A. M. vil sende til bevis for, at Húsafell er beneficium og ikke Skalholt domkirkes jord, men vil næppe blive overbevist, hvad nærmere begrundes. Nævner en (også tidligere berørt) sag, som þórdís på Stokkseyri har, fordi hun har forstyrret gudstjænesten. Beklager, at intet af Joh. Arndt er blevet trykt sidste vinter, og imødegår forskellige indvendinger af A. M. mod planen for udgivelsen, beder arbejdet nu påbegyndt.

b (udateret og uunderskrevet indlæg). Beder A. M. anbefale en mand til »fjórðungsvist«, som lagmand P. Vidalin har forbudt ophold i vesterfjærdingen, »sem ad falled hefur fiórum sinnum i frillulife«. Giver efter anmodning af provst Jón þórarinsson i Hjarðarholt sin dom om dennes søn þórarinn, som han anbefaler. Gentager sine bekymringer angående sønnen Arne, som til foråret skal hjemkaldes, for da måske igen at rejse ud til efteråret; vil gærne betale hvad tilsyn og øvelser på regensen kan koste. Ønsker nogle bøger m. v.

s. 30

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skálhollte 31. aug. 1726.

Efter orig. i AM. 439, folio med þ. þórðarsons hånd.

a. Udtaler sin ubehagelige overraskelse ved at være sat til meddommer i sagen ang. Apollonia Schwartzkopfs død. Giver en fremstilling af sagens gang forrige år, da de to dommere ikke kunde blive enige; nu har J. A., ved at udskille de fremkomne vidnesbyrd om Katharine Holms forsøg på at skade A. S. ved galder fra hovedsagen, fået fart i denne. Spørger A. M. om råd i bisagen, hvis denne føres videre. Som af vedlagt domskonklusion fremgår, frikendtes amtmanden for al mistanke og A. S. antages at være død en naturlig død.

b. Takker for A. M.s brev af 31. maj med indlagte dokumenter til oplysning i Husafells-sagen. Glæder sig over, at A. M. ikke har mere til bevis for, at H. skulde være beneficium. »Þetta, sem Hr. Assessor hefur mier sendt, hafde jeg allt ádur og hefe hingad til brosad i huga minum ad þvilikum vesælldar argumentis, som þar eru innfærd, so mig undrar stórum yfer ydur Hr. Assessor, sem hafed so gott judicium, sem allre Europæ má vera kunnugt, erud og eirnen gædder med dono justitiæ og æqvitatis framar mörgum ödrum, ad þier vilied láta svoddan hiegóma vinna á ydur til ad draga Husafell fra Skálholltz dómkirkiu til prestsens, sem þienar i Aßþingunum; sier þad svo ut, sem þier af óadgiætne og præconcepta opinione vilied meta meir privatam salutem enn publicam«. Gennemgår udførlig, hvad der af den daværende præst på Husafell år 1644 på et præstemøde er bleven anført for kaldets selvstændighed, og søger at vise, at H. er og bør være domkirkens ejendom.

s. 30

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skalhollte 2. sept. 1726.

Trykt efter orig. i AM. 450, folio.

a. Gentager ønsket om snarlig trykning af Joh. Arndts værk og takker s. 31for, at A. M. vil lære hans søn korrektur-læsning. Schwartzkopf-sagen har forhindret visitations-rejser, og han har derfor ikke kunnet forhøre sig om forskellige af A. M. nævnte bøger og håndskrifter. Lover præsten på Helgafell (A. M.s slægtning) sin støtte mod et krav fra amtmandens side. En kommission til afgørelse af forholdet mellem ham og bispeenken er nedsat.

b (udateret indlæg). »Svo hlytur madur ad segia óþægar frietter sem þægar«. A. M.s slægtning Jon Magnusson (hidtil vistnok hører ved Skalholt skole) er bleven kapellan på Setberg og har ægtet Anna Margreta, som kom med biskoppen fra København. »Hun er, svo sem jeg hefe ydur ádur skrifad, skickanleg i frammferde, enn eingannvegenn svo hvaßsækenn og frammkvæmdarsöm i þvi ad drifa islendska buskaparhætti sem skyllde og hun hefur þörf firir hier i lande, enn þad gietur vel vered hun take sier stacka skipte, þá hun sier, hvar hun er ad komen, þvi fint höfud hefur hun; hitt þyker mier meira, ad jeg ætla sr. Jon Magnußon mune ecki vera neinn merkelegur busyslumadur« — frygter for, at han på Setberg er for nær ved købstaden. Beder A. M. at hjælpe ham til at få brev for kaldet. Beklager sin vanmagt overfor sønnen og i andre livets forhold.

s. 31

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skalhollte 17. sept. 1726.

Efter orig. i AM. 439, folio med skriverhånd og egenhændigt tillæg. Gentager tidligere påmindelse om trykningen af Joh. Arndts værk og anvisning for bogtrykker o. a.; ønsker ligeledes sine Qvæstiones catecheticas optrykte. Minder om Jon Magnussons supplikats til det nu ledige Setberg sognekald. Forespørger sig om udtalen af det tyske bogstav ü i anledning af overvejelser om udtalen af det græske v. Beder A. M. om et middel mod mave-dårlighed. Hentyder til sønnens forestående hjemkomst.

s. 31

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skálhollte 24. sept. 1727.

Efter original i AM. 439, folio. Henviser til et nylig afsendt brev, sendt med et skib, med hvilket amtmand Fuhrmann afsejlede. Et jøkelløb i Skaftafells syssel har gjort stor skade: »skrif hef eg feinged ad austann nylega umm Öræfa jokuls hlaup, sem skiede næstlidenn 4da augusti og giört hefur stórann skada enn ad nyu þeirre sveit, so fólk er ad flia þadann hingad a bógienn«. Præsten må rimeligvis flytte bort og adskillige gårde forlades. Har sidste forår visiteret østlandet. Den til endelig opgørelse mellem bispestolen, biskop J. Vidalins enke Sigríður og Br. Thorlacius (søn af bp. V.s forgænger) nedsatte kommission er nu afsluttet; fru S. skal udrede til bispestolen 340 rdl. og til biskoppen 60 rdl. i sagsomkostning, men B. Th. skal til hende betale betydelige beløb på grund af mangelfuld aflevering til bp. Vidalin; »honumm var Og tildæmt ad færa afftur hingad i Skalhollt þad sylfurbuna domkirkiunnar horn, sem hann hafde fært med sier hiedann, item stóra kistu, sem s. 32kirkiunne hier tilheirer. — — — Jeg bad kaupmannenn Monsr. Therkelsen ad taka vid þvi islendska exemplari af Arndt, sem hiá ydur hefur vered Hr. Assessor i næstlidenn 2 ar, þar fyrer bid eg ydur ad afhenda honumm þad, þvi hann lofade mier ad siá til þad yrde þryckt«.

s. 32

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skaalhollte 2. aprilis 1728.

Efter egh orig. i AM. 450, folio. Skrev sidste høst med skibet fra Búðir, men da dette har overvintret på Island og nu skal sejle, sendes disse linjer. Skibet fra Höfði skal være forlist ved Hornstrandir. Skolemesteren Bjarne Halldorsson har ægtet P. Vídalíns datter Hólmfríður. Giver en del dødsfald; desuden er døde nogle få ignobiles »á medal hvörra er Þordys Marcusdotter á Stockseyre. - - - Sagt er og eirnenn, ad capitain Arason sie sáladur«. Bigeligt fiskeri, men uroligt vejr; på nordlandet og i Borgarfjord hård tid.

s. 32

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Schalhollte 24. aug. 1728.

Efter original i AM. 450, folio med þ. þórðarsons hånd. »Medteked hefe ydar ærusamlegt sendebref dat. þann 3. juny þeß næstlidna, item annad fáórdt, de dato 4. ejusdem, item þad þridia, skrifad 8. sama mánadar«. I brevene opgør A. M. sine udlæg for biskoppens søn. »Reikningana læt eg mier allvel lynda, og ecke efa eg þa i neinu, gief og ecke helldur þeßvegna mier stunder til ad siá þá einusynne i giegnumm, þviad su iustitia commutativa, sem eg veit ad med ydur ligger, giörer mig viBann umm öll rigtugheit af ydar álfu i skullda skifftum«. Takker på Helge þorkelssons vegne for, at A. M. har skaffet ham fjórðungsvist. Protokollerne i Schwartzkopfsagen skal nu nedsendes, »hvad hier epter mune koma veit gud alleina«. Har afsendt de til sysselmand O. Dadason fra A. M. modtagne breve. »Þa nytiandu brefabók hia Þorunne Torfadottur mag. Brinjolfs treiste eg mier ecke til ad utvega, fyrr enn ef mier audnast ad finna hana ad nyu i visitatiu; ordsokenn er su, ad hun hefur lied mier adra bók, hvorre eg hefe enn þá ecke afftur skilad; þore eg þvi ecke ad bidia umm fleire, á medann eg hefe ecke restituerad láned, þott eg bióde betaling, þvi ef henne misþocknast minn undanndráttur, þa giegnir hun sydur bónenne«. Trækker sig tilbage fra arbejdet på at sælge mag. J. Gams jorder, da han af ham mistænkes for egennytte.

Skálholt 20. 9. 1728. Meddelelse om afsendelse af forskellige pengebeløb m. v.

s. 33

BP. JÓN ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Skalhollte 15. sept. 1729.

Efter orig. i AM. Access, 1. … Sydann eg skrifade ydur til sydast med Budaskipe ifirra þann 20. september, hefe eg eckert bref fra ydur feinged, enn fretter hormulegar fra Kaupenhafn vidvykiande þeim skadlega elldzbruna, sem þar skal hafa geinged og fortært ad seigia helming stadarens og hans þeim besta hluta, kyrkiumm og collegiis þeirra geistligu, samt ypparligumm gordumm og byggingumm innbiggiaranna, a medal hvorra mier er sagt, ad ydar gardur hafe og so afbrunned og meste partur af ydar bibliotheca og ödrumm fiemunumm. Gud giefe ydur Hr. Assessor goda þolennmæde og bæte ydur þann skada, sem þier feinged hafed, og ef hann er irreparabilis, þa soddann giedzmune, ad fornægder sieud med ydar hlutskiffte og þa blessann, sem Gud vill hier epter ydur veita. — — Elldur brennur mikelega i fiöllunumm vid Myvatn, so ad Reykiahlyd, su besta jord þar, og þriár adrar er mier i sumar tilskrifad ad sieu foreiddar, og siae svo ut, ad su sveit öll mune innann skams eidast. — — Concept til þeß ißlendska rituals innrettad effter þvi danska af biskupenum mag. Steine og mier sendest nu framm i cancellied, item project annarar bokar laganna de re ecclesiastica og þad effter kongsens befalingu, enn þær verdzligu bækurnar eru enn þa ecke bunar. Alle her i syslet (Árness s.) er i stor forlegenhed, fordi Ørebakke skib er udeblevet. Berører pengemellemværendet med A. M.

I et brev fra J. A. til professor H. Gram 5. sept. 1730 (kgl. bibl.s brevsml.) er indlagt ekstrakt af et brev fra A. M. til J. A. af 15. juni 1729, hvorved A. M. erkender modtagelsen af 3 beløb, i alt 74 rdl., hvorefter deres regnskab er »á badar sydur klár og kvyttur, so eg ætla hverugann ockar vera ödrum nockra peninga skilldugann«.

I nævnte brev til Gram udtaler J. A. i anledning af A. M.s død »Tvende ting falde mig ellers bedrøvelig, naar jeg betænker det sal. Menniskes afgang, det første at hand saa gandske har sammenskravet og her ud af landet [ført mgl.] alle antiqviteter angaaende Nordmændenes bedrifter, hvilke antiqviteter nogle vil sige at siden skal være til aske opbrændt i Kiøbenhavn. For det andet, at han hår spenderet bort alle hans lifsdage til at sanke Historier og læse dennem i giennem, mens hår intet in scriptis ladet efter sig Posteritati, det mig er vitterligt, hverken sine Landzmænd til nytte eller andre; og er saadant vel icke at forundre, thi det kommer ret over eens med vor Herres alvise dispensation, som hand hår brugt fra Verdens begyndelse, at naar een hår sat alle sine Tanker til at komme over noget, som icke merkelig hâr tient til Gudz æres og vor næstes aandelig og ævig velferdts Forfremmelse, da hâr der tidt kommet een hastig ødeleggelse paa, Thi siger Vor Herre Matth. 6. v. 19: I skal s. 34icke samle Eder liggende Fæ paa Jorden, hvor Møl og Rust fordærver, og hvor tyve i giennem bryde og stiæle, men samler Eder liggende Fæ i Himmelen etc.«

s. 34

SYSSELMAND ÓLAFUR ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Dölum 3. october 1707.

Efter egh. original i AM. 448, folio; afsenderen er sysselmanden i Vestmanna eyjar.

Efter kommissærernes anvisning er lagmand Gottrups »útsiglingar-tollur« bleven indkrævet på Vestmanø ting af alle de personer, som var i »skiptitiund«. Angående beløbets indbetaling afvæntes nærmere ordre. »En kline þad undann ad lida, þa mun eg med þa koma, lofe drottin, til alþingis ad sumre, þo þad fyrer minum øgum (!) ømogulegt(!), sinist, ad eg þad komist, sokum þeirrar geisande bolu sottar, semm hier hefur i þeßu plaße geingid semm onur drepsott. Heffur hier follk salast i þeßare nefndre bolu sott (eff hun skal þad naffn bera) undir 80 mans, svo hier eru or(d)nar jardir i eyde, nefnelega 4, enn þeir sem efftir tora þa eru þad mest part aff affgomlu folke, og þar a offann eru þeijr vynu hiua losir (!), semm þo er mest tion ad, medal hvoria mana, sem svo eru staddir, þa er eg eirn aff þeimm, þvi ecke er efftir a minum bæ nema eg Og konan Og 2 born«. Det er umuligt at få arbejdsfolk, og de få, som er her inde fra landet, befrygtes hjemkaldte, ødejorderne kan ikke besættes og fiskeriet næppe drives; for ombudsholderen er ikke meget at gøre. Indberetning om den ynkelige tilstand er afsendt til Bessastad. Håber på vejledning fra A. M.

Olaffur Arnnason.

s. 34

PROVST ÞORLEIFUR (THORL.) ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Kálfafell (på Síða) 1703—11.

(17/10 1703). Orig. i AM. 453, folio. Gentager en i sidst forløbne sommer givet fremstilling af præstekaldets ringe indtægter og beder A. M. hjælpe til, at kaldet får et tillæg af 4 eller 5 hundred.

s. 34

PROVST ÞORLEIFUR (THORL.) ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Kálfafell (på Síða) 1703—11.

(12/10 1711 »med stirdre hende«). Efter orig. i 450, folio. Har med A. M.s tjæner þórður þórðarson afsendt 2 islandske pergamentblade i 4to og nogle gamle papirsblade; et fragment af Karlamagnús saga er tidligere modtaget herfra. Ved A. M.s sidste afrejse medtog han gamle messebøger og lign., som tilhørte kirken. Sender til benyttelse nogle staðar-afhendingar.

… Eg þacka ydar Ehrugöfugh. vinsamlegt tilskrif mier sendt med heidurl. Þórde Þórdarßyne ydar þienara, i sumar austur sendumm, so eirnen medtók eg þau gömlu bref afftur, ad hvorra láne ydar Hrd. mun minne þienusta edur og þocknan hafa verid, enn eg villde. Cluveri Geographiam þacka eg ydar Hrd. kiærlega, merkiande ad þier hafed ádurnefnd bref ad rentupenijnge s. 35giört, enn eg ecke. þar þier tilmælest, ad eg sende ydur eitthvad sem fornt sie og eg kinne hiá mier ad finna, þá svarast þar til i hreinumm sannleika, ad eg hefe gaumgiæfelega effter slijku hier grenslast og eckert þeßkonar funded, villda eg hafa enn nu, so sem fyrrumm, ydar nobilitati hier uti þient, en þvi er midur, ad þad er hier ecke ad finna, og meiged þier nærre geta, ad eg munde ecke synia ydur þessarar liettvægu bónar, ef fære være til ad gegna, þvi eg hefe enn betur leitad sydan heidurl. þórdur hiedan reiste, af þvi ad eg ætlade, ad hann munde ecke so snart ad austan koma so sem reyndest; tvö islendsk kálfskinns blöd i qvarto fundumm vid, medann hann var hier, hvör hann átte ydur ad færa, med fáeinum pappijrs blödumm gömlum. Hier var fyrrumm fragmentum af Karlamagnusar sögu á kalfskinn skrifad, og mun þad komest hafa til ydar fyrer tilstille virdugl. Isleifs Einarßonar, ádur þier hijngad i land komud uppá Kóngl. Majst. befalnijng. Enn hvar hier vera kinne látinskar kalfskinsbækur gamlar med gamla meßusöngva og antiphónur veit eg ecke; þier kannest vid, ad þad sem til var hier af þvi, þá fór þad med ydar ferd, þá hiedan sijdast reistud, sem og so vel var, þó öll þeße fragmenta af þeßumm skrædum hefdu mier i visitazium biskupa, sierdeilis M. Bryniólfs, med álagdre virdijngu reiknud verid i kyrkiunnar inventario, so sem su visitazia M. Bryniólfs sier lijkast hermer. Eg huxa ecki meir, ef hier verdur ecke framar inqvisitio umm höfd, hvar umm, ef grandvarleg efftergrenslun være, munde einhvor þad frammkast hafa og segia, ad syud være mijflug., enn ulfalld. gl. Afhendijng Kalfaf. stadar 1557, þa sr. Sveirn Arnason medtók, item adra afhendijng 1584, þá sr. Jón Hakason medtók, af- hendte eg heidrl. Þorde, ydar manne, ydur til medtöku, hvoriar hann þóttest ecke greinelega hier uppá tijmann geta skrifad, enn þier erud vijser þær afftur ad senda, þá áhallded hafed. …

Et indlagt, udateret dobbeltblad indeholder et fortroligt andragende fra A. til A. M. om at bevæge biskoppen til at anvise þ. A. en årlig pension som emeritus; har »tekid effter ydar brefsordumm sr. Biarna syne mijnum tilskrifudumm fyrrumm, specialiter i þann máta ad eg ydur vita liete, hvort eg ei villde nockurs af ydur óska, item ef so være, þá skyllda eg ydur þad vita láta; 20 mælltust þier til i brefe sama, ad fá villdud mijna vitam uppskrifada - - sende eg ydur utskrifft af henne - - erumm vid Gudlaug eigen kona mijn (ydar ættkona) bæde gömul og lánglúen«.

Fra samme mand, dog næppe egenhændigt, er utvivlsomt et i AM. 453, folio indeholdt brevfragment, ifg. A. M.s påtegning af 11. nov. 1704, hvis forside s. 36begynder i gudelige ønsker om fremgang og held for brev-modtageren, og tak for udvist velvilje, og fortsætter med forespørgsel om Kálfafells kirkes máldagi (det fg. bortskåret) — hertil A. M.s marginal »[lo]fad ad svara sidan«. På bagsiden udbeder brevskriveren sig betænkning om, hvorledes han ved en forestående opmåling af kirkens forstrand skal fortolke máldagens udtryk.

s. 36

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND VIGFÚS ÁRNASON. Skalholt 1708—11.

(26/4 08). Efter egenhændig koncept i AM. 448, folio. Den ifjor anordnede indsamling af de beløb, som skal dække lagmand Gottrups »siglingarkostnaður«, har ikke kunnet foregå i Snæfellsnes syssel på grund af sysselmandens dødsfald; nu opfordres V. A. som konstitueret sysselmand til at foretage opkrævningen og levere det indkomne til købmændene. »Ómak þad, sem Ydur hier med eykst, framm yfir þad sem Ydar Syslu a hrærer, skal Ydur af Summunne, sem inn kiemur, gott giörast, so þier skadlauser vera kunned, þó munud þier þessu (um omakslaunenn) hia Ydur sialfum heimuglega hallda, þar til samfunder verda. Orsök þess munud þier sialfer nærre geta, ef ei, þá skal eg Ydur hana sidann til vitundar giefa«.

s. 36

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND VIGFÚS ÁRNASON. Skalholt 1708—11.

(11/8 11). Efter kopi med skriverhånd i AM. 449, folio. Udbeder sig de endnu manglende oplysninger ang. den Gottrupske rejse-kontribution for en del af Snæfellsnes syssel, hvor det indsamlede uldgods ikke har kunnet realiseres.

s. 36

SYSSELMAND VIGFÚS ÁRNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Hallbjarnareyri 20. aug. 1711.

Efter original i AM. 449, folio. Til svar på A. M.s skrivelse af 11/8 meddeles, at den »útsiglingar contribution«, som samledes på 3 tingsteder i Snæfellsnes syssel, blev givet nogle islandske mænd dersteds i forvaring, da købmændene i Stykkisholm og Grundarfjord ikke vilde modtage det indsamlede »prjónles«, men at største delen af dette uldgods ifjor viste sig ødelagt af fugtighed; »bar eg mig þá vid ad snara i burtu þvi til nockurs gagnns syndist, so vel til islendskra sem utlendskra, firer sierhvad lappa-ryes korn sem fá kunne, og þad ad samannreiknudu til 80 alna, enn þad sem þar ifer var, vard mier nie odrumm einginn penyngur«. Havde væntet at træffe A. M. i sommer på altinget, men han var der ikke; håber sagen kan blive afgjort på næste alting, da han i øjeblikket ikke har rede penge ved hånden. »Kaupmenn hier vestra vilia vera þykheirder ad lata til sylfur penynga firer prionlez vid oß fátæka, sem lytinn kaup skap giörumm (þad þar umm)« …

s. 37

ÞORLÁKUR ARVIÐSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Stóru Vogum 3. juli 1703.

Efter egh. underskrevet original i AM. 449, folio. Andrager A. M. om bistand. Har bot på Stóru Vogum på Vatnsleysu strönd 28 år, men må nu næsten helt fratræde gården, efter stævning af den tilsatte ombudsmand P. Beyer og kendelse, dog uden dom; har forgæves skriftlig andraget om at få jorden til fremtidig beboelse, har været for svag til personlig at møde på Bessastad; har de nærmest foregående år ikke kunnet svare landskyld, men har tidligere tjænt kgl. Majestæt på Bessastad.

Hertil har A. M. egenhændig føjet følgende påtegning »1695 var þorlakur Arvidsson (nu 1703 80 ára) siukur þá heima atti ad taka, og skrifadi um hausted til Bessastada, bidiande þeir (radamennerner þar Poul Beier og Jens Jörgensen) villde sampyckia ad hann mætti vera heima, peir urdu reider. Kom Beier sidan til Voga og villdi siá festebref porlaks, porlakr villdi pad ei frammvisa, hrædandist ad Pall mundi pad fra sier gripa. þetta potti ennnu stærre misgiörd og stefnde Pall porlaki 1696. þa til pings kom, villdi einginn af domendum dæma porlak frá iördunni (þar voru Bunolfur á Biarskerium, Vilialmr á Kirkiuboli, Gisle Olafs s. i Niardvík) vard so þingleysa ur öllu, og meinast Jon Eyiolfsson ad hafa sett allann málsveginn til Amtmanns decisionis. þad Jons álit, qvalecunqve fuerit, hefr porlakr alldri feinged, pó opt umbedid, enn ei satis juridicè. Á pinginu lögfeste Pall Beier Voga og sióenn framan firir, sem porlak minner. So kom amtmadur skömmu sidar og gaf Nikulase Jonssyni festebref, var so Jón Eyolfson sendur til at uttaka qvigilldinn, þorlakr villdi eckert tilláta og firirbaud neitt af sier at taka. Ei ad sidur tok Jon Ey. s. qvigilldinn og afhendti pau brodur Nikulasar uppá hans vegna. Enn strax i sömu ferd giördi Jon pó samning millum Nikulasar og þorlaks, ad þorlakr skylldi hafa pridiung heimaiardarinnar og 2 hialeigur. Litlum tima þar efter (1696) intercederadi Oluf Klou hia amtmanni, ad þorlakr skylldi bihallda allri halfri iördunni, hvad hann og munnlega tilskickadi i Vogum, nærverandi Nikulasi [pad iatar Nikulas tilf. over linjen] og porlaki, so fieck pá porlakr strax alla halfa heimaiördena med sinum hialeigum, enn vegna halfrar iardarennar missers vard hann um hausted ad loga þremr kum. Stod þetta so til um kyndilmessu leiti 1703. þá villdi Monsr. Beier ei annad enn Nikulas hefdi alla iördina. So vard þá porlakr bunædes laus fra fardögum 1703 og framm yfir alþinge, nema hvad Nikulas bygde honum nockra velli, so sem hus-manni. A midiu sumre intercederadi Niels þorkelsson firir hann hiá Nikulase, ad hann mætti bihallda pridiungi iardarinnar, og þvi lofadi Nikulas. ad frateknum öllum husmonnum. Seint i Augusto fann þorlakr Amtmann i Keflavík seglferdugan, og klagadi firir honum sina naud. Amtmadur gegndi hönum eingu, helldur vísadi honum til Beiers sins fullmegtugs, er hann utdrifed hafdi. þetta stód so til i 7bri 1703«.

s. 37

A[RNE] M[AGNUSSON] TIL ERLENDUR ÁSMUNDSSON. Skalhollte 16. februarii 1704.

Trykt efter koncept med skriverhånd i AM. 449, folio. Giver E. A. som Vigfús Gíslasons fuldmægtig en alvorlig advarsel om ikke at forurette bønderne på Reykir og deromkring ved opsigelse af fæstegårde, ulovlige pålæg og lign.

s. 38Ehrurike sæmdarmann Erlendur Asmundßon!

Ordsök til þeßa mins sedels er afspurn su, er eg hefe um eina og adra vidhöndlan vid bændurnar á Reinir og þar um kring, yfer hverium mier er sagt ad þier hafed umbod Monsr. Vigfusar Gislasonar, og jafnvel þótt eg ecke kunne ad so giördu fullann trunad á þeßar fretter ad leggia, þá samt sem ádur, med þvi Reinis eignarmadur er i fiarlægd, so eg hönum ecke so snart til skrifad get, hefur mier synst ydur hier um ad advara, ef ske mætte nockud være satt i þvi, sem um nefnt efne til min borest hefur, upp á þad slikt ecke skuli i frammtidinne koma Monsr. Vigfuse edur ydur til stærra forsvars.

I fyrstu eru fyrer mier nefnder Andres Biörnßon, buande á hálfum Hellum, og Arne Jónßon á Lækiarbacka, hverier nu nylegast hafe þeße sin byle nockrum sinnum af ydur heima falad, og eckert endelegt svar feinged, hvad ef so er, þa munde ydur i frammtidenne bágt verda þad ad forsvara. Mun ydur eige ókunnugt, ad kóngar vorer hafa fyrer löngu bannad nockurn bónda fra sinu byle ad hrekia, so leinge hann löglega á jördunni byr. Og sie þad ecke, þa eiga menn ad klaga bondann fyrer ólöglega ábud, fyrer riettum valdzmanne, en ecke giöra sig siálfa ad dómurum i málenu, þar sem menn eru ecke nema sakeigendur. Sier i lage hefur C 4., sem óefad vited, utgefed tvö bref um ábyle á kóngs jördum, ad bændurner þeß þeirra lifs tid niota skule, og kann hver einn ad þeinkia, ad ecke mune kongur lida bændum (jardanna eigendum) ad hafa þad i framme vid sina landzseta, sem hann kallar óriett á sinum (kóngsins) eignum. Sama hefur Magnusar kongs meining vered, sem siá kunned af bunadarbálks 2. cap., hvern ef þier med athygle yferlesed, þá mun ydur ad fullu skiliast, ad ecke sie löglegt ad láta einn bonda, sem heima falar, vera i ovißu framm under fardaga, og reka hann so ut sidan, ef hann þá ecke vill gánga under alla ókoste, sem uppá setter verda. Utbyggingar saker eins bónda eru, ad hann ecke gielldur sinar skullder edur nidur nider jördina, enn ecke, ad hann syniar ad ganga under nyiar qvader eda álögur, hvort helldur vera kynne ny uppfundenn dagsverk, hestlán ofan á hin fyrre, uppgiöí hálfs hlutar epter ródrar dreing, edur annad þvilikt. Og hveriu mundud þier edur adrer svara, ef adspurt yrde, hvada rett þier hefdud til soddan nyrra uppásetninga? Kannske þeßu, ad adrer umkring i hieradinu giöra þetta hid sama. Hier til svara eg ydur. Ef einn giörer óriett, þa meiged þier þó ecke, nema þier vilied verda honum samferda i straffenu, ef þar til kiæme. Eins litinn riett hafa s. 39menn til (so vitt eg veit) ad skipa landzsetum sinum ad róa þar, sem þeim er audsyneleg baga von, og er best menn þeinke, ad þeßer almuga bændur i einfelldne leigia jarder manna, en ecke selia sig i þrældóm, og þótt þeir so heimsker være, ad þad giörde, þá er þad a móte kongsens vilia, sem skipar, ad þeir skule giallda hußbændum alleina hvad riett er, og hußbændur þar á mót ecke ofþyngia þeim yfer lög framm i nockru. Þier munud af þeßu taka hvad ydur hentugast synest, enn þad seige eg ydur fyrer framm, ad ef nockur af þeßum Reinis bændum, edur ödrum, klagar fyrer mier framm veigis nockurn synelegann óriett sier giördann, þa mun eg ad visu so tilstilla, ad þeim, sem yferklagast, kostur á verde sinar giörder ad forsvara. Ad sidustu vil eg hier áminst hafa, ad so framt nockrer þeir, sem þier edur adrer kynnud (kann ske) um misþeinkia, ad þetta edur þvilikt munde mier til eyrna bored hafa, mæta af ydur edur ödrum nockru hördu i þvi nafne, þá mun eg, so mikid eg orka, þa til riettar stoda. Er mier ecke ókunnugt, ad menn her i lande hafa fyrrum róg kallad, þá almugenn (stundum fyrer nógar ordsaker, stundum i óframmsyne) hefur naudsyniar sinar frambored, fyrer þa, er hann meint hefur sier eiga og vilia lidsemd ad veita. Enn á hverium fótum þvilikt stande, skal eg med tid syna þeim, sem lyst kunna hafa til ad sakfella almugann fyrer þad, ad hann fyrer mier kvarte um þad, er hönum þiker sier þungt falla. Eg enda þenann sedel med hverskyns heill óskum. Verande ydur velviliadur A. M.

s. 39

ERLENDUR ÁSMUNDSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Hófi (Hóffe) 21. sept. 1705.

Efter orig. i AM. 450, folio. Lader A. M. vide, at Vigfus Gislason er rejst østpå til Myrdal for at tilsé sine jorder og ordne forskelligt ang. deres bebyggelse, hvilket nærmere angives. »Dómakver þad eg hya ydur atte edla Hr., er mier echi i hönd komed enn þá; og være mier kiærara þad hya ydur være enn ödrum« …

s. 39

PÉTUR ÁSMUNDSSON TIL ARNE MAGNUSSON. 1708—11.

(7/6 08). AM. apographa dipl. isl. nr. 3037, brevuddrag med skriverhånd. Giver efter A M.s anmodning navnene på klosterholderne på Skriða fra og med hans farfader Jón Einarsson, af hvilke de fleste tillige har været sysselmænd i Mula syssel.

s. 40

PÉTUR ÁSMUNDSSON TIL ARNE MAGNUSSON. 1708—11.

(Útnyrðingsstöðum 14/9 1711). Efter orig. i AM. 451, folio. Om eftersøgning af et gammelt brev m. v.

… Tilskrifed medtekid þacka eg ydur allvinsamlega, eirnenn medfilgiande briefed hid gammla, hvad mig lited ummvardade. Enn þvi er so vart Gofuge Herra, ad eg kann nu eckert ad utvega þad ydur til efterlatz-seme þiena kinne. Eg vona þad sie ad þrotumm hier þad til frietta kann, enn hvar þad gammla kaupbrief er nydurkomid Jorundar gammla fyrer halfri Hafrafelle i Az kirkiusoknn veit eg ei, utann verda kinne þad mætte diliast i briefumm sira Einarz saluga Jonz sonar, er hiellt Azstad i Fellumm, og nu i herfórumm sira Biarna Einarsonar, er nu helldur fyrr tiedann Aß stad, og skal eg vid þvi leitast efter megne þad upp grendsla, ef verda kinne, vel nefndur Þordur Þordarson nefnde so vid mig, hvar eg skal i ongvann máta viliann vanta lata. …

s. 40

ETATSRÅD CASPAR BARTHOLIN TIL ARNE MAGNUSSON. Kiøbenh. d. 7. Junii 1710.

Trykt efter orig. i AM. 439, folio. Adr. til assessor og professor Arnas Magnusen a Schalholt.

Velædle her Assessor høytærede kiere Collega,

Ved dette ville Jeg, efter min skyldighed, hafve den ære og gratulere min her Collega til hans avancement blant Assessores in Consistorio, og vil ønske vor herre vil føre ham hiem til os igien med helbred og sundhed, voris fædreland og Universitetet til ære og tieniste. I det øfrige beder Jeg om continuation af voris mellemværende venskab og ville ønske at kunde bevise min her Collega, efter skyldighed, nogen behagelig tieniste, saasom Jeg, nest flittig helsen fra min kone og andre gode venner, stedse er og forblifver

Min høytærede her Collegæ ydmygste og skyldigste tiener C. Bartholin.

28. 11. 1716 forpligter Arnas Mag’nussen sig til at betale etatsråd Caspar Bartholin 153 rdl. 78 ß af Torvesens hos ham stående penge, når han får notice om, at dette beløb, som etatsråd B. efter A. M.s begæring har givet stiftskriveren i Stavanger ordre til af studieskatten at betale til kgl. historiograf Thormod Torvesen, er udbetalt til T. Efter koncept i AM. 453, folio.

s. 40

THOMAS BARTHOLIN (SENERE JUSTITIARIUS) TIL ARNE MAGNUSSON. [København] 3. junii 1710.

Trykt efter original i AM. 439, folio.

s. 41Velædle Hr. Professor,

Jeg tacker skyldigst for Deriß meget angenemme skrivelse fra Iisland, hvilcken jeg tillige med Arngrimi Crymogæa strax ved skibets ankomst effter ordre afhændte hos Madame; Og var det mig kiert deraf at erfare min Herris løckelige ankomst der til landet, saavelsom, at De endda iblant Deris mangfoldige andre vigtige forretninger kunde tæncke paa mig, Deris ringe tienere, som jeg deraf sluttede, at De endnu med forige affection var bevaagen. Hvi[l]cken Deris godhed og oprigtige hierte, jeg beder, stedse maatte continuere mod mig, forsickrende, at dend skyldige estime og veneration, jeg bær for min Herre, aldrig paa min side skal manqvere.

Af dend formaning, som min Herre gav mig om Udenlands reysen, giettede jeg strax, at jeg icke i aar maatte vente Dem hiem igien; Jeg reyser dog icke, før, end ad Aare, og i det ringeste meener at være borte udi 2de aar, i hvilcken tjd, jeg nock ynskede, at min Herris vitløfftige commission der paa landet gandske og effter fornøyelse kunde afhandlis, paa det jeg ved min Hiemkomst kunde blive saa løckelig at nyde, til min store gavn og nytte, høytærede Hr. Professors lærde og meget behagelige conversation. Dend har jeg dis værre! savnet meget i vinter, hvilcket sandelig nocksom kand udvjsis af de 2 smaae bispekrønicker, som jeg haver givet ud, thi hvis min Herre hafde vaarit her tilstæde, tvivlis icke paa, at de smaae piecer tillige med min Dissertation vare jo blevne langt meere correct, og med langt større accuratesse udgivne; Derfor, qvicqvid in illis peccatum est, id non imputetur culpæ meæ, sed vestræ absentiæ. Dog târ jeg mig dend frjhed at skicke Dem et exemplar af same Bispe Historier i Engelsk bind, og derforuden et andet i fransk bind, som De, om saa synis, vilde behage paa mine vegne at forære Venerabili Sedis Skalholtensis Episcopo Jonæ Vidalino, og tillige med formælde Ham min ubekandte Hilsen og respect. Ellerß beder jeg, at min Herre om dette smaae tøyg vilde, om dertil givis leylighed, gunstig meddeele mig sit oprigtige betænckende, paadet jeg siden ved Deris anslag kunde adhibere secundas curas. Engang ved nytaarstjder gav jeg suppliqve ind til Kongen om Promotion, mens, som min Fætter Philip Julius Adolphsøn Bornemann paa same tid supplicerede, fick vi begge allernaadigst afslag, endskiønt de i Cancelliet fortolkede det paa en høfligere maade; at det var bleven optaget ad referendum. Jeg meener dog om 14 dage at storme paa ny igien, og see, hvad Gud og lycken vil giøre.

s. 42Gualtherus, som Monsieur Bornemann kiøbte i Leipsig, og bragte i sin koffert hid med sig til Kiøbenhavn, kostede 6 rdl. Den anden Gualtherum fra Hamborg har Fabricius nu lovet at sende til Gram med første leylighed, og som jeg troer for slet intet. Jacob Jacobæus er ved Mag. Bagers Død for nogle Uger siden bleven præst i Faxøe. Hanß broder Thomas Jacobæus, som var paa veye at blive Medicinæ Professor, døde, selv Medicus og i en Doctors (Buchwalts) Huuß strax effter H. 3. konger. Iblandt Professorerne er der ogsaa siden Deris bortreyse skeeidt temmelig stor forandring. Masius er død. Steenbuch per conseqvens blev Theologus, og min Herre Assessor i Consistorio. Vandal er død. Worm, som var proximus, hâr tillige antaget professionem Theologicam. Den unge Vandal er bleven virckelig Metaphysices Professor. Monsr. Skive er bleven designatus Mathematum et Philosophiæ Professor og er næst til at ascendere. Foss paa Sorøe har faait permission at forblive i sit Rectorat, indtil der falder en vacance ved Academiet, som hand kand være tient med. Rectoratum troer jeg, at Reitzer nolens voiensqve kommer til at continuere; thi ellers skulde Bircherod være det. Et fortè Magnifica ista Majestas in tali homine non adeò decora appareret. Reitzer er ellers bleven Assessor i Høyeste Ret og Justitz-Raad; Hâr ellers søgt om at blive Vice-Borgemester i Ernstis sted, som succederede sl. Fries-dverg. Maaskee hand faaer det. Procurator Scavenius er bleven General-Fiscal og Cancellie-Raad. Ald verden sættis paa disse vanskelige tjder udi krigs-styr, og troer jeg nock, at min Herre, endskiønt Hand er fraværendis, jo dog alligevel faaer en Rem af Huden. Jacob Arvesen er død. Matthiis Peersen og Jens Olsen ere blevne designati Raadmænd. Wiltan, bullatus Doctor, er bleven Hofprædikant i Masii stæd, og Grævinde Schindlers Confessionarius. Torfæi Historia Norvegica bliver icke færdig, førend Paaske ad aare, og har jeg raadt Reitzer til, at Hand skulde sende Prolegomena, som giøris ved Mag! Thorlevum Haltoriuin, hen til min Herris revision; Om det skeer, eller icke veed jeg icke; Det veed jeg, at om de icke anderledis blive heiglede igiennem, bliver det stor skade for bogen. Hvad den commission paa Bircherods Auction angaar, da fick jeg næsten alle de Manuscripter, som min Herre forlangede, men temmelig dyrt: Det heele Regenskab beløb sig til 26 rdl. 1 & 15 ß. Jeg har ogsaa effter ordre annoteret, hvo der kiøbte Dem, som vi icke naaede; Og, det, som De paa same Memorial befalede mig, skicker jeg Dem nu, Boxhornii historiam Universalem in 4to. Lerche er kommen i Holstis s. 43sted paa Cammeret, Veiberg er bleven Ordens Secreterer og Ceremonie mester, Walther Ober Ceremonie-mester og tit. af Geh. Raad; Eichsted i krigß-Cancelliet og tit. af Geh. Raad. Geh. Raad Lente har laget sin afskeed; General og Ober Jægermester Reventlow har ogsaa faait dend. Dette er det nyt, som jeg saa i en hast kand huske, lever jeg til ad Aare, skal De befinde, at jeg har funden paa en bædre Methode. Til effterhøsten haaber jeg vist at faae brev fra min Herre, og i det øvrige, næst flittigste hilsen til Dem fra Moder og Syster, Farbroder, Rømer, Worm, Højer og andre med kierister, Er og forbliver jeg

Velædle Hr. Professors ærbødigste tienere
Thomas Bartholin.

s. 43

ARNE MAGNUSSON TIL [A. F] BASSEWITZ. København 1719.

(8/2 1719). Efter en tak for B.s besøg og besigtigelse af hans samlinger genoptager A. M. en mellem dem ført samtale om sproget i de 4 evangelier i Codex argenteus i Upsala, som er bleven udgivne i Dordrecht 1665 under titlen Novum testamentum Gothicum. A. M. hævder, at oversættelsen ikke er gotisk, men germansk (tysk), da Goterne er udgåede fra Skandinavien og må have talt samme sprog som de gamle svenske (som også Svenskerne kalder deres sprog gotisk). Tyskere og Nordboer har vel oprindelig talt et fælles sprog, men visse forskelligheder skiller alle tyske dialekter fra de nordiske sprog. Som hovedafvigelser opregnes: tyskerne har ingen efterhængt artikel eller passiv-endelse, men har forstavelserne ge- og be-Da Codex argenteus i disse henseender nærmest stemmer med tysk, må sproget henregnes til denne gruppe. Mener, at oversættelsen er foretagen fra latin med lejlighedsvis benyttelse af en græsk tekst, og at den ikke skyldes biskop Ulfilas. Brevet er, med undtagelse af indlednings- og slutningsordene, trykt i E. Benzelius’ udgave Sacr. Evangeliorum versio Gothica, Oxonii 1750, p. VII—XI, endv. i uddrag hos J. C. H. Dreyer, Monumenta anecdota, Lübecæ et Altonæ 1760, p. 188—90, samt kort refereret i Miscellanea Berolinensia, Continuatio I, 1723, p. 47.

s. 43

ARNE MAGNUSSON TIL [A. F] BASSEWITZ. København 1719.

(19/3 1719). Giver oplysning om et samlings-bind islandsk litteratur, trykt i Skaihoit 1688: a. »Sagan Landnama« (ͻ: Landnámabók), karakteriserer indholdet, nævner forfatterne, særlig Haukr Erlendsson, og bestemmer affattelsestiden til c. 1330 (Hauks levetid, og tiden for »Brandus qvi nune habitat in Skogum«), b. Schedæ Ara prestz froda (ͻ: Íslendingabók). »Estque hic libellus omnium Islandicorum antiquissimus, scriptus circa A. C. 1130. Accuratissime etiam hoc opusculum s. 44elaboratum est, ac itaqve digc itaqve dignum, ut a pluribus quam Islandis legi possit. Ego in juventute mea illud in latinam linguam transtuli et notas quasdam adjeci, quæ omnia, nisi mors interveniat, revidebo, ut typis publicis committi queant«, c. Christendoms saga. Skriftets henvisning til biskop Bótólfr († 1246) har ingen betydning, da værket må være yngre; et A. M. tilhørende membranfragment tilhører tiden c. 1350. Har ringe betydning som væsenlig kompileret fra Olav Trygvesøns saga. »Extat vero etiamnum ista Olavi regis vita in aliquot egregiis è vetustate codicibus, quorum unum bibliotheca nostra academica inter libros à Resenio donatos asservat, et egomet 3 possideo«. Den i Skalholt 1689 trykte Olav Trygvesøns saga er afskrift efter sagaen i Flateyjarbók på det kgl. bibliotek. »Cæterum in prædicta Christianismi Islandici historia paucula quædam leguntur, quæ alibi non habeinus. Unde bene est, quod Thorlacius lihellum illum excudi curaverit, majori futurum usui, si crassas, quas passim continet, mendas ante editionem sustulisset. Sed hoc condonandum erit viro in his rebus parum versato«, d. Grønlands historie. Er en ung islandsk, unøjagtig oversættelse af Arngr. Jonssons latinske, hidtil uudgivne arbejde; fortjænte næppe plads i dette bind.

Giver i en efterskrift oplysning om »Dissertatio V. de Historicis Danicis«, som 1719 er udkommen under Poul Rytters og Chr. Andreæ navn (»de A. Hojeri Hist. dan. agit«). Diss. I—IV eksisterer ikke. »Paulus Rytter et Christianus Andreæ studiosi sunt in hac universitate annosi, rerum Daniæ historicarum, quantum sciri potest, parum periti. Horum nomina, insciis ipsis, autor chartulæ ascivit, ut res eò magis risum lubentibus moveret, iis præcipue, qui hos probe norunt«.

To latinske breve fra Arnas Magnæus til den Hannoveranske afsending i Sverrie Adolf Frederik B., af hvilke 1. foreligger i Hamburg Stadtsarchiv (formentlig original) og desuden i afskrift i Islands landsbibliotek (J. Sig. 98, fol.), samt i det Kgl. Bibliotek Ny kgl. sml. 1850, 4to og Uldalls sml. 448, 4to, 2. i afskrift Ny kgl. sml. 1850, 4to og Uldalls sml. 448, 4to samt i Linköpings stiftsbibl. (cod. hist. 47).

s. 44

KØBMAND HANS BECKER TIL ARNE MAGNUSSON. Carlshamn 6. febr. 1720.

Trykt efter egenh. orig. i AM. 231 e, 8vo. Tilskrift og afslutning udeladt. Adr. »Arnes Magnussen, Assessor« etc.

Min lyckelig ankomst her til Carlshamn tviler ieg ei paa at min Herre io er bleven notificeret ved mit første bref til min Compagnon. Siden den tid hår Kiøbmandskabet ickun gaaet slet og ret og meget langsom, formedelst manqvement af Penge iblant Folk, saa at ieg troer at ieg endnu opholder mig imod min villie her i 10 a 12 dage, min retour ladning bliver gode breder og endeel andet ramleri af Jernkram. Jeg hâr talt med en Professor ved naun Folker, som hår veret Professor udi Pernau i Lifland og opholder sig nu her i Carlshaun og lider vel, hand hâr lovet med Tid og Stund at forskaffe den bog, s. 45Rudbecks Atlandica, naar den kand falde ved auction udi Stockholm eller Upsala, bogen skal ellers vere heel rar formedelst at en deel exemplar er bleven brent. Den samme Professor hâr bedet mig at recommendere hannem hos min Herre til at correspondere med hannem. I det øfrige nest al velstands ønske samt min respect til Madame.

s. 45

AMTMAND CHRISTIAN BERGH TIL ARNE MAGNUSSON. Porsgrund 10. maj 1728.

Trykt efter egenh. orig. i AM. 222, 8vo. Udeladt som ved nr. 64.

Den Amitie Han mig altiid haver temoigneret giver mig det haab Hr. Assessor disse faa linier ikke tager fortrydelig, hvormed Hannem at incommodere jeg er vorden anlediget, ved det, at nogle bønder af Souer Præstegield udi det mig allernaadigst anfortroede Bratsberg Amt er geraaden udi Trette med hin anden om Deris ende mærker, og som en af parterne sin Ret med indesluttede gamle documente (ikke vedlagt) vil beviise, møder just dette, at hverken Sorenskriveren eller nogen anden her i Eignen dette gaml-dags skrevne skrifft kand læse, da det dog er synd, at Manden des aarsage sin Ret skall tabe; Thi haver jeg hos Hr. Assessor allertienestligst skullet tilbede mig den godhed om Han ei paa stemplet papiir, under hans verification ville behage at udsette indesluttede documente, saasom jeg ingen bedre veed udi denne passu at addressere mig til, slig hans mig erteede velvillighed, jeg ei alleene effter behagelige villie i alle tilfælde er pligtig at aftiene, men endog paa den procederendes vegne offererer all præscriberende Reconnoisance. Parterne skeede derhos en tieneste om dette documentes oversettelse tilligemed originalen inden den 16de eller 18 Junii kunde være her tilbage, til hvilken tiid deris Sag skall foretages; Jeg lever med all vedbørlig amitie og skyldig Consideration.

s. 45

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND MARKÚS BERGSSON. Skalhollte 29. martii 1712.

Trykt efter egh. underskreven original med skriverhånd i AM. 410, folio. Takker for nogle tilsendte gamle breve og beder om hans hjælp til at fremskaffe andre lignende, som efter endt brug skal restitueres. Besvarer M. B.s forespørgsler (af 3/12 11) om handelsoktrojen og købmændenes privilegier; indskærper købmændenes forpligtelser overfor befolkningen og beder M. B. kraftig støtte denne.

Ydar vinsamlegt tilskrif daterad Vigur 3. Decembris á næstlidna áre kom mier til handa þann 19. Martii ur för Einars s. 46Gudmundssonar ur Adalvik. Þacka ydur þar fyrer kiærlega, sem og fyrer þau medfylgiande gömlu bref, og er eg skylldur ad virda þá ydar huxunarseme og vinsemd, vonande ad ef þvílíkt fleira siónarverdt kynne fyrer aug[u] ad bera, hvört sem helldur være þvílík gömul bref, edur annad fródlegt, þier þá muned giöra vel ad huxa til min þar med, hvert sem eg þá være nálægur edur fiarlægu[r].

Ef þvilíkt nockud, innlagt i brief til min, kiæmest i h[end]ur lögmannenum Pále Jonssyne Widalin annad hvert á næsta þinge edur sídar, þá veit hann alltíd þvi til min ad koma. Svo munud þier og sialfer jafnan spurt gieta, hvar mig sie ad finna, og skal mier þægt vera bref frá ydur ad fá, og jafnvel þótt eckert áskotnadist af þeßum fornu documentum. Sr. Halldóre Jonssyne i Grunnavík skrifade eg til i haust med ydur, um nockur gömul document, enn hefe frá hönum eckert svar feinge[d]. Þier giördud vel, ef svarid hiá hönum utvegudud, og ef nockud fyrer yrde, á alþing færdud þad sem hann sende, so kynne þad til mín ad komast i ferd fyrrnefnds lögmanns, hvar sem eg yrde, þvi vid finnumst óbrigdullt epter þíngid; og munde þetta eige meira verda enn so ad eg þad fliótlega absolverad giæte, og skyllde sidan skilvíslega restituerast, hier til vil eg ydur treista. Áhrærande octrojerne sem þier ummskrifed, þá eru þeir samhlióda yfer allt landed eins og eitt kóngsbref være, og er allt þad fyrerboded og skipad á einne höfn, sem á annarre er fyrerboded og skipad, alleinasta ad i Eyrarbacka octroi er sa 11te. articule fyllre enn i annarra hafna octrojer, og i Vestmanneya Octroi er sá 12te. articule nockud ödruvís ordadur. Allt annad geingur eins yfer allt landed, sem strax var sagt. Eg sende ydur hier med extract af Octrojen innehalldande allt þad sem landinu og landsfolkinu vidkiemur, og under ydar dóm kynne ad koma. Hitt annad sem eg hefe hier undanfellt kiemur Konglegrar Majestatis Rente Cammere vid og þarf ecke naudsynlega hier i lande ad vitast. Svo siáed þier hier af, hvad kóngurenn hefur skipad og bannad kaupmönnum, öllum á einn veg, umm kring allt landed, nema i Vestmannaeyum er ecke epterliggíara bannad ad vera. Á aungum fótum stendur, ad syslumadur ecke skule yfer kaupmönnum dæma eins og ödrum i syslunne, true eg og ecke ad nockur kaupmadur þore þvi under votta ad vænast. Enn ef þad skyllde skie, þá villde eg þier sendud mier slíkt, skiallega bevísad, og mun eg medfara sem mier synest. Sömuleidis er þad lángt frá riettu, ad kaupmenn giöre apturreka gillt priónles og vadmál. þeir eru skyllder þad ad medtaka, og med þvi ad betala sem s. 47eigandenn hefur naudsyn á og i kóngsins taxta stendur. Ecke eiga og kaupmenn rad á ad fella ullarvöru til fiska reiknings, epter sinne eigen villd, so sem ad taka 6. alner vadmáls lyrer 25. fiska i fiskareikning, og annad þvilíkt. Þeir eru skyllder ad taka gillda ullarvöru riett epter taxtanum, enn þar á mót hafa þeir riett til ad hæcka sinnar voru taxta, mót ullarvörunne, epter kóngsins taxta, og eckert framar, og giördud þier vel ef þier sæktud ad afskaffa þann óriett sem i þeßarre ullarvöru töku passerad hefur firir vestan. Verde ydur þetta bágt med ydar eindæme, þá láted mig fá skiallega klögun ydar hier umm, og vottad frammbod ullarvörunnar, og neitun medtökunnar, og skal eg siíku ecke under stól stínga. Þad er hvers valldzmanns æra ad hiálpa sinnar syslu innbyggiurum til rietta, og sporna vid, slikt sem verdur, ad ecke kome þau þyngsl i vana á örfátækann almuga, sem kónginum ecke eru til neins ábata, og hann ecke uppábodid hefur. Enn hitt er hvers valldzmanns óvirding, bæde i brád og leingd, ad horfa á óriettenn og taka hvörugre hende þar i, og villde eg ydur og alla góda menn þar hafa fráskilda. Virded vel, góde vin, þetta mitt bref, og vered, ad endingu, eylifum Gude trulega [be]falader.

s. 47

SYSSELMAND MARKÚS BERGSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Vigur vid Isafiord 3. dec. 1711.

Efter original i AM. 451, folio. Efterliggere er i alle købstæder; forespørger, om dette er tilladeligt, og ligeledes, om købmændene kan unddrage sig sysselmandens domsmyndighed. Selv er han bleven forulæmpet ved at købmanden har nægtet at modtage vadmel og uldgods, hvori skatten for en stor del betales. »Eg sendi ydur nu nockur gomul brief, til þeß þier siáed vilia minn þar umm, þo eg viti þier hafid sied þaug adur, og vildi eg feigenn frammveigis vidleitast ef mogulegt være ydur fleira ad utvega« …

s. 47

SYSSELMAND MARKÚS BERGSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Auxaraa 12. julii 1712.

Efter original i AM. 451, folio. Takker for A. M.s brev af 29/3 og de tilsendte oktrojer, af hvilke han vænter sig stor hjælp mod de vrangvillige købmænd; de måler vadmelet med dansk alen og kræver således for stor bredde, hvad almuen længe har måttet finde sig i. M. B. har ikke kræfter til at stå imod og må finde sig i uldgodsets tilbagevisning. Beder om A. M.s bistand mod den ureelle handel på Skutulsfjord øre. Fremstiller en mellem ham og en Einar Gudmundsson svævende sag, som A. M. ses at have udtalt sig om. »Jeg sendi Ydur nú tvo pergamentes brief med innziglum og bid minn Herra vel virda, þo fánijt sieu« (Hertil A. M.s marginal medteken Og annoterud). Har nylig modtaget et brev fra A. M.

s. 48

SYSSELMAND MARKÚS BERGSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Augre 30. aug. 1729.

Efter orig. i AM. Access. 1. … Af ydar góda missive fæ eg ad spiria þaug hormulegu tydende umm þann oluckulega elldsbruna, sem yferduned hefur Kaupenhafn næstlided ár, hvad hriggelegt og sorgarlegt er ad heira og spiria. - - Eg sende nu hier med ydar Velbh. hier med(!) nockur gomul bref, asamt Registur yfer hirdstióra og logmenn hier i lande, sem eg bid ydur minn góde Herra vel upptaka, og ef eg kinne ad fá nockur gomul bref framar edur annad þvijlikt, skal eg giarnann utsenda ad áre lofe Gud, og ef eg giæte orkad þar um nockud, þa villdi eg aungvann annann betaling þar fyrer enn meiga niota ydar þægelegra orda þá vid kinne þurfa, sem eg met miklu ædra enn peninga. Jeg hefe hier nockur blod um Bolungarvykur eigner, hverier þær mann epter mann hafa eignast sijdann 1400, og umm þær þrætur, sem tilfallid hafa um þær somu; ef ydar Herradóm þocknadest, skillde eg láta þad hreint skrifa og senda þad fram sijdar. So hefe eg til lans nockud af Annalum umm þad sem til hefur bored hier i lande, hvad og skilde utskrifast, ef ydar Herradóm þocknadest. Jeg sende ydar Hd. epter tilmælum logmannsens sal. Vidalins nockur ork prentud, sem biskupenn Hr. Gudbrandur hafdi látid utganga, um sinder og leste; nu hefe eg annad skrifad epter, og er þad velkomed ydar Velbyrdigheitum til þienustu ef vilied. Beklager sig over en fiskevejning, som er overgået ham på Skutulsfjord-øre, og hvorom det nedsendte vidnesbyrd nærmere oplyser. Også forrige år har M. B. haft strid med købmanden og tilbageviser en beskyldning for utilbørlig tale. Udførlig fremstilling af købmandens fremgangsmåde ved vejning. Almuen drister sig ikke til nogen indsigelse. Vil gærne vejledes ang. handelens afregning i forskellige andre tilfælde.

s. 48

A[RNE] M[AGNUSSON] TIL KØBMAND VITUS BERING. Skalholt 16. sept. 1709.

Efter koncept med skriverhånd i AM. 452, folio. Anmoder V. B. om at foranledige, at hans moder som rederinde til havnen på Húsavík i købmandsbøgerne lader efterse, om et af hendes købmand dersteds, Windekilde, 1707 oppebåret beløb af lagmand Gottrups udsejlings-kontribution er bleven, som påstået, igen udbetalt på Island, eller i modsat fald at klarere det til A. M. eller hans kollega lagmand P. Vidalin.

s. 48

[ARNE MAGNUSSON] TIL [LANDFOGED P. BEYER]. [Skalholt] 12. nov. 1704.

s. 49Trykt efter uunderskreven koncept med skriverhånd og A. M.s rettelser i AM. 449, folio. Besvarer en forespørgsel (af 9/11), om dødsstraf kan anvendes mod en kvinde, som er medskyldig i drabet på sin mand. Sml. nr. 92.

Monsieur, Høytærede fornemme ven!

Jeg tacker skyldigst for hans tvende gode skrivelser af d. 2. og 9. hujus, og ønsker at denne min, maa finde hannem og hans ved sundhed og i god velstand. Angaaende den skreckelige drabssag, som der i nærverelsen hos hannem sig haver tildraget, da kand jeg icke andet see, end at den udædiske kone, som haver bestilt een til at myrde hendis mand, jo bør at miste livet, og kunde jeg ingen betænkende have derudi, om jeg var dommer der over, thi loven lib. 6. cap. 6. art. 12. siger, at hvo som befaler eller kiøber nogen til at ombringe en anden, skal straffis lige som hand hafde giort gierningen med sin egen haand. Ydermeere tvifler ieg icke paa, at om denne sag var hos oB i Danmark, da fick vel denne kone en forsmædelig død. At tvende icke burdte at miste livet for een mands drab, kand icke vere een almindelig regel (som for exempel, om to eller tre hafde vaaret om at hænge eller druckne en sterk karl). Og det som loven lib. 6. cap. 6. art. 2. siger, at de som hår været med i haandgierning, hvor en bliver dræbt, skal miste deris fred, er uden ald tvil at forstaa om to eller tre, som med kaarde eller andet sligt gever gaae løs paa en, thi der kand icke fleere end en give håm banesaaret Belangende det 11. cap. i Mandhelge-Balken i voris Ißlandske loubog, som taler om baneraad og siger, at hvo som opspinder noget raad eller middel til at skille een ved livet, og uden at legge self haand paa hâm, skal derfore betale fuld mandebod, Da om nogen vilde der hen føre denne kones vederstyggelige sag, saa bør i mine tanker at betragtes, at i benæfnte Iislandske loubog straffes manddrab i viße tilfælde icke uden med forvisning af landet, hvilket som nu af ingen dommere ansees, eller ansees bør, i mod det, som vore konger have siden constitueret om manddrab, saa bør icke heller, efter min mening, dette 11te. Mandhelge Balkens capitel nu at befrie nogen i mod den norske loues formælding lib. 6. cap. 6. art. 12. som før er anført. Saa kalder og den Iislandske lou det nidings verk at slaae sin egtefælle i hiel, hvilket denne kone vißeligen haver giort, om end skiønt hun hâr brugt een andens haand der til. Ydermeere graverer det end da hendis sag, at hun før og siden (som jeg hører) hår ligget i med gierningsmanden. Med et ord, jeg seer icke hvad hende kand befrie fra at miste hendis hoved. Angaaende mandraberens (og denne udædiske qvindis, s. 50om hun skulle komme til at miste livet) begravelse, da er jeg derom i samme tanker som Monsieur, nemlig at deris lægemer icke burdte at komme i kirke gaarden, mens leggis et stæds nær ved veien og tildæckes med tvende store sten dyß. Og kunde dommeren heel vel forsvare, om hand i sin doms slutning satte, at diße udædiske menniskers hoveder skulde andre til afsky hver for sig sættis paa en stage, saa som i slige seldsomme mordssager skeer hos oß i Danmark, thi denne sag i alle kanter er saa beskaffet, at den icke kand ansees for et simpel mandrab; konen hår saa at sige med hendis ære kiøbt manddraberen til at ombringe hendis mand, og hand staalet sig paa den arme mand og saaleedis myrdt hannem uskyldig. Om misdæderes begravelse er at læse udi Christen Retten, som i det 11. capitel mælder, at udædiske mennisker saa som forrædere, mordere, tyve etc. skulde icke begraves i kirkegaarden, og saaleedis holdis der med i Danmark, som Monsieur vel veed. Dette er nu min ringe betænkning om ermældte mords sag, saa vit jeg der om kand raisonnere. Hvad jeg ellers kunde have at skrive angaaende mit eget væsen, faar denne gang at beroe, at budet der efter icke skal opholdis. Jeg er og i tanke ad nyde den ære at see Monsr. her paa stædet, om veirliget icke forhindrer hannem. I midler tid forønsker hannem, hans kiæreste og børn lycke, velstand og alskens fornøielse, forblivende i det øfrige.

s. 50

[ARNE MAGNUSSON] TIL LANDFOGED P. BEYER. [Skalholt] 3. dec. 1707.

Efter ekstrakt med skriverhånd i AM. 449, folio. Indeh. vejledning ang. de nødvendige foranstaltninger m. h. t. Arnarstapens ombud, efter sysselmand Magnus Bjørnssons død, i hvis forretninger nogen uorden befrygtes. »Angaaende Arnerstapens ombud da skulde jeg meene, at der om behøvedes nogen anstalt inden foraaret, og det jo for jo bedre; aarsagen er, at paa een deel af jorderne ere mand og kone bortdøde, af een deel jorder ville de paaboende bort og vide icke, til hvem de skulde løskyndige dem. Saa er og at befrøgte, at nogle stæder, hvor der icke er til bage uden løst gesinde, at de skulde slagte qvielderne og æde dem op, hvor fore ingen reparation kand haves uden deres huud og frelse, hvor med hanns Majt. icke er tient«. Forskellige mænd nævnes, hvis bistand kan søges.

s. 50

ARNE MAGNUSSON TIL LANDFOGED P. BEYER. Skalholt 21. april 1708.

Efter egenhændig koncept i AM. 449, folio. Besvarer en forespørgsel (af 10/4) angående ødegårde i Guldbringe syssel og Mosfells sveit: 1. Selv om kun s. 51gårdens halve jord kan bortfestes, bør man gå ind herpå, og en ordning ang. lejekvæget må da træffes. 2. Det er mindre farligt, at gårde i Mosfells sveit nogle år ligger øde, end de i Guldbringe syssel, da disse vil lide mest skade ved at gå ud af drift. Hvor bønderne af mangel på tjænestefolk ikke kan blive ved gården, var det bedst at slå to sammen med fælles brug af tyendet. »Dog seer ieg forud, at formedelst folkenes selfraadighed skal dette kandske icke vere saa let at bringe i verk, hos de fleeste, besynderligen nu, da alle folk, lige som paa en auction, søge med excessive-løn at locke folk til sig at tiene«. Gårdene bør op- bydes på store forsamlinger og bortfestes for hvad man kan få (eller for intet).

s. 51

[ARNE MAGNUSSON] TIL LANDFOGED P. BEYER. Thingvelle d. 7. julii kl. 8, 1708.

Efter uunderskreven kopi med skriverhånd i AM. 451, folio. Fraråder at følge det kgl. reskript af 24. marts 1705 om lagrettemændenes udnævnelse efter Norske lov.

Til Monsieur Beyer!

Laugmand Widalin længes at tale med min Herre, formedelst laugrettemændenes udnæfnelse. Det er at beklage, at slige ting skal foraarsage møie og tanker. Hand er ilde der i, vil gierne at tingen var paa en ret fod, og paa den anden side frøgter hand for, at denne saa ringe sag skulde kunde foraarsage nye disputer, som hand for alting vilde evitere at geraade i med min Herre. For Gudz skyld, mager det saa, at denne gnist icke bliver til lue. Det er en gang vist, at den allernaadigste ordre, som her om er udgaaen, kand icke efter dette landz leilighed bringes i verk (som hand self seer), om alle folk nu vilde contribuere der til, som skyldigt var, om det loed sig giøre, og er dette allene foraarsaget ved amtmandens iecke nocksom overlagde underretning. Skulde mand nu vilde vige fra forordningen og opfinde noget nyt expedient, da veed jeg icke just, om mand kunde forsvare det i fremtiden. Mine ringe tanker var, at efterdi det er aldeles umueligt at effterkomme den kongl. forordning, saadan som den er udgaaen, at mand da loed tingen i aar blive som den hâr været, og siden i sommer eenstemmig (jeg meener Monsieur, vicelaugmanden og begge laugmændene) refererede til Hans høi Excellence al sagens beskaffenhed, muelighed og umuelighed. Jeg kand icke troe andet end at Hans høi-Excellence jo skulde tage det naadig op, naar ickun den information var der hos, at tingen er umuelig, saadan som den er bleven befalt. Jo fleere disputer her falder om tingen, jo meer kommer for liuset, hvor vel underretningen den første haver veret overlagt, og bør mand i mine tancker icke at have der med at bestille uden det s. 52allermindste mueligt er, siden den kongl. Majst. forordning dog er udgaaen. Saaledes er gaaet med en deel andre befalinger her i landet, som i førstningen ere blefne udgifne i intention at hielpe landet og landz folkene, mens siden ere befundene icke at kunde practizeres. For half andet hundret aar kom her en kgl. befaling, at landztinget skulde forfløttes til Kopevaag. Siden kom den betænkende i mellem, at det vilde opæde det heele Mosfældsveit. Forordningen blef dog aldrig i gien kaldet, som og icke var fornøden, mens i midlertid blef tingen med landztinget som den hafde været, og maa det uden tvil være skeet med høie øfrighedz videnskab, som her om hår faaet bedre opliusning end til forn. Ligeledes kunde kandske dette skee, naar ickun stiftbefalingsmanden fick den rette beskaffenhed at vide. Min Herre forlader mig, at jeg saa vitløfteligen raisonnerer om en materie, som mig icke egentligen angaar. Jeg giør det, først for di at jeg synes tingen er saa i sig self, og siden for di at jeg icke vilde, at denne saa ringe en affaire skulde foraarsage nogen troubles, hvor ved icke vindes andet end den ene støder paa den anden og tingen bliver dog i uorden, gode venner separeres, og andre mindre got meenende fiske saa i det oprørte vand, som vi have exempler meer end nock. Jeg afbryder med forladelses bøn for denne vitloftige skrivelse, ønsker min Herre løcke til alle hans forestaaende forretninger og forbi, stædse

Monsieur, votre tres-obeïssant serviteur.

s. 52

[ARNE MAGNUSSON] TIL LANDFOGDED [P. BEYER]. Skalholt 12. (berigtiget til 11.) dec. 1710.

Efter uunderskreven koncept med skriverhånd i AM. 443, folio. Besvarer et brev af 12/8. »Nu som jeg skicker en liden læst til Garde paa Alptenæs efter noget tøi, som der hâr ligget siden i høst, saa tør jeg icke længer blive ude med at skrive«. Da folkene er fremmede, vil A. M. ikke med dem sende tidligere modtagne 100 rdl., heller ikke »den closter-breve-bog, som hos mig er fra amts-kisten og jeg i næst forgangne sommer skickede hen til landztinget til at leveres; men den, som jeg det samme hafde commetteret, glemte det uforvarende«. Bægge dele skal følge med et sikrere bud. Til den tid bedes have rede den dom, som på sidste alting gik i lagmand Sigurd Bjørnssons sag med tilhørende akter, endvidere dokumentet over den af Sig. Bjørnsson sidste efterhøst på Bessestad aflagte ed, samt akterne i Jón Hreggviðssons sag. Muligvis vil dog A. M. personlig afhente disse sager ved et besøg hos P. B., nar dagen bliver længere og føret bedre.

Ang. de nævnte retssager se Arne Magnusson, Embedsskrivelser, Khb. 1916.

s. 53

[ARNE MAGNUSSON] TIL LANDFOGED [P. BEYER]. Skalholt 29. jan. 1711.

Efter egenhændig koncept i AM, 443, folio. Med tak for brev af 5/1 tiltræder A. M. den foreslåede ordning, at han foruden de tidligere modtagne 100 rdl. får, som ønsket, udbetalt et lån på 200 rdl. mod at indbetale den hele sum i zahlkamret. Vedlagt er koncept til en obligation, hvorved A. M. forpligter sig til at lade beløbet indbetale efter Islandsskibenes ankomst til København 1711.

Om denne obligation, sml. Arne Magnusson, Embedsskrivelser, Kbh. 1916, nr. 131, 155-56.

s. 53

[ARNE MAGNUSSON] TIL LANDFOGED [P. BEYER], Skalholt 9. april 1711.

Efter uunderskreven koncept med skriverhånd i AM. 443, folio. Minder om sin skrivelse af 29/1 og om de 12/12 1710 forlangte dokumenter i afskrift, som med overbringeren af dette brev ønskes tilsendte.

s. 53

[ARNE MAGNUSSON] TIL LANDFOGED [P. BEYER], Skalholt 21. april 1711.

Efter kopi med skriverhånd i AM. 443, folio. Hertil A. M.s påtegning »Dette bref bortskickede ieg d. 21. Aprilis med Søfren Landfogdens tiener«. Beklager den unødvendige vidtløftighed af de 14/4 tilsendte kopier af akterne i Sig. Bjørnssons sag, men vil dog betale skriverlønnen for det hele (4 rdl. sp.), da han ser, at redaktionen skyldes vicelagmand J. Eyjólfsson (P. B.s meddommer). Kræver påny de tidligere forlangte akter i Jón Hreggviðssons sag og opregner hvad det er nødvendigt at afskrive. Da det synes at falde landfogden vanskeligt at undvære en så stor sum som 200 rdl., vil A. M. måske kunne nøjes med 150 eller 100 rdl., men vil ikke give 10 procent lage. »Jeg kunde kandske taae nogen penge her i naboelauet, men de skulde igien betales her i landet, hvilket mig icke var saa beleiligt i fremtiden. Hvis jeg, førend Hr. landfoget, faar nogen tidinger hiemmen fra, saa skal jeg vißeligen med forderligste berette Hr. landfoget sligt som jeg fornemmer. Gud for sit hellige naun skyld give os at spørge fra vores konge og lande som vi kunde glæde os ved«.

s. 53

[ARNE MAGNUSSON] TIL LANDFOGED [P. BEYER]. Skalholt 1. sept. 1711.

Trykt efter uunderskreven koncept med skriverhånd i AM. 443, folio. Vedlagt er koncept til en »A. Magnussen« underskreven obligation på 300 rdl. kroner at udbetale i København efter Islandsskibenes ankomst.

