PAA MUNKEBJÆRG .

✂ Gud Fader gik sig en Morgentur.
Fra Himlen tonede Mikaels Lur.

✂ Engene emmede, Dalene dampede,
Stæderne skinnede, Stemplerne stampede.

✂ "Dans!" raabte Herren, og Alnaturen
dansede ud efter Mikaelsluren.

✂ Bjørnen, forstaar sig, var tidligst paa Tæerne,
saa fulgte Hejrene, Hopperne, Træerne.

✂ Birken trak Hoserne op over Benene,
dansed saa til , saa det stented med Stenene.

✂ Fyrren, den chevalereske Kanalje,
greb Frøken Bøg om dens fastsnørte Talje,

✂ Egen i Rykninger rettede Knæerne,
rev saa med Et ud af Bakkerne Tæerne,

✂ drejed sin Korpus med Alvorsfjed,
jog efter Hoben med Kronen paa Sned.

✂ Op gjennem Dalene Flokkene fejede,
nogle fór ud, mens andre blot nejede.

✂ Bækkene durede, Bakkerne dundrede,
Engle stod oppe paa Skyer og undrede.

✂ - - Da strakte Gud Staven hen over Byerne.
Mikaelsluren tav over Skyerne.

✂ Der lød gjennem Rummet et myndigt: "Stands!"
og pludselig sagtned Naturen sin Dans.

✂ End staar dog paa Munkebjærgs herlige Banke
de Træer til Pryd og til Eftertanke,

✂ og nikker op mod den sejlende Sky
og venter, at Dansen begynder paany.