I NATTENS TIME .

Ja pust du kun, du Nattevind,
du naar dog ej i Kamret ind
trods al din Bøn og Klage;
thi jeg er ung og sund og varm
med solbeskinnet Haab i Barm,
mens du i Kulde knager,
og Kuld jeg ej fordrager.

Nej bort med dig du Nattetrold,
hvi staar du der saa fræk og kold
og hamrer paa min Rude;
du ved jo dog mit vante Svar,
det samme som det altid var:
"Aa, bliv du bare ude
og hold kun op at tude!"

Men kommer Vaar og Søndenvind
og hvisker øm og mild og lind:
"Kom ud min Kjæledægge!"
straks smider jeg i støvet Krog
Examenskravets Kvalme-Bog;
og saa til Spring at lægge
ud over Tvangens Vægge !

Vinter 1885 .

TORDEN .

Jeg sidder og stirrer paa Tordenskyen,
der driver med Trusel hen over Byen.

Det ruller med Skrald, og Lynet flammer,
det knitrer i Luften og synker og rammer.

2

En Dødens Stilhed paa Mark og i Stuer,
hver Sangfugl tier, hver Skabning gruer.

I Stalden brøler det bundne Kvæg
og støder Hornet mod Husets Væg.

Mens Tordenhammeren slaar derude,
det ængstelig stirrer mod Staldens Rude.

Stolt skrider Skyen, hvor Himlen hvælver,
den agter kun lidet, Al-Skabningen skjælver.

Som kløvende Spyd, som borende Pile
de ildrøde Lyn gjennem Lufthavet ile.

Og Tordenen ruller som Latter af Trolde,
saa Vandrere standse og Vejret holde.

O, vældige Syn! Et Trodsens Biiled
jeg ser her for mig paa Himlen stillet.

Jeg elsker dig Torden, din rensende Evnes
forskrækkende Magt med Beundring skal nævnes.

Jeg ved, du kan slaa, at dit Lyn det kan dræbe,
for mig er det intet; som dig vil jeg stræbe

at vække det dorske og bringe de Sløve
til Tænkning om Handling og Idræt, de øve.

Bæv aldrig for Lyn, skjælv ikke for Torden;
den renser jo Luften og frisker paa Jorden.

Jo sortere Skyen des klarere Solen,
der straaler bag ved den i Dronningstolen.

Langt bedre en Stund under Ildskyens Kaabe
end leve sit Liv som en negrende Taabe.

Langt hellere vækkes af Tordenens Røster
end gaa som et Fjog og dø som en Kryster.

Rul, rallende Torden, med Drøn imod Polen,
jeg ved, bag dit Skyhang der straaler Solen!

Tastumgaard 22/5 1887 .
3

I EN PRÆKENBOG TIL MINE FORÆLDRE .

Kjære Far og kjære Mor,
eders Søn er bleven stor,
voxet fra sin Barnekjol'.
tumler sig i Slud og Sol,
og han higer, og han længes,
smaat han sejrer, haardt han trænges.
Smaat i Livets Kamp han staar sig,
tit han falder der og slaar sig.
Moders Øje vogter ej
længer paa "den lilles" Vej.
Faders Haand ej længer frede
kan om Troens Blomsterbede.
Mindet om min Far og Mor
gjør dog tit min Tro saa stor.
Og nu har jer store Søn
blot en lille barnlig Bøn:
Naar I læse Herrens Ord,
naar I bede Fadervor,
naar jer barneblide Tro
op mod Jesus danner Bro,
naar I føle tryg og kjær,
at Vorherre er jer nær,
tænk da lidt paa mig, paa Sønnen,
løft mig op til Gud i Bønnen!

Askov 14/11 1887 .

HVAD GJØR DET .

Hvad gjør det, at vi haanes
og jages fra Plet til Plet,
naar inde i Hjærtets Kamre
det hvisker, at vi har Ret.

Hvad gjør det, at man mærker
vor Daad med det ondes Navn,
naar hele vort Væsens Attraa
staar efter at gjøre Gavn.

4

Hvad gjør det, at vi slettes
af Menighedstavlen ud,
naar Hjærtets reneste Længsel
om Kvælden gaar op mod Gud.

Hvad gjør det, at vi synker
med Byrden, Livet os gav,
naar det lille Lys, vi tændte,
maa flakke over vor Grav.

Hvad gjør det, at vi glemmes,
naar Livet her er forbi,
de kommer langt større efter
med stærkere Tro end vi.

Askov, Efteraar 1887 .

MEJERISTSANG .

Jeg synger om en Stand,
hvis Ry er naa't til Engelland
og gaar fra By til By,
fra Rye og op til Thy,
hvis Snilles Værker jog
Alverden rundt paa Skib og Tog,
og sælges Drittelvis
til bedste Markedspris.

Vort Land var lig en Ørk,
hver anden Mand en fattig Tyrk,
saa gusten og saa tynd
som sorten Arvesynd.
Vi spiste branket Flæsk,
Kartoffelgrød og Fedt og Fisk,
mens farvet Smør og Ost
var bare Guders Kost.

Og Jorden drejed rundt,
og rundt og rundt, og den har tront,
og hundred Aar løb væk
ved Fedtebrød og Spæk.
5 Da kom en skjønne Flok
af Gudesønner, tror jeg nok,
herned og lærte os
den Kunst at malke "Bos" .

Og Koen, hun sa'e: Buh,
og Malkepigen, hun sa'e: Puh!
Mens skuret Malkespand
blev fyldt indtil sin Rand;
og med en Kjærnestav
vi hamred Smørret ud deraf
og smurte det paa Brød;
og nu blev Kinden rød.

Paa ny kom Bud paa Stand:
"Gjør Danmark til et "smørret" Land,
Fej Kjærnebøtten ud
med Ostekop og -klud.
Saa Centrifugen op,
en Skorsten rejs, hvis høje Top
skal staa som Tidens Tegn
i hver en Landboegn!"

De Huse rejste sig
med slanke Spir langs Alfarvej.
Folk kom og saa derpaa
og mumled: "Kan det gaa!"
De sendte, mens de gik,
til Skorstenspiben op et Blik,
hvori der laa et: "Nej,
det gaar i Verden ej!"

Men Dampens Aand tog fat
og sled for tred've Dag og Nat;
der stod af Damp og Dur
en Sky om Tag og Mur;
det surred og det sang,
en Jærntraadsnerve klang og sprang;
en ny lagt ind for den,
saa tog han fat igjen.

6

Og Larmen fra hans Slid
gik over Egnen hid og did,
en Surr, en Melodi,
som af en Kjæmpebi;
man vented, at han skvat;
men endnu ind i mørkest' Nat
han tog de samme Tag,
ja tar dem selv i Dag.

De Mejerister er
et eviglystigt Folkefærd,
med Latter, Larm og Sang
henrinder Dagen lang;
med Støvlen fuld af Vand
og Næven i en Flødespand,
i Sprøjt af alle Slags,
de boltrer sig som Lax.

Drik Mejeristens Skaal
i Kjærnemælk til bredfuldt Maal,
og tøm den til dens Bund,
for Kjærnemælk er sund,
og det er Standen med,
og derfor skal paa dette Sted
nu Mejeristen ha'
et dansk Hurra, Hurra!

Jebjærg Mejeri, Juli 1888 .

STRINDBERG .

Du er en Samson i Litteraturen,
dine Værker slog Revner i Samfundsmuren,
Hvor du farer frem, er der Ild og Røg,
styrtende Altre og røde Luer,
mod dig alle andre er tamme som Duer,
du er en Høg;
du er Basunen, der forfærder Vrimlen,
du er Titanen, der stormer Himlen.
7 Vi unge hader det tamme og dovne,
men agter højt det titanisk forvovne;
er vi ej alle Strindbergianere,
alle som du er vi Republikanere,
alle vi hader det Samfundsælte,
i hvilket Evner forgiftes og smelte;
som du vil vi løse de stramme Bælter,
der snører Livet paa alle Felter,
og gjør det umuligt for andre at voxe
end dem, der ofrer til Dumhedens Oxe.
Tag da vor Hyldest, du Verdensomvælter;
der hvor du bygger, ogsaa vi telter.

Jebjærg Mejeri 1888 .

BONDE-GYMNASTIK .

Se Fædrelandet løfter sig frem
i Foraarssol med Hjem ind ved Hjem;
langs Banker graa staar Rugen og gror,
ígjennem Engene Bækken sig snor.
Hist et Gjærde, her en Skov
rammer Agrene ind,
Karlen nynner bag sin Plov
i den lunende Vind;
langs med Stranden Skibe sejler,
Himlen i Havet sig spejler.

I dette Land har Bønderne slidt
i tusind Aar, før Landet blev dit;
de rydded Skoven, Lyngen de sved,
saa i Bugter sig Hugormen vred.
Ploven skar, og Jærnet brak,
Muldet glinsed i Sol,
Stene kløv'des, Rødder knak
for det synkende Staal:
Bondens Kamp for Hjem og Føde!
Bag ham laa Landet i Grøde.

8

Da kom en Tid med Svøber og Sved,
hvor Trællearbejd bøjed ham ned,
hans Knæ sig krammed, tung blev hans Gang,
og Panden sænkedes, Brystet blev trang.
Kraften stivned i hans Lænd,
Gigt hans Lemmer forvred,
Musklen trætned i sit Spænd
i den evige Sved.
Haard er Krig for Brød og Lykke;
Arbejd gir krogede Rygge.

Fra disse Bønder stammer vi ned;
vi slider selv, som Fædrene sled;
hvor deres Arbejd gik under Tvang
se, der gaar vort under Frihed og Sang.
Bondeblodet ruller tungt,
det er mættet med Kraft,
det er sundt om ikke ungt,
det en Fortid har haft.
Te jer da, saa alle skjønner:
disse er Bøndernes Sønner!

Men Slidets Mærker fjern fra jer Krop!
De brede Skuldre løft dem kun op;
sæt Foden frem i Arbejdertakt,
saa det kan skjønnes, at I er en Magt!
Senen i den stærke Arm, —
gjør den spændstig og lin,
Blodet i den brede Barm, —
lad den ildne som Vin!
Øv jer flinkt, saa I fornemmer
Sundhed i Sjæl som i Lemmer!

Gid Held maa følge al eders Flok!
Naar Pligten kalder, møder I nok,
og følger Tidens gjaldende Lur,
for det er Ungdommens rette Natur,
I vil elske dette Land,
staar grønt her i Vaar,
9 I vil hjælpe, hvor I kan,
paa de trykkede Kaar.
Har I adlet eders Kræfter,
lad det da voxe derefter!

Jebjærg, Foraar 1890 .

VI SAD ALENE -

VI sad alene i den stille Kvæld,
ved Siden plaskede et Kildevæld.

Fra Dalen steg der op en hvidblaa Røg,
og paa et Dige kukkede en Gjøg.

Naturen var saa tavs, og vi var tavse;
endogsaa Gjøgen gjorde nu en Pavse. -

Da følte jeg, en Kind blev lagt mod min,
saa blød som Barnets og som Silke fin.

Og mens hun Armen om mit Hoved slog
og blidt og langsomt mig imod sig drog -

med Ord, der siden i mit Øre bæve,
hun hvisked sagte: "Det er skjønt at leve!"

Jebjærg 18/7 1890 .

ARBEJD!

I Skaglen skal du drage
den lange, lange Dag.
Gaa ej med Suk tilbage
i Tøjet som en Plag,
men træk som gammel Hest,
læg Bringen ud i Selen,
og fremad uden Skelen;
da gaar dit Arbejd bedst.

18/7 1890 .
10

UNG .

han var endnu en skjægløs Gut,
men med et vildt og uredt Haar;
i Sjælen Lys, i Tanken Krudt; -
og enogtyve Aar.

Han elsked Sandhed som sin Sjæl,
men blev en Skjælm og Løgner kaldt;
det slog hans glade Tro ihjel,
hans Frejdighed, hans alt!

Det tændte i ham Hadets Brand
og ætsed al hans Glæde ud,
indtil paa Livets golde Sand
han stod foruden Gud.

Da saa det ud, som han forgik;
men det var blot et kort Sekund,
saa lyste Ilden i hans Blik,
og Smilet om hans Mund.

Da fyldtes han endnu engang
af Ungdomsmodets Helligaand,
i Brystet løsnede en Sang
sig ud af sine Baand.

Og Hjærtet slog, og Barmen steg,
og Livet laa der langt og lyst
som Fjorden under Solskinsleg,
med Blink fra Kyst til Kyst.

August 1890 .
11

AA, SPIL DE TONER -

Aa, spil de Toner, du spilled før,
og spil dem saa godt, du lærte,
saa spiller du Djævlene fra min Dør
og Himmerig ind i mit Hjærte.

Saa standser Skyggernes sære Spøg,
Dødsrædslen slipper sit Bytte,
og Driftens evigt-huggende Høg
den standser sit Hak for at lytte.

Saa jages Syndernes sorte Flok
af Sindet som rædde Fugle,
Hjærtets Furier sættes i Blok,
og Vilddyret kryber i Hule.

Jeg bli'r saa fri, jeg bli'r saa glad
som Lam, der paa Toften springer,
Sorgernes Skyer skilles ad,
mens Mindernes Klokker ringer.

Hjørlunde 12/2 1891 .

I RANDBØL DAL .

Jeg drømte, at jeg sad i Edens Lund,
og Solen baded den i hede Flammer;
en Bæk igjennemskar dens Blomsterbund,
og Eva vandred nøgen blandt dens Stammer.

Smaaengie vimsed allevegne om
og sladred under røde Parasoller,
og ud fra Havens Dyb Gud Fader kom
med Kappen lagt i Værdighedens Folder.

12

Og tusend Fugle sang fra Cedres Top,
og Duen kurrede i Rosens Ranke;
Guldfluesværme lived Luften op,
og Abel fletted Baand i Løvens Manke.

Og der var Livsens Lykke, hvor jeg saa,
og ingen Broder gav den anden Skrammer,
men Bien summede fra Straa til Straa,
og Tubalkain svang den tunge Hammer.

Jeg vaagnede og saa mod Himlen ud,
mod Vest og Nord og Øst stod Skovens Rammer;
alvorlig knejsed Granen i sit Skrud,
og Bækken vandred nøgen blandt dens Stammer.

Her er saa yndig i den svale Dal
med sine Graner, sine Hytter lave;
selv uden Engle, uden Nattergal
er Randbøldalen ret en Edens Have.

2/6 1891 .

FØDT I JULI MAANED -

Saa du er født i Juli Maaned,
da Himlen allerblidest blaaner
da Bølgen paa den danske Sø
gaar klukkende fra Ø til Ø, -
da Rug og Hvede Kjærne sætter,
og gule Blomster Marken spætter,
da Føl og Kalv paa Engen springer,
og Leens Blad paa Toften klinger,
da Sivet sig for Vinden krummer,
mens Tordenregn paa Taget trommer,
kort sagt: midt i den danske Sommer!

Nu er det først jeg rigtig fatter
din friske, lyse Barnelatter,
der altid mig om Sommer minded:
saa har du Sommervejr i Sindet!
13 Naar nu om Lidt du Dame bliver
og lange Skjørter indforskriver,
og "Magasin du Nord" Korsettet
faar hvert et Træk af Barn udslettet,
og lagt dig i de samme Skruer
som andre kjælne Modeduer -
o, glem da ej for Selskabskjolen
hin Fødselsskjænk fra Julisolen.

Hjørlunde 10/7 1891 .

DET "LEVENDE" ORD .

Af levende Menneskers
døde Tale
lærte jeg intet;
af døde Mænds
levende Værker
lærte jeg alt.
Leve de døde!

19/9 1891 .

DU BLEGE KVINDE -

Du blege Kvinde med det blonde Haar,
som ud og ind i mine Tanker gaar
og skaber i mit Sind den søde Hygge,
du som jeg ej for Verdens Guld vil miste,
og som engang vil græde ved min Kiste, -
dig ønsker jeg af al min Sjæl: til Lykke!

De glider eet for eet, de Ungdomsaar,
Minutter, Dage, Uger gaar og gaar,
om lidt er du og jeg vel ogsaa gamle;
saa staar en Dag ved Dødens Port et Par,
krumbøjede, som stille hjælpes ad,
svagsynede, frem til en Grav at famle - - -

14

O nej ! De maa ej svinde altfor brat,
man maa ej røve os vor sidste Skat,
vi maa forenes, før det er forsiide!
Nu netop, mens vor Tanke Gnister slaar,
og Elskovsstrømmen bredt i Aaren gaar,
var Tid at ringe ind til Bryllupsgilde.

Jeg burde ta dig i min unge Arm,
som her jeg sidder, elskovsglad og varm,
med Aaren fyldt af al den Fryd du tændte,
og skjænke Dig saa varm og blød en Stol,
et Hjem med Roser og med Morgensol - -
men, kjære elskte, du faar vente, vente!

Thi jeg er fattig. Jeg fik intet Guld;
af Sten har Skjæbnen maalt mig Skjæppen fuld,
men Brødet skifted den iblandt de andre.
Og Venneflokken var som oftest tynd,
men tykkere var Sladrens ækle Dynd,
der slænges efter dem, som ene vandre.

Nej, jeg fik ingen Gaard med lange Agre,
og ingen Køer, fede eller magre,
det højeste, jeg naaede, var - Kredit!
Men jeg fik Fantasi, og Haab i Strømme
og smukke Tanker, fagre Elskovsdrømme,
mod slige Skatte vejer Guld kun lidt.

Og jeg fik dig, du blide, blonde Pige,
og endnu aldrig har jeg mødt din Lige,
saa sand og elskelig og kvindefin;
og det er mig den største Fryd af alle,
naar lange Skygger over Vejen falde,
at sidde med din varme Haand i min.

Da bliver mine Følelser saa blide,
da ser jeg Guder gjennem Luften ride,
da er jeg lutter Nerve og Musik;
da viger Jordens Smuds, og Linden dufter,
og milde Vindes Vift min Kind omlufter; -
mens al Bekymring drukner i dit Blik. - - -

6/11 1891.
15

MIN VENINDES ØJNE .

har du set min Venindes Øjne,
de store skiftende brune,
der snart er fyldte med Helvedeskval,
snart straaler i Latter og Lune?

Hvor er det dog fat med de Øjne?
De minder om Søer i Skove;
de suger i sig min vaagne Ve,
min Hvile, naar jeg vil sove.

De er som Fjorden i Stille
med sejlende Skyer over,
men dybe, dybe som Havet selv,
og dunkle som rørte Vover.

Nu er de som Engenes Taage,
og nu som spejlende Brønde;
nu ligner de Damme i Maaneskin
i deres bedaarende Ynde.

Der lurer en Ild i de Øjne,
en vild fortærende Lue;
den dølges ej helt af de sænkede Laag
og Brynenes bøjede Bue.

Det raser bag disse Vipper;
der er Graad i Øjnenes Kroge;
men brat kan der komme et Øjekast,
der minder om tirrede Snoge.

- Jeg har stirret for dybt i de Øjne,
der fristed som strømmende Vande,
paa Bunden af hvilke vi tror at se
Æventyr-Himle og -Lande.

16

En Dag vil min Sjæl fange Kræfter
og vikle sig af sine Løgne
og kaste sig i denne sugende Sø
og synke til Bunds i de Øjne.

Kjbh. 3/2 1892 .

FØRSTE GANG .

Aa, giv mig saa det ene Kys!
Hvad kan vel det forvolde?
Du loved mig det ganske nys,
ens Løfter skal man holde.
Du har jo nok alligevel,
hvad skal da Karrigheden til?

Du ved, jeg trænger det saa haardt,
jeg skal jo ud at fare,
skal mange, mange Mile bort
fra dig, min lille Klara.
Kanske jeg kommer alt til Vaar,
kanske om - mange, mange Aar.

Du vil! O, Glut, hvor er du sød,
hvor takker jeg dig, Klara.
Men hvorfor bliver du saa rød?
Der er jo ingen Fare.
Du skjælver, Klara, som et Rør?
Aa, du har aldrig kysset før!

Vær rolig, søde Klaralil,
nej, græd dog ej, du kjære!
Den Sag er ganske ligetil,
det er saa let at lære.
Nu bøjer du din fine Hals,
saa bliver der et Kys tilfals.

17

Nu tog jeg det; ja se det, du,
Begyndelsen var vakker;
saa du vil kysse mer endnu;
kys du kun væk; jeg takker!
Du gjør det bedre selv end jeg,
og, Klara, hvor det klæder dig I

- Nu kysser jeg dig Dag og Nat,
saa længe det vil vare,
og bliver hos min egen Skat;
nu vil jeg ikke fare.
Thi var det ikke Synd mod dig,
om jeg fo'k ud og drukned mig!

Kjbh. 4/2 1892 .

IFALD JEG KUNDE DANSE -

Ifald jeg kunde danse,
jeg valgte den skjønneste ud
af alle skjønne Piger
og dansed mig hende til Brud.

Med Armen om hendes Midje
efter en Galopade
midt paa Gulvet jeg standsed
og raabte: Leve de glade!

Saa atter i Tonernes Malstrøm
jeg kasted mig med hende
og lo og sang og dansed
lige til Verdens Ende.

Men nu kan jeg ikke danse,
end ikke en Galopade,
og derfor er jeg brændt inde
med denne Skaal for de glade.

Kjbh. 24/2 1892 .
18

LAAN MIG TYVE DUKATER -

Laan mig tyve Dukater,
da skriver jeg dig et Digt
fuld af Sprogets Topaser,
saa stemningsmættet og rigt.

Laan mig tyve Dukater,
saa drikker jeg en Perial
og glemmer al min Armod,
og at jeg er bindegal.

Laan mig tyve Dukater,
da alt imod intet jeg vædder,
at jeg skal "højne Niveauet"
og faa betalt min Skrædder.

Laan mig tyve Dukater,
da gjør jeg saa stort et Gilde
for undervurderte Talenter
og for det sultende Snille.

Laan mig tyve Dukater,
da holder jeg en Tale,
mens Vinen mig stiger til Hodet,
med Tro paa det Ideale.

Laan mig tyve Dukater,
du faar dem med Renters Renter,
naar salig jeg skuer de Glæder,
som arme Poeter venter:

Hint demokratiske hinsides,
hvor jeg faar de saligste Skinker,
men Rigfolk skal strides og bides
om "Lobskovs" og Hundekjødsfinker.

1/3 1892.
19

MINE HELTE .

Min Helt det er den stærke Lucifer,
der svang fra Øst mod Mørkets Gud sit Spær,
min Helt er du, Lysbringeren Prometheus,
som klippespiddet endnu raabte: "Ve, Zeus!"
Min Helt er Saul, hin Fyrste i Judæa,
som stred, forladt af Gud, mod hele Filistæa.
Min Helt er hver en vild, titanisk Kjætter,
der bar en Fakkel gjennem Jordens Nætter!

2/3 1892.

FØDSELSDAG .

Gid du maa skjænke Verden endnu meget Smør
og aldrig savne Kjøbere af Mel og Sukker;
brænd ikke inde med din Hamp og Hør,
hav altid Lænsere af dine Krukker!

Gid dine Kaffebønners søde Em
maa længe fryde hver en gammel Kjælling,
din Sago finde Vej til hvert et Hjem,
din Ris beaande Sallingboens Vælling!

O, gid den Mælk, som mistet har sit Fedt,
maa længe kvæge Sallingboens Grise,
ja gid at al din Ost maa blive ædt,
hver Draabe Valle vorde Svinespise!

Lad sent Bicyklen ruste i din Stald
og aldrig Kjedlen tabe af sin Spænding;
noter dig nøje Konjunkturens Fald;
sæt over Grøften i en snæver Vending.

Da vil du staa i Livets Cykleløb
som Sejerherre, naar de andre styrte;
thi den som holder ud og ej gir Kjøb,
han faar Medaljens Guld og Hædrens Myrte.

2/3 1892.
20

LIDEN MAJA .

Og det var liden Maja,
saa glad var hendes Sind,
hun sang omkap med Lærken
og løb som Søndenvind.

Og det var liden Maja,
hun var kun femten Aar,
en halvt-udfoldet Rose
i den spirende Vaar.

Og det var liden Maja,
hun lo med et Smil,
som Solen, der skinner
paa Skyer i April.

Og det var liden Maja
med et Hjærte saa let,
hun kjendte endnu ikke
til Sorger og Korset.

Hun saa paa alt og alle
med sit varmeste Blik,
det eneste hun hadede,
var "Sprog" og Grammatik.

Langt hell're, end hun dvæled,
hos Skolens barske Møer,
sprang hun over Marken
med de bissende Køer.

Og talte hendes Tanter
om "Mands-Tyranni",
lo hun og fløjted
en Dansemelodi.

Saa sød var liden Maja
i sit femtende Aar,
en halvt-udfoldet Rose
i den spirende Vaar.

21

- Men snart er Maja voxen,
og saa er alt forbi;
saa maa hun tage paa sig
det vante Liberi.

Den lange, lange Kjole,
det snærende Korset,
de struttende Blonder
og den stivede Manchet.

Saa er der Staal og Fiskeben,
hvor før der var Natur,
og for utvungen Barnlighed
der bydes paa - Figur.

Og saa skal ogsaa Maja,
snik-snakke Kvindesag.
Gud, lad din ringe Tjener
ej opleve den Dag!

Kjbh. 6/5 1892 .

FRA LANDSBYEN .

Hans Kinder de var fregnede,
hans Næse den var blaa,
hans Læber de var blegnede
og farvede af Skraa.

Hans Haar stod om hans Hoved
som pisket Skorstensrøg,
hans Aandedræt var mættet
af Brændevin og Løg.

Hans Ben var stokketynde,
og Brystet smalt og fladt,
i Krop og Væxt en Mynde,
i Hovedform en Kat.

22

Men rig som bare Pokker
var denne grimme Mand,
og derfor tog den smukke
Sofie ham til Mand.

Hun plejede og passed
den ækle gamle Bjørn,
blev krammet af hans Labber
og Moder til hans Børn;

blev graa og grim og gammel,
som det er Livets Hang
at gjøre det, der ofte
var ungt og smukt engang.

Men jeg har set Sofie
gaa bag sin Husbonds Gaard,
og naar hun kom tilbage,
var Øjet rødt af Graad.

Og jeg har set Sofie,
med et gaa rent istaa,
og jeg har længe gjættet,
hvad saa hun tænkte paa.

Saa tænkte hun paa Søren,
den stakkels kjønne Fyr,
med hvem hun havde digtet
saa mangt et Æventyr.

Han var saa smuk som fattig
og elsked hende ømt,
men siden er som skuffet
til Amerika han rømt.

Hun tænker paa en Aften
i et maanelyst Krat,
hun tænker paa en anden
og tredje Sommernat.

23

Hun tænker paa hans Kys,
der var sødere end Vin,
hun tænker paa hans Haand,
hvor den var god og fin.

Hun tænker paa, hvorledes
den gled i hendes Haar
og vakte dunkle Ønsker,
der løstes ud i Graad.

Hun tænker paa hans Ømhed,
hans Ild, hans Elskovsbrand -
og dernæst gaar Sofia
ind til sin grimme Mand.

Sommer 1892 .

DØDSRAMT .

Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand,
da flygter den med opspil't Mund fra Land.

Mod Dybet jager den i Ve og Vaande
og løfter kun sit Hoved for at aande.

Dens Hale basker som en Dampskibsskrue,
dens runde Øjne smaa i Smerte lue.

Tangskoven klyver den og Sildens Stime
og drager efter sig en blodig Strime.

- Som Hvalen dødsramt kløv det brede Hav
for i dets tavse Dyb at naa en Grav,

saa saa jeg alt det saarede og slagne,
det lumpent svegne og det koldt bedragne

at ile rastløst imod Ørkners Øde,
for uset der at græde og forbløde.

Aakjær 25/6 1892 .
24

HYLDEST-TELEGRAM .

Af syv Studenter er de sex Poeter,
blandt otte Præster er der ni Profeter,
og alle Mejerister er Athleter,
der rider - Himlen ved - hvormange tusend Meter,
og altid faar Medaljer, aldrig Beter.

Jeg glæder mig pligtskyldigst ved hvad sket er.
Gid I maa have endnu mange Tête-a-tête'r
med Sportens Gud, før vi blandt Stjerner og Kometer
skal samles foran Porten til St. Peter!

I Sejrherrer i den ædle Sport,
rid dog for Guds Skyld aldrig længer bort,
end jeg kan sende mit Lykønskningskort!

Den sidste store vovsomme Rekord
den gjælder ovennævnte Peters Port;
og der skal Esper , Jyllands første Rytter,
i Haanden trykke Nimrod størst blandt Asiens Skytter!

1/71892 .

JEG GIK TIL VINDVET -

Jeg gik til Vindvet og stirred ud,
men Skyerne drev med Regn og Slud.
"Saa bli'r hun hjemme, det er et Tegn;
hun hader Regn".

Jeg gik bag Laden og saa mod Vest,
men Stormen sadled den høje Hest.
"Saa er hun ejheller i Dag min Gjæst,
hun hader Blæst".

Jeg gik og glædtes den Dag saa lang,
for Solen skinned, og Lærken sang.
"I Dag hun kommer, min Sjæls Idol,
hun elsker Sol!"

25

Hun kom mod Aften saa glad i Sind,
med Sundhedsrødme paa Mund og Kind;
med Latter ind i min Arm hun sprang.
"Faldt Tiden lang!"

Vi sad ved Gavlen, mens Dagen svandt;
af Toftens Blomster en Krans hun bandt;
hun smiled op fra en blaa Viol :
"Fik du nu Sol!"

Aakjær 4/8 1892 .

TIL MARIE .

Saa sluttede en Aargang
af dit Livs Billedtidende,
som har bragt Sol og Vaarsang
og Frostnætter bidende,

og Elskovs søde Glæder,
naar ingen tænkte paa det,
og Graad paa øde Steder,
naar ingen andre saa det.

De blide Sommernætter,
saa lange og saa lyse,
kan endnu varme Sindet,
naar vi herinde fryse.

