DEN SYGE YNGLING .

✂ Jeg bad til Gud een eneste Bøn.

✂ Mig syntes hans Jord saa rørende skjøn,
mig syntes hans Himmel saa dulmende blaa;
man blev ret saa god af at stirre derpaa.

✂ Jeg vandred saa glad mod den stigende Sol
og plukked imellem en dugget Viol;
jeg strakte mig salig paa Ageren grøn
og bad af mit inderste Hjærte en Bøn.

✂ Bad ikke om Sølv og ikke om Guld,
ej Rader af Køer paa tommetykt Muld,

✂ og ikke - som ellers Menneskets Kuld -
jeg hyklede Graad bag en Lommeklud
og spændte en medbragt Pose ud
og bad saa Himlene styrte den fuld.

✂ Mig syntes hans Jord saa daarende skjøn,
og derfor jeg bad den eneste Bøn:
"Barmhjærtige Gud, jeg elsker dit Værk,
lad altid mig nyde det sund og stærk!"

✂ Jeg rejste mig salig fra Ageren grøn,
jeg tro'de saavist, at han hørte min Bøn.

✂ Men alle saa hører vi Herren til,
og Gud kan jo gjøre med sit, hvad han vil;
een plager han længe, een slaar han ihjel,
men god skal han være alligevel.

✂ Mig gav han lønligt i Siden et Stik,
saa Livet sortnede for mit Blik;
jeg hylledes ind i en aarlang Nat,
mens Engenes Blomster visnede brat.

✂ Se derfor beder jeg aldrig mer,
om og jeg imellem mod Himlen ser.