Aakjær, Jeppe FORSPIL

RUGENS SANGE.

»Jeg er ikke en Profet og ikke en Profets Søn, men jeg er en Hyrde og en Mand, som sanker vilde Morbær

Amos 7, 14.

FORSPIL.

Jeg lægger mig i Læet her ved Storrugens Rod,
jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit Blod;
den hvide Rug, den blide Rug, som mod min Tinding slaar
- det er som tusind Fingre smaa paa Sølvtangenter gaar.

Det lyder som af Leg i en spændbuet Hal,
hvor Dansen lokker Ringlelyd af Lampernes Krystal.
Det Lokkespil, det Klokkespil fra Sommerrugens Top,
det er den kjære danske Lyd, hvorved vi voxed op.

Den driver som en Hymne over Lyngtages Egn,
den toner som af Fløjter om de levende Hegn;
og bag om Bæk og Brombærhæk og Kjær og dyrket Jord
den møder Bølgesangen fra den vindrørte Fjord.

Sjørup ½ 1906 .

RUGEN LÆGGES .

Stigen op og Lugen ud! og saa gaar Far paa Lofte,
øser Rug i Skjæppemaal og stryger ømt dets Rand;
Skjæppen tømt og Sækken fyldt, saa bæres Rug paa Tofte,
hvor i Drøm for Harven staar det røde Hestespand.
Skyen gaar saa lav og tung, og Blæst med Løvet jager,
Lammet tygger avet om bag Digets vaade Læ;
Lærken hænger med sin Top, ved Gavlen Viben klager,
Bygens Draaber drypper fra det lave Piletræ.

219

Langs ad Agrens fede Ryg de hvide, fyldte Sække
glimter som en Perlerad imod den sorte Grund;
hvidere end dem og alt er denne Maagerække,
som slaar ned med Skrig og Skræp i Furens vaade Bund.
Øget nikker, Harven gaar i Maagers hvide Vrimmel,
Muldens Aande stiger tungt om Faders Sædeløb,
Haglen slæber lavt sit Vaad henover Vestens Himmel;
men den Mand, der saar sin Rug, gi'r ej for Vejret Kjøb.

Far han gaar med tunge Tråd henover Muldens Væde,
tænker paa den næste Høst og paa det kjære Brød;
Sæden flyver fra hans Haand og springer højt af Glæde:
atter er den given hen til Jordens Moderskjød.
Efteraarets vilde Sus i Øgets stride Manke,
Haglens Hop i Sædekurv og Maagens hvide Bug,
Stort og Smaat - det væves ind i Bondens Alvorstanke;
aldrig er hans Kald saa skjønt, som naar han saar sin Rug.

3/2 1906.

VINTERRUGEN .

TIT op fra din Ager! Hvor gaar det, du Smaa?
Staar du ej og tå'r Kuld om din krybende Taa?
Kan du hytte din Haand? Kan du føle din Fod?
Er det ikke som Is ved din Rod?

Nu er Blæsten saa skrigende, skjærende kold,
og den hviner som Sav, og den puster som Trold,
og den hvister med Sandet og slænger med Grus
og holder det argeste Hus.

Og din Ager sig løfter mod Frosthimlens Rund,
og det knager af Kulde i Bakkernes Bund;
og du ligger saa bar med dit grønnende Blad
og ser ud, som endda du var glad.

220

Jamen sig mig da, spædeste, gyser du ej,
naar det saadan om Natten ta'r rigtig paa Vej,
naar det bryder i Buske og brækker i Krat,
naar Haglskyen slænger mod Vindvet sin Hat,
naar Haren hun søger i Kaalgaarden ind
og gjør sig saa krum i sit fattige Skind,
naar Straataget fyger som Gnister i Brand
fra Ladens forpiskede Rand?

Da høres fra Hytterne Vuggerne gaa;
dér lettes ved Puder, dér stoppes ved Straa,
dér kysses og bysses om mørkrædde smaa,
enhver med sin Stumpdyne paa.

Kun du ligger bar paa din vildene Skrænt
med Bladet fra Stormhjørnet vendt.

