TORDEN .
✂
Jeg sidder og stirrer paa Tordenskyen,
der driver med Trusel hen over Byen.
✂
Det ruller med Skrald, og Lynet flammer,
det knitrer i Luften og synker og rammer.
✂
En Dødens Stilhed paa Mark og i Stuer,
hver Sangfugl tier, hver Skabning gruer.
✂
I Stalden brøler det bundne Kvæg
og støder Hornet mod Husets Væg.
✂
Mens Tordenhammeren slaar derude,
det ængstelig stirrer mod Staldens Rude.
✂
Stolt skrider Skyen, hvor Himlen hvælver,
den agter kun lidet, Al-Skabningen skjælver.
✂
Som kløvende Spyd, som borende Pile
de ildrøde Lyn gjennem Lufthavet ile.
✂
Og Tordenen ruller som Latter af Trolde,
saa Vandrere standse og Vejret holde.
✂
O, vældige Syn! Et Trodsens Biiled
jeg ser her for mig paa Himlen stillet.
✂
Jeg elsker dig Torden, din rensende Evnes
forskrækkende Magt med Beundring skal nævnes.
✂
Jeg ved, du kan slaa, at dit Lyn det kan dræbe,
for mig er det intet; som dig vil jeg stræbe
✂
at vække det dorske og bringe de Sløve
til Tænkning om Handling og Idræt, de øve.
✂
Bæv aldrig for Lyn, skjælv ikke for Torden;
den renser jo Luften og frisker paa Jorden.
✂
Jo sortere Skyen des klarere Solen,
der straaler bag ved den i Dronningstolen.
✂
Langt bedre en Stund under Ildskyens Kaabe
end leve sit Liv som en negrende Taabe.
✂
Langt hellere vækkes af Tordenens Røster
end gaa som et Fjog og dø som en Kryster.
✂
Rul, rallende Torden, med Drøn imod Polen,
jeg ved, bag dit Skyhang der straaler Solen!