Edle velvise Hr. landfoget, Høitærede fornemme ven!

Jeg sender nu min tiener efter de acter, som paa nestforledne alting passerede i den ret, som Hr. landfoget tillige med Hr. vicelaugmand Jon Eyolfssen holdt i forige laugmand Seignr. Sigurd Biørnsens sag eller sager; begierer tienstligen, at saa fremt s. 54benefnte vicelaugmand Eyolfssen skulde giøre nogen difficulteter i samme acters extradition, Hr. landfoget da vilde bringe hannem til raison og forskaffe mig acterne imod skriverpengenes erleggelse. Ydermeere vil jeg hermed erindre om voris penge sager. Jeg er Hr. landfoget allerede skyldig om 213 rixdaler croner 2m&, som ved skibenes retour skulle betales i Kiøbenhaun. Hvis nu Hr. landfoget var saa vel ved penge, at jeg til ovenskrefne summa kunde hos hannem bekomme 81. rdr. specie, saa var det mig en stor villighed, at de maatte leveris til denne min tiener, og i tillid til dette haver jeg tieneren i hænde leveret tvende enslydende obligationer paa 300. rixdaler croner, som hand kunde udvexle hos Hr. landfoget imod de 2de enslydende som jeg til forne hår udgivet paa de 213 rixdaler croner 2m&; der fattis 12 fiske til at giøre summen net, men dem hår jeg i sinde at dricke op hos Hr. landfoget det første vi findis, som jeg formoder at skal skee inden lang tid, og kommer de saa her icke i consideration. Men at jeg denne gang herom skriver og saa exprés bud sender, skeer formedelst at jeg vilde vere i nogen visse herom, førend det første Ørebacke skib afseigler. Herhos bad jeg gierne, at saa fremt jeg efter forhaabning bekommer disse begierte penge, Hr. landfoget da vilde vere saa god at see til, det de blef nogenledes gyldige. I bland de sidste jeg bekom vare 16, som aldeles icke kunde passere for specie, og nogen deriblant, som icke veiede meer end 42 styver, saa at der fattedes 8 paa. Derforuden var der en Kaaber Daler iblant, som icke var noget værd. Ald denne misreigning vil ieg sette til de foromskrefne 12 fiske og meener at søge ligeledes reparation der fore som for dennem, naar vi tales ved, og bliver vel heraf ingen videre process imellem os.

Jeg slutter for denne gang med ald velstands ønske til Hr. landfoget, hans kieriste og kiere børn, forblivende for det øvrige

Edle velvise Hr. landfogets.

s. 54

LANDFOGED P. BEYER TIL ARKIV-SEK.R. OG PROF. [ARNE MAGNUSSON]. Bessested 29. okt. 1707.

Efter orig. i AM. 449, folio.

Veledle Hr. Archiv Secreterer og Professor,

Min Herris angenemme af dato 24. octbr. (kendes ikke) er mig d. 27. dito vel indhendiget, hvorfore tienst-skyldigst tacker; fornemmer deraf iblant andet dend hæßelige syge og grumme død, som nock, og alt for meget, her udi Guldbringe syßel har s. 55vaareıı daglig giæst, hvilcket Bessesteds kirckegaard kand bære vidne om, naar der daglig fra 5 til 15 og 19 menisker har vaaren begrafven, siden d. 28. augusti og nu til i gaardag, hvor der blef begrafven 5 legemmer. Jeg tyckiß nu i dag at vere meget glad, at jeg endnu icke har hørt nogen vere død her paa næßet i nat, hvilcken ellers har vaaren mine daglige morgentiender. Jeg har og saa vit vaaren hiemsøgt af bemelte u-nødige giæst, i det at alle mine beste folck er borte, jeg vil icke tale om mine velsignede børn, 2de ligge end nu saa hen, veed icke hvad der blifr af, dend 3die og min ældste søn, her i landet, som var min genant, har taget afskeen effter udstandende møye paa 10de dag. Hvad sig dette angaar, har jeg allerede befallet dend almegtige Gud. Jeg hiertelig beklager dend store fortræd og viderværdighed, som min Herre og hans collega har udstaaet, menß derimod maa findes fleere, udi deriß ringe tieniste og forretning her i landet til Hanß Kongl. Majts. voriß allernaadigste arve Konge og Herris tieniste, at have sin dehl, der saa fremt ellers min ringe tieneste til Deriß Kongl. Majts. høye interesse effter min allerunderdanigste pligt og skyldighed noget kunde effectuere. Står tvivlrådig overfor de øde gårde i Guldbringe syssel og Mosfellssveit, særlig ang. lejekvilderne. Erfarer af A. M.s brev, at forholdene i Arnarstapens ombud er lige så dårlige, efter ombudsholder Magnus Bjørnssons og hustrus død, vil besøge stedet næste forår, da »jeg og vil have min Herre, om leiligheden kand falde, til samme giæstebud indbøden, thi formodentlig, om jeg icke kommer udi tide, da de udi foregaaende aaringer saakaldede male-contenter udi dend ißlandske handel maaskee effter deriß egen tiltagen og af ingen værdie authoritæt vil gribe for vit om sig, hvilcke exempler monne findes«. Ang. det ledige Reinestad kloster og Skagefjord syssel samt Norder syssel har P. B. truffet en foreløbig ordning. »Imidlertid saa skal det øfrige, som oß er imellem, have sin rigtighed, og dend bestemte tid, hvor vie skulle mødiB, kand jeg denne gang icke paa-finde; ønsker helst, om det var min Herre icke imod, da at tage til tacke her paa Bessested effter ringe leilighed, hvor hand skal vere mig og min kieriste af hiertet velkommen, thi Gud ved, at jeg gierne vilde komme til ham og gode venner, menß aleene kand jeg umuelig ride eller reiße, og til med nu om stunder. Herpaa er icke at ervarte Cammer Collegio langvarig dessicion«.

s. 55

LANDFOGED P. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 20. dec. 1707.

Efter orig. i AM. 449, folio. Har ved en rejse i Guldbringe syssel fundet forholdene meget slette. »For det første blifer lidet eller ingen skibsudgiørsel s. 56til forestaaende vertid, for det andet er unt at faa jorderne bebygt, og syfniß nu, ligesom og lader sig ansee, at endehl af landsetterne, om det kunde gaa dem an, vil raade meer endsom hoßbonden, som dem er forordnet, og allerheldst om de maatte have deriß egen villie, udi adskillige maader«. Takker for vejledningen af 3/12 og beder om fortsat bistand »thi 4 øyen see altid meer end toe«. Et brev ang. Skogerstrands jorder og Kidø tør han ikke udlevere, da en anden gør samme krav. »Tacker ydmygst for tilsendte thee, hvorudi jeg og min kieriste strax ved hiemkomsten fra min syder-reiße har erindret hans sundhed saavelsom til min egen helbrediß conservation.«

s. 56

LANDFOGED P. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 10. april 1708.

Efter egh. underskreven orig. i AM. 449, folio. Sender — med angivelse af lejekvilder og landskyld — fortegnelse over 39 gårde i Guldbringe syssel og Mosfellssveit, som enten ligger øde, eller hvor tjænestefolk mangler. Beder A. M. som kgl. kommissær resolvere, hvad herved er at gøre.

s. 56

LANDFOGED P. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 5. april 1710.

Efter orig. i AM. 443, folio. Har været undergiven adskillige svagheder. »Om min Herre hafde en liden dehl af enebær og anniß olier, bad jeg tienstl. hand vilde med-dehle mig lidet deraf«. Udbeder sig oplysning om Jón Hreggviðssons sag og kopi af de pågældende akter. Vedlægger kopi af A. M.s revers over de til ham fra amtskisten udlånte dokumenter, »om min Herre maatte behage dem at ihuekomme, saa de samme effter leilighed kunde komme til sin rette stæd igien«. Efterretning om egnens fiskeri.

s. 56

LANDFOGED P. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 12. aug. 1710.

Efter orig. i AM. 443, folio. Adresseret til »Paa et stæd udi Issefiords syssel og Issland«. Beder undskyldt, at A. M.s på altinget ved mr. O. Dadason modtagne skrivelse ikke tidligere er bleven besvaret »formedelst en Og andre forhindringer, og diße paafallende vanskelige tider giør og et meniske temmelig vanckelmodig; min Herre maa icke fortencke mig, at jeg nu icke sender pengene imod Monsr. Ormers qvitering. Jeg kand icke skriffve som jeg gierne vilde, min Herre slutter vel self, hvad diße vanskelige tider med bringer«. Dersom A. M. vil give sin hånd for 300 rdl. til udbetaling i zahlkamret, skal beløbet stå til rådighed, »thi uden ordre fra det Kongl. Rente-Cammer tør jeg icke at understaae mig at lefvere de Herrer Commissarier noget til deriß subsistentie. - - Endnu spørgeß til ingen skibe, Gud s. 57naadelig hielpe oß og vort fæderneland«. I en efterskrift erklærer P. B. til mr. Ormer at have leveret 100 rdl. sp. mod hans revers på A. M,s vegne, resten skal »finde sig«, når de træffes; »om hand vilde beviße oß dend ære her ved stæden at besøge, skal min Herre vere hiertelig velkommen, til lidet at æde, menß intet at dricke, uden det som bryggeß af kiørne, og er melcken i saa maade god, naar øl inte er at bekome.«

s. 57

LANDFOGED P. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 16. dec. 1710.

Efter orig. i AM. 443, folio. Besvarer A. M.s brev af 12. dec. De resterende 200 rdl. af det ønskede lån står til rådighed. »Angaaende dend closter-breve bog ønskede jeg gierne, at min Herre mig dend vilde sende med første bud, allerheldst om derudi kunde findes noget, som mig kunde tiene til effterretning«. Dokumenterne i lagmand Sig. Bjørnssons sag er hos vicelagmand Eyolfsen, »som præsis er for dette verk. Imidlertid har jeg ham tilskrefvet derom, at det skal være udi parat, hviß som begært er, naar dereffter vorder bud sendt«. Glæder sig til et besøg af A. M.

s. 57

LANDFOGED P. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 5. jan. 1711.

Efter orig. i AM. 443, folio. Besvarer et med mr. Wigfus Johansen modtaget brev og forklarer ang. de 200 rdl., at han personlig vil låne A. M. dette beløb mod sædvanlig »Iacie«.

s. 57

LANDFOGED P. BEYEB TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 14. april 1711.

Efter orig. i AM. 443, folio. Beder den af A. M. fremsendte obligationskoncept forandret, så at den ikke lyder på indbetaling i zahlkamret, men til P. Beyer eller arvinger. Kan kun med vanskelighed afse en så stor sum som 200 rdl., »menß ellers giør mand meget for en god ven - - min Herre maa icke ilde optage dette, jeg skulde vel hafve lagie 10 procento af mine egne penge, vi lefver nu dißvære udi en vanskelige tid«. De begærte domme og dokumenter er først efter en del vanskeligheder udleverede af vicelagmand Eiolfsen og medfølger nu. Beder om »tiender fra fæderlandet«, dersom Ørebakke eller Vestmanøskib er ankommet.

s. 57

LANDFOGED B. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 4. sept. 1711.

Trykt efter orig. i AM. 443, folio.

Veledle Hr. Assessor, Høyfornemme gode ven,

Hr. Assessors meget angenemme beærede af dato 1de septbr. er mig ved Deriß tiener d. 3. huius vel indhendiget, hvorfore s. 58tienstskyldigst tacker, og slutter deraf, at min Herre icke vil udi en hast (eller formedelst andre, deriß vedkommende, irringer) forglemme det begynte venskab og fortroelighed, som jeg altid har baaren til min Hr. Assessor, der jeg udi saa maade for egen og mines veigne altid har fornummet hoß Dem oprigtig venskab, hvilcket jeg fremdehliß ønsker at maa continuere, og har jeg til dato icke fornummet andet endsom min Hr. Assessor har vildet baade mig og mine vel, hvormed, Gud være lofvet, jeg er meget vel fornøyet. Jeg vilde ønske, at et u-vorlig gemyt herudi Ißland vilde betemme sig og betencke, hvad det samme om mig for høye øfrigheden underd. foregifver og særdeeliß dend ven, som jeg mindst har formodet saadan bagkast fra, dend samme monne (nest Gud) omsider lære at kiende sig self, naar en gang hans geistlige samvittighed vil opvogne. De begærte documenter, som paa nestledne landsting af Hr. vice lavmand Eiolfsen, mig og andre gode mænd var forfattet, har jeg alt for 14 dage siden 2 de gienparter underschrefvet og forseiglet og effter begæring til bemelte Hr. vice lavmand overlefvert, som da sagde mig, at vilde have samme documenter i parat, naar de Herrer Commissarier behagede effter dem at sende, da skulde samme være til reede paa Næs, som og er i afftes silde kommen bemelte vice lavmands tiener Poul Odsen til mig med andre documenter, som skulde være af lige natur, og begærer at jeg dem vilde underschrifve og forseigle, hvorpaa jeg saalediß svarede, at de 2de gienparter, som allereede var underskrefven og forseiglet, kunde for det første til de vedkommende effter begæring lefveriß, og i det mindste burde jeg at have en half dagB tid til at efftersee saadanne documenter, som jeg med haand og seigl skal bekreffte. Alt dette u-anseet har jeg siden intet fornummet dertil, ihvorvel at documenterne som før ermeldt er udi Hr. vice lavmand Eiolfsens forvaring, og har jeg saa sandt som Gud lefver, icke en bogstaf deraf, jeg skulde tencke at bemelte vice lavmand monne betencke sig og ey giør store difficulteter herudi, allerheldst der ey saa formodentlig er at ventte udi diße ommelte documenter, at parterne skulde finde sig fornærmet.

De begærte 81 rixdr. specie følger hermed, og vilde jeg ønske, at min Hr. Assessor vilde samme heller begære hoß mig eller(!) hoß andre, maatte det behage ham saa, da er jeg vel til freds, at de 300 rixdr. croner blifver bestaaende hoß ham entten her i landet eller i Kiøbenhafn aaret omkring og saa lenge Dem self behager imod dend sædvanlig interesse, som gaar og gielder udi vore fædernelande, og behager min Herre fleere paa samme condition, s. 59skal det effterkommis, og tør udi saa maade min Herre icke begære saadant af andre her udi Ißland. De ommelte ugyldige penge er mig gandske u-vitterligt, og vil jeg gierne derfore erstatte Dem hviß de prætenderer, naar Gud vil min Herre behager at bevise denne stæd dend ære med deriß gode og os angenemme besøgelse, hvortil, og til lidet at byde, siger Dem paa Gamle Nordske af hiertet Gud og velkommen. I det øfrige nest ald velstands erønskning og tienstl. hilsen fra min kieriste, mig og smaa børn Og jeg forblifer altid

Veledle Hr. Assessors tienstskyldige tiener
P. Beyer.

s. 59

LANDFOGED P. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 23. oktb. 1711.

Efter kopi med AM.sk skriverhånd i AM. 443, folio. Så som »handt (ͻ: A. M.?) har fremvist kgl. Majts. højesteretsstævning i mordsagen ang. Jón Hreggviðsson, som P. B. har læst og påtegnet, og da J. H. ikke kan svare til de heraf flydende bekostninger og som fredløs mand må befrygtes at ville bortrømme, »derfore er jeg hermed Eder Hr. Assessor omspørgende, om hand vil herefter og til sagens uddrag være Jon Hregvidßens cautions mand udi ovenbemte. 2de poster«.

Hertil følgende, af A. M. egenhændig underskrevne påtegning »Mit tienstlige svar herpaa er dette. Jeg veed icke med hvad ret eller føie af mig skulde kunde exigeres at gaa i nogen caution for Jon Regvidsen«.

s. 59

LANDFOGED P. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 15. aug. 1702.

Efter orig. i AM. 447, folio. Oplyser efter forespørgsel, at de risheste, som står opførte som restans af den kgl. indtægt fra Guldbringe og Kjos sysler 1700, svarer til 5 fiske pr. hest, med hvilket beløb bønderne har afløst forpligtelsen til at levere risheste på Bessested, men som de i disse slette år ikke har kunnet udrede.

s. 59

LANDFOGED P. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Kieblevig 10. sept. 1703.

Efter orig. i AM. 447, folio. Sender specifikation over restancerne 1701—2 (ikke vedlagt), da han ikke har truffet A. M. på Kieblevig.

s. 59

LANDFOGED P. BEYER TIL ARNE MAGNUSSON. Bessested 9. nov. 1704.

Efter orig. i AM. 449, folio. Da lagmand Sig. Bjørnsson har berammet ting på Kopevåg i sagen mod Sigurd Arason, som efter tilskyndelse af den dræbtes kone har ombragt Sæmund Thorarinsson, og da P. B. på amtmandens vegne skal bekræfte dommen, beder han i denne vanskelige sag om et godt råd, særlig, om kvinden, som ikke har lagt hånd på den dræbte, kan dømmes fra livet, hvad han betvivler og mener må henstilles til kgl. resolution. Drabsmanden bør sikkert henrettes »menß om hand bør tilstædes kierkegaard, s. 60er aldeliß icke udi mine ringe tancker, vilde dog gierne vide min Hr. Secreterers høyfornuftige betenckende herom med nerværende bud tilbage«.

s. 60

ARNE MAGNUSSON TIL BISKOP JENS BIRCHEROD. Kiøbenh. d. 6. April 1709.

Trykt efter egh. orig. i Norske Riksarkiv, jfr. kopi med skriverhånd i AM. 1057 IX, 4to. Udskriften er »Velædle og Højærverdig Mag. Jens Birckerod, Biskop over Christiansands Stift, tienstærbødigst a Christiansand. franco par tout«. Vedlagt originalen er de i brevet nævnte 3 norske diplomer i oversættelse samt en afskrift af Frederik I.s beskærmelsesbrev 1530 for Stavanger biskop og kapitel.

Arne Magnussons forklaring på, hvorfor de til ham udlånte skindbreve fra Stavanger domkapitel hidtil ikke er tilbageleverede.

Velædle højærverdige H. Biscop højtærede velynder,

Udi nest forgangen sommer 1708 haver ieg udi Iisland, kort tor min afreise derfra, erholdet Deres højærverdigheds gode skrivelse af dato Christiansand 1. Junii 1708 indeholdende en erindring om de gamle Stavanger Domkirkes breve, som en tid lang have ligget i min giemme, Siden ved min hiemkomst hid til stædet, ere mig i sidst ledne Novembri blefne indhændigede tvende missiver fra Deres høiærverdighed, daterede 13. octobris 1706 og 20. Januarii 1707. Paa hvilke tvende høitærede missiver ieg den heele vinteren tid efter tid haver agtet at svare, Men saa som ieg haver været storligen occuperet med processer for højeste ret, og andre vitløftige og idelige forretninger, saa er der altid kommet noget imellem. Endeligen nu for kort tid siden er mig til hænde kommet Deres højærverdighed (sål.) missive af dato 8. Martii nest afvigte, og er nu den begyndelse paa mit svar paa alle disse høitærende skrivelser, al ieg tienstligst begierer at Deres højærverdighed icke vil regne mig til uhøflighed, eller tage ilde op at ieg saa længe der med haver opholdet, hvor til ieg mig og visseligen forlader, formedelst det venskab og godhed som De stædse have ladet tilsyne i mod mig. Hernest faar ieg at berette Deres højærverdighed, hvorledes det er til gaaet med disse breve. Det sidste ieg hafde den ære at tale med Deres højærverdighed her i byen, og de gaf mig lof til at betiene mig fremdeles der af, saa tog ieg dennem (med Deres forlof, og efter aftale) med mig til Iisland 1706 1. Siden haver ieg efter haanden excerperet der af, det som ieg syntes at vere tienligt til den s. 61Historiam Ecclesiasticam Norvegiæ, som ieg samler til, og haver samlet udi nogle aar, Men saasom ieg icke fornam paa Deres højærverdighed ved før ommældte sidste samtale, at det saa storligen presserede med Deres restitution, saa haver ieg taget mig stunder der til, helst da ieg haver udi Iisland haft meget andet at bestille. Nu i forleden sommer, da ieg bekom førommældte Deres højærverdigheds skrivelse, rejste ieg expres [til det stæd 1, hvor mine bøger og papirer vare forvarede, og ieg pleiede at holde vinter qvarteer, og tog alle disse breve ud og packede i smaa esker, og eskerne igien i smaa packkister (thi alting maae føres paa kløf sadeler der i landet) førte saa disse packkister (som foruden brevene vare fyldte med bøger og andet sligt) med mig til skibet, i henseende at tage dette alt hiem med mig. Den tid ieg nu kom til skibet, kunde ieg icke faa rom uden til nogle der af, og maatte saa lade de øfrige blive tilbage. Som ieg nu kommer hiem, og aabner mit tøj, fornemmer ieg først, at i de tilbage blefne packkister, have veret forvarede den største deel af disse gamle breve, tillige med en og andre mine egne documenter, som ieg nødvendigen hafde behøvet i vinter her i byen, og ieg storligen haver maat saugne. Og at der icke haver været i de kister, som ieg fick med mig, uden den mindste deel af brevene, hvorudover det mig er aldeles umueligt (om det endda galt om en ting som beroede paa min velfærd) at extradere alle disse breve til den af Deres højærverdighed, udi Deres sidste missive forelagde tid, som Deres højærverdighed og self kand see, saa faar ieg da tienstligst at bede, at herudi maae haves nogen dilation med mig, og forsickrer ieg Deres højærverdighed paa min ære, og saafremt ieg fremdeles vil passere for en honét mand baade hos Deres højærverdighed og andre, at de alle og et hver skal rigtigen blive igien leverede, og i fald ieg forinden døde, saa haver ieg dog for længe siden skrevet saa distinctè uden paa de convoluter, som samme breve ligge indeni, at de nødvendigen blive tilbage leverede, og Stifts kisten aldeles uden skade. De øfrige som ieg haver hos mig her i byen skal ieg, efter Deres højærverdigheds brefs lydelse fra mig levere før end ieg tager herfra til Iisland igien (thi ieg faar vel at tage der hen igien, og blive der en vinter over) og for det øfrige vere Deres højærverdighed storligen obligeret for den taalmodighed som med mig kunde haves herudi, Endeligen skal ieg icke forgiette at erindre med berømmelse s. 62(om mit forehavende verk engang bliver færdigt) den assistence som ieg, med billighed kand tilskrive Sal. Biskop Stoud og Deres højærverdighed herudi [;] viste ieg og at en half snees pund æderduun kunde vere saa angenem i Christiansand som de vare ere i bland her i byen, saa skulde ieg visseligen i hukomme, at betale dermed renten af disse gamle breve, naar ieg ad aare kommer hiem igien 1. For det øfrige vil ieg forestille Deres højærverdighed, at disse gamle breve ere, saa at sige, unyttige, uden til den brug som ieg tilforne haver omtalt. Thi der i bland ere kandske icke 10, som kunde i ringeste maader oplyse noget om ejendoms trætter, og kunde de samme nu icke læses eller forstaaes af nogen udi Norge. Den største deelen er om personel-trætter, eller og bare skiøder paa den eller den gaard, uden nogen markeskiel, eller andet sligt efterretligt. Det som Deres højærverdighed skriver om kongelig permission angaaende disse breves ydermeere behold, Da vilde ieg nødig over løbe ministerne der med, i hvor vel ieg aldeles icke despererer om at naa den, thi angaaende slige gamle breve i Iisland hâr ieg den in formâ. Saa beder ieg da endnu engang at Deres højærverdighed vil continuere Deres godhed, og lade dette saa opstaae indtil ieg kommer til Iisland igien, og kand faa brevene (ieg meener de øfrige) herhid. Jeg skal for resten saaledes vigilere der for, at Stifts kisten og Deres højærverdighed, skal aldeles blive uden skade herudi. Bad ieg saa ligeledes gierne, at Sal. Biskop Stouds efterleverske maatte vere fri for disse breves kraf, saa som mine qviteringer derfore, forbinder mig til at svare dertil, og ieg for det øfrige skal holde Stifts kisten skades løs herudi. Jeg skal i alle de maader som ieg kand, erkiende Deres højærverdigheds deference her udi, om ieg den nyder, og vil vente Deres gode svar her paa, om leiligheden det vil tilstæde. Angaaende det som Deres højærverdighed skriver om den controversie om laxefiskeriet i Mandal, i Halsne sogn, Da kand ieg troligen forsickre, at i alle disse gamle breve findes icke nogen som diluciderer den sag. thi ieg i Sal. Stouds tid, efter hans begiering excerperede alle de gaardes naune som findes i brevene, og den extracts Copie ligger hos mig i bland de af oftskrefne breve, som med mig ere komne her hid, Imidlertid, saasom Deres højærverdighed taler om det bref om Halsne 1512. Da efterdi det til ald lycke findes i bland de hidkomne breve, saa hâr ieg til Deres højærverdigheds tieniste translateret s. 63det paa Dansk, og lader det hermed følge, efterdi ieg icke tør vofve originalen med posten, den og er saa ulæslig, at ieg veed, den uden denne translation skulde icke vere til nogen nytte. Angaaende Hiorteland, er der aldeles intet, undtagen Thorer Svendsens testament de dato 1429. og giør det hverken til eller fra, som sees kand af hosfølgende extract. Men saasom i det bref 1512. næfnes Lagestein, som synes at høre til Halsne, saa haver ieg her hos føjet Øgmund Finnsens testamentes extract hvorinde der tales om laxefiskeriet hos Lagerhuus i Suledal, i fald det kunde vere det samme. Jeg seer ellers af de øfrige breve, som ere hos mig, at der haver veret fra gammel tid og langt ned, en idelig controversie om fiskeriet for Faxstade i Suuledal, udi en elf som maa flyde der forbi, og hâr den samme controversie været imellem Canickerne i Stavanger og abbeden paa Halsnøe kloster. Synes som Faxstade haver ligget til Capitelet i Stavanger men begge deelene pretenderet fiskeriet i elfven, Der om findes nogle domme, og synes de enten alle eller de fleeste at vere pro abbate contra Canonicos Stavangrenses. Jeg troer vel at dette giør intet til nærverende controversie om Halsne eller Hiorteland, Imidlertid erindrer ieg det her, i fald det kunde vere af importance, paa det Deres højærverdighed kand see, at ieg gierne vil tiene Dem i det ieg kand. Skulde der og noget videre vere, hvorudi ieg kunde tiene før eller siden, saa haver Deres højærverdighed ickun at giøre derom erindring hos mig, og skal de da erfare min redebonhed.

Til beslutning forønsker ieg dennem og deres heele velædle Familie alskens lycke velstand og fornøjelse,

Forblivende stedse Deres højærverdigheds
tienstskyldigste villigste tiener
Arnas Magnussen.

s. 63

ARNE MAGNUSSON TIL BISKOP JENS BIRCHEROD. Skalholt udi Island den 27. septembris anno 1711.

Trykt efter egenhændig underskreven original i Norske Riksarkiv, jfr. kopi i AM. 1057 IX 4to. Udskrift væsl. som foreg. — Stavangerbrevene har på grund af krigsuroligheder ikke kunnet nedsendes fra Island.

Velædle høiærværdige Hr. Biskop, Høifornemme velynder.

Jeg ønsker og vil forhaabe at denne min skrivelse treffer dennem ved god sundhed og udi velstand. Den foraarsages ellers af de gamle Capitels breve fra Stavanger, som jeg med deres høiærverdigheds permission haver en tid lang hos mig beholdet. Jeg hafde sat mig for at begive mig her fra landet s. 64forleden aar. Men den tid jeg ved skibenes ankomst fick at fornemme de besverlige krigstider, som der var indfalden siden anno 1709, da jeg reiste fra Kiøbenhaun, saa maatte jeg forandre mine tanker og forblive her vinteren over, i sær fordi at jeg skulde have en haaben papirer med mig, som høre til den commission, som jeg haver veret og er begreben udi her i landet, hvilke jeg ingenlunde torde vouve over søen i saa farlige tider, og det er aarsagen hvorfore jeg icke heller fremsendte de ommælte gamle breve. Nu er dette ligeledes gaaet mig i aar. Jeg kand icke vel undvere forskrefne commissions papirer, om jeg skulde reise ud af landet, og at vouve dennem i fienders hænder, holder jeg icke for rimeligt eller forsvarligt, i fald de kom noget til. Nu som jeg tænker at Deres høierværdighed icke kunde saa lige vere informeret om denne min leilighed, og i saa maade undre dennem over, at de intet bud fick fra mig, kandskee og icke vide, om jeg var i live eller icke, saa hâr jeg eragtet nødvendigt at berette denne imellemfaldene uleilighed, paa det deres høiærverdighed icke skulde tænke, at brevene kunde vere omkomne. Jeg vilde ønske, at jeg var vel hiemme, tilligemed mine charteqver og der iblant disse gamle breve, som hos mig ligge forvarede i en egen dertil giordt lade, hvor uden paa jeg har skreven at de var fra Stavanger, saa at enten jeg lever eller døer, saa kand de dog icke andet end komme til sit rette stæd igien. Imidlertid vil ieg icke forgiette det løfte, som ieg sidst fra Kiøbenhafn skref deres høiærverdighed til, angaaende en tienstvillig reconnoissance for disse breves laan. Jeg maa hermed afbryde for tidens kortheds skyld og frygt for skibets bortreise, som dette bref er destineret til. Slutteligen forønsker jeg deres høiærverdighed med velædle familie ald lycke, velstand og prosperitet, mig altid forladende paa deres godhed og yndest og stædse forblivende

Deres Højærværdigheds tienstærbødigste tiener
Arnas Magnussen.

s. 64

BISKOP JENS BIRCHEROD TIL ARNE MAGNUSSON. Christiansands Bispegaard d. 13. Octobr. A0 1706.

Trykt efter egh. original i AM. 1057 IX 4to. Udskrift til ».. Arnas Magnussen, Philos. et Antiqvit. Professor .. Kiøbenhafn«, med påtegning af A. M. »annammet 6. Novembris 1708«. — Stavangerbrevene hjemkaldes.

Veil Edle Hr. Professor Høytærede Ven,

Det skal aldtiid være mig een behagelig glæde og contentement at fornemme Hr. Professors gode velstand, som jeg ønsker s. 65med ald behagelig prosperitet stedse at maa continuere. Og i særdelished som jeg nu iche kand bie længere, og bør hafve tilbørlig rigtighed for Stiftskistens Brefve efter min Formand Salig Hr. Biscop Stoud, at alle tilhørige documenter bør mig af vellædle Frue Bispinde Stouds leveris, inden jeg kand gifve Hende derfor tilbørlig qvittering, daa vilde jeg hermed tienstligen ombede Vellædle og Høytærede Hr. Professor, at de Documenter og Brefve, som hand hafver nu haft saa længe tilhørende Stiftskisten efter Hands udgifne Reverser, som er 277 gamle Pergamentsbrefve, sampt 8 skrefne Pergaments Lapper annammede af hannem d. 29. Oct. 1698, saa og 47 gamle Brefve annammede An. 1700 d. 25. Maji, maatte blifve med allerførste leverede til mig, efterdi jeg nu iche længere tør eller kand lade det henstaae, og vil formode denne min venlige begiering med foderligst maatte efterkommis. Hvorom jeg vil varte Hr. Professors gode svar, og næst ald Guddommelig protections forønskning stedse forblifver

Vellædle og Høyt-ærede Hr. Professors
ærbødigste og pligtskyldigste tienere
Jens Bircherod.

s. 65

BISKOP JENS BIRCHEROD TIL ARNE MAGNUSSON. Christiansand d. 20. Januarii A0 1707.

Trykt efter egh. original i AM. 1057 IX, 4to. Udskrift væsl. som foreg., med påtegning af A. M. »annammet 6. Novembris 1708«. — Stavangerbrevene tilbagefordres, med henvisning til brevet 13/10 1706. — Heraf i biskoppens kopibog summarisk indholdsangivelse. Længere fremme i kopibogen findes nedenaftrykte supplik om samme sag til kongen, dat. Christiansand 2. april 1707. Nogen besvarelse heraf kendes ikke, da Danske kancellis Norske brev-koncepter for 1698—1709 mangler.

Vellædle Hr. Professor Høyt-æstimerede ven,

Jeg hafde dend ære at tilskrifve dennem d. 13. Octobr. 1706, hvorpaa som jeg iche endnu hafver erlanget nogit svar, daa som ei paatvifler, at mit bref jo blef Høytærede Hr. Professor indhændiget, beder jeg tienstligen, at mig Hands gode svar maatte med første meddeelis. Bemeldte mit Brefs Indhold var denne, at som jeg bør hafve tilbørlig rigtighed for Stiftskisten efter SI. Biscop Stoud, at alle tilhørige documenter bør mig leveris, førend jeg kand gifve SI. Biscops Stouds Arfvinger og Frue Bispinden qvittering for Stiftskistens brefve og documenter. Jeg bad derfor tienstligen udi samme mit bref, at de Documenter og gamle Brefve, som Vellædle Hr. Professor hafver, og nu hafver haft i nogle aar tilhørende dette Stift efter Hands udgifne Revers, s. 66som er 277 gamle Pergamentz Brefve, sampt 8 skrefne Pergaments Lapper annammede af hannem d. 29. Octobr. 1698, saa og 47 gamle Brefve annammede A0 1700 d. 25. Maji, maatte med første blifve leverede til mig, efterdi jeg nu iche længere kand eller tør lade det henstaae; hvilchet jeg og endnu hermed venligen ombeder, at jeg med foderligste dem maatte bekomme, thi med mindre jeg hafver kongl. allernaadigst befalning herom til befrielse for mig i fremtiden, maa de endelig efter saa lang tiids forløb leveris igien til Stiftskisten, at aldting kand bringis dermed i tilbørlig rigtighed; herpaa vil jeg med først post vente Hr. Professors gode behagelige svar. Og næst ald Guddommelig protections og eet glædelig nytaars forønskning med ald behagelig prosperitel stedse forblifver

Vellædle og Høytærede Hr. Professors
pligtærbødigste tienere
J. Bircherod.

Eftersom iblant Christiansands Stiftkistes brefve og tilhørende Documenter, som mig ere lefverede, safnes en tæmmelig stor Andeel gamble brefve, nemlig 277 gamble Pergaments brefve som till Archiv Secreterer og Professor Arnas Magnusen endeel ere leverede udi Bischop D. Hans Munches tid efter hands udgifne revers af den 29 Octobr. 1698 saa og 47 gamble brefve till hannem leverede udi sal. Bischop Mag. Lodvig Stouds tid efter hands revers af d. 25 May 1700, hvoraf herhos følger Allerunderdanigst Copie og som disse for saa lang tid siden udi mine formænds tid af Stiftskisten annammede brefve icke endnu till mig er blefven lefverede, endog jeg herom har tilschrevet min sl. Formand Bischop Mag. Lodvig Stouds Encke saa og bemelte Professor Arnas Magnusen, som fornemmes at være reyst till Island, og jeg ingenlunde tør understaae mig at lade dem forblifve længere fra Stiftskisten, heldst eftersom jeg finder ingen kongl. Allernaadigste ordre her ved Stiftskisten om deres extradering, foraarsages jeg derfor Allerunderdanigst at supplicere, at Eders kongl. Maytt. ville gifve Allernaadigst befaling till Prof. Arnas Magnusen, at hand uden længre Ophold strax schall lade levere ovenmeldte gamle brefve her till Christiansands Stiftskiste, paa det at den kand bringes i tilbørlig Bigtighed, og jeg i fremtiden derfor kand være angerløs. Den almægtigste Gud bevare altid og velsigne Eders kongl. Maytt. hvilcket udi allertroschyldigste devotion dagligen ønsches af Ed. k. M. allerunderd. J. Bircherod.

s. 66

BISKOP JENS BIRCHEROD TIL ARNE MAGNUSSON. Christiansand d. 1. Junii An. 1708.

Trykt efter egenh. original i AM. 1057 IX, 4to. Med udskrift ».. Arnas Magnusen Kongl. Mayts. Archivario og Professor ..« og påtegning »Ved een Fornemme ven Monsr Christopher Vindekilde, som Gud ledsage og venligen ombedis, at dette bref maatte befodris til Hr. Professor Arnas Magnusen, som nu er udi Island, og vartis svar igien tilbage ved hiemreisen fra Island«. — Stavangerbrevenes udlevering kræves påny.

s. 67Vellædle Hr. Professor Høyt-ærede ven.

Det skall aldtiid være mig een fornøyelig glæde at fornemme deris gode velstand, som jeg ønsker med ald behagelig prosperitet at continuere. Ellers eftersom jeg i langsommelig tiid hafver ventit Hr. Professors ankomst til Kiøbenhafn, og som fornemmis at hand endnu er udi Iisland, og der maaskee endnu nogen tiid forblifver efter dend mig fra Kiøbenhafn herom tilskrefne underretning, og som jeg nu slet iche længere kand bie med de Brefve og Documenter, som Hr. Professor for saa mang aars siden har bekommit af Christiansands Stiftkiste, daa er min venlige anmoding, at de med allerførste leilighed udi inde værende aar maatte mig blifve ved sicher leilighed tilsendt, som kand være med de Skibe, som komme i aar tilbage fra4 Iisland. Meget ugierne ville jeg gifve mig i proces med min Formand SI. Biscop Stouds Enche, som efter loven bør skaffe mig Stiftkistens Brefve i tilbørlig rigtighed, og som dend tiid nu længesiden er exspirerit, som Hr. Professor talede med mig om i Kiøbenhafn an. 1706 for Paaske; saa formoder jeg, at hand efter gode løfte lader mig dem uden nogen videre difficultet bekomme, at Stiftkistens Sager kand bringis i tilbørlig rigtighed, thi jeg vilde og nødig aarsagis at andrage det for Hands Mayestet, og jeg bør være sicher i fremtiden, at min Hustrue iche efter min død skulle lide fortræd. Herom vil jeg med første leilighed ervarte Vellædle Hr. Professors gode svar, og næst ald Guddommelig protections forønskning stedse forblifver

Vellædle og Høylærede Hr. Professors
tienstskyldigste tienere
J. Bircherod.

s. 67

BISKOP JENS BIRCHEROD TIL ARNE MAGNUSSON. Christiansand d. 8 Martii A0 1709.

Trykt efter egh. underskr. original i AM. 1057 IX, 4to. Udskrift ».. Arnas Magnusen Philosophiae Professor .. saaog Kongl. Archiv-Secreterer .. à Kiøbenhafn«.

Stavangerbrevene tilbagefordres og deri formentlig indeholdte oplysninger om et laksefiskeri i Halsne (Halså) sogn udbedes.

Nobilissime et Amplissime Dn. Professor!

Det schall altid være mig en glædelig fornøielse at fornemme deres gode velstand, som Jeg ønscher med all behagelig prosperitet stedze at continuere; Ellers eftersom Jeg ey alleene længe tillforn, men endog forleeden Aar hafde den Ære at tilschrifve Hr. Professor till Iisland ved Monsr. Christopher Vindekilde om de b[ref]ve, som hand efter revers hafver og tilhører Stiftskisten her, s. 68hvilcket mit bref Jeg veed blef indhændiget, men Jeg og siden Adschillige gange ved mine Venner i Kiøbenhaufn, og i særdeelished min kiere Svoger Mag. Christen Lemvig venligen har ladet erindre Hr. Professor om svar og bemelte brefves tilbage lefvering her tili Stiftskisten; daa efterdi Jeg dog intet Svar i saa langsommelig tid har erlanget, og meget u-gierne vilde ved proces tiltale min SI. Formands Encke Frue Bispinde Stouds, icke heller kand tillade brefvene længer at være borte, og for rigtigheds schyld bør betimeligen vigilere derfor, behøfver og endeell af samme gamle brefve till illustration om endeell Gods her till Capitlet, som er till stor Skade, at vi har dem icke her nærværende, daa vilde Jeg hermed tienstvilligst bede Vellædle Hr. Professor, at ingen længre Ophold motte nu giøres med deres rigtig levering till mig, efterdi Jeg staar i fremtiden till Ansvar for mine Efterkommere, og for dødeligheds schyld vill hafve det i tilbørlig rigtighed. Beder derfor, at alle brefvene motte nu med foderligst inden Paasche blifve lefveret tili min Svoger Mag. Christen Lemvig; daa Jeg siden ved leilighed i Sommer kand faae dem herop, thi uden Kongl. bevilling lader Jeg det nu ey længer saaleedes henstaae, men om Jeg dem ey erlanger, som melt er, aarsages imod min Villie at supplicere derom till hans Kongl. Maytt.; I særdeeleshed som Jeg og mine bønder i Mandals Sogn er stefnt for et laxefischeri med nod, som har tillagt Bispestolen af gammell tid, og brefvene derpaa er borte, daa som Mandal ligger i Halsne Sogn, som ellers kaldes Halsaa, og efterdi iblant andre brefve, som Hr. Professor har efter den specification mig er meddeelt, findes indført i(?) om part i Halsne 1512; daa vilde Jeg tienstlig bede, at det motte eftersees, om samme part icke kaldes Hiorteland, og om deri næfnes nogen nod til samme part i Halsne, saasom Jeg vist troer, samme bref maa handle om Hiortelands Gaard og Capitelets part i fischeriet i Halsaa Sogn, det er en laxe-gaard, og nu vill de disputere, at bønderne har ingen Rettighed till nod at fische lax med; Findes der noget i om nod, og hvor mange faufne den schall være, daa var det mig till stor tieneste, Jeg derom motte underrettes, og vill herom med allerførste bede om Hr. Professors gode Svar; Hvormed Jeg næst all Guddommelig protections forønschning stedze forbliver

Vellædle og Høitærede Hr. Professors
skyldigste og tienstvilligste tienere
J. Bircherod.

s. 69

BISKOP JENS BIRCHEROD TIL ARNE MAGNUSSON. Christans. Bispegaard d. 10. May 1709.

Trykt efter egh. underskr. original i AM. 1057 IX, 4to. Jfr. kopi i biskoppens kopibog. Udskrift ».. Arnas Magnussen Philosophiae Professor .. og Kongl. Archiv Secreterer .. à Kiøbenhaufn«, med A. M.s påtegning »annammet fra Biscop Birckerods søn d. 11. Junii 1709«. — Besvarer A. M.s brev af 6/4 ang. Stavangerbrevene. Dette brev er blevet besvaret af A M. ved en gennem brev til broderen prof. Hans Bircherod sendt hilsen, hvorom nedenaftrykte, i AM. 1057 IX, 4to bevarede egh. uddrag oplyser.

Vellædle Hr. Professor Høitærede Ven og Vellyndere!

Hr. Professors Missive dat. 6. April er mig retteligen indhændiget, og till tienstlig giensvar communiceres. Anlangende de brefve og Documenter, som Hr. Professor hafver tilhørende Christiansands Stiftskiste, og fornemmes nu at være endeell i Kiøbenhaufn, endeell i Iisland, daa kand Jeg aldrig erindre mig, at Jeg A0 1706, den Gang Vellædle Hr. Professor talede med mig derom, gaf min permission till, at de motte tages till Iisland, thi det fick Jeg siden at viide, og derfor tilschref Jeg Hr. Professor næst forgangen Sommer 1708 i Iisland, at de maatte leveres tilbage; Og som Jeg nu fornemmer efter giorde Underretning i ofvenmelte bref, at endeell af samme Documenter ere endnu blefven tilbage i Iisland, og Hr. Professor lover med første Reise till Iisland at ville tage dem alle med sig derfra og hiem med sig till Kiøbenhaufn, at de derefter kand blifve Stiftskisten tilstillede; Daa vill Jeg efter deres gode begiering gierne gifve dilation till den tid, at Hr. Professor med første næst Guds bistand kommer hiem igien fra Iisland, till hvilcket deres gode løfte Jeg og forlader mig, og gierne er villig till at føie deres gode behag herudi, saavit mueligt kand være; Og det er best, det beroer med de brefve, som ere i Kiøbenhaufn, indtill de andre kommer fra Iisland, At de alle paa engang kand blifve lefverede samblede som det sig bør; Jeg tacker ellers schyldigst for hafte gode Umag og meddeelte Copie af de Original brefve om Halsne og Hiorteland, og det schall altid være mig en fornøielig glæde at fornemme Hr. Professors velgaaende og prosperitet og i fald høitærede Hr. Professor nu med første schulle reise till Iisland, vill Jeg ønsche dennem en lyckelig reise og tilbagekomst; Jeg vill og ønsche all lyckelig fremgang till det berømmelige verck Hr. Professor hafver under hænder angaaende Historiam Ecclesiasticam Norvegiæ, at vi ved saa braf og lærd en Mands gode flid, som er saa vell verseret udi vores gamble Antiqviteter og Historier kunde erlange engang heroin nogen s. 70god Oplysning; Hvormed Jeg næst all Guddommelig protections forønschning stedze forblifver

Vellædle og Høitærede Hr. Professors
tienstschyldigste tiener
J. Bircherod.

Extract af mit bref til Professor Johannes Birckerod, de dato Skalholt 12. 7bris 1709.

Fremdeles hâr ieg en tienstydmyg bøn til Hr. Professor, nemlig, at naar han engang skriver hans høiærverdighed Hr. Biskop Birckerod udi Christianssand til, band da vilde formælde hannem min respect, og derhos, at de gamle breve som ieg haver til laans fra hannem, skal ieg tage med mig hiem ad aare efter aftale. Jeg skulde self skriftlig opvartet den gode mand. Men ieg hâr hænderne saa fulde indtil skibene ere borte, at ieg icke kand komme det af stæd. Haaber at ieg ved Hr. Professors intercession bliver der om undskyldet denne gang.

s. 70

BISKOP JENS BIRCHEROD TIL ARNE MAGNUSSON. Christiansands Bispegaard d. 29, April 1712.

Trykt efter egh. underskr. original i AM. 1057 IX, 4to. Udskrift ».. Arnas Magnussen Professor Philosophise .. og Kongl. Archivarius .. à Schalholt .. ved en Ven, som Gud ledsage«, med A. M.s påtegning »annamet 2. Julii«. — Stavangerbrevenes tilbagesendelse imødeses. Nogle nyheder.

Velædle og Høitærede Hr. Professor!

For deres beærede og kierckomne bref mig sist tilschrevet fra Schalholt paa Iisland tacker Jeg schyldigst, og var mig hiertelig kiert deraf at fornemme Hr. Professors gode velstand, som Jeg ønscher fremdeeles med al selfbehagelig prosperitet at continuere, Jeg ønscher dennem og tillige en lyckelig tilbagekomst fra Iisland til Dannemarck, da Jeg tillige forhaaber efter gode løfte at faa efter Ankomsten til Kiøbenhaufn de documenter hid opsendt igien, som tilhører Stiftkisten her, og Hr. Professor meldede, at hand hafde hos sig paa Iisland. Ved denne gode occasion ved Monsr. Bram, som agter sig med første til Iisland, vilde Jeg icke manqvere at lade Hr. Professor vide, at Jeg Gud schee lof med min familie her lider vel. Nyt saa remarqvabel har Jeg intet at communicere. Hr. Estats Raad Vinding i Kiøbenhaufn er nylig død. Bischop Muus, som var i Ribe blef Bischop i Fyen efter Bischop Møllers død, og Hr. Ochsen Slots Prædikant i Kiøbenhaufn, blef Bischop igien i Ribe. Gud schee lof! alting er nu vel igien i Kiøbenhaufn, siden pesten i fior grasserede. Dersom Velædle Hr. Professor ved Retour-Reysen fra Iisland schulle arrivere her i Flecherøe-Hafn hos os, schulle være mig kiert at nyde den Ære af hans angenemme besøgelse. s. 71De 10 eller 11 Islands Skibe, som kom i høst fra Island, og i vinter har lagt i Bergen, ventes nu ellers hid til Flecherøe med første, saasom 2 Convoyer gick herfra at hente dem, og de kommer herhid at convoyeris vidre herfra med flere Skibe ned til Dannemarck; Hvormed Jeg næst al Guddommelig protections forønschning stedze forbliver

Velædle og Høitærede Hr. Professors
tienstschyldigste tienere
J. Bircherod.

s. 71

BISKOP JENS BIRCHEROD TIL ARNE MAGNUSSON. Christiansand d. 7. Oct. 1718.

Trykt efter biskoppens kopibog i Stiftsarkiverne i Kristiania. Overskrift »Til Assessor Arnas Magnusen«.

Eftersom det nu saalænge haver henstaaet med de MSta og gamle breve og documenter, som hr. Professor haver udi mine 2 Formænds sal. Bischop Munch og sal. Bischop Stouds tid bekommit, Christiansands Stiftskiste tilhørende, at de længesiden kunde have vaaret her igien leverede, som end ej er scheet og vi alle ere dødelige, og naar jeg ved døden afgick efter Guds behagelige villie, da kunde min kieriste om hun mig overlevede, derfor maaschee af min Successore i Embedet vorde in commoderit, fordi samme Documenter ej vare igien leverede til Stiftskisten; thi som jeg tilforn har ombedet Høitærede hr. Assessor, er min ærbødigste begiering end hermed, at de med forderligste maatte efter hans udgifne revers vorde igien leverede til mig til Stiftskistens giemme her, beder tienstlig om hans behagelig giensvar med 1ste at jeg derefter kunde tage tilbørlige mesures til min befrielse i fremtiden etc.

JB.

s. 71

PROFESSOR T B. BIRCHEROD TIL ARNE MAGNUSSON. Odense 19. Nov. 1697.

Efter orig. i AM. 453, folio. Udskrift ».. Monsr. Arnas Magnæus Professeur del’ Academie Royale de Copenhagen ..« Dend fromhed, som hand for min ringe og uværdige Tractat de Nummis Danorum antiqvis (trykt 1701 under titlen »Specimen antiqvæ rei monetariæ Danorum«) har fatted, og allerede, efter Hr. Dorschæi berettning, begyndt i verch at stelle ærkiender ieg med all ærbødig og skyldig tachsigelse, forsicrer at ieg skal søge alld dend occasie, som min ringe efne kand optenche til at lade min tachnemmelige eftertanche til siune. Saasom ieg derforre veed og kiender min ædie s. 72Herris oprictighed og høflighed, understaar ieg mig til en videre Confidence med hannem at indlade. Forbeholder sig, efter afbenyttelse i bogtrykkeriet, de kobberplader, som med første agende post vil blive afsendt, da de foruden til dette specimen skal anvendes til et større efterfølgende værk, til hvilket han har betydelige samlinger. Beder om A. M.s bistand til forudbestilling på en del eksemplarer og til antagelse af en korrektør. »Skulle det og behage velædle Hr. Professor, da har ieg hos mig et descriptum af en gammel bog, paa dend samme Chronologie som hand til Leipzig lod udgaae, mens med nogen discrepantz, hvor af ieg troer begge deele kand have nogen opliusning, og extenderer dette sig til flere aar. Item, en anden Copie af en Chronologie paa danske sager paa samme maader indfatted. Item en Chronologie paa Roschild Capitels sager hvad intrader og Legata kand angaae foruden adskillige andre smaa sager, som ieg iche acter af dend værdi at ieg dem tør nefne«. Beder en underdanig hilsen overbragt gehejmeråd Moth »efter dend Credit, som ieg veed Monsr. der at have«. Vedlægger liste over 8 af ham påtænkte litterære arbejder, hvortil han i et brev til Moth har hentydet.

Thomas Broderus Bircherod.

s. 72

PROFESSOR T. B. BIRCHEROD TIL ARNE MAGNUSSON. Odense 30. marts 1698.

Efter orig. i AM. 439, folio. Jeg kand iche nochsom fuldtache hannem for sin umage med mine smaa sager at befordre, forobligerer mig i alle maader til redebond tienniste efter min ringe efne. Kobberpladerne følger først nu, da posterne ikke har villet medtage dem, og de tilligemed bogen overleveres nu til A. M. Beder A. M. gøre kontrakt med bogføreren »paa de maader hand til forne skreved haver«. — — »De Chronologier, som velædle Hr. Professor skriver om, skal blive oversendte med allerførste leylighed. Det Manuscript af Ælnotho var paa pergam. in 8., og sær gammelt, bleff laant mig af en ven fra Kiøbenhavn, som begiærte ieg iche ville lade mig merche hvor fra ieg hafde det: C. W. (sat sapienti). Jeg erindrer mig at have seet det samme exemplar til forne da ieg var paa Academiet, og discreperer det vel paa mange stæder fra codicibus impressis, mens dog saa at Textus alleniste kand emenderis, og Historien dog iche forbedris«. Gør rede for sine noter og kobberstik til Ælnothus. »Med allerførste post vil ieg oversende en liden fortegnelse paa andre smaa curieusiteter, saasom plenariis, Evangeliis antiqvo more gemmis et argento decoratis, Missalibus antiqvis Islandicis et Danicis, Sigillis æneis etc. hvor af ieg self en ringe deel haver, og resten hvor det findis skal berette, om Velædle Hr. Professor der til nogen behag kand have«.

Thomas Bircherod.

s. 73

PROFESSOR T. B. BIRCHEROD TIL ARNE MAGNUSSON. Odense 16. dec. 1699.

Efter AM. 453, folio. Gør undskyldning for så længe at have beholdt A. M.s Gothicum Evangelium. »Mens saasom min svoger Mule beretter at min bog De Nummis Danorum skulle være kommen tilbage efter de mange vidervertigheder, som Garman dend hafde indvichled i« — da bedes A. M. at sende den tilbage til B., som vil tillægge »nogle curieuse stöcher«.

Thomas B. Bircherod.

s. 73

PROFESSOR T B. BIRCHEROD TIL ABNE MAGNUSSON. Odense 12. febr. 1701.

Efter orig. i AM. 453, folio. Udskrift »Arnas Magnæus. Professeur« etc… »Garman var skielmsactig mod mig, og fich ieg alldrig en eniste skilling for mine plader: Erythropilus har væred en haab vanskelig, och pressered mig over min efne med at skaffe ny plader til veye, som og med min store bekostning over hals og hoved skeed er, alligevel at ieg alldelis indted af ham skal nyde for mit arbeide og mine penge uden 50 Exemplarier«. Beklager E.s store hastværk, så at der ikke har været tid til gentagen korrektur og ordning af kobberpladerne m. v. Lader mest af hensyn til forlæggeren dette specimen nu udgå istedenfor at trykke det hele værk »saasom det er over 3 gang større end dette«; vil dog også på denne måde kunne erfare folks dom og rette sig derefter. »Og saasom ieg en særdelis confidence til min Herre haver, alt saa beder ieg indstændig, hand for all sin trofasthed imod mig vil sincerè give mig sin mening, og andris tilkiende, hvilched venskab i mit sind er uskatterlig, og ieg iche alleniste skal efterleve, mens med all tachnemmelighed erkiende«. Vil gærne have en køber til de danske mønter, som findes trykte i hans bog, samt til 2000 romerske, græske og fremmede »Og Jeg, som inclinerer til alle slags curieusiteter, og befinder mig iche kraftig til at supplere hvad som feiler, eller stiche mere penge der udi, kand have dend fornøyelse, at have væred possessor der af, og saa at see dem i en god mands værge, saasom de mig have kaast megen umage og fortræd at sammensanche, som en anden kand finde nu paa et stæd«. Vilde ikke have begyndt dette og andre foretagender, dersom han havde vidst, hvor lidt det vilde blive påskønnet.

Th. B. Bircherod.

s. 73

A[RNE] M[AGNUSSON] TIL KØBMAND NIELS BIR[C]K. Skalholt 16. sept. 1709.

Efter skriver-kopi i AM. 448, folio. Beder N. B. af sine handelsbøger uddrage hvad der i Isefjords syssel er bleven indbetalt af kontributionen til dækning s. 74af lagmand Got[t]rups Københavns rejse på landets vegne, »saasom jeg, nest guds hielp til foraaret agter mig der vester paa i deres eign, og faar da vel den ære at tale med hannem paa hans haufn«.

s. 74

KØBMAND NIELS BIRCK TIL ARNE MAGNUSSON. Isafjords krambod 21. avg. 1702.

Efter orig. i AM. 454, folio. Har efter begæring hos stedets præst efterladt 1 tønde skonrog og skibsbrød, ½ t. 4 rd. øl, ½ anker brændevin og 11½ pund rulletobak. Hertil A. M.s påtegning »1703. fra Altinget, begiert af Monsr. Birck, at efterdi ieg icke kand komme der hen i egnen, hand da vilde tage disse vare i gien, og hvad der kunde der af vere kommen til skade, vil ieg betale«.

s. 74

KØBMAND NIELS BIRCK TIL ARNE MAGNUSSON. Hafniæ 7. Juny 1710.

Efter egh. orig. i AM. 1057 II. 4to. Adr. »a Isefiord«.

Veledle Hr. Professor Arne Magnusen, tiennistl. salutem, Hans mig beærede missiue af datto Schalholt d. 16de Septembr. er mig ved Sr. Terchesen indhendiget, huor fore ydmygst tacher, der af fornemmer at Hans tancher er at besøge Issef. eign i sommer, huilkit giør mig ondt, ieg ey kand nyde den ære at være der self til stede, at tage i mod hannem, Aarsagen er disse vanschel. tider vy nu lefver vdy, som ieg ey paatuiler Hannem io for rom tid siden er kundgiort. Gud i naade see til OS, her er dyr tid, krig og stoer svaghed. Sender fortegnelse over de i Isefjords distrikt indbetalte bidrag til den Gottrupske rejsegodtgørelse. Har forstrakt A. M.s brodersøn Snorre Jonsson med 30 rdl.

s. 74

KØBMAND POUL BIRCK TIL ARNE MAGNUSSON (OG P. VIDALIN). Ørrebache kramboed 21. sept. 1704.

Efter orig. i AM. 453, folio. Til A. M. og P. V. som kgl. kommissærer.

VelEdle Hr. Secreterer oc Edle Hr. Wiecelougman, tilforladendis goede venner!

Jeg tacker skyldigst for seeneste goede convertation, halde ønsched dend lengere continuered, med vorris goede løstige historrier vi hafde om Jyderne, oc andre fleere; ieg holder meged af løstigheed, i compagnie, beder omforladelße, om ieg var fordristig i min talle. Effter velEdle Hr. Secreterers bortreiße er falden en liden action imellem min kock Laurids Hanßen oc een af minne daglønnere, eller slagtermand, som ieg hafde antagen udi min tienneste, at giøre hvad arbeid som forretalt fra s. 75dend tiid oc til sidste timme, som hand oc alle de andre goedvilligen indgick, hvorpaa ieg alle ved derris naufne loed indførre. En morgenstund hender ded sig ieg kom til stacken oc schulle veye fisch i schibbed, var samme person ey ved at berre fisch med hine andre. Noged der effter kommer ieg til søjde retten at annamme faarene, kommer denne perßon, nembl. Simmen Biørnßen, til spurde ieg hannem hvor hand var i morgen: »nu kommer du oc vil hafve søjder; først du iche var ved at berre med hine andre, schal du hafve en« etc. Svarede mig strax: »ey du ded sielver i dig«; var ded at svare sin hosbonde, hvor paa ieg befallede kocken, som stoed hoes mig: »slaa mig dend knegt paa ørred, var ieg self saa ner hos, schulle ieg self giørre ded«. Kocken gifver hannem it ørfigen, dend anden griber kocken oc slaar hannem under sig, de tomlis noged med hin anden, blef saa ialle maader uschad adschilt paa bege sider. Der effter, som vidnerne forklarer, løber denne knegt til galgen oc søeger it af henge trerne, paßer kocken op, indtil ieg var klar, befaler hannem da at søege effter tungerne strax, i fald ieg kunde forßee mig, ti saa mange hoveder, saa mange tonger; saa kommer mig denne knegt bag til kocken oc slar hannem ofver naeken med træd, griber hannem i haared, kaster hannem under sig; kocken giorde sit beste, verged sig, som var nøed verge, oc prylede denne knegt vel af; ieg veed icke, om ded kand henreignis til nogen criminel sag.

Der effter legger knegten sig syg, lader kalde presten til sig, som oc tiendte hannem, loed saa kalde nogle mænd til sig at hørre hans bekiendelße, som oc scheede schrifftlig, oc derris naufn under. Effter denne hans bekiendelße kommer Monsr. Vigfus Hanneßen her i kiøbsteden, begierrer at maatte stefne kocken som oc scheede.

Klager over ulovlig rettergang. Syssselmand Vigfus Hannesson gør sig både til dommer og sagsøger, den kopi af stævningen og »knegtens« erklæring, som købmanden har modtaget, er udateret og uden vidnernes navne, efter en sådan »april seddel« lader han ikke sin kok møde til tings; til tinget sendte købmanden en fuldmægtig, som oplæste hans indlæg, men ikke blev taget for gyldig, da han manglede fuldmagt fra kokken, dog vil domsmændene, at han skal komme frem med hvad han på dennes vegne har at sige, hvortil svares »I maa iche holde mig for saadan nar eller gickur ieg schulle gifve eder oplysning i sagen, siden lee mig ud, ney iche førend I tager mig gyldig«. Derefter dømmes købmanden på knægtens ubeedigede erklæring, uden at han som husbond har måttet tage sin tjæner i forsvar »hand kand hvercken læse eller schrive, eller forstaar it ord hvad Islansch er«. B. har klaget til P. Beyer (amtmandens fuldmægtig) og amtmand C. Müller, uagtet de to pågældende er forligte. 1 Beyers nærværelse er knægten bleven undersøgt og bærer intet spor s. 76af vold, og dog er kokken for sår i hoved og på krop bleven dømt til 60 rdl. bod af Vigf. Hannesson og hans 12 domsmænd. s Schal vi saa være undergiven her i Island af nogle træl, da er at befrøgte, at seigle her til landed, tienneren tages i forsvar, hosbonden maa icke hørris«. Beder om kommissærernes assistance.

Poul Birck.

s. 76

PROVST EINAR BJARNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Bacha (Bakka) à Siidu vid Geirlanndz a 10. dec. 1711.

Efter orig. i AM. 450, folio. Takker A. M. »firer Sitt lytelætis ged Og herral. affectionem vid mig ad samfunndum, bæde nu sydast og firr-um«. En mand i sognet er plaget af tung sindslidelse, har forsøgt at løbe til fjælds, men blev indfanget; slap senere fra sine vogtere, kom over Skaftå, flakkede en tid om, ofte på tynd is eller i vand, og mente at se en kraftig mand, som gentagende gange reddede ham fra at drukne. Forespørger sig om sin stilling til den verdslige øvrighed i præsten Tords hordoms-sag og fremsender et vidnesbyrd om, at et nabosogn mangler kirkevin. Sender hilsen, »svo og kvedia ydar Hágög. Katrijn m. Þordardottur og stúlku kinndur ockar þacklátlega, einkum Elen m., Þackar hun hiartannlega ydur firer födurlega affectionem vid sig i nálægdenne«.

Einar Biarnason.

s. 76

EIRIKUR BJARNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Búlande 13. oct. 1704.

Efter orig. i AM. 451, folio. Adresseret til A. M. »vona[n]de a Flogu«. Oversender A. M. nogle bladstumper og stiller i udsigt et glossar m. v.

.. Med óskum farsælldarrykustu blessunar tymannlegrar og eylyfrar Þydasta Þacklæti erusemda og fodurlegra framkvæmda mier hanz ryngasta Þienara bevyst, asamt plicttskilldigu frammbodi minnar fatækrar Þienustu efftir fremstum mætti, avysast ad eg sendi nu mynum hagofiga herra lietvæg bladaflok efftir begeryngu, enn kunni eg yfirkomast fleyri, er myn skillda til jpeynkia. Eg a bok i lani i Austfiordum (er samtynyngur ur

Glossario med odru sympart gomlu) til vonar …

Eyrekur Biarnason.

s. 76

SOGNEPRÆST GÍSLI BJARNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Krosse i Eystre Land-Eyum Þann 15. Augusti Anno 1724.

Trykt i Diplomatarium Islandicum XI, s. 399 efter orig. i AM. Isl. dipl. afskrifter nr. 14. Med tak for tilbagesendelsen af nogle udlånte breve oversendes kopi af et jordekøbsbrev angående Grenjaðarstaðir.

s. 77

KATRÍN BJÖRNSDÓTTIR TIL ARNE MAGNUSSON. Stadarfelle 25. sept. 1728.

Efter orig. i AM. 450, fol. Takker for udvist velvilje mod sig og sine. Forespørger sig om muligheden af at fá den til Skogarstrandjorderne hørende kongsjord Kiðey købt og beder i så fald A. M. på hendes vegne købe den »med billegu verde eg er ei peninga sterk sem nærre kunned ad gieta«. Ønsker den navnlig for at kunne lade heste gå dêr ved vintertid. Sender sin hilsen og »1. Astrydar M. d.« og takker i en efterskrift for »ydar þægelega sending«.

s. 77

KATRÍN BJÖRNSDÓTTIR TIL ARNE MAGNUSSON. Stadarfelle 26. sept. 1729.

Efter orie. i AM. Access. 1. Adr. »Arnas Magnussen, Assessor« etc. Beklager A. M.s tab i Københavns ildebrand: »Af ydar herradoms ágiæta tilskrife fornam eg af hiarta óglöd þann stóra skada sem ydar herradómur feinged hefur af þeim mikla elldsvoda sem yfer Kaupenhafn skal hafa komed á næstlidnu hauste«. Takker for A. M s umage ang. Kiðey, uagtet øen ikke har kunnet fås, og endvidere for hans løfte til hans broderdatter Ástríður Magnúsdóttir: »I annann máta þacka eg audmiukast ydar gódu heityrde bródurdóttur ydar Astryde Magnusdóttur giörd i ydar agiæta briefe til min og var mier þad stor glede, ad henne munadlitellre vilied lidsinna, þvi eg giet ey taled henne stóra adstodar von af ödrumm naungumm synumm; hun er annars efneleg, mier og módur minne elskulegre þæg og effterlát, og astunda mun hun ad brióta ei af sier vdar storu velvilld til sin, og mættu ord min henne til nockurs gódz koma, þá vil eg af hiarta ydar herradóm fyrer hana beded hafa. Hvad eg giet henne lidsindt skal eg af astundan giöra, enn hana mun þad, næst guds hiálp, driugast draga sem þier henne til góda giöred, hvar fyrer hun og eg skulumm ydar herradóm þacklát finnast« …

Katryn Biörns dótter.

Ved Arne Magnussons testamente indsattes Astrid Magnusdatter til arving af hvad han ejede på Island. I denne anledning kom hun og hendes fostermoder i forbindelse med eksekutorerne i A. M.s bo, og i et brev til prof. Gram, Stykkesholm 30/9 1732 takker »Katarina Biorns dotter« således for udvist velvilje: Jeg aflegg hier med mitt stærsta packlæte fyrer þaug stóru hoifligheit, sem þier háu herrar hafed auglyst fósturdóttur minne Astryde Magnúsdóttur og medal annars ad eyngvu undanngleimdu fyrer þad sydasta raritet, sem syslumadurenn Ormur liet til hennar afhenda. (AM. Access. 1.)

s. 77

MÁLFRÍÐUR BJÖRNSDÓTTIR TIL ARNE MAGNUSSON. Eidum 5. junii 1705.

s. 78Efter orig, i AM. 450, folio. Beder A. M. »vegna einstædingsskapar myns og tilfallinna báginda« at hjælpe sig. Fik »i tilgiof á kaupdeige« en jord Rangá, 12 c. i skyldsætning, som hun testamenterede sin yngste søn Jón, da børnenes faderarv blev skiftet, under forudsætning af, at hun skulde besidde jorden sin livstid; men nu har sønnen solgt den, ud af ætten og uden at tilbyde den til rette vedkommende. Sender kopi af arveskiftet, for at A. M. kan se, hvorledes dette er beskaffet. Beder A. M. sørge for, at skifteforretningen dømmes ulovlig, hvad mange ansér den for. Tre hundred i fast ejendom, som er tilfaldet sønnen i faderarv, har hun tilladt ham at sælge.

Màlfrydur Biorns dottir med handsale.

Hertil er for Arne Magnusson påtegnet:

Hier uppá svarad Sr. þorvarde Stefans syne, ad Malfridur mune ei liettlega komast til jardarinnar, nema hun hana brigde og betale þeim er keypte sina peninga aptur [1707 i Aprili egh. tilf.]. Ætle hun sier mune þad ördugt verda, þá kann hun, ef vill láte [sål. ved A. M.s egh. rettelse af ad hun láte] þad þá bida til þess eg austur kiem, og mun eg þá til leggia hvad riettast svnest.

s. 78

ARNE MAGNÚSSON TIL EYJÓLFUR BJÖRNSSON. 28. maj 1712.

Efter AM. 454, folio, Brevuddrag med skriverhånd. Anvisning ang. sagaafskrivning og lign. samt betaling herfor. Afskriften af den nævnte Maríu saga foreligger i AM. 634—35, 4to. Ang. originalens defekter har A. M. på et løst blad optegnet »Deest post folium 7 mikid, 90 likast 1 blad, 110 1 eda 2 blöd, 112 1 eda 2 blöd«. Et indlagt blad indeholder to af A. M. og Eyulfur Biörnsson (fra 1716 præst) underskrevne afregninger af 18. dec. 1710 og 1. april 1712. þau gömlu kalfskinnsbrefin hefe eg medteked og þeirra copiur med hans hende α [α þetta alleina var óbetalad þá vid Eyolfur giördum afreikning 1. Aprilis 1712. Egenh.]. Sendur til betalings einn slettur dalur. Hvad i honum kann yfer hafa, reikna eg ecki, og er nu ockar reikningur klár á bádar sídui.

Send Mariu sagan stóra (frá Hruna) til uppskriftar cum præ ceptis scribendi (bestendur hun af 136 blödum, og eru i 4 defectus).

Bedinn ad láta mig af alþinge vita hvort þetta skilvíslega medtekur og hvört pappirinn nægia mune.

Hiá þorde þordarsyne gietur hann peninga tekid bæde til liósa og skriftarbetalingenn epter hendinne.

Sendar med bókinne 6 bækur af gódum pappír.

s. 78

GUÐBRANDUR BJÖRNSSON TIL ARNE MAGNUSSON (OG P. VIDALIN). Vestmannaeyjum 12. mai 1704.

s. 79Efter orig. i AM. 449, folio. Beder kommissærerne om hjælp til at fá ret overfor sysselmand Páll Torfason, som har tiltaget sig jorden Tunga i Skutulsfjord, hvoraf halvdelen som arv tilhører klageren; ønsker en forsvarsmand beskikket, som kan foretage hans sag. Endvidere har han i sin tid fået kgl. missive om, at han i sin fraværelse skulde hjælpes til sin ret her i landet hvilket er forblevet resultatløst.

To dokumenter ang. førstnævnte sag er vedlagt. Egenhændig underskrift:
Gudbranndur Biörnsson.

s. 79

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND MAGNÚS BJÖRNSSON. Skálholt 18. april 1707.

Etter egh. underskreven kopi med skriverhånd i AM. 447, folio, Islandsk. Efter at rederne pa Grundarfjord og Kumbaravåg havne i rentekamret havde andraget om, at disses distrikt mod Stykkesholm måtte blive bestemt afgrænset, er det bleven overdraget A. M. og P. Vidalin at adskille disse distrikter De bestemmer da herved, at Berserkjahraun skal danne grænsen, og opregner fordelingen af de nærmeste gårde og de udenfor liggende øer. Sysselmanden anmodes om at bekendtgøre dette for bønderne tillige med anvisning ang. afvikling af mulig gæld i fremmed distrikt. Sml. Arne Magnusson, Embedsskrivelser nr. 77.

s. 79

[ARNE MAGNUSSON] TIL SYSSELMAND MAGNÚS BJÖRNSSON. Skalholt þann 13. Maii 1707.

Trykt efter uunderskreven koncept med skriverhånd i AM. 441 folio Anbefaler M. B. at antage sig enken Ragneiður Jónsdatters sag mod hendes afdøde mands overmægtige arvinger.