Din Moder sig strækker saa stivnet og kold,
og Brystet er gustent, og Barmen er gold;
men Himlen i Vrede har rakt dig en Blé
af Midnattens skingrende Sne.

Du putter dig ned, og du hygger dig hen;
om Solen hun smiler, du smiler igjen.
Den vildeste Vinter, den ondeste Storm
besejrer dig ikke, du krybende Orm!
Det er, som du vidste: I Lykke og Nød
du strider for Menneskets Brød.

- Dér staar du paa Toften bag Hus og bag Gaard
med Saft i din Stængel og Grønt i dit Haar,
et groende Minde i smeltende Sne
om det, som er sket og skal ske.

Om Lærken vil fjæle sin frysende Top,
du hvisker frimodigt: "Stig op! Stig op!"
Og nærmer sig Vaaren med sejrende Spil,
din Stængel slaar Takten dertil.

5/2 1906.
221

STENSAMLERSKEN .

HVI vanker du gamle Kvinde dér
paa Agren agter og frem?
I Foraarsmorgenens første Skjær
forlod du hungrig dit Hjem.
Hvad sanker du op af den Riges Rug,
fattige Ane Malén?
Finder du noget for Disk og Dug?
"Jeg finder kun Sten".

Hun tripper afsted foruden Ro
som én, der jages i Drøm,
mens Duggen væder de hullede Sko
og Skjørtets flossede Søm;
jeg ved jo nok, hvad du tænker paa,
fattige Ane Malén :
Derhjemme græder for Brød de Smaa,
her sanker du Sten!

Det knækker af Gigt i de gamle Knær,
forinden hun Skjørtet faar fyldt;
saa vandrer hun hen til Dyngen dér
og slipper sin trælse Bylt.
Tro ej, hun drømmer om Dugg og Sligt;
fattige Ane Malén -
hun tænker paa Davre og ej paa Digt,
hun sanker jo Sten.

Mens Dagen fødes saa blank og ny,
og Solen runder sin Bug,
din fattige Skygge gaar som en Sky
henover den Riges Rug.
Det er mig saa sært at tænke paa,
fattige Ane Malén:
Hvor andre samler sig Kjærv og Straa,
der sanker du Sten.

6/2 1906.
222

VED RUGSKJELLET .

Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel,
mødte dog sin Hjertenskjær paa Rugens gamle Skjel,
satte sig i Græsset ned blandt Klokkeblomster bly,
tog saa op sit Fingerbøl og gav sig til at sy.
Dyre du og dig!
Din geli-og-lej,
dik kedu-og- dik kedi,
og dingéiu -og-lej!

Solen glimted ellevild i Annas Fingerbøl,
Snerrens sennepsgule Blomst hang fuld af brune Møl.
Lærken sang, og Luften drev med Dræ og Duft af Pors;
Annas ankelslanke Ben var lagt saa let i Kors.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej - -

Anders sad og fingred tavs om Pibekandens Fals,
saa, hvor Rugens Vipper strøg om Annas brune Hals,
hørte, hvor de sølverlo og lokked flere til;
Vipperne, de Luxer smaa, de kysser, hvor de vil.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej - -

Banked han saa Piben ud imod sin Støvletaa,
lagde kritisk Øjet til og rensed med et Straa,
smed saa brat det Hele hen og rykked farlig nær,
hvisked om den brune Hals og alt det fine Vejr.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej - -

Annas rappe, blanke Naal i Luften standsed lidt;
Armens fine strakte Rund fortoned sig i Hvidt.
Greb han da paa samme Tid om Hals og Vipper smaa,
kyssed Annas Kind og Mund omkap med Rugens Straa:
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
dikkedu-og-dikkedi,
og dingelu-og-lej.

223

Naal og Traad ved første Kys i Snerren sank af Skræk;
Annas nye Fingerbøl det trilled ogsaa væk.
Klinten paa sin lange Hals sig rejste for at glo;
bittesmaa Mariehøns løb over Annas Sko.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej - -

Mens som Amoriner smaa opsteg de brune Møl,
Gyldenring blev lovet hen for Tab af Fingerbøl.
Rugen ringled vidt og bredt om Kys og Kjærlighed;
hvad det mindste Ax har hørt, den hele Ager ved.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
dikkedu-og-dikkedi,
og dingelu-og-lej.

