EN SYND .
✂
Hun rakte frem sin Mund til Kys,
men jeg var ung og dum og fejg;
hvor gjerne jeg end vilde det,
jeg gjorde det dog ej.
✂
Og denne fagre, friske Mund,
der luede af sødt Begjær
og svulmede med tusind Kys,
den kom jeg ikke nær.
✂
Da rødmed hun, som ind mod Høst
en Valmublomst i Middagsglød,
to klare Taarer tindred frem
og sank i hendes Skjød.
✂
Saa sprang hun op og tog sin Hat,
og sa' Farvel med bortvendt Blik.
Aa, Gud, hvor glad og frisk hun kom,
hvor sønderknust hun gik!
✂
Og naar jeg tænker paa, hvad Synd
jeg har at angre før min Død,
jeg tænker paa det Taarepar,
der sank i hendes Skjød.