Kongl. Majts. valldzmann, Monsr. Magnus Biörnsson,

Næst vinsamlegre heilsan sie ydur vitannlegt, ad eg nylega bref feinged hete frá Ragneide Jóns dottur, epterlátenne eckiu Einars heitens Hannessonar, sem buande var ad Grunnasundznese i Helgafells sveit, hvar inne hun af mier óskar adstodar á móte aseilne, er hun mæta þikest af örfum sins burtdauda mans, þá med þvi þad er yfervalldsins skyllda, bæde epter gudz og manna riette, svo til ad siá, ad munadarlausar eckiur og adrer þviliker svarlauser ecke verde ofurlide borner mót riettu, so hefe eg ecke annad kunnad enn skrifa ydur til hier um, og vil hier med hafa ydur recommenderad mál þeßarrar einstædingseckiu, so vítt riett kann vera, bidiande ydur svo til ad siá, ad hun öngvum ójöfnude mæte hverke i utsvörun þeirra peninga, sem hun hiá Einare heitnum atti, nie áhrærande ábyle jardarinnar framveigis, edur i neinu ödru þvi er hun kann eiga ad skipta vid arfa sins burtdauda mans. Sömuleidis ad börn hennar fáe þann hlut peninga ur buenu, sem þeim med riettu ber. Ydur er ecke ókunnugt, ad hier standa ójafner menn á velle eckiann s. 80Ragneidur og svarlaus börn hennar mót örfum og frændum Einars heitins, þar firir mun naudsynlegt ad til setia einn skynsaman ærlegann mann, sem einardlega hallde svare firir eckiuna, án hvers þad synest, sem hennar hlute mune liettare verda. Jeg forlæt mig til ydar röksamlegra riettvísra adgiörda i þessu efne, Bef[al]ande ydur þvi næst gude eylifum, og verande alltid.

s. 80

SYSSELMAND MAGNÚS BJÖRNSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Arnarstapa 8. augusti 1702.

Efter orig, i AM. 447, folio. Oversender en erklæring dat. »vid Öxar á« 17. 7. med undskyldning for, at den ikke efter aftale på altinget ved hjemrejsen er bleven sendt syd på til Akranes; håber sendeisen kan træffe A. M. »minn hagunstuga patron, nær hann umm Dale vestur reyser, á Hvamme i Hvams sveyt, þvi eg vona Stichesholms skip mune þá ei umm þann tyma burt siglt verda. Hier ad auke er myn audmiukusl bón til myns hagunstuga patrons, ad hann villde myer so gunstugur vera og skrifa ut med myn og almugans supliqve, so sem eg vid hann á alþynge nefnde og hans velbirdugheytumm kann synast hentast og best til failed, hvad eg vil þacklatlega i þienustusamastann mata endurminnast. Umm lytelræde á alþynge nefnd observerast«.

I den nævnte erklæring angiver M. B. på forespørgsel ang. de både fra Stykkesholm distrikt, som købmand J. S. Graahe påstår bruges på Hjallasand til skade for Rifs distrikts indbyggere, at nogle sådanne har i længere tid haft fri opsætning og fiskeri her, særlig fra Hallbjarnareyri og Setberg, og at på dem har nogle kgl. landsæder rot, hvilke det formentlig kan tillades at ro, hvor lejligheden er bedst.

s. 80

SYSSELMAND MAGNÚS BJÖRNSSON TIL ARNE MAG NUSSON. Arnarstapa 8. july 1704.

Efter orig. i AM. 448, folio. Takker for udvist velvilje på sidste alting. Minder om sin supplik fra ifjor om afslag på den gamle restans i Arnarstape ombuds afgift. hvorpå ingen resolution er fulgt, og beder A. M. anbefale den hos alle vedkommende Og at være »minn munnur og fader vid Majestetid – – þad i firra umm Biarnarhöfnena er effterkomed, sem Monsr. Ketell minn Paulsson kann mynumm stórgunstiga Hr. Patron ad demonstrera«. Sender Vigfús Árnason op på altinget med sine papirer, da han selv er upasselig. Ønsker at vide, hvor meget han er skyldig at betale lagmand L. Gottrup i udsejlings-godtgørelse, da det forekommer ham hårdt at skulle udrede 40 rdl. og de andre i syslet intet; har foreløbig tilbageholdt G.s lagmandstold for ifjor. Hermed oversendes forskellige dokumenter. Ang. Arnarstapens klosterjorders landskyld m. v. henvises til en forrige høst afleveret udskrift, hvis original Vigfus nu vil fremvise, og tilføjes yderligere oplysninger om Arnarstape ombud.

Magnus Biörnsson.

s. 81

SYSSELMAND MAGNUS BJÖRNSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Arnarstapa 8. Oct. 1706.

Efter orig. i AM. 447, folio. Oversender efter opfordring afskrift af de 7 spørgsmål ang. distriktsfordelingen mellem Stykkesholms og Kumb(a)ravågs han delssteder, som købmand Jens Lassen har begæret forelagt tingene på Staðarbakki og Grund, med tilhørende svar fra Stadarbakke ting 27/8 06. »Jeg flyte þessu mynu skrife, ef þad kinne ad ná skólapilltumm ur Helga fells sveyt, þvi hiner adrer hier nalægt eru umm farner lángt sydann, med heidurlegumm Sra. þórde m., af hvors reysu eg ei visse, austur. Framar þessu er á ad minnast edlagöfuge Hr. Patron, umm þad hiá mier eiged, og eg ydur lofade i sumar, hvoriu eg hef ei gietad effter ockar ummtale rádstafad i haust, sem annars bære og eg viliad hefde, enn nu er orded so seint þvi austur til ydar koma. Bid eg ydur þvi minn stórgunstuge Hr. og patron ad umm lyda mig hier umm til vorsins, lofe Herrann, vil eg þá þvi bestilla til ydar, sydast á alþyng, ef ei kann firre verda. Hier med bid eg ydur minn góde herra ad virda ei til brigdmæla firer mier, þó þetta hafe nu so ordsakast i þetta sinn, jeg vil giarnann bæta þad, lofe Herrann« …

Magnus Biörnsson.

s. 81

FHV. LAGMAND SIGURÐUR BJÖRNSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Saurbæ 30. January A0 1708.

Trykt efter orig, i AM. 451, folio. Takker for behageligt samvær og udvist velvilje. Gør rede for gensidigt bogudlån og beklager ikke at kunne finde nogle af A. M. ønskede, ældre dokumenter.

Edla og Háachtbære Hr. Secreterer, Minn stóræruvirdandi vin og broder. Salut!

Blad þetta og fáar línur eiga Monfrere frá mier færa heillaósker og aludar þacklæti fyrir sydustu mier æskilega samfundi og alla elskulega humanitatem til mín og minna med umburdarlyndi yfir daufleik vorum. Hefdi mier audnast effter þad ad spyria Monfr. reysu heimleidis um Kiós, munda eg hafa borid vid ad setiast uppá hestinn ad ná enn eitt sinn samtali vid Monfr., enn þó mier láti allareidu reidinn lytt, nockud burdastirdum og ei vel heilbrigdum effter nockra vanheilsu i fyrra vetur. Item þacka eg Monfrere aludlega fyrir bródurlegt tilskrifid mier i hendi 28. hujus af Birne Jónssyni, hvör mier og trulega afhendti af sinum herdum þann annann tomum Hvitfelds, it. titularbók og prentada Eddu, og seige eg Monfr. kiærar þacker fyrir lánid og tilvonandi lydun til þess med skilum kunna afftur athendast; eg hlyt um sinn afhuga vera Sturlunga sögu. Af s. 82mínum qverum komu mier og med skilum þeir tveir partar historiæ lombardicæ, item ættartölu blödinn, hvörtveggia med nóg gódum umbunadi. Nu stíngur i stuf fyrir mier, ad eg get ei mögulega fullnægt Monfreres tilmæium um ávikinn bref tveggia fogeta fyrir þeim fordum Kongl. Majest, pörtum fyrir sunnan og vestann Hvitá, sem hr. lögmadurinn sál. i forlening hafdi; eg sem næsta hálfvingladur hefi iterum atqve iterum effter þeim leitad, þar mier hefur til hugar komid, enn fyrir vyst mynnir mig ad þau hafi hiá mier verid innfest ásamt ödrum brefum i samtinings bók i folio, enn hvörninn eda hvörium i hönd hafi frá mier farid, kann eg ei mynnast, nie helldur ad eg hafi þau vid önnur documenta samannbundid, og hefi eg i mörgum paqvetum ad þeim hiá mier leitad og þad forgefinz. Og ur þeirri bók, sem mig mynnir þau hafi verid innfest og Monfr. tilmynnir, hefi eg á imsum timum nockur documenta burt skorid, og nockur burtlánad og ei sum affturfeingid. Verda kann, ad syslumadurinn Jón Sigurdsson hafi þau hiá mier feingid, þó eg ei vel mynnist, og mun eg efftir þeim hiá hönum spyria; hann keyffti 1/8 part i Gufufit. Ei mun þau vera ad finna hiá erfingium Eyólfz heitinz á Áse, sem nockra partana fyrir sunnann Hvitá keyffti, þó vil eg þar um spyria, og enn betur vil eg hia mier leita; enn Biörn sendimadur lætur ei fallega, ad leingur sie fyrir hönum tafid; finnist þau bref, vil eg umþeinkia ad til Monfr. handa komist annadhvört siálf eda þeirra utskriffter, og endast so þetta stirdlegt pennafar undann hálfsiötugs karlz hendi, sem Monfr. treysti vel virda. Hönum guddómlegrar verndanar heilla og farsælldar af hiarttanz alvöru óskandi, hvar til mín kiærasta og börn seigia aludlegt og þacklátlegt amen. Lifandi og blifandi

VelEdla Hr. Secreterans mins stóræruvirdandi vinar
og bródurs þienustuskylld. vin og þienar
Sigurdur Biörnsson.

s. 82

[PASTOR] I[VER] BRIN[C]K TIL ARNE MAGNUSSON. Windsor d. 5. augusti 1699.

Trykt efter orig, i AM. 453, folio. Den halvtrykte bog, som B. tilsender A.M., er utvivlsomt den af C. Worm i England forberedte udgave af Íslendingabók, sml. Werlauff, Biogr. Efterretn. om A. M., Nord. Tidsskr. for Oldk. (III, 124—25); Junii Lexicon er Fr. J. Glossarium quinque linguarum.

Monsieur.

Jeg beder om forladelse at ieg icke tilforne hâr skrevet hannem till; aarsagen hâr været at ieg hâr søgt at informere mig s. 83om det beviste førend ieg vilde skrive, oc der till gavis ingen Leylighed, saa lenge som Parlementet sad oc kongen var hiemme. Nu siden Parlementet er proroguered, kongen udi Holland oc alle affaires sover, har ieg hafft tiid at giøre een tour till Oxford, hvor ieg hâr hørdt adtskilligt om voris ven, som var mig ukiert at høre; dend halv tryckte bog fick ieg med nøød et exemplar af, som ieg straxsen med Monsieur Scavenio, dend hand om een maaneds tiid maa vente udi Kiøbenhafn, under forseyling bortskickede oc paa liannem addresserede. Hand er vell saa good at lade voris felleds gode ven Monsr. Reitzer see samme bog. Derforuden talte ieg oc med een deel af Professorerne der ved Academiet andgaaende Junij Lexicon at lade udgaa, oc fornam nock at de vare villige till at encouragere dend som samme verck ville undertage. Endeligen aabnede ieg mig for Mr. Hudson, som hâr ladet Thucydidem udgaa, oc er min particulier gode ven; hand forsickrede mig at universitetet ey skulle vegre een Persohn 50 pund sterling om aaret oc siden en quantitet af exemplarerne. hand gav mig et anslag, at dersom Monsieur vill begynde een Correspondence med Dr. Hickes, som ieg har marquered udi dette hosføyede Catalogo, vilde hand Secondere hannem med vijdere recommendation till Universitetet. Jeg giorde hannem et tilbud at alle hans breve skall ved mig till Monsieur vorde befordret, saa at det intet skall koste hannem ey heller Monsieur om hand behager at acceptere samme Condition. Jeg var vell tilfreds at Monsieur oc ville holde een Correspondance med mig oc skrive mig eengang om ugen till, hvad nytt udi Kiøbenhavn passerer, oc skall hand finde udi mig een flittig Correspondent. Brevene kand ickun addresseris till Messieurs d’Hartoghe udi Hamburg, hand maa for Gud skyld ey lade sig mercke at hand har faaet det andet document fra mig. Jeg vill Ervarte med første hans gode betenckende. adieu! Je suis passionement Monsieur

Vôtre tres humble & tres obeissant servitr.
P. I. Brink.

s. 83

ARNE MAGNUSSON TIL J. BRØGGER. Kiøbenh. den 19. Sept. 1722.

Trykt efter orig. indhæftet i en Bergens museum tilhørende papircodex af Magnus lagabøters Gulatingslov (kat. nr. 81). Udskrift »A Monsieur Monsr. Jean Brogger, amy tres-honoré tres humblement a Bergen«. Tidligere trykt i Norsk Illustreret Nyhedsblad X 1861), s. 160. Den i brevet omtalte »rare s. 84piece« er vistnok den i univ. bibl. add. 107, folio indeholdte, såkaldte Hvenske krønike.

Monsieur, Høitærede ven.

Hans beærede af dato Bergen den 15 Aprilis hujus anni er mig den 2 Maji vel indhændiget, tillige med den hosfølgende Gulethings bog paa pergament og den relation om Hven, at ieg icke før end nu haver aflagt min skyldige tacksigelse her fore, Beder ieg hand vilde icke fortryde paa, Jeg vil herudi bekiende sandheden, at sommetids havde ieg glemt det, og sommetids icke haft leilighed. Præstat sero qvam numqvam. Jeg tacker meget tienstligen for denne gode rare piece, og ønsker at noget kunde være i min magt, Hannem til velgefal og tieniste. Jeg skulde gierne udi slig occasion udvise, at ieg næst ald velstands erønskning, er og altid bliver

Monsieur Hans tienstvilligste tiener
Arnas Magnussen.

Ved occasion beder ieg at lade min tienslig helsen tilmældes Monsr. Heinrich Miltzow paa Voss, og at ieg bad hannem gierne, icke at glemme den efterspørgsel om de beviste documenter, som hand var saa god at paatage sig.

s. 84

J. BRØGGER TIL ARNE MAGNUSSON. Bergen d. 30. April 1695.

Efter orig. i AM. 913, 4to. Adr. »Mr. Arnas Magnussen, presentement a Leipzig«. A. M. har på bagsiden skrevet nogle bognotitser samt verset

Gaspar fert Myrrham, Melchior thus, Balthasar aurum.

Hæc tria qui secum portârit nomina Regum

Solvitur à morbo Domini pietate caduco.

Første linje af ovenanførte vers skulde ifølge middelalderlig folketro læses mod epilepsi.

Monsieur!

Nest største tacksigelße for gode conversation og omgiængelße i Leipzig beder ieg ydmygst om forladelße, at ieg mit til Eder giorte løfte ei før har efterkommet, og er min ringe underretning om det begiærte, som følger:

1. Den Bibel er det Nye Testament dog ei gansche, men ikkun Evangelia og Act. Apost., og var deraf 2 Exemplaria, et med Glagolische bogstaver, som er saaledis (en prøve gives). Det andet Exemplar var med Cyrulische bogstaver, som er saaledis (en prøve gives). Her har I den første lined(!) av Matth.; om de sidste synes mig, at de med Græcische bogstaver mestendeels over eens kommer. Hvad Sprog endelig og hvad Bogstaver s. 85det er, giver Tentzel underretning om i hans monatlichen Unterredungen 1690, naar hand recenserer Erasmi Francisci beschrivelse om Crain.

2. De to bøger in folio paa plat tydsch havde gansche ingen titul, men bag i, der bogen endtis, stod aarstallet, naar de var trøckt; stædet hvor de var trøckt kunde ieg ei heller finde, og haver ieg ei paa nogen bog værit saa forbistret som paa den.

3. Med Cellarius havde ieg den ære at tale, og gav mig navne paa nogle av sine disputatser i Historische og Philolog. Materie. 1—6 (titlerne anføres). Alt hans smaat, som hand haver schreven, kand bekommes hos een bogtrøkker i Halle ved navn Christopher Salefeld. Jeg var og hos Thomasius, som gav underlige Censurer om folck, hand kiendte Christian Reitzer og Wildschütz.

4. Kirchmayers Disputatser og alt andet hvad hand har schreven kand bekoinmis hos een i Wittenberg, ved navn Schrødter om ieg ret erindrer. Dette er den ringe underretning, som ieg kand give herom; vil ønsche ieg kand være saa løkkelig og komme over det Andet i Holland, som eder er meere machtpaaliggende, da schal intet være mig kiære(!) end at ieg derudi kand lade see, at ieg stetze vil blive

Eders ydmyge tiener
J. Brøgger.

s. 85

J. BRØGGER TIL ARNE MAGNUSSON. Bergen d. 15. Aprilis A0 1722.

Trykt efter orig. i AM. 1057 X, 4to. Adr. til »Arnas Magnæus, Prof.« etc. med vedtegning »Herhos følger et forseglet pakke. Med een ven dend Gud leedsage« og A. M.s påtegning »annamet 2. Maii 1722«. Ang. den omtalte forsendelse se A. M.s brev til B. af 19/9

Velædle Hr. Professor!

Med nærværende ven Jens Pedersen Sønderborg fremsender Jeg herhos dend paa Pergament skrevne Guletings Lovbog og det om Hveen paa papier skrevne, som Jeg forleeden Aar lovede Dennem, tviiler ikke paa del jo vel bliver overleverit, og beder Jeg at, naar det er overleverit, mig derom el þar ord tilmeldes, paa det Jeg kand være forsikret at formeldte Dennem er vel indhændiget. Jeg forbliver stedze

Velædle Hr. Professors hereedvillige tiener
J. Brøgger.

s. 86

M. BUCHER TIL ARNE MAGNUSSON. Bergen d. 30. Novembris 1728.

Trykt efter orig. i AM. 449, folio. Adr. ».. Arnas Magnæus Professor ved drt Kongl. Academie udi Kiöbenhavfnt.

Velædle og Høylærde! Herr Professor Arnas Magnæus!

Jeg har hvor vel u-bekiendt, dog af hoy fornødenhed dreven, taget mig dend ære, at tilsende eders Velædelhed et brev dateret d. 31. Augusti sidst leeden, angaaende at erholde et NotarialInstrument, om hvor langt Bergens byes udmarck sig stræcker, hvor om een bog kaldet Bircke Rætten eller Bye Loven (som eders Velædelhed efter berættning skulde have udi eye) skall handle. At ieg nu paa oven bemelte mit brev til dato icke haver erholdet noget svar, paaskylder ieg maaskee icke uden billighed dend siden d. 20. octob. Kiøbenhavfn overgaaede stoere og u-lykl. ilde brand, hvilcken dend allerhøyeste til alle indbyggeres glæde, formedelst sin u-begribelig naade og velsignelse vilde give opreisning till. Som nu og i saa tilfælde mit brev kunde gaaet udi glemme, og mig oven bemelte verck meget fornøden giøres, altsaa vilde herved udbede mig paa dette og det forrige deris goede gienmelde, med forsickring at hvis ieg udi min begiæring (hvor paa ieg til dato icke tvifler) skulde reusere, dette verck vil indfalde til Eders Velædelheds ævige gloire og deris navfn til u-dødelig ihukommelse her udi Norge! og skall dend mig herved beviisende gunst af mig aldrig forglemmes menn forpligte mig til een immervarende tacknemmelighed. Kunde dette mit forlangende holdis casché for dend sig nu udi Kiøbenhavfn oppeholdende borgemester her fra Bergen neml. Fasting, da skulde det være mig meget kiær, thi ieg veed hand ellers vilde giøre sig største u-mage at forhindre det, saasom hand er dend, der in hoc passu ickun lidet har regarderet paa hans Kongl. Maj. intresse, der i sin tiid nocksom skall befindes herunder at versere. Jeg udbeder mig indliggende brevs befordring, og lever med største respect.

Velædle og Høylærde Herr Professors
allerærbødigste tiener
Michael Bucher.

s. 86

N. BURMEISTER TIL ARNE MAGNUSSON. Havnefjords krambod 15. jan. 1704.

Efter orig. i AM. 445. folio (blandt aktstykker i Holmfast Gudmundssons sag). Fremsender, med henvisning til sit brev af 29. 12., afskrift af to vidnesbyrd at år 1681 om Vatnsleysuströnd, som henhørende til Havnefjords handelsdistrikt. s. 87På en indlagt løs seddel har A. M. noteret »Buurmeister seiger, at Knut Storm hafi Bielkans bref in originali, hvarinne hann befale ad öll ströndin skuli liggia til Hafnarfiardar. Qvæstio, átti hann rád á þvi, ef þad er satt. Qvod majns est, þad mun bygt uppa Einars i Vogum vitnisburd og Jons á Hvaleyri, ruinoso sc. fundamento«.

s. 87

[A.] BUSSÆUS TIL [ARNE MAGNUSSON], København 25. maj 1707.

Trykt efter orig, i AM. 453, folio. Dat. »Hafn. raptim« etc.

Vel-ædle Hr. Professor,

Jeg er infmiment obligeret for dend helsen hand i Professor Reitzers brev til mig hâr aflagt. Hvad hand derudi hâr begierel, skal, saa vit skiee kand, fuldkommen efterkommes. Der ere 2de stycker af de msctis nesten udcopierede. Om Saxone Grammatico, som dend bogkremmer paa Uldfelds platz for 3de aar siden hâr hafft, kand jeg slet intet til visse referere, saasom hand her icke mere er at finde. Det blad af Curtio skal jeg altid erindre, om jeg mueligt kand det bekomme, saa og have agt paa det jeg kand vide hâm kand være til nogen plaisir, saasom jeg til min død forbliver

Vel-ædle Hr. Professors tienst-forbundne ven og tiener Bussæus.

s. 87

[ARNE MAGNUSSON TIL KØBMAND L. BÆRTELSEN], Utskaale præstegaard, nær ved Kieblevig d. 18. 7bris 1703.

Trykt efter egenhændig, uunderskreven koncept i AM. 447, folio.

Monsieur Høitærede gode ven,

At ieg icke før end nu haver svaret hannem paa hans trende høflige skrivelser, af den 4. Julii og 24. Augusti forleden aar, og sidst afvigte 4. Julii, haaber ieg hand icke tilskriver min uhøflighed eller nacklessighed i at begegne gode venner efter skyldighed, mens henvender den skyld paa de mangfoldige om end skiønt smaa forretninger, som ieg nu om stunder ideligen hâr at tænke paa. Saa er det icke heller min skyld at Monsr. icke med Altings folkene efter begiering fra mig bekom paateignelse paa en ligelydende gienpart at (!) det mig derhen skickede document, eftersom der var slet ingen som mig nogen ligelydende genpart deraf forestillede, og ieg self icke viste at det var hans begiering, formedelst at ieg der paa stædet icke fick stunder at læse dette temmelig vitløftige document igiennem. Nu paa det Monsieur skal kunde vere forsickret om, at ieg icke nogen tid s. 88skulle nægte mig at have faaet dette document fra hâm, saa tilstaar ieg her med, at ieg paa næst afvigte landsting haver fra hannem bekommet et document paa 6 blade i folio, med hans nafn undertegnet Rebets krambod d. 4. Julii 1703. lydende om et og andet angaaende handelen i Revets district. Og som ieg nock kand slutte, Monsieur hans øiemerke fornemmeligen at have været, at erindre mig om den af Monsieur Jacob Sørensen Graahe mig forleden aar i hænde leverede memorial, angaaende de fremmede fiskerbaader i bemelle Rifs district, Saa vil ieg derimod tienstl. meddeele hannem mine tanker herom. Jeg kand icke see, at naar samme memorial grundeligen blef i giennemgaaen, den erklæring eller dilucidation da meget skulle forfremme reqvirenternis paastaaende. Thi 1. Er det (saa kaldede) tingsvidne af dato Ingialdshool 10. Aug. 1701, hvor paa deris besværing sig funderer, saaledes indrettet og beskaffet, at det hos os i Danmark icke lætteligen skulde kunde næfnes et gyldigt Tingsvidne, mens snarere passere for el i hast sammenskrevet document med en deel mænds ubetænkt svar bag paa. Saa at den som der paa vilde bygge hans relation, hafde, i mine tanker storligen at befrøgte, at om hand engang skulde forsvare sig i mod en gau contra-part, og udfægte sagen, hand da icke kunde staa stadig paa saa svagt fundament. 2. Misbruges, i mine tanker, octroyens 7de post icke lidet i denne materie, saa som den der er at forstaa om fremmede nationer. 3. Seeis icke hvad skade haunens beseiglere tilføies i det, den fisk som fremmede fange der for landet i søen, bortføres, med mindre de vilde reigne dem til skade og forliis, alt det som icke skaffer dem profit, og er det, da, paa samme maade, deris skade, at icke ald den fisk som fanges om kring Jøkelen, falder i deris deel, som mand dog veed at de icke pretendere. 4. At den brug med disse fremmde liskerbaaders væsen der i egnen skal vere ny og opkommen i Sysselmand Magnus Biørnsens tid, kand ieg icke komme efter, Tvert i mod blef mig, forleden høst, da ieg hafde den ære at besøge deris stæd, berettet, at den viis var til visse 40. aar gammel, Er og bekiendt, at en deel af disse fremmede baader, hafve fra gammel tid rettighed til at blive der til tiskerie, enten indbyggerne vilde tilstæde det eller icke, som i sin tid ydermeere kand blive demonstreret.

Hvad pretensionens billighed i det øfrige angaar, da synis det haart at forbyde dennem som ingen fiskerplatse haver, eller saa slette at derved lidet er at hændte, at søge deris bierging og guds velsignelse paa de stæder hvor den rigeliger falder, og s. 89burdte, paa den samme maade Revets districts indbyggere ald fiskerie at formeenis i Dritvig. Item at de icke maatte reise Nord i landet til at fortiene der faar, smør, skind og anden fornødenhed med deris arbeide, langt mindre debitere der for benæfnte Sorter, nogen i deris district indkiøbte fremmede vare; Med hvilket ieg icke troer at Monsieur paa sine principalers vegne skulle vere fornøiet. Ligeledis synis mig vanskeligt at giøre en general lou om, at ald fisk skulle forblive og forhandles hvor den fangedes, og endda om det blef paa den maade restringeret, at folkene icke derved blef formeent at tage hiem med sig eller til landz folkene at forhandle det som de eller hine kunde behøve til lefnets middeler. Thi (at gaa forbi en og andre fald hvor udi sligt synes at støde negotien) da vilde herved tilvaagse uendelige trætter, inqvisitioner, besværinger, helst hos dem, som vare nidkiere for at maintenere deris rettigheder, og troer ieg Monsieur vel erindrer sig, hvor besverligt det faldt Monsieur Graahe i hans tid, at bringe folkene til denne lydighed, i hvorvel hand brugte ald den myndighed, som en købmand kunde tilkomme.

Som ieg nu forskrefne memorial med saadanne øine haver anseet, syntes ieg icke at pleie et oprigtig venskab med Sal. Matz Christensens huus eller velbemelte Monsr. Graahe, om ieg dette, som forskrevet staar, hæftede til deris memorial, og udskickede til Rente-Cammeret, alle uadvaret. Saa haver ieg da resolveret at lade med samme memorial beroe til ad aare, som ieg formoeder at mig antages snarere for et venskab end uvillie, hviß icke, da faar ieg at see hvorledis ieg den ophold forsvarer, om derpaa af nogen bliver anket.

Det Monsieur i hans foromrørte memorial af dato 4. Julii 1703 taler om uloulige looders leggelse, saa meriterer hand derudi bifald, om tingen sig saaledis forholder, Og er der icke tvil paa, at Sysselmanden det io louligen relter, naar indbyggerne det støckviis for hannem klage, Jeg siger støckviis. thi at giøre nogen almindelige constitutioner enten om loder eller andet, eragter ieg icke at hand haver nogen myndighed til, eller dennem kand forsvare, 0m paatales.

Angaaende Revets Districtes folkes fiskerie i Dritvig og fangstens forhandling haver min med-commissarius og ieg ingen myndighed til at decidere noget, Skulde herrerne i Cammeret nogen tid befale os at sige vores tanker om den materie, saa kand Monsieur velmueligen af foregaaende slutte, hvilke mine tanker ere derom.

s. 90At kiøbmænds fordringer i en sterbbo skulde hafve prioritet for ald anden gield. finder ieg hverken at accordere med lou eller billighed, og skulde uden tuil blive holdt for en fremmet pretension, om nogen dermed i Danmark fremkom, helst om vore trafiquerendis fordringer skulde dømmes efter Danske lous 5. bog, 14. Cap. 51 og 52. articler.

Angaaende det Monsieur mælder om fføtningen i mellem Revet og Olafsviig, da er det meer end vist, at samme fløtning for haunens beseiglere er baade besværlig og meget kostbar, Imidlertid saa som min collega og ieg ingen myndighed have til at giøre nogen Constitutioner, mens i slige tilfælde allene ere instruerede til at udforske beskaffenhederne, saa haver det icke staaet til os at tiene hannem her udi. Jeg veed og icke (sandt at sige) hvor billigt det skulle synis andre fremmede, at tvinge en fri mand i mod hans villie, i hans beste tid, til den arbeid, som hand icke ville forrette, og det for den løn, som icke hand var nøiet med, mens den anden som opbar tienisten af hannem, behagede at give. Og synis det som Monsieur taler om færgemænd, icke egentligen at komme her ved, thi de ere, med deris villie, engang bestilte til den forretning, for den bekante færgetold. Bedre exempel kunde efter min meening, tages af baadsfolkene paa toldboden hos os, hvilke, om end skiønt de leve af at sette folk over, saa maa de dog hver gang betinges for det de forlange, hvis mand icke vil blive staaende. Den gamle sedvane som Monsieur herom allegerer, seer ieg icke at probere noget, uden om mand der af kunde dømme, at bønderne i saa lang tid hafde lidt uret. Langt er fra at ieg Revets haufns octroyerede vil give nogen aarsage til at besverge sig over mig i nogen maade, Skulde det ellers i dette fald skee (som Monsieur synes at vare mig ad om) da betroer ieg hâm der i mod, at ieg for deris klage i dette fald saa lidet frøgter, at ieg af mig self engang er sindet allerunderdanigst at forebringe hans Majestet denne almuens tvungene tilstand, og tiener Monsieur til venligst efterretning, at ieg forleden efterhøst (da eendel der af ved min nærverelse paa stædet, besvergede dem over denne fløtnings tvang) svarede dennem at ieg icke viste, Hans Majestet at hafve givet nogen menniske her i landet den myndighed over almuen, at nøde nogen deraf, som ellers var sin egen hosbond, eller i andre maader fri for andres pretensioner, til at gaa i dens tieniste som de self icke vilde, allermindst til deris egen skade, og foruden tilstræckelig betaling. I det øfrige skulle det vere mit venligt raad, at Monsieur i denne materie gick forsigteligen, s. 91og icke gaf almuen ydermeere anledning til at besverge sig herover, indtil Hans Kongl. Majestet nogen ordre her om, kandske. udstæder, Thi foruden Hans Majestet, meener ieg, som sagt er, ingen at vere beføiet til at legge nogen tyngsel paa almuen. I sær vil ieg hannem venligen have ombedet, at bilegge den Controversie (saa fremt den icke er bilagt) som er i mellem ham og Rafn N. søn angaaende samme Rafns løn for forskrefne fløtning; at ieg icke skulde have fornøden at mænge mig deri, mig til fortræd, og Monsieur til bare umage, Jeg haver maat loue denne stackels mand, at, høre efter (saa fremt ieg blef noget her i landet), hvad ret hand fick, og om noget var fuldt paa de vreede-ord, som efterliggeren, saa got som i min nærverelse, talte til hannem forleden høst. Dette alt skriver ieg som til en god ven, og forsickrer mig om at Monsieur det antager saasom af en god ven, anseende at mand icke gierne siger sin mening til den mand under ilde. I det øfrige beder ieg gierne at Monsieur som ieg veed at hand er Sysselmand Magnus Biørnsens gode ven, og ieg i lige maade bemelte Sysselmand intet andet under end got, vilde ved hans retour her hid (som gud give at maa blive løckelig) samme Sysselmand foreholde og formane, at hand, retten til befordring, i hans Syssel efter muelighed til seer 1. at almuen icke kaldes til tinge uden nødvendighed i deris beste nærings tid. 2. at almuen icke indvikles i nogen unyttige spørsmaal som dennem intet anrøre, eller til tinge forleedis til at udgive nogen ubetænksomme attester dennem til forsvar i fremtiden. 3. at ingen momme sager eller ufuldkomne sigtelser anseeis i mod nogen, mens blive som magtesløse til bage viste. 4. at den som stæfner en anden til tinge, enten for en momme sag, eller en sag som siden icke kand giøres got, item til at svare til unyttige uloumæssige spørsmaal, eller i anden slig uloulig maade, da tilfindes at give den uloulig stæfnede omkostning og reparation, og icke tiltvinges eller overtales til at lade sin pretension falde i mod den som hannem i saa maade hafver forurettet. Herved kunde mange unødige trætter forebygges, og Sysselmanden ved slig rettens befordring meritere alle retsindige folkes venskab og medhold. Dette mit bref er blevet større end ieg i førstningen hafde tænkt. Saa vil ieg da endeligen afbryde og forønske Monsieur med alle hans, alskens velstand prosperiteter og fornøielse, Jeg forbliver i det øfrige

Monsieur
Hans tienstbereedvillige tiener

s. 92

L. BÆRTELSEM TIL ARNE MAGNUSSON. Revets (»Rebetz«) krambod d. 4de July 1702.

Efter orig i AM. 447, folio. Adr. »Aurne Magnuson .. a Althinget«. Oversender et tingsvidne fra Ingjaldshol 10/8 1701 ang. havnens og indbyggernes tilstand og henviser særlig til 6. post, hvori klages over fremmede bådes fiskeri; da den herom af hans principaler indgivne memorial er af de deputerede for financerne henvist til kommissærerne, sendes kopi heraf. »Dend megett elendige slette fiskeriets tilstand som her i denne hafns destrigte er tilfalden udi indeværende aar, som ofuergaar alle andre forrige aaringer, foraarsager stor armod og fattigdomb hoß almuen her ved denne stæd, som huercken kand deris landskylder, eller huiß dennem er blefuet laanet til lifs ophold, betale, saa in summa att sige, mine Hr. Principaler lider megen skade, ett aar meere paafalder effter di forrige, saa jeg nu gandske med tomt skieb maa hiembßeygle, og derforuden, saa frembt denne hafns beßeygling lenger skal continuere, maa laane principalernis hidbragte capitaler til almuens conservation. Til betalingen sees liden apparantie hoß fleeste. Dette bedes ydmygst edle Hr. Professor vilde behage ved skibenes hiæmbßeygling til dett kongl. rentecammer at referere«. En fra kgl. majestæts bønder i distriktet indgiven supplik med tilhørende tingsvidne ang. deres armod og elendighed anbefales til kommissærernes rekommendation »thi jeg kand sandferdeligen med dennem testere, mange opholder sitt huuß med fiøretang til fortæring. Huorledis kand det da være mueligt, att di kand betale deris landskylder, besynderlig udi fisk, naar Gud dend ey af Søen giffuer«. Arnestappens ombudsholder Magnus Biørnson har ikke kunnet indlevere denne havns kontingent i tørfisk og frygter for suspension; beder A. M. tage ham i protektion, da han tilbyder at betale det resterende i penge. Havde håbet inden sin afrejse at se kommissærerne på selve stedet, anbefaler havnen til A. M.s protektion.

Edle Hr. Professors allerthiænisteskyldigste
væn og thiæner
L. Bærteisen.

s. 92

L. BÆRTELSEN TIL ARNE MAGNUSSON. Revets(»Rebetz«) krambod, d. 24. Aug. A0 1702.

Efter orig. i AM 447, folio. Adr. ».. Aur[n]e Magnuson — — a Westfiord«. Med A. M.s påtegning »Annammet d. 20. 7bris«. Minder om sit ubesvarede brev af 4/7. Anbefaler distriktets bønders besværing over fremmede bådes fiskeri og hans andre forslag til kommissærernes velvilje. Agter i dag at gå under sejl, beder svar tilsendt med skib.

Edle Hr. Professors allerthiænistskyldigste
L. Bærteisen.

s. 93

L. BÆRTELSEN TIL ARNE MAGNUSSON (OG P. VIDALIN). Revets (»Rebetz«) krambod 4. July Anno 1703.

Efter orig. i AM. 447, folio. Memorial på principalinden Mette sal. Matz Christensens og Jacob Søfrensen Graahes vegne, stilet til professor »Aaurne Magnuson« og vicelagmand P. J. Widalinus som kgl. kommissarier. 1. Bringer i erindring rentekamrets ordre af 23/5 1702 ang. en undersøgelse af det ulovlige fiskeri i distriktet og fremstiller sagens beskaffenhed. 2. Fremhæver særlige vanskeligheder ved handelen på denne havn. 3. Her trykkende fattigdom og faren for udestående fordringer. 4. De store restancer må søges inddrevne og yderligere lån forhindrede. 5. På grund af havnens tilsanding må Olofsvig benyttes, hvad der medfører besværlig transport i båd; kræver mandskab til fast takst for dette arbejde. 6. Havnen har stadig været vel forsynet og almuen er bleven velvillig behandlet, mener derfor med rette at kunne kræve, at her ikke handles med fremmede, til skade for de oktroyerede, som mangler fragt til skibene; dog er ingen herfor bleven straffet eller mulkteret.

L. Bærtelsen.

s. 93

ARNE MAGNUSSON TIL [ORMUR DAÐASON]. Kaupenhafn 12. junii 1709.

Trykt efter kopi med skriverhånd i AM. 439, folio. Anvisning om at fremtage af vedkommende kister Magnus Benediktssons til kommissærerne indsendte fortegnelse over sit jordegods og sende det udtagne til lagmand P. Vidalin. Sml. Arne Magnusson, Embedsbreve nr. 97.

Salve.

Eg skrifa þier þetta sier i lage, af þeirre orsök, ad Herrarner i Rentu Cammerenu hafa skipad mier ad notificera hvada jardagodz Magnus Benedictßon hafe átt, þá jardeigendur inngáfu registur yfer eigner sinar. Hefe eg þeim lofad, ad þeße notitia skule Monsieur Bejer afhendast á alþinge, af lögmanninum Pále Jonßyne. Nu verdur þu, strax sem þetta bref fær, ad opna þær tvær hvitu kistur innlæstu, sem Eiolfur Sigurdßon hitt áred smidade (þu hefur vist liklana ad þeim, enn hafur [!] þu þá ecke, þá Þær þu þó rád til ad komast i þær) og gá ad, i hverre af þeim geymdar sieu adkomster og registraturer jardeigendanna. Medal þeirra adkomsta verdur þu upp ad leita jarda registur og adkomster Magnusar Benedictßonar, þær munu liggia in fasciculo Vödlusysla. Kynne og vera ad þær læge sier i lage bundnar, þó eg þad sidur ætle. Allt þetta, sem Magnus Benedictßon um sinar jarder inngiefed hefur (bæde registred og adkomsternar) skallt þu senda lögmannenum Pále Jonßyne, svo timanlega sem kannt, og bidia hann, i minu nafne, þar utur excerpera nöfn jardanna med dyrleika, landskulldar hæd og kugillda fiölda, og þad sama hanns og minna vegna levera til Monsieur Bejers. Af adkomstunum mun siast, hveriar af jördunum Magnußar eign s. 94voru, og hveriar konunnar. Mun lögmadurenn separera hver fra ödru, enn þó uppa hverttvegia specification levera, epter adkomstanna til vißan, og er best þu sender honum þetta mit bref til yferskodunar, jafnvel þó hann þeß varla þurfe, þvi hann sialfur best skilur, hvad hier er i ad giöra. Gietir þm nu med engu móte þeßar Magnußar Benedictßonar adkomster og registur fundid (sem eg þo ecke vona), þá verdur su kistan, sem adkomstirnar eru i, heil til þingsins ad flitiast, so hann sialfur i henne leitad giete, þvi so hefe eg firirskiled i brefe minu til lögmannsins. Þu fer nu hier med þad besta þu kannt, þvi hier liggur magt á, sem þu sialfur kannt nærre geta. Vale. Tuus

Arne Magnusson.

s. 94

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND O. DAÐASON. København 28. maj 1728.

I. Bøger, som A. M. har udlånt til afd. lagmand P. Vidalin, II. Bøger, som A. M. ønsker at købe i P. V.s dødsbo — trykt efter kopi med skriverhånd i AM. Access. 1 (indlæg til O. D.s brev til H. Gram 27/9 1731). Om A. M.s til P. V. udlånte bøger meddeler O. D. til Gram, at nr. 1 har han taget til sig fra en mand, til hvem den var udlånt, og tillader sig at beholde den vinteren over til konferering. Nr. 2—3 er af skifteretten overdraget P. V.s enke, fra hvem intet kan fås, uden at P. V.s revers forevises. Nr. 4 er overgivet lagmand Gottrup, men kan måske fås hos ham. Om nr. 5 kan intet oplyses. Nærmere specifikation af de pågældende dokumenter udbedes.

I. Þessar bækur á eg i lane hiá sal. lögmannenumm Pale Widalin.

10. Snorra Sturlasonar Noregs konúnga Sogur i folio med hende sra. Eyolfs Biornssonar og hafa i lanenu vered sydann 1709.

20. Bók i folio i fronsku bande hvar á er Svarfdæla, Eyrbiggia, Laxdæla, Vatnsdæla, Buasaga, Jökulz þattur, Kormaks saga.

30. Ønnur bók i folio i fronsku bande, þar á Sagann af Hrafne og Gunnlauge ormstungu, Gridasetning þorgilz Arasonar, Af Havarde Isfirding fragment. Af þorsteine Syduhallz syne fragment, Af Birne Hytdæla kappa ofullkomenn, Eigelz saga Skallagrymssonar, Hungurvaka, med Continuatione sra. Jons Eigelssonar. Uppá þessar 3 bækur hefe eg revers lögmannsenz sal:. Sie erfingiunmnm þægd i ad þessar bækur byde hiá þeim til ars, þá má þad svo vera. Annars bid eg syslumanenn Orm Dadason ad taka þær til sin og senda mier med Stickesholms skipe, ef þad so skie kann, nema so sie hann siálfur þær vetrar langt bruka vilie, þá stendur þad i hans valide.

40. 1712 sydast i julio lanade eg sal: lögmannenumm volumen in folio innbunded, þar á prentadar lögbækur svenskar, Landzlagen 1665, Stadzlagen 1665, Upplandzlagen 1665, Vestgotalagen 1663, Ostgothalagen 1665, Sudhermannalagen 1666, Vestmannalagen 1666, Helsingelagen 1665 etc.

50. 1712 lanade eg lögmannenumm sal: alpynges bok þickva i folio i svortu bande, og hefur hun sydann hia honumm vered. Var inlogd i 30 f(iordung)a kistu, ásamt odrumm documentum, sem eg hiá þeim goda manne effterskillde, þá á sogdu áre frá Islande reiste. Nefnda alþyngesbok bid og syslumannenn Orm til syn ad taka og geima, þar til eg annad rád fyrer bokenne giöre.

s. 9560. Specification uppa documentenn, þau sem i næsta numero nefnd eru og i kistunne láu, fæ eg nu eckert tóm til ad giöra. Eg hefe sterka von til erfingia sal: lögmannsens ad þeir eckert late frá sier dreifast af hans documentum, pappirumm, dissertationibus juridicis, annotationibus, edur hvoriu odru nafne heita kann, þad sem sá saluge vitre madur hefur uppteiknad. Þegar þeir allt þetta grandvarlega i giegnumm sied hafa, so vil eg peningumm kaupa dyrra enn adrer, ef nockud vera kann, sem þeir missa vilia, og þetta bid eg þienustusamlega syslumannenn Orm Dadason erfingiunumm ad tilkinna; eg villde fyrer engann mun, ef til min stæde, ad sal: logmannsenz labores lide so under lok, ad eingumm þar ad gagn irde. Og þvy skrifa eg þetta so i tyma.

Havniæ 28 may 1728.

Arne Magnusson.

Framar må vera ad finna medal sal: logmannsenz boka Su nya danska logbok prentud i qvarto, sem er komenn frá Hvamme i Hvammssveit til sra. Jons þorarenssonar i Hiardarhollte og fra honumm til sal: lögmans Widalins. Original alpynges bók, 1648 i qvarto, átta eg i lane hià sal: logmannenumm Pale Vídalin, hvoria hann liede biskupenumm Hr. Steine i prentverks málenu, enn Herra Steirn honumm fyrer longu afftur skilad hefur, og er hun so i Wydedalstungu medal pappira lögmannsens. Hana þarf eg afftur ad hafa, þvy mynar þyngbækur eru þar defect, og original af so gamalle þyngbók er vanskillegt ad fá. Bid syslumanenn Monsr. Orm Dadason ad ummgangast, ad eg hana fa meige úr þessu lánga láne.

Arne Magnusson.

II. þessar eru þær sierlegustu bækur, sem eg kaupa villde ur sterfbue sál: logmannsenz Pals Widalin, ef falar være.

10. Prophetæ i Islendsku á kalfskinn komner frá Vigur, eru i stóru qvarto.

20. 30. Tvö slitur ur gomlumm gröllurumm Hr. Marteins, skrifud á pappir (ad eg higg).

40. Brefa edur giörnyngabok Hr. Gudbrandz i qvarto skrifud, og innsaumud, ef mig rett minner. Saluge logmadurenn eignadest hana hiá Sigurde Einarssyne (biskups).

50. þick dóma skræda, hvoria mest alia hefur skrifad sal. Magnus i Vigur. Henne hafde sál. logmadurenn lofad mier, enn gleimdest. Bókenn higg eg sie i qvarto.

60. Bók i qvarto, med hende sra. Magnùss Ketelssonar. Þar á er Nidurstigningar Historia Christi, Duggals leidsla, Bernhardi leidsla fragm, Formále til Ste. Margretar sögu, drauma rádningar, tungls alldrar, nockud ur Blöndu edur ryme vidvykiande, og fáein æfentyr. Bokenn er komenn frá Vigur.

7. Bók i qvarto, þar á sagann af Halfe konge og reckumm hanz, item af Stirbirne Svya kappa og hier umm 40 stutt æfentyr flest öll papisk, og sydast nockud umm prydeilur.

8. Bók i qvarto, hvar á eru: Krossrimur, Pilatus rimur, af Judith, Tobia, og nockur papisk kross kvæde.

9. Bok i qvarto, Rimur af Kára Kárassyne(!), qvednar af Biarna skállda, med hende Kulu-Ara.

10. Norsk logbok gömul i dönsku, skrifad á pappir i folio, med nockrum rettar botumm aptann vid; er sine capite et calce. Aptann vid bokena er jardabók Reinestada klausturs, edur þess inventarium.

s. 9611 Gula þyngs (eda Eidsifia þyngs) bók, er sal: lögmannenumm giefed hafde vermóder hans Astrydur sal. Jónsdotter; veit ecke i hvada forme, enn mun oefad vera med almennelegre hende skrifud hier umm 1650, edur nockru sydar, og er ecke þesse bók af þeim gódu pappirs lögbokumm, sem sal: logmadurenn atte á pappir, hvoriar erfingiunumm kunna ad gagne ad verda, enn mier ecke, þvy eg hefe þær allar.

12. Gomul lögbók á kalfskinn in qvarto, vantar firsta bladed framann vid, er med gamallre gódre hende, enn næsta blöck og ólæseleg. Umm þessa bók gillder mig ályka, þott dyrt sie taxerud, þegar taxtenn er med nockru hófe, þvy bókenn er i sannleika væn, og henne villde eg naudigur sleppa, et erflngiarner villdu missa.

13. Sal: lögmadurenn atte fleire lögbækur á kalfskinn (8 edur fleire, fæstar af þeim edur øngvar merkelegar, og sumar skrifadar skömmu fyrer reformationem, og sumar epter reformationem. Vilie erfingiarner þær selia, þá gillder mig eins, þótt þær kaupe, jafnvel þott eg vite, ad fæstar af þeim sieu mier ad gagne. Jeg þikest vita ad adrer mune ecke miked fyrer þær giefa, og munar mig ecke umm eitt 10 aura virde, þótt eg þad til onytes utgiefe i þessumm sokumm; eg skillde gieta til ad sierhvör þessara bóka kinne ad seliast fyrer 3 edur 4 m&, og gillder mig þá eins, þott eg fiordunge meira fyrer sierhvoria giæfe. Þad er ad skilia qvittade i minne skulld.

14. Prentud lögbók in octavo gott exemplar. Stendur framann á henne 1578, enn aptann á (ef mig rett minner) 1580. Bokena fieck sál: logmadurenn á Slytandastödumm i Stadarsveit, og villde eg hana til min leisa, jafnvel þott dyr være.

15. Adra goda prentada logbok in octavo atte lögmadurenn sal: af sömu editione, nema þar er aptann á bókenne árs taled 1578, eins og framann á, þá bok vil eg kaupa, ef föl er, og jafnvel þótt þar være fleire exemplaria enn eitt af þeirre bók, med árstalenu 1578 aptann á, þá vil eg þau fyrer betaling eignast, ef erfingiarner missa vilia, þo ad þvy tilskilldu ad exemplaria sieu gód, þvy skiemdar bækur vil eg ey eiga.

16. Finnest epter sal: logmannenn gott exemplar af þeirre prentudu logbok, sem menn kalla Nupufellz bók, þá vil eg þad og kaupa. Merke á bokenne er, ad hun er med ohreinumm typis, og 31. cap. mannhelges stendur i þessare Nupufells bok: Konur þær allar, enn i þeim betre bokunumm, sem menn kalla Hóla bækur og arstaled er aptann á 1578 eda 80, biriast capitulenn, Nonur þær allar, og er þad misprentad. Eingenn titell á med riettu ad vera fyrer framann Nupufellsbok, þo finnast exemplaria med Holabókartitle 1578, enn aptann á bokenne er alldrei neitt arstal. Þetta skrifast so vitlöftigt, ad hvorke syslumadurenn Ormur Dadason nie erfingiarner take feil i bókunumm.

17. Bók i hálfbrotnu aflöngu folio: Af Saulus og Nicanor. Samsone fagra, Án bogsveyer, Katle hæng, og Ørvarodde. Item er þar aptann vid Bergbua þáttur, og fáeinar gamlar drauma vitraner, item af Bragda Perus og meistara Pále. Boken er med fliótaskriftar hende Magnusar sal. Jonssonar i Vigur. Vilie erfingiarner þetta bokartötur missa, þá kaupe eg hana vegna þeirra tveggia sidustu þáttanna.

18. Skyllde þar finnast fleire doma dröslur, copiubækur af gömlumm brefumm, edur annad þvylykt, sem syslumannenumm Orme þætte eignar verdt, og erfingiarner villdu missa, þá bid eg hann þetta allt ad kaupa og med sier táka. Smáar kistur, sem þurfa kinne til ad pakka þessar mijnar bækur i (ef þær so verda), bid eg syslumannenn ad kaupa og færa mier til reiknings. s. 97Vilde eg so giarnann allar þessar bækur, sem hann i Wydedalztungu kauper, fá i haust, med Stichesholms skipe, ad þeim fráteknumm, sem hann siálfur vilde vetrarlangt bruka. Þær eru honumm heimilar, hvert margar verda edur faar. Alleinasta eg vita meige, hvoriar þær eru, sem hiá honumm epter verda. Generaliter er þad ad seigia umm allra ofannskrifadra bókakaup, ad mig ecke stort á rydur, þott taxtenn á bókunumm verde i stærra lage, allt so leinge þad ecke ur hófe geingur, og bid eg þienustusamlega syslumannenn Monsr. Orm Dadason so til ad siá, ad eg i sumar eignast mætte þær flestu af þessum bokumm, edur allar, ef af erfingiunumm falar eru, sem vona, þvij eg ætla þeir mune siá, ad þeir ecke kunna bókunumm betur ad veria, enn ad selia mier þær dyrara enn öllumm ödrumm, sier til skulldalukningar. Kunna þeir og af reikningunumm ad siá, ad eg hefe þá ecke i svellasta mata uppsett, og vona so, ad þeir i þessu ecke muue mijner meinsmenn verda, helldur lata þad allt i vinsemd afganga, svo vel umm þessar bækur sem annad. Hvad sysslumadurenn Ormur hier i minna vegna utretter, vil eg allt fyrer framm ratificerad hafa, so og fornægia honumm fyrer þann kostnad, sem hann hafa kann fyrer þessumm bokakaupumm og þeirra flutninge, eg meina þeirra bokanna, sem hann minna vegna kauper. Hafniæ 28. maii, anno 1728.

Arne Magnusson.

Þæssar prentadar bækur islendskar meina eg sieu i sterfbue sal. logmansens Widalins: Rim Hr. Gudbrandz i duodec. Novum Testam. Odds Gottskalkssonar in 80 1540. Psalma bokenn þricht 1589 in 80, Önur islendsk psalma bók, 1619. þessar bækur vilda eg kaupa ef þad væru god exemplaria.

Þar er og psalltare sra. Palz Biörnssonar i Selardal m: sc: in 4to. Item 1 drussla i 40, hvar á er eitt og anad annála rusl, item kver med hende Gyssla i Melrackadal, þar á er Nordraskuta, skaufhala balkar, og anad þvijlykt russl. Þetta vilde eg og kaupa, nema erfingiar vilie á þvy hallda. 1728.

Arne Magnusson.

s. 97

[ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND O. DAÐASON.] [København, 1728.]

Indlæg i et brev fra A. M. til O. D. af år 1728 har utvivlsomt et udateret og uunderskrevet blad været (med AMsk skriverhånd), nu i AM, 231 e, 8vo, nr. 1980), hvori udbedes oplysning fra sysselmand Einar Magnusson om, hvorledes nogle afdøde guldsmed Þórður Magnússon tilsendte sager skal istandsættes, og hvorfra betaling til arbejdet skal tages; pengene kan ikke udlægges. »Eg efa ecke fólks riktugheit, enn opt hefur mier þad orded, ad eg hefe mátt bida epter minum peningum i tvö edur þriú aar, og suma alldrei feinged, jafnvel þótt þad ecke neme stórum summum. Eg hefe og allt annad ad sysla enn ad skrifa mier memoriala aar frá are um þennann hiegóma skap, og vil eg miklu helldur eyda tidenne med ad horfa i gamla bók enn ad sysla um slikar smáar peninga saker, sem alltid hafa hángt utan vid mig alla mina daga. Eg óska mier og ecke, ad eg hier epter i minum alldurdome meire hirdu á peninga legge enn eg hingad til giört hefe. Enn um tidena og þæg verkefne er mier (nú sem stendur) mest ad giöra«. På en indlagt seddel er med O. D.s s. 98hånd noteret, at han intet svar har kunnet få fra E. M. og derfor anbefaler at sagerne tilbagesendes denne.

s. 98

[ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND O. DAÐASON.] Kaupenhafn d. 2. Junii 1729.

Trykt efter skriverkopi i AM. Access. 1. Beretter om den A. M. ved Københavns brand 1728 overgåede skade (denne del af brevet er, med enkelte udeladelser, trykt i det islandske månedsskrift »Sunnanfari« VII, 82 - 83, Bkv. 1898), og giver anvisning på indkrævningen af sin fordring på sysselmand Ari Þorkelsson for de udlæg A. M. har gjort ang. sønnen Magnus Arasons datter Anna Magdalena, samt sit tilgodehavende i afd. lagmand P. Vidalins bo. Hertil er knyttet afskrift af et kort brev af 31/5, hvori A. M. indskærper at tage kavtion for restbeløbet, selv om Ari Þorkelsson nu delvis afbetaler sin gæld — med efterfg. egenhændige påtegning af A. M.: »Þetta bref fór in duplo med Vatneyrar og Styckesholms skipum. Item þar innani memorial ad Ormr Dadason villde senda mier i sumar Copiur af Videdals Reikningunum uppa skulldena. Minar Copiur eru annadhvert brunnar eda forlagdar, enn eg þarf pó slikt til eftersionar. Item Copiu af Memorialunum uppá bækurnar sem eg falade i Videdalstungu«.

Mikilsvirdande elskulege náfrænde!

Gud láte þetta bref finna ydur i æskelegu velstande, sem leinge vidhallde hiá ydur og öllum ydar. Af mínum hogum er þad ad segia. ad eg life med heilbrygde, annars kann eg vel ad sanna þad forna máltæke, ad margar verda mannsæfer. I fyrra þegar eg skrifade ydur til, leid mier vel, og var þá næsta fornægdur med minn bag, sidan er þetta uppáfalled: I næstlidna octobri kom hier elldur upp i litlu oþocka húse i stadnum, hver elldur strax færdest i önnur hús og kunne sidan ecke ad slöckvast. Er þar skiotast af ad segia, ad þesse vodaelldur brende á nockud meir enn 4 dægrum nærre hálfann þennann góda stad, og ad visu hanns hinn besta hluta. I bálenu forgeingu 5 stórar kirkiur, academied med öllum residentiis professorum, þar á medal mitt hús med mörgu fiemætu, sem þar inne var. Sier i lage geingur mier til hiarta sú eydelegging, sem kom yfer minar prentudu bækur, hveriar ed voru bæde margar og gódar, so ad eg ætla langt mune verda til, ad jafngott bibliothec i minu studio mune hier safnast. Eg hafde vered um yfer 30 ár ad safna þessu, og brann þad á einum hálfum tima allt i ösku. Eg reikna þessar prentudu bækur mune mig kostad hafa á mille 5- og 6000 rixd., og er þeim peningum vel vared, enn vær siáum ecke þetta fyrer framm. Hier vid mátte þó ecke þetta standa. Þar brann og til ösku hiá mier miked og margt af minum skrifudu bókum. Allt þad eg hafde colligerad de historia literaria Islandiæ, vitis doctiorum Islandiæ, de episcopis Islandiæ, præcipuè veteribus, um hirdstióra, lögmenn, poëtas, og annad Þvilikt s. 99otelianlegt, jafnvel þott margt af þessu være ecke fullkomed. þier erud minn vottur ad fornu fare med hverre kostgiæfne og hve smásmuglega eg þessu safnade, enn þad er nú allt fyrer gyg unned. Sierdeiles fatalitet er þad, ad þær mörgu copiur, sem eg á Islande skrifa liet af gömlum brefum úr ymsum lands hornum, eru allar eydelagdar, þær sem elldre voru enn 1550, ad fráteknum þeim copium, sem eg frá ydur fieck hitt áred, þær eru casu salveradar, so eru og eodem casu salveradar þær copiur, sem eg hafde af kirkna brefum, enn hitt allt er orded ad reyk, sem ádur er sagt. Af gömlum dönskum, norskum, svenskum documentum og þeirra copium er oteliande þad sem eg mist hefe. Man eg og ecke þad allt. Eg átte þær bestu copiu bækur af fornum islendskum brefum, item alþingesbækur og máldagabækur, so vel sem margar adrar merkelegar underrettingar um Island. Eg atte og, sem vited, bestu exemplaria af fornra Noregskonga rettarbótum, þeirra nyrre Danakonga forordningum, og annad þvilikt fleira. þetta er allt ölldunges eydelagt, og er þad, þad sem mier geingur mest til hiarta, þvi þad verdur alldrei apturfeinged margthvad, hverke á Islande nie annarstadar. So beklaga eg þá stórlega mina vanlucku, ad þad sem eg so kostgiæfelega samanlesed hafde úr öllum áttum, i þeirre meiningu, ad þióna þar med epterkomendunum, skyllde þvilikann afgáng fá. Enn hvad er hier vid ad giöra? Þad verdur ad vera, sem orded er, og á eg þad gude ad þacka, ad eg til baka hefe subsidia vitæ, so ad eg ecke skort hefe á þvi sem til upphelldes naudsynlega þienar, og þess vona eg, ad þad mune ecke þrióta þessa stuttu stund, sem eg mun hafa ad lifa i. Eg læt allt þad koma uppá guds forsión. Meste partur af þvi, sem mier var til glede og gamans, er burtu, er so ecke annad til baka enn búa sig til gódrar heimferdar og leitast vid ad gleima þessum veralldarhiegóma, þvi allt þetta er revera ecke annad, þegar menn fá stunder ad giæta þar ad.

Sleppe eg so þessum harmasögum.

Nú hversu baglega sem þetta er orded, þá vil eg ydur þó umbeded hafa, ad þar sem ydur kunna i hendur ad falla gomul bref, elldre enn 1550, ad þier þá vilied þau minna vegna uppskrifa láta, jafnvel þótt þier á original-brefunum audsynelega siáed, ad þau mier i höndum vered hafe. Mæle eg þetta hellst til Stadarhoolsbrefanna og Skards-brefanna, sem nú verda nærre ydur, þvi eg hefe ecke eitt blad salverad af þeim copium, sem þadan eru, hvad ed þó var geise margt og miked. Kome ydur og fyrer sióner gömul bref, eda document, daterud á mille 1550 s. 100og 1560, þá bid eg ydur og þau útskrifa láta, nema þier á originalbrefunum siáed, ad eg þesse 10 ara bref i höndum haft hafe, þá þarf þessa ecke med, þvi flestar þessar 10 ára copiur eru híá mier salveradar, sem ádur er á minst. Skyllde og i hendur falla copiubækur af documentum, elldre enn 1560, þá bid eg og þau gömlu brefenn þar úr uppskrifa láta, og senda mier so árlega svo leinge sem þier spyried mig á life, og ætla eg alldrei optar ydur um þetta ad skrifa, helldur láta þad vera generalem petitionem, sem nær so langt sem hún kann. þvi hefe eg gleimt, ad flestar af minum islendsku sagnabokum eru úr fyrskrifudum elldsloga salveradar; so eru og salveradar flestar af minum gömlu godu islendsku lögbókum, jafnvel þótt og nockud af þessu sieu under lok lided. Þvi hefe eg og gleimt, ad hier var eitt stórt bibliothec ofan á einne kirkiu, þar i bland voru geise mörg væn dönsk document og fornar bækur, item islendskar bækur á kalfskinn, eige allfáar. þetta er allt eydelagt, so ad grátlegt er til ad huxa. Sed transeant ista. — Hvad brefaskriftunum vidvíkur, þá mun Monsr. Magnus Einarson á Vatnshorne hiálpa under baggann i þvi efne, ef þier hann þar um bidied, og mun eg senda hönum pappir þar til, annadhvert med Styckesholms skipe, ef þad so leinge bídur, edur med sijdara Búdaskipe. Eg fæ ecke stunder ad sysla framar um þesse efne, þvi tijmenn er ordenn naumur, enn eg hefe vered i nockra daga yfer fluttninge frá einu húse til annars, og hefur þad spillt tijdenne. Þad er og einn af vorum mótgange hier, ad þad er torvelldt ad fá húsrúm i þeim hluta stadarens, sem obrendur er, og þótt menn húsnæde fáe, þá er þad opt i ohaganlegasta máta, og so þraungt ad madur sier valla snúed getur, og heiter þad nú so, ad vær, sem fyrre biuggum á höfudbólum, erum nú komner i kot, jafnvel þott þad sie og bót i mále, ad meste partur af vorum utensilibus domesticis er uppbrendur, so ad vær vel getum nægst med minna húsrúm enn til forna. — Þetta mitt bref verdur æred confusum i þetta sinn vegna margra ohendtugleika. Hier frá vík eg til minna peninga efna á Islande, sem mier liggia nú nockru nær enn til forna, þá allt mitt var óbrunned, jafnvel þótt eg og ecke skattere alla mina velferd ad depandera af þeim efnum.

10. Þykest eg bísna skulld eiga hiá Haga fólke vegna þess barns, sem sal: capitainn Magnús Arason lockade mig til ad leggia peninga út fyrer; idrast eg stórlega þeirrar minnar gódvilldar, ad eg þad nockurntijma ad mier tók, enn eg kunne þá ecke fyrer framm ad vita, þad Magnús Arason so fliótlega deya skyllde. Ad visu sende Are þorkelsson mier hitt áred caution s. 101uppa 200 rixd. vegna sins sonar, enn eg þykest ecke ölldunges ohulltur vera med þessa caution, og þyker so sem vel mætte ske, ad eg þyrfte i frammtijdenne fyrer þessum peningum process ad hafa, hvad mier óhendtugt være. Eg læt þessu brefe fylgia bref til Monsr. Ara þorkelssonar og set hönum þetta fyrer sióner og bid hann hafa bod til ydar, og accordera vid ydur hier um, med ödru fleira sem þad bref innehelldur, hvers copiu eg þessu brefe fylgia læt, enn innsiglada brefenu til Monsr. Ara þorkelssonar bid eg ydur fyrer ad koma, sæe hellst, ad þier þad siálfer afhendtud, so þetta mætte á einhvern hátt skilrijklega afgiörast nú i sumar. Hier fylger og med reikningur þeirra útlögdu peninga, eins og eg hann fylgia læt brefe til Ara þorkelssonar; item fylger hier med uppkast til pantsetningar um jörd, sem svara kynne þeim 200 rixdölum, sem cautionenn uppá hliódar, og sende eg sama formular Monsr. Ara þorkelssyne, innlagdt i hanns bref. Þetta negotium vil eg ydur sierdeiles recommenderad hafa, þvi mier synest, ad eg sie i nockurre vök þar um, hellst vegna þess, ad Are og hanns kvinna eru á fallanda fót komenn, hver ef nú daud være, þá er eg rádalaus, og bid eg ydur þá á einhvern hátt ráda úr þvi sem komed er vid erfmgiana. Systui capitainsens skrifudu mier til i fyrra, og sie eg ad þær eru viliugar til ad hiálpa barnenu, epter sinum efnum, enn hversu Sra. Birne yrde um þetta gefed, er vant til ad geta. Um Teit vil eg ecke tala. Þær Halldórur villdu, ad barned skyllde til Islands sendast, enn þad være omögulegt, hver munde abyrgiast vilia so úngt barn yfer sióenn? þad være og synd, þvi barned lærer hier nockud, hvar med þad kann um 5—6 ár ad útvega sier braud, enn hvad munde þad á Islande læra? jafnvel þótt mier þad ecke stórum vidkome, in summa: giöred vel, ef geted, ad hiálpa mier út úr þessu efne, hvar i eg er alleina komenn fyrer godvilld mina, sem mier er optar skied. Eg ætla þier á flutningum ydar i sumar munud, ydur ad bagalitlu, kunna ad koma til Haga og á þeirre reisu eitthvad giört geta vid þetta intricat efne, hvar um eg ecke framar sie, ad eg i þetta sinn skrifa kunne.

20. Nú kem eg til Vydedals-tungu skuldarennar. Eg þacka ydur kiærlega fyrer allt þad sem þier þar um i fyrra syslad hafed. Er og lióst ad siá, ad Magnus Palsson hefur sier i þessu efne hreinlega fara láted, og skal eg hönum eingann ohagnad giöra, þar sem eg get hiá komest. Hann skrifade mier til i fyria skickanlegt bref, og mælest til, ad eg af höndum vid sig láte þridiúngenn i Vydedalstúngu og take þar á móte vid ödrum s. 102jardarparte, sem sambióda kynne þeim þridiúnge; þetta voga eg ecke ad giöra, þvi eg veit ecke hvad um hina tvo þridiúngana verda kynne. Mier virdest af svare Biarna Halldorssonar, sem hann nockud á frest sláe um sinn part lukningarennar, hleypur þar so rentann upp, og ovijst hvad i adra hönd verde ad fá, fyrer utan hanns þridiúng i Vydedalstúngu. Hvad hr. Steins þánkar sieu um allt þetta vegna sins dotturbarns, kann eg ecke til ad geta, þvi eg feck eckert bref frá hönum i fyrra, med þvi Hofsoss-skip ecke heimkom, hvert sem þad nú hefur i Islande i vetur leiged eda er socked. Annars er mier so sagt frá medhöndlan sterfbúesens i Vydedalstungu, ad þad mune bágt verda hier epter fyrer erfingiana ad afsaka sig i frammtijdenne um lukning skullda sal. lögmannsens, og verda, sem mier skilst, erfingiarner faster vid hinn minsta skillding, eins af módurgótsenu sem födur, þegar hústru þorbiörg er daud, so sem þier sialfer siáed, ad lögenn utvijsa um erfingia, sem svo diarflega höndla med arfa. Enn hvad sem hier um er, þá vona eg þetta leidest til einingar, svo eg þurfe ecke á þessu ad hallda, nie neinn minna vegna, so helld eg þá rádlegast, ad þier i þessa mina skulld taked þad sem tækt er af lausafiám, so miked sem hver vill tilláta, og sended mier þad med ödrum skipum enn nordanskipum. Peningarner kunna ad leverast til Búdakaupmanns i reidarans commercieraad Bierings reikning, og þar uppá kaupmannsens revers takast in duplo edur triplo. Bækur þær, er eg i fyrra umskrifade, tek eg og i godann betaling, epter ydar accorde vid erfingiana, eins og eg i fyrra skrifade; vil eg þar i aungva umbreiting giöra, ad evitandam confusionem, jafnvel þott eg nú miklu minna hirde um flestar þær bækur, enn eg i fyrra hirdte (orsökena skilied þier af upphafe brefsens), og þvi bid eg ydur nú til ad siá, ad taxte þeirra hæfelegur verde. Enn hvad allareidu kann accorderad vera á mille yckar blífur stödugt.

Um virding á Vydedalstungu, hvernen verda skyllde, skil eg ecke vel. Þegar menn skulu betala peninga med jördu, sie eg ecke ad þær jarder kunne dyrara ad metast, enn adrer vilia fyrer þær gefa. Virdest mier so, ad Vydedalstúnga munde ecke miög so dyr verda á þessum peningalausu-tijdum, og þvi ætla eg ecke sú vordering yrde erfingianna gagn, enn eg vil ecke þeirra skada, nema sem minnstann. Ætla eg þvi þeir giöre best ad betala med peningum af summunne slikt sem þeim mögulegt verdur, fá þeir so ad sijdustu Vydedalstúngu fyrer gott kaup, þegar svo nærre er allt loked. Þvi eg sie ecke, ad eg kunne minn pant i Vydedalstúngu úr höndum koma láta, fyr enn allt s. 103er betalad, og þad geta ecke erfingiarner forþeinkt. Eg á og ecke (med rettu) þriskiptann skulldarstad ad þessum erfingium, helldur er skullden inne i heila arfenurn, og áttu menn þess ad giæta, ádur enn so husbóndalega höndlad var med arfenn, þvi ecke geta erfingiarner frágeinged þeirre vitund, ad eg ætte þar inne stóra skulld. Þetta skrifa eg ydur til þess, ad þier geted láted erfingiana þad skilia, enn ecke til þess, ad þad skule so i hámæle hafast ad svo giördu. Ydur mun hálfu kunugra enn mier, hversu löglega höndlad hafe vered med þá innanstocks fiemune, sem sáluge lögmadurenn epter sig liet. Hefe eg þar um nockud misjafnar fretter heyrt, sem ad sönnu kunna auknar ad vera, enn likast þó, ad nockud sie tilhæfed. Hier vil eg þvi ecke gleimt hafa, ad madur kann hæglega prettadur ad verda á Islande á gömlu smídudu silfre, þad er skialldan gott, og optast ecke so mikils verdt, sem þad vegur til. Hvert þad sie nú so genged med þad silfur, sem þier skrifed, ad Monsr. Magnús Pálsson ydur levera vilie, edur leverad hafe, kann eg ecke ad segia fyr enn þad sie. — Eg ítreka hier, þad sem eg fyrre skrifad hefe um Hagaskulldena, nefnelega ad eg bid ydur ad giöra hier vid hvad giörast kann, sem eg er hræddur um lijted verde i sumar, so miked sem vidvikur Monsr. Biarna Halldorssyne.

