Aakjær, Jeppe FORAAR I ROSKILDE

FORAAR I ROSKILDE .

Det er Vaar, det er Vaar! hvisker Hegn, hvisker Hæk,
der staar safttunge Skud langs den surlende Bæk,
og i Skoven er tæt med Violer,
der staar Lam under Gavl, der gaar Føl over Kjær,
der er Mos paa hvert Tag, det er Pokker til Vejr,
se, i Halmstakken Katten sig soler.
I hver Bøg sidder Finken, den elskende Strik,
og sin Brud han sig nærmer med ømt: "Dikke-Dik!
Er du dér? Kom mig nær! Hav mig kjær!"

110

Og der favnes i Luften og næbbes paa Gren,
og der tages tilægte af Hjort og af Ren,
og der stanges af stinkende Bukke.
Selv det laadneste Dyr, selv det argeste Kryb
kommer ud af sin Hule og op af sit Dyb
for at smægte og elske og sukke.
Og de vrider sig rundt i den saligste Lyst,
og de finder først Hvile med Bryst imod Bryst,
mens de stønner og dør i et skjælvende Kryst!

Og jeg nynner en Sang langs med Fjordvigens Glar,
og jeg frygter at træde paa elskende Par,
der for Lykke ej ænser mit Komme;
og jeg hører de Kald, jeg har hørt gjennem Aar,
disse lokkende Fløjt, disse Triller, der gaar
tværs over Skove og Bomme,
og som dog ved de tusinde Toner og Sving
- thi Elskovens Sprog har ret snørklede Sting -
kun vil sige til hende den eneste Ting:
du skal lytte og røres og komme!

Og saa synes jeg brat, jeg er ene paa Jord,
jeg er skilt fra "en Fortid" ved Seng og ved Bord,
i Lyksaligheds Land en uværdig,
og jeg kaster mig ned paa den duggede Eng,
og jeg beder til Gud, som dengang jeg var Dreng:
Send mig en kjær Magdalene, men ikke en altfor bodfærdig!

- Ja, en duftende Drøm er vor rullende Jord;
kan du skimte et Skin paa din Himmel mod Nord?
Det er Sommerens Svende med Fakler;
det er Lyset, der stiger af Vinterens Grav,
det er Løfternes Skjær over isstrøet Hav,
det er Guden ifærd med Mirakler!

April 1901.