De blide Sommernætter,
da Lysalfer spøgte
omkring os i Skjæret
fra Mars'es røde Lygte.

De blide Sommernætter,
saa lyse og saa fagre,
da Agerhønen klukked
fra de duggede Agre,

26

naar vi foer den forbi
paa vor natlige Færden,
saa saligt betagne,
som ejed vi Verden. - -

O, det var skjønne Timer,
for Sorger kemisk fri;
nu sidder jeg og rimer
om Ting, der er forbi!

Saa sluttede en Aargang
af dit Livs Billedtidende,
og Sommersol og Vaarsang
svandt uden dit Vidende.

Helt svandt de dog ikke,
de ligger kun i Dvale
til næste Sommer kommer
med Sol over Dale.

Thi hvad vi engang leved
kan aldrig rigtig svinde,
og mindst af alt kan Elskov
imellem Mand og Kvinde.

Den overlever Slægter,
ja overlever Livet,
til den alene bliver
Udødelighed givet.

Den Tro har jeg faaet
usvigelig i Eje
i stille Gang med dig
ad sidste Sommers Veje.

Om den vil jeg hygge,
om den vil jeg frede,
saa længe som en Lærke
i Lyngen bygger Rede.

27

Om den vil jeg vaage,
Om den vil jeg værne
saalænge Juninatten
oplives af en Stjerne!

Nu har vi set paa Aarets
de mange Billedblade,
de stygge og de tunge,
de lyse og de glade.

Nu ordner du dem varligt,
og bind saa Aaret ind
med alle sine Minder
i Guld og Fløjelsbind -

og sæt det op paa Hylden
til de andre fir' og tyve,
at det kan staa og straale
mens Timerne flyve.

6/11 1892.

GRAVVERS .

Han var saa rig, som man kan blive
i Fjandbo-Land,
og derfor kaldtes han syd for Skive,
"den rige Mand".

Hans Juleoffer var blandt de større
til Præst og Degn,
han sværmed for Kongen og "ott'ogfyrre"
og stemt' paa Klein .

Han sværmed og for Postej og Skinker
og Grød med Kanel,
et Allerhelvedes Fad med Finker
slog ham ihjel.

28

Han sad en Dag med det Fad i Haanden,
han svimlede,
og ned i Fadet han opgav Aanden -
og himlede l

20/12 1892.

DER FLØJ EN LIDEN SOMMERFUGL

Den fløj en liden Sommerfugl
hen over Bondens Tag;
den tænkte saamænd ikke
paa den yderste Dag.

Den tænkte kun at nyde
det Livets Sekund,
som den havde kysset fra
sin Mor, Naturens Mund.

Den gav sig hen til Flugten
i Luftens varme Blaa;
paa rene, hvide Vinger
den fløj paa maa og faa.

Den nød sin egen Dejlighed
og trodsed Tyngdens Lov,
og ikke Spor den tænkte
paa næste Dags Behov.

Var ikke Himlen havblaa,
og Solen ret som Guld,
og Livet lyst og herligt,
og Verden frydefuld!

Bestandig fòr den op og ned
som et stormjaget Løv,
hvad heller som en Barnesjæl,
nys skilt fra sit Støv.

29

Og som den fløj saa sjæleglad,
en Bejler kom til.
Gud, hvor han var oprigtig
og fyrig og vild!

Han bad om Lov at følge,
hun nikkede og lo;
thi hvorfor flyve ene,
naar man kan blive to!

De traadte Ætrens Elveslør
foruden mange Ord,
mens dybt dernede rulled
den snavsede Jord.

Og mætte af Dansen
i Junidagens Sol,
de daled gjennem Luften
og fandt en dejlig Stol.

Midt i en hvidrød Æbleblomst -
saa salig som en Gud -
han vifted med sit Vingepar
sin lille hvide Brud.

Der holdt de deres Bryllup
foruden nogen Præst,
for saaledes hued det
de Sommerfugle bedst.

Og Grenen vugged op og ned
i Sommerdagens Luft,
og Æbleblomsten yded dem
sin allerbedste Duft.

Og Grenen svajed, Skyen drev,
og Dagens Lys blev slukt -
Tak, elskte smaa! I lærte mig,
hvordan man elsker smukt.

Kjbh., Juni 1893 .
30

LYKØNSKNING .

Som et Tog Beduiner
over Sandets øde Flader,
saadan ride mine Ønsker
frem i lange tavse Rader.

Som et Tog af Beduiner
langs ad Ørknens vide Veje,
vandre mine Ønskers Hære
ind for Dem i Dag og neje.

Mere Guld end Ørknen rummer,
mer end en Kamel kan bære,
mer end Ørknens Søn kan røve
Deres Part af Lykken være!

Friske Kinder, klare Øjne,
Latter, Sang og søde Drømme,
Solskinstanker, Hjærtensgodhed
ind i Deres Dage strømme!

Som et Tog af Beduiner
i Damasker-Stadens Gader,
saadan vælde mine Ønsker
frem i lange, tavse Rader.

7/9 1893.

NAT .

Mens Jorden sover Rusen ud,
og Nattens Time haster,
da sidder den brave, gamle Gud
deroppe og ryger sin Knaster.

Han skuer vemodig til vor Jord,
og tidt hans Taarer trille:
"I Mennesker, som dernede bor,
hvor arter I jer ilde!

31

Ja sov I kun, saa har jeg Fred,
I er nogle slemme Fyre.
Det er ej let for mig gamle Gud
I Menneskebørn at styre".

Og Natten summer, og alt er tavs,
kun hist et Skrig af en Vibe; -
et Kornmodsglimt over Skyen gaar -
det er Gud, der slaar Ild til sin Pibe.

Kjbh. 16/10 1893 .

IFALD -

ifald du skulde vaagne
ved Klang som af en Gige,
tro ikke straks som Jeppe,
du er i Himmerige.

Tro hellere, hvad sandt er,
du er en fattig Fanden,
der ligger paa et Tagrum
og lytter til Liremanden.

Januar 1894 .

EN SYND .

Hun rakte frem sin Mund til Kys,
men jeg var ung og dum og fejg;
hvor gjerne jeg end vilde det,
jeg gjorde det dog ej.

Og denne fagre, friske Mund,
der luede af sødt Begjær
og svulmede med tusind Kys,
den kom jeg ikke nær.

32

Da rødmed hun, som ind mod Høst
en Valmublomst i Middagsglød,
to klare Taarer tindred frem
og sank i hendes Skjød.

Saa sprang hun op og tog sin Hat,
og sa' Farvel med bortvendt Blik.
Aa, Gud, hvor glad og frisk hun kom,
hvor sønderknust hun gik!

Og naar jeg tænker paa, hvad Synd
jeg har at angre før min Død,
jeg tænker paa det Taarepar,
der sank i hendes Skjød.

Kjbh. 14/1 1894 .

SAA FAGER FOR HUN -

Saa fager fòr hun gjennem Havens Gange
en Raa kan ikke flytte Foden bedre,
det var et Syn, som løb hun frem paa Fjedre,
og hun var fuld af Skjælmeri og Sange.

Hun søgte mig, der sad bag Hyldens Grene
og slugte hendes Dejlighed med Øjet.
Nu stod hun for mig straalende fornøjet:
"Men kjære, sidder du da her alene!"

O, tænk jer hende, varm og duftombruset,
at hvile paa mit Knæ i Aftenrøden
og hviske, at hun elsker mig til Døden,
- kan ikke mindre gjør et Hoved kruset?

Og denne Mund, de sorte Øjenvipper,
og disse Hænder, skjælvende og myge,
der uafbrudt om mine Kinder stryge,
de gjør det af med alle ens Principper.

33

Og Maanen danser over Lindetoppe
og strør sit Guld paa tvendes Elskovsleje.
Og naar to Sjæle slig hinanden eje,
da ler du, alvorsfulde Gud, deroppe.

Kjbh. 27/4 1894 .

VAAR .

Nu løves alle Bøge,
nu summer Bi i Hækken,
nu lufter Vinden sydfra,
og Gjedden slaar i Bækken.

Nu bues Verdenshvælvet
med Himle over Himle;
vi stirrer i det Blaadyb,
til alle Sanser svimle.

Nu løftes alle Barme
af stor og mægtig Længsel;
men Fangen fælder Taarer
bag Jærnet i sit Fængsel.

Kjbh. 4/5 1894 .

DU KJENDER IKKE ENGEN -

Du kjender ikke Engen
bag ved min Faders Lade,
hvor tusind friske Blomster
i Morgendug sig bade,

og ej den Vellugtsbølge,
der stiger fra Violen
og fra dens tusind Søstre,
naar de faar Kys af Solen.

34

- Jeg tror, i alle Blomster,
som sig paa Engen fjæle,
der dølge sig fordægtigt
smaa fine Kvindesjæle,

som snart i Længsel skjælve
og snart i Fryd inddysses,
men saligt gjennembæves,
naar de af Solen kysses.

Se derfor er vi alle
ved Blomsterne saa glade,
og bøje os til Jorden
og kysse deres Blade, -

og derfor er det bedste,
der siges om en Kvinde,
at hun er skjøn som Rosen
og bly som en Kjærminde.

- De er en lille Maj-Blomst,
der ler mod Morgensolen,
og De har vakre Søstre
i Liljen og Violen. -

Thi friskere end Rosen,
end Engens Kabbeleje
og alle Vaarens Blomster,
er lille Frøken Maja.

6/5 1894.
35

SALMETONE .

Den sidste Sang af Dagen, det første Skrig af Nat
nu mødes under Himlens Buetage,
nu standser Dagens Fugle den glade Tagfat,
men Uglen udflyver for at jage.

Jeg er saa ræd i Natten, jeg er saa glad ved Dag,
min Jubel nærer sig ved Lysets Strømme,
men hejser Natherolden sit sorgsorte Flag,
da fyldes min Sjæl af Vemods-Drømme.

Da græder hvert et Minde, der før mod Himlen sang,
jeg gjæstes da af Bud fra Dødens Rige,
og alt, hvad jeg har syndet og fejlet engang,
som Skygger sig om mit Leje snige.

- O Dag bag dine Bjærge, vi venter paa vor Drot,
stræk ud dit Scepter over Jordens Flige!
thi er der ikke skrevet: at Lyset er godt?
Vær lovet, o Sol, jeg ser dig stige!

Jebjærg 13/6 1894 .

BREV AFBRUDT .

Nu trykker Søvnen mine Øjenlaage,
tilgiv, min Skat, jeg kan ej længer vaage!

Et Blik endnu ud af den aabne Rude,
før Hovedet jeg sænker mod dets Pude:

Dér vandrer Maanen over Østerhimlen,
en Kronprinsesse iblandt hele Vrimlen.

I hendes Nærhed fire blanke Stjerner
omkredser hende som en Flok af Terner.

36

Vist tusend Funker gjennem Natten flimrer,
mens nordom Dagens Fakkel halvtændt skimrer.

Og dybt i Syd, i stor og ensom Pragt,
der holder Sirius paa Himlen Vagt.

Derinde under Nattens største Stjerne
der sover du, min Hustru, i det fjærne.

Og mens mit Blik det vide Rum udmaaler,
jeg sender tusind Kys ad Stjerners Straaler,

der lig en Regn af Stjerneskudsraketter
skal gjennemstribe dine Drømmenætter.

Aakjær 29/7 1891 .

STRØMMEN DREV -

STRØMMEN DREV OG TOG BAADEN MED
gjennem grønne Enge;
blandt gule Iris vi drev afsted;
Folk var i Senge.

De gule Iris du brak og strøde
paa Baadens Bund,
og trykked vildt dine Læber røde
imod min Mund.

Og paa det gule, duftende Lagen
du knæled ned;
med strakte Arme saa hvide som Dagen
du drog mig med.

Dit Shawl du kasted omkring os begge
mod Nattens Duggen;
jeg hørte ikkun dit Hjærte pikke
og Aaens Klukken.

37

Da glemte vi dem, der laa derinde
ved Væggetøjet,
hver Mand med Ryggen imod sin Kvinde,
i Søvnen bøjet.

Mens Lygtemanden med Blus paa Lampen
paa Kjæret spøgte,
og Mosetrolden med megen Dampen
sin Pibe røgte -

Mens Elverpiger med sære Fagter
drev Leg i Sivet,
vi gav os hen til de høje Magter,
der styrer Livet.
Aakjær 22/8 1894.

POLEMISK .

det mindste Tryk paa et raadent Æg,
og Skallen brister i Stykker;
da sprøjter det op i dit Syn og Skjæg
og lugter som alle Ulykker.

Jeg trykked engang paa en saadan Fyr.
Paa hvem? Dit Spørgsmaal kan spares.
Min Dristighed faldt mig forøvrigt dyr,
thi Lugten - Gud Fader bevares!

Kjbh. Novbr. 1894 .

FORPAGTER LARS .

forpagter Lars med den store Vom,
der døde igaar, og som var saa from,
ifald man kan lide paa "Vennernes" Dom,
skal han til Himmels - I Engle smaa,
da faar I noget at slæbe paa!

1894.
38

JEG KYSSER DINE KINDER -

Jeg kysser dine Kinder, jeg kysser dine Læber,
jeg ildnes af de Druer, jeg plukker paa din Mund;
jeg hidses af den Tanke: hvor ærligt end jeg stræber,
saa kan jeg aldrig tømme det Bæger til dets Bund.

Ja, som en tørstig Vandrer mod Kvæld ved Kilden knæler
og øser under Skjælven dens aftensvale Drik,
saa knæler jeg og skjælver, imens jeg henrykt stjæler
din røde Munds Berusning, dit vege Drømme-Blik.

1895.

DA MAN SKØD TROFAST .

Saa er du død, min laadne Ven,
skudt ned paa maa og faa;
dit Morgenbjæf, dit Aftenskjænd
det svarer aldrig mer igjen
mod Hjemmets Mure graa.

Naar jeg fra Staden vendte hjem
den lange, lange Vej,
og jeg fik Døren lidt paa Klem,
fik hilst paa Mor, fik Skjæmten frem,
jeg spurgte efter dig.

Og sprang du over Tærsklen ind
med Glædeshyl og -Hop,
og klapped jeg dit gule Skind,
da først kom i mit rørte Sind
den rette Stemning op.

Da saa jeg, Hjemmet var som før,
i Mindet ingen Mist,
fra Klinken i den brune Dør
indtil dit laadne Skinds Kulør
var alting just som sidst.

39

Men nu er det en anden Sag,
for nu er du jo skudt;
nu har du haft din Dommedag,
din Pande har man sprængt i Kvag
med Rævehagl og Krudt.

Ak, at jeg ej kan hjælpe dig,
at tavs er nu din Mund!
Du logrer aldrig mer for mig,
din Dom den appelleres ej,
du var jo kun en Hund.

Men jeg vil sukke næste Aar
og mærke Mindets Brist,
naar jeg paa Hjemmets Tærskel staar
og sér, at i den gamle Gaard
er alt ej helt som sidst.

Kjbh. 17/9 1895 .

DEN GUD JEG BEDER TIL .

Den Gud, jeg beder til i Løn
- som ej i Himle bor -
han elsker mer een tænkende
end tusinde, som tror.

Han hader Lugt af Bukkefedt
og svedent Lammekjød
og trænger ej til Styrkedrik
af Nektar eller Mjød.

Hvor Offerflammens fede Røg
fra Stenen lang og ru
besudler Himlens klare Blaa,
der fly'r han fra med Gru.

Hvor Præstehaanden ringbesat
slaar ned i Prækestol,
jeg fandt ham ej, men, o saa tit
i Aftnens milde Sol.

40

Naar Dagens sidste Fakkelblink
belyste Fjord og Vig,
bag kobberrøde Skyers Rand
jeg saa hans Kjortelflig.

Og dette milde, varme Pust,
jeg følte mod min Kind,
se det var Gudens Aandedrag,
og ikke Nattens Vind.

Og saa jeg fra den høje Bro
dybt i den dunkle Aa,
jeg saa hans Aasyns milde Træk
blandt Bundens Stene staa.

Og gik jeg i den tavse Skov
omkring i Maanens Skjær,
jeg følte i den mindste Ting,
at Guden var mig nær.

Hans Stemme lød i Bækkens Sang,
i Agerhønens Kluk,
i Musens Pip paa Grøftekant,
i Andetrækkets Suk.

Og dette brede Himmelhvælv
saavel som mindste Dam,
den tavse Skov, det vide Hav,
alt er det fyldt af ham.

Hans Kirke spænder ud sit Telt
med Stjærner Himlen rundt;
den brede Jord er Nadverbord,
og Havet Døbefont.

Dybt bøjer jeg mit Knæ for ham
tæt ind ved Havets Bred
og be'r af alt mit unge Mod
her midt i Nattens Fred.

41

Og styrket styrer jeg min Vej
og følger Kaldets Bud
i aldrig rokket Tro paa dig,
Naturens stærke Gud.

Kjbh. Novbr. 1895 .

I MØRKE .

Jeg ser mod Himlen. Ej een Stjærne blinker,
i Rummet hænger der kun tunge Taager.
Hvor er "det Øje, som i Natten vaager",
mens Havet brøler under sine Brinker?

Jeg ser mod Jorden. Sorte Popler luder
langs Vejen, hvor jeg gaar i Sjap og Ælte;
tolv skingre Slag fra Taarnet Midnat meldte,
mens Lyset sluktes trindt i alle Ruder.

Eet Lys bevarer dog sin fulde Styrke.
Derude, hvor dets lille Flamme strider,
en fattig Sjæl de sidste Kvaler lider. -
Kan du nu finde Gud i dette Mørke?

1895.

BONDESTUDENT .

Saa tror du, Studenten er tør som en Pind, -
da skulde du rigtignok vide,
hvor Blodet kan jage med Il mod hans Kind,
naar Tjørnene klæder sig hvide,
da rejser han Ho'det og ter sig saa sky
og lister sig ud af den larmende By.

42

Han vandrer da ud i den grønnende Vaar,
hvor Lammene leger paa Høje,
den springende Hare, den snigende Maar,
- han følger det alt med sit Øje, -
han aabner sin Favn for at kryste den Jord,
hvor Mennesket vandrer, og Blomsterne gror.

Med Ryg mod en Stamme og Haand over Bryn
han spejder saa vidt over Lande;
hans Sjæl suger Fred af det herlige Syn,
mens Vaarvinden kysser hans Pande;
hans Hue er falmet, hans Jakke er slidt,
men Armod og Laser han ænser nu lidt.

Thi nu er tilende den Vinter saa ful
med Madvig og Kakkelovnsrøgen,
med Rykkeres Mængde til "Kjørmis" og Jul
og sejg og evindelig "Søgen",
med Skoser fra Hjemmet og "Hjælpernes" Trop,
naar Mønten gik fløjten, og Sulet slap op.

Thi her hersker Gjøgen, ham skylder du ej,
han kukker som du for sin Føde
og elsker som du den fortryllende Maj
med knoppende Valmuer røde;
og ligesom du sover Gjøgen paa Kvist,
er ikke des mindre en stor Optimist.

Saa løft da din Hat for den evige Vaar,
for Droslen og Viben og Gjøgen,
for Hjorten, der fri gjennem Skovene gaar,
for Duen, der kurrer i Bøgen;
- og saa gaar du hjem til den larmende By
og drejer din knirkende Kværnsten paany.

Kjbh. 1/5 1896 .
43

BRYLLUPSVISE .

naar Duen vipper paa Bøgegren,
der pyntet staar med lyse Knopper, -
og Bækken klukker blandt glatte Sten,
og Skaden kaad i Pilen hopper, -
da stryger Vinden saa lindt om Kyst,
at Sorgen smælter med Sneen tyst;
du blir saa god,
og du faar Mod
at vove Dyst igjen med Livet.

Som Fuglen længes bag Vaarens Hegn
og søger sig en Viv at vinde,
som han kan elske i Sol og Regn;
- saa længes ogsaa Mand og Kvinde.
Hvert givet Løfte, hvert halvglemt Ord
faar Lød og Farver, mens Rugen gror.
- Til Lærkesang
og Klokkeklang
gaar tvende op mod Kirkens Alter.

- Saa følger Livets den lange Dag,
med Sommersol og Vintervæde,
hvor fælles Sorger gi'r fælles Sag,
og fælles Stræben fælles Glæde.
Og sortner Søen omkring vor Stavn,
vi staar dog fastere Favn i Favn;
- det er vor Tro,
at helst hos to
vil Lykkens Svale Rede bygge.

Kjbh. Maj 1896 .

SVENDEMANDS VENNER . BØRNERIM.

Her er Soen, sikken en!
Messingring i Næsen,
lange Øren, korte Ben,
uopdraget Væsen,

44

spiser uden Smække paa,
for hun er en rigtig So,
bruger aldrig Gaffel,
Kniv og Vandkaraffel.

Missekatten lopper sig
med sin laadne Læbe,
Vaskesvamp den lider ej,
ynder ingen Sæbe;
dog er Mis saa pæn og ren,
har de nysseligste Ben,
visker sig om Snuden,
spejler sig i Ruden.

Skinner Sol i Stuen ind,
vaagner Mis i Karmen,
standser Mundens travle Spind,
mærker Sult i Tarmen,
ta'r sin Søndagshale paa,
lister ud blandt Græs og Straa,
søger Musens Rede
for dens Børn at æde.

Hanen er en farlig Fyr,
svanser rundt og praler,
hopper op og gjør Postyr,
bander, saa det galer.
Hønen siger kun saa lidt,
men hun tænker sikkert sit,
vralter ind i Bøvlen
og gjør Æg i Vrøvlen.

Vædderen, den tykke Bels,
vil Smaadrenge stange,
Faaret i sin hvide Pels
bræger over Vange.
Ved den blanke Mosedam
klipper Mor det lille Lam,
saa faar Mama Klokker,
saa faar Søster Sokker.

45

Kippekalven har det godt,
den skal ej i Skole,
faar saa tit en Havretot
af den store Ole,
slippes ud paa Engen grøn,
finder Verden lys og skjøn,
drikker Mælk af Spanden
og faar Horn i Panden.

Koen staar i Kløver tæt
mellem Høns og Humler,
æder sig saa trind og mæt,
lægger sig og gumler,
letter snart sin dovne Krop,
stikker Halen lige op,
render over Ende
Bedstefar og Svende .

Føllet gaar saa strunk omkring,
pytter ad det hele,
gjør saa kaade Hop og Spring,
kjender ej til Sele;
ved sin Moders Patte faar
det en dejlig Mælketaar,
og i Bondens Havre
æder det sin Davre.

Store Heste lider jeg;
naar til Vands de drage,
da vil store Ole mig
op paa Hoppen tage.
Og naar jeg er bleven stor,
ager vi til Bedstemor.
Lotte gaar ved Lisken;
saa skal jeg ha' Pisken.

4/8 1896.
46

HOLGER DRACHMANN .

Under Stranden gaar en ensom Ridder,
Kappen flagrer i den kaade Blæst;
rundt ham glimter Sandets øde Vidder,
spejdende paa Klitten Maagen sidder,
bag ham stejler Bølgens hvide Hest.

Dansken kjender ham, den blonde Kjæmpe,
helt en Sanger, fuldt en Rytmens Mand;
han har aldrig faret frem med Lempe,
aldrig søgt sin Vredes Baai at dæmpe;
der er ingen i vort Land som han.

Der, hvor under hvide, stejle Brinker
Bølgen leger med det gule Rav,
der, hvor Fiskens Bug i Garnet blinker,
der, hvor han Lars Kruses Baad tilvinker,
blev han viet til det store Hav.

Og hun tog ham i de stærke Arme,
hængte Stridens Glavind om hans Lænd,
gød ham i hans Blod sin Golfstrøms Varme,
lagde Uvejrsmodet i hans Harme;
thi hun lider ikkun kjække Mænd.

Hvor Novembernattens Storme tude,
tænker vi paa ham og paa hans Hav;
og mens bladløst Poplens Gren derude
kaster rædde Skygger paa vor Rude,
mindes vi hans Rytmes Gangertrav.

I en Tid, hvor idel Stønnen høres
fra forpinte Hjærters Ribbensbur,
hvor kun Skumringsklynk imod vort Øres
smertesvulne Trommehinde føres,
lyder frelsende hans glade Lur.

47

Naar om hundred Aar han bleg om Panden
hviler, Danmark, i din Moderfavn,
og to Elskte ensom gaar ved Stranden,
vil de se paa Havet, paa hinanden,
se - og hviske Holger Drachmanns Navn.

Oktbr. 1896.

SAA SIG MIG -

Der risler en Bæk i det stenede Krat,
den risler ved Dag, og den risler ved Nat.

Der synger en Fugl under Storbøgens Tjæld,
den synger ved Gry, og den synger ved Kvæld,

Der sidder en Kvinde i Jomfruers Lag,
hun ler, saa det gjalder i Væg og i Tag.

- Højt skatter jeg Bækkens den rislende Lyst,
og Solsorten rørte en Stræng i mit Bryst.

Men stærkest jeg elsker det levende Væld
af lysøjet Jubel ved Gry og ved Kvæld.

Saa sig mig da, Evas blaaøjede Datter,
hvor henter du fra denne rislende Latter?

Vinter 1897.
48

STUDENT-MAJ .

I Syden saar man Kanoners Sæd,
mens vi herhjemme saar vor Havre;
dér flygter Bonden forskræmt og ræd,
hos os han spiser trygt sin Davre;
han tygger sindigt og med Grundighed,
det haster ikke, for vor Bonde ved:
gaar det end smaat,
gaar det dog godt;
og gaar det ej - naa ja, saa staar det.

Vi er et Folk af en egen Art
og kom som oftest sidst til Gildet;
de Ben, de store har mætte spart,
dem har vi andre gjærne pillet.
I Politik vi naa'de ikke højt,
vi lød for villigt Junkerpibens Fløjt;
Alter og Slot,
Tietgen og Thott,
det rimed altid godt i Danmark.

Vi prygler løs paa den samme Sæk
og stadig med den samme Kølle;
vi holder Vask ved den samme Bæk
og kjører mest til samme Mølle;
vi gaar til Baller, og vi gaar til Bad;
vi kan saa smukt hinanden udenad.
Den Sag er fæl,
det slaar ihjel,
langt mer end Kugler og Kanoner.

- Nu væves yndeligt Eng og Mark
med Kavling og med Kavelotte;
og Storken, Foraarets Patriark,
gaar rundt, alvorlig som en Skotte.
Brushanen danser ved den blanke Aa;
fra Busken ser hans unge Viv derpaa.
- Hejsa og Hop!
Vinduet op!
og lad os faa lidt Luft i Stuen!

49

Se, der fløj Høgen dit Hus forbi,
og over Taget svitter Svalen;
den snilde Ræv gaar paa Frieri
med Smil om Mund og Dusk paa Halen.
Raabukken gaar saa strunk som en Student,
der lige nys har faaet sin Frakke vendt.
- Hejsa, min Glut!
vent et Minut,
saa gaar jeg glad med dig i Skoven!

Kjbh. 1/5 1897.

JENS HURRA .

Jens Hurra kaldtes en Ungersvend
med Halm i Sko og med Rem om Lænd,
med Hestekræfter og Bjørnemod,
den fejreste Gut i hver Dansebod.

Hans svære Lemmer, hans Nævers Vægt
gav allevegne hans Ord Respekt;
i mangt et vestjydsk Fyrrebord
end sidder Mærker af Jens Kno'r.

Han var den flinkeste Arbejdsmand,
der sled for Føden i Jydens Land,
hvad enten han svang den hvinende Plejl,
hvad eller han æltede Ler til Tegl.

Han lo ved Gry, og han sang ved Kvæld;
Jens Hurras Humør gik aldrig paa Hæld;
han tog om Livet hver vakker Tøs,
de kyssed gjerne den ranke Knøs.

I Høsletstiden, naar Leen klang,
og rædde Frøer for Æggen sprang,
da voxed hans Kræfter, og Læs paa Læs
han strø'de om sig af slaget Græs.

50

Der gled i Engen en sølvblank Aa;
naar Sol var nede, og Nat faldt paa,
da stimed sammen paa Aaens Bred
en Hær af Piger, og Jens var med.

De slog i Strømmen med Rivens Tand;
hvem bar dem over det brede Vand l
Jens tog dem paa Armen to og to
og kløv saa Aaen i sømslagne Sko.

Men Vandet skvulped om Knøsens Lænd,
de smukke jamred med Klynk og Skjænd,
de knuged ængstelig Kjæmpens Hals.
Jens gik saa let, som han traadte en Vals.

Han mored sig ved deres Angst og Mén
og kneb dem blidt i de tykke Ben,
saa slap han dem ned paa Bredden grøn;
et Kys af hver var hans Færgdøn.

Jens Hurra ejed ej Sølv i Skrin,
men Viddets krasseste Brændevin,
- der hverken var ren eller fuselfri -
han havde sin Lyst og Styrke i.

Hans Stolthed var en Harmonika,
den kunde han trække Toner a',
der kunde gjøre en Kat jaloux
og tolke Alverdens Elskovsgru. -

En frisk, en brav, en gemytlig Gut;
men ogsaa det brave kan gaa kaput;
hans Død kom til ham lidt før end bedt,
og sidste Gang havde Kjæmpen lét.

Det spurgtes vidt over Hedens Land,
at Jens var mærket til Dødens Mand;
man tog det med Ro efter Landsens Sæd,
men alle de muntreste Piger græd.

51

Da Jens kom efter, hans Død var nær,
han kaldte stille paa Røgteren Per:
"Naa, Per, her ligger jeg ret som en Klud;
mit sidste Glas har jeg stukket ud.

Lad Folk da sige: Han drak og sled,
hvad bedst han gjorde, man næppe ved.
Den Dag han døde - men aldrig før -
man saa Jens Hurra i snavs Humør!

Og hils saa alle de Piger smaa,
foruden mig de nu danse maa;
de tusind Kys, de mig villigt gav,
dem ta'r jeg taknemlig med i min Grav.