Eg fæ ecke stunder þetta bref framar ad leingia, þvi þad á ad fara in duplo med Patrixfiardar og Styckeshólmsskipum, so giöre eg þá þess ender, oskande ydur, samt ydar gódu kiærustu, og kiærum börnum guds verndar og allskyns farsælldar um tijma og eylifd, verande af hug og hiarta.

Ydar (Navn mgl.).

I AM. Access. 1 foreligger med skriverhånd uddrag af Arne Magnussons svar på 7 breve fra Ormur Daðason af år 1728 — ifølge A. M.s egenhændige påtegning afsendt »1729 med Styckesholms skipe«, men kan dog ikke være ovenstående brev —, samt delvis egenhændigt referat af et brev afsendt »Med sidarsta Budaskipe 23 Jun. 1729«.

Som indledning bemærkes »Bref ydar med Patrixfiardarskipe kom ei framm, þvi skiped söck undir Norege«.

1. O. D.s brev af 28/7 (intet referat).

2. Til brev dat. Svefneyum 9. sept., som ikke er bevaret. Arven efter Vigfus Jonsson på Leirulæk (A. M.s farbroder) bør tilkomme O. D., som i så mange år har haft udgifter af ham, og sin ret i gården overdrager A. M. til O. D., men vil ingen gæld påtage sig; arven efter þórður Magnússon (A. M.s brodersøn) forslår ikke til at dække A. M.s udgifter, men A. M. indrømmer O. D. løsegodset.

3. Til brev dat. Hvalgr(öfum) 18. sept. Angående Videdalstunge-gælden vil A. M. være skånsom overfor Magnus Pálsson, som kan bo på A. M.s part i gården.

s. 1044. Til brev dat. Hvalgr. 20. sept. Odd Sigurdssons forsømmelighed er skyld i, at hans sag endnu ikke er kommen for højesteret.

5. Til et ikke bevaret brev, ligesom forrige dat. Hvalgr. 20. sept. (et frgm. heraf indlagt i foreg.). »Um Postula sögurnar á Skarde má blifa sem er, þar um vil eg ecke framar sysla«. Nogle forespørgsler ang. islandske forordninger kan ikke besvares, da brevene er brændte. Brynjólfur þórðarson skal være stiftamtmand Gyldencrones fuldmægtig.

6. Til brev af 25/9 dat. Styckesh. (som beg. defekt). I år kan A. M. ikke nå at udfærdige noget brev til O. D. om fæste for Fagredal, men O. D. kan uden fare flytte ind, kan heller ikke nu afgøre noget om gårdens salg. Magnus Magnusson har handlet overilet ved at pantsætte en del af Ásgeirsá, som endnu ikke var hans (angår arven efter þórður Magnússon). Nogle O. D. tilhørende sølvskeer er brændt i A. M.s hus »sumt soddann er i jord nidur hlauped, sumt stoled«.

7. Til et ikke bevaret brev, dat. Dagverdarnese 28. sept. Angår Magnus Magnussons anliggender. »Hefur alldrei minum radum frammfared og á þvi eingva skulld á mig«. Har afgivet et misligt ægteskabsløfte, og sagen er kommen for retten, men burde helst forliges, »eru mier faer peningar hier til ósarer, enn ecke vil eg til þessa opt þurfa ad taka. Sturlunga Saga ydar er hiá mier uppbrunnenn, epter þad eg hafde lated hana forbetra. Kannske eg gete lated hann fa adra jafngoda med tydenne. Gragasar blodenn fra Saurbæ, somuleides af mier forbetrud, foru sömu leid; ad þeim er litell söknudur, þvi þau eru tekenn ur þeirre Grag. sem stendur i Kongsens Biblioth. og þier hafed copiu af fra mier i 4to med hendi Asgeirs«.

[8. afsendt 23/6.] Har indeholdt referat af Br. Þórðarsons fuldmagt fra stiftamtmanden. Om et af O. D. påtænkt køb af jordegods. Om regnskabet ang. Fagredal (som muligvis er brændt hos A. M.). Kopier af Brokey-brevene ønskes, »sierdeiles einu Magnuss bps«. »Talad um, ad best være ad eiga eingann illann þátt i kirkiumálgreienu Snæbiarnar Paalssonar«.

s. 104

SYSSELMAND O. DAÐASON TIL ARNE MAGNUSSON. Saurbæ á Raudasande 13. aug. 1727.

O. D. oversender A. M. Grágás-håndskriftet AM. 339, folio ved følgende i håndskriftet foran indklæbede skrivelse, aftrykt efter orig. sammesteds.

þessa Grágás in folio, skrifada á adra hveria pag. med hende Hakonar Orms sonar hefe jeg hier i Bæ 1727 fundid, i eptirstandande druslum, sem jeg slæ eign minne yfer, med contrareikning, ef naungar míner vilia átelia, sem ei mun verda. þá sömu læt jeg hier medfylgia, vilie Hr. Assessor Arne Magnusson hana sía og þike hönum þetta Exemplar girneligt, þá má hann þvi bihallda til eignar, enn jeg skal lagariptingum svara. Skeite Hr. Assessor ecke um bók þessa, þá sendir hann mier hana aptur.

s. 104

SYSSELMAND O. DAÐASON TIL ARNE MAGNUSSON. þingvöllum 28. juli 1728.

Efter orig. i AM. 450, folio. Takker for tre modtagne breve. Meddeler, at han har vundet sin sag mod Snæbjørn [Pálsson], hvem også en overretsdom s. 105er gået imod. »Valla giet eg skrifad, hvornenn fara mune umm skullda heimtur sal. logmans Widalin myns Hr. vegna, þar voru i vor giörd skiffte edur rettara ad seigia soddann ein confution, sem hverke yfervallded edur erfingiarner gieta læknad utann med stærsta ómake«. Håber ved hjælp af skolemester Bjarni (Halldórsson), P. Vidalins svigersøn, at få samlet de dødsboet tilhørende bøger, som var »sundurdreifdar bæde ad Holumm og til Gottorps samt medal erfingianna«. Lader medfølge to pakker dokumenter til Oddur Sigurdsson, nogle, som er O. S.s ejendom, de andre som lån.

s. 105

SYSSELMAND O. DAÐASON TIL ARNE MAGNUSSON. Hvalgröfura 18. sept. 1728.

Efter orig. i AM. 439, folio. Skolemester Bjarne Halldorsson, som nu er konstitueret sysselmand i Hunavatns syssel, har ikke efter løfte truffet aftale »um þá stóru skulld, sem minn Herra átte ad heimta i sterfbue eptir sal. lögmann Widalin«, biskop Steinn (Jónsson) har heller ikke svaret på sin dattersøns vegne; alene den tredje arving Magnus Pálsson viser redelig vilje til at klare gælden og vil give A. M. pant i sin del af gården Videdalstunge. »Nu er ad vikia til bókanna, sem Hr. Assessor partim álte i láne og partim til kaups falar, ad þær eru allar edur flestar komnar á ringulreid, sumar ad Hoolum, adrar til Gottorps, sumar til hustruarinnar og Monsr. Biarna, eingvar til Monsr. Magnusar, annars væru þær nu þegar i minum höndum. Eru so erfingiarner, sidan þeir feingu bóka-registred, farner ad sánka samann þessum bokum, og ad þvi giördu vilia þeir afhenda þær lánudu frá sier ad áre, enn selia slikt, sem til er mællt og þeir annars fallt giöra og fundid verdur. Öll scripta Hr. lögmannsins tók, ad fólk seiger, hustruenn i fyrra eptir lögmanninn lidinn, so þau komu alldrei fyrir sióner i vor i skiptunum. Henne vóru og feingnar i sinn mála allar sögubækur, sem fra Augre fyrrumm komu, enn hvert hun vill siá af nockre, veit eg ecke. Munde þad vera órád, ad minn Hr. skrifade henne til um þær, sem hann girntest, so vel sem um scripta þess sal. manns? eg tvila hun láte ad annarra ordum þar um, þó epter sie leitad«. Magnus Pálsson vil gærne blive ved gården Videdalstunge, men »hönum er uggur á, ad magur sinn vilie steita sig frá ábylinu; minn Hr. veit, at kölld er jafnann mága-astinn, og so mun fara fyrir þeim, allra hellst þar móder elskar meir dotter enn son«.

s. 105

SYSSELMAND O. DAÐASON TIL ARNE MAGNUSSON. Hvalgröfum 20. sept. 1728.

Efter orig. i AM. 450, folio. Sender genpart af sit svar mod Odd Sigurdssons indstævning af ham for højesteret, som han beder A. M. antage sig, og lådfører sig med A. M. om visse pengekrav, som højesteretsdommen i Odds sag s. 106kan medføre for O. D., og hentyder til den tvang, hvorunder han 1725 har afgivet sine forpligtelser. Vedlagt er:

1. Et løst blad (brev-fragment af s. d.), hvor O. D., foruden at udbede sig en titularbog tilsendt, giver referat af en spydig kritik over sysselmand Markus (Bergsson) i anledning af en ham ved lagmandsdom refunderet omkostning for nogle dødsdømte fanger. Til samme sag hentydes i et i gl. kgl. sml. 1101 opbevaret, udateret blad fra O. D. til A. M., hvis hovedindhold er en anmodning til A. M. om at støtte en af O. D. indgiven ansøgning om benådning for mand og kvinde i en blodskamssag.

2. Et blad hvor O. D. under 3 punkter udtaler sig om islandsk administration, tildels i henhold til hvad A. M. har tilskrevet ham.

3. Et blad — aftrykt — med A. M.s forespørgsel (skriverhånd) om en dómabók fra afd. Jón Sigurðsson i Bæ i Miðdalir, som ønskes købt, og en sagacodex, hvorfra et æventyr om Gný ønskes afskrevet — med O. D.s påtegning, at bøgerne ikke har kunnet opspores.

Jon Sigurdsson Gislasonar i Bæ i Middölum atte kver i qvarto þyckt, enn skemmt stórlega, þar á var medal annars copiur dóma Brands lögmanns, eda Hrafns Brandssonar lögmanns, og meinast fleire enn færre vered hafa. Kvered liede hann sr. Jóne Halldorssyne i Hitardal skömmu adur enn hann drucknade (id est are edur tveimur), og skilade profasturenn sr. Jón kverenu aptur þann sama veturenn sem Jon drucknade um vored epter. þesse relation er viss, og være mier stór þægd, ef þesse syrpa uppspyriast kynne hiá orfum Jons Sigurdssonar, eda módur hans, eda Jone Jonssyne á Hamraendum. Er eg viss um, ef Jon hefde bokena, þá liete hann mier hana i tie fyrer betaling, þvi hann var alltid minn gódur vinur þegar eg var á Islande og giörde mier þad til villdar, sem hann gat. Eg heyre og, ad móder Jons Sig.s. er daud, og þad hun epter sig liet mune innrunned hafa hiá Jone Jonssyne á Hamraendum. Giöred vel ad spyriast itarlega epter þessu kvere, og kauped þad mier til handa, ef uppspyriast kann, jafnvel þó dyrt verde. — Sigurdur Gislason, fader Jóns Sigurdssonar átte kver i qvarto. Eg man ecke hvert á því var Niáls-saga, eda önnur þvilik almenneleg, enn aptan vid þessa sögu eda sögur var þáttgrei af Gny nockrum, sem eg lesed hefe, enn man ecke neitt þar úr. Kynne þesse bók casu i hendur ad falla, þá villde eg fá þáttgreied uppskrifad. Hann er (ef mig rett minner) ecke leingre enn svara kynne einu arke og æred omerkelegur er hann ad efnenu, þad man eg glöggt.

Hverigt af þessum kverum var til, nær Joon Sigurdsson deide, jeg hefe i þessare ferd sied registration hanns bóka eptir hann, og hverigt er hier i Dala syßlu hiá hanns náungum, þad er vist.

s. 107Fyrra kverid, meinar Sigurdur, Jóns Gißlasonar son, sem þienade Joone S.s., ad sie enn i Hytardal, kann þad þó ei med rökum ad seigia, þvi hann var unglyngur nær þienade.

4. Et blad — aftrykt — med A. M.s anmodning (skriverhånd) om forskellige gamle breve til gennemsyn eller afskrivning og om en Sturlaugs saga starfsama — med O. D.s påtegnede svar.

a. Helga yngre i Brokey hefur óefad feinged i skiptunum á Skarde bref fyrer sijnum jördum. Þar i munu og nockur gomul vered hafa. Giöred fyrer hvern mun, ef mögulegt er, ad fá þau gömlu brefenn til yferskodunar, adur enn þau kynne ödrum i hendur ad falla, hvar ecke være so liett epter þeim ad sækia. Þier vited hvad eg hier med meina.

b. I fyrra skrifade eg ydur til um bref Olufar Loptsdottur hiá Arna Gudmundssyne i Billdudal, ef þar under være insigle; hafe þar um sidan i fyrra nockud kunnad ad utriettast, þá eg (!) fæ eg þad ad vita. Ef ecke, þá munud þier vera so góder ecke ad gleyma framveiges þessare erendagiörd, þótt lijtelvæg sie.

c. Copiur sem mig vanta kunne af Saurbæarbrefunum fæ eg vel frá ydur, þá hendtugleikar falla, enn varla vænte eg þeirra i ár, nema i vetur skrifadar sieu, þvi mier virdest, sem þier þar fyrer utan muned fá nóg ad sysla sumarlángt.

Sama er ad segia um Sturlaugs sauguna starfsama úr bok Snæbiarnar. Hana fæ eg þá þad hægast sked getur, enn ecke fyrre, alleinasta, ad þier þad i þánka hafed.

a. þesse brief er ómögulegt ad fá, þau liggia i forsigladre kistu i Brokey, ásamt ödrum jardabriefum Gudmundar sal. utann þau fá, sem ad amptmadur tók 1724. Nu er von á amptmanne þángad á þessum dögum (ↄ: eptir 20. 7bris 1728), hvar jeg áset hann ad hitta; giete jeg þá persvaderad hönum, ad opna þessa kistu aptur og lála mig colligera þau gömlu brief, þá giöre eg þad, og er þá sidann hægra ad fá þau ad láne.

b. Spyrst ómögulega upp, hefe jeg þó med öllum kröptum eptir briefinu sokt.

c. Sendt med Vatneyrar skipe, ásamt nockru ödru.

Hertil hører et afklippet brevfragment med O. D.s hånd. »Umm brefenn [a Skarde tilf. A. M.] er eg alldeiles uppgiefenn ad utvega, giörer þad eingenn misunnun hlutadeigandans, helldur undann drattur og hitt þar hiá, ad þaug eru i confusion komenn, enn þegar mier giefst tækefære, skal eg giöra mitt hid besta, og hlytur þad ad byda syns tyma«.

s. 1085. Et blad (skriverhånd) med efterfølgende forespørgsel af A. M. om Skautudalir og O. D.s svar. Sml. Nordisk Tidsskrift for Filologi XVII (1909), s. 125.

Skautudalir hafa heited i Arnarfirde þar sem Fifustader standa. Eg spyr, heita þeir so enn nú?

þier geted svarad á þessum sama sedle, ef vilied.

Smáu dalirnir, sem eru ut ur, og upp frá Kolmuladal til utvesturs, eru so enn kalladir, enn dalurinn nidre, hvar i bæerner edur bygdenn stendur, heitir Kolmuladalur.

s. 108

SYSSELMAND O. DAÐASON TIL ARNE MAGNUSSON. Stickishólme 25. sept. 1728.

Efter orig, i AM. 450, folio. Beg. defekt ang. indløsning af gården Ásgeirsá, hvor A. M. kan gøre krav gældende for sin slægtning Ástríður. Takker A. M. for pengeudlæg sidste vinter i København for kongebrev og varer; sender som gave 36 & urenset æderdun. — Hermed jfr. GI. kgl. sml. 1101, et udateret blad fra O. Daðason til A. M., hvori redegøres for arveskiftet mellem A. M.s broderbørn.

s. 108

SYSSELMAND O. DAÐASON TIL ARNE MAGNUSSON. Innra Fagradal 16. juli 1729. Med påtegning af A. M.

Efter orig. i AM. Access. I. Takker for modtagelsen af A. M.s brev og beklager hans tab ved Københavns brand »sed ferenda sunt, qvæ mutari non possunt«. Alt hvad O. D. ifjor afsendte med Vatnøre skibet er forlist under Norge, og Magnus Einarsson er for svag til at afskrive mere: »Mig hefur Og merkelegur postur hendt, þar sem eg med Vatneyrar skipe sende i fyrra flest min brief (sendebrief), peninga og peninga verd til 30 rixdale, allar minar copiur sem eg skrifad hafde af Saurbæiar skiölum, med afrissingu signetanna, sem Magnus Einarsson hafde qvam accuratissimmè giört, copiann af Gissurs biskups dóme, og giörning sal. Eggertz lögmanns um Skiershusinn, sem dat. var Handborg, eirnin med signetana afrissing à parte in 8tavo, sagann af Sturlauge starfsama ur bók Snæbiarnar, nockur jardabrief og fragmenta á kalfskinn, sem eg hafde samannsnigt, ad eg ecke tale um skiöl þau, er eg sende Odde, og tvennar supplicatiur, sem magt á reid, og ödru fleira sem eg ecke man. þad lenle allt á mararbotne vid Norveg. Nu þott mìn original brief sieu óforgud, þá er þó ecke þar med buid, þvi eg veit eingvann, sem þau ærlega giete ut-coperad. Magnus Einarsson er ur sögunne, hann so gott sem liggur daglega, er tilfallinn ólidandi verkur i hægra handlegginn, svo hann gietur eckert med hönurn giört. Hier af er eg miög uggande, ad eg fáe nockurn, sem fullnæge minns Hr. tilmælum, i þvi ad utskrifa þau gömlu s. 109brief, sem fyrir falla kunna til 1550, enn þvi er ad sleppa, eg giöre hvad eg giet, þvi þad bidur skylldann«. Forretningen på Hage er afgjort og et dokument opsat; familien har arveledt barnet Anna Magdalena. »Teitur sem öllum skömmum frammfer dagvöxtum, er talinn hafa medtekid fullt, Halldorurnar hreptu Haga med tilliggiande eignum, þorun og Anna Magdalena Kolbeinstade med tilheyrande, utjardir og allar fyrir nordann skylldu standa fyrir skulldum þeirra brædra Magnusar og þorleifs. Af þessu veit einginn, utann eg, naungarnir og vottarner. Ried eg þeim systrum i Haga (Are er ordenn rænulitill og burdalasinn) ad senda þesse arfaskipte til mins Hr. og ná stadfestingu uppá þau, sem þær sögdust giöra vilia, og bidur þad allt sins tima«. I Videdalstunge har enken stukket meget under stolen: »I sterfbue sal: Widalins voru þeir fiemuner þá hann fiá fiell, ad nógsamlega hröck fyrir hanns skulldum, enn þeim var so öllum undir stol stunged af Mad.en ad þar umm er vode ad tala, og enn meire ad skrifa«.

Indlagt er en seddel fra A. M. (skriverhånd) med oplysning om, at han sender dublet — med to forskellige skibe — af brev til Are Thorkelsson på Hage og ligeledes af et brev til gårdens to døtre, som helst må afleveres, så ingen ser det, endvidere dublet af brev til O. D. selv, hvori kopi af ovennævnte to breve til underretning for O. D.

På en løs seddel (18/7 29) i Gl. kgl. sml. 1101 takker O. D. for det i går aftes modtagne brev, da han netop havde endt sin brevskrivning, hvorfor han intet kan tilføje.

s. 109

SYSSELMAND O. DAÐASON TIL [ARNE MAGNUSSON]. Fagradal Innra 27. aug. 1729.

Efter orig. i Kgl. bibliotek (Gl. kgl. sml. 1101). Nedsender kopi af nogle Videdalstunge-dokumenter. De pågældende, særlig sysselmand Bjarne (Halldorsson) og mag. Steinn (Jonsson) gør hverken skridt til at betale den dem påhvilende del af gælden til A. M. eller som afdrag at tilbyde de af P. Vidalins efterladte bøger, som A. M. begærer. Må have stærk fuldmagt til at indkræve denne gæld »og er hönumm ecke ad hafa i tveim hondumm vid þetta fólk, þvy þad þecker ecke ad gangast fyrer gódu«. Gården Videdalstunge vil han overdrage Magnus Pálsson til brug, dersom sysselmand Bjarne flytter derfra, således at A. M. har pant i gården. Nedsender nogle varer til A. M. Snæbjørns sønner, eller rettere sagt mad. Þorkatla, har han tilbudt at indløse den ham tildømte gård af S.s gods, således at de betaler 50 rdl. til A. M.

s. 109

SYSSELMAND O. DAÐASON TIL ARNE MAGNUSSON. Fagradal 16. sept. 1729.

Efter orig. i AM. Access. 1. Besvarer to fra A. M. modtagne breve. Under Snæbjørns (Pálssons) vidtløftige processer — hvorom underretning gives — er noget jordegods tildømt O. D., som delvis er indløst af mad. Þorkatla; hun vil ved testament arvelede Snæbjørn og hans børn, således at O. D. forfordeles, hvad A. M. bedes forhindre. Takker for A. M.s afgørelse ang. gården Leirulækur s. 110og gør rede for ordningen af forskellige arveforhold (efter sal. þórður, ang. Ástríður) m. fl. Beklager på ny Vatnøre skibets forlis med en kiste (stockenn þann sama, sem adur hafde mille ockar geinged) fuld af dokumenter »þar á medal myn copie-bók af öllumm Saurbæiar skiolumm« og »brefed Ara sal. Magnussonar ur Haga, sendt af Halldoru ingre ad fyrersogn sal. capita ins«. Berører A. M.s frænde Magnus uheldige vandel i sit ægteskab. Beder A. M. interessere sig for en supplik ang. ægteskab i forbudne grader. Har måttet for et med ubillig hårdhed behandlet ægtepar føre proces mod sysselmanden Teit (Arason), af hvilken sag en fremstilling gives med anmodning til A. M. at forebringe den på højere steder.

s. 110

SYSSELMAND O. DAÐASON TIL ARNE MAGNUSSON. Fagradal 20. sept. 1729.

Efter orig. i AM. Access. 1. Har mod forvæntning måttet overtage den hele gård Innri Fagridalur, istedenfor, som forudsat, at bo på den halve jord, da den tidligere bruger fraflytter den. Ønsker at betrygge sin kones fremtid og beder derfor A. M. sælge sig gården for penge og lade opgøre deres indbyrdes mellemværende. Ang. en udbetaling i København henviser han til købmand P. Feddersen som en brav og pålidelig mand. Sender 5 fjordunger dun.

s. 110

SYSSELMAND O. DAÐASON TIL ARNE MAGNUSSON. Hamraendum 28. sept. 1729.

Efter orig. i AM. Access. 1. Takker for A. M.s brev af 23/6. »Mier þike Monsr. Brinjulfur hafa sunged hlutar versed med syna fullmagt Proficiat ei«. Beder om A. M.s bistand til købet af ødeparterne på Raudasand og berører sit og A. M.s mellemværende. Lover brevkopi med aftegning af Hannes Eggertssons segl. Snæbjørn står ikke til at hjælpe »hanz ògiæfa er allt ofstór – – þvij Snæbiörn er eins og sá steirn sem hrapar ur háfu fialle, ad hann tekur hvert ólucku kasted efter annad, þar til hann sundur molast«. Gør rede for gælden i Videdalstunge med henvisning til forskellige bilag, og beder A. M. støtte nogle andragender fra ham til stiftamtmanden ang. hans embedsvirksomhed i Dala syssel, »enn assistence ad fá i soddann sökumm hiá vorumm heil. Arinbyrne (ↄ: amtmanden) er ecke ad vænta«.

Foruden nogle seddelnotitser af O. D. er her endvidere indlagt et islandsk privatbrev af 23. 9. 1727 fra præsten Eiríkur þorvarðsson på Hofteig til præsten Ólafur Eiríksson på Store Holt i Saurbæ, hvori forklares vanskelighederne ved at nå en tekst af digtene Aradals óður og Ljúflings kvæði samt efter Jón litli lærðí fortælles om hans fader Jón lærði (hans bragur med lilju lag til ære for alverne og disses taknemlighed).

Efter Arne Magnussons død 7. jan. 1730 overdrog boets eksekutoier, professorerne Bartholin og Gram, sysselmand O. Daðason at varetage dettes interesse på Island. Af den påfølgende brevveksling foreligger i den Arnamagnæanske samling 3 breve til bægge eksekutorer af år 1730 og 1 til Gram 1731. 1 det Kgl. s. 111bibliotek (Gl. kgl. sml. 1101) findes 9 breve fra O. Daðason til Gram, fra årene 1730—34. Hovedindholdet angår afhændelsen af A. M.s jordegods på Island og inddrivning af de udestående fordringer til bedste for A. M.s arving her, broderdatteren Astrid Magnusdatter, hvorhos forskellige andre forhold berøres, også O. D.s personlige anliggender — han, der var A. M.s fætter, vidner, at A. M. »mig som sin egen egtefød søn opmandede, og siden ved skilsmisse blev mig udi alle nødvendige ting behielpelig«, Han nedsendte flere gange afskrifter af gamle breve (ligeledes, som det synes, nogle originaler; se indlæg til brev af 14. avg. 1730, AM. 1058 V, 4to), samt membranfragmenter. Af de til P. Vidalin udlånte sager tilbagesendes en Snorre Sturlason. A. M.s ældre broder Jon Magnusson må han (3/10 30) anbefale til overbærenhed, i anledning af hans 3dje hordomssag, og bebuder fra ham biografiske oplysninger om A. M.

s. 111

MISSIONÆR N. DAL TIL [ARNE MAGNUSSON]. Trankenbar den 21. Sept. 1728.

Trykt efter orig. i AM. 454, folio.
Jeg true ad sie Heilög Christeleg Kirkia,
Samneyte Heilagra.

Hochedler uud Hochgelahrter, insonders Hochgeehrtester Herr Professor,

Ewr. Hochedl. dem Herrn Prof. Steenbuck zugesandte Scriptum habe mit großem vergnügen erhalten. Von den Isländischen Bibeln war mir zwar aus des le Long Bibliotheca Sacra, und von andern schriften aus Bartholino de scriptis Danorum cum supplementis Molleri, und von dem guten naturell der Isländer aus Trutzeis Monatlichen Unterredungen von 1695 einiges bekant. Da aber Ew. Hochedl. sich die mühe genommen haben für mich etwas de statu recentissimo aufzusetzen: so sage Denenselben dafür schuldigsten und demüthigsten dank. Ich hätte zwar den aufsatz in der Dänischen sprache gar wohl verstehen können, weil solche meine eigentliche muttersprache ist: da aber Ew. Hochedl. solches auf Teutsch zu senden beliebet haben; so habe mit mehrer beqveinlichkeit es meinen Amtsgenoßen communiciren können, und werde auch eine abschrift davon an die Freunde in Teutschland senden, als denen ohne das Ewr. Hochedl. weither name schon längsten aus Raupachii Commentatione de præsenti rei sacræ et litterariæ in Dania statu bekant seyn wird. Von Isländischen Büchern habe ich in Europa keine gesehen, als Ulphilæ zu Stockholm in 4 sprachen gedruckte Evangelia: denn die Isländische Bibel von 1644, welche auf der RathsBibliothek zu Leipzig zu finden, konte ich, weil der Bibliothecarius unvermuthet abgeruffen ward, nicht zu sehen bekommen. Aber alhier habe ich ein von einem Isländer nachgelaßenes buch s. 112an mich gehandelt, welches eine aus dem Dänischen übersetzte Auslegung des Catechismi in sich faßet, und anno 1610 zu Holum gedruckt ist, in welchem ich manchmal zur recreation ein viertel stündgen lese. Die alte Nordische redlichkeit leuchtet fast aus der sprache selber hervor. Hätte Gott mich nicht in das warme Indien hingesetzt, so hätte ich schon mögen in dem kalten Island mein leben zubringen. Der HERR wolle denn auch in dem ganzen Norden sem Reich mehr und mehr befestigen und ausbreiten, zur Verherrlichung seines Namens u. vieler menschen Seligkeit. Unter solchem wunsch verharre

Ewr. Hochedl. demüthigster diener
Nicolaus Dal.

Hierbey folget

1) ein bogen Malabarische Vocabula auf Trankenbarisch DruckPapier gedruckt (Lexicon Tamulicum).

2) ein blatt Trankenbarisch Schreib-Papier.

3) 2 Portugiesische Calender auf Europäisch Papier (kun 1 ekspl. forefandtes).

4) ein Böhmisches Büchlein zu Halle in Sachsen gedruckt (forekom i 2 ekspll.)

5) ein Portugiesischer Brief auf Chinesisch Papier (til N. D. fra .. da Gloria, Negapatam 22. 5. 1728).

6) eine gedruck[t]e Nachricht von der Mißion 1.

s. 113

SCHOUTBYNACHT E. DEICHMANN TIL ARNE MAGNUSSON. København (Kiøbh.) 28. Febr. 1718.

Trykt efter orig. i AM. 452, folio. Udskrift til prof. »Arnas Magnus«. Til nærmere oplysning foreligger 1. Et brev fra D. til mad. Magnusen, dat. orlogsskibet Prins Friderich d. 9. octob. 1713, hvori han meddeler, at han uformodenlig må gå i søen, hvorfor han ikke kan komme til København for at klare sin skyldige husleje, beder sine sager leverede til denne hans tjæner, som vil flytte dem til hans fremtidige logement; ved sin tilbagekomst skal han klare for sig; hendes »kierriste« bedes hilset, 2. A. M.s regning over hvad D. er skyldig »for Logement i mit huus« fra påske 1712 til mikkelsdag 1713 (26+26 +26 rdl.), samt for stalden mikkelsdag 1712 til mikkelsd. 1713 (40 rdl.), i alt 118 rdl., hvortil kommer rente til 11/1 1718, 3. Den af A. M. udtagne stævning 24/2 1718, som ifg. egh. notits kostede 3 & 14 ß, foruden 2 rdl. til prokura-

Veledle Hr. Professor

Mig er udi disse dage blefuen till stilled een stefning, tagen af hannem imod mig, for dend resterende husleye ieg her dennem skyldig. Det giør mig hiertelig ont, min leilighed ikke haver væred saaledis, ieg effter skyldighed kunde hafue indfundet mig med betalningen, beder og at forsichre sig min caractaire ej er, gierne at giøre gield og ugierne at betale, ej heller at giøre meere gield end ieg kand betale, som een hver kand vidne med mig som kiender mig nermere, mens er det alleene disse thiders besværlige tillstand, som holder mig derfra, idet ieg og andre fleere ikke kand naae det vi haver tillgoede, Jeg kand forsichre min Hr. Professor at have giordt all flid for at faae saa mange penge samled ieg kunde betale hannem med, mens er det mig ej mueligt, hvorfore ieg er nøed till at bede hand vilde lade see dend goedhed for mig, at lade opheve dend imod mig tagene stefning, der imod ieg erbyder mig, at gifue hannem all forlangende forsichring eller assignation enten paa min gage eller priispenge, hvilke sidste ieg inden kort thid forvendter mig at schall blifue betalt, saa som allereede derpaa er udgifuen assignation till Cammer Her Gabel, ieg kand forsichre dem det er dend første gang ieg er blefuen stefned, oven skrefuene, er alt hvad nu er udi min magt at giøre for at contentere dennem, dersom ieg ikke udi dag hafde væred obligered at være udi Admiralitetet, hafde ieg sielf forretted dette, ieg for vendte (sål.) deris svar og om min begiering finder ingres, skall ieg naar det dennem sielf er beleiligt komme till hannem for at gifue fuldkommen fornøyelse imidle[r]thid er ieg

Veledle Hr. Professors
beredvilligste og skyldigste tiennere
E. Deichmann.

s. 113

[ARNE MAGNUSSON] TIL OVERSEKRETÆR [DOSE]. Garde paa Alftenæs d. 22. Aug. 1705.

Efter egh. uunderskr. koncept i AM. 438, folio. Takker for højstærende missive af 19. maj og et dermed følgende anker rødvin. Forklarer, hvorfor han, efter samtidig modtagen kgl. ordre til kommissærerne om at give deres betænkning ang. handelens ordning, har besluttet at rejse til København for personlig at forestille sagen — se herom Arne Magnusson, Embedsskrivelser nr. 50, hvor omtr. enslydende motivering er givet. Beder, at oversekretæren »alting til det beste udtyder og demonstrerer, at ieg derudi icke henseer s. 114til noget andet end Hans Majestets formeente tieniste og landets gaun. Det er og øiensynligt, at denne reise icke kand bringe mig andet ind end ny fortræd, uroe og omkostning, og skal der icke lætteligen kunde optænkes nogen privat interesse, som ieg herved kunde søge, hvorud[ov]er ieg og forhaaber desto snarere at naa forladelse for hvis herudi kunde eragtes at vere forseet«.

Dette er det første bevarede brev fra A. M. til D„ men på en løs seddel i AM. 452, folio har A. M. noteret »skrifat til Dose 1702: at Müllers iardabækur eru ei riktugar. Ad de trafiquerende, Proprietarierne og øfrigheden her have uden tvil god deel aarsage i landets fattigdom«.

s. 114

[ARNE MAGNUSSON] TIL OVERSEKRETÆR DOSE. [Skalholt?] d. 17. septembris 1706.

Trykt efter uunderskr. kopi med skriverhånd i AM. 440, folio. De annotationer til amtmand Müllers memorial af 12/12 1705, hvortil henvises, er trykte i Arne Magnussons Embedsskrivelser nr. 70. Med nærv. brev har vistnok fulgt de to nedenaftrykte indlæg, ligeledes fra AM. 440, folio, med skriverhand, dog overskrifterne og de to forbogstaver under 2det indlæg af A. M. egh. Ang. de i 1ste indlæg nævnte 6 jorder i Grindevig sml. Arne Magnusson, Embedsskrivelser s. 211.

Til Obersecreterer Dose

Saa beder jeg og ydmygst, at Hr. Obersecreterer vil udtyde til det beste de uforgribelige annotationer, som jeg efter de høie Herrers befaling haver giort og nu fremsender over amtmand Mullers indgifne memorial af dato 12. decembris 1705. Af bemte. amtmand Mullers indgivende seer jeg, at hand d. 7. decembris 1703, item d. 8. octobris 1704 haver til de høie Herrer i cammeret indgivet noget angaaende hans Kongl. Majts. intraders forbedring her af landet; da i hvor vel de fleste amtmand Mullers forslag, som jeg haver seet, icke have veret af den sort, at mand kunde lære stort der af, helst de som nogenledis vare kyndige i landetz væsen, saa tænker jeg dog, at herinde kunde kandske findes noget, som enten var i sig self got, eller i det mindste kunde føre en paa gode tanker, saa understaar jeg mig nu allerydmygst at begiere, at mig af velbaarne Hr. Obersecreterer maatte forundes copier af forskrefne tvende amtmandens memorialer, paa det jeg der af kunde see, hvad vei hand gaar i sagen. Monsr. Poul Beyer (som hid ind til haver veret forpagternes fuldmægtig) er nu reist til Kiøbenhaun, uden tvil i henseende at obtinere opbørselen paa Kongl. Majts. intrader her, enten ved kongl. bestalling eller ved forpagtning. Jeg haver icke ligere kundet foistaa s. 115af hannem, end at hand jo var sindet, saa fremt jordebogen kom paa auction, at byde der paa 5000 rdr. til visse, før end den skulde gaa fra hannem. For det øfrige kand jeg icke forandre de tanker, som jeg haver til forne ladet mig forlyde med, nemlig at jeg holdt forpagtning her udi bedre baade for kongen og landet, end at her skulde indsettes en foget, thi hvad Kongl. Majts. interesse angaar, da skulle formoedentligen forpagteren blive flittigre for sig self, end fogden for Hans Majt., og i saa maade mindre restantzer at vente paa den maade, og hvad landet angaar, da bliver, rimeligen, forpagteren aldrig saa myndig som fogden, thi denne sidste pretexerer (!) alle vegne kongens naun og tieniste, hvilket forpagteren icke saa kand giøre uden hvor hand maa eller bør, thi giør hand formeget her af, saa kiendes det strax, og disputeres hannem da, som exempler ere til paa begge deele. Velbaarne Herre, jeg skriver dette saa lige frem, udi den store tillid, at det bliver af mig optaget, saa som af en client, der icke bør at dølge noget i saa maade for sin patron. I hvordan nu tingen maatte udfalde, saa beder jeg allerydmygst, at mig maatte meddeeles copie af den forpagtnings contract, som sluttet bliver, i fald jordebogen bliver opbuden, eller copie af dens instruction, som bliver beordret til at opberge den paa Hans Kongl. Majts. vegne, om den icke kommer til forpagtning, hvilket jeg synes nødvendigen at behøve til efterretning i en eller anden maade. Jeg understaar mig at legge her hos copie af den project til en forpagtnings contract, som i næstleden foraar var bleven approberet af de høie Herrer i cammeret, den tid opbudet skulde skee, i fald den som blef fremvist og approberet i collegio, icke saa i hast kunde findes. Jeg skulde uforgribeligen tænke, at alt hvis der inde staar angaaende moderation paa mandzlaan, baaders udgiørsel og hoverie, var nødvendigt til kongens bønders conservation udi Guldbringe syssel. Saa kunde og icke letteligen de forlæningsmændz-mandzlaan bringes i verk, som stoede i den forige forpagtnings contract, hvilket Monsr. Beyer formoedentligen monne tilstaae, om hand her om bliver spurt, og skal det da vel befindes, at det haver veret ret, som jeg der om skref i foraaret udi min allerunderdanigste memorials (om forpagtningen) 2den post, og vilde dette alt vere ligeledis fornøden at erindres, enten hans Majt. loed self jordebogen opbere, eller forundte den andre for viss afgift.

s. 116Indeni bref til Ober Secreterer Dose 1706.

Angaaende amtmand Mullers forslag, om at indkiøbe de 6 jorder udi Grindevig, fra Skalholtz domkirke, da meenes det at vere oprunden paa efterskrefne maade.

Peter Wielandt, amtmand Mullers meget god ven og svaager, loed beseigle Grindevigs haun, hvis district icke bestaar uden af disse 6 Skalholtz domkirkes jorder og et þar andre jorder, hvor af den ene tilhører hans Majt., og den anden er en præste residentz. Bemte. Wielandt fortrød paa, at biskopen icke solte landskyldefisken af disse 6 jorder til kiøbmanden paa Grindevig, mens loed dem fra stædet føre hiem til sit, til hus-fornødenhed, og skreef hand biskopen nogle gange til her om, men forgieves. Til nu at blive denne landskylde fisk mægtig, saa meenes, at Wielandt hâr persvaderet amtmanden dette forslag, i henseende, at tilforhandle sig af hans Majt. landskylden af jorderne, naar de var bleven kongens eiendom, paa den maade som med kongens landskylde fisk forholdes i de andre districter i Guldbringe syssel. Paa den anden kant hâr amtmanden stædse været ufornøiet med biskopen paa Skalholt, fordi hand fra første tiltrædelse til bispedømmet icke hâr villet dependere af amtmanden og hans consiliis, saa aveuglement som hans formand hafde giort for hâm, eller den itzige biskop paa Hoolum giør, og haver giort, mens i bland hâr sat sig i mod, naar amtmanden hâr villet haft det frem, som kunde vere u-ordentligt.

Her ud over kunde det have veret disto lettere at indgive amtmanden dette forslag om disse 6 jorders abalienation fra domkirken, hvor med hand kunde tiene hans ven Wielandt, og for resten vengere sig paa bispen, som icke vilde gierne, at jorderne i hans tid (om de varer saa længe, som troligt synes) skulde komme bort, formedelst fisken som betales i landskylden. Saa kom da amtmanden for en dag med dette forslag først anno 1702, da hand havde veret amtmand i 14 aar, og siden den tid hâr hand næsten hver aar erindret der om i hans Majts. rente-cammer, i midler tid aldrig beseet jorderne, som dog ligge strax hos hannem i Guldbringe syssel, hvor af skulde kunde sluttes, at oftskrefne forslag icke var alleene fremkommet af nidkierhed for hans Majts. interesse (som ellers uforgribeligen synes icke i ringeste maade at for-meeres her ved, naar mand anseer jordernis tilstand in futurum), mens og af godhed for Wielandt, som paa denne maade, og icke ellers, kunde blive landskylde fisken mægtig. Det som her udi er giettet til, kand icke bevisis, som let er at tænke, debiteres og icke for vist, mens det er s. 117sandt, at amtmanden og Wielandt var begge u-fornøiet med bispen, og at amtmanden i andre sager stædse giorde for Wielandt, hvis hand kunde.

Til Ober Cammer Secreterer Dose 1706, indeni andet bref.

Høiædle velbaarne herre

Udi forleden vinter engang giørde De mig et spørsmaal, om ieg icke i fremtiden hafde løst til at vere amtmand her i landet, i fald Hans kongl. Majestet vilde bruge mig der til, hvor paa jeg allerydmygst svarede, af den meening, at jeg icke var sindet at søge efter den charge. Mens som jeg strax kunde betænke, hvor stor godhed De loed see i mod mig i forskrefne spørsmaal, saa vilde j[eg] have svaret paulo distinctius der til, hvis icke circumstantiæ loci hafde veret i veien. Saa understaar jeg mig nu at giøre det herved, som jeg glemte allerydmygst at forebringe mundtligen, nemlig, at saasom jeg ingen føie haver til at pretendere, eller nogen sinde agter at pretendere, slig charge, som denne er, saa forlanger jeg den og icke, lige som jeg til forn hâr svaret. I midler tid til at udviise den allerunderdanigste villie, som jeg haver til at tiene min konge, i hvis jeg kand, saa legger jeg dette her til, at skulle amtmand Muller døe, i mens denne forehavende islandske commission varer, saa er jeg vel til freds, om mig blef befalet (saa fremt det kunde eragtes til hans Majestets tieniste) at forrette amtmands function her i landet saa længe commissionen varer, naar jeg ickun maatte vere viss paa at komme der fra, naar den faar ende og da træde til de mig allernaadigst forundte charger ved archiven og universitetet, og vil jeg (saa fremt delte skeede) icke derfore forlange nogen særdeles gage, mens allerunderdanigst nøies med det, som mig allernaadigst er for hen bleven til lagt. Dette er nu, velbaarne Herre, det jeg glemte at sige i Kiøbenhafn. De have her udi efter egen tycke at disponere over mig, som altid skal efter stræbe at findes

Deres allerydmygste lydigste tiener
A. M.

s. 117

SOGNEPRÆST ÓLAFUR EGILSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Brúarlande d. 30. Junii 1707.

Efter orig. i AM. 450, folio. Beder A. M. på altinget at støtte hans søn Magnus, som sidste vinter er bleven forbigået m. h. t. præstekaldet Stad ved Hrutafjord. Beklager sig fremdeles over, at han selv må betjæne to kirker Hof s. 118på Høfdastrønd og Miklabæ i Oslandshlid, uden at få noget »prestkaup« for Miklabæ, hvad der nu i hans høje alderdom trykker ham, da han ikke kan bo på jorden og må holde kapellan.

Olafur Eigilsson pr.

s. 118

[ARNE MAGNUSSON] TIL GUÐRÍÐUR EINARSDATTER. 2. junii 1709.

Efter brevuddrag med skriverhånd i AM. 448, folio. Af G. E.s afd. mands regnskaber fremgår, at han af lagmand Gottrups rejsegodtgørelse har oppebåret 2 h. 53½ f. Dette beløb må enken tilsvare, men skal fá en rimelig frist.

s. 118

ARNE MAGNUSSON TIL BENEDIKT EINARSSON. Skalholt 1705, 20. febr. og 12. aug.

Efter kopi i AM. 444, folio i dansk oversættelse. To fuldmagter, fra Arnas Magnussen til Benedix Einersen, til at indkræve hos Magnus Sigurdsson i Brødretunge de pengebeløb, som han efter dom er A. M. skyldig.

s. 118

SOGNEPRÆST BJARNI EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Aasstad i Fellumm 14. sept. 1728.

Efter orig. i AM. 450, folio. Er stadig bunden ved sængen og må derfor holde kapellan. Ikke desmindre har biskoppen frataget ham jorden Fagradal, som biskop Vidalin på A. M.s anbefaling havde overladt ham; beder A. M. tale hans sag for biskoppen, så at han giver ham noget lige så godt i steden, da dette kald er meget lille for to præster. Takker A. M. for »hanns medtekid vinsemdar bref og hugarlatlega sending«.

Hanns herradoms þienustuviliugur þienare meda[n] heite
Biarne Einarsson.

s. 118

EINAR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Miðhúsum 7. jan. 1711.

Efter orig. i AM. 450, folio. Modtog først næste middag A. M.s brev, dat. Garpsdal 15/7 1710, med opfordring til at møde ham samme nat. ved Torskafjord og mente da, at han allerede var vest på Torskafjord hede; har senere fået fra ham et fra Garpsdal tilskrevet brev (modtaget 25. okt.) med opfordring til at møde i Hvammsfjord, men antog, at A. M. da allerede var på vejen syd på fra Hvamm. Da han således mod forvæntning ikke har truffet A. M. den foregående sommer, beder han gennem skolemesteren þorleifur Arason at få tilsendt hvad der kan tilkomme ham som overskud af det, som hans afdøde broder Einar eller afd. sysselmand Magnus Bjørnsson har indbetalt i udsejlingsgodtgørelse for lagmand L. Gottrup, ang. hvilke beløb han dog kun har at holde sig til en tilsendt seddel fra A. M. 1708 og hvad han har hørt om sin slægtning M. B.s indbetaling.

I AM. 449, folio foreligger i kopi med skriverhånd et brev fra A. M., uden adresse, dat. »Skalhollti þann 19. Martii 1712«, i hvilket han efter anmodning s. 119fra en viss Daði Ólafsson opfordrer »Minn Herrat (den pågældende sysselmand?) til at tilbagegive en fra D.O. modtagen fuldmagt til at afvikle et tilgodehavende, som tilkommer D. O. hos den afd. præst Einar Torfasons arvinger, særlig Einar Einarsson, samt at tilbageholde hos sig de penge, som »vi« har leveret til at tilbagebetale Einar Einarsson for de af hans broder udlagte udsejlings-penge (d. v. s. vederlaget til lagmand Gottrup for hans rejse til København).

s. 119

GRÍMUR EINARSSON TIL [ARNE MAGNUSSON], 1701.

Efter brevfragment i AM. 676 a, 4to, hvor A. M. egh. har tilføjet som overskrift »Grimur Einarsson 1701«. Takker for modtaget brev af 26. maj og vdet medhjælp i hans anliggender. Giver A. M. anvisning på en ældgammel skindbog (Elucidarius), som hans fader (Einar Eyjólfsson) kaldte »bokena dyru«, og som nu skal befinde sig i østfjordene. Se Annaler for nordisk Oldk. 1858, s. 83, hvor den membranen angående del af brevet er aftrykt.

s. 119

SYSSELMAND HALLDÓR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Einarsst[öðum] 12. sept. 1705.

Efter orig i AM. 451, folio. Ønsker A. M. al lykke og vil efter ævne befordre den, »læt mier duga, ad þier huxed, þad hugur filge maale«. Giver nogle nyheder, da han ikke véd, om A. M. ved den tid var kommen til skibs. Lagmand Gottrup har advaret ham mod at overlevere lagmandstolden til nogen mand, da han agter at besvære sig over amtmand Müllers ordre derom. Har kun været 5 nætter hjemme, efter at han kom fra altinget, men lader dog nu følge en oversigt over hvad der i syslet mest trænger til forandring.

1. Jorderne er urimelig højt takserede.

2. Der gives ingen tiende af kronens »kúgildi.

3. Der forbruges om somren urimelig meget brændevin fra Húsavík.

4. Det er utvivlsomt, at beboerne af Sletten har nærmere til Vopnafjord end til Husavik, og de på den anden side Fnjoskå til Akureyre, men det må befrygtes, at Husavik ikke kan blive besejlet, dersom distriktet formindskes.

5. Der gives efter begæring en oplysning for A. M. om gården Arnarvatn.

6. Magnus Bjørnsson på Storahol, som har forsømt sine pligter på altinget og ved kommissions-dommen, bør have en alvorlig tilrettevisning.

7. Om købmandsgæld forbyder Býjaskersdommen ham at udtale sig, dog mener mange, at den afdøde Vopnafjord-købmands regninger næppe er rigtige, men »marger seigiast þo helldur vilia svara þeim enn sveria, þeir hafe ei hug til þess, enn vite þo saklaust; hvörsu má hialpa fólkenu? oh mille capitum vulgus. Þoo munde synast önnur lög hentugre þessu fátæka platze enn Byascheriadómur, umm þau erende«.

8. Sysselmændene bør have sømmelige indtægter, beklager sin egen mangel på lovkyndighed.

9. Skolerne i landet bør forøges, helst en på hvert beneficium; intet kan komme i orden, før end de gamle, som intet véd, er døde.

10. Lagmændene bør hver i sit distrikt holde et almindeligt ting, istedenfor s. 120at bægge lagmændene præsiderer sammen på altinget, og er vistnok at foretrække for, at der kun var én lagmand over hele landet.

11. Beder A. M. se til, at ingen beskikkes til vicelagmand, som ikke er fuldt egnet dertil; mange vil vistnok i år ansøge.

12. Sysselmændene bør ikke have klosterforlening i deres eget syssel; om så bestemmes, vil han gærne have Mödruvalla kloster. Bedst var det, at sysselmandsforretningerne deltes, så at én dømte, en anden opkrævede skatterne.

13. Til stor skade for landet er den utålelige »kúgildi« - mængde på jorderne.

14. Afgiften af sysler og verdslige bestillinger bør forringes, efter som indtægten formindskes, »Þad skal nu vera hin fimtanda greinen, ad jeg forundra mig yfer mier sialfum, hvörsu jeg dyrfest ad mæda ydur, Herra, med þessu. Jeg tók effter einu hálfyrde ydar i sumar, ad þier oschudud, þad folk villde beþeinkia umm soddann efne. Og, þo eg vite mig til þess ad miklu ohæfan, þá samt, þegar eg hefe stunder, huxa eg effter ad láta mier echeit kiærara enn stunda uppá þad, sem þier firirlegged og firirmæled i öllum þessum erendum, sem eg sie luta til guds dyrdar og kongsins gagns. Jeg er eche so luchuligur jeg kunne ad vera eirn gang i conversation þeirra, sem eg get lært af, enn eg vil þó læra þad, sem adrer meige gott hafa af, þeir sem eg á ad stiórna; og þad seige eg satt, virded nu eche illa firir mier, gode herra! þetta so einfaldt. Of stoort er mier ad bidia ydur ad huxa þar effter, sem mig snerter, enn hitt rekur effter mier, ad eg veit eg er so sem barn og litt tamur, ad bidia ydur firir ad taka so brefed, sem þad være vilie til góds. Enn veit jeg og sie jeg, ad jeg hefe schrifad i so mikillre einfelldne, ad eg á under von, hvörsu ydar æhruvirdande skinseme virder mitt láfræde, og eche er þad aldeilis af heimschu, helldur þvi eg forlæt mig til ydar æhru, sem eg þecke og hefe var vid orded«.

Rejser i morgen til Flugumýrar præstestævne, vil tilskrive A. M. med Hofsós skib; er stærkt optaget af embedsforretninger. Vil gærne besørge for A. M. noget dun eller fine sokker. - Nævner i en efterskrift, at også »skattgjald« trænger til en ordning (i 6 punkter), og at hustugt mangler.

Ydar þienustusamur trur og einfaldur
þienare medan life
Halldor Einarsson.

s. 120

SYSSELMAND HALLDÓR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Flugumyre 17. sept. 1705.

Efter orig. i AM. 451, folio. Henviser til sit tidligere brev. Stadarbakke præstekald er nu tilfaldet broderen Grim, henstiller, om G. ikke kan få expektans på kongsjorderne der i bygden, som nu Sigurður Bjørnsson har. Angiver en mod A. M. rettet agitation: »Jeg hefe funded einhvörstadar innlagdann schedel (mangler), þeir siáed þar af, hvörsu sumer vilia s. 121trulega reinast. Eche veit eg meir þar umm, eda hvört hreinschrifad hafe verid eda eche. Jeg ætla þo þad hafe eche verid enn nu. Jeg huxa ydur mune gyllda þetta eins, hvörsu sá ber sig ad. Enn fare þier med schedelenn, so sem ydar er æhra til, þad er til ad þechia fólch, þier láted eche myn verda geted. Enn so ætla jeg ad myn ord hafe merkst i þeim stad, sem eg get til schedellenn sie frá, ad af hafe sleigest ad supplicera framar. Og ecki er til vonar ad adrer vite þar af, ef hvörke veit Monsr. Hans Knub eda Monsr. Fieldrup«. I en efterskrift hentydes til den stærke discurs om erstatning for uddødt »kúgildi«.

Ydar þeinustufus og schylldugur
þienare medan heite
Halldor Einarsson.

s. 121

SYSSELMAND HALLDÓR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Hoolum i Hialtadal d. 29. July 1706.

Efter orig. i AM. 451, folio. Takker for udvist høflighed mod ham og hans tjænere. Er nu kommen så langt på hjemrejsen fra altinget. Skriver dette for at berigtige hvad han mundtlig har fremsat, at amtmanden havde givet ordre til at inkvirere om købmands-restanserne; det fra amtmanden modtagne brev viser sig nemlig at indeholde en ordre om at tilholde bønderne på Svalbardsstrand at handle i Húsavík, og angående den anden sag må amtmanden have ombestemt sig. »Jeg man umm Noregs konunga sögu book ydar ord«.

Ydar þienare medann life
Halldor Einarsson.

s. 121

[ARNE MAGNUSSON] TIL SYSSELMAND ÍSLEIFUR EINARSSON. 11. aug. 1708.

Efter brevuddrag med skriverhånd i AM. 448, folio. I. E.s regnskaber over lagmand Gottrups rejsekontribution har A. M. gennemset og har intet at indvende; den endelige opgørelse mellem dem kan vænte til senere.

s. 121

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND ÍSLEIFUR EINARSSON. Skalhollte þann 17. novembris 1709.

Trykt efter kopi med skriverhånd i AM. 448, folio. Opgørelse af hvad der tilkommer I. E. for det for A. M. udførte jordebogsarbejde og for A. M.s skrivers — Þórður þórðarson — vinterophold.

Kongl. Majts. valldzmann, Monsr. Isleifur Einarson, Mickilsvirdande ærurike vin,

Sidan eg i sumar hingad til landsins kom, hefe eg ad skilum friett, ad ydur og ydar huse vel og luckulega lide, hvad mier af hiarta kiært er, og óska ad þad meige leinge og vel vidhalldast. Svo þacka eg ydur vinsamliga fyrer ydar tilskrif dat. vid þiórsá þann 22. julii næstlidna, og sier i lage þacka eg ydur og ydar s. 122kiærustu fyrer alla ágiætis adbud vid veturtaks mann ydar þórd þórdarson, svo vel sem fyrer góda utrietting i þvi, er jardabókenne vidkom; sie eg, ad hun er met athuga giörd. Annars hefe eg enn nu ecke stunder feinged hana ord epter ord i giegnum ad lesa. Þad skiedur vel einnhvern tima i vetur, og mun eg svo sidan communicera ydur þad sem mier kynne þar um inn ad falla, ef nockud verdur. Eg skyllde fyrer löngu hafa skrifad ydur tii, enn i sumar hefe eg haft hendurnar fullar af verkefnum, og sidan skipen sigldu, hafa eingar vissar ferder orded, fyrr enn nu ad bróder ydar þórleifur Einarson hingad lyckiuför giört hefur. Svo er nu ad tala um þad, sem eg ydur skylldugur ordenn er fyrer ydar ómak og kostnad, hestafódur og hvad annad i margvislegann máta. Hier upp i ætla eg fyrst til betalings þá 11 rxdlr, sem mier, af ydar anno 1708 frammsendum reikninge, skilst, ad hiá ydur óbetalader innestande af utsiglingar contributionenne, og skal eg þá af minu utleggia, þegar endelegann reikning giöre fyrer inntekt og utgift á nefndre contribution. Hier til skulud þier á næstkomanda alþinge frá mier von eiga 29 rixdala in specie, sem ydur edur þeim sem þier til þeirra medtöku skriflegt umbod gefed afhendast skulu, annadhvert af biskupinum Mag. Jone edur lögmannenum Pále Jonßyne, svo framt eg sialfur ecke á þingium verd, og meiged þier hier uppá byggia, þott nockra peninga utgift til alþings eindagada hafed. Sie hiá mier nockur misgáningur um þá 11 rxdle af contributionenne, þá erud þier svo gódur ad leidrietta þad med brefs orde einnhvern tima i vetur, ef ferder falla, og skal eg þá leidrietta þad, og fylla summuna svo 40 rxdler alls verde. Og med þvi i þetta sinn ecke annad sierlegra til brefs efnes fellur, svo ende eg hiermed, óskande af heilum hug ydur, ydar heidurs kvinnu og börnum hverskyns heilla og hamingiu um öll ókomen dægur, verande alltid

Monsieur Ydar þienustuviliugur þien.
Arne Magnusson.

På et indlagt kvartblad har Arne Magnusson noteret:

Jardabok(ar)innar uppskrift varade hier um 26 eda 27 daga.

Utgifter Isleifs á ferdinne reikna eg 6 Rdler

kost þordar i 8 mánude ongefer 8 Rdler

verd hestsens sem hann gaf mier 8 Rdler

hesteide Rdle

hestfodur annad 1 Rdl

hestaleigur hans og ómak 15 Rdler

40 Rdler

hia Isleifi standa af Contributionenne 11 Rdl 6 ß

lofad á Alþing 29 Rdlum

40 Rdler

s. 123

ARNE MAGNUSSON TIL [SYSSELMAND ÍSLEIFUR EINARSSON]. Skálhollte þann 15. aprilis anno 1710.

Efter kopi med skriverhånd i AM. 448, folio. Med tak for oprigtigt venskab afslår A. M. at modtage det af I. E. udførte arbejde vederlagsfrit.

»Monsieur, Mikelsvirdande góde vin,

þann 11. aprilis næstlidna medtók eg ydar tilskrif dat. á Felle i Hornafirde þann 16. januarii yferstandande árs, fyrer hvert eg vinsamlega þacka, so vel sem fyrer allt annad gott undann fared, gledst og af nefndu ydar briefe ad siá ydar og ydvarra vellidan, sem eg óska vel og leinge vidhalldest. Frietter eingar, sem skrifverdar sieu, man eg i þessum haste og adkalle skólapillta. Ef nockrar eru, þá munu þær smámsamann hiá þeim uppkoma. Þad þier skrifed um ockar peninga reikning, til svars uppá mitt brief af dato 17. novembris 1709, nefnelega ad hann skule kvittur vera, þá sie eg þar af ydar gódvilia til min og vinfeinge ofann á allt annad undanfared, og kann eg ecke annad enn sliks til gódz minnast, ef nockru orkade, sem ydur til þienustu være. Enn hversu vinsamleger sem þier hier i vera vilied, þá á eg ydur ecke so ad launa ómak ydar, kostnad, utlát og trygd, ad ásælast ydur so miög i peninga sökum. Ætla þvi (so sem i fyrrsögdu minu briefe umskrifade) þá áminstu 29 specie rixdle á næstkomande alþinge leverast láta 1, so sem eg þá umskrifade, og bid ydur einkannlega einhvernn godann mann tilsetia til þeirra medtöku, so þad ecke bregdest. Hver veit nema eg sidar þurfe handarviks hiá ydur, i Mula syslu, i vidlikann máta og skied er þar nærre ydur. Og má eg ecke ofilla bua i veg fyrer mig, og þott eckert af þvi yrde, annadhvert vegna ydar forfalla edur annarra orsaka, þá á eg einguin óriett ad giöra, sidst allra vinum minum, þeim fáum sem þad af alvöru eru«. Fremdrager nogle tvivlsomme enkeltheder i det af I. E. aflagte regnskab over den Gottrupske rejse-kontribution. »Er so meir enn nóg skrifad um þennann hiegóma«. Beder I. E. påtage sig jordebogsarbejdet over en del af Múla syssel: Framar vil eg hiá ydur fornema, þad fyrre á veik, hvert ecke villdud (ef á þyrfte ad hallda) fyrer billegann betaling uppskrifa, eins og i ydar sysluparte skied er, jardernar, edur nockrar af þeim, i ödrum hverium þeirra hiedurstu sysluparta i Mula þinge, hvar under ef tækiud, þá munde eg ydur (so framt sem hier ad riede) skriflega instruera, so med nockru valide þangad kiæmud, munde og senda ydur þord þordarson til ad stodar, kannskie og adjungera ydur, uppá minn kostnad, einhvern s. 124skickannlegann mann, sem þier sialfer mier ávisun um giördud. Ecke er þetta ennu af mier stadráded, enn eg villde vita, hvers kostur være ef med þyrfte, og bid eg ydur þvi vinsamlega mier hier uppá ad svara á alþing, helldur med já enn nei. Verde eg ecke á alþinge, sem likast er, þá mætte briefed afhendast lögmanninum Paale Jonssyne eda biskupenum MagJone, so þad obrigdullt mier i höndum være ádur enn skip sigla. Geingur mier þad sierdeilis til þessa, ad eg ómögulegt sie fyrer einn mann ad uppskrifa alla Mula syslu á einu sumre. Lögmadurenn Pall Jonßon gietur þangad ecke komest, og eg sialfur villdi ógiarnann hafa þar med ad giöra nema eitt sumar, og munde þad verda hid næstkomanda 1711, ef ydar adstodar von ætte. þessu munu þier þó hiá ydur sialfum behallda, og eingum manne þessa rádagiörd seigia, alleinasta svara mier á alþing skilmerkelega, hvers vænta má. So man eg þá ei annad sem skrifast eige, ad þvi ógleymdu, ad eg befel ydur og alla ydur ástfolgna allsvoldugum gudi á hendur til bestu heilla giafa fyrr og sid, verande alltid

Ydur þienustuvilugur
Arne Magnusson.

Giöred vel ef gieted ad selia mier á alþing 3 edur 4 fiórdunga hudarskinn, og láted þá fylgiast med briefenu, til hvers sem þad levered, þvi eg vona briefs frá ydur, hvert sem þier á alþinge verded edur ecke. Alltid sæler.

s. 124

SYSSELMAND ÍSLEIFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Felle i Hornafirde d. 22. Septembriz A0 1705.

Efter orig. i AM. 450, folio. Takker for behagelig samtale på sidste alting og forudgående velvilje. I anledning af den nødvendige forordning om husbonder og bønder (15/5 05) fremhæves, at en bestemmelse om faste landemærker mellem ejendommene vilde være gavnlig. Har indsendt kopi af sit beskikkelsesbrev for det halve Skaftafells syssel; han og hans broder har i forening sysselet udelt, skønt efter indbyrdes overenskomst Olav tinger syd for Skeidaråsand, Isleiv øst for. Han formoder, at en ung mand i Mula ting har tanker på I.s del eller det hele syssel; anser det for heldigst, at intet bortgives, før det hele bliver ledigt. Da det er meget besværligt at føre sysselafgifts-vadmelet til altinget eller Bessastad på grund af de farlige jøkelelve, ønsker han at kunne betale hele sysselafgiften i den nærmeste købstad Djupavåg.

s. 124

SYSSELMAND ÍSLEIFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Felle i Hornafirde d. 17. Junii Anno 1706.

Efter orig. i AM. 450, folio. Forespørger sig i anledning af de bygselsbreve, som ifg. den nye forordning skal udgives, om betydningen af udtrykket s. 125»arilds tid« og fortsat vedvaren af de småfordele, som hidtil er gensidig tilstået af husbond og fæster.

Efterskrift: »Jeg læt ydur a þynginu syntt vera umm kongsvikina kallada, sem er rekafiara liggiandi firir vestann Ingólfs haufda, hun liggur til syslunnar, enn ecki til heingi gossinz«.

s. 125

SYSSELMAND ÍSLEIFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Felle i Hornafirde þann 16. Januari Anno 1710.

Efter orig. i AM. 448, folio. Indledende bemærkninger om helbred og vejrlig. Takker for brev af 17/11 1709 samt tilbud om penge-vederlag. Giver oplysning om sin beregning af den Gottrupske udsejlings-godtgørelse. I en efterskrift følger bemærkninger om reglerne for den nu for sig gående opskrivning af præstekaldene og deres indtægt.

s. 125

SYSSELMAND ÍSLEIFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Felle i Hornafirde þann .. Juny Anno 1710.

Efter orig. i AM. 441, folio. Besvarer brev af 15/4 1710. Modtager med tak det af A. M. fastsatte vederlag: »Enn med þvi eg forfallast i þetta sinn til alþingiz rijda, þa teikna eg ydur hiedann fra efftir filgiandi andsvar uppa ydar brief, first umm peningana, sem til myn vilied lata nu a næsta alþingi afhenda, þa læt eg svo standa, sem þier skrifid, og set til mann þa at med taka, þackandi ydur kiærlega og aludlega firir þau miklu utlat, viliandi giarnann ydur afftur þienustu viliugur vera, i þvi giörtt giæte [þeir eru af mier betalader A. M.s marginal]«. Besvarer indvendinger af A. M. mod regnskabet over L. Gottrups udrejse-godtgørelse fra østre del af Skaftafells syssel. Er villig til at tage fortegnelse over jorderne i en del af Mula syssel: »Nu er ad koma til þess annarß, sem er tilmæli ydar til myn, ad vita villdud, hvorn kost a ættud, ef afradid þess af mier oska, ad eg uppskrifadi jardirnar edur nockrar af þeim i ödurumm hvorum þeirra hiedustu syslu partta i Mulaþingi. Hiertil svara eg ydur, ad þo eg sie næsta oþienugur þartil, þa er afftur til bóta, ad þier eigid svo gódann og forstandugan þienara Monsr. Þord Þordarson (hvorn eg fornem medsenda vilied), ad hann kann uppa þad bæta sem brestur, sem sialfskilldugtt er, ad eg leggi til, hvad eg framast skinia og orka kann, i sierhvorn stad ydar vegna, þvi set eg þetta alltt i ydar sialfdæmi, ad tilsegia mier hieruti þad ydur þocknast, enn eg vil giarnann giöra, sem eg giet, spare drottinn lyf og heilsu; þann annann mann sem nefnid med oss þangad austur, þa set eg þad eirninn til ydar, hvad þier vilied þar uti vera lata. Nævner i en efterskrift, at han har sendt 4 huder til A M., til Skaiholt [A. M. noterer hertil, at der efter sigende ankom 3, og dem betalte han 1711 i avgustj.

s. 126

SYSSELMAND ÍSLEIFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Felle i Hornafirdi þann 25. Septembriz Anno 1711.

Efter orig. i AM. 450, folio. Takker A. M. for trofast venskab og store udbetalinger samt modtaget brev m. v. Angående 4 omspurgte huder forklarer han at have sendt dem 1710 til Skalholt og ladet dem aflevere til bispestolens forvalter. Om Guðm. Hákonarsons og þorst. Magnússons litterære efterladenskaber, Om gamle dokumenter, Påtager sig at optegne gamle stednavne i Öræfi, Er glad ved modtagen vejledning ang. offenlige forhold: »2. Er ydar brief ummgietur efftir Monsr. Ara þorkielz sini, ad hia mier eye i lani copiur nockrar af briefum saluga Gudmundar Hakonarßonar til mynß saluga afa Þorsteinz Magnusonar, hiertil svarast, ad þær copiur edur brief hafa mier alldrey i haund komid, enn til hinß minnist eg, ad firir nockurumm arumm kom i tal med ockur a Öxarar alþingi beggia þeßra salugu manna skrif, og bad hann mig þa ad lia sier nockurtt skrif mynß saluga afa, þvi lofade eg og sendi hönum þad umm veturinn, kom þad svo afftur nockurumm arumm sydar, þad var þad sem minn sæli afe Þorsteirn skrifadi i mót saluga Vygfuse Gislasini umm stefnuleingd edur manada þrætuna, hvortt eg hefe ydur adur lied, og hia ydur muu liggia. Enn þad skrif saluga Gudmundar veit eg eckirtt af ad seigia. 3. Sem skrifid umm gömul docoment ydur ad lia, ef til væru. Jeg hefe syntt Monsr. Þordi Þordarsini þau gömul brief og bækur, sem hier eru, og bodid hönum ad taka af þvi hvad hann meinar þier vilied sia, og hefur hann þad ey þokst finna, utann nockurt skrif mynß saluga afa, hvortt eg meina þo þier adur sied hafid, og eg higg mig adur ydur sentt hafa. Annars hefdi hier verid nockud þess hattar, þa skilldi þad firir löngu ydur i höndum verid hafa. 4. Uppa tilmæli ydar ad eg uppskrife bæanöfn þau i Öræfumm, sem menn hafa heirtt ad verid hafe ad fornu og firir löngu eidi lögd eru, efftir þvi sem framar þarum skrifid, þa skal eg spiriast þar firir i vetur, efftir þvi sem framast kann, og ydur senda. 5. Kiærar þackir firir undirvysunina, bædi þess sem i briefe ydar stód, og hinu sem þier lietud Þord mier undirvijsa, mier þikir ærid mikid umm, og ey skil eg annarß enn mennirnir muni allareidu feila sier, og ey sydur ef tvær kiæmi nu afftur ad are. Er þad ecke til vorkunar ad virda, þo menn hrædist ad koma til samkomunnar og sitia R[ett] med soddann mönnumm.« 6. Om broderen Olavs forhold til (landfoged) Beyer ved han intet nærmere; muligvis er B. misfornøjet med, at O. ikke har villet påtale 2 hordomssager, da de pågældende har forbrudt sig på Vestmanøerne.

En efterskrift meddeler, at I. E. til tak for A. M.s store pengebetalinger sender en hest. »Verid drottins verndan befaladir og sigur sælir«.

s. 127

SYSSELMAND ÍSLEIFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Felle i Hornafirdi þann 6. octobriz Anno 1711.

Efter orig. i AM. 450, folio. Henviser til sit med Þórður Þórðarson sendte brev. Oversender hermed 2 mænds vidnesbyrd om de året forud sendte 4 huder. Den allerede til Tord overleverede hest holdes tilbage vinteren over, da I. E. af rejsende vestfra — under et ophold i Öræfi for at forespørge sig om ødejorder — har hørt, at der er hømangel i egnen om Skalholt. Optegnelsen om ødejorderne havde han håbet at kunne sende med skolepiltene, men da han ikke har fået fuld besked, opsætter han det til en gang i vinter.

s. 127

JÓN EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. 1698.

Trykt efter A. M.s egh. brevuddrag i AM. 304, 4to.

Noregs konunga Sögur hiá Sr. Þorsteini Jonssyni eru so tilkomnar. Hann hefur tilforna lánad þær af Sr. Skula Þorlakssyni, enn sidan lied þær til Skinnastada Sr. Einari Nikulaßyni. Þeir hafa eignad sier sem þar eru, og fást med eingu móte aptur, hver sem tilkiemur [Senere tilføjet Eg á þær nu (1704) og hefi eg bedid Halldor E. s. eptir þeim ad gánga]. Det pågældende håndskrift er AM. 304, 4to.

s. 127

ARNE MAGNUSSON TIL MAGNÚS EINARSSON. K[aupen]höfn 16. juni 1728.

