JENS HURRA .
✂
Jens Hurra kaldtes en Ungersvend
med Halm i Sko og med Rem om Lænd,
med Hestekræfter og Bjørnemod,
den fejreste Gut i hver Dansebod.
✂
Hans svære Lemmer, hans Nævers Vægt
gav allevegne hans Ord Respekt;
i mangt et vestjydsk Fyrrebord
end sidder Mærker af Jens Kno'r.
✂
Han var den flinkeste Arbejdsmand,
der sled for Føden i Jydens Land,
hvad enten han svang den hvinende Plejl,
hvad eller han æltede Ler til Tegl.
✂
Han lo ved Gry, og han sang ved Kvæld;
Jens Hurras Humør gik aldrig paa Hæld;
han tog om Livet hver vakker Tøs,
de kyssed gjerne den ranke Knøs.
✂
I Høsletstiden, naar Leen klang,
og rædde Frøer for Æggen sprang,
da voxed hans Kræfter, og Læs paa Læs
han strø'de om sig af slaget Græs.
✂
Der gled i Engen en sølvblank Aa;
naar Sol var nede, og Nat faldt paa,
da stimed sammen paa Aaens Bred
en Hær af Piger, og Jens var med.
✂
De slog i Strømmen med Rivens Tand;
hvem bar dem over det brede Vand l
Jens tog dem paa Armen to og to
og kløv saa Aaen i sømslagne Sko.
✂
Men Vandet skvulped om Knøsens Lænd,
de smukke jamred med Klynk og Skjænd,
de knuged ængstelig Kjæmpens Hals.
Jens gik saa let, som han traadte en Vals.
✂
Han mored sig ved deres Angst og Mén
og kneb dem blidt i de tykke Ben,
saa slap han dem ned paa Bredden grøn;
et Kys af hver var hans Færgdøn.
✂
Jens Hurra ejed ej Sølv i Skrin,
men Viddets krasseste Brændevin,
- der hverken var ren eller fuselfri -
han havde sin Lyst og Styrke i.
✂
Hans Stolthed var en Harmonika,
den kunde han trække Toner a',
der kunde gjøre en Kat jaloux
og tolke Alverdens Elskovsgru. -
✂
En frisk, en brav, en gemytlig Gut;
men ogsaa det brave kan gaa kaput;
hans Død kom til ham lidt før end bedt,
og sidste Gang havde Kjæmpen lét.
✂
Det spurgtes vidt over Hedens Land,
at Jens var mærket til Dødens Mand;
man tog det med Ro efter Landsens Sæd,
men alle de muntreste Piger græd.
✂
Da Jens kom efter, hans Død var nær,
han kaldte stille paa Røgteren Per:
"Naa, Per, her ligger jeg ret som en Klud;
mit sidste Glas har
jeg
stukket ud.
✂
Lad Folk da sige: Han drak og sled,
hvad bedst han gjorde, man næppe ved.
Den Dag han døde - men aldrig før -
man saa Jens Hurra i snavs Humør!
✂
Og hils saa alle de Piger smaa,
foruden mig de nu danse maa;
de tusind Kys, de mig villigt gav,
dem ta'r jeg taknemlig med i min Grav.
✂
Og hiv saa ned fra sin Læderstrop
Harmonikaen, og spil en Galop;
det volder ellers saa stort Besvær
at slippe af med den Smule Vejr.
✂
Mit Spilleværk være da dit til Tak
med samt den Rest af min Røgtobak;
det er min Vilje, mit sidste Bud,
og dermed far vel, og befalet Gud!"
✂
Per Røgter steg op paa et Kistelaag,
hans Træskohæle mod Kisten slog;
de Toner skingred som Ulvehyl,
de skar som Sav, og de prak som Syl.
✂
Per Røgter, berust af sin sære Kunst,
sig hidsed op til en egen Brunst.
"Naa Jens, hvad tykkes du, skal vi ha' mer?"
Men ingen svared; da standsed Per
✂
og sprang fra Kisten: "Aa, Jens, giv Tid!"
Men Vennen havde alt stridt sin Strid.
Jens Hurras Aand var faret herfra
paa Tonerne af hans Harmonika.