Aakjær, Jeppe HEDENS DEGN

HEDENS DEGN .

saa synger jeg da om en gammel Degn,
der ser saa langt over Lyng og Hede
og glider i eet med den Langsynsegn,
hvor Urkok skogrer, og Ræv har Rede.
I faar nu lytte.
Vor Degn vil flytte;
om lidt saa pinder han her sin Hytte
og gaar sin Vej.

Hvor Vindene Farer saa haardt af Sted
og bøjer alt, hvad de ej kan brække,
der burde der krydses et Mærke ved
de faa, som Stormen ej kunde knække.
Den gamle vidste:
Hver Storm vil miste
sin Kraft mod Aften og bort sig liste
som Pust i Korn!

Thi siger vi Tak til den gamle Degn,
der holdt sig rank i de onde Dage;
der findes ej Lys i hin aabne Egn,
som ej vil blinke en Tak tilbage.
En Lærers Gjerning,
den kræver Værning,
den kræver Solskin - og Mistros Fjerning,
om den skal gro.

Og mere var han end en gammel Degn,
der sidder værdig i Hyndestolen;
paa Menighedsskuden var han Kaptajn
langt mer end den, der fra Gud har Kjolen.
Naar Præsten "søgte"
med Bøn og Lygte,
hvem, tror I da, maatte "Kaldet" røgte,
om ej vor Degn!

160

Og kom man en Aften saa til hans Dør
med Støv paa Sko og med Lyng i Hatten,
da stod han paa Trappen der rank som før
og holdt os fængslet til langt paa Natten.
Fra Solen dukked,
til Dør blev lukket,
fra Gjøgen kukked, til Lys var slukket:
eet Lattervæld!

Ja, tit vil jeg savne den gamle Degn.
Men søger Foden de vante Stier,
mens Raaen ser ud fra Plantagens Hegn,
og Heden skjælver af Melodier:
min Bylt jeg sætter,
min Ryg jeg retter,
min lynggraa, falmede Hat jeg letter
for Hedens Degn!

31/12 1903.