Og hiv saa ned fra sin Læderstrop
Harmonikaen, og spil en Galop;
det volder ellers saa stort Besvær
at slippe af med den Smule Vejr.

Mit Spilleværk være da dit til Tak
med samt den Rest af min Røgtobak;
det er min Vilje, mit sidste Bud,
og dermed far vel, og befalet Gud!"

Per Røgter steg op paa et Kistelaag,
hans Træskohæle mod Kisten slog;
de Toner skingred som Ulvehyl,
de skar som Sav, og de prak som Syl.

Per Røgter, berust af sin sære Kunst,
sig hidsed op til en egen Brunst.
"Naa Jens, hvad tykkes du, skal vi ha' mer?"
Men ingen svared; da standsed Per

og sprang fra Kisten: "Aa, Jens, giv Tid!"
Men Vennen havde alt stridt sin Strid.
Jens Hurras Aand var faret herfra
paa Tonerne af hans Harmonika.

Foraar 1897 .
52

DER GAAR SAA MEGET TIL SPILDE .

Der gaar saa meget til Spilde
paa denne syndige Jord:
de skjønneste Tanker, de varmeste Taarer,
det blideste Blomsterflor.

Se, udover Gjærdet hænger
Rosernes duftende Klynger;
de sidder og venter paa Æventyr,
mens Vinden dem nænsomt gynger.

De dufter saa blidt, de spreder sig vidt,
men ingen kommer og plukker;
da bliver de kjed af al Verdens Ting
og sagte Kalkene lukker.

Snart drysser ned i det vaade Sand
den Sansernes Lyst og Glæde,
og Bondens vraltende Oxespand
paa Rosenbladene træde.

Der fødes saa meget paa denne Jord,
som aldrig Liv har krævet;
der dør saa meget foruden Spor,
som aldrig rigtig fik levet.

Der svulmer mangen en Jomfrubarm
og knoppes som Rose paa Stilke,
som aldrig krystet af Mandens Arm
maa rynkes af Savn bag sin Silke.

Ja, visne vil Pigers og Rosers Flor,
de røde saa vel som de hvide;
men den, som vil leve paa denne Jord,
han plukke de Roser i Tide!

Juni 1897.
53

JEG VAR SAA TRÆT -

Jeg var saa træt af Byens Larm
og Usselhed;
jeg maatte ud, ha' Luft, bli' varm,
se Sol gaa ned.

Jeg maatte bort fra Gadens Kvalm
og Stadens Pest,
og sove paa Alkovens Halm
som Bondens Gjæst.

Jeg maatte væk fra Vrøvl og Øl
og Gydens Stank,
og bade mig med Engens Føl
i Aaen blank.

Jeg længtes som et fanget Dyr,
som Ravn i Bur,
mod brune Heders Æventyr
og Guds Natur.

Jeg lukked med et Smæld min Bog
og greb min Hat;
til Byens klumre Ravnekrog:
god rolig Nat!

Efteraar 1897 .

HEDEVANDRING .

I.

Her har jeg Himlene over min Isse,
her har jeg Lyngheden under min Fod.
Musen har Rede i guldgule Visse,
Hugormen døser ved Gyvelens Rod.
Graalærkens Sang,
Faar'klokkens Klang,
gjør af min Vandring en Paradisgang.

54

Haren ta'r Spring over Blaabær og Rævling,
ilsom den svinder bag Lynghøjens Kam,
inde bag Bakkerne lusker en Grævling;
vogt da, o Hyrde, de hvide smaa Lam!
Ser du hans Bo,
lad ham i Ro,
han bider lukt gjennem Strømper og Sko.

Dunlet i Luften sejler en Maage,
Sollyset glitrer i Vingernes Pragt;
lavt over Lynghavet styrer en Raage,
kluntet er Flugten, og sort er dens Dragt.
Raage og Ravn -
hvad gjør et Navn:
Heden ta'r alt i sin dølgende Favn!

Viben har Unger bag Porsenes Ranker -
duk dig, nu slaar hun jo ned i din Hat!
Ræven, den snilde, bag Tyttebærranker
lærer sin Yngel at lege Tagfat,
træder sin Dans,
svinger sin Svans,
hele den vildene Hede er hans.

Her vil jeg drømme fra Sorgernes Skare,
skylle dem bort i et jublende Væld,
sende dem væk med den flygtende Hare,
bade min Sjæl i den duggende Kvæld.
Solen gaar ned,
Himmerigs Fred
sænk't over Lyngen og Sindene med!

1897 .

II.

Med raske Trin jeg over Lyngen skred,
og Mosset knased under Støvlens Saaler;
mod Vestens Flammeporte Solen gled
og favned Heden med de sidste Straaler.

55

Sært dufter Porsen nu i Duggens Bad,
kulsorte Skyer Tordenregn bebude,
og langt mod Øst bag Tørvestakkes Rad
en Bonde ager hjem bag sine Stude.

Fra Luften stiger Fugle langsomt ned,
de ser sig skræmte om, før Læ de søge;
thi Nattens Hede har ej idel Fred,
men den har ogsaa Rævepak og Høge.

Se, derfor skjælver hver en lille Fugl,
der søger spejdende den aabne Rede;
for den har intet lovbetrygget Skjul,
og intet, intet Fadervor at bede.

Og derfor hører jeg et Vemodssuk
just nu, da Solens Baad til Havs vil sejle,
jeg hører det i Agerhønens Kluk
og i dit Tungsindsfløjt, graagule Hjejle.

Og selv jeg gribes af din Tungsindsgru,
din Natterædsel, store, brune Hede;
thi lille Fugl, jeg er forladt som du
og har ej noget Fadervor at bede.

1897.

RÆVEJAGT .

"Aahej, Hr. Mikkel, nu har jeg dig,
nu skal din Røver skydes!
For Kyllingrov og for Lammesteg
skal nu din Pels mig ydes.

Jeg fattes bare din røde Hud
blandt alle de Rævepelse,
hvormed jeg forer et Bryllupsskrud,
en Kaabe fin til min Else." -

56

Og hastig brænder vor Skytte løs,
blandt Bakkerne drøner Knaldet.
Hr. Mikkel bliver en Kjende nervøs
ved Haglenes Smælden i Faldet.

Men Mikkel smutter i Bakken brat,
han vil saa nødig skydes;
langt hellere da en Vinternat
med Sulten i Graven brydes.

Den Skytte rusker med øvet Haand
i Lyngens knudrede Ranker;
af dem og af Vidjens vege Vaand
et Læs for Hulen han sanker.

"Aahaa! god Mikkel, giv bare Tid,
nu skal du ej længer fryse!"
Den Røg sig breder saa fed og hvid
og bringer vor Ræv til at nyse.

Den trygge Skytte ved Hullet blev,
han huskede ikke, Taaben:
det maatte være en daarlig Ræv,
der ej holdt en Bagdør aaben.

Mens Ilden spraged af al sin Magt
og slikked om Rævens Køje,
og Røgen slog gjennem Hulens Tragt
og sved i hans snedige Øje,

Hr. Mikkel gjennem sin nordre Port
fortrak for den sviende Flamme;
den snilde Mester havde just gjort
hin Løngangsdør for det samme.

Men da han naaed et Bakkenæs
og saa den Røg opstige,
han skar sit allerfiffigste Fjæs
og vendte sig som for at sige:

57

"Ja driv du kun dit golde Stræv
og riv i Rævlingens Buske;
et Faar har aldrig luret en Ræv,
saa længe da jeg kan huske.

Jeg haaber, at baade jeg og du
skal slide Tiden med Helse,
om ogsaa du nødes en Gang endnu
at vente en Stund paa din Else."

1897.

SAGN .

Graavidjen brummer i Nattens Sus,
og Haglen trommer mod lynglagt Hus,
mens Ræven skriger paa Heden.

En Kvinde lytter bag Hyttens Karm:
"Jeg hørte Raab og forvirret Larm,
og Ræven skriger paa Heden!

Ak, vaagner nu ogsaa Drengen spæd!
Hans Far er ude, jeg er saa ræd,
naar Ræven skriger paa Heden!

Han tog til Marked; Gud naade mig,
hans onde Nabo tog samme Vej!
Hør, Ræven, Ræven paa Heden!"

- Bag lynglagt Hytte ved Bakkens Fod
udøser Skurken sin Uvens Blod,
mens Barnet græder paa Heden.

Hvor Vidjen dølger en sumpet Sig,
der sænkes i Nattens Mulm et Lig,
mens Ræven skræber paa Heden.

58

Hvor Vandet klunker om Brinker graa,
der gaar den Brasen saa bred i Aa.

Der vandrer Fiskeren Natten lang
med Aaleblus og med Toggerstang.

Med eet han staar i en lyngkranst Sig,
hvor Sagnet gaar om et nedsænkt Lig.

Et Pust fra Sumpen, et iskoldt Gus
udslukker Fiskerens Aaleblus.

Da var det, som tusind Fugle for
med Suk og Susen fra Syd til Nord.

Begyndte som pibende Klynk og Kluk.
og endte i skrigende Vi og Vok!

Da slap den Fisker sin Toggerstang,
og over Grøfter og Kjær han sprang.

Han glemte sit Garn, han glemte sin Fangst,
hans Strube snøredes til af Angst.

Thi over hans Isse lavt over Jord
de sorte Helvedes Fugle for.

Og hvor han stirred blandt Banker graa,
han idel gloende Øjne saa.

Den arme Fisker, med Skum for Mund
de fandt ham den næste Morgenstund.

Hans Aand var rystet indtil hans Død,
nu ligger han hyllet i Jordens Skjød.

Saa klinger endnu det natlige Sagn,
mens Bonden ved Midnat sætter sin Agn,
og Ræven skræber paa Heden.

1897.
59

BILEAM OG HANS ÆSEL .

4. Mos. 22.

Det var "den Guds Profete" Bileam
han gjorde Navn og Stand og Stilling Skam,
saa at et stakkels Æsel maatte bøde
med Suk og Støn Profetens Syndebrøde,
og Herrens Vredes Lyn til Solskin vende.
Nuvel! Saa hør; Historien er denne.

Kong Balak herskede i Moabs Land,
for Øjeblikket just en plaget Mand,
thi ret som Okser Markens Græs opslikker
og Ørknens Aande Bækkens Strømme drikker,
fortærede den vrede Israelit
hans Landes Grænsers Grøde vidt og bredt.
Da skjalv af Vrede Balak, Zippors Søn,
og sendte til Profeten Bud og Bøn
og lod de Ældste gjorde deres Lænder;
med store Punge i de magre Hænder
de traadte under Bileams Palmers Skygge
og bøjede de gamle Hofmandsrygge
med allerunderdanigst Pietet
for Bileam, Beors Søn, men Guds Profet.
Profeten skeled til de store Punge
og bad dem dristigt løse deres Tunge.
Da traadte frem den ældste Moabit,
hans Gang var vaklende, hans Skjæg var hvidt
som Moabs Floder, naar om Høst de skummer,
hans Aasyns Rynker talte kun om Kummer.
"Vort Land er hærget af en Røverflok,
den ænser ikke Sten og ikke Stok,
den skjuler Jordens Kreds; som bange Kid
vort Folk omflakker hjemløst hid og did;
dens Gjærninger er alle af det onde,
den hugger Palmen om i vore Lunde,
den spreder Kildens Stene over Sandet,
af sønderslaaet Cisterne vælder Vandet.
Thi beder Balak, Moabs Majestæt:
kom dette Folk til Hjælp, o Guds Profet,
band Israeliten! Thi dem du forbander
de rejser aldrig mer de frække Pander!"
60 Den gamle tav, hans Sølv mod Jorden klirred;
Profeten rømmede sig lidt forvirret:
"Hvad her er Ret jeg skal faa aabenbaret;
bliv her i Nat, min Gud skal give Svaret."

Alt kolde Nattepust i Ørknen vandre
og Pinjens Kogler slaar imod hverandre,
Vildæslet hviled alt den rappe Hov.
Teltsnoren raslede, Profeten sov,
mens Maanelyset over Tæppet faldt.
Da stod i Teltets Dør en høj Gestalt,
Profeten vaagned pludselig og gøs,
det var som Blodet i hans Aarer frøs,
thi Skikkelsen i Døren steg og steg,
Profeten hvisked skjælvende og bleg:
"Hvad vil du, Gud? Tag bort de strænge Blikke".
En Tordenrøst: "Vogt dig, forband dem ikke!"
Og atter suser Ørknens kolde Vind,
og atter slumrede Profeten ind.
Saasnart de Ældste vaagnede ved Dag
de sendtes bort med uforrettet Sag.
Kong Balak jamrede med Graad og Klage,
der de kom uden Bileam tilbage.
Med større Sække sendte han igjen
de magre Oldinge til Pethor hen,
og atter blev vor Bileam charmeret
og af de store Sækkes Sølv duperet,
og atter blev han truet haardt af Gud,
men op ad Dagen kom der Kontrabud,
Gud vilde ikke mer hans Rejse dadle.
- Da lod Profeten skyndsomst Æslet sadle
og Moabs Gamlinger i Haab forlod ham,
men brat optændtes Herrens Vrede mod ham!

Det var en underdejlig Morgenstund,
man kunde se helt ned til Flodens Bund,
og Duggen laa endnu paa Markens Lilje;
Profeten sang, og Æslet lød hans Vilje
og travede, hvad Æsel trave kan,
med rejste Øren imod Moabs Land.
De naaede en Hulvej kold og dyb;
paa Bunden gik der tykt med alskens Kryb,
61 en Pinjeskov paa Skrænten stejl og brat
indhylled med sin Skygge alt i Nat.
Kun Fod for Fod Profeten kunde ride,
med eet sprang Æslet med et Ryk til Side,
thi foran begge, midt i Æslets Vej -
for Dyret synlig for Profeten ej -
der hvor Giftliljen snor sin blege Stængel,
der stod med Sværd i Hænde Herrens Engel.

Profeten rasende ved Æslets Spring,
lod Svøben suse ned i rappe Sving,
og Æslet sprang omkring fra Væg til Væg,
saa Stenen skrabede Profetens Læg;
det gøs for Sværdet og for Englens Blik,
der gjennembored det som Lansestik;
det syntes Æslet bindegalt det hele.
Fortvivlelsen og Skrækken gav det Mæle,
og sandelig, vor Æsel holdt en Tale,
der glimtvis strejfed det originale.
Af Svøben pint den raabte: "Men for Fanden,
er Guds Profet da gaaet fra Forstanden!
Ser du da ikke der den lange Bengel
- thi hvad ved jeg, maaske en Herrens Engel -
med Flammesværdet og med Flammeøjet
og sorte Lokker over Silketøjet;
han kløver sikkert baade dig og mig,
ifald vi gjør et Skridt ad denne Vej - -"

Med drøje Ord udskammed Æslet Præsten,
men selv du maa hos Moses læse Resten.

De gamle Fabler er slet ej saa gale,
thi alle har vi jo hørt Æsler tale.

Jebjerg 30/7 1897 .
62

MILDE ØJNE .

De er kun faa der aner, hvilken Magt
der er i tvende milde Øjne lagt:

To milde Øjne døved ofte Staal,
to milde Øjne slukked mangt et Baal.

Hvor alt var stængt for Trods og Vredesblik,
to milde Øjne Døren aaben fik.

De standsed tit i Flugten Hadets Lyn
og vendte det til et Forsoningssyn.

De lagde Balsam paa de Smertens Saar,
som haarde Sind og onde Hænder slaar.

For milde Øjnes Magt sank Peder ned,
dengang han angerknust gik ud og græd,

og tit et Kvindeblik en Yngling bandt,
der stod med Foden over Fjældets Kant.

I denne Glans af gode, milde Øjne
skal Jorden lutre sig og sine Løgne.

28/9 1897.

VINDENES VISE .

Il, smil,
Søndenvind,
Vaarens blide Datter,
du er Himlens Sendebud,
Knoppens Ven og Blomstens Gud,
mens jeg er knap Forfatter.

63

Hæs, hvæs,
Østenvind!
Dig kan jeg ikke lide.
Mon du selv kan sige mig,
hvem der ret kan lide dig,
som alting grønt vil svide?

Ryg, knyg,
Nordenvind!
Alle høje Graner
frygter for dit hvasse Ris,
gyser for din Sne og Is
og dine glubske Vaner.

Sus, brus,
Vestenvind,
sadl kun højt din Ganger!
Bark mit Skind og brun min Kind,
fyld min Lunge, styrk mit Sind
og gjør mig til din Sanger.

1/10 1897.

POLITISK UENIGHED .

Der sad to Venner ved et Krostubord
og talte om det sidste Kejsermord.

Den ene havde just sit Standpunkt klaret
og ikke Kejsere og Konger sparet:

Var de ej Snyltere i Folkets Hus?
"Som Hund og Stodder frier sit Skind for Lus,

saa hører det til Samfundshygiejne
at gi' dem sure Dage alle Vegne."

Med disse Ord han sig tilbage lagde.
Den anden strøg sin Manke op og sagde:

64

"Har du lagt Mærke til en Humlebi,
der strider for at komme i det fri?"

Med uafladelige Stød af Snuden
den uden Ophør bombarderer Ruden.

Dens Ryg, dens Braad og Ben sig anspændt krumme,
afmægtigt rasende den høres brumme.

Det dirrer synligt i de smaa Tentakler,
imens den giftfyldt over Glaret vakler.

Men næste Morgen vil et lille Lig
i Karmen melde om en haabløs Krig.

Den knuste Panden mod den blanke Rude,
et Trodsens Barn, hvis Saga her er ude.

- Som Humlebien raser du og jeg,
endskjønt vi ved, vor Rasen nytter ej.

Thi nytter noget Individets Trodsen
mod Samfundsbøddelen, mod Magtkolossen?

En Dag vil selv den bedste knuse Panden,
hvis ej forinden han har tabt Forstanden.

Og atter vil et frisk og blodigt Lig,
fortælle Verden om en haabløs Krig.

En saaret Stakkel løftes op ved Armen
og jordes lydløst som hin Bi i Karmen.

Og urørt smælder Tyranniets Fane,
og evigt gaar vor Jord sin krumme Bane."

- Saa talte klogt og skeptisk Pessimisten;
men bagom Skjægget brummed Anarkisten.

Jebjærg 1/10 1897 .
65

SALLING . EN SKJÆMTEVISE.

Musen sad ved dine Strande,
skjønt hun blev lidt vaad,
tog sig til den blege Pande,
brast saa ud i Graad,
raabte højlydt: "Her er Degne,
Præster, Provster allevegne;
ingen dog til Musens Glæde
vil dit Drapa kvæde.

Har jeg ikke klædt dig Jorden
grøn fra Top til Taa;
gaar der ikke Torsk i Fjorden
større end som saa?
Du har nok af krumme Bække,
Mel og Gryn i dine Sække,
Gammeløl i Kjæld'rens Mørke
mod en Høstdags Tørke.

- Grevefejdens røde Lue
hærged langs din Kyst,
kasted Blink i Bondens Stue,
Angs't i Munkens Bryst.
Har du glemt Jens Hvas hin brydske,
eller har du glemt Kræn Tyske?
Ak, blandt dine Stormænd alle
nævnes ingen Skjalde!"

- Og hun greb mig haardt i Kraven,
skjænked mig sit Kald,
og jeg kasted mig paa Maven,
og jeg blev din Skjald.
Se, fra Resengab til Nautrup,
ja, fra Aalbæk Strand til Flautrup,
Lem og Hem og Hjerk og Junget
har jeg dig besunget.

66

Mellem Sø og salte Sunde
blinker frem et Land;
Ploven ej dets Muld kan bunde,
næppe Spaden kan.
Alt er fedt og fladt, og Flaget
smælder over Ladetaget,
der hvor Brudeskaren bugter
sig langs Engens Slugter.

Sallingland, jeg vil dig ligne
ved en Bondetøs;
hendes Læber Gud velsigne,
Blikket er en Mø's;
bred er Hoften, fyldig Barmen,
fast er Foden, kjødfuld Armen,
Fjorden kaad og overgivet
ta'r den Glut om Livet.

Salling, dine hvide Stude
lyser langs din Kyst,
dine trinde, rige Brude
er en Bejlers Lyst;
hvilken Rus, ja hvilken Lykke
til et mandigt Bryst at trykke
sammen med en elsket Kone
30,000 Kr.!

Brede Gaarde, store Haver
spredte paa din Muld!
Hvem kan tælle dine Traver,
dine Grisekuld!
Fyrretyve Kirketaarne,
hvide som i Marmor skaarne,
peger tindrende mod Himlen
mellem Gaardevrimlen.

Op og ned i brede Vover
bølger tungt din Rug,
Ternen sejler let derover
med sin bleggraa Bug.
67 Skov i Øster, Hav i Vester,
røde Hopper, fede Præster -
saadan staar du for mit Øje
set fra dine Høje.

Himmel, skjærm det Folk fra Snue,
skjøt dets røde Føl!
Værn dets Ager, vogt dets Drue:
Sallings Gammeløl!
Lad det bruse, lad det skumme,
lad det Landsens Kræfter rumme!
Sign, o Gud, de fede Stude
og de trinde Brude!

Jebjærg 8/10 1897 .

MEJERIST-VISE .

Hej, Mejerister, tør Fløden af Skjægget,
røm jer og rens nu jer Bas - bur-ru-ru!
Syng saa en Vise saa dyb og bevæget
her ved vor glade Kalas - bur-ru-ru!
Glem Moralisternes Vaasen og Væv;
Livet, minsæl, har et underligt Væsen,
vær ikke for kræsen,
gaa frem efter Næsen,
om ogsaa den stundom er sodet og skjæv.

Mælken kasseres, fordi den har Syre,
Kjællingen bliver saa but - bur-ru-ru!
Hør, hvor hun larmer med Eder saa dyre,
snyder med Fingren sin Trut - bur-ru-ru!
Giftfyldt hun halser til Manden afsted:
"De Mejerister, de er dog en Plage,
har nogen kjendt Mage,
vor Mælk tør de vrage!
Nej, de Mejerister skuld' Fanden ta' ved!"

68

Grovsmeden ind ad Kontordøren klyver:
"Tror I kanske, jeg er gal? Bur-ru-ru!
Aldrig betaler jeg ringeste Styver,
nej, om det blot var en halv! Bur-ru-ru!
- Se, hvor han spytter og gnubber sit Knæ,
bander og stamper, saa Bøtterne bæve,
slaar ud med sin Næve
og bruger en Kjæve,
betaler sin Regning, - og gaar saa, det Fæ!

Damphesten aser som Samson i Møllen;
hør, hvor den pruster saa svedt - bur-ru-ru!
En tømmer Spanden, en anden maa skyll'en,
her gjøres Helved dig hedt - bur-ru-ru!
Men har du redet din pjuskede Lok,
tag saa et Kys ved den første den bedste,
saa faar du de fleste;
man elsker sin Næste,
og det siger Præsten, at det maa du nok!

Jebjærg 9/10 1897 .

OM ZEUS STEG NED -!

Om Zeus steg ned fra Himlen,
tog Hat og Stok og Støvler paa
og gik omkring paa maa og faa
og blanded sig i Vrimlen -

Om han kom ind i Staden,
hvor ærlig Mand i Skygge staar,
mens guldbeslaaede Æsler gaar
i Flokke midt ad Gaden -

Om han kom ind i Gyden,
hvor Solens Straaler knapt er kjendt,
hvor Sult omtrent er permanent,
som Rendestenens Flyden -

69

Ja, tren han ind i Kirken,
hvor tændte Lys for Altret staar,
mens Præst og Klokker svedig gaar
omkring i bjergsom Virken -

Jeg tror han løfted Stokken
og lod den "tærske Sædebyg"
paa mangen bred og lasket Ryg,
endog i Præsteflokken.

Kjbh. 29/12 1897 .

TROSSKIFTE .

Du hellige Kirke i Syd og Nord,
der er mod en Stymper saa streng,
tillader Fyrstinden ret sære Ting,
naar hun skal i Brudeseng.

Thi naar Prinsessen af Bünkenburg
formæles med Prinsen af Reusz,
der skiftes Chemisse som Konfessjon:
"Es lebe das heilige Kreutz!"

Igaar højluthersk Prinsessen sad
paa Slotskirkens polstrede Bænk;
idag hun befingrer en Rosenkrans
og douches af Vievandsstænk.

Og Præsterne messer i Kirkens Kor,
og Bønner opsendes til Gud;
saa skifter Prinsessen af Btinkenburg Tro
til Salver af Riffelskud.

Det flager i Havnen, det ringer i Land,
paa Slottet et glimrende Bal,
nu gnider vist Paven sin slunkne Vom,
men Bünkenburgbispen er gal.

70

Festblussene slukkes, Kalaset er endt, om lidt gaar Prinsessen til Køjs og avler Kongsemner til Folkenes Lyst med Fyrsten: Prinsen af Reusz.

Kjbh. 15/1 1898 .

DEN SYGE YNGLING .

Jeg bad til Gud een eneste Bøn.

Mig syntes hans Jord saa rørende skjøn,
mig syntes hans Himmel saa dulmende blaa;
man blev ret saa god af at stirre derpaa.

Jeg vandred saa glad mod den stigende Sol
og plukked imellem en dugget Viol;
jeg strakte mig salig paa Ageren grøn
og bad af mit inderste Hjærte en Bøn.

Bad ikke om Sølv og ikke om Guld,
ej Rader af Køer paa tommetykt Muld,

og ikke - som ellers Menneskets Kuld -
jeg hyklede Graad bag en Lommeklud
og spændte en medbragt Pose ud
og bad saa Himlene styrte den fuld.

Mig syntes hans Jord saa daarende skjøn,
og derfor jeg bad den eneste Bøn:
"Barmhjærtige Gud, jeg elsker dit Værk,
lad altid mig nyde det sund og stærk!"

Jeg rejste mig salig fra Ageren grøn,
jeg tro'de saavist, at han hørte min Bøn.

Men alle saa hører vi Herren til,
og Gud kan jo gjøre med sit, hvad han vil;
een plager han længe, een slaar han ihjel,
men god skal han være alligevel.

71

Mig gav han lønligt i Siden et Stik,
saa Livet sortnede for mit Blik;
jeg hylledes ind i en aarlang Nat,
mens Engenes Blomster visnede brat.

Se derfor beder jeg aldrig mer,
om og jeg imellem mod Himlen ser.

Kjbh. Jan. 1898 .

HERKULES .

Ung Herkules kasted sig rundt i sin Seng;
skjøn Omphale laa ved hans Side.
"Hvad er det dig fattes, min egen Dreng?"
hun fritted med Øjne saa blide.

Ung Herkules rejste sig op med et Sæt,
saa Sengen i Fugerne jamred:
"Nu vel, jeg er bleven af Ømheden mæt
og aander saa trangt her i Kamret.

Jeg ledes ved i Alkover smaa
saa hvide Kvinder at kryste
og længes efter paa Fjælde graa
med laadne Skjælmer at dyste.

Jeg hader din Seng og din trinde Lænd,
din Hal, hvor Narren slaar Mølle;
o, Omphale, Omphale, ræk mig igjen
min Løvehud og min Kølle!"

Kjbh. 21/1 1898 .
72

DA DE DØMTE ZOLA .

Saa fik du da endelig Digteren dømt,
du Verdens forbandede Skjøge,
der aldrig Tid eller Stund har forsømt
Nationernes Synder at øge,
der tog vore Sønner og tæred vort Brød,
der myrded og hærged og fængsled og skød,
til du var alene om Magten.

Det vidste alt længe den menige Mand,
der pløjer og hamrer og høvler,
at intet kan trampe et Folk og et Land
som Krigerens pløkrede Støvler,
at Retten er fældet, at Loven er brændt,
at Spydet er mod den retfærdige vendt,
hvor Sablen støttes af Korset.

Og saa blev han dømt, den glødende Aand,
Evropas digtende Tænker,
der løfted mod Gud sin besværgende Haand
for En, der sad bøjet i Lænker.
Nu slæbes han selv til Fængselets Krypt,
og der vil de gjemme ham sikkert og dybt,
mens Stjærnerne tændes og slukkes.

Men det vil du angre, du franske Nation,
der bor i de hundrede Stæder
og vandrer omkring mellem Rhinen og Rhôn'
og nævntes i Verden med Hæder.
Der kommer en Dag, da Navnet Dreyfus
vil fylde dit Blod med isnende Gys
og rødme din sænkede Pande.

Og da vil der løsnes et Suk i din Barm
mod ham, der for Retfærd har dystet,
mod ham, du forfulgte med Raaben og Larm
og flaaede Ordnen af Brystet;
og da vil du samle hver Stump af hans Ben,
og smykke hans Minde og kranse hans Sten
og pynte dig selv med hans Hæder.

Kjbh. 22/1 1898 .
73

BEDST I DANMARK .

lyd af Latter, Klang af Gafler,
Taler for den nye Præst,
som for Bisp og for Kolleger
fejrer en lukullisk Fest.

Stegen dufter, Vinen perler
rødligt paa de hvide Skjæg,
medens Kristus tornekronet
vaander sig paa Salens Væg.

Og de fromme Gubber glædes
kristeligt ved Øl og Mad,
og ydmygeligt de tømmer
Glas og Bæger, Skaal og Fad.

Og de løfter sig i Sædet
under Rømerglassets Klang,
og de synes, der er dejligt
i vor lille Dannevang.

"Tro mig, Venner", siger Bispen,
sætter Gaflen lidt i Hvil,
mens hans Blik langs Bordet glider
i et stort og saligt Smil:

"Al den Sorg, som Folket trykker,
Kivet mellem Mand og Mand,
al den Mén, som Hadet brygger
i vort elskte Fædreland -

det er blot en liden Skygge;
faar vi først den rette Tro,
skal paany de Daner bygge
kristeligt i Fred og Ro.

- - Aa, vi kjender disse Røster,
disse plumpe Raab om Brød;
maa jeg spørge, mine Præster,
lider man i Danmark Nød?

74

Føder Gud ej Ravnens Unger,
overstraaler Liljens Dragt
ikke, som Salmisten sjunger,
selve Salomons i Pragt?