8/2 1906.

JENS OG HANS VIV .

DE to kan ingen skille ad,
Jens og hans Viv;
de delte sammen Seng og Fad,
Jens og hans Viv;
de delte sammen mer endnu:
Fælleshaab og Fælleshu,
Jens og hans Viv.

Saa gaar de ud i Søndagsro,
Jens og hans Viv,
at se om Rugen snart er mo,
Jens og hans Viv.
Og Kistetøjet har de paa,
blommet Shawl og Vadmel graa,
Jens og hans Viv.

224

De ser til alt paa deres Vej,
Jens og hans Viv;
seiv mindste Kræ de glemmer ej,
Jens og hans Viv;
de nikker mod den grønne Byg,
stryger Kalven ad dens Ryg,
Jens og hans Viv.

De løfter Lammet, Husets Trøst,
Jens og hans Viv;
de mener, den faar gaa til Høst,
Jens og hans Viv;
og Kløv'ren, som har Mergel faa't,
nu tykkes de, den tegner godt,
Jens og hans Viv.

Da naar til Rugens gule Fald
Jens og hans Viv;
did lokked Duft og Fuglekald
Jens og hans Viv;
og Rugens Kjærne sød og rund
rækker mod hinandens Mund
Jens og hans Viv.

Saa vandrer rundt om Rugens Tægt
Jens og hans Viv;
de tror, den bliver god til Vægt,
Jens og hans Viv;
og Straaet selv er godt iaar!
Ja, en herlig Høst de faar,
Jens og hans Viv.

Men de har ogsaa trolig slidt,
Jens og hans Viv,
og Torn og Tidsler høsted tidt
Jens og hans Viv.
- Med Aftensol paa kroget Ryg
vandrer tryg om Rug og Byg
Jens og hans Viv.

9/2 1906.
225

KORNMOD .

Det er favnende Nat over øde Kjær;
Lysene slukkes i ensomme Ruder.
Det er Tiden mod Høst, det er Stjerneskjær;
Sivene luder,
mens det lyner.

Der gaar Strimer af Hvidt over Himlen mod Nord,
Engene aander, og Duggbadet frisker;
Vinden gaar tyssende hen over Jord,
Flægene hvisker,
mens det lyner.

Oxerne drejer de duggslagne Horn,
standser i Drøvet med opspærret Øje;
Bankerne skvulper i Bølger af Korn,
synes saa høje,
naar det lyner.

Himlen staar tavs over tiende Land;
Øret kan høre, hvor Rødderne drikker;
Dværg-Aspen bævrer ved flammedøbt Vand,
Tidslerne nikker,
mens det lyner.

Rugfaldet krydser de tyngede Straa,
ta'r mod Velsignelsens lysende Naade;
Vipperne sænker sig ydmyge, graa,
dryppende vaade,
mens det lyner.

Frøerne springer saa vildt om min Taa;
Længslerne vil, jeg til hende skal vandre.
Elskende Sjæle, som duggede Straa,
nærmes hverandre,
naar det lyner.

19/2 1906.
226

HØST .

OG aldrig stemmes en Sjæl saa glad,
det være sig Mands eller Kvindes,
som naar det dufter af Myntens Blad,
og Negene samles og bindes.

Og aldrig puster en Vind saa blødt,
som naar det lyner i Østen;
og aldrig kysser en Mund saa sødt,
som naar det dugger om Høsten.

Og aldrig jeg mindes en Mark saa grøn
som den om mit Hjemlands Haver;
og ingen Sol har jeg set saa skjøn
som den, der gik ned mellem Traver.

19/2 1906.

LEEN SLIBES .

Hør hvor den hyler, den gule Sten,
rørtes dens jamrende Drav vel af nogen?
Ja saa minsandten, paa brune Ben
staar jo den Sliber i Krogen!

