RUGEN KJØRES HJEM .
✂
GIV dem nu Tømmen, de pumrede Øg,
lad dem Galop over Tofterne tage,
mens som et Kjølspor af sejlende Røg
Støvskyen ligger tilbage!
✂
Rugen er tjenlig, og Himlen er ren,
Boghvededuften den driver paa Vinden,
Pigen blandt Klynger paa buttede Ben
vandrer med Solhat om Kinden.
✂
Sydsolen vejrer i væltede Neg,
hør, hvor det smælder i Kapslen af Klinten!
Hvepsen nu driver sin solgyldne Leg,
Gloheden koger i Flinten.
✂
Vognene rasler med hoppende Skrav,
Kuskene kraaner med Foden mod Fjælen,
vugger i Hoften til Hestenes Trav,
holder Balancen med Hælen.
✂
Hist et Par Faar har i Sporet sig lagt:
"Let dog paa Sulet, I pelsrede Taaber,
tag eders gispende Flanker i Agt;
hører I ikke, man raaber!"
✂
Hjulene rasper i Grus og i Sand,
Faarene styrter med Brægen i Grøften,
staar der og glor udaf faaret Forstand,
svaler paa Heden med Snøften.
✂
Aarerne svulmer paa Hestenes Bug,
Kusken nu letter sin svedige Hue,
svinger saa op om den klyngede Rug,
hej, i en svimlende Bue!
✂
Smidigt han springer fra Fadingens Rand,
fritter om Øllet og linner ved Korken,
drikker og svælger og slukker sin Brand,
griber saa modigt om Forken.
✂
Bindersken ordner sin kridhvide Hat,
strammer dens Baand om sin buttede Hage,
hopper paa Vognen og raaber: "Tagfat!"
Knøsen maa Skoene tage.
✂
Negene aander den tungeste Duft,
gribes paa Forken og hvistes fra Græsset,
svæver et Nu mod den lysende Luft,
sejler saa ned, over Læsset.
✂
Vognen sig flytter i Ryk og i Trav,
Svøbet saa langt gjennem Stubrene slæber,
Skjælbasser løber om Hjulenes Nav,
hvæsser de arrige Kjæber.
✂
Forken staar plantet, og Læsset er paa,
Kusken ta'r Plads bag den nærmeste Hamle;
Bindersken daler med spjættende Taa,
bruger hans Skulder som Skamle.
✂
Sagte hun synker som Rughøstens Ny!
Knøsen ærbødigt om Anklerne fatter,
skyder sig ind under Solhattens Sky -
... Glutten sig værger med Latter.
✂
Atter det ringler i Kobler og Stjært,
Hjulene hugger, og Stubrene knaser,
Øgene frygter den knaldende Snært,
spænder de duskede Haser.
✂
Kusken han skrider saa tæt og saa sejg,
styrer saa snildt over Huller og Halder,
støtter sit Læs, hvor hans Vej har et Vrej,
stivrer dets Vægt, før det falder.
✂
Støvet det gjør ham som Burren saa graa,
Skarnbassen bumser med Smæld mod hans Nakke,
Loke saar Havre, og Himlen er blaa,
Møllen slaar Kors paa sin Bakke.