JENS FISKER .

✂ Jens Fisker han bo'de derude ved Aa,
hvor Græsset er grønt, og hvor Himlen er blaa.

✂ Men hjælper det noget, ens Himmel er blaa,
naar Livet er grimt, og naar Tanken er graa?

✂ Og nytter den noget, den lullende Aa,
naar Kjællingen baade vil bide og slaa?

✂ Saa lod da Jens Fisker sit Skallevaad staa
og søgte sin Vædelse uden for Aa.

✂ Han sov som en Orne og drak som en Saa,
mens Fisken slog op i den sorlende Aa.

✂ Hans Kjælling, Marie, den gnistrende graa,
hun garver ham Ryggen snart gul og snart blaa.

✂ Jens Fisker han tygger med Taarer sin Skraa:
"Gud hjælpe hver Kristen, hvis Kjælling vil slaa!"

✂ Jens Fisker han trækker hans Vandstøvler paa:
"Nu gaar jeg og drukner mig, So, i min Aa!"

✂ Men Kjællingen larmer med Kjæften paaskraa:
"Aa, Stodder, lad du kuns saa Støvlerne staa!

✂ Jeg ved da, at Folk, der vil drukne i Aa,
de trækker ej nye Vandstøvler paa!"

✂ "Ja, ja", svarer Staklen, "men skal de nu staa,
jeg henter dem, naar du mindst tænker derpaa!"

✂ - Jens Fisker han kyler sig ud i den Aa
til Brasener brede og Skaller saa graa.

✂ Men det er da noget, enhver kan forstaa:
her slutter ej Visen om Jens og hans Aa.

✂ - Naar Uglen er ude, og Natten er graa,
da kommer Jens Fisker til Huset ved Aa.

✂ Han lirker ved Pind, og han letter ved Slaa
og trækker med Stønnen de Vandstøvler paa.

✂ I Hylsklædet trimler sig Kjællingen graa
med klaprende Tænder og strittende Taa.

✂ Naar Timen er ude, hun hører ham gaa
som Torden, naar den har faa't Vandstøvler paa.

✂ - Det samme, det samme hver Nat, som er graa!
Hun mister sin Snøvs ved at tænke derpaa.

✂ Hun vaager med Lys, og hun stænger med Slaa;
dog gjæster Jens Fisker med Bulder sin Vraa.

✂ Men Kjællingen klager med Kjæften paaskraa:
"Aa, at jeg dog ej lod ham Støvlerne faa!"

✂ Saa sprang hun som Tudsen fra Brinken i Aa.
Nu spøger de - hver med sin Vandstøvle paa.