Aakjær, Jeppe FREDERIKSBERG

FREDERIKSBERG .

Sig mig fortroligt, om Solsortens Toner
klang etsteds saa hjemligt som her om dit Slot?
Haven med Brud i de vuggende Kroner -
er det end lidt gammelt, det pynter dog godt.
Fred'rik bag Porten i gammeldags Kjol -
kanske lidt barsk, men godmodig for Resten;
Godheden randt af din lunende Sol,

Her har han vandret, din Stoltheds Aladdin ,
smilt til dine Børn paa sin ensomme Gang;
her bag de hældende Kroner han kvad din
kanske lidt for vege, men dybtfølte Sang.
Nu staar han hugget i Malmen den graa,
der hvor af Færdsel det buldrer i Natten,
viser dig, Borger, hvor langt du kan naa,
blot der en Gnist under Hatten!

Fortid og Nutid paa Vejene mødes,
sagte de formæles i Havernes Duft;
Asfalten bredes, mens Stokrosen rødes,
Traaden strammes ud mod den lysende Luft;
Kranerne knirker, og Hamrene slaar,
funklende Lys under Sporhjulet spruder,
medens histude, hvor Havglitret gaar,
lang'ligt en Stordamper tuder.

126

- Der kommer en, han maa med i min Vise:
Haaret stritter langt bag en florsmykket Hat;
sirligt han tripper der midt ad sin Flise,
Foden følger efter, hvor Stokken er sat.
Frakken den lange af gammeldags Snit
hopper en Kjende ved Føddernes Listen,
Baandet i Knaphullet, Halsbindet hvidt -
kjender du saa Pensionisten!

Kom her en Kvæld, naar i Sønden det lyner,
naar den vaade Guldregn sig sænker saa træt;
Fuldmaanen kikker fra Skyernes Dyner,
Lyd af bitte Fødder, der flyttes saa net!
Skræm hende ikke ved gjækkende Tegn;
hun gaar med Blussen sin elskte i Møde,
her hvor med Duft i dit skjærmende Hegn
natligt Syrenerne gløde.

Vinteren 1902 .