Brevfragment, aftrykt i Vísnakver P. Vidalíns, Rkv. 1897, s. XIV. A. M. fremhæver den året forud fra forfølgelse og modgang bortdøde lagmand P. Vidalin som den lovkyndigste mand på Island, om han end havde sine menneskelige skrøbeligheder.

s. 127

MAGNÚS EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Stóravatnshorne þann 5. Septembris A0 1729.

Trykt efter orig. i AM. Access. 1. Adr. »Arnas Magnussen, Geheime Archivarius« etc. Beklager den ved brev af 2/6 modtagne meddelelse om Københavns brand og beretter i tilslutning hertil om et vulkanudbrud ved Mývatn. Berører forskellige personalia og nedsender digtet Fjandafæla. Giver en udførlig beskrivelse af en ham påkommen sygdom med smerter i armen m. v., som har forhindret ham i at skrive, således at han ikke har kunnet gøre brug af de fra A. M. tilsendte 6 bøger papir. Hilser fra Jón Hákonarson, som er glad over, at en ham tilhørende bog er frelst fra branden, men længes efter at få den tilbage.

Hattvirdande Hiartans Herra

Min allshugar osk er su, ad ydar velgeingnishagur i alla stade mætte nu á nyann stofn florera og tiltaka, og vid magt halldast hier epter, æ so leinge Herrann ydur sparer. Ydar elskuligt tilskrif, dat. 2. junii 1729, medteked 23. augusti, er eg audmiukligast þackande, af hveriu eg fornam med hiartans glede s. 128vdar lif og heilbrigde. Hin önnur tidenndenn áhrærande þann ydar stóra elldzskada og misser er mier harmur, hrygd og böl, ofan á þad annad sem mier sialfum er til meins og ama; sá eine Gud, sem allt má, bæte ydur skadann, oska eg þess af heilum hug, eg megna ecke meira. Mikil og mynneßverd tidende eru þetta, og mun allvida þykia su ógnarliga elldzeidelegging Kaupenhafnar konstriku og stolltu bygginga, hverra lika vær Islendsker höfumm hier alldrei ad missa, þó samt synest mier eigi minne undrum giegna, þar sialft yfermeistarans smide, jördenn, er nu med jardellde ad smelltast og brenna hier hiá oss, nefneliga nordanlandz vid Myvötn, sem upp kom (nu umm skamt) fyrst næstlidenn vetur med jolaföstu nærre Reykiahlyd, og continuerade so þesse brune framm á utmánude, þverrade sidann i þeim sama stad og færdest leingra fra, til fialla, enn umm midsumar tók sig upp aptur i þvi fyrra platze, hefur eidelagt sömu Reykiahlyd og þriá adra bæe, folk allt burt flued, og presturenn, sem bió i Reykiahlyd, komenn til Skútustada. Kinhvern tima umm þetta skeid hvarf sonur hanns ur sæng umm nott, er eige aptur fundenn. Þar til horfenn annar madur nockrar kyr rekande, hverigt sidann siest, vel möguligt failed nidur umm þá brunnu jörd, þvi elldurenn skal hier og hvar óvísvegar uppgiósa. Ein brennande vatz æd, edur á, skal vera uppsprottenn i Reykiahlydarfialle, sem rennur ofan til Myvatna, og þau af þvi sama tilefne vörm edur volg orden, og ur þeim allur silungur. Sidast til spurdest, var elldurenn hvad ákafastur; þesse sannende sel so dyrt sem keypte, annars mun myked tilæfe.

Helga Eggertzd., eckia sal. Gud. i Brokey, andadest firir pasker, og fiell þar amptm. vorumm arfur, aller adrer betre menn lifs og heiler þad til veit.

Audmiukligast þacka eg minum Herra goda recommendation til syslumannsens Seigr. Orms, og var sligt hiegomligt firir mig ad begiera, og þarfleysa, enn eg veit þó samt, ur þvi sem komed er, ad ydar god ord og tillögur kunna mier alldrei skada giöra.

Sömuleides þacka eg hans mykla dygdaríke góda undertekt umm lidsinnes tilmæle min firir frænda minn sra. Jon Olafsson (nu ordenn), og er hanns hagur snuenn á þá leid: Hann vígdest i sumar til capellans sra. Lydz Magnussonar alldradz manns, sem leinge hefur þient Skardz þingumm á Skardzströnd; so nefndur sra. Jon hefur þar af sæmeligt upphellde, medann einhleypur er. Nu loksens sende eg hier med kvædesskríped Fiandafælu [af sumum köllud Diöfladilla], þo tregt veitte epter ad sækia, þó eg s. 129annars vel vite, ad ecke mune þier nu sem stendur um so fánýt fræde hyrda, samt læt eg þad fara fyrst feinged er. Umm druslu kver mitt þarf eg ecke ad gieta, þad er enn i Hytardal.

6 bækur papirs eru til min komnar med brefe ydar, og þotte mier þad þung sending, þar i slíkt efne er komed firir mier, sem eg hlyt nu ydur ad tiá, og mig sialfann snerter. Mier er tilfallenn þetta ár slór heilsubrestur, þannig ásigkomenn. Fyrst i fyrra sumar vard eg nockud máttvana i hægra handlegg, so eg þolde litt til hanns taka þad strite vid viek, enn umm hausted epter veturnætur tok sig upp verkur einmótligur i sama handlegg, frá þumalfingur greip, allt upp til aflboga, ofan á handleggnum, med sprickle, saman og sundurdrætte holldz og sina, so eg þolde naumliga af mier ad bera, hieltst þad so stödugliga vid med sama hætte framm i góulok; óx þá þesse verkur so ákafliga, ad eg hafde einga fró nie ró, hverke nott nie dag, lagde so verken upp i oxlena aptur i herdarnar og framm firir briosted, og þad allt hægra meigenn, so sem þar stæde píla i giegnumm mig, og mig tók allra sárast verkurenn sem lá i herdagrófenne, mille hryggsins og herdabladsens hægra, so eg þollde eige neinneigenn ad vera med frid, stundumm lá eg nockra daga i beit, stundumm á feile og á róle, þvi eg var þá heill til fóta. Liet eg sækia blódtöku menn lángar leider, og stungu þeir mier ædar á bádum örmumm, ecke villde þetta hrífa. Kringum bíldzbeniar og þar uti frá gulnade handleggurenn hægre, hinum framar, sem gulasta vax, sem umm sider frá leid, enn varade leinge, handleggurenn vard hverke bolgenn nie þrutenn, helldur dró ur hönum holld og mátt framm i fingur, hverier þrir þeir fyrstu, sem eg nu pennanum med styre, uppdofnudu, og urdu ad mestu mattlauser. Og þad meira er ad seigia, þó ótruligt þyke, og lygeligt sie ad fortelia, hollded i briostenu og sidunne þem meigenn kringumm og nedann herdarbladed, kipptest sifellt vid, og þad so hardt og tidt, vidlikt og madur villde snerta lifande silung edur þad hestzbak, sem meidsle hefur i herdum, þetta þotte öllum, sem sáu, ærid undarligt og óvenia, enn eg fiell sialfur ut ur þessu i stórt hugar víl, ángist og hrædslu, med þvi madurenn sialfur er eige hiartaprudare enn so af natturunne til. Allra bragda var vidleitad, sem vard, ad smyria handleggenn, enn vær erumm næsta medala litler Islendsker, megna og stundum litils þó til sieu. Þvilik var þesse min neid og pina, ad vid sialft lá, ad eg munde þa og þa slokna; berumm vard eg handleginum ad hallda nott sem dag. Snemma veturs sende mier profasturenn sr. Ormur B. s. ad ydar forlage 2 kalfskinns s. 130bref til utskriftar, þau bar eg mig ad pára, þo med veikann mátt, og sende hönumm sidann, þvi þá var verkurenn ecke ordenn fullmagna. Skömmu firir paska sende same sia. Ormur mier önnur nockur bref, þau skodade eg alldrei, og fóru þau so jafngód nordur til hanns aptur, þá var minn handleggur so ordenn máttvana og aumur, ad ecke þollde hönumm Ira sidunne lypta, helldur mátte hann med vinstre hendenne bera, hvert sem eg þurfte hönum ad vikia til hagrædingar. Orsök til þessarar pínu veit eigi neina, má vera forstoppelse blódz i ædumm, og er þad nog tilefne, æfenn þótte mier ærid löng og þyke. Sidann leid á sumared, hefur Gud láted þennann verk dvína smám samann, so eg þole nu vel vid i handleggnumm og herdum, einneigenn færest i hendena mátturenn nockurn part, so eg giet nu klædt mig og afklædt neidarlaust, ecke þole eg nie þore á hann neitt ad reina, ödru vís enn so, eg pára þetta blad i mestu hægd, vilie eg hrada mier, þá kienne til umm handlidenn. Þier vited maltæke vor, ad sialldann sie ein eimd einsömul, og mörg eru manna mein. [Marginal: Nær ein allda rís, þa er önnur vís.] Nu firir nockrum tima, sidann dró mesta verkenn ur handleggnumm, færdest óstyrkur og svidaverkur i badar minar fætur, allt upp under lif, so eg er nu ad seigia kararmadur, dreg mig samt optast á fætur stund ur deige, þetta er þó enn lof sie gude vel bæreligt, sierdeilis ef eg helld vid rumed, og hverke stend nie geing á fæturnar, og ecke sier á þeim bólgu nie bláma. Hver endir vill verda á þessu eimdarstande firir mier, þvi rade sá líknsame góde gud, og mun mier ecke tiá til annara ráda leita umm þennan veslingzhag, sem eg hefe nu ydur giörsamliga fortaled, er þvi best eg hætte þessare rauna rellu, sem bæde er löng og leidinleg firir ydur framm ad bera. Sitl hafa hverier ad kiæra.

Eg tek nu til máls aptur umm papirinn, sem eg kalla þunga sending, þviad eins mier þung, ad eg er so vanburda (sem adur er sagt) framm ad fylgia vilia minum i þvi ad þocknast ydar vilia, sem mier annars være vel skyllt ad stunda, þó læt eg papirenn hiá mier bida og ætla eg nu ad heita á ydar hamingiu, mier til heilla, ef mier batnar, ad láta þad litla ecki til vanta, sem kynne giöra ydur til þienustu. Eg er gódrar vonar, hafe eg uppesetumátt, mune mier i handleggnum so batna allt hvad lidur, epter sem eg á mier merke, ad eg giete nockud lited párad i hægd minne, enn verde þad ecke, þá skal papirinn vel forvarast, þar til hann á annann veg rádstafast. Jörfabrefenn med Ynglingatals utskiringu mun eg leitast vid ad pára, epter begiering.

s. 131Sidann i fyrra haust hefe eg sialfur hverge komest til neinna utriettinga, vill þvi veita nockud bagt, þo er þad þyngst alltid sem á sialfumm liggur, hefe eg nu sem stendur, þacker sie gude, nóg braud og biargræde, leggur dr. likn med þr. Mier datt i hug ein gömul baga, hliódar so, Fleire gáfur gledia mann, enn gull ed ur völld af seime, hver sem sinu uner og ann, er sá sæll i heime: Nu samstundes friette, þad mad urinn skal vera lifs aptur komenn, sem kyrnar rak, seigest dotted hafa nidur umm heila jörd, og under fótumm funded hardar grunder, og eitthvad i myrkre leinge áframm fálmad, hitte fyrer umm sider marga stalla, hveria hann uppgieck, og utkomst med þad sama; hvar hann nidur datt, og hvad leinge hann dvalde i þessu jardar fylsne, edur hvar hann uppkomst, er ecke greint, og ecke er þad satt, ad nautenn hafe med hönumm nidur hrapad. Eg á ad heilsa ydur kiærliga frá Monsr. Jone Hákonarsyne, hann afsakar sig, ad ecke giete hann ydur i þetta sinn tilskrifad, og vard hann harla gladur, ad bók hans er ur brunanumm leyst, hugde hana tapada, enn telur nu nockra von, ad fundum þeirra samann bere, þó langt þyke hönumm af ad þreia, enn af ummkvörtun hans hafe þier ecke meira enn heyred. Er eg nu þrotenn af þvi efne, sem eg man, verd þvi hætta, enn bid ydur forlátz á minne leidinlegre lángmælge, eg veit þier reinest mier alltid hinn same, og vil med ástundan þocknast ydar manndygdar góda giede, hvert eg kys mier medan life. Vid Helga kona min kvedium ydur so bæde af allre alud audmiukligast, med oskum allrar farsælldar. Vere Jesus ydar vegur allt inn i eylift lif. Þess oskar af hiarta

ydar Velburdugheita audmiukur og
þienustuskylldaste þienare
Magnus Einarsson.

P. S. Eg hefe lited epter Jörva brefunum hiá mier, og eru þau 8 elldre enn 1551. Þegar eg hafde afloked þessu blade, virdtest Monsr. Jone Hs. rádligra ydur til ad skrifa. Eg skil þad giegne ecke audrum, su ofbodzliga brenna K. h.r, enn þar hia er þad ad seigia, þvi meira sem eldzneyted er, þvi meire von er á bálenu.

s. 131

ARNE MAGNUSSON TIL SOGNEPRÆST [MAGNUS EINARSSON]. Kaupenhafn i flyter þann 5. Junii 1726.

Trykt efter orig. i AM. 1058 V, 4to, som gennem det islandske landsarkiv er kommet fra Húsavík kirke (26/1 1901). A. M. fremsætter efter opfordring sin s. 132mening om en retssag ang. foderlam. Afgørende er, om forpligtelsen påhviler gårdene eller bønderne; en gammel overenskomst mellem disse kan ikke forpligte efterkommerne. Mange sådanne forpligtelser er dog i tidens løb gåede af brug. Forholdet burde måske forelægges til kongelig afgørelse, rettergang frarådes; stiftamtmand Raben kan næppe have nogen begrundet mening om sagen. Takker for en modtaget bog.

Heidurlege vellærde Kiennemann,

Æruverde tilvonande vin,

Eg óska af alhuga, ad þessar minur(!) brefslinur finne Ydur heilann, og i godu velstande. Læt Ydur þar næst vita, ad mier er skilvislega til handa komed Ydar vinsamlegt bref dat. Husavik 22. 7bris næstlidna árs, ásamt þvi medfylgiande process i Lambselda málenu, hvern eg Ydur med þessu minu brefe aptur sende.

Um máled siálft veit eg varla hveriu svara skal. Enn fyrst eg verd Ydur einu hveriu til Ydar vinsemdar brefs ad svara, þá veit eg þier eigi misvirded, þott eg þvi svare, er mier virdest næst riettu gánga. Þess slags mál eru flóken. Mier virdest Fundamented hid retta vera: hvadan þessar i-skylldur ríse. Hvert þær sieu iskylldur i iardernar i sóknenne, eda ligge þær á bændunum. Sieu þad iarda iskylldur, gefnar einusinne af gamallrar tídar gudhræddum mönnum, þá eru þær, ad visu, óraskanlegar. Þvi sidan attu iardernar ad seliast med mentione þessarar i-skylldu. Þetta var (ex hac præsuppositione) einu sinne gude gefed, og kunne þvi eigi aptur ad takast, og sidan kunnu eigi þessarra iarda eigendur ad selia meir enn þeir áttu. Enn hier á mót er ad observera, ad prestur i Husavik skal ráda firir, hverer af soknarbændum fodra skulu þesse 15 lömb. Þad skylldi virdast ad bevisa, þad þesse Lambsellde eigi være iskyllda i iardernar, helldur læge þau á bændunum, þeim sem þar til megande være. So hafa þad þá einn hvern tima i fornre tid vered samtök bænda fyrer sig og sina epter komendur. Sie þetta nu so, sem likast synest, þá verdur máled áheyrelegra uppá bændanna sidu. Þvi varia verdur skiled, hvernig Jons stipulation (sem bió i Husavikur sokn, og dó þar, eda flutti sig burt ur soknenne) kunne ad obligera Biarna, sem kiemur ur Fnioskadal, og setur sig nidur á þá sömu iörd, sem Jon frá dó, eda frá flutte. og so koll af kolle. Nu er ad tala frekara um praxin, sem i vidlikum efnum hellzt yfir þad heila landed, eda nærre þvi.

A Völlum i Svarfadardal er, epter Maldögum, lambseldi á hverium bæ um allann dalenn. A Hofi i Vopnafirde voru og þvilik Lambselde, sem siá er af skiölum. Odda kirkiu á Rangarvöllum fylgdu stórer osttollar, nærre af hverium bæ, firir utan adrar máls metande iskylldur, Breidabolstadar kirkiu i Fliotzhlid s. 133eins. Og ecki fæ eg stunder til ad teikna upp þad eg veit urn þesse tolla efne. Þvi þad hefr i þeirre papisku tid so vída vered. Nu eru (og hafa i langa tíma vered) þessar iskylldur ölldungis urfallnar, svo eingum þyker verdt urn þær ad tala. Skyllde svo varla nátturlegt synast, ad bændur i einne kirkiu sokn betalade meira, enn aller, eda flester bændur i landenu. Eg er og óskirr i, hvert Yfirvölld á Iislande myndugleika hafe til ad decidera i þvilikum málum, sem áhræra þad heila landed, og synast ad leggia þunga á almugann. Eg er næst þvi, ad soddan efne eige ad frammleggiast firir Konglega Majestat, med öllum uppþeinkianlegum kringumstædum, pro et contra, til þess ad menn ville eigi Vísann og Rettlátann Herra med raungum eda mutilerudum relationibus. og eigi menn svo epter þvi ad lifa sem kongur þá skipar. Hier hafed þier nu, ærurike vin, mina þanka um þetta efne, og get eg Ydur eigi til ráded, ad færa þetta efne i frekare lag[a] þrætu. Þvi mier synest sigurenn óviss. Hvad Stift Amtmadur Raben hafe hier vid giört i vetur, eda giöra mune er mier óliost. Eg hafde nærre þvi skrifad, ad hann munde eigi mikid i þessum eda þvilikum efnum skilia, sem og eigi være von. Fyrer Bækling Hr. Gudbrandz, sem eg hitt áred, mediante þeim goda manne Sr. Magnuse Markussyne, frá Ydur feck, þacka eg aludlega, og óska mier tæke-færes, ad þiena Ydur þar á moti i einhverium vidlikum efnum. Eg hlyt hier med ad enda, timans naumleika vegna, Enn þad skal þó eigi skie fyrr enn eg óskad hefi Ydur og öllum Ydar Heidurs vardnade, hvers kyns giæfu, heilla og lucku um öll ókomin dægur. Eg er so alltid

Heidurlege Vellærde Kiennemann
Ydar þienustuviliugur vin og þienare
Arne Magnusson.

s. 133

A[RNE] M[AGNUSSON] TIL SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON. Skálhollte þann 1. May Anno 1704.

Efter koncept med skriverhånd i AM. 453, folio; underskriftens forbogstaver egh. tilsatte. Besvarer to breve dat. 13/3 og 20/4 (ikke bevaret). 1. Angående þykkvabæ klosters inventarium forhandler O. E. bedst selv med broderen Isleiv, og for mangelfuld aflevering fra formanden har det offenlige intet ansvar. 2. Hvad der er fastsat om »landvörður« må betragtes som en bygde-vedtægt og kan ikke bringes for lagmandsdom; bestemmelserne synes at være til ugunst for fæsterne; til opsætning af fartøj på fiskepladser bør alle have lige ret mod en rimelig afgift. 3. Imødegår den gældende regel om, at halv drengs part (hlut) tilfalder bådejeren. 4. Lagmandstold kan tages af hvert bol på udstykkede gårde: Ecke sie eg ad þad sie óriett ad taka 1 fiskvirdi i lögmanns toll af hveriu Reynis byle, eda ödrum þvilikum i sundurbygdum s. 134jördum, þvi mier þikier kongsbrefed skera þar ur. Var þad ecke þar fyrer ad eg bændunum sem hiá mier voru, utskrift af kóngsbrefenu gaf, helldur þar fyrer, ad eg vil bændur vite af þviliku, og kunne siálfer lesa þad þeir eiga sig epter ad rietta, bæde þar eystra og annarstadar, læt eg þvi þesse kongs bref er almugann áhræra frá mier berast, þvi mier synest so sem þau sieu liósare, þeim er taka eiga skylldurnar, enn hinum er þær uti láta eiga. Annars kann margt ótalad vera i þessarre lögmanns tolls tekiu, sem eg þo ei vid þessa bændur nefnt hefi, ei helldur nefni vid almugann, ei vitandi hvernin kongur þad vill skilid hafa. Sumt er og so, ad þad berlega mótstríder kongs brefinu, og þad syne eg almuganum þá tiltalad verdur, og seige oriett vera. Ad lögmannstollar skule ei gialldast nema af bænda jordum, og ei af kongs edur klaustra jördum, hefi eg alldrei heyrt til mála koma, og einginn hefur þá spurning i framme haft mier áheyrande, þyker mier og ei líklegt ad nockur mune upp á þá meining falla medan kongs brefed er vid magt, Eg, ad vísu, er ecke þeirrar meiningar. 5. Sagen om sæterafgift anser A.M. for sig uvedkommende, men síger dog sin mening. 6. Som regel tilkommer fæsteren erstatning for det tømmer han har tillagt, hvad enten det gælder kirke eller gårdens huse, men han har ikke ret til at nedrive disse. Den pågældende fæster bør nyde den ret, der tilkommer ham, men i hvert fald ikke idømmes nogen bøde: Þier munud hier uti giöra hvad i frammtidenne kann forsvaranlegast vera, adgiætande ad þad er sitt hvert, hvert einn fullvís madur diarflega framber þad eina edur annad, edur og einn fávís almuga madur meinar sig þar riett hafa, er hann ei hefur, og er almugans riettur almennelega i þessu lande nógu lágur, þótt ecke straffe menn þá, er med hægdar ordum leita riettar síns, jafnvel þótt þeir af fávitsku þar i villast kunne, sem mier ókunnugt er, hvert hier svo tilhagar edur eigi. So liggur mier þá i eingu rume þótt Kolbeinn Kolbeinsson vænst hafe, ad eg sier skickad hefde þau áminnstu kongs bref ad upplesa, jafnvel þótt þad ecke so sie, þvi eg feck honum brefenn til þess, ad þaug frá honum dreifast skyllde, upplesturs laust, til hinna bændanna. Enn hefde eg viliad hafa þau openberlega upplesen, þá munde eg þess helldur óskad hafa af ydur, enn einum bónda. Annars gillder mig, sem sagt er, eins um þennann hans misskilning, eda hvad annad heita kann, og er mier so mikid liuft af hans adgiördum hier i, ad bændunum er kunnugt orded, ad þeir ei meiga orsakalaust af jordunum rekast, sem nógu títt er orded i þessu lande, bæde á einum og ödrum jordum. 7. De særlige tyngder (kvaðir) skal opkræves varsomt, da deres s. 135lovlighed er tvivlsom: Um ad qvader skule, ad so giördu, afskaffast, hef eg eckert fyrer mier, ei helldur vid nockurn láted þad á mier heyra. Þad sagde eg annars næstum vid Erlend Asmundsson, ad mitt rád være ad menn fære hier nockud vægelegar med, enn astundum, kannskie, skied er, þvi aller vitum vier, ad þessar qvader eru i fyrstu á jardernar komnar af eintómis myndugleika og ágirne þeirra er yfer bændunum hafa haft ad seigia, og þvi villdi eg ad menn ecke gengi so hart ad, þar um, ad bóndin orsök feingi ad færa þetta i stórar disputatiur, þar til konge verdur hier um kunnugt, og hann þá seiger, hvernin hier um halldast á. Og hvad meined þier, Monsieur, ad þeir i rentucammerenu mune þeinkia, þá vita fá ad i jardabókunum eru ei specificeradar nema landskullder, enn utelátnar qvader, sem hlaupa á stundum eins hátt, eda nærri því, og landskulldernar? Og hvad mun hier ur verda? Eg vil ecke tala um adra ásetninga, sem einn epter annann hefur á auked, framm yfer þad, er til forna vered hefur, þangad til nu er komid. Nu er þad óbærelegt orded og allt komed i örreit, eins þar eystra hiá yckur og annarstadar, jardernar partadar i sundur, og fylltar upp med öreiga, hvar vid sveiternar sidan i grunn eydeleggiast med ótelianlegum ödrum ó-ordunum, sem langt være á ad minnast. 8. A. M. er villig til at yde O. E. som alle andre ret og billighed, men vil ikke glemme, at almuen på Island er genstand for megen undertrykkelse: Þad þier i ydar sidara brefe seinast áviked, ad ef nockur eitthvad um ydur segdi sem forsvars utkrefdi, ad eg þa villdi lia ydur annad eyrad (sem þier ad orde komest), þá er þad billegt og á og skal vera, og ecke er annar minn þanke um nockurn mann, true eg og ecke ollu sem almugenn seiger, þvi lióst er öllum, ad hann margtaladur er, þar hann ætlar sig medhalld hafa. Þó er varla ad afsaka, ad óvida mun almuge þyngre kiör hafa enn i þessu lande, og er margt of satt af þvi er hann klagar um ásælne þeirra er vid hann eiga skullda skipte, um linleika edur seindrægne þeirra, er honum eiga riett ad skaffa, og medhalldz leyse i þeim efnum er hann á vid meire menn sier um ad deila. Af eingre minne tilstilli skal þad verda, ad þier edur nockur yfervalldzmadur missed þann myndugleika er hafa eiged, være og ósæmelegt þar ad ad hlynna. Og so sem eg giarnann villde (ef þad i minu vallde være) forsvara almugann og einfalldt fólk fyrer ágánge þeirra er meira meiga, so er skylldugt þvi ad fylgia, ad yferbodner sieu alltid i heidre hafder, og þeim hlydne synd þegar þeir befala hvad löglegt og riett er.

s. 136

[ARNE MAGNUSSON] TIL SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON. Skalhollte 13. Dec. 1704.

Efter brevuddrag med skriverhånd i AM. 453, folio. A. M. besvarer følgende spørgsmål: Hvor fæsteren på kongsjorder er fritaget for at erstatte inventariekvæget, må det påhvile ombudsholderen. Vedligeholdelsen af bygninger på kongsjorder kan kun gælde de nødvendige huse. Erstatning for får med hovedsyge er tvivlsom.

s. 136

[ARNE MAGNUSSON] TIL SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON… 10. decemb. 1707.

Efter brevuddrag i AM. 135, 8vo. A. M. anmoder om eftersøgning af Móðars rimur. Teksten er trykt hos J. þorkelsson, Digtningen på Island i 15. og 16. årh. s. 177.

s. 136

[ARNE MAGNUSSON] TIL SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON. Skalhollti d. 16. Novembris A0 1709.

Efter uunderskreven koncept med skriverhånd i AM. 448, folio. I tilslutning til mundtlig meddelelse til broderen þorleifur Einarsson tillægges efterfølgende: »ad visser meiged þier um vera, ad samur er eg i þvi ecke ad vilia fylla flock þeirra, som óriettu vilia mót ödrum frammfara, ef nockrer være, og helldur villde eg ordum stidia ad þvi ad riett frammgeinge enn ofse án laga, ef þad skylldi frammkoma«. Gennemgår det tilsendte regnskab over den Gottrupske udrejse-kontribution, på hvilket der er forskellige udsættelser at gøre, som enkeltvis påvises; svar herpå udbedes snarest, »þvi i vor mun eg, svo snemma sem fært er, einhveria langferd á hendur takast«. ønsker til købs 3 — 4 huder. Tør ikke bortlåne sin Stjórn-membran, men henviser til en på papir på Hlidarende og sender en Sturlunga saga, — sammenligner nutiden med Sturlungatiden og finder dem ens: Og vik eg svo hier frá til beidne ydar er Þorleifur Einarsson skilade, um Stiórn ef tilvære edur adra sogubók. Stiórn á eg ad sönnu á kalfskinn svo stóra ad nærre er half klif. Er bæde, ad þorleifur þykest hana eingan veigenn med sier teked gieta, enda þyker mier sialfum mikid firir ad voga henne langar leider yfer stór vötn, hellst i þessum asavedrum. Monsr. Bryniólfur Þordarson á Hlidarenda á eina á pappir skrifada, sem hægra mundi til láns ad fá einnhvern tima þa þier þar umrided. Enn svo eg ecke ölldungis þungheyrest vid ydar vinsamlegre beidne, enn þa i þessum smamunum, svo sende eg ydur hier med Sturlunga sögu ef skiemtun ad verda kynne. Eru þad mestu hennar lyte ad hun er svo smatt skrifud. Vel hefe eg adra læseligre, enn bæde er hun stór i vafe, og þar med mitt halfgod, og liæ eg hana þvi ecki giarnan, hellst þar eg á hennar spatium noterad hefe eitt og annad sem ecke kann fra hendenne lála. Eg hefe vel einar og s. 137adrar þvættings sögur sem litid er i spunnid hiá þessarre, og hyrde eg þvi ecki neinar þar af fara láta. Þessa sem eg sende kunnid þier saman ad bera vid vorar tider, og athuga hvert ecke er sama á brefenu nu og þá, nefnelega ad einn vill ödrum til meins vera, og vantar, i bland, ecke nema vopn og orku, folked er smærra og umkomuminna, enn skaped er hid sama, og gáer næsta þvi einginn ad, ad allt geingur ut yfer landz folked um sider. Þeir sem nockud þykiast meiga sier, sækia ei nema ad fella sina iafningia til þess ad aller skule verda jafnvesaler. Kraptarner (sem annars litler eru) brukast mest ödrum til ógagns, enn fæstum kiemur til hugar gott ad giöra. Þa þier lesed um Þorgils Bödvarson skarda og Þord kakala, góda menn, þá gáed ad, hvert ecke hafa sömu dæmen orded sidann; fleiri hafa vered Kolbeinar ungu og Þorvardar Þorarinssyner enn þeir sem svo hafa heited. Þeir heidnu trudu ad salernar fære ur einum daudvona i annann ungan, og svo koll af kolle, þad er ad visu óvit, enn margt hefur heimskuligra diktad vered.

s. 137

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON. Skalhollte þann. 15. Aprilis A0 1710.

Trykt efter kopi med skriverhånd i AM. 448, folio. A. M. imødegår O. E.s opfattelse ang. forskellige enkeltheder i det af ham aflagte regnskab over den Gottrupske rejsekontribution. Giver i anledning af et til O. E. udlånt eksemplar af Sturlunga saga sin dom over tiden.

Kongl. Majestatis valldzmann Monsr. Olafur Einarsson,

Mikelsvirdande góde vin,

Þann 11. aprilis næstlidna medtók eg ydar tilskrif dat. Loptsölum 28. januarii þessa árs, verd eg nu þar uppá i mesta fliter ad svara, sökum ferdahugar og adkalls skólapilta. Ahrærande þad þier seiged, ad sa reikningur, sem eg ydur i haust sende med minu briefe, mune vera epter underriettingu almugans, þá er þad ad sönnu so, um suma hveria, enn um nockra, og þad marga, eru mier i höndum skrif þeirra, er þennann toll samanntóku 1702. Hvert þesse contribution hafe á nefndu áre 1702 med riettu edur óriettu samanntekinn vered, vil eg i þetta sinn ecke um fást, helldur alleinasta um þad, ad hun var samanntekinn, og af almuganum utilátinn. Er eg og ugglaus um, ad þier, vitur madur, munud ecke hardlega disputera, ad hun óriettelega hafe samanntekinn vered, fyrst sialfur hana samanntókud, og tek eg þad, sem um þetta efni skrifed, fyrer gaman, enn alvöru ecke. I minu briefe i haust gat eg um, ad þad sem almuginn hefde utilátid 1702 frekara enn af lögmanninum Paale s. 138Jonssyne og mier sidann var nidurskordad, munde verda ad álitast so sem viliannleg utlát, og giet eg ennnu ei þar frá viked, hellst þar ecke siá kann, hvernenn þeim sem of miked uteláted hafa, kunne þetta aptur ad gialldast, þvi marger af þeim munu sidann 1702 dauder vera, kannskie og mikell partur af ætt sumra, og ef þetta nu endelega skyllde so vera, ad þeim skyllde þetta aptur greidast, þá yrdu þar uppá, ad þad skied være, kvitteringar edur þingsvitne ad takast og synest mier þetta yrde næsta ómaks samt bæde firir ydur, og þá, sem sidann ættu þetta i giegnum ad siá, þvi þott hverke eg nie adrer sem ydur þeckia, efest um, ad þetta munde riettelega tilgánga, þá er eg þó næsta hræddur um, ad herrunum i rcntu-cammerenu munde firir ockur hirdulauslegt þyckia þessu so ad sleppa, fyrst ockur skipad er þessa contribution ad jafna og medtaka. Og endelega, ef þetta nu skyllde almuganum aptur greidast, og þad skied giæte, hver lietter være þad ydur, ad betala helldur þeim enn ockur, þvi alltjafnt er peningur penings virde. Vel er þad satt, ad óhægra er specie peninga ad fá enn landzvoru, enn þar á moti er þesse contribution ecke golldinn nema i kaupstadar voru, og eru kaupmenn skyllder þar firir til ad láta so vel peninga sem annad, og einginn þeirra mun þvi til leingdar neita, ef einardlega er umtalad, enn ad flitia þessa vöru i kaupstadinn ókeipis, þar til erud hverke þier nie adrer skyllduger, og vil eg þeim reikninge sann-synelega giegna, þá mier firir sióner kiemur. Sama er ad seigia um Biarna á Geirlande, Arna i Hollte, og Sniolf i Skal, þad er riett sem þier þar um skrifed, og á sumt þar af ydur gott ad giörast, sumt þeim. Hier firir utann þar almuginn kynne lögmanninum og mier óriett tilsagt hafa um þeirra utlát, þá er þvi gott ad giegna, þegar þad skiallega frammkiemur og bevisast, annad hvert med skrife þe[i]rra sem samann tóku 1702 tiundareikningum(!) þess árs (þvi epter tiundar hæd var óefed (!) vidast teked) edur ödru jafn skiallegu. Og þar á heima lögmáls greinenn aptur skal ganga oftalt etc. Ecke hefe eg skrifad, ad til ydar voru innkomner 12 rdler. specie og 1 sldr. edur þeirra verd, helldur hafe eg ástunged, ad annad hvert munde þeir peningar betalast eiga, edur forklaring giörast, um þad, hvad óriett være i reikningunum epter almugans tilsögn, og siáe þier vel sialfer, ad þad mune endenn vera verda. Enn hvad misreikninge vidkiemur, kostnade ydar (ef vere kynne) edur ödru þviliku, þar eru hluter, sem afkortast meiga og eiga, og þad er allt þad, sem eg þore hier i ad dispensera og ecke annad, þvi þetta eru ecke miner peningar helldur skattur tekenn af kongsins þegnum. s. 139Hverge er nærre þvi, ad so miked sie innkomed af þessare contribution, sem næge til ad betala med lögmanninum Gottrop og syslumönnum þeim, sem sina peninga utlagt hafa, þvi vidar eru restantzar enn i einum stad, og sumstadar allt i reiduleise, so eg villde helldur vinna ad stritverke einhveriu enn sysla um þvilikt vid suma hveria hier i lande. Enn hvad skulum vær seigia. þad er skyllda vor ad giöra þad oss er skipad, ad so miklum hluta sem vær gietum; þad sem vær ecke yfer komustum, hlytur ógiört ad vera. Vík eg so hier frá til annars, ad þvi tillögdu ad eg bid ydur eitthvad med fyrsta fyrer ad greida hier um, so þetta mætti til enda komast á einhvern hátt á næstkomande alþinge, og mun hendtugra þar um til ad skrifa lögmanninum Paale Jonssyne, edur vid hann hier um munnlega sysla, ef sialfer þar verded, þvi eg er ecke viss um, ad þar kunne til stadar ad vera, sökum annarra erenda, sem mier á höndum liggia. Þad er mier kiært, ad ydur hefur orded gaman ad Sturlunga sögu, eg meina gaman i þvi ad drifa þar med tidena, þvi fæster góder menu eda skynsamer ydar lykar munu gaman henda ad hennar innehalde, sem brosleitum manne, sem gódur være og elskare þiódar sinnar, ky[n]ne i þögn ad venda. Þegar hun af ydur utlesen er og til fulls brukud, munud þier giöra vel ad senda hana hingad á bygder aptur, mier ef nálægur være, annars frænda minum Orme Dadasyne, sem um minar bækur umsión hefur i minne fráveru. Fyrer vonina um hudar skinninn þacka eg vinsamlega, og bid eg ad senda þau til alþingis og leverast láta lögmanninum Paale, og taka hiá honum betalingenn. Annad man eg nu ei sem skrifast þurfe, enda þvi med hverskyns heilla óskum til ydar og ydvarra allra um tima og eylifd.

Ydur alltid þienustuviliugur
Arne Magnusson.

s. 139

SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Dirholumm i Myrdal d. 13. Martii Ano 1704.

Efter orig. i AM. 453, folio. Takker for udvist velvilje på sidste alting. 1. I anledning af 16. post i altingsbogen 1703 om, at klosterholderne skal afgive et fuldkomment register over alt inventarium, beklager han ikke at kunne opgive, hvor meget der følger hans halvdel af Thykkebæ kloster, men beder A. M. fremskaffe de nødvendige oplysninger fra broderen Isleiv, som har den anden halvdel i forlening. Dette kloster har i flere generationer været forlenet til medlemmer af samme slægt [de nævnes], og afleveringen har derfor været mindre nøjagtig. 2. Beder om A. M.s afgørelse af, om afgift kan kræves for fiskeri fra Dyrhólar. 3. Redegør for en uretfærdig mistanke, som Erlendur s. 140Ásmundsson (sml. nr. 56) har pådraget sig om uretmæssig at have tilegnet sig en halv »hlut«, som tilkom en anden fisker. 4. Forespørger sig om opkrævningen af lagmandstold på storgårde med mange beboere. 5. Oversender til bedømmelse en afgørelse på herredstinget 1700 om sæterafgift m. m. til præstegården Heiði. 6. Imødegår en A. M. mundtlig forebragt klage fra bonden þorsteinn Sigurðsson, at O. E. uretmæssig skulde have forbudt ham at nedrive husene ved sin bortflytning fra kirkegården Steig, — han har ikke bevist sin ejendomsret til tømret; burde give 5 fiske til de fattige; skal sligt tillades »þaa maa synast skörenn ætli ad komast uppi bechinn«.

Olaffur Eynarz son.

s. 140

SYSSELMAND O. EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Þichvabæar klaustri d. 7. octobriz Ano 1704.

Efter orig. i AM. 453. folio. Adr. til A. M. »vonandi aa Kirkiubæar klaustri vid Fiall aa Sydu«. Da O. E.s kone af A. M. har forstået, at han fører purgativ med sig, beder han til brug i hendes langvarige sygdom om noget heraf, med brugsanvisning. Beder om A. M.s bistand til, at — formentlig stemmende med norske lov — et ægtepar, som forud for ægteskabet har avlet barn sammen, kan slippe med en ringe bøde, hvad præsten modsætter sig. Giver meddelelse om nogle bogforsendelser: Har haft en mand hos lagmanden med anmodning om, at budet må fá med sig »kver þad er hönum affhentti aa alþyngi i sumar, so og atti madurinn ad medtaka sögubok myna i Nese og flitia hana med kverinu ad Eygilstodum i Flooa og affhenda Snora Jonzssyni þar abuanda, hvorum eg bad upp i Skalholltt med þad ryda, nær heym komnir værud. Giarnnann villda eg vita, umm hvortt leyte ad ydar Herradomz naalægdar være von i Myrdal, þvy eg villdi umm þann tijma þaa þangad kominn vera«.

s. 140

SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Loffttsölumm vid Dyrhóla i Myrdal d. 26. Novembriz Anno 1704.

Efter orig. i AM. 453, folio. Adr. til A. M. taa Skaalhollte«. Ifg. A. M.s påtegning er brevet besvaret stil fullz« 13. dec. 1704.

»Edala Herra Konglegrar Mayst. sendebode Monsiör Arnne Magnus son Elskuleygi vin og iffermann med undergieffnne þienustusamleg heylsan.

Næst bestu oskum þaa fylgir mitt astsamlegtt þachlæti, bædi firir prydelega og somasamlega hierkomu, samtt samveru alla vid eyrnn og sierhvörnn i þessu hierade, so og seygi eg ydar herradom audmiukar þachir, bædi firir höffdyngzleg utlaat sem og æru og virdyngar mier og mynum audsyndar. Vyst saa eg þad og sie þad Herra, mier villdu þier og giördud til æru og virdyngar i allre ochar samveru hier, og þaa sydast ydar liuffa s. 141lytilæte, ad helldur vikud ad minu litla heymili hier vid Dyrhóla enn annarz stadar, geffandi þvy naffnn, aadur vid skilldud, mier til virdyngar, og þar aa offann höffdyngzleg utlaat vid þienara myna ad skilnnade firir utann Jökulz aa. Bidiandi ydar Herradom mier til goda ad hallda vanskichun myna sem framm heffur matt koma i eyrnn og annann maata, sem og dauffann adbunad, og vidskilnnad minn daparann(!). Enn myn skillda er Herra, ydur ad þoknnast eff kinne, edur være eg i þvy nochuru nytur, ad þar frammkoma kinne sem ydar godu giede betur lyka mætte og þad hreynlega i öllumm eynffaldleyk, so sem ber ad vera, kiosandi sem leyngst idar hilli og vingan til myn, eg meyna i öllu riettu og tilbærelegu, sem baadum somer ad vera, ecta. Echi neytt nylegtt heffi eg ydur Edala Herra til ad skriffa hiedann aff platzum, sydann hiedann reystud, mannheylltt og osiuktt, vedratta blyd og æskileg þad aff er þessumm vetrar tyma (loff gude). Mun ur þvy Edala Herra lögmadurenn haffa feyngid gott fære yffir fiöllinn, hvorz eg oska og bid ad skied heffde«.

1. Har fået opfordring (fra den enes søn) til at forlige to bønder, men har svaret, at han kunde ikke gøre det uden nærmere anvisning af A. M., da de havde givet fra sig skriftlige klager mod hinanden.

2. Håber at A. M. har fået den tidligere lovede »sögubók«. Det tidligere omtalte »kver«, som indeholdt domme og akter af lagmand Finnboge, har ikke kunnet fremskaffes fra lagmanden (Sig. Bjørnsson), som ikke blev truffen hjemme.

3. Skal skaffe nærmere underretning om Vestmanneyjars retning i forhold til »Hierleyffz haugc; bekræfter, at A. M. har kunnet se »Hierleyfs höffde« fra Vestmanøerne.

4. Fremhæver vanskeligheden ved at fodre alle de kreaturer, som hører til Thykkebæ kloster, og klager over, at en svoger af ham, Sigurður å Ketilsstöðum, har villet påklage hans græsningsret hos ham, samt ophidser folk imod sig og lader ham bagtale overfor A. M. — føler sig krænket »madur er madur, Herra«. Vil overdrage en tidligere tjæner sin gård Loptsalir ved Dyrhólar, men mener selv at have ret til en del af Ketilsstaðir — overlader afgørelsen til A. M.

5. Fremstiller et klagemål i anledning af, at han har tilegnet sig et stykke drivtømmer, som senere er drevet op på en anden forstrand.

6. Beder om udskrift af et forlig.

7. »Konens« kirkegang efter barnefødsel er vel overstået.

8. Har haft besøg af Magnus Sigurdsson fra Brødretunge; om hvad da forefaldt, har han udførligere tilskrevet biskoppen: M. S. oplæste først en venskabelig anmodning om at få landskylderne udbetalt, forlangte dem dernæst skriftlig under ansvar, sendte tilsidt en åben seddel, hvoraf kopi medfølger (mangler). Mange spår O. E. ilde på grund af hans optræden, er selv noget betænkelig ved ikke alene at beslaglægge ejendommene, men at tage både dem og indtægterne til sig og har medfølelse med M. S.s hustru Tordis. Hentyder til en samtale med A. M. om dette æmne; må være forberedt på en stævning til foråret. (A. M. havde efter sin retsforfølgning mod Magnus Sigurdsson krævet hans gods beslaglagt. Sml. Arne Magnusson, Embedsskrivelser nr. 35 og 37.)

s. 1429. Klager over, at fiskerne ikke vil betale havnetold til jorden Dyrhólar, og beder A. M. at sende sig en udtalelse herom, som han kan oplæse på tinge.

10. Sender register over Thykkebæ klosters synsforretning (úttekt) år 1684.

11. Mener at være forfordelt m. h. t. omkostningerne ved Thykkebæ kloster. Forespørger sig a) om erstatningsmåden for bortdød »kugildi«, b) om behandlingen af de af fæstere byggede, overflødige huse, c) om ansvar for den af fæstere ved fardag leverede kalv. »Mitt höffud er echi alltt jaftntt samkvæmtt vid vitzmune og skilnyng sumra Myrdalynga. Eg villda Herra, eg næde opttar til ydar enn eg næ; martt gott maatte eg aff ydur læra og badum ychur lofflegu herrumm, þaa hellst off stutta og skamma stund er samann vorum« …

Olaffur Eynarz s.

»NB. Eff þier giætud nu Herra lied mier skiemttunar bók i vetur, þæda eg giarnnann, hellst sem meynid sem echi firre heyrtt heffi, eg skal taka til þachar, þoo ey sie nema lytid kver, og so til ydar apttur med skilumm komast laata. Ætyd sælir.«

s. 142

SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Lopttsölumm vid Dyrhóla i Myrdal 1. Apryliz Ano 1705.

Efter orig. i AM. 453, folio. Adr. til A. M. »aa Skaalhollte i Biskups tungumm«; egh. påtegning »Medteked 17. Aprilis«. Takker for A. M.s 13/2 modtagne brev og medfølgende Karlamagnúsar saga, ligeledes for det fra Kirkebæ sidste høst modtagne lægemiddel, som har hjulpet hans kone godt. Fornemmer med glæde af A. M.s brev, at han agter sig her øster på til foråret; ønskede gærne, at A. M. kom før fisketidens ende, da vistnok så den ulydighed og trods, som her mere end andensteds har grebet om sig, kunde rettes. Godt fiskeri. Sender hermed et uforseglet brev til vicelagmand Páll Jónsson (Vidalin), som bedes videresendt, nordpå; »eg giöre þad til gamannz ad laata ydur siaa þad, sem sra. Jon skriffar aa innlögdum sedile umm Runolff aabota« (mangler); ligeledes sendes et uforseglet brev til lagmand Sig. Bjørnsson, hvori han skriver om ombudsholderes skattgjald eller þegnskylda, som han underkaster A. M.s censur. Vil gærne se det rím, som A. M. sidste sommer pa altinget fik nordfra. — Angående Hørgslands hospital er han i uvished om, hvorvidt der skal underholdes 2 eller 3 fattige; nu er der kun 2, hvad muligvis biskoppen ikke véd; hospitalets andre indtægter bør tilkomme de fattige i bygden.

s. 142

SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Þchvabæar klaustre þann 19. septembriz Anno 1705.

Efter orig. i AM. 450, folio. Adr. til A. M. »aa Kaupinhaaffnn«. Takker for udvist velvilje, særdeles senest på altinget. Magnus Benediktsson på nordlandet har mistet en søn ved drukning i Øfjordså. Dårlig høhøst. Sender uforseglede breve til amtmanden og købmændene på Ørebakke og Vestmanøerne [en kopi er vedlagt af brevet til amtmanden, hvori begæres afslag i klosterafgiften og andre læmpelser]. Beder A. M. støtte ham hos amtmanden m. h. t. Thykkebæ kloster, som er méget forringet ved ødelæggelse af tun og enge, og ved almuens manglende ævne til at betale sine afgifter. Ønsker A. M.s tilbagekomst til Island »hvad sem adrir s. 143bidia«. Lader medfølge en optegnelse over hvad der kunde være landet til nytte (mangler). Beder A. M. virke for, at hans søn Jón kan få kongebrev på hele Skaftafells syssel eller dettes vestre del. »NB. Eg veyt herra, ad þetta gietid utriett, eff gud giæffi mier þaa luchu, eg findi naad firir ydar manndigd i þessu effni, echi meygi þier minnast aa, haffi Jon nochud giörtt ydur ogiedfelltt, hvad mier er þoo echi vitanlegtt, giörid þeim gott, sem ydur misgiora, ecta«. Amtmanden, som A. M. i disse år har hjulpet så meget, vil sikkert følge hans anbefaling. Som efterskrift: »Hvornninn skilldi fara, eff kongleg Maystat ut reyddi land þetta, og þoo echi væri nema Vestmanneyar«.

s. 143

SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Þichvabæar klaustre þann 4. Novembris Anno 1707.

Efter orig. i AM. 448, folio. Adr. til A. M. »Aa Skaalholltte i Biskupz tungumm; egh. påtegning »Medt. 17. Nov. 1707«. Kommissærernes på sidste alting modtagne brev om indsamling af bidragene fra Skaftafells syssels vestre del til lagmand Gottrups rejsegodtgørelse har ikke kunnet efterkommes på grund af koppeepidemien. »Strax epttir þad komid var ur ferdumm og aff alþijngi, fiell iffir þessar sveytir sott og daude, sem heyrtt munud haffa, med storkostiegu mannffalle, og þad valldasta folchid bædi aff bændumm og þionustu folchi so kalla sem kvenna burttu kallast, var mier þvy omögulegtt hvorchi þriggia hreppa þijng ad hallda nie helldur vid kirkiur upplesa laata, ad þar med verchad heffdi nochra frammkvæmd aa þessu sumre hvorchi samann ad taka nie til kaupstadarinz komast laata; þeir sem aa heymilinum(!) osiukir voru, mattu ey fraa þeim veyku ganga, vyda so astatt, ad echi vard miallttadur penyngur, þar med stodu heyannir iffir. Eg heyri rætt, ad þad sie undir 5 h. mannz, sem fallid haffi aa þessumm þremur þijngstödumm i vestra partte syslunnar. Nu er echi annad firirbued enn jardir verdi i eydi, þar þionustu folchid fæst echi, enn vijda hvar echiur og ungbornn epttir og sumstadar echi nema börnninn veynandi og kveynande. Gud aa himnumm hiaalpi oss og veri oss lyknnsamur«. Til foråret vil opkrævningen forhåbenlig kunne tilendebringes; formentlig må den sidste tiende-ansættelse lægges til grund. Forespørger sig om reglerne for lagrettemænds udnævnelse. Som efterskrift tilføjes »Þier neffndud vid mig Edala Herra aa næstlidnu alþijngi umm sögu nochra, sem Atli Sigurdzsson skilldi sagtt haffa Rannveygu saaligu Oddz dottir, þaa hann vai aa Hollttstad« — da E. O. har glemt sagaens navn, kunde foreløbig intet oplyses.

A. M. har på omslaget ladet notere følgende uddrag af sit svar af 10. dec.: »Riett er þad epter minum þanka, ad farid sie epter þeirre tiundarhæd, sem nu er, svo sem sialfer skrifed, þvi marger s. 144kynni, sidan lögmadurinn sigldi, p[eni]nga bæde látid og eignast hafa. Svo eiga og þeir nu ad giallda, sem i þeim vændum eru, þo ecke hafe til vered, þá lögmadurinn sigldi. Um lögrettumennena svarade eg, ad hverke mundi nefnast kunna einyrkiar nie ólærder, og helldur einger enn adrerhverer þessarra«.

s. 144

SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Leydvallar manntalz þyngi þann 22. May Ano 1708.

Efter orig, i AM. 448, folio. Takker for A. M.s brev i vinter og en til låns sendt sagabog. Klager over de vanskelige forhold, som folkemanglen medfører; besværer sig over, at en retsstrid (med søgsmål mod ham og hans broder), som han troede bilagt af A. M. på altinget ifjor, er ved at rejse sig igen, og spørger i denne sammenhæng, hvad ordet »sporganga« i det indgåede forlig betyder. Sender Móðars rímur. Er ved at indsamle den Gottrupske rejsegodtgørelse.

s. 144

SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Lopttsölumm vid Dyrhóla þann 28. Januarij Anno 1710.

Efter AM 448, folio. Adr. til A. M. »a Skaalhollte i Byskupz Tungumim; egh. påtegning »Medteked 11. Aprilis 1710«. Har gennem broderen forleifur Einarsson modtaget A. M.s brev med opgørelse af hvad E. O. har at indbetale af den Gottrupske re se-godtgørelse; imødegår vidtløftig dette krav og fremstiller sine vanskelige pengeforhold. Klager over alderdomssvaghed, hans dårlige syn tillader ham næppe at læse den modtagne Sturlunga saga, dog ser han deraf tidens store ufred: »Eg seygi ydur aludarsamar þachir firir sogubokar lanid Sturlunga sögu, og bid ydur mier til goda ad hallda myna dirffsku og diarfflega bon. Minni sion, heyrnn, minni, kröpttum, hug, arædi og burdum öllumm heffur svo miög hnignnad i næst lidinn 3 aar, ad eg er til lytist(!) nytur ordinn; er so eg veygra mier vid flestum hlutum sem verdur ad vera þar nu 71. arz alldurz(!) helfi, þaa kominn er næstkomande fostu inngangur, enn echi heffur batnnad umm myna sion, sijdann Sturllunga saga kom. Firir oskarpskignnann er valla mögulegtt hana ad lesa vid liós. Sanna eg þad, mikil oskop, offridur og stiriölld heffur hier i landi verid, er mier skilst enn þaa meyri verid haffa, er kristnninn var i landid kominn, helldur enn þaa landid var i heydni. Enn alijka adferd er enn, þoo krapttarnir mynki og vopnninn vantte, þvy lijka maa iffirfalla eyrnn og annann, þoo þaug vopnninn vantte, sem lyfftion giöra«. Lover — ligesom i forrige brev (22/5 08) — sa vidt muligt at skaffe de begærede huder (húðarskinn).

s. 144

SYSSELMAND ÓLAFUR EINARSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Örarbacha Anno 1710 þann 9. July.

Efter orig. i AM. 448, folio; adr. til A. M. »vonande aa Öxar ar alpyngi«. Klager over alderdomssvækkelse og ønsker fremfor alt fred og ro. De lovede huder kan han ikke skaffe. Regning for den 1702 oppebårne Gottrupske rejsegodtgørelse s. 145vedlægges (foreligger på et indlagt kvartblad). Takker for lån af Sturlunga saga, som gennem þórdís Jónsdatter i Skalholt er sendt til Ormur Daðason. Giver en oplysning om Stjórn: »Eg heffi grunsemi med, ad su Stiornn aa kalffskinne skriffud, sem Monsiör Briniolffur Þordar son aa Hlydarenda heffur ydur feyngid, mune vera su sama, sem fadir minn sæle epttir-lysti, ad lied heffdi verid ad Hlydarenda edur Hvole, hun aa ad vera med triespiölldum skinnlausum og pachaböndumm aff hampi, og eff hun svo reynist, sem eg nu epttir-lyse, þaa siaae þier hvornninn þetta samann hangir«.

s. 145

HALLDÓRA ERLENDSDATTER (ERLENZDÓTTIR) TIL ARNE MAGNUSSON. Boolstadarhlid þann 8. Octobris Anno 1711.

Efter orig. i AM. 450, folio. Takker for udvist velvilje, særlig mod hendes lille søn Arni þorsteinsson, og for det i foråret modtagne brev. Beder om tilbagesendelsen af Lilja og Píslargrátr på pergament, da det ikke er hendes ejendom og man har krævet den af hende: »Veledla Herra, fyrer nockrum árum hede eg sal. Petre Markussyne efter hans bón Liliu og Pislargrát (er menn svo kalla) á pergament skrifad, var mín eftertekt su, ad hann þessa óskade ydur til þienustu þeirrar ad lata þad utcopiera. Ef nu svo er ad þier, minn herra, hafed þetta vid hönd, er su mín ósk, ad þad mætte mier sendast med fyrstu skilvísum ferdum, enn ad jeg til þessa svo alvarlega mæle, orsakast þar af, ad gódur vinur, hvers ósk eg má ei nei seigia, hefur mig umm þetta beded, og bid eg minn herra, ad hann mier ei reidest fyrer þetta mitt diörfungar skrif, enn i sannleiks raun var ei þesse skræda mín siálfrar eign, enn ef þad ölldunges i minu vallde stæde edur staded hefde, skyllde jeg hverke fyrr nie sídar annad uppa skrædu þessa taled hafa enn þad hun være ydar H. d. til þienustu, því meira gott eigum eg og míner ydur ad þacka enn med þessa effterlátseme audsynast kynne«.

s. 145

BJARNI EYJÓLFSSON (EIULFSSON) TIL ARNE MAGNUSSON. Knaranesi a Vatnsleisu strond d. 16. marsi Anno 1704.

Efter ong. i AM. 445, folio. Med A. M.s påtegning »Medtekid 12. Aprilis og svarad strax, ad hann og hans fylgiarar skule standa á þvi er satt er«. Takker for venlig modtagelse og omtaler det dårlige fiskeri. Øvrigheden er uvillig stemt mod ham og de andre, som har vidnet om »bats uppbodid«; beretter om et ham afkrævet vidnesbyrd. Giver besked om en bog, om er til købs, og vedlægger et lille blad om Islands kristning: »Eirninn mintist eg vid Eiolf Arnason a þa bok, er þier nefndud, firir hvona hann seigist rixdal giefid hafa, hvad hann setur til ydar herradoms hvoriu borgid. So og lika innlegst hier þad litla s. 146blad hliodandi um nær Island tok vid christni, hvort mig minnir i tal kiæmi ockar a milli«. Vedlagt er en erklæring om den ilde medfart, som fuldmægtig P. Beyer og sysselmand Jón Eyjólfsson har givet Hólmfastur Guðmundsson under et besøg i Njarðvík vinteren 1704.

Ovenberørte forhold, som angår en husmand H. G., som for ulovlig handel var ikendt legemsstraf, men hvis sag skulde genoptages af kommissærerne, belyses ved Arne Magnusson, Embedsskrivelser s. 108 ff.

s. 146

ARNE MAGNUSSON TIL VICELAGMAND JÓN EYJÓLFSSON. Skalholt 21. april 1711.

Efter kopi med skriverhånd og vedlagt dansk oversættelse i AM. 443, folio. A. M. kræver på Jón Hreggviðssons vegne afskrift af alle akter i den mod ham på altinget 1710 foretagne sag; fordringen specificeres, og der trues med besværing på højere steder. — Sml. Arne Magnusson, Embedsskrivelser s. XIX, 375 ff.

s. 146

ARNE MAGNUSSON TIL VICELAGMAND JÓN EYJÓLFSSON (OG LANDFOGED P. BEYER). Skalholt 30. april 1711.

Efter kopi med skriverhånd og vedlagt dansk oversættelse i AM. 443, folio. A. M. begærer påny udleveret afskrift af aktstykkerne i Jon Hreggvidssons sag og bemyndiger O. Dadason til at modtage disse eller skriftligt svar desangående. – Hertil har J. E. indskrænket sig til at erklære, at herpå »videre at svare opsættes til en beieiligere tid«.

s. 146

ARNE MAGNUSSON (OG P. VIDALIN) TIL VICELAGMAND JÓN EYJÓLFSSON (OG LANDFOGED P. BEYER). Reykhollte 30. maj 1711.

Efter kopi med skriverhånd i AM. 445, folio. Kommissærerne forlanger i de til altinget 1711 opsatte tre enormitetssager at blive betragtede ikke som part i sagen, men som dommere i tidligere instans; de sender deres indlæg til forsvar for deres domme ang. fhv lagmand Sigurd Bjørnsson, idet de protesterer mod at forsvare andet i deres domme end det, der angår ham. — Om disse sager se Arne Magnusson, Embedsskrivelser s. XX, 383 ff.

s. 146

ARNE MAGNUSSON TIL VICELAGMAND JÓN EYJÓLFSSON. Skalholt 1. sept. 1711.

Efter kopi med skriverhånd og A. M.s egh. danske oversættelse i AM. 443, folio. A. M. forlanger ved sin tjæner H. P. Becker udskrift af akterne i fhv. lagmand Sig. Bjørnssons på sidste alting foretagne sag og meddeler, at Jon Hreggvidssons sag er indstævnet for højesteret, »at I icke, i midlertid, forgriber Eder paa manden«.

s. 146

ARNE MAGNUSSON TIL VICELAGMAND JÓN EYJÓLFSSON (OG LANDFOGED P. BEYER). [Oktober 1711.]

Efter kopi med skriverhånd og tilhørende dansk oversættelse – bægge udaterede - i AM. 443, folio. Begærer for 6te gang udskrift af akterne i den s. 1471710 afsagte dom i Jon Hreggvidssons sag. Hertil påtegning af J. E., Nese 21. okt. 1711, om at opfordringen skal efterkommes, når han skriftlig får at vide, med hvilken fuldmagt A. M. begærer yderligere dokumenter end han allerede har fået, og dansk påtegning af P. B., Bessested 23/10 1711, om at dokumenterne ikke er eller har været i hans hænder, men straks efter dommen toges i forvaring af rettens formand J. E. på stiftbefalingsmandens vegne.

s. 147

ARNE MAGNUSSON TIL VICELAGMAND JÓN EYJÓLFSSON (OG LANDFOGED P. BEYER). Bessastad 23. okt. 1711.

Efter kopi med skriverhånd og tilhørende egh. dansk oversættelse af A. M. i AM. 443, folio. Forlanger at retsprotokollen med akterne i Jon Hreggvidssons sag, som nu skal befinde sig hos vicelagmand O. Sigurdsson, fremlægges på altinget, for at A. M. og P. Vidalin efter kgl. befaling af 21/2 1711 kan få adgang til at konferere den med de extraderede akter. Hertil påtegninger af P. Beyer (dansk) og J. Eyjólfsson, at protokollen skal komme til stede på altinget.

s. 147

[ARNE MAGNUSSON] TIL KØBMAND P. FIELDERUP. 16. sept. 1703.

Trykt efter kopi med skriverhånd i AM. 445, folio, hvortil A. M.s egh. overskrift »Til Mr. Peder Fielderup 1703 d. 16. 7 bris«. Om sagen mod T. C. (T. Konradsson) se Arne Magnusson, Embedsskrivelser s. 13 (§ 23).

I denne uge (ieg meener paa onsdag) skicker ieg nogen breve her fra som icke er end nu ferdige, og meener at faa dem bort med Monsieur. Skulle de komme for sidlig og i saa maade blive til bage i landet, da beder ieg at helse alle gode venner, i sær Monsr. Christian Poulsen, og sige hannem, at ieg og agtede med de samme breve at skrive hâm til, og avisere, at den gamle Thomas Conradsens sag blef min collegæ og mig saa vitløftig forebragt, paa landztinget, at vi icke tør der om skrive noget i bland de mangfoldige occupationer, som vi nu om sommertiden hâr at tænke paa. Der ere saa mange regninger, protester, singulariteter i den sag, at mand læt kunde forløbe sig, om mand i en hast skref noget der om til et stæd, hvor det skulle gielde. Jeg forsickrer mig om, at Monsr. Christian Poulsen er saa raisonnable, at hand icke fortryder paa, at vi seer os for, helst da vi forud seer, at voris relation om samme sag vil skaffe os forsvar i sin tid. I vinter hâr ieg sat mig for at tage alle documenterne for mig og examinere dennem nøje, og ad aare ufeilbailigen giøre en udførlig relation om sagen, som icke lætteligen (saa vit ieg mig nu kand besinde) kand udfalde uden til Christian Poulsens fornøjelse. Skulle og mine brefe treffe Monsieur, og ieg for en forhindrings skyld icke kunde faa stunder der til at føje en skrivelse til Monsr. Poulsen, da beder ieg ligeledis dette hannem at notificere til min undskyldning.

s. 148

KØBMAND P. FIELDERUP TIL ARNE MAGNUSSON. Hofsós (Haaps Aas) 14. sept. 1702.

Efter orig. i AM. 454, folio. Takker for seneste god konversation og for 12½ sldr., som han har modtaget gennem rådsmanden på Holar [hertil A. M.s marginal »det ere de som skulle tiene til den vares betaling, som ieg tog ud hos Mr. Fielderup«], samt for anden udvist velvilje. Går nu til skibs. Beder A. M. udvirke, at en supplik angående et jordeskifte i Svarvadardal bliver ekspederet, og at Hofsós distrikt i Skagefjord ikke formindskes, med henvisning til en attest [hertil A. M.s marginal »Der af hâr ieg Copie«].

Pedr F[ielderup].

A. M.s påtegning: NB. at sende Mr. Fielderup engang noget æderduun saasom for min kost under veis, siden den hâm agtede oxe icke blef bestilt.

s. 148

[ARNE MAGNUSSON TIL STEINDÓR FINNSSON.] Stadarstad. D. 21. Octobris. Anno 1702.

Efter A. M.s egh. uunderskrevne koncept i AM. 445, folio. Dateringen er tilf. med P. Vidalins hånd. Indeh. forespørgsel om, hvad der er foregået mellem den for ulovlig handel anklagede Th. Conradson og købmanden i Bif. Vedlagt er et ligelydende påbegyndt udkast, stilet til Monsieur, men som svarende til »Nu med pvi — befalader« kun har »og specificerar, ad pier pá til nefnds kaupmanns talad hafed um pá pretension, er kaupmadurinn á Stapa kynni eiga til sin, hvar uppa fyrrgreindur Monsr. Jacob Sørensen svarad hafi: Eg skal vera gódur fyrer pad«.

Ehruprydde velforstanduge Heidursmann.

Thomas Conradson sem vegna forbodins kaupmannskapar er firir sökum hafdur, hefur anno 1701 á alþingi auglyst, ad hann sier til friunar frá sögdu kaupskapar mále hafe kaupmannenum i Rife Monsr. Jacob Sörenssyne utgefed obligation uppa 40 wætter fiska og fyrrnefndur kaupmadur þar á mót lofad, hann frí ad hallda firir kaupmannsins á Stapa ákiæru. Þetta seiger hann i ydar nærveru frammfared hafa i kaupmannsbudinni i Rifl. Nu med þvi Konungleg Majestat ockur allranádugast befalat hefur epter ad gánga, hverninn sierhvad i þessu mále tilgeinged er, þá vilium vid hier med af ydur fornumed hafa hvert þetta so i sannleika er eda eigi, sem og allt þad er ydur um sagda contract millurn fyrrnefnds Kaupmans og Thomasar i sannleika kann kunnigt vera, og þetta sierhvad so skilmerkilega, ad þier sidann, ef áreyner, vidstanda kunnid, ad same ydar frammburdur sannur sie, og ad þier i nefndu mále eckert frekara vited. Þad þier soleides hier um underrietta kunne vilium vid ad þier med fyrstu ferdum sended til Skalhollts mier Arna Magnussyne til handa, gude alltid befalader.

s. 149

STEINDÓR FINNSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Gröf d. 8. Martii 1703.

Efter orig. i AM. 44o, folio. I anledning af kommissærernes forespørgsel foregående høst fra Stadarstad ang. en i hans nærværelse i Rifs krambod oprettet kontrakt mellem Tómás Konráðsson og købmand Jakob Sørensen (hvorved til J. S. udstedtes en obligation på 40 vætter), erklærer St. F. efter så lang tids forløb intet nøjagtig herom at erindre, da denne sag var ham uvedkommende.

s. 149

[N. FOSS TIL ARNE MAGNUSSON.] Uytrecht d. 28. Jan. st. n. 96.

Efter orig. i AM. 453, folio. Brevet ender defekt, og det bevarede er delvis overstreget. Afsenderen er den bekendte bogsamler, senere etatsråd Niels F.

Monsieur mon tres honoré et tres eher ami

Ob ihn dieses in Leipzig antreffen wird, kan ich nicht wißen, zumahl da er sich meines behaltens, alß wir voneinander abschied nahmen, selbst wieder mich verlauten ließe, daß Er willens wäre gleich nach der Neu-Jahrß-Meße seine Zurückreyße anzutreten, wil doch nichts destoweniger hoffen daß ihn das liebe Leipzig noch wol einige wenige wochen über seinen dessein wird gehalten haben. Meine ankunft hieher ist vor 8 Tagen ungefähr geschehen, nachdem mich das verblitzte Amsterdam länger, alß ich anfangs gedacht hatte, gehalten, und logire bey einem Buchführer, nahmens William Broedelet, bey dem ich monatlich vor Bett und Stube 2 Rdr. gebe, habe aber die commoditet darneben, die ich längstens gesuchet, daß ich nemlich auß seinem Laden so viel Bücher zu mir auf meine Stube nehmen kan, alß ich immer verlange, und muß übrigens gestehen, daß er einer der höfflichsten Holländer ist, so ich auf meiner Reyse noch zur zeit habe angetroffen. Ob meine beyde auß Halle und Bremen, nebenst dem Packetgen, so ich ebenfallß auß Halle abgehen ließ, glücklich eingelauffen, kan ich nicht wißen, bitte deßwegen mit erster Poste, so es müglich, deßen mich zu benachrichtigen, und übrigens nicht zu vergeßen, was etwa neues in Leipzig seit meiner abreyse passiret, oder auch was an dem Orte, wo er sich ietzunder aufhält, sich kan begeben haben. In Amsterdam kauffte ich etliche kleinigkeiten von Bücher(!), und unter andern de Verdediging van Dennemarken, welches ist die Defense in das Hollandsche translatirt, imgleichen l’Histoire des revolutions de Suede par Mr. de Fontenelles, welche ihm wol schon wird bekannt seyn, item L’Esprit de la France et les maximes de Louïs 14 decouvertes a l’Europe, darinne so schimpflich von dem Könige in Dennemarken, und seinen etâtsmaximen s. 150geredt wird, alß ich es noch mein Tage an keinem Orte gefunden habe; wie greßlich man in Leipzig mit solchen Büchern geschoren wird, habe ich nunmehr gemercket, nachdem ich vor l’etat du Royaume de Dannemark und die Verdediging zugleich, alle beyde in Frantzösischem Bande gebunden, nicht mehr alß ein halben Rth. gegeben habe, da man doch meines behaltens vor das erste ungebunden eben so viel in Leipzig prætendirt hat. In Amsterdam ward mir von einem Buche Nachricht gegeben, so einer, nahmens Jacob van Oudenhoven unter dem titul: Vernieuwde outheden der Cimbrer zu Haerlem solte geschrieben haben, selbiges aber war in der gantzen Stadt nicht zu bekommen, und hier kunte ich es auch nicht, alß ich herkam, habhaft werden, mein Wirt aber hat mirs verschrieben und wird es morgen, wie er von seinem correspondente ist bericht worden, mit der Treckskuyte ankommen. Ich verlange sehr zu wißen, ob ich von den disputationibus, so mir Mr. Groschufs Diener verschreiben wolte, welche bekommen habe, und was vor welche, bitte, auch dieses, wann er schreibet, nicht zu vergeßen. Hier redt man ietzunder von nichts anders, alß von der bevorstehenden ruptur zuischen Dennemarck und Schueden, davon die Gazetten alle tage vol sind, und, wie ich höre, sollen schon Manifesten beyderseits außgekommen seyn. Von Fürstlichen Personen halten sich hier ohne unsern Printz Carl, der Printz von Nassaw, der Printz von Mecklenburg, der Printz von Sachsen-Meiningen, und der Printz von Bareyth auf. Der Mecklenburgische gab vor 2 Wochen einen Ball, darzu er alle semes gleichen, so sich hier aufhalten, geladen hatte, und wurden die Hrn. Teutsche, so hier ietzunder in großer Anzahl befindlich seyn, alle alß spectatores promiscué eingelaßen, kurtzer zeit aber ….

s. 150

N. FOSS TIL ARNE MAGNUSSON. Utrecht d. 17. Apr. 96.

Trykt efter orig, i AM. 453, folio. Udskrift »Monsieur Monsr. Arnas Magnæus a Leipzig par convert«. A. M. har tilf. fg. påtegninger »Engelskur fick snoppung; Thomasii trette med Carpzov; Fleischer Renomm (rødkridt); Bomcke i Halle (blyant); Mollins afdrif; Msta i Uytrechts Bibliothec«.

