Aakjær, Jeppe AFTENSTÆVNE

AFTENSTÆVNE .

Naar Køerne er malket, og Mælken siet op,
og Æggene er samlet ind fra Vrøvlen,
naar Kattene har faaet sig en Taar i deres Kop,
og Kalvene en Borren Hø i Bøvlen,
da stænger jeg for Hytten, dog ikke altfor haardt,
jeg sætter baresten en bitte Pind i,
den vil min snilde Hendrik med Lethed lirke bort,
mit Kammers ligefor det gaar du ind i.

Men alt maa ske med Læmpe, og alt maa gaa med List
og du, min elskede, maa gaa paa Sokker,
for mærkede min Fader vor Hensigt, tror jeg vist,
at jeg fik Hug og du, ja du fik Pokker.
Og derfor vær forsigtig, min egen, egen Skat,
kom først til Døren, naar min Far han snorker,
og hvil i mine Arme, og vær hos mig i Nat,
og jeg skal elske dig saa ømt, jeg orker!

5/8 1899.