BARNET OG DEN GAMLE GAARD .
✂
DER laa paa Toften en gammel Gaard
med vinde Vægge og side Tage.
Dens Syld er sunken, men Mindet slaar
sin Kreds derom alle Dage.
✂
For der gik Føllet paa slanke Ben,
og Hønen kagled bag støvet Nælde,
og Myren jog over breden Sten,
mens Stolpen frønned af Ælde.
✂
Og der staar Mor 5 sin Bryggersdør
og rækker Far en Taar Urt af Øsen;
han blæser, drikker og blæser, før
han rækker Resten til Tøsen.
✂
Og ind og ud ad den lave Port
som Vævens Skyttel saa svitter Svalen;
og Solen skinner paa Smaat og Stort,
og Hanen muntrer med Galen.
✂
- Hvor er nu henne den gamle Gaard,
dens Svalereder bag møre Lægter?
"Det gamle falder, det ny bestaar" -
er Lov for skiftende Slægter.
✂
Hold op at flagre, du Svalelil,
lad Glemsel tage de gamle Reder;
luk Øjet op, og dit Hjerte til,
det nytter intet, du leder!
✂
De gamle Huse vil styrte om,
de gamle Vaner, de gamle Skikke;
er Marven borte og Skallen tom
da hjælper Taarerne ikke.
✂
- Men du, som hviler i Vuggen dér
og smiler op fra din hvide Pude,
du kjender intet til Livets Færd
og ej til Verden derude.
✂
Du er i Dagens den stride Blæst
en muntert glidende Foraarssvale;
vi andre kives om Lykkens Rest,
du
la'r Vorherre betale.
✂
Vi andre ræddes i Tvivlens Nat,
naar Bølgens Vrede vort Lys vil slukke;
du slumrer trygt uden Ror og Rat,
endda
din
Baad er en Vugge.
✂
Sov trygt, du lille, i Vuggen hist,
mens Æblet rødnes i Hast bag Løvet,
og Bygen kommer med stakket Frist
og slænger Frugten i Støvet.
✂
Ja, du skal voxe dig sund og stor,
og du skal altid i Sandhed vandre;
en Dag saa tager
du
Viv og Jord
og bliver Mand som vi andre.
✂
Saa staar du vel, som vi andre staar,
og tryller Ranker om sunkne Stene
og stirrer ud mod en falden Gaard,
mens Solen synker bag Grene.