Bølger ikke Kornet fagert
paa den blide danske Vang;
klinger ikke lifligt sammen
Lærkeslag og Klokkeklang?

Intetsteds der ofres bedre
til Begravelse og Jul;
ingen Mad os bedre smager
end det gode, danske Sul.

Hvorfor da misunde Frankrig,
hvorfor skue hen til Schweiz?
- Aa, vi har det godt i Danmark!
- - Ræk mig Stegen, Pastor Steisz!"

23/1 1898.

SMEDEN OG MISSIONÆREN .

Den raske Smed har alt optændt sit Baal,
og Hamren danser paa det røde Staal,
mens Smedjens Rum af Gnistesværme fyldes,
og Loftets Sod af Flammerne forgyldes.

Og ude i den blide Foraarsdag
ned fra hans gamle Hyttes skjæve Tag
der lyder Fløjtetriller, det er Stæren.
Da træder over Tærsklen Missionæren.

Vor Smed ham hilser med et Nakkekast,
imens Hans Fromhed taler haardt og hvast
om stakkels Syndere i Djævlens Vold,
om dem, der rystes rundt i Satans Sold,
om Ordets Under og om Verdens Salt
og Bønnen , der har Lægedom for alt.

75

Vor raske Smed har ladet Hamren synke,
og over Panden tegner sig en Rynke.

"Hvad taler du om Synd og evig Død;
jeg maa vel skaffe mig og mine Brød;
thi den Maxime gjælder kun hos eder,
at den faar gratis Brød, der flittig beder.

Hvad Troen angaar har enhver vel sin;
hvorfor bebrejde mig ,
jeg ej har din?
Du beder sammenkrøben i dit Kammer,
jeg beder her med Haanden om min Hammer.
Og hvem kan vide, Præst, maaske dens Klang
naar højere end eders Salmesang.

Men lad mig nu i Ro, for I skal bede,
men jeg", - han pirred op i Ilden - "jeg skal smede".

Ad øde Veje svinder Missionæren, -
men bag ham hamrer Smeden, fløjter Stæren.

25/1 1898.

DET BANKED PAA MIN RUDE -

Det banked paa min Rude
alt i den sene Nat;
derude stod min Yngling,
min Elskede, min Skat.

Jeg tog ham om hans Hoved
og kyssede hans Kind;
hvor kunde jeg vel nægte
min Gut at komme ind!

Og op han sprang i Karmen
saa let som en Bold,
og ned i mine Arme,
mens jeg hans Hænder holdt.

76

Han slynged sig ind til mig
saa smygende let,
og vugged mig og kyssed mig
saa hedt, aa, saa hedt!

Han løfted mig fra Jorden
med Armen om mit Liv;
jeg blev i hans Favntag
saa veg som et Siv.

Han løfted mig, han kyssed mig,
han favned mig saa fast,
at mit Hjærte det bæved,
og mit Bælte det brast.

Saa ved jeg ikke mere;
jeg svimled i hans Kys,
mens ind ad Vindvet vælded
Fuldmaanens brede Lys.

Og lad kun Verden snakke
og sige, hvad den vil,
der er dog ingen Lykke
som Elskovens til.

Vinter 1898.

KLOKKEREN .

En Klokker er Klokker hvordan det gaar,
men denne var bare et Klokkefaar.

Det hvideste Lam i hans Menighed,
med hende attraaed han Enighed.

Han fried til Grete med fagre Ord,
men Lammet løb brægende hjem til sin Mor.

Den Klokker ikke et Suk begreb
og hængte sig saa i sit Klokkereb.

Vinter 1898 .
77

TRE TROLDE .

Der var tre vældige Trolde;
de drak sig drivende fuld;
saa blev de tapre og bolde
og sloge hverandre omkuld.

En gik paa Hodet i Dammen,
én rullede ned i en Grøft,
den sidste krængede Hammen
og styrted med Brøl i en Kløft.

Vi se, at naar Troldene drikke
og siden begynde at slaas,
da gaar det Bæsterne ikke
en Smule bedre end os.

Vinter 1898 .

BRUDESLOT .

Ude paa Per Krænsens Vestermark
bag en gammel Pil med skallet Bark
staar et tomt og faldefærdigt Skur,
brugt i fordums Tid som Kalvebur.

Vindvet skeler stygt mod Jorden ned,
Døren knap af sine Hængsler ved;
men i Hytten er en Bunke Straa,
det har mangen Jomfru hvilet paa.

Denne Hytte er et Trylleslot,
Egnens smukke Piger ved det godt,
der saa mangen fik sin Brudeseng,
mer end Løfte om den første Dreng.

Der er herligt i den Hyttes Skjød,
naar en Hedebrand gjør Himlen rød;
Juninattens Maane skjænker Lys,
Bondens sunde Datter Kys paa Kys.

78

Vinden leger i den gamle Pil,
Græssets Sanger gnider glad sin Fil.
Gik der nogen paa den øde Sti?

Hu, i Piletræet skreg en Ravn,
Morgenrøden tænder alt sin Bavn,
Marken sløres af en blaalig Em,
to og to gaar unge Elskte hjem.

Natten lænker mig til Pigens Mund,
der er Trolddom paa den Hyttes Bund,
Egnens smukke Piger ved det godt,
og de kalder Hytten: Brudeslot.

Foraar 1898 .

VAAR-RIM .

moders Dyner er lagt paa Hæs,
Koen dryner - hun vil paa Græs,
Bien brummer om Kubens Mund,
Toflen trommer mod Aftenstund.

Viben skriger, dens Kuld er fuld,
Blomsten stiger af solbagt Muld,
Hønen nipper et Korn i Flæng,
Musen pipper i Barselseng.

Katten med hvide Sokker paa
gaar paa Diget blandt Klokker blaa,
nyser hastigt i Lysets Bad,
spiser paa Skrømt et dugget Blad.

Nu ta'r Pigerne Pynten paa,
Forklæ'r hvide og Tøfler smaa,
Perlekransen om nysat Haar -
Tøflerne danser mod Gildesgaard.
Sommer 1898 .

*
79

REGNVEJRSSTEMNING .

fra ensom Vraa jeg stirrer ud
i Dagens Graa og Vejrets Slud.

Nys pisked Regn mod Husets Væg,
nu hænger Dryp i Tagets Skjæg.

De Draaber falder een for een
og splintres brat mod Gaardens Sten.

En Dratabe fik ej andet Kald
end det at pønse paa sit Fald.

- Som Dryp fra Tag saa synker ned
min Nat, min Dag mod Evighed.

Og uden Stands, mens Regnen slaar,
idag forvandles til igaar .

Een Draabe fyldt af Lysets Guld,
een levret sort som Jordens Muld.

Saa drypper ned ens Hjærtebiod
i Evighedens staalgraa Flod.

29/6 1898.

MEDLIDENHED .

Kom alle Hunde til min Dør
og vilde saa gjærne slikke,
jeg væbned mig med mit spanske Rør
og prygled den hele Klike.

Gik alle Præster, som Gud har skabt,
frem for mig med Bedekranse
og bad for min Sjæl, "som gaar fortabt",
hvor skulde min Svøbe danse!

80

Bliv fra mig med jeres Medlidenhed!
Jeg aldrig for Døden skjælved;
og reddes ved jer! - nej, hellere ned
i Kvalernes dybeste Helved.

- Ej saa, at jeg hader den milde Haand,
der glatter Fortvivlelsens Rynke,
men blot den flade, forhyklede Aand,
der smigrer sig selv ved at ynke.

Ej dem jeg hader, som Lindring bar
til Fattigfolks livshaarde Vaner,
men dem, der selv først Røvere var,
og senere - Samaritaner.

Giv Retfærd Sæde ved Verdens Ror,
fri Folket fra Dumhedens Mare,
sørg for, at ingen gjør ondt mod sin Bro'r,
da kan du "Medlidenhed" spare.

Da voxer der Brød til hvert sultende Barn,
der leger langs Rendestensbrættet,
og Lasten, der fisker med lovløse Garn,
skal ingen fange i Nettet.

Da skaber enhver sig sit eget Behov,
og ingen Nødlidende gyser.
Først da er der Mening i Sang og i Lov,
naar ingen sulter og fryser.

Efteraar 1898 .

GAA I SKOVEN .

er du syg i dit Sind, er der Brod i din Sjæl,
er der Ebbe og Fald i dit Mod,
har Misundelsens Giftyngel stunget din Hæl
og beslimet din Sti, at som havrullet Pæl
den bedragerisk svigter din Fod,
sidder Sorg ved dit Fad,
sidder Savn ved dit Krus,
er der lavt til dit Loft,
er der trangt i dit Hus -
gaa i Skoven!

81

Er der Lys over Hjem, er der Majsommervind,
er der Vaarhimles tindrende Blaa;
er der vuggende, sukkende Drøm i dit Sind,
er der Længsel mod en , der har rødnet din Kind,
skjønt den før kun var gusten og graa;
synes Verden dig daarende
blank som et Spejl,
og dit Liv som et Hav
med vel tusinde Sejl:
gaa i Skoven!

O, du susende, brusende, rodstærke Skov
med din Bøgs blødt omfrynsede Blad!
Under blankstammet Birk skinner Daadyrets Bov,
i din Jord staar der Spor af dets flygtende Klov,
i din Top kvidrer Smaafugl sig glad;
og med Høg over Bøg
glider Tankerne hen
for at vende tilbage
som Drømme igjen
gjennem Skoven.

14/5 1890.

HØGEN .

vær hilset Høg over Granetop,
du stolteste Fugl i Skoven!
Du stirrer trodsigt mod Himlen op,
din Flugt er vild og forvoven.

Du kløver Brisen i vilden Lyst,
mens grønligt Øjnene spejde;
du hugger dit Næb i din Fjendes Bryst,
og aldrig du skjænker ham Lejde.

Du er en Røver for Gud og Mand,
i Blod du sølede Hammen;
du ser med Foragt paa den vrikkende And,
der spejler sin Fedme i Dammen.

82

Jeg elsker vel ej din blodige Klo,
men Flugtens Sus om din Bringe,
dit vilde Blik fra dit stolte Bo
og Solens Blink paa din Vinge.

16/5 1899.

KLOKKEN .

Jeg kommer langs en øde Sti,
der gjennem Rug sig slynger,
mens Aftenklokkers Harmoni
sig ind i Sjælen synger.

Den sære Sang af Klokkers Klang
ved Sommeraftentide,
det er et Stykke Hedenskab,
som alle godt kan lide.

Bestig en Høj en Junikvæld,
lyt spændt ud over Landet,
og mærk dig denne dybe Lyd
af Graad og Jubel blandet.

Og prøv, om ikke du endnu,
mens Myg om Øret svirre,
kan høre Oldtidsslægters Tro
i Klokkemalmet dirre.

Juni 1899.

KJESTEN .

Ung Kjesten red sine Foler tilvands
- horrihej. -
Der sad ved Aaen den sorte Frans
- horrihej.
Og Frans han hwøwted, og Kjesten gled
paa nøgen Fod i hans Arme ned -
- hor-ri-hej!

83

Gud naade dig Kjesten i Franses Arm,
- horrihej -
thi aldrig du laa ved saa falsk en Barm.
- horrihej. -
Han lokker alle de Piger smaa,
der færdes om Kvæld ved den dampende Aa.
- hor-ri-hej!

Hvad hjælper Vægren en Pigelil
- horrihej -naar Natten kogler, og Manden vil
- horrihej.
En Sivbusk ved en lullende Aa
er svigefuld Grund at hvile paa
- hor-ri-hej!

Det var alt langt over Midjenat
- horrihej -
før Kjesten fik sine Foler fat
horrihej. -
Saa blussende rød hun hjemad red,
hans Kys, - endnu de paa Kinden sved
- hor-ri-hej!

Ej mere saa hun den sorte Frans
- horrihej. -
Ej mere rider hun Føl tilvands
- horrihej;
men ofte gaar hun om Kvæld ved Aa,
mens Taarer drypper paa Vrist og Taa
- hor-ri-hej!

Jebjærg 12/6 1899.

SAADAN GAAR DET .

Der gik saa krumme Veje
ned til den blide Aa,
hvor Padderokker neje
om Ællingerne smaa -

84

Hvor Baaden sagte strammer
den tynde Hampesnor,
og Trævlekronen brammer
i blegrødt Silkeflor -

Hvor Gjedden staar og stirrer
med gnavent Underbed,
mens smaa Libeller svirrer
sylfidelet afsted -

Hvor Rylen gaar og nusser
blandt Breddens vaade Sten,
hvor Viben Vingen pudser,
og Storken viser Ben.

Men saa kom Industrien
og saa paa den Idyl;
den aged ud paa Engen
en hæslig Hoben Fyld.

Den tinged og den tegned
og rammed Bjælker ned;
i sytten lange Uger
gik hundred Mand og sled.

Da letted Stork og Ryle,
i Skræk de langvejs fór;
selv Baaden rædselsslagen
rev ud sin Hampesnor.

Og Aaens Vande vred sig
i Skum om Værkets Hjul,
og selve Gjedden bed sig
i Kjæben i sit Skjul.

Men Dampens Dæmon snøfter
urolig Dag og Nat,
og kjækt Fabrikken løfter
sin sodbedækte Hat.

85

Dens Varer er de bedste,
dens Ry er viden kjendt;
afvigte Vinter gav den
sin Stifter ti Procent.

De gamle krumme Veje
blev macadamisert.
Gud ved om Fremgangsmaaden
dog ikke var forkert!

Jebjærg 5/8 1899.

AFTENSTÆVNE .

Naar Køerne er malket, og Mælken siet op,
og Æggene er samlet ind fra Vrøvlen,
naar Kattene har faaet sig en Taar i deres Kop,
og Kalvene en Borren Hø i Bøvlen,
da stænger jeg for Hytten, dog ikke altfor haardt,
jeg sætter baresten en bitte Pind i,
den vil min snilde Hendrik med Lethed lirke bort,
mit Kammers ligefor det gaar du ind i.

Men alt maa ske med Læmpe, og alt maa gaa med List
og du, min elskede, maa gaa paa Sokker,
for mærkede min Fader vor Hensigt, tror jeg vist,
at jeg fik Hug og du, ja du fik Pokker.
Og derfor vær forsigtig, min egen, egen Skat,
kom først til Døren, naar min Far han snorker,
og hvil i mine Arme, og vær hos mig i Nat,
og jeg skal elske dig saa ømt, jeg orker!

5/8 1899.

SKUESPILLERINDEN PAA HEDEN .

Legende Barn af en legende By,
hvor tør du danse paa Lynghedens Høje,
hvor tør du juble din Trille mod Sky,
her hvor enhver har lidt Graad i sit Øje!

86

- Heden har Skræmsel, og Heden har Savn,
Sangen og Glæden, dem kjender den ikke;
sidder der to med hinanden i Favn,
er det med sky og med nedslagne Blikke.

- Saadan omtrent har man skrevet og sagt,
lidt vi dog agter den Jeremiade!
Er end vor Hede alvorlig i Dragt,
yder dens Tuer dog Læ for de glade.

Hør, hvor det jubler af Lærker i Sky;
hørte du gladere Sange derhjemme?
Legende Barn af en legende By,
løft kun med Lynghedens Lærke din Stemme.

Græshoppen sidder saa trind og saa glad,
gnider sig Skanken i Mangel af Fele,
stryger og lytter og lirer sit Kvad,
stolt af sig selv og tilfreds med det Hele.

Legende Barn af en legende By,
dans du kun dristigt paa Lyngen den brune,
og, naar du trættes, bag Porsbuskens Ly
del med en Sanger dit smittende Lune.

Jebjærg 13/81899 .

OLE .

Ole sad paa en Knold og sang
lal-la-lal
Faar og Beder omkring ham sprang
- tral-la-la!

Lyngen sused, og Skyen gled,
Udflugtslængsler i Hjærtet sved.

Heden stænged, og Mindet spandt;
Moders Øjne dog stærkest bandt.

87

Snart den Ting dog blev aabenbar:
Minder gjør ikke Sagen klar.

Stak saa Ole en Dag i Trav,
stod med ét ved det store Hav.

Øjet skinnede, Taaren randt,
intet mere i Verden bandt.

Over Havene Hyrden for,
Faarene staar der endnu og glor.

Ej kan Bede og Faar forstaa
- lal-la-la! Længslers Tog over Bølger blaa
- tral-la-la!

Jebjærg 18/8 1899 .

KOM MI BETTE KIPKAL .

A haar tjent Jens Masen
no halvanden Or,
skjønt han er en Asen
i og om hans Gord.

A maa pas hans Høwde,
a maa ref hans Fyld;
haar æ ett aa løw ve,
saa faar a æ Skyld.

A haar gyd hans Ruesstok,
a haar past hans Lamm,
drøwen med hans Goesflok
aa og i æ Damm.

* 88

Rejen med hans Følkloj,
fløt en affentow,
rend æ Gord si Møllboj,
nær de anner sow.

Der haar ingen frej mæ,
a haar hat æ stræng,
skjønt æ Stoder stej mæ
næjsten uden Peng.

- Kom mi bette Kipkai,
kom mi bette Kwi!
Hosbond han er hwipgal
søn ved Awtensti.

Derfor maa du rapp dæ
no mi bette gul;
her haar a di Klaptræ,
hwor haar do di Mul?

Bløw wor Hosbond hwipgal,
det war ild aa spør;
kom mi bette Kipkal
med di løjen Ør!

18/8 1899.

MADS TAMMESES MAREN .

Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Sønde saa rend dæ paa Towten en Skok;
men hwa skal en gjør med dem Piger saa smo,
hwem alle gefalle, men ingen maa fo.

De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,
drøw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas;
men ingen te Ringen war rigtig tepas,
for klared han Maren, han straaned paa Mads.

* 89

Ras Væwer han skræwer en Kjende for vidt,
og Pejer han sejer saa bettele ledt;
Jepp holdt sæ for kroged, og Povel for rank,
og Wolle haaj aalle en Ør i æ Bank.

Øg søn gik der Or, og søn gik der Daw,
den Bejlen te Maren kam aalle ilaw;
ad Ore saa gik hun i Pever og Frø,
saa no war hun gro, hwo hun hejsen war rø.

Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt;
no holder der aalle en Kjæft paa æ Towt;
og Facet det bløw da, te Maren bløw sejn
te Tåf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.

Husk endle, I Piger, i Træsko og Skow:
Der tæskes, imen der er nøj o æ Low;
der kommer de Dage - ja det ved Worherr!
da I vil ha alle, men ingen ha jer.

Jebjærg 15/8 1899 .

PER SØWREN .

med Bisselær i mine Sko
og godt Humør til Færden,
med ringe Mønt, men Tørst for to
saadan kom jeg til Verden.
Min Mor gik rundt og Grise skar,
min Far han spilled paa Lire,
hvis det var ham , der var min Far,
for Sognet har skjænket mig fire, -
thi een var for lidt for Per Søwren!

Hvorfor jeg egentlig blev til,
paa det jeg grunder stændigt,
men kun eet Svar der komme vil:
Min Mor fandt det nødvendigt!

90

Ej sættes paa Anklagebænk
du, som er nu i Graven;
da Livet var din enest' Skjænk
saa Moder: Tak for Gaven!
Den slides med Taal af Per Søwren.

Og jeg gaar rundt fra Hus til Hus
og klinker gamle Fade
og limer Hank paa søndret Krus
og holder Godtfolk glade.
At sidde ved en halvtømt Kop
og kildre Fjol paa Halsen,
mens Pigebørn gjør høje Hop
og tumler sig i Valsen:
Hej, det er et Liv for Per Søwren!

I fordums Tid jeg viden drog
og drev mod Syd med Stude;
men da det ikke mer forslog,
saa samlede jeg Klude.
Jeg bragte Piger Markedskram
og Baand og Blonder stive,
fik hist et Kys og her en Dram,
og hvad en Glut kan give;
for sligt er en Skat for Per Søwren.

Jeg aldrig gaar en Kro forbi,
naar jeg har Mønt i Pungen;
den Mand, der slider støvet Sti,
maa ogsaa læske Tungen.
En Mark paa Disken slænger jeg:
"Nu Vært, lidt rap paa Haanden!
Een Pæl til dig og to til mig!
saa skal vi fugte Aanden;
men een er for lidt for Per Søwren!

I hvert et Sogn der sad en Tøs
for mig i stille Venten,
og naar tilsidst jeg rev mig løs,
hun fulgte mig til Stenten;
91 der sa' hun mig et ømt Farvel
og kyssed mig paa Panden;
og bagved næste Sogneskjel
der mødte mig - den anden;
for een var for lidt for Per Søwren!

Ja, saadan fór jeg Landet om
og stavred over Heden,
fra Storken fløj, til Viben kom,
og Sommeren var leden.
Den Sommerdag blev aldrig lang,
naar Tørsten først var slukket;
een Lærke over Issen sang,
og een mod Munden klukked,
for een var for lidt for Per Søwren!

- Og gaar det saa en Dag paa Held
med Krus og Rus og Resten,
saa gjør jeg op min Syndegjæld
og træder ind for Præsten:
"Du Mand, hvis Fag det er at tro:
naar jeg er død og borte,
saa bed for mig en Bøn, nej to,
og ikke altfor korte,
for een er for lidt for Per Søwren.

Thi Folk af min Kaliber, Præst,
de glemmes let i Vrimlen,
de bydes sidst til Livets Fest,
og de har længst til Himlen.
Og var jeg undertiden slem,
saa hils nu din Vorherre,
og sig fra mig, jeg kjender dem,
der var adskilligt værre,
og dog kommer ind før Per Søwren.

Ja, snart er Per en gammel Knægt
med Skimmelsvamp paa Tanden,
han slingrer under Livets Vægt,
hans Øl staar surt i Kanden.
92 Og er en Dag der ingen Per
at øjne under Festen,
da trænges ej til Spørgen mer,
enhver vil gjætte Resten:
Godnat og Guds Fred med Per Søwren!

16/8 1891.

DEN GAANG TE A WAR GYWT MED LAVS .

den Gaang te a war gywt med Lavs
- aa jøsse, jøsse jammen!
da strented a med Gled mi Klaws,
mi Daa gik hen med Gammen,

For bejer Mand war ett end Lavs
- aa jøsse, jøsse jammen -
de skjønnest Ting a fæk tegavs,
og aalti holdt vi sammen.

Men sin saa bløw a gywt med Klavs
- aa jøsse, jøsse jammen -
mi Trow a føst haaj gin te Lavs
og no no ga - a hamen!

Men der fæk a sgi hwedt mi Saws!
- aa jøsse, jøsse jammen -
den Klavs det er det bare Snavs,
hwor aalt gaar ud paa Drammen.

Og mæler a en Muk mod Klavs
- aa jøsse, jøsse jammen -
saa brøler han: "Herut, haraus!"
saa rød som Kok i Kammen.

Og blywr æ Gywr ett saat o Klavs
- aa jøsse, jøsse jammen -
saa skir æ sajtens jetiddavs,
a drowner mæ i Dammen.
17/8 1899.

*
93

JØRGEN VED BÆKKEN .

Hun vogtede Faar,
han ejede Gods, og han aattede Gaard;
dog ofte han søgte bag Lynghedens Høje
den fattige Tøs i den falmede Trøje,
og drog hun med Hjorden forbi, med et: Hov!
han standsed sin Plov.

Men Mette hun veg.
Saa mange han elsked, saa mange han sveg;
hvor turde da hun gi' sit Hjærte til Kjende
og haabe, han mente det ærligt med hende?
Hvor tit blev den fattige ikke forladt
blot efter en Nat.

Men saa blev han ond,
og Eder og Trusler besudled hans Mund;
men Mette hun flygted bag Lynghedens Høje,
mens han stod ved Ploven med Graad i sit Øje.
Og bøjet han pløjed, og Solen gik ned.
Og Dagene gled.

Han tumled og drak;
de stærkeste flygted, hvor Kniven han trak.
Man vidste, hvor Jørgen ved Bækken var inde,
der kjendtes ej Fred for Mand eller Kvinde,
een var der, som kunde ha' blidnet de Kaar,
men hun drev med Faar.

Saa var det en Nat,
da legedes atter et blodigt Tagfat.
Fra Krosalen hørte man Fjolbuen dure
og Sinkstøvler trampe i Svejtrit og Ture,
og ned gjennem Huset man skogred og drak
og røgte Tobak.

94

Da lød der et Brag,
som skulde det varsle den yderste Dag;
halvtslumrende Gjæster slap Hanken paa Kanden
og saa med Forfærdelse rundt paa hinanden.
Forvirringen, Larmen og Raabene steg,
og Værten blev bleg.

Saa gik der en Dør;
man kjendte en Mumlen som Susen i Rør;
man mærked paa Støjen og Talen forvildet,
at Jørgen ved Bækken var kommen til Gildet.
Det vidste i Salen hver svedende Svend,
at nu blev der Spænd.

Først svang han en Stol
og mased med den baade Spill'mand og Fjol;
saa greb han i Bringen den bredest i Laget
og hev ham til Vejrs, saa det braged i Taget;
ad Gulvet han rulled ham hen med et Skvalp:
"Af Vejen, din Hvalp!"

Nu sluttedes Kreds.
Snart stod der om Kjæmpen af Karle en Snes;
som Gjæs, der napper i Angst efter Ræven,
saa førte de Slaget med Rysten og Bæven;
og Spændingen voxed, og Salen blev tømt,
og Øllet forsømt.

Men Jørgen han stod
saa spændstig i Læggen, saa fast paa sin Fod;
hans blaanende Aarer de svulmed paa Armen,
paa Læben der lyste et Smil gjennem Harmen;
hans Knoer de hvidnede, Øjet skød Lyn
bag mørknende Bryn.

Saa styrted han ind,
og Flokken sig spredte som Avner i Vind.
Dog ej de formaaed at fly for den stærke,
der susede ned som Høg over Lærke
med Buler og Skrammer, saa Blodet det drap
med Praasen omkap.

95

En Raaben, et Rend
af rasende, rædde, bestøvlede Mænd!
Hist krummed sig een, og her styrted en anden
med kløvede Læber og Buler i Panden.
Hvor ikke hans Haand kunde gjøre sin Del,
han planted sin Hæl.

Og Flokken svandt ind;
snart stod der paa Gulvet kun han og Jens Pind ,
en Oxe i Styrke, Krakiler for Resten,
der stredes med alle fra Smeden til Præsten;
til Dato med Pinden slet ingen fik Has;
nu kom han tilpas.

Fra neden og op
han maaltes af Jørgen fra Taa og til Top;
et Spring! og han slængte sin Hæl mod hans Skulder,
saa Pinden knak over med Brag og med Bulder.
Jens tog efter Kniven, men Jørgen var hos
og tøjled hans Trods.

Han hvidned af Harm
og slog ham i Skallen og bøjed hans Arm,
og Kvinderne hvined: "Nu myrder han Pinden,
hvis Himlen ej sender ham Frelse forinden!"
Til Hjælp var der ingen, der flytted en Fod;
hvem skulde ha' Mod?

Brat standsed al Kiv,
der hørtes en Hvisken som Susen i Siv,
og ned gjennem Krohusets stinkende Gange
bevæged en Kvinde sig, liden og bange;
tungsindigt var Øjet, og Klæder og Haar
end lugted af Faar.

Hun vaklede ind
og lagde mod Kjæmpens sin solbrændte Kind:
"Aa, Jørgen, besind dig, giv Fred til din Fjende,
saa maa du mig eje, saa er jeg din Kvinde,
nu ser jeg forsiide, du mente det ret;
jeg handlede slet!"

96

Da Jørgen stod op,
da gik der en Skjælven igjennem hans Krop;
om en havde slaaet ham lige i Synet,
han skulde end ikke ha' løftet paa Brynet.
Nu var han forsonet med Verden og alt,
for hun havde talt.

Han saa sig omkring
blandt splintrede Møbler og masede Ting;
han bøjed sig ned og tog Mette paa Armen,
han søgte til Dørs og dukked i Karmen
sit knejsende Hoved og svandt med sin Skat
i Lyng og i Nat.

Hist skinner hans Gaard.
Paa Toften staar Kalve og kridhvide Faar.
Fornuft hersker ude, og Fred raader inde,
for Jørgen ved Bækken han elsker sin Kvinde.
Saa varsomt hun stryger hans stubbede Kind,
naar Vreden gjør blind.

27/8 1899.

PINSEVISE .

naar Bonden vel har saaet sin Byg,
saa retter han sin brede Ryg
og ser sig om saa vide,
da skjønner han af Vind og Væ'r,
af Lam paa Toft, af Stork og Stær,
det er ved Pinsetide;
saa standser han sit røde Hors
og vejrer mod den Duft af Pors,
der strømmer ind fra Kjæret.
Han tænker paa den Vækildsfest,
hvor hun er med, han ynder bedst, -
og gjør et Spring i Vejret:
Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja,
hvor hun og jeg skal kysses da!
97 Forlængst han hængte hen sin Plejl,
og Høg og Gjøg for fulde Sejl
lavt over Landet stryger.
Nu gaar hver Sky med gylden Kant,
det spæde Græs sin Næring fandt
i milde, svale Byger.
At Pinsens muntre Fest er nær,
det hvisker Siv, det fløjter Stær,
og Knøsen kan det høre,
og ager han paa Toft sit Læs,
og sætter han sit Hors paa Græs,
det synger i hans Øre:
"Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja,
hvor hun og jeg skal kysses da!"

28/8 1899.

NATMANDSVISE .

Ael havde saa lyst Humør,
Sidsels Øjne saa mørk Kulør,
ejed hun bare en Fingerring,
Axel ejed slet ingenting.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Plov og Ager de ænsed ej;
helst de pløjed den Landevej.
Byer tred've og Sogne ti havde de to at tigge i.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Sidsel sad paa en Kampesten,
Axel kom til paa skjæve Ben.
Sidsel var ung og let i Gang,
Axel bøjed sig frem og sang:
"Jeg tigger Uld,
du tigger Sul,
snart skal vi to tigge Posen fuld."

