SAA FAGER FOR HUN -

✂ Saa fager fòr hun gjennem Havens Gange
en Raa kan ikke flytte Foden bedre,
det var et Syn, som løb hun frem paa Fjedre,
og hun var fuld af Skjælmeri og Sange.

✂ Hun søgte mig, der sad bag Hyldens Grene
og slugte hendes Dejlighed med Øjet.
Nu stod hun for mig straalende fornøjet:
"Men kjære, sidder du da her alene!"

✂ O, tænk jer hende, varm og duftombruset,
at hvile paa mit Knæ i Aftenrøden
og hviske, at hun elsker mig til Døden,
- kan ikke mindre gjør et Hoved kruset?

✂ Og denne Mund, de sorte Øjenvipper,
og disse Hænder, skjælvende og myge,
der uafbrudt om mine Kinder stryge,
de gjør det af med alle ens Principper.

✂ Og Maanen danser over Lindetoppe
og strør sit Guld paa tvendes Elskovsleje.
Og naar to Sjæle slig hinanden eje,
da ler du, alvorsfulde Gud, deroppe.