Saa er da Leernes Fred forbi;
nu skal de luftes, de støvede "Pinde",
Odden skal glimte i Solen fri,
Dugg over Knagerne rinde.

Se dog ved Svinget den spinkle Knægt l
Huen ham dybt over Ørerne synker;
der hvor han ret skal gi' Nedsvinget Vægt,
Buxerne folder og rynker.

Sliberen buer de brune Ben,
spytter imellem saa fedt over Bladet,
nynner saa smaat, mens den gule Sten
dykker og stiger af Badet.

227

Stenens Stænken gjør Purken vaad;
Ærmet vil tørre de grimede Kinder;
Sliberen skjænder og høger kaad,
Purken sig hurtigt besinder.

Laden ligger i Skyggens Fred;
Sliberen føler med Tomlen paa Æggen,
ynder dog stadig ej dens Bed,
buer saa atter paa Læggen.

Stenen stritter paa Væggens Tavl,
Tudsen glor frem fra de vædede Burrer;
Rugen ringler saa gul om Gavl,
Handuen danser og kurrer.

10/2 1906.

HØSTVISE .

Nu er Sæden lang og gul,
tung i Top og strunk i Straa,
og den sidste Kukmand er forlængst rejst sønderpaa.
Og nu hvæsser vi vor Le,
og saa mejer vi vort Korn,
og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn.

Ja, nu letter vi vor Krop,
naar det dæmrer imod Dag,
og saa spænder vi vor Næve om den krumme Knag;
og saa segner Sæden ned
over Mejeredets Arm,
som en Kvinde langsomt synker mod sin Bejlers Barm.

Frøen mister nu sin Fred,
se, han springer for mit Blad,
og det samme gjør nok Ræven hist, den røde Rad!
Han, som la' sin Røverborg
frækt i Vangen mod min Gaard,
har nu sidste Gang smagt Kyllingsteg i dette Aar.

228

Saa du Haren Diget sprang,
bange for mit Mejeréd,
mens den blinde Muldvarp borer sig lidt læng're ned.
Lange Skridt gi'r brede Skaar,
opad med din Hjøleknag!
Solen vejrer; Mynten krydrer Marken for og bag.

Staalet synger, Suset gaar,
Klinten kildrer Pigens Knæ,
hvor i Vipper sødt hun tripper bag min Le i Læ;
Krattens Tand gjør Hop paa Hop,
Neget snøres med et Stød;
Pigens Kinder blusser som en Sky mod Aftenrød.

Før vi atter ta'r et Tørn,
faar den tørre Hals et Klunk,
hist hvor Hunden Plads har funden mod den gule Dunk.
Melmadstejnen - frem med den!
Saa bli'r Hunden himmelglad,
faar for lang og trofast Vogten en Bid Pølsemad.

Saa i Gang med sidste Kvart
under Klang og stærke Skridt;
nu mod Aften maa de sløve Leer stryges tidt.
Og saa dufter der saa tungt
rundenom af Høstens Skat,
mens paa Himlen lange Skyer gaar med Bud om Nat.

Og saa runger Klokkens Malm
over slagne Enge ud,
og saa trækker Hyrdepigen hjem med Ko og Stud.
Men vi hvæsser, og vi slaar,
indtil Maanen stiger bleg;
og saa kysser vi vor Pige paa det sidste Neg!

Bovbjærg 21/10 1905 .
229

HJØLE-THAMES .

Han bor derude ved Bysens Skjel,
hvor Tidslerne voxer saa høje,
hvor Følfod skygger alt Græs ihjel
og sætter sin Lu i hans Trøje.
Til daglig regnes han aldrig stort,
men vent, til Høsten berammes,
til Rugladen aabner sin videste Port -
da gaar der skam Bud efter Thames.

Naar Tidslen forlængst har spredt sit Fnug,
han skrider en Dag over Toften;
hans Sko har Ringe af Morg'nens Dugg,
hans Le han bærer paa Hoften;
saa drøner hans Trad i den gamle Gaard;
der kikkes fra Bryggers og Prammes,
der bydes: Kom ind! og der nikkes: Godtaar;
- for alle de venter paa Thames.

