DEN JYDSKE LYNG .
✂
Her har
jeg
staaet i tusinde Aar,
sust for de Slægter, der svinder og kommer,
nikket Goddag til den brydende Vaar,
viftet Farvel til den hastende Sommer.
✂
Regnen og Haglen har kjæmmet min Lok,
Vindene spredte mit rødlige Bloster,
medens langs Bakken den stinkende Brok
luskede hjem til sit blindfødte Foster.
✂
Jeg var den fredløses Tilflugt og Havn;
tit har jeg skjærmet den saarede Hare;
Lærkernes Spæde laa trygt i min Favn,
saa imod Himlen med Øjne saa klare.
✂
Tyttebærkonen sin rødnende Frugt
krumbøjet sanked trods Lændernes Smerten;
Hugormen kravled i Vrid og i Bugt,
spilled med Brodden og svinged med Stjærten.
✂
Hjejlen sad enligt paa Tuen og sang,
Loke drog saaende lavt over Sletten;
opskjørtet Tatersken gik her engang
med sine ravnsorte Haar under Hætten.
✂
Har jeg ej skjærmet, o Jylland, din Jord,
lagt mig som Værn om din Flyvesands-Bringe,
dæmmet for Klitten, hvor Uroen bor,
hvæsser i Blæsten sin Marehalms-Klinge.
✂
Spørg hver en Spove, der spejder langs Strand,
spørg hver en Klyde, der løfter sin Klage,
om jeg bør skygges ihjel paa mit Sand,
om jeg fortjener i Flammen at sprage.
✂
Spørg hver en Mand i smaarudede Hus,
der hvor han bred ud fra Dørkarmen skuer,
om
han
vil miste
mit
klagende Sus
eller
mit
Vidsyns de vældige Buer.
✂
Spørg, om
han
længes mod Skovene blaa,
naar - mens i Morg'nen han spreder sin Mergel -
Gjederne bræger, og Lærken den graa
løfter sin Top i den duggede Spergel.
✂
Vel er min Ranke kun mager og tør,
lidt
jeg
kun yder til Fadet og Bøtten;
ringe jeg skattes af Oxer og Kø'r,
men saa desmere af Sangeren, Skytten.
✂
- Sært som min Hede er Menneskets Krav;
Brød
skaber ikke hans Lykke alene;
mæt ham med Velstand: før nogen ved af,
skjælver hans Hjerte i Suk efter -
Stene
.
✂
Und mig da Fred paa min Fædrenegrund!
Lad mig i
Sandet
dog Rødderne sprede!
Brød
skal du hente fra
Muld
markens Bund,
Vidsyn
og
Fred
paa min drømmende Hede.