98

Axel bejled en Juninat,
Bryllup holdtes i næste Krat;
dér fik Sidsel sin Fingerring;
Præst og Klokker fik ingenting.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Siden stavred de Heden om;
Hunde halsed, ihvor de kom.
Damped Regnen fra Axels Vest,
lo den Skøjer og sang som bedst:
Jeg tigger Uld,
du tigger Sul,
snart skal vi to tigge Posen fuld."

Axel sad ved en Hededam,
spilled for Sidsel paa Redekam.
"Bliver din Trøje dig lovlig stram,
har du vel Plads til en Kirs'bærdram.
Jeg tigger Uld,
du tigger Sul,
snart skal vi to tigge Posen fuld."

Sidsels Trøje blev mer end trang,
snart et Væsen red Owselsang
højt paa Moderens Skulderblad.
Axel kyssed sit Barn og kvad:
Jeg tigger Uld,
I tigger Sul,
snart skal vi tre tigge Posen fuld."

Maanen skinner paa Sidsels Barm;
Glutten patter sig mæt og varm.
lytter imens til Nattens Lyd,
Hjejlens Klage og Toflens Fryd.
Han tigger Uld,
hun tigger Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

99

Axel sover i Lyngen strakt,
Sidsel sidder en Stund paa Vagt,
Duggen drysser paa Barnets Kind,
Suset dysser dem begge ind.
Han tigger Uld,
hun tigger Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Heden huser saa mangen Fugl,
hvorfor da nægte slige Skjul?
Gav de dog Lyngen god Kulør
hendes Øjne og hans Humør.
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
snart kan de to tigge Posen fuld.

Længe hviled i Hedens Muld
Natmandsfolkets det brune Kuld.
Kors og Stene gi'r ej Besked,
Lyngen hvisker kun, hvad vi ved:
Han tigged Uld,
hun tigged Sul,
længst skovled Døden dem Posen fuld.

Jebjærg 1/9 1899 .

KA DREBÆK .

K' Drebæk lægger sit Lat paa Bleg
og nynner i søde Drømme;
hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg
med Hænder smygende ømme.
Men dybt kan en den anden bedrøve.

Ved Rokkehjulet den Vinter randt,
i eet gled Natten og Dagen,
imens hun spelted, imens hun spandt
hint Væv til sit Brudelagen.

100

Hist ude hvor Stakken ved Gavlen staar,
og Leddet for Lukket stænger,
der ligger i Kvældslys Kjærestens Gaard
med fire kalkede Længer.

Didhen gik Længslen saa mangelund,
naar Lyset stod slukt i Stagen,
men stærkest dog slig en Puslestund,
der ofres ens Brudelagen.

- Rød lagde Ka' Drebæk sit Lat paa Bleg,
det var ved Sankt Hansdagstide,
men førend Septembers Maane steg,
da var hendes Kinder saa hvide.
Thi dybt kan en den anden bedrøve.

Ka' Drebæk sidder ved Nadverbord
paa Bænk blandt Piger og Ka'le.
Men Maden nydes foruden Ord,
thi ingen nænner at tale.

Ka' Drebæk kjender ej Rist ej Ro,
med Haanden dækker hun Panden;
den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro,
har Bryllup i Dag med en anden.

Ud glider Karen i Nattens Blæst,
de andre staar tavse tilbage;
saa tungt hun ser mod det skyede Vest
og rokker i stille Klage.

Thi er der andet at gjøre for den,
der misted sin eneste Glæde,
end tavs at synke i Sorgen hen
og bøje sit Hoved og græde!

Saa bittert hun græd i den kolde Nat,
at Hjærtet sved ved dets Rødder;
ved Midnatstide kom Husets Kat
og strøg saa blidt hendes Fødder.

101

Men Katten veg, og Natten veg,
kun Sorgen blev ene tilbage,
mens Karen sad støttet mod Stolpens Eg
og rokked i stille Klage.

Da Solen væved sit gyldne Tavl
om Tagenes Møntørv sorte,
sad Karen endnu ved den klinede Gavl,
men da var selv Sorgen borte.

Karen er sluknet i Nattens Slud,
- dens Væde i Haaret hænger.
Men end i Døden stirrer hun ud
mod fire kalkede Længer.
Saa dybt kan en den anden bedrøve.

7/9 1899.

PAA MUNKEBJÆRG .

Gud Fader gik sig en Morgentur.
Fra Himlen tonede Mikaels Lur.

Engene emmede, Dalene dampede,
Stæderne skinnede, Stemplerne stampede.

"Dans!" raabte Herren, og Alnaturen
dansede ud efter Mikaelsluren.

Bjørnen, forstaar sig, var tidligst paa Tæerne,
saa fulgte Hejrene, Hopperne, Træerne.

Birken trak Hoserne op over Benene,
dansed saa til , saa det stented med Stenene.

Fyrren, den chevalereske Kanalje,
greb Frøken Bøg om dens fastsnørte Talje,

102

Egen i Rykninger rettede Knæerne,
rev saa med Et ud af Bakkerne Tæerne,

drejed sin Korpus med Alvorsfjed,
jog efter Hoben med Kronen paa Sned.

Op gjennem Dalene Flokkene fejede,
nogle fór ud, mens andre blot nejede.

Bækkene durede, Bakkerne dundrede,
Engle stod oppe paa Skyer og undrede.

- - Da strakte Gud Staven hen over Byerne.
Mikaelsluren tav over Skyerne.

Der lød gjennem Rummet et myndigt: "Stands!"
og pludselig sagtned Naturen sin Dans.

End staar dog paa Munkebjærgs herlige Banke
de Træer til Pryd og til Eftertanke,

og nikker op mod den sejlende Sky
og venter, at Dansen begynder paany.

Septbr. 1899.

DEN REVOLUTIONÆRE STUDENT .

Om Kvisten der blæser en strygende Vind,
den larmer med Vinduets Krog,
paa skraa kigger Spurv gjennem Ruderne ind
til en ved en opslaaet Bog.
Han er af os alle en gammel Bekjendt,
vi agter hans Vid og hans Mod;
han er kun for Herren det ene: Student ,
dog, tro mig, den Titel er god!
103 Hvor skabtes der vel i Nationernes Skjød
en Strømning i Krig eller Fred,
en Fordring, en Fylking til Liv eller Død,
hvor ikke Studenten var med?
Den højeste Tanke, den skjønneste Sang,
Ideernes myndige Magt,
den gik gjennem Verden sin lysende Gang
saa tit i Studenternes Dragt.

Ej altid han sad med sit nærsynte Blik
og saa' mod "den himmelske Ørn",
nej, ofte bag hullede Faner han gik
og tog mod de blodigste Tørn.
Aarhundredets, Fyrrernes stolte Idé
den glemte han ej for Latin,
men planted dens Fakler ved Donau og Spree
og langs med den bugtede Rhin.

Hvem tændte paa Ruslands sortmuldede Grund
hint Dagningens sitrende Skjær,
der vakte Evropa og skræmte en Stund
Fordummelsens pansrede Hær?
Hvem talte om Ret under Tængernes Kneb
og lagde Petarderne an
trods Bødlen og Knutten og Galgernes Reb?
Studenten , den nærsynte Mand!

End flakker uroligt i Kejserens Drøm
hint Brandskjær, Studenten har vakt;
end hviskes med Skjælven ved Neva'ens Strøm
et Ord om Studenternes Magt.
De lagde i Verdenshistoriens Skaal
helt ofte saa blodig en Vægt;
har Døgnet og Dagen end ændret vort Maal,
vi er dog med hine i Slægt.

104

Som dem har vi raset mod Bindsier og Baand
og svoret paa Drømmenes Værd;
som dem har vi knælet for Frihedens Aand
og skaaret vor Haand i dens Sværd;
som dem har vi raabt imod Land efter Lods
og stødt i Basuner og Lur;
som dem har vi hugget vor Vinge til Blods
mod Dumhedens taarnhøje Mur.

Her staar vi og venter et varslende Tegn,
et Lyn fra den ladede Sky,
en bragende Torden, en rensende Regn,
der gi'r os til Livet paany.
Thi Hjernen maa dummes, og Tanken maa dø,
og gispe den hellige Trods,
hvor Dødtorsken driver paa boblende Sø,
og Luften er tyk som hos os.

Men er vi Studenter med "Spørgs" eller "Kryds",
med Visdommens Fugl i vort Segl,
saa slider vi ikke Salonernes Plyds
og ikke Kaféernes Drejl.
Saa deler med disse vi Arbejdets Kaar,
der sysler med Hammer og Plov:
Af Folket vi kommer, til Folket vi gaar,
dets Lykke skal være vor Lov.

26/9 1899.
105

ANNA . FRIT EFTER BURNS.

Et godt Glas Vin, en solfyldt Eng,
en duftende Havanna -
saa fattes Fjolens fjerde Streng,
og Strengen hedder Anna.

Nys gled to elskte mig forbi,
en Høker med sin Hanna.
Hvem gaar vel nu paa dugstænkt Sti
med Armen om min Anna?

Ak, jeg, som aldrig knæled ned
for nok saa himmelsk Manna,
her knæler for den Jordiskhed
paany at eje Anna!

Ej for al Kongsbergs hvide Sølv
og Guldstøv fra Guyana
jeg bytted bort om nok saa kort
det mindste Smil af Anna.

I Fyrster, del den ganske Jord
fra Peking til Savanna,
jeg skal ej harmes mindste Spor,
blot ej I deler Anna.

Lad Præsten hale Teksten ud
om "Vand til Vin" i Kana,
imens skal Mjød fra Glædens Tud
iskjænkes mig af Anna.

Om Fogden Fingren løfte vil
og snøvle sit: "Na-na-na!"
lad Fogden gaa ad Helved til,
imens gaar jeg til Anna!

Vinter 1900 .
106

SOPHUS SCHANDORPH .

Sadan som han der fødes ikke mange
mer paa vor Kyst.
Latter og Taarer kjæmped i hans Sange
som i hans Bryst.
Tit med de bedste stredes han om Ringen,
førte blandt Brødre Viddets Marchalstav,
og hans Pile ingen
Saarfeber gav.

Der hvor en Krans af brede, grønne Agre
favner en By,
knirked hans Vugge bagom lave. fagre
Tegltages Ly.
Saadan som Rugen duver dér mod Aften,
saa vi den duve langsomt i hans Digt,
bøjet under Saften,
vippetungt, rigt.

Han var vor Digtnings djærve Fløjtespiller,
Fløjten var Pans;
trindt mellem Bøgens midjeslanke Piller
bød han til Dans.
Junker og Pranger, Kammerraaden,
den - alle var tvungne af hans Latters Magt,
maatte trampe Grunden
pænt til hans Takt.

Bedst dog at se ham i en Venneskare,
bred i sin Stol;
da blev hans Latter høj som en Fanfare,
Øjet som Sol;
Viddet sprang Buk hen over Bordets Skaaler,
Satyr og Faun med Gubben bytted Plads,
medens Lampens Straaler
gløded hans Glas.

107

Altid med Haanden paa Naturens Hjærte
indtil sin Grav.
"Dørene op mod Os fra Altrets Kjærte i"
saa var hans Krav.
"Blindhedens Trælle bør for Stær vi skjære,
bort med hvert trøsket Dogmes Hjertedunst! u
Saadan var hans Lære,
saadan hans Kunst.

Som naar om Høst et Ax for Seglen synker
tøvende ned,
saadan hans Hoved med de skjælmske Rynker
bagover gled.
Smilet forsvandt. De muntre Øjne sove.
Pan sin Discipel atter til sig tog;
mod de store Skove
bort han ham drog.

5/1 1901.

VALGSANG .

Sore Dag, Alvorsdag,
da et Folk sin Harme køler,
da paa Sværdets Æg det føler,
før det ordner sig til Slag;
se, dens Gry i Østen lyser,
Sundet spejler alt dens Skjær;
Højre gyser
ved at vide Dagen nær.

Borgermænd, Arbejdsmænd,
I, som surt for Brødet slider
og endda fra alle Sider
møder Haan og Præsteskjænd,
sørg I for, før Dagen hælder,
at hver Mand i Rækken ved,
hvad det gjælder,
inden næste Sol gaar ned.

108

- Se mod Øst, se mod Vest;
alle Vegne Svøben hviner;
Frækheds Spand for løse Liner
stormer frem til Sejersfest;
skal vi ogsaa op i Kanen?
Svaret ejer Folket selv;
Vejen, Banen
gaar tilsidst, hvor Folket vil.

Vælgerfolk, giv nu Agt:
Der er ingen Fryd i Landet;
Eng og Ager er forbandet,
der, hvor Retten ej har Magt;
men et Folk faar aldrig Gaver ;
for at sejre maa det slaa;
ikkun Slaver
tør den Tale ej forstaa.

Borgermænd, Frihedsmænd,
stem dem ned, de visne Hænder,
der kun grisk om Pungen spænder
i et sygt, krampagtigt Spænd.
Thi vort Brød i Munden kvalmer,
Daarens Tale kaldes Kløgt,
Livet falmer
under disse Hænders Røgt.

Men fra Syd kommer Vaar;
Frosten gjør det ikke længer,
Marken Stodderkaaben slænger,
Skoven stryger op sit Haar;
alle gamle Skrog skal isne,
thi naar hver en Mand har stemt,
er det visne
fulgt tildørs med Klokkeklemt.

Alderdom, Usseldom,
gaa og græd blandt eders Grave,
pak jer hen til Kongens Have,
der, hvor Ploug end spøger om.
109 Vælger, riv dem af Koturnen,
rist dem nu en Runesten;
Stemmeurnen,
den skal rumme Højres Ben.

1/1 1901.

MED ET BIND DIGTE .

Had er et Digt? En proteusagtig Ting,
en Enetale med os selv i Drømme,
et viltert Væld, et klingert Kildespring
med Fald og Retning mod de dybe Strømme.

Er Uvejr oppe eller Stormen nær,
da er det gode Digt som Skrig af Spover,
i Livets Sommersol, naar Rugen drær,
kun Skummet af en Sjæl, der koger over.

5/4 1901 .

FORAAR I ROSKILDE .

Det er Vaar, det er Vaar! hvisker Hegn, hvisker Hæk,
der staar safttunge Skud langs den surlende Bæk,
og i Skoven er tæt med Violer,
der staar Lam under Gavl, der gaar Føl over Kjær,
der er Mos paa hvert Tag, det er Pokker til Vejr,
se, i Halmstakken Katten sig soler.
I hver Bøg sidder Finken, den elskende Strik,
og sin Brud han sig nærmer med ømt: "Dikke-Dik!
Er du dér? Kom mig nær! Hav mig kjær!"

110

Og der favnes i Luften og næbbes paa Gren,
og der tages tilægte af Hjort og af Ren,
og der stanges af stinkende Bukke.
Selv det laadneste Dyr, selv det argeste Kryb
kommer ud af sin Hule og op af sit Dyb
for at smægte og elske og sukke.
Og de vrider sig rundt i den saligste Lyst,
og de finder først Hvile med Bryst imod Bryst,
mens de stønner og dør i et skjælvende Kryst!

Og jeg nynner en Sang langs med Fjordvigens Glar,
og jeg frygter at træde paa elskende Par,
der for Lykke ej ænser mit Komme;
og jeg hører de Kald, jeg har hørt gjennem Aar,
disse lokkende Fløjt, disse Triller, der gaar
tværs over Skove og Bomme,
og som dog ved de tusinde Toner og Sving
- thi Elskovens Sprog har ret snørklede Sting -
kun vil sige til hende den eneste Ting:
du skal lytte og røres og komme!

Og saa synes jeg brat, jeg er ene paa Jord,
jeg er skilt fra "en Fortid" ved Seng og ved Bord,
i Lyksaligheds Land en uværdig,
og jeg kaster mig ned paa den duggede Eng,
og jeg beder til Gud, som dengang jeg var Dreng:
Send mig en kjær Magdalene, men ikke en altfor bodfærdig!

- Ja, en duftende Drøm er vor rullende Jord;
kan du skimte et Skin paa din Himmel mod Nord?
Det er Sommerens Svende med Fakler;
det er Lyset, der stiger af Vinterens Grav,
det er Løfternes Skjær over isstrøet Hav,
det er Guden ifærd med Mirakler!

April 1901.
111

JYLLAND .

Der dukker af Disen min Fædrenejord
med Aaser og Agre og Eng;
med Ryggen mod Syd og med Taaen mod Nord,
den redte bag Sander sin Seng;
dog ej for at sove Retfærdiges Søvn,
thi sjældent er Landet i Ro,
men Stormene gaar,
og Brændingen slaar
paa Kysten med djærveste Kno.

Der ruller de Bække saa tungt gjennem Dal,
langmodigt ta'r Aaen imod
og skrider tilhavs i en sindig Spiral,
forinden den drev det til Flod.
Men hvor den kan glitre en Sensommerkvæld,
naar Laxen gaar op mod dens Strøm,
naar Siv og naar Flæg,
faar Dugstænk i Skjæg,
og Dagen gaar bort som en Drøm.

De bredeste Enge, jeg nogentid saa,
her duger det mossede Svær;
blankhornede Høvder paa ravgullig Taa
gaar rundt i de knortede Kjær.
Her voxer sig Plagen saa trind om sin Lænd
i Højengens vældende Saft;
saa rød er dens Lød,
dens Mule saa blød,
dens Koder de fjedrer af Kraft.

Og Ræven han slikker bag Diget sit Ben
og soler sin syndige Krop;
og Haren hun snuser til Agerens Sten
og gjør over Stubrene Hop;
og Odderen plumper i favnedybt Høl,
for Jæger og Hund i Behold,
men Hjejlernes Hær,
den flokker sig der,
hvor Hugormen lurer i Knold.

112

Mørkt stiger en Høj over Kornhavet op,
med Blaabær og Lyng er den klædt;
blandt Risenes Ranker en Lærke med Top
sig gynger og kvidrer saa spædt.
Det bølger af Rug imod Kimingens Rand,
i Dale, paa Banker den staar,
faar Runding og Form
i Godtvejr og Storm
som Barnet, mens Gjængerne gaar.

Det lufter i Lyng, og det ringler i Rug,
det sprager i Agrenes Straa;
højt Skyerne drejer den dampspændte Bug
og skygger en Stund for det Blaa.
Vildt Bierne tørner om Husmandens Gavl
mod Kuben bag Grønkaal og Løg.
I Udflyttergaard
mod Porthjaldet slaar
et Ekko af rimmende Øg.

Her laa der engang paa en spergelgrøn Toft
et Hjem med sin Skorsten paa Hæld.
Det havde en enkelt Rad Pølser paa Loft,
men ellers kun Armod og Gjæld.
Dog havde det Svaler bag Forstuedør
og Blomster om Sokkel og Syld
og Malurt paa Væg,
og Hønen la' Æg
i Skjul af den krogede Hyld.

Der sad hun og spelted min bøjede Mor,
ind under den Bjælke saa lang
og delte sit Bryst mellem mig og min Bror,
imens saa vemodig hun sang.
Nu ligger hun hist under Stendigets Hæld
i Krogen, hvor Valmuer staar;
gjør Verden Fortræd,
tog Sorgen min Fred -
saa sagte med Laagen jeg gaar.

113

Hvad var vel i Verden det fattige Liv
med al dets fortærende Tant,
om ikke en Plet med en Dal og lidt Siv
vort Hjærte i Skjælvinger bandt!
Om ikke vi drog fra det yderste Hav
for bøjet og rynket at staa
og høre de Kluk,
de Mindernes Suk
fra Bækken, vi kyssed som smaa!

Velsignede Land, hvor i Stormvejret bor
et Folk, som er øvet i Savn,
jeg ejed vel aldrig et Gran af din Jord,
som hjemløs jeg kvitted min Stavn.
Du rakte mig ud fra dit stenede Krat
en Høstnat saa kroget en Stav.
Naar Staven er brudt
og Livsgangen slut,
kanske du da skjænker en Grav.

V. 1-8 ½: 20/4 1901 , Slutningen: 10/11 1904 .

KARUP AA .

Nu bleges Himlen, for Sol er nede,
og alt har Kvæget ædt Bugen trind;
der lugtes Pors fra den nære Hede,
og Høduft driver for dugtung Vind.
Glad Hyrdedrengen paa Vajsen synger,
mens Aftengjøgen en Skræppe tynger
og Vibeflokken sin Kile slynger
med hæse Skrig over Karup Aa.

* 114

Hult Aaen klunker ved Midnatstide,
naar Maanen skjarer i Pytter smaa
og Taagestøtter langs Bredden skride
og sadle Engene abildgraa.
Da hulker Vandet fra dulgte Kilder,
mens Væslet virmer om Broens Piller,
og Kastevinde gjør Ganeriller
i Maanespejlet paa Karup Aa.

Saa stiger Solen af Morgenbadet,
mens Storken lægger sit Næb paa Hæld,
og Duggen drypper fra Svingelbladet
som blanke Hagl i det sorte Væld;
og Ræven kommer med Rov belæsset;
han laber Vandet, der kringler Næsset,
mens Brisen ringler med Hjærtegræsset
paa begge Bredder af Karup Aa.

Her ruger Anden i sivlun Rede,
og Rylen vader paa tynde Ben;
en Gamling lærer sit Barn at mede
og haspe Snøren af Stagens Ten.
hvor Padderokken paa Roden rykker,
en tandsløv Odder sit Maaltid tygger
med Kind mod Græsset ved Karup Aa.

Men kommer Juli med Brand og Brynde
og svider Pletter i tyndstraaet Rug
og syrner Øllet i baandsat Tønde,
mens Grisen stønner ved maskfyldt Trug:
da slænger Bonden sin Le paa Nakken,
retsindig langsomt han klarer Bakken,
han naar til Engen, han kaster Frakken,
og Slet begynder langs Karup Aa!

* 115

Den Mand, du tænkte dig mut og treven,
fordi du saa ham i Hytten sidst,
han er ved Stræbet paa Engen bleven
en Skjæmtebroder og Humorist;
han gaar til Knagen, saa Jærnet synger,
det friske Arbejd hans Blod forynger;
kun halvt til Vægten en Byrde tynger
i Høsletstiden ved Karup Aa.

Ret artigt Pigen maa Riven klemme,
om hun med Leen skal holde Skridt.
Korset og Klokke maa blive hjemme,
saa svulmer Barmen desmere frit!
Hun drejer Riven, saa Græsset stenter
og alle Frøer gjør Testamenter
og rædselsslagne fra høje Skrænter
med Plask sig styrter i Karup Aa.

Og Solen bager paa Knøsens Tinding,
mens rapt hans Stryge i Krydsstrejf gaar;
og Sliddet slapper hans Buxelinning,
saa Buxebagen til Knæet naar.
Ved Skaarets Ende en Slurk af Dunken,
en Skraa i Munden og Saften sunken l
Saa fat igjen for at øge Bunken
af Hø i Stakke langs Karup Aa!

- Du klare Strøm med de svale Bølger,
der duger Heden saa bredt et Bord,
mit Blik ærbødigt din Krumning følger,
til hvor du dykker i dyben Fjord.
Til dine Bredder min Slægt var bundet,
ved dine Bølger jeg Liv har fundet,
du er som Traad i mit Livsvæv tvundet,
du tungt henskridende Karup Aa.
13/7 1901.

*
116

HEDELANDET .

Du sære Land,
du mørke Land,
med Faaredrift og Studespand,
med ilde Avl
i Sandjordstavl,
med Stormes Gys om Grund og Gavl!

Dit lave Træ
fik kroget Knæ
i Vestenvind og Østenlæ;
din Byg frøs ud
i Nordenslud,
til skurvet Jord for skarp en Lud.

Din Bedeflok
har Tæger nok,
men rag og strid er Uldens Lok;
dog Faders Sok
og Søsters Klok
ved den fik Traad paa Moders Rok.

Et magert Land,
et fattigt Land,
og jævnt - i mer end een Forstand;
skjønt nok af Sten
langs Agerren,
du har af Klipper ikke een.

Din Arv er Sand,
dit Raab er: "Vand!"
Skjønt ogsaa her sies Mælk af Spand;
blev Solen hed
og Kosten led,
den bragte tit en Skorpe ned.

117

Din Lyng var høj,
din Al var drøj,
og Rydningsværket ingen Spøg,
men Ilden sved,
og Spaden bed;
om Resten ved hvert Barn Besked.

Den jydske Mand,
som her tog Land
med langt til Gud og langt til Vand,
hvor holdt han ud
i Ugers Slud,
naar al hans Trøst var Ko og Stud?

Saa spurgtes tit;
han grunded lidt
og svared saa: "Hvem vælger frit!
Jeg fødtes her
i Hytten der
bag Kaalgaarddigets Poppeltræ'r.

Der leved Mor,
til jeg blev stor,
saa fik jeg Hyttens Gjæld og Jord;
et brydsomt Værk!
men jeg var stærk,
og jeg tog Skæbnen i dens Kværk.

Og Hytten her
den er mig kjær,
naar Sperglen gror og Rugen drær;
dens Karm'er vind;
men Solens Skin
naar selv ad skjæve Ruder ind."

Med slige Ord
din jydske Bror
vil møde dig paa stormslaaet Jord,
118 hvor Hytter smaa
med Lyng for Straa
i Dag slaar Kreds om Heden graa.

"Et øde Land".
Et herligt Land
med Lokesæd og Hedebrand,
i Byger døbt,
i Storme svøbt,
i egne store Former støbt!

20/7 1901.

EN FABEL .

Der var engang en Grand danois ,
som havde levet længe;
i fordums Tider rev dens Tand
de Mopser mangen Flænge.

Men er et Bæst end nok saa bidsk,
engang dog Galden stopper;
nu sad den tandløs i sit Hus
og nagedes af Lopper.

Da samledes de Mopser graa
i Flok fra alle Sider
og sagde: "Lad os hædre ham,
der ikke mere bider!"

Se, saadan taler Mopser kun
og andre dumme Hunde;
de Taaber husked ikke paa ,
han bed, den Tid han kunde.

Saa trak de smaa i Kjoler graa
og pyntede sig Bagen,
og havde en et Ordensbaand,
han bandt det under Hagen.

119

Saa gik de til vor Grand danois
og satte sig paa Gumpen,
og bjæffed: Ak! og tuded: Tak!
og logrede med Stumpen.

Den gamle keg af Huset frem;
han var i Hu saa gnaven,
for Loppen bed, og Gigten sled,
og Ald'ren rev i Maven.

Men da han saa den Mopseflok,
han mimred, lo, lo atter:
"Ja, var jeg ikke Grand danois ,
saa brast jeg nu i Latter!

Thi er det ej de Mopser graa,
jeg var til idel Plage,
hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg rev
i mine Velmagtsdage?"

Dog, naar man er en Grand danois ,
saa passer man paa Munden;
og ogsaa vores havde snart
den rette Anstand funden.

Han rømmed sig og sagde: "Tak!
gaa ind og smag paa Mosten;
et Baand til jeres Halestump
jeg skikke skal med Posten!"

- Saa endte den Deputation
til hele Landets Skogren;
hvor andre har Rebellion,
der har de Mopser Logren.

22/8 1901.
120

MIN HJEMMEN .

Jeg er født paa Jyllands Sletter,
der hvor Lam af Lyngen nipper,
der hvor hvergarnsklædt og liden
Moder tørred sine Stripper.

Helst jeg mindes Sommerkvælden,
naar de tunge Stjærner tændtes,
medens under Portens Mørke
Stud og Hors af Selen spændtes.

Rugen stod mod Lervægsgavlen,
bøjet svagt af Junidræet;
Duggen faldt paa Gjøgens Vinge,
hvor han gol i Hyldetræet.

Koen stod med Reb om Øret
ved en frønnet Vognkjæp bunden
med en Kat paa hver sin Side
og med Drøvets Drevl af Munden.

- Inde var kun lavt til Loftet,
Maanen kasted Lys i Stuen;
Bedstefar i Lædertrøjen
stavred om ved Skorstensgruen.

Mor gled ind ad Frammesdøren,
slæbende paa Malkespanden;
snart har Koens varme Drikke
fyldt hver Barnekop til Randen.

Far kom kroget ind fra Stalden,
hængte Trøjen op ved Bjælken,
spiste tavs, indtil han sagde:
"Lad os takke Gud for Mælken!"

* 121

Bad vi da i Lys fra Maanen,
som kun Børn og Bønder beder,
medens tunge Stjærner tændtes
over brede, tavse Heder.

Kjbh. 7/12 1901 .

JULEBREV TIL HJEMMET .

Hvor Marken standses af frønnet Led
og Engen er Aaens Næste,
der ligger en Gaard i Julefred;
den vilde jeg gjerne gjæste.

Og Bjælken spænder saa tungt i Loft
i denne Mindernes Bolig;
hver Mus i Halmen, hver Spurv paa Toft
de pipper til mig saa fortrolig.

Jeg synes de Spurve kalde mig hjem,
jeg ser et Lys bag en Rude,
jeg skimter en Dør, der aabnes paa Klem
for en, som altid er ude.

Aa, laan mig din Vinge, du Spurvelil,
ej bare din Pippen og Klage,
da uden Tøven med Sang jeg vil
mod Hjemlandskysterne drage.

- Vær vakkert hilset, du Søskendflok
i Gaarden, hvor Dugen nu bredes,
hvor Faders Spade og Moders Rok
endnu med Ærbødighed fredes!

Og ser jer saa frem ad den østre Port
og ud ad den vestre Længe,
da har I et Syn saa omspændende stort
af Aa og Agre og Enge.

122

Da mindes I alle den sære Tid,
vi vanked der svedig og bøjet,
med Skovlen paa Nakken, med Hjertet i Strid,
med Udfartslængsler i Øjet.

Da mindes I ogsaa de gamle to,
der nu holder Jul med hverandre
etsteds, hvor Lykken er mere tro
end her, hvor vi bævende vandre.

Kjbh. 26/12 1901 .

JACOB HEGEL .