Monsieur.

Deßelben angenehmes de dato Leipzig d. 29. Febr. ist mir zuar zu rechter zeit zugestelt worden, daß ich aber solches nicht längstens gebührlicher maßen beantwortet, rühret daher, daß ich in einer zeit von ungefähr 3 a 4 wochen einen tour in Holland herümbgethan und zugleich der vortrefflichen auction so zu Leiden gehalten worden, beygewohnt. Da ich aber nunmehro wieder zur Ruhe gekommen bin, statte ich hiemit meine Schuldigkeit s. 151ab, wie wol ich trefflich ambiguus bin, ob ihn dieses in Leipzig antreffen wird oder nicht. Mr. Moss ist ein sehr sauberer Hr., der mir kein Wörtgen auf meine Brieffe antwortet; Er scheint das alte proverbium zu verificiren; auß den augen, auß dem sinne. Der Zusage, die ich dem Hrn solte gethan haben (in puncto Leiden) weiß ich mich warlich nicht zu erinnern, bitte deßwegen solches mir ehistens zu notificiren, da ich denn meiner parole unfehlbar nachkommen werde. Was er von einer imprimirten affection schreibet, kömt mir ziemlicher maßen rätzelhaft vor und kann ich den sensum zuerlich penetriren, np. Davus sum, non Oedipus. Mr. Rosenberg und Hofman sind bereits wieder nach Norwegen gegangen, jenem ist sein Vormünder Bürg. Lauritz Söfrensön gestorben, und dieser kriegte von seiner Mutter ordre nach hauße zu kommen; inzuischen meinte Rosenberg unfehlbar wieder außzukommen, daran Hofman aber vor seine person zueyfelte, und mich entweder hier oder in Engelland zu rancontriren. Ob ich denselben gleich genugsam mit meinen in Leipzig nachgelaßenen Packetgen bemühet habe, so unterstehe ich mich doch in regarde unßerer Freundschaft noch was mehrers und bitte höflichst mir von den Unterredungen den Monath November 1693 (vor welchen ich, wie ich sie bey Fritschen kaufte, casu nescio quô, einen Unrechten bekommen habe) wie auch was von denselben seit dem Monath Septembr. 95 exclus. außgekommen, einzukauffen; imgleichen wünschte ich mir gerne Thomasii Monathen, die ich mir in Leipzig zu verschaffen vergeßen habe: Solches alles kan mir mit Mr. Calenio, so mir vermutlich die Freundschaft nicht wird abschlagen, zugestelt werden; was Er aber darvor in Leipzig außleget, solches sol ihm, so bald mir nur darvon rapport ertheilt wird, in Copenhagen wieder bezahlt werden. Ümb das erste, was nehmlich die Unterred. anbelanget, habe ich schon Mr. Mossen ohnlängst in einem Brieffe ersuchet, von demjenigen aber, der mich nicht einmahl einer Antwort auf meine Schreiben würdigen wil, kan ich mich viel weniger eines anderen Diensts versichern. Der gute Tollius, mit dem ich manche ehrliche Stunde im Coffi-hauße weggeschuatzt habe, ist hier vor ohngefähr 10 a 12 tage todes verblichen, und hat eine Bibliotheque, die von 4 Folianten, 10 Qv. und 13 octav bestehet, nachgelaßen, ut mirer proinde, unde illa eruditio. So bald der Thesaurus Antiquit. Grævii fertig, wil man hier anfangen das grose corpus Historiæ Byzantinæ aufzulegen, darzu der Hr. Grævius etliche noch niemahlß gedruckte Scriptores eiusd. historiæ zuzufügen s. 152hat. Gatakeri opera sind schon unter der Preße, wie auch ein neuer Arianus Gr. Lat. cum notis Ezech. Spanhemii und mit medaillen illustriret. Zu Leiden druckt man ietzunder Hofmanni Lex. univers, mit ziemlichen additamentis, so man dem Auctori vor 1000 Gülden abgekaufft hat. Zu Amsterdam werden die Critici sacri, darein Grotii opera Theolog. sollen gerückt werden, aufgeleget, wie auch Opera Vossiorum, Patris et Filii. Mein hospes wil auch ietzunder Lightfoots opera drücken laßen, so daß man an allen orten mit großen Wercken beschäftiget ist. Ich möchte gerne wißen, ob Mr. Randulf auß Leipzig weggereyßet, und wie es mit dem bewusten Ducate abgelauffen. Zu Leiden habe ich Mr. Schwendendörffer l’aîné und Mr. Friese angetroffen. Ich kan mich des Lachens nicht enthalten, wann ich in Cramers Vindiciis nominis German, lese, qvod lingva Germanica apud Danos et Svecos Lingva sit erudita; was selbiger seinem adversario objicirt, daß es nehmlich spöttlich ist von einem Lande in solchem Falle zu jugiren, darinne man selber nicht gewesen ist, solches kan man ihm in diesem stücke eben so füglich objiciren; eine trefliche consequence ist es auch, daß, weil er sem lebtage von keiner Poesi in der Dänische(!) Sprache was gehört hat, ergo giebt es auch keine poeten in Dänemarken: mich wundert, daß er den rechten locum ex Perronianis, da am allerderbesten von den Deutschen geredt wird, nicht alleguirt hat, denn was er aus denselben p. 9 beybringet, ist gegen den anderen locum vor nichts zu rechnen. In der auction zu Leiden habe ich einen großem Styfuer angewannt, alß ich wol anfangß gedacht hatte; einen hauffen catalogos habe ich unter andern bekommen, die ich mein Lebtage nicht gesehen, a[ber] selbe ziemlicher maßen wol bezahlet. Ogerii iter [Danicum] et Svecicum habe ich hier zu Lande aller orten gesucht und such[en] las[sen], kan es aber zu meinem grosen Leidwesen nirgends finden. Molesworth ist hier lange nicht in der reputation, die er zu Leipzig erhalten hat, gestalt denn niemand das maul aufthut, der nicht spricht, daß er an allen zeilen passionen blicken läst. Hier gehet ein Gerüchte, alß solte Denne & mit Franckereich gebrochen haben, aber solches kömt mir so ungläublich vor als ungereimt. Ehistens, wann ich auf diesen Antwort erhalten habe, werde ich ihm vielleicht einen hollandischen brief zuschreiben, dar sol Er lebben und malkander million-weise antreffen. Womit ich schließe und nechst Anerwünschung göttlicher obhut, samt freundlichsten gruß an Messr. Calenium, Moss und Pantaleon verharre

Monsieur Vostre tres humble et tres obeiss. serv.
N. Foss.

s. 153

N. FOSS TIL ARNE MAGNUSSON. Kiøb[enhavn] d. 24. May 1707.

Trykt efter orig. i AM. 450, folio. Udskrift »Monsieur Monsr Arnas Magnusson Professeur Royal« …

Monsieur.

Efter Hans ordre udi Hans seniste meget høflige, som mig ved Cancelie-Raad Mathesius blev tilstillet, sender jeg Hâm det beviste Ißlandske Manuscript (ↄ: Njáls saga, AM. 468, 4to). Jeg ønsker af mit hierte, Hand maa finde det saa got, som det gierne er til hans tieniste, helst efterdi jeg ikkun kiøbte det, for at tiene en anden der med, som med større nytte og fornøyelse kunde bruge det end jeg. Kand Hand opspørge nogle gamle Danske eller Norske Penge udi Ißland, formoder jeg, Hand hâr den godhed at erindre sig mit Cabinet. Specie Rixdaler, veed jeg vel, er i quantitet nu paa mange aars tiid bleven ført til Ißland, og endnu didføris, enddog de fleste nu omstunder er fremmede; Ikke dißmindre som mand ey kand vide, hvad for 50 a 60 aars siden kand være didkommen, maatte der muelig findis nogle af de udi indlagde memorial specificerede Danske Rixdalere, som jeg gierne quôcunque modô et pretiô vilde betale. Guld veed jeg ikke, om Ißlenderne meget omgaais med, men det veed jeg nok, at mig skede en stoor tieniste, om Hand kunde bringe mig noget stykke Dansk Guld til veye, lidet eller stort, slaget før ann. 1600. Hvad betalningen angaar, ønskede jeg hand ingen omkostning vilde spare, om noget forekommer, saasom jeg, saa snart det mig bliver tilkiendegivet, gierne med taknemmelighed vil remittere hvad derfor er bleven udlagt. Det vilde være forgievis, at berette Hâm hvad nyt sig, siden Hand sidste gang her fra fik breve, kand have tildraget, saasom jeg ikke tviler paa, Messieurs Reitzer og Mathesius jo i det fald fuldkommelig fornøier hans curiositet; slutter derfor, og nest ønske, at Hand snart maa komme tilbage til os, forsikkrer Hâm, at jeg af mit gandske hierte er og lever,

Hans beredvilligsle ven og Tienere
N. Foss.

Memorial.

1. En Rixdaler (dog, ret at sige, ikke saa meget udi vegt) af K. Hansis.

2. En dito af K. Friderich 1, før Hand var bleven Konge og endnu ikkun var Herzog i Holsten.

3. En dito af den samme, efterat Hand var bleven Konge, hvor paa staar: Moneta Ripensis.

4. En dito af K. Christian 3. 1547.

5. En dito af K. Friderich 2, hvorpaa staar: III mark Dansk. 1560. (ikke LXIII)

s. 1546. En dito af K. Christian 4. 1590.

7. En dito, med Kongens billede paa den ene og 3 Løver paa den anden side. 1596.

8. En dito, iligemaade 1596, hvor paa staar: IIII mark Dansk.

9. En dito med Kongens billede paa. 1597.

s. 154

KAMMERADVOKAT N. FRIESSE TIL ARNE MAGNUSSON. Kiøbenhafn d. 10. Junii 1706.

Trykt efter orig. i AM. 452, folio. På et tihørende omslag har A. M. noteret nedenaftrykte svar-referat.

Hr. Professor Arnes vilde behage, efter seeniste Løfte, at tilkiøbe mig en god Ißlandsk Riedehest, huad den koster betaller ieg, efter hans ordre, tacknehmelig, oc vill ieg fra Kieblevigs haufn den forvendte.

N Friesse

1706 sidle i Julio fra landztinget skref ieg Cammer Advocat Friesse til og sendte hannem en god graa hest, og skref der hos, at om den var til fornøjelse, saa kunde hand sende mig til foraaret noget fransk br. vin der for, som hâm self syntes.

s. 154

ARNE MAGNUSSON TIL VICESTATHOLDER GABEL. 22. april 1702.

Giver en fremstilling af den norske arvefølge efter hirdskråen, dronning Margretès og Erik af Pommerns stilling hertil, samt om titlen arving til Norge. Hertil en stamtavle. Trykt (uden kildeangivelse) i Suhms Nye Smlr. IV, 2, s. 30-33.

s. 154

REKTOR MAG. JONAS GAM TIL ARNE MAGNUSSON. Mariboe 1. juni 1718.

Efter orig. i AM. 453, folio. Takker for en tilsendt bog; lover besked på dens navn, som har købt »Danckvartz beskrifvelse«; har besvær med at fremskaffe nogle breve »hia presttetrenu«, deriblandt et afladsbrev. Beklager sine anliggenders vanskelige stilling på Island, og savner en mand til at antage sig hans sag, »eg true fianden sie og lauss i födurlandenu ad giöra hvorjum manne óriett, og heldur þar hvor odrum i vade«.

s. 154

REKTOR MAG. JONAS GAM TIL ARNE MAGNUSSON. Mariboe 12. nov. 1721.

Efter orig. i AM. 453, folio. Berører forskellige personalia. Beklager, at et A. M. tilsendt kort ikke har været til nogen nytte. Rådspørger A. M. angående salget af sit islandske jordegods; har benyttet kaptajn Magnus Arason som kommissionær dersteds.

s. 154

REKTOR MAG. JONAS GAM TIL ARNE MAGNUSSON. Mariboe 5. maj 1722.

Efter orig. i AM. 453, folio. Takker for gæstfri modtagelse og glæder sig ved at have fået oversekretæren til patron: »Þá eg seinast tók afskeid s. 155fra Kaupenhöfn, barst so til um kvölldid, ad eg vard so lukkugiefinn at taka afskeid med Hr. obersecretairen, og var hann ágiætur og liufur i tale, eg dirfdist til ad bidia hann vera minn patron, og svarade hann med hógværu gede, ad hann bære godheit fyrer mier, og þá nokkud fyrer fielli, kinni eg skrifa sier til. Gude sie þakker og ydur, sem mier hafa tilsent soddan mann ad meiga vænta góds hiá, og gledur mig vonen, gud rædur fyrer hinu«. Har modtaget en pengeforsendelse fra biskop Jón Árnason, men han gør vanskeligheder, hvilket alt stammer fra kaptajn Arason. Sender et lille for oversekretæren bestemt »kver«. Til A. M. medfølger en bispefortegnelse, som ifg. A. M.s påtegning »duede intet«.

s. 155

REKTOR MAG. JONAS GAM TIL ARNE MAGNUSSON. Mariboe 12. maj 1722.

Efter orig. i AM. 453, folio. Søger A. M.s råd ang. en forsikring, som biskop Jón Árnason kræver for en tilsendt pengesum og fremstiller sine vanskeligheder. »Skolesagen« (skóla söken) har kostet ham 40 rdl. Beder (som i forrige brev) A. M. forhøre sig om hans supplik ang. Maribo skole.

s. 155

REKTOR MAG. JONAS GAM TIL ARNE MAGNUSSON. Mariboe 26. maj 1722.

Efter orig. i AM. 1057 III, 4to. Gør rede for den trufne ordning af de islandske pengesager og om den kaptajn Arason tilsendte besked desangående. Vil sende A. M. fragment af en seid-bog: »Á þessum dögum hafa borist mier nokkur blöd i hendur af seidbók eirne de spirit[ib]us indifferentibus og hvornen þá anda skal til sin kalla. Maa eg senda þad eg hefe safnad, skal þad skie, madur sem atte hana heila vilde helldur hun rotnade enn eg skilde nita hana«. Om suppliksagen. Vedlagt er nogle bilag i afskrift, deriblandt uddrag af et brev af ⅙ 1722 fra A. M. til præsten þorleifur Arason (om udbetalingen af et pengebeløb).

s. 155

REKTOR MAG. JONAS GAM TIL ARNE MAGNUSSON. Mariboe 17. dec. 1722.

Efter orig. i AM. 1057 III, 4to (dansk).

Har med posten modtaget 2 breve fra A. M. og takker for hans fromme hjærtelag og store trofasthed i at sørge for hans velfærd, så vel som for biskoppens tilsagn om Ringsted rektorat, når det bliver vakant. Frygter dog for efter 23 års opslidende skoletjæneste ikke at have kræfter til dette embede, og har næppe midler til at bære de med flytningen forbundne omkostninger; vil heller endnu noget vænte i sin »græskar hytte« i håb om et lille præstekald, og først som sidste udvej gribe til dette tilbud. Fra Island har han gennem et brev fra biskop Jon Arnason (3/9) fået meddelse, dog utilstrækkelig, om sine pengeforhold, deriblandt mellemværendet med kaptajn Arason.

I en islandsk efterskrift forklarer han nærmere sin stilling til rektoratet, som han under visse omstændigheder kan være tilbøjelig til at modtage.

s. 155

REKTOR MAG. JONAS GAM TIL ARNE MAGNUSSON. Nestved d. 1. May 1724.

Efter orig. i AM. 1057 III, 4to. Takker A. M. og frue for udvist høflighed i København. Er ved helbred, »hrekst eg SO milium folks med kostinn, og láta menn mig meinlaust, lofadur sie gud og þusund s. 156þöch þeim gódu herrum sem hingad til hafa hiálpad«. Har gennem biskop Jón Árnason ordnet en udbetaling til A. M. og har bedet biskoppen at indkræve et beløb hos kaptajn Arason. Om dennes arbejder: »Capitainenum skrifa eg og til, og er þad i brefe biskups inlagt. Eg ræd hönum til idnis, og bregda sier hingad, ad láta siá þad hann hefur giort, hann kann taka sier so miked af þvi sem honum sinist, eg sende hönum eitt probl. hvar vid hann kann taka þær mestu og flestu distantias á millum fialla og jökla, med ringum bekostnade, þá hann vill giæta sinn, og true eg þad verde hönum ad lide, ef hug hefur til ad giöra nochud, hafi hann þann eche, get eg eche ad þvi giört. Þvi kostbar instrumenta þar ad bruka er eins og ad breida pappirssæng fyrer bónda, ellegar fá hönum viravirkis-tól. Þetta fordiarfast, og verdur ad aungvo lide, Compass gißningar effter dags mörkum, sem eg hefe conciperad litenn tractat um, hvornenn almuga menn, nærre rett, kunne þaug finna, þetta er þad besta er mier sinist til þess lands cartam ad giöra, additis duobus problematibus simplicioribus« …

s. 156

REKTOR MAG. JONAS GAM TIL ARNE MAGNUSSON. Nestved 2. nov. 1727.

Efter brev-uddrag i AM. 411 folio (s. 361 — 62). Det vanskelige sted i Are frodes Schedæ de anno solari forekommer ham uklart, han antager iagttagelserne gjort c. 930—70 i þórarin ragabróðirs lovsigemandstid. De gamle har vistnok begyndt deres år med vinterens begyndelse (oktober), hvad þáttr Helga þórissonar beviser.

s. 156

REKTOR MAG. JONAS GAM TIL ARNE MAGNUSSON. Nestved 25. juni 1728.

Efter orig. i AM. 450, folio. Sender brevet med sin kone, som på et Københavns-besøg vil hilse på A. M. og frue. Beder om underretninger fra Island, navnlig om salget af hans jord — hvor han ikke vænter megen hjælp af biskop Jón Árnason, derimod af A. M. ved venners hjælp. Hører at Ormur Daðason har fået Stranda syssel og glæder sig altid, når det går A. M.s venner godt. Giver efter løfte et citat af Wossii Theologia Gentilium om Svarte skole.

s. 156

F. GERNER TIL ARNE MAGNUSSON. Viborg (Vibourg) d. 13. Dec. 1700.

Efter orig. i AM. 453, folio. Adr. til »Arnas Magnussen« prof. og arkivsekretær. Indlagt er fragment af et tidligere brev fra G. til A. M. På dettes overstregede forside udtaler G., at det er ».. end fornøjeligere, at det treffer paa den [gode Hr.] Estats Raad Eggers, om hvis generereusitet jeg tilforn er saa forsichret, at jeg snart iche vilde ønske nogen bedre; Oc som det har behaget Eder ved Recommendationen at interpretere alting mig til beste, saa er jeg Eder dishøjere obligeret, oc vilde ønske, at jeg kunde finde occasion at temoigner s. 157min tienistis ærbødighed i gierningen, hvorpaa jeg stedse skal beflitte mig. De circumstantier, som ved Conditionen andragis, sc. at logere oc spise … jeg gandske vel fornøjet med«. På bagsiden lover G. at overskikke Sundii dissertation de freto Herculeo, og hvad A. M. ellers kunde ønske af faderens bibliotek; han skal holde øje med hvad der kan forekomme af »inscriptioner og antiqviteter – – iblant vore charteqver«. På en indlagt seddel har A. M. noteret »Runica monumenta duo, qvæ in Wormio non habentur, in Diæcesi Viburgensi inventa D. Gernerus Petro Septimio transmisit. Ille in literis suis ad me 1695.«

Monsieur et tres-cher Amy.

Eders angenehme skrivelse dat. 4. Dec. haver jeg den 13. erholdet, og tacher allerskyldigst for den gode omhyggelighed I haver udvist for mig hos Hr. Estats Raad Eggers, iche allene i at recommandere mig til conditionen, men endoc bringe det dertil, at, som den formedelst den forrigis afreise bliver om en 8 dagis tid vacant, en anden ad interim vorder antaget, indtil jeg self kunde overkomme, som iche uden min store skade kand skee, førend til foraaret, ihvorvel jeg det gierne ønskede, saasom jeg nu er midt udi de forretninger voris sterbboe vedkommende, oc haver adskillige regnskaber oc stiftets documenter under hender, som till Biscop Deikmand skal extraderis. Hand er noget langsom, oc dermed giør tiden noget langsommelig for os, dog skal jeg stræbe at slaa mig løs her fra det allerførste muligt er, oc ved min ankomst hvad som imidlertid ved informationen kand vorde forsømt noch saaledis oprette, at Hr. Estats Raad skal være vel fornøjet, som jeg formoder pardonerer mig min udeblivelse, hvorudi jeg oc forseer mig til Eders gode sædvanlig Affection, at I til det beste alting interpreterer, hvoraf jeg allerede har seet kiendelig prøve, som jeg er obligeret at vederlegge. Hvad de præmia angaar af 30 Rxdr., som Hr. Estats Raad har behaget at præsentere, da er jeg gandske vel fornøjet dermed, oc tacher allerskyldigst for Hans høflighed. I det øvrige tør Msr. iche tvile paa, at jeg jo skal bære ald omhu for at expedere mig herfra saasnart det nogenlunde kand skee, saasom jeg derefter self lengis meget. Min ydmygste respect maatte Hr. Estats Raad formeldis, oc Msieur self være flittig hilset fra min broder Ole G., Jeg nest ald selfbegierlig velstands ønske lever stedse Monsr.

Eders tienstskyldigste tiener
F. Gerner.

P. S. Msr. vilde behage indlagde at lade befodre til sin Nabo Jens Nielsøn, hvor jeg logerede.

s. 158

MAGNÚS GÍSLASON TIL ARNE MAGNUSSON. Stóra-Núpi í Eystra-hrepp d. 20. Aug. 1729.

Trykt efter orig. i AM. Access. 1. Afsenderen er den senere amtmand M. G., som 1729 fra Kbh. afrejste som landstingsskriver til Island. Beretter om forholdene efter sin ankomst til Island; på altinget finder mange uordener sted, lovretten dømmer adskilt i to dele. Lovrevisionen nærmer sig sin afslutning. Lover at samle for A. M. hvad han kan. Biskop J. Arnasons søn er sindssyg. Ved nordlandet har ligget havis, og der var vulkanudbrud ved Mývatn. Man søger forgæves at hverve folk til Grønland. I en efterskrift fortælles om bibeltrykningen på Holar, og at biskop J. Árnason har bandlyst to mænd, m. v. Med brevet sendes en anvisning fra lagmand Benedikt på 7 rdl. for et ekspl. af Torfæi Norges historie — dette ifg. sålydende fuldmagt fra A. M. af 23. maj: Virdulegann landspíngsskrifarann Monsr. Magnus Gislason bid eg underskrifadur ad minnast á vid Hr. lögmannenn Benedict þorsteinsson um Thormodi Torfæi Historiam Norvegicam, sem velnefndur hr. lögmadurenn hiá mier fieck þad sidarst hann var hier i Kaupenhafn, og enn nu óbetölud er. Materia bókarennar kostade 5 rixdale og banded 10 edur 12 m&, eg man eige hvert. Bókenn var i tveimur tomis i folio. Þessa 7 rixdale edur 6 rixdale 4 m&, bid eg landsþings skrifarann ad medtaka hiá fyrnefndum lögmanne, og minna vegna qvittera hann par fyrer. — Ifg. egh. påtegning »Medteked af Monsr. Blickfeld, den 24. Octobris med Eyrarbacka skipe þvi fyrsta« og ifg. udskriften sendt »med venner som gud leedsage oc bevare«.

Veledla og Velbyrduge Hr. Assessor!

Hattvirdande gunstuge velunnare!

Nærst óskum hverskins blessunar, er hellsta efni þessa flyters blads ad þacka ydar velbyrdughtm. audmiukast og skylldugast margfalldar velgiörder og ágiæte mier audsyndt, eg er ydur, veledla Herra þar firir skulldbundenn til allrar þeirrar litelvægrar þienustu er eg af stad koma kynne og mier villdud befala. Sydann eg til þessa landz kom hefe eg ósiukur verid, lof sie gude, fátt er gott hiedann ad skrifa nema vetur temmelega gódann og fiskerí vídast vid landed gótt, sem kaupmenn láta sier umhugad ad fortelia. Vorid skal hafa verid serid kallt og stór grasb(r)estur er allstadar um landed, alþíng stód í 17 daga. Þvi var sagt upp þann 25 July. Hvad þar giördest siest af innlögdum sluttningum (mgl), eg fæ ei tíd ad so stöddu ad láta utskrifa öll málenn, og þó sluttníngarnar sieu ei so vel skrifadar sem skyllde veit eg velbyrdugur Hr. Assessor þad ei misvirder. Frá lögriettunne er þad ad seigia, ad henne er nu allareidu skipt i i tvo stade; ei voterar edur skipter sier nema einn lögmadur í senn af málunum og ei fást lögriettumenn ad nordann og vestann til ad heira hvad framm fer i lögriettunne þá mál eru fyrer ur sunnann og austann lögdæmenu nema fyrer betalíng effter Norsku Lögum, et vice versa. Ei er þetta so miög ad kenna Niels Kier sem Benedix, ad eg ei skrife um adra stóra óskickun, riettarens s. 159uppihalld, og excesser er þar frammfara, so, gud náde, þar gieck so ilia til og óskickanlega í sumar, ad ei hefde truad, þótt mier einhver sagt hefde, hefde eg ei siálfur sied þetta. Ei skrifa eg þetta i þeirre veru ad ydar velbyrdughtm. munde þykia gamann ad þessum friettum helldur þykiest eg viss um ad ef mögulegt er, þier muned ráda bót hier á ef kunned. Hvad þeim Nyu laga projectum vidvijkur, þá er þad ad skrifa þar um ad Juristar voru(!) komu samann i Kalmans tungu i vor 2 dögum effter Jonsmessu nefnel. bader biskupar og Benedix lögmadur, Hr. lögmadurenn Kier var forfalladur af vercke i sinne stóru tá á hægra fætenum, þar taladest ut um adra bók laganna og er nu biskup vor ad translatera þad þar giördest, og mun þad ydur velædla Hr. fyrr fyrer sióner koma enn mier, jafnvel þótt eitt og annad þar af heirt hafi vil eg samt ei skrifa, þvi mier þyker þad ei allt so truannlegt. Þad heila Corpus Juris á nu loksens ad reviderast í Nese hiá Niels Kier í vetur, hvar Benedix Þorsteinsson ætlar ad logera i allann vetur, og ad þvi í giegnskodudu og lagfærdu, ut til Kaupenhafnar sendast. Þar um ei meir. Hvad gód forlíkun sie á millum höfdingianna sunnann á landenu læt eg millereisendum epter ad fortelia. Ecke hefe eg sied af blödum þeim er veit þier villdud helldur siá enn ecke sídann eg kom, eg skal þó af fremsta megne vera ut um þau, biskup Mag. Jón er farenn ad safna slijku. Stort motlæte hefur hann af syne sijnum, ef ei er med fullu forstande; ei verdur hann locatur leingur.

Benedix lögmadur sender hier med Assignation uppá 7 r. courant til betalings firir Torfæi Hist. Norvegic og verde hun ei af Jacob Nielssen accepterud þá er so aftalad med Benedix og mier ad hann betale ad áre þessa 7 rdr. in specie, hinn gienpartenn hier af sende eg med Budaskipe lofe gud. Nu samstundes kom hier sr. Kietell í Husavijk og seiger öll nordannskip ókomenn á laugardagenn var, þá hann heimann fór, hafís hefur verid firir nordurlande i allt vor þar til fyrer 3 vikum. Elldur sá er uppe hefur verid í kringum Myvötn nockrar firirfarande tyder er nu slokenn, enn aptur uppkomenn elldur i siálfu Myvatne, er allajafna stórlega uppþornar og stórer kletter(!) komner upp ur vatnenu. Þessar jarder vid Myvötn eidelagdar Reykiahlyd, Gröf, Fagranes og Grymstader, þær þriár fyrstu eign Brinjólfs a Hlydarenda, enn hin sidsta Benedix lögmans, þetta fortelur sr. Kietell. Ecke er sydara Eyrarbacka skip komid enn þá og er folck orded vonarlyted um þad. Hier er verid ad þínga og fala fólk til Grænlands, fátt fæst þar til, hier um sydar lofe gud. Fyrergiefed gunstuge Herra þetta i allra mesta flyter skrifad, s. 160hvört eg enda med óskum bestu samt audmiukre packlætes heilsan minne til ydar Velbyrdugheita og finnst eg so alltid

Veledla Velbyrdugs Hr. Assessoris
audmiukur og þenustuskylldugur penare
Magnus Gislason.

P. S. Nærre hafda eg gleimt ad láta ydar Herradóm vita ad byriad er ad þrickia Bibliuna á Hólum og eru alla reidu þricktar Mosis bækur, revideradar og corrigeradar af biskupenum Mag. Steine og heyraranum Monsr. Þorodde Þoroddsyne, verkid lofar meystarann, ei stód skolenn á Hólum [á]. næstlidnum vetre leingur enn 6 vikur. Byriad er ad giöra exsecution hiá proprietariis hier firir sunnann effter reikníngum biskups á kyrkiu skulldunum, og vilia nu flester selia sínar kyrkiur og kyrkiujarder. Eg á einn gott til ad huxa í peim poste enn bijd átektanna. Ecke vill sá góde herra biskup taka á móte nockrum raison i slíku mále. helldur lender þar vid stat pro ratione voluntas. Fuhrmann er hönum í pessu mótfallegur. Fræda-Gísle sem bannfærdur var firir 2 árum og giörde ydran strax þar effter, vard melancholiskur ad nyu nu í vetur og er þvi ad nyu nu i vor bannfærdur, ecke vill þesse bannfæringenn hafa so flióta affturhvarfs verkun hiá honum sem su fyrre. Philippus á nu innann skamts ad bannfærast ad heirest. Herra! Eg hefda nærre gleimt ad láta ydur vita ad sr. Þordur i Reykiadal vard nockud vandlætingasamur í vetur á jóla nottena vid einn af sijnum sóknar mönnum, er ei hafde komid til kvölldsaungsins á jola nóttune, sagde opennberlega: Þu skallt ey verda sáluholpenn framar enn eg vil. Þetta itrekade hann þrisvar, var so af hieradsprofaste dæmdur frá kallenu, enn firir Synodo Generali ad betala 12 rdr. til fátækra presta eckna og vera vid kallid.

s. 160

MAGNÚS GÍSLASON TIL ARNE MAGNUSSON. Þæfusteine d. 19. Septembris 1729.

Efter orig. i AM. Access. 1. Handelsskibet i Rif må for storm hurtig afgå; sender derfor blot Benedikts anvisning og fortæller, at amtmanden vil lade holde folketælling.

s. 160

MAGNÚS GÍSLASON TIL ARNE MAGNUSSON. Hijtardal d. 4. Octobris 1729.

Efter orig. i AM. Access. 1. Dårlige udsigter for høhøsten. Det sidste Ørebakke-skib er ikke ankommet, til stort besvær for befolkningen. Berører ordningen af afd. amtmand Fuhrmanns anliggender Ønsker A. M.s støtte overfor biskoppen m. h. t. kirken på Reykhólar, hvis indtægt M. G. mener at kunne gøre krav på. Om gamle brevskaber og lign.: »Því er verr gunstuge s. 161Herra, ad ei hefe eg sied nockud þad sem þier nyta villdud af islendskum gömlum blödum, eg tók eitt og annad rusl á Leyrá, þá vestur um ferdadest, enn veit ei hvört þar í er nockud nytt edur ecke, þvi eg feck ei stunder ad siá epter þvi; í vetur, lofe gud, skal eg láta skrifa registur yfer þad og ydar Velburdughtm. tilsenda. Reikhola skiöl hefe eg. Þad er æred bágt ad ná þessu, þvi þad líted þier effterskylldud, er biskup og ambtm. ad draga til sin. Ef ad þier villdud fá nockrar af þeim sögum, sem á innlögdum sedle standa, þá skal eg þær giarnann utvega og hvad eg kann ydar Velburdughtm. til þocknunar giöra«. Beder om opsættelse med betaling af en gældspost. Vil ikke lade tingbøgerne trykke, forboldene på Hóiar er ikke gode: »Ecke hefe eg i sinne ad láta þrickia þingbækurnar. Hr. Steinn mun og hafa nóg med Bibliuna, hvöria eg heire ad hann og locaturenn Þoroddur Þordarson sieu ad corrigera (gud náde). Ecke stod skóle þar nema 6 vikur á næstlidnum vetre, olie þvi smiörekla, þvi ei mátte taka á inventarii smiörenu«. Indlagt er indholdsfortegnelse til et håndskrift indeholdende 19 sagaer af forskellig art, samt klage på en præsts vegne over at biskoppen formindsker hans indkomst.

s. 161

SYSSELMAND JOHAN GOTTORP [GOTTRUP] TIL ARNE MAGNUSSON. Að Búðarósum 13. okt. 1727.

Efter orig. i AM. 450, folio. Beklager ikke at have truffet A. M. hjemme, da han opvartede for at tage afsked. Takker for den tilsendte lovbog; A. M.s kommissoner har han desværre ikke kunnet udføre, da han denne sommer aldrig har siddet stille, da alt var i uorden: »[eg] reikna mier til lucku, at eg ecke var á alþinge i ar, i domum er dæmder voru bara umm lögmann Widalin andvana og forsvarslausann, ad forsigludum öllum documentum etc.« Det truer med landets ruin, som A. M. vil kunne høre af den brave landfoged Cornelius Wulf, »betre landsens patriot enn margur hver innlendur (proeh dolor).« Lagmændene Benedikt Þorsteinsson og Niels Kier vækker forargelse: »hielldu logriettuna SVO i sumar, ad eg ætla þar mune alldrei dæme til, ad svo hafe vered halldenn fyr, og dæmde þó hver sier ad frásögn i sijnu lögdæme. O SceluS, o pestis« — man skal ikke misunde dem, der søger at blive vicelagmænd (Spendrup, O. Dadason). O. Sigurdsson er rejst ud for at få æresoprejsning, hans afrejse har han efter omstændighederne ikke villet modsætte sig.

s. 161

[ARNE MAGNUSSON] TIL LAGMAND [L. GOTTRUP]. Thingvelle den 16. augusti a0 1712.

Trykt efter uunderskreven koncept med skriverhånd i AM. 454, folio. Med det i brevet nævnte revers, som lagmand P. Vidalin har udgivet for nogle s. 162til A.M. udlånte gamle Tingørebreve, kan sammenholdes et i AM. 450, fol. foreliggende, uunderskrevet revers med P. V.s hånd, dat. Þingeyra Claustre 26. julr 1699, ifg. hvilket »jeg underskrifadur« af lagmand L. G. har modtaget et fragment på 8 blade af en gammel lovbog på pergament samt 6 andre skindblade, som skal nedsendes til A. M.

Edle velvise Hr. Laugmand.

Næst tienstlig hilsen, forstændiges hannem hermed, at jeg nu haver leveret til Hr. laugmand Widalin de original-breve, som jeg en tid lang til laans haft haver fra Thingøre kloster. At jeg dem icke immediate addresserer til Hr. Laugmand self, foraarsages der af, at Hr. laugmand Widalin haver (som jeg fornemmer) imod brevenes anammelse, udgivet hans revers derpaa, som hand venteligen til sig tager imod brevenes endelig restitution. For disse gamle documenters laan tacker jeg ellers venligen, og tiente gierne Hr. Laugmand i lige tilfælde, om jeg noget sligt hafde som kunde fornøie hans curiositè, ligesom oftskrefne gamle breve hâr fornøiet min. Jeg sender hermed et pergaments bref om Harestade paa Skagestrand, til den ende, at Hr. Laugmand det skal beholde, om hand der om skiøtter. Troer at, for det øfrige, skulde iblandt mine chartequer findes nogle fleere gamle breve Hr. Laugmands jorder vedkommende. Jeg hâr icke faaet stunder at see grant derefter, men naar de samme falde mig i hænderne, skal jeg dennem ligeledes fremsende. Ellers hvad Thingøre-klosters breve angaar, da hâr jeg deraf seet 2de copie-bøger, en med sal. Haagen Ormsens haand, som fordom var landztings skriver her i landet, og den anden med sal. Thorkel Gudmundsens haand, som forvaltede Thingøre kloster nest for sal. laugmand Thorlef Cortsen. Udi ermældte 2de copiebøger haver jeg seet copier af nogle fleere Thingøre closters breve end disse, som nu tilbage sendes. Jeg indslutter her hsta(!) paa brevene, som saugnes, og i forskrefne copie-bøger findes. Saa kand jeg og mindes, at nogle af disse breve findis indførte i den act som passerede imellem Hr. Laugmand og Hr. Oluf Thorvardssen paa Bredebolstad, angaaende Thingøre closters og Bredebolstads kirkes omtvistede strand-rettigheder, hvor af jeg slutter, at ommælte breve (som paa forskrefne lista findes — ikke vedlagt) kandske og nogle flere maa end nu vere tilbage i Hr. Laugmands giemme. Saa er nu min tienstl. begiermg, at Hr. Laugmand oftskrefne tilbage blefne breve vilde mig communicere, og mig lade tilkomme med min læstemand Gissur Thomassen som dette mit bref leverendes vorder. Jeg haver samme min læsemand laant Hr. Laugmand Widalin hiem til hans, og for det øfrige hannem ordre givet, at ride til Thingøre med dette bref, s. 163og saa strax til mig tilbage. Ommælte breve skulde icke længer hos mig forblive, end til først i næstkommende septembri eller indtil at vore Kiøbenhauns skibe ankommer, om de længer udeblive end til først i septembri. Thi naar de komme, saa maa jeg ufeilbarligen sende nord til laugmand Widalin, til at communicere hâm, hvis ordre vi udenlands fra kunde bekomme. Og skall da disse breve følges tilbage med samme bud. Min læstemand kand icke vel skrive, og i saa maade icke give tilstreckelig revers paa brevene, om end skiønt jeg vilde lade hans revers passere for min i dette fald, hvorfore jeg vil begiere, at Hr. Laugmand, ubesværget, vil lade presten Hr. Ormer Biarnesen og Hr. Laugmands egen søn vere oververende, da hand disse begierte breve i couverten til mig indslutter, og giøre derom et lidet document, som kand ligge hos Hr. Laugmand imedens brevene ere borte, og skal Monsr. Johan Gottrup heri passere for et uvilligt vidne, thi jeg hannem tilforne kiender. Men copie af samme document vilde jeg gierne have tillige med brevene. Naar jeg disse breve tilbage skicker, saa skal det skee i en lukt couvert til Hr. Laugmand self, og tviler jeg icke om, at hand da forskrefne om deres extradition giorde document self casserer. Thi saasom jeg paa god tro handler med slige sager, saa venter jeg det ligeledes af andre. Hvis ved de fremsendende breve hænge nogen sigiller, saa beder jeg gierne, at de saaledes maa forvares, at de icke underveis kunde fordærves. Endeligen om Hr. Laugmand for nogen aarsags skyld icke kunde fra haanden miste num: 8, 9, 10, 11, af de paa hosfølgende lista specificerede documenter, da kand det vere mig næsten lige got, thi det er mig mest at giøre om de gamle documenterne. Men da vilde jeg dog gierne vide, om disse tilbage blivende 4 nummere ere skrefne paa pergament eller papir. Jeg vil udi alt dette forlade mig til Hr. Laugmands redebonhed. Slutter med ald velstands ønske til hannem og hans ganske huus. Forblivende stædse

Edle velvise Hr. Laugmands

s. 163

LAGMAND L. C. GOTTRUP TIL ARNE MAGNUSSON. Tingøere Closter d. 30. Martij Anno 1703.

Trykt efter orig. i AM. 450, folio. Hertil A. M.s påtegoing »annamet d. 19. April«.

Kongl. Mayst. Commissarius, Edle Hr. Archiv Secreterer og professor.

Jeg hafuer erholdet hanß angenemme schrifuelse ved vice lougmanden Pofuell Joensen d. 9 Novembr. nest afuigt, huorfor s. 164tienstl. betakiß; Effter Hr. Secreterers anmodning, hafuer ieg lefueret til bemelte vice lougmand imoed hans revers, alle de gamle pergaments brefue, som Tingøere Closter vedkommer og her ved stædet fandtiß. Erachter og af Hr. Secreterers missive, at hand endnu er i dend tanke, at videre af gamle Antiqviteter monne vere hoeß mig, der jeg dog tilforn hafuer aflagt min schrifftlig, saauel og mundtlig undschyldning derimoed, och monne dette vere ham forrebragt af mine mißundere, til at komme mig i fortenchelse, at ieg schulle vere saa vrangvillig, hannem det til laans at meddeelle, Da testerer jeg hermed paa ære og reedelighed, at saa fremt ieg af hannem vil anseeß for en erlig mand, schal iche it eeniste af slige documenter, findiß i min, eller andreß værge, mig tilhøerende, undtagen nogle Ißlandsche Historier eller sager, som ieg nyelig hafuer ladet opschrifue min koene til gefald, effter andre mig lante, huilke ieg præsumerer hand iche monne forlange, schal dog gierne vere til hanß tienniste, naar ieg derom faar at viede hanß villie. Ellers kand ieg iche forbigaae, min tienstschyldig tachsigelße at aflegge, for hanß høflige og Schenerositetz gemyt, der ieg har af viße hand hørt, at huor der schal hafue verit talt om min person i hanß nerverilse, endten i stoer samquem, eller andre stæder, har hand det ville afuerge med de ord, at det anstoed bedre, iche at talle om nogen fraverendiß, ti om ieg var tilstæde, monne ieg vel forsuare mig etc: Saa endog ieg iche har fortient saadan hanß høflighed, har Jeg diß høyere aarsag at æstimere og berømme hanß stadighed derudi, og derfor maa ieg vel sige om slige dyder hoeß ham iche var blefuen funden tilforn, hafde hand iche erlanget det almindelig goede nafn og røchte udi Kiøbenhaffn af alle høye og laffue, som ieg der hørte talle om hanß hoflighed och schichelighed, Derom ey videre denne gang, saa hand iche schal fatte mißtanche at ieg vil bruge Flattene, det er iche min humør, derfor er ieg iche heller verdenß ven etc: Udi det øfrige, nest dend allerhoyestiß protection, med min kierestiß och min tienst-flittig hilsen til ald vellergaamde. Forbliffuer

Edle Hr. Archiv Secreterers
tienstschyldigste tienner
L. C. Gottrup.

s. 164

LAGMAND L. C. GOTTRUP TIL ARNE MAGNUSSON. Tingøere Closter d. 14. Septembr. Anno 1703.

Efter orig i AM. 449, folio. Adr. »Formodendis a Synden udi dend kongl. forordnede Commission«. Sender hermed et tillæg til sine først indgivne s. 165»underretnings poster«. Tillæget er vistnok en i AM. 449, fol. opbevaret skrivelse til kommissærerne af 10/8 1703 og underretnings-posterne en fra Rigsarkivet (og det islandske landsbibliotek) kendt tjenstlig indberetning til kommissærerne af 20. april 1703 i 15 poster med stærke angreb på P. Vidalin. I nærv. brev refererer G. sit forbehold ang. betaling til vicelagmand P. Vidalin for lagmandsforretningernes besørgelse under G.s ophold i København (1701—2); giver endv. et forglemt tillæg til sin kreatur-optælling.

Forholdet mellem L. Gottrup og Arne Magnusson og P. Vidalin belyses ved en af bønderne Þorvaldur Ólafsson og Þorsteinn Jónsson til de kgl. kommissærer A. M. og P. V. indgiven klage — dat. Víðidalstungu 2. juli 1703 — over rettergangen mod dem i anledning af deres vægring ved at give lagmand L. Gottrup vidnesbyrd som øvrighed. Orig. med skriverhånd i Isl. Landsbibl. 336, 4to.

s. 165

LAGMAND L. C. GOTTRUP TIL ARNE MAGNUSSON. Tingøere Closter d. 16. November Anno 1703.

Efter orig. i AM. 449, folio… Diße faae linier scheer alleniste, at saasom indfalt discurs udi hans tielt nestafuigte alting, at det var blefuen forglemt uden lands, at sende Hannem covee effter hanß forschrifft, saa hand derpaa maa lide mangel i vindter, Ti sender Jeg ham herhoes et fierring pund cove bönner under forseigling, effierdi ieg er ingen liebhaber deraf, beder deßen ringhed iche at forsmaae, eller for mig ilde optage«. Har efter løfte villet låne vicelagmand P. Vidalin 40 »føringer« smør, men har ikke kunnet få kvittering for dem og frygter for, at V. vil benytte lejligheden til at binde G. til betaling af laugmandsløn.

Hertil fg. egh. seddelnotits af A. M.: »d. 3. Mail 1704. Hr. laugmand Gotrup tacket for Caffé bønnerne — med Hans og vicelaugmandens Controversie befatter ieg mig intet. Over Tingøre documenterne som ere hos mig skal ieg self lade giøre register. Sendt Asbiørn Joachimsøn (sål.) besværing«.

s. 165

LAGMAND L. GOTTRUP TIL ARNE MAGNUSSON. Hos Øxeraa d. 24. July 1708.

Efter kopi i AM. 448, folio. Kvittering fra G. til A. M. for et G. på landstinget ydet lån på 150 rdl. specie, som skal tilbagebetales på landstinget 1709, for så vidt det ikke forinden er afgjort ved de til vederlag for L. G.s rejseudgifter opkrævede penge.

s. 165

LAGMAND L. C. GOTTRUP TIL ARNE MAGNUSSON. Tingøere Closter d. 25. Augusty 1712.

Trykt efter orig. i AM. 449, folio.

Velædle Herr Assessor

Nu strax erholdt ieg Hr. Secreterers angenemme schrifuelße dat. Tingvelle d. 16. Augusty nest afuigt, huorfor tienstl. betachiß, der af eragter, at hand Tingøere Closters brefue som hoeß Hannem s. 166har veret, til Hr. lougmand Pofuel Vidalin har lefueret, som mig imod lians reverser monne tilstille.

Ellers bør mig høyiig at estimere Hr. Assessors stoere høflighed imoed mig, baade tilforn og nu, med det kiøbebreffi tilsendelse for 10 c. i Harastad, og promiss paa fleere mine Jorder vedkommende, som iblant hanß documenter monne findiß, naar de ved leiglighed kommer Ham i hænder, For slige og anden forermeldte høflighed, Jeg tienstschyld. betacher, och for obligerer mig derimoed til hanß redebon tienneste effter gifuen leiglighed.

Angaainde de documenter og brefue om Sigridestad sands rechepladß, som Hr. Assessor begier til laanß og at maatte sendis med nerverinde hanß lestemand, som Hr. logmand Vidalin har hiemfylget, alt saa har ieg dem igiennemsett, og findiß ingen kalfschinds bref derudi uden it vidnißbyrd af 2 mend udgifuet, om Hundstade og Tingøere Closters sand, de andre ere alle schrefne, og en deell videmeret copier, huilke ieg gierne hafde villet sent ham, men denne gang forhindriß, af aarsag ieg har ingen hiemme hoes mig, som dennem kand registere og attestere, presten sr. Worm er iche hiemme, min søn Johan Christoffer er reist vester, min tienner Sigurder Einersen ligger for synden, og venter effter schibene, baade for mine falche, med videre hoeß kiøbmendene mine veigne at forrette, beder tienstl. Hr. Assessor ville pardonere mig denne gang, og som ieg fornemmer, at hand har i forsætt at sende norder til Hr. lougmand Vidalin det fyrste schibene kommer, saa schal ieg vere fortencht da at sende ham huiß derom findiß, imidlertid ville hand excusere og iche fortenche mig. Vil saa kaartelig i hast afbryde, efftersom sendemanden iiler paa hiem reißen. Udi det øfrige, nest gudommelig beschiermeisiß varetecht til ald bestandig velgaainde og stedtze forbliffuer

Velædle Hr. Assessors tienstberedvillig
og schyldig tienner
L. C. Gottrup.

s. 166

ARNE MAGNUSSON TIL [PROFESSOR H. GRAM], Hafniæ d. 19. Febr. 1726.

Trykt efter egh. orig. i Univ. Add. 117, 4to. A. M. oversender et af ham indkøbt håndskrift (Epistolæ Vilhelmi abbatis), sandsynligvis skrevet for A. Vedel. Han tillægger det ingen værdi, men vil ikke, at det skal falde i hænderne på en fusker og muligvis udgives. Sml. Scriptores rer. Dan. VI, p. 1-2.

Vir optime, amicissime,

Mitto Tibi veteramentum hocce, nullius, ut puto, momenti: s. 167qvod tarnen apud Te, qvam alium, asservari præstat. In gratiam Andreæ Welleji exaratum esse puto; Tu diligentius inspice. Duobus Scutatis et duobus Solidis Danicis veniit, qvos frustra expensos esse scio. Sed non conducebat, Exemplar hocce, licet vile, diutius circumvolare, et forsitan à Sciolo qvodam in publicum protrudi. Vale cum Tuis!

T. T.
Arnas Magnæus.

s. 167

ARNE MAGNUSSON TIL [H. GRAM], udateret.

Trykt efter original i Islands landsbibliotek (J. Sig. 98, folio). Under forespørgselen står neden-aftrykte påtegning med Grams hånd.

Vir Nobiliss. Eruditiss. Amiciss.

Dic mihi: ubi sita fuerit (secundum fabulas) Schola illa Nigra (den Sorte Skole) ubi Diabolus juvenes docuisse putatur, et ex abeuntium numero unum semper secum abstulisse? Nisi valde fallor, legi in libro qvodam geograph. Scholam istam fuisse alicubi in montibus pyrenæis, vel alicubi in Superiore Delphinatu. Sed liber nunc non occurrit memoriæ. Tu, qvi longe meliore reminiscentia præditus es, me forsitan hæc docere poteris.

T. T.
A. Magnæus.

Fuit illa schola Nigra in Academia salmanticensi vid. Cardan. in libris de rerum varietate, sed liber & caput jam non succurrunt.

s. 167

ARNE MAGNUSSON TIL [H. GRAM?], udateret.

Trykt efter egh. original i Islands landsbibliotek (J. Sig. 98, folio). Meddelelsen er rettet til en collega, sandsynligvis Gram.

Vir Honoratissime, Collega amicissime,

Nimis certe hoc carmine extolluntur Defuncti istius tam pietas, qvam justitia. Neutram harum virtutum nisi perfunctoriè admodum coluit. Interea non video causam, cur typis prohiberi possit. Neqve enim exactam in hisce veritatem reqvirimus. Addo, qvod mihi multiplicè literarum commercio notus fuerit, unde nunc de mortuo laudes, sive meritas, sive minus, invidere haut convenit. Valè.

T. T.
A. Magnæus.

s. 167

PROFESSOR H. GRAM TIL [ARNE MAGNUSSON] Kh. d. 12. Aug. 1718.

Trykt efter orig. i AM. 45d, folio.

s. 168Velædle Herr Assessor.

Det spørsmaal fra Cancelliet i gaar var aldeles uden consequence, og betydde ej andet, end at alle Rangs-Personerne skal opsættes paa en lista til kongen, som de nu bruger denne tid til, da de intet andet har at bestille. Motte jeg nu allertienestl. bede, at Hr. Assessor, om belejligt var, vilde lade mig med nærværende faae at see sal. Sperlings Collectanea de Jure Danico, skal de om 8 dages tid i det højeste blive uskad tilbageleveret til Dennem igien. Videre haver jeg den ære at conferere til middag, forblivende imidlertid og stædse Velædle og velb. Herre Deres

ydmygste tiener
H. Gram.

s. 168

PROFESSOR H. GRAM TIL ARNE MAGNUSSON. [1728?].

Efter egh. orig. i AM. 778 a. 4to. Omcensur over en afhandling om Grønland af A. Bussæus). Trykt i Breve fra Hans Gram, Kbh. 1907, s. 4—5, dog med forbigåelse af nogle i et P. S. fremhævede tvivlsomme steder i afhandlingen. Adr. »Assessor Magnussen«.

s. 168

SOGNEPRÆST ÞORLÁKUR (TH-) GRÍMSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Miklagarde i Eiaf. d. 6. septembris A0 1709.

Efter orig. i AM. 450, folio. Takker ydmygst for så vel mundtlig som i gerning udvist velvilje »hvörra ummbunare eg bid ad sie sialfur Gud, sem ei lætur kalldann vatnsdrich i sijnu nafne gefenn, olaunadann vera«, samt beder undskyldt, at han først nu besvarer et forrige sommer modtaget brev. Oplyser om et fragment af Guðmundar saga og om en Maríu saga: »[Og so eg naums tijma vegna andsvare mijnum Herra med fám ordum upa postshrif i hans Herradóms brefe, vidvijkiande þvi blade er eg honum sende, þad sama blad odladest sr. Thorsteirn, hia mijnum födur og er úr þvi fragmento Gudmundar sögu sem hann átte, enn effter soddann blödum hefe eg bæde leitad og spurt a ummlidnum vetre hia imsum i pessare sveit, sem þeinkt hefe i þeirre vænd vera mættu slijkt ad eiga, þo er þad vijst minn sal. fader gaf soddann blöd burtu þeim sem hann badu, þar er til vitnis brodur minn Illuge G. s. sem er 7 árum elldre enn eg og i þessum blödum lærde ad lesa. Nu verdur eche hier vid framar giört (þo giarnann villde). Pro secundo, Mariu sögu hefe eg alldrei i láne vitad hia göfugie Ragneide m. Jonsd. i Gröf, og ei helldur i hennar eign vera, þvi eg var hennar pienare nockur ár, og hafde under höndum hennar bref og bækur, og alldre hefe eg Mariu sögu sied, nema s. 169þa einu sem eg mijnum herra sende og fra Hruna kirkiu var tekenn, þvi forundrar mig þetta, alldrei hafde Ragneidur m. kunningskap vid Hruna-folk, so henne hefdi þadann sagann lied vered« — fra [overstreget, med tilf. marginal af A. M. ved stykkets begyndelse habeo alibi.

Som svar på det tredje æmne ang. præstekaldet Staður på Reykjanes erklærer Þ. G. ikke at turde overtage dette, men takker for A. M.s vilje til at hjælpe ham; han må nu blive ved Miklagard sogn, som præsten Þorsteinn Ólafsson vil afstå til ham. Rådspørger A. M. ang. collats eller stadfæstelsesbrev og beder ham virke for den præstekaldet tilkommende del af den kgl. almisse. Vedlagt følger kopi af en redegørelse for kaldets indtægter, med krav på den kgl. almisses fulde udbetaling, hvis fremsættelse han frygter for har mishaget biskoppen.

s. 169

SOGNEPRÆST ÞORLÁKUR (TH-) GRÍMSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Miklagarde i Eyafirde d. 3. Julij A0 1710.

Efter orig. i AM. 450, folio. Adr. til »Auxarár alping«. Med tak for hidtil vist velvilje og mange i latinske citater indklædte undskyldninger påkalder Þ. G. A. M.s bistand til en forbedring af hans besværlige kald, ved at præsteboligen Miklagarður bliver gjort til beneficium, hvortil kræves den tiltrædende biskops anbefaling; A. M.s mening herom håber han at få tilsendt med altingsmændene. Ang. den nødvendige supplicats må også A. M. hjælpe, da han ved »hvad för ullt mier var þad danska tungumál fordum«.

s. 169

SIGRÍÐUR GUÐMUNDSDÓTTIR TIL ARNE MAGNUSSON. Giljum í Mýrdal 1.(—3.) juli 1706.

Efter orig. i AM. 450, folio. Reder det kgl. sendebud A. M. at afhjælpe, at hun hos sysselmanden Ólafur Einarsson ikke har fået erstatning for et bortdød stykke lejekvæg og ikke kan få en tyveårig lejeko ombyttet. Ligeledes klager hun over, at hun ikke kan få noget til en nabo udlånt smeddeværktøj tilbage.

s. 169

ARNE MAGNUSSON TIL ÁRNI GUÐMUNDSSON I BÍLDUDAL. 27. aprilis 1707.

Trykt efter brevuddrag med skriverhånd i AM. 122 c, folio. Forespørgsel om fragmenterne af membranen Reykjarfjarðarbók af Sturlunga saga. Sml. udgaven Kbh. 1906-11, s. XXXVI.

Nu er enn framar ad lala um þá gömlu Sturlunga-sögu, ur hverre eg nockur blöd ödlast hefe, sem fra ydur komenn eru. Og er nu þad sierdeilis sem eg um hana villde af ydur frædast.

1. Hvar þier ætled Gisla sal. Jónsson i Reykiarfirde þessa bók eignast hafa, og nær, ef þad vited. Item hvert hun þá mune heil vered hafa, edur skiertᵅ.

2. Hvada ár, ongefer, þier nefnda bók eignudust hia Gisla sal. Mier er sagt hun hafe nockrum árum firir 1680 enn þá vered hiá Gisla, enn þier munud liier ur best greida kunnaᵝ.

s. 1703. Hvert þesse bók var heil þá hana eignudust, edur og skiert ad nockru, og ef so var, þá hvert miked edur lited af henne burtu var, hvert i upphafe hennar, midiu, edur sidast. Item hvert bókenn öll var læselig, edur og sökum mádrar skriftar, sorta, edur fua, litt læs, edur ólesande var, þá hana eignudust, edur og fyrst sáud hiá Gisla sal. Jonssyneᵞ.

4. Um hvert leite (eg meina hvada ár ongefer) þier fyrst til tókud blödum burl ad bita ur sagdri bók, og hvert bókenn fyrer fram nockud spilllst hafdi (af fua, edur i annann þvilikann máta) frá þvi þier liana af Gisla sal. feingud.

5. Hvert eingum fiarlægum ydur feinged hafid blod ur þessarri bók, og ef so være, þá hverium. Item hvert ecke vited neinstadar blöd ur henne vera, uppá þad menn kynne, þar edur þar, ut um þau ad vera.

Þetta er nu ærurike vin, þad sem eg af ydur i þetta sinn vita girnest, bidiande vinsamlega, þier mier uppá sierhvad þessarra spursmála greinelega svara vilied. Og være mier stór þægd ef þad sama ydar svar kynne mier i hönd ad koma á næstkomanda alþinge. Þessu jafnframt vil eg ydur umbeded hafa, ef nockurstadar, nærre ydur, edur fiærre, vited til vera hid minsta ur optnefndre bók, sem i ydar vallde sie yfer ad komast, þier þá vilied giöra so vel ad ná þvi sama, hversu litels vert sem synast kynne, og vil eg allt þetta ydar ómak gódu forskullda, ef nockud þar á mót ydur til vilia giört gæte. Og kunned þier vel skilia, hversu þægt mier mune hid minsta blad hier af, þar eg so itarlega hier um skrifa.

Hertil A. M.s egh. anmærkninger om hvad der var isvarad munnlega 1710«:

α ignorat, enn heil var bokin i fyrsta þá Arne hana sá og um hönd hafde, eda ad mestu heil.

β Arne atti alldri bokina, helldur hafdi hana til láns af Gisla, og restitueradi hana honum. Sidan reif Gisle bokina i sundur og gaf ymsum blöd ur henne, og Arna nockur blöd, bokin losnadi miög so i [opr. var tekin til at losna .. ur] bandinu, þá hun i lane var hia Arna Gudmundzsyne, var hun þá öll nockurnveigen læs enn vida svört orden.

Arne Gudmundz son var um tvitugs alldur eda þar firir innann þá Gisle honum bokina liede, enn er nu 54 ára 1710. Var hun hia honum i lane so sem eitt ár. edur nockru meir.

γ Upphafed var þar, minner Arna, med storum staf, og eins i upphafi á hverium þætte. Og ecki veit hann distinctè, ad neitt i hana vantad hafe.

s. 171

SYSSELMAND BESSI GUDMUNDSSON [BESSE GUDMUNDZSON] TIL ARNE MAGNUSSON. 10. juni 1704.

Efter orig. brev-fragment i AM. 450, folio, med A. M.s egh. tilføjelse af navn og datum. Det af skarpe klammer indesluttede er overstreget.

Takker for brev af 16/4. Har tidligere redegjort for alt udsvar af ham og almuen i hans sysselpart til lagmand Gottrups rejse-godtgørelse, men hvortil man havde tænkt sig at øge noget. Sender de i altingsbog for 1703, nr. 16 af kommissærerne krævede kopier ang. hans kloster-forlening (1. klosterets inventar, 2. de med klosteret modtagne breve, 3. hans forleningsbrev samt register over klosterets jorder og deres kúgildi). »Eche hafa fleire pergamentis bref hier á Skridu klaustre mier fyrer sióner komed (þess eign) enn þaug med Monsr. Jacobe Nielssyne frammsende og utskrifft revers þess vel fornemme kaupmanns med brefa copiunum auglijser. Maske valldsmaduren Monsr. Jon Thorlaksson vite nochud giör til þeirra, þar so mörg vera áttu, sem Edla Prófessor umgetur af visitatiu sal. Mag. Briniuls S. S«. Kommissærernes krav til jordejerne om fremvisning af deres ældste breve har været bekendtgjort, men mere end nogle nu fremsendte kopier har ikke kunnet skaffes. Om gamle pergamenter: [»Annars til ad svara Edla Herra Professoris vidleitne, ef eg nochud af gamallre pergamenteß skrifft meira ed[ur] minna eiga edur fá kynne, honum þad til alþijngeß sende, enn þvi er midur, soddan er ei i mijnu valide, enn hefde eg þad fyrre vitad, þa munde eg vidleitast hafa, þar lijklegt þætte, og frammvegeß vil eg þar til reina, lijde mig drotten. Karlamagnusar saga, ur hvörre þad blad var, kverkorn fra mier i fyrra innsaumadest, var a millum handa heidurlegs kennemans sr. Þorvaldar Stephanssonar á fyrre árum, hafde hann hana feinged hia erfingia þess eg hana liede (habeo alibi A. M.s marginal). Enn af þvi eg merkte hann villde ydar ypparlegheitum hana til Kaupenhafnar senda, þa liet eg þad so vera, og veit eg ecki framar hier fyrer greida. Sticke af Caroli sögu 71 blod sendust med lögriettumannenuin velvijsum Petr[e] Asmundssyne, Margretar saga og 7 blöd samföst, heil papisk, Edla Professor til þienustu (allt þetta med tekid A. M.s marg.). Ættartölu bók hef eg alldre eignast, þeir annad hafa fortaled, hefur þar um yfer siest]. Giarnan skal eg hia mier effter lijta, næ[r] hentugleik fæ, hvort nochuria gamla dóma edur þessháttar (ydar Há gh. breflega nefnde) hafa kann, sem til þienustu meintest«. Drister sig på grund af svagelighed ikke til at rejse til altinget …

s. 171

SYSSELMAND BESSI GUÐMUNDSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Skridu Klaustre d. 7. Junij Anno 1708.

Efter orig. i AM. 450, folio. Henviser til sit brev af 19/9 07, som han véd gennem forskellige hænder er nåt til Síða (i Skaftafells syssel). Kan ikke rejse s. 172til altinget på grund af heste-mangel efter den hårde vinter. Tilstanden er elendig, ikke mindst på grund af koppe-epidemien: »ei sist vegna (adur tieds) vid auka ad boolu sottinn er nu hingad i Fliótsdals herad kominn og tekur til ad dreifast ut sydann vedred hyrnade, enn hefur spaklegar farid i vetur, umm Álta fiördinn, Berufiardar strönd, Breiddal, Stödvar fiörd, og Skriddalinn hvar hun er enn eche af stadenn; i Reidar fiörd er hun nylega kominn, og hingad nálægt Filótsdalnum, á Vallna hrepp, gud væge oss nadarsamlega, og giefe vort sydasta verde hid besta«.

s. 172

SYSSELMAND BESSI GUÐMUNDSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Skridu klaustre d. 7. Septembris Anno 1708.

Efter orig. i AM. 448, folio. Takker for brev dat. Skalholt 10-11/8. Da han nu har vished for, at A. M. agter at rejse til København, lader han dette brev følge med købmand Niels Hendrichsen — med oplysning om den Gottrupske rejsegodtgørelses indbetaling. Beder undskyldt, at han på grund af sygdom m. v. ikke påny kan lade kopiere pergamentsbrev-kopierne, men håber at det tidligere tilsendte har været rigtig kopieret.

s. 172

SYSSELMAND BESSI GUÐMUNDSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Skridu klaustre d. 8. Septembris Anno 1711.

Efter orig. i AM. 450, folio. A. M. har i et 12. juni modtaget brev anmældt sin rejse til østlandet: »Af lidenn 12 Juny medtók eg ydar elskulegt tilskrif, enn þess sökum þad liet mig vita hijngad austur koma mundud a þessu sumre, teiknade eg ydar Hágöfugheitum ecke til med alþijngeßmönnum, annars munde eg hafa þess þienustusamlega giætt«. Senere har B. G. med lagrettemand Brandur Þorgrímsson modtaget et andet og takker for den gode behandling af sendebudet, som har medbragt kvittering for udsejlings-kontributionen. A. M.s udsendinge Þorsteinn Sigurðsson og Þórður Þórðarson har han vejledet ang. handelsdistrikterne: »Skyllduglega hefde eg efter giört ydar ósk ad veita lidsinne ydar æruverdugu sendemönnum, ef þeir hefdu i einhveriu láted mig (þar um) sinn vilia vita. Enn mier sijnest so fyrer þeim sied, ad hverke mijn nie annara (hier austur) storum vid þurft hafe. – – Efter-lit hafde eg med Monsr. Þorsteine Sigurdssyne og Monsr. Þorde Þórdarsyne umm hægd þeirra, sem hier i Fliótzdal eru fyrer nordann Jökul(s)á, til fiske-utriettinga og kaup-höndlunar vid danska. Höfdu vier tal vid heidurlega kiennemenn sr. Paal Högnason og sr. E(i)rik Jonsson þar um, sem eru samt mier og fleirum fyrer nordann nefnda Jökulsá, og villdu þeir telia sier hagfelldara ad hafa kauphöndlun a Reidarfyrde enn Vopnafyrde, þvi fra þeirre sveit og henne nálægum hafa flester hiedann sinn fiska ad-drátt, og þo sa okostur hier nefnd Jokulsá giöre optar stóra hindran ad hest-ferdast so þar vill endelega feria til yfer s. 173hana, þa telia nockrer þar a mót hættu-samt a haustenn (þegar so fellur) yfer Smiörvatnsheide, edur Hellers heide i Vopnafiörd, þo su leid sie vatna minne. Enn mættu Fliótzdalingar (sem optar hefur venia vered) höndla i hvorium kaupstadnum Reidarfyrde edur Vopnafyrde, sem efter áranenne kinne betur henta, þa være þeim þad allra best. Fellenn og Tungann mun sijnast til Vopnafiardar sæke, Jökuldalur og Hlijdenn, Vopnafiördur og Strandernar, meinast þo þad districhte minna hinu, sem Herra Assessor hefur umm skrifad til Reidarfiardar legdest og þad miked vel utspurt og alited. Þetta kann Monsr. Þorsteirn Sigurdsson giörlegar ad fortelia enn eg teikna, þvi honum er orded þad alkunnugt. Et kaupmála-brev mellem afd. Bjørn Jonsson og Margret Nichulasdatter har ikke kunnet opspørges, men dets indhold gives.

s. 173

BJARNI GUÐMUNDSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Krossi d. 20. Junii Anno 1705.

Efter orig. i AM. 450, folio. Adr. »Oxarar alping«. Fremfører »gratleg klögun« over sin nabo, sysselmanden Jon Thorlaksson, som har foreholdt ham største delen af den aftalte eftergivelse af hans offenlige afgifter som vederlag for arbejdet på to hustomter — til straf for, at han ikke har villet tage i betaling en sysselmanden tilhørende line. Beder om at fá en forsvarsmand beskikket til rettergang mod sysselmanden.

Vedlagt er to brevsedler fra sysselmanden til B. G.

s. 173

GUÐRÚN GUNNARSDÓTTIR TIL ARNE MAGNUSSON (OG P. VIDALIN). Keldunes 15. juni 1703.

Efter orig. i AM. 449, folio. Enken Guðrún Gunnarsdatter og hendes 4 børn beder kommissærerne hjælpe sig til rette mod biskop Bjørn Thorleifsson, som overfor børnenes formynder har gjort krav på et beløb i gården Ytri Tunga på Tjørnes, som tidligere er bleven tildømt børnenes fader og farfader, idet de fremstiller i 7 punkter deres indsigelser.

s. 173

ARNE MAGNUSSON TIL GUÐRÚN HÁKONARDÓTTIR. Skallhollte þann 16. novembris anno 1709.

Efter koncept med skriverhånd i AM. 449, folio. (Skriveren er den danskfødte H. Becker.) A. M. beder G. H. råde sin tjænestekarl til at gøre sysselmand O. Einarsson en undskyldning for sine fornærmelige ord.

Til Gudrunar Hokanardóttur(!).

Þetta mitt bref orsakast annars af misklid þeirre, sem eg spurt hefe, ad til mune standa mille syslumannsins Olafs Einarsonar og vistarmanns ydar Þorvards Arnasonar rísande af liotum ordum um hest. Veit eg nockra understödu um forna rót þessa s. 174máls, og hverneg þvi firir nockrum árum var nidursleiged. Nu furdar mig, ad madurenn skyllde þetta efne aptur á lopt hefia, allra hellst med svo smánarligum ordum sem mier eru flutt, og er þad audsied, ad hann kann ecke skadlaust þar frá ad kema(!), ef þau eru svo sem sagt er. Svo þyker mier leidt, ad madurenn (sem þetta kannskie hafe i dryckeskapar vitleyse ruglad) skule komast i ólucku (þvi sitt er hvert, ad vera skulldseigur um hestverd, eda ad vera þiófur ad heste: eg herme annarra manna sagner) firir þad mál, sem ádur var uttalad, og mier þótte hann þá riettara hafa, og þetta er, sem sagt er, orsöken til þessa míns brefs. Nu er ecke von, ad syslumadurenn mune svo þetta setiast láta, ef hann hefur vitnen til reidu, og siáed þier þá siálfar, hver enderenn mune verda firir mannenum. Svo skyllde þá mitt rád vera, ad Þorvardur fære til syslumanns fyrst einslega, og medkiennde firir honum, ad þad hann talad hefde, hefde dryckiuskapar óvit vered, sem hann alldrei hefde hugad ódruckenn ad tala. Take syslumadur þessu vel og leidest til forlijkunar (ydar brefs ord med Þorvarde til syslumanns mundu og hier i nockru orka, þvi eg hefe alltid fornumed, ad hann ydur hlidhallur vered hefur), þá mun honum ecke þyckia minna vera meiga, enn ad þorvardur bidie hann firirgiefningar i manna náveru, og þar til vil eg Þorvarde ráda, ef hinn þar med vill fornægdur vera, þvi bettre er litil óvirding, enn stor smán þegar vid ödruhveriu er ad buast. Þier siáed, ad eg skrifa þetta af meinlausu giede, enn Þorvardur hefur hier af hvad hentast synest, og er mier liuft, ad þier láted hann þetta bref lesa. Annad fellur nu ei til brefsefnes i þetta sinn, enda þvi med hvers kyns heilla óskum til ydar, og alls ydar varnadar, verande alltid

Ydur þienustuviliugur
A. Magnussen.

s. 174

GUÐRÚN HÁKONARDÓTTIR TIL ARNE MAGNUSSON. Sólheimum í Mýrdal 13. okt. 1706.

