DER FLØJ EN LIDEN SOMMERFUGL
✂
Den fløj en liden Sommerfugl
hen over Bondens Tag;
den
tænkte saamænd ikke
paa den yderste Dag.
✂
Den tænkte kun at nyde
det Livets Sekund,
som den havde kysset fra
sin Mor, Naturens Mund.
✂
Den gav sig hen til Flugten
i Luftens varme Blaa;
paa rene, hvide Vinger
den fløj paa maa og faa.
✂
Den nød sin egen Dejlighed
og trodsed Tyngdens Lov,
og ikke Spor den tænkte
paa næste Dags Behov.
✂
Var ikke Himlen havblaa,
og Solen ret som Guld,
og Livet lyst og herligt,
og Verden frydefuld!
✂
Bestandig fòr den op og ned
som et stormjaget Løv,
hvad heller som en Barnesjæl,
nys skilt fra sit Støv.
✂
Og som den fløj saa sjæleglad,
en Bejler kom til.
Gud, hvor han var oprigtig
og fyrig og vild!
✂
Han bad om Lov at følge,
hun nikkede og lo;
thi hvorfor flyve ene,
naar man kan blive to!
✂
De traadte Ætrens Elveslør
foruden mange Ord,
mens dybt dernede rulled
den snavsede Jord.
✂
Og mætte af Dansen
i Junidagens Sol,
de daled gjennem Luften
og fandt en dejlig Stol.
✂
Midt i en hvidrød Æbleblomst -
saa salig som en Gud -
han vifted med sit Vingepar
sin lille hvide Brud.
✂
Der holdt de deres Bryllup
foruden nogen Præst,
for saaledes hued det
de Sommerfugle bedst.
✂
Og Grenen vugged op og ned
i Sommerdagens Luft,
og Æbleblomsten yded dem
sin allerbedste Duft.
✂
Og Grenen svajed, Skyen drev,
og Dagens Lys blev slukt -
Tak, elskte smaa! I lærte mig,
hvordan man elsker smukt.