Der staar en Bygning i en gammel Gade,
hvor Dagens Bulder intet Ekko faar;
en fornem Jævnhed smykker dens Fagade,
og der er Stemning om den hvide Gaard;
fra slidte Fliser op dit Fodtrin bæver
og med en Højtidsklang mod Væggen slaar,
og der staar skrevet: Porten er kun snæver,
ad hvilken du til Gyldendalen naar.

Det blev et Forraadshus mod Tiders Trængsel,
som fornemt hvidt det stod i Døgnets Slud;
og hver Gang Døren drejed paa sit Hængsel,
fløj derfra Tanker over Norden ud;
de spredtes viden om som Dræ paa Heden,
bar Smil og Graad til mangt et følsomt Sind,
hist kom de kjært som Frø til Fugl i Reden,
og her de sprængte sure Hjærners Spind.

- Hvem haaber mer ved Staal et Folk at tage?
Er Krudtets Fam omsider dreven væk,
der staar paa Marken kun lidt Blod tilbage
og saa en nedskudt Fane bag en Hæk. Nej, Tidens Sejre, vore Troja-Kampe
de vil nu vindes paa en anden Vis:
En fattig Bog undfanget ved en Lampe
har tit bragt Glemsel for en Hærs Forlis.

123

Og derfor Tak til dig, du tavse Spreder,
hvis gyldne Mærke blinker fjærn og nær;
en stille Mand, en fast og rolig Leder
af Bøgers stolte, fri Erobrerhær.
Af Danmarks Største har du faa at savne
af dem, hvem ingen Storm rev Sejl af Raa;
fra Norge hented du de digre Navne,
der er som graa Granit at løfte paa.

Bag hin Erobring af de Bedstes Bøger
vi skimter mere end lidt praktisk Sans,
vi ser bag Pultens Rand en Mand, der søger
ej blot sin egen Hæder, men sit Lands.
Om Dybden af din Daad maa Tiden dømme;
men derfor alt Nationens Ros du faar,
at du gav Ly til dem, hvis Hjærners Drømme
med Nordlysstræben imod Zenith gaar.

Kjbh. 19/1 1902 .

VIGGO HØRUP .

Grøn staar Vinterrugen
ind mod snelagt Gaard;
tung og bred i Smugen
Sjællands Bonde staar;
skyet Panden luder,
Øjet graadfyldt ser.
Aa! saa har han spurgt det:
Hørup er ej mer!

Runden af vor stærke,
sejge Bonderod
bar han Folkets Mærke
paa sin Herde god.
Folket gjaldt hans Tanke,
Folket rundt vor Sø,
Folket, hvor det vender
Furen under Ø.

124

Kornets Sus og Sange
leged i hans Stil,
Sol fra Vig og Vange
tindred i hans Smil;
Skalkeblinket lyned,
kom du ham for nær,
som en Dolk, der vendes
brat i Solens Skjær.

Landets Bøgedale
hvisker end hans Lov;
aldrig bedre Tale
klang i Sjællands Skov;
Bøgen stod og lytted
med sit fine Blad,
Folkets tyve Tusind
jubled hjærteglad.

Med den danske Sommer
var hans Aand i Pagt,
Sprogets Bær og Blommer
ved hans Haand blev lagt.
Som en Valmukrone
over Nælders Top
steg hans ranke Klarhed
over Vrøvlet op.

Hørups Manddoms-Tanker
- Høst af bedste Tægt -
blev som Redningsplanker
for en kæntret Slægt.
Dumt at tro, han skjæmted,
blot fordi han lo;
Alvor stod bag Spøgen
med sin Bondetro.

'Snart de høje Bøge
grønnes om hans Gaard,
der hvor brune Høge
ned fra Luften slaar.
125 Han var Høgens Frænde,
Frihed var hans Krav;
Sjælland var hans Vugge,

Kjbh. 20/2 1902 .

FREDERIKSBERG .

Sig mig fortroligt, om Solsortens Toner
klang etsteds saa hjemligt som her om dit Slot?
Haven med Brud i de vuggende Kroner -
er det end lidt gammelt, det pynter dog godt.
Fred'rik bag Porten i gammeldags Kjol -
kanske lidt barsk, men godmodig for Resten;
Godheden randt af din lunende Sol,

Her har han vandret, din Stoltheds Aladdin ,
smilt til dine Børn paa sin ensomme Gang;
her bag de hældende Kroner han kvad din
kanske lidt for vege, men dybtfølte Sang.
Nu staar han hugget i Malmen den graa,
der hvor af Færdsel det buldrer i Natten,
viser dig, Borger, hvor langt du kan naa,
blot der en Gnist under Hatten!

Fortid og Nutid paa Vejene mødes,
sagte de formæles i Havernes Duft;
Asfalten bredes, mens Stokrosen rødes,
Traaden strammes ud mod den lysende Luft;
Kranerne knirker, og Hamrene slaar,
funklende Lys under Sporhjulet spruder,
medens histude, hvor Havglitret gaar,
lang'ligt en Stordamper tuder.

126

- Der kommer en, han maa med i min Vise:
Haaret stritter langt bag en florsmykket Hat;
sirligt han tripper der midt ad sin Flise,
Foden følger efter, hvor Stokken er sat.
Frakken den lange af gammeldags Snit
hopper en Kjende ved Føddernes Listen,
Baandet i Knaphullet, Halsbindet hvidt -
kjender du saa Pensionisten!

Kom her en Kvæld, naar i Sønden det lyner,
naar den vaade Guldregn sig sænker saa træt;
Fuldmaanen kikker fra Skyernes Dyner,
Lyd af bitte Fødder, der flyttes saa net!
Skræm hende ikke ved gjækkende Tegn;
hun gaar med Blussen sin elskte i Møde,
her hvor med Duft i dit skjærmende Hegn
natligt Syrenerne gløde.

Vinteren 1902 .

GRUNDLOVSSANG TIL FJAND - BOERNE .

der er et Land saa indeklemt
etsteds paa Jyllands Kort;
blev Stedet end af Verden glemt,
saa er det Land dog vort;
thi paa dets brune Tuer
sad vi som Børn og sang,
og fra dets Høje skued
vi Verden første Gang.

Der flyver Viben lavt om Gaard
mod Blæst og Bygevejr,
og Sommeraftnens Tofler slaar
højt over tavse Kjær.
Mod Høstens Tid af Lyngen
der titter røde Bær,
og tusind Lærkers Syngen
dig følger, hvor du er.

* 127

Og der gaar Solen langsomt ned
imellem Banker graa,
mens Hors naar hjem fra Dagens Béd
og Møllens Vinger staa.
Hen under Himlens Arker
gaar lange Dales Gys,
mens langs de øde Marker
der tændes Lys bag Lys.

Dg der er Bonden jævn og støt,
i hvert et Savn forsøgt;
men Savnet gjør ham ej forknyt
og avled aldrig Frygt.
- Han kjørte Sand paa Mosen
og Mosejord paa Sand;
det gav ham Gryn i Posen
og Hæder til hans Land.

Hvor Ploven altid holdes blank,
der er ej Fattigdom;
hold Agren ren og Modet rank,
om og din Ryg blev krum!
Thi Frihed vil kun dvæle
hos ranke Sind som Gjæst,
men lamme, syge Sjæle
dem fly'r den fra som Pest.

Og naar du henter Traven hjem,
og naar du Engen slaar,
og naar din Plejl med Fynd og Klem
hen over Halmen gaar -
da husk, at "Grundlovsgaven"
med Junidagens Sol
har Drøjsel lagt i Traven
og Hynde paa din Stol.

* 128

- Og dette Land saa indeklemt
paa Danmarks vestre Kort -
kanske det dog ej rent er glemt,
blot Sløvhed jages bort.
Og derfor skal du tage
dig Mænd til Folkets Raad,
der frem og ej tilbage
vil styre Tidens Baad!

22/5 1902.

PRESSEN .

fordum Fyrsters kjøbte Slave,
nu Monarkers Ligemand;
brudt er længst Censurens Stave;
Synet frit til Hav og Land;
Pressen - løst af Fortids Vold -
staar nu kun i egen Sold.

Se hvor langt dit Rige spænder,
sammenholdt af Ørsteds Aand!
Om en Ø i Havet brænder,
Asken samles i din Haand.
Ruslands Trusel, Finlands Graad
naar til dig ad samme Traad.

Malmen, som i Jorden lytter,
blev dit Lunes Gyngehest;
ud og ind Maskinen flytter
Bonden til sin Aften-Grød
drøfter Kinas Morgen-Nød.

* 129

Slukkes end hvert Lys i Staden,
brænder et endnu hos dig;
ruger Tavshed over Gaden,
til dit Hus naar Søvnen ej.
Remmen haster vildt af Sted,
Hjulet mumler sit derved.

Tanker, som for Øret synger,
naar de bæres ud ved Gry,
smidigt sig om Valsen slynger,
krystes mellem Staal og Bly;
Ordet, klædt i Malmens Dragt,
vandt dig Rang af Verdensmagt.

Som Kyklopens er din Gjerning,
du Minervas yngste Søn!
Held har sjældent fulgt din Tærning;
Skuldertræk var mest din Løn;
dog, saa langt Kulturen naar,
dine Spor i Agren staar.

Bonden, som med Blink i Øjet
klapper glad sin hvide Gris,
Svenden, som i Søndagstøjet
spørger sejgt om sin Avis;
Doktor, Høker, Skolemand
fyldte ved din Brønd sin Spand.

- Hvad end Tidens Strøm vil føre
hid af Skum og Storm og Slud,
vil du staa med Haand bag Øre
lyttende i Natten ud.
Dermed er din Gaade sagt :
Du er Tidens Hejmdalsvagt!

Juni 1902.
130

SØREN OLESEN .

Gamle Søren, lad mig mindes
end en Gang med Pen i Haanden,
hvad du var for mig og mange,
mens du selv var ung i Aanden:

Bred paa Foden, bred om Lænden,
bred og djærv og tung i Talen;
Stemmen blød og vemodssløret
som et Aaløbs Fald i Dalen.

Intet Hovmod, ingen Fraser,
stille Ord om Kristensynet,
og to milde, brave Øjne
ærligt lysende bag Brynet.

Ordet sank i aabne Hjærter
blødt som Nattedug paa Kornet;
intet Brøl i Domsbasunen,
intet Hyl i Helvedhornet.

Og tilsidst, naar Talens Mildhed
havde Sindene bevæget,
svam og bølged Salmens Toner
varmt igjennem Kjæmpeskjægget.

Stærkest var du, naar du talte
Hjærtets Sag bag Bjælkelofter,
hvor Forsamlingen og Ordet
begge gik i Bondekofter.

Der hvor Rævekløgt og Goldhed
svinger Klokken hist paa Tinge,
fik din Tale noget nedstemt,
som de golde kaldte "ringe".

Men for den, der sad og hungred
efter Ærlighed alene,
var dit Ord imod de andres
ogsaa her som Brød mod Stene.

131

- Gamle Søren, tunge Sorger
tynged paa din gamle Nakke;
længe saa jeg paa dit Aasyn,
at dit Held gik ned ad Bakke.

Skjælmen lo endnu i Øjet,
men med Skjælmen kjæmped Taaren;
nu er Kampen altsaa sluttet,
og dens Udfald nævnes: Baaren!

30/7 1902.

JENN HJEMM .

Æ Blaanner de drywer,
og æ Swaanner de flywer,
og æ Fowl de flokkes i æ Kjâr;
æ Blaad de salder,
og æ Hawl de raider,
og æ Blæst den tar i æ Dar.
Men a sejjer ind ved æ Skyw
og tarer æ Dog af mi Rud;
for nær en æ gammel, og æ Knoger er styw,
er ind saa laant bejer end ud.

Æ Suel den skjenner,
og æ Skyg den gjenner,
og æ Kokk de gaaler saa glaad;
æ Plejl den pikker,
og æ Klokk den dikker,
og æ Ugl - hun sejjer o æ Laad.
Men a ska wal hold mæ i Rumm,
for ind er det mjest af mi Gled;
nær føst det slaar ind med aa bus af Nordowst,
saa blywer æ Brokk i hans Red.

* 132

Æ Gord blywer gammel,
æ Laad krykker sammel,
og æ Sals haar en Klink i si Dar;
æ Tækki er røwn,
æ Fløj den er fløwn,
og æ Gowl den hwæler te Nard.
Men hvad vil ett hæld og forfald,
om Naadens Visdom ska raad!
Faar a wal end aalle æ Kukmand aa hør,
a høt ham da føst baag æ Laad.

Ja, her haar a sungen,
og her haar a sprungen,
og her haar a hat mi Kon Gled;
og her haar a sowed,
og her haar a plowed,
saa snaar æ Tiddaws war tered;
og her haar a gavn med mi Maag,
og her haar a funden mi Fød,
og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjem,
ilav mi Forælder de død.

Mi Faar saatt Snaare,
mi Muer hun kaare
imell hun gik med æ Ryw;
men da de bløw kroged,
og æ Øwnsyen doged,
de so som no a, ved æ Sky w;
de listed sæ ud te æ Hjørn;
der kund de saa knøw sto og kig;
no legger de inden æ Kjerregordstett
ledt nurden den søndele Dig.

* 133

Æ Vief hun skriger,
o æ Blæst den stiger,
og æ Popler haar tront med aa swing;
æ Regn den pilrer,
og æ Vildgjæs hwilrer,
og æ Ugl hun letter o æ Ving.
Ja, Ungdom og Gled de er henn,
og Sommerens Daw de er drøwn,
og den der ett mir faar en Lærki aa hør,
han tinker paa dem, der er fløwn.

1/8 1902.

MI NANNE, JA .

Der gor en O her vejsterpo
med Fleg omkring og Kwanne, ja;
aak, der war det en Lyst aa go
i Awtensdôg med Nanne, ja!

Æ Suel er nied, men øwer æ Hied
der flywer en Pa Tanne, ja;
æ Gjej han slaar, æ O den gor
med aal mi Sind mud Nanne, ja.

Nys drøw en Æl; no kam en Hwæl
som fræ wor Møllers Swanne, ja;
aak, de er tow, ka sow i Row,
nær a mo tink paa Nanne, ja.

Æ Nætter er no mørk og kold,
æ Vejlo wot og wande, ja,
men a gaar øwer Kjâr og Knold
og vejsterud til Nanne, ja.

* 134

Der stor en Lys i Nannes Rud
for mæ og ingen anner, ja,
te ett a gor i Syk derud,
men vinder hjem te Nanne, ja.

Ved Piggerbøen det tit er swær
aa skjell æ Own fræ Kjanne ja,
men det tar a mæ aalle nær,
saalæng a haar mi Nanne, ja.

For gor æ gjemmel ondt hæ godt,
og stige heller strande a,
saa er hun mej i mi Komplot,
mi Dawsens Gled, mi Nanne, ja!

10/8 1902.

ARBEJDERSANG .

Junkerspiren kaster stolt med Nakken,
naar han peger paa sit Adelsskjold.
- Vi er Børn af dem, der brugte Hakken
ligefra den første Fortids-Old.
Adel, Fyrster steg paa vore Rygge,
og vi bar dem over Ørkners Sand;
fedeligt de sad i Palmers Skygge,
naar vi andre savned Brød og Vand.

Adelsskjoldet er et tvivlsomt Mærke,
hvisker om, hvor højt en Mand kan naa,
naar hans Rovinstinkter blot er stærke,
og han selv tilpas er snu og raa.
Hakken, ak, gjør ingen Mand til Greve,
skjænker knap en Hytte trang og lav,
gi'r os Feber-Kost, imens vi leve,
og naar vi er død' - en Fattiggrav.

* 135

Vi blev født, hvor Lyset langsomt piner
sig igjennem Baggaardssmøgers Graa,
der hvor kolde stønnende Maskiner
hugge Tidens Stræng i Stumper smaa.
Intet Haab og ingen Himmelstige
stræbte op til Lysets klare Blaa.
Hvem har givet Solen til de rige
for at svøbe Mørket om de smaa?

Thi som Planten, naar den Lyset savner,
bøjes langsomt, skjælver ned og dør,
saadan blev vort Liv som golde Avner,
Evnen selv randt bort som Sne, der tø'r.
Dampmaskinens strubehede Aande
pustes mod vor Kind i dybe Støn,
ingen agter paa vor blege Vaande,
alle har kun Tanke for vor løn .

Disse lange, lysforladte Gader
overskygged vore Barndoms-Aar;
disse kolde Huses Rude-Rader
blinked aldrig med et Strejf af Vaar.
Men vor Arm blev stærk, vor Haand blev hærdet
ved at gribe om Maskinens Staal;
og vort Øje spejder uforfærdet
mod et stort og gyldent Fremtidsmaal.

Ja, som Samson i sin unge Styrke
bar Filisterporten bjærghøjt op,
stige vi en Dag fra Gydens Mørke
over Grav og Grøft til Lysets Top.
Med det gamle Samfunds Port paa Ryggen
lejre vi os i en Verden ny,
og mens Taagen letter, smiler Lykken
fra det nye Samfunds Morgengry.

Septbr. 1902 .
136

VENSTREVISE .

Nu har vi læst Aviser nok
og kjender eders Planer,
nu venter vi det Rytterchoc,
der sprænger nye Baner,
der slænger kjækt i Mudder-Grav
de blinde Fortidsjætter,
og Folkets Ret og Folkets Krav
paa Hædersbænken sætter.

Vort Statsskib blev paa Bedding sat,
det trængte haardt til Spanter;
det havde Brud paa Ror og Rat
og Læk paa alle Kanter.
- Nu raader vi, I kaster los,
før Vreden gaar i Gjæring,
nu er det Tid, at Skroget faar
den sidste Overtjæring.

Taalmodighedens sagte Vals
I vil saa gjerne lire,
men Strikken om Ideens Hals
blev ofte det: at fire.
Den kjække Skipper fanger Mod,
naar hvidest Søen bovner.
Drik Vinen, mens den end er god,
og Øllet, før det dovner!

I tyve Kjedsomhedens Aar
vi har Forbedring ventet;
omsider Sakramentet!
Kald Grøde frem i Folkesind,
og Vækst i Danmarks Dale,
og ring med nye Klokker ind
en bedre Rigsdagstale!

137

Ja, vi vil ud i aaben Dyst,
hvor Saltstænk frisker Blodet,
ej ligge under Dødvandskyst
og samle Vand i Ho'det.
Og lad os saa faa Flaget op
og Skuden ud at sejle;
sund Politik er salten Hav
og ingen Brakvands-Vejle.

26/9 1902.

BJØRNSTJERNE BJØRNSON .

Hvor Ørnene drømmer bag rimtynget Gren,
der sidder en Gamling' som hugget i Sten;
hans Manke den bruser som Elveskum,
og Fjældkilder klunker der rundenom.

Mens Sagaens Stortid i Mørke er endt,
og Oslo er sunken, og Hlade er brændt,
og Høvdingenavnet en Frase snart,
hin Aulestads-Høvding har Tiden spar't.

Der jog som en blaanende Elv i hans Blod,
som Laksens i Fossen saa stridt var hans Mod;
han vilde se Norge og Norden stærk,
i Nordfolket skue sin Ildsjæls Værk.

Han byttede Hjærte med Ungdommens Hær;
i haardhændet Kamp fik vi Høvdingen kjær;
han flytted ej Grænser med Støbestaal,
men vakte vor Længsel og gav den Maal.

Først sad han med Grundtvig i Kærren hos Thor,
og Graaulven tuded, mens Bukkene for;
saa drog han med Danvin paa Højfjældsfærd,
saa Verdener stige af Solbrandsskjær

138

Og Sangene randt fra hans undrende Streng
saa friske som Blomster af nyslaaet Eng;
de kommer imod os fra Eng og Ø
med Ungpige-Latter og Duft af Hø.

Og Bøgerne fulgte i Sangenes Spor;
hans Værker langs Kysten som Langskibe for,
og lagde den gamle saa brat til Land,
stod Pressen og Kirken og alt i Brand.

Han knalded med Pisken fra Solgudens Vogn,
Hans Hærpile hasted fra Sogn og til Sogn:
men sank over Sindet et Pust af Fred,
da sang han for Norge, saa vi sang med

- Højt løfter vel Dovre sin snehvide Krop:
i højere Glans naar dog Ætlingen op;
de tvende vil favne den norske Jord,
mens Skibe og Skægter gaar rundt om Fjord.

4/12 1902.

JULEAFTEN .

Og Far gaar rundt paa Loen
og ryster Halm og Havrestraa,
han bærer Vand til Koen
og Mælk til Kalve smaa;
han stikker Hø i Faarets Hæk
og stryger det om Kinden,
imens han glider væk.

Og Katten staar paa Hjaldet
og strækker Hals og springer ned
og mjaver lidt i Faldet
af bare Kjælenhed;
og Hakkelsemaskinens Hug
de skjærer gjennem Kvælden
som haarde, tunge Suk.

139

Og Far han ta'r nu Limen
og Fejer op og rejser Vind,
staar over Tærsklen ind;
han skifter Halm i sine Sko
og sætter Pind for Døren
og skjænker Kvæget Ro.

Saa staar han lidt og grunder
med Øjnene mod Jorden vendt;
for nu er Dagen endt.
Fra Ladetagets gamle Skjæg
det drypper støt og stændigt
mod Syldens gule Klæg.

Saa gaar han hen til Hunden,
der vogter bønligt paa hans Færd:
"Hvorfor skal du staa bunden,
nu Julen er saa nær!"
Dens Lænke klang mod Stenen brat
Pasop kan næppe sanse,
han springer som besat.

Men bag de lave Ruder
der vikles Dug af Mangelstok;
paa Risten Stegen spruder,
og Mor har sat sin Rok.
En Krans at Gran om Spejlet gaar,
trearmet Julelyset
paa Messingstagen staar.

Stadstøjet frem er hentet,
og Ovnen staar paa blanke Ben,
med Sand er Gulvet strentet
helt ud paa Trappens Sten,
og over Bedstemoders Stol
der straaler Strygejærnet
mod Loftet som en Sol.

140

Saa træder ind i Stuen
besindigt Karl og Arbejdsmand
og skubber langsomt Luen
ind over Bænkens Rand;
de spejder langs det hvide Bord
og rokker sig til Sæde
foruden mange Ord.

Mor titter frem bag Klinken,
af Skorstensilden rød om Kind.
Far kjender hendes Blinken
og henter Flasken ind;
det stemmer alle Sind i Dur,
den klare, gyldne Vædske
er farvet med "Tinktur".

- "Fik Øget nok at æde,
og har nu Koen ingen Savn,
saa sæt jer kun til Sæde
enhver i Jesu Navn;
med sulten Mund er ingen glad,
men der er langt til Bunden
i Julens Sulefad." -

Snart høres Skeer klinge,
og hvert et Sind er mildt og mæt,
og Duftens fede Ringe
omslutter Skaren tæt;
og Pudlen med det laadne Bryst
ser op fra Bordets Tremmer
i lækkersulten Lyst.

Men ude drypper Taget,
og Himlen staar saa høj og kold;
selv Maanen er nu draget
med Lygten Gud i Vold.
Men langs den mørke, vaade Jord
staar tusind Lys og blamrer
fra Bønders Julebord.

24/12 1902.
141

ARBEJDERSØLVBRYLLUP .

Femogtyve lange Aar
hvirvled Sne i tynde Haar,
lagde Rynkespil om Øjet,
magred Kinden, Ryggen bøjed
- saadan skreves Livets Kaar.

I en Tid, hvor alting brast,
holdt I ved hinanden fast;
I har ej jert Sind forandret,
trofast har I Vejen vandret
uden Vaklen Haand i Haand.

Sorgen kom som hyppig Gjæst,
Sygdom røved Lønnens Rest,
Vaagelampens spæde Flammer
lyste fra jert snævre Kammer
mangen søvnløs Midnatsstund.

Øde Nætters Barnegraad
gjorde ofte Kinden vaad;
tit har I med stille Vaande
lyttet efter Barnets Aande,
naar paa Trappen Døden stod.

Dog for den, som haaber fast,
aldrig rigtig Lykken brast;
Sorgens Dag og Graadens Nætter,
bange Sjæles Rædsel sletter
Evighedens Finger ud.

Gjorde Troen Gangen let,
da har Tvivlen tabt sin Ret;
bar I bedre Livets Kulde;
satte trygg're Fod i Mulde,
da var Troen Lykkens Ven.

142

Solen i Guds klare Dag
fandt vel ogsaa eders Tag,
blinked skjælmsk paa Blomst bag Rude,
leged ømt paa Vuggens Pude,
titted ned i Barnets Drøm.

- Femogtyve svundne Aar
her med Stav i Haanden staar,
hilser tavse paa hverandre,
nikker mod jer, før de vandre
ind til Evighedens Kaar.

Decbr. 1902.

DU OG JEG .

Mit Liv jeg tager som en Arbejdsdag
med meget trælsomt Stræb og ringe Mag,
men imod Kvælden kryber jeg i Ly,
og naar saa Kvæget vralter mæt mod By,
da skal vi sidde ved en kalket Gavl
og skue langt hen over Grønsværstavl,
hvor Haren hopper om paa lange Ben
og snuser ivrigt til de vaade Sten,
mens Lyngen svajer lidt i Vindens Drag,
og Solen synker ned ved Kølleslag;
men før den vældig ned bag Heden gaar,
den væver røde Traade i dit Haar,
og hvor den ej fik saaet de gyldne Drys,
der gaar jeg varsomt efter med et Kys.

23/1 1903.
143

MED EN CYKLE TIL MIN KJÆRESTE.

Hvis du vil altid være min,
skal denne Cykle være din.

Og styr den snildt og led den let,
og flyt dig frit fra Plet til Plet.

Kjør aldrig nogen Mand omkuld,
an være ædru eller fuld.

Riv ej din Næstes Port af Led;
det vil du ikke frydes ved.

Ja, vogt dig vel for Grøft og Bæk,
for hule Spor og Tjørnehæk.

En Politibetjent er fæl,
men værre dog en Lygtepæl.

Mød aldrig Danmarks favre Møer;
da hellere en Kobbel Køer;

de sidste kan af Vejen gaa,
de tørste bumser lige paa.

Og bliv saa sød og rød og rund,
faa Blomst paa Kind og Bær paa Mund.

Lad Vinden slege Nakkens Dun,
og Solen kysse Halsen brun.

Lad Struben i hvert Drag af Luft
nedsvælge Kløvrens Honningduft.

Har Sindet ikke ret Kulør,
da flux i Sadlen op og kjør«!

Ud hvor de blanke Bække gaar
og Bølgeskvalp mod Stene slaar.

144

Hvor Faaret tøjres under Brink,
mens Solen slænger Mileblink

ud over Fjorde kjøligblaa,
som bitte Baade vipper paa.

Du lille Knæ, du vil faa tront,
om Hjulet her skal ret gaa rundt.

Men trættes du af støvet Vej,
vend om, kjør hjem, hvil ud hos mig!

23/1 1903.

PROLETAR-BORGMESTEREN .

"hvad skal de Fakler ved Raadhusets Port?
Hvad er der undladt, og hvad er der gjort?"
- En Mand er bleven Borgmester!
"Jasaa, er det noget saa stort?"

Det er rart at se Godtfolk komme i Vej,
men rager det strængt taget dig eller mig,
hvem man til Borgmester vil tage?
Ham, der tør sige, hvor Skabet skal staa,
bremse de hovne og hjælpe de smaa,
ham saa vi dem stændigt at vrage.

Saa fik vel L'hombrespillet nu en ny Matador,
en Mand, der signer Stegen ved runde "Raaders" Bord,
en Mand, hvis Ordner funkler saa viden om hans Plads,

- Nej stop, kjære Broder! her tog du fejlt Bestik;
din sunde, kloge Skepsis har i Dag slaaet dig Klik.
Forgjæves vil du søge hans Navn blandt "Folk af Stand",
thi Statskalend'ren kjender ej Titlen: Arbejdsmand .

145

Men han, om hvem jeg taler, han kjender den forvist;
han samled vore Skarer fra Kjælder og fra Kvist,
han slog om løse Staver saa kloge, stærke Baand,
og lærte os at skatte til Samholdets Aand.

Vi gjorde ham til Fører, vi gav ham en Hær,
som ingen førte større hverken langt eller nær;
dog ingen Snore fik han og intet Sværd ved Lænd;
hans Distinktion var Kløgten, hans Hær var - Blusemænd.

Den stille Mand, der førte i ondt og godt vor Trop,
ham er det, vi har løftet i Kvæld paa Skjoldet op;
for Proletarborgmestren vi stak de Blus i Brand,
fra hvilke Funker daler nu viden over Land.

- Rul ned, rul ned, Etatsraad! Træk Plydsgardinet til!
De Fandens røde Fakler, de driver saa sært et Spil;
de flimrer under Lofte i mangt et Rigmandsbo
og taler frækt rødtunget om Fattigmands Haab og Tro.

Den Arbejdsmand, de lyste hjem til Borgmesterbo,
han deler med os andre vor barkede Tro;
han leger ej med Løfter og svigter ej sit Ord,
om end det synes Moden nu omkring de kaarnes Bord.

Den bliver ikke svimmel paa en Borgmesterstol,
der stod i Slagets Stimmel i Regnskyl som i Sol,
og den, der saa i Øjet saa megen ærlig Nød,
han svigter aldrig Kampen om det daglige Brød.

For det maa ikke glemmes: den Kamp er ikke endt,
fordi en Stol i Raadet fra Ryg til Front blev vendt.
Det meste i vort Samfund er ude af Plan.
Op alle Mand og drej det ind i vor Meridian!

1/3 1903.
146

PAA Æ STUR HYW .

fræ Kistelbakk og te Søndergord Hyw
der er en elendig Graan Vej;
ilyvvel: hwor mild jens Tanker ka blyw,
nær en kjender hwer Knot og hwer Vrej.

Der gi mi Foræller og pojed og sô
og fand i æ Saând dje Fød;
de laa dje Ved ad den Gryssen, de gjord,
- og no er de beggitow død!

Det sukker saa sær øwer Kistelbakk
og hwirmer om Søndergord Hyw.
Om det ku vi hejsen faa møj aa snakk
og osse en Hobben aa skryw.

