Aakjær, Jeppe JUL

JUL .

DEN gamle Skorsten hælder slemt
men se, hvor tæt den ryger,
mens Nordensne til Klokkeklemt
lavt over Marken stryger.
Det puster tungt om Bondens Gaard
og spreder Kavringduften,
der ud af alle Sprækker staar
og blander sig med Luften.

Og Bondens Kone gaar saa trind
bag blommede Gardiner
og bærer Fadet ud og ind
med højtidsfulde Miner.
Og Bonden sidder bred paa Bænk
og la'r sig Maden smage
og byder Tyendet en Skjænk
og Barnet Julekage.

Ja, Julen er den fagre Tid,
da alle Skjel udslettes,
et Hvil i Aarets lange Strid,
da alle Munde mættes.
Selv Tiggersken, det gamle Skrog,
med Posen over Nakken
nys gumlende af Gaarde drog
med tunge Spor i Bakken.

Ja, Julen, du er Mindets Fest,
med Lys i blanke Stager,
da den, der sad vort Hjærte næst,
paany mod Porten ager;
da Sneens Fald mod Markens Favn
hvert Hul i Jorden sletter
og tegner Julens blide Navn
i Skovens Maanepletter.

15/5 1906.