HEDELANDET .
✂
Du sære Land,
du mørke Land,
med Faaredrift og Studespand,
med ilde Avl
i Sandjordstavl,
med Stormes Gys om Grund og Gavl!
✂
Dit lave Træ
fik kroget Knæ
i Vestenvind og Østenlæ;
din Byg frøs ud
i Nordenslud,
til skurvet Jord
for
skarp en Lud.
✂
Din Bedeflok
har Tæger nok,
men rag og strid er Uldens Lok;
dog Faders Sok
og Søsters Klok
ved den fik Traad paa Moders Rok.
✂
Et magert Land,
et fattigt Land,
og jævnt - i mer end een Forstand;
skjønt nok af Sten
langs Agerren,
du har af
Klipper
ikke een.
✂
Din Arv er Sand,
dit Raab er: "Vand!"
Skjønt ogsaa her sies Mælk af Spand;
blev Solen hed
og Kosten led,
den
bragte tit en Skorpe ned.
✂
Din Lyng var høj,
din Al var drøj,
og Rydningsværket ingen Spøg,
men Ilden sved,
og Spaden bed;
om Resten ved hvert Barn Besked.
✂
Den jydske Mand,
som her tog Land
med langt til Gud og langt til Vand,
hvor holdt han ud
i Ugers Slud,
naar al hans Trøst var Ko og Stud?
✂
Saa spurgtes tit;
han grunded lidt
og svared saa:
"Hvem
vælger frit!
Jeg
fødtes her
i Hytten der
bag Kaalgaarddigets Poppeltræ'r.
✂
Der leved Mor,
til jeg blev stor,
saa fik jeg Hyttens Gjæld og Jord;
et brydsomt Værk!
men jeg var stærk,
og jeg tog Skæbnen i dens Kværk.
✂
Og Hytten her
den er mig kjær,
naar Sperglen gror og Rugen drær;
dens Karm'er vind;
men Solens Skin
naar selv ad skjæve Ruder ind."
✂
Med slige Ord
din jydske Bror
vil møde dig paa stormslaaet Jord,
118
hvor Hytter smaa
med Lyng for Straa
i Dag slaar Kreds om Heden graa.
✂
"Et øde Land".
Et
herligt
Land
med Lokesæd og Hedebrand,
i Byger døbt,
i Storme svøbt,
i egne store Former støbt!