Saa bugner Bordet af Sul og Mad,
det bedste som findes i Huset;
Madmoderen topper Kartofler paa Fad,
og ny tappet Øl staar i Kruset;
og Gamlingen gumler og fylder sin Skrot;
der prates og drikkes og drammes;
og Husbonden tror, det skal svare sig godt.
Hvor faar man en Høster som Thames. -

Da Thames har sluttet sit Bord med en Skraa,
man ser ham til Arbejdet skride
i stribede Ærmer og Buxer graa
og Sokker kridende hvide.
Hans Sind er muntert, hans Arm er skrap,
hans Blod er den jydske Stammes;
hans Hjøle blinker med Duggen omkap,
og Pigerne blinker til Thames.

230

Saa fortner det frem efter Høstens Skik,
hvor Styrken flytter paa Foden:
Kornblomsten drejer sit rædde Blik,
og Rugen skjælver ved Roden.
Og Staalet bryder med krum Gevalt;
selv Skræppen hentes og rammes;
thi Thameses Hjøle bider paa alt,
men intet bider paa Thames.

Ja, stram nu Remmen, du sejge Knøs,
og pas de buede Knage;
vær virm med Kratten, du brune Tøs,
og kik dig ikke tilbage!
Thi Høstens Gjerning er ilde gjort,
hvor ikke Senerne strammes,
og dér med Ryg som en Ladeport
i Bjørnestyrke gaar Thames.

Sin Hue har han paa Neget lagt,
og Skraaen, han tog efter Davre,
han tygger med begge Kjæbers Magt,
som Heste tygger paa Havre.
Han ser med sit arbejdsstive Blik,
hvor Straaene løsnes og lammes,
mens Solen sender ham Stik paa Stik
og heder Skallen paa Thames.

- Har Maanen sig rejst bag Rugnegs Top,
mens højere Kilderne risler,
da vandrer Thames med ludende Krop
derud bag de strittende Tidsler.
Han standser en Stund med sin Le paa Lænd.
Af Fjerskyer Østhimlen skrammes.
- Nu skrider tusinde trætte Mænd
mod mørke Hytter som Thames.

18/2 1906.
231

RUGEN KJØRES HJEM .

GIV dem nu Tømmen, de pumrede Øg,
lad dem Galop over Tofterne tage,
mens som et Kjølspor af sejlende Røg
Støvskyen ligger tilbage!

Rugen er tjenlig, og Himlen er ren,
Boghvededuften den driver paa Vinden,
Pigen blandt Klynger paa buttede Ben
vandrer med Solhat om Kinden.

Sydsolen vejrer i væltede Neg,
hør, hvor det smælder i Kapslen af Klinten!
Hvepsen nu driver sin solgyldne Leg,
Gloheden koger i Flinten.

Vognene rasler med hoppende Skrav,
Kuskene kraaner med Foden mod Fjælen,
vugger i Hoften til Hestenes Trav,
holder Balancen med Hælen.

Hist et Par Faar har i Sporet sig lagt:
"Let dog paa Sulet, I pelsrede Taaber,
tag eders gispende Flanker i Agt;
hører I ikke, man raaber!"

Hjulene rasper i Grus og i Sand,
Faarene styrter med Brægen i Grøften,
staar der og glor udaf faaret Forstand,
svaler paa Heden med Snøften.

Aarerne svulmer paa Hestenes Bug,
Kusken nu letter sin svedige Hue,
svinger saa op om den klyngede Rug,
hej, i en svimlende Bue!

* 232

Smidigt han springer fra Fadingens Rand,
fritter om Øllet og linner ved Korken,
drikker og svælger og slukker sin Brand,
griber saa modigt om Forken.

Bindersken ordner sin kridhvide Hat,
strammer dens Baand om sin buttede Hage,
hopper paa Vognen og raaber: "Tagfat!"
Knøsen maa Skoene tage.

Negene aander den tungeste Duft,
gribes paa Forken og hvistes fra Græsset,
svæver et Nu mod den lysende Luft,
sejler saa ned, over Læsset.