Efter orig, i AM. 450, folio. Efter aftale på sidste alting sendes herved med brevføreren 4 rdl., for hvis modtagelse tilståelse udbedes med overbringeren. Hertil A. M.s marginal: »medtecner, og er þar med su skulld lokin, so eg á nu eckert meira hia henne«.

s. 174

GUÐRÚN HÁKONARDÓTTIR TIL ARNE MAGNUSSON. Eyrarbakka 19. juli 1707.

Efter orig. i AM. 450, folio. Beder om A. M.s bistand overfor en fæster, som ikke har betalt sine afgifter, og som hun derfor har ladet stævne, samt s. 175overfor myndighederne, med hvis afgørelse på mandtalstinget på Kleifar i Síða (om manglende bygnings-brevs udstedelse) hun ikke er tilfreds.

Vedlagt er kopi af vedkommende post af herreds-tingbogen.

s. 175

JÓN HÁKONARSON TIL [ARNE MAGNUSSON]. 1701.

Trykt efter A. M.s egh. uddrag i AM. 166 a, 8vo. Petur Þordarson, sem þessa (Hraundals vistnok tilf. af A. M.) Eddu [ↄ: þá sem Hraundals Edda er epter skrifud A. M.s anmærkning], ad sögn, skrifad [uppá þennann máta saman tekid A. M. anmærkning] hefur, bió á Innraholme á Akranese, hann var sonur þordar Henrikssonar sem þar bió og Syslumadur var i Borgarfirdi. Hann (Petur tilf. A. M.) er daudur fyrir meir enn 20 árum. Bágt mun vera upp ad spyria þad exemplar sem þesse Edda er epter skrifud [Jón Hakonarson 1701 tilf. A. M. og derefter Jon Þordarson meinar ad þad sie ei sa Petur. imò non est, hann var á Fellzenda i 6Dölum].

s. 175

JÓN HAKONARSON TIL ARNE MAGNUSSON. Stóra-Vatnshorne d. 17. Septembris 1729.

Trykt efter egh. underskreven orig. i AM. Access. 1. Kræver meget bestemt en til A. M. for 20 år siden udlånt sagabog tilbage.

Vel-Edla Hr. Assessor, þienustu skylldug heilsan.

Eg oska þesse fáorde sedell finne Hans Velbyrdigheit i ákiósanlegu velstande sem oska continuere. Mier tekur nu næsta ad leingiast epter sögubók minne, sem i láne vered hefur 20 ár, nær þetta sem yferstendur er lided. Vel veit eg, hefde nockud vered i henne eptersiár verdt, mætte i so langann tima uppteiknad vera, og iafnvel þó bókenn til enda uppskrifud vered hefde, optar enn eitt sinn. Eg hefe nefnda bók keipt fyrer 4 rixdale, og vilie Hanns Velbyrdigh. hana fyrer sagda peninga innleysa, læt eg hönum þad epter, annars være mier nær skape bókenne behallda og mier ad áre komande sendest, lofe gud; fiölyrde hier um eige framar i þetta sinn, hvad eg bid hann vel virda, befel so Hanns Velbyrdigh. under vernd þess allra hædsta gudz umm tima og eylifd.

Forblif Hans Velbyr(d)igh. þienustuskylldugur þienare
Jón Hakonarson.

A. M.s egh. uddrag (fra AM. 116, 8vo) af et brev (til ham?) fra Jón Hákonarson, 1698, er aftrykt i den AM.ske katalog II, s. 400.

s. 175

[PÁLL HÁKONARSON TIL ARNE MAGNUSSON.] [1713.]

Efter uunderskreven orig. i AM. 267, 8vo (bl. 159). Memorial over udførelsen af det beretteren (P. H.), Þórður Þórðarson, Magnus Einarsson, Jason West og Styr þorvaldsson i efteråret 1712 foresatte skriverarbejde.

s. 176Verkefne, sem rádzmannenum Þórde Þórdarsyne var ætlad umm hausted 1712.

Ad conferera Postulasögunnar frá Skarde. Ad uppskrifa accurate Audunar biskupz máldaga. Auk þessa skyllde hann uppskrifa Skálhollt, og medtók þar til matriculæ formam. Allt þetta hefur hann absolverad og rigtuglega mier aptur afhendt, enn máldagana hefur hann ecke confererad, nei helldur þau norsku Nidaross bref (sem ummtalad var sídast ad skilnade) vegna eins og annars annríkis.

Magnuse Einarssyne feinged þetta ad skrifa 21. Septembris Anno 1712. Kálfskinnsbref 20, pappirs bref 63, öll þesse lögmannsens Widalin, i einum stock. Øgursbrefen öll i einum stock, á kálfskinni 10, enn á pappir 1. Enn þá medtók Magnus einn stock lítenn fullann med gömul bref til ad skrifa, þann sama sem Minn Herra epterskilde hiá mínum verkefnum á hillunne i badstofunne, og eg skyllde honum afhenda. Item Mariu soguna, allt þetta er klárt og mier skilvíslega aptur afhendt. Hier ad auke hefur Magnus afrissad i vor 28 innsigle under Nidarossbrefum þeim sem Þordur Þ. s. skyllde conferera og liggia i ferkantada stóra stocknum, i hvítu litlu kistunne laungu, þeirre sem eg hafde likelenn ad. Ecke þottest Magnus siá nein merkeleg innsigle under brefum þeim sem hann skyllde skrifa firir utan þad eina sem þier vid hann nefndud, þó skal sídar betur epter þvi siást.

Mín eigen verkefne áhrærande. Vallaness-, Valþiófstadar- og Einholltz-bref eru af mier accuratè confererud, enn þurfa þó aptur ad siást uppá eitt og annad, bída þau nu so á sig komen.

Oddabref öll þau fánytare hefe eg skrifad, sem óskrifud voru, confererad og sídan prófastenum sendt, enn hin gömlu bída, so sem þier firirsögdud, og lætur prófastur allt þetta so vera. Annálabók Oddz á Fitium er af mier klár giörd, og sídan afhend syne hanns Einare, i Skálhollte þann 7. Januarii Anno 1713.

Jómsvíkinga-, Gísla Súrssonar-, Hrafns Sveinbiarnarsonar-, Olafs digurbeins- og Dynus drambláta-sögur eru allar confereradar vid þá stóru bók i folio med hende sr. Jóns i Villingahollte, allt eins og þier mier fyrersögdud, so accurate sem vard (virdtest mier þetta ecki vera áhlaupaverk).

Sagan af Ragnare lodbrók, ydar exemplar i folio, og Trojumanna saga ydar i 4to med ödru fleira aptantil í bókinne er accuratè confererad vid exemplar Sigurdar Biörnssonar i 4to, þarf þetta þó aptur ad skodast.

Bessastadabrefin med hende Stirs og hin med hende Jons Torfasonar (eg meina ecke Videyensia), item bref sr. Biarna Jonssonar, s. 177sem og eru med hende Jóns Torfasonar, eru öll confererud vid Bessastada bókina i 4to og bída so.

Þad sem oskrifad var i Hólastadar rekaskrá, skrifade eg og confererade hana sídan alla literalitèr ed besta eg gat; sídan afhendte eg hana biskupenum Hr. Steine epter þessum póste i brefe ydar til födur míns: Af gömlum documentum sem hiá mier eru, leverar hann (Páll) eingen, nema Hóla rekaskrána, hin bida öll minna atkvæda etc: Hefde hier nu staded, eins og i ydar sídara brefe til mín med Monsr. Braem: ef hun heimt er, þá munde hun enn þá kirr seted hafa, og eg mier ecke ferd giört epter henne einungis heim af alþinge, þvi eige visse biskup, hvar hun var nidurkomen, og kunne þvi ecki hana ad heimta, enn vard þó bókinne næsta feigenn, þá eg hana leverade mot qviteringu.

Af máldögum Jóns biskups, Olafs biskups og Peturs biskups hefe ec ecki miked enn þá confererad.

Sturlunga saga er ad mestu hálf samanlesen vid exemplar sr. Þórdar. Skal þetta hverutveggia bætast, giefe Gud mier líf og heilsu.

Sr. Þordur minntist á vid mig umm bækur sínar, þó fátt og líted, svarade eg honum þá, so sem þier höfdud firir mig lagt i brefe ydar og liet hann so þar umm hliótt.

Máldaga bókena afhendta og Monsr. Jason West á næstlidna hauste 1712 til uppskriftar, med þvi eg sparade pappirenn i tíma; lagde hann þó siálfur 1½bók til auk þess sem eg honum fieck, og gat hann so med þvi móte afskrifad Wilkins maldagann med settaskriftenne; Hinn partur bókarennar bídur vetrar. Pappirenn hefe eg Monsr. West aptur leverad.

Verkefne, sem Stir Þorvalldzsyne var ætlad, hefur ecke Þórdur rádzmadur honum leverad, med þvi pappirenn kom ecki i haust, enn i sumar hefur Stir ecki tima þar til og óvíst hann giete þad frammveiges, so hefur þá Þordur hier firir afhendt mier þetta aptur, og skal eg eitthvad ur þvi ráda ef giet.

Þingbækurnar hefe ec medteked af Bryniolfe Þórdarsyne og hinar honum aptur leverad, sem fra ydurkomu, mot qviteringu.

Bókin, sem þier mier sendud af skipfiöl i fyrra med skólameistaranum, liggur vel forvorud i einne packkistunne, sem eg hefe ummgaungu umm.

Brefen, sem skólameistarenn ydur synde á skipfiöl i fyrra og hann ockur Magnuse liede epter ydar bón, eru afskrifud og confererud, Magnus rissade af under þeim innsiglen og afhendte eg þau so skólameistaranum.

s. 178Hier af kann minn Herra ad siá, hvad eg hefe lauslegt af Hanz bókum under hendinne, án þeirra sem specialitèr registreradar eru, og giet ec ecki þar umm distinctius skrifad enn so. Hólmzbókena afhendta ec födur m. strax epter ad þier vorud siglder, enn hann sende hana brodur sínum Arna sama hausted, hefur ecki sidan til hennar spurst; blöden innan ur henne (ydar copiur) liggia ordine samanbundin. Eg skal i hægdum eptir henne spyria og vita, hvört ecki fæst.

s. 178

PÁLL HÁKONARSON TIL ARNE MAGNUSSON. Ragneidarstödum i Flóa d. 5. Septembris Anno 1728.

Efter orig. i AM. Access. 1. Besvarer A. M.s brev af 31/5. Angående de 10 rdl. af A. M.s penge, som P. H.s fader efter indstændig anmodning modtog af ham, skal han påminde snarest muligt, men faderen er nu på forretningsrejse. Sender A. M. et revers på 50 rdl., beder om overbærenhed, hvad afviklingen af hans forpligtelser angår. Takker for en tilsendt bog og vil søge at skaffe A. M. Holms-bogen: »Eg þacka minum goda Herra audmiuklegast firir sendingena á bókenne, hvar af eg enn þá formerke Hanns Hr. d. gódseme (reit. fra -heit) vid mig; hefe tilskrifad gódum vin, hun betalast skyllde, elfter firirsögn; Enn Holms bokena hefur broder m. Hannes lofad mier ad utvega, og þar umm mig enn þá sviked, med þvi eg veit þar adra i mille komna. Eg skal af fremsta megne tilstunda, ad min fá ord i fyrra umm þessa bók ad eingu ecki verde. Mier þyker hun ei þess verd (effter heimsku minne), ad godur madur hafe af henne gaman augna umm hríd, og ecke sidur, ad ei meige hafa, effter annarra ordum. Skrifa eg hier færra umm, og annad, enn mier er i skape til, og siá þykest framfarernar«.

Trúr og audmiukur þienare
Pall Hakonarson.

s. 178

[ARNE MAGNUSSON] TIL SYSSELMAND BJARNI HALLDÓRSSON. Kaupenh. d. 9. juni a. 1729.

Efter uunderskreven kopi med skriverhånd i AM. 450, folio. Overskrift »Monsr Biarna Halldorssyne 1729 med Hofdaskipe«. Om afd. lagmand P. Vidalins gæld, kræver den betalt, men ønsker at arvingerne kan beholde Videdalstunge.

Monsieur, Mikelsvirdande góde vin.

Eg vil byria mitt bref med gratulation til ydar ahrærande syslumanns embætte i Hunavatns syslu, oskande ad ydar giörder i þessu embætte meige verda ydur til virdingar, og gódum mönnum i syslunne til adstodar og gagnsmuna. Þessu næst læt eg ydur vita, ad eg á næstlidna áre 1728 þann 10. julii medteked s. 179hefe ydar vinsamlegt tilskrif, daterad sidarsta martii á nefndu áre. Þegar eg brefed medtók, voru öll kaupför hiedan til Islands sigld, gat eg so ecke þar uppá svarad. Sidan hefe eg med Höfdaskipe medteked annad ydar vinsamlegt tilskrif, daterad 6. octobris. Fyrer þesse tvö ydar tilskrif þacka eg vinsamlega, og oska jafnframt til lucku med ydar hiónaband med saluga lögmanns Widalins dóttur. I ydar fyrra brefe minnest þier á skulldaskipte saluga lögmanns Widalins og min, og osked, ad eg þar um reikninga senda vilie. Þad hafde eg óbedenn giört, ádur enn ydar góda bref mier i hendur kom, og sie eg af ydar sidara brefe, ad þeir sömu reikningar hafe ydur fyrer sióner komed frá syslumannenum Monsr. Orme Dadasyne. Þier undrest yfer i ydar brefe, ad eckert skule af þessara peninga summu i so margt aar betalad vera. Eg hefe og siálfur ár epter ár mátt mig þar yfer forundra, og munud þier (sáluga lögmannsens erfingiar) siá kunna af þeim brefum, sem eg þeim sáluga manne tilskrifad hefe, sierdeiles á þeim sijdustu arunum, ad eg ecke hefe alldeiles þolenmódur vered i þessare bidlund. Af reikningunum þeim i fyrra munud þier siá kunna, ad þar er eitt og annad innfært, sem eg ætla sá saluge madur ecke hefde bevísa kunnad, ad hiá mier innrunned være, og ætla eg þad skule reikninganna rigtugleika bevisa. Gud vardveite mig frá ad krefia skulldar þar sem eingenn være, edur ecke so stór, og er eg eidfær um, ad þesser reikningar, er eg i fyrra til Islands sende, eru ad minu vite, ölldunges rigtuger, ad þvi fráteknu, ad eg hefde rentuna med riettu hærra uppskrifa kunnad, enn hún uppskrifud er. Og er þad af mier med vilia giört. Þetta er ecke af mier skrifad i þeirre meiningu, ad eg ydar brefsord svo skilie, sem villdud þier þessa reikninga reingia, þvi þier skrifed þar um vel og skickanlega, enn þad eg hier um skrifa, er ecke nema mier til afsökunar.

Eg kann ecke vel ad vita hvad þeim sáluga manne geek til ad vera so seindrægur i ockar skulldaskiptum, og kann eg ecke miög ydur ad lá þad summan nu stor þyke. Er þad, sem ádur er sagt, ecke min skulld, helldur þess saluga manns, hvar um nu tiáer ecke ad tala. Hvad þvi vidvíkur, ad eg skule af rentunne eptergefa, þá siáed þier, ad þad er mier ofnærre geinged. Eg þykest reikningana hafa giört so moderat, sem eg hefe kunnad, og virdest mier þier siálfer þar ad hlynna i ydru brefe, þar þier seged, ad þeir sieu i billegasta máta uppsetter. Uppa þá ydar proposition ad hustrú Þorbiörg meige eiga lausn á Vydedalstúngu fyrer peninga edur adra fasta eign, get eg eingu ödru i s. 180þetta sinn tilsvarad enn þvi, ad eg miklu helldur vil þad saluga lögmannsens erfmgiar verde stöduger eignarmenn ad fyrtiedre Wydedalstúngu enn eg, þvi ad safna fastaeign á Islande er ecke mitt verk, enn þá þegar eg var miklu yngre. Sá brijnste vegur til þessa skyllde vera, ad betala slijkt sem mögulegt være; þess fyrre, þess helldur, so verdur skullden þess minne, og hægra hierum ad tala. Rentan af peningunum vex og árlega, ef skullden skyllde standa, er þad bæde erfingiunum og mier til baga, sem siálfer siáed. Hvad peninga þier i sumar betala kynnud, villde eg hellst, ad leveradest til kaupmannsens vid Búder Monsr. Jonas Riis, þvi eg hefe i margt ár skipte haft vid hanns principal. Um bækur þær úr sterfbúe saluga lögmannsens, sem eg i fyrra umskrifade, er eg nú samasinnes sem þá. Kemst eg ecke til i þessu nauma tóme þad ad ítreka, enn læt mier allt vellynda þad sem syslumadurenn Ormur Dadason þar um vid yckur accorderar minna vegna, alleinasta ad taxtenn bærelegur verde. Þær bækur, sem eg þeim sáluga manne lánad hafde og eg i fyrra umskrifade, bid eg vinsamlega, ad mier meige nú i sumar sendast, og sæe eg helldur, ad þad ske kynne med Styckesholmsskipe enn nordanskipum. Og sama er ad segia um bækurnar, sem mier kynne selldar verda. Eg hefe gleimt, ad minnast á þetta i brefe minu til Monsr. Orms Dadasonar, og bid þvi ydur vinsamlega hönum þetta ad tilkynna, þvi nordanskipum tekur nockud ad hleckiast á nú um stunder.

Ydar göfugu teingdamódur hustru Þorbiargar supplicatiu leverade eg strax i cancellied, og legg eg hier innan i copiu af konglegre befaling, sem geingenn er til stiftbefalingsmannsens, og mun hann óefad giöra þá anstalt til sins fullmegtugs á Islande, ad þetta efne kome til godrar leidrettingar. Þier, Monsieur, munud vera so góder, ad láta mig i haust vita, hvad ur þessu verdur. Eg æstimerade alla daga saluga lögmannenn Widalin, og vil eg láta mina skylldu vera ad þiena hans örfum, hvar eg kann, epter hann lidenn. Eg man nú ecke fleira, sem naudsynlega skrifast þurfe, enda þvi med hverskyns heilla óskum til ydar og gofugrar kiærustu, ad tillagdre aludarsamlegre qvediusendingu til ydar og gofugrar kiærustu, ad tillagdre aludarsamlegre qvediusendingu til ydar godu vermódur hustru Þorbiargar Magnussdóttur med óskum bestu i Jesu nafne. Vere gud med yckur öllum. Þess oskar af alhuga Monsieur ydar etc.

s. 180

SYSSELMAND BJARNI HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Skagastrandar krambúð 6. oct. 1728.

s. 181Efter orig, i AM. 450, folio. Hertil A. M.s påtegning »Medteked med Höfdaskipe 23. April 1729«. Gennem O. Dadason har B. H. fået meddelelse om regnskabet mellem A. M. og afd. lagmand P. Vidalin og udtaler sin overraskelse og beklagelse over den store gæld arvingerne står i til A. M.; beder om læmpelige vilkår for sig som datterens ægtefælle. Arvingerne håber på afslag i rente eller rentes rente. P. V.s enke vilde gærne indløse gården Videdalstunge. Giver oplysning om restitution af de til P. V. udlånte bøger og om hans litterære efterladenskaber, deriblandt en latinsk afhandling over islandske skjalde; lover A. M. Skáldaríma sr. Jóns Grímssonar: »Nu er ad minnast a bækur þær ed minn Herra átte i lane hiá sal. lögmannenumm efter sem memorialen af 28 May 1728 ummgetur. Snorra Sturlusonar Noregs kk. sögur hafa hiedan vered liedar, og hefe eg skrifad mannenumm til umm þeirra restitution. Sögubækurnar no 2 og 3 eru i mínumm vördslumm, og bída þær hia mier til ars efter ydar gódu ummmælumm, Svensku lögbokena no 4 villda eg giarnan meiga til kaups fa, ef hun föl være, enn hinar fyrre þriár þore eg ecke ad fala, eg true ecke peningumm mínumm til þess, þvi eg veit þær mune taka meyra verd, enn allt slíkt er mier efterlæte ad lesa meyr enn flest allt annad, af slikumm hlutumm ma margt læra. Alþingisbokenn no 5 veit eg og hvar nidur er komenn, og vil eg siá til hana ad innheimta hid fyrsta ske kann, umm documenten no 5 og 6 veit eg eckert edur alþingisb. 1648, flest af soddann töie var sundurdreift og solundad, adur eg kom i brauded, og sumt i vetur medan eg var eystra, einasta hefe eg nockud af sal. lögmansens comment, yfer nockur fornyrde lögbokar, og vantar þo mörg, sem eg veit hann hefur skrifad, so og hefe eg project þad, er hann hefur giört latinè umm skalldenn islendsku, og þocknest ydur ad fa nockud af þessu utskrifad, skal eg giarnann lata þad giöra hid fyrsta ske kann. Eg sie ecke rád til ad láta þrickia nockud þar af, þott giarnann villde, so sem kynne vera þetta scriptum umm poëtas, sem er a parte, edur annad; peningaleised bannar þad mier edur mínumm líkumm, enda er ecke verdt ad þrickia utann þad sem heillt er og fullkomed. Þesse hefe eg af fornyrdunumm, sem hreinskrifud eru: umm alenn og medalmann, tvímánud, mörk, eirer og ortug, viku og laugardag, Sviþiod, heidne, riddara, sessna tal a skipum, riettare, sislumadur etc, þing (miólkkuum til þings), þing (griper kvenna), gagngiald, og eru þesse hin almennelegustu, sem aller hafa, og mun hiá ydur liggia utskrift af þeim öllumm, hier fyrer utann hefe eg correcturur sumstadar valla lesande af ödrumm fleyrumm þess slags nockud mörgumm, og er þad allt ofullkomed, þvi giöre eg eckert ord a umm þad. Skallda rímu sr. Jons Grímssonar, sem mier er sagt þier vilied fa, hefe eg, þo ecke med hans hende, og liggur s. 182hun i blödumm mínumm austur i Skalhollte, eg skal senda hana ad áre (lofe gud). Beder om A. M.s hjælp til at erholde Hunavatns syssel, og at hjælpe hans svigermoder til at beholde nådsensåret, som man har berøvet hende. — På et indlagt blad forklarer B. H. sin frygt for, at amtmanden skal modarbejde hans ansøgning, og nævner den almindelige uvilje, som han tager i arv fra svigerfaderen: »Minn herra! Þad for efter gátu minne, hvörsu þier reindust frænda ydar sr. Jone Ms ad sídustu í þvi ad stoda hann til Setbergs, og so mun enn verda umm mig, eg var lítt hæfur og lítt hneigdur til geistlegheitanna, og sleffte so skickanlega fallegu braude; eg sie, ad verdslegu bestillingar vorar eru leidar og qvadasamar i mörgu, enn betra er ad veifa raungu trie enn aungvu, og so er umm þessa syslu, og sæe eg giarnann, ad su bon mín yrde heyrd; valla freiste eg myked giæsku jalls vors i þeim poste nie ödru þvi, er mier mætte til gagnsmuna koma, hann var lítell vinur mín[s] saluga födurs, og hefe eg þad eina spurt af hans ordalage, ad so hyggenn madur munde giöra sama vid mig og grisker vid Astyanacta edur giukungar vid son Sigurdar sveins, ef þad stæde i hans valide, þott hann tale líklega vid mig, enn eg má, medann so stendur, láta mier sagt vera hid fornkvedna tartareosqve deos colito, enn hvörke hefe eg efne a og enn sidur vilia til ad smyria þa steikena, sem mier þyker offeit; þad sannast innann skams, vaxe hann hier efter, eins og hingad til hefur hann giört, ad flester af mínumm löndumm verda stiupbörn hans, einkanlega þeir sem nockud eru líker mönnumm, og styrker þad so med ödru fleyru giæfuleise þess vesæla folks, er hönumm treister of myked. Eg kann ecke vita, hvar med hann kunne hellst spilla mínu mále, utann þad verde hans underretting, ad eg stande i skulldumm, og mundu þa ydar ord meiga myked, þvi eingumm veit eg mig skylldugann vera nema ydur einumm. Hann hefur sett mig fyrer riettara hier umm stund, sem eg ætla hann giört hafe meyr at þvi ad hialpa mier fra geistlegheitunumm, helldur enn ad styrkia til verdslegheitanna, enn verde ödruvís, vyrde eg þad so, ad hann dette a sialfs síns bragde, og hellst villda eg so þessa nióta, ad hönumm ætte eg eckert ad þacka, enn þad sie eg ecke, hvörnenn verda meyge, utann fyrer ydar tilstille, manndygd ydar freiste eg i þvi og ödru, annars munde eg hier umm færra skrifa; eg hefe sett borgun vermodur minnar fyrer afgiald hieradsens, sem er af hönumm breflega af d. 10. Sept: alitenn fyrer gyllda og fullvedia, og þykest eg so i allar átter hafa giört hreint fyrer minumm dyrumm. Gaman þætte mier ad vita, hvörsu hann hefur i fyrra og nu sagt frá mier i erklering sinne, sierdeilis s. 183ef hvörugt fær frammgang; eg hefe i heimanfylgiu konu minnar teked hvörs mans ovild bæde hans og annara, og hef þvi fyrer eingumm ad klaga, utann ydur, vandræde mín, og þad velldur mest margyrdumm þessumm, sem eg audmiuklega bid velvyrdingar. Drottenn sie ydar besta hlífd og blessan alla æfe.

s. 183

SYSSELMAND BJARNI HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Vídedalstungu 17. oct. 1729.

Efter orig. i AM. Access. 1. Besvarer et brev af 9. juni, som på grund af skibets besværlige rejse (11 uger) først er modtaget 8. sept. Foreslår mod ejendomme i Vestfjordene og en pengesum at indløse Videdalstunge fra A. M., som har gården i pant. Beklager at oversendelsen af et pengebeløb er bleven forsinket. Tilbageleveringen af A. M.s bøger er endnu ikke kommet i orden: »Hitt fer eins oskilalega um bækur ydar, sem tilkalled hier, þær voru deildar millumm erfingia og skuldamanna hier i skiftunumm, þvi menn vissu ei, ad þær være ydar, sumar eru hiá mier, enn sumar hiá Johann Gottorp, sem er fiandmadur minn og flestra annara, og fæ eg þær ecke deilulaust. Snorra Sturlusonar Chronica hafde lied vered hiedann ur sterfbuuenu vestur i Dale og skylde þadann komast til syslumansens Orms; hvört þad er orded, veit eg ei; eg skal stunda til, ad þær komest ydur i hendur ad áre, ef SO getur orded«. Takker for A. M.s bistand ang. svigermoderens nådsensår.

s. 183

EIRÍKUR HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Krosse 20 juni 1705.

Efter orig. i AM. 450, folio. Adr. til »Óxarár alþyng«. Den A. M. tilsendte dom har ikke haft følger, da E. H. til forsvar havde den kgl. takst, men han har siden da lidt megen overlast i ord, og den fattige almue længes meget efter A. M.s ankomst; tilstanden er således, at mange tænker på at forlade bygden, dog plages ingen så meget som E. H., og allerede i fjor har han bedet A. M. hjælpe sig til rette. Ingen på Berufjarðarströnd tør modsige sysselmand Jón Thorláksson, mod hvem han beder om at fá en forsvarsmand, så at han kan anlægge sag imod ham. Sysselmanden sender nu ikke så ofte sedler som bud, da A. M.s ophold i landet gør ham ængstelig. Han har forurettet E. H. i tyendeog forsørgelsesforhold m. m., »enn elfter þvi þad heirest, ad gud muni hans Herrdom hingad austur senda, þa bydur bædi myn og annara klögun til syslumanßins, enn flester ottast þad, ad syslumadurinn Jon muni verdi(!) verri vid þa, sem fyrer ydur klaga, þa fra vyked, ef hann nockut yferrád hier hefur«.

Indlagt er 3 sedler fra sysselmanden fra årene 1703—4, hvorved han beordrer folk til dagsverk og afsøgning af fælles-græsgange.

s. 184

ARNE MAGNUSSON TIL PROVST JÓN HALLDÓRSSON. Skalhollte 12. jan. 1708.

Trykt efter kopi i provst J. H.s brevbog, Hítardal 1701—20, s. 295—96, nu i Islands landsarkiv. Sender Torfæi Series regum til gave, samt Bjarnar saga Hítdælakappa, som ved gennemlæsningen bedes rettet og oplyst ved chorografisk kommentar.

Ehruverduge miog vel lærde Domine Præposite, mikelsvirdande gode vin.

Fyrer allann vinskap, fornann og nyann, þacka eg aludlega, sierilage fyrer agiæta vidtekt og adbud i sumar, samt tilskrifed i haust, er mier i hond kom ad Stadarhraune. Min þienusta er ydur til reidu, þar svo astandast kinne, ad hun nyt være. Þessu brefe filger effter umtale ockar Series Regum Torfæi, sem af mier ætlud er ydur til eignar. Svo filger hier og med Biarnarsaga Hi[t]dælakappa, su besta og versta sem eg sied hefe, og mun ecki effter nockurri annari ad spyria. Þessi saga má hia ydur dveliast, þar til hana ad fullu brukad hafed, og er mier liufft þó hennar dvöl hia ydur misserum skiffte. Eins vil eg hier hia óska, sem er, ad þar sem þier siáed manifesta vitia codicis annadhvort in nominibus propriis edur annarz, ad slikt þá villdud emendera in margine, og hlijfast ecke vid þad, þvi þess betre helld eg codicem sidan. I ödru lage bid eg ydur ad gefa mier Commentarium chorographicum yfer þessa sogu, þvij þar er margt i, bæde nomina locorum og veiger, sem eg ecke finn mig i, þar ecke er svo grandkunnugur platzinu, ex: gr: um veg þann, er Þorsteirn Kuggason reid, um Husafell (er hann tilætlade) hvar staded hafe, et similia. Er mier þess þægara sem þesse Commentarius verdur skilianlegri, og villda eg helldur kiósa, ad þad stæde þar inne, sem eg til forna veit, enn ad þad være utelatid, sem eg ecke veit, jafnvel þott ödrum kynne kunnugt ad vera og i þann máta alment þikia. Eg hefe eitt og annad fleira ad skrifa, enn kemst nu ecke þar til; verda hiedann ad halfsmánadar fresti ferder vestur, og mun eg þá þar med skrifa þad sem nu undanfella verd. Til endalicktar i þetta sinn vil eg ydur med kiærustu og varnade öllum af alhuga befaladann hafa allsvolldugum Gudi til umönnunar nu og um alla tijma effterkomande, verande framvegis

ydar alltid þienustuviliugur
Arne Magnusson.

s. 184

ARNE MAGNUSSON TIL PROVST JÓN HALLDÓRSSON. Skalhollti 15. oct. 1711.

s. 185Trykt efter uddrag i J. H.s brevbog (Islands landsarkiv), Hítardal 1701—20 s. 401—2. Oversender tre bispesagaer: Torlaks, Pauls og Laurentius, og giver sin dom over håndskrifter; nævner i spøgende form Jons og Gudmunds, som ikke kan medfølge. Udbeder sig i P. S. nogle attester.

Effter tilmælum ydar og loforde mijnu sijdarst, þa þier giördud so vel ad besækia mig i sumar, sende eg ydur nu hier med þriár Byskupa Sögur, hvar af hin 1a Þorlaks Biskups Saga er skrifud effter nyrre kalfskinnsbók, sem rita hefur látid Herra Þorlakur Skulason biskup. Eg hefi ad sönnu slitur ur þessare sögu á kalfskinn, enn med þvi ad þad ecke er fullkomid, þa vil eg helldur þessa senda, samt kann eg ecki i borgun fyrir vera, ad kalfskinnsbókin sie allstadar riett, enn henni er þetta Exemplar samhlióda ad ordunum; um literaturam hefi eg ecki hirdt ad conferera, þvi hun er óryktug bædi i þessu Exemplari og kalfsskinns bókinne. 2ur Sagan er Páls Biskups, hveria eg ecki á á pergament og ecki annad betra exemplar enn þetta, er þo audsynilega hier og hvar misskrifad, og verdur þar ecki vidgiort. Hin 3ia Sagan er Laurentii Hola Biskups. Þetta exemplar hefi eg ecki miög ransakad, enn allar þær Laurentii Sögur, sem vær höfum, eru misskrifadar og eins endasleppar og þessi; pergamentid, sem þær eru ur skrifadar, hefur verid vitiosa et recentior membrana, og á eg nockud ur þeirri sömu pergamentisbok. Þessa sending verdid þier i þetta sinn vel ad virda, þurfid og ecki miog so ad hrapa ad brukununne, þvi þetta rusl má um stund eins vel hiá ydur geymt vera og mier. Eg er i soddan vinfeinge hia þessum heilögu monnum, ad eg vona þeir mune mier ecki gleyma, þott ecki dagliga þeirra sögur lese, hellst þegar eg communicera þeirra dyrd odrum cultoribus, so sem eg nu giori. Jons Sogu Hola Byskups og hins goda Gudmundar giet eg ecki i þetta sinn sent, treyste og uppa, ad Hitdælir munu fyrirgefa, þott þier ecki vetrarlangt ur þeim predikid, etc.

Post scriptum.

Eg bid ydur ecki ad gleyma umbode þeirra kvenna i Hnappadalssyslu edur Stadarsveit, sem eru arfar Jons saluga þorsteinssonar, ad eg þad fá mætti einhverntijma í vetur. So þyrffte og þessar konur vitnisburde, ad minimum prestsinns, ad þær væri Jone Þorsteinssyne svo skylldar sem þær seigia og skilgetnar, og börn þeirra skilgetin, hverra mædur daudar eru, og þyrffte eg sömuleidis þesse attestata ad hafa. Eg hefi i ár hier um til Kaupinhafnar skrifad og so gott sem lofad þessu etc.

s. 185

ARNE MAGNUSSON TIL PROVST JÓN HALLDORSSON. København] 18. juni (—10. juli) 1729.

s. 186Kun i dansk oversættelse (ved rektor Thorlacius) er bevaret et brev fra A. M. til provst J. H. om det ved Københavns brand lidte tab, dat. 18. juni 1729, aftrykt i Badens universitets-journal IV, 1796, s. 7—9 og meddelt udgiveren af gehejme-arkivar Thorkelin, hvortil slutter sig et kortere uddrag af et brev 10. juli 1729 om samme æmne; af brevet har Werlauff derefter i Nordisk Tidsskrift for Oldk. III, s. 106 ff. givet et referat. Af univ. journ.s tekst er nedenstående et optryk.

Hvad jeg i Særdeleshed kan skrive om mín egen Tilstand, er det, at jeg lever ved Helbred; ellers har jeg siden i Fior oplevet en Begivenhed, jeg ikke saa snart vil glemme, om jeg end skulle leve i nogle Aar.

Uden Tvivl har deres Søn Mr. Finne(!) allerede tilmeldet dem den store Ulykke, som overgik denne Stad i sidste Efteraar. — Der bleve saa at sige alle de Bøger opbrændte, som vare i Staden, saa jeg troer at det Tab vil ikke i nogle Aarhundrede tilfulde erstattes, ligesom det og er vist, at noget deraf aldrig staaer til at oprette. — I Bibliotheket oven paa Trinitatis Kirke vare mange Ting, som Verden nu ikke mere eier; hvilken Skade ikke kan afhielpes. — Vel fik jeg reddet alle mine historiske Haandskrivter (Sager), men et heelt Læs (ingens acervus) af gamle, for en stor Deel Danske, Svenske, og mange Islandske Documenter har Ilden fortæret. — Der brændte de beste Copiebøger, jeg troer kan haves, af gamle Islandske Breve og Transaktioner, hvis Mængde og Godhed var lige stor.

De veed hvor flittigen jeg har ladet afskrive gamle Breve allevegne fra, saa den Samling var voxen til mange Pakker. — Alt hvad der var ældre end 1550 er opbrændt; det yngre er i Behold, men altsaa uden Hoved. — De Afskrivter, jeg lod tage af Brevene fra Skaiholt (Stiftskisten), som og af Kirke-Documenter paa Island, har jeg beholdt ubrændte.

Af (Kongelige) Retterbøder eiede jeg bedre Exemplarer, end de fleste andre, af Bispernes Statuter, med mere; men det er alt opbrændt.

Jeg eiede ret gode og mange lovgieldende Dokumenter, angaaende Kirkernes Eiendomme og Rettigheder (Maldager); det gik samme Vei. — Jeg havde giort adskillige Fortegnelser over Historier og Poesier, med korte Anmærkninger og andet deslige, som kunde tiene den, der maaske siden ville skrive Historiam Literariam Islandiæ; men dette er nu saa aldeles ødelagt, at deraf ikke er et Blad tilovers. — Jeg havde optegnet, hvad mig var forekommet, om de gamle Biskopper, Befalingsmænd og Lavmænd paa Island. — Fuldkomment var det vel ikke; men kunde dog nyttes. — I en dertil indrettet Fascikel havde jeg optegnet eet og andet, henhørende til deres Biographier, som i Island siden Reformationen have skrevet Annaler, de rebus antiqvis, de Philologia nostra, de jure & c. — Dette var noget af det fuldstændigste blandt mine Collectanea, og havde kostet mig megen Umage. — Det brændte altsammen, og jeg anseer det for noget, man aldrig mere kan komme efter, da meget deraf var bygt paa gamle Folks Fortælninger, samt excerperet af Dokumenter, som nu ikke mere haves.

Der var Vita Arngrimi Jonæ, som var næsten fuldbragt og temmelig god; den gik forloren. — Riskop Magstr. Brynjolv Svendsens Vita, forfattet af Hr. Torfe i Baj, havde jeg og; den er borte. — Kort sagt: alt dette er reent ødelagt; og dog kunde man finde sig deri, hvis det var mueligt, at bygge paa en nye Grundvold; men dette lader sig ei saa let giøre, da alle Dokumenterne ere tabte. — Jeg eiede de fleste eller alle Islandske Annaler, som af adskillige ere skrevne i forrige Seculo; for Ex. af Biørn paa Skardsaa, s. 187Hr. Gundlog i Waldholt, Hr. Sigfus Egilson, Haldor Thorbergson, Hr. John Areson i Vatns fjord, Hr. Haldor i Gufedal, Peter Einarson paa Balleraa, John Sivertsen i Karenæs, Hr. Thorlev Clauson og Odd Erichson paa Fitiar. — Jeg havde og varias variorum Relationes om Algierernes Røverie paa Westmannøe, ligesom jeg og selv der paa Øen havde optegnet meget didhørende: — Alt dette er forloren, saa jeg nu ikke eier eet Blad af disse Annalibus recentioribus, eller hine. — Jeg kan ikke eengang ret erindre hvad jeg har mistet, uden naar det hændelseviis falder mig i Tankerne. — Dette Tab af mine Bøger har storligen forandret mit Sind, og udbreedt ligesom en Døsighed over mine Tanker. — Undertiden tager jeg mig Skaden nærmere, atter andre Tider beleer jeg mig selv og mine Griller. — Omtrent 40 Aar har jeg brugt til at samle paa disse Sager, og anvendt mange Penge derpaa, og nu ikke udrettet andet derved, end at det samlede i en Times Tid eller kortere, er bleven et Rov for Ilden. — Men hvorledes dette end er gaaet, saa vil jeg dog herefter, som hidtil, bruge disse Smaating til Tidsfordriv; hvorfore jeg og beder dem, paa hvis Venskab jeg har havt saa mange Prøver, at de ville besørge mig afskreven Copier af alle gamle Brevskaber, de kan overkomme, som ere ældre end 1560, dog forstaaer jeg ikke derved de Skalholtiske eller Kirkernes Dokumenter; thi disses Afskrivter haver jeg i Behold. — Mine Sæmunds Edder ere alle brændte. — Dersom de haver to Slags Voluspa, saa beder jeg, de lader mig faae dem. Af denne Ode var to forskiællige i den Edda, jeg fik fra dem, skreven i Qvarto af deres Fader, ligesom og i et andet Exemplar, jeg havde faaet fra Sairbaj paa Kialarnæs. — Hvis Mag. Brynjolvs Exemplaria vare at faae, skulde man let see, at han haver havt og ladet udskrive nogle flere af disse gamle Dokumenter, end vi nu have.

Vores Rector sal. Olav, har skrevet mig, hvilket Brev og er brændt, angaaende een af disse Oder, om jeg husker ret, Hrafnagaldr Odins, at Mag. Brynjolv haver ladet denne Ode opskrive efter et enkelt, gammelt og skident Blad, hvilket han, saavidt jeg erindrer, udtrykkelig siger var defekt i Enden; og det samme kan mueligt have Sted hos flere. — Dette er nu alt for mig ligesom i en Taage, da jeg har mistet Dokumenterne. — Saadant Mørke er nu kommet over disse Studia, at om 100 Aar vil der ikke blive meget af dem tilovers. — Paa Bibliotheket over Trinitatis Kirke, især in Bibliotheca Beseniana, brændte meget, som angik dette Studium, ligesom og hos mig, saa man nu haver kuns usammenhængende Fragmenter tilbage, uden af de Islandske Historier (Sager), skiønt endog de, som handle om Island, indeholde meget taabelig Sladder.

10. juli 1729.

Om de papistiske Sange faaer jeg nu ei Tid at handle; jeg faaer dem vel siden fra Dem ved Leilighed. — Jeg troer De frem for nogen anden kan og vil skaffe mig Copier, af de gamle Breve, som Amtmand Fuhrman fik efter sal. Gudmund Thorlevsen. — Eet af dem skal være, som man har berettet mig, fra Magnus, Biskop i Skalholt; men Aarstallet veed jeg ikke. — Sendt Biskop Arnes Brev, angaaende Kirkebaj paa Westmanøe 1280.

s. 187

PROVST JÓN HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Hitardal 7. okt. 1707.

Efter uddrag i J. H.s brevbog 1701—20 i det islandske landsarkiv, s. 269—70. Beklager »sökum þunglegs veikleika mijns daudvona heimilis s. 188Og sóknarfolks« ikke mundtlig at kunne tale med A. M. Beder om udskrift af to sedler og om at en af A. M.s tjænere må medtage til biskop J. Widalin et brev og 16 rdl.

s. 188

PROVST JÓN HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Hitardal 20. juni 1708.

Efter kopi i J. H.s brevbog s. 297-98. Besvarer A. M.s brev af 12/1 1708. Havde håbet at komme til altinget, men dette er på grund af folkemangel og travlhed umuligt. Takker for Bjarnar saga Hítdælakappa, som han ønsker at beholde nogen tid endnu til afskrivning: »meina Og sumt lagfæringar vid þurfande i honum, þó ei fáe umbót af minne hende, hellst propter ignorantiam et differentiam in nominibus propriis locorum, sem þá hafe heited odru nafne, ur hvorium offtlega greider upphaf sierhvorrar sögu, qvod hic desideratur; vil þo giora sem kann og fyrer seiged«. Beder på ny om afskrift af nogle sedler. Giver oplysning om et Edda-håndskrift: »Edda, sem Nicolas edur Jon Finssinir fyrrum á Kalfalæk skrifudu og ydar Göfugheitum meinast til handa komenn sie, var skrifud i firstu effter bók i 4to, sem Jon salugi Biornsson á Sydra Raudamel hafdi þangad lied præter propter fyrer 44 árum. Enn vijsur i þessu kveri Finssona voru effter ymsu skrifadar«. Beder om at få tilbage den af ham skrevne Njála og Ólafs saga helga, da gode venner har ønsket dem til låns, »um hin kverenn vardar mig ei ad so stöddu«.

s. 188

PROVST JÓN HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Hítardal in Junio 1710.

Efter kopi i J. H.s brevbog s. 380—81. Takker for alt godt, særlig i sidste år. Ólafsvík-skibet har bragt slemme rygter om forholdene udenlands. Har hørt, at A. M. er på rejse i Borgarfjord, og sender derfor »fányt medfylgiande blöd, ef helldur villdud nyta enn nidur kasta«.

s. 188

PROVST JÓN HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. in Augusto [1710].

Efter uddrag i J. H.s brevbog s. 381—82. Besvarer et brev fra Hvam af 14. juli. Berører en arvesag, til dels i forbeholdne udtryk. Sender lidt dun.

s. 188

PROVST JÓN HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. in Octobri [1710].

Efter uddrag i J. H.s brevbog s. 386-87. Efter et i avgust modtaget brev fra A. M. har J. H. talt med provst Þórður Jónsson om arvingerne efter Jón Þorsteinsson. Sagen er vanskelig, da man ikke kan forlade sig på deres »silentio og taciturnitati«, da de er sá stærkt bundne til andre. Sender en seddel angående »hina vafaerfingiana«, som er fattige og uselvstændigc, men hjærtens gærne vil søge A. M.s hjælp. »Annars hygg eg gudzþackaverk ad lidsinna þeim vesælingum, enn sialfhælne nóg hia hinum og þeirra fautoribus, ef þessir væri fra arfinum utluktir«.

s. 188

PROVST JÓN HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. in Aprili [1711].

Uddrag i J. H.s brevbog s. 391-92. Vicelagmand O. Sigurdsson har mistet næsten alle sine får ved vogterens forsømmelse. Provst Þórður Jónsson har måttet sagsøge en tvivlsom person Jón Sveinsson for injurier.

s. 189Merkiligur peninga skadi heyrist óvijda á þessum vetre ordid hafe, utan hia Vicelogmanne Herra Odde S(igurds)s(yni), hver nockru fyrir iol mist hafdi nær þvi allt sitt saudfie ofan um sióar is fyrir athugaleyse þess vaktara, sem fied átti ad reka ur sióarholma nockrum, ádur enn siór fiell under veikann is i frostlinu vedri, enn doskadi, þar til ad var fallid, og rak so fied i þyrpingu á isinn, þar til biladi, enn fied kafnadi nær 1½ c. tals, enn afkomust fáeinir sauder, innann 20 ad sögn; þar meinast allt hefdi mátt af komast dreifft edur skickannliga rekid, edur ef kyrt hefdi mátt vera i holmanum. Kyrd og ró enn þa manna á milli, utan hvad örlar á máli millum profastsins Sira Þordar Jonssonar og Jons nochurs Sveinssonar, sem sagt er ad adfangakvöld iola hafi vered druckinn med oroa og dreingligum ordum og athofnum vid folk, hellst vid profastinn sialfann, so og liótum ordum til hans saluga födurs. Hier um þingad á Sydri Gördum af Vicelögmanni um fostukomuna, enn eckert til skyrslu geingid, utan framburdur votta uppskrifadur, þessi dreingur enn þa druckinn. Heyrist ad þinga skuli afftur hier um effter paska. Jon þessi er fyrir nockrum árum ad austan vikinn, hefur sijdan verid þenari profastsins, og gijfftist þar hid fyrra arid; mun ei i Al-þingis Bók Anno 1703 lýst ur Mulaþingi effter Jone nockrum S(veins)s(yni) burthlaupnum undan þiofnadar male? Vinátta folkz mun standa grunt ad so stoddu, og væri oskandi, ad eckert klandur af þessum dreing hlytist. Heyra má eg eirninn stijf fyrirheit, enn um hvad fæ ei ad vita: sed minacem Cuspium non est qvod metuam, cum nullius peccati in illum hactenus mihi conscius sim, sed qvantum potest mihi incommodare non omittit etc.

s. 189

PROVST JÓN HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Hitardal 18. oct. 1711.

Efter kopi i J. H.s brevbog s. 396. Ved ikke, om dette brev kan træffe A. M. »þvi sumar sagnir hafa hierum geingid, ad hann væri burt sigldur, enn adrar hafa þad afftur borid. Ny tijdendi berast hingad eingin, enn hvad alment er, greina glöggvast milleferder, hellst um þessar tijder«.

s. 189

PROVST JÓN HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Hítardal 3. maii 1712.

Efter uddrag i J. H.s brevbog s. 410 — 11. Takker for den i sidste vinter mod hans »heimilispilt« Jón Jónsson udviste velvilje. Tilbagesender nogle sagaer, men beholder endnu en tid nogle andre: »Sendast Páls Og Laurentii Byskupa sögur med kiæru þacklæti fyrir lánid, enn i trausti ydar göfugheita helld eg effter Eddu og Þorlaks Byskups sögu, þvi ad mysteria hinnu gömlu Ritningar sem og þa storu s. 190helgi Þorlaks byskups fær ei minn daufleiki á stuttum tijma gripid, enn eg veit þo ecki i hvern stad edur til hvers hier i landi þessum bókum skila á, þvi til eyrna kiemur ad minn herra muni tijdliga i vor vilia reysa i fiærlæga fiordunga og sydan, þa lydur á sumar, i framandi stadi, hvad mier var stór þægd med einu ordi fá ad vita, og þvi voga eg ei helldur ad bidia minn herra framveigis ad liá mier fleijri Byskupasögur nefnilega Gudmundar og Árna byskupa, þar Stada Arne mun þo hafa skilid á benificiatores hier, ad mundu sinne minningu á loflt hallda«. Kan ikke meddele noget om Jón þorsteinssons »vafa erfingia«. Fremfører en forespørgsel fra en af sine fæstere. Beder om tilbagesendelsen af nogle håndskrifter; nævner vicelagm. O. Sigurdsson: »Ef minn Herra þyrffte ei ad hallda á synodalskveri mijnu sem og Svarfdælu, Broddhelga þætti med ödrum Smá-þáttum, sem fylgdu speculo Regali (hvert á parte medtekid hefi), þa munde Gudne Jonsson byskupssveinn þeim til mijn rádstafa.

Vicelogmadurinn Herra Oddur afftur snuinn fra Hvijtá vestur ad Raudamel effter tilvijsan Jons nockurs vel L. reid nyliga sudur um til fundar vid sinn Herra collegam, cogitabundus ad kunnugir menn hielldu, sa þarff margt ad huxa sem margt hefur ad drijfa«.

s. 190

PROVST JÓN HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. 3. juli 1712.

Efter uddrag i J. H.s brevbog s. 421. Har ikke kunnet komme til altinget og således træffe A. M. Sender hermed hvad han har kunnet fremskaffe ang. de tidligere omtalte jvafa-erfingiar«. Om vicelagmand O. Sigurdsson og hvalfangerne: »Samfundur Vicelögmanns og Hvalfángara er allstadar vijdfrægur, mun þo á hærri stödum vijdfrægari verda eiga þar þingvitne er tekid af Eysveitungum, um allt hvad þeir sáu og vissu hafa framfarid i þeirri framaferd, hveria ei missa vilia fyrir 100 Rixdali, þvi álijtin muni verda fyrir stórt meritum, ad af storri tru og hollustu vid hans kongl. Majst. i openberann lijfshaska sig gefid hafi, etc., enn þessa frama og forþenustu vil eg ei misunna honum ad nióta« …

s. 190

PROVST JÓN HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Husafelle i Hytardal þann 10. Octobris Anno 1727.

Trykt efter egh. underskr. orig. i AM. 1058 V, 4to. Hertil A. M.s påtegning »Medteked med Budaskipe 1728, 10. Julii (Skiped lá i Islande i vetur ed var)«. Takker for tilsendelsen af Laxdæla, som han er glad over foreløbig at kunne beholde, og for den sønnen Finn viste velvilje, ligeså for den ifjor tilsendte Flateyjar annal. Har tilsendt A. M. en Margretar saga og nogle, desværre dårlige, afskrifter af Helgafells skjöl. Skal eftersøge en kopibog af sådanne, som har tilhørt den afd. præst Gudm. Jonsson, ligeså håndskrifter fra Odd Sigurdsson og s. 191Vigfus på Leirá. Takker for oplysning om tienden på Vestmanøerne. Sender A. M. til bedømmelse en udsigt over abbederne på Munkatværå. Har besørget et brev til Odd Sigurdsson. — Redegør for, hvorledes arven efter Jón þorsteinsson nu er bleven udbetalt (dette sidste forbigået i nærv. udg.).

VelEdla og Hálærde Arne Magnusson,

Minn jafnann stór æruvirdandi fautor og velgiorare. Eg oska af alhuga, ad blad þetta korne ydar gofugh. heilbrygdum, og i æskelegu velstandi til handa, hvört eg seinast sannfretta af ydar elskulegu tilskrife i sumar dat. 27. Juny, enn skilvyslega mier i Budakaupstad afhendtu þann 14. Aug. med ærusamlegre, þægelegre sendingu (Laxdælu), hvad mig ofann á sierhvöria undannfarna gódvilld, trufeste og ærugiörder, bæde mier, og barne minu Finne veittar, skulldbinda, ydar gofugh. elska, þiena og þocknast, i þvi sem eg kann og má. Er mier, og jafnann skal vera, glede ydar heilbrygde og velfarnan ad heira, og oska af heilum huga ad bædi vel og leinge vidhalldest. Ei kann eg ad fullþacka vorum góda gudi fyrer slisalausa farnan og bærelega heilbrygde myn og minna, og jafnvel betre enn i fyrra sumar, þo nálægest meir og meir alldurdomßins fylgiarar, þreita, burdahrörnun og ei syst sióndepra, tiáer hverke nie vil i móte mæla. Þar næst þacka eg kiærlega ecke einasta sendinguna i sumar (Laxdælu), helldur og giöfina á Flateyar annal i fyrra tilsendum, var eg þa bædi so athuga og rænulytill, ad eg fann ecke firr enn i vetur under jól, þegar um nockra stund hafdi effter commissions jastred setst um kirt, ydar ærusamlegt oped bref, sem dulist hafde fremst i bokenne, hvad einasta olle þá mynu oþacklæte; þægd er mier á þvi ad meiga behallda Laxdælu ydar so leinge, sökum þess sa kann falla, ad lyta þurfe i hana; enn veit eckert exemplar hier i nand, nema slæmt og oeffterriettanlegt.

Margretar saga med henne fylgiande hiatruarfullum papiskum bænum sendest hier med ydar gofugh. til nockrar þocknunar og fullkomenar eignar. Þvi er midur, ad einginn Helgafells klausturs skiöl hefe under höndum hafft, enn nockur excerpta rangt skrifud, á rotnum, funum, og ad mestu leite sundurlausum pappyrsblödum, bárust mier fyrer fáum árum. Utskrift af þeim (ef so ma kalla) af vidvæning klórud, þo samannlesen vid þad sem eg hefe, sendist og hier med, sem eg bid ydar reinda manndygd ecke misvirda. Skömmu fyrer bólu var eg nætur giestur hia sr. Gudmunde heit. Jonssyne i Breckubæ vid Hellna, bar þar fyrer mig snögg sinnis skrifud bók, vel innbundinn, mig minner i litlu folio eda storu 4to, ei miög þick; flette eg henne upp um s. 192stund, voru þar a gamler domar, bref, og ymsra giördningar, med sæmelegre hende, ránkar mig ei betur vid, enn þar yrde fyrer mier eitthvad af þeim brefum um Helgafellsklausturs jarder, ur hvörium þesse excerpta være dreiginn; talade sr. Gudmundur vel um þad, ad lia mier bokina sydar nockra stund, drost þad so undann, fyrer þa skulld fundum ockar bar skialldnar samann, effter þad hann kom ad Helgafelle, sló hann þvi til einu sinne, ad hun være annarstadar i láne, tvystradest og flest fyrer hönum, effter þad mist hafde syna firre konu, þvi madurinn var laushentur. Strax ad hönum fráföllnum, og sydann allt til þessa, hefe eg lagt mig effter ad upp spyria bokena, hvar sem kinne, og eckert getad snefiad, hvad af henne hafe orded; ecke fanst hun i sterfboenu strax effter hann um vored; hefur og falled mier i þanka, ad hun kinne ydar gofugh. hafa borest i hendur, þo med friálsu, og være hun þa kominn i vissa höfn. Maske Oddur S. s. hafe nád til hennar, ad hinum lifanda, eda hun dylst einhvers stadar under láns title. Ecke hafa skulldunautar Odds, sydann inn kom afftur i landed, enn þa lagt hendur á lausagots hanns þad hier atte, þad eg af veit, sem hellst vera mun i gamla kaupmanns husenu i Rife, hvort effter syslumanns Gottorps forlage forsiglad var strax i vor, og stendur so enn nu; meinast, ad Oddur hafe vinsad ur þeim bókum og dröslum þegar i firra og hitt id firra þad gagnlegasta og hafft med sier, og mun ydar göfugh. gruna, hvar lendt hafe, enn reina vil eg til (lofe gud) ad snefiast effter, hvört nockud þessháttar sie til baka, og leggia þaug drög fyrer sem vidkomed fæ. Þvi mun midur, ad tvystrad hygg i ymsa og ovissa stade þad sem a Leiraa hefur kunnad ad vera þesshattar, og jafnvel ad Vigfusa sal. lifanda, þar liggia matte (ad annara sögn) a almanna fære faranda og komanda, hann þar med gódviliadur ad liá vinum og kunningium, enn ei efftergángsamur afftur ad kalla, sem bródur syne hanns Monsr. Magnuse Gyslasyne mun ei okunnugt. Vyst mun sr. Hannes broder minn hafa effter breflegre bon Finns frænda i sumar sem og tillögum minum i heimför frá alþynge spurst effter þessu, meinte þo til lytils koma. Fyrer uppfrædslu og góda informationem um tyundena af Vestmanna eyum þacka eg astsamlega, og giarnann þigg eg, ad Finnur, ef lifer, mætte med ydar leife skrifa copie af þvi brefe sal. Arna biskups. Nu þar eg svyfst ecke vid ad leida fyrer augu ydar gofugh. minum stóræruvirdanda velgiörara, bæde fávisku mina og dyrfsku, þa dregur mig þar til bæde ydar margreind þolinnmæde og gódgyrne i uppfrædslunne, áræd þvi ad láta hier med fylgia informem s. 193et mancum, imo monstrosum foetum inprimis ob monstrosè corrupta et depravata exemplaria et eorundem defectum. Er þetta otydugur, og ovinsadur samtyningur um Mukaþveraar klausturs abota, sem funded hefe, og bid eg þar med audmiuklega, ad ei late ydar göfugh. synum augum ofbióda soddann omynd og afskræme, helldur leifa Finne syne minum, ef lyfs er, heilbrygdur, og ei ofmiög af sier broted hefur ydar gott gied til syn og favorem, ad afsnyda effter ydar gódre tilvysan membra monstrosa, enn reformera og uppfylla manca et mutila; hvörke þetta, og þo enn sydur um abota á hinum klaustrunum, var so nidur sett, ad liete adfylgiast, eru þar so marger hyatus et lacunæ, ad vyda toller ecke samann, hellst á priora og systra claustrum. Samtyning mínn um Hr. Gyssur hefe eg öngvum viliad nie vogad enn þa syna, þvi lifde i þeirre von, ad nockurn studning fá kinne af fragmento hanns brefabokar, nær ydar gofugh. hefde ei leingur á henne hallded. Enn hvad offt annalar vorer og ættartölur slá feil, verdur ei frásagt, og viller hvorttveggia fyrer mier glámskygnum, sierdeilis þar ei fæst annar leidarvyser eda lagfæring vor á medal. Bref til Odds S. s., er fylgdi ydar brefe til myn, afhendte eg hanns gódu módur i heimför frá Budum, so þad fór ecke annara manna i mille. - - Þessu framar bid eg minn storæruvirdanda fauteur enn nu sem firrum, ad sonur minn Finnur mætte hans favoris, lidsinnis, og godra orda, asamt ráda framveigis niota, i þvi sem hann vid þyrffte og leitadi, sem eg oska, hvörugur ockar af sier bryte.

Hvörninn tilstand jakaholma vors hrakast nidur, er hvorke tyd nie tækefære um ad tala. Eg bædi bid og forlæt mig uppa, ad margreind manndygd ydar gofugh. virde á betra veg þennann hiegoma, ad hvors endingu eg befala hann, med veledla kiærustu, gudz födurlegre vernd og stiórn til alls gódz med minne og minna aludar heilsan.

Og vil ætyd finnast myns veledla storæruvirdanda

fauteurs reidubuenn þienare
Jon Halldorsson.

s. 193

PROVST J. HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Husafelle i Hytardal d. 30. Septembr. Anno 1729.

Trykt efter egh. underskr. orig. i AM. Access. 1. Takker for den sønnerne Vigfus og særlig Finnur viste velvilje. Udtaler sin deltagelse i anledning af Københavns brand, som han har erfaret af sønnen F. og ved brev fra A. M. af 22/6. Besvarer A. M.s anmodninger om fornyet indsamling og afskrivning af ældre litteratur og oplyser om sine egne samlinger. Islandsk udskrift.

s. 194VelEdla og Hálærde Hr. Assessor,
jafnan æruvirdande trufaste Fauteur.

Aludlega þacka eg ydar Göfugh. margreinda elsku, trufeste og ærugiörder ad fornu og nyu tiedar, ecke einasta mier, helldur og sonum minum Finne og Wigfuse, þo nefnelega Finne, med hugarlátlegu atlæte i adskilianlegann máta, og ad sydustu elskuligt tilskrif af dato 22. Junii næstlidins medteked 28. Augusti, hvad allt mig skulldbindur ydar Göfugh. ad elska, virda og þiena, ef i nockru kynne edur nytur være.

Ydar lyf, heilbrigde og velstand ad sannfrietta var mier stór glede, og óska af alhuga, ad vel og leinge vidhalldest. Enn bæde þesse og önnur glede tydinde frá Kaupenhafn til vor blöndudust med beiskum hörmungar friettum af þeim hrædelega ellds skada, sem á fyrerfaranda hauste fiell uppá þann Kongl. Residentz stad, hvörium ieg gat ecke truad, fyrr enn siónarvotturinn Finnur sonur minn sagde mier þar af greinelega, sló mier þá i þögn, og soddann þánka, ad eckert rád, eingenn vitska, vörn edur vidurbuningur duger á móte Drottinns hönd edur dóme, og offt á eg sydan skamt til ad gráta med siálfum mier af ihugan þess óbætanliga og ómetanliga skada, ei so af barnaglede, sem margur má meina, sem af nockre medaumkun yfer tióne sam-christins náunga mier riettlátara af áminningu til lifnadarins betrunar, enn Gud náde ávöxtenn, af foreidslu ypparlegustu kyrkna, rádhussins, academiesins, scholans, collegiorum academiesins, garda hinna skrautlegustu, kyrknanna ornamentorum og dyrgripa, þetta saklaust allt liggur i ösku og eyde vegna syndastraffs mannanna, og kynne þó á nockurn veg bætast afftur med frammtydinne, sed maxime deploro miserandam conditionem et irreparabile damnum juventutis et posteritatis literatæ interitu tot locupletissimarum Bibliothecarum et præsertim librorum Manuscriptorum, sem eingen von er til affturfáest, hvar uti Antiqvitatum Septemtrionalium studiosis má vera mestur söknudur ad þeim grátlega bókaskada myns Göfuga Fautoris, og siálfs hanns ágiæta(!) skrifa, hvörra von og effterþreyan hiá mörgum, proh dolor! nu synest endud og ute, sed ferendum est, qvod mutari non potest, og er þad stór guds gáfa og H. anda stiórnan, ad hann þennann óbætanlega skada setur ecke ofmiög firir sig, so og hiellt nockru effter, qvo aliqvatenus lenire posset dolorem et dispendium amissorum, verdur þvi ad una vid þad sem effter er, enn hinu þvi tapada ad gleima, hversu miked ervide og ómak sem þad hefur kostad, fyrst ómögulegt var þvi ad biarga, og sá drottinns dómur geck yfer so marga, ad fáer sem aungvir gátu s. 195hann um flued, og hvad er þvi annaa enn undertaka med Alberto Marchione Brandenburgensi Verde ætyd hvad vill minn Gud etc. Enn einfölldum þessum fortölum hætte eg, og bid ad minn æruvirdandi Fauteur þeim ecke reidest. Andæffte þvi stuttlega hanns elskul. tilskrife. 1. Þvi er midur, ad ærid fátt hefe af þeim gömlu brefum, sem elldri eru enn Anno 1560, og þaug þó misjafnt riettskrifud, saman-snöpud edur snykt (sit venia verbo) ur ymsum stödum, sine ordine et judicio upphripud effter þvi sem borest hafa, enn hvad hanns Göfugh. kallar kyrkna bref, hvört máldaga kyrkna i Skálhollts styffte, edur önnur document þeim vidvykiande? vil eg frædast um; Skálhollts bref edur þaug, sem þar liggia i styfftkistunne so kalladre, hefe eg nærre þvi eingenn fullskrifud; fáeinar copiur af nordanklaustranna og Videyar og Skriduklaustra brefum hafa mier borest, enn af Helgafells, Þickvabæar og Kyrkiubæar klaustra eingar, fáar utskriffter af Hólabrefum, enn vitiosè scriptas. Hvad minn Hr. Fautor gyrner af þessu vel(!) eg med guds hiálp óglatad vera láta, enn skrifara hier i nánd bágt ad fá, utan vidvæninga. 2. Sögu regestrum hefe eg eckert, fyrer utan þad sem er in Serie Regum Daniæ Torfæi. Eg hefe og ecke skyfft mier af utlendskum sögum fabulosis aut commentitiis edur rymum, sem nu eru hier vydast forlagdar, sosem fleira, sem annars þienar til lærdoms edur skiemtunar. 3. þad fór illa um þær gódu Sæmundar Eddur ydar, enn til er exemplar illa klórad hia mier, effter ydar exemplari, enn þvi er midur um Magnus Einarsson á Vatnshorne, ad hann er hindradur frá bókaskrife, feck á utmánudum i vetur ókiennelegann og ólydanlegann verk i handlegginn og fram i höndina, so sagt var báglega edur ecke giæte skrifad nafn sitt, og ad ligge offtast gagnlaus sier og ödrum, og stundum vix sui compos (þar yndislyted hiónaband, og möguleg mága ást). Þar fyrer hefe eg hönum ecke skrifad hier um, enn bæde kvered og papyrinn skal til reidu, ef friette hönum batnade. Odæ hinar adrar, sem feinged hefe ur ymsum stödum, eru stórum afbakadar, so varla sieu nockrum synande, sem eru 1. Gullkars Liód, 2. Hyndlu Liód, 3. Hyndlu Liód hin gömlu, 4. Getspeke Heidreks kongs, 5. Gróu Liód, 6. Vegtams kvida, 7. Sólar Liód, 8. Fiolsvinns mál, 9. Hrafnagalldur Odins, enn hvört hiá mier liggur su stittre Völuspá effter kvere födurz myns sál. veit eg ecke, hun skal ei glatast, ef eg finn hana. Sæmundar Eddu veit eg nu öngva hier i nánd, enn fyrer austann kynne hellst landþíngs-skrifarenn Monsr. Magnus Gislason ad spyriast effter, hvört þar være nockur effter med hende Þorsteins heit. Eyolfssonar. s. 196Gud náde, hvörsu dodnud er og jafnvel ölldungis daud ydkun, ástundan edur vitneskia um fyrre tyder hiá vel flestum medal vor, so miked þiker, þá leingra til vita enn af afa og ömmu sinne. Þreittur er eg ad sollicitera framar þá mága i V:tungu um kver edur skrif til yferskodunar, fæ gód loford, cætera nihil, vysar hvör frá sier, sie annarstadar i láne etc. 4. Stór söknudur sem ödru fleira var ad misser vitæ sál: M: Bryniólfs og sr. Arngríms Jonssonar, so sem og þeim gódu Annalum, sem upptelied i ydar brefe, hvörier flester munu hier nu interciderader, og þo dyliast meige, samt corrumperader et vitiosé scripti, nema hvad vera kann Annall Biörns á Skardsá, sosem algeingnastur. Formála Biörns fyrer framann hann hefe eg ecke sied, hvörn Torfæus þo citerar in Serie. Stutt ágrip af Annal Peturs Einarssonar á Ballará yfer hanns æfe, sosem uppá 3 örk, hefe eg, hvört leingre hefur vered veit eg ecke. Odds Eyrekssonar syrpa var hiá mier einn vetur, ur henne excerperade eg med flyter þad sem Annala snerte og markverdast þockte frá A0 1643 til hanns dauda A0 1719, enn hina Annalana hefe eg ecke sied. Annala bók su i fyrra frá Raudamel, er nefndud i brefe ydar i fyrra og eg bad hallda mætte þar til excerperad hafde hid sierlegasta ur henne, er nu af mier heimt þadan sine dubio af instinctu O., þvi móder hans þikest hana eiga, samur er hann enn. Pápisku kvæden eru fá og fányt, skulu þó ei misfarast med vilia. Hamingian má ráda, hvörnenn gánga mune ad fá utskrifter af gömlum brefum hiá Vagnmanne, þó nockur hafe med arfenum feinged, sem ábættest enn i ár, fiarlægd stór hier i mille, eingenn medalgángare mier so kunnugur þar i nánd, ad utriettad giæte, enn gód loford gleimast offt fyrer þeim margt hafa ad dryfa. 5. Fyrer Arna biskups bref þacka eg ástsamlega, samt leidriettingu um nockra ábóta, sem eg var i efa um hvar vered hafa. Enn fyrerverd eg mig fyrer samtyning minn um Munkaþverár abóta þann i fyrra, ad taka á móte soddan hróse, sem ydar Gofugh. hönum giefur, þvi eg efadest um med siálfum mier, hvort voga skyllde þann Fætum abortivum i liós ad leida, alleinasta i þvi trauste, ad margreindrar nobilissimæ humanitatis vestræ obstetricantes manus villde afsnyda membra vitiosa, enn reformera manca et mutila, og i sama trauste áræd eg enn ad níu fyrer ydar sióner koma láta annad vidlykt afskræme um þyngeyra klausturs abóta, med sömu ummlydingar og leidriettingar bón sem hid fyrra. Samtyningurinn um hin klaustren er þessum afskræmelegre og óverdugre fyrer gódra manna sióner ad koma, nema med leife, og nakvæmar Æsculapii manus firir s. 197hitte. Hier fylger med til synis fragmentum af Odda Annalum so kölludum, sem mier hafa borist, ölldungis overduger i mynum þánka ad bera fyrer sig nafn Sæmundar prests fróda. 6. Dröslur af Brefabók Gyssurar biskups eru best komnar under höndum myns Göfuga Fautoris, mig vardar ecke ura þær annad, enn ad þær yfer-fara mætte um stund til ad samanbera og leidrietta þad colligerad hefe um vitam Hr. Gyssurar, og ad þvi giördu skylldu afftur til baka sendast ydar Göfugh., enn eg hefe miklu meire þörf ad bidia, þad ei reidest mier vegna Olafs sögu helga, ad henne i trauste ydar helld enn þá, þvi Finnur fr. hefur i rade, ad exscribera i vetur, lofe gud, þad ei höfum af henne.

7. Þó eg sende nu ei collectanea myn um Skálhollts biskupa Seculi 15ti edur pestar alldarinnar, bid eg minn herra ecke mier ad reidast; orsök þar til er su, ad funded hefe nockud sydan þeim til umbóta, enn occupationes domesticæ, reisur og addrætter taka i burt allann sumar tyman fyrer þeim, sem þryfast vilia á þessu orduga plátze, so varia giefast nockrar hiáverka stunder, eg vil þó tilsiá, ad til verde ad áre (lofe gud) med ydar animadversionibus, enn relationes um Vyga Styr eru þess ei verdugar, þó eru þær ecke undanteliande og skulu medfylgia; eg vil ei helldur gleima extracte af Helgafells Documentis, ef farenn eru, þo corrupta sieu.

8. Ad sydustu tek eg til þess sem undan ödru bar ad gánga, ad eg aludlega og audmiuklega þacka ydar Göfugh. allar ærurykar gódgiörder, trufeste og heilræde Wigfuse syne mynum veittar, og vil af hiarta hann framveigis hafa födurlegum rádum og patrocinio myns jafnan stóræruvirdanda Fautoris til alls góds recommenderadann, i hvöriu sem hann þyrfte hanns ad leita, hvörs eg vil þacknæmelega jafnan endurminnast, afftur þocknast og þienustuviliugur finnast i þvi sem eg kynne og mætte. Enda eg so blad þetta med umlydingar bón og bestu farsælldar óskum fyrer sál og lyf, samt ockar Sigrydar konu minnar ástar heilsan til ydar Göfugleika. Og vil ætyd finnast myns veledla og jafnan stóræruvirdanda Hr. Fautoris einn og hinn same reidubúenn einlægur þienare

Jon Halldorsson.

s. 197

MAG. ÞORLEIFUR HALLDÓRSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Hafniæ d. 4. Augusti Anno 1710.

