Aakjær, Jeppe GAA I SKOVEN

GAA I SKOVEN .

er du syg i dit Sind, er der Brod i din Sjæl,
er der Ebbe og Fald i dit Mod,
har Misundelsens Giftyngel stunget din Hæl
og beslimet din Sti, at som havrullet Pæl
den bedragerisk svigter din Fod,
sidder Sorg ved dit Fad,
sidder Savn ved dit Krus,
er der lavt til dit Loft,
er der trangt i dit Hus -
gaa i Skoven!

81

Er der Lys over Hjem, er der Majsommervind,
er der Vaarhimles tindrende Blaa;
er der vuggende, sukkende Drøm i dit Sind,
er der Længsel mod en , der har rødnet din Kind,
skjønt den før kun var gusten og graa;
synes Verden dig daarende
blank som et Spejl,
og dit Liv som et Hav
med vel tusinde Sejl:
gaa i Skoven!

O, du susende, brusende, rodstærke Skov
med din Bøgs blødt omfrynsede Blad!
Under blankstammet Birk skinner Daadyrets Bov,
i din Jord staar der Spor af dets flygtende Klov,
i din Top kvidrer Smaafugl sig glad;
og med Høg over Bøg
glider Tankerne hen
for at vende tilbage
som Drømme igjen
gjennem Skoven.

14/5 1890.