31/5 1903.

EVALD TANG KRISTENSEN .

Do slæft med æ Kratt øwer Jyllands Ju'd,
saalæng der en Stown war aa find;
do skjøtted æ Top, og do jawnt æ Ru'd,
saa no gor æ let nok aa bind.

De saa, do gik ledt nær mud æ Bund,
hwor aal Slavs Lig hænger ve;
men det maatt da vær nø vringelworn Hund,
der vild gi dæ Stræger for de'.

* 147

Tho skraft do ledt nywer, end manne ka lid,
og kam der en Rawt i di Jaen,
saa kyller wal ingen æ Stro tesid,
om og der æ mjest ve æ Kjaen.

Do sammelt i Dyngi, Kjanner og Stror
hwer fatte, øwersit Mind.
A sejer for mæ: det war hwell, hwad do gjord;
og Danmark ska sej dæ'æ sind.

4/6 1903.

DE SYGE TYPOGRAFER .

Det er en stille Gjærning den at sætte
med rappe Fingre Ordene paa Naal,
som Tinsoldater smaa dem ind at rette
og klæde dem med øvet Haand i Staal.
Respekt for Daaden! I Evropas Stater
er ingen Hær som Gutenbergs Soldater.

Der foldes ingen Fane ud i Solen,
før deres Virken spredte Tvivlens Dunst,
der sidder ingen Hersker fast i Stolen,
før de har øvet deres sorte Kunst;
fra Baggaards-Lofter har de rystet Troner
omkap med Cæsar og hans Legioner.

- Naar over vaade Sten Betjenten skrider,
og Lyset slukkes i hvert stænget Hus,
mens Maanen ned bag fjærne Gavle glider,
- da danser Møllet end om deres Blus.
Det maa saa være; thi ved Morgengry
du kræver jo Avisen, frisk og ny.

148

Men Nattevaagen er en farlig Leg,
den suger graadigt Livets fyldte Lampe,
saa Blodets Safter bort af Aaren dampe.
Se derfor blev din "sorte Ven" saa bleg;
thi Blyet ikke blot som Kugle dræber,
selv ved dets Støv et Gran af Døden klæber.

Se, Danmark ligger nu i grønne Skifter
med Rug og Skov til Horisontens Rand;
henover lave Gaarde Vinden vifter,
og Tøsen bader fra den aabne Strand;
her hvor det sunde Hav sig saltfyldt tunger,
her var et Frelsens Hjem for syge Lunger.

Aa, I som Lykkens Nøgle, Sundhed eje,
som aande ind dens Ambra Dag og Nat,
som vandre skjæmtende langs grønne Veje,
og kaste kjækt i Vejret Eders Hat:
Tænk lidt paa ham, der sidder krum i Stolen
og stirrer haabløst ud mod Aftensolen.

Ja, tænk paa ham, der ved sin sorte Pult
har saaret sig paa sine egne Vaaben
cg nu et Rov for Snigesot og Sult
ser Nødens, Dødens Dobbeltporte aaben;
ræk ham din Haand! Han led jo for os alle,
thi bør vi alle ham til Kræfter kalde.

August 1903 .
149

STUDENTERSAMFUNDETS RUSKANTATE EFTERAARS-VISE .

Gjøgen galed i Danmarks Lund,
og Fjordene blaaned saa vide,
Havren ringled i Middagsblund -
da vaagned Gud Storm under Lide;
sprang han over de rædde Straa:
"Den Sommer mig varer saa længe;
op at trille, I Bølger smaa,
og rap jer, I blæsende Drenge!"

Tog da Himlen sin Stormhat paa,
og Norden begyndte at blæse;
Havets Pande blev mørkegraa,
og Næsset fik Skum om sin Næse.
Aldrig saa jeg saa vild en Dans,
de rødeste Roser de blegned;
Gjøgen selv gik fra Sind og Sans,
og Herreste Je, hvor det regned!

Bonden vrider sin vaade Hat;
han vender sit Hors under Bakke:
"Var dog Rugen paa Stænget sat,
og havde man Havren i Stakke!"
- Ind ad Laage og ud ad Port
jog Blæsten med Tuden og Piasken.
Saa blev Skovenes Ligvers gjort,
og saa gik en Sommer i Vasken.

RECITATIV:

Naar Stormen med de røde Teglsten spøge
omkring en gammel frønnet Skolegaard,
hvor en ærværdig Lind i Krogen staar
- en munter Flok mod Hovedstaden søger.

De strømmer ind fra alle Landets Egne
med Laser af Horats endnu i Jakken,
med Somrens sidste Rose frækt i Frakken, -
en Fryd for Damer og en Gru for Degne.

150

Hvem elsker ikke disse kaade Fanter,
der har Entrébillet til al Ballade!
Er de end grønne, de er aldrig fade;
de fattes kun alvorlig Et: Kontanter.

Dog hvad skal Ungdom med "det møgle Guld"?
Spørg Fuglen, om den vil ha' Pung ved Vingen;
den svarer, mens den henrykt soler Bringen:
"Nej, ikke jeg, og ingen af mit Kuld!"

Tal ej til dem om Høstens visne Løv,
det falder, aa, saa let paa Russens Hue, -
ræk du ham hellere en høstlig Drue,
før den har blandet sig med Jordens Støv.

Velkommen, Rus, som er for Klynken døv!
Hil sidde I, vaarfriske, sommerglade,
skjønt I er blæst herind med Høstens Blade!

Saa skal det være! Ingen sure Fjæs
skal skjæmme Festen; spids din Mund og blæs
ad hver en Vranteper, og bar Ulykker
lad hagle over hver en Eddik'brygger!

RUSSEN SER LOKALERNE .

Nu et Tryk paa Knappen der!
Saa er vi paa Trappen her
med Mathiesens
Leg i Isens
penselsvungne Hvirvelvejr.
Se den Dames Fødder smaa!
Hu, de er af Kulde blaa!
Var det Schack han
sa' til Lachmann:
"Giv dog Barnet noget paa!"
Opad vi aser i stigende Syner;
Gassen lyner. Og det lyner
af din Kunst, Mathis!

151

Venstre Sving! Paa dette Sted
lad os sagtne vore Fjed;
brug blot Maatten,
something rotten
følger tit fra Gaden med.
Her er Stedets Læsesal,
hisset blinker en Pokal;
den er funden
eller vunden,
og nu staar den der til Pral.
Saadan hos Romerne puniske Snabler,
- "fulde Snabler" - stod i Stabler, -

blad du blot i Bloch!
Fra Trofæ til andet Fæ!
Voila, en Tyr af Træ!
en Forening af - hvor god dog!
Heltemod og
Kalveknæ.
Tyren er et Æventyr:
Gjør man her for stærkt Postyr,
hvis i Salen
løftes Talen,
ramler Halen af det Dyr.
Hvil dig mod Væggen hvor Venus'er slumrer,
mens det skumrer, mens det dumrer
hult fra Gaden ind.

Saa til Husets Helligdom
ogsaa kaldt: "det tavse Rum";
"dér maa bies,
dér maa ties",
saa selv Berendsen blir stum.
Her er Storhed hængt paa Søm;
se dig bare rundt og døm:
Brandes' Smil bag Glaret glimter,
Høffding skimter
frem i Drøm.
Der har vi jo Drachmann med Silke i Vesten!
Han er Præsten, Digterpræsten
i hvert Sangerlaug.

152

Ser du Bispens Have der
som en Drøm i Maaneskjær?
Lysets spinkle Straalestrenge
gynge, hænge
i dens Træ'r. Eller se St. Petri hist
- mellem Taarne en Gardist -
i sin grønne Kjortel stige
spydrank lige
for vor Kvist!
"Tror du, at Kirkegaardsaanderne spøger?"
Dumme Thøger, dumme Thøger,
Bispen staar paa Vagt!

Sidde her med Pen og Bog,
bli'e som Høffding vis og klog,
hvas i Talen som en Hørup ,
naar hos Lørup
Viddet jog;
spalte med en Brandes' Glød,
kaste Guld i Sprogets Skjød
som hin Syge , der paa Flugten
hist ved Bugten
fandt sin Død - -
Rus, her er Templet, og her er Exemplet;
giv selv Stemplet, Viljesstemplet;
ret dig, og bliv stor!

Tænk dig her en Vinternat!
Sne i Dans om Pigens Hat!
Langs med Muren bløde Byger
kjælent stryger
som en Kat.
Nu blir Stormen rigtig slem;
- du maa følge Frøknen hjem -
Hatten krammes,
Skjørtet strammes,
Knæet træder yndigt frem.
Byd hende dog Armen, mens hjemad det lakker!
Hvor hun takker, hvor hun takker
med sin Port paa Klem!

153

- "Ak, det var en Omvej, du!"
Rus, du gaar vist fler endnu,
hvis paa Talen
kjendes Ka'len!
- Nu til Salen staar vor Hu.
Hvilken pragtfuld Kreds af Mænd!
Lachmann , hvad er her for Spænd?
Damer! Sang'rel Tretten, fjorten!
Nu stak Morten -
sen i Rend!
"Hej, hvad skal hænde?" - Athene vil tale!
"Er I gale, bindegale!"
Sæt dig, Rus, og ti!

PALLAS ATHENE FRA SALENS BAGGRUND .

Da Tankerne var klare, og Himlene var blaa,
i slanke Søjlers Gange gik Platon sølvergraa.
Turkiser og Karfunkelsten sad i hans Kappes Bræm;
og som Karfunkler sprudlede hans skjønne Tanker frem.

Da Lusene var mange, og Tankerne var faa,
sad Thomas af Aquino i Klostercellen graa;
snart steg hans Aand mod Englene, og snart en Lus han knak;
for begge Dele yder vi ærbødigst Thomas Tak!

Da Heltene var tyndet af, men Lusen end i Flor,
drog jeg fra Lysets Attika hid til det skygraa Nord.
Her staar jeg nu i denne Sal med Lansen helst i Ro;
dog hænder det, jeg prikker til én af de Lus paa to.

LIDT PASSIAR MED RUSSEN .

Vi er et Samfund - det ved du nok -
hvorom der føres megen Tale;
vi vinder Garn af Athenes Rok
og sværmer for det Ideale.
Og vi har Digtere i Hobetal;
de digter Digte, som en Digter skal;
Sommer og Vaar
hjemme de gaar,
men kommer ud om Efteraaret.

154

Og vi har Fagfolk i Politik,
hvoraf enhver kund' vær' Minister,
der kjender Toldloven paa en Prik
og vor Export af Smør og Ister;
der drøfter Fremtid med den store Sfinks,
der drejer nydeligt ved: rechts! og links!
Altid paa Sko!
Hjemglædens Ro
de nyder bare, naar der stemmes.

Og vi har Blege , og vi har Graa ,
men vi har ikke mange Røde ;
og dem vi har, gad vi gjærne flaa
og give hen til Ravneføde.
De Rødes Time - var den vel forbi!
Det Graa er der dog mere Stemning i!
Siger du nej,
tier helst jeg,
for du har Stemmeret i Aften.

For du er Intet, og du er Alt,
og du er ej med Fraser foret;
og du er Humle, og du er Salt -
at sige: der er dem, der tror'et.
Paa denne Højtidsdag skal Troen staa:
En Rus tør kun Forvorpne tvivle paa!
Skaal da, min Ven,
nik lidt herhen,
og tøm dit Glas, mens du er ædru!

SILENTIUM .

Der kom fra Kathedret et gjaldende Raab:
Vi har ingen Brug for Studenter!
Søg ud, hvor I bygger med sikrere Haab,
hos os I kun Skuffelser henter!
Bliv Kellner i Kjøge, bliv Høker i Hals,
gaa ud paa vore Torve og hold Fisk tilfals!
Prøv Amerika!
"Der kom jo Jensen fra."
Rejs ad Hekkenfeldt!
"Der er saa mange meldt."
Se efter i Berling , der ved de dog bedst,
om nogen har Brug for Studenter.

155

- Aa, skjær dig ved Diget en Fløjte saa lang,
og blæs denne Tale et Stykke!
Tro aldrig, at Danmark er bleven saa trang,
at ej hun har Plads for din Lykke.
Naar Læsset skal over den drøjeste Knold,
og "bedre Folk", de skynder sig i god Behold,
naar en nyfødt Sag
igjen bekjender Flag,
naar fra Friheds Træk
vi Sminken ønsker væk, -
naar Grunden skal spules i Augias Gaard,
ja, da blir der Brug for Studenter.

Der stiger af Sumpen saa mangen Slags Dunst,
der gaar os som Kolden i Kroppen,
og Skokke af Hjærner i Liv som i Kunst
forvirres af Lygtemands-Hoppen.
Men hvis den skal kvæles den svovlede Brand,
der sænker nu sin Tane over Danmarks Land,
hvis forsagte Sind
til Haab skal hjælpes ind,
hvis den golde Gus
skal ud af Gaard og Hus,
hvis Tærsklen skal sænkes, saa Lyset naar frem -
- ja, da blir der Brug for Studenter.

Og fæst saa dit Blik paa det frelsende Vejr,
der retter selv skjæveste Hytte!
Idyllen er ude, en Stormtid er nær,
og ingen fra Stormen kan flytte;
den leger med Lande som Havet med Rav,
det er som Aanden atter delte Land og Hav;
Torsken den gaar der,
og Manden han staar her, -
Borgen gaar i Synk
til Bod for Hyttens Ynk;
men hvis du tør staa under Stormskyens Bryn
- ja, da blir der Brug for Studenter!

Septbr. 1903 .
156

FRÆ DEN JEN JEPP AA TE DENAAN . VED ANTIKWARBOGHANDLER JEPP POULSENS 25-ORS JUBILÆUM.

DO handler med Skrøwter, som hwer Mand ved,
og do forstor æ, saa mari!
De Bøgger, a skrøw i mi Ansigts Swed,
dem sæler do laant under Pari .
Og kløftig det e' do, tak Skam dæ for de ,
saa møj der no blywer bor te dæ,
det skuld da go mie end ondele te,
om ett der war nøj, der hænd ve dæ.
No, Lykk ve di Disk, og Lykk i di Stow!
Vi ka saagu aalsammel træng'e!
Og gjør mæ saa aalle di Priser saa grow,
te ett a ka praang med dæ længe.

29/10 1903.

HUSMANDSBRYLLUP .

Der et Ord, som ingen Mand tør glemme:
at kun for Haabets Barn er Lykken hjemme.
For Tvivlens syge Bønner
den lukker grumt sin Dør;
men frejdig Sundheds Latter
den skjænker helst Gehør.
Held da dig, som fik lært at smile!
Held enhver, som ved Arnens Hvile
Lykken fandt!

* 157

Lad aldrig Livets Modgang jer forknytte,
om end jer Rigdom blev en ensom Hytte!
Med Enighed forinden
er Stuen høj og lys,
ved ømme milde Hænder
udslettes Nattens Gys.
Flidens Arm stille Fadet fylder,
Kvældens Sol fattigst Vraa forgylder, -
Kvældens Sol!

Hvor Tvende ret fik Kjærlighed i Eje,
var Gangen let om end ad trange Veje;
thi hvad den ene høsted,
den anden bandt i Neg,
og saadan I forvandler
en trælsom Dag til Leg.
Trofast Gang gjennem Modgangs-Vrimlen!
Lavt ved Jord tit var nærmest Himlen -
lavt ved Jord!

Og byg saa eget Hus paa egen Ager,
saa gjennem egen Muld I Furen drager.
En lille Plet ved Gavlen
med Bær og Blomster smaa;
og inde bag Gardinet
skal ogsaa Blomster staa!
Ude Flid, lange Skaar for Ruden,
inde Fred og en Glut i Puden, -
inde Fred!

12/11 1903.

SE DIG UD .

Se dig ud en Sommerdag,
naar de Bønder tromler:
Land æfor og By æbag,
Lærkesang og Humler,
Byg i Skred og Bær i Blost,
Barneleg om frønnet Post,
Rugens Dræ med Duft af Most
i Drift om brede Gaarde!

158

Danmark er et lidet Land,
strakt fra Nord til Sønder,
har dog Brød til alle Mand,
Kjøbstedfolk som Bønder.
Rugen med det svulne Knæ
voxer langt i Bakkens Læ;
Humlekop og Pæretræ
faar Sol mod hvide Gavle.

Færgen med det brede Bryst,
klædt i Staal og Plade,
pløjer Vej fra Kyst til Kyst
over Bælters Flade.
Kobberspir og Tag af Tegl
ser sig selv i Havets Spejl;
langvejs ude hvide Sejl
mod grønne Øer bovner.

Toget stønner tungt af Sted,
højt sig Røgen løfter;
Plagen staar ved Vangeled,
slaar sig løs og snøfter.
Hyrden kobler sine Kø'r;
Aftensuk i Siv og Rør;
fra den aabne Smededør
gaar lange Skumrings-Gnister.

Slider Byen, danske Mand,
altfor stærkt din Trøje,
tag et Maal af Danmarks Land
fra dets egne Høje:
Synet - fjernt af Banker lukt -
bliver frit mod Bælt og Bugt
- stemningsfyldt som Hejreflugt
om Kvæld, naar Sol gaar under.

21/12 1903.
159

HEDENS DEGN .

saa synger jeg da om en gammel Degn,
der ser saa langt over Lyng og Hede
og glider i eet med den Langsynsegn,
hvor Urkok skogrer, og Ræv har Rede.
I faar nu lytte.
Vor Degn vil flytte;
om lidt saa pinder han her sin Hytte
og gaar sin Vej.

Hvor Vindene Farer saa haardt af Sted
og bøjer alt, hvad de ej kan brække,
der burde der krydses et Mærke ved
de faa, som Stormen ej kunde knække.
Den gamle vidste:
Hver Storm vil miste
sin Kraft mod Aften og bort sig liste
som Pust i Korn!

Thi siger vi Tak til den gamle Degn,
der holdt sig rank i de onde Dage;
der findes ej Lys i hin aabne Egn,
som ej vil blinke en Tak tilbage.
En Lærers Gjerning,
den kræver Værning,
den kræver Solskin - og Mistros Fjerning,
om den skal gro.

Og mere var han end en gammel Degn,
der sidder værdig i Hyndestolen;
paa Menighedsskuden var han Kaptajn
langt mer end den, der fra Gud har Kjolen.
Naar Præsten "søgte"
med Bøn og Lygte,
hvem, tror I da, maatte "Kaldet" røgte,
om ej vor Degn!

160

Og kom man en Aften saa til hans Dør
med Støv paa Sko og med Lyng i Hatten,
da stod han paa Trappen der rank som før
og holdt os fængslet til langt paa Natten.
Fra Solen dukked,
til Dør blev lukket,
fra Gjøgen kukked, til Lys var slukket:
eet Lattervæld!

Ja, tit vil jeg savne den gamle Degn.
Men søger Foden de vante Stier,
mens Raaen ser ud fra Plantagens Hegn,
og Heden skjælver af Melodier:
min Bylt jeg sætter,
min Ryg jeg retter,
min lynggraa, falmede Hat jeg letter
for Hedens Degn!

31/12 1903.

MAJSANG .

hej hvilken herlig Vind!
Nu blæses Somren ind,
Skyggen skrider over fjerne Høje;
Gjøgen, den glade Skjælm,
kukker fra Digets Ælm;
Bonden knapper op sin korte Trøje.

Landet af Dis er fyldt,
Staden er solforgyldt;
blid den Syge indved Maren lister!
Blomsten slaar Øjet op,
Hækken har Knop ved Knop;
du kan næsten høre, hvor de brister.

161

- Ingen er idel Aand,
vi ikke idel Haand;
vi har Længsler, som i Sjælen skjælver;
Længsler mod Frimands Kaar,
Længsler, som Næring faar,
naar sig Himlen - blaa om Jorden hvælver.

Slupne fra Vintrens Tørn,
staar vi da Vaarens Børn
her med Sommerblæsten i vor Fane;
hvor vi end Lejren slaar,
naar vi end Sejren faar -
under lyse Himle gaar vor Bane!

26/4 1904.

FOR VI TRÆDER HVERANDRE -

der staar en Purle ved Vejens Sving,
en Egeknast saa forkrampet;
den Stakkel fik aldrig sin Marv i Ring,
og aldrig den blev til nogenting,
fordi den for tidlig blev trampet.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.

Ja Livets lovende Førsteknop
den ødtes grumt for de fleste;
thi raged ogsaa en enkelt op
med Jærn i Veddet, med Frugt i Top,
det blev dog kun Purl det meste.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.

Den argeste Ulv i Skovens Skjød
blev slikket engang af sin Moder.
Men du - hvad Svar mon din Haardhed bød,
hvis atter hin Røst af Himlen brød:
"Hvad har du gjort med din Broder?"
For vi træder hverandre i Dyndet ned.

162

Det Barn, som vaagner af drømfyldt Blund -
den hele Sol vil han kræve;
men lad ham først kjæmpe en Livsens Stund,
da vil for at vinde en Straale kun
hans tryglende Læber bæve.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.

Juni 1904 .

OLE NYGAARD .

han var en stille Vandringsmand,
hvis Sjæl var i hans Sag;
han spurgte ej om Navn og Stand,
men kun om Hjærtelag.
Hans Arbejdsmark var Lyngen
og Landet nær derved,
og Hedelærkens Syngen
har stedse fulgt hans Fjed.

Han gik saa glad sin Solskinssti
fra Vuggen til sin Grav,
og aldrig gik han Hus forbi,
hvor Døren kun er lav.
Hvor Hedebarnet brunes
blandt Tørvestakke graa,
der lyste ret hans Lunes
sig Tumlen med de smaa.

Han trykked mangen barket Haand,
der var af Feber hvid;
han løsned tit de værste Baand
i Fattigdommens Strid.
Hvor vilde Magters Skygge
hang som en Tordensky,
der hjalp han til at bygge
for Fredens Gud et Ly.

163

Og traf du ham en Middagsstund
i Sommerrugens Læ
nedsegnet i et stille Blund
med Tasken mod sit Knæ,
hvor kunde han da smile
hvert Fnug af Træthed hen
og glad og vaagen ile
ud til sin Dont igjen!

Det er ved stille Daad som hans
at dette Land skal gro;
vel spørges sligt ej udenlands
men slaar os ved sin Tro.
Her kjendtes ingen Vaklen:
"Gjør Gavn, saa langt du kan!
Ræk Haanden ud til Staklen;
kanske han da bli'r Mand!"

- Saa mangt et Liv blev ringet ned
med Klokkens sidste Klemt.
- Om ham ved Hyttens Barn Besked,
hans Daad har Hjærter gjemt.
Naar Maanens Straaler vide
belyser Hedens Sti,
da vil de ikke glide
hans lave Grav forbi.

18/6 1904.

AN MARI HINNE FILOSOFI .

Som a gik med mæ sjel,
a saa te mæ sjel,
og mæ sjel saa ijen te mæ:
Hold Yw med dæ sjel
og pas nyw po dæ sjel,
for anner de passer kuns .

* 164

Men a swored mæ sjel,
og a saa te mæ sjel,
akkuraat som a no sejer :
Pas en Bett po dæ sjel
heller ett paa dæ sjel -
det er jet og det samm for mæ!

22/6 1904.

ARBEJDERNES LÆSESELSKAB .

Om Danmarks Strande render den blanke Bølgesnor;
men ingen Bølger glimter, hvor Arbejdshæren bor;
med tunge gyldne Straaler gaar Solen i sin Seng,
før den har naaet at skinne paa Gydens Tøs og Dreng.

Hvor Sol og Bølge svigted, tog Arbejdshænder fat,
de tændte Lys paa Kvisten og Haab i Gydens Nat;
thi der hvor Hjærter ildnes ved trofast Sammenhold,
er Brødet mindre bitter og Stuen mindre kold.

- Det var i Tider trange I satte Hjem og Bo;
Forræderi mod Loven den op i Synet lo;
Oplysningsfaklen stredes med en Ministerpraas,
og Lysetænd're gjemte man helst bag Bolt og Laas.

Men I tog fat og rydded med Armen krum og stærk,
og Salen her i Aften den lyser af jert Værk.
Fra lange Bogreoler gaar nu en slagen Gang
til Kjæld'rens Barn som Kvistens, til Gyden mørk og trang.

- Pas paa den Skat af Bøger og jeres Samlingssal!
De er mod al Slags Trældom et ildfast Arsenal.
Mens Malmkanoner splintrer Kulturen som et Glas,
vi kjæmper for, at Bogen skal ta' Kanonens Plads!

* 165

Vi kjæmper for den Fordring, at i hver Himmelegn
skal Rig og Fattig nyde den samme Sol og Regn!
Vi tror, at Slidets Sønner har Krav paa anden Ret
end suites ud og spiddes paa Krigens Bajonet!

Og stod end aldrig Bragen og Bulder om vor Færd,
vi var dog smaa Soldater i Aandskulturens Hær.
Og aldrig skal vi trættes, men evigt flytte frem
vor Fakkelvagt mod Mørket, der knuger Gydens Hjem.

8/10 1904.

RØJTER-ANNERS OG HANS MUER .

Tho a er jo Røjter, og a er fræ Fløj ,
mi Muer hun kam jo fræ Trøwed .
Hun nær sæ som Skræjer, ilav a bløw føj,
og aaltid med Armud hun døwed.
Hun ried og stak æ Næt med æ Daa
og gløj saa geswindt hinne Jaen;
det er træls aa vær te, nær en nap tær vær glaa,
for æ Fød skaen ha, ja det skaen.

Hun war kuns en sperrise, lilajte Kwind,
men som hun kund brug hinne Finger;
ja nær en Naals Tro hun sku risp heller twind,
de gik som æ Lærki si Vinger.
Og som hun da kund handtir hinne Saws!
Hwer øwles Strimmel fæk a en,
hwer Tro og hwer Trumm, der fild aa fræ æ Klaws,
for æ Bøen skaen gled, ja det skaen.

* 166

Der sto i wor Kalgo en jenle Pa Kôl,
og nær hun no rigtig vild gott sæ,
og ind war for mørk te aa træj hinne Nôl,
saa kam hun herud og saatt sæ.
Saa sang hun en Vis om Sorrig og Gled,
og somtid a tykkes, a ka en;
for det, som si Muer haar lær jen aa kwed,
det skaen hold aa, ja det skaen.

Æ Dôg ku begynd aa trill i æ Kôl,
og Folk ku forlængst vær i Sengi,
men hun haaj no glemt baade Pesjan og Nôl
for aal de Fowl i æ Engi.
Og a laa og sov ind mud hinne Knæ,
- for bette og stummelwon waen -
indte hun saa wat mæ og bor mæ derfræ;
for de smo skaen sorr for, det skaen.

Gud ved, hwad hun tint, nær mæ sølle Baan
hun kyst, men æ Skyer saatt Gorer?
Nær a vaavnt op, fand a Dog paa mi Haând;
a tinker, det war hinne Torer.
Saa haaj hun wal grædt for den Lykk, der forswand,
hwormøj hun saa tegged og baen,
den Daa de som Lig bor Jens Fisker i Land;
for rykkes og revves det skaen.

Aaja sølle Muer, der saa sjalden war glaa!
Hun bløw nok nøj bleg mud æ Sidsten;
men bléger end nowtid hun war nok den Daa,
de kam og laa hind i Kisten.
Der er manne, der.tar fræ Tusind æ Fød
og sjel ett gjør Nytt for en Kjaen,
men søn bette Kwind, der haar slæft sæ tedød,
hind skaen sætt høt, ja det skaen.

* 167

Ja, nær en ret tinker ved aal den Fortrær,
der gjør hwer en fatte te Hejring,
saa hwisker en somtid: Aa, war do Worherr,
saa skuld der skam ski en Forbejring!
Men no mo a ud aa si te æ Kow,
om æ Gjewt en haar ædt, som a gaen;
no er æ paatid, te æ Høwder faar Row;
for æ Kyer skaen pass, ja, det skaen!

20/11 1904.

STORE JON .

Store Jon han ønsked sig kun to Tønder Land,
to Tønder Land
og en Ko under Strand,
eget Bo med Fred og Ro om Søndag som om Søgn:
al hans Digt og dyre Drøm i tusind Arbejdsdøgn.

Oppe paa den vilde Skrænt han saa sig Himlen næst.
Hej, for en Fest,
naar det kuled af Ves!l
Sidde da ved egen Ovn, bag egen Lo i Læ,
lytte tryg til Stormens Sus i eget Hyldetræ.

Fjorden der og Huset her saa godt som nogen Mands.
Bier i Dans
om Lavendler i Krans!
Gavlen gul og Væggen hvid, men Døren himmelblaa,
Skrænten klædt i Trip og Trap med Lam og Geder graa.

Rug og Byg om Brønden tæt med Vippers Ringlesang,
Bønner paa Stang
blandt Kartoflerne hang,
Havren nikked hid og did og vinked med sin Top,
Hørren stod saa pæn og blaa og saa troskyldig op.

* 168

Helst hans Drøm tog Lød af Høst, naar Neg bli'r lagt paa
Skrav.
Sol gled i Hav
under Fløjt fra hans Nav,
Selen skar i Skuldren ind, mens Vej sit Læs han brød,
strid paa Foden Kvinden gik æbag hans Vogn og skød.

- Store Jon han bar sin Drøm igjennem tred've Aar;
hvidt blev hans Haar
under slidsomme Kaar; Tørvemosen gav ham Brød og Lejehuset Ly,
ingen Gud har hørt hans Suk og ingen Mand hans Kny.

Mellem Lyng og Moser graa han lister altid om,
stærk som en Bom
om end Ryggen blev krum;
gaar hans Blik saa brat paa Flugt, hans Lyngie rent istaa,
ved jeg længst, hvad Store Jon nu atter grubler paa.

7/1 1905.

KILDEN .

Jeg nynner, jeg synger ved Gry og ved Kvæld.
jeg kan ikke andet bestille;
jeg kan ikke tordne som Fossen fra Fjæld,
om ogsaa jeg ønsked og vilde,
for jeg er en glad lille Kilde.

