AFTEN-GJØGEN .

✂ O, du min Barndoms glade Fugl,
saa hører jeg dig atter!
Mens Rugen duver tung og gul,
jeg sidder bag en Hyld i Skjul
og lytter til din Latter.

✂ Da stiger for mit Øje frem
de svundne Barndomsdage,
jeg ser paany det gamle Hjem
med Bænk ved Gavl, med Port paa Klem
og Mos paa alle Tage.

✂ Det sukker i de grønne Flæg
langs Dammene i Vesten;
og der gaar Mor bag Ladevæg
og lægger Lat til Nattebleg,
mens Far han flytter Hesten.

✂ Hør Køllens dumpe Ekkoklang
mod Gaardens hvide Længer,
hvor Mønningstigen staar saa lang,
og Ovnskod og Toggerstang
paa Flintevæggen hænger.

✂ Der stiger Røg fra Nadvergrød;
for Døren svales Øllet;
en Duft af nybagt Sigtebrød,
og lange Lyd af Pumpestød,
mens Karlen vander Føllet.

✂ Og Katten med de stride Haar
er hoppet ned fra Balken;
dens Hale stift i Vejret staar,
slesk-spindende om Mor den gaar,
mens hun tår fat paa Maiken.

✂ I Bluse, Seglesmæk og Klok
vi Børn om Moder hveger,
mens paa den lyse Stjerneflok,
paa "Pejers Pig** og "Mari-Rok"
hun over Koen peger.

✂ Og Mælken spruder varm og fed,
og Malkekoen dryner,
mens Mor maa gi' os smaa Besked
om, "hvorfor Stjerner falder ned",
og "hvorfor Kornmo lyner".

✂ Og Rugen stod i ydmyg Ro
og drak af Nattesaften,
og Gjøgen hang i Hyldebo
og vippede og skoggerlo,
som her den ler i Aften.