Aakjær, Jeppe HJEM FRÆ PLOWGILD

HJEM FRÆ PLOWGILD .

Se, Slidder og Sladder er der nok, der vi! før,
og Løwn og Komeddi ka en sajt faa aa hør,
men hwis I vil lyd te forstandig Taal,
saa skal a hwerken dejt heller praal
men baare betrow jer en mærkele Spel,
der justemint er passired mæ sjæl;
og det a fortæler jer, det ska sgi særd,
for det er saa sikker, som a sejjer hêr:

Naa, det war en silde Avtenstaan
med ingen Stjanner og ledtle Maan;
det war søen omkring ved Sehansdastid,
æ Byg war lig betint paa aa skrid,
æ Hawer det samm, men det vild bi
og si, hwad æ Byg fæk lawed istand,
og om ett Worherr sku send en Taar Wand.

Det war Hg under Minnet, om no a ka how;
der var Lys i Gammel Jehanneses Stow;
a haaj wot opp te Ywers aa plow;
nu træn a saa Fandens haadt te aa sow,
det war knap, en kund hold æ Brikker opp;
jaja, vi haaj jo faat en Pa Kopp,
- æ Kaal fæ jæn, fr han, æ Pløg,
kjor hjem te Kaaren med Vovn og Øg. -

A gik saa fredle, som Folk ka go;
a fomlt i æ Lomm, om a haaj mi Skro;
a war ett saa fuld, a ku stywle sto,
saa læng da a kund ta Støtt ved æ Dig!
A gik og summed paa manne Slavs Lig,

* 269

a tint paa æ Hos, der snaar sku fuel,
paa bette Jens, der imaaen skuld i Skuel,
paa hwad en haaj handelt, og hwad en haaj snødt,
det sidst skuld en inden si Død ha fortrødt.

Og a tint paa Kaaren, der lo derhjemm
og sajtens hwerken ku dums heller dremm,
fordet te æ Stoder gik her og vrødt;
for nær a er søen saa pasle fuld,
saa haar a aaltid en Hjat af Guld.
Naa, a bløw ved aa stummel astej;
a holdt mæ det bejst a kund o æ Vej,
indte a nowed Kræn Søndergaards Vrej.

Der war æ, som nøj haaj gin mæ en Pôt;
og kjek! bløw aalt saa kwollendes swot
som mødt o æ Lowt, nær hwer Log er lot;
og lig som en rædle Hund to po
jestejes hesøwer vejsten æ O,
der er nøj, der vil list en Løkk om mi Fud
og ryw mæ baglænds om o æ Jurd:
og no ka I flir, og no ka I snakk -
men her begynd mi Gummer aa hakk,
for a hører en Stemm,
og det war den Slemm,
der trimmelt To øwer Kistel-Bakk.

- Gud spaar jen evig for aal Ting und,
hwad enten det saa ska mød Præjst heller Bund!

- Saasnaar a ku mærk, te hwad Sid det vild raw,
a fæk mi Kjep flytt øwer i mi Kaw;
det sled i mi Bowser, det røw i mi Maw;
saa ræj haar a aalle wot i mi Daw!

* 270

A rend, og a fild, og a fild og a rend;
a tøtt, a maatt vær ved Verdens End,
men bejje mi Træsko stod faast i æ Saând,
den jen kam aalle forbi den aan.

A lo ad æ Jurd som en vælted Skru,
mi Kjep en bette Graan vejsten mi Lu.
A tint o manne kristele Urd,
som a haaj lær af mi Faar og mi Mue;
a prøved f øst aa løs fræ æ Burd,
men mi Howkommels haar alle wot gue,
og det, a fæk saâ, war nø fuldajte Slurd.

A lowed Worherr, om han kjend mæ nø Raa,
aa tejn mæ te Aalters imaaen den Daa;
den fatte Ma Sah sku faa en Skipp Maalt,
og Bette Drejs en Stykk aa æ Gaalt.

- Gud naad mæ - a fæk æ saa naple holdt!
Det bløw mæ helsen en stywle Bied;
æ Bjenn vild op, men æ Hued vild nied.
A to i æ Lyng og stinned mi Nakk,
men a ku hwerken flikk heller flakk,
a tøtt, det gi rundt med æ hile Bakk;
æ stur Kaphyw war saat po en Bor;
æ Hywl rend rundt, og æ Dæwl han kjor!

Hwad sin der passired, ka Kaaren sgi how;
a Fand mæ tesengs i wor pænest Stow,
saa syg, te a hwerken ku drewl heller drow,
og Kaaren war værkle, og a maatt low,
te hwis a mie to te Ywers aa plow,
a aalle vild legg mæ ved Kistel aa sow.
11/6 1908.

*