Vognen sig flytter i Ryk og i Trav,
Svøbet saa langt gjennem Stubrene slæber,
Skjælbasser løber om Hjulenes Nav,
hvæsser de arrige Kjæber.

Forken staar plantet, og Læsset er paa,
Kusken ta'r Plads bag den nærmeste Hamle;
Bindersken daler med spjættende Taa,
bruger hans Skulder som Skamle.

Sagte hun synker som Rughøstens Ny!
Knøsen ærbødigt om Anklerne fatter,
skyder sig ind under Solhattens Sky -
... Glutten sig værger med Latter.

Atter det ringler i Kobler og Stjært,
Hjulene hugger, og Stubrene knaser,
Øgene frygter den knaldende Snært,
spænder de duskede Haser.

Kusken han skrider saa tæt og saa sejg,
styrer saa snildt over Huller og Halder,
støtter sit Læs, hvor hans Vej har et Vrej,
stivrer dets Vægt, før det falder.

* 233

Støvet det gjør ham som Burren saa graa,
Skarnbassen bumser med Smæld mod hans Nakke,
Loke saar Havre, og Himlen er blaa,
Møllen slaar Kors paa sin Bakke.

16/2 1906.

NAAR RUGEN SKAL IND .

NU er det længe siden,
men end det gjemmes i mit Sind,
hvordan i Barndomstiden
den kjære Rug kom ind,
hvordan dens kjærnetunge Top
ved Moders svage Kræfter
blev lagt i Lugen op.

Først bredte Mor et Klæde
saa ømt som nogen Højtidsdug;
der maatte ingen træde
med Sko i Høstens Rug;
saa fejed hun med Limens Rest
hvert snavset Straa tilside
som for en Hædersgjæst.

Den kjære Rug var Gjæsten,
som gjorde hvert et Barn saa spændt;
se, Far han lægger Vesten
og sér saa indadvendt:
En Skjælven i et ydmygt Sind,
en Bøn til Altets Skaber,
før Avlen bringes ind.

Saa fatter Far om Spaden
og graver i det gule Klæg
to Huller langsmed Laden
foran den hvide Væg:
i dem skal Vognens Fælger slaa
og staa som i en Fælde,
til Væltningen gaar paa.

* 234

- Og Vognen værdigt skrider;
det første Læs for Lugen staar;
ud fra dets tunge Sider
saa dybe Skygger slaar.
De varme Øg i Nip og Nap
af Moders milde Hænder
faar Ax og Mule-Klap.

Og alle Hænder jager,
og alle Fødder er i Rend;
i Støvet Læsset brager
for brede Rygges Spænd.
Højt svinger Hjulet som et Rat,
og paa dets Drejeskive
har Børnene sig sat.

Mor ta'r paa Neget Sæde
og linner lidt ved Baandet skjørt:
"Det er endda en Glæde,
naar Kornet er saa tørt!"
Og med sin matte spinkle Arm
hun løfter Rugens Tvilling
ind ad den lave Karm.

Og Neg for Neg forsvinder
og bliver under Bjælken sat;
og Far faar røde Kinder
og Spindelvæv om Hat.
Men Mor er lige hvid og bleg,
hvormeget hun end stræber
med Rugens tunge Neg.

Det gaar mod Aftentide;
snart skinner Maanen fuld og rund
paa Gavl og Vægge hvide
og ned i Vognens Bund.
Mor standser træt og titter ind;
Far kommer hen til Lugen
og klapper hendes Kind.

* 235

Og Barnet, som har løbet
sig træt i Dagens muntre Leg,
det er nu stille krøbet
ind under Hjulets Eg;
dér høres dette skarpe Knald
fra Vognens Fjæl mod Sandet
af Ørentvistens Fald.

Og mellem Hjulets Eger
gaar Stjerneblink og Maaneskin,
og milde Vinde hveger,
mens Barnet slumrer ind.
Saa slutter Far i Jesu Navn,
og Hjemmet gaar til Hvile
med Høsten i sin Favn.
15/2 1906.

*