Aakjær, Jeppe STUDENTERSAMFUNDETS RUSKANTATE EFTERAARS-VISE

STUDENTERSAMFUNDETS RUSKANTATE
EFTERAARS-VISE .

Gjøgen galed i Danmarks Lund,
og Fjordene blaaned saa vide,
Havren ringled i Middagsblund -
da vaagned Gud Storm under Lide;
sprang han over de rædde Straa:
"Den Sommer mig varer saa længe;
op at trille, I Bølger smaa,
og rap jer, I blæsende Drenge!"

Tog da Himlen sin Stormhat paa,
og Norden begyndte at blæse;
Havets Pande blev mørkegraa,
og Næsset fik Skum om sin Næse.
Aldrig saa jeg saa vild en Dans,
de rødeste Roser de blegned;
Gjøgen selv gik fra Sind og Sans,
og Herreste Je, hvor det regned!

Bonden vrider sin vaade Hat;
han vender sit Hors under Bakke:
"Var dog Rugen paa Stænget sat,
og havde man Havren i Stakke!"
- Ind ad Laage og ud ad Port
jog Blæsten med Tuden og Piasken.
Saa blev Skovenes Ligvers gjort,
og saa gik en Sommer i Vasken.

RECITATIV:

Naar Stormen med de røde Teglsten spøge
omkring en gammel frønnet Skolegaard,
hvor en ærværdig Lind i Krogen staar
- en munter Flok mod Hovedstaden søger.

De strømmer ind fra alle Landets Egne
med Laser af Horats endnu i Jakken,
med Somrens sidste Rose frækt i Frakken, -
en Fryd for Damer og en Gru for Degne.

150

Hvem elsker ikke disse kaade Fanter,
der har Entrébillet til al Ballade!
Er de end grønne, de er aldrig fade;
de fattes kun alvorlig Et: Kontanter.

Dog hvad skal Ungdom med "det møgle Guld"?
Spørg Fuglen, om den vil ha' Pung ved Vingen;
den svarer, mens den henrykt soler Bringen:
"Nej, ikke jeg, og ingen af mit Kuld!"

Tal ej til dem om Høstens visne Løv,
det falder, aa, saa let paa Russens Hue, -
ræk du ham hellere en høstlig Drue,
før den har blandet sig med Jordens Støv.

Velkommen, Rus, som er for Klynken døv!
Hil sidde I, vaarfriske, sommerglade,
skjønt I er blæst herind med Høstens Blade!

Saa skal det være! Ingen sure Fjæs
skal skjæmme Festen; spids din Mund og blæs
ad hver en Vranteper, og bar Ulykker
lad hagle over hver en Eddik'brygger!