JENS HVØVTRUP .
✂
Jens Hvøvtrup springer fra Sengens Stok:
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
En høstlig skrigende Vildgjæsflok
saa lydt under Nathimlen larmer.
✂
Jens Hvøvtrup ryster nu Hagl af Horn,
aah-ja,
ta mæ mi Bøssi
og maader gnistrende Krudekorn
og klapper sin pludrende Kvinde.
✂
Jens Hvøvtrup snapper sin Hat fra Knag,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
skjønt Uglen varsler ham ondt fra Tag,
og Flagermusene piber.
✂
Jens Hvøvtrup agter sig øst om Aa,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
hvor Gaasen svaler den brede Taa
og gynger sin tyngende Fedme.
✂
Jens Hvøvtrup drages af Vildgjæsskrig,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
Da spærres hans Vej af Troldkjærsig,
hvor stygt om Natten det kogler.
✂
Her slynger Taagen sit lange Slæb,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Rørdrum spuler sit gule Næb
i Sumpens svovlede Bløder.
✂
Hugormen skeler med Mus i Flab,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
og Tudsen sidder med Hængegab
og drejer sin natlige Skralde.
✂
Her sidder Aalen i Tørvepyt,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
og glor paa Maanen bag Tudsespyt,
mens Padderokkerne knarker.
✂
Jens Hvøvtrup trækker saa tungt sit Vejr -
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
med Vildgjæs er han nu ligekjær,
hvor nært end Skrigene frister.
✂
Thi den der synker paa Troldkjærsig,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
han griber ikkun i Taagens Flig,
hvorved sig ingen har løftet.
✂
Jens Hvøvtrup vader i Væld tilknæs -
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
han
vil
gaa lige, men
gaar
i Kreds,
hvordan end Sigtet han tager.
✂
Det perler ham koldt bag Hatterem -
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
"Hvor er jeg selv, og hvor er mit Hjem,
mit Hus og min ventende Kvinde?"
✂
Jens Hvøvtrup skrifter for Gud sin Synd,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Foden synker i dyben Dynd, og Bobler om Støvlerne brister.
✂
Da hvirvler Taagen sig rundt i Ring,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss l
Snart tykkes den Noget, snart Ingenting, mens Kredsen om Jægeren snævres.
✂
Det fløjter i Flæg og Graadusk-Rør,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
og Taagen flænger sit Vandpyt-Slør
paa Nattens strittende Grene.
✂
Det dunser og punser om Grob og Grøft,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
som Helhest-Stamp og som Troldsvin-Snøft,
mens Lygtemænd hopper paa Gungen.
✂
Selv Tørveskruen saa sort og stiv,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
har snappet sin Naboskrue om Liv
og danser, saa Top-Tørven flyver.
✂
Jens Hvøvtrup kaster sin Kolb' til Kind,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
Saa skyder han ind i den Hvirvelvind,
saa Synerne daaner i Skraldet.
✂
Han kravled iland ved sit tro Gevær,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
mens Gryet frelsende steg bag Kjær
og viste kun dryppende Vidjer.
✂
Men siden dued han aldrig stort;
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
de sa' om Skytten, han blev forgjort
hin Nat derude paa Gungen.
Hans Hoved rokker som Siv paa Kjær,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
Den Lygtemands-Skyden har gjort ham sær
og mærket Jens Hvøvtrup for Livet.
✂
Han ses ved Kirken i Sol og Sus -
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
den blegeste Mand i Herrens Hus,
og altid med Ho'det han nigrer.
✂
Dog mest han kredser om Troldkjærsig,
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
og altid han fabler om Vildgjæsskrig
og Sumpens tombede Syner.
✂
Saa maaler han op sit sidste Skud Krud:
aah-ja,
ta mæ mi Bøss!
og sletter saa al sin Kvide ud,
mens Ekko fra Bakkerne skogrer.
Sjørup
14/1 1906
.