Aakjær, Jeppe JENS HVØVTRUP

JENS HVØVTRUP .

Jens Hvøvtrup springer fra Sengens Stok:
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
En høstlig skrigende Vildgjæsflok
saa lydt under Nathimlen larmer.

Jens Hvøvtrup ryster nu Hagl af Horn,
aah-ja,
ta mæ mi Bøssi
og maader gnistrende Krudekorn
og klapper sin pludrende Kvinde.

Jens Hvøvtrup snapper sin Hat fra Knag,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
skjønt Uglen varsler ham ondt fra Tag,
og Flagermusene piber.

Jens Hvøvtrup agter sig øst om Aa,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
hvor Gaasen svaler den brede Taa
og gynger sin tyngende Fedme.

Jens Hvøvtrup drages af Vildgjæsskrig,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
Da spærres hans Vej af Troldkjærsig,
hvor stygt om Natten det kogler.

Her slynger Taagen sit lange Slæb,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Rørdrum spuler sit gule Næb
i Sumpens svovlede Bløder.

* 207

Hugormen skeler med Mus i Flab,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
og Tudsen sidder med Hængegab
og drejer sin natlige Skralde.

Her sidder Aalen i Tørvepyt,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
og glor paa Maanen bag Tudsespyt,
mens Padderokkerne knarker.

Jens Hvøvtrup trækker saa tungt sit Vejr -
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
med Vildgjæs er han nu ligekjær,
hvor nært end Skrigene frister.

Thi den der synker paa Troldkjærsig,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
han griber ikkun i Taagens Flig,
hvorved sig ingen har løftet.

Jens Hvøvtrup vader i Væld tilknæs -
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
han vil gaa lige, men gaar i Kreds,
hvordan end Sigtet han tager.

Det perler ham koldt bag Hatterem -
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
"Hvor er jeg selv, og hvor er mit Hjem,
mit Hus og min ventende Kvinde?"

* 208

Jens Hvøvtrup skrifter for Gud sin Synd,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Foden synker i dyben Dynd, og Bobler om Støvlerne brister.

Da hvirvler Taagen sig rundt i Ring,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss l
Snart tykkes den Noget, snart Ingenting, mens Kredsen om Jægeren snævres.

Det fløjter i Flæg og Graadusk-Rør,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
og Taagen flænger sit Vandpyt-Slør
paa Nattens strittende Grene.

Det dunser og punser om Grob og Grøft,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
som Helhest-Stamp og som Troldsvin-Snøft,
mens Lygtemænd hopper paa Gungen.

Selv Tørveskruen saa sort og stiv,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
har snappet sin Naboskrue om Liv
og danser, saa Top-Tørven flyver.

Jens Hvøvtrup kaster sin Kolb' til Kind,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
Saa skyder han ind i den Hvirvelvind,
saa Synerne daaner i Skraldet.

* 209

Han kravled iland ved sit tro Gevær,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Gryet frelsende steg bag Kjær
og viste kun dryppende Vidjer.

Men siden dued han aldrig stort;
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
de sa' om Skytten, han blev forgjort
hin Nat derude paa Gungen.
Hans Hoved rokker som Siv paa Kjær,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
Den Lygtemands-Skyden har gjort ham sær
og mærket Jens Hvøvtrup for Livet.

Han ses ved Kirken i Sol og Sus -
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
den blegeste Mand i Herrens Hus,
og altid med Ho'det han nigrer.

Dog mest han kredser om Troldkjærsig,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
og altid han fabler om Vildgjæsskrig
og Sumpens tombede Syner.

Saa maaler han op sit sidste Skud Krud:
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
og sletter saa al sin Kvide ud,
mens Ekko fra Bakkerne skogrer.
Sjørup 14/1 1906 .

*