Aakjær, Jeppe EN FABEL

EN FABEL .

Der var engang en Grand danois ,
som havde levet længe;
i fordums Tider rev dens Tand
de Mopser mangen Flænge.

Men er et Bæst end nok saa bidsk,
engang dog Galden stopper;
nu sad den tandløs i sit Hus
og nagedes af Lopper.

Da samledes de Mopser graa
i Flok fra alle Sider
og sagde: "Lad os hædre ham,
der ikke mere bider!"

Se, saadan taler Mopser kun
og andre dumme Hunde;
de Taaber husked ikke paa ,
han bed, den Tid han kunde.

Saa trak de smaa i Kjoler graa
og pyntede sig Bagen,
og havde en et Ordensbaand,
han bandt det under Hagen.

119

Saa gik de til vor Grand danois
og satte sig paa Gumpen,
og bjæffed: Ak! og tuded: Tak!
og logrede med Stumpen.

Den gamle keg af Huset frem;
han var i Hu saa gnaven,
for Loppen bed, og Gigten sled,
og Ald'ren rev i Maven.

Men da han saa den Mopseflok,
han mimred, lo, lo atter:
"Ja, var jeg ikke Grand danois ,
saa brast jeg nu i Latter!

Thi er det ej de Mopser graa,
jeg var til idel Plage,
hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg rev
i mine Velmagtsdage?"

Dog, naar man er en Grand danois ,
saa passer man paa Munden;
og ogsaa vores havde snart
den rette Anstand funden.

Han rømmed sig og sagde: "Tak!
gaa ind og smag paa Mosten;
et Baand til jeres Halestump
jeg skikke skal med Posten!"

- Saa endte den Deputation
til hele Landets Skogren;
hvor andre har Rebellion,
der har de Mopser Logren.

22/8 1901.