Jeg kan ikke drive de Værker af Jærn,
gi' Hundreder nok at bestille,
men gjerne jeg drejer Møllerens Kværn,
og Husmandens Gryn skal jeg pille,
for jeg er en god lille Kilde.

Men helst vil jeg ligge og nynne min Sang
og lege som Barnet med Stene
og klæde dem over med Alger og Tang
og atter kysse dem rene.

169

Og gjerne jeg spejler det ensomme Siv
og Høstnattens rødlige Stjerne,
naar alt, hvad der mærkes af Døgntumlens Liv,
er Fragtmandens Vogn i det Fjerne.

Naar Søvnen tager den bly Viol,
og Duggen hun driver i Enge,
da spænder jeg over min Bølgestol
de allerklingreste Strenge.

Og Maanen vender sit Horn mod Nord;
min Fader, Himlen, han lytter;
min værdige Moder, den sovende Jord,
i Drømme Fødderne flytter.

Jeg bliver saa glad ved mit eget Spil,
ved Røsten fra Jordens Indre,
og Sivet paa Bredden nikker dertil,
og rødlige Stjerner tindre.

11/1 1905.

AFTEN-GJØGEN .

O, du min Barndoms glade Fugl,
saa hører jeg dig atter!
Mens Rugen duver tung og gul,
jeg sidder bag en Hyld i Skjul
og lytter til din Latter.

Da stiger for mit Øje frem
de svundne Barndomsdage,
jeg ser paany det gamle Hjem
med Bænk ved Gavl, med Port paa Klem
og Mos paa alle Tage.

170

Det sukker i de grønne Flæg
langs Dammene i Vesten;
og der gaar Mor bag Ladevæg
og lægger Lat til Nattebleg,
mens Far han flytter Hesten.

Hør Køllens dumpe Ekkoklang
mod Gaardens hvide Længer,
hvor Mønningstigen staar saa lang,
og Ovnskod og Toggerstang
paa Flintevæggen hænger.

Der stiger Røg fra Nadvergrød;
for Døren svales Øllet;
en Duft af nybagt Sigtebrød,
og lange Lyd af Pumpestød,
mens Karlen vander Føllet.

Og Katten med de stride Haar
er hoppet ned fra Balken;
dens Hale stift i Vejret staar,
slesk-spindende om Mor den gaar,
mens hun tår fat paa Maiken.

I Bluse, Seglesmæk og Klok
vi Børn om Moder hveger,
mens paa den lyse Stjerneflok,
paa "Pejers Pig** og "Mari-Rok"
hun over Koen peger.

Og Mælken spruder varm og fed,
og Malkekoen dryner,
mens Mor maa gi' os smaa Besked
om, "hvorfor Stjerner falder ned",
og "hvorfor Kornmo lyner".

* 171

Og Rugen stod i ydmyg Ro
og drak af Nattesaften,
og Gjøgen hang i Hyldebo
og vippede og skoggerlo,
som her den ler i Aften.

V. 1-3: 6/6 1898 , V. 4-9: 14/1 1905 .

VINTERBILLEDER .

Nu tager den Bonde Bælgvanter paa
og kryber i Faareskindstrøje,
i Lænker rasler de Bække blaa,
og Sneen hvirvler om Høje.

Fortvivlet strækker forladte Plov
af Mulden de rustrøde Arme;
nu voxer der Klimper ved Hjortens Klov,
hver Mus i Kjæret, hver Fugl i Skov
de bliver saa pilkende arme.

Der sidder en Krage i Faders Pil,
uroligt den vipper og vender;
den skriger under sit korte Hvil,
som gnedes et Søm mod en rusten Fil,
og Sulten i Øjnene brænder.

Om Grenen spænder hans krumme Taa,
saa Ledene synes at knage;
han dækker sig til med sin Vinge graa,
stort andet haver han ikke paa,
den stakkels frysende Krage.

Jeg sidder og ser paa hans haabløse Dont
igjennem den hvidfrosne Rude;
det gjør mig saa inderlig, blødende ondt
for den gamle fjedrede Vagabond,
hvem Himlene har stænget ude

172

Jeg henter hos Moder en liden Brad;
han spejder og Skrotten skulter,
"Kom ned og smag paa den gode Mad!
Naa, skab dig ikke, din gamle Rad!
Jeg skyder ej Krage, som sulter."

Men Bonden, han haver slet ingen Nød;
han tørrer i Vanten sin Næse,
sin Sok han varmer ved Ovnen rød;
i Saltkarret Sul og i Bænkkrogen Brød,
saa kan han ad Vinteren blæse.

Hans Hors hun gumler bag kornfyldt Lo
og æder lidt mer, end hun orker,
hans Køer kælver, hans Faar faar to;
i Halmbunken ligger hans hvide So
med udstrakte Lemmer og snorker.

Og Bonden nyder sin lunende Stald,
hans Hors med Haaret han stryger;
til Faarene henter han Hø paa Hjald,
hans Høns han lokker med Kluk og Kald,
og Kalvenes Rygge de ryger.

Saa linner han langsomt Gavllugens Slaa
og ser over hvirvlende Ager;
retsindigt han vender den tunge Skraa;
der er som en Drøm i hans Øjnes Blaa,
naar Sneen om Vindfløjen jager.

Men Gamlingen grunder i Aftægtskrog
med Ørene gjemt under Huen;
han suger paa Piben saa livsensklog,
som tømtes et Dyb i hvert Drag han drog;
men Gløderne ta'r han fra Gruen.

Hans aldrende Mage ved Rokkens Hjul
saa lidet i Skumringen syner:
"Det bliver da vist en strenge Jul;
aa Gud ha' Lov for det rare Sul,
og for de velsignede Klyner!"

* 173

Han banker sindigt sin Pibe ud
mod Bordbenets knastrede Tapper,
imens fra Gruen et Skumringssprud
nu glimter i Kjedlernes Kobbertud
og nu i hans Sølverknapper.

Men dæmpet lyder den dumpe Piejl
fra Loen i Sne begravet;
snart ligger Gaarden med Tag og Tegl
paa Hedens knygende, hvide Spejl
som Øen i Verdenshavet.

21/1 1905.

Æ SPØGELS .

A kam op ad Resendaal
og øwer æ Brow ved Mølgord;
det war den død Jens Kjølgord.
"Haah!
A faar aalle Naad!
A haar kwol mi Nobomand,
og a haar brænd mi Laad!"

A kam te aa bevverist,
som jen der blywer koldslavn;
Bette Kos og Jøsses Krist!
A sto som a war troldtavn.
"Haah!
Haah!
A faar aalle Naad -"

* 174

Mi Kuen haaj faat en Baaen mir,
derfor haaj a hat møj Rend;
æ Daw war kort, æ Suel war nier,
æ Maan haaj faat si Nøj tænd.
"Haah!
Haah! - u

A war blêg, men Jens war swot.
"Aa Gud! do mo ett haad mæ!
saa mo do no bewaar mæ!"
"Haah!
Haah! -"

Saa laa a Damp da som en Røj
hen øwer Blød og Knoldkjâr;
mi Hueser de løf fuld af Døj,
endda de far war aaltarr.

A vild jo rend æ Spøgels træt;
det bløw for haadt te mi Sid.
Da a haaj rend den halle Næt,
vi war ino alisid.
"Haah!
Haah! -"

Og bløw æ te , a fæk nø Len
- og Len det fæk a sommsind -
saa lisse sor, a sak ijen,
det brøll imud mi Trommhind:
"Haah!
Haah!
A faar aalle Naad!
A haar kwol mi Nobomand,
og a haar brænd mi Laad!

* 175

Det to mi Lu o Kistelbakk,
det war ett te aa hold ve'e;
mi Hor det løwt sæ i mi Nakk,
mi Skjot war wot af Koldswed.

Ja der war hejsen Faar paa Fæd
- det war ett nøj a tint jenn;
a rend, saa for mi Træskobed,
der stented Kamp- og Flintstjen.

Søn kam a ind til Resengord,
men aalste war æ Pwot lot;
æ Hund de glammed lisse sor;
baag hwer en Rud war swot, slot.

Men lig hwor no han bowr Jens Gaad,
I ved: mi Kuens Halbror -
dér faarer a søndenom æ Laad
og vejstenom æ Kalgord.
"Haah!
Haah! -"

Æ Spøgels han war hejs ett sien,
han flywer om æ Laadswing,
saa Bankerot og Taag og Stien
det danst som anner glaad Ting.

Æ Nøj war gaven for en Blaan;
da gaalt æ Kokk i Mølgord,
a vend mæ, som a lig sku daan,
da sak den laang Jens Kjølgord: "Haah!
Haah!
A faar aalle Naad!
A haar kwol mi Nobomand,
og a haar brænd mi Laad!"
23/1 1905.

*
176

Æ MUESPIG .

No søen vil du aaltsaa forlaad mæ, Jens Fløj,
og læ mæ sejj jenne aa sørr -
og græd ved mi Stripp, nær a malker mi Kow,
og sukk, nær a ponne om mi Tørr!
Hvor jenle a faar æ ved Awten, Jens Fløj,
nær æ Folk er gan hjem fræ æ Mues,
nær æ Røg fræ mi Skorsten den drywer saa laant,
og du plejer aa komm her med en Rues!

Den Daa a plot Krusbær ved Sejbæk, Jens Fløj,
og do fæk mi Buttel aa bær,
da skuld en saa nej te di Haånd og di Trow,
saa haaj en wot fri no for aa græd.
Ja hwis en haaj aalle holdt af dæ, Jens Fløj,
saa haaj æ wot letter no aa løw;
men som Verden no jen Gaang haar lawed wor Sind,
ja saa vil vi som-mjest hinaan bedrøw.

Men støst af de Sorger, du gjord mæ, Jens Fløj,
war den, te a ett kan dæ glemm;
a hower hwer Tor og hwer Blink i di Yw,
og nok saa ring en Bevren i di Stemm.
Og nær nu den Bitte er føj dæ, Jens Fløj,
kaski du da linner paa mi Dar;
og saa tar du mi Haånd for en jenle Graan Staând,
men æ Frøer di synger i æ Kjar.
26/1 1905.

*
177

HELLESØ .

OG ledes din Sjæl ved Dagens Støj,
og har du en Vunde, som brænder,
da sæt dig her under Lyngskrænten høj
og fold dine Hedningehænder,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Her byttes langsomt den gyldne Dag
og Solens Brand over Mulde
med Hedens kølige Aandedrag
og Søens skvulpende Kulde,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Paa Brinken knæler en Jenbærbusk,
bag hvilken det tøvende skrusler;
hvad skyldes de Snøft og de Skumringsrusk?
Aa, det er kun Brokken, der pusler,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Her trækker besværligt den fede And
imellem de lyngkranste Vande,
og tit dens buttede Vinges Rand
vil strejfe Fuldmaanens Pande,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Her bader ensomt i Sivets Læ
den Bondes fyldige Datter,
og Bølgen favner det hvide Knæ
og kysser det atter og atter,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Og Sivet drypper sin tunge Dug
i Søens spejlende Strømme,
og Bølgen lander med bløde Kluk,
og Rørene rasler i Drømme,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

* 178

Her sladrer Vinden om bløde Kys,
naar to har fundet hinanden,
og gule Iris og Brudelys
staar tændte langs Holmeranden,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

- Et luftigt Bud fra en bortgjemt Gaard,
hvor Rugen samler til Kjærne,
et Skrig af Klirer, et Bræg af Faar,
et natligt Skud i det Fjerne,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Og Kaimus dufter saa æblesødt
som Liljer i Brudens Kammer,
og Stjerner stiger af Vestenrødt
og svinder i Østenblammer,
mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Sjørup 28/1 1905 .

DEN JYDSKE LYNG .

Her har jeg staaet i tusinde Aar,
sust for de Slægter, der svinder og kommer,
nikket Goddag til den brydende Vaar,
viftet Farvel til den hastende Sommer.

Regnen og Haglen har kjæmmet min Lok,
Vindene spredte mit rødlige Bloster,
medens langs Bakken den stinkende Brok
luskede hjem til sit blindfødte Foster.

Jeg var den fredløses Tilflugt og Havn;
tit har jeg skjærmet den saarede Hare;
Lærkernes Spæde laa trygt i min Favn,
saa imod Himlen med Øjne saa klare.

* 179

Tyttebærkonen sin rødnende Frugt
krumbøjet sanked trods Lændernes Smerten;
Hugormen kravled i Vrid og i Bugt,
spilled med Brodden og svinged med Stjærten.

Hjejlen sad enligt paa Tuen og sang,
Loke drog saaende lavt over Sletten;
opskjørtet Tatersken gik her engang
med sine ravnsorte Haar under Hætten.

Har jeg ej skjærmet, o Jylland, din Jord,
lagt mig som Værn om din Flyvesands-Bringe,
dæmmet for Klitten, hvor Uroen bor,
hvæsser i Blæsten sin Marehalms-Klinge.

Spørg hver en Spove, der spejder langs Strand,
spørg hver en Klyde, der løfter sin Klage,
om jeg bør skygges ihjel paa mit Sand,
om jeg fortjener i Flammen at sprage.

Spørg hver en Mand i smaarudede Hus,
der hvor han bred ud fra Dørkarmen skuer,
om han vil miste mit klagende Sus
eller mit Vidsyns de vældige Buer.

Spørg, om han længes mod Skovene blaa,
naar - mens i Morg'nen han spreder sin Mergel -
Gjederne bræger, og Lærken den graa
løfter sin Top i den duggede Spergel.

Vel er min Ranke kun mager og tør,
lidt jeg kun yder til Fadet og Bøtten;
ringe jeg skattes af Oxer og Kø'r,
men saa desmere af Sangeren, Skytten.

- Sært som min Hede er Menneskets Krav;
Brød skaber ikke hans Lykke alene;
mæt ham med Velstand: før nogen ved af,
skjælver hans Hjerte i Suk efter - Stene .

180

Und mig da Fred paa min Fædrenegrund!
Lad mig i Sandet dog Rødderne sprede!
Brød skal du hente fra Muld markens Bund,
Vidsyn og Fred paa min drømmende Hede.

Aakjær-Sjørup, V. 1-5: Sommeren 1901, V. 6-12: ½ 1905 .

GLAD VISE .

Grønt gror nu Sivet, ja;
grønt gror nu Sivet, ja,
en Seng med Dun er ej saa lun
som en blandt grønne Siv, trara!

Vi er fulde, vi skaaler og skjænker paa'et,
vi er fulde - vi skaaler og skjænker paa'et;
vor Præst han kys't Per Spill'mands Frow,
og præked forkert ved at tænke paa'et.

- En Seng med Fyld, en Seng med Dun,
en Seng blandt grønne Siv, aaja,
men ingen Seng er dog halvt saa lun
som Armen om Pigens Liv, trara!

Sjørup, Febr. 1905 .

AN MARI TRAJTER ØL .

Nej Fanden sku fæjst sæ da mir te Jens Kræme!
Her stor søn en Stoder og trower, han ska læ mæ,
hwordan a ska brygg, hwordan a ska baag,
hwordan a ska legg en Flæskbøst i Laag!

* 181

Og pinwon og gjerre det er jo æ Swin;
hwer Pott po æ Hyld saa kigge han i'en.
Saa tar en Formøj af hans Miel og hans Maalt,
saa skuld en ha spaared ham tow Kjanne Saalt;
ja haar en kjend Maagen! - Det er aalle saa møi
som den usleste bette Taar Wand, en ska løj,
saa ka han lav Vejlo og slaa med æ Dâr,
saa det rister i baade Tallerkner og Fâr.
- Han blywer da jen Tid længer og warr!

Nej, haaj en saa stej sæ endda te Kræn Skræjer;
der kund en hejsen ha hat æ nø bejer!
Han bøj mæ en Bøst saa tyk som mi Lor
og Tow af den villerst For i æ Gord
foruden mi Løn. - Men dér war jo Bøen,
og han so jo Enki; og det er ett søen
aa tur med anner dje skjødløs Knæjt,
saa der bløw da ingen Brød af den Bejt.

Det hid sæ jo osse, te han vild ha tavn mæ
- ja søn te hans Kuen da! - men hwa sku det gavn mæ?
Tho han er jo gammel, og gro o æ Bælle
og snaar da saa grim, som en Mennesk ka blyw;
som no den hèr sølle Haandtiring med æ Yw
- og a'el sgu ett ha en Mand, der er skjelle!
En ska ett ta enhwer. - Tho de'e da de færrest,
der ett ka gaa og skjelt sæ en Kjærrest;
men justemint find sæ nøj, en ka lid o
en Kaal aa slaa Bund po, en Venskab aa slid o -
aah, det ka endda kost jen nø Beswær!
For fand en sæ jen, en tyt, en haaj kjær,
saa ska æ nok pass - jow det war ett sær!
te saa er der osse anner o æ Tær.

No trowed mæ Synder, te Soren holdt a mæ.
Her gor a og gjemmer hwer Diel, som han ga mæ!
Ja, hwa a haar lid for den skjødløs Dreng!

* 182

A elsker ham - ogsaa saa det er faale!
Hans Billed hænger øwer mi Seng.
Æ Ramm den kost mæ en jawn Rigsdaale!

Han kam her, saa tit mi Hosbond war ud,
søn hen ad Awten, nær aalting war still;
aanej, hwor bløw en da kanter og hwell,
saasnaar te Soren han pikked o æ Rud!
Og nær han kam ind, bløw der ingenting spaae;
han haaj æ saa godt, som en Mennesk ka haae;
en læd dem regir laant mir, end en mo,
om ogsaa en ved, hwad Tak en vil fo;
og ingen ska sej, te a bid heller kratte ham -
men laa han forlæng, ja hwad tho saa wat a ham.

- Og saa ska en nu ha aa hør i æ Bøj,
te den forbandede Flaani Mett Fløj
baade Nætter og Daw staar og drøwsker atter ham!

Aa Jøsses, hwor bløw a da lid ved æ Los
i Guer po æ Kjergaard! A sto med no anner
og glowed po Tolle-Thames hans Kos;
a vender mæ om og gor ad æ Stett;
hvem trower I, a møder anner end Mett!

Hun bruser forbi mæ, - søen! - kallepros;
æ Buend - de bred saawal som de small -
de blæst jo om hind, som de war gal,
og a tær forsuer mæ - ja læd mæ ett band -
men det er da bode sikker og sand,
te de haaj kost øwer syv Mark æ Al!

Hwa søen Stø jen hun haar godt ved aa hed sæ,
hun haar jo æ Faar og æ Kjærrest te aa kled sæ.
Men hwad haar ennaaen sølle Hjavl wal af Gled?

* 183

Der sto a og bid i æ Knud af mi Kled;
for hwad ka æ hjælp, te en viser si Vred!
En er, som en er,
som en bløw af Worherr,
og mukk imud ham er der ingen der tær!

Men ta den Kjærrest, ennaaen holder ve,
nej, det sku no aalle ha Low aa vær te!
Og mo æ ett roves, saa mo æ wal hwiskes:
En Hjaani som Mett - a tykkes hun sku piskes!

Ja hwis a haaj Majt,
som blot a haar Ajt!

- Aae Jøsses endda, tho der taft a æ Trajt!

Sjørup, 7/2 1905 .

JENS FISKER .

Jens Fisker han bo'de derude ved Aa,
hvor Græsset er grønt, og hvor Himlen er blaa.

Men hjælper det noget, ens Himmel er blaa,
naar Livet er grimt, og naar Tanken er graa?

Og nytter den noget, den lullende Aa,
naar Kjællingen baade vil bide og slaa?

Saa lod da Jens Fisker sit Skallevaad staa
og søgte sin Vædelse uden for Aa.

Han sov som en Orne og drak som en Saa,
mens Fisken slog op i den sorlende Aa.

* 184

Hans Kjælling, Marie, den gnistrende graa,
hun garver ham Ryggen snart gul og snart blaa.

Jens Fisker han tygger med Taarer sin Skraa:
"Gud hjælpe hver Kristen, hvis Kjælling vil slaa!"

Jens Fisker han trækker hans Vandstøvler paa:
"Nu gaar jeg og drukner mig, So, i min Aa!"

Men Kjællingen larmer med Kjæften paaskraa:
"Aa, Stodder, lad du kuns saa Støvlerne staa!

Jeg ved da, at Folk, der vil drukne i Aa,
de trækker ej nye Vandstøvler paa!"

"Ja, ja", svarer Staklen, "men skal de nu staa,
jeg henter dem, naar du mindst tænker derpaa!"

- Jens Fisker han kyler sig ud i den Aa
til Brasener brede og Skaller saa graa.

Men det er da noget, enhver kan forstaa:
her slutter ej Visen om Jens og hans Aa.

- Naar Uglen er ude, og Natten er graa,
da kommer Jens Fisker til Huset ved Aa.

Han lirker ved Pind, og han letter ved Slaa
og trækker med Stønnen de Vandstøvler paa.

I Hylsklædet trimler sig Kjællingen graa
med klaprende Tænder og strittende Taa.

Naar Timen er ude, hun hører ham gaa
som Torden, naar den har faa't Vandstøvler paa.

- Det samme, det samme hver Nat, som er graa!
Hun mister sin Snøvs ved at tænke derpaa.

Hun vaager med Lys, og hun stænger med Slaa;
dog gjæster Jens Fisker med Bulder sin Vraa.

185

Men Kjællingen klager med Kjæften paaskraa:
"Aa, at jeg dog ej lod ham Støvlerne faa!"

Saa sprang hun som Tudsen fra Brinken i Aa.
Nu spøger de - hver med sin Vandstøvle paa.

Jebjærg, Juni 1905.

JENS VEJMAND.

Hvem sidder der bag Skjærmen
med Klude om sin Haand,
med Læderlap for Øjet
og om sin Sko et Baand,
det er saamænd Jens Vejmand,
der af sin sure Nød
med Hamren maa forvandle
de haarde Sten til Brød.

Og vaagner du en Morgen
i allerførste Gry
og hører Hamren klinge
paany, paany, paany,
det er saamænd Jens Vejmand
paa sine gamle Ben,
som hugger vilde Gnister
af morgenvaade Sten.

Og ager du til Staden
bag Bondens fede Spand,
og møder du en Olding,
hvis Øjne staar i Vand -
det er saamænd Jens Vejmand
med Halm om Ben og Knæ,
der næppe ved at finde
mod Frosten mer et Læ.

186

Og vender du tilbage
i Byger og i Blæst,
mens Aftenstjærnen skjælver
af Kulde i Sydvest,
og klinger Hammerslaget
bag Vognen ganske nær -
det er saamænd Jens Vejmand,
som endnu sidder dér.

Saa jævned han for andre
den vanskelige Vej,
men da det led mod Julen,
da sagde Armen nej;
det var saamænd Jens Vejmand,
han tabte Hamren brat,
de bar ham over Heden
en kold Decembernat.

Der staar paa Kirkegaarden
et gammelt frønnet Bræt;
det hælder slemt til Siden,
og Malingen er slet.
Det er saamænd Jens Vejmands.
Hans Liv var fuldt af Sten,
men paa hans Grav - i Døden,
man gav ham aldrig én.

Jebjærg, 19/6 1905.
187

JAKOB OG HANS SØNNER .

I Sommersolglans glimter Jakobs Gaard
hen over disblaa Kjær og Bavnehøje;
Rugfaldets gule Vover bar ens Øje
ud, hvor som Streg mod Luften Heden staar.
To hvide Stude trægt for Tromlen gaar,
hist hvor en Husmand stejlt med Lyngen strider;
men ellers hersker Hvil til alle Sider.

En Søndag var det, fuld af Lærkelyd,
Blaaklokker hang og skjalv paa hvert et Dige,
Valmuen kasted sine Bægerflige
og svang nu nøgen i sin røde Pryd;
Hugormen trilled sig med skjællet Fryd
i Vejens Sand og glemte under Badet,
hvor den er edderspændt, forfulgt og hadet.

I Grupper delt gaar Folk fra Kirken hjem
endnu med Salmens runde Klang i Øret,
mens Troens Trylleverden taagesløret
sig tegner bagom Rugens Bølgebræm.
Tungt skrider Mand og Viv i Sandet frem,
mens langsomt byttes Biblens Billedriger
for Risengrøden, der hvor Røgen stiger.

Men tværs paa Sognevej og Kirkesti
ned over bratte Hæld og høje Diger,
hvor Flintestenen under Støvlen skriger,
og Luften lives af den brune Bi,
der kommer over Marken, kjæk og fri,
en Skare Knøse, halvt som Foler kaade
og halvt som Mænd, der ved at ramme Maade,

188

De skrider hurtigt, skjønt de vægtigt træder
og holder sig bag Rugens Fald i Læ;
Tørklædet flagrer, og de tunge Klæder
slaar svære Folder om de stærke Knæ;
de vejrer vejrklogt mod det søde Dræ
og føler jublende, hvor Blodet rinder,
og ler, saa deres brede Tænder skinner.

Ja, det er Jakobs kjærnesunde Sønner,
der aarligt samles paa hans Fødselsdag,
og der ved Gammens-Øl og Latter lønner
den gamle for, hvad Tiden slog i Kvag.
Nu ta'r de Føden under andres Tag,
men Hjemmet i dets gule Rugfalds-Ramme
faar altid sunde Hjerter til at flamme.

Thi aldrig kildrede en Lyd vort Øre
som Lærkens Legen paa sin lyse Streng,
og aldrig vil en Duft vort Hjerte røre
som Kabbelejens paa vor Faders Eng;
Et dugfyldt Syn fra Hjemmets Kaalgaarddige
opvejer tusind Mil i fremmed Rige!

- De unge Knøse hører op at larme,
som raskt de skrider imod Porten frem,
og Blikket lyser af en hellig Varme,
thi der staar Festglans af det gamle Hjem;
hvidt skinner Gaardens Væg fra Syld til Rem,
og over Elmens Toppe, stort udslaget
i tunge, fede Folder bølger Flaget.

Der ligger Høns ved Muren, bred' i Ryggen,
og gnider Kraasen mod det lunkne Sand;
igjennem Porten inde bagom Skyggen
Brøndvippen kraaner med sin tunge Spand;
den drypper Draaber ned i Brøndens Vand:
Stenbroen nys er luget, Sand er strentet,
saa det er let at se, hvem der er ventet.

189

. Om lidt de ses igjennem Porten drage;
Gjenlyden røber, de gaar ej paa Taa;
den alleryngste bliver lidt tilbage
og fjerner skyndsomst fra sin Tand en Skraa;
den snilde Ole er ej sikker paa,
at gamle Jakobs Alvorstanker falder
i Traad med hans om Skraa i Oles Alder.

De andre svinder gjennem Forstudøren,
mens Sinken dundrer hult mod Flint og Kamp;
men allerforrest gaar den stærke Søren,
ombølget af sin egen Vadmelsdamp,
saa smælder Klinken gjennem Støvletramp,
og ind ad Karmens stedste større Flænge
men ser først een, saa flere Omhængssenge.

Den rejste Luftning med Gardinet kaster,
mens Blikket søger Jakobs Yndlingskrog;
derinde under Bjælkens brune Knaster
han sidder ved en gammel Spændebog;
han stirrer op fra Bladet, mild og klog,
i Tvivl hvorvidt han skal sin Finger væde,
hvad eller røbe strax sin store Glæde.

Men Hjertet sejrer. Fyrrebordet knager,
og Spændebogen gjør et lille Hop,
da han med Hænderne om Skiven tager
og langsomt løfter sig fra Bænken op;
nu ranker han sin arbejdsstive Krop.
En herlig Gubbe! Ho'det staar mod Loftet,
men Skikkelsen er kantet, tung og hoftet.

Og over Fyrreskivens blanke Flade
de brune Hænder krystes i et Kast;
og som han vilde Slægtens Kræfter grade,
vor gamle Jakob trykker dybt og fast;
hans Haand er stærk og sejg som Bjælkens Knast!
At Sønnerne sig ej for Trykket ømmer,
det siger ham: De er af ormfrit Tømmer!

190

Den gamle er nu lutter Liv og Røre;
hvert Øjeblik han skifter Smil og Plads;
han løfter Kovsen ved dens gule Øre
og fylder blinkende et Brænd'vinsglas;
han drikker til og smasker veltilpas
og langer Snapsen rundt til alle Stole
fra store Sørens til den lille Ole.

Og da de hede Strubers Tørst er slukket,
og hver især med sit Lykønskningsnik
har Velkomstskaalen under Vesten stukket
med ordfaa Ønsker efter Landsens Skik,
da slaar en liden Stund al Tale Klik,
til Jakob henter Skuffen med Tobakken,
saa man faar Fyr, da gaar der Hul paa Snakken!

Thi faar de Piben tændt, de danske Bønder,
og Snakken rejst om Hest og Ko og Stud,
vær glad, ifald du ved, hvor det begynder,
thi hvor det ender, ved endikke Gud!
En Æmte ude, strax et Overbud!
Og Solen kan gaa ned, og Dagen slukkes,
før deres Videtørst i Dvale vugges.

Og Svar og Spørgsmaal som en Haglen falder
om andre Sognes Avling, Sæd og Skik;
helst hører Jakob dog om Hestes Alder
- han kjender sine egnes paa en Prik -
om hvad i Mandags man for Smørret fik,
om hist en stads Ko godt i Spanden lægger,
om her den nye Hingst nu smukt bedækker.

- Da løftes Faldet let fra Frammesdøren,
saa mod Komfuret ses et Forklæd' hvidt;
det gi'r et ubehersket Kip i Søren,
da Kirsten træder ind med raske Skridt;
jeg tror saamænd, de begge rødmed' lidt,
en gammel Udvej for det unge Hjerte,
før det Forstillelsernes Kunstgreb lærte.

191

Hun kom til Gaards som Tøs i fordums Dage,
før Jakobs Hustru standsed brat sin Rok
og la' det gamle Hoved tungt tilbage
med "Kappens" Strimler om sin Sølverlok;
da hængte Kirsten bort sin Barneklok,
tog voxen Kjole paa og brygged, bagte
og gjorde syvfold mer, end Tøs kan magte.