I.

✂ Her har jeg Himlene over min Isse,
her har jeg Lyngheden under min Fod.
Musen har Rede i guldgule Visse,
Hugormen døser ved Gyvelens Rod.
Graalærkens Sang,
Faar'klokkens Klang,
gjør af min Vandring en Paradisgang.

✂ Haren ta'r Spring over Blaabær og Rævling,
ilsom den svinder bag Lynghøjens Kam,
inde bag Bakkerne lusker en Grævling;
vogt da, o Hyrde, de hvide smaa Lam!
Ser du hans Bo,
lad ham i Ro,
han bider lukt gjennem Strømper og Sko.

✂ Dunlet i Luften sejler en Maage,
Sollyset glitrer i Vingernes Pragt;
lavt over Lynghavet styrer en Raage,
kluntet er Flugten, og sort er dens Dragt.
Raage og Ravn -
hvad gjør et Navn:
Heden ta'r alt i sin dølgende Favn!

✂ Viben har Unger bag Porsenes Ranker -
duk dig, nu slaar hun jo ned i din Hat!
Ræven, den snilde, bag Tyttebærranker
lærer sin Yngel at lege Tagfat,
træder sin Dans,
svinger sin Svans,
hele den vildene Hede er hans.

✂ Her vil jeg drømme fra Sorgernes Skare,
skylle dem bort i et jublende Væld,
sende dem væk med den flygtende Hare,
bade min Sjæl i den duggende Kvæld.
Solen gaar ned,
Himmerigs Fred
sænk't over Lyngen og Sindene med!

II.

✂ Med raske Trin jeg over Lyngen skred,
og Mosset knased under Støvlens Saaler;
mod Vestens Flammeporte Solen gled
og favned Heden med de sidste Straaler.

✂ Sært dufter Porsen nu i Duggens Bad,
kulsorte Skyer Tordenregn bebude,
og langt mod Øst bag Tørvestakkes Rad
en Bonde ager hjem bag sine Stude.

✂ Fra Luften stiger Fugle langsomt ned,
de ser sig skræmte om, før Læ de søge;
thi Nattens Hede har ej idel Fred,
men den har ogsaa Rævepak og Høge.

✂ Se, derfor skjælver hver en lille Fugl,
der søger spejdende den aabne Rede;
for den har intet lovbetrygget Skjul,
og intet, intet Fadervor at bede.

✂ Og derfor hører jeg et Vemodssuk
just nu, da Solens Baad til Havs vil sejle,
jeg hører det i Agerhønens Kluk
og i dit Tungsindsfløjt, graagule Hjejle.

✂ Og selv jeg gribes af din Tungsindsgru,
din Natterædsel, store, brune Hede;
thi lille Fugl, jeg er forladt som du
og har ej noget Fadervor at bede.