Aakjær, Jeppe BONDE-GYMNASTIK

BONDE-GYMNASTIK .

Se Fædrelandet løfter sig frem
i Foraarssol med Hjem ind ved Hjem;
langs Banker graa staar Rugen og gror,
ígjennem Engene Bækken sig snor.
Hist et Gjærde, her en Skov
rammer Agrene ind,
Karlen nynner bag sin Plov
i den lunende Vind;
langs med Stranden Skibe sejler,
Himlen i Havet sig spejler.

I dette Land har Bønderne slidt
i tusind Aar, før Landet blev dit;
de rydded Skoven, Lyngen de sved,
saa i Bugter sig Hugormen vred.
Ploven skar, og Jærnet brak,
Muldet glinsed i Sol,
Stene kløv'des, Rødder knak
for det synkende Staal:
Bondens Kamp for Hjem og Føde!
Bag ham laa Landet i Grøde.

8

Da kom en Tid med Svøber og Sved,
hvor Trællearbejd bøjed ham ned,
hans Knæ sig krammed, tung blev hans Gang,
og Panden sænkedes, Brystet blev trang.
Kraften stivned i hans Lænd,
Gigt hans Lemmer forvred,
Musklen trætned i sit Spænd
i den evige Sved.
Haard er Krig for Brød og Lykke;
Arbejd gir krogede Rygge.

Fra disse Bønder stammer vi ned;
vi slider selv, som Fædrene sled;
hvor deres Arbejd gik under Tvang
se, der gaar vort under Frihed og Sang.
Bondeblodet ruller tungt,
det er mættet med Kraft,
det er sundt om ikke ungt,
det en Fortid har haft.
Te jer da, saa alle skjønner:
disse er Bøndernes Sønner!

Men Slidets Mærker fjern fra jer Krop!
De brede Skuldre løft dem kun op;
sæt Foden frem i Arbejdertakt,
saa det kan skjønnes, at I er en Magt!
Senen i den stærke Arm, —
gjør den spændstig og lin,
Blodet i den brede Barm, —
lad den ildne som Vin!
Øv jer flinkt, saa I fornemmer
Sundhed i Sjæl som i Lemmer!

Gid Held maa følge al eders Flok!
Naar Pligten kalder, møder I nok,
og følger Tidens gjaldende Lur,
for det er Ungdommens rette Natur,
I vil elske dette Land,
staar grønt her i Vaar,
9 I vil hjælpe, hvor I kan,
paa de trykkede Kaar.
Har I adlet eders Kræfter,
lad det da voxe derefter!

Jebjærg, Foraar 1890 .