SØREN OLESEN .

✂ Gamle Søren, lad mig mindes
end en Gang med Pen i Haanden,
hvad du var for mig og mange,
mens du selv var ung i Aanden:

✂ Bred paa Foden, bred om Lænden,
bred og djærv og tung i Talen;
Stemmen blød og vemodssløret
som et Aaløbs Fald i Dalen.

✂ Intet Hovmod, ingen Fraser,
stille Ord om Kristensynet,
og to milde, brave Øjne
ærligt lysende bag Brynet.

✂ Ordet sank i aabne Hjærter
blødt som Nattedug paa Kornet;
intet Brøl i Domsbasunen,
intet Hyl i Helvedhornet.

✂ Og tilsidst, naar Talens Mildhed
havde Sindene bevæget,
svam og bølged Salmens Toner
varmt igjennem Kjæmpeskjægget.

✂ Stærkest var du, naar du talte
Hjærtets Sag bag Bjælkelofter,
hvor Forsamlingen og Ordet
begge gik i Bondekofter.

✂ Der hvor Rævekløgt og Goldhed
svinger Klokken hist paa Tinge,
fik din Tale noget nedstemt,
som de golde kaldte "ringe".

✂ Men for den, der sad og hungred
efter Ærlighed alene,
var dit Ord imod de andres
ogsaa her som Brød mod Stene.

✂ - Gamle Søren, tunge Sorger
tynged paa din gamle Nakke;
længe saa jeg paa dit Aasyn,
at dit Held gik ned ad Bakke.

✂ Skjælmen lo endnu i Øjet,
men med Skjælmen kjæmped Taaren;
nu er Kampen altsaa sluttet,
og dens Udfald nævnes: Baaren!