Aakjær, Jeppe LYKØNSKNING

LYKØNSKNING .

Som et Tog Beduiner
over Sandets øde Flader,
saadan ride mine Ønsker
frem i lange tavse Rader.

Som et Tog af Beduiner
langs ad Ørknens vide Veje,
vandre mine Ønskers Hære
ind for Dem i Dag og neje.

Mere Guld end Ørknen rummer,
mer end en Kamel kan bære,
mer end Ørknens Søn kan røve
Deres Part af Lykken være!

Friske Kinder, klare Øjne,
Latter, Sang og søde Drømme,
Solskinstanker, Hjærtensgodhed
ind i Deres Dage strømme!

Som et Tog af Beduiner
i Damasker-Stadens Gader,
saadan vælde mine Ønsker
frem i lange, tavse Rader.

7/9 1893.