KARLSVOGNEN .

✂ I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver,
hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys,
hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver
under Almagtens Pust og det Eviges Gys -

✂ I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre
med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol;
og naar Jordbuens Skygger har taget de andre,
staar du lige ukuet, syvstjernede Sol! -

✂ Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave,
jeg har ridset dit Billed i Rudernes Rim;
jeg har set dig saa stor over sneede Grave,
men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim,

✂ Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude,
og jeg løfted fra Puden min brændende Kind,
stod du tindrende tavs i min øverste Rude
og gød lysende Fred i mit barnlige Sind.

✂ Du har fulgt mine Fjed paa den drømmende Hede,
hvor i Dalen jeg søgte det vildfarne Lam;
naar bekymret jeg standsede, træt af at lede,
stod dit Billed og skjalv i den porskranste Dam.

✂ Naar det braged om Natten i Isgangens Panser,
medens Nordlyset drev sin fortryllende Leg,
og din Vogn blev beskudt med forsølvede Lanser,
stod hos Far jeg ved Gavlen og stirrede bleg.

✂ Du har lyst paa min Sti over rimslagne Enge,
hvor i Mørket sig vender det frysende Kvæg,
du har kortet min Kvæld, naar jeg ventede længe
med det rullende Skud bag de dølgende Flæg.

✂ Du har tryllet mit Sind, saa jeg knap kunde sove,
naar du spejled din Pragt i den mørknende Fjord,
du har baaret min Drøm gjennem slumrende Skove
med dit funklende Hjul og din Stjært imod Nord.

✂ Naar det lyste bag Krat af den segl tynde Maane,
og det suste saa sagte 5 Midnattens Siv,
har jeg skimtet dit Hjul bag den vigende Blaane
med min skjælvende Arm om den Elskedes Liv.

✂ Du har løftet min Sjæl mod det Eviges Vrimmel,
naar jeg stirrende stod paa min natvaade Toft,
og min søgende Tanke omsvirrede svimmel
som et usseligt Møl under Stjernernes Loft.

✂ - Da den urfødte Mand havde hvælvet sin Hytte,
stod du lysende højt for hans skinddækte Dør;
og hans Slægt vil du se som Udslettelsens Bytte,
thi for dig er Aartusind som Hug gjennem Rør.

✂ Se, du løfter din Lygte i Lidelsens Nætter,
og de døende Slægter du lyser paa Vej;
naar min Kvæld stunder til, og sig Skyggerne tætter,
lad mig lukke mit Blik om en Straale fra dig!