Efter orig. i AM. 1057 VIII, 4to. Lykønsker A. M. som konsistorialassessor. Meddeler at Torfæus befinder sig vel og påny er gift; trykningen af hans Norske histories 4. bind er begyndt, og fortalen skal skrives af þ H. s. 198Materien til de tre første bind har fundet plads blandt A. M.s bøger i auditorium ínferius. Nævner O. Sigurdssons Rímbegla. Trykt i H. Hermannsson, Islandica VIII, Ithaca N. Y. 1915, s. 39—40.

s. 198

ARNE MAGNUSSON TIL PROKURATOR N. HAMMER. Kiøbenhafn den 29. Aprilis 1729.

Trykt efter egh., uunderskreven koncept i AM. 452, folio. Adr. »A Monsieur Monsr. N. Hammer, procureur a la justice de la ville de Helsingör«.

Monsieur Høitærede ven.

Jeg haver icke faaet stunder før end nu, at svare paa Deres gode Skrivelse til Monsr. Abbesté af dato 23. Aprilis. Af samme bref seer ieg, at Dommeren icke haver syntes at unde mig Renten af mine penge, Men om hand haver tilfundet Borgemester Bussæus at betale nogen omkostning, mældes icke i brevet. Jeg kand ellers slutte, at hand maae og saa have gaaet det for bi. Saa er da min resolution denne: At hviß Borgemester Bussæus vil, uden videre ophold, betale disse 20. Rxdler, og derforuden saa meget som Deres Salarium og udlagde penge kunde beløbe sig saa maae det blive der ved. Jeg kand ellers slutte forud, at hand det icke giör. Saa vilde da Monsr. tage Dommen beskreven med forderligste, og sende mig den det første skee kand, tillige med Specification paa hvis ieg bliver hannem skyldig, som strax skal blive refunderet enten ved forbemelte Monsr. Abbesté eller ved mig self. Her udi bad ieg gierne, at ingen forsømmelse maatte tages, paa det ieg i tide kunde tage Stæfning til landztinget, hvor ieg meener at faae en anderledes Dom, Jeg forønsker til beslutning, ald velgaaende, og forbliver stædse.

Monsieur Deres tienstfærdig(s)te tiener.

s. 198

PROKURATOR N. HAMMER TIL ARNE MAGNUSSON. Helsingør den 16. May 1729.

Efter orig. i AM. 452, folio. Fremsender i henhold til A. M.s brev af 29/4 den i sagen mod borgemester Bussæus ved bytinget afsagte dom (vedlagt), samt regning — 8 rd. 1 mk. 6 &.

s. 198

[ARNE MAGNUSSON] TIL ÁRNI HANNESSON. [1706?]

Efter kopi med skriverhånd i AM. 406 a I, 4to. Memorial med forespørgsler om en membran af Laurentius saga. Trykt i Biskupa sögur I, Kph. 1858, s. LXXXII—III.

s. 198

ÁRNI HANNESSON TIL [ARNE MAGNUSSON], Ytra Hólmi 17. oct 1706.

s. 199Efter brevuddrag med skriverhånd i AM. 406 a I, 4to. Svar på A. M.s forespørgsler ang. Laurentius saga. Trykt i Biskupa sögur I, Kph. 1858, s. LXXXIII—IV.

s. 199

LAGRETTEMAND RRYNJÓLFUR HANNESSON TIL ARNE MAGNUSSON. Efter orig. i AM. 453, folio. Vid Öxaraa d. 11. July Anno 1703.

Som Skalholt-stols fæster andrager B. H. for A. M., at hans gård er storlig forringet ved sand og søgang, uden at han har nåt nedsættelse i afgiften; beder om tilladelse til en samtale med A. M. for at erfare, om nogen eftergivelse er at vænte.

Brinniulfur Hannesson.

s. 199

LAGRETTEMAND RRYNJÓLFUR HANNESSON TIL ARNE MAGNUSSON. Efter orig. i AM. 453, folio. Raugstodum dag 16. Aprilis Anno 1704.

Har ikke i vinterens løb kunnet besøge A. M. Sender ham derfor et vidnesbyrd (af 5 mænd, vedlagt) om gården Baugstaðir’s forringelse og beder om hans bistand i denne sag.

Briniolfur Hannesson.

s. 199

SYSSELMAND HÁKON HANNESSON TIL ARNE MAGNUSSON. Skammbeinsstödum 15. Septembris A0 1711.

Efter orig. i AM. 443, folio. Beder undskyldt, at »Snorre« først nu kommer tilbage, og at han ikke selv kan følge med. Giver oplysning om en viss Stephan og forskellige aktstykker ham vedkommende. Kopi af et votum af Stephan i overretten ang. lagmand Sig. Bjørnssons forhold i Jon Hreggvidssons sag er vedlagt så vel på Islandsk som i en for A. M. besørget dansk oversættelse. Ligeledes er dansk oversættelse af H. H.s brev vedlagt.

s. 199

SYSSELMAND HÁKON HANNESSON TIL ARNE MAGNUSSON. Skammbeinsstödum 21. Decembris A0 1711.

Efter orig. i AM. 453, folio. Rådspørger A. M. ang. muligheden af et søgsmål mod Brynjólfur þórðarson fra Hlíðarendi, som har forhindret stævning af en underretsdom. 4 aktstykker i sagen er vedlagte. Anmoder A. M. om lån af penge og papir, som kan sendes »i ferd þórdar«, samt beder om, at Páls rejse må udsættes til omkring »þrettanda«. Påtegning af A. M. om tilsendelse af lånet.

I AM. 910, 4to findes fragment af A. M.s egh. udaterede koncept (af 1715?) til et andragende til kongen — vistnok i H. H.s navn — om ved fornyet ordre til stiftamtmanden at lade retten ske fyldest, da vedkommendes suspension fra embedet trods kgl. befaling af 1712 ikke er bleven hævet.

s. 199

ÞÓRÐUR HANNESSON TIL ARNE MAGNUSSON. [Dunk] 3. juli 1704.

Efter orig. i AM. 453, folio. Beder A. M. hjælpe sig til at få fra sælgeren Guðmundur forleifsson på Narfeyri de 1½ manglende kúgildi i den del af gården Dúnkur i Dala syssel, som han har købt af G. þ., da denne er vanskelig at søge ad rettens vej. — Afskrift af en kirke-máldagi for Dunk medfølger (dat. Dunch 26. May 1704).

s. 200

ÞÓRÐUR HANNESSON TIL ARNE MAGNUSSON. Snoksdal 4. februar Anno 1711.

Trykt efter orig. i AM. 451, folio. Adr. »aa Skálhollte« (med vidtløftig udskrift). Hertil A. M.s påtegning »Medteked 26. Aprilis 1711 med Sr. Gisla Biarnasyne, enn hann medtok brefed i Reykhollte. Svarad og send aptur brefen þau gömlu sem medfylgdu«. Sender til eftersyn nogle diplomer, som han dog ikke har rådighed over. Er bleven overfaldet af en præst, men har ikke tilstrækkelig kunnet forklare sagen for biskop Vidalin, som var noget beruset. Ønsker erstatning for sin bekostning på Snoksdals kirke. Uklar og kejtet fremstilling.

VelEdla Hálærde Kong. Mayst. Assessor Veltreistandi naunge.

Luchu og blezunar firer lijf og sál arna eg hier underskrifadur ydur, af lifanda gudi i Jesu nafne, nu og jafnann, med hiartans aludar þachlæti, firer minnes stæda virding og veiting næst á Þijngvöllum, gódsijnnud ord firer Jone mijnum Arnorzsine, sem hann mier truanliga sagt hefur, æ hvad skal eg seigia annad enn bidia minn góda gud ad leida ydur sier vid hönd yfer öll mein og grönd, hvad eg læst stundumm giöra med votumm augum, minn gud heiri þad og veiti. Virdugleige Secret. Þier hafed sönnu beded mig umm gömul bref, eg seige ydur satt, ei eru þaug á mijnu valdi, örmul af testamenti Dada lieda eg Joni, brodur Magnusar i Snoksd., og sijdann eij afftur feinged, nu nijlega náde eg hia Magnuse (og fann eij meir) þezum hier med filgandi vitnes burdumm umm þorgeirstada hlyd og profaz virding gamla á Snoksd., og bid eg ydur minn kiæri ad muna mig, og lata mig fá þad afftur i kir-þeij, so eg kunni ad koma þvi i þann stad som (!) tók. Firer lijf og blód giet eg ecki neitt sagt ydur umm þórdijsi Sigurdard., sem Snoksd. skuli hafa att, eg hefe marga gamla menn þar epter spurt og einkiz vijs orded, verdi mier auded þez slagz ducumenta, sem eg ætla vilied, skuled giarnann fa þaug. Ó mijnn kiæri Secreter, i traust gódu leife, vita meige þier, ad Biskup M. Jon giördi mier ordsending epter skilnad i haust, eg skilldi angiefa firer sier umm Sra. Arna Jonss., þvi liet eg bref mitt til hanz hr-dóms filga þezum sedle, i þvi trauste til ydar giæsku, ad þad ad ydar forlæge hönum (á hentugum tijma) afhent sie, og ei sijdur þa umm leid legged mier lidz irdi, sem ydar gód samviska bijdur. Eg gat eij næst talad vid biskup sem villdi (þvi hann var nochud kiendur). Enn i besta trausti til ydar giæsku, eij er, nie var hægd á firer mier umm votta leidslu umm athæfe Sra. Arna, þvi eij var hia mier i skiemmu husenu utann stulkann Gudrun Jonsd., og nær hun villdi ut ganga menn ad sækia, s. 201hamladi Sra. Arne henni þvi. Eg hafda tvijbroted handklædi umm hallz, enn hann hiellt i endana, so inra broted rann þa ad halsenum, og sleingdi hann mier so nidur á öxlina vinstri þraliga. I fmgurnar á vinstri hendine tók hann so, ad benti þær afftur á bach og lijka sundur, og ætijd er mier su hönd dofenn sijdann, og þetta sá stulkan adur nefnd Gudrun. Enn hvad hann mier i kirkunni giördi, vizi vijst og lijka Magnus, þvi eg sagda vid hann, hvort hann giæte þetta sied, og gaf hann sig þar ey ad, enn ey mun mier ad reida mig upp a hannz vitni, samlyker fuglar sier i hóp, þo mier sie máled skillt. Nu hefdi siest, hvorn enda þetta hefdi firer mier haft, einkum af þvi sem hann giördi mier i munninn (hefdi ei gud giefed mier miolk sopa ad næra mig á), þvi firer lijfed gat eg eij, nie helldur giet enn, nært mig á hördumm mat, og vijst má enn finna ör innan i mijnumm munni, sem eg seige af hanz tilverknadi. Nu er þetta tilferli so undarligt, ad alldri ádur hafdi nöchur kiæla milli ochar innfalled, móder hanz var minn skolameistari, þa eg var barn, og þad datt mier i hug, nær heirdi ad lá i tradar götunni. Enn vijst fiell mier eche hafe hann nefnt Madcha Dada og þez þræti eg eche ad þa hafe eg nefnt forfödur hanz Lofft(?). Þo eg gieti nu echi ad þezu ádur sögdu lögvitnum komed, þa þickunst eg ei betur vita enn satt sie (og þar uppa lif(!) eg lifa og deigia). Af þezu so einfölldu af mini hendi siáed og meiged ráda minn ærugöfuge, hvad fastlega eg treisti hanz hr.dóm, ad þetta fari eij vijdara enn siáed fært. Eg má vijst machlega firer-verda mig ad mæda ydur med þezu. Þo er enn framar, sem eg villdi ydar giæsku under vijsa, sem eg Hr. biskupenum til skrifa, umm kirkuna hier i Snokz dal, ad mier þicher hardt, ad fá eij jöfnud af Magnuse (bródur sini mijnum) á þvi sem eg hefe uppa kirkuna kostad meir enn til jafnadar mót hönumm. Enn vijst skilldest mier af ordum biskupz, mier bæri þad, enn þad mætti eg vid veralldlegt yfervalld eiga. Þad svar tók eg so sem firer afleidslu ad þvi sini (med þvi þad var a hönum flijter), enn so bar ad, ad Hr. Pall Widalyn kom hingad til Snokdallz þar epter, og gat eg þeza firer hönum; af sagdi hann sterkliga, þo munliga, ad hafa þar neitt med, og þvi verd eg til biskupsinz afftur ad flya. Siáed minn digd ágiæti, kirkann á holma korn, Giardeyar; væri möguligt, eg feingi i næsta ár ad ráda þeim helminge Magnusar, ad minsta koste afgialldinu so miked sem þad nær 4½ A-, Þa skilldu þier þez med mier nióta, og þez skal eg minugur (lofe gud).

O mynn edla digd agiæte virded nu vel, so sem eg fulltreiste s. 202miög einfalldligt adur sagt af mini hendi, viliandi þa umm sinn ej mæda ydur framar. Kunni so til bera, ad ydar ferd lægi so nær, ad eg kinni á götu vera, villdi feigenn, enn bæar leid leingra rijd eg ei utann kvöl, æ gud nádi mig aumann og stirke ydur og stidie, sier til dijrdar, enn ydur og ydar til farsælustu heilla nota, mier og mynum lykum (ef nochrer finnast) til verndar og forsvars, sem ydur er til truad, i fatæku födur landi. Ætijd sæler.

hans fatækur ná(ung)i(?) med hiarta þienustu viliugur Þordur Hannesson meh.

Ærugöfugi. Umm ydar nalægu naunga veit eg eij annad en vellydan. Heilsu edur kvediu Sra. Arna (mijns) til Sra. Lijdz (mijns gódz, seigia sitt hvorier).

Magnus frændi andæfer mot prez og lögsagnara forbodi ad hallda filge-konu sijna, þvi midur. Gud snue öllu á góda leid. feigenn kys eg eitt ord ydart.

s. 202

ÞÓRÐUR HANNESSON TIL ARNE MAGNUSSON. Snóksdal 4. maj 1711.

Efter oríg. i AM. 451, folio. Takker for et i går modtaget brev og undskylder, at et brev fra ham til A. M. er blevet sendt ad omveje. Er glad ved at A. M. vil støtte ham og har fået biskoppens brev ang. hans sag. Sender afskrift af et dokument og antyder hvor originalen m. fl. findes (hos Magnus).

s. 202

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND VIGFUS HANNESSON (HANSEN). Skaltholt 21. april 1705.

Efter egh. dansk oversættelse i AM. 444, folio. Opfordring til på Vatnsløse ting 1. maj at lade gå dom over den af A. M. indstævnede Magnus Sigurdsson; A. M. er villig til at betale domsmændene for tidsspilde og ulejlighed.

s. 202

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND VIGFUS HANNESSON (HANSEN). Skalholt 2. maj 1705.

Som ovenstående. A. M. begærer arresteret så meget af M. S.s gods, som svarer til de 108 mark, som han på Vatnsløse ting blev dømt til at betale A. M

s. 202

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND VIGFUS HANNESSON (HANSEN). Skalholt 3. maj 1705.

Som ovenstående. Forespørgsel om, hvor meget A. M. har at betale til de ved Vatnsløse ting og efterfølgende eksekution i Brødretunge anvendte mænd — med påtegnet svar af V. H.

Ang. denne retssag sml. A. M., Embedsskrivelser, Kbh. 1916, s. 121—25.

s. 202

ARNE MAGNUSSON TIL SYSSELMAND VIGFUS HANNESSON (HANSEN). Skálhollte þann 22. maii anno 1712..

Efter kopi med skriverhånd i A. M. 448, folio. A. M.s gennemgang af det indleverede regnskab over kontributionen (til lagmand L. Gottrups rejsegodtgørelse) s. 203fra Árness syssel og tilståelse for rigtig aflevering. — Hertil bilag A—E samt regnskab og kvittering.

s. 203

KØBMAND JENS HANSEN (?) TIL ARNE MAGNUSSON. Ihsafiord d. 16. Febr. Anno 1711.

Efter orig. i AM. 451, folio. Takker for modtaget brev og 4 rdl. specie, for hvilke A. M.s revers er tilbagesendt. De to pakker til A. M.s hustru er tilsendte hende med seignr. Birch og forhåbenlig modtagne i god stand trods nogen beskadigelse ombord af rotter. J. H. har personlig overbragt hende en hilsen fra A. M. Fiskeriet på Isefjord er bedre end det foregående år, men der fås intet tran.

s. 203

LAURITZ HANSEN TIL ARNE MAGNUSSON. Amsterdam d. 1. April 1696.

Trykt efter orig. i AM. 453, folio.

Monsr.

Saasom Lauritz Sørrenssen Borgemester udi Bergen nylig ved døden er afgangen, har mine venner mig tilskrevit at ieg strax skal komme hiem og self annamme mit donnt udi boden, thi hand var min Curator og Tilsynsmand, har derfore mott resolvere mig dertil og reigßer herfra i overmorgen til skibs. Og paa det ieg nogenledis kunde efterkomme hans anbetrode Commissie var ieg for to dage siden udi Leiden, men kunde der ei holde mig lenger oppe end 1½ dag, formedelst hiemreigßen; Jeg var og 2de gange udi Petronii hus (som er der Hist. Professor) men kunde ei finde ham hiemme, men som ieg kom paa Biblioteket, spurde ieg efter bogen, og da blef mig anviist it skab som staar paa Bibliotheket, hvorudi er forvarit alle Golii manuscripter, og uden paa skabit staar skrevit med forgylte bogstaver Omnes libri qvos Claud. J. Golius ex Oriente adduxit. Mens samme skab bliver ei aabnit, uden sær bevilling af Bibliotecario, og saamegit kunde ieg fornemme, at mand ei faar it af samme mands skrifter om mand vill give Guld for dem. Dersom ieg hafde haft tid til at blive lenger udi Leiden, skulle ieg nok have erfarit om samme skrift var udi skabit eller ikke, mens formedelst tidens korthed var det mig umueligt, efterdi Biblioth. er ikkun 2 gange om ugen aabnit. Monsr. Niels Foss har værit i Leiden i otte dage og er der endnu for Auctionens skyld, hand har alt kiøbt een stor hob bøgger. Der var og paa samme auction een bog eller liden tractat angaaende tvende Sild som vare fangne udi Norge, og paa samme sild staar bogstaver; Niels Foss gaf hans fetter commission til at kiøbe samme bog i hvad den skulle koste, thi Auctionen var begynt førend N. Foss kom til Leiden, men s. 204Jens Foss har sagt mig at hand kiøbte bogen til sig self, og indbildte Niels Foss, at den ei kom paa auctionen, men at een anden tilforne hafde kiöbt den bort. Samme sild staar og paa raritet kammeret udi Leiden. Hans Samuelsen er bleven Borgemester udi sl. Lauritz Sörenssens sted, og een Persohn ved nafn Hans Pederßen Fusing er igien bleven Raadmand. Til sluttning vil ieg have mig udi hans gode faveur recommenderit, forblivende stedße

Monsieur votre tresobeissant serviteur
Lauritz Hanssen.

Hofman giør mig Compagnie hiemad, hand lader Monsieur flittig hilße.

s. 204

SOGNEPRÆST MAGNÚS HÁVARÐSSON (OG MAGNÚS KETILSSON) TIL ARNE MAGNUSSON. Desjarmýri 30. maj 1708.

Efter orig. i AM. 450, folio. Drister sig, skønt »ad sión ókiennder« at forestille A. M. deres trang, da de er 2 præster i det fattige sogn, som knap i gode år kan forsørge 1. Bygden plages nu af hårdt vejr og uår, de fleste kreaturer er bortdøde, og havis dækker søen, så at en sådan tilstand har ikke været siden »mannfalls áred«. Beder A. M. bevæge biskoppen til at overlade dem afgiften af en af de jorder, som kongen har givet til fattige præster.

Beder om svar fra altinget med mr. Besse Gudmundzson.

s. 204

KØRMAND NIELS HENDRICHSEN TIL ARNE MAGNUSSON. K[øben]hafn d. 1. May A0 1708.

Efter orig. i AM. 448, folio. Beder A. M. som den, der nu oppebærer lagmand Gottrups rejsegodtgørelse, at berigtige et mellemværende mellem N. H. og G. i anledning af et G. 1704 i Kbh. tilstået lån og dettes tilbagebetaling gennem de af sysselmand Besse Gudmundsson og en kollega i Mula syssel opkrævede beløb.

s. 204

G. HICKES[IUS] TIL ARNE MAGNUSSON. [London 1699.]

Trykt efter egh. orig. i AM. 453, folio. Udskrift »A Monsieur Monsieur Arnas Magnæus Secretaire des Archives du Roy de Denmarc à Copenhague. — Clarissimo viro Arnæ Magnæo. Regiorum Archivorum Hafniæ Custodi has tradendas curet dominus Fischerus præfectus postarum«, hvortil A. M.s påtegning »Accepi ineunte Septembri 1699«. Ønsker A. M.s medhjælp til den nordiske del af Thesaurus linguarum veterum septentrionalium. Har hørt om A. M. fra J. N. Salanus, som har besøgt A. M. i København. — Det A. M. tilsendte eksemplar af C. Worms udgave af íslendingabók er sandsynligvis AM. 369, 4to.

Arnæ Magnæo Islando Georgius Hickesius Anglus

S. P. D.

Literas humanitatis plenas, dum Hafniæ esset, cl. Arna Magnæe, ad me scripsit Jonas N. Salanus Suecus. In ijs me s. 205certiorem fecit se ex Anglia in patriam reducem te officiose ad ijsse, tecumque multa communicasse de linguarum veterum septentrionalium thesauro grammatico-critico, et archæologico, qui, me auctore, sub prælo Oxoniensi sudat, semissibus folij, quam primum absolvi potest, in lucem emittendus. A se etiam declaratis in hoc opere recudendo conatibus nostris te maxime delectatum scripsit, eoque in nos animo te esse, ut librorum veterum septentrionalium quum mss. tum impressorum, quem paramus, catalogum non tantum novis accessionibus locupletare velles, sed alia conferre ad antiquitates arctoas spectantia, quæ operi nostro ornamento forent, modo de voluntate mea certus esse posses, et libri nostri prius editi exemplar à nobis acciperes, qui apud Bibliopolas vestros frustra quæritur.

De his ab eo certior factus, me tantum operæ adjutorem habiturum gaudebam, gratulans iterumque gratulans fortunam meam, qui tandem apud exteros nactus essem, quem apud nostros frustra optabam, arctoarum lingg. et antiquitatum cultorem longe doctissimum, qui nobis solum in id operis incumbentibus et consilio, et ope sua subvenire posset. Quapropter nihil mihi tardandum existimans, quam maturrime operis nostri prius in quadrantibus folii editi exemplar ad te mittere nostri et esse, et interesse credidi, eamque ob causam, post triduum duntaxat ab acceptis Salani literis elapsum, de Navarcho, qui e Londini portu soluturus ad Elsenoram vestram navigaturus esset, a mercatoribus sciscitatus, qualem optabam inveni, cui librum meum tibi tam Latine, quam Anglice inscriptum, ut tradendum curaret, recte dedi, eumque te brevi habiturum cum Deo bene propitio pene certa spes est. Verum ut melius scias, doctissime Magnæe, quibus præcipue in rebus opem tuam imploro, consilij nostri rationem in recudendo opere nostro patienter sinas, ut exponam, incipiens ab epigraphe, quæ hæc est:

Linguarum veterum septentrionalium thesaurus
grammatico-criticus, et Archæo-logicus. Accedit
dissertatio de earundem Linguarum dignitate: et usu.

Ad finem thesauri, sive primæ partis operis, librorum veterum septentrionalium tum MSS. tum impressorum catalogum priori multò locupletiorem adjicere statui. Quoad Saxonicos Codd. attinet, qui apud nos editi sunt, sive adhuc in Bibliothecis nostris delitescunt, in ijs describendis Nullius opem requiro. Quoad Francicos, sive veteres Teutonicos Cl. Meurerus Germanus, qui s. 206Oxonij edendo egregio libro jam incumbit, operam suam promisit. Verum quoad MSS. veteres vestros sive Islandicos, sive Norvegicos, sive denique Cimbricos, seu in veteri runico, seu in novo charactere scripti sunt, tu solus in Dania is es, qui eorum inscriptiones mihi dare potes, tu qui omnes Bibliothecas, in quarum forulis extant, perlustrâsti, et perscrutatus es, et in quo solo, quicquid Dania, quicquid Islandia potest, habiturus sum. Ad finem Dissertationis, quæ ad Thesaurum accedit, linguarum omnium specimina in tractatulis addenda à nobis esse existimo. Saxonicorum et Francicorum delectum habeo, Runicorum vero nihil; quamobrem si cum parvulo aliquo ms Runis descripto et a te Latine verso opus nostrum honestare pro humanitate tua dignatus fueris, non mihi solum, verum etiam omnibus apud Anglos istarum linguarum studiosis tam gratum fueris, quam quod gratissimum. Ad hoc præstandum Annum tibi do, verum ut Catalogum tuum, quam primum ad me mittendam curares, aliaque omnia, quæ in promptu habes, ad susceptum nostrum spectantia, vehementer rogo.

Cum libro nostro prius edito ad te etiam misi Christiani Wormij Aram multiscium, sed qualem ei placuit Oxonij relinquere imperfectum, quòd librum istum, quem aut vos, aut è vestris aliquem integrum, et perfectum edituros speramus, te vehementer expetere, ex Silani(!) nostri literis intellexi. Si quid autem aliud est, quo me tibi gratificari velis, tantum fac, ut quæ sint vota tua, et in quibus operam meam requiris, cognoscam, et quam me tibi addictum devotumque habes, ipsa re effectâ scies. Nihil enim magis Cupio quam ut in te omne genus officijs notus, et illustris animus noster sit, et ut parem benevolentiam, quam tu in me, ego in te, vel in alios tui gratia, ostendam, in quo adjutorem fautoremque meorum operum habeo hominem, cui in linguarum, et Antiquitatum arctoarum notitia, Arngrimum Jonam haud excipiam, parem non habuit Arctous orbis, nec forsan habiturus est. Quum ad me rescripseris, Literas tuas, quas vehementer expectavero, sic Anglice inscribe: For Doctor George Hickes at the Next house beyond the farthest Lamp in kings street Bloomsbury in London, vel, si malles, Latine sic: Domino Georgio Hickes Sacræ Theologiæ professori in platæa Regia Bloomsburiana prope agros domum habenti apud

Londinum Anglorum traduntur hæ.

Vale vir doctissime, et humanissime juvandis bonis literis nate, et reip. literariæ gratia, de quâ optime meruisti, diutissime vivas. Iterum vale.

s. 207

G. HICKES TIL ARNE MAGNUSSON. London 5. febr. 1700.

Efter orig. (i 2 ekspll. a—b) i AM. 453, folio med egh. datering, adresse og udskrift. Udskr. »A monsieur monsieur Arnas Magnæus Secretaire des Archives du Roy de Denmarce demeurant chez Monsieur Römer professeur en matematique [et Conseiller de iustice mgl. b] à Coppenhague«; opgiven adr. »For doctor George Hickes at his house neer the feilds in kingstreet Bloomsbury [in tilf. b] London. A monsieur monsieur le docteur Hickes demeurant tout proche les champs dans la rue de kingstreet Bloomsbury à Londre«. Har for 6 måneder siden oversendt A. M. med en londonsk kaptajn Institutiones grammaticæ Anglo-Saxonicæ et Moeso-Gothicæ og C. Worms Are multiscius; har samtidig afsendt et brev om det påtænkte arbejdes plan, men intet svar modtaget. Ønsker fra A. M. en fortegnelse over så vel trykt som utrykt dansk og oldnordisk litteratur. Benævner A. M. »bibliothecæ Regiæ custos« og fremhæver hans kundskaber og bogrigdom.

Georgius Hickesius Arnæ Magnæo S. P. D.

Ante sex menses, Clarissime Arna Magnæe, institutiones nostras Grammaticas Anglo-Saxonicas, et Mæso-Gothicas, cum Christiani Wormii Ara multiscio ad te deferendas navarcho Londinensi dedi, qui haud longo post tempore quam reversus esset ex Hafniâ vestrâ, me conveniens, se sarcinulam sibi commissam Hafniensi, cui inscripta erat, propria manu tradidisse dixit, et ut certiorem eâ de re redderet, ut videbar, ambigentem me plurimis verbis confirmavit. Eo etiam tempore, quo navarcho libros istos, Collegii veredariorum præfecto literas ad te dedi, in quibus, quæ ad te misissem, declaravi, et ut brevi expectares jussi. Quinetiam illis in literis totum meum consilium de recudendis Grammaticis nostris institutionibus exposui, et quoniam eas te non accepisse silentium jam semestre tuum monstrat, secundas literas ad te mittendas existimo, quibus intelligas quid in hac altera Grammaticarum Septentrionalium editione, Deo juvante, Reip. literariæ sum daturus. Id autem imprimis te cognoscere velim, ex libri titulo, qvi hic est: Linguarum Veterum Septentrionalium Thesaurus Grammatico-Criticus, et Archæologicus. Huic vero Thesauro duo accedunt. primo librorum veterum Septentrionalium, cum impressorum, tum MScriptorum Catalogus, qui fieri potest, locupletissimus. Dein, qui Catalogum excipiet, de linguarum veterum Septentrionalium usu, et excellentia, Dissertatio ad amicum Epistolaris. Quo ad Catalogum, in eo maxime laboro, ut perfectus et omnibus numeris absolutus prodeat, hoc est, ut singulis linguis, in singulis suis partibus, par et conformis fiat. Quo ad libros Anglo-Saxonicos tam MSS. quam impressos, a quibus incipiet catalogus, penes me est, excussis Bibliothecarum nostrarum forulis, eos omnes in illo exhibere. Librorum vero s. 208Francicorum, et Cimbro-Gothicorum, vel Scandicorum, et Islandicorum, sive qui Runis, sive qui Romanis literis exarati sunt, qui possum ad notitiam recte pervenire, nisi docti è Germania, è Daniâ vestra, et Suecia mecum eam communicare pro humanitate sua velint? Quapropter, Magnæe, quemadmodum ad Schilterum Argentoratensem, Salanum Holmiensem, viros magnos rogavi, ut librorum veterum Septentrionalium tum MSS. tum impressorum, quos Germania, et Suecia habet, Catalogos suis nominibus insignitos ad me mittere non gravarentur: sic te jam vehementer rogo, ut id genus librorum, qui tibi noti sunt, omnium catalogum ad me mittere digneris, quo quidem accedente, catalogum illum nostrum alias imperfectum futurum in lucem publicam, ut publica luce tum prorsus dignum facile emisurus fuero. Hoc ut faceres, clarissime Magnæe, superioribus in literis, Auctore Salano, te oravi, et obtestatus sum atque in his te iterum oro obtestorque, te, qui Bibliothecæ Regiæ Custos es, ipse Bibliothecæ Ἔµψνχоϛ, te, qui quicquid Islandia, quicquid Dania, quicquid denique Daniæ vicinior Germania possidet librorum veterum Septentrionalium pro incredibili tua in exquirendis Codicibus diligentia, non potest non esse notum. Fac etiam quæso, ut quod ab humanitate tua hac in re expectem, literis quam maturrime ad me scriptis, nulla interposita mora sciam. Si hoc feceris animi me incertum et suspensum ingenti sollicitudine liberabis, et si quod a te jam denuo flagito, pro tuo in literas arctoas amore concesseris, non me tantum voti compotem beabis, sed, accedente tuo Catalogo, facies, ut ille noster, plaudentibus omnibus literatis, quasi ovans in publicum, ut qui multo auctior et honestior, quidni addam et multo augustior, prodierit. Superioribus in literis quæ ad te non pervenerunt, quonam sub prælo, et ad quotam schedam Thesaurus noster tum impressus erat, ita scripsi, ut cognosceres. sed cum ad te non perlatæ fuerint, ea iterum in his accipe. scilicet schedam octogesimam jam nunc premit prælum Theatri Oxoniensis, bis octogenas, ut coniecto, amplius impressurum. Hæc te scire volui, vir excellentissime, quod nihil eorum prætermittendum duxi, quæ cognita te delectare posse videantur. præterea scire te velim harum literarum duo exemplaria describenda me curasse, quorum alterum cursus publici præfecto, alterum serenissimi Regis Daniæ legato, aut illi, qui legato ab epistolis est, ad te dare statui. Te igitur, vir maxime, per humanitatem tuam oro et obtestor, et per Arctoum orbem, in quo longe fulgentissimum sidus es, ne de rebus, quæ ad te geminis literis jam scripsi, ad me rescribere distuleris.

s. 209Memento autem cum ad me literas dederis, eas ad me Anglice vel Gallice inscribere in verbis epigrapharum, quas infra vides subnexas. Vale Arctoi orbis decus, et ad bonas literas præsertim septentrionales adjuvandas ampliandasque diutissime vivas. Iterum vale.

Londini dabam nonis Februarii M.DCC.

s. 209

A[RNE] M[AGNUSSON] TIL [J. G. HOLSTEIN]. Skalholt in Island d. 18. 7bris 1706.

Trykt efter egh., overstreget koncept i AM. 761 b, 4to (bl. 504 og 513). Omvendt står skrevet »Min Herre Den 6. hujns skref ieg Hannem en liden Sedel til som skulde berette hvorledes min reise her hid gick af«.

Hoch-und Wohlgebohrner Herr,
hochbietender gnädiger Patron

Daß Ihren Excellencen Ich hie mit unterthäniglich auffvarte, geschicht umb mich und meine affaires in großer demut zu recommendiren, und in sonderheit zu bitten, daß Ihre Excellencen wollen geruhen das wenige, so von der Iisländischen Commission heüre übergeschicket wird in gnade anzunehmen. Im übrigen verzeihen, was durch menschliche schwachheit, auff eine oder andere weise darinne kan ve[r]sehen seyn, Gott erhalte Ihre Excellencen bey langem leben, guter gesundheit und immerwärenden wohlstande, Das wünschet von hertzen.

Ihrer Excellencen Meines hochbietenden
Hrn(?) unterthäniger knecht
A. M.

s. 209

J. G. HOLSTE[I]N (SENERE STATSMINISTER) TIL ARNE MAGNUSSON. København (Copenhagen) 20. april 1707.

Trykt efter orig. i AM. 453, folio. H. — daværende finans-deputeret — takker for brev af 18. sept., lover at antage sig A. M.s sager i rentekamret og ikke lytte til bagvaskelser. Vil gærne vide noget om Island. Adr. »A Monsieur Monsieur Arnas Magnussen Archivaire du Roy et Son Commissair a present en Island à Schalholt en Islandt«.

HochEdler HochGelehrter Herr

Mir ist dero wertes vom 18ten 7br. verwichenes Jahrs wol geworden und hat es mir nur an gelegenheit gefehlet ehender zu antworten; wünsche indeßen das sie dießen winter mögen aldar in Gesundtheit und vergnügen passiret haben, wie wier dem barmherzigen Gott vor ertreglichen Zustandt alhier zu dancken. Ferner sol mir nichts lieber sein als die gelegenheit zu haben, worin dienen zu konnen, üm so viel mehr, als dero izige verrichtungen zur RentCammer grostentheils gehören, wie s. 210ich den wunsche das Sie in allen vornehmen also mogen reussiren, das die sichere folge deßen Ihre Maj. des Konigs fernere und noch großere Gnade; Mit meinen willen soll niemandt ohnverschuldet leiden oder übel ohne verdienst angegoßen werden, vielweniger Sie alß einen Man den ich kenne und estimire. Wan es dero ümstande leiden, sol mir es lieb sein, von des dortigen landes zustandt was sicheres und gewißes zu vernehmen, so wol in welchem zustande dortige einwohner sich befinden, аlß von des landes naturlicher Situation und beschaffenheit, doch haben Sie damit nicht zu eilen weniger sich zu incommodiren. Womit der treüen vorsorge Gottes zu allen seelen und leibes ersprieslichen wolergehen empfol. Verbl.

Meines hochGeEhrten Herrn dienstbereitwilliger Diener
J. G. Holsten.

s. 210

A[RNE] M[AGNUSSON] TIL [JÓN HREGGVIÐSSON]. Hrafnseyre i Arnarfirde þann 3. Septembris anno 1710.

Trykt efter kopi med skriverhånd i AM. 443, folio. A. M. opfordrer vedkommende — efter at have erfaret den over ham på altinget fældede dom — til at møde hos sig i Bardastrand syssel for at forklare sin sag, som A. M. vil støtte.

Næst heilsan minne vit ad eg nylega hefe ad skilum friett hvör afdrif þitt mál feinged hefur, á næstlidna alþinge, svo hefe eg og friett ad syslumannenum Sigurde Jónssyne hafe vid þig fared svo sem gódum yfervalldzmanne sæmer. Nu med þvi þu þykest af fyrrsögdum 24ra manna dóme vanhalldenn svo sem þin Appellerun utvisar, enn á adra siduna synest þier mune bágt verda med þitt eindæme ad frelsa þig ur þessu, þá sie eg þier ecki annad rádligra, enn ad þu strax komer til min vestur i Bardastrandar syslu til ad seigia mier framar frá þinu mále; og mátt þu ugglaus vera ad eg þier eingann óriett giöra skal, hverke i adgiördum nie adgiördaleyse. Sie eg ad þesse reisa er þier buande manne æred óhagkvæm. Enn mier virdest þitt mál nu so vaxid ad pier mune ecke tióa ad horfa i hvern baga. Þessu næst vertu Gude befaladur.

A. M.

s. 210

A[RNE] M[AGNUSSON] TIL JÓN HREGGVIÐSSON. Reykholt 26. maj 1711.

Efter koncept med skriverhånd i AM. 443, folio. Efterfulgt af nogle linjer overstreget dansk tekst af A. M. egh., dat. Røgholt 26/5 1711. Anvisning på at overbringe et medgivet brev og bringe de aktstykker han da modtager, til A. M.

s. 211Sæll vertu Jón Hreggvidsson.

Med fylgiande brief til Gudmundar Sigurdssonar i Gierde innehelldur beidslu mína, þinna vegna, ad hann þier afhenda vilie riettar og underskriffadar copiur af öllu því, sem umm þig giördest i fyrra á leidmóte.

Med þetta brief skalltu rída strax til Gudmundar og bidia hann sömuleidis hier umm, og taka á mót fyrrskrifudum copium, ef þær fyrer verda; sídan vil eg, ad þú til mín komer híngad til Reykholltz, ei sidar enn á laugardaginn, og taker copiurnar med þier, ef þær fást; enn hvört sem helldur er, þá verdur þú ad koma, ef gietur, þess á mille vert Gude befaladur. Skrifad i Reykhollte þridia dag Hvítasunnu, anno 1711.

A. M.

s. 211

JÓN HREGGVIÐSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Tingvelle 31. juli 1708.

Trykt efter A. M.s hovedsagelig egh. koncept i AM. 443, folio. [—] betegner skriverhånd. Sml. A. M., Embedsskrivelser, Kbh. 1916, nr. 89 og 132 ab.

Velædle og høilærde Hr. Secreterer.

Jeg fattig, vanvittig, gammel, svag, og med viderværdighed, uselhed og elendige reiser storligen besvergede mand, beder Eder med grædende taare i guds naun, at I, det allerførste gud haver leedsaget Eder til Kiøbenhaun, vil giøre for mig een allerunderdanigste Supplique til min allernaadigste arve konge og Herre, af den indhold, at Hans Kongl. Majestet vilde beviise mig den naade, at under loulig dom maatte komme den gamle sag som ieg haver længe udi svæbet, og vitterligt er, at ieg er bleven beskyldt for at have myrdt en bøddel ved naun Sigurd Snorresen. Historien om min sag er som følger. Jeg var paa reise med Sysselmanden udi Borgerfiord Syssel, Gudmund Jonsen, til en gaard som kaldes Midfeld. Der boede en mand som heed Sigurd Magnussen. Hand tracterede med brændevin Sysselmanden, mig, og andre som vare paa samme reise. Drack vi der af meer end som maadeligt var, og reed saa der fra, sex tiisammens, alle ganske druckne, undtagen een ved naun Benedix. Paa denne reise var bøddelen Sigurd Snorresen, overmaade drucken saa vel som andre. Vi agtede at ride til Katenæs. Men vare saa overmaade druckne, at ingen kunde finde hiem til sit den aften, uden allene forbemelte Benedix. Udi denne druckenskabs vildelse vaklede vi langt ud paa natten, uvisse veie, om moratzer og moser. Sigurd Magnussen, som os hafde tracteret, reed self i en torf-graf, kom dog op paa breeden, og falt der udi søfn, s. 212holdende i søfnen paa tøielen af hesten, som svømmede udi graven, men manden blef sovende ind til andre kom og hialp dennem begge. Jeg reed, udi denne druckenskabs uforstand, ud paa natten vildfarendes, og siden veed ieg icke hvad mig vederfores, før end ieg om natten, i mod dagningen, vaagnede der som ieg laae, og var ieg da nærmere døden end livet, thi der var frost om natten. Saae ieg mig da om kring, og var da stiernelys og sterk frost. Der syntes mig at ieg saae et vand (en fersk søe) og saae ieg da en hest eller andet stort creatur i mellem vandet (søen) og mig. Jeg var, efter min gisning, fire faune fra en beck, stræbede ieg indtil ieg kom over becken, og krøb siden paa hænder og fødder til dette creatur (hest), og reiste mig saa op, holdende mig ved hestens side, formedelst at ieg var bleven afmægtig. Ledde saa hesten efter mig til becken. Da fandt ieg noget med mine fødder, og følte der paa. Det var da en kabutz, og som ieg var barhovet, saa satte ieg den paa mit hovet. Siden raabte ieg tvende gange med høi røst, saaledes: Ho, Ho. Men ingen svarede mig. Tænkte ieg, at der nær hos maatte have sovet en mand, og at den var før opvaagnet end ieg. Siden kom ieg op paa denne hest eller hoppe, som var opsadlet, og et hiunde udi sadelen, og reed ieg saa et stund i mørket indtil ieg saae (for mig) noget sort i mosen, og reed ieg der til. Det var da min egen hoppe. Agtede ieg saa at sette mig af den eene hest paa den anden, hvilket ieg icke kunde, thi den slog op med bagbeenene. Men ieg trøstede mig icke til at stie af hesten paa iorden, thi min sadel var uden stiebøieler, og kunde ieg derfor icke komme paa hesten af den slette mark. Reed ieg saa hiem til Galterholt til Benedix. Loed hand mig gaae i seng til sig til at varme mig, thi ieg var nærmere døden end livet. Siden bad ieg Benedix at han vilde søge med mig efter en lood (fiskereedskab) som mig var bleven laant. Søgte vi saa efter den, op med en beck og ned med en anden, og reed ieg paa denne samme hest, og hafde paa hovedet kabutzen som ieg hafde hittet. Siden fandt vi den platz, hvor ieg hafde ligget, og der sammestæds looden, som der var bleven til bage. Der laae og min pitsk, paa looden, i grebet paa min vandte. Stacket der fra laae bøddelen død, og stoed paa knæerne i becken. Var becken her ved bleven stoppet, saa at vandet gick op under hans ene haand, men hovedet laae paa breeden af becken. Men becken var icke breedere end hans been var langt op til knæet. Paa den side som liand vendte hovedet til, var en stor brinke, saa sumpig, at da derover blef ført en løs hest, sank den der i, s. 213saa at sex mænd maatte trecke den der op i gien, og vælte den over ryggen. Siden reed ieg ind til Sørbai-kirke, og begierte af sex mænd at besigtige den døde. Saa og hafde ieg ladet [looden, pitsken og vandten ligge der tilbage, indtil nogen kunde komme derhen. Disse sex mænd skulde vidne, om paa den døde kunde sees nogen haands gierning eller icke, og giorde de deris eed derpaa at de icke hafde seet nogen haands gierning paa hannem, undtagen tillukte øine, mund og næse. Faa dage derefter reed ieg ud paa Skage, til at indkræve mine reve tolde, kom ieg saa til sysselmanden, og bad hannem give mig et støcke tou, til at binde dermed tiisammens de fiske som jeg hafde faaet: Det skal ieg strax gjøre, sagde hand; og griber hannem nu i Jesu naun. Der var nerverende Sigurd Biarnesen paa Skage og vilde hand icke tage fat paa mig, men salig Jon Gislesen og Sigmund Jonsen paagrebe mig tilligemed sysselmanden forbemte. Gudmund Jonsen. Saa lagde hand jernbolter paa mine hænder og fødder og halsjern om min hals, og sagde: du skalt icke fleere huus drage over dit hovet. Udi disse jernbolter sad ieg i 3 uger og hafde jeg faaet nogle mænd til at sande med mig den eed, at ieg icke var skyldig udi Sigurd bøddels død. Sysselmanden holdt saa ting paa Kialerdal og dømte at ieg var retteligen paagreben. Derefter reiste hand hiem til min boepæl, og tog der mig uatspurdt een bøsse, og befoel to af mine børn at gaae ud af døren, men konen, som var frugtsommelig, laae paa gulvet i besvimelse. Paa Kialerdals ting dømte hand mig til at giøre tølfter-eed, og skulde jeg self forskaffe mig alle disse sandemænd. Lod hand saa føre mig bort fra alle mine sandemænd hen til Bessested, der blef ieg uskyldig indsat udi et mørk hul, og sad der i 18 uger. Saae ieg dagslys paa mine hænder ickun tvende gange, da ieg gick til kirken, hafde dog over mit ansigt et decke (opr. en grime) som derlil blef giort. Om foraaret, ved Christi Himmelfarts tider, blef ieg ført derfra til Kialerdals ting, som Hr. Sigurd Biørnsen holdt. Hand dømte at tilluckt ansigt (mund, næse og øine) paa den døde var en haands gierning, og den dom var mig saare tung, ihvorvel jeg var uskyldig baade for gud og mennisker. Fra dette ting blef jeg udi jern igien ført til Bessested. Men næste natten derefter undkom jeg af det fængsel, og reiste saa fordylt nord paa landet, der kom ieg paa en hollansk fisker-dogger, og med den til Rotterdam; greeb jeg til dette ælendigheds raad, da ieg saae at ieg hverken kunde faae frem ord eller eed, eller nogen forsvar eller undskyldning, men saae klarligen forud, at denne sag s. 214skulde gielde mit lif. Men paa det at alle retsindige folk kand vide, det ieg icke flygtede for sagen, men fra Sigurd Biørnsens rettergang og domme, da er det herom det klareste vidne, at ieg gick til fods fra Rotterdam den største del af veien til Amsterdam, aldeles pengesløs i et ubekiendt land, hvis spraag jeg icke forstod, icke heller de mit. Maatte ieg saa ibland lide hunger, undtagen naar gud gaf mig den lycke at nogen got folk befoel mig noget at arbeide. Handtverk kunde jeg intet, hvoraf ieg mig kunde underholde. Alleeniste kunde jeg forrette det som var bønder-tieniste og ankom paa styrke. Men fordi at jeg var bleven gammel, falt mig besværligt at lære spraaget. Udi denne uselhed levede jeg i Holland hen imod 20 uger, og kand saa hver en fornuftig mand eftertænke, hvad jeg i den tid haver maat udstaae. Men mit forsæt var altid det samme, nemlig at see til ieg kunde komme til Danmark, til at forebringe min nød. Endeligen bragte ieg dette saa vidt at jeg med en skude kom fra Amsterdam til Glückstad, og da først syntes mig at vere nogen haab til trøst, efterdi jeg var kommen i min allernaadigste herre kongens lande og rige. Men fordi at jeg icke hafde noget til at underholde mig med, da gaf jeg mig under militien, men saasom jeg icke forstoed hvad de tydske officerer commanderede, saa blef ieg igien afdanket. Siden bragte jeg det saa vit, at ieg derfra kom til Kiøbenhafn, der gaf jeg mig paa ny under militien, og kunde ieg der forrette min gierning i den stand, saa som ieg nogenledes forstod spraaget, ihvorvel det og var i svaghed. Strax begyndte jeg at tale med mine landsmænd, og fortalte dennem mine bedrøvelige eventurer, rørdes da mange af barmhiertighed imod mig. Supplicerede jeg saa allerunderdanigst til min allernaadigste arve herre (høiloftig ihukommelse) kong Christian den femte. Den velsignede herre udgaf mig tvende beskiermelses-breve, til at udføre min sag ved lou og ret, og derforuden udgaf hans Majestet mig en stæfning til høieste ret, over dennem som hafde dømt i min sag her i landet. Saa og bekom ieg af obrist lieutenant Skiønfeld et bref skrevet paa tysk, hvilket jeg icke forstod, men meente det var fuldkommen afskeed fra militien, kom ieg saa hid til landet med alt dette Anno 1686, og fant da min usele kone og stackels børn, udi begrædelig ælendighed, fattigdom og uselhed; Thi ald vores fattig formue som vi tiisammens eiede, førend ieg blef paagreben og fængslet, var hos hende bleven forødet og adspreedt formedelst hendes uformuenhed til at forsørge sig self og børnene. Fra haunen Grunderfiord for vesten (dersom ieg kom først til landet) maatte s. 215jeg gaae til fods hiem til Akrenæs, til mit ælendige huus imod 16 miile. Gud alleene veed hvad hiertens sorrig jeg hafde i mit bryst, da jeg saae min kones og børns ælendighed, hvorudi hun og de hafde svømmet udi forbemte. tid. Icke diss mindre kom jeg dog til landstinget, udi hénseende, at forkynde kongens allernaadigste beskiermelses breve og høieste rettes stæfning. Da jeg fant Heideman (som den tid var her landfoget] og tilforne hafde holdt mig udi fængsel paa Bessestæd) viiste ieg hannem begge kongebrevene, stæfningen og det Tydske brevet. Hvad hand da med mig talte, kand ieg icke beviise, thi de ere nu døde som hørdte paa vores samtale, allene undtagen Jon Hanssen, Sigurd Biørnsens brodersøn, som nu intet vil derom vidne, sigende at hand intet derom kand erindre. Ihvordan samtalen var, da er det vist, at ieg, udi min vanvittighed (hvilken ieg nu først forstaar) forloed mig der paa, at Heidemans myndighed maatte være saa stoer, og som kongebrevene var bleven udi laugretten publicerede, og ieg hafde der talt med hannem, saasom tingbogen udviser, at ieg da maatte udi frelse og angerløs boe i landet. Reiste ieg saa hiem i gien, og blef derover glad, at ieg da maatte udi rolighed hielpe min kone og børn. Begyndte ieg da nogenlunde at forglemme min forige bedrøvelse, besverlige omflacken, og elendighed, som ieg hafde udstaaet, uskyldig efter min samvittigheds vidnesbyrd. Dog haver ieg, siden den tid, icke haft større aarsage til glæde, end saaledes, at ieg med min sveed og hænders arbeid haver maat underholde min høi-aldrede moder, min vanføre søn som enda dertil hafde brek paa hans forstand, min spedalske daatter, min spedalske søster, og endnu en mig beslegtet qvindes person ligeledes spedalsk, saasom gode mænds attester kunde min saugn bekræfte. Er ieg nu en mand paa 60 aar, da denne min gamle farlige sag nu i aar paa ny kom for retten, og under Eders, Herrer Commissariers dom, hvilken dom mig tilholder at forfølge self hovet-sagen det første mueligt kand vere. Vilde ieg gierne at ieg kunde efterleve dommen i alle maader, men baade Eder, Velædle Hr. Secreterer, og andre goede mænd er vitterligt, at ieg icke kand komme dette af stæd. Thi baade fattes mig forstand og midler. Hvorfore ieg endnu, som først i begyndelsen, ydmygst og med grædende taare begierer af Eder, Vel ædle Herre, at I andrager denne min elendighed for min allernaadigste Herre Kongen, ved en allerunderdanigste Supplique, hvorinde for mig maatte begieres den naade, at denne min sag maatte endnu komme for retten, saasom Hans Kongl. s. 216Majeslet, høiloilig i hukommelse Kong Christian den femte tilforne haver befalet. Hvis ieg nu nyder denne naade af Hans Kongl. Majestet (som ieg og haaber at gud skal mig forunde) saa er ieg dog alligevel aldeles vanmægtig til at forfølge sagen, thi ieg haver icke før eller siden i mine hænder bekommet nogen breve eller domme som derudi er passerede, hverken Sysselmanden Sal. Gudmund Jonsens herridsdom eller den dom som Sigurd Biørnsen dømte paa Kialerdal, og icke heller hans laugtingsdom, som efter beretning, skal have dømt mig fra livet, fred og frelse. Alle disse domme ere udi mine Contraparters hænder og forvaring, og er det icke at vente, at ieg elendige forsvarsløse mand kunde fra dennem bekomme disse domme med mindre gud lader Kongens hierte beveges til barmhiertighed over mig, paa den maade, at Hans Kongl. Majestet vilde befale dennem at extradere dommene i mine hænder. Og beder ieg endnu Eder, Velædle Hr. Secreterer, at I icke lader denne post glemmes i min Suppliqve, naar I paa mine vegne supplicerer. Foruden ald denne min forbemælte viderverdighed og den frygt som ieg bær formedelst den foreening som skeede udi laugretten 1686, forøges nu paa ny min største sorrig, i det ieg hører nu siges, at det Tydske obrist lieutenant Skiønfelds bref (som ieg før haver sagt at ieg det icke forstaar) skulle vere et pass paa en viss determineret tid fra militien, men icke fuldkommen afskeed, saasom ieg hafde meent. Dette bref er nu i Edle Hr. vicelaugmand Odder Sigurdsens hænder, og hafde ieg icke forstand paa at producere det for Eder, Herrer Commissarier, da I udi næst afvigte Junio holdt ret, og hørdte min sag. Hvis nu saa befindes, at dette Tydske bref er alleniste et pass til en viss determineret tid, men icke (saasom ieg haver meent) fuldkommen afskeed fra militien, da er min fare og ulycke desto større, at ieg det icke haver forstaaet. Vil ieg da med glæde, udi herrens naun, lide [alt hvad hans kongl. Majt. min allernaadigste arve herre og konge befaler at skulle mig skee for min fraverelse fra fanen, men jeg allerunderdanigst beder hans kongl. Majt. udi kongl. naade og miskundhed at ansee, det jeg icke haver forstaaet brevet, og forstaar det icke endnu, uden hvad mig berettes om dets indhold. Og aldrig haver Hr. vicelaugmanden Odder mig det forklaret eller mig sagt dets rette indhold. Ervarter ieg saa og vil ervarte i min frelseres Jesu Christi naun den decision, som min allernaadigste herre kongen befaler at skulle skee udi alt delte mit farlige anliggende. Men Eder, veledle Hr. Secreterer, overleverer jeg udi hænder med grædende s. 217taare denne relation af min ælendighed, Thi jeg haaber at I skal have gud for øiene, naar I conciperer min allerunderdanigste suppliqve til hans kongl. Majt. saa at intet af det bliver glemt, som jeg udi denne min relation haver underrettet. Men det skal komme paa mit forsvar, om denne min underretning befindes i nogen ting at vere falsk eller løgn. Min daglig bøn skal vere den al gud vil oplyse kongens hierte, med ald visdom, og regiere hans kongl. Majt., saa at hand kand vorde velsignet og æret frem for alle hans forfædre. Alt dette til bekræftelse, skriver ieg mit naun lier under paa Tingvelle den 31. Julii Anno 1708.

Velædle Hr. Secreterers ydmyge tiener
Jon Regvidsen.

Alt dette for- og oven-skrefne, blef tydeligen læst for Jon Regvidsen, og hver en magtpaaliggende post endda igien repeteret, og derefter underskref Jon det med egen haand, men begierte at vi vilde sætte vores signeter paa traaden, til sandheds tegn vore naune, stæd, aar og dag ut supra.

Thorsten Sigurdsen eh
L. S.

Thorsten Kieldsen
L. S.

s. 217

JÓN HREGGVIÐSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Rcinir a Akranese d. 17. Septcmbr. A0 1710.

Trykt efter egh. underskreven original i AM. 443, folio. Adr. til A. M. »Vonande ad Hrafns Eyri vid Arnarfiörd«. Af A. M. påtegnet »medteked 9. Octobris« samt »Jon Hreggvidson seiger, ad Gudmundur Sigurdson i Gerde hafi þad sinna vegna skrifad. þad er og hans signet sem brefet er med forsiglad«. J. H. beklager ikke efter A. M.s opfordring at kunne opsøge ham på vestlandet, da han må holde sig færdig til at afrejse fra landet. Beder om A. M.s hjælp til sagens appel, når de bægge er i København.

Edla Herra Secreteranum Hr. Arna Magnussyne oska eg under skrifadur hvorskins blessunar fyrir lyf og sál i Jesu nafne!

Ydar herra dóm þacka eg audmiuklega agiætt tilskrif mier nu i giær dag til handa komed, sem var sa 16. 7b., af hende virduglegs syslumannsins Sigurdar Jonssonar, af hvoriu ydar brefe eg formerki, ad þier friett hafed, hvor alichtun vard á mynu málefni i sumar á alþynge. Hef eg nu i ásetninge med guds myns hiálp ut yfer hafed ad komast, ef nockur danskur skipherra vill mig taka hier sunnannlands, af þeim nu eru komner, þvi eg þori ecki, þo feiginn villdi, án herranna hier vitundar vestur til ydar ad koma, sem mier þó næst bestu velferd hugar hallded væri, og þad mun eg vidbera, ef hier hröckur s. 218ei yfer. Nu er su myn audmiuk bón i guds nafni til ydar edla herra secreter, ad þier guds vegna villdud mier nu so naudstöddum fáradum og fatækum til adstodar vera med rád og dád i þessu mále, sem eg villdi firer hans kongl. Majest. kiæmest effter þeirre appelleran, sem þar uti minna vegna giord vered hefur, og sie so þier edla herra sigled ut i haust og eg komest med þessum skipum ut á Holmen, so sem mier dæmt hefur vered, þá villda eg firir spuriast, hvar þier i stadnum bued; hvorninn sem eg kann ad fá tal vid ydur, má gud ráda, en vyser eru þier til ad spuriast firir þessum ræfle og so til stilla, ad ydar funde næde, þvi eg kys ydur næst gude minn talsmann ad vera. Gud minn mun ydur þad med blessan og farsælld betala, treistande ydar herralegu og medaumkunar-somu glede og gódvilia hier umm. Jon Eyolfsson vicelogmadur tók til syn öll myn blöd og docomenta, so jeg hef sliett ecki neitt; hvort sem þad er afhendt þeim skipherra, sem mig tekur, edur ei, veit eg ecki. Fyrirgiefed edla herra þetta einfalldt, og sieud guds nad befalader og af mier kiærlega qvadder.

s. 218

JÓN HREGGVIÐSSON TIL ARNE MAGNUSSON. Hvamm i Hvammssveit 25. Octobris A0 1710.

a. Trykt efter orig. i AM. 443, folio. Skr. af en af A. M.s skrivere, med J. H.s og vidnernes egh. underskrift. J. H., som i sin nød har opsøgt A. M., beklager sig over den over ham fældede overretsdom og beder A. M. indstævne den for højesteret.

b. Trykt efter A. M.s delvis egh. koncept i AM. 443, folio. [—] betegner skriverhånd.

a. Velædla Hr. Professor og Archiv-Secreterer Arne Magnusson.

Gud veit mina stóra naudsyn, sem til þess ber, ad jeg i minne eimd hefe dreiged mig á ydar fund.

Þesse eru vandræde min hin nyustu, ad eg á næstummlidnu Auxarár alþinge þann 21. Julii er af Hr. vicelogmannenum Jone Eiolfssyne og Hr. landfogetanum Paul Beyer dæmdur á Bremmerholm, effter hverium logum veit eg ecke, þvi ad af dóms-aliktaninne get eg þad ecke sied. Hvorsu eg kom fyrer þeirra dóm, vita þeir og adrer. Alldrei var eg til þess riettar stefndur; hafe eg lofad þangad ad koma svo sem lögstefndur, þá hefe eg giört þad af vanvitsku, og veit ei til hvors ætlad var eg skyllde þar svara. Þegar jeg var þar komenn, var mier eingenn talzmadur settur, og þó beiddest eg þess, sem gud veit og þeir góder menn, er þar inne voru. Siálfur kunne eg ecke ad forsvara mál mitt s. 219fyrer vanvitsku, og ecke veit eg ad þar geinge nein rannsokn a mitt mál, svo eg være andsvara krafdur. Ecke veit eg, hvor máled sokte i mote mier, nema ef þad hefur giört landþingzskrifarenn Sigurdur Sigurdsson, og ef hann hefur giört þad, þá veit eg ecke epter hverium riette, þvi ecke skil eg, ad hann ætte neinar salder vid mig, og svo er eg vanvitugur, ad eg skil ecke honum hafe leifelegt vered i þad sinn á mote mier á sókn ad hallda, og ecke veit eg, þvi domararner hafe honum þad lided, ef hann hefur þad giört. Enn hvornen sem þessu er háttad, þá er eg þó á Bremmerhólm dæmdur. Frá þeim dóme hefur syslumadurenn i Borgarfiardar syslu fyrer sunnan Hvijtá Sigurdur Jonsson minna vegna og effter minne audmiukre bón appellerad til kongsinz hædsta riettar; þvi bid ieg i gudß nafne, ad þier velædla Hr. Professor Arne Magnusson minna vegna supplicered til mins allranádugasta arva herra kongsins umm stefnu til hædsta riettar yfer fyrrnefndum dóme Hr. vicelogmansins Jons Eiolfssonar, og Hr. landfogetans Pauls Beyers, og ad þier fyrer gudß sakier styrked mig til riettar á móte þeim í þessu maale, svo vel sem og á mót landþingskrifaranum Sigurde Sigurdssyne, hvad sem reinast kynne hann i einhveriu þessu hafa giört mier i mot, yfer lög framm, edur lögum i móte. Gud mun ydur launa þa christelega medaumkan, sem þier hier uti syned á mier vesölum manne. Enn eg er og vil vera epter minum veikum mætte Ydar audmiukur þienare

Jon Hreggvidsson mh.

Vier underskrifader menn vorum vidstadder þegar þetta fyrer framan og ofan skrifad bref var upplesed fyrer Jone Hreggvidzsyne, og játade hann þad epter sinne beidne riettelega skrifad vera, so sem hann þad hafa villde, og sette sitt nafn þar under med eigenn hende i vorre vidurvist. Hveriu til merkis vier vor nofn med eigenn hondum hier under setium, stad, aare og deige sem sem fyr seiger.

Þórdur þórdarson.
Páll Hákonarson

Þorsteinn Ketelsson eh.
Gunnar Jonsson meh.

b. Dette efterskrefne frembærer ieg underskrefne Jon Regvidsen for Eder Hr. Professor Arnas Magnussen, om skee maatte det kunde vorde min sag til nogen hielp.

Da ieg, for 24 aar siden, reiste fra Kiøbenhaun hid til landet, og saa over land fra skibet, kom ieg hiem til mit fattige hus anden pintzedag. Sidle i pintzeugen reed ieg ind til Hvidaarvelle, s. 220hvor laugmanden Sigurd Biørnsen da boede, og tog ieg der hen med mig Copier af mine to Beskiermelsesbreve og den kongelige stæfning til høieste Ret, hvilke Copier ieg hafde ladet skrive paa skibet underveies. Tordte ieg icke tage med mig der hen self hovetbrevene (originalerne), befrygtende at de kunde vorde fra mig tagne. Da ieg var kommen til Hvidaarvelle, fick ieg laugmanden Sigurd Biørnsen i tale i hans stue, og leverede hannem der forskrefne Copier, baade af Beskiermelses brevene og stæfningen. Og læste hand alle disse Copier udi mit paasiun, dog sagte for sig self. Der vare den samme gang nærverende: præsten Hr. Benedix Petersen paa Heste, Kolbeen Biarnesen kaaberstøber, som nu er død, og Gudmund Sigurdsen, laugmandens Slægt, som nu boer i Gierde paa Akrenæs. Hr. Benedix og Kolbeen gick icke ud af stuen imedens laugmanden og ieg talte til sammens, men Gudmund gick fra og til ud og ind, saa at ieg icke kand sige for vist, hvad hand haver i agt taget af vores samtale. Da nu laugmanden hafde læst Copierne, svarede hand mig med sagtmodighed, men sagde at dette var icke hovetbrevene (originalerne). Jeg sagde at de var hiemme hos mig, og begierte at hand vilde tillade det ieg maatte komme til landztinget, og lade dennem der i laugretten publicere. Hand svarede, at hand derud i icke skulde vere mig imod, sagde at ieg hafde stor umage haft herfor, og tilbød mig, at give mit svage barn aarligen nogen almisse, hvorimod ieg icke vilde tage. Copierne af Beskiermelsesbrevene bleve tilbage hos laugmanden, men Copien af stæfningen leverede hand mig igien, men icke skref hand noget der paa, saa at ieg kand mindes. Jeg reiste saa fra Hvidaarvelle hiem igien. Siden kom ieg til landztinget, gick til laugretten, og begierte forlof at lade mine breve oplæse. Laugmanden Sigurd svarede mig, at de skulde icke blive forbigangne. Anden dagen kom ieg igien til laugretten, og begierte det samme, og fick der paa samme svar af forskrefne laugmand Sigurd Biørnsen. Den tredie dagen skickede bemelte laugmand mig bud at ieg skulde komme til hannem i hans boed, som ieg og giorde. Der sagde hand, at det var best for mig, at tale med landfogden, og bede hannem vere formand for, at mine breve maatte vorde oplæste. Jeg gick saa til landfogden Heideman, og viiste hannem i hans boed originalerne af alle disse 3 breve, stæfningen og begge Beskiermelses brevene. Hvad hand den gang til mig talte, hielper mig intet at mælde, thi ieg [kand icke faae nogen vidner dertil. Men det er vist, at efter den vores samtale syntes mig, at det skulde blive mig besværligere s. 221at faae min sag for retten, end som mig hafde før syntes, da ieg derom talte med andre gode mænd i Danmark.

Efter vores samtale begaf Heideman sig til lauretten, og ieg fuldte efter hannem. Som vi vare komne derhen, spurte hand mig, om ieg hafde noget som ieg vilde lade der oplæse. Jeg sagde, ia, og leverede hannem begge beskiermelsesbrevene. men holdt self stæfningen i min haand, og agtede at levere hannem den, naar beskiermelsesbrevene var bleven oplæste. Hand oplæste saa beskiermelsesbrevene, og efter at det var giort, sagde hand strax til mig, at ieg hafde faaet stor naade og skulde ieg nu fremdeles ingen molestere eller fortræd giøre med ord eller gierninger. Blef saa intet af stæfningens forkyndelse. Tordte ieg og icke den ydermeere publiqve giøre. Dette som jeg haver nu sagt, er alt saaledes i sandhed skeed, og kand ieg med god samvittighed dertil legge min høieste eed, om mig blef det tilladt, og til sandheds tegn herom setter jeg mit naun med egen haand herunder. Hvamm i Hvamssveit den 25. Octobris 1710, og beder nærverende gode mænd deres naune her neden paa at skrive.

Jon Regvidsen meh.

Vi underskrefne mænd vare nærverende, da denne forskrefne Jon Regvidsens relation blef for hannem oplæst, og tilstoed hand, at bemelte relation var efter hans mund og begiering retteligen opskrevet, og satte sit naun der under med egen haand, i vores nærverelse, hvilket til bekræftelse vi vores naune her under sette, stæd, aar og dag, som før siger.

Thorder Thordersen.
Poul Haagensen.

Thorsten Kieldsen e. h.
Gunner Jonssen meh.

s. 221

ARNÓR HÚNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Merke-nese d. 25. Agusty 1703.

Efter orig. i AM. 453, folio.

Med henvisning til en forudgået mundtlig henvendelse forespørger A. H., hvorledes han skal forholde sig i anledning af, at en dreng, som med 6 h. i fædrenearv var bleven taget til forsørgelse af nuv. biskop Bjørn Thorleifsson, nu uden midler er bleven af præsten Bjarne Hallgrimsson sendt tilbage til A. H.

På to indlagte sedler har A. M. noteret:

1. Hier um skrifad Mag. Birne i Majo 1704 og bedinn ad lata mig vita hvernig öllu þessu er vared.

2. 16. Julii 1704 skrifar Mag. Biörn mier, og seigest vona ad Sr. Biarne Hallgrimsson mune pilltenum gott giöra, annars s. 222seigest hann skule pilltenum sialfur fornægia firir þad hann þarfnast, lögsoknalaust. Pillturinn heiter Sigurdur Helgason.

Indlagt er endvidere attesterede uddrag af to i denne sag vekslede breve, nemlig: 1. 12/7 1704. Biskop Björn Thorleifsson til provst Bjarni Hallgrímsson. 2. 28/7 1704. Provst B. Hallgrimsson til bp. B. Thorleifsson.

s. 222

SOGNEPRÆST GUÐMUNDUR HÖGNASON TIL ARNE MAGNUSSON. Hofe (í Álptafirði) 17. Martii 1710.

Efter orig. i AM. 448, folio. Forestiller A. M., at han ikke har villet unddrage sig betalingen af sin del af lagmand Gottrups rejsegodtgørelse, men forgæves om høsten 1707 har tilbudt købmanden (Bartholomeus Jacobsen) og sysselmandens fuldmægtig en slet-daler, som de ikke har villet modtage, og at han nu ikke kan efterkomme sysselmandens stævning i denne sag, hvorfor han herved sender A. M. denne danske krone.

Vedlagt er to vidnesbyrd i sagen og en oversigt over præstens indtægter.

s. 222

JÓN INGIMUNDARSON TIL ARNE MAGNUSSON (OG P. VIDALIN). Lækiarskoge i Dalasyslu 16. Sept. 1711.

Efter orig. i AM. 449, folio. Andrager for kommissærerne, at vicelagmand Oddur Sigurðsson år 1710 har frataget ham 12 vætter fisk — mod betaling af 3 rdl. specie — under påskud af, at han var i ulovlig »lausamenska«, og har endvidere i hans fraværelse beslaglagt 5 vætter af ham indkøbt fisk, hvoraf vicelagmanden har solgt halvdelen — alt uden lov og dom. Beder dette foredraget på vedbørligt sted og skaffe ham ret over O. S.

þorsteinn Ketilsson (skriveren) og en anden mand bevidner, at J. I. ved håndslag har overdraget datering og underskrift.

s. 222

KØBMAND CHRISTOPHER JENSSEN TIL ARNE MAGNUSSON. Hafnefiords Krambod i hast d. 9. Juni A0 1708.

Efter orig. i AM. 451, folio. Adr. »a Tingvelle«. Takker for A. M.s brev af 7/6 med condolence over hans genvordige rejse afvigte år, »som mig alt sammen maa tilschrifue dend gode Hollender ieg hafde - -. Hr. Secretairs medsendte til de Høye Herrer oc andre Hands gode venner gik samme gang som dend heelle ladning vndtagen 3de pacher med ederdun - -. Dend kiste med bøger blef gandsche schendt, at de schiltes fra binden, mens paa læßningen ingen schade, som var det beste«. Sender herved med A. M.s tjæner nogle bestilte varer, nemlig godt øl, dansk og fransk brændevin, skonrogger, boghvedegryn, salt og tobak, samt som gave en top fint sukker til hans te